Randers. Slesvig. Veile. 28. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel om hesteauktion i Randers, original følger nedenfor:

Fra Randers (Jylland), 22. maj, skriver N. Pr. Ztg.: Der er kun sket lidt af interesse her siden våbenhvilen trådte i kraft, og det lidet der er sket, er ingenlunde behageligt. Danskerne optræder så brutalt, som om de var sejrherrer og vi de besejrede, og der er et generelt ønske om at den ukærlige våbenhvile snart kan komme til en ende. I går morges skulle de kasserede heste liciteres på markedspladsen. Køberne var samlet i stort tal, men næppe var auktionen begyndt før to personer udsendt af politikommissær Elmquist, forbød køberne at byde på hestene og tilføjede truslen om at den danske regering ville returnere de købte heste ville blive taget væk fra ejerne uden nogen kompensation. Da der som følge af dette ganske uberettigede forbud fra politimesterens side ingen bød mere, men mængden holdt sig sammen, bad stadskommandanten de tilskuere som ikke ville byde, om at gå bort, og da denne begæring ikke blev fulgt, skulle 16 mand kommanderes af vagten. Danskerne var nu så uforskammede at de opfordrede hinanden til at skubbe den officer, der ville tilkalde de 16 militærmænd fra hans hest. Soldaterne formåede ved hjælp af deres kolber hurtigt at sprede mængden og rydde pladsen. Auktionen er nu aflyst, og politimesteren der havde mod på at modarbejde vores ordrer, er foreløbigt anholdt og skal stå for afhøring i morgen. Efter at auktionen var afsluttet, kom flere bønder der var kommet til byen for at købe heste, til general grev von Münster og bad ham sørge for, at hestene blev solgt privat. De blev dog afvist og hestene sendes til Flensborg for at sælges.

Aus Randers (Jütland), den 22. Mai, schreibt man der "N. Pr. Ztg.": Seit dem Eintritt des Waffenstilstandes hat sich hier wenig von Interesse zugetragen und das Wenige ist durchaus nicht erfreutlicher Art. Die Dänen treten jetzt in einer so brutalen Weise aus, als wären sie Sieger und wir die Besiegten, und der Wunsch ist allgemein, dass der unliedsame Waffenstilstand bald eine Ende nehmen möge. Gestern früh sollten auf dem Marktplatze die ausrangierten Pferde licitirt werden. Die Kauflustigen hatten sich sehr zahlreich eingefunden, aber kaum hatte die Auction begonnen, als zwei vom Dänischen Polizeimeister Elmquist abgesendte Individuen den Käufern verboten, auf die Pferde zu bieten, indem die Drohung hinzufügten, dass die Dänische Regierung die gekauften Pferde den Eigenthümern ohne alle Enschädigung wegnehmen würde. Als in Folge dieses ganz ungerechfertigten Verbotes von Seitens des Polizeimeisters niemand mehr bot, die Menge aber beisammen blieb, forderte der Stadtcommandant die Umstehenden, welche nicht bieten wollten, auf, sich zu entfernen, und da diser Aufforderung nicht Folge gegeben wurde, mussten 16 Mann von der Wache requirirt werden. Nun ging die Frechheit der Dänen so weit, dass sie einander aufforderten, den Officer, welcher die 16 Mann Militär herbei holen wollte, vom Pferde zu reissen. Den Soldaten gelang es mit Zurhülfenahme ihrer Kolben bald, die Menge zu zerstreuen und den Platz zu säubern. Die Auction wurde nun aufgehoben und der Polizeimeister, welcher sich erfrecht hatte, unsre Anordnungen zu durchkreuzen, ist vorläufig fiskirt worden und soll morgen verantwortlich vernommen werden. Nach aufgehobener Auction kamen mehrere Bauern, welche wegen Ankaufs von Pferden in die Stadt gekommen waren, zum General Grafen v. Münster und baten ihn, veranlassen zu wollen dass ihnen die Pferde aus freier Hand verkauft würden. Sie wurden jedoch abschläglich nescdhieden und die Pferde werden zum Verkauf nach Flensburg geschickt werden.

Sydslesvig, d. 23de Mai. Jeg kunde berette interessante Ting fra mine nærmeste Omgivelser. men som god, forsigtig Slesviger vover jeg det ikke, da det kunde røbe for meget; jeg skal derfor holde mig til et Par af de sydligste Sogne af de blandede Distrikter. Ialmindelighed maa jeg sige, at Misfornøielse med Tilstanden der er udbredt til Mange, og det maa ikke kaldes Smiger eller Overdrivelse, hvad man erfarer, at En af de forjagne Præster har sagt til H. M. Kongen, at Høisamme vilde blive modtagen i Sydangel med Jubel, naar han kom med de Danske - Men den forsigtige Slesviger yttrer sig kun i Smug om Sligt, saalænge Fjenden staaer i Landet. Dog er det allerede skeet med navngivne Mænd, som for næsten udelukkende talte Tydsk - da "tydsk Sprog" jo saa længe har været det Feltraab, der militairisk lærtes og adlødes - at de have talt Dansk til nu afsatte Embedsmænd, efter at Regjeringscommissairerne havde ophævet Sprogrescriptet. Saadan er nu engang denne egne Menneskerace og - derefter maa den nødvendigviis regjeres! Fornuftige danske Grundsætninger strække ikke til. Men kom man imellem de Tydsksindede med Mishagsyttringer, saa udsatte man sig for alleslags Ulemper.

Hvad den nye Skoleundervisning angaaer, da har jeg hørt Klageraab og seet næsten convulsivist Graad over den ryggesløse Tilstand i Skolerne. Jeg skal staae ved det Ord "ryggesløs". I et Sogn ere tre Skolelærere, L-, A- og L-, til almindelig Foragt, da de kort efter at have aflagt Ed til Kongen, formelig hyldede Knegten der i Kiel. I et andet Sogn sang den nyindsatte Lærer kun Krigssange og Nidviser med Børnene i Sangtimerne, f. Ex, "O. Hannemann, O. Hannemann; Na, pack dich an!" osv., eller: "Nimm das Mäglein bei der Hand, Capitain. Lieutenant!" eller "Schleswigholstein, meerumschlungen!" osv.

