Flensborg efter 18de April 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Staden Flensborg efter den 18de April (B. T.) Den 18de April kom. Det var et haardt Slag for Danmark, for hver Dansk, men det kom os ikke uventet. Henimod Aften indbragtes de danske Fanger, men ingensinde viste Flensborgernes ægte danske Sindelag sig i et smukkere Lys. De milde Gaver af Mad, Drikke og allehaande Vederqvægelser for vore tappre Tropper, som nu vare bukkede under for Overmagten, strømmede ind i uhyre Masser: Enhver vilde være den Første. Fangerne bleve indespærrede i det forhenværende Tugthuus, Mariekirken og den danske Kirke. Lieutenanten, som havde Vagt foran Mariekirken, gav Tilladelse til en af os Borgere at uddele Maden blandt vore fangne Landsmænd. Det var i Sandhed intet let Arbeide at blive færdig med 600 udmattede, sultne og tørstige Folk, men ved venlig Tiltale og et kraftigt Ord i rette Tid lykkedes det dog at bringe Orden i Tingene. Først stimlede de alle sammen, saa at Fordelingen var umulig: senere, da de kjendte den Borger, der stod for Arrangementet og vidste, at deres Tour vilde komme, var et eneste Ord tilstrækkeligt, for at skille hele Flokke ad. Om Tirsdagen blev dette Hold Fanger transporteret sydefter; samme Dags Middag indtraf andre; atter den samme Fremgangsmaade. Der var snart tilvejebragt de fornødne Forfriskninger; Borgerne vare utrættelige. 21 Mand spiste ad Gangen, til hver blev der skjænket en Snaps. Medens dette staaer paa, træder General Wrangel ind i Kirken, henvender sig til den Borger, der besørger Uddelingen, klapper ham paa Skulderen og siger: "Freund, was machen Sie da?" "Excellenz, ich gebe jedem von unsern Soldaten einen Schnaps", var Svaret. "Da thun Sie eine gute That, Ihre Leute sind tapfre Leute, und Sie sind ein braver Mann", gjentog Wrangel. Han henvendte nu nogle Ord til Fangerne, som bleve oversatte paa Dansk for dem, og forlod Kirken.

Dagen efter gik det som et Lynild gjennem hele Byen: Kongen af Preussen kommer! Vore Slesvig-holstenere vare i Vinden; Preussere ville de nødig være, men hvad var der at gjøre? Kongen skulde da modtages højtideligt, men aldrig er nogen kongelig Person bleven modtagen ynkeligere end Vilhelm den Første i Flensborg! Hovedmændene for vort Wühlerparti, Hr. Lorenzen, Cand. Hansen, Boghandler Herzbruch og den velbekjendte "Loppe Dohse" *) i Spidsen, havde opstillet sig paa Banegaarden tilligemed nogle hvidklædte Jomfruer, for at hilse paa "Wilhelm der Befreier" med en vel indstuderet Tale. Men hvad skete? Kongen vendte dem strax Ryggen, hilste paa sine Soldater, og gik herpaa tilfods op ad Raadhuusstræde. En Flok Tydskere med 5 Faner (baarne af kommis Voigt, en vis bekjendt Hr. Meyer, Overløberen Gartner Jepsen, den lille Guldsmed Thomsen og En til), efterfulgte af nogle Dagdrivere og Gadedrenge, stormede bagefter. Kjøbmand Callsen paa Hjørnet havde ventet, at Kongen vilde tage ind hos ham, men han gik strax hen til Rasch's Hotel og spiste Frokost hos sin Søn Kronprindsen. Kl. 12 kjørte han herfra under et Hurra af 15 Tydskere; ingen Borger, ikke engang noget anstændigt Menneske var der, saa at de preussiske Officerer selv sagde: "Nei, den Modtagelse var dog altfor ynkelig!" Om Aftenen skulde han komme igjen; Tydskerne illuminerede, men ingen dansk Borger; da Kongen alligevel ikke kom, droge Wühlerne igjennem Gaden og sloge Ruder ind hos de Loyale. Den næste Aften kom han omsider; atter Illumination og Indslagning af Vinduer. Sangforeningen gjorde sit Bedste ved at bringe Kongen en "Serenade", men Majestæten kom hverken tilsyne eller takkede. Denne Tydskernes glimrende Fiasco og hele Borgerskabets loyale Holdning har i høieste Grad krænket og bedrøvet vore Agitatorer; baade i "Flensb. Tageblatt" og "Alt. Merk." have de udstødt dybe Sukke og tilsidst væltet Skylden for alt dette paa den dansksindede Magistrat! Men Fremtiden vil vise, at Flensborgs Holdning er og bliver den samme, selv om hver Magt og Myndighed fratages Kongens tro Mænd og lægges i Hænderne paa indkaldte og indvandrede Landsforrædere.

Løverdagen den 20de April bevægede en uendelig Række Skyts sig fra Norden langs med Skibsbroen og Hofenden hen til Banegaarden. Der var over 100 Kanoner; de preussiske Artillerister, der ledsagede dem, vare næsten ligesaa trætte og udmattede, som de danske Fanger havde været. Da møder der en Skare fiintklædte Damer, der bære Noget under Armen. De vansmægtede Soldater skotte til Siden, de glæde sig til en Forfriskning. Endelig komme Damerne frem med deres skjulte Skatte; det er Krandse og lange Blomsterguirlander, der skulle snoes omkring Kanonerne. Artilleristerne studse først, men derpaa gribe de fat i Krandsene og slynge dem langt bort. Fra flere Sider raabes: "Naar de danske Soldater komme, vide Flensborgs danske Borgere ikke, hvad Godt de ville gjøre dem, for at kvæge deres brave Landsmænd paa hver optænkelig Maade; naar vi Tydskere komme, faae vi Flag, Krandse og Stearinlys; værer menneskelige og lader os hellere faae Noget at spise og drikke!" Væk vare Damerne og væk vare Krandsene, og Soldaterne raabte Ord bagefter dem, som vi ikke ville gjengive. Men slige Scener forties af de tydske Blade; derimod blive selv de usleste og ynkeligste Demonstrationer udbasunede som store Heltebedrifter.

Hvorledes Stemningen i Flensborg er, kan naturligviis ingen Hemmelighed være for de fremmede Tropper. Baade blandt de preussiske Officerer og Menige findes mange vakkre og dannede Folk, der gjennemskue den slesvigholsteenske Løgn og Elendighed med et halvt Øie; de tale med stor Ringeagt om Wühlerne, ligesom under Oprøret i 1848. Vor nye tydske Avis gjør de meest fortvivlede Anstrængelser, for at omvende Befolkningen til sin Tro, men forgjæves. Den tydske Magistrat, som nu er indsat, lagde strax sin Viisdom for Dagen, ved i Nattens Mulm og Mørke at paabyde Rejsningen af Tvangsflag foran alle dansksindede Folks Huse, thi Intet har ærgret dem saa meget som det ynkelige Udfald, alle deres Demonstrationer have faaet. Dette gav da Anledning til de allerlatteiligste Scener; Flagtougene fandtes alle overskaarne om Natten; tilsidst, da Prinds Friedrich Carl ikke kom, bleve Flagene nedtagne igjen under Drengenes uendelige Jubel. Ved alle koncerter Pindsesøndag og Mandag blev der spillet "Schleswig-Holstein", og Tydskerne ledsagede Musikken med deres "Gegrøhl"; men Mandag Morgen i Marieskoven begyndte samtidig en Flok Læredrenge og Søfolk nok saa lystigt at synge "Den tappre Landsoldat"; det kom naturligviis til Slagsmaal, og Tydskerne bleve drevne paa Flugten.

Fra den 21de til den 23de Mai drog hele den preussiske Armee, som har ligget i Sundeved, igjennem vor By sydpaa til Qvartererne i Sydslesvig. Vi haabe, at vi aldrig faae dem at see igjen, og de preussiske Soldater haabe det Samme.

