Jylland. Slesvig 2den til 3die Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

De tydske Tropper i Nørrejylland. Den samme Brevskriver fra Egnen mellem Kolding og Veile, som "D.bl." skylder de i Gaarsnummeret givne Oplysninger, har ogsaa sendt det følgende Linier, daterede den 27de Februar Kl. 12 Middag: Stillingen i vor By er, som da jeg sidst skrev Dem til. Fjendlige Husarpatrouiller, snart større snart mindre, gjæste os daglig, i (Reglen om Formiddagen og om Eftermiddagen Igaar havde vi først Besøg af 6, senere af 10 Husarer. Et Par af vore Bønder gav sig til at lee og raabe, da de saae en preussisk Husar styrte med Hesten og slaae en Kulbøtte ned i Chausseegrøften; Patrouillen fyrede da paa dem, heldigviis uden at træffe. Ogsaa en anden Gang fyrede Fjenden efter flere Civile, samt bankede med den flade Klinge en Gaardeier og en Dreng. Det er alle de Heltegjerninger, som de "todesmüthige" preussiske Husarer hidtil have udført her. Hos en Bonde endevendte de alle Sengene for at finde een af vore Dragoner, som de manglede i Tallet af deres Fangne, men han var i god Behold, og de fandt ham ikke. - Det er en skjændig Maade, Fjenden bruger, idelig at affyre de meget langt rækkende Bagladningskarabiner; endnu have de dog, Gud skee Tak, ikke truffet Nogen, enten Militaire eller Civile. I de første Dage havde vore Bønder den lidet hensigtsmæssige Maneer af Nysgjerrighed at stille sig ud paa Byens Gade og Chaussee, saasnart Fjenden viste sig, men da flere af dem nær vare blevne skudte igaar, haaber jeg, at de fremtidig ville holde Næsen indenfor deres Døre. Jeg kunde igaar Eftermiddags, ved fra Midten af min Stue at see ud paa Veien, bemærke, at Fjenden var langt uroligere, da han ikke saae en eneste Civil. Igaar havde Tydskerne Gudstjeneste i Kolding. Mon den gode Gud virkelig skulle ville styrke dem til dette nye Røvertog? De Fjendlige ride slet ikke, idetmindste sidde de daarlig tilhest; naar der er nogen Forhindring, gaae disse føre Blodsheste strax overende. Iforgaars faldt en preussisk Husar af og kom til at staae paa Hovedet i Møddingen i en Gaard i Alminde; her drattede der som sagt een af Hesten igaar. Fjenden har slaaet Bro over Kongeaaen ved Paaby og Vamdrup. Efter hvad der er meddeelt mig, skal Fjenden igaar have faaet Forstærkning. Mon det skal tyde paa, at han vil rykke frem? Vi leve her i en stadig Ængstelse og vide jo ikke, hvad næste Dag vil give. Vi haabe det Bedste, men ere forberedte paa det Værste. Iforgaars havde Fjenden 2 Eskadroner med Baghold af Infanteri i Nebel, Bølling og Egtved; det var i Grunden meget næsviist, og han burde have havt ordenlig paa Næsen derfor; men hvor ere Vore?

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 2. marts 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original se nedenfor:

En mindeværdig dag, skriver man i "R. Z:", ligger bag os. Hele Slesvig, dels der hvor det er blevet befriet fra danskerne gennem de officielle repræsentationer, dels der hvor by- eller landembedsmænd desværre stadig består af danskere, har folkeforsamlinger valgt deputerede der hylder hertug Friedrich VIII. Slesvigerne ønskede at give en stor, utvetydig manifestation af deres følelser, ikke kun til os, deres holstenske brødre, ikke bare til hertugen - trods alt ved vi og dermed også hertugen, hvad vi har at mene om folkets loyalitet, af Slesvig, som har bevist sig gennem en lang lidelsesperiode - nej, verden burde vide at Slesvig såvel som Holsten ønsker et Slesvig-Holsten under den legitime hertug. Hvad Holsten havde gjort i landsfællesskab på Blachfelde ved Elmshorn, kan Slesvig højtideligt gentage her i suverænens nærværelse. Ingen by, intet større sted, intet distrikt bortset fra de dele af Slesvig, der stadig var besat af danskerne, var ikke repræsenteret. Deputerede fra flækken Løgumkloster og omegn, vest for Aabenraa, ca. 6 mil fra Flensborg, den nærmeste banegård, ankom desværre først om aftenen, 40 stk., og hyldede derfor især hertugen. De talte kun dansk; hertugen, der har kendt dansk siden sin ungdom, talte med dem på deres sprog. Da hertugen ved den bedste modtagelse siden år 1500 spurgte en gammel mand, hvor han var fra, fik han det danske svar: "Jeg talen dansk, men jeg en tydske, jeg er fra Arrild" (jeg taler dansk, men jeg er en tysker, jeg er fra Arrild), Kirchdorf i Nordslesvig, mellem de danske enklaver Møgeltønder og Ribe. Hertugen fortsatte nu samtalen på dansk. - Deputationer er nu at vente fra de øer, som endnu er i dansk besiddelse; Femeranerne blev stoppet midt i sundet mellem deres ø og Holsten af ​​et dansk skib og bragt tilbage, men de var så heldige at få sendt en adresse. De modige beboere på Sild bevægede sig ud over drivisen for at hylde deres retmæssige prins; siden Dannevirkes evakuering og uden nyheder fra fastlandet er de med livsfare blevet drevet til at finde ud af forholdene i fædrelandet og meddele, at de er patriotiske mænd, ligesom deres udvalgte embedsmænd, der blev afskediget på grund af deres afvisning af at afholde troskabsed, har bevist det før. På marchen over drivisen måtte de vade gennem vandet i mere end 3 timer, så de kom hertil med halvfrosne ben. Ved deres hjemkomst forventede de at blive arresteret af danskerne, som har til hensigt at besætte øen, så snart vandet er klart. Intet af dette stoppede dem.

Ein denkwürdiger Tag, schreibt man der "R. Z:", liegt hinter uns, ganz Schleswig, so weit es von den Dänen befreit, hat gestern durch theils von den officiellen Vertretungen, theils, wo die städtlischen oder ländlichen Collegien leider noch aus Dänen bestehen, von Volksversammlungen gewählte Deputirte dem Herzoge Friedrich VIII. seine Huldigung dargebracht. Die Schleswiger wollten eine grossartige, unzweideutige Kundgebung ihrer Gesinnung nicht allein uns, ihren Holsteinischen Brüder, auch nicht bloss dem Herzoge geben - wissen doch wir und mit uns der Herzog, was wir von der Treue der Schleswiger, in langer Leidenszeit bewährt, zu halten haben - nein, die Welt sollte legitimen Herzoge mit aller Kraft erstreden will. Was Holstein in voller Landesgemeinde auf dem Blachfelde bei Elmshorn gethan, das konnte Schleswig in Gegenwart des Landesherrn selbst hier feierlich wiederholen. Keine Stadt, kein grösserer Ort, kein District ausser den von den Dänen noch besetzten Theilen Schleswigs war unvertreten. Die Deputirten aus dem Flecken Lygumkloster und der Umgegend, westlich con Apenrade, etwa 6 Meilen von Flensburg, der nächsten Eisenbahnstation entfernt, langten leider, 40 an der Zahl, erst Abends an und brachten daher noch besonders dem Herzoge ihre Huldigung dar. Viele von ihnen sprachen nur Dänisch; der Herzog, der von seiner Jugend her das Dänisch kennt, unterhielt sich mit inhen in ihrer Sprache. Als bei dem bestrigen Empfange der 1500 der Herzog einen Greis fragte, woher er wäre, erhielt er die Dänische Antwort: "Jeg talen Dansk, men jeg en Tydske, jeg er fra Arrild" (Ich sprech Dänisch, aber ich bin ein Deutscer, ich bin aus Arrild), Kirchdorf in Nordschleswig, zwischen den Dänischen Enclaven Mögeltondern und Ripen. Der Herzog fesste nun die Unterhaltung in Dänischer Sprache fort. - Es sind jetzt noch Deputationen von den Inseln, die noch in Dänischer Besitze sind, zu erwarten; die Fehmeraner sind mitten auf dem Sund Zwischen ihrer Insel und Holstein von einem Dänischen Schiffe angehalten und zurückgebracht worden, einge Adresse aber haben sie glücklich her befördert. Die braven Sylter haben sich über das Treibeis aufgemacht, um ihrem rechtmässigen Fürsten zu huldigen; seit der Räumung des Dannewerks ohne Nachrichte von Festlande, hat es sie getrieben, mit Lebensgefahr sich Kunde von den Zuständen im Vaterlande zu holen und Kunde zu geben, dass sie patriotische Männer sind, wie ihre erwählten Beamten, die wegen des verweigerten Homagialeids abgesetzt wurden, das schon früher bewiesen haben. Auf dem Marsche über's Treibeis haben sie mehr als 3 Stunden durch das Wasser waten müssen, so dass sie mit halb erfrornen Beinen hier ankamen. Bei ihrer Heimkehr erwarteten sie von den Dänen, die, sobald das Wasser frei, die Insel besetzen wollen, verhaftet zu werden. Dies alles hat sie nicht abgehalten.

(Magdeburgische Zeitung: Anhalter Anzeiger 3. marts 1864)

Oversættelse af tysk artikel, original følger efter oversættelsen:

Husum, 25. februar (Hus.W.) Tidligt om morgenen kunne man tydeligt se, at byen fejrede en festdag; den havde udfoldet alle sine flagsmykker, sin rige festdragt flød i blå, hvide og røde farver, og det var en sand, ægte festival, som vi ikke har fejret i mange, mange år, det var en festival til ære for en embedsmand! Det var trods alt vigtigt at byde en af ​​de modigste fortalere for Slesvig-Holstens rettigheder, vores ærede hr. Thomsen-Oldensworth, et offentligt tegn på vores taknemmelighed, et skjult vidnesbyrd om vores glæde over at kunne byde ham velkommen som den højeste myndighed i Husum. Befolkningens stemning var lykkeligt begejstret dagen igennem og nåede sit klimaks, da et uforudset optog af borgere og beboere, ledsaget af 400 fakler, med flagrende flagdekorationer klokken 19.30, flyttede til slotspladsen. Efter at de husumske sangere havde sunget en sang, bragte viceborgeren hr. C. Gurrlitt efter en kort, kraftfuld tale til foged Thomsen et Leve, som hele forsamlingen sluttede sig til med tordnende begejstring og uendelig jubel. Herredsfoged Thomsen svarede, at hvad han havde gjort for Slesvig-Holsten, var ikke andet end opfyldelsen af ​​hans pligt, og at han altid og altid ville vie hele sin energi til det kære fædreland. Et Leve for Slesvig-Holsten afsluttede hans tale, og tusinde stemmer fortsatte med at klinge gennem den fantastisk oplyste vinternat. Efter at sangerne havde sunget endnu en sang, begyndte processionen igen at bevæge sig til boligen for den nuværende chef for byen, kaptajn V. Zimmermann, der efter en lille serenade fik et dundrende Leve som repræsentant for den tapre allierede hær for Slesvig-Holsten, hvilket kommandanten på vegne af den østrigske hær udtrykte sin tak for. Efter korets sang af sangen "Schleswig-Holstein meerumschlungen" blev der holdt optog gennem en del af byen og til sidst blev faklerne brændt på markedspladsen, hvor vores elskede hertug Friedrich VIII blev bragt en tordnende, tredobbelt Leve.

