Fredericia, Horsens, Slutningen af 24.-29. Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk notits. Original herunder:

Flensborg, 20. marts. Endelig begynder civilkommissærerne i Flensborg at gøre alvor af at afskedige de danskvenlige embedsmænd. Siden i går er præsidenten og alle rådmændene i den lokale appeldomstol blevet afskediget, og deres kontorer har været fyldt med gode tyske statsborgere. Etatsråd a. D. Preutzer udnævnt i Kiel; den HH. advokat Christensen fra Garding, advokat Eckermann fra Ratzeburg, advokat Hall fra Kiel, professor Mommsen fra Göttingen, advokat Schmidt fra Kiel og Syndicus Witte fra Kiel. Forhåbentlig vil det også blive bekræftet, at overappelretsråd Bremer, medlem af den foreløbige slesvig-holstenske regering i 1848, efterfulgte den lokale overpræsident v. Rosen, hvilken sidste til den tyske befolknings forargede harme stadig den dag i dag bestyrer det embede, som den danske regering har tildelt ham.

Flensburg, 20. März. Endlich beginnen die Civilcommissäre auch in Flensburg mit der absetzung dr dänischgesinnten Beamten Ernst zu machen. Seit gestern sind dr Prident und sämmtliche Räthe des hiesigen Appellationsgerichts entlassen, und ihre Aemter mit wackjeren deutschen Landeskindern besetzt worden. Zum Präses ist Etatsrath a. D. Preutzer in Kiel ernannt; zu Räthen dieser obersten Gerichtsbehörde im Herzogthum Schleswig sind die HH. Advocat Christensen aus Garding, Advocat Eckermann aus Ratzeburg, Advocat Hall aus Kiel, Professor Mommsen aus Göttingen, Advocar Schmidt aus Kiel und Syndicus Witte aus Kiel berufen. Hoffentlich bestätigt es sich auch dass Oberappellationsgerichtsrath Bremer, Mitglied der provisorischen schleswig-holsteinischen Regierung von 1848, zum Nachfolger des hiesigen Oberpräsidenten v. Rosen ausersehen ist, welch letzterer zum gerefchten Groll der deutschen Bevölkerung bis auf den heutigen Tag noch sein ihm von der dänischen Regierung übertragendes Amt verwaltet.

(Allgemeine Zeitung. 1864 24. marts 1864)

Overpræsidenten Sophus Anthon Gottlieb Carl von Rosen (1819 –  1891) var bror til Alfred og major Sigismund von Rosen, sidstnævnte blev dræbt ved Dybbøl. I 1848 blev han ansat i Det slesvig-holstenske Kancelli og chef, senere departementschef for sekretariatet i det slesvigske ministerium i 1851. 1854-1864 sad han som overpræsident i Flensborg. Han rejste til Danmark 21. april 1864. Han slog sig efter krigen ned i Henriksholm ved Vedbæk. Han lavede nogle notater under krigen mens han stadig sad som overpræsident. Uddrag kan læses i artiklen "Flensborg under krigen i 1864 - oplevet af byens dansksindede" af Rene Rasmussen (findes i pdf-fil på nettet).

- Varde har ogsaa havt et Besøg af en preusisk Lieutenant og 24 Md. der strax ved Ankomsten besatte Toldkammerbygningen og tog derpaa Borgermesteren med sig for at tømme Byens offentlige Kasser. i hvilken der dog intet fandtes. Toldkontrolleur Godskesen blev arresteret og bortført som Fange, da man beskyldte ham for at have forstukket Kassebeholdningen. Toldinspekteuren forblev paa fri Fod indtil videre, hvorimod Borgermesteren medtoges. Paa Gjæstgivergaarden reqvirerede Fjenden Boeufsteg og en halv Flaske Vin pr. Md., men glemte at betale ved Afmarschen.

- Ifølge en Beretning fra Skanderborg stod Fjendens Forposter den 18. ved Gjedved og Sandved imellem Skanderborg og Horsens. Hans Tilbagetog mod Syd skete saa hurtig, at han i Skanderborg efterlod af det Reqvirerede c. 6000 Pd. Flesk 600 Tdr Havre og 44 Kreaturer, der senere blev afhentet af en Deel danske Tropper og ført nordpaa.

- Det bekræftes i "Rand Avis", at Fjendens Reqvisition i Jylland har udgjort 200 og ikke. som det først heed, 2500 Heste.

- - -

- "Hamb Nachr." beretter fra Veile, at saavel de tydske som østrerigste Bladkorrespondenter ere blevne fratagne deres Militærpasser og udviste fra de allierede Troppers Opstillings-Royan. Det er mærkeligt, at denne Forholdsregel ikke allerede tidligere er truffet da Bladkorrespondenterne fra Krigsskuepladsen (navnlig "Børsenh." og "S.H Zt.") have leveret saa sladdervorne Løgne, at det ikke kan andet end have været høist ubehagelig for de Allieredes Hærførere saameget mere som disse Stillingsefterretninger kan blive færdige i Udkast i Hovedqvarteret, men senere afdreiede og pudsede i Dölls Hotel i Flensborg, hvor Medlemmerne af Dolzigerprindsens "Pressebureau" nu have taget Sjou, da deres Herre og Mester ikke længer har Evne til at betale deres Middagsmad. - Ogsaa de engelste Bladkorrespondenter siges at være udviste af Jylland og Slesvig; om det samme er Tilfældet med de franske, vides ikke.

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 25. marts 1864).

Vardes forhold i 1864 er beskrevet ret indgående på en hjemmeside. Heraf fremgår at kommunalbestyrelsen den 20. februar 1864 drøftede muligheden for en besættelse. De indkaldtes til møde med Wrangel 15. marts 1864. Toldkontrolløren lykkedes at gemme pengebeholdningen væk før preusserne ankom den 14. marts, men de tog ham med sig til Flensborg, hvorfra han v endte tilbage den 23. april 1864. Byfogden blev frigivet den 12. maj 1864. Den 1. maj 1864 vendte preusserne tilbage med flere krav om rekvisitioner. Igen blev kommunalbestyrelsen anholdt og 10 personer ført til Rendsborg (4. maj) i to dage hvorefter de blev frigivet. Vardekøbmændene tjente i øvrigt gode penge på at formidle handel af forsyningerne. Indtjeningen inspirerede Varde til at tilbyde sig som garnisonsby. 

Fra Haderslev skrives den 15de til "Fdrl.": - - - 6 store Localer (deribl. Klubben og Latinskolen) ere fulde af Saarede og Syge (af Typhus, Kopper, Blodgang, ægyptisk Øiensyge osv.). Deres Heste og Slagtekvæg have medbragt Krop, Mundsyge og Klovsyge og smittet Bøndernes.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 26. marts 1864).

Civile forretninger fortsatte efter besættelsen, nu på tysk og under den kejserlige østrigske og kongelige preussiske civilmyndighed. Her salg af parceller og jagtområder. Annonce fra Vestslesvig Tidende 25. marts 1864.

Oversættelse af tysk notits.

Fra Holsten 23. marts. De seneste nyheder fra Flensborg beretter om dannelsen af ​​en tysk højesteret, udnævnelsen af ​​hr. v. Ahlefeldt-Treuholz (der i forrige krig blev udnævnt til politimester i Slesvig og siden blev afsat af danskerne) som foged i Flensborg, afskedigelsen af ​​hr. v. Rosen som overpræsident og hans værdige afløser hr. Bremer, medlem af den provisoriske regering af 1848. Samtidig falder den ene danske forordning efter den anden. Hr. v. Zedlitz, som blev modtaget med mistænksomhed og frygtet og hadet efter sin optræden i de første dage af sin post, er blevet dagens mand, mere populær i hertugdømmet under hans administration end HH. v. Könneritz og Nieper kunne have tænkt sig at være i Holsten, hvilke blev modtaget med en sådan generel entusiasme.

Aus Holstein, 23 März. Die neuesten Nachrichten aus Flensburg melden die Bildung eines deutschen Obergerichts, die Ernennung des Hrn. v. Ahlefeldt-Treuholz (welcher im vorigen Krieg zum Politizeimeister von Schleswig ernannt und nachher von den Dänen abgesetzt wurde) zum Amtmann des Amtes Flensburg, die Entlassung des Hrn. v. Rosen als Oberpräsidenten und seine demnächtige Ersetzung durch Hrn. Bremer, Mitglied der provisorischen Regierung von 1848. Gleichzeitig fällt eine dänische Verordnung nach der andern. Hr. v. Zedlitz, mit Misstrauen empfangen und nach seinem Auftreten während der ersten Tage seiner Stellung gefürchtet und gehasst, ist der Mann des Tages geworden, populärer in dem seiner Verwaltung übergebenen Herzogthum als die HH. v. Könneritz und Nieper es in Holstein zu werden vermocht haben, die man doch mit so allgemeiner Begeisterung begrïsste. 

(Allgemeine Zeitung 27. marts 1864)

Oversættelse af tysk artikel, se original herunder:

Hertugdømmets befolkning er eksemplarisk i den vedholdende modstand, som de i en årrække har været imod den danske ondskab. Men nu nærmer sig den tid, hvor det også skal bevise styrken ved uafhængig handel. Jeg skal ikke udstede dommen; men det forekommer mig, at en vis tro på skæbnen, som forventer al frelse udefra, har spredt sig foruroligende. Uden at være i stand til at gribe ind med deres egne hænder og deres eget hoved, har folket i flere måneder været vidne til, hvordan det europæiske diplomatis penne og de østrig-preussiske bajonetter arbejder på løsningen af ​​Slesvig-Holsten-spørgsmålet: Dansk styre er blevet erstattet af at blive underlagt værgemål for Civilkommission, som den fik fra Dresden og Hannover; fra Wien og Berlin. Landet har ingen egen administration og regering, ingen hær, ingen national repræsentation; andre mennesker gør det hele. Der er en risiko for at vænne sig til denne tilstand, som om den var regelmæssig, når det faktisk er så stridende imod orden, at patriotiske mænd flirter med utålmodighed. Med Forbundsdagens afgørelse om spørgsmålet om anerkendelse kommer det afgørende øjeblik, hvor Holsten for første gang skal overtage sin ret til selvbestemmelse. Uanset hvordan terningerne kastes i Frankfurt: landet og hertugen skal sammensættes, idet der med denne dag handles et uafhængigt politisk liv på enhver risiko, er hertugdømmets sag helt tabt på grund af deres medvirken.