En flensborgsk Landsforræder. (Dagst). Da de danske Tropper paa Tilbagetoget fra Dannevirkestillingen i høieste Grad udmattede ankom til Flensborg, bleve de, som bekjendt, paa det Hjerteligste modtagne af Byens Borgere, der forsynede dem med Forfriskninger og paa mange Steder tillige tog dem ind i Husene, for at de kunde varme sig lidt og nyde et Øiebliks Hvile, forend de atter begav sig paa Marschen nordpaa. Soldaterne, der jo i Reglen vare saa udmattede, at de neppe kunde staae paa Benene, fik paa mange Steder Leiligheder til at nyde et Øiebliks Søvn, medens Opholdet i Flensborg varede, hvorpaa de atter bleve vækkede af deres flensborgske Værter, naar Signalet til Afmarsch blev givet, for at de kunde naae i rette Tid at komme med deres respective Afdelinger. Blandt de flensborgske Borgere, der ved denne Lejlighed tog Soldaterne ind i Husene, var der ogsaa en Kjøbmand Hansen. Han gav de Soldater, som han havde taget imod, baade at spise og drikke og forte dem bagefter ind i sin Havestue, hvor der var opredt Senge til dem. Han opfordrede dem nu til at lægge sig til at sove, indtil de danske Tropper forlod Byen, da han saa nok skulde kalde paa dem, saa at de kunde faae Tid til at komme med deres Regiment. Soldaterne kunde ikke modstaae Fristelsen og lagde sig til at sove, men - de bleve ikke vækkede, da de danske Tropper marscherede bort, og vaagnede derfor først, da Flensborg allerede var besat af tydske Tropper. Kort efter Tydskernes Indtog i Byen saae man Hr. Hansen fra sit Hjem udlevere de danske Soldaters Geværer til en tydsk Patrouille, og et Øieblik efter gik Døren til hans Havestue op, og de danske Soldater, som uden at ane nogen Fare laae og sov derinde, bleve nu vækkede ved, at Stuen fyldtes med tydske Soldater, og de maatte derfor give sig tilfange. Der hersker stor Forbittrelse blandt Flensborgs dansksindede Borgere imod den her omtalte Kjøbmand Hansen, og man haaber, at han vil faae sin fortjente Straf, naar der atter er kommen til at herske Lov og Ret i Slesvig.

*) Et i hele Flensborg bekjendt og berygtet Navn for en forhenværende Skibscapitain Jac. Hansen, der ligesom Bartelsen i Slesvig gik Preusserne tilhaande med gode Raad og snilde Planer, hvorledes de skulde fange "Rolf Krake" med Fiskernet og i Baade gjøre Landgang paa Als.

(Fyens Stiftstidende 14. juni 1864).

Ubekendt: Billede af by. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

I Vis Herred blev der gennemført en åben afstemning og kirke- og skolesprog. Det lå syd for Flensborg og omfattede sognene Bov, Hanved, Nørre Haksted, Store Vi, Valsbøl og Vanderup. Tilslutningen til tysk sprog var overvældende som det ses af nedenstående tabel, hentet fra Schultz Hansen: Danskheden i Sydslesvig (1990):

Slesvig. 16de til 17de April 1864. (Efterskrift til Politivennen)

- Maaskee kunne Preusserne ogsaa blive kjede af Opholdet, før Skandserne Nr 1, 2 osv. ere tagne; thi det lader just ikke til, at de føre det behageligste Liv dernede. De ligge stadig, mange tusinde Mand af dem, foran Fæstningsværkerne, som de belejre under aaben Himmel, i Slud og Regn, uden nogetsomhelst Tag over Hovedet, paa den blotte, fugtige, opkjørte og moradsige Jordbund, og at dette ikke forbedrer Sundhedstilstanden, er naturligt. Tyfus hersker iblandt dem i den forfærdeligste Grad, eller som en dansk Læge i videnskabelig Henrykkelse skal have udtrykt sig: "De lide af den dejligste ondartede Tyfus", og daglig kommer Transporter, som der siges, paa 150 Mand, hvoraf Størstedelen er Syge, men kun Faa Saarede, gjennem Flensborg, foruden det maaskee endnu større Antal, som transporteres udenom  Flensborg. (F.Sttd.)

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 16. april 1864)

- Sundhedstilstanden i den preussiske Hær er temmelig slet, og Antallet af de Syge angives at beløbe sig til 10 pCt. Der forekommer Tyfus i Lazaretherne, men endnu har den ikke antaget en epidemisk Karakter.

(Dagbladet (København) 16. april 1864).

I perioden 13. februar til 5. juni 1864 begravede en feltpræst 334 soldater indbragt på Augustenborg Lazaret. Dødsårsagen blev angivet for 214 af dem. Flest døde af tyfus (93), dernæst skudsår (73).

Oversættelse af tysk artikel. Original følger oversættelsen nedenfor:

"Nat. Ztg." den 10. april følgende nødråb fra det tyske borgerskab i Aabenraa: "Forholdene i vores by er virkelig beklagelige og fuldstændig unormale. Mens vi næsten dagligt hører kanonernes torden fra morgen til aften og er vidner til det blod, som Tysklands sønner udgyder for vor hellige sag, lever vi stadigvæk under de danske embedsmænds åg, vore mangeårige tyranner. Vi ved ikke længere, hvor vi skal henvende os, for vort lands øverste civile myndighed ønsker ikke at høre vore bønner og klager. Vi er endelig trætte af at henvende os til denne myndighed med andragender, og modtagelsen af ​​den sidste deputation herfra udsatte os for ethvert yderligere forsøg af denne art. Vi fremlagde ikke vores klager til den højeste myndighed i tomme floskler, vi begrundede dem med fakta, der viser den fuldstændige mangel på rettigheder i vores tidligere forhold. Først mente vi, at disse embedsmænds fordansknings- og inkorporeringsarbejde som vi har været udsat for og ofte voldeligt i årevis, måtte være en tilstrækkelig grund til at fjerne dem, men først for nyligt så vi, hvor fejlagtig en sådan antagelse var. Vi valgte nu en anden vej og informerede civilkommissærerne om en række sager fra vores embedsmænds masse af vilkårlighed og voldtægt, hvilket i enhver stat ville have været tilstrækkeligt til at se mere end blot afskedigelser - og alligevel gør alle disse embedsmænd stadig i dag fortræd blandt os. Under de herskende omstændigheder er de preussiske bajonetter et forsvar for modstanderne af vores rettigheder, for uden disse bajonetter ville vi følge de andre byers eksempel i landet. Næsten alle byer fordrev deres embedsmænd umiddelbart efter de danske troppers tilbagetrækning, mens vi i tillid til vores retfærdige sag ikke afveg en hårsbredde fra den juridiske vej - og hvilken udbytte har vi heraf? Hvad vil du med os? Vi søger klarhed over det. Vi tvivler ikke på vores sags endelige sejr, og det er derfor, vi vil holde os til den juridiske vej. Men vi vil også hæve stemmen desto højere, så ingen tror, ​​at vi stadig bærer vore danske undertrykkeres åg uden tvang og af egen fri vilje. Må vores stemme give genlyd i hele Tyskland, og må den nå ørene på dem, der har magten og pligten til at befri os."

Aus dem Kreise der deutschen Bürgerschaft in Apenrade geht der "Nat. Ztg." unterm 10 April folgender Nothruf zu: "Die Zustände in unserer Stadt sind wahrhaft beklagenswerth und völlig abnorm. Während wir fast täglich vom Morgen bis zum Abend den Donner der Kanonen hören und Zeugen sind des Bluts das Deutschlands Söhne für unsere heilige Sache vergiessen, leben wir fort unter dem Joch der dänischen Beamten, unserer veiljährigen Zwingherren. Wir wissen nicht mehr wohin wir uns wenden sollen, denn die oberste Civilbehörde unseres Landes will unsere Bitten und Beschwerden nicht hören. Wir sind es endlich müde uns durch Petitionen an diese Behörde zu wenden, und der Empfang der letzten Deputation von hier hat uns jeden ferneren Versuch dieser Art verleidet. Wir haben nicht in leeren Phrasen der obersten Behörde unsere Beschwerden vorgebracht, wir haben dieselben durch Thatsachen begründet welche die ganze Rechtlosigkeit unserer bisherigen Zustände darthun. Wir hatten anfangs gemeint das seit Jahren unverhüllt und oft gewaltsam hervorgetretene Danisirungs- und Incorporationswerk dieser Beamten müsse ein hinlänglicher Grund zu deren Entfernung seyn, aber nur zu bald sahen wir ein wie irrig eine solche Voraussetzung war. Wir wählten nun einen andern Weg, und theilten den Civilcommissären aus der Masse von Willkürlichkeiten und Vergewaltigungen unserer Beamten eine Anzahl Fälle mit, welche in jedem Staat hinlänglich gewesen wären mehr als blosse Amtsenlassun nach sich zu siehen - und dennoch treiben noch heut alle diese Beamten ihr Unwesen unter uns fort. Unter den obwaltenden Verhältnissen sind die preussischen Bajonette eine Schutzwehr für die Gegner unseres Rechts, denn ohne diese Bajonette würden wir dem Beispiel der andrn Städte des Landes folgen. Fast alle Städte haben sofort nach dem Rückzug der dänischen Truppen ihre Beamten vertrieben, während wir, im Vertrauen auf unsere gerechte Sache, nich ein Haar breit von dem legalen Weg abgewichen sind - und welchem Gewinn haben wir davon? Was will man mit uns? Unsonst suchen wir darüber Klarheit. Wir zweifeln nicht an dem endlichen Sieg unserer Sache, un darum wollen wir auf dem legalen Weg beharren. Um so lauter aber wollen wir auch unsere Stime erheben, damit niemand glaube es geschehe ohne Zwang und aus freiem Willen dass wir noch immer das Joch unserer dänischen Unterdrücker tragen. Möge unsere Stimme wiederhallen in ganz Deutschland, und möge sie das Ohr derer erreichen welche die Macht und die Pchlicht haben uns zu befreien."