Husum, den 25. Februar (Hus.W.) Schon früh Morgens konnte man festern der Stadt ansehen, dass ein Festtag sür sie angebrochen sei; ihren ganzen Flaggenschmuck hatte sie entfaltet, in blau-weis-rothen Farben wallte ihr reiches Festgewand. und es war ein wahres, ächtes Fest, wie wir weit langen Jahren nicht gefeiert haben, es war ein Fest zu Ehren eines Beamten! Galt es doch, einem der tapfersten Verfechter für chleswig-Holsteins Recht, unserm  verehrten Herrn Amtmann Thomsen-Oldensworth, ein öffentliches Zeichen unsres Dankes, ein unverhohlenes Zeugniss unsrer Frreude darzubringen, ihn jetzt als oberste Behörde Husums begrüssen zu können. Die Stimmung der Bevölkerung war den ganzen Tag über freudig erregt und erreichte ihren Höhepunkt, als Abends 7½ Uhr ein unabsehbarer Zug von Bürgern und einwohnern, von 400 Fackeln begleitet, mit flatterndem Fahnenschmucke nach dem Schlossplatze sich bewegte. Nachdem die Husumer Sänger ein Lied gesungen, wurde dem Amtmann Thomsen von dem deputirten Bürger Hrn. C. Gurrlitt nach kurzer, kräftiger Anrede ein Hoch gebracht, in welches dig ganze Versammlung mit donnernder Begeisterung, mit nicht enden wollendem Jubel einstimmte. Amtmann Thomsen erwiderte, dass, was er auch je für Schleswig-holstein gethan, nichts mehr als die Erfüllung seiner Pflicht gewesen ist, und dass er stets und immer seine ganze Kraft dem theuren Vaterlande weiheen werde. Ein Hoch auf Schleswig-Holstein chloss seine Rede und tausendstimmig ballte es fort durch die phantastisch erleuchtete Winternacht. Nachdem die Sänger noch ein Lied gesungen, setzte der Zug sich wieder im Bewegung nach der Wohnnung des jetzigen Commandanten der Stadt, des Hauptmanns v. Zimmermann, dem nach vorhergehendem Gesangständchen als Repräsentanten der tapfern alliirten Armee für Schleswig-Holstein ein donnerndes Hoch gebracht wurde, wofür der Herr Commandant im Namen der Oesterreichischen Armee seinen Dank aussprach. Nach Absingung des Liedes "Schleswig-Holstein meerumschlungen" durch das Sängerchor wurde noch ein Umzug durch einen Theil der Stadtt gehalten und schliesslich die Fackeln auf dem Markte verbrannt, wobei unserm geliebten Herzog Friedrich VIII. ein donnerndes, dreifaches Hoch gebracht wurde.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 3. marts 1864)

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Der Flensburger Löwe. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En notits beskriver Istedløven og andre danske symboler:

Istedløven, dvs. den løvfrøslignende figur der blev rejst på Flensburg kirkegård til minde om den problematiske sejr ved Isted, er blevet revet ned fra sin piedestal og vil blive transporterete sydpå for at blive vist frem for penge. Verden har intet tabt ved at ødelægge monumentet der er rejst af fanatisme og uforsonligt had; thi det var en grim skikkelse, som ikke opfyldte sit formål — at bevise danskernes magt — men gav det mest uhæmmede Indtryk af en kolossalt forstørret frø, som syntes at undre sig over den rolle, den var blevet dømt til. Så Dannevirke, embedsmændene, sprogrettighederne, de danske skoler og "Løven" ville blive afskaffet, og tilbage er blot erobringen af ​​Als for at slette det sidste spor af det sølle danske styre.

Der Idstedter Löwe, d. h. jene laubfroschändliche Figur die zur Erinnerung an den problematischen Sieg bei Idsted auf dem Flensburger Kirhchof errichtet wurde, ist, in Stücke zerlegt, von seinem Postament herunter geworfen worden, und wird nach dem Süden wandern um für Geld gezeigt zu werden. Die Welt verliert an der Zerstörung des vom Fanatismus und unversöhnlichen Hass errichteten Monuments nichts; denn es war eine hässliche Figur, die ihren Zweck - die Kraft der Dänen zu beweisen - nicht erfülle, sondern selbst dem Unbefangensten den Eindruck eines kolossal vergrösserten Frosches machte, der sich selbst über die Rolle zu wundern schien zu welcher man ihn verurtheilt hatte. So wären denn das Danewekm die Beamten, die Sprachrechte, die dänischen Schulen und der "Löwe" beseitigt, und es bleibt nur noch die Eroberung Alsens um die letzte Spur der scmächlichen Dänenherrschaft zu verwischen.

(Allgemeine Zeitung 3. marts 1864)

Istedløven (1862) blev skabt af H. W. Bissen til minde om slaget på Isted Hede 1850. Den blev opsat på Flensburg kirkegård. Det hed sig at nogle krigergrave fra krigen 1848-1851 blev fjernet. Dette var naturligvis en provokation, ligesom løvens sejrrige udseende. Også fremtrædende danske embedsmænd var bekymret for opsætningen, ligesom dansksindede nægtede at give bidrag til indsamlingen. Den 22. februar 1864 øvede vrede flensborgere hærværk mod løven, så politiet måtte gribe ind.

Apropos om Løve

Tyskerne er dog et ejendommelig gement folkefærd, det er ikke nok med, at de på den skammeligste måde af verden krænker gravenes fred ved at sønderbryde og borttage løvemindet over vore helte fra forrige krig, - de finder det endogså i sin orden, i sange at forherlige det pak, der har forgrebet sig på det prægtige værk. I den - som J. Levin med rette kalder den - "splitternøgne" "reform" findes således et digt til ære for de to tømmersvendehelte, der havde det uhyre mod at rejse fra Altona til Flensborg for at slå halen af løven. Jeg vil ikke trætte Dem med at afskrive hele digtet - hvis man forresten tør kalde dette makværk således - kun hovedstederne deri meddeler jeg her.

Der Löwe von Idstedt.

Eine Geschichte vom Schwanzausreissen.

In Altona da sassen
Der wackern Genossen zwei,
Lorenzen war es und Heine,
Sie sassen und tranken dabei.

Da rief der Eine: Was sitzen
So ruhig wir hier auf der Stell',
Es giebt ja noch gute Arbeit
Fur manchen rüst'gen Gesell.

Wenn auch die Klinge zu führen
Anjetzt noch nicht ist an der Zeit
So harrt ein Werk doch schon unser,
Sein Schauplatz ist gar nicht so weit.

Es ist auf schleswigschem Boden
Der Löwe, den lang' man geschaut
Wir glauben, es ist nur ein Esel,
Gehüllet in Löwenhaut.

Gesagt, gethan - mit Schnelle
Erschienen die Beiden ganz still,
Sie rissen den Schwanz aus dem Löwen,
Der wagte nicht einmal Gebrüll.«

Er det muligt at tænke sig noget mere råt end disse æselsspark, og sådan noget gør lykke mellem Schillers og Goethes efterkommere. 

Morsomt er det at se, hvorledes tyske gøglere benytter krigen til reklamer: jeg har således i ovennævnte blad set en lille rørende historie, der naturligvis er lavet for ved den at trække hus for en musikalsk Hanswurst i Hamborg; den lyder omtrent således:

Rystende gensyn: Virtuosen hr. Treiber, der agter at optræde på Stadtteatret, havde i sinde at begive sig til Rensborg for at gense sin broder ved den østrigke hær, da en bekendt meddelte, at han havde truffet broderen, der såret var kommet til Hamborg. Das Wiedersehen war erschütternd! Broderen var 3. gang blevet såret ved Oversø - 1. gang ved Magenta, anden gang ved Solferino (mindre kan ikke gjøre det) men uagtet sit sår havde han med 4 mand taget 30 danske til fange, der villig overgave sig, efter at han havde set sig nødsaget til den ubehagelige formalitet at jage bajonetten durch und durch deres Officier. Han venter at få sølvmedaljen "for ædel dåd" og ved næste avancement at blive udnævnt til officer.

Fiffig fyr, samme virtuos Treiber, den mundfuld skal nok trække hus!

(Fædrelandet, 7. marts 1864).

Allgemeine Zeitung (1798-1929) var et af de første og vigtigste politiske dagblade i Tyskland med artikler af kendte forfattere som Heinrich Heine, Friedrich Engels og Friedrich Hebbel. Avisen var grundlagt den 1. januar 1798 af Johann Friedrich Cotta. 1807-1882 udkom dagbladet i Augsburg, derefter i München.

Chaussee von Süden nach Fridericia. Kolding. Ruine des Königsschlosses. Originalzeichung unsers Specialartisten E. Wolperding. Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt. No. 15, 1864

De allierede nåede til Kolding 18. februar 1864. Her oprettede den øverstkommanderende feltmarskal Wrangel sit hovedkvarter, og to embedsmænd blev sat til at foretage rekvisitioner til troppernes forsyninger. Herefter trængte de videre frem mod Vejle som de angreb den 8. marts 1864.