Die Bevölkerung der Herzogthümer ist musterhaft in der Zähigkeit des duldenden Widerstandes, den sie seit einer Reighe von Jahren dem dänischen Unwesen entgegengesetzt hat. Jetzt aber nähert sich der Zeitpunkt, we sie auch die Kraft des selbsthätigen Handels bewähren muss. Ich möchte nicht voreilig aburtheilen; allein es scheint mir, dass ein gewisser Schicksalsglaube, der alles Heil von aussen erwartet, bedenklich um sich gegriffen hat. Ohne mit der eigenen Faust und dem eigenenm Kopf eingreifen zu können, ist das Volk seit Monaten Zeuge, wie die Federn der europäischen Diplomatie und die österreichisch-preussischen Bajonette an der Lösung der schleswig-holsteinischen Frage arbeiten: es ist der dänischen Herrschaft losgeworden, um unter die Vormundschaft der Civil-Commission gestellt zu werden, die man ihm aus Dresden und Hannover; aus Wien und Berlin geschickt hat. Das Land besitzt keine eigenenes Verwaltung und Regierung, kein Heer, keine Landes-vertretung; das Alles besorgen andere Leute. Es besteht dis Gefahr, dass man sich an diesen Zustand gewöhnt, als ob er ordnungsmässig wäre, während er in der That so ordnungswidrig ist, dass den patriotischen Männern unter und alle Nerven vor Ungeduld zucken. Mit dem Ausspruch des Bundestages über die Anerkennungsfrage tritt der entscheidende Augenblick ein, wo für's Erste Holstein von seinem Rechte der Selbstbestimmung wieder Besitz ergreifen muss. Gleichwiel wie in Frankfurt die Würfel fallen: das Land und der Herzog müssen gefasst sein, mit diesem Tag auf jede Gefahr hin ein selbstständiges politisches Leben gehandelt wird, so ist die Sache der Herzogthümer unbedingt und zwar durch ihre Mitschuld verloren.

(Allgemeine Deutsche Arbeiter-Zeitung", 27. marts 1864)

Private Efterretninger fra Fredericia tyde paa, at Mandstugten iblandt vore Folk ikke har været saaledes under Bombardementet, som den burde være. Flere Huse, hvis Beboere vare flygtede, ere blevne plyndrede, Sengeklæder borttagne, Meubler opbrudte osv. Navnlig skulle de endnu ikke uniformerede Jordarbejdere have benyttet Leiligheden til al forsyne sig med Et og Andet, som de meente at trænge til. En Tobaksfabrikant der i sit Lager havde ca. 40,990 Cigarer, har mistet hele denne Forsyning imedens han var borte fra sit Huus, og saae, da han vendte tilbage, nogle Soldater løbe bort med de sidste Levninger. Det er at vente, at den energiske kommandant og den const. Borgemester ville have gjort en Ende paa disse utilbørlige Plyndringer.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. marts 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Ved den nuværende omlægning af krigstransporten sørges der for, at krigstransporterne fordeles så jævnt som muligt i landets forskellige distrikter. Antallet af ​​omkring 4.000 rekvirerede hold kan i øjeblikket ikke reduceres, men de fjernere distrikter er nu medregnet, som hidtil har været forholdsvis forskånet for denne byrde. Eksempelvis har Eiderstadt-regionen i dag 150 vogne fra Flensborg-distriktet, som hidtil har leveret de fleste krigsvogne, og beboerne i Sundeved, som allerede lider hårdest under krigen, bør fra nu af spares for vogne som så vidt muligt. Et konkret eksempel vil gøre læseren noget opmærksom på størrelsen af ​​denne byrde. Bredstedt-distriktet skal hver dag stille 127 hestevogne til rådighed, som de får lov til at udlicitere, da de færreste landmænd er villige til at afgive deres egne heste til krigskøretøjer. For hvert hold betales i gennemsnit 4 Thlr.; Bredstedt-distriktet får derfor omkring 500 thalere om dagen som skal betales for krigskørslen. Selv om dyrenes opstaldning og pasning er bedre sørget for nu end i begyndelsen, dør adskillige heste stadig hver dag, og det er ynkeligt at se, hvor desperate ejerne ofte opfører sig, og de har naturligvis ikke ret til erstatning. Det er blot en af ​​de mørke sider af krigen, som kun kan afhjælpes ved privat velgørenhed.

Bei der gegenwärtig stattfindenden Reorganisation des Kriegsfuhrwesens wird namentlich auf eine möglichst gleichmässige Vertheilung der Kriegsfuhren in den verschiedenen Districte des Landes Bedacht genommen. Die Zahl von ca. 4000 requirirten Gespannen kann vor den Hand nicht verringert werden, doch zieht man jetzt auch die entfernter liegenden Districte heran, welche seither von dieser Last ziemlich verschont geblieben wären. So hat beispielsweise die Landschaft Eiderstädt dieser Tage 150 Gespanne des Flensburger Districts, welche bisher die meisten Kriegsfuhren gestellt haben, und die Bewohner won Sundewitt, welche ohnehin durch den Krieg am härtesten leiden, sollen billigerweise fortan möglichst mit Fuhren verschont werden. En concretes Beispie wird den Lesern die Grösse dieser Last einingermassen verdeutlichen. Die Landschaft Bredstedt hat täglich 127 Gespanne zu stellen, deren Uebernahme verlicitirt wird, da die wenigsten Bauern gern ihre eigenen Pferde zu Kriegsfuhren hergeben. Für jedes Gespann werden täglich im Durchschnitt 4 Thlr. bezahlt; die Landschaft Bredstedt hat also Tag für Tag ca. 500 Thlr. für Kriegsfuhren zu entrichten. Obschon jetzt besser als im Anfange für die Unterbringung und Pflege der Thiere gesorgt wird, so sterben doch immer noch täglich zahlreiche Pferde, und es is jammervoll anzusehen, wie verzweifelnd sich häufig die Besitzer derselben geberden, denen natürlich kein Anspruch auf eine Entschädigung zusteht. Das ist eben eine der Schattenseiten des Krieges, welcher nur durch Privatwohlthätigkeit abgeholfen werden kann.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 29. marts 1864)

Bindingsværksbygning med karnaptårn i Horsens. Jens Peter Trap: Statistisk-topographisk beskrivelse af Kongeriget Danmark, Del 6. 1879.

Horsens, den 27de Marts. Idag ere vi da endelig blevne frie for Preusserne; men hvad vi nu faae, vide vi ikke. De have faaet uhyre Leverancer her i Byen baade til dem, der har været, og til at føre bort. Rækker af Vogne ere Dag og Nat kjørte herfra med alle mulige Slags Levnetsmidler; tilsidst have de taget en Mængde Heste. Det er en mærkelig Sammenblanding af Nationaliteter, vi have haft her; først Østerrigere, Ungarere, Böhmere og Italienere og senest en 5 a 6000 Md. Preussere. Det Hele er dog saavidt her gaaet af i Fred, som jo er Alt, hvad man kunde vente i saadanne Tider. At det har kostet noget og givet Besvær og Forstyrrelse i Huset, var man jo forberedt paa. Vi havde først to ungarske Officerer med deres Oppasser, senere en Læge og Officeer med Oppassere fra Steiermark og tilsidst en Capitain med Oppasser fra Böhmen. Alle Herrerne talte Tydsk, men af Tjenerne Nogle italiensk, Andre chechisk, og Andre gebrokkent Tydsk. Hos os fik vi Indtrukket af, at de, der gaae under Navn af Osterrigere, ere meget høflige, beskedne og fordringsløse i deres Optræden og det troer jeg her i Byen er den almindelige Mening om dem. (Efter et andet Brev fra Horsens have dog nok de Menige været ikke saa ganske lidet tyvagtige; især er det nok gaaet ud over Lagener, som de skjære itu og bevikle deres Fødder med, da de ikke bære Strømper, og hvortil Mange af dem vel ogsaa kunde trænge, da Saalerne ganske vare ude af Støvlerne og de dog Dagen efter skulde tilbagelægge 5 a 6 Miil.) Noget af det Uhyggeligste under hele den fjendtlige Besættelse var, at man var uvidende om hvad der foregik i hele den øvrige Verden og uden Samqvem med den; man saae aldrig en Avis eller fik et Brev; ja man kunde ikke engang gaae udenfor yuen uden Tilladelse forud og den blev paa Begjæring - ikke tilstedt. Uhyggeligt var det ogsaa om Natten at vækkes ved Appellen; man fik saa megen Lyden af Horn og Signaler i Ørene, at man troede at høre dem, hvor man gik og stod.

Endnu er ingen Postgang herfra. Nærværende sendes foreløbigt med en Fragtmand. (Brevet er dog kommet med Horsens Poststempel af 27de og, som ovenfor nævnt, ere flere Breve med Dagspost derfra, men som maaskee ad privat Vei ere komne til Aarhuus og sendte videre.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 29. marts 1864).

Veile. Horsens. 22de til 23de Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Tyfus raser paa alle større preussiske og østerrigske Lazaretter. Allevegne raabes paa Nødvendigheden af, "en hurtig Krigsførelse".

(Ribe Stifts-Tidende 22. marts 1864).

"Der Wind hat sich gedreht. Eine alte bekannte Courtisane, welche es bisher mit den Dänen hielt, ist nun mit einer kühnen Schwenkung in das Lager der Deutschen übergegangen. Baumwolle fest." (Vinden er drejet. En gammel kendt kurtisane (Times), som hidtil holdt med danskerne, er nu med et modigt svaj gået over til den tyske lejr). I baggrunden ser danskerne forfærdet til, mens papiret "konference" flyver væk. Tegning fra Kladderadatsch 20. marts 1864 hentyder formentlig til at engelske aviser begyndte at berette kritisk fra den danske side af fronten.

Opstillingen af de østerrigske Corpser i og ved Veile, siger samme Brevskriver, "har, næst at havde de besatte Terrains, Dækning af den preussiste Opstilling ved Fredericia til Hensigt. Den muliggjør en rask Koncentrering frem og tilbage. Foreløbigt synes en videre Fremrykning i Jylland ikke at ligge i Planen og Publicums Hovedinteresse vil nu concentrcre sig om Dybbøl og Fredericia, hvis ikke de Danske, hvad der aldeles ikke er sandsynligt, ved Diversioner holde Osterrigcrne i Aande. Det yndigt beliggende Veile frembyder et mørkt Skue, næsten - idetmindste paa Hovedgaden - Billedet af en erobret Stad. Indvaanerne vare fattede paa en Gadekamp og Vinduerne i mange Huse ere derfor tildækkede med Brædder. De enkelte Huse ere belagte med 20 til 10 Md., paa nogle Steder ere Ruderne gjennemhullede af Kugler, hist og her seer man Spor af Kanonskud. Paa Byens Hovedplads blev en Civilist under Tilbagetogsblænkningen truffen af en Kugle." Brevskriveren vil vide, at der af danske Efternølere var blevet skudt fra enkelte Huse, medens i Gaderne selv enkelte  Sværme skjød dygtigt" og at der trængte Tropper ind i et stormet Huus, hvorfra Skudene faldt men han forsikkrer, at der ikke blev tilføiet Nogen Ulempe og at ikke et eneste Plyndringstilfælde forekom. Samtidigt tilføier han dog, at der blev Noget "hængende ved begjærlige Fingre" "i Høker- og Cigarboutikker, hvis Døre man uklogt havde ladet staae aabne, blev i Forbistormen Gratisslurke(!), Gratisbid og Gratistobak medtaget, naar der ikke var nogen Tid til at betale". Imidlertid have disse Bid ogsaa været temmelig store. Saaledes havde En bidt en heel Top Sukker og der forsikkres naivt, at det er "bogstaveligt sandt", do. nogle Pølser, for hvilke Betalingen "endnu resterer" (det er "in der Kriegszeit"). Man tilføier imidlertid følgende Træk, der vel skal gjælde for en nobel Nyhed: Imedens Kuglerne slog ned, traadte en Officeer med dragen Sabel, fulgt af nogle Soldater, ind i Modevareboutikken ved Raadhuustorvet, bag hvis store Vinduer der under Shawler og Kjoletøier stod Kasser med Cigarer. "Giv mig et Par Cigarer", raabte Officeren, "jeg vil betale, naar jeg kommer tilbage, thi nu har jeg ingen Tid." Svaret synes han ikke at have oppebiet, thi "rask stak han en Haandfuld Smøgestof til sig, og vilde ile efter sin Trop, da han saae, hvorledes Soldaterne vilde dele Resten af Kassens Indhold imellem sig. "Betale eller lad staae!", raabte han til dem og Folkene adlød; under Ilden, tildeels ladende deres Geværer, betalte de deres Cigarer. Dagen efter kom Officeren, sagde, at han havde talt efter hvor mange Cigarer han havde puttet til sig, 14, og betalte dem til den overraskede Kjøbmand. "der opbevarer de i Ilden tjente Skillinger som en Curiositet".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 22. marts 1864).