Med de nye Præster er man heller ikke tilfreds, Saaledes var der lige fra Begyndelsen af nedlagt Protest fra to Mænd i Ølsbyskov imod Pastor Hinrichsen. som skulde forflyttes til Ølsby og Farensted fra Slesvig; af en gammel forstandig Gaardmand hørte jeg klage over, at Holm, den nye Præst i Tumby, havde holdt en Prædiken, som gik ud paa, at - de Danske burde jages bort fra Dybbøl. En Witt, som kom efter den bortjagne Reiffenstein i Havetoft, var allerede snart borte igjen, og med hans Eftermand Burchardi, var man heller ikke tilfreds. Om Pastor Tuxens Eftermand sige de: den gamle Præst snærrede undertiden ad os (he snirret), men den nye Præst bider (he bet). Af Pastor Mohr i Ølby, Islænder af Fødsel, en christelig og loyal Mand, der først afsattes for en Maanedstid siden, har jeg hørt følgende: "Da jeg suspenderedes, kom Hinrichsen fra Slesvig og skulde overtage Kaldet; jeg gjorde ham opmærksom paa, at baade hans og min Bestalling og aflagte Ed laae ovre i København, men han foer heftigt op og spurgte mig, om jeg maaskee vilde true ham. Jeg svarede hertil Nei, jeg vil kun bringe vor sande Stilling i Deres Erindring; thi husk De nu paa, at De træder i Fjendens Tjeneste ved paa den Maade at overtage et Kald, som Kongen har givet til en Anden, medens De selv ogsaa har et andel Kald. Men han svarede, at hans Loyalitet var uanfægtet, og at han forblev sin Ed tro, hvorpaa han, for at komme bort fra den Materie, begyndte at udskjælde Provst Carstens i Husum, der i 1848 var oprørsk Friskaremand, derefter gav den Dansksindede, ivrede for Brugen af dansk Sprog, blev Provst og Ridder, men saa i Februar Maaned gav sig Preusserne i Vold og indsendte sit Ridderkors. Dette om Carstens er nu vel altsammen sandt, men det forsvarer dog ikke Hinrichsens Handlemaade. Tilmed har Sagen endnu en hæslig Side, da Hinrichsen er hjulpen frem til Studeringer fra den usleste Armod ved vor Regjerings humane Omsorg for Talentet. - Af en anden Geistlig har jeg hørt Følgende: "Før jeg suspenderedes, gik Alt sin vante Gang, og Enhver talte frit til og med mig; men efter den Tid var det mere kun som i Smug, at de Velsindede kunde indlade sig med mig, de vare ligesom bange for Luften, der omgav dem, især naar de yttrede Beklagelse over den lovløse, forvirrede Tilstand, i hvilken der ingen Ret var at faae. - En Maade, hvorpaa man søgte at komme i Besiddelse af de endnu fungerende, troblevne Underofficianters Embeder, var at reise til A. Hansen i Grumby, der stod i Spidsen for hele denne Egns Revolution; saaledes gjorde Peter Thran i Sønderfarensted mangfoldige Reiser til Tolk Sogn, hvor Grumby ligger, inden han opnaaede at faae den trofaste Regnskabsmand Jakob Hock i Stolk og Sandemand Peter Otzen sammesteds afveien. Samme Peter Thran var ogsaa en af Underskriftsamlerne til at stemme paa den folk Frederik den Ottende, men han var just ikke saa ganske veI tilmode ved denne Bestilling og søgte derfor at formaae en anden Bonde til at overtage den; men denne svarede hertil, at naar man af Vedkommende beæredes med et jaadant Hverv, saa udsone man det altid selv.

Ved de diverse Underskrifter, f. Ex. paa at forlange en Embedsmand removeret, gientoges de Talemaader; "I kan ikke slippe for det"; "det gaaer aldeles ikke an at lade være"; "vil I maaskee regnes med til Dänenpack?" osv. Ellers gik det undertiden suurt nok med at faae Folk til at dandse efter Piben. For at samle Penge til "Hertugen", holdt en Degn Taler om, at nu maatte der løses op for Pungen, og en Gaardeier Wildthagen assisterede ham deri, men Bønderne meente dog, at de hellere vilde see Tiden an. Synderligt bedre gik det ikke med den kolossale Deputation til Kiel. Det skulde være "Folket", som paa en grandiøs Maade hyldede ham, men af Bønderne i Strukstrup og Ølsby var der Ingen, som vilde vare Deputeret; endelig fik de i Ølsby en Kaadner, Asmus Hansen, som før har holdt sig til de Danske, men er bleven fordærvet af det Læseselskab, som den bekendte Schleswigholsteiner Hr. Heiberg har oprettet i Slesvig-By, en Halvkaadner, Jakob Otzen, og en halvvoxen Knøs, en Søn af en Fjerdedeels-Gaardmand; denne sidste var Kudsk. Førstningen havde de saadan Rod med at inddrive Reiseomkostningerne, at der endogsaa foresloges at tage dem af Fattigkassen; men siden gik det glattere, og de fik endogsaa en Fane kjøbt for Overskuddet. I Strukstrup fik de en Snedkersvend og en Farver til Deputations-Gratulanter, men Vogn til Farten manglede; saa forbarmede en indflyttet Brandenborger, Proprietær Birkhahn, sig over dem og transporterede dem til det Kieler Eden. Andre Kjørseler, selv de Ægter, som Preusserne tilsagde, forstode derimod de egentlige Tydskere at slippe fra, og Ingen vovede at tage dem ved Vingebenet derfor, saasom: Brandenborgeren Birkhahn, Wurtembergeren Hepp, Brunsvigeren Oehlert, de to første i Boholt, i Strukstrup Sogn, den sidste paa Stade, i Ølsby Sogn. Overhovedet have de indvandrede Tydskere været de argeste Ledere under dette af Preusserne oppustede og vedligeholdte Oprør imod alt Dansk uden Undtagelse. Men værst af alle her paa Egnen har dog Baron Gersdorff paa Farenstedgaard "gewühlt". Han var strax i Flensborg hos Zedlitz for at paaskynde forskjellige Embedsmands Fjernelse . medens han hyklede Venskab for dem hjemme; han vilde overtale den gamle loyale Regnskabsmand Callsen til at kaste Pastor Mohr ud af Præstegaarden, men det lykkedes da ikke, han vilde formaae Møller Carlsen til at træde i Opposition imod Sognepræsten, men det vilde ikke gaae. Af Regjeringen - eller, som de her pleie at sige, af "den danske Regjering" - var det bleven bestemt, at Krigskjørslerne paa Farensted Gods skulde udredes af alle 1300 Bygskjæpper, men Baronen med de andre større Besiddere fik Sagen først skubbet tilside, og dernæst fik de hos Zedlitz udvirket, at de kun for 400 Bygskæpper. d. e. kun saameget som de smaa Besiddere svarede for, skulde udrede Kjørsler. Men det blev dog snart altfor galt, og omsider gik den Fritagelse tilbage, og den lovlige Bestemmelse sattes i Kraft igjen. Saaledes omgaaes der med Lovene i alle Forhold, Gunst og Gave, Magt og Fornemhed, af hvilken sidste der er meget i Slesvig, skjøndt der just ikke ere mange Fornemme der, dreie og vende Loven under dette hykkelske og barbariske Regimente.

