06 december 2021

Slesvig. Jylland. 1ste Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Tilstanden i Slesvig. Af god Kilde erfarer "Berl. Tid.", at Etatsraad, Borgmester Hammerich i Haderslev den 19. Februar af Preusserne blev arresteret og ført under militær Bedækning til Flensborg, fordi han vægrede sig ved at udlevere 200 Rd. til Opkjøb af Tømmer; andre Beretninger om Grunden til hans Fængsling ere neppe rigtige. I hans Sted er foreløbig Herredsfoged Heide bleven konstitueret som Borgmester. De indbragte Fanger af Embedsstanden blive i Flensborg førte til det saakaldte Tugthus i Byens nordre Ende, en større massiv Bygning, men blottet for alle Bekvemmeligheder. Pastor Mørk Hansen fra Feltsted, der blev frigivet efter 4 Dages FængseI, ligesom Pastor Roth fra Varnæs, havde kun Straa at ligge paa; det blev dog tilstedt dansksindede Folk at forsyne dem med Sengklæder. Værst ere Præsterne i det Sundevedske farne, da de uden videre af Fjenden betragtes som Spioner, eftersom de til dels ere bosatte indenfor den preuss. østerrigske Operationslinie. Paa een Dag (den 16de Februar) blev der indbragt 5 Skolelærere og Præster, det hed sig fra Broagerland. - I Henhold til v. Zedlitz's Proklamation have mange sydslesvigske Embedsmand forsøgt paa at tiltræde deres Embeder igjen, stolende paa den lovede preussiske Beskyttelse, men imidlertid have "Amtmanden" Jacobsen i Gottorp Hytten og Thomsen Oldensworth i Husum Eidersted faaet Kommissorium til at "regulere Spørgsmaalet angaaende Embeders Besættelse" og som Følge heraf tildels paa en meget brutal Maade bortvist Embedsmændene igjen som Danske". Dette skeer aldeles uden Hensyn til, om de ere Slesvigere eller ej, hvorimod der i de ledige Embeder indsættes Holstenere; saaledes den nuværente Borgmester Seitel og Politimester Nitzsch i Slesvig, begge fødte Holstenere, hvoraf den Sidste aldrig har været i Slesvig. Et Hoved-Omslag i Hr. v. Zedlitz's Holdning og oprindelige løfter, hvis de nogensinde have været alvorlig mente, har den østerrigske Grev Reverteras Ankomst og navnlig Professor-Deputationen fra Kiel (den 17. Februar), bestaaende af d'Hrr. Thaulow og Planck, bevirket. Man søger endnu nødtørftig at bevare et ydre Skin af Lovlighed, men Civilkommisærerne ere aldeles komne i den slesvigholstenske Agitations Magt; de ere personlig i høj Grad uvidende om slesvigske Lokalforhold og belejres fra Morgen til Aften af slesvigholstenske Deputationer og enkelte indflydelsesrige Agitatorer. For Øjeblikket koncentrerer hele Partiets Anstrengelse sig paa de loyale Embedsmands Fortrængelse; dog vil Afsættelsen neppe gaa for sig, før der er udarbejdet fuldstændige Lister eller fundet passende Personer til alle Embeders Besættelse med Tydskere. En Mængde Kieler Kandidater have gjort Civilkommissærerne deres Opvartning, navnlig Theologer. Allerede midt i Februar hed det i Rendsborg, at man ogsaa maatte sørge for passende Personer, der vare det danske Sprog mægtige. Nu skal Bienniet i Kiel være den afgjørende Norm, hvilket Professor Deputationen har faaet drevet igjennem. Kieler-Universitet betragter tillige alle slesvigske Latinskoler som underlagte sin højere Inspektion og Myndighed og vil derefter rimeligvis faa den udelukkende Regulering af hele Skole- og Gejstligheds-Spørgsmaalet ihænde. Paa embedsgridske Kandidater er der stor Overflod; en tidligere Kollaborator Langbehn (Holstener) og en Søn af den forhenværende Konrektor Michelsen (begge tidligere i Haderslev) ere i disse Dage fra Hamborg rejste nordpaa. Overalt i Slesvig er der stærk Efterspørgsel efter "Jensens kirchliche Statistik", for at udsøge sig de fedeste Præstekald, og man ser Folk studere denne Bog i Jernbane Koupeerne. De sidste Efterretninger fra Flensborg melde, at Dr. Lübker (forhenværende Konrektor i Slesvig, under Krigen i 1848 Rektor i Flensborg) af Civilkommissærerne har faaet det Hverv, at ordne hele Latinskolevæsenet. Han er bekjent som fanatisk Slesvigholstener.  

(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1864).

Disse og mange andre afskedigelser i Slesvig er beskrevet fra dansk side i "Meddelelser om begivenhederne i Slesvig siden den preussisk-østerrigske Invasion" (Den 1ste November 1864)"

Emil Hammerich (1801-1877) var borgmester i Haderslev 1850-1864. Efter krigen 1848-1851 var der i Nordslesvig ikke store vanskeligheder med at få indført dansk som skole- og kirkesprog da befolkningen i denne del af Slesvig i overvejende grad talte en dialekt af dette sprog. Der var dog ikke noget folkekrav om at retssproget også skulle være det, men Emil Hammerich var blandt de som søgte at få det gennemført i 1850.

Peder Alexander Cecilius Heide (1822-1866) var i Slesvig 1850-1864 som birkedommer, ridefoged og herredsfoged. Hans tid som borgmester i Haderslev sluttede samme år, og han blev herefter byfoged og politimester i Odense samt skriver i Bjerge-Aasum herreder. 

Pastor Henrik Roth (1812-1886), Varnæs. Han udgav efterfølgende et lille skrift med sine oplevelser i det preussiske lazaret (Lazareth-Erindringer fra sidste Krig, 1864). Han fik 1865 ansættelse i Vigerslev på Fyn.

Pastor Mouritz Mørk Hansen (1815-1895). Han var 1850 blevet sognepræst i Felsted, Aabenraa. Han var valgt til den slesvigske stænderforsamling og talte det danske mindretals sag, støttede sprogreskripterne 1852-1864 og god ved af den mand som havde lagt navn til dem, Regenburg. Pga disse politiske anskuelser blev han arresteret og den 23. juli 1864 afskediget. Han blev herefter præst i Vonsild og Dalby.

Adolph Theodor Thomsen(-Oldenswort) (1814-1891) havde siden 1854 været medlem af den slesvigske stænderforsamling, og her bl.a. virket for genoprettelsen af den nedlagt lærde skole i Husum. Han var leder af majoriteten i stænderforsamlingen, og blev af civilkommissær v. Zedlitz udnævnt til amtmand for Husum og Bredstedt - formentlig efter at have indsat sig selv. Han blev afskediget af preusserne november 1865 fordi disse ikke yndede tilhængere af "augustenborgeren", og erstattet af Rendsborgs borgmester justitsråd Wriedt. Han immatrikulerede sig herefter som stud. jur ved Kiels Universitet i slutningen af 1865. Han blev medlem af det nordtyske parlament i 1867 og den preussiske landdag. Her måtte han stoppe i 1869 pga. døvhed.


Indkvartering i køkkenet. Således som tegneren fra Die Gartenliebe: Illustrirtes Familienblatt, nr. 15 1864 forestillede sig det. Tegningen illustrerede en artikel om Jylland og jyderne.


Fra Egnen mellem Kolding og VeileDet er en i høieste Grad ubehagelig Stilling at være i, saaledes at leve imellem tvende Kjæder. Trykkende er Tiden, men modløse ere vi min Tro ikke; lad der komme, hvad komme vil. Noget Godt have vi ikke ivente, men paa den Plads, hvor vi boe, ere vi vante til at have det ondt i Krigstid, navnlig vi, som boe ved Chausseen imellem Kolding og Veile, samt de, som boe ved Chausseen efter Snoghøi og Fredericia. Vi have i 7 Dage havt en umaadelig Indqvartering af vore egne Folk; en lillebitte Bondegaard havde 60 Mand og de større indtil 100 Md. Under slige Forhold er det slemt at bjerge sig, thi det er jo en total Umulighed at sørge for Folkenes Logis og Forplejning, især da der aldeles ingen Natural-Forpleining erholdtes; de mindre Gaarde vare jo strax blottede for Alt, navnlig Brød og flæsk. I Kolding har Fjenden til Dato opført sig ordentlig; men hvorledes det vil saae nu, da Communalbestyrelsen i Kolding har nægtet at give Fienden Natural-Forplejning, som er uoverkommelig for Byen, er vel et Spørgsmaal. For Øieblikket er der vistnok kun 2000 Mand i Kolding; endeel Tropper ere nemlig rykkede ud paa Landet imod Vest, til Seest, Gjelballe, Vamdrup osv. 

---

Af et Brev fra Veile den 20de FebruarEndnu ere vi da frie for Fienden, saalænge det varer. Nogle mene, at han ikke rykker høiere op af Frygt for Fredericia; imidlertid har han dog været i Houen, der ligger lige Vest for Veile; efter Sigende var det Østerrigere. I Kolding skal det gaae meget broget til. Man for talte her for et Par Dage siden, at Preusserne havde forlangt fri Forplejning eller 1000 Rdr. om Dagen; i modsat Fald vild: de selv tage, hvad de behøvede. Af en Bekjendt fra Slesvig, der kom her igjennem igaar, hørte vi, at Østerigerne skulle husere slemt i Nordslesvig: de stiæle, hvad de kunne faae fat i, og det gaaer især ud over Sølvtøi og andre Sager af Værdi; men de forsmaae heller ikke andre Ting; saaledes have de taget 6 Køer fra en Mand. Her i Veile have vi saa stærk Indqvartering, at det er som om vi levede paa et Gjæstgiversted. Men det er det Mindste af det; een Trøst have vi ialtfald, at saalænge vore Egne ligge her, slippe vi for tydsk Indqvartering. De senest Indkaldte have endnu ikke faaet deres Papirer, hvilket man undrer sig meget over, da det jo dog er tvivlsomt, om Byen og Egnen blive besatte af Tydskerne eller ikke. Der er indbragt flere Spioner hertil. (Flk. Av.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. marts 1864).


"Leier und Schwert. Sicherem Vernehmen nach würde die Aufnahme von Conferenzen mit Dänemark den Fortgang der Kriegs-Operationen nicht ausschliesen". (Lyre og sværd. Pålidelige kilder vil vide at genoptagelsen af konferencen med Danmark ikke kan udelukke fortsættelsen af krigsoperationer). Under bordet gives der livligt tegn med ben og fødder. Tegning fra  Kladderadatsch 6. marts 1884.