Verlag Jos. Scholz: Die Einstürmung von Veile am 8. März 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vi kunne da atter trække Veiret frit, uden mere at besværes af alle disse Østerrigere, Italienere, Ungarer, Galiziere, Slavoner og hvad den hedde disse forskjellige Folk, der ere væltede ind over os og have tynget paa os. Hvor lettet føler man sig ikke ved at være bleven befriet for Synet af denne mylrende Skare Graakapper, der mødte Øiet overalt, hvorhen man vendte det - men hvorlænge vil det vare? Til idag, hedder det, da Preusserne ville komme som Afløsning.

Det har været en trist Tid de tolv lange Dage, i hvilke vi have maattet huse østerrigerne. Vi have seet paa, hvorledes vore Fjender tiltog sig hele Magten og benyttede den til at foretage store Udskrivninger af alle Slags Levnetsmidler og Forraad, for dermed at mæske de forsultne Tropper. Medens vore Fjender laae og tærede paa os, have vi været Vidne til, hvorledes al Handel og Næringsdrift er standset; thi kun Enkelte have høstet nogen Fordeel af Fjenden. Vi have følt os som Fanger i vore Huse, thi kun Faa have havt Lyst eller Lejlighed til at gaae udenfor sit af fjendtlige Tropper opfyldte Huus. Vi have levet i en nedtrykkende Uvidenhedstilstand om hvad der er passeret med Hensyn til vort Fædrelands Stilling og ved vor Hær. Rygterne have derfor havt en gylden Tid, og det ene, mere utroligt end det andet, har afløst det foregaaende og givet Publikum lidt Beskjæftigelse; heldigviis har de mange gode Ting, der have været fortalte med den største Paalidelighed, viist sig at være usande. At vi under Okkupationen ikke have kunnet fortsætte Udgivelsen af "Horsens Avis", har været en Selvfølge, da vi ved Postforbindelsens Standsning have været afskaarne fra alle Efterretninger. Der har vel været etableret en Feltpost, men den har kun til Militairet medtaget Breve og nogle faa tydske Aviser, som det hørte til Sjeldenheder at see. Nu, da vi idetmindste have et lille Puslerum, skulle vi fortælle Lidt om, hvorledes vi have havt del og hvad vi have oplevet under Okkupationen.

Trykket har hvilet haardt paa Alle, baade Kjøbstadfolk og Landboere. De 15 til 20,000 Mand, der vare rykkede gjennem Horsens nordpaa, have næsten udelukkende holdt sig til Byerne og Landsbyerne nærmest ved Chausseen; kun Kavalleriet og mindre Infanteri-Patrouiller have strejfet noget videre omkring. Den navnlig i de første Dage overordenlig store Indkvartering har derfor været en tung og ubehagelig Byrde, ikke mindre for Kjøbstæderne, hvor man i smaa Huse har havt indtil en halv Snees Mand og i større indtil 70 a 80, end for de Steder paa Landet, hvor de fjendlige Sværme ere faldne over. Landboerne have dertil havt besværlige og for Hestene ødelæggende Kjørsler; der har i Begyndelsen Dag og Nat været samlet en Vognpark paa 300 Vogne, men senere, da Samkvemmet nordpaa blev standset, svandt den selvfølgelig betydeligt ind. Den værste Byrde for Byen og Omegnen har de store Udskrivninger naturligviis været. Troppernes Forplejning er skeet gjennem et her i Byen paa Raadhuset strax ved Fjendens indrykning oprettet Hovedkontoir, der ligesom indkvarteringskommissionens Kontoir har været aabnet baade Dag og Nat. Intendanturen opgav sine Rekvisitioner til Hovedkontoiret, som da anviste dem paa de her oprettede Magasiner, der havde sin Bestyrelse for hver enkelt Artikel. Allerede Torsdag Aften, forinden endnu nogen større Styrke var rykket ind, sendtes fra Thorsted ved den derværende Sognefoged en skriftlig Rekvisition paa Underholdning af 10,000 Mand og 2500 Heste, hvorpaa Borgermesteren svarede, at man kun kunde paatage sig Forplejningen af 5000 Mand, og om Fredagen, da Byen var bleven besat af en halv Snees Tusinde Mand, udvidedes Fordringerne til Forplejning af 27,000 Mand. Forbruget svarede dog heldigviis ikke til Fordringernes Omfang, thi havde de gjort det, vilde det neppe have været muligt at tilfredsstille dem. Til Løverdag Morgen Kl. 9 skulde der, efter Ordre, blandt Andet forefindes et Forraad af 16,000 Pd. Kjød, som vilde have en omtrentlig Værdi af 2000 Rd., men, uagtet det Forlangte forefandtes, blev der dog kun afhentet Kjød til et Par Hundrede Rd.s Værdi. Søndag Formiddag ankom fra Magasinet i Veile 5000 Pd. Kjød hertil, og Forraadet var da saa rigeligt, at Intendanturen tillod, at Kjødet fra Veile blev uddeelt til Byens Fattige. Senere blev der ikke slagtet saa mange Kreaturer paa een Gang, hvorimod man foretrak at modtage dem i levende Tilstand, paa hvilken Maade man bedre kunde forsyne sig efter Behov, medens de overstadige Kreaturer kunde sendes bort til andre Troppeafdelinger. Foruden Kjød, Flæsk, Brød, Brændeviin, nogle Kolonialvarer, Havre og Fourage, havde man ogsaa forlangt, at der "zur Ausbesserung der Truppen" skulde leveres daglig 700 Flasker Viin, 2500 Cigarer og 1300 Pd. Tobak, men af disse Artikler er der ikke, undtagen i de sidste Dage, brugt store Ting. Om Rekvisitionernes samlede Størrelse savne vi endnu fuldstændige Oplysninger; kun vide vi, at der af Kjæd og Flæsk er leveret 80,000 Pd. levende og dæd Vægt, deraf kun noget over en halv Snees Tusinde Pd. Flæsk, og af Havre henimod 3000 Tdr. Den hele Udskrivning beløber sig vel til henimod 35,000 Rd. Af andre Ting har Fjenden ogsaa bemægtiget sig en betydelig Deel Læder fra Garverierne, samt erholdt udleveret adskillige Ting. som Jern til Hestebeslag, m. m. Den, hos hvem saadanne Udskrivninger foretoges, modtog en Kvittering for, at det og det var leveret, og man glemte da almindeligviis ikke at tilføie, "Der König von Danemark bezahlt.'

De fjendlige Troppers Forhold overfor Befolkningen har, idetmindste for Byens Vedkommende, været saaledes, at de ved deres Bortmarsch ikke have efterladt nogen bitter Stemning mod sig. De militaire Autoriteter, der vare indsatte her i Byen, en Stadkommandant, Oberstlieuttnant Smagalski, og en Pladskommandant, vare, efter hvad der almindelig udtales, humane i deres Optræden. Landbefolkningen har været værre stillet overfor Fjenden. Paa de Steder paa Landet, hvor de fjendlige Sværme ere faldne over, har man mere ugeneert kunnet husere efter Forgodtbefindende, især naar ingen Officerer have været med. Naar en Kavalleristyrke er kommen til en Landsby, har man jaget Heste og Kreaturer bort fra de varme Stalde ud i den kolde Luft, hvorved Dyrene have lidt meget, og man har ganske ugeneert taget hvad man har forefundet baade af Fødevarer og af Havre og Straa til Foder og Stivelse for Hestene. En stem Omstændighed for Bonden har det ogsaa været, at han ikke har kunnet tale med de fjendlige Tropper, hvad vi her i Byen ogsaa have maattet føle overfor Italienerne og de af Ungarerne, som ikke kunde tale Tydsk. Havde man først Munden i Gang paa dem, viste de sig strax flinkere. En stem Medfart fik Beboerne af de Landsbyer, som ligge ved Chausseen mellem Horsens og Veile. Natten efter Indrykningen her i Byen indfandt Patrouiller sig i Landsbyerne og hentede Beboerne, Unge og Gamle, ud af Sengene og Husene og førte dem til Skandsearbeide ved Veile; men man lod dem dog vende tilbage en eller to Dage efter. Blandt dem, man saaledes bortførte, var ogsaa Præsten i Jellinge og Seminarieeleverne. De Bortslæbte nød ikke den bedste Behandling. Nogle bleve, efter hvad der er os fortalt, indkvarterede paa Lofter, hvor man beværtede dem med nogle tørre Brødskorper og nogle Stumper raat Flæsk. Andre bleve slemt mishandlede, ja en Karl fra Bottrup blev endog lemlæstet. Han skulde, siges der, slæbe nogle utilhuggede Graner op ad Bakken til de Forstandsninger, man var jfærd med al lave. Da han ikke kunde magte et saadant Træ, kaldte han paa Hjælp. To Soldater sprang til, tog Træet fra ham og kastede det over ham, saa hans Been kvæstedes. - Fjenden har viist sig meget mistænksom overfor Autoriteterne og Befolkningen. Folk, der passerede Veiene Nord eller Vest for Byen, uden at have til Hensigt at gaae gjennem Kjæden, udsatte sig for at blive opsnappede og førte her til Byen hvor de da holdtes i et Slags Fangenskab, idet de, efterat have afgivet deres Æresord paa ikke at forlade Byen, daglig maatte melde sig. Denne Mistænksomhed er ogsaa gaaet ud over Eierne af og Folkene ved Vindmøllerne, der paa de fleste Steder, hvor Fjenden er rykket frem. ere blevne anholdte, fordi man antog, at de ved at sætte Møllerne igang havde signaliseret til de Danske. Størstedelen er vel sluppen efter et Forhør, men et Par Møllersvende bleve dog førte med ved Afmarschen. De, der paa Grund af denne eller hin Mistanke vare faldne i Fjendens Hænder, nøde just ikke den blideste Behandling. Saaledes blev den første Dag en ældre hæderlig Borger heraf Byen, som skulde levere noget Tømmer til Istandsættelsen af en Bro, hentet ud af Sengen om Aftenen og ført til Ølsted Kro. hvor han, trods sin høie Alder, maatte tilbringe Natten indenfor Porten til en af Soldater overfylde Stald, uden engang at have noget at sidde paa, langt mindre at ligge paa. Da han om Morgenen for Generalen havde godtgjort, at han ikke havde kunnet faae Tømmeret til sit Bestemmelselsessted, fordi Vagtposterne ikke vilde lade det passere, var Generalen dog saa galant at byde ham en Kop Thee som en tarvelig Erstatning for de overstandne Besværligheder - Den strenge Disciplin, der overholdtes blandt Soldalerne, holdt dem, der kunde have Lyst til Udeskeielser, i Ibuinic. Dog har det ikke kunnet forhindres, at der baade hjemme i Kvartererne og ude i Boutikkerne er foregaaet adskillige Rapserier, ja paa sine Steder ere endog Kister og Ejeinmer. der have været let tilgængelige, blevne opbrudte. De af de røvede Ting, som Soldaterne ikke selv havde Brug for, søgte de at gjøre i Penge, og man har derfor seet dem gaae omkring og falbyde Bordtæpper. Gulvtæpper, Pistoler fra Isenkramboutikkerne, ja selv Dameskjorter. Værst er det dog gaaet ud over nogle Boutikker, hvor Soldaterne indfandt sig i større Mængde, og da søgte at putte til sig hvad de kunde faae fat paa. Allerede første Dag efter Indrykningen saae man derfor endeel Boutikker lukkede. Disse Røverier, der dog ikke vare af noget synderligt Omfang under Fremmarschen, antoge imidlertid større Udstrækning paa Tilbagemarschen, da navnlig de Tropper, der Tirsdagen d. 15de marscherede gjennem Byen, tømte hele Bagerboutikker og i Kolonialboutikkerne tog hvad de syntes at kunne have Brug for. Fra Tirsdag af lukkede derfor de fleste Handlende deres Boutikker, men de aabnede dem dog atter i Slutningen af Ugen, da større Ro og Orden indtraadte. Ved Anmeldelse om disse Plyndringer blev der dog i adskillige Tilfælde givet Erstatning.