Af Smaating vil jeg nævne, at her i Egnen ere mere end een Gang Vinduerne blevne indslagne hos Mand, hvor kun deres Loyalitet og rette Borgersind kan antages for Paaskudet. I Slesvig By sloge de Ruderne ind hos Apotheker Krüger, fordi man blev vred over hans Udmeldelse af Bürgerverein, hvor han bestandigt insulteredes af den plumpe Brygger Detlefsen og dennes politiske Compagnon.

Man forsikkrer, at Kongen af Preussen har viist den raa Gladiatorsmag at lade sig Stormcolonnerne præsentere med blodige Bajonetter og andre tilsvarende Emblemer. De tydsktalende Slesvigere iblandt Fangerne gav man fri, men flere af dem, som jeg har talt med, forsikkrede, at Tornystre og Overfrakker bleve plyndrede fra dem. Overhovedet synes Preusserne at være komne herind med det Forsæt at indpode Hertugdømmets Befolkning alle Slags Laster. Det er ad den Vel man vil gjøre dem til fuldstændige Tydskere; en skrækkelig Vildfarelse.

(Flyveposten 28. maj 1864)

En meget sørgelig Begivenhed indtraf i nogle af Veiles første Occupationsdage. Da Folk midt om Natten purredes ud af deres Senge og toges til Skandsearbeide, var Enhver medrette ængstlig og harmfuld over den Forretning man skulde udføre, og den Behandling, man ventede at blive Gjenstand for. Det rygtedes rundtom og var da ogsaa naaet til Fiskerne ved Bredballe Strand. Nogle af dem belavede sig derpaa i en Baad at flygte. Disse vare: Styrmand Peter Hørup af Veile, samt Fiskerne Th. Andersen, Søren Sørensen, Anders Stephansen og Knud Andersen. De seilede langs med Fjordkysten nedad Rosenvold til for at opholde sig deromkring, men da man kom og fortalte dem, at Egnen der ikke længere var sikker for Opsnapperne, styrede de i et meget haardt Veir over til Bogense, i hvis Nærhed de alle - omkom Søndag Form. den 13de Marts. Man siger, at til Veirets strænge Beskaffenhed kom endnu den Omstændighed, at Baadens Roer var gaaet itu. Fire af de Forulykkede vare Familiefædre, der tilsammen efterlade - omtrent 24 Børn! Og denne haarde Skjæbne fristede de mange af Sorg nedbøiede Familier, fordi de som raske Sømænd ved Flugt vilde unddrage sig Udførelsen af et Arbejde, som hver fri og fædrelandskjærlig Dansk maatte afskye. (Veile Av.) 

- - -

For et Par Dage siden er ved Harlev Mølle begaaet et Overfald af meget graverende Natur imod en svensk Pige, medens to andre Piger, som samtidigt bleve overfaldne, undslap. Gjerningsmandene 3 (hjemforlovede?) Soldater af 18de (?) Reg., ere nu, efter Aarb. Av., opdagede.

- - -

Preusserne have idag, og det endog med en ikke ubetydelig Kommando, arresteret Sognefogden i Hasseriis og ført ham herind til Hovedvagten. Som Foranledning nævnes, at man ikke har kunnet opdage Gjerningsmanden til en ved Telegraphen, der forøvrigt er istand og igang igjen, for nogen Tid siden paa dens Gebeet i Hasseriis Sogn forøvet Beskadigelse, der forgjæves er bleven efterforsket af Politiet. Men til hvad Hensigt og med hvilken Retsgrund under Vaabenhvilen man da fængsler Sognefogden, indsee vi ikke. Savnet af ham i hans Kommune ril desuden i denne Indqvarterings, og Reqvisitionstid vare meget føleligt. Af den civile Øvrighed er, som vi erfare, gjort Forespørgsel om det foretagne Skridt for at der, hvis ikke muligen Frigivelse finder Sted, kan indstilles til vor Regjerings Civilcommissair. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 28. maj 1864).

O. Günther: Marketender-virksomhed ved Gråsten Slot. Über Land und Meer nr. 6, juni 1864.

Slesvig 5te Marts 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den 4. marts 1864 ophævedes forbuddet mod en slesvig-holstensk forsikringsforening, samt bekendtgørelse af 23. december 1858 der forbød forskellige foreninger og selskaber i Slesvig-Holsten.