De tydske Tropper i Nørrejylland. (Dbl.) Et Brev fra Egnen mellem Kolding og Veile giver følgende Skildring af Tilstanden i de okkuperede Distrikter. Søndagen d. 21de havde vi første Gang den Ære paa Afstand at see preussiske Husarer; et Par Stykker af dem vare komne Nord for Alminde Passet og sendte nogle Kugler ned efter et Par af vore Dragoner, som holdt her i Byen. Kuglerne faldt i min Have. Den Styrke, hvortil de hørte, talte ialt 73 preussiske Husarer. Mandagen d. 22de kom der atter en Patrouille af samme Slags og undersøgte vor By i Hui og Hast; de observerede en enkelt Dragon af Vore, som holdt Nord for Byen paa Chausseen, affyrede tre Skud efter ham, men retirerede da i strakt Galop tilbage og tog Veien efter Dons Mølle; der var ialt 13 Mand. Tirsdagen d. 23de gjentoges den samme Manøvre, men Undersøgelsen var denne Gang nøiagtigere; jeg blev kaldt ud for at skulle sige, om der havde været danske Soldater, og Officeren forhørte mig paa gebrokkent Dansk. Jeg gav den Forklaring, som jeg fandt passende, og saasnart de havde faaet den, galoperede de bort. Da der ingen danske Dragoner eller Husarer var, som de kunde vise deres Mod paa. huggede Officeren Hovedet af en tam Due, jeg havde, og tog den med som Krigsbytte. En af Preusserne vilde have, at min Pige skulde bringe ud til dem de Pandekager, som hun var ifærd med at bage; men jeg protesterede og sagde, at vilde de have Pandekager, maatte de selv hente dem; de følte sig dog ikke saa sikkre, at de turde staae af Hestene, da jeg sagde dem. at vore Husarer havde været her for et Øieblik siden; det var rigtignok kun 2 Mand, men det fortalte jeg dem ikke. Da de mærkede, at jeg var kold og alvorlig og ikke bange for dem, hilsede de høflig og red bort. Igaar (d. 24de) var der ingen Fjendlige her, hvorimod vi stadig see nogle af vore Egne. Idag har der heller ikke været nogen Fjende her, men tre Preussere have været i Alminde. Da jeg kjørte ud imorges, opdagede jeg at et Par hundrede Mand Infanteri med Kjede foran marscherede paa Veien fra Kolding efter Nebel; om der var Kavalleri med. kunde jeg ikke opdage. - Det er en i høieste Grad ubehagelig Stilling at være i, saaledes at leve imellem tvende Kjeder. Trykkende er Tiden, men modløse ere vi min Tro ikke, lad der komme, hvad der komme vil. Noget Godt have vi ikke i Vente, men paa den Plads, hvor vi boe, ere vi vante til at have del ondt i Krigstid, navnlig vi, som boe ved Chausseen imellem Kolding og Veile, samt de, som boe ved Chausseen efter Snoghøi og Fredericia. Vi have i 7 Dage havt en umådelig Indkvartering af vore egne Folk; en lillebitte Bondegaard havde 60 Mand og de større indtil 100 Mand. Under slige Forhold er det slemt at bjerge sig, thi det er jo en total Umulighed at sørge for Folkenes Logis og Forpleining. især da der aldeles ingen Natural-Forpleining erholdtes; de mindre Gaarde vare jo strax blottede for Alt, navnlig Brød og Flesk. Vore Tjenestefolk ville ved saadanne Lejligheder helst spørge efter Nyt og bestille saa Lidet som muligt. - Da Flere fra Kolding have besøgt mig, kan jeg melde, at Fjenden til Dato har opført sig ordenlig; men hvorledes det vil gaae nu, da Kommunalbestyrelsen i Kolding har nægtet at give Fjenden Naturalforpleining, som er uoverkommelig for Byen, er vel et Spørgsmaal. For Øieblikket er der vistnok kun 2000 Mand i Kolding; iforgaars, igaar og maaskee ogsaa idag ere nemlig endeel Tropper rykkede ud paa Landet imod Vest, til Seest, Gjelballe, Vamdrup osv. Den Dag. Preusserne rykkede ind i Kolding, forefaldt der et tragikomisk Optrin. Alle de, som Fjenden kunde faa fat paa, blev uden Standsforskjel drevne med Bajonet eller Sabel hen til Sønderbro og tvungne til at borttage de der anbragte Barrikader; det var et heelt Væddeløb. - De preussiske Husarer ligne mere en Flok Junkere eller omvandrende Gjøglere end Stridsmænd. Alle Folkene have Blodsheste, gode til at retirere paa og til Patrouilletjeneste, da de ere meget rapfodede; de ere pudsede og striglede med Omhyggelighed og godt istand. Vore Heste kunne langtfra maale sig med dem i Hurtighed; men til Strabadser og Bataille troer jeg nok. at de ere langt at foretrække. Mand og Heste ligne paa begge Sider hinanden; der er en vis jevn Ro over Vore, medens Tydskerne have det modsatte Særkjende; thi saavel Heste som Folk ere i en stadig Uro og ere meget vimse. Vore Dragoner og Husarer ere forresten vel dristige (for ikke at sige dumdristige) med deres Patrouillering, og derfor miste vi jo af og til en enkelt. Tydskerne have en udmærket Karabin, hvilken de altid ride med, medens de ikke føre dragen Sabel, hvorimod Vore altid ride med Sablen i Haanden. Vore Hestfolk skyde ikke, idetmindste har jeg endnu ikke seet eller hørt det, hvorimod Fjenden idelig plaffer løs.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. marts 1864).

Charles Eduard Junod (1828-1877): Rådhusmarkedet i Kolding. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

05 december 2021

Slesvig 26de til 29de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, originalen følger nedenfor:

Hamborg, den 22. februar. Konfiskationen af ​​det danske overpostkontor er nu fuldstændig afsluttet. Alle de embedsmænd der forblev i embedet, har aflagt deres danske uniform og kokarde og har forsikret deres lydighed mod det lokale senat; postbudene bærer ikke længere den røde danske frakke med sølvkniplinger, men almindeligt blåt tøj. Men hvis de lokale myndigheder så overtagelsen af ​​det danske posthus som et svar på truslen om en dansk blokade, så er det forkert. Senatet indlemmede det danske posthus i stadsposthuset alene af den grund, at den hertugelige holstenske delstatsregering i Kiel gentagne gange protesterede mod dens fortsatte eksistens.

Hamburg, 22. Febr. Die Beschlagnahme des dänischen Oberpostamts ist nun vollständig ausgeführt. Die sämmtlichen in Funktion gebliebenen Beamten haben die dänische Uniform und Cocarde abgelegt und dem hiesigen Senat Gehorsam zugesickert; die Briefboten tragen nicht länger den rothen dänischen Rock mit Silbertresse, sondern schlichte blaue Kleidung. Wenn aber in der Uebernahme des dänischen Oberpostamts abseiten der hiesigen Behörden eine Bewantwortung der dänischen Blokadeandrohung erblickt worden, so ist das irrig. Der Senat verleibte das dänische Oberpostamt ausschliesslich aus dem Grunde der Stadtpost ein, weil die herzogliche holsteinische Landesregierung zu Kiel wiederholt gegen dessen fortbestehen protestirt.

(Bamberger Zeitung. 1864 26. februar 1864)


Oversættelse af tysk artikel, oversættelse følger nedenfor:

Lørdag aften blev Haderslevs borgmester, Hammerich, ført til Flensborg som fange af en østrigsk løjtnant og overgivet til de civile myndigheder. Hammerich havde nægtet at efterkomme de militære rekvisitioner og blev til sidst anklaget for spionage. "A.W." skriver om hans bror, politimesteren i Flensborg, som også blev afsat:

"Den gode mand ville stadig have været byens politimester, hvis man ikke ved et ganske særligt tilfælde var kommet i besiddelse af et brev, som Hammerich for nylig skrev til en højtstående embedsmand i København, hvori han pralede bl.a., at have snøret den gamle "Ræv Wrangel" og Hr v. Zedlitz."

Am Samstag Abend wurde der Bürgermeister von Hadersleben, Hammerich, durch einen österreichischen Oberlieutenant als Gefangener nach Flensburg gebracht und der Civilbehörde übergeben. Hammerich hatte sich geweigert, den Militär-Requisitionen Folge zu geben und wurde schliesslich noch der Spionage angeklagt. Von seinem Bruder, dem ebenfalls abgesetzten Polizeimeister in Flensburg, schreibt das "A. W.":

"Der gute Mann wäre heute noch Polizeichef der Stadt, wäre man nicht durch einen ganz besondern Zufall in den Besitz eines Briefes gelangt, den Hammerich erst kürzlich an einen hohen Beamten i Kopenhagen schrieb, worin er u. A. sich rühmte, den alten "Fuchs Wrangel" und den von schleswig'schen Verhältnissen ein "Quärkchen- (Diminutiv für Quark) verstehenden Herrn v. Zedlitz bereits über den Daumen gedreht zu haben."

(Regensburger Morgenblatt 27. februar 1864)

Emil Hammerich (1801-1877) var borgmester i Haderslev 1850-1864. Et portræt af den slesvigske præst Martens blev bragt i en tysk avis (original nedenfor):

Som en dels latterlig, dels foragtelig skikkelse i rækken af ​​dem der var så betegnende, fortjener pastoren ved domkirken, Martens, en kort omtale. Ære-Martens, eller som folk i Slesvig kaldte ham: "Svine-Martens", havde prædiket for tomme kirkebænke i domkirken i 10 år. Gustav Rasch rapporterede at han var blevet set vaklende fuld på gaden hundredvis af gange. Før han tiltrådte sin officielle stilling i Slesvig, drev han ved siden af ​​sit præstekontor sin svigerfars vinhandel i Tønning. Han var berygtet for sin fråds og for sin ømme kærlighed til portvin, som han slugte i massevis. Udover det sælger han varer, drikkevarer og cigarer hvor han kan få fat i dem. "Hvorfor," spurgte han til de byboere der meddelte ham sin afsked, "hvorfor skulle jeg ikke også dele glædens dage med min tapre slesviger, efter at jeg har gennemlevet trængselsdagene med dem?" Men de tapre slesvigere var ikke at handle med. Svine-Martens, din tid er udløbet.

Als theils lächerliche, theils verächliche Figur im Reigen derer, so auf den Schub gebracht wurden, verdient der Pastor am Dom, Martens, eine kurze Erwähnung. Ehren-Martens, oder wie das Volk in Schleswig ihn nannte: "Swine-Martens", gatte bereits 10 Jahre lang im Dom vor leeren Bänken gepredigt. Hundertmal, so berichtet Gustav Rasch, hatte man ihn betrunken auf der Strasse taumeln sehen. Vor seiner amtlichen Stellung in Schleswig besorgte er in Tönning einen Schnapsladen seines Schwiegervaters neben seinem geistlichen Amte. Er war berüchticht durch seine Gefrässigkeit und durch seine zärtliche Liebe zum Portwein, den er massenhaft verschlang. Nebenbei er Etzwaaren, Getränke und Cigarren, wo ihrer habhaft konnte. "Warum", sagte er zu den Bürgern, welche ihm seinen nahen Abschied ankündigten, "warum soll ich denn nicht auch die Tage der Freude mit meinem braven Schleswigern theilen, nachdem ich mit ihnen die Tage der Trübsal durchlebt habe?" Aber die braven Schleswiger liessen nicht mit sich handeln. Swine-Martens, deine Uhr war abgelaufen.