Slesvig. Jylland. 1ste Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Tilstanden i Slesvig. Af god Kilde erfarer "Berl. Tid.", at Etatsraad, Borgmester Hammerich i Haderslev den 19. Februar af Preusserne blev arresteret og ført under militær Bedækning til Flensborg, fordi han vægrede sig ved at udlevere 200 Rd. til Opkjøb af Tømmer; andre Beretninger om Grunden til hans Fængsling ere neppe rigtige. I hans Sted er foreløbig Herredsfoged Heide bleven konstitueret som Borgmester. De indbragte Fanger af Embedsstanden blive i Flensborg førte til det saakaldte Tugthus i Byens nordre Ende, en større massiv Bygning, men blottet for alle Bekvemmeligheder. Pastor Mørk Hansen fra Feltsted, der blev frigivet efter 4 Dages FængseI, ligesom Pastor Roth fra Varnæs, havde kun Straa at ligge paa; det blev dog tilstedt dansksindede Folk at forsyne dem med Sengklæder. Værst ere Præsterne i det Sundevedske farne, da de uden videre af Fjenden betragtes som Spioner, eftersom de til dels ere bosatte indenfor den preuss. østerrigske Operationslinie. Paa een Dag (den 16de Februar) blev der indbragt 5 Skolelærere og Præster, det hed sig fra Broagerland. - I Henhold til v. Zedlitz's Proklamation have mange sydslesvigske Embedsmand forsøgt paa at tiltræde deres Embeder igjen, stolende paa den lovede preussiske Beskyttelse, men imidlertid have "Amtmanden" Jacobsen i Gottorp Hytten og Thomsen Oldensworth i Husum Eidersted faaet Kommissorium til at "regulere Spørgsmaalet angaaende Embeders Besættelse" og som Følge heraf tildels paa en meget brutal Maade bortvist Embedsmændene igjen som Danske". Dette skeer aldeles uden Hensyn til, om de ere Slesvigere eller ej, hvorimod der i de ledige Embeder indsættes Holstenere; saaledes den nuværente Borgmester Seitel og Politimester Nitzsch i Slesvig, begge fødte Holstenere, hvoraf den Sidste aldrig har været i Slesvig. Et Hoved-Omslag i Hr. v. Zedlitz's Holdning og oprindelige løfter, hvis de nogensinde have været alvorlig mente, har den østerrigske Grev Reverteras Ankomst og navnlig Professor-Deputationen fra Kiel (den 17. Februar), bestaaende af d'Hrr. Thaulow og Planck, bevirket. Man søger endnu nødtørftig at bevare et ydre Skin af Lovlighed, men Civilkommisærerne ere aldeles komne i den slesvigholstenske Agitations Magt; de ere personlig i høj Grad uvidende om slesvigske Lokalforhold og belejres fra Morgen til Aften af slesvigholstenske Deputationer og enkelte indflydelsesrige Agitatorer. For Øjeblikket koncentrerer hele Partiets Anstrengelse sig paa de loyale Embedsmands Fortrængelse; dog vil Afsættelsen neppe gaa for sig, før der er udarbejdet fuldstændige Lister eller fundet passende Personer til alle Embeders Besættelse med Tydskere. En Mængde Kieler Kandidater have gjort Civilkommissærerne deres Opvartning, navnlig Theologer. Allerede midt i Februar hed det i Rendsborg, at man ogsaa maatte sørge for passende Personer, der vare det danske Sprog mægtige. Nu skal Bienniet i Kiel være den afgjørende Norm, hvilket Professor Deputationen har faaet drevet igjennem. Kieler-Universitet betragter tillige alle slesvigske Latinskoler som underlagte sin højere Inspektion og Myndighed og vil derefter rimeligvis faa den udelukkende Regulering af hele Skole- og Gejstligheds-Spørgsmaalet ihænde. Paa embedsgridske Kandidater er der stor Overflod; en tidligere Kollaborator Langbehn (Holstener) og en Søn af den forhenværende Konrektor Michelsen (begge tidligere i Haderslev) ere i disse Dage fra Hamborg rejste nordpaa. Overalt i Slesvig er der stærk Efterspørgsel efter "Jensens kirchliche Statistik", for at udsøge sig de fedeste Præstekald, og man ser Folk studere denne Bog i Jernbane Koupeerne. De sidste Efterretninger fra Flensborg melde, at Dr. Lübker (forhenværende Konrektor i Slesvig, under Krigen i 1848 Rektor i Flensborg) af Civilkommissærerne har faaet det Hverv, at ordne hele Latinskolevæsenet. Han er bekjent som fanatisk Slesvigholstener.  

(Ribe Stifts-Tidende 1. marts 1864).

Disse og mange andre afskedigelser i Slesvig er beskrevet fra dansk side i "Meddelelser om begivenhederne i Slesvig siden den preussisk-østerrigske Invasion" (Den 1ste November 1864)"

Emil Hammerich (1801-1877) var borgmester i Haderslev 1850-1864. Efter krigen 1848-1851 var der i Nordslesvig ikke store vanskeligheder med at få indført dansk som skole- og kirkesprog da befolkningen i denne del af Slesvig i overvejende grad talte en dialekt af dette sprog. Der var dog ikke noget folkekrav om at retssproget også skulle være det, men Emil Hammerich var blandt de som søgte at få det gennemført i 1850.

Peder Alexander Cecilius Heide (1822-1866) var i Slesvig 1850-1864 som birkedommer, ridefoged og herredsfoged. Hans tid som borgmester i Haderslev sluttede samme år, og han blev herefter byfoged og politimester i Odense samt skriver i Bjerge-Aasum herreder. 

Pastor Henrik Roth (1812-1886), Varnæs. Han udgav efterfølgende et lille skrift med sine oplevelser i det preussiske lazaret (Lazareth-Erindringer fra sidste Krig, 1864). Han fik 1865 ansættelse i Vigerslev på Fyn.

Pastor Mouritz Mørk Hansen (1815-1895). Han var 1850 blevet sognepræst i Felsted, Aabenraa. Han var valgt til den slesvigske stænderforsamling og talte det danske mindretals sag, støttede sprogreskripterne 1852-1864 og god ven af den mand som havde lagt navn til dem, Regenburg. Pga disse politiske anskuelser blev han arresteret og den 23. juli 1864 afskediget. Han blev herefter præst i Vonsild og Dalby.

Adolph Theodor Thomsen(-Oldenswort) (1814-1891) havde siden 1854 været medlem af den slesvigske stænderforsamling, og her bl.a. virket for genoprettelsen af den nedlagt lærde skole i Husum. Han var leder af majoriteten i stænderforsamlingen, og blev af civilkommissær v. Zedlitz udnævnt til amtmand for Husum og Bredstedt - formentlig efter at have indsat sig selv. Han blev afskediget af preusserne november 1865 fordi disse ikke yndede tilhængere af "augustenborgeren", og erstattet af Rendsborgs borgmester justitsråd Wriedt. Han immatrikulerede sig herefter som stud. jur ved Kiels Universitet i slutningen af 1865. Han blev medlem af det nordtyske parlament i 1867 og den preussiske landdag. Her måtte han stoppe i 1869 pga. døvhed.

Indkvartering i køkkenet. Således som tegneren fra Die Gartenliebe: Illustrirtes Familienblatt, nr. 15 1864 forestillede sig det. Tegningen illustrerede en artikel om Jylland og jyderne.

Fra Egnen mellem Kolding og Veile. Det er en i høieste Grad ubehagelig Stilling at være i, saaledes at leve imellem tvende Kjæder. Trykkende er Tiden, men modløse ere vi min Tro ikke; lad der komme, hvad komme vil. Noget Godt have vi ikke ivente, men paa den Plads, hvor vi boe, ere vi vante til at have det ondt i Krigstid, navnlig vi, som boe ved Chausseen imellem Kolding og Veile, samt de, som boe ved Chausseen efter Snoghøi og Fredericia. Vi have i 7 Dage havt en umaadelig Indqvartering af vore egne Folk; en lillebitte Bondegaard havde 60 Mand og de større indtil 100 Md. Under slige Forhold er det slemt at bjerge sig, thi det er jo en total Umulighed at sørge for Folkenes Logis og Forplejning, især da der aldeles ingen Natural-Forpleining erholdtes; de mindre Gaarde vare jo strax blottede for Alt, navnlig Brød og flæsk. I Kolding har Fjenden til Dato opført sig ordentlig; men hvorledes det vil saae nu, da Communalbestyrelsen i Kolding har nægtet at give Fienden Natural-Forplejning, som er uoverkommelig for Byen, er vel et Spørgsmaal. For Øieblikket er der vistnok kun 2000 Mand i Kolding; endeel Tropper ere nemlig rykkede ud paa Landet imod Vest, til Seest, Gjelballe, Vamdrup osv. 

---

Af et Brev fra Veile den 20de Februar. Endnu ere vi da frie for Fienden, saalænge det varer. Nogle mene, at han ikke rykker høiere op af Frygt for Fredericia; imidlertid har han dog været i Houen, der ligger lige Vest for Veile; efter Sigende var det Østerrigere. I Kolding skal det gaae meget broget til. Man for talte her for et Par Dage siden, at Preusserne havde forlangt fri Forplejning eller 1000 Rdr. om Dagen; i modsat Fald vild: de selv tage, hvad de behøvede. Af en Bekjendt fra Slesvig, der kom her igjennem igaar, hørte vi, at Østerigerne skulle husere slemt i Nordslesvig: de stiæle, hvad de kunne faae fat i, og det gaaer især ud over Sølvtøi og andre Sager af Værdi; men de forsmaae heller ikke andre Ting; saaledes have de taget 6 Køer fra en Mand. Her i Veile have vi saa stærk Indqvartering, at det er som om vi levede paa et Gjæstgiversted. Men det er det Mindste af det; een Trøst have vi ialtfald, at saalænge vore Egne ligge her, slippe vi for tydsk Indqvartering. De senest Indkaldte have endnu ikke faaet deres Papirer, hvilket man undrer sig meget over, da det jo dog er tvivlsomt, om Byen og Egnen blive besatte af Tydskerne eller ikke. Der er indbragt flere Spioner hertil. (Flk. Av.)

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 1. marts 1864).

"Leier und Schwert. Sicherem Vernehmen nach würde die Aufnahme von Conferenzen mit Dänemark den Fortgang der Kriegs-Operationen nicht ausschliesen". (Lyre og sværd. Pålidelige kilder vil vide at genoptagelsen af konferencen med Danmark ikke kan udelukke fortsættelsen af krigsoperationer). Under bordet gives der livligt tegn med ben og fødder. Tegning fra  Kladderadatsch 6. marts 1884.