Oversættelse af tysk notits om mandstugt bland soldaterne:

Haderslev, 29. februar I forgårs, to timer fra vores by, blev der gennemført en militær henrettelse af en henrettelsespeloton fra 9. jægerbataljon. En underofficer fra Liechtensteins husarregiment, 22 år gammel, begik en forbrydelse i en tilstand af ophidselse, hvorefter han blev arresteret og straks stillet for en krigsret. Dommen lød på døden med krudt og bly, men retten mente i betragtning af den kriminelles gode kanal og hans modige opførsel i to træfninger, at den kunne anbefale ham til den øverstbefalendes nåde. Feltmarskal Løjtnant V. Gablenz stadfæstede imidlertid dommen, fordi den anklagede havde overtrådt en indbyggers ejendom med bevæbnet hånd. (H.N.)

Hadersleben, 29. Febr. Vorgestern früh wurde, zwei Stunden von unserer Stadt entfernt, von einem Executionscommando des 9ten Jägerbataillons eine militärische Execution voll zogen. Ein Unteroffizier des Husarenregiments Liechtenstein, 22 Jahre alt, hat sich im aufgeregten Zustand eines Verbrechens schuldig gemacht, worauf er arretirt und sofort vor ein Kriegsgericht gestellt wurde. Der Ausspruch desselben lautete auf Tod durch Pulver und Blei, jedoch glaubte das Gericht mit Berücksichtigung der guten Conduite des Delinquenten, sowie mit Hinsicht auf sein tapferes Verhalten in zwei Gefechten, denselben der Gnade des Höchstcommandirenden empfehlen zu dürfen. Feldmarschall-Lieutenant v. Gablenz hat jedoch das Uhrtheil bestätigt, weil der Veruhrtheilte mit bewaffneter Hand in das Eigenthum eines Eingebornen eingedrungen war. (H. N.)

(Allgemeine Zeitung 5. marts 1864)

Fls. Av. meddeler fra paalidelig Kilde følg. Skildring af en af de fordrevne slesvigske Embedsmænds Hændelser: En i Byen Slesvig bosat danskfødt Embedsmand, der altid har levet paa en god Fod med Slesvigerne, fik kort efter vor Armees Tilbagetog Besøg af 3 Wühlere, som befalede ham, at han skulde være ude af Slesvig inden Kl. 3; Klokken var dengang 12. Den undsagte Hr. B. lod sig ikke forbløffe, han spurgte Dhrr. Deputerede om deres Fuldmagt, protesterede mod en slig Behandling og nægtede at rejse. Men Kl. 3 saae han imidlertid flere høiere Embedsmand forlade Slesvig i deres egne Ekvipager og tænkte derfor, at det dog var bedst at reservere sig en Vogn i paakommende Tilfælde, men for næste Dag vilde han dog ikke tænke paa nogen Afreise. Han fik nu bestilt en Vogn til Kl. 8 næste Morgen, og da han saae, man begyndte at gjøre sig færdig til at illuminere Byen, lukkede han Skodder og Døre og trak sig tilbage for at nyde nogen Hvile. Imidlertid gik kun nogle Øieblikke, saa stimlede en Masse Mennesker med Skrig og Trudsler ind og forlangte, at han strax skulde komme ud. Da han var kommen frem, fordrede de, at han strax skulle begive sig ud af Byen. Her var ikke Andet at gjøre end at vige for Overmagten. Hans Kone, der ikke vilde forlade ham, fik neppe kastet en Kaabe over sig, og med tyndt Fodtøi begave de sig nu ud i et forrygende Veir, hvor Sneen uafladeligt pidskede dem lige i Ansigtet. Et lille Barn, der var kommet i Seng, kunde ikke medtages i dette Veir, og det blev derfor overladt til Bedstemoderen, der skulde følge efter den næste Morgen i den bestilte Vogn. Manden havde en Bekjendt omtr. en Miil fra Byen, der altid havde viist ham en høi Grad af Høflighed og Hjertelighed, og da denne Mand var Landfoged, stod han desuden i Forhold til Hr. B. som Underordnet. Der aftalte man at træffes næste Morgen. Da Hr. V. og Kone forlode deres Hjem, stode 5- a 600 pøbelagtige Personer opstillede en haye lige til udenfor Slesvig - igjennem disse Rækker maatte de nu løbe Spidsrod og høre deres fornærmende og spottende Talemaader. Da de vare komne ud af Slesvig, forsvandt lidt efter lidt Skaren, imedens man stadigt hørte deres vilde Hyl opflamme hinanden indbyrdes til al mulig Udaad. Da Snee og Storm stadigt tiltog, gik de Vejfarende vild, og først efter 4 Timers Omvanken fandt de Bondegaarden, der som et frelsende Asyl nu laae for dem. I tillidsfuld Tryghed bankede de paa Porten og glædede sig forud til at blive de vaade Klæder og Støvler qvit og komme i en god Seng. Endelig fik de Manden vækket og fortalte ham deres Skjæbne. Han beklagede dem, men beklagede tillige, at han aldeles ikke turde gjøre Noget for de flygtende Danske, da det var at udsætte sig selv for samme Molest; han lod dog lave lidt Thee til dem, og efter megen Plagen tillod han dem at ligge nede i en Lade, hvor der havde ligget nogle østerrigske Soldater i Indqvartering. Altsaa herind kom de Kl. 12 eller 1 om Natten, hvor noget forligget Halm blev deres Leje. Vaade og forkomne, som de vare, faldt de dog endelig i Søvn, men allerede Kl. 4 vækkedes de med Ordre til nu at gaae, da man frygtede, at der skulde komme nogle af de omvandrende Wühlere og see dem. Imidlertid toge de intet Hensyn til denne Ordre, men bleve liggende. Da kom Kl. 5 en Karl, med Ordre fra sin Herre at blive hos dem, til han havde seet dem vel ude af Gaarden. Her stode de altsaa atter ude i Snee og Blæst og maatte blive; thi de ventede jo Vognen med Barnet Kl. 8, men Kl. blev baade 8 og 10, og her stode de stakkels Forældre endnu og ventede forgjæves, hungrige som de vare, og i det frygtelige Uveir. Omsider bestemte Konen sig til at gaae tilbage til Slesvig for at hente Barnet. Her maatte hun nu opbyde Alt for at faae en Vogn, hvilket først lykkedes hende henimod Kl. 3, da en Bagerenke fik Medlidenhed med hendes Jammer og kjørte hende og Barnet ud til Manden. Den tidligere bestilte Vogn blev nemlig holdt tilbage af Wühlere. Hr. B. havde imidlertid flere Gange maattet blande sig imellem Skarer af Folk, der droge jublende omkring med Trophæer, de havde opsamlet ved Dannevirke, saasom Kanonvidskere, Kugler osv. Med megen Forsigtighed maatte den endelig samlede Familie nu begive sig til Rendsborg, og der turde de slet ikke gaae sammen, da man saa strax i den havde formodet en flygtende Familie og insulteret dem. Efter megen Besvær og Kummer kom de til Ystad og derfra til Kjøbenhavn, hvor de nu kun eie, hvad de staae og gaae i.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. marts 1864).