(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 28. februar 1864)

Der er tale om provst Peter Martens (1804-1886). Født i Flensborg. 1836 rektor og andenpræst i Tønning, 1846 sognepræst i Nykirke (Angel), konstitueret præst ved Slesvigs domkirke. 1850 provst. Han var med i "Den slesvigske Forening" i 1850, og en af de få Kiel-uddannede præster som ikke tilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse i 1848. 1850 provst for Gottorp og Hütten. Efter at være blevet fordrevet, blev han præst ved Frederikskirken (nu Christianskirken) på Christianshavn i København. 

Han blev ikke behandlet særlig blidt i de tyske blade, se fx denne fra 1862 hvor der refereres følgende samtale:

En rejsende beretter om følgende samtale som han havde med bønder fra forskellige sogne i Angel om deres danske pastorer. "Sig mig, kender I pastor Martens i Slesvig, provst og præst ved domkirken?" - "Ja" var det almindelige svar. "Ville I tage Martens som præst for nogen af ​​jeres danske præster?" De stirrede på mig. "For nogen?" udbrød de så - "vi udveksler ham for en hvilken som helst". "Men kære folk, ved I også at Martens drikker; at alt, hvad han tænker på, er at tjene penge og tage alt, hvad han kan få; at han ved dåb og bryllup snupper alt hvad der har med mad, cigarer og vin at gøre; at han til dette formål lod lave lædertasker til sin præstekjole; at han inkasserer for høje sportler, hvor man er dum nok til at betale; at de kalder ham "Svinemartens" der" - "Vi ved alt; men hvert sogn i Angel ville gladeligt bytte "Svinemartens" med en hvilken som helst præst!"

Ein Reisender berichtet folgendes Gespräch, das er mit Bauern aus verschiedenen Kirchspielen Angelns über ihre dänischen Pastoren geführt hat. "Sagt, kennt ihr den Pastor Martens in Schleswig, Probst und Pastor an der Domkirche?" - "Ja" war die allgemeine Antwort. "Würdet Ihr den Martens für irgend einen eurer dänischen Pastoren als Pfarrer nehmen?" Sie starrten mich an. "Für irgend einen?" riefen sie dann - "für jeden wechseln wir ihn aus". "Aber, lieben Leute, wisst Ihr auch, dass Martens säuft; dass er an nichts weiter denkt, als Geld zu verdienen und alles zu nehmen, was er kriegen kann; dass er auf Kindtaufen und Hochzeiten alles einsteckt, was an Esswaaren, Cigarren und Wein zu bekommen ist; dass er sich zu dem Zwecke lederne Taschen in seinen Priesterrock machen liess; dass er die Sporteltaxe überskreitet, wo man so dumm ist zu bezalen; dass man ihn dort nur den "Swinemartens" nennt, weil" - "Wir wissen alles; aber jedes Kirchspiel in Angel tauscht seinen Pastor gern gegen den "Swinemartens" aus!"

(Freimund's kirchlich-politisches Wochenblatt für Stadt und Land 23. oktober 1862).

I stedet for pastor Martens blev pastor Hansen indsat. Han blev i danske aviser betegnet som en agitator, bortrømt fra Sild 1851 og tidligere hofpræst hos den tidligere dronning Amalie af Grækenland.

I København gik det ham ikke meget bedre: Fædrelandet harcellerede 30. oktober 1868 over at Martens udover sin løn fik halvdelen af Københavns garnisons præstepenge (900 til 1000 rdl. årligt) for at afholde en tysk gudstjeneste. "... for de præstepenge, der betales til Provst Martens, for at han skal udføre den tydske Gudstjeneste i Frederikskirken for 3 eller 4 Kirkegængere, kunde der ansættes et Par unge Garnisons- eller Feltpræster ..."

En af hans sønner var Christian Martens. Tilsyneladende flyttede forældrene til Kiel i 1871, og sønnen studerede på Kiel Universitet og i Halle. Hans bror var naturaliseret dansker, men begge deltog i den tysk-franske krig i 1870 på tysk side. Peter Martens døde i Kiel 1886.


Oversættelse af tysk artikel:

Fra Hertugdømmet Slesvig, 25. februar. Forholdene i kirke og skole begynder så småt at falde til ro og tage en ny form efter de hidtidige ødelæggelser. De tidligere sprogreskripter er - med undtagelse af enkelte distrikter, hvor sagen i øjeblikket stadig fremstår tvivlsom og afgørelsen derfor er forbeholdt - blevet ophævet, og konfirmationen der flere steder foregik den foregående søndag, er atter på tysk: kun enkelte prædikanter har gjort et forsøg på at beholde det danske sprog endnu engang. Pastor Hansen der i 1850 blev fordrevet fra øen Sild og senere var hofpræst hos dronning Amalia af Grækenland i Athen indtil sidste revolution, stillede sig til rådighed for den højeste civile myndighed og konstituerede sig som provst over Gottorp med den opgave i første omgang at foretage visitationer til at holde i sit stifts sogne. Mange unge gejstlige og lærere stiller sig til rådighed, hvilket ikke kan overvurderes. - Det tidligere flagforbud, som kun tillod det danske flag, er nu formelt ophævet; Slesvig-Holstens farver vejer nu fra Nicolai-kirkens tårne ​​og fra utallige huse lige siden danskernes flugt.

Aus dem Herzogthum Schleswig, 25. Febr. Die Verhältnisse in Kirche und Schule beginnen allmählig sich zu ordnen und aus der seitherigen Bewüstung zu neuer Gestalt sich zu erheben. Die früheren Sprachrescripte sind - mit Ausnahme einiger Distrikte, wo die Sache für den Augenblick noch zweifelhaft erscheint, die Entscheidung also vorbehalten bleibt - aufgehoben worden, u. die an mehreren Stellen schon am vorigen Sonntage gehaltene Confirmation wieder in deutscher erfolgt: nur einzelne Prediger haben den Versuch gemacht, diessmal noch die dänische Sprache beizubehalten. Der im Jahre 1850 von der Insel Sylt vertriebene Pastor Hansen, nachmals Hofprediger bei der Königin Amalia von Griechenland in Athen bis zur letzten Revolution, hat sich der obersten Civilbehörde zur Verfügung gestellt, und ist als Probst über Gottorp constituirt worden mit der Aufgabe, zunächst Visitationen in den Kirchspielen seiner Diözese zu halten. Viele junge Geistliche u. Lehrer stellen sich zur Verfügung, was nicht dankbar genug anerkannt werden kann. - Auch das frühere Fahnenverbot, das nur die dänische Flagge zuliess, ist nun formell aufgehoben; von den Thürmen der Nicolaikirche und von unzählichen Häusern wehen freilich schon seit der Flucht der Dänen die schleswig-holsteinischen Farben.

(Bamberger Zeitung 29. februar 1864)

I august 1864 udkom adskillige sortbøger om den danske misregering: "Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig." Om medicinalvæsnet, afsættelse af tyske og ansættelse af danske gejstlige, lærere, organister, kirken og skolen i danificeringsbestræbelsernes tjeneste, retsforhold, politichikane og meget andet. Om nogen upartisk dokumentation er der ikke tale.

Holstensk bondestue. Fra Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein (1864).

Slesvig, 21de til 25de Februar. (Efterskrift til Politivenen)

Uddrag af brev fra Ullerup 21. februar 1864, skrevet af Carl von Jena (1823-1864), en preussisk major og kommandør for 1. bataljon, 7. brigade. Han døde den 16. april under slaget ved Dybbøl hvor han også blev begravet:

Klokken 7 går vi til præsten for at drikke te med ham, vi spiser vores brød, vores smør og kun hans te og gammel ost, og jeg morer mig med at drille ham, stiller altid spørgsmål, som om jeg anså danskerne for mere uopdyrkede end lapperne, og har medlidenhed med kvinden, at hun ikke engang forstår at lave smør. Enten kan hun ikke, eller også laver hun det så dårligt, at vi ikke vil spise dem. Så spørger jeg om der bor en skomager i Aabenraa, eller om de har fået støvler fra Tyskland. Han svarer: hans skomager Müller er fremragende, og jeg finder det meget forståeligt, fordi Müller er tysker. Fru præsten kan forfærdeligt godt lide at sladre og har så pæne, velopdragne børn, som hun dog slet ikke passer. Forleden nat kom den lille pige på 6 år ind og sad stille på en stol i hjørnet i over en time, klokken var 9 og jeg spurgte hvorfor barnet ikke sov, moren sagde at det gjorde ikke fordi hun ikke havde fået aftensmad endnu, ellers var hun vant til at få det ved 7 tiden og venter nu. Så tog jeg det stille gode barn på skødet og brød hendes chokolade i mælk, og hun spiste med mig meget tillidsfuldt og velopdragen. Fru pastoren er en jysk kvinde fra det fjerne nord, ville endda spille den dannede kvinde og sagde, at hun helst ville tale fransk; Jeg åbnede straks samtalen, men fandt ud af, at hun kendte mindre til det, end jeg gjorde engelsk. Danskerne er lige så berygtede som befolkningen i Slesvig og Holsten. Dum, indbildsk, stædig, svinsk, en stor nation. Orden vil være umulig, medmindre der trækkes en linje fra Flensborg til Tønder og en ny grænse trækkes.

Um 7 Uhr gehen wir zum Pastor, mit ihm den Thee zu Trinken, dazu essen wir unser Brod, unsere Butter, und nur seinen Thee und alten Käse und ich unterhalte mich damit, ihn zu ärgern, indem ich immer Fragen stelle, als hielte ich die Dänen für uncultivirter als die Lappen, und bedaure die Frau, dass sie nicht einmal verstehe, Butter zu bereiten. Entweder kann sie es nicht, oder sie giebt sie so schlecht, damit wir sie nicht essen. Dann frage ich, ob in Apenrade ein Schuster wohne, oder ob sue sich aus Deutschland Stiefeln besorgten. Er antwortet: sein Schuster Müller arbeite vortrefflich und ich finde es sehr begreiflich, weil Müller ein Deutscher ist. Die Frau Pastor schwatzt ganz schrecklich gern und hat so nette artige Kinder, um die sie sich aber gar nicht kümmert. Neulich Abend kam das kleine Mädchen von 6 Jahren herein und sass still über eine Stunde auf einem Stuhle in der Ecke, es war 9 Uhr und ich fragte, warum das Kind nicht schlafe, da meinte die Mutter, dass sie noch kein Abendbrod habe, sonst sei sie gewohnt, es um 7 Uhr zu kriegen, und warte nun. Da nahm ich das stille gute Kind auf den Schootz und brockte ihr Chocolade in Milch und sie ass bei mir ganz zutraulich und artig. Die Frau Pastor ist eine Jütin aus hohem Norden, wollte sogar die Gebildete spielsen und meinte, sie spräche am liebsten französisch; sogleich eröffnete ich die Convarsation, fand aber, dass sie weniger davon wüsste, wie ich Englisch. So prächtig wie die Schleswiger und Holsteiner, so infames Volk sind die Dänen. Dumm, eingebildet, stur, schweinisch, eine tolle Nation. Es ist unmöglich, dass Ordnung wird, wenn nicht von Flensburg nach Tondern ein Strich und neue Grenze gemacht wird.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).