De tydske Tropper i Nørrejylland. (Dbl.) Et Brev fra Egnen mellem Kolding og Veile giver følgende Skildring af Tilstanden i de okkuperede Distrikter. Søndagen d. 21de havde vi første Gang den Ære paa Afstand at see preussiske Husarer; et Par Stykker af dem vare komne Nord for Alminde Passet og sendte nogle Kugler ned efter et Par af vore Dragoner, som holdt her i Byen. Kuglerne faldt i min Have. Den Styrke, hvortil de hørte, talte ialt 73 preussiske Husarer. Mandagen d. 22de kom der atter en Patrouille af samme Slags og undersøgte vor By i Hui og Hast; de observerede en enkelt Dragon af Vore, som holdt Nord for Byen paa Chausseen, affyrede tre Skud efter ham, men retirerede da i strakt Galop tilbage og tog Veien efter Dons Mølle; der var ialt 13 Mand. Tirsdagen d. 23de gjentoges den samme Manøvre, men Undersøgelsen var denne Gang nøiagtigere; jeg blev kaldt ud for at skulle sige, om der havde været danske Soldater, og Officeren forhørte mig paa gebrokkent Dansk. Jeg gav den Forklaring, som jeg fandt passende, og saasnart de havde faaet den, galoperede de bort. Da der ingen danske Dragoner eller Husarer var, som de kunde vise deres Mod paa. huggede Officeren Hovedet af en tam Due, jeg havde, og tog den med som Krigsbytte. En af Preusserne vilde have, at min Pige skulde bringe ud til dem de Pandekager, som hun var ifærd med at bage; men jeg protesterede og sagde, at vilde de have Pandekager, maatte de selv hente dem; de følte sig dog ikke saa sikkre, at de turde staae af Hestene, da jeg sagde dem. at vore Husarer havde været her for et Øieblik siden; det var rigtignok kun 2 Mand, men det fortalte jeg dem ikke. Da de mærkede, at jeg var kold og alvorlig og ikke bange for dem, hilsede de høflig og red bort. Igaar (d. 24de) var der ingen Fjendlige her, hvorimod vi stadig see nogle af vore Egne. Idag har der heller ikke været nogen Fjende her, men tre Preussere have været i Alminde. Da jeg kjørte ud imorges, opdagede jeg at et Par hundrede Mand Infanteri med Kjede foran marscherede paa Veien fra Kolding efter Nebel; om der var Kavalleri med. kunde jeg ikke opdage. - Det er en i høieste Grad ubehagelig Stilling at være i, saaledes at leve imellem tvende Kjeder. Trykkende er Tiden, men modløse ere vi min Tro ikke, lad der komme, hvad der komme vil. Noget Godt have vi ikke i Vente, men paa den Plads, hvor vi boe, ere vi vante til at have del ondt i Krigstid, navnlig vi, som boe ved Chausseen imellem Kolding og Veile, samt de, som boe ved Chausseen efter Snoghøi og Fredericia. Vi have i 7 Dage havt en umådelig Indkvartering af vore egne Folk; en lillebitte Bondegaard havde 60 Mand og de større indtil 100 Mand. Under slige Forhold er det slemt at bjerge sig, thi det er jo en total Umulighed at sørge for Folkenes Logis og Forpleining. især da der aldeles ingen Natural-Forpleining erholdtes; de mindre Gaarde vare jo strax blottede for Alt, navnlig Brød og Flesk. Vore Tjenestefolk ville ved saadanne Lejligheder helst spørge efter Nyt og bestille saa Lidet som muligt. - Da Flere fra Kolding have besøgt mig, kan jeg melde, at Fjenden til Dato har opført sig ordenlig; men hvorledes det vil gaae nu, da Kommunalbestyrelsen i Kolding har nægtet at give Fjenden Naturalforpleining, som er uoverkommelig for Byen, er vel et Spørgsmaal. For Øieblikket er der vistnok kun 2000 Mand i Kolding; iforgaars, igaar og maaskee ogsaa idag ere nemlig endeel Tropper rykkede ud paa Landet imod Vest, til Seest, Gjelballe, Vamdrup osv. Den Dag. Preusserne rykkede ind i Kolding, forefaldt der et tragikomisk Optrin. Alle de, som Fjenden kunde faa fat paa, blev uden Standsforskjel drevne med Bajonet eller Sabel hen til Sønderbro og tvungne til at borttage de der anbragte Barrikader; det var et heelt Væddeløb. - De preussiske Husarer ligne mere en Flok Junkere eller omvandrende Gjøglere end Stridsmænd. Alle Folkene have Blodsheste, gode til at retirere paa og til Patrouilletjeneste, da de ere meget rapfodede; de ere pudsede og striglede med Omhyggelighed og godt istand. Vore Heste kunne langtfra maale sig med dem i Hurtighed; men til Strabadser og Bataille troer jeg nok. at de ere langt at foretrække. Mand og Heste ligne paa begge Sider hinanden; der er en vis jevn Ro over Vore, medens Tydskerne have det modsatte Særkjende; thi saavel Heste som Folk ere i en stadig Uro og ere meget vimse. Vore Dragoner og Husarer ere forresten vel dristige (for ikke at sige dumdristige) med deres Patrouillering, og derfor miste vi jo af og til en enkelt. Tydskerne have en udmærket Karabin, hvilken de altid ride med, medens de ikke føre dragen Sabel, hvorimod Vore altid ride med Sablen i Haanden. Vore Hestfolk skyde ikke, idetmindste har jeg endnu ikke seet eller hørt det, hvorimod Fjenden idelig plaffer løs.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 1. marts 1864).

Charles Eduard Junod (1828-1877): Rådhusmarkedet i Kolding. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig 26de til 29de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, originalen følger nedenfor:

Hamborg, den 22. februar. Konfiskationen af ​​det danske overpostkontor er nu fuldstændig afsluttet. Alle de embedsmænd der forblev i embedet, har aflagt deres danske uniform og kokarde og har forsikret deres lydighed mod det lokale senat; postbudene bærer ikke længere den røde danske frakke med sølvkniplinger, men almindeligt blåt tøj. Men hvis de lokale myndigheder så overtagelsen af ​​det danske posthus som et svar på truslen om en dansk blokade, så er det forkert. Senatet indlemmede det danske posthus i stadsposthuset alene af den grund, at den hertugelige holstenske delstatsregering i Kiel gentagne gange protesterede mod dens fortsatte eksistens.

Hamburg, 22. Febr. Die Beschlagnahme des dänischen Oberpostamts ist nun vollständig ausgeführt. Die sämmtlichen in Funktion gebliebenen Beamten haben die dänische Uniform und Cocarde abgelegt und dem hiesigen Senat Gehorsam zugesickert; die Briefboten tragen nicht länger den rothen dänischen Rock mit Silbertresse, sondern schlichte blaue Kleidung. Wenn aber in der Uebernahme des dänischen Oberpostamts abseiten der hiesigen Behörden eine Bewantwortung der dänischen Blokadeandrohung erblickt worden, so ist das irrig. Der Senat verleibte das dänische Oberpostamt ausschliesslich aus dem Grunde der Stadtpost ein, weil die herzogliche holsteinische Landesregierung zu Kiel wiederholt gegen dessen fortbestehen protestirt.

(Bamberger Zeitung. 1864 26. februar 1864)

Oversættelse af tysk artikel, oversættelse følger nedenfor:

Lørdag aften blev Haderslevs borgmester, Hammerich, ført til Flensborg som fange af en østrigsk løjtnant og overgivet til de civile myndigheder. Hammerich havde nægtet at efterkomme de militære rekvisitioner og blev til sidst anklaget for spionage. "A.W." skriver om hans bror, politimesteren i Flensborg, som også blev afsat:

"Den gode mand ville stadig have været byens politimester, hvis man ikke ved et ganske særligt tilfælde var kommet i besiddelse af et brev, som Hammerich for nylig skrev til en højtstående embedsmand i København, hvori han pralede bl.a., at have snøret den gamle "Ræv Wrangel" og Hr v. Zedlitz."

Am Samstag Abend wurde der Bürgermeister von Hadersleben, Hammerich, durch einen österreichischen Oberlieutenant als Gefangener nach Flensburg gebracht und der Civilbehörde übergeben. Hammerich hatte sich geweigert, den Militär-Requisitionen Folge zu geben und wurde schliesslich noch der Spionage angeklagt. Von seinem Bruder, dem ebenfalls abgesetzten Polizeimeister in Flensburg, schreibt das "A. W.":

"Der gute Mann wäre heute noch Polizeichef der Stadt, wäre man nicht durch einen ganz besondern Zufall in den Besitz eines Briefes gelangt, den Hammerich erst kürzlich an einen hohen Beamten i Kopenhagen schrieb, worin er u. A. sich rühmte, den alten "Fuchs Wrangel" und den von schleswig'schen Verhältnissen ein "Quärkchen- (Diminutiv für Quark) verstehenden Herrn v. Zedlitz bereits über den Daumen gedreht zu haben."

(Regensburger Morgenblatt 27. februar 1864)

Emil Hammerich (1801-1877) var borgmester i Haderslev 1850-1864. Et portræt af den slesvigske præst Martens blev bragt i en tysk avis (original nedenfor):

Som en dels latterlig, dels foragtelig skikkelse i rækken af ​​dem der var så betegnende, fortjener pastoren ved domkirken, Martens, en kort omtale. Ære-Martens, eller som folk i Slesvig kaldte ham: "Svine-Martens", havde prædiket for tomme kirkebænke i domkirken i 10 år. Gustav Rasch rapporterede at han var blevet set vaklende fuld på gaden hundredvis af gange. Før han tiltrådte sin officielle stilling i Slesvig, drev han ved siden af ​​sit præstekontor sin svigerfars vinhandel i Tønning. Han var berygtet for sin fråds og for sin ømme kærlighed til portvin, som han slugte i massevis. Udover det sælger han varer, drikkevarer og cigarer hvor han kan få fat i dem. "Hvorfor," spurgte han til de byboere der meddelte ham sin afsked, "hvorfor skulle jeg ikke også dele glædens dage med min tapre slesviger, efter at jeg har gennemlevet trængselsdagene med dem?" Men de tapre slesvigere var ikke at handle med. Svine-Martens, din tid er udløbet.