(Allgemeine Zeitung 16. april 1864)

Kjøbenhavns uniformerede Borgere, Livjægere og Studenter, slippe, som bekjendt, for deres Person nemt fra den nærværende blodige Krig, da de ikke er - eller ansee sig at være udskrivningspligtige til Hæren, hvad der i en Krig, under hvilken de andre Provindser, navnlig Slesvig og Jylland lide langt mere baade directe og indirecte end Kjøbenhavn, er en meget ubillig Indretning i Forholdet til det øvrige Land og ikke engang tager sig vel ud for en baade begunstiget og begeistret Hovedstad. Det ringe Vederlag for Krigstjeneste, der skal ydes af de mange i Kjøbenhavn for Udskrivnings-Fritagne, ved, næst en Smule Vagthold paa Stedet, som desuden de holsteenske Batailloner fortiden afholde, at gjøre Tjeneste paa den ved selve Byen anlagte Søbefæstning, synes endda at møde liden Villighed. Saaledes meddeles fra Kjøbenhavn til Hemp. Av.: "Som jeg for nogen Tid siden meddeelte, er der paa Søbefæstningerne ved Kjøbenhavn blevet ansat endeel Underofficerer af det borgerlige Artillerie, men da der ikke frivilligt har meldt sig et tilstrækkeligt Antal, er der i disse Dage kommet Ordre til at tilsige Underofficerer, som skulle gjøre Tjeneste i 5 Dage ad Gangen paa Kjøbenhavns Søbefæstning. De Fleste af de Tilsagte have imidlertid vægret sig ved at efterkomme Opfordringen, idel de paastaae, at Søbefæstningerne ligge udenfor Demarkationslinien, ud over hvilken de ikke ere forpligtede til at gjøre Tjeneste, samt at de ikke ere pligtige til at commandere Andre end Menige af det kjøbenhavnske borgerlige Artilleris og ikke Infanterister og Artillerister af Hæren. Sagen vil, efter al Sandsynlighed, blive gjort til Gjenstand for en Krigsrets Paadømmelse." 

Iblandt de Byrder, som Krigen denne gang fører med sig (den fører altid forfærdelige Byrder med sig) er der een, som de, der ikke nøie kjende Forholdene, maaskee ansee for mindre betydende, men som i Virkeligheden er den, der har trykket og vil trykke Landmændene haardest, og hvis Udredelse slutteligt vil medføre det største materielle Tab; vi sigte herved til de militaire Kjørsler. Allerede før Horsens-Egnen blev besat af Fjenden, gjorde vort danske Militair temmelig storartede Fordringer i saa Henseende, og langt større end forsvarligt kunde være, hvorfor Skylden væsentligt paahvilcr Intendanturen. Efter den fjendtlige Occupation tiltoge Reqvisitionerne af Vogne fra Landet i en saadan Grad, at de næsten ikke kunde præsteres, og isærdeleshed have da de Sogne og Byer lidt herunder, som tillige have haft fjendtlig Indqvartering, idet Fjenden selv meget ofte har taget alle de Befordringer, som fandtes der, saa at Gaarde og Byer undertiden ere blevne aldeles blottede for enhver Befordring. Men Trykket af denne Ydelse af militaire Kjørseler er især blevet haardt ved den Hensynsløshed, hvormed de Vedk. ere blevne behandlede. I Vognparken have Hestene i Reglen maattet staae forspændte for Vognene; navnlig var dette i Begyndelsen Tilfældet i Horsens netop paa den Tid, da Vejret var koldt og regnfuldt. Afløsningen af Befordringerne har været meget uregelmæssig, saa at Fjenden ofte har holdt Befordringer tilbage til sit Brug i 3 a 4 Uger. Som Følge heraf er der fortiden en stor Mængde Vogne borte for Landboerne deromkring, hvilke Vegne ere deels i og ved Veile, deels længere sydpaa, uden at der haves nogen Garantie for, om og naar de komme tilbage. Den 6te ds. vare endnu 30 Vogne borte fra et eneste Sogn der i Nærheden. Den Medfart, der bliver de saaledes borteværende Heste og Kudske tildeel, er yderst slet; Hestene blive jagede med Kjørsel over Evne, og deres og Kudskenes Forplejning er aldeles utilfredsstillende. Følgen af alt dette er, at endeel Heste styrte, flere blive syge og i længere Tid ubrugelige, og at en meget stor Deel af dem, der overleve denne haarde Medfart, i høi Grad forringes i Værdi. Vi skulle nævne et Exempel paa, hvorledes det gaaer til. Ved Preussernes Afmarsch fra Horsens-Egnen 1ste Paaskedag bad en Officeer sin Vært, en Proprietair, om af overlade ham en Befordring til nærmeste Landsby, ½ Miil fra Gaarden, med Løfte om, at Befordringen strax skulde vende tilbage. Proprietairen lod Officeren faae sine bedste, et Par kostbare Heste (men man bør i saadanne Tilfælde heller ikke være for opmærksom); men istedetfor at see Hestene samme Dag i uskadt Stand tilbage, saae Eieren dem først efter 12 Dages Forløb, i hvilken Tid de under haard Medfart og Overanstrængelse havde gjort flere Reiser ned i det Slesvigske, i en saadan Tilstand, at det er uvist, om de fremtidigt kunne bruges. - Vi vide, at vi ved denne Skildring af Forholdene ikke kunne indvirke Noget paa Fjenden, men hvad vi derimod ville nære noget Haab om, det er, at vor egen Regjering vil paalægge de miiitaire Myndigheder, fremfor Alt Intendanturen, at de maae være saa moderate som muligt i at fordre Vogne præsterede, deels i Betragtning af hvad vi ovenfor have anført om den store Mangel paa Kjøretøier, og deels med Hensyn til, at Landmanden nu har en saa paatrængende og overordentlig vigtig Brug for sine Heste, nemlig for at faae Foraarssæden nedlagt. Vi haabe, at det vil blive paalagt Intendanturen, at den paa hvert Sted, hvor man tager Ophold, indkjøber, saavidl muligt, Alt hvad der bruges, uden, saaledes som tidligere, at holde en Mængde Vogne i Beredskab til at bortkjøre Brød, Havre osv. fra det ene Sted til det andet. Et os meddeelt Exempel fra disse Dage, nemlig at eet Compagnie skal have en stadig Vognpark paa 50 Vogne, lover imidlertid ikke noget Godt. (Hors. A.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16. april 1864)

Oversættelse af tysk notits, se original nedenfor:

Flensborg, 11. april. Gymnasierne i Haderslev og Husum genåbnes i næste uge med henholdsvis otte og fem lærere. Det nuværende antal tilmeldte elever lover en ønsket aktivitet. Sagens nytte vil sikkert snart blive erkendt af nordslesvigerne i samme omfang, som det allerede i så høj grad er tilfældet i Sydslesvig. Så snart behovet stiger, vil der igen blive rekrutteret lærere, og dem mangler der heldigvis ikke.

Flensburg, 11 April. Die Haderslebener und die Husumer Gelehrtenschule werden in nächster Woche mit besiehungsweise acht und fünf Lehrern wieder eröffnet werden. Schon die jetzige Zahl der dafür angemeldeten Schüler verspricht eine erwünschte Thätigkeit. Die Wohlthat der Sache wird von den Nordschleswigern gewiss bald in ähnlichem Mass erkannt werden wie es in Südschleswig bereits in so hohem Grad der Fall ist. Sowie das Bedürfniss steigt, werden wieder Lehrkräfte gewommen werden, an denen es erfreulicherweise durchaus nicht fehlt. 

(Allgemeine Zeitung 17. april 1864)

O. Günther: Udgangen af en skærmydsel fra tilbagetrækningen over Lillebælt: Kompagnimarketenderen. Über Land und Meer: deutsche illustrirte Zeitung, maj 1864.