Oversættelse af artikel på tysk. Originalen, se nedenfor:

Preussernes indtog i Haderslev fredag ​​lignede et triumftog. Milevidt fra var indbyggerne kommet dem i møde med forfriskninger; Piger klædt i hvidt, prydet med blå, hvide og røde farver modtog befrierne i byen. Den danske avis "Danevirke"s kontor i Haderslev er blevet forseglet efter ordre fra det preussiske kommandantkontor, og avisen har fået forbud mod fortsat at udkomme. (Avisen var hovedorganet for daniseringen af ​​Slesvig og var altid præget af en meget voldelig fremtoning.)

Der Einzug der Preussen in Hadersleben am Freitage glich einem Triumphzuge. Meilenweit waren ihnen die Bewohner mit Erfrischungen entgegen gekommen; weissgekleidete Mädchen, geschmückt mit blau-weiss-rothen Schärpen, empfingen die Befrier in der Stadt. Die Officin der Dänischen Zeitung "Danewirke" in Hadersleben ist auf Befehl der preussischen Commandantur versiegelt und das Fortercheinen des Blattes untersagt worden. (Das Blatt war das Hauptorgan für die Danisirung Schleswigs und zeichnete sich stets durch ein sehr heftiges Auftreten aus.)

(Regensburger Morgenblatt 21. februar 1864).

Ved afstemningen 56 år efter, i 1920 var der i Haderslev købstad 9.592 valgberettigede. Heraf stemte 5.209 (54,3 %) for Danmark, 3.275 (34,1 %) for Tyskland og 1.106 (11.6 %) stemte ikke. Hvorvidt dette resultat afspejler fordelingen i 1864 er naturligvis usikkert, men giver måske et fingerpeg.


- Ved et stort Folkemøde i Sønder Brarup i Angel, hvor der var 2 - 3000 Personer tilstede, er Augustenborgeren bleven højtidelig udraabt den 10de Februar. Sjælen i Mødet var den utrøttlige Hansen-Grumbye, der holdt den egentlige Festtale; senere talte den forhenværende Stænderdeputerede Clausen fra Kappel om de Danskes "utaalelige Tyranni". Da det var et forrygende Sneeveir, gik Forsamlingen ind under Tag og forhandlede her Embedsspørgsmaalet; man valgte paa egen Haand en heel Deel nye Embedsmand istedetfor de fordrevne danske, især holsteenste Advokater. Det blev besluttet at sende en stor Deputation til Hertugen, som daglig modtager lignende og desuden fra alle Kanter i Sydslesvig faaer tilsendt Adresser, der endog forsikkre, at Landet er tydsk og tydstsindet lige op til Kongeaaen. - I Aabenraa er Hertug Frederik bleven proklameret den 11te af en Kornhandler Jacobsen; ogsaa der i Byen skulle alle danske Embedsmænd være forjagne (Dagbl.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. februar 1864).


Fra Veile skrives den 19de ds. til "Flk. Av.": De fleste Familier her have besluttet at blive og roligt at afvente Begivenhedernes Gang. Flere havde først besluttet at lade Børnene reise til Fyen eller Sjælland, men da Huusmoderen nok kan trænge til Hjælp i de tunge Dage, vi have ivente, og hun kan have denne af voxne Børn, og man ikke kan lade de Smaa reise ene, beholder man dem alle i Guds Navn. De kan ikke troe, hvilket Røre der i denne Tid hersker her. Det Værste ved det Hele er, at vi have saa streng en Vinter, hvor der foruden Føden ogsaa maa skaffes Brændsel til en stærk Indkvartering, og det efter at næsten al Handel og Vandel her saagodtsom har staaet stille, siden Landesorgen indtraf. Dog, Jyden lader sig ikke saa let forknytte, vi ere beredte paa at bære vore Lidelser med Taalmodighed og hellere lide nok saa meget end at opgive Noget af vor gode Ret og Landets Ære; der kommer vel en Hævnens og Frelsens Tid for os.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 24. februar 1864).


Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Tønder, 20. februar (Schl.-H.Z.) De udviste danske embedsmænd og præster vendte desværre nogle dage senere tilbage sammen med de preussiske tropper, og af hensyn til militæret vovede ingen at udvise dem anden gang. Kun det egentlige fordanskningsapparat, seminarlærerne, kom ikke tilbage. Den berygtede herredsfoged Kjær flyttede som rapporteret, scenen for sine aktiviteter til Møgeltønder (dansk enklave), hvorfra han fra tid til anden kom til Tønder for at fortsætte sit arbejde i gammel ånd. Fx gjorde han forberedelser til rigsrådsvalget valg og uddelte publikationer osv. Senere samlede han en bande af dansksindede for sammen med den at plyndre byen Højer og for at foretage arrestationer, men det mislykkedes. Til sidst blev han for meget, østrigske patruljer blev sendt ud efter ham, men de fangede ham desværre ikke. Det lykkedes ham at flygte til øen Fanø. Borgmester Holm klarede sig næsten lige så dårligt efter hjemkomsten fra sin flugt. To dage efter at de allierede tropper var rykket ind, gik han rundt i dansk uniform og prydet med den danske kokarde og forbød i kongens (!) navn udhængning af nationalflag, og han undlod endda ikke at forbyde et digt som hilste de allierede tropper i Tondernsche Intelligenzblatt, hvis privilegiet mistes (!). Ejeren af ​​privilegiet, bogtrykker Forchhammer, bror til Kiel-professoren, var desværre svag nok til at respektere forbuddet. - - - I Landdistriktet er et par hjemvendte danske præster blevet jaget bort igen.

Tondern, den 20. Februar (Schl.-H. Z.) Die vertriebenen Dänischen Beamten und Pastoren fanden sich leider nach einigen Tagen gleichzeitig mit den Preussischen Truppen wieder ein und mit Rücksicht auf das Militär wagte man nicht, sie zum zweiten male zu vertrieben. Nur der eigentliche Danisirungsapparat, die Seminarlehrer, kamen nicht wieder. Der berüchtigte Hardesvogt Kjär verlegte, wie gemeldet, den Schauplatz seiner Thätigkeit nach Mögeltondern (Dänische Enklave). von wo aus er von Zeit zu Zeit in Tondern erschien, um seine Thätigkeit im alten Geiste fortzusetzen. So z. B. traf er Vorbereitungen für Reichsrathswahlen und vertheilte desfallsige Publicanda etc. Später ward er eine Bande Dänischen Gesindels und überfiel mit dieser den Flecken Hoyer, um Verhaftungen vorzunehmen, was aber misslang,. Endlich wurde er zu arg, man sandte Oesterreichische Patrouillen gegen ihn aus, die ihn indess leider nicht eingefangen haben. Er ist glücklich nach der Insel Fanö entkommen. Fast eben so schlimm hat der Bürgermeister Holm nach der Rückkehr von seiner Flucht gewirtschaftet. Zwei Tage nach dem Einzuge der verbündeten Truppen ging er in Dänischer Uniform und geziert mit der Dänischen Kokarde umher und verbot im Names des Königs (!) das Aushängen der Landesfahnen, ja er hat sich sogar nicht gescheut, die Aufnahme eines zur Begrüssung der verbündeten Truppen verfassten Gedichtes ins Tondernsche Intelligenzblatt zu verbieten bei Verlust des Privilegiums (!). Der Besitzer des Previlegiums, Buchdrucker Forchhammer, Bruder des Kieler Professors, war leider schwach genug, das Verbot zu respectiren. - - - In den Landdistricten hat man ein paar zurückgekehrte Dänische Priester wieder fortgejagt.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 24. februar 1864)


Uddrag af brev fra Egernsund 24. februar 1864.

- - - Lige så forfærdelige danskerne er her, lige så flinke er tyskerne, jeg ligger på Krage ved en teglovn, en meget rig og dannet mand. Hvilke klare, rimelige og konservative holdninger folk har her er vidunderligt, man kan se at ulykke gør folk bedre. For at hans børn kan lære tysk, holder manden en meget uddannet guvernante, fordi han ikke kan sende hende i skole; han fortalte os mange ting om danskerne og var glad for, at jeg gav præsterne i Ullerup og Stübeck tørt på.

- - - So schauderhaft die Dänen, so nett sind doch die Deutschen hier, ich liege mit Krähe bei einem Ziegelbrenner, einem sehr reichen und gebildeten Mann. Was die Leute hier für klare vernünftige und conservative Ansichten haben, das ist herrlich, man sieht, dass Unglück die Menschen besser macht. Damit seine Kinder Deutsch lernen, hält der Mann sich eine sehr gebildete Guvernante, denn in die Schule kann er sie nicht schicken; er erzählte uns tolle Sachen von den Dänen und freute sich, dass ich die Pastoren in Ulderup und Stübeck kurz genommen.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen).


I Haderslev overvælder man det fjendtlige Militair med alle mulige Adresser og komplimenter og især Damerne kappes om at gjøre Officererne Opholdet behageligt. Men der skulde ogsaa i Torsdags være stort Bal i Borgerforeningen, hvortil alle Officererne vare indbudte.

Efter et Brev til Berl. Tid. begyndte Oprørsbevægelsen i Haderslev Torsdag Aften den 11te. I Spidsen for den staaer en Cand. jur. Selig, Sagførerfuldmægtig hos sin Fader, med 3 Doctorer: Hansen, Jansen og Raben, "og disse Herrer vende op og ned paa Byen, saa Gud maa sig forbarme derover". Da Preusserne rykkede ind, modtoge de dem i Spidsen for en just ikke stor Mængde af Byens Pøbel og nogle velklædte Borgere (de Velklædte bagved, men vare egentlig foran), og foretoges derpaa de sædvanlige Ceremonier. Af slesvigholsteenske Flag skal der ialt være udhængt 55 hos Private. "De nævnte Herrer tiltvang sig Adgang til Kirken, Raadhuset og Hospitalet, hvor Forræderflaget blev udhængt. Til Rectoren for Latin- og Realskolen, Professor Thrige, kom en paa Søndretorv boende Kjøbmand. og forlangte i de groveste Udtryk Adgang til at udhænge Flaget, hvortil han efter Sigende havde Ordre fra den preussiske Kommandant. Rectoren maatte bøie sig for Overmagten, men henvendte sig senere til Kommandanten og efter hans (dennes) Ordre fjernedes Flagene fra de offentlige Bygninger. "

Borgemesteren, Etatsr. Hammerich, skal være fængslet i Theaterbygningen, som der siges paa Grund af, at han skal have forfulgt en Kassebeholdning, efter Andre fordi han ikke for Byens Regning vilde udlevere Tømmer til at slaae en Bro over Dammen. Selig jun. skal af Slesvigholstenerne være designeret til hans Eftermand. "Harmonien's Localer ere tagne til Magazin. Den 10de ds. laae i selve Haderslev ca. 6000 Mand Preussere af forskellige Vaabenarter, og forventedes 3000 Mand Østerrigere. Desforuden ligger saavel vest- som sydfor Staden betydelig Indqvartering i alle Byer, og vil vist i de nærmeste Dage en temmelig Styrke være samlet der.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. februar 1864)