Als theils lächerliche, theils verächliche Figur im Reigen derer, so auf den Schub gebracht wurden, verdient der Pastor am Dom, Martens, eine kurze Erwähnung. Ehren-Martens, oder wie das Volk in Schleswig ihn nannte: "Swine-Martens", gatte bereits 10 Jahre lang im Dom vor leeren Bänken gepredigt. Hundertmal, so berichtet Gustav Rasch, hatte man ihn betrunken auf der Strasse taumeln sehen. Vor seiner amtlichen Stellung in Schleswig besorgte er in Tönning einen Schnapsladen seines Schwiegervaters neben seinem geistlichen Amte. Er war berüchticht durch seine Gefrässigkeit und durch seine zärtliche Liebe zum Portwein, den er massenhaft verschlang. Nebenbei er Etzwaaren, Getränke und Cigarren, wo ihrer habhaft konnte. "Warum", sagte er zu den Bürgern, welche ihm seinen nahen Abschied ankündigten, "warum soll ich denn nicht auch die Tage der Freude mit meinem braven Schleswigern theilen, nachdem ich mit ihnen die Tage der Trübsal durchlebt habe?" Aber die braven Schleswiger liessen nicht mit sich handeln. Swine-Martens, deine Uhr war abgelaufen.

(Allgemeine deutsche Arbeiter-Zeitung 28. februar 1864)

Der er tale om provst Peter Martens (1804-1886). Født i Flensborg. 1836 rektor og andenpræst i Tønning, 1846 sognepræst i Nykirke (Angel), konstitueret præst ved Slesvigs domkirke. 1850 provst. Han var med i "Den slesvigske Forening" i 1850, og en af de få Kiel-uddannede præster som ikke tilsluttede sig den slesvig-holstenske bevægelse i 1848. 1850 provst for Gottorp og Hütten. Efter at være blevet fordrevet, blev han præst ved Frederikskirken (nu Christianskirken) på Christianshavn i København. 

Han blev ikke behandlet særlig blidt i de tyske blade, se fx denne fra 1862 hvor der refereres følgende samtale:

En rejsende beretter om følgende samtale som han havde med bønder fra forskellige sogne i Angel om deres danske pastorer. "Sig mig, kender I pastor Martens i Slesvig, provst og præst ved domkirken?" - "Ja" var det almindelige svar. "Ville I tage Martens som præst for nogen af ​​jeres danske præster?" De stirrede på mig. "For nogen?" udbrød de så - "vi udveksler ham for en hvilken som helst". "Men kære folk, ved I også at Martens drikker; at alt, hvad han tænker på, er at tjene penge og tage alt, hvad han kan få; at han ved dåb og bryllup snupper alt hvad der har med mad, cigarer og vin at gøre; at han til dette formål lod lave lædertasker til sin præstekjole; at han inkasserer for høje sportler, hvor man er dum nok til at betale; at de kalder ham "Svinemartens" der" - "Vi ved alt; men hvert sogn i Angel ville gladeligt bytte "Svinemartens" med en hvilken som helst præst!"

Ein Reisender berichtet folgendes Gespräch, das er mit Bauern aus verschiedenen Kirchspielen Angelns über ihre dänischen Pastoren geführt hat. "Sagt, kennt ihr den Pastor Martens in Schleswig, Probst und Pastor an der Domkirche?" - "Ja" war die allgemeine Antwort. "Würdet Ihr den Martens für irgend einen eurer dänischen Pastoren als Pfarrer nehmen?" Sie starrten mich an. "Für irgend einen?" riefen sie dann - "für jeden wechseln wir ihn aus". "Aber, lieben Leute, wisst Ihr auch, dass Martens säuft; dass er an nichts weiter denkt, als Geld zu verdienen und alles zu nehmen, was er kriegen kann; dass er auf Kindtaufen und Hochzeiten alles einsteckt, was an Esswaaren, Cigarren und Wein zu bekommen ist; dass er sich zu dem Zwecke lederne Taschen in seinen Priesterrock machen liess; dass er die Sporteltaxe überskreitet, wo man so dumm ist zu bezalen; dass man ihn dort nur den "Swinemartens" nennt, weil" - "Wir wissen alles; aber jedes Kirchspiel in Angel tauscht seinen Pastor gern gegen den "Swinemartens" aus!"

(Freimund's kirchlich-politisches Wochenblatt für Stadt und Land 23. oktober 1862).

I stedet for pastor Martens blev pastor Hansen indsat. Han blev i danske aviser betegnet som en agitator, bortrømt fra Sild 1851 og tidligere hofpræst hos den tidligere dronning Amalie af Grækenland.

I København gik det ham ikke meget bedre: Fædrelandet harcellerede 30. oktober 1868 over at Martens udover sin løn fik halvdelen af Københavns garnisons præstepenge (900 til 1000 rdl. årligt) for at afholde en tysk gudstjeneste. "... for de præstepenge, der betales til Provst Martens, for at han skal udføre den tydske Gudstjeneste i Frederikskirken for 3 eller 4 Kirkegængere, kunde der ansættes et Par unge Garnisons- eller Feltpræster ..."

En af hans sønner var Christian Martens. Tilsyneladende flyttede forældrene til Kiel i 1871, og sønnen studerede på Kiel Universitet og i Halle. Hans bror var naturaliseret dansker, men begge deltog i den tysk-franske krig i 1870 på tysk side. Peter Martens døde i Kiel 1886.

Oversættelse af tysk artikel:

Fra Hertugdømmet Slesvig, 25. februar. Forholdene i kirke og skole begynder så småt at falde til ro og tage en ny form efter de hidtidige ødelæggelser. De tidligere sprogreskripter er - med undtagelse af enkelte distrikter, hvor sagen i øjeblikket stadig fremstår tvivlsom og afgørelsen derfor er forbeholdt - blevet ophævet, og konfirmationen der flere steder foregik den foregående søndag, er atter på tysk: kun enkelte prædikanter har gjort et forsøg på at beholde det danske sprog endnu engang. Pastor Hansen der i 1850 blev fordrevet fra øen Sild og senere var hofpræst hos dronning Amalia af Grækenland i Athen indtil sidste revolution, stillede sig til rådighed for den højeste civile myndighed og konstituerede sig som provst over Gottorp med den opgave i første omgang at foretage visitationer til at holde i sit stifts sogne. Mange unge gejstlige og lærere stiller sig til rådighed, hvilket ikke kan overvurderes. - Det tidligere flagforbud, som kun tillod det danske flag, er nu formelt ophævet; Slesvig-Holstens farver vejer nu fra Nicolai-kirkens tårne ​​og fra utallige huse lige siden danskernes flugt.

Aus dem Herzogthum Schleswig, 25. Febr. Die Verhältnisse in Kirche und Schule beginnen allmählig sich zu ordnen und aus der seitherigen Bewüstung zu neuer Gestalt sich zu erheben. Die früheren Sprachrescripte sind - mit Ausnahme einiger Distrikte, wo die Sache für den Augenblick noch zweifelhaft erscheint, die Entscheidung also vorbehalten bleibt - aufgehoben worden, u. die an mehreren Stellen schon am vorigen Sonntage gehaltene Confirmation wieder in deutscher erfolgt: nur einzelne Prediger haben den Versuch gemacht, diessmal noch die dänische Sprache beizubehalten. Der im Jahre 1850 von der Insel Sylt vertriebene Pastor Hansen, nachmals Hofprediger bei der Königin Amalia von Griechenland in Athen bis zur letzten Revolution, hat sich der obersten Civilbehörde zur Verfügung gestellt, und ist als Probst über Gottorp constituirt worden mit der Aufgabe, zunächst Visitationen in den Kirchspielen seiner Diözese zu halten. Viele junge Geistliche u. Lehrer stellen sich zur Verfügung, was nicht dankbar genug anerkannt werden kann. - Auch das frühere Fahnenverbot, das nur die dänische Flagge zuliess, ist nun formell aufgehoben; von den Thürmen der Nicolaikirche und von unzählichen Häusern wehen freilich schon seit der Flucht der Dänen die schleswig-holsteinischen Farben.

(Bamberger Zeitung 29. februar 1864)

I august 1864 udkom adskillige sortbøger om den danske misregering: "Schwarzbuch über die Dänische Missregierung im Herzogthum Schleswig." Om medicinalvæsnet, afsættelse af tyske og ansættelse af danske gejstlige, lærere, organister, kirken og skolen i danificeringsbestræbelsernes tjeneste, retsforhold, politichikane og meget andet. Om nogen upartisk dokumentation er der ikke tale.

Holstensk bondestue. Fra Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein (1864).

Slesvig, 21de til 25de Februar. (Efterskrift til Politivenen)

Uddrag af brev fra Ullerup 21. februar 1864, skrevet af Carl von Jena (1823-1864), en preussisk major og kommandør for 1. bataljon, 7. brigade. Han døde den 16. april under slaget ved Dybbøl hvor han også blev begravet:

Klokken 7 går vi til præsten for at drikke te med ham, vi spiser vores brød, vores smør og kun hans te og gammel ost, og jeg morer mig med at drille ham, stiller altid spørgsmål, som om jeg anså danskerne for mere uopdyrkede end lapperne, og har medlidenhed med kvinden, at hun ikke engang forstår at lave smør. Enten kan hun ikke, eller også laver hun det så dårligt, at vi ikke vil spise dem. Så spørger jeg om der bor en skomager i Aabenraa, eller om de har fået støvler fra Tyskland. Han svarer: hans skomager Müller er fremragende, og jeg finder det meget forståeligt, fordi Müller er tysker. Fru præsten kan forfærdeligt godt lide at sladre og har så pæne, velopdragne børn, som hun dog slet ikke passer. Forleden nat kom den lille pige på 6 år ind og sad stille på en stol i hjørnet i over en time, klokken var 9 og jeg spurgte hvorfor barnet ikke sov, moren sagde at det gjorde ikke fordi hun ikke havde fået aftensmad endnu, ellers var hun vant til at få det ved 7 tiden og venter nu. Så tog jeg det stille gode barn på skødet og brød hendes chokolade i mælk, og hun spiste med mig meget tillidsfuldt og velopdragen. Fru pastoren er en jysk kvinde fra det fjerne nord, ville endda spille den dannede kvinde og sagde, at hun helst ville tale fransk; Jeg åbnede straks samtalen, men fandt ud af, at hun kendte mindre til det, end jeg gjorde engelsk. Danskerne er lige så berygtede som befolkningen i Slesvig og Holsten. Dum, indbildsk, stædig, svinsk, en stor nation. Orden vil være umulig, medmindre der trækkes en linje fra Flensborg til Tønder og en ny grænse trækkes.