Soldaternes Forhold i deres Kvarterer har været upaaklageligt. Fornemmelig have Officererne været beskedne i deres Fordringer og meget forekommende og høflige, ligesom de altid have været beredte til at skride ind blandt de Menige, naar der har været fremsat nogen Klage for dem. Den nette Maade, paa hvilken en Officeer i sin Tiltale henvendte sig til Folk, gjorde strax et vindende Indtryk; som Hilsen mellem hinanden indbyrdes hørte man dem altid, og undertiden ogsaa de Menige, benytte det latinske Ord Servus, men det var dog kun mellem Ligestillede. De ungarske menige Soldater vare i det Hele taget mere raa og udannede end de østerrigske, der roses overalt for deres rolige og beskedne Opførsel. Med Bespiisningen i Kvartererne gik det ganske godt. De Menige hentede selv i Magasinerne deres Forplejning, som de paa de fleste Steder selv tillavede, og nøiedes med den, uden hos Kvarteerværterne at gjøre nogen Fordring paa Tillæg af Smør, Kaffe eller lignende Luxusartikler. Gav man dem noget heraf, vare de meget taknemmelige derfor. Officererne vare heller ikke vanskelige at tilfredsstille, om og Enkelte af dem hist og her gjorde større Fordringer. I de Dage, da det blev bekjendt, at Wrangel havde udstedt et Bespiisnings Reglement, der tilstod Officererne 4 Retter Mad, 1 Flaske Viin og 8 Cigarer, begyndte man paa nogle Steder at gjøre Fordring derpaa, men man stak hurtig Piben ind, da man hørte, at Gablenz ikke havde villet lade delte Reglement træde i Kraft for de østerrigske Troppers Vedkommende. Efter samme Reglement, der var dateret den 12te Marts, men først blev afleveret her den 15de, skulde de menige Soldater ogsaa have enten Cigarer eller Tobak. Der fortælles, at General Gablenz skulde have sønderrevet Wrangels Bespiisnings-Reglement med den Yttring, at naar hans Officerer fik samme Levemaade, som Byens Indvaanere, var det tilstrækkeligt. - Kvarteerværterne have naturligviis maattet finde sig i mange Ubehageligheder; navnlig i de første Dage var der fra Morgen til Aften en Kogen og Brasen paa Ildstederne; Suppe til Middag og atter Suppe eller stegt Flæsk til Aften var da ikke ualmindeligt, og de forsultne Soldater kunde godt tære det altsammen. Nogle af de ankomne Soldater have været saa forsynlige at møde med Ænder eller andre Rariteter, der vare medtagne fra en eller anden Bondegaard, som var bleven hjemsøgt paa Marschen. Man har ogsaa seet Soldater slagte Faar hjemme i deres Kvarteer, ja endog en Aften paa Gaden. Saalænge de store Troppemarscher stod paa, lod der en almindelig klage over den stærke Fyren i Kakkelovnene. man overalt maatte finde sig i; Kakkelovnene vare næsten rødglødende og Luften heelt forpestet af Stanken fra de vaade Klude, Gamascher og Uniformsstykker, som vare ophængte til Tørring.

Efter den Erfaring, man har havt Leilighed til at gjore, har man lært Østerrigerne at fjende som dygtige og udholdende Soldater. Deres Udrustning har været ypperlig og deres Beklædning god; at der for Infanteriets Vedkommende var gaaet Fald paa Fodtøiet, var ikke at undre sig over. Jægerne med de smukke Fjerbuske havde meget korte langtrækkende Rifler med en usædvanlig lang Bajonnet, men hos intet af Infanteriet have vi seet de Bagladningsgeværer. hvorom vore danske Soldater have talt. Kavalleriet var forsynet med smukke, rapfodede Heste, og Artilleriet havde en god Bespænding. Selv det Seletøi, man saae paa Trainhestene, maatte man beundre for dels Soliditet og Hensigtsmæssighed. I det Hele taget har man iagttaget en sjælden god Orden og Forsynlighed i det hele Armeevæsen; man behøvede blot at see paa det Følge af Trainvogne, Sanitetsvogne og Vogne til at optage Saarede, som fulgte hvert Regiment, for at overbevise sig om, at Sagerne vare i Orden. Der er sagt om de østerrigske Soldaler, at de neppe vilde kunne udholde et Vinterfelttogs Besværligheder saa godt som vore Soldater, fordi de ikke vare vante til vort strengere Klima Dette har for os viist sig ikke at være Tilfældet, og derom vidner ogsaa det høist ubetydelige Antal Syge, der har været indlagt paa det herværende Lasareth; medens den hele store Styrke var samlet her, var det høieste Antal, der nogen Dag fandtes paa Lasarethet, nogleogtyve, senere kun nogle faa Stykker. Den Omstændighed, at de Tropper, der vare sendte til Danmark, alle vare unge, raske Folk, idet kun faa Aars Mandskab var medtaget, maa vel komme i Betragtning overfor dette Særsyn. Soldaterne saaes slet ikke indpakkede i uldne Tørklæder eller uldent Undertøi; i de første Dages strenge Veir bare de Felthuen, nedtrukken over Nakken og Ørene, under Chakoen, men ellers tydede Intet paa, at de følte sig videre generede af det barske Vejrlig. Kom de i Kvarteer, saae man dem ofte under det haardeste Veir vaske og pudse sig i Gaarden i den blotte Skjorte og Beenklæder uden noget Undertøi, og, trods de forcerede Marscher, de i Begyndelsen havde, kunde de derefter gaae ud og see sig om i Byen. Paa Gaden kunde man see en Enkelt hinke afsted, men i Geleddet sporedes intet Tegn paa Træthed eller Udmattelse. Fodtøiet var, hvad man ikke kan undre sig over, i en ynkelig Tilstand hos Mange; man saae i de første Dage Nogle komme marscherende gjennem det sølede Føre med løshængende Saaler, der smækkede med hvert Skridt, medens Andre slet ingen Saaler havde, men gik paa de Lærreds Klude, hvori Fødderne altid vare indsvøbte istedetfor Strømper. Senere blev det bedre med Fodtøiet, da man gjorde sig tilgode med det Læder, der udskreves fra Garverierne. Østerrigerne betragtede ikke deres Allierede, Preusserne, med de venligste Øine, og vi maae dog ogsaa tilstaae, at vi her i Byen saae mere skjævt til de faa hovne Preussere, der viste sig, end til de høflige Østerrigere. Indlod man sig i Samtale med en Østerriger om Preusserne, talte han med en vis Haan om de slette preussiske Soldater, der kun havde faaet Prygl, hvor de havde vovet sig frem, men slet Intet udrettet, medens Østerrigerne havde maattet gjort Alt. Den Dag, da det Rygte cirkulerede her, at Preusserne havde stormet Dybbol Skandserne og vare blevne tilbageslaaede flere Gange, kunde man næstendeels spore en vis Glæde derover hos Østerrigerne, som først sa»e Rygtet i Omløb. - Mellem de under den østerrigske Kommando staaende Tropper var der just ikke den bedste Forstaaelse Havde man nogle Ungarer i Kvarteer og var saa uheldig dertil at faae en ny Indkvartering af Østerrigere, eller omvendt, kunde man være vis paa, at der blev gjort Vrøvl, fordi de ikke vilde være sammen. Den svagere Part fortrak da ofte. Denne Ufordragelighed overfor hinanden herskede ikke blot blandt de forskellige Nationaliteter, men ogsaa blandt de forskjellige Vaabenarter. Enhver satte naturligviis sig selv øverst. En lille Skærmydsel forefaldt en Dag mellem tre Officerer; out der her har ligget en lignende Aarsag til Grund, vide vi ikke. Inde i et Huus kom de i Strid med hinanden; Klingerne fore ud af Skederne, og man huggede løs paa hinanden, saa at den ene Officeer blev saaret i Haanden og maatte bringes til Lasarethet. Tilsidst gik bet dog ud over Huuseierens Vinduer, der bleve slagne istykker af den mest Rasende.