Oversættelse af tysk notits:

Hvad angår indbyggerne i Nordslesvigs nationalitet og politiske holdning skriver man til "Ham. B.-H.": Tillad mig at komme med en kritisk kommentar til beretningerne fra de tyske avisers såkaldte krigskorrespondenter hvad Nordslesvig angår. Som nordslesviger føler jeg mig mere og mere opfordret til at sige et par ord til de ofte forkerte opfattelser af forholdene der. Hvis det for eksempel oplyses, at nord for Aabenraa "stort set alt tænker og føles dansk", eller at man nord for Haderslev "så at sige er i fjendeland", så har dette synspunkt sine svagheder, men er i forhold til den nordslesvigske befolknings generelle indstilling ikke mindre ensidig og uberettiget. Det ligger i sagens natur at der findes flere danske elementer mod nord, men i det hele taget ønsker indbyggerne der foreløbig at forblive hvad de er: slesvigere. Dette siger også sig selv, da de nyder langt større borgerlig velbefindende end deres naboer hinsides Kongeåen, en bemærkning som snart vil gå op for de tyske tropper i Jylland. I Nordslesvig fandt jeg i øvrigt blandt de ydmygeste bønder og daglejere en viden om statens rettigheder og en iver for dem, som kunne gøre mange mennesker mod syd skamfulde. Ellers er der propagandistiske antydninger, og det faktum at de ikke føler sig tilskyndet til at møde tingenes gang med særlig tillid, selv nu hvor tilfredsstillelsen over det samme er særlig til stede, er så meget desto mere forståeligt som de ser muligheden for en ydmygende tilbageslag hvilket de har oplevet før.

Im Bezug auf die Nationalität und politische Gesinnung der Bewohner Nordschleswigs schreibt man der "Ham. B.-H.": Erlauben Sie mir eine kritische Bemwerkung über die Referate der sogenannten Kriegscorrespondenten Deutscher Blätter, so weit das nördliche Schleswig in Betracht kommt. Als Nordschleswiger fühle ich mich om so mehr aufgefordert, den oft unrichtigen Auffassungen der dortigen Verhältnisse ein Wort zu widmen. Wenn beispielsweise berichtet wird, dass nordwärts von Apenrade "so ziemlich alles Dänisch denkt und fühlt", oder dass man sich im Norden von Hadersleben "so zu sagen in Feindesland befinde", so hat diese Auffassung allerdings ihre Anhaltspunkte, ist aber in Beziehung auf die allgemeine Gesinnung der Nordschleswigschen Bevölkerung darum nich weniger einseitig und ungerechtfertigt. Es liegt in der Natur der Sache, das im Norden mehr Dänische Elemente angetroffen werden, im Ganzen und Grossen aber wollen die Einwohner dort zunächst bleiben, was sie sind: Schleswiger. Es versteht sich dies auch con selbst, da sie sich eines weit grössern bürgerlichen Wohlbefindens erfreuen als ihre Nachbarn jenseits der Königsau, eine Bemerkung, die sich den Deutschen Truppen in Jütland gleich aufdrängen wird. Uebrigens habe ich in Nordschleswig bei den einfachsten Bauern und Tagelöhnern eine Kunde der Landesrechte und einen Eifer fur dieselben angetroffen, womit im Süden mancher beschämt werden könnte. Sonst ist dort propagandistischen Einflüsterungen, und dass sie sich nicht aufgefordert fühlt, jetzt dem Umschwinge der Dinge mit besonderm Vertrauen entgegen zu kommen, auch wo die Befriedigung über denselben mit besondern wirklich vorhanden ist, ist um so begreiflicher, als sie die Möglichkeit eines demüthingenden Rückschlages schon einmal thatsächlich erlebt hat.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 25. februar 1864)


Charles Eduard Junod (1828-1877): 100 Südermarkt in Hadersleben. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig 20de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, original følger nedenfor:

Hertugforkyndelsen som i Flensborg kun skete fra et lille hus, der naturligvis trak en skare nysgerrige, er nu nået til Aabenraa, hvor hovedparten af ​​de dannede indbyggere er tyske og tysksindede ligesom i Haderslev mod nord. Landbefolkningen i Sundeved-området, såvel som i de nordlige dele af hertugdømmet nord for Flensborg, forholder sig tavs; i den nordlige del af Flensborg by, hvor størstedelen af ​​indbyggerne er danske, og blandt dem den største del tilhører de lavere klasser, ses intet slesvig-holstensk flag; et par stykker der havde vist et, fik deres ruder smadret. I det sydlige Angel derimod og i nogle egne af vestkysten var der stor iver både i at fordrive embedsmænd, især gejstlige, og i at sende deputationer for at hylde og udråbe den nye suveræn.

Die Ausrufung des Herzogs, die in Flensburg nur von einem kleinen Häuslein geschehen war, das natürlich eine Menge Neugieriger herangezogen hat, ist nun bis Apenrade vorgedrungen, wo, wie in dem noch nördlicher gelegenen Hadersleben, die Mehrzahl der gebildeten Einwohner deutsch und deutschgesinnt ist. Die Landbevölkerung im Sundewitt'schen, sowie in den hinter Flensburg liegenden nördlichen Theilen des Herzogthums verhält sich schweigend; im nördlichen Theil der Stadt Flensburg, wo die Mehrzahl der Einwohner dänisch ist, und unter dieser der grössere Theil den geringeren Volksklassen angehört, darf sich keine schleswig-holsteinische Fahne sehen lassen; einigen wenigen die eine solche gezeigt hatten sind die Fenster eingeworfen worden. Im südlichen Angeln dagegen und in einigen Gegenden der Westküste hat grosser Eifer sowohl in Verjagung von Beamten, namentlich Geistlichen, als in Absending von Huldigungsdeputationen und Aufrufung des neuen Landesherrn stattgefunden.

(Allgemeine Zeitung 20. februar 1864)


Den 12te ds. blev der paa Kirkegaarden i Flensborg jordet 58 faldne Krigere, Østerrigere, Preussere og Danske mellem hverandre. Den tydske Præsts Liigtale skildres som meget gribende; den holdt sig borte fra al Politik og dvælede navnlig ved den Omstændighed, at disse Døde, der i Live, havde mødtes som Fjender, nu hvilede fredeligt ved hverandres Side. Ogsaa den tilstedeværende danske Pastor Graae holdt en kort Tale, men saasnart han, hvem "Börsenhalle" kalder "et af de meest udskregne Værktøjer for den derværende Daniserings-Propaganda", tog Ordet, forlod de fleste Tilstedeværende Kirkegaarden. De Døde fik deres Hvilested lige i Nærheden af Løven paa de ved Idsted faldne danske Krigeres Grav. (Dgbl.).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. februar 1864).

18. februar 1864 besatte de allierede styrker Kolding. Øverstbefalende Wrangel slog sig ned på Brødsgaards Hotel. Herredsfoged Georg Frederik Saxild (1811-1886) og amtsrådsmedlem Campen blev sat til bestyre magasinerne for rekvisitionerne.

Otto Bache (1839-1927): "Fra gaden" i Slesvig den 6. februar 1864. Byens befolkning var glade for de danske troppers tilbagetog fra Dannevirke. Midt i billedet, bagest har en folk mænd trukket en dansk embedsmand ud på gaden, formentlig for at fjerne ham fra sin post. Fra vinduet hænger det tyske og det slesvigholstenske flag. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel. Original, se nedenfor:

I Flensborg havde overkommandoen og den preussiske civilkommissær, hr. Zedlitz, lejlighed til at starte sit administrative arbejde. De suspenderede kongen af ​​Danmarks regering, men efterlod de danske embedsmænd i embedet som ville love lydighed mod den foreløbige administration, forbød alle politiske sammenslutninger og forbød enhver demonstration som kunne foregribe spørgsmålet om arvefølgen. Det tyske parti i Flensborg var meget ubehageligt påvirket af opretholdelsen af de danske embedsmænd. De danske magthavere havde for det meste regeret landet som småtyranner, og tyskerne havde fået hele skarpheden af ​​bittert nationalhad at mærke. Tyskerne i Flensborg var fast overbevist om at de måtte gå af. Da en energisk mundtlig demonstration med den øverstbefalende ikke førte til det ønskede resultat, blev der indgivet et begrundet andragende, som forhåbentlig vil lykkes. Stemningen i Flensborg var i øvrigt trykket. De derboende danskere viste trodsig modvilje, tyskerne var lammet af usikkerheden om deres fremtidige skæbne. De frygtede for de danskes hævn der måtte vende tilbage, eftersom de danske embedsmænd der blev tilbage, ikke undlod behørigt at notere sig udtryk for tysk stemning, men da den provisoriske administrations opførsel på ingen måde var egnet til fuldstændig tryghed om Slesvigs fremtidige forhold til Danmark. Dog greb man hist og her i den vestlige del af Slesvig til selvhjælp og drev de danske embedsmænd ud. Den provisoriske administration af Slesvig må have stor forsigtighed og visdom, hvis den vil styre sikkert mellem de truende klipper.

In Flensburg haben das Obercommando und der preussische Civil-Commissär, Herr v. Zedlitz, Gelegenheit gefunden, ihre administrative Thätigkeit zu beginnen. Sie suspendirten die Regierung des Königs von Dänemark, liesen aber die dänischen Beamten, welche der provisorischen Administration Gehorsam versprechen würden, im Amte, verboten alle politischen Vereine und untersagten jede Demonstration, welche der Erbfolgefrage vorgreifen könnte. Die deutsche Partei in Flensburg war durch die Aufrechthaltung der dänischen Beamten sehr unangenehm berührt. Die dänischen Herren hatten im Lande meist wie kleine Tyrannen gewirtschaftet und die Deutschen die ganze Schärfe eines erbitterten Nationalhasses empfinden lassen. Dass sie fort müssten, war ein feste Ueberzeugung der Deutschen in Flensburg. Als eine mündliche energische Remonstration beim Oberfeldherren nicht zum Ziele führte, reichte man eine mit Gründen versehene Petition ein, welche hoffentlich Erfolg haben wird. Uebrigens war die Stimmung in Flensburg gedrückt. Die dort wohnenden Dänen zeigten trotzige Erbitterung, die Deutschen waren durch die Ungewissheit über ihr künftiges Schicksal gelähmt. Sie fürchteten die Rache der etwa wiederkehrenden Dänen, da die zurückgebliebenen dänischen Beamten es nicht unterliessen, Aesserungen deutscher Gesinnung gehörig zu notiren, da Benehmen der provisorischen Administration aber keineswegs geeignet war, sich über das künftige Verhältniss Schleswigs zu Dänemark vollkommen zu beruhigen. Doch griff man im westlichen Theile Schleswigs hier und da zur Selbsthülfe und vertrieb die dänischen Beamten. Die provisorische Administration Schleswigs wird grosser Umsicht und Weisheit bedürfen, wenn sie zwischen den ihr drohenden Klippen glücklich hindurchsteuern will.