Um 7 Uhr gehen wir zum Pastor, mit ihm den Thee zu Trinken, dazu essen wir unser Brod, unsere Butter, und nur seinen Thee und alten Käse und ich unterhalte mich damit, ihn zu ärgern, indem ich immer Fragen stelle, als hielte ich die Dänen für uncultivirter als die Lappen, und bedaure die Frau, dass sie nicht einmal verstehe, Butter zu bereiten. Entweder kann sie es nicht, oder sie giebt sie so schlecht, damit wir sie nicht essen. Dann frage ich, ob in Apenrade ein Schuster wohne, oder ob sue sich aus Deutschland Stiefeln besorgten. Er antwortet: sein Schuster Müller arbeite vortrefflich und ich finde es sehr begreiflich, weil Müller ein Deutscher ist. Die Frau Pastor schwatzt ganz schrecklich gern und hat so nette artige Kinder, um die sie sich aber gar nicht kümmert. Neulich Abend kam das kleine Mädchen von 6 Jahren herein und sass still über eine Stunde auf einem Stuhle in der Ecke, es war 9 Uhr und ich fragte, warum das Kind nicht schlafe, da meinte die Mutter, dass sie noch kein Abendbrod habe, sonst sei sie gewohnt, es um 7 Uhr zu kriegen, und warte nun. Da nahm ich das stille gute Kind auf den Schootz und brockte ihr Chocolade in Milch und sie ass bei mir ganz zutraulich und artig. Die Frau Pastor ist eine Jütin aus hohem Norden, wollte sogar die Gebildete spielsen und meinte, sie spräche am liebsten französisch; sogleich eröffnete ich die Convarsation, fand aber, dass sie weniger davon wüsste, wie ich Englisch. So prächtig wie die Schleswiger und Holsteiner, so infames Volk sind die Dänen. Dumm, eingebildet, stur, schweinisch, eine tolle Nation. Es ist unmöglich, dass Ordnung wird, wenn nicht von Flensburg nach Tondern ein Strich und neue Grenze gemacht wird.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen. s. 29).

Oversættelse af artikel på tysk. Originalen, se nedenfor:

Preussernes indtog i Haderslev fredag ​​lignede et triumftog. Milevidt fra var indbyggerne kommet dem i møde med forfriskninger; Piger klædt i hvidt, prydet med blå, hvide og røde farver modtog befrierne i byen. Den danske avis "Danevirke"s kontor i Haderslev er blevet forseglet efter ordre fra det preussiske kommandantkontor, og avisen har fået forbud mod fortsat at udkomme. (Avisen var hovedorganet for daniseringen af ​​Slesvig og var altid præget af en meget voldelig fremtoning.)

Der Einzug der Preussen in Hadersleben am Freitage glich einem Triumphzuge. Meilenweit waren ihnen die Bewohner mit Erfrischungen entgegen gekommen; weissgekleidete Mädchen, geschmückt mit blau-weiss-rothen Schärpen, empfingen die Befrier in der Stadt. Die Officin der Dänischen Zeitung "Danewirke" in Hadersleben ist auf Befehl der preussischen Commandantur versiegelt und das Fortercheinen des Blattes untersagt worden. (Das Blatt war das Hauptorgan für die Danisirung Schleswigs und zeichnete sich stets durch ein sehr heftiges Auftreten aus.)

(Regensburger Morgenblatt 21. februar 1864).

Ved afstemningen 56 år efter, i 1920 var der i Haderslev købstad 9.592 valgberettigede. Heraf stemte 5.209 (54,3 %) for Danmark, 3.275 (34,1 %) for Tyskland og 1.106 (11.6 %) stemte ikke. Hvorvidt dette resultat afspejler fordelingen i 1864 er naturligvis usikkert, men giver måske et fingerpeg.

- Ved et stort Folkemøde i Sønder Brarup i Angel, hvor der var 2 - 3000 Personer tilstede, er Augustenborgeren bleven højtidelig udraabt den 10de Februar. Sjælen i Mødet var den utrøttlige Hansen-Grumbye, der holdt den egentlige Festtale; senere talte den forhenværende Stænderdeputerede Clausen fra Kappel om de Danskes "utaalelige Tyranni". Da det var et forrygende Sneeveir, gik Forsamlingen ind under Tag og forhandlede her Embedsspørgsmaalet; man valgte paa egen Haand en heel Deel nye Embedsmand istedetfor de fordrevne danske, især holsteenste Advokater. Det blev besluttet at sende en stor Deputation til Hertugen, som daglig modtager lignende og desuden fra alle Kanter i Sydslesvig faaer tilsendt Adresser, der endog forsikkre, at Landet er tydsk og tydstsindet lige op til Kongeaaen. - I Aabenraa er Hertug Frederik bleven proklameret den 11te af en Kornhandler Jacobsen; ogsaa der i Byen skulle alle danske Embedsmænd være forjagne (Dagbl.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 22. februar 1864).

Fra Veile skrives den 19de ds. til "Flk. Av.": De fleste Familier her have besluttet at blive og roligt at afvente Begivenhedernes Gang. Flere havde først besluttet at lade Børnene reise til Fyen eller Sjælland, men da Huusmoderen nok kan trænge til Hjælp i de tunge Dage, vi have ivente, og hun kan have denne af voxne Børn, og man ikke kan lade de Smaa reise ene, beholder man dem alle i Guds Navn. De kan ikke troe, hvilket Røre der i denne Tid hersker her. Det Værste ved det Hele er, at vi have saa streng en Vinter, hvor der foruden Føden ogsaa maa skaffes Brændsel til en stærk Indkvartering, og det efter at næsten al Handel og Vandel her saagodtsom har staaet stille, siden Landesorgen indtraf. Dog, Jyden lader sig ikke saa let forknytte, vi ere beredte paa at bære vore Lidelser med Taalmodighed og hellere lide nok saa meget end at opgive Noget af vor gode Ret og Landets Ære; der kommer vel en Hævnens og Frelsens Tid for os.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 24. februar 1864).

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Tønder, 20. februar (Schl.-H.Z.) De udviste danske embedsmænd og præster vendte desværre nogle dage senere tilbage sammen med de preussiske tropper, og af hensyn til militæret vovede ingen at udvise dem anden gang. Kun det egentlige fordanskningsapparat, seminarlærerne, kom ikke tilbage. Den berygtede herredsfoged Kjær flyttede som rapporteret, scenen for sine aktiviteter til Møgeltønder (dansk enklave), hvorfra han fra tid til anden kom til Tønder for at fortsætte sit arbejde i gammel ånd. Fx gjorde han forberedelser til rigsrådsvalget valg og uddelte publikationer osv. Senere samlede han en bande af dansksindede for sammen med den at plyndre byen Højer og for at foretage arrestationer, men det mislykkedes. Til sidst blev han for meget, østrigske patruljer blev sendt ud efter ham, men de fangede ham desværre ikke. Det lykkedes ham at flygte til øen Fanø. Borgmester Holm klarede sig næsten lige så dårligt efter hjemkomsten fra sin flugt. To dage efter at de allierede tropper var rykket ind, gik han rundt i dansk uniform og prydet med den danske kokarde og forbød i kongens (!) navn udhængning af nationalflag, og han undlod endda ikke at forbyde et digt som hilste de allierede tropper i Tondernsche Intelligenzblatt, hvis privilegiet mistes (!). Ejeren af ​​privilegiet, bogtrykker Forchhammer, bror til Kiel-professoren, var desværre svag nok til at respektere forbuddet. - - - I Landdistriktet er et par hjemvendte danske præster blevet jaget bort igen.

Tondern, den 20. Februar (Schl.-H. Z.) Die vertriebenen Dänischen Beamten und Pastoren fanden sich leider nach einigen Tagen gleichzeitig mit den Preussischen Truppen wieder ein und mit Rücksicht auf das Militär wagte man nicht, sie zum zweiten male zu vertrieben. Nur der eigentliche Danisirungsapparat, die Seminarlehrer, kamen nicht wieder. Der berüchtigte Hardesvogt Kjär verlegte, wie gemeldet, den Schauplatz seiner Thätigkeit nach Mögeltondern (Dänische Enklave). von wo aus er von Zeit zu Zeit in Tondern erschien, um seine Thätigkeit im alten Geiste fortzusetzen. So z. B. traf er Vorbereitungen für Reichsrathswahlen und vertheilte desfallsige Publicanda etc. Später ward er eine Bande Dänischen Gesindels und überfiel mit dieser den Flecken Hoyer, um Verhaftungen vorzunehmen, was aber misslang,. Endlich wurde er zu arg, man sandte Oesterreichische Patrouillen gegen ihn aus, die ihn indess leider nicht eingefangen haben. Er ist glücklich nach der Insel Fanö entkommen. Fast eben so schlimm hat der Bürgermeister Holm nach der Rückkehr von seiner Flucht gewirtschaftet. Zwei Tage nach dem Einzuge der verbündeten Truppen ging er in Dänischer Uniform und geziert mit der Dänischen Kokarde umher und verbot im Names des Königs (!) das Aushängen der Landesfahnen, ja er hat sich sogar nicht gescheut, die Aufnahme eines zur Begrüssung der verbündeten Truppen verfassten Gedichtes ins Tondernsche Intelligenzblatt zu verbieten bei Verlust des Privilegiums (!). Der Besitzer des Previlegiums, Buchdrucker Forchhammer, Bruder des Kieler Professors, war leider schwach genug, das Verbot zu respectiren. - - - In den Landdistricten hat man ein paar zurückgekehrte Dänische Priester wieder fortgejagt.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 24. februar 1864)

Uddrag af brev fra Egernsund 24. februar 1864.

- - - Lige så forfærdelige danskerne er her, lige så flinke er tyskerne, jeg ligger på Krage ved en teglovn, en meget rig og dannet mand. Hvilke klare, rimelige og konservative holdninger folk har her er vidunderligt, man kan se at ulykke gør folk bedre. For at hans børn kan lære tysk, holder manden en meget uddannet guvernante, fordi han ikke kan sende hende i skole; han fortalte os mange ting om danskerne og var glad for, at jeg gav præsterne i Ullerup og Stübeck tørt på.