Aabenraa, Horsens, Ribe. 14de April 1864. (Efterskrift til Politivennen)

- Nordslesvig, den 6te April. Medens Aabenraa Bys Henvendelse til "Civil-behörde" om at beholde Embedsmændene fandt en venlig og lovende Modtagelse, var ganske det Modsatte Tilfældet, da ogsaa Landbefolkningen efter derom af Herredsraadet tagen Beslutning, henvendte sig til de nævnte Herrer i samme Ærinde. Hr. Zedlitz, som i det Hele synes at tilegne sig Hovedrollen, var alt Andet end høflig imod Deputationen, og det lykkedes kun med Nød og næppe dens Ordfører, Kammerraad Møller til Skovgaard (han er nu som bekjendt arresteret, uden at Nogen i fjerneste Maade aner Grunden) at faa frembaaret dens Ønsker, førend hin mægtige Herre saagodtsom viste den Døren. Efter et saadant Udfald af den loyale Befolknings Bestræbelser var der ikke noget Haab om, at det vilde gaa en eventuel Adresse fra Flensborg eller Haderslev bedre; dette i Forbindelse med, at der alt var afskediget flere Embedsmænd i disse Byer, har vel været Aarsag tit, at man ikke er kommen med Udtalelser i samme Retning som Adressen i Aabenraa. - Der synes dog, uagtet alt dette, at være Haab om, at man i Aabenraa, hvor hidtil ikke en eneste Embedsmand er afsat, beholder Standen in pleno, da det skulde synes at man ellers til Afskedigelsen vilde have benyttet Finansaarets Begyndelse som et passende Tidspunkt til at foretage derhen sigtende Skridt. I det Hele er man ikke saa rask med at afskedige heroppe. Præster og Skolelærere, som søgte andre Embeder, have faaet Formaninger om, at beholde, hvad de havde; de maatte erindre at man ikke kunde indestås for den nu skabte Tilstands Vedvaren, især i de nordligere Egne. - Fjenden forbereder naturligvis store Bedrifter, idetmindste forbereder han storartede Forsøg paa saadanne - forhaabentlig bliver det derved. I Aabenraa har man længe truet med at rekvirere Privatboliger til Lasarethbrug; der skal oprettes ialt 1200 Senge eller 600 flere, end der paa nogen Maade kan rummes i de offentlige Bygninger. Hidtil er det blevet ved Truselen; men bringes den til Udførelse, da ville ganske sikkert fremfor Alt mange af Embedsmændene blive chikanerede paa denne Maade. Der er endnu ikke ret mange Saarede komne til Byens Hospitaler; det største Antal kom nogen Tid efter Kampen den 17de Marts fra Hospitalerne i Borup, deriblandt ogsaa nogle af vore Soldater. Flere af disse, der vare blevne indlagte der som Haardtsaarede, naaede ikke saa vidt, men afgik alt forinden ved Døden. Der var blandt de Sidstnævnte en Forstærkningsmand, en Træskomager fra Løit ved Aabenraa. Han havde faaet et yderst smertefuldt Saar i Underlivet og var længe forberedt paa sin Død; men han udtalte gjentagne Gange, ligesom han udtalte det Samme lige før sin Død, at det var hans Trøst, at han dog ikke havde været Overløber, men var bleven sin Konge tro. Ogsaa hans Kone udtalte, at hun hellere vilde se ham saaledes end som Overløber. Forøvrigt maa jeg endnu tilføje, at de menige preussiske Soldater paa en smuk Maade viste deres Deltagelse for baade den Afdøde og hans Kone ved at indsamle en Sum af c. 25 pr. Dalere til hende.

(Ribe Stifts-Tidende 14. april 1864).

Oversættelse af tysk artikel, se original nedenfor:

Flensborg, 7. april. Civilkommissærerne har for nylig gentagne gange erklæret, at de ikke længere vil afskedige embedsmænd, medmindre disse kan anklages for officielle lovovertrædelser eller kan holdes ansvarlige for farlige handlinger imod den allierede hær. Det antages derfor at de modtog instruktioner fra Berlin og Wien, hvorved de blev instrueret på denne måde. Ikke desto mindre blev flensborgerne i dag befriet for en fanatisk dansker; civilkommissærerne har beordret afskedigelse af prædikanten ved Johanniskirche, Schmidt-Phiseldeck. Som skoleinspektør i sit lokalsamfund beordrede han at Christian IX's fødselsdag som falder fredag ​​den 8. april, skulle fejres ved at aflyse undervisningen i folkeskolerne. Dette blev forelagt hr. v. Zedlitz af forældrene til børnene og han gav straks ordre til ikke at suspendere undervisningen.

Flensburg, 7 April. Die Civilcommissäre haben in letzter Zeit wiederholt erklärt: sie würden weiter keine Beamten absetzen, es sey denn dass sich dieselben dienstliche Vergehen oder der verbündeten Armee gefährliche Handlungen zu Schulden kommen liessen. Man vermuhthet desshalb dass sie Instructionen von Berlin und Wien bekommen haben, durch die sie in diesem Sinn angewiesen worden sind. Trotzdem aber sind die Flensburger heute von einem fanatischen Dänen befreit worden; die Civilcommissäre haben die Absetzung des Predigers an der Johanniskirche, Schmidt-Phiselbeck, angeordnet. Derselbe hat nämlich als Schulinspector in seiner Gemeinde angeordnet dass der auf Freitag (8 April) fallende Geburtstag Christian IX durch Ausfallen des Unterricjts in den Volksschulen gefeiert werden solle. Diess ward durch den Eltern der Kinder dem Hrn. v. Zedlitz hinterbracht, der alsbald die Absetzung verfügt und den Befehl ertheilt hat den Unterricht nich auszusetzen.

(Allgemeine Zeitung 14. april 1864)

Carl Otto Schmidt-Phiseldeck (1812-1879) tog teologisk embedseksamen 1835 og fungerede herefter mest som lærer, fx i tysk ved Efterslægtselskabets Skole. 1844 blev han kapellan for Asminderød, Grønholt og Fredensborg menigheder. Efter krigen 1848-1850 var der mangel på kongetro præster i Slesvig, og som sådan blev han i 1850 konstitueret præst ved St. Michaëlis Kirke i Slesvig By, 1851 sognepræst ved Johannes Kirke i Flensborg. Han var medlem af det eksamenskollegium i Flensborg som blev oprettet i 1853 og som skulle afholde slesvigsk-teologisk eksamen, men som efterhånden ingen kandidater kunne få. Fra i 1853 at fremstille 14 kandidater, var det i 1860'erne sunket til under 3. Og besættelsen af de 260 slesvigske embeder (8-9 om året) foregik således fortrinsvis med præster uddannet i København.

Her blev han som nævnt i artiklen suspenderet i april 1864 for at have givet skolebørnene fri 8. april på "den retmæssige landsherres fødselsdag" (Christian 9.), og helt afskediget i 28. juni samme år. November 1864 sognepræst for Brønshøj og Rødovre. 

Kladderadatsch 10. april 1864 har forsøgt at kridte banen op: "Ein ausnahmesweise billiger guter Rath" (Et undtagelsesvist rimeligt råd). "Wie wäre es denn, wenn man, da die zukünftige Conferenz weder Basis noch Programm haben soll die ganze verwickelte Angelegenheit der Herzogthümer "ausrathen" liesse? Jeder vertritt seine Ansicht, und die Würfel, wenn auch nicht die eisernen, entscheiden. Wer zuletzt alle Striche bekommen, hat gewonnen." (Hvordan ville det være, hvis man, da den fremtidige konference hverken skal have et grundlag eller et program, kunne "gætte" hele den komplicerede sag om hertugdømmerne? Alle har deres eget synspunkt, og terningerne, hvis ikke jernene, bestemmer. Den sidste person, der får alle stikkene, vinder.) "Terningespillet" ved bordet forestiller: Til venstre Preussen og Østrig med forhandleren med papiret "Deutschland trennung aus Dänemark". Midt i sidder "Herzog Augustenborg" foran fanerne med proklamationer og afstemning. Til højre må det være danskerne med papiret "Protokoll-Mächte, Personalunion".

Ligesom Horsens i Søndags havde et Besøg af et Par Tusinde Preussere for at recognosere og fouragere, saaledes have til samme Tid ogsaa Landsbyerne i de tilgrændsende Sogne syd derfor maattet modtage lignende Besøg og fyldestgjøre lignende Rekvisitioner, om end efter en betydelig mindre Maalestok end i Horsens. Saaledes kom til det nærliggende Thyrsted Søndag Morgen, just som Folk stode færdige at gaae til Kirken, nogle og Fyrretyve af de røde Gardehusarer fra Potsdam, af hvilke nogle strax blere detacherede til Uth og Boller. De toge ind i en af de vestlige Gaarde i Thyrsted, hvorfra er en viid Udsigt over Fjorden og Omegnen, og udstedte derfra den Befaling, at der inden en halv Time skulde skaffes tilveie 12 Tdr. Havre, 10 Flæskeskinker, 2 Pd. Smør af hver Gaard, Æg, Caffe, Brændeviin osv. os.v., hvilket Alt blev prompte præsteret efter Ønske; og nu gjorde man sig i al Gemytligbed tilgode med det Udskrevne indtil hen paa Eftermiddagen, da man drog tilbage til Cantonnementet i Bredballe ved Veile Fjord, og modtog dertil paa en i dette Øiemeed tilsagt Vogn hvad der ikke havde kunnet fortæres paa selve Stedet. En Vogn, som ligeledes var tilsagt for at skulle i en Fart hente en Tønde baiersk Øl i Horsens, kom til Compagniets Forundring og Forbittrelse ikke tilbage med det forventede Øl. Et stærkere Partie holdt Samme tilbage i Byen og sendte den til Magazinet i Veile med Noget af det i Horsens Udskrevne. (Hors. Av.)