Krigstugten var meget streng, og man behøvede i Reglen blot at henvende sig til en af de Overordnede for at staffe Orden tilveje, hvor der gjordes Brud paa den. Idetmindste et Tilfælde, der syntes at ville »udføre streng Straf for den Paagjældende, er forefaldet her i Byen. En Soldat vilde i en Boutik hos Handelsbetjenten tiltvinge sig endeel Cigarer, og truede i den Hensigt, da de bleve ham nægtede, med at gjøre Brug af sine Vande-; Kjøbmandens Kone, der kom til i samme Øieblik, gjorde Anskrig og tilkaldte derved en forbigaaende Officeer, som strax tog sig af Soldaten. I den Krigsret, som derefter blev nedsat over ham, gjordes hans Liv eller Død afhængig af et Vidnes Udsagn. Hvad Udfald Sagen fik, have vi ikke erfaret, da Synderen ved sit Regiments Afmarsch blev ført med i Lænker. En anden Soldat skjød sig en Kugle igjennen Hovedet midt inde i et Beværtningslokale, der var opfyldt med Soldater. Nogle angive som Bevæggrund hertil, at han havde stjaalet, Andre at han havde sovet over sig og ikke var kommen med sit om Morgenen afmarscherede Regiment. - Naar man om Aftenen efter Kl. 8, til hvilken Tid Tappenstregen gik, gennemvandrede de stille og fredeligt udseende Gader, uden at høre Raab eller Støi fra Værtshusene, skulde Ingen tro, at han befandt sig i en By, der indesluttede flere Tusinde fjendlige Soldater. Saa god var Ordenen og saa streng Disciplinen.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 23. marts 1864)

Pausen varede dog kort. Østrigerne vendte dagen efter tilbage, og næste nummer af avisen udkom først 29. marts hvor der var en opdatering af ovenstående artikel.

Avisen udkom ikke mellem 10. og 22. marts, og mellem 24. og 28. marts.

Beefstreak-Lieferung für das österreichische Armeecorps in Jütland. Friedliche Erinnerung aus kriegerischen Tagen. Nach der Natur gezeichnet von Otto Günther. (Beefsteak-levering til det østrigske hærkorps i Jylland. Venlig påmindelse fra krigeriske dage. Tegnet efter naturen). Die Gartenlaube : illustrirtes Familienblatt No. 022, 1864

Slesvig. Veile 20de til 21de marts 1864, Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om en skole i Slesvig. Original nedenfor:

Fra Slesvig. De danske voldstiltag gjorde det mest uheldige indtryk på den opvoksende ungdom. En af lærerne på den lokale ungdomsskole, pastor Johannsen, krævede på spørgsmålet: "Hvem er synderne?" at hans elever svarede: "Det er tyskerne - de går alle syndens vej." Gymnastiklæreren Schønberg organiserede skydeøvelser med sine elever; en tysk soldat blev sat op som mål, og hr. Schønberg heppede på gymnasieeleverne med ordene: "Ram ham i sit sorte hjerte!" ("Ram ham i hans sorte hjerte.") For blot tre uger siden fandt en uhyrlig sag sted her. Førsteårseleverne på den lokale videnskabelige skole havde sat en kæmpe dansk kokarde fast på klasseværelsets væg. Da en af ​​deres medstuderende, søn af den tyske købmand Brincken, trådte ind i klasseværelset, modtog de ham med ordene: "Enhver herre skal kysse denne kokarde - en slyngel gør det ikke!" Da Brincken nægtede at give efter for denne trang til  terror, slæbte omkring 20 af hans klassekammerater ham hen til kokarden og pressede hans ansigt mod det forhadte symbol. Allerede nu fortsætter dansklærerne som opfordrer til sådanne udskejelser i stedet for at forhindre dem, deres uforskammede adfærd. En skoledreng som var til stede ved hertug Frederik VIII's proklamation med en slesvig-holstensk kokarde på kasketten, hilste den følgende dag på en af ​​sine lærere, ved navn Dorff, på gaden. Men hr. Dorf snerrede ad ham med ordene: "Hvordan vover du at hilse mig når du har båret forrædernes farver?" Prof. Dr. Lübker opholder sig i øjeblikket her for at kontrollere den videnskabelige skoles tilstand og for at rapportere til civilkommissæren om det. I går undersøgte han nogle af eleverne, hvoraf de fleste ikke var i stand til at udtrykke sig på tysk. Selv med det tyske hos lærerne var det til dels ikke bedre.

Aus Schleswig. Den unseligsten Eindruck haben die dänischen Gewaltmassregeln auf die heranwahcsende Jugend geübt. Einer der Lehrer an der hiesigen Real- und Gelehrtenschule, Pastor Johannsen, verlangte auf die Frage: "Wer sind die Sünder?" von seinen Schülern die Antwort: "Das sind die Deutschen - sie gehen sämmtlich den Sündenweg." Der Turnlehrer Schönberg veranstaltete Schiessübungen mit seinen Zöglingen; als Zielscheibe war ein deutscher Soldar aufgestellt und Herr Schönberg feuerte die Gymnasiasten mit den Worten an: "Ram ham i sit sorte Hjerte!" ("Treff ihn in sein schwarzes Herz.") Noch vor drei Wochen ereignete sich hier ein empörender Fall. Die Primaner der hiesigen Gelehrtenschule hatten an der Classenwand eine riesige dänische Cocarde befestigt. Als einer ihrer Commilitonen, der Sohn des deutschen Kaufmann Brincken, in's Schulzimmer trat, empfingen sie ihn mit den Worten: "Jeder Ehrenmann kann diese Cocarde küssen, - ein Lump wer es unterlässt!" Als Brincken sich weigerte, diesem terroristischen Verlangen nachzugeben, wurde er von etwa 20 seiner Mitschüler zu der Cocarde hingeschleppt u. mit dem Gesicht auf das verhasste Symbol gepresst. Auch jetzt nock setzen die dänischen Lehrer, welche solche Excesse begünstigen, statt dieselben zu hindern, ihr insolentes Betragen fort. Ein Primaner, der mit einer Schleswig-holsteinischen Cocarde an der Mütze der Proclamirung des Herzogs Friedrich VIII. beigewohnt, grüsste am folgenden Tag einen seiner Lehrer, Namens Dorff auf der Strasse. Herr Dorf schnautzte ihn aber mit den Worten: "Wie kannst du dich unterstehen, mich zu grüssen, nachdem Du die Farben der Landesverräther getragen hast?" Prof. Dr. Lübker verweilt gegenwärtig hier, um den Zustand der Gelehrtenschule zu prüfen und den civilkommissären Bericht darüber zu erstatten. Er examinirte gestern einen Theil der Schüler, welche meist nicht im Stande waren, sich deutsch auszudrücken. Auch mit dem Deutsch der Lehrer war es zum Theil nicht besser bestellt.

(Kurier für Niederbayern : Landshuter Tag- u. Anzeigeblatt ; unabhängige Tageszeitung für Heimat und Volk 20. marts 1864).

Herredsfoged Fischer i Broager bekjendtgjør, at Sognet har maatte optage en stor Mængde Flygtninge fra de nærmeste Landsbyer, foruden at alt Qvæg og alle Heste fra Dybbøl (524 Kreaturer) ere bragte derhen. Da Landsbyerne desuden have stærk Indkvartering er Nøden overordentlig, navnlig skorter det paa Straa, Korn og Fourage, der ikke en gang er at faa for Penge. 146 Personer alene af Dybbøl Sogn ere henviste til deres Medmenneskers Medlidenhed, og 64 andre Personer have kun for meget kort Tid at leve af. Ildebrændsel er aldeles ikke at faa. Alle veldædige Komiteer i mindre hjemsøgte Distrikter anraabes om snarlig Hjælp.

(Ribe Stifts-Tidende 21. marts 1864).

Ved afstemningen 56 år efter i 1920 stemte Sundeved markant for Danmark: fx i Broager 2.323 mod 666, heraf ca. 250 fra tilrejsende tyske teglværksarbejdere. Tallene kan selvfølgelig ikke overføres til situationen i 1864, måske ikke engang som en strømpil.

Veile har det meget strængt med Indqvartering. Det er ikke usædvanligt, berettes til Fks. Av., at en Familie har nogle og 20 Menige og 5 a 6 Officerer i Qvarteer , og entskjøndt disse faae Naturalforpleining, fordre de dog ofte Mad af Qvarteerværterne. Saa længe de endda levere

Naturalforpleining, kan det gaae, men Gud hjælpe, naar det standser dermed, hvorom der er Tale. I Tirsdags syntes det, som om Tydskerne gik sydpaa, men det var kun en ubehagelig Skuffelse. Veile bliver stærkt forskantset baade fra Syd og fra Nord, og det Værste er, at Fjenden selv tager Arbejdsfolkene dertil, saa at man intet Øieblik veed, naar man kan blive slæbt fra Huus og Hjem til Skandsearbeide. Veile havde en drøi Dag den 8de, men man slap Gud være lovet med Livet. Tre Granater sprang i Brevskriverens Naboes Gaard og slog Taget og alle Vinduer i øverste Etage itu, men ingen af Beboerne kom tilskade, uagtet Granatstumperne fløi omkring i Værelserne.

- - -

Saavel i Skanderborg som i Herning og Egnene deromkring skal Fjenden, og navnlig Østerrigerne, have huseret slemt, og især skal Kromanden i Herning være næsten aldeles ødelagt. Rub og Stub toge de fra ham, brød ind i hans Saltekammer, hvor han havde sine Victualier, og tømte det, dreve Køerne ud af hans Stald, slagtede dem ved Smedjen, stegte det damrende Kjød og fortærede det. Ogsaa hos Bønderne skal det være gaaet stemt til; Korn, Skinker og Alt, hvad de havde, maatte de ud med, sølvbeslagne Piber vare gefundenes Fressen, ja man siger endog, at de enkelte Steder have brudt Gjemmer og Kister, ja selv Gulvene op, i Haab om at finde nedgravne Skatte. Ligesaa have de omhugget Telegraphstængerne og Træerne paa Hovedlandeveiene og gjort Baal deraf til deres Feldtvagter. Saavel Officererne som Folkene skulle have været fulde som Alliker og begaaet mange stemme Optøier. (Fdl.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. marts 1864).

Christian Friedrich Brandt (1823-1891): Kolding. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk formodet øjenvidneskildring fra Kolding og Vejle, se original nedenfor:

Fra krigsteatret.

Veile, 13. marts.

-- -

Jeg havde forladt min post foran Dybbølskanserne for at besøge den østrigske slagmark ved Veile, og da jeg kendte Jylland og dets indbyggere fra den første slesvig-holstenske krig, var jeg forberedt på en kølig modtagelse og ubehagelige indtryk; men jeg havde aldrig troet, at det var muligt at finde hele befolkningen i en sådan nationalitetsfeber som jeg stødte på i grænsebyen Kolding. Den ellers så fredelige by med sine elendige gader og halvødelagte barakker på hver side af broen var fyldt med preussiske soldater; ingen kvinde kunne ses nogen steder; overalt så jeg smadrede ruder og preussiske soldaters surmulende ansigter der kæmpede mod snestorme og regnskyl i "den usle rede", som de kaldte Kolding, og ledte forgæves efter en lækker bid mad.