- - - So schauderhaft die Dänen, so nett sind doch die Deutschen hier, ich liege mit Krähe bei einem Ziegelbrenner, einem sehr reichen und gebildeten Mann. Was die Leute hier für klare vernünftige und conservative Ansichten haben, das ist herrlich, man sieht, dass Unglück die Menschen besser macht. Damit seine Kinder Deutsch lernen, hält der Mann sich eine sehr gebildete Guvernante, denn in die Schule kann er sie nicht schicken; er erzählte uns tolle Sachen von den Dänen und freute sich, dass ich die Pastoren in Ulderup und Stübeck kurz genommen.

(Carl Gottfried von Jena: Erinnerungen an einen Heimgegangenen).

I Haderslev overvælder man det fjendtlige Militair med alle mulige Adresser og komplimenter og især Damerne kappes om at gjøre Officererne Opholdet behageligt. Men der skulde ogsaa i Torsdags være stort Bal i Borgerforeningen, hvortil alle Officererne vare indbudte.

Efter et Brev til Berl. Tid. begyndte Oprørsbevægelsen i Haderslev Torsdag Aften den 11te. I Spidsen for den staaer en Cand. jur. Selig, Sagførerfuldmægtig hos sin Fader, med 3 Doctorer: Hansen, Jansen og Raben, "og disse Herrer vende op og ned paa Byen, saa Gud maa sig forbarme derover". Da Preusserne rykkede ind, modtoge de dem i Spidsen for en just ikke stor Mængde af Byens Pøbel og nogle velklædte Borgere (de Velklædte bagved, men vare egentlig foran), og foretoges derpaa de sædvanlige Ceremonier. Af slesvigholsteenske Flag skal der ialt være udhængt 55 hos Private. "De nævnte Herrer tiltvang sig Adgang til Kirken, Raadhuset og Hospitalet, hvor Forræderflaget blev udhængt. Til Rectoren for Latin- og Realskolen, Professor Thrige, kom en paa Søndretorv boende Kjøbmand. og forlangte i de groveste Udtryk Adgang til at udhænge Flaget, hvortil han efter Sigende havde Ordre fra den preussiske Kommandant. Rectoren maatte bøie sig for Overmagten, men henvendte sig senere til Kommandanten og efter hans (dennes) Ordre fjernedes Flagene fra de offentlige Bygninger. "

Borgemesteren, Etatsr. Hammerich, skal være fængslet i Theaterbygningen, som der siges paa Grund af, at han skal have forfulgt en Kassebeholdning, efter Andre fordi han ikke for Byens Regning vilde udlevere Tømmer til at slaae en Bro over Dammen. Selig jun. skal af Slesvigholstenerne være designeret til hans Eftermand. "Harmonien's Localer ere tagne til Magazin. Den 10de ds. laae i selve Haderslev ca. 6000 Mand Preussere af forskellige Vaabenarter, og forventedes 3000 Mand Østerrigere. Desforuden ligger saavel vest- som sydfor Staden betydelig Indqvartering i alle Byer, og vil vist i de nærmeste Dage en temmelig Styrke være samlet der.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 25. februar 1864)

Oversættelse af tysk notits:

Hvad angår indbyggerne i Nordslesvigs nationalitet og politiske holdning skriver man til "Ham. B.-H.": Tillad mig at komme med en kritisk kommentar til beretningerne fra de tyske avisers såkaldte krigskorrespondenter hvad Nordslesvig angår. Som nordslesviger føler jeg mig mere og mere opfordret til at sige et par ord til de ofte forkerte opfattelser af forholdene der. Hvis det for eksempel oplyses, at nord for Aabenraa "stort set alt tænker og føles dansk", eller at man nord for Haderslev "så at sige er i fjendeland", så har dette synspunkt sine svagheder, men er i forhold til den nordslesvigske befolknings generelle indstilling ikke mindre ensidig og uberettiget. Det ligger i sagens natur at der findes flere danske elementer mod nord, men i det hele taget ønsker indbyggerne der foreløbig at forblive hvad de er: slesvigere. Dette siger også sig selv, da de nyder langt større borgerlig velbefindende end deres naboer hinsides Kongeåen, en bemærkning som snart vil gå op for de tyske tropper i Jylland. I Nordslesvig fandt jeg i øvrigt blandt de ydmygeste bønder og daglejere en viden om statens rettigheder og en iver for dem, som kunne gøre mange mennesker mod syd skamfulde. Ellers er der propagandistiske antydninger, og det faktum at de ikke føler sig tilskyndet til at møde tingenes gang med særlig tillid, selv nu hvor tilfredsstillelsen over det samme er særlig til stede, er så meget desto mere forståeligt som de ser muligheden for en ydmygende tilbageslag hvilket de har oplevet før.

Im Bezug auf die Nationalität und politische Gesinnung der Bewohner Nordschleswigs schreibt man der "Ham. B.-H.": Erlauben Sie mir eine kritische Bemwerkung über die Referate der sogenannten Kriegscorrespondenten Deutscher Blätter, so weit das nördliche Schleswig in Betracht kommt. Als Nordschleswiger fühle ich mich om so mehr aufgefordert, den oft unrichtigen Auffassungen der dortigen Verhältnisse ein Wort zu widmen. Wenn beispielsweise berichtet wird, dass nordwärts von Apenrade "so ziemlich alles Dänisch denkt und fühlt", oder dass man sich im Norden von Hadersleben "so zu sagen in Feindesland befinde", so hat diese Auffassung allerdings ihre Anhaltspunkte, ist aber in Beziehung auf die allgemeine Gesinnung der Nordschleswigschen Bevölkerung darum nich weniger einseitig und ungerechtfertigt. Es liegt in der Natur der Sache, das im Norden mehr Dänische Elemente angetroffen werden, im Ganzen und Grossen aber wollen die Einwohner dort zunächst bleiben, was sie sind: Schleswiger. Es versteht sich dies auch con selbst, da sie sich eines weit grössern bürgerlichen Wohlbefindens erfreuen als ihre Nachbarn jenseits der Königsau, eine Bemerkung, die sich den Deutschen Truppen in Jütland gleich aufdrängen wird. Uebrigens habe ich in Nordschleswig bei den einfachsten Bauern und Tagelöhnern eine Kunde der Landesrechte und einen Eifer fur dieselben angetroffen, womit im Süden mancher beschämt werden könnte. Sonst ist dort propagandistischen Einflüsterungen, und dass sie sich nicht aufgefordert fühlt, jetzt dem Umschwinge der Dinge mit besonderm Vertrauen entgegen zu kommen, auch wo die Befriedigung über denselben mit besondern wirklich vorhanden ist, ist um so begreiflicher, als sie die Möglichkeit eines demüthingenden Rückschlages schon einmal thatsächlich erlebt hat.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 25. februar 1864)

Charles Eduard Junod (1828-1877): 100 Südermarkt in Hadersleben. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig 20de Februar 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits, original følger nedenfor:

Hertugforkyndelsen som i Flensborg kun skete fra et lille hus, der naturligvis trak en skare nysgerrige, er nu nået til Aabenraa, hvor hovedparten af ​​de dannede indbyggere er tyske og tysksindede ligesom i Haderslev mod nord. Landbefolkningen i Sundeved-området, såvel som i de nordlige dele af hertugdømmet nord for Flensborg, forholder sig tavs; i den nordlige del af Flensborg by, hvor størstedelen af ​​indbyggerne er danske, og blandt dem den største del tilhører de lavere klasser, ses intet slesvig-holstensk flag; et par stykker der havde vist et, fik deres ruder smadret. I det sydlige Angel derimod og i nogle egne af vestkysten var der stor iver både i at fordrive embedsmænd, især gejstlige, og i at sende deputationer for at hylde og udråbe den nye suveræn.

Die Ausrufung des Herzogs, die in Flensburg nur von einem kleinen Häuslein geschehen war, das natürlich eine Menge Neugieriger herangezogen hat, ist nun bis Apenrade vorgedrungen, wo, wie in dem noch nördlicher gelegenen Hadersleben, die Mehrzahl der gebildeten Einwohner deutsch und deutschgesinnt ist. Die Landbevölkerung im Sundewitt'schen, sowie in den hinter Flensburg liegenden nördlichen Theilen des Herzogthums verhält sich schweigend; im nördlichen Theil der Stadt Flensburg, wo die Mehrzahl der Einwohner dänisch ist, und unter dieser der grössere Theil den geringeren Volksklassen angehört, darf sich keine schleswig-holsteinische Fahne sehen lassen; einigen wenigen die eine solche gezeigt hatten sind die Fenster eingeworfen worden. Im südlichen Angeln dagegen und in einigen Gegenden der Westküste hat grosser Eifer sowohl in Verjagung von Beamten, namentlich Geistlichen, als in Absending von Huldigungsdeputationen und Aufrufung des neuen Landesherrn stattgefunden.

(Allgemeine Zeitung 20. februar 1864)

Den 12te ds. blev der paa Kirkegaarden i Flensborg jordet 58 faldne Krigere, Østerrigere, Preussere og Danske mellem hverandre. Den tydske Præsts Liigtale skildres som meget gribende; den holdt sig borte fra al Politik og dvælede navnlig ved den Omstændighed, at disse Døde, der i Live, havde mødtes som Fjender, nu hvilede fredeligt ved hverandres Side. Ogsaa den tilstedeværende danske Pastor Graae holdt en kort Tale, men saasnart han, hvem "Börsenhalle" kalder "et af de meest udskregne Værktøjer for den derværende Daniserings-Propaganda", tog Ordet, forlod de fleste Tilstedeværende Kirkegaarden. De Døde fik deres Hvilested lige i Nærheden af Løven paa de ved Idsted faldne danske Krigeres Grav. (Dgbl.).

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. februar 1864).

18. februar 1864 besatte de allierede styrker Kolding. Øverstbefalende Wrangel slog sig ned på Brødsgaards Hotel. Herredsfoged Georg Frederik Saxild (1811-1886) og amtsrådsmedlem Campen blev sat til bestyre magasinerne for rekvisitionerne.