Oversættelse af tysk artikel. Originalen er nedenunder:

Også denne gang har befolkningen i Aabenraa efter bedste evne bevist deres gamle ry for patriotiske følelser. Mens hele Flensborg by stadig er næsten helt uden de røde, hvide og blå flagdekorationer, blafrer i Aabenraa de elskede nationalfarver fra næsten alle huse, de danske vejnavne er overalt blevet erstattet af tyske, og skilte fra butikker og kroer viser allerede for størstedelen igen tyske påskrifter. Byens tapre borgere bliver aldrig trætte af at opfordre civilkommissærerne til at afsætte ​​de danske embedsmænd hurtigst muligt. De har i forlængelse af deres første indlæg i denne sag allerede to gange bedt om at fremskynde afgørelsen så meget som muligt. Kronprinsen af ​​Preussen svarede blandt andet den borgerdeputation der for nylig bød ham velkommen her: Man kan være sikker på at han ligesom sin kongelige far havde den største sympati for den slesvig-holstenske sag; for så vidt angår løsningen af ​​arvespørgsmålet, var han ikke bemyndiget til at give konkrete oplysninger herom; Han påpegede dog at han var nær ven af ​​hertug Friedrich, og at denne også var i familie med den preussiske kongefamilie.

Die apenrader Bevölkerung hat auch diesmal ihren alten Ruf patriotischer Gesinnung aufs beste bewährt. Während in Flensburg immer noch ganze Stadttheile des roth-weiss-blauen Flaggenschmucks beinahe gänzlich entbehren, flattern in Apenrade die geliebten Landesfarben fast von jedem Hause, die dänischen Strassennamen sind überall durch deutsche ersetzt worden und auch die Schilder der Kaufläden und Gasthäuser tragen schon zum grössten Theil wieder deutsche Inschriften. Die wackern Bürger der Stadt ermüden nicht, bei den Civilcommissaren auf baldigste Ansetzung der dänischen Beamten zu bringen. Sie haben schon zweimal, anknüpfend an ihre erste Eingabe in dieser Angelegenheit, um möglichste Beschleunigung der Entscheidung nachgesucht. Der Kronprinz von Preussen hat der ihn unlängst hier begrüssenden Bürgerdeputation unter anderm erwidert: man möge versichert sein, dass er wie sein königlicher Vater die grössten Sympathien für die schleswig-holsteinische Sache hegten; was die Regulirung der Erbfolgefrage beträffe, so sei er nicht ermächtigt, in dieser Hinsicht bestimmte Auskunft zu geben; er weise jedoch auf den Umstand hin, dass er mit dem Herzog Friedrich innig befreundet und dass letzterer obendrein mit dem preussischen Königshause verwandt sei.

(Bamberger Zeitung 5. marts 1864)

Ved folkeafstemningen i 1920 var der knebent tysk flertal i Aabenraa: 2.725 tyske mod 2.224.  Da tallene er 56 år nyere skal de dog tages med et kæmpeforbehold for om hvorvidt de afspejlede situationen i 1864.

Forlagsbureauet. En musicerende Cavalleri-Piket i Øster-Dybbøl. Efter en tegning af Lieutenant C. Oscar Carlson. Illustreret Tidende bind 5, nr. 233, marts 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Hjemvendte fra Fredericia. Landbruget. Sønderborg. 23.-24. Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk beretning, original følger:

Friederica, 15. maj (Fr J.) Et ejendommeligt, melankolsk skue er siden torsdag blevet præsenteret ved dampskibenes landingssted på Lillebælt; man kan ikke rumme sine følelser, når man ser indbyggerne, mænd og kvinder, gamle mennesker og børn, komme over fra Fyn i de små både. Nogle bærer deres ejendele, som de havde bjærget på Fyn, med sig; andre, for hvem bekymringer om deres liv ikke efterlod nogen tid, i håb om at finde nogle af deres ejendele i deres hjem, skyndte de sig at kravle i land og storme ind i byen; men sandsynligvis er det meget få, ja sandsynligvis ingen, der finder det, de leder efter. Alt, hvad der ikke var for tungt at bære, hvis det var af nogen værdi, blev taget væk. Skabene er ryddet ud, dørene brudt ned og løftet af deres hængsler, borde og stole er smadret. Skårene af spejl og service ligger på gulvet med papir og iturevne klude imellem. Jeg har set mange par stå der og stirre på ruinerne af deres ejendele med tårer i øjnene. Hvad de frygtede, men alligevel ikke helt vilde tro, bliver for dem vished; [et ord mangler] Blev en tigger, deres rigdom, som de møjsommeligt har erhvervet sig gennem årene, er væk. De danske soldater har i mellemtiden, som borgere, der blev tilbage i byen, selv fortalt mig, gjort det meget værre end østrigerne. Især da ordren om afmarch blev givet, trak de alt med sig, som kunne trækkes med; De undskyldte sig med at sige, at det måtte være mere behageligt for frederianerne, hvis de, deres landsmænd, tog deres ejendom i besiddelse, end hvis det faldt i fjendens hænder. Denne logik giver dog meget lidt mening, og jeg har ofte hørt de stakkels folk bryde ud i et sandt raseri af forbandelser mod københavnerne. Nedbrydningen af ​​fæstningsværkerne fylder de fleste indbyggere med næsten mere glæde end vore soldater; de håber, at de aldrig vil blive rejst op igen. Foreløbig kommer københavnerne formentlig til at mangle penge til dette.