Om Fjendens sidste Besøg i Horsens hedder det i et Brev til "Hemp. Av.": Tydskerne maae vistnok være marscherede hele Natten, thi omtrent hver tiende Mand havde en Lygte paa Spidsen af sin Bayonnet. Efter at de i 5-6 Timer havde vederqvæget sig ved Spise og Drikke, det Sidste saa rigeligt, at det faldt dem vanskeligt igjen at reise sig og at holde sig i Ligevægt, blev der givet Ordre til Afmarsch, og omtrent Kl. 3 var Horsens atter befriet for disse ubudne Gjæster. De lovede imidlertid ved Afskeden baade selv at komme igjen og sende os Østrigerne, og det er desværre sandsynligt, at de kun altfor godt ville holde Ord. - Faa Timer efter saae vi atter vore smukke Dragoner ride gjennem Gaderne; det er det kjærest Syn for en dansk Mand i disse Tider, og dersom deres Antal svarer til deres Mod, Udholdenhed og Kamplyst, da vilde vi ogsaa blive forskaanede for "todesmüthige Tydskere".

I Søndags vare to østerrigske Soldater i Ribe og henvendte sig til den const. Borgemester, for at meddele ham, at de havde Ordre til at føre ham med sig til Gen. Gablenz, hvor han skulde afgive Forklaring om der i Byen var dansk Militair eller ikke, da de formodede, at der gik danske Soldater forklædte (!!) omkring der. Borgemesteren fandt sig imidlertid ikke beføiet til at følge med, deels fordi han ikke kunde afgive nogen anden Forklaring for Gen. Gablenz i Colding end for de to Østerrigere her og deels fordi der ikke forelaae nogen skriftlig Arrestordre. Saa vilde der efterfølge fjendtlig Indqvartering, sagde Østerrigerne, om hvis Størrelse de imidlertid ikke vidste nogen Besked. (Ribe Av.)

Den const. Stiftamtmand Borch i Ribe erklærer, at Ansvaret for Indvilgelsen af de forlangte Udelser til Fjenden ikke paahviler "et Par tilstedeværende Medlemmer af Communalbestyrelsen i Forening med Indqvarteringscommissionen", men at det derimod var ham (B.), til hvem Forlangendet blev stillet, og som paa Grund af de forhaandenværende Omstændigheds ansaae det for nødvendigt at indgaae paa at opfylde dem, hvorefter de tilstedeværende Medlemmer af Communalbestyrelsen paatoge sig at skaffe det Forlangte tilstede, ligesom disse Herrer, der ifølge deres Stilling ere særligt opfortrede til at varetage Byens Interesse, have udført dette Hverv paa den for Byen billigste Maade.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. april 1864).

Verlag v. J. B. Trautmann. Beefsteak-Lieferung für das österreichische Armeecoprs in Jütland. Friedliche Erinnerung aus kriegerischen Tagen. 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Slesvig. 11te til 13de April 1864. (Efterskrift til Politivennen)

En Notits fra Slesvig. (Dtgr) Den 24de Maris fejredes en stor Fest i Husum i Anledning af "die grosse Erhebung". Forræderen, Provst Caspers, besteeg Prædikestolen og erindrede i en "ergreifende Rede" om Dagens Betydning, dog ei som Skjærtorsdag, men i politisk Henseende. Derpaa valfartede man hen til Kirkegaarden for at bekrandse en Grav, hvori endeel slesvig-holsteenske Soldater fra forrige Oprør vare begravne. Ogsaa her holdt Provst Caspers "eine schwungvolle Rede" til Befolkningen, som han opmuntrede til at offre Liv og Blod for den hellige slesvig-holsteenske Sag. At Husene vare smykkede med oprørske Faner, er en Selvfølge. Af Embedsmændene havde imidlertid ikkun Provst Caspers, Lærer Kühlbrandt og Justitsraadinde Malling - om efter Mandens Befaling, vides ikke - stukket den slesvig-holsteenske Fane ud. Betegnende for Situationen er det, at denne Dame, en Kjøbenhavnerinde af Fødsel, gjentagne Gange har yttret til Wühlerne, "at hun ei kunde begribe, hvorfor man havde slaaet Vinduerne ind hos hendes Mand, da han jo var en Holstener og ved Proklamationen af 26de Marts 1848 tilstrækkelig havde godtgjort, at han var en fuldblods Slesvigholstener. Disse Udtalelser af bemeldte Frue svare aldeles til Hr Mallings egen Betegnelse af sig selv som "ein Halber", men sørgeligt er det, at den danske Regering har været ei alene blind nok til at ansætte slige under forrige Oprør i høieste Grad kompromitterede Embedsmænd som Caspers og Malling, men at den trods alle Advarsler og Beviser for deres Farlighed desuagtet har fouteneret dem i deres Stillinger og saaledes bidraget overordenlig meget til Befolkningens Demoralisation og Oprørets Fremme.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 11. april 1864)

Iblandt de slesvigske Gymnasier er Domskolen i Slesvig den, der først er bleven restitueret. Til Optagelse efter Paaskeferien skal der i 2 Dage have meldt sig 120 Disciple (efter "Schl. Ztg." endog 170), hvilken stærke Tilgang tilskrives den Omstændighed, at man nu er bleven af med det tidligere Personale og den danske Læremethode. Skolen skal foreløbigt forlægges til "Bischofshof". Provst Valentiner fra Anhalt-Bernburg (tidligere Præst i Rinkenæs og Tyrstrup), den fremtidige slesvigske Seminariedirecteur, har allerede tiltraadt sin Reise til Flensborg. Efter Forlydende er det hans Agt at indrette et eneste Seminar for Hertugdømmet med tydske og danske Parallel-Classer. Dette Seminarium skal være i Tønder. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 11. april 1864).

- Løgumkloster, den 8. April. Det vilde maaske ikke være uden Interesse for de ærede Læsere, at høre hvorledes de herværende Hjemmetydskere, som gierne ville kalde Byens Honoratiores, alligevel kunne opføre sig højst pøbelagtigt. Igaar var her Marked, og afholdtes der da, som sædvanlig, paa flere Steder Dands, saaledes ogsaa hos Skrædermester Schrøder, en loyal dansk Mand, hos hvem derfor en Del af Omegnens dansksindede Ungdom var forsamlet, ud paa Natten kom J. Eriksen, P. C. Werner og Th. Nissen af V.- Torp derind, og da de blandt Mængden opdagede en med dansk Kokarde paa Kasketten, kom deres tydske Blod derved saa stærkt i Kog at de med Vold rev den af. Dette vakte almindelig Uvillie blandt Forsamlingen og med et 

- "vær saa artig, der er Døren,

tydske Mikkel, pak Dig bort"

bleve de ledsagede ned af Trapperne. Forbitrede derover løb de nu hen i Nabolauget, til et Sted, hvor der var Harpespillere, og hvor "Schlesvig Holstein merumschlungen" udskraaltes af en Del halvfulde Struber, i de mest forskjellige Tonarter. Saavel der, som et andet Sted fandt deres Raab villig Øre, og snart var en anselig Trop samlet, blandt hvilke jeg, foruden de fornævnte ogsaa maa nævne Mølleejer Eriksen med sine to Sønner (den foromtalte J. Eriksen er ogsaa hans Søn og en berygtet Slagsbroder), Kjøbmand H. Samuelsen og en Del andre. Ankomne til Maalet for deres Vandring, søgte et Par Politibetjente at gjøre dem Adgangen til Huset stridig, dog disse bleve snart overvundne, og nu gik det rask fra Haanden med at rydde Salen, ved hvilken Lejlighed det fortjener at bemærkes, at en gammel Kone, som tilfældigvis var der for at opsøge sin Søn, blev af en af de nævnte Herrer tildelt flere Slag med en Stok. Derpaa morede man sig en Stund med at slaa Vinduer ud. Værten, der imidlertid var flygtet ind i et andet Værelse, og havde aflaaset Døren, blev nu forfulgt, og efter nogen Møje lykkedes det at faa Døren slaaet ind, men da Stuen fandtes tom, udøste de deres Harme ved at mishandle hans Kone og et Par andre i Huset værende Fruentimmer, samt udstedte Trudsler om at slaa Manden ihjel, saasnart han fandtes, befalede Konen at udlevere Nøglerne og rev nu Skabe og Møbler op, samt ituslog en Del Porcellains- og Glasgenstande. Værten fandtes imidlertid ikke, og en Del af Troppen styrede nn deres Kurs til en anden dansk Vært, men da de der fandt Døren godt tilstænget og Lyset slukt, gik de efter at have gjort nogen Spektakel, videre, og gav nu deres Galde Luft ved at synge Oprørssange udenfor danske Folks Vinduer. Da Solen med sine første Straaler oplyste den tapre Gruppe, gik hver til Sit, for i søde Drømme at gjenkalde deres om Natten spillede Meriter.