Otto Bache (1839-1927): "Fra gaden" i Slesvig den 6. februar 1864. Byens befolkning var glade for de danske troppers tilbagetog fra Dannevirke. Midt i billedet, bagest har en folk mænd trukket en dansk embedsmand ud på gaden, formentlig for at fjerne ham fra sin post. Fra vinduet hænger det tyske og det slesvigholstenske flag. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel. Original, se nedenfor:

I Flensborg havde overkommandoen og den preussiske civilkommissær, hr. Zedlitz, lejlighed til at starte sit administrative arbejde. De suspenderede kongen af ​​Danmarks regering, men efterlod de danske embedsmænd i embedet som ville love lydighed mod den foreløbige administration, forbød alle politiske sammenslutninger og forbød enhver demonstration som kunne foregribe spørgsmålet om arvefølgen. Det tyske parti i Flensborg var meget ubehageligt påvirket af opretholdelsen af de danske embedsmænd. De danske magthavere havde for det meste regeret landet som småtyranner, og tyskerne havde fået hele skarpheden af ​​bittert nationalhad at mærke. Tyskerne i Flensborg var fast overbevist om at de måtte gå af. Da en energisk mundtlig demonstration med den øverstbefalende ikke førte til det ønskede resultat, blev der indgivet et begrundet andragende, som forhåbentlig vil lykkes. Stemningen i Flensborg var i øvrigt trykket. De derboende danskere viste trodsig modvilje, tyskerne var lammet af usikkerheden om deres fremtidige skæbne. De frygtede for de danskes hævn der måtte vende tilbage, eftersom de danske embedsmænd der blev tilbage, ikke undlod behørigt at notere sig udtryk for tysk stemning, men da den provisoriske administrations opførsel på ingen måde var egnet til fuldstændig tryghed om Slesvigs fremtidige forhold til Danmark. Dog greb man hist og her i den vestlige del af Slesvig til selvhjælp og drev de danske embedsmænd ud. Den provisoriske administration af Slesvig må have stor forsigtighed og visdom, hvis den vil styre sikkert mellem de truende klipper.

In Flensburg haben das Obercommando und der preussische Civil-Commissär, Herr v. Zedlitz, Gelegenheit gefunden, ihre administrative Thätigkeit zu beginnen. Sie suspendirten die Regierung des Königs von Dänemark, liesen aber die dänischen Beamten, welche der provisorischen Administration Gehorsam versprechen würden, im Amte, verboten alle politischen Vereine und untersagten jede Demonstration, welche der Erbfolgefrage vorgreifen könnte. Die deutsche Partei in Flensburg war durch die Aufrechthaltung der dänischen Beamten sehr unangenehm berührt. Die dänischen Herren hatten im Lande meist wie kleine Tyrannen gewirtschaftet und die Deutschen die ganze Schärfe eines erbitterten Nationalhasses empfinden lassen. Dass sie fort müssten, war ein feste Ueberzeugung der Deutschen in Flensburg. Als eine mündliche energische Remonstration beim Oberfeldherren nicht zum Ziele führte, reichte man eine mit Gründen versehene Petition ein, welche hoffentlich Erfolg haben wird. Uebrigens war die Stimmung in Flensburg gedrückt. Die dort wohnenden Dänen zeigten trotzige Erbitterung, die Deutschen waren durch die Ungewissheit über ihr künftiges Schicksal gelähmt. Sie fürchteten die Rache der etwa wiederkehrenden Dänen, da die zurückgebliebenen dänischen Beamten es nicht unterliessen, Aesserungen deutscher Gesinnung gehörig zu notiren, da Benehmen der provisorischen Administration aber keineswegs geeignet war, sich über das künftige Verhältniss Schleswigs zu Dänemark vollkommen zu beruhigen. Doch griff man im westlichen Theile Schleswigs hier und da zur Selbsthülfe und vertrieb die dänischen Beamten. Die provisorische Administration Schleswigs wird grosser Umsicht und Weisheit bedürfen, wenn sie zwischen den ihr drohenden Klippen glücklich hindurchsteuern will.

(Landshuter Zeitung : niederbayerisches Heimatblatt für Stadt und Land 20. februar 1864).

56 år efter - ved afstemningen i 1920 - stemte 90 af de stemmeberettigede i Flensborg. Ca. 75 % stemte for fortsat at tilhøre Tyskland, mens 25 % stemte for Danmark. Hvis man fraregner de tilrejsende, ville tallet have været 28. Intet sted fik danskerne flertal. Tættest på kom Nordischer Hof på Norderstrasse hvor 557 stemte for Danmark, 760 for Tyskland. Så mange årtier efter skal afstemningsresultatet dog tages med et kæmpeforbehold for om det afspejlede situation i 1864.

Oversættelse af tysk artikel, se originalen nedenfor:

Breve fra Slesvig-Holsten.

Itzehoe, 16. februar. Hvis begivenhederne i Flensborg i de sidste par dage holdt hertugdømmernes befolkning i konstant begejstring, blev denne begejstring øget betydeligt her af den nyhed der kom fra Altona - nemlig at general Wrangel fremsatte anmodningen til forbundskommissærerne om at få Altona, Neumünster og Kiel besat af preussiske tropper. Denne nyhed kom så uventet, at alle straks blev overrumplede, da den eneste måde de kunne fortolke dette på, var at Preussen helt ville fordrive Forbundet og også ville tage Holsten i besiddelse. Begrundelsen er at den føderale administration ikke opfylder den allierede hærs faciliteter og forholdsregler på en tilstrækkelig servicevenlig måde. Både general v. Hake og forbundskommissærerne har i øvrigt ved denne lejlighed vist at de er på vagt, når det kommer til at varetage statens og den tyske forbundsregerings interesser. Mens kommissærerne udsendte en energisk protest mod en sådan procedure og rapporterede til den føderale regering, koncentrerede v. Hake alle føderale tropper her i og nær Altona, for at om nødvendigt bruge magt til at modsætte sig at preusserne rykkede ind. Midt om natten blev Hannovers gardekorps i Itzehoe alarmeret og transporteret til Altona med specialtog. Kurerer skyndte sig i alle retninger, og næste morgen marcherede den ene trop efter den anden gennem vore gader, alle med marchen: "Slesvig-Holsten meerumschlungen"; - folk vidste uden tvivl, hvad der kunne ske. Det var lige ved at komme til en konfrontation i Altona. Preusserne blev også kun taget derind under protest af magistrat og borgere, indkvarteret uden kvartersbilletter, de måtte brødføde sig, da deres værter nægtede, og måtte ikke bruge vagten, som blev drevet af Hannoveranergarden og mødte dem med klingende musik og sang: "Slesvig-Holsten". - En preussisk bataljon rykkede også ind i Neumünster søndag eftermiddag ved 4-tiden med samme tog. Myndighederne havde fået ordrer fra regeringen om ikke at indkvartere dem. Kommandøren der gik til grev Rantzaus lejlighed, blev underrettet om sagen og frarådede at bruge magt. For ikke at udsætte enkelte huse for store gener, førte private soldaterne rundt og fortalte dem cirka, hvor mange mand der skulle være i hvert enkelt hus. Stemningen der var også meget ophidset.

I mellemtiden hører man, at der allerede er udstedt en suspensionsordre fra Berlin, og preusserne vil formentlig kun vil gå igennem.

Briefe aus Schleswig-Holstein.

Itzehoe, 16. Februar. Wenn schon die Vorgänge in Flensburg in den letzten Tagen die Bevölkerung der Herzogthümer beständig in Aufregung erhielten, so wurde diese Aufregung hier noch bedeutend besteigert durch de Kunde, welche von Altona kam, - dass nämlich General Wrangel das Verlangen an die Bundescommissäre gestellt, Altona, Neumünster und Kiel durch preussische Truppen besetzen zu lassen. Diese Nachricht kam so unerwartet, dass augenblicklich Alles bestürzt war, da man nichts Anderes denken konnte, als dass Preussen den Bund vollends verdrängen und sich auch in den Besitz Holsteins setzen wolle. Als Grund wird angegeben, dass die Bundesverwaltung den Einrichtungen und Vorkehrungen der verbündeten Armee nicht dienstfreundlich genug entgegenkomme. General v. Hake sowohl, als die Bundescommissäre haben übrigens bei dieser Gelegenheit gezeigt, dass sie auf ihrer Hut send, wenn es gilt, das Interesse des Landes und des deutschen Bundes zu wahren. Während die Commissäre einen energischen Protest gegen ein solches Verfahren erliessen und dem Bund Bericht erstatteten, concentrirte v. Hake sämmtliche hier befindlichen Bundestruppen in und bei Altona, um nöthingenfalls dem Einrücken der Preussen Gewalt entgegenzusetzen. Noch mitten in der Nacht wurde das in Itzehoe liegende hannover'sche Garde-Jägercorps allarmirt und per Extrazug nach Altona befördert. Courire eilten nach allen Richtungen, und am nächsten Morgen zog einen Truppentheil nach dem andern durch unsere Strassen, alle mit dem Marsch: "Schleswig-Holstein meerumschlungen;" - die Leute wussten ohne Zweifel wozu es möglicherweise kommen konnte. Es hat auch nicht viel gefehlt an einem Zusammenstoss in Altona. Die Preussen wurden dort von Magistrat und Bürgerschaft ebenfalls nur mit Protest aufgenommen, ohne Quartierbillets einquartirt, mussten sie sich, falls ihre Wirthe sich weigerten, selbst beköstigen und durften die Wache nicht beziehen, welche von dem hannover'schen Garde-Jägercorps mit klingendem Spiel und Leide: "Schleswig-Holstein" besogen wurde. - Auch in Neumünster rückte am Sonntagnachmittag um 4 Uhr mit demselben Zug ein Bataillon Preussen ein. Den Behörden lagen gemessene Befehle von der Regierung vor, dieselben nicht einzuquartiren. Dem commandirenden Offizier, der sich in die Wohnung des Grafen Rantzau begab, wurden die desfallsigen Mittheilung gemacht und der Rath gegeben, er möge Gewalt gebrauchen. Um nin nicht einzelne Häuser zu grosser Belästigung auszusetzen, führten Privatpersonen die Soldaten herum und sagten ihnen, wie viel Mann etwa auf jedes einzelne Haus zu rechnen seien. Die Stimmung war auch dort eine sehr aufgeregte.

Inzwischen hört man jetzt, dass bereits von Berlin aus Sistirungsordre abgegangen ist, und werden die Preussen wahrscheinlich nur durchmarschiren.

(Straubinger Tagblatt : Straubinger Zeitung ; Straubinger Anzeiger 20. februar 1864)

Straubinger Tagblatt bragte flere gange om ugen breve fra Itzehoe der fortalte om krigen og også om mere hverdagsagtige ting.