Friederica, den 15. Mai (Fr. J.) Ein eigenthümliches, wehmüthig stemmendes Schauspiel bietet sich seit Donnerstag auf dem Anlegeplatze der Dampschiffe am kleinen Belt dar; man kann sich der Rührung nicht enthalten, wenn mann die Einwohner, Männer und Frauen, Greise und Kinder in den kleinen Booten von Fühnen herüberkommen sieht. Einige führen ihre Habseligkeiten, die sie auf Fühnen geborgen hatten, it sich; andre, denen dazu die Sorge um ihr Leben keine Zeit liess, höffen in ihrem Wohnungen doch etwas von ihrer Habe wieder zu finden, eilig steigen sie an's Land und stürmen in die Stadt hinein; aber wohl die wenigsten, ja wohl niemand findet, was er suchte. Was nicht allzuschwer zu tragen war, ist, wenn es irgend Werth hatte, fortgeschafft. Die Schränke sind ausgeräumt, die Thüren erbrochen und aus den Angeln gehoben, Tische und Stühle zerschlagen. Auf dem Boden liegen die Scherben der Spiegel und des Geschirrs, dazwischen Papiersetzen und zerrissene Lumpen. Manches Chepaar habe ich so stehen sehen, mit thränenden Augen diese Trümmer seiner Habe anstarrend. Was sie schon gefürchtet, aber noch immer nicht ganz glauben wollten, wird ihnen zur Gewissheit; [et ord mangler] Bettler geworden ihr mühsam im Jahren erwordenes Gut ist dahin. Die Dänischen Soldaten haben indessen, wie mir in der Stadt zurückgebliebene Bürger selbst erzählt haben, viel ärger gehauft als die Oesterreicher. Namentlich haben sie, als der Befehl zun Abmarsch gegeben war, noch zusammengerasst, was sich zusammenrassen liess; sie entschuldigten sich damit, dass es den Friedericanern doch angenehmer sein müsse, wenn sie, ihre Landsleute, sich ihres Gutes bemächtigten, als wenn es den feinden in die Hände falle. Diese Logik ist aber den wenigsten einleutend und ich habe die armen Leute oft in eine wahre Wuth von Verwünschungen über die Kopenhagener ausbrechen hören. Die Demolirung der Festungswerke erfüllt die meisten der Bewohner fast mit grserer Freude als unsere Soldaten; sie hoffen, dass sie nie wieder aufgerichtet werden mögen. Für's erste wird es den Herren Kopenhagenern dazu auch wohl Geld fehlen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 23. maj 1864)

Aalborg, den 23de Mai.

Kornudbyttet af forr. Aars Høst betegnes i en Agerdyrkningsberetning i "Tidsskrift for Landoekonomie" som i det Hele "tilfredsstillende, og enkelte Steder vel endog rigt, saa at Afgrøden fra forr. Aar vel for hele Landets Vedk. kan ansees som en god Middelhøst, og paa velgjøtede og velafgravede Jorder, der kunde vinde Seir over Sommerens Kulde og Fugtighed, maa Høsten af alle Sædarter endog kaldes rig. Hveden har været mindst tilfredsstillende; det har ved Tærskningen viist sig, at den mange Steder havde lidt meer af Rust, end man ventede, at den har givet meget Smaakorn; man vil ogsaa see, at Opgivelsen af Foldene mange Steder er temmelig lav; Rugen har derimod overalt i de bedre Egne, hvor den var tidligt saaet i velbehandlet Jord, givet en særdeles god Afgrøde, og kun den sildigtsaaede Rug har været simpel. Bygget har været meget forskjelligt, men dog vel i det Hele naaet en Middelafgrøde og Havren derover. Bælgfrugter have givet særdeles godt, men have, som vi i den sidste Beretning metdeelte, lidt meer af Høstveiret end de andre Sædarter, og ere derfor mange Steder kun af simpel Beskaffenhed. Havde Priserne kun været høiere og Forholdene fredelige, vilde det forrige Aars Afgrøde ikke have givet Landmanden grundet Anledning til Klage trods den kolde Sommer og den meget besværlige Høst." Hertil føier Tidssskriftet meget sandt og desværre meget beklageligt: "Den store Indkaldelse af Mandskab, som Krigen gjør nødvendig, virker naturligviis tungt paa Landboforholdene, og mange Steder, navnlig i Jylland, hvor Gaardene næsten udelukkende drives med ugifte Folk, føles Trykket særdeles haardt. Indvandring af svenske Arbejdere har vistnok fundet Sted i temmelig stort Omfang, men kan kun for en ringe Deel afhjælpe Mangelen; man er næsten overalt nødt til at indskrænke sig til de nødvendigste Arbejder og lade alle Forbedringer, der kunne taale Opsættelse, hvile til gunstigere Tider." Men foruden Afsavnet af Mandskabet, er Trykket blevet end mere forøget, foruden ved andre materielle Lidelser, med Standsninger i Omsætning, Handel, Færdsel og de mange Vanskeligheder, der ophobe sig i alle tænkelige Forhold, ved Indqvarteringer i Masse og den Mængde Ægtkjørseler, af fjendtlige og vore egne, som have lagt Beslag paa Landmanden cg hvilket Alt i en uhyre Grad har svækket og forringet hans Evner og Udøvelsen af hans Gjerning. I den store occuperede Deel af Jylland ere Lidelserne saa store og almene, at man forgjæves i den krigsfostrende Presse andetsteds, eller ved nok saa svulstiske Phraser og usande Skildringer af de virkelige Tilstande, søger at døve den! Men ogsaa i den Deel af Jylland, der ikke er hærget eller besat af Fjenden, føles Trykket overmaade haardt af dem, der ikke leve af ophidsede Phantaster og ikke ville qvæle Sandheden. Som et Vidnesbyrd, der kunde forøges med mangfoldige andre, kan følgende Brev fra en Landmand i Vendsyssel tjene: "Som Forpagter af en lille Gaard, hvor jeg holder fire Arbeidskarle, havde jeg alt i Vinter det Uheld, at disse alle fire bleve indkaldte til Militairtjenesten, og maatte jeg remplacere dem med et Par gamle Huusmænd og tvende Drenge, ved Hjælp af hvilke jeg maatte aftærske Gaardens  Afgrøde, der saaledes blev ringe og seent udført; og da nu Vaartiden begyndte, har jeg dagligen maattet forrette lange og besværlige Ægtkjørseler, saa jeg endnu idag, den 16de Mai, er langt tilbage med min Udsæd og min Jord meget forvildet af Mangel paa tilstrækkeligt Arbeide. Men alle disse Onder ere dog for Intet at regne imod de seneste Dages Plager, thi tænk: den 8te ds. fik jeg Ordre af Lægdsmanden til uopholdeligt at møde i Frederikshavn - 10 Mile fra mit Hjem - for at afhente mit Soldaterpas som Frilodsmand fra 1857, og strax derefter en ny Ordre fra Sognefogden til at modtage stærk Indqvartering af Mandskab og nogle Heste, foruden flere Bebudelser, jeg her vil lade forblive unævnte. Jeg maatte nu begive mig paa Vejen til Frederikshavn og overlade min syge Kone Gaarden med alle dens nærværende og truende Sorger, for saaledes muligviis ved min Hjemkomst at finde det Hele ødelagt og udmarvet. Med disse Tanker vandrede jeg da afsted og modtog mit Pas, der lød paa at møde i Kjøbenhavn den 18de. Uden Ro og Hvile ilede jeg da igjen de 10 Mile til Hjemmet, hvor jeg forefandt min endnu mere syge Kone og trende Børn i Halmen paa Loftet, Gaarden og Laden i største Uorden, Kreaturerne drevne i Marken, hvor der endnu Intet er til dem, og vore Fødevarer tildeels udtømte, og nu dertil den nedslaaende Efterretning jeg hjembragte, at jeg atter skulde forlade Alt. Ja! det er umuligt med Ord at kunne beskrive den Stemning, hvori jeg og min ulykkelige Kone nu befinde os. Saaledes vandrer jeg atter idag med min Ransel over Nakken til Sundby i veemodig Betragtning over Forholdene, deres Aarsager og sørgelige Virkninger. Mon ogsaa de, der saa krigslystne have stødt i Luren, og endnu ikke hængt den paa Væg, have drømt om det store Ansvar, de have paakaldt?"