(Landshuter Zeitung : niederbayerisches Heimatblatt für Stadt und Land 20. februar 1864).

56 år efter - ved afstemningen i 1920 - stemte 90 af de stemmeberettigede i Flensborg. Ca. 75 % stemte for fortsat at tilhøre Tyskland, mens 25 % stemte for Danmark. Hvis man fraregner de tilrejsende, ville tallet have været 28. Intet sted fik danskerne flertal. Tættest på kom Nordischer Hof på Norderstrasse hvor 557 stemte for Danmark, 760 for Tyskland. Så mange årtier efter skal afstemningsresultatet dog tages med et kæmpeforbehold for om det afspejlede situation i 1864.


Oversættelse af tysk artikel, se originalen nedenfor:

Breve fra Slesvig-Holsten.

Itzehoe, 16. februar. Hvis begivenhederne i Flensborg i de sidste par dage holdt hertugdømmernes befolkning i konstant begejstring, blev denne begejstring øget betydeligt her af den nyhed der kom fra Altona - nemlig at general Wrangel fremsatte anmodningen til forbundskommissærerne om at få Altona, Neumünster og Kiel besat af preussiske tropper. Denne nyhed kom så uventet, at alle straks blev overrumplede, da den eneste måde de kunne fortolke dette på, var at Preussen helt ville fordrive Forbundet og også ville tage Holsten i besiddelse. Begrundelsen er at den føderale administration ikke opfylder den allierede hærs faciliteter og forholdsregler på en tilstrækkelig servicevenlig måde. Både general v. Hake og forbundskommissærerne har i øvrigt ved denne lejlighed vist at de er på vagt, når det kommer til at varetage statens og den tyske forbundsregerings interesser. Mens kommissærerne udsendte en energisk protest mod en sådan procedure og rapporterede til den føderale regering, koncentrerede v. Hake alle føderale tropper her i og nær Altona, for at om nødvendigt bruge magt til at modsætte sig at preusserne rykkede ind. Midt om natten blev Hannovers gardekorps i Itzehoe alarmeret og transporteret til Altona med specialtog. Kurerer skyndte sig i alle retninger, og næste morgen marcherede den ene trop efter den anden gennem vore gader, alle med marchen: "Slesvig-Holsten meerumschlungen"; - folk vidste uden tvivl, hvad der kunne ske. Det var lige ved at komme til en konfrontation i Altona. Preusserne blev også kun taget derind under protest af magistrat og borgere, indkvarteret uden kvartersbilletter, de måtte brødføde sig, da deres værter nægtede, og måtte ikke bruge vagten, som blev drevet af Hannoveranergarden og mødte dem med klingende musik og sang: "Slesvig-Holsten". - En preussisk bataljon rykkede også ind i Neumünster søndag eftermiddag ved 4-tiden med samme tog. Myndighederne havde fået ordrer fra regeringen om ikke at indkvartere dem. Kommandøren der gik til grev Rantzaus lejlighed, blev underrettet om sagen og frarådede at bruge magt. For ikke at udsætte enkelte huse for store gener, førte private soldaterne rundt og fortalte dem cirka, hvor mange mand der skulle være i hvert enkelt hus. Stemningen der var også meget ophidset.

I mellemtiden hører man, at der allerede er udstedt en suspensionsordre fra Berlin, og preusserne vil formentlig kun vil gå igennem.

Briefe aus Schleswig-Holstein.

Itzehoe, 16. Februar. Wenn schon die Vorgänge in Flensburg in den letzten Tagen die Bevölkerung der Herzogthümer beständig in Aufregung erhielten, so wurde diese Aufregung hier noch bedeutend besteigert durch de Kunde, welche von Altona kam, - dass nämlich General Wrangel das Verlangen an die Bundescommissäre gestellt, Altona, Neumünster und Kiel durch preussische Truppen besetzen zu lassen. Diese Nachricht kam so unerwartet, dass augenblicklich Alles bestürzt war, da man nichts Anderes denken konnte, als dass Preussen den Bund vollends verdrängen und sich auch in den Besitz Holsteins setzen wolle. Als Grund wird angegeben, dass die Bundesverwaltung den Einrichtungen und Vorkehrungen der verbündeten Armee nicht dienstfreundlich genug entgegenkomme. General v. Hake sowohl, als die Bundescommissäre haben übrigens bei dieser Gelegenheit gezeigt, dass sie auf ihrer Hut send, wenn es gilt, das Interesse des Landes und des deutschen Bundes zu wahren. Während die Commissäre einen energischen Protest gegen ein solches Verfahren erliessen und dem Bund Bericht erstatteten, concentrirte v. Hake sämmtliche hier befindlichen Bundestruppen in und bei Altona, um nöthingenfalls dem Einrücken der Preussen Gewalt entgegenzusetzen. Noch mitten in der Nacht wurde das in Itzehoe liegende hannover'sche Garde-Jägercorps allarmirt und per Extrazug nach Altona befördert. Courire eilten nach allen Richtungen, und am nächsten Morgen zog einen Truppentheil nach dem andern durch unsere Strassen, alle mit dem Marsch: "Schleswig-Holstein meerumschlungen;" - die Leute wussten ohne Zweifel wozu es möglicherweise kommen konnte. Es hat auch nicht viel gefehlt an einem Zusammenstoss in Altona. Die Preussen wurden dort von Magistrat und Bürgerschaft ebenfalls nur mit Protest aufgenommen, ohne Quartierbillets einquartirt, mussten sie sich, falls ihre Wirthe sich weigerten, selbst beköstigen und durften die Wache nicht beziehen, welche von dem hannover'schen Garde-Jägercorps mit klingendem Spiel und Leide: "Schleswig-Holstein" besogen wurde. - Auch in Neumünster rückte am Sonntagnachmittag um 4 Uhr mit demselben Zug ein Bataillon Preussen ein. Den Behörden lagen gemessene Befehle von der Regierung vor, dieselben nicht einzuquartiren. Dem commandirenden Offizier, der sich in die Wohnung des Grafen Rantzau begab, wurden die desfallsigen Mittheilung gemacht und der Rath gegeben, er möge Gewalt gebrauchen. Um nin nicht einzelne Häuser zu grosser Belästigung auszusetzen, führten Privatpersonen die Soldaten herum und sagten ihnen, wie viel Mann etwa auf jedes einzelne Haus zu rechnen seien. Die Stimmung war auch dort eine sehr aufgeregte.

Inzwischen hört man jetzt, dass bereits von Berlin aus Sistirungsordre abgegangen ist, und werden die Preussen wahrscheinlich nur durchmarschiren.

(Straubinger Tagblatt : Straubinger Zeitung ; Straubinger Anzeiger 20. februar 1864)

Straubinger Tagblatt bragte flere gange om ugen breve fra Itzehoe der fortalte om krigen og også om mere hverdagsagtige ting.

Antonio Gallenga: The Invasion of Denmark. Chapter IX. (Efterskrift til Politivennen)

 EGERNSUND.

The 18th of February.—The Rolf-Krake at Egernsund.— Fighting in the Woods. -~ Invasion of Jutland.—Prospects of the War.—The Germans in Schleswig.

February 19-21.

Those of my readers who have had patience to read through my foregoing letters will have gained, I should hope, a sufficiently distinct knowledge of the respective positions of the belligerent parties here to be able to follow the events which took place yesterday, the 18th, and to set a proper value upon their importance.

From Flensburg and Aabenraa, as I before said, the Prussians, advancing through the Sondeved Peninsula, between the two fiords which take their names from those towns, had come up by the south road from Flensburg, through Ringences, Graasten, and Adsböl, as far as Nyböl; and by the northern road from Aabenraa, through Ullerup and Sattrup, they had pushed their outposts as far as the woods of Sandbjerg on the Alssund. Besides these two advances, both of which concentrate upon the Danish position at Dybböl, the Germans had left the main southern road at Alnor, between Ringences and Graasten; and from Alnor had taken possession of the Egernsund, throwing a pontoon bridge across that narrow strait, and thus advancing into the minor Peninsula of Broagerland by Skodsböl and Smöl, they came by a third road upon the Danish position. We heard a few days ago that Marshal 'Wrangel had moved his headquarters up to Ringences, and that some of the Prussian outposts had advanced into the Broager Peninsula as far as Smol. The day before yesterday about 100 of them were seen in the woods of Sandbjerg and Storeskove on the Alssund, whence they fired on the Danish pickets across the strait, but without any result, as, apparently, without object.

All these movements, however, evinced on the part of the enemy some desire to break through the monotony to which they have condemned themselves since they first came in sight of the fortifications at Dybböl, and we all went to bed on the night of the 17th with the expectation of being awakened by the noise of an attack in the morning.

You may remember, perhaps, that on my first trying to lay before you the position of the Danes at Dybböl, I expressed my surprise that they should have allowed the enemy a free and easy entrance into the Broager Peninsula, as I thought that the Danes, by their command of the water, might so strongly have occupied the Egernsund as not only to hold that strait against any force, but also to send flat-bottomed gunboats, if they had any, into the Nyböl Nor, and molest their enemy in his advance along shore, on the road from Adsböl to Dybböl.

These precautions were not taken; the Prussians were freely let in across the Egernsund and into the Broager Peninsula. The question now was how they could be driven out of it again, or how they could be caught there as in a trap.

How many of their troops have actually ventured into the Broager Peninsula we have no means to ascertain. That they had got so far as Smöl, however, was well known; and the Danes, thinking the net was full, thought it high time to draw it up. Yesterday morning, at an early hour, the cannon was heard. It was the Danish ironclad, or Monitor, "Rolf-Krake," which had steamed up to the Egernsund in the night, and at the break of day opened fire on the bridge thrown by the Germans across the Strait. The "Monitor," it appears, could not, owing to the shallowness of the water on the Alnor side, and to some formidable batteries on the headland opposite, advance near enough fully to accomplish her purpose. She could not even get in sight of the bridge, which was completely masked by the round cape at the entrance on the strait. She fired 72 shots, and was answered by the German batteries with more than 150; several of the enemy's shells took effect, it is said, though without materially disabling her; one of her officers received a contusion, and two sailors were slightly wounded.

It would seem, in the meanwhile, that the Prussians, uncertain of the issue of that struggle which might have cut off their retreat across the Egernsund, felt it incumbent upon them to secure an open way through the isthmus of the Broager Peninsula, by an open attack on the outposts of the Danish position at Dybböl.