Jeg kørte op og ned ad gaden og ledte efter et sted at bo, der var ingen steder; Her boede kronprinsen af ​​Preussen, der feltmarskal Wrangel, i et andet hus boede den eller den prins - alt var besat, og havde der været en ledig plads, ville ejeren have passet på ikke at give mig - en tysker - så meget som en stol.

Træt af den lange køretur frem og tilbage besluttede jeg mig for at bruge en list og udgive mig for at være dansker. Listen virkede; en lang, svindsotig kroejer gav mig sin tjener som guide, og ved at vise et elendigt ansigt ved danskernes nederlag og længsel efter krigens slutning, fik jeg en bolig som bestemt ikke var ringere end kronprinsens. Men hvilke forbandelser mod de "tyske røvere og banditter" måtte jeg lytte ikke til, mens jeg spiste en andesteg; hvilke monstrøse løgne og mistanker min vært udtalte! Den gode mand vidste bestemt at kronprinsen var taget til fange; danskerne havde begravet 800 østrigske jægere; om tre dage ville englænderne, danskerne, svenskerne og franskmændene angribe de tyske grønskollinge og dræbe dem alle som hunde. Han fandt det heroisk, at borgerne i Vejle havde forgiftet 10 østrigere; at fire borgere var blevet skudt for denne slyngel, kaldte han tysk brutalitet. Da jeg havde spist min and, gik jeg til kroen for at se om andre danskere tænkte som min vært; men de var hverken værre end bedre, og jeg var tæt på at få en handel da jeg talte om muligheden for, at Als blev taget. "Vi kan, vi må og vi vil vinde" lød det evige omkvæd; en dansker klarer "seks tyske røvere"; Slesvig er "dansk provins", og når vi bliver drevet til fortvivlelse - "dikterer vi freden i Berlin!" Da jeg følte, at det var ved at blive svært for mig at fortsætte med at spille min rolle, trak jeg mig tilbage og lagde mig på sengen; Men min vært ville ikke lade mig hvile, jeg måtte drikke et glas toddy for Danmarks helbred og lytte til hans lille datter synge "den tapre landsoldat".

- - -

Men hvordan så det ud i Vejle! Den dejlige by, et af de smukkeste steder i det nordlige Europa, gav mig indtryk af at være i et fængsel. Borgerne sneg sig gennem de frygtelig ødelagte gader med en bitter harme og stjal hvert øjeblik soldaternes rygsække og sabler; fire borgere var netop blevet skudt, fordi de havde skudt mod østrigere fra deres vinduer; på hospitalet lå borgere, som var blevet straffet af soldaterne for forsøg på forgiftning og drab; Fra de gennemskudte og knuste ruder i de tomme huse vajede gardinerne melankolsk frem og tilbage; Friske spor af den bitre kamp var stadig synlige i de huse, der var blevet skånselsløst smadret af danskerne og østrigerne. De godmodige østrigere, som hidtil ikke havde næret noget spor af had til deres fjende, satte nu foden på hans nakke med foragt og foragt, og de danske der havde lidt blodig straf og summarisk retfærdighed, bøjede sig for deres sejrherrer med tændersgnidsel og mærker af dødbringende had. På gaden spurgte jeg en borger om et ølværtshus; han så foragtende på mig og sagde: "Skulle jeg vise en tysker et ølværtshus?" I næste øjeblik fremviste en Windischgrätz-dragon et par jagttrick, og den føjelige jyde pegede grinende på en bar, hvor bayersk øl var tilgængelig.

Vom Kriegsschauplatz.

Veile, 13. März.

- - -

Ich hatte meinen Posten vor den Düppeler schanzen verlassen, um den Kampfplatz der Oesterreicher bei Veile zu besuchen, und da ich aus dem ersten schleswig-holseinischen Kriege Jütland und seine Bewohner kannte, war ich auf einen kühlen Empfang und unangenehme Eindrücke gefasst; ich hätte es aber nie für möglich gehalten, die ganze Bevölkerung in einem solchen Nationalitätsfieber zu finden, wie es mir gleich in der Gränzstadt Kolding entgegentrat. Die sonst so friedliche Stadt mit ihren elenden Strassen und halbverfallenen Baracken diesseits und jenseits der Brücke war mit preussischem Militär angefüllt; nirgends blickte sich ein weibliches Wesen; überall begegneten mir zertrümmerte Fensterscheiben und verdriessliche Gesichter preussischer Soldaten, die in dem "faulen Neste", wie sie Kolding nannten, gegen Schneestürme und Regengüsse ankämpften und sich umsonst nach einem leckern Biffen umsahen.

Ich fuhr Strasse auf, Strasse ab und suchte ein Unterkommen, nirgends war Platz; hier wohnte der Kronprinz von Preussen, dort Feldmarschall Wrangel, in einem anderen Hause lag dieser oder jener Prinz - Alles war besetzt, und wäre auch ein Plätzschen frei gewesen, so würde der Besitzer sich wohl gehütet haben, mir - einem Deutschen - auch nur einen Sthul einzuräumen.

Des langen Hin- und Herfahrens müde, beschloss ich, eine Kriegslist anzuwenden und mich für einen Dänen auszugeben. Die List gelang; ein langer, schwindsüchtiger Wirth gab mir seinen Hausknecht als Führer mit, und ich bekam dafür, dass ich über die Niederlage der Dänen ein kläglich Gesicht gemacht und das Ende des Krieges herbeigesehnt hatte, ein Unterkommen, das dem des Kronprinzen gewiss nicht nachstand. Aber welche Verwünschungen gegen die "deutschen Räuber und Banditen" musste ich anhören, während ich eine gebratene Ente verzehrte; welche ungeheuren Lügen und Verdächtigungen stiess mein Wirth aus! Der gute Mann wusste gewiss, dass der Kronprinz gefangen sei; danne hatten die Dänen 800 österreichische Jäger niedergebauen; in drei Tagen würden Engländer, Dänen, Schweden und Franzosen gemeinschaftlich über die deutschen Spitzbuben herfallen und alle wie die Hunde erschlagen. Dass die Bürger in Veile 10 Oesterreicher vergiftet, fand er heldenmütig; dass vier Bürger für diesen Schurkenstreich erschossen worden, nannte er eine deutsche Niederträchtigkeit. Als ich meine Ente Verzehrt, ging ich ind Gasthaus, um mich zu überzeugen, ob andere Dänen eben so dächten, wie mein Wirth; aber sie waren eher schlimmer als better, und ich war nahe daran, Händel zu bekommen, als ich von der Möglichkeit sprach, das Alsen genommen werden könne. "Wir wollen, wir werden und wir müssen siegen", war der ewige Refrain; ein Däne nimmt es "mit sechs deutschen Räubern" auf; Schleswig ist "dänische Provinz", und wenn wir zur Verzweiflung getrieben werden, so - "diktiren wir den Frieden in Berlin!" Da ich fühlte, dass es mir schwer wurde, meine Rolle fortzuspielen, zog ich mich zurück und legte mich ind Bette; mein Wieth liess mir aber keine Ruhe, ich musste ein Glas Toddy auf Dänemarks Wohl leeren und seiner kleinen Tochter zuhören, wie sie den "tappern Landsoldat" sang.

- - - 

Aber wie sah es in Veile aus! Das wunderliebliche Städtchen, einer der schönsten Punkte des Europäischen Nordens, machte mir den Eindruck eines Zuchthauses engros. Die Bürger schlichen mit berbissenem Grolle durch die schrecklich verwüsteten Strassen und zogen sich jeden Augenblick Pallasch- und Säbelhiede der Soldaten zu; eben waren vier Bürger erschossen, weil sie aus ihren Fenstern auf Oesterreicher gefeuert hatten; im Lazareth lagen Bürger, die für Vergiftungs- und Mordversuche von den Soldaten gezüchtigt worden waren; aus den zerschossenen und zerschmetterten Fenstern der leeren Häuser wehten die Vorhänge melancholisch hin und her; in den von Dänen und Oesterreichern gleich schonungslos zertrümmerten Häusern waren noch frische Spuren des erbitterten Kampftes sichtbar. Die gutmüthigen Oesterreicher, die bisher keine Spur von Hass gegen ihren Feind gehegt hatten, setzten ihm jetzt voll Verachtung und With den Fuss auf den nacken, und die Dänen, die eine blutige Züchtigung und summarische Justitz erfahren hatten, beugten sich ihren Siegern mit Zähneknirschen und den Zeichen tödtlichen Hasses. Auf der Strasse fragte ich einen Bürger nach einem Bierlokale; er blickte mich verächtlich an und sagte: "Ich einem Deutschen ein Bierlokal zeigen?" Im nächsten Augenblicke zählte uhm ein Windischgrätz-Dragoner einige Jagdhiebe auf und der gelehrige Jüde zeigte grinsend ein Lokal, wo bayerisches Bier zu haben war. 

(Sibylle : Unterhaltungsblatt zum Würzburger Journal 24. marts 1864. Artiklen var forfattet af en korrespondent fra Kölner Zeitung, og blev bragt i flere aviser. Den er her forkortet)

F. Brandt (1823-1891), Flensburg: Veile vom Süden aus gesehen, 1864. Nach der Natur photografiert. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De allierede havde indtaget Vejle den 8. marts 1864. Feltmarskalløjtnant Gablenz oprettede sit hovedkvarter i byen. Ved indtoget blev nogle civile skudt: en musiker der ville samle en sabel op, en far der ville fjerne sine børn fra vinduet og to drenge som havde samlet en ueksploderet granat op. Østrigerne indsamlede herefter penge til de efterladte. I starten plyndrede nogle østrigske soldater, de blev efterfølgende straffet med stokkeslag. Fra den 10. marts blev omkring 400 civile ført til Vejle for at grave skanser - hvilket muligvis var en fejltagelse.

I marts-april var der formentlig 30.000 allierede soldater mellem Kolding og Vejle. Vejle havde ca. 5.000 indbyggere.

Den 15. marts 1864 mødtes feltmarskal Wrangel amtmænd og borgmestre i de fire sydlige jyske amter til Kolding for at drøfte tyske militære rekvisitioner og ordningen af naturalforplejningen. Mange havde vægret sig ved at efterkomme de allieredes krav. Fra dansk side erklærede man sig villig til at levere, men indenfor mulighedernes grænse. Forhandlingerne brød sammen, og de 10 embedsmænd blev interneret i Rendsborg hvor de først blev løsladt ved våbenhvilen den 10. maj.

Conrad Oscar Carlson 1840-1864. (Efterskrift til Politivennen)

Conrad Oscar Carlson (20. marts 1840 – 19. marts 1864) var søn af skomagermester Carl Carlson og Christiane Caroline Lorentzen. Han gik på Kunstakademiet 1856-61 og vandt den lille guldmedalje 1858. 