(Ribe Stifts-Tidende 12. april 1864).

Overlæge Thornam, en af vore dygtigste Militairlæger, er desværre i disse Dage ankommen til Kjøbenhavn som meget syg. Han er angreben af gastrisk Feber, som man mener, at han har paadraget sig ved Overanstrengelse og deraf følgende Forkjølelse. (F. Sttd).

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 12. april 1864).

Der er formentlig tale om August Wilhelm Thornam (1813-1880). Han havde siden 1839 tjent som militærlæge, fra 1864 som overlæge ved ambulancerne og lazarettet i Svendborg. 

Oversættelse af tysk artikel, originalen følger nedenfor:

Flensborg, 9. april. Stemningen blandt folk er meget delt her. Den danske del af byen (Nord) blev oplyst i går aftes, angiveligt for at fejre et guldbryllup der fandt sted i går; men den virkelige årsag var fejringen af ​​Christian IX's fødsel. Heraf fremgår den fanatiske danske holdning, som stadig er fremherskende her, tilstrækkelig tydelig. - I Læk ved Tønder modtog den danske præst Niels Lausen, som var meget forhadt af det tyske samfund, for nogle dage siden fra sin menighed zunt Behuse til sin afgang et par træsko, en stav og 2 skilling kejserlig mønt. Præsten har følt sig fristet til ubemærket at smutte ad pastoratets bagdøren.

Flensburg, 9. April. Die Stimmung des Volks ist hier sehr getheilt. Der dänische Theil der Statd (Norden) hat gestern Abend illuminirt, angeblich zur Feier einer Goldenen Hochzeit, die gestern stattfand; aber die wahre Ursache war die Feier des Geburtsfestes Christian IX. Daraus geht die fanatische dänische Gesinnung, die hier noch vorherrschend ist, genügend hervor. - In Leck bei Tondern erhielt der dänische Pastor Niels Lausen, der unter der deutschen Gemeinde sehr verhasst war, vor einingen Tagen von seiner Gemeinde zunt Behuse seines Fortgangs ein paar Holzschuhe, einen Stab und 2 Schill. Reichsmünze geschickt. Der Pastor hat sich darauf bewogen gefunden, sich durch die Hinterthür des Pastorats unbemerkt zu entfernen.

(Bamberger Zeitung 13. april 1864).

Ansicht von Kiel. Nach einer Originalzeichnung von Greth. Über Land und Meer : deutsche illustrierte Zeitung. 12. 1864. No. 016, 01.1864.

Veile, Nordslesvig besat. Sønderborgs Bombardement. 4de til 8de april 1864. (Efterskrift til Politivennen)

I et Brev af Tirsdag fra Egnen nordvest for Veile hedder det i Dagbl.: Paa Egnen nord for Veiledalen ere Østerrigerne i Løbet af de sidste 5 eller 6 Dage blevne aldeles afløste af Preusserne, der dagligt sende Cavalleriepatrouiller her forbi paa 30 a 50 Mand ad Grindsted til. De synes stadigt at leve i Frygt for det danske Militair og see nøie efter overalt, hvor de komme frem. Patrouillernes Opførsel har i det Hele været upaaklagelig; de have i Reglen betalt hvad de have forlangt, og siden de første Dage efter Veiles Besættelse af Østerrigerne er der Intet hørt om grove Brud paa Folkeretten. I Veile har der dannet sig en "Forpleiningscommission" med Fuldm. Schyile som Formand til under Amtmandens Fangenskab at varetage Amtets Interesse.

Fra Veile skrives i Tirsdags til Fks. Av.: "Vi kunne i det Hele taget ikke klage over Østrigerne, da der holdes stræng Mandstugt, og naar en Soldat opfører sig utilbørligt imod Borgerne, behøver man blot at henvende sig til den strængt retfærdige Gen. Gavlenz, og man er vis paa at faae al mulig Opreisning. Det er en Selvfølge, at Indqvarteringen er meget trykkende for os Alle, men det er dog godt, at der ikke fordres Urimeligheder af os, og det maae vi takke Gablenz for, der i det Hele taget er en Gentleman." G. har ogsaa, foruden de 100 Thaler (ikke RD.) til den ved Tilfælde dræbte Hartmanns Enke, sendt 25 Rd. til de fattige.

En Rejsende fra Veile, som kom igjennem Silkeborg, har meddeelt dennes Av., at der den i 26de begjæredes Naturalforpleining for 6 Dage, altsaa til 1ste April, hvilken Dag det almindeligt heed, ogsaa blandt de tydske Tropper, at fjenden skulde være ude af Jylland - blot vi ikke narres April! Navnlig er der forlangt en stor Deel Kreaturer. Fjenden har endvidere udskrevet 400 Heste i Veile Amt og det Sydligste af Skanderborg Amt, deraf alene 20 l Veile By. Endelig forlangte Fjenden af Fuldm. Boesen, der under i Byfogdens Fangenskab er Byens Øvrighed, 200 Mand til Skandsearbeider, men B. svarede Nei! han hverken vilde eller kunde opfylde et saa hedensk Forlangende. Boesen blev derfor fængslet, men kom dog fri den næste Dag. - Tydskernes Opførsel i Veile kunde forøvrigt, hedder det i samme Beretning, have været værre, end den var. De to første Dage vare de værste, thi da lod det, som om Tropperne havde en Slags Plyndringstilladelse, navnlig gik det ud over Kjøbmændenes Pakhuse, hvor man tog Hanerne af Tønderne, og naar der da var mindre velsmagende Sager i dem, f. Ex. Eddike, Tran osv., lod man Indholdet løbe ud paa Gulvet. I de fleste Tilfælde stod Soldaterne med Skillingen i Haanden, naar de forlangte noget, men havde de først faaet det Forlangte, stak de Pengene i Lommen igjen; Manden, der beretter dette, har kun faaet Betaling af en Eneste, en menig Preusser, hvis Fader var Oberst ved det Regiment, han stod ved. Foder og Kreaturer og tildeels Heste ere nu næsten ikke til at opdrive ved Veile. Meddeleren reiste derfor netop nu til Løgstør Marked for at kjøbe sig et Par Heste. Det var udelukkende preussiske Tropper , som vare i og ved Veile i Mandags.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 4. april 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Original under oversættelsen:

Kappeln, 2. april. --- Alle myldrer ind i det rensede, i det tyske Guds hus, alle omringer og kredser om den elskede nye tyske prædikant, fra hvem de for første gang i 13 år hører det længe savnede Guds ord fra højere læber. Enhver der ikke har set det, aner det ikke, ikke mindst fordi en indre forståelse er en del af forståelsen af ​​anglernes kirkelige sans. Og som det går i kirken, sådan går det i skolen; Det er virkelig rørende at se den iver, hvormed disse forsømte børn, som hverken forstår dansk eller tysk ordentligt, som uden at begå fejl fremsiger "Fadervor" på dansk uden at forstå meningen, hvormed disse børn hengiver sig til lærdommen. Et kvart år, sagde en af ​​de nye gejstlige, vil nok, givet forældrenes gode vilje og ungdommens iver, til at ødelægge alle spor af danskhed. Så et par dage er nok til at rive ned, hvad 13 års elendighed ikke kunne retfærdiggøre; der vil ikke være mere af danskheden end mindet og forbandelsen mod undertrykkerne, mens velsignelser vil følge befrierne i al evighed. Du vil let forstå, at med et så rigt åndeligt liv kan der ikke være nogen frygt for fremtiden. Næsten overalt hører man den bemærkning at hvis alt mislykkes, så kan man sikkert udslette os, men vi vil ikke igen villigt lade tyrannens fod sætte sig på nakken.