A glance at the map, and the knowledge that the outposts of the Danes are at Dybböl, and those of the Prussians at Nyböl, will satisfy the reader that the ground between Dybböl and Nyböl, which correspond exactly to the neck or isthmus of the Broager Peninsula, is a kind of debatable ground, occupied by the pickets of either party, and in the permanent possession of neither. By far the greatest part of this ground is covered by large woods, bearing, to the north of the road, the name of Stenterup Skov, and to the south of the road that of Boffel Kobbel. Yesterday morning, towards eleven o'clock, the Prussians marched out of Nyböl in a large force, and, after a short skirmishing, they drove in the Danish pickets, and established themselves in the Stenterup and Boffel woods. By this movement they gained full command over the isthmus of the Broager Peninsula, and secured an easy escape for their troops at Smöl, had these been "caught in the trap" laid for them by the Danes, in the event of their retreat being cut off at the Egernsund by the destruction of the bridge.

The possession of the Stenterup and Boffel woods were not given up by the Danes without a spirited struggle. About twelve o'clock at noon the alarm sounded through the streets of Sönderborg. It is one of the peculiarities of the Danish army that it boasts not a single drum, with the exception of the Royal Foot Guards at Copenhagen, not a man of whom has as yet reached the camp. The alarm was, therefore, given by the trumpets, and, in a few minutes, three regiments of infantry were pressing to the bridge towards the scene of action. On approaching the woods, however, they found the enemy disposed to give way before them without striking a blow, and before three o'clock the Danish pickets had recovered the position from which they had been driven in the morning.' The morning skirmish cost the Danes five or six dead and thirty wounded; among the slightly wounded an officer.

Such was the conclusion of an action of no great moment as to its immediate results, but full of serious meaning if we either consider the designs which brought it about, or the remote consequences it had or might have had. Had the "Rolf-Krake" obtained its intent, and had the Danes at the same moment held their position on the isthmus, the Prussians in the Peninsula would have been without any means of egress, and would actually have been "caught in the trap" into which they had rashly ventured. The Danes would, at the same time, have repaired the blunder committed by them on their first retreat, of abandoning without resistance that little Peninsula which is of so much importance for their whole position.

I have been to-day on board the "Rolf-Krake." She is a powerful ironclad, with two turrets or cupolas, armed each of them with two 64-pounders. Her length is 120 feet, and she is at least 34 feet broad. Her engine is nominally of 250-horse power, but can bear a far greater pressure of steam. She can run nine knots an hour in smooth water, but her officers have no high opinion of her as a sea-boat. Indeed, they think that the attempt to combine sailing powers with the efficiency of a Monitor has been crowned with but indifferent success. In heavy weather in the Baltic, or the German Ocean, she would have no great chance. On the other hand, she is too deep in the water to be of great use in shallow inland seas. She could go safely through the Egernsund, but could not venture any distance into the Nyböl Nor. She lies now in the Sound, near the opening of the Vemmingbund, whence she can wander at her pleasure to any part of that small but deep bay. She has her steam always up, and is ready for a start at twenty minutes' notice. It is not likely, I should think, that she will soon renew her experiment at the Egernsund. Her mission for the future will rather be to watch the movements of the Prussians in that Broager Peninsula from which they will probably never be dislodged, and to act on their right flank in the event of their attack on the Dybböl position. She suffered more damage in her late spirited attack than the first reports had led us to believe. She is now being very rapidly and thoroughly repaired, however, and we witnessed the evolutions of her turrets and guns, which were performed with great speed and precision. All the officers and most of the men are familiar with the English language, and we were entertained on board with as great a cordiality as if we had been countrymen.

It was a fortnight last night since the main strength of the Danish army marched out of Schleswig, beginning its toilsome and disastrous retreat from the Dannewerk. It will be a fortnight tomorrow evening since the Danes sought the safe shelter of Alsen, and of the redoubted position of Dybböl, the great outwork of their seagirt fortress. The Austro-Prussians were then in hot pursuit, and they have ever since stood face to face with the Danish pickets on every avenue concentrating from west, north, and south, upon this place. Yet the two hostile forces have been ever since almost completely at rest, and the last sanguinary affair was the brush between the rear of the pursued party and the van of the pursuers, at Bilkskov Kro or Oversö, on the evening of Sunday before last. Of course, when I say this, I take into no account some occasional unavoidable and almost involuntary exchange of shots at the outposts, nor even of the skirmish of last Thursday, the 18th, of which I have just given an account, and which was altogether of the Danes' own seeking.

Why the Prussians should keep so quietly within their lines, why the invasion of the Duchy of Schleswig, which began with so much ardour and vigour on their part, should come to a standstill before the bastions of Dybböl, is precisely the problem with the solution of which men's minds are busy here.

That the position at Dybböl is formidable, and that the Germans are aware of its strength, is matter of certainty, for they turned all their endeavours against it in 1849, when it had hardly more than its natural advantages to rely upon, and were driven from it again and again. It is extremely natural for them to wish to put off their attack until they have brought up all the heavy material they can muster; but a fortnight is a long lapse of time for the accomplishment of such a task, with the present means of locomotion they have at their command, those means which enabled them so soon to prepare for the storming of the Dannewerk. On the other hand, they must be aware that the Danes on their own side are not idle, but are adding bastion to bastion and trench upon trench, so as to make assurance doubly sure. All that the engineers here asked was just a fortnight's breathing time, and during this interval new works have risen as if by magic, and whenever the assailants are ready they will be quite sure to find the defenders fully as ready for them.

As day follows day and no news is the news, we begin to think that the expected attack will never take place, and we have been all this time tossed about between the hopes and fears of an armistice till the declarations of diplomatists in various countries set our minds at rest on that score. The Germans will not cease from hostilities, yet they will not dash their heads against the ramparts at Dybböl. Possibly they wish to carry on the war on softer ground in a different quarter. We have positive intelligence, indeed, that two days ago they crossed the frontier line which separates the Duchy of Schleswig from Jutland, and our anticipations of hot work there are so general, that I have been more than once on the point of taking my berth in one of the steamers sailing regularly more than once a day to Fredericia.

The invasion of the northern part of the Peninsula—of that purely Danish province which is neither, like Holstein, a member of the German Confederacy, nor, like Schleswig, a territory "indissolubly united with it," as the Germans would have it, and which, indeed, was not even incidentally mentioned in that Treaty of 1852, the terms of which the Austro-Prussians have undertaken to enforce,—the invasion of Jutland, I said, seemed to the people here too monstrous a breach of all laws to be justified even by the exigencies of the most internecine war. That the two German Powers who have now the whole of Schleswig in their hands except this little island, and the four square miles of ground adjoining it on the mainland, should not think they had accomplished their great object until they held literally every inch of Schleswig at their discretion, might be possible, and the war might be expected to go on to the utter annihilation of the army sheltering at Alsen. But what passes all belief is, that seeing themselves, with all their enormous superiority of numbers, unequal to the task of reducing Alsen and Dybböl, they should, without even as much as venturing upon one assault, seek easier conquests elsewhere, and try to strike Denmark in a more vulnerable part, shrinking from no ungenerous measure to put the screw upon her, and bring her to terms by all means in their power, and with all possible speed.

It is certainly not in the power of Denmark to guard all the frontier of Jutland, and the Austro-Prussians will find it as easy to overrun it to the very end of the Peninsula as they found it to occupy all Schleswig after the fall of the Dannewerk. But, on the very frontier of that province, at Fredericia, there is a position as likely to brave their efforts for a length of time, as Alsen and Dybböl have evidently stemmed the tide of their too ready victories in Schleswig. The fortress of Fredericia, together with the little peninsula in which it rises, aided, like this place, by inlets of the sea favouring the naval operations of the Danes, is, as it were, a third Dannewerk, offering no greater temptation to an unenterprising enemy chary of his blood than the place before which the Germans are now skulking with far more discretion than valour.

The Danes are evidently anticipating great feats of arms on the Jutland frontier, and they are straining every nerve to throw the best of their forces into Fredericia. You are aware that the best part of their cavalry, in their retreat from the Dannewerk, never came in here at all, but marched on from Flensburg through Aabenraa, and Haderslev into Jutland. Since then 4,000 men at first, and subsequently the whole of the third division, were shipped off from Sönderborg to Fredericia, and I saw this morning a beautiful regiment of dragoons, nearly the whole of the cavalry that we had here, embarking for the same destination. Alsen and Dybbøl are at present all but disarmed and powerless for offensive purposes, and, although the 12,000 men, infantry, and artillery, that we still have here are more than sufficient to hold the place against all odds, still it is not a little to be regretted that, in the event of an attack by the enemy and of his defeat, no means should be at hand for efficient pursuit. Probably the removal of all these troops with such reckless haste to the North reveals an intention on the part of the Danes to carry on operations on the open field in Jutland. The disparity of numbers, and even the inferiority of weapons, particularly rifle and cannon, would seem to preclude the hope on their side of any warfare on a large scale. What they could not accomplish behind the Dannewerk bulwarks and the deep waters of the Schlei they can hardly expect to do on the wide plains of Jutland. They may harass the Germans with a few weeks' petite guerre, truly; but even for that kind of work their somewhat unwieldly infantry and heavy cavalry do not seem well suited. Sooner or later Fredericia and her peninsula will be as closely invested as Alsen and Dybböl now are, and, that being the case, it remains matter of uncertainty whether the Austro-Prussians will try their strength against Fredericia any more than against this place, or whether they will not rather mask both places, and, by avoiding all conflict themselves, and putting all conflict on the part of the Danes out of the question, lord it all over the Peninsula from Kiel to Aalborg.

I do not think there can be any doubt as to the power the Germans have of driving the Danes utterly from the field if they choose to put forth sufficient forces for that purpose, although the Danes themselves fondly believe that the subject admits of dispute. The position at Dybböl and the peninsula at Fredericia present but a narrow approach to the invader; but that very narrowness of approach, favourable as it is for defence, is no less unfavourable for offensive purposes. The garrison, shut up in its corner, and caught, as it were, in a trap, can only attempt a sally in one direction, and there the enemy awaits it on a strip of ground almost as narrow as the approach to the fortress itself. Posted on the neck of the Sundewitt peninsula, for instance, between Adsböl or Ballegaard, or even nearer us, between Nyböl and Sandbjerg, the Austro-Prussians have a line of only four, or, in the latter case, three miles to guard against the Danes. Supposing the Germans to be no more than 20,000 on this line, they would always be as two to one against any force that could attempt a sortie from Alsen and Dybböl; and the isthmus of the Fredericia peninsula would be even a closer field for a sallying garrison to try its strength on. Were even 20,000 men insufficient to completely mask, invest, and shut in the fortresses, the Germans might easily sit down before each of them with 40,000 or 50,000, and they could still command 50,000 more for the easy subjugation of the unarmed population. The Danes seem inclined to put their trust in ships, and think that, while leaving in their two strongholds a sufficient number of defenders, they could land small forces here and there so as to harass the enemy on many points and wear him out by incessant desultory warfare. All this, however, would not lead to a happy termination of the struggle in their favour; it would not put an end to the foreign occupation of all their mainland. The siege of the two fortresses and a series of guerilla exploits would be all that Europe might look forward to for six or eight months or a year to come. At the end of that period the Danes would still be where they were a fortnight ago; they would still have to repurchase their own peninsula, or such part of it as the Germans might feel inclined to restore, by accepting such conditions as a conqueror has it in his power to dictate. Without achieving their victory by the reduction of Alsen and Fredericia, the Austrc-Prussians would reap all the benefits of complete success. They are under no necessity, and it certainly is not for their interest, to shed another drop of blood by their own act, and such injury as the Danes might still inflict upon them would have no greater effect upon the vast body of their troops than the sting of a gnat on the huge bulk of an elephant. Still, the Danes reckon, and very reasonably too, on the chapter of accidents. The invasion of Jutland, they think, has filled the measure of their enemy's iniquities. The indignation of Europe cannot long remain passive in sight of so flagrant a violation of all legality. Nothing can be stronger than the conviction in the hearts of these poor Danes that help must turn up for them from some quarter or other. It grieves me more than I can tell to be addressed by officers and soldiers, when they think they have made it out that I am an Englishman, with such words as, 'Why should England suffer us to perish? Why do not the English come to the rescue?'