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 23. maj 1864).

Georg Emil Hansen (1833-1891): Sønderborg. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

En korrespondent fra Hamburger Nachrichten berettede den 18. maj om et besøg i Sønderborg, først i dansk oversættelse, dernæst originalen:

Hvad selve byen angår, forestillede jeg mig at den så meget værre ud. Kun på markedet og foran slottet ser tilskueren ved første øjekast en stærk ødelæggelse; men også de bygninger der blev skånet af de preussiske kugler, viser enkelte spor af ganske iøjnefaldende skader, såsom butikker, såvel som døre og vinduer i de bedre huse. Spørgsmålet dukkede naturligvis straks op i mit sind, hvad forårsagede egentlig at disse bygninger blev voldsomt beskadiget? Det spørgsmål blev besvaret hurtigt, eftersom nogle herboende tyskere gav os oplysninger om alt hvad der var sket, hvilket ved første øjekast var egnet til at gribe os med stiv rædsel om danskeres fremfærd. Fra 2. april til 18. april plyndrede de danske soldater i denne medlidenhedsværdige by i en sådan grad at selv deres officerer næppe kunne standse det. Hos mæglerenken Hansen har de f.eks. efter at kommoderne og skabene var blevet tømt helt, smidt et stort, ekstremt prægtigt vægur til en værdi af mere end 100 thaler på gulvet fordi det var en smule ubehageligt at transportere. Det blev derefter slået i stykker med riffelkolben. Det første preussiske projektil bragede ind i urmageren Andersens foyer og slog 24 mand ned fra et kompagni soldater der havde været udstationeret rundt om hjørnet i den anden gade; Straks efter brød de andre ind i Andersens butik, brød urskabene op, proppede lommerne fulde med deres indhold og mishandlede så de ivrige danskere og gode patrioter som var forargede over en sådan procedure. Hos Becks købmand som også var meget god dansksindet tysker, holdt soldaterne tvangsauktion over de dyreste ting, især værdifulde porcelænsstykker, og hvis den tilbudte pris på nogle få skilling blev tilbagebetalt fra plyndrerne, smed de straks tingene på til jorden og knuste dem. Da skibsbygmester Jensen hørte om denne virksomhed, ville han forlade byen, efterladende alt sit løsøre, og pakkede til dette øjemed de fornødne sager og værdier i en kuffert, hvormed han vilde ud gennem bagbygningen. Men her blev han modtaget af et par danske infanterister, som idet de satte deres bajonet på hans bryst, med magt tog kufferten, mens en anden flok af disse røvere i forvejen i forreste bygning festede med opbrudte kister og skabe. Det samme gjorde de med handskemagerenke Börsen som sendte nogle kasser med nye varer til officererne. Disse kasser blev brudt op, handskerne spiddet på bajonetterne og sablerne og smidt i snavset på gaden. Brandkorpset der gavmildt var sendt hertil af københavnerne, var ikke mindre virksomt i disse røverier og fiskede mere end det slukkede; det må den tidligere berømte borgmester Hilmar Finsen have forudset, hvorfor han tids nok trak sig tilbage til Hørup Hav, hvorfra han ledede borgerregimentet via Sønderborg, mens han til tider et øjeblik var sammen med de fattige, fra to sider så hårdt undertrykte borgere, men altid på en kejserlig og frastødende måde. - - - De fattige slesvigere var blevet brugt til at bygge barrikader, hvortil inventaret skulle bruges uden forskel fra alle de nærliggende huse. Man kan forestille sig den beklagelige tilstand for disse hårdt ramte sønderborgere, blandt hvilke tyfus indtil nu stadig er ret udbredt, og så spørge: hvad har disse som altid har været knyttet til den danske sag, gjort for af deres egne soldater at blive berøvet deres ejendele på en så voldsom måde? Nu har stemningen på hele øen naturligvis ændret sig totalt, og de tidligere mest energiske danskere er i dag københavnerpolitikkens værste fjender og ønsker intet andet end at komme under det tyske regime.