Kikker man godt efter, vil man her i en annonce i flere dagblade fra oktober 1863 kunne se annonceret at C. Oscar Carlson havde ydet "artistiske Bidrag" i det nu sluttede 4. bind af Illustreret tidende. Formentlig er der tale om nr. 178 hvor Carlson havde tegnet det Kongelige teaters forsal.

Han deltog i Krigen 1864 og avancerede til sekondløjtnant ved 10. infanteriregiment. Han tegnede for Illustreret Tidende, og en halv snes tegninger kan ses på Det Kongelige Bibliotek. Bl. a. hans sidste tegning fra Illustreret Tidende 10. april 1864:

Løjtnant C. Oscar Carlson: Efter Fægtningen. Illustreret Tidende bind 5, nr. 263 (1864). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Motivet blev brugt for forsiden af "Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer". Med 106 portrætter, udarbejdet af kaptajn A. F. Hansen (1909)..

Oscar Carlson. I sidste Nummer af "Illustreret Tidende" seer vi en smuk lille Skizze, omgiven af faldne fædrelandsforsvareres Portraiter. Det er en ung Officeer, der lænet op ad et sneedækket Gjerde er stedt til Hvile fra Kampen. Hans tro Hunds Tuden har hidkaldt to Ambulancesoldater med en Baare - de kan nærme sig uden at forstyrre hans Slummer! Under Billedet staaer "Efter Fægtningen". Skizze af Løitnant C. Oscar Carlson.

Dagen før Bladet udkom, mens Tegningen rullede frem og tilbage under Pressen, laa den unge kunstner, der havde tegnet Skizzen, selv ligesaa blidt slumrende som Krigeren paa det lille Billede. I Løverdags Kl. 11 1/4, mens han ved Skandsen "Nr. 2" foran Dybbølbjerg stod i Samtale med Chefen for 10de Regiments 2den Bataillon, Kaptain Gyldenfeldt, hos hvem han var Adjudant, blev han tilligemed denne sin Foresatte knuust af en Granat fra Broagerbatterierne. En Krigskammerat, der kort forud havde talt med ham og kort efter stod ved de Faldnes Lig, skriver i sit Brev til Hjemmet: Deres Død har været let, de faldt for en skjøn Sag. og de dræbende Jernstykker havde vel ødelagt deres Legemer, men ikke efterladt et Udtryk af Smerte i deres Ansigt.

Oscar Carlson var en haabefuld, begyndende Kunstner, en kæk Soldat, en elskværdig, livsfrisk yngling, inderlig afholdt af sine Kammerater, baade dem herhiemme i Freden og dem derovre i Felten. Søn af en uformuende Borger her i Byen havde han allerede maattet bestaae en temmelig haard Kamp, før han ved egne Kræfter naaede en Plads blandt Kunstakademiets Elever, da kaldte Fædrelandet ham til en anden Kampplads, og han adlød dets Kald ligesaa freidig og fulgte det ligesaa ivrigt, som han havde fulgt Kunstens. Ogsaa her naaede han Maalet. Fire og tyve Aar gammel indskrev han sit Navn paa det Æreminde, som Danmarks Kunstnere skal reise over de Tappre, der falde for Fædrelandets Ret og Ære. 

(Folkets Avis - København 22. marts 1864).

Dødsannonce i Folkets Avis - København 29 marts 1864.

Som nævnt i dødsannoncen blev han begravet på Garnisons Kirkegård i København. Hans grav ser ud som på nedenstående foto:

Foto Erik Nicolaisen Høy.

Nedenstående er hentet fra "Mindeskrift over de i 1864 faldne Officerer". Med 106 portrætter, udarbejdet af kaptajn A. F. Hansen (1909):

SEKONDLØJTNANT

Conrad Oscar Carlson

fødtes den 30. Marts 1840 i København og var Søn af Skomagermester Carl Carlson og Hustru Christiane Caroline Lorentzen.

Som Dreng modtog han Undervisning i Melchiors Skole. I sit syttende Aar kom han paa Kunstakademiet 1856—61. Han sluttede sig til Historiemaleren, Professor Niels Simonsen, og blev snart en af hans kæreste Elever. Han gennemgik Reserveofficersaspirantskolen paa Landkadetakademiet fra 10. December 1861 til 14. August 1862 og udnævntes sidstnævnte Dag til Sekondløjtnant i Infanteriets Krigsreserve. Den 18. Oktober 1862 ansattes han ved 10. Infanteri Bataillon, ved hvilken han stod til sin Død. Han var under Krigen Adjutant ved 10. Regiments 2. Bataillon.

Efter at være bleven Løjtnant levede Carlson videre for sin Kunst. Da Krigen i 1863 syntes uundgaaelig indkaldtes han og drog med Regimentet fra Fredericia til Ejderen og deltog nu i de forskellige Kampe. Han var et lykkeligt Menneske, altid glad og fornøjet, saa lyst paa alt, og naar han kom galoperende med en Ordre fra sin Chef, bragte han Liv og Munterhed med sig. Der blev let og spøgt og jublet, om end Granaterne haglede ned, og Kulden bed i Næsen. Naar 10. Regiment var i Skanserne og paa Forpost vare de prøjssiske Batterier altid i fuld Virksomhed. Det var, som om de rasede mod Sønderjyderne, der udgjorde Hovedbestanden 

i dette Regiment.

En Regimentschef, en Bataillonschef, to Kaptajner og to Løjtnanter dræbtes og flere hundrede Underofficerer og menige dræbtes eller saaredes under Dybbølstillingens Forsvar

Kvinderne gav ikke Mændene noget efter; Regimentets Marketenderske Anna Doumann, var saa modig som den kækkeste Soldat.

Den 19. Marts var en Ulykkesdag. Over Hovederne hang Himlen som en stor, sort Sky, gennem hvilken en isnende Sne stadig dryssede ned. Ravne og Krager fløj skrigende over Marken og spaaede om Ulykker. Broagerbatterierne var den Dag usædvanlig livlige. Granaterne susede hen over Skanserne.

10. Regiments 2. Bataillon havde Vagt i Skanserne paa venstre Fløj.

Bataillonschefen, Kaptajn Gyldenfeldt og Adjutanten, Løjtnant Carlson, havde taget Plads Nord for Skanse Nr. 2 og stode paa fri Mark ved Gravranden, saa de havde Skansen mellem sig og det Batteri, der beskød den. Det var en meget farlig Plads, Staben havde valgt. Adskillige Granater faldt i en betænkelig Nærhed. Pludselig lød et skingrende Raab efter Ambulancen fra en af de ved Skanse Nr. 2 staaende Kaptajner. Stykker af en Granat, der faldt og sprang i Anslaget lige paa Gravranden, havde ramt og dræbt Bataillonschefen, Adjutanten og en menig. Døden havde favnet dem saa øjeblikkelig, at der ikke var Spor af Lidelser i deres Ansigtstræk, særlig Carlson havde et lykkeligt og tilfreds Udtryk. Mærkelig nok havde Carlson Dagen i for Vejen sendt en lille Skitse af Feltlivet til Illustreret Tidende, se Titelbladet; det var Billedet af en falden Soldat, ved hvis Lig Troskabens Symbol, Hunden vaager. Under Krigen havde han sendt flere Tegninger til Bladet.

Nøje knyttede ved Venskabsbaand til hinanden vare Gyldenfeldt og Carlson dragne i Krig. De faldt for samme Granat, og Side om Side jordedes de paa Garnisons Kirkegaard i København den 30. Marts 1864, den Dag, paa hvilken Carlson, om han havde levet, vilde have fyldt 24 Aar. Carlson var en prægtig Yngling og en dygtig Kunstner. Han havde erhvervet sig den lille Sølvmedaille ved Kunstakademiet i 1858. Fra 1859—64 udstillede han baade Landskaber og Figurbilleder.

Paa Graven rejste Venner et smukt Mindesmærke, en stor Kampesten, paa hvis øverste Del er fastgjort en Lavrbærkrans, hvori staar: "Conrad Oscar Carlson. Lieutnant og Adjutant ved 10. Infanteri Regiment. Født den 30. Marts 1840, død den 19. Marts 1864 i Kampen for Fædrelandet". Under Kransen ses en Malerstol med Palet og Stok, modelleret af den faldnes elskede Lærer, Professor N. Simonsen.

(Et digt af C. H. Rørdam er udeladt her)

Slesvig 18de til 19de Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Et brev af 17. marts 1864 blev citeret den 30. marts 1864. Det bringes nedenfor:

Stilstanden i Slesvig. Ved en Reisende har "Fædrl." modtaget en Skrivelse af 17de ds, fra en med Forholdene velbekjendt Mand fra Egnen vest for Aabenraa, som Bladet med nogen Forkortelse meddeler saaledes; "Om mit eget Huus og Forholdene lige i min Egn kan jeg ikke udtale mig. De fremmede Krigerskarers Ophold er naturligviis et føleligt Tryk, dog næppe allevegne eens. I det Hele taget troer jeg, at de tydske Soldater ere nogenlunde maneerlige; Preusserne naturligviis mere brovtende og stortalende, Østerrigerne beskednere, I Byerne er Tilstanden, efterat det første Tilløb og de store Gjennemmarscher ere overstaaede, efter Omstændighederne taalelig, I Sundeved seer det sørgeligt ud. Der ligge jo sagtens en 30,000 Mand, jo nærmere de ved Dybbølstillingen desto tættere. Tilfældigviis derfra kommende Preussere, som jeg har talt med for nogle Dage siden, give en bedrøvelig Skildring af Tilstandene. Soldaterne, der flere Uger i Rad ikke kunde komme af Klæderne, plagedes af Ureenlighed og Utøi. Bøndernes Gaarde ere aldeles overfyldte med Krigsfolk, saa at Bonden selv med Familie og Tyende maa tage tiltakke med smaae Aflukker til Opholdssted; Agrene overtrampes af Mennesker og Heste, saa at den nedlagte Sæd er tabt; det ikke aftærskede Korn bruges til Foder og Strøelse, Kvæget slagtes, Heste og Karle tages til Kjørsel osv, Kirkerne i Ulderup og Sottrup ere forvandlede til forskandsede Blokhuse. En smuk lille Granskov mellem Hostrup og Felsted er hugget bort for at afgive Materiale til Skandser og Barakker. Lignende Ting vil De have hørt andensleds fra, men fremfor alle andre Dele af Riget er det dog Sundeved, der faaer at vide, hvad en tydsk "Tagen i Pant" har at betyde, og naar engang den tydske Krigsbølge er rullet tilbage fra vore Enemærker, vil der være Noget at oprette der. Dog, vi vide jo ikke, hvorlænge denne Tilstand vil vare og hvilke Ulykker og Hjemsøgelser der endnu kunne forestaae os eller andre Dele af Landet. Dette er den materielle Side af Ulykken; endnu piinligere er den aandelige, de Fremmedes Herredømme og Tryk, og Bevidstheden om, at denne Nød kunde være bleven afvendt eller dog forhalet i længere Tid - og derved politisk og militair talt mildnet og formindsket - hvis vor Hærs øverste Ledelse, politisk og militairt, havde været i bedre Hænder. Efter alle detaillerede Oplysninger, jeg under Østerrigernes og Preussernes Fremmarsch har kunnet samle i Byerne paa Vestkysten, var deres Styrke foran Dannevirkestillingen ikke over en 55-56,000 Mand, Og mod denne Styrke, der af Vinterfelttoget meget snart vilde være bleven fuldt saa meget medtagen som vore Folk, kunde og burde Stillingen være bleven holdt. Men det kan jo ikke nytte nu at klage derom, naar blot denne sørgelige Erfaring maatte fremkalde en anden Ledelse af Statens Anliggender i Felten som i Kabinettet. Det Tungeste for os et i det daglige Liv og i Øieblikket Hjemmetydskernes og de tilbagevendte schleswigholsteinske Emigranters Regimente. Glædeligt er det imidlertid, at den danske Befolkning holder ud. Fra Flensborgs Handelsstand kommer ret nu et Vidnesbyrd i Sagen om Kontant eller Rigsmønt, og et lignende er i disse Dage afgivet i Aabenraa. Man maatte finde sig i, at den angustenborgske Proklameringsfarce der, som andensteds, udførtes af en lille Skare, høist en 150 Mennesker, hvis Fører var en Kjøbmand Joh. Jacobsen, der tidligere er bleven straffet med Fængsel paa Vand og Brød. Sagen blev "sat i Scene" paa den staaende Maade, indtil en preussisk Officeer med et Par Mand adsplittede Forsamlingen. Trefarvede Faner bleve udhængte; høist en 70 Stykker i en By paa 500 Huse. De danske Embedsmand ere hidtil ikke blevne fjernede. For at bevirke dette havde vore "Wühlere" indgivet et Andragende til "Civillkommissairerne". Paa Efterretningen herom indgav den dansksindede Befolkning et Modandragende, forsynet med det under disse Omstændigheder særdeles betydelige Antal af 495 Underskrifter af Borgere og Skatteydere. Da der blandt de 178 Navne, som man vidste, at den tydsksindede Side havde kunnet opdrive, fandtes mange Indvandrede og løse og ledige Personer, som Haandværkssvende, Handelsbetjente og deslige, saa blev det dansksindede Andragende ledsaget af en Skatteligningsliste, for at konstatere Underskrivernes borgerlige Stilling. Fra Landdistrikterne er der Tale om lignende Skridt. Heller ikke fra det haardt trykkede Sundeved mangler det paa Beviser for at Befolkningen glæder sig over Skandserne ved Dybbøl, "som Tydskerne ikke tør røre ved, for ikke at brænde sig". Det tydske Militair indseer ogsaa fuldkomment, hvorledes Sagerne staae. Idetmindste har jeg af flere Preussere hørt den Yttring, at de vilde gjøre ligesaa, om ogsaa Franskmandene besatte hele deres Fædreland. Hvad Østerrigerne, disse allevegnefra sammendrevne Folk, en fornyet Miniaturudgave af "Wallensteins Lager" paa dansk Grund efter snart halvtrediehundrede Aars Forløb, - hvad de mene om vore Forhold, skal jeg lade usagt. Hvis Sproget ikke gjorde ethvert nærmere Samkvem mellem den dansksindede Befolkning og polske og ungarske Regimenter umuligt, turde mangen en "Kaiserlich" skiftes til at forlade en Fane, mod hvilken hans virkelige Landsmand maaskee snart ville rejse sig. Tilstandene her have i det Hele taget en stor Lighed med dem fra 1848 og 1849. Der er Forskjel, ganske sandt, baade med Hensyn til Forholdene i Hovedstaden, og overhovedet fordi det er anden Gang. Men forresten er Ligheden slaaende, idetmindste hos os herovre og i det Enkelte. Det er et for os Dansksindede ikke uventet, men iøvrigt mærkeligt Syn, disse Frugter af den Overbærenheds- og Forsonligheds-Politik, som man har fulgt nu 15 Aar! Tage vi det mig nærmeste Exempel, Aabenraa, saa vil man med nogen Lokalkundskab finde, at det, de Afdøde og Bortrejste fraregnede er det selvsamme Personale, der dennesinde som i 1848 har reist Oprørets Fane. Enkelte ere, formodentlig paa Grund af den fremrykkede Alder, blevne mere tilbageholdne, men paa en enkelt Undtagelse nær er Ingen gaaet over til den danske Side. De stole sagtens paa det Samme, som de udtalte i 1848: "Vi kunne jo ialtfald forsøge det; derved et Intet forseet." Og det et der igrunden ei heller. Thi naar Enden paa det nuværende Oprør kommer, saa vil der vel igjen blive talt om "Forsonlighed", om at bøie de stive Sind ved "Mildhed" og vinde Gemytterne ved "Friheden". Ja, Forsonlighed og Mildhed tre skjønne Dyder, men vi have med disse Ord kun tilsløret vor godtroende og magelige Eftergivenhed. Og Følgen er bleven den, at Befolkningen aldrig for Alvor har følt sig som hørende til et dansk Rige og forpligtet til dette, at Soldater have sveget deres Ed og Fane , saagodtsom uden at nogensinde den paafølgende Straf har bragt det til Befolkningens Bevidsthed at det at svigte sit Land er en Forbrydelse, er Høiforræderi. Og hvad "Friheden" angaaer, da er den en stor og herlig Ting. Det er baade Skam og Skade, at den danske Sønderjyde ikke har den lige saa godt som hans Broder i "Kongeriet". Men hvis man troer, at man med den kan vinde de Tydsksindede, navnlig de Intelligente og Mindretallet Nord for Slien, saa tager man feil: de sætte Nationaliteten og deres Germaniseringsplaner over Alt. Naar vi faae Sønderjylland tilbage, saa vil det, om Landet skal bevares og en Regjering overhovedet blive mulig, være uundgaaelig nødvendigt, at følge et ganske andet System end det efter 1850. Men her maae jeg standse for dennesinde."  

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 30. marts 1864). Omhandler 17. marts.

12. marts 1864 beordrede general Wrangel amtmænd og borgmestre i de fire sydlige jyske amter at drage til Kolding for at drøfte tyske militære rekvisitioner og ordningen af naturalforplejningen.  På et møde den 15. marts gik de med til at levere hvis kravene var rimelige og indenfor det muliges grænser. Hvilket det hurtigt viste sig at de ikke anså kravene for at være. Da de vedblev at nægte, blev de arresteret og ført til Flensborg, dernæst Rendsborg. De blev først løsladt efter 8 uger da den første våbenhvile trådte i kraft.

Oversættelse af tysk notits:

Slesvig-Holsten. I Flensborg dukker tyfus nu også op på sygehusene. De første tilfælde blev fejlagtigt behandlet som delirium tremens og cerebral affektion; først da fandt sektionen ud af at personerne var døde af tyfus. Det fornyede snefald giver grund til at frygte at den egyptiske øjensygdom som var brudt ud blandt tropperne, vil sprede sig endnu mere.

Schleswig-Holstein. In Flensburg zeigt sich jetzt in der Spitälern auch der Typhus. Die ersten Fälle wurden irrthümlich als Delirium tremens und Gehirnleiden behandelt; erst die Sektion stellt es dann heraus, dass die Leute am Typhus gestorben waren. Der wieder eingetretene Schneefall lässt besorgen, dass die unter den Truppen ausgebrochene ägyptische Augenkrankheit noch grössere Ausbreitung gewinnt.

(Der Volksbote für den Bürger und Landmann 18. marts 1864)

Egyptisk øjensygdom er en kronisk betændelse i øjets slimhinde forårsaget af bakterien Chlamydia trachomatis. Sygdommen spredes fra menneske til menneske via fingre, tøj, fluer m.m. Sygdommen kan ubehandlet føre til blindhed pga. uklarhed i øjets hornhinde.

I en tysk artikel om tilstanden for belejrerne ved Dybbøl, står bl.a. følgende:

Det er meget svært, hvis ikke umuligt, at give et nogenlunde præcist billede af forholdene på Sundeved hvor den belejrende hær er lejret. Det der kan forbruges, er blevet forbrugt nu. Alt kornet er givet udtærsket til hestene som strøelse. Beboernes kartoffellagre er for længst væk. Under sådanne omstændigheder er det let at gætte hvordan husdyrenes tilstand er, næsten alt kvæget er allerede blevet slagtet. Indbyggerne må dog presse sig sammen for den enorme mængde overnatning, også i (hemmelige) personlige forhold. Selvom krigens trængsler så bittert nok mærkes, lider soldaten der ligger der, naturligvis ikke mindre.

Og artiklen fortsætter så med at berette om soldaternes fortvivlede forhold, og fortsætter så med at fortælle om forholdene længere oppe i Jylland:

Deres kammerater i Jylland er dårligere stillet på dette punkt. Dér, når de allierede styrker nærmer sig, forlader indbyggerne overalt deres huse og slæber al proviant og alt foder med sig, svarende til hvad russerne gjorde, da Napoleon I. besøgte dem med sin store hær. Men det er meget svært konstant at bringe tilstrækkelige forsyninger til hæren i Jylland.

Es ist sehr Schwer, wenn nicht unmöglich, ein ganz getreues Bild von den Zuständen im Sundewitt, wo die Belagerungsarmee lagert, zu entwerfen. Es ist dort jetzt aufgezehrt, was nur aufgezehren war. Sämmtliches Korn ist den Pferden unausgedroschen als Streu gegeben worden. Auch die Kartoffelvorräthe der Einwohner existieren schon lange nicht mehr. Wie es unter solchen Umständen mit dem Viehstand aussieht, lässt sich leicht errathen, fast alles Vieh ist bereits geschlachtet. Die Einwohner müssen sich aber bei der ganz ungeheuren Einqvartierung auch in (heim)licher Beziehung ungemein drücken. Während so die [] Drangsale des Krieges bitter genug empfindet, leidet natürlich der dort stehende Soldat nicht minder. 

- - -

Schlimmer sind in diesem Punkte ihre Kameraden in Jütland daran. Dort verlassen beim herannahen der Allirirten die Bewohner jetzt überall ihre Häuser und schleppen daraus alle Mundvorräthe und alles Viehfutter mit sich fort, ähnlich wie es die Russen machten, als Napoleon I. sie mit seiner grossen Armee heimsuchte. Es ist aber sehr schwer, beständig hinreichenden Proviant dem Heere nach Jütland nachzuführen. 

- - -

(Würzburger Journal 19. marts 1864).

(Nykjøbing Avis (Nykøbing S) 19. marts 1864).

Johannes Rabe: (1827-?): Mein Quatier vor dem 18. April: "Bauer-Gehöft Hisselgaard" wo meine Pferde vom 22. März bis 26. April standen. 1 Meile von Schloss Gravenstein. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.