The Danes, however, have something to look forward to more promising to their cause than the help of foreign nations, and that is, dissension among the Germans themselves. Jealousy between Austria and Prussia, the attitude of the Bund, the ambition of the minor Princes, the revolutionary tendencies of the German people, everything engenders a belief that their enemy cannot long act unanimously against them, if they will only persevere to the end; and with such prospects before them there is no doubt that the Danes will fight on and endure. Their position does not appear to them more hopeless than it was in 1849, when all was lost and all was eventually regained.

Although we know next to nothing of military matters beyond our foremost lines at Dybböl we hear not a little of what concerns the political condition of the Duchy of Schleswig since the best part of it has been given up to the triumphant invader. There are many people, it seems, to issue orders and to dictate the law from Rendsburg to Hadersleben, but it is very questionable whether there is any man able to make out what is wanted of him, or willing to submit to the ruler's will, even when it is very clearly conveyed to him. There are three nominally acknowledged Powers in Schleswig, and there are a variety of secret agencies striving to bring them all into collision, to counteract one by the other, and to undermine their authority. Here, the Prussians countenance a proclamation of Frederick of Augustenburg; there, the Austrians forbid it. To-day, the Schleswig-Holstein flag is pulled down; to-morrow, it is the German black, red, and gold tricolour that becomes particularly obnoxious. Marshal Wrangel snubs a deputation from a National Verein; and Prince Frederick Charles, his Royal master's cousin, hobnobs with them. A Prussian General declares that not one of the Danish officials shall be removed from his post. An Austrian commander winks at the mob breaking into the unfortunate Amtsmann's house, and spiriting him away in the dead of night on the snowy high road, with helpless wife and family tramping at his heels. The Schleswig-Holsteiners were anxious to be united to Germany, but they are not a little astounded at having drawn three Germanies on their neck. It was always an arduous task to serve two masters; but here is a case of three patrons to be obeyed, the behests of each of them in flat and flagrant contradiction with the good pleasure of the others.

Holstein, as I told you, was governed by the Danes entirely through the instrumentality of native officers. Left to itself by the withdrawal of the Danish army, that Duchy continued to be the compact and well-organized State that it always was, fully equal to the task of self-government. In Schleswig the placemen were not exclusively Danes, but mostly attached to Danish interests, and, as I expected, the advance of the German 'liberators "could not fail to drive them from their places, striking thus at the foundations of social order, and plunging the country into hopeless anarchy. General Gablenz, applied to at Schleswig, at Flensburg, and other places, by the citizens who were only anxious "to hear and to obey," answered that "he was a soldier and no statesman." Since that time statesmen have followed in the wake of soldiers. Commissioners of the great Powers have taken upon themselves the administration of the province, but these Commissioners know nothing of the mind of their Royal and Imperial masters, for the good reason that the said masters know nothing about their own mind themselves. Hence everything is provisional, arbitrary, and contradictory; what was done yesterday is sure to be undone to-day, and to-day's measure will not fail to be defeated by some new disposition to-morrow. A swarm of adventurers, the socalled patriots, either of the Duchies themselves or from some of the adjoining States of sympathizing Germany, are besetting the Commissioners' doors, all eager for the good things that may lie in their gift. For one of these hungry hounds into whose mouth a bone may be thrown a hundred are sent empty away; and these do not easily go back to their kennel, but keep whining and snarling, appealing to the Bund, to the great and little Fatherland, to Heaven and earth, against the Austro-Prussian dog in the manger, who hesitates about devouring Schleswig, and will not suffer it to be devoured by others.

However natural and even reasonable may have been the yearnings of the Schleswig-Holsteiners after union with what they call their country, it is not likely that they will at any time fall under any German Government onetenth as good, as provident and liberal, as that of their late Danish masters. The Danes, as I have had frequent occasion to show, carried their leniency to their disaffected subjects to a fault. There was hardly a country in the world where freedom of speech and action was carried to a greater extent. Not only privy conspiracy and rebellion but even arrant treason were winked at. Flensburg patriots, as I saw with my own eyes, -went over to Kiel to swear allegiance to the Prince of Augustenburg, both in their own name and in that of their townspeople, and they came back to their homes unmolested and unchallenged. The Danish soldiers billeted upon the countrypeople were as inoffensive, as respectful, as indifferent to the sour looks of their hosts, as tolerant of ill-disguised insult and ill-treatment as so many angels. After all the convulsions of 1848-9 there was hardly an instance of a political prosecution in Denmark. Some of the selfbanished patriots shunned their country, as they had left it for their country's good; but Denmark had no Spielberg nor Nisida. Amnesty was extended to nearly all who would accept it.

It is not so with the men, justly or unjustly, accused of Danish sympathies who are now tarrying in the Duchies. The so-called patriotic leaders hunt them down without mercy, they set up a mad-dog cry after them, and the Austro-Prussian rulers, who ought to see justice done to all parties, are too ready to back these curs in their full cry. A newspaper is forcibly suppressed in Hadersleben because "it was published in the Danish language;" and the "Flensburger Zeitung" is bidden to publish Copenhagen news as "foreign intelligence," under the heading "Ausland." The number of citizens, officeholders, schoolmasters, and clergymen who are compelled to seek shelter from popular fury, either here, or in Jutland, or even in the enemy's country, at Hamburg or Lubeck, becomes daily more alarming. The Schleswig-Holsteiners were tired of their Danish King Log, but have little reason as yet to be satisfied with their Austro-Prussian King Stork. They are disappointed, wrathful, and fretful, and they vent upon those who can make no resistance a displeasure which they dare not exhibit before the new taskmasters they were in so great a hurry to have among them. The national German party are anxious, above all things, that the Duchies should be thoroughly and radically revolutionized. It suits their purpose to exaggerate the ill-feeling of the people against the Danes, to rouse them-to all sorts of riot and mischief. Nor are the Commissioners of the two great Powers, especially the Prussians, at all earnest in their endeavours to allay popular fury. There is no man in Schleswig-Holstein, no man in Prussia, Austria, or the minor German States, who clearly knows what he is driving at, or what would answer his purpose best. A vague instinct prompts almost all parties to give mischief full swing, that time may show what is to come out of it all,—what chances each may have to fish in the waters all have contributed to trouble.

Talk of personal union, of- new Constitutions aiming at an equitable acknowledgment of the claims of rival nationalities! Why, if Schleswig-Holstein ever come back to Denmark, its present occupiers will take care that it shall be so fully disorganized and subverted that Denmark herself will find it hardly worth having.

(Antonio Gallenga: The invasion of Denmark in 1864, Bind 1)

Gallengas beretning kan sammenlignes med den preussiske beretning om samme, se andetsteds på denne blog.

Antonio Gallenga var specialkorrespondent for "The Times" og holdt til ved det danske hærs hovedkvarter. Bind 1 sluttede med Dybbøls fald april 1864 (i et appendix). Herefter holdt han til på Als indtil slutingen af april, hvorefter han rejste til København og rapporterede derfra. Bøgerne slutter med våbenhvileforhandlinger i midten af juni 1864.

Gallenga var i foråret 1864 indkvarteret hos borgere i Sønderborg og omegn, bl.a. på Sønderborg Ladegaard. Gennem hans værker får man et indtryk af ham:

"I Gaar spiste vi til Middag med et stort Selskab af Officerer, omtrent en Snes, paa en Gaard udenfor Byen, hvor de Fleste af dem ere indkvarterede. Forpagteren er Fader til tolv Døtre og tre Sønner. De fleste af Pigerne (jeg maa vel sige af de unge Damer, thi de ere i en Alder fra 4 til 19 Aar) opvartede Selskabet ved Bordet. Ved Enden af det lange og store Bord sad Ejeren selv, hans anden Kone, der saa ud som en Søster til hendes ældste Steddøtre, og de nævnte Døtres Lærerinde. Alle Damerne bar dyb, men elegant Sorg til Ære for den afdøde Konge, og med fuldstændig Tilsidesættelse af den nyudnævnte Konges Befaling, som har kundgjort, at Sørgetiden er forbi. Retheden og Smagfuldheden i de skjønne Hebers sorte Dragt, den smukke Maade, hvorpaa de bare deres Haar, hele deres Holdning og Bevægelser vidnede om god Smag og god Opdragelse. Deres Væsen vare uden Feil. Nogle af Damerne var høje, slanke Skønheder, de fleste af dem havde mørkt Haar og lysegraa Øjne; de bevægede sig med en Elegance, som holdt deres militaire Gæsters Øine beundrende, men dog ærbødigt fæstede paa dem.

De unge Skønheder blev sjældent tiltalt, og aldrig uden den stille Ærbødighed og Agtelse, som til alle tider har karakteriseret den nordeuropæiske Ridderlighed. De unge Mænds eneste Friheder bestod i, at de viskede til hinanden Ordene "Ravnens vinge" og "gylden Krone" og disse Benævnelser betegnede den ældste og den næstældste Datters Hårfarve. Med Familiens Småbørn, den lille Kamma og den endnu yngre Hanna, kan enhver Mand lege vildt som Hjertet begærer.

Disse unge Piger, deres Moder og deres Lærerinde ere vante til Landlivets Eensomhed; de ere ikke meget tungefærdige, og en dyb Rødme udbredte sig over deres Kinder, hver gang en af Selskabet henvendte sig til dem. De besørgede dog deres huuslige og gjæstevenlige Pligter med sikker Takt og medfødt Ynde. Dersom man havde tilstrækkelig Tid til at faae Isen brudt og berolige deres bly Uro, vilde man snart blive vaer, at de kunne føre en god og forstandig Konversation om mange Gjenstande. De Bøger, der ligge paa Bordene i Dagligstuen, de smukke Tegninger paa Væggene, Pianoet i Krogen og de erotiske Planter, der med Omhu ere opelskede i Vinduerne, bevise det. Fransk eller Engelsk, i hvilke de ikke vove at svare, ere paa ingen Maade ubekjendte for dem. Deres Gourvernante er udgaaet fra en af Kjøbenhavns første Dannelsesanstalter og er en fuldendt Sprogkyndig."

(4. marts 1864, Gallenga, 1864, s. 123f)