Kappeln, den 2. April. --- Alles drängt sich in das wieder gereinigte, in das Deutsch gewordene Gotteshaus, alles umringt und dreht sich im den geliebten neuen Deutschen Prediger, von dem sie nach 13 Jahren zum ersten male das lange entbehrte Gotteswort von lauteren Lippen vernehmen. Wer das nicht gesehen hat, der hat keine Ahnung davon, schon deshalb nicht, weil ein inneres Verständniss dazu gehört, den kirchlichen Sinn der Angliter zu begreifen. Und wie es in der Kirche geht, so geht es auch in der Schule; es ist wahrhaft rührend, su sehen, mit welchem Eifer sich diese vernachlässigten Kinder, welche weder Dänisch noch recht Deutsch verstehen, die das "Vater unser" fehlerfrei auf Dänisch hersagen, ohne den Sinn zu begreifen, mit welchem Eifer diese Kinder sich dem Lernen hingeben. Ein Vierteljahr, sagte einer der neuen Geistlichen, wird bei diesem guten Willen der Aeltern und bei dem Eifer der Jugend hinreichen, um alle Spuren des Dänenthums zu vernichten. So genügen wenige Tage, um das nieder zu reissen, was 13 Jahre des Elends nicht zu begründen vermochten; es wird von dem Dänenthum balc nichts mehr sein als die Erinnerungund der Fluch gegen die Unterdrücker, während der Segen den Befreiern für alle Ewigkeit folgen wird. Dass bei diesen reichen geistigen Leben eine Furcht vor der Zukunft nicht aufkommen kann, werden Sie leicht begreifeen. Fast überall hört man die Aesserung, wenn alles reisst, so kann man uns wohl vernichten, aber gutwillig lassen wirr uns nicht wieder den Fuss des Tyrannen auf deen Nacken setzen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 4. april 1864)

- Nordslesvig, sidst i Marts. Okkupationen vedvarer og udstrækkes bestandig videre. Det Tryk, som øves af høie og lave Slesvigholstenere, enten disse nu gaae under Navn af "Civilbehörde" eller "Overcommando der alliirten Truppen" osv,, vedvarer og bliver bestandig værre. For den Private indskrænker det sig til smaa Chikanerier, og det er endda til at udholde, men for Embedsmanden bliver det mere og mere utaaleligt og deres Tilværelse mere uholdbar med hver Dag, der gaaer. Med Skræk tanker den store loyale nordslesvigske Befolkning paa den Dag, da vi skulle have mistet dem alle; da vil det først rigtig begynde med Omvendelsesarbeidet, og det vil ganske sikkert sættes igang a la Posen. Preusserne have i saa Henseende havt en fortræffelig Skole, de kjende paa det Allernøiagtigste alle de Midler, som en Regering kan anvende for at drive den Deel af Befolkningen paa Porten, som er "missliebig". Derfor gjøre vore Embedsmænd, idetmindste for en stor Deel, da ogsaa Alt for at fjerne ethvert Paaskud til at afskedige dem; men netop derved bliver deres Tilstand til en sand tfidelsestilstand, og de faae daglig leilighed til at øve sig i de mest ophøiede christne Dyder, de lære at elske deres Fjender, at være taal og langmodige, men Lærepengene ere næsten uoverkommelige. Det har alt været meddeelt i "Dagbladet", at der fra Aabenraa er udgaaet en Adresse, hvori danske Borgere anmode Civilbestyrelsen om at beholde Embedsstanden, og at lignende Udtalelser nu kunne ventes baade fra Haderslev, Flensborg og hele den nordslesvigske Landbefolkning, forsaavidt det da ikke alt maatte være for silde. Da nu Adressen fra Aabenraa har opnaaet en Tilslutning af 496 skatteydende Borgere (Slesvigholstenernes i modsat Retning gaaende fik kun 178 Underskrifter), kan man ikke godt undlade idetmindste tilsyneladende at tage noget Hensyn til den, og man vil derfor muligviis foreløbig lade Embedsstanden i sin Heelhed forblive der; men nu gjælder det om at faae saa mange Klagepunkter opstillede med Hensyn til hver enkelt, at dette kan frembyde en Skingrund til deres successive Fjernelse, og heri præsteres der da allerede nu det Utrolige, Alle haande Subjekter, selv hamborgske Probenreutere, gaae formelig ud paa at faae Embedsmændene til at forløbe sig eller paa at skaffe dem den høie Kommandant paa Halsen, og den Sidstnævnte erklærer uden videre, at han ikke bryder sig det Ringeste om Dhrr. Zedlitz & Revertera, han har kun at adlyde Wrangel og udføre dennes Ønsker, og naar saa disse staae i Modstrid med Civilbestyrelsens, og Embedsmænd paaberaabe sig dette, faae de Ordren gjentagen af en Underofficer med Tilføiende, at de i Vægringstilfælde have at begive sig i Arrest, Det er imidlertid at antage, at Byens egne Hjemmetydskere staae bagved deslige Forestillinger, Adressens Overbringere ere blevne særdeles venlig modtagne og erholdt beroligende Tilsikkringer; hvor vidt og hvor længe man vil holde dem, er et andet Spørgsmaal.

Sørgeligt er det, at ikke engang selve Embedsstanden kan sige sig fri for at være belemret med saadanne Personer i sin egen Midte, der enten troe at skulle høste Fordel og Ære ved at smigre Slesvigholstenerne eller ere for dumme til at indsee, at de derved kun gjøre sig selv foragtelige. Det er haardt, naar en Dansk skal lade sig fortælle af en Preusser, at en gammel dansk Embedsmand i Byen har beklaget sig for denne over at have mistet de to Tredjedele af sin Gage, ene og alene fordi han var født Slesviger; det vilde naturligviis ikke nytte at fortælle Preusserne, at vedkommende Embedsmand selv valgte en fast Normering af sin Gage istedetfor at afskediges med Pension, hvortil han havde den bedste Udsigt, eller at han efter forrige Krig fik et stort Embede, medens han tidligere var en lidet anseet Advokat med høist ubetydelige Indtægter. Det er haardt, naar man veed, at en Embedsmands Datter ligesom andre unge slesvigholsteenske Damer forfærdiger og indsender Gaver til en hamborgsk Basar til Fordeel for Fjendens Saarede. Men heldigviis er det ogsaa enestaaende Undtagelser. "Dagbladet" befandt sig far nogen Tid siden i den Vildfarelse, at "Freja" havde ophørt at udkomme; det vil nu være Dem bekjendt, at dette ikke var Tilfældet. Mærkeligt nok er det, men man anseer den vel for altfor uskyldig til at forbyde den; dens Indhold er det ialfald for Tiden. Grunden til, at Bladet ikke kom til Kjøbenhavn, var forøvrigt simpelthen den, at det havde behaget Kommandanten, Byens høie Herre, at forbyde alt Samkvem med de afskyelige Folk i Kongeriget: ingen Breve maatte afgaae, han kunde ikke en gang unde Kjøbenhavnerne den Nydelse at læse "Freja" ved at gjøre en Undtagelse til Fordeel for den. Men ligesaa pludselig og for vor beskedne Forstand ligesaa umotiveret blev Forbudet hævet - og atter kunde vi aande friere, "Freja" afgik samme Aften til det længselsfulde Kjøbenhavn. -/'

(Dagbladet (København) 4. april 1864).