Was die Stadt selbe anbelangt, so habe ich mir ihr Aussehen weit schlimmer vorgestellt, nur bei dem Markte herum und vor dem Schlosse tritt dem Beschauer schon auf den ersten Bllick eine starke Zerstörung vor die Augen; aber auch die von den Preussischen Kugeln verschont gebliebenen Gebäude tragen einzelne Spuren von ziemlich auffälliger Beschädigung an sich, so zum Beispiel Kaufläden, dann Thüren und Fenster in den bessern Häusern. Natürlich drang sich mir sogleich die frage auf, wodurch denn eigentlich auch diese Gebäude gewaltsam beschädigt worden sind? Bald genug sollte uns dieselbe beantwortet werden, da einige hier wohnende Deutsche uns über alles Gescheheneeinen Aufschluss gaben, der im ersten Augenbllicke geeignet war, uns mit starrem entsetzen über die Dänenwirthschaft zu erfassen. Von 2. bis incl. 18. April herrschte in dieser beklagenswerthen Stadt eine solche Plünderungswith der Dänischen Soldateska, dass selbt diee Officiere derselben kaum Einhalt thun konnten. Bei der Makler-Wittwe Hansen haben sie z.b. nach vollständiger Leerung der kommoden und Schränke auch eine grosse höchst prachtvolle wanduhrr im Werthe von über 100 Thlr., weil zum Transporte etwas unbequem, auf den Boden geworfen und sodann mit den Geweehrkolben in Stücke zertrümmert. In den Vorhause des Uhrmachers Andersen krepirte das erste Preussische Projectil und schlug von einer um die Ecke in der andern Strasse rangirt gewesenen Compagnie Soldaten 24 Mann nieder; gleich darauf drangen die übrigen in den Laden des Andersen, erbrachen die Uhrenschränke, stopften sich alle Taschen mit deren Inhalt voll und misshandelten nach zum Shluffe den übe ein solches Vorgehen sich empört zeigenden eifrigen Dänen und guten Patrioten. Bei'm Kaufmann Beck, einem ebenfalls sehr Dänischgesinnt gewesenen Deutschen, hielten die Soldaten eine unfreiwillige Auction über die theuersten Sachen und namentlich über werthwolle Porzellanstücke, die sie, wenn der ausgebotene preis von einigen Schillingen von den Plünderern mit Lachen erwidert würde, sogleich auf den Boden und in Trümmer schlugen. Als der Schiffbaumeister Jensen von diesem Treiben hörte, wollte er sich mit Hinterlassung all seiner Mobilien aus der Stadt entfernen und packte zu diesem Zwecke das Nöthigste so wie Werthsachen in einen Koffer, mit welcheem er sich durch das Hintergebäude entfernen wollte. Aber hier empfingen ihn schon einige Dänische Infanteristen, welche, ihm das Bajonett auf die Brust setzend, den Koffer mit gewalt agnahmen, während zur selben Zeit im Vorderhause schon eine andre Rotte dieser räuber sich bei erbrochenen Kasten und Schränken gütlich that. Desgleicheen verfuhren sie bei der Handschuhmacher-Witttwe Börsen, die sich für die Officiere einige Kisten mit neuer Waare kommen liess. Diese Kisten wurden erbrochen, die Handschuhe an den Bajonetten und Säbeln aufgeschlietzt und auf die Strasse in den Koth geworden. Auch das von den Kopenhagenern grossmüthig hieher gesendete Brandcorps war bei diesen Räubereien nicht minder thätig und fischte mehr im Trüben, als es gelöscht hat; der frühere famose Bürgermeister Hilmar Finsen muss das wohl voraus gesehen haben, weshalb er sich zeitig genug nach Hörup-Haff zurückzog, von dort aus das Civilregiment über Sonderburg führend, indem er zu Zeiten nur auf Augenblicke sich bei den armen, von zwei Seiten so hart bedrängten Bürgern, aber stets in herrischer und abstossender Weise, sehen liess.  - - - Die armen Schleswiger hatte man zum Barrikadenbau verwendet, wozuaus allen zunächstliegenden Häusern ohne Underschied die Möbel verwendet werden mussten. Man möge sich den bedauernswerthen Zustand dieser hart heim gesuchten Sonderburger vorstellen, bei denen noch ausserdem bis zum Augenblicke ziemlich stark der Typhus herrscht, und frage dann: was haben sie, die stets der Dänischen Sache zugethan waren, verschuldert, um von den eigenen Soldaten auf so räuberische Weise um ihr Hab und Gut gebracht zu werden? Jetzt freilich ist die Stimmung auf der anzen Insel vollständig umgewandelt und die frühern enragiresten Dänen sind heute die ärgesten Feinde der kopenhagener Politik und wünschen nichts sehnlicher als unter Deutsches regiment zu kommen.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 24. maj 1864)

Ubekendt: Marketender Salomon des Westph. Jäger Bataill: No 7. 4. Comp. 1864. På skiltet ved vognen står: "Wer da will trinken gut Bier und Wein, der kehre beim Marketender Salomon ein". Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Vaabenhvile: Hobro, Ribe, Varde 19de til 22de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Ribe, den 19. maj.

Om det i Søndags i Veirup af en østerrigsk Soldat begaaede Mord paa Gaardmand Otto Pedersen have vi erfaret at Gjerningsmanden ikke, som i forrige Nr. meddelt, blev skudt i Mandags paa Gjerningsstedet, men første i Arrest, da han ikke vilde vedgaa Forbrydelsen.

(Ribe Stifts-Tidende 19. maj 1864).

En Opfordring fra en fangen dansk Officer. I et Brev, dateret Glogau den 20de Mai 1864, beder en af de der hensiddende fangne Officerer om, at Almenheden