Ubekendt fotograf: Østrigsk Infanteri ved Mølholm ved Vejle 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De første overdrevne Beretninger om Fjendens Opførsel i Jylland ere nu tildeels berigtigede ved senere Oplysninger, hvoraf fremgaaer, at det kunde have været langt værre. Tyverier bleve strængt straffede, naar Officiererne greb Vedkommende i Gjerningen. I Horsens er endog en Soldat bleven skudt, fordi han med Vaaben vilde afnøde en Kone Penge. I Veile og Aarhuus gik Officiererne omkring i Boutikker og Værtshuse for at paasee, at Enhver betalte hvad han fik. Morgenen efter Fægtningen ved Veile fandtes mange Liig paa Engen norden for Byen og i Nørreskov, uagtet man hele Natten havde været beskjæftiget med at bringe Saarede og Døde af veien. Hvor stort Fjendens Tab har været ved denne Leilighed, blev omhyggelig fordulgt; men betydeligt maa det have været. De østerrigske Soldater vare forøvrigt ikke saa omfindtlige for Kulden, som man skulde troe, medens de tørrede deres Fodtøi og Gamascher, løb de omkring i Gaarde og Haver med blottede Fødder, uagtet det havde sneet om Natten og var meget koldt, uden at en Eneste beklagede sig over Kulden. Om Aftenen fyrede de derimod stærkt i Kakkelovnen og omgikkes i det Hele taget meget uforsigtigt med Ild og Lys, saa man maa anse, det for et Held, at ingen Skade anrettedes. Af Viin havde de Overflødighed, og vilde gjerne tractere deres Værter, naar disse iforveien havde givet dem Noget; værst vare de farne som ikke forstod Tydsk. En Kone bad mig at hjælpe hende tilrette, da hun paa ingen Maade kunde gætte hvad hendes Indqvarterede ønskede; hun havde buden dem Caffe, Thee, Smørrebrød etc. men Alt forgjæves; de forlangte "eine saure Suppe", hvis Tillavning hun ikke kiendte. Det viste sig nu ved nærmere Forklaring, at de paa Grund af, at de vare lidt forkjølede, efter deres Sædvane blot ønskede kogt Vand med Æddike, lidt Meel og Fidt deri, det var det Hele. Naar de kogte Suppe, toges Risengrynene fra og spistes for sig selv efter Kjødet. De egentlige Østerrigere udmærkede sig ved deres gemytlige Lystighed og rene Udtale af det Højtydske, og vare lettere at forstaae end Preusserne; derimod var det kun faa Ord hvormed Italienerne, Galiziere og Ungarer kunne gjøre sig forstaaelige. - Musikalske vare Mange; de spillede med Velbehag, naar de fik en gammel Violin ihænde, vore Nationalsange, som Danmark dejligst Vang og Vænge, Kong Christian osv., men naar man spurgte dem, om de kjendte den slesvigholstenske Nationalsang, lo de og svarede "Uh! Schleswigholstein meerverschlungen - Forbittrelsen mod Insurgenterne lader til at være stor baade hos Østerrigere og Preussere, af hvilke de Fleste aldeles intet fjendtligt Sindelag lægge for Dagen mod os, saalænge vi blot give dem hvad de trænge til, indtil de faae Naturalforplejning, hvilket undertiden først skeer Dagen efter deres Ankomst til en By. Ofte er det høist simpelt, hvad man er istand til ar byde dem, f. Ex. et Sted fik de kun ved Ankomsten hver et Stykke Fidtebrød og en Kop sort Caffe uden Sukker, men alligevel takkede de høfligt og lode sig nøie. At der uagtet de strænge Straffe findes endeel Tyve iblandt dem, lader fig ikke nægte. Enkelte have endog den Frækhed at falbyde deres Koster omkring i Husene; den sidste Morgen Østerrigerne vare i Veile falbødes endog en halvsyet Skjorte, en Sølv Theeskee m. m. Ingen kjøber det, men de have selv Kjøbmænd med dem fra Wien, Dhrr. Richter & Engel, som formodentlig gjøre gode Forretninger; ligeledes en Restaurateur, som har opslaaet sit "Stadt Wien" i en tom Boutik i Veile. De første Dage efter Occupationen lukkede Mange deres Boutiker, men aabnede dem senere, da man saae at Varerne i de fleste Tilfælde bleve betalte. (Medd.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 5. april 1864).

Sønderborg den 3. april 1864. Fra "Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein"

Sønderborg. 3die April.

- (Af et Brev til "Brlg. Td.".) En af de første Granater sprang midt i 4de Comp. af 16de Regiment, som stod opstillet nede ved Raadhuset. Jeg tør endnu ikke nævne de Saarede og Dræbtes Antal, thi Rygtet fortæller og Rygtet overdriver. Lidt efter faldt en anden Granat, der saarede en Kjøbmand Janssen og dræbte en Dreng. Fra nu af var der intet Sted sikkert: Kjældere og de enkelte Hvælvinger bleve opfyldte af flygtende Børn og Qvinder, medens Mændene løb om efter Kjøretøier; man stormede Vognparken, bad og tiggede om Hjælp; men Vognparken havde faaet sine Ordrer; Vagten omkring den var bleven fordoblet. Overalt viste der sig mørke eller fortvivlede Aasyn: fra tusinde Steder lød den Yttring: "Nu synes jeg, det tager af; - saa voldsomt er det da umuligt, de kan blive ved længe." Imidlertid hvilede de lidt derovre, men kun for at begynde desto hurtigere igjen. Ude fra et af Batterierne kom der Iilbud om ny Munition; de havde næsten opskudt Alt, hvad de havde. I Skandsen Nr. 2 havde de fyret hele Eftermiddagen. "Lad dem bare faae ret saa hurtigt, som I kan," sagde Officierne, og Artilleristerne grinede og stode i Skjorteærmer omkring deres Kanoner og haandterede dem af Hjertenslyst: en saadan Stund er Kanonerens Fest, og da der kom Bud ind fra samme Skandse om Aftenen, var hver Mand endnu paa sin Plads: ikke en eneste Saaret, ikke en Feil ved Stykkerne. Carolineskolens Lazareth blev flyttet; da var det hen imod Aften, og paa den haabede Alle, thi med den pleie Preusserne ellers at ende deres Bedrifter; men denne Gang blev man skuffet; Aftenen forandrede Intet; Granaterne fløi endnu ind over Byen, hyppigere cg bestandig længere op; vore Skandser vedbleve at tordne. Mørket forøgede kun Nøden og Ubehjælpsomheden og gjorde Faren større. I Gjæstgivergaarden Alssund brændte det, men Ilden blev strax efter stukket; ovre paa Dybbølland kom ogsaa et Sted i Brand; det brændte ned til Grunden. Gjennem Mørke og Nat saae man Kanonernes Glimt og den røde Ildstraale, som fulgte efter hvert Skud, og naaede man lykkelig udenfor Byen, fandt der et andet Optrin Sted, idet hele Veien, saa langt man kunde øine mod Augustenborg, Ulkebølle til Nordborg og Høruphav, myldrede af Vogne cg Flygtende. Manden søgte sin Hustru, smaa Børn gik og græd og kaldte paa deres Forældre; Ingen svarede dem eller gav Agt paa dem; Enhver var kun beskæftiget med sig selv og med at stirre efter de lange røde Striber, som de hvislende Granater dannede til alle Sider i Luften. Hele Natten vedblev denne Beskydning med enkelte Øieblikkes Ophold. Fjenden, som hidtil alene havde benyttet Granater, begyndte nu af og til at vexle med Brandraketter. I Dagningen kom en Gaard i Brand; de kjøbenhavnske Sprøitefolk vare atter tilrede og arbeidede flinkt og ufortrødent. Om Morgenen var der Øieblikke, hvori man næsten hvert Secund hørte et Skud. Af og til regnede det; Solen kom ikke frem; det var, som om den undsaae sig for at skinne ned paa alle de Ulykker cg Elendigheder, den ulykkelige By fremstillede. En Mængde Familier havde tilbragt Natten oppe ved Møllerne under aaben Himmel eller sammenstuvede i en Port eller vankende omkring fra Klynge til Klynge, søgende og kaldende paa et bortkommet Barn. Det brændte nu paa flere Steder, og eftersom Preusserne flere Gange efter hinanden vedbleve at skyde i samme Retning, tilintetgjorde de springende Granater efterhaanden ethvert Forsøg paa at slukke. Hen paa Formiddagen brændte flere Gaarde indenfor Skandserne. Kanonaden vedblev, og naar den et Øieblik taug, var det kun, som en Soldat sagde, medens de trak Veiret for at begynde saameget heftigere igjen. Det regnede; Veien var opblødt, og de Flygtende, som tilfods arbeidede sig frem igiennem Dyndet, belæssede og krumbøjede af det, de ansaae for meest værdifuldt af deres Eiendele, fremstillede et sørgeligt Billede. "Kan De ikke sige mig, hvor vi skal hen?" var det sædvanlige Spørgsmaal, de modtoge Enhver med. Nogle vare blevne liggende paa Veien, opad Digerne; de kunde ikke mere. Inde i Byen var der imidlertid blevet staaet en Eordou af Soldater, som forbød enhver Civil at gaae ned mod Stranden. - Nu er det Middag igjen; Kanonerne brumme endnu; i disse 24 Timer have de lydt uafbrudt. Det hedder, at Preusserne forberede en Storm.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 7. april 1864).

Episode du bombardement de Sonderburg. L' illustration: journal universel.  23. april 1864.

Paa en smuk Maade jordedes i Søndags af Østerrigerne paa Veile Kirkegaard Liget af 3 danske Soldater, der vare blevne saarede i Kampen ved Veile og nu vare døde paa det dervær. Lazareth. Foran Kisterne, der vare belagte med Krandse og af hvilke den forreste var prydet med en Dannebrogssløife, gik et Compagnie Østerrigere og et fuldstændigt Musikcorps; efter Kisterne gik et overordentligt talrigt Følge af Officerer med Gen. Dormus i Spidsen, og efter disse kom endeel af Veiles Indvaanere. Præsten holdt en kort Tale, og da han havde kastet Jord paa Kisterne, traadte alle de østerrigske Officerer, Gen. Dormus først, hen til Graven og kastede ligeledes Jord paa Kisterne. Dagen efter jordedes et Par Østerrigere, der ligeledes havde faaet deres Banesaar i Kampen ved Veile, men Følget var da ikke saa talrigt som ved de danske Soldaters Begravelse. Det er vel neppe nogen Mærkelighed, at ingen Preusser viste sig hverken i det ene eller det andet Liigfølge, eftersom de kun ugjerne komme der, hvor Østerrigerne ere. (Hors. Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. april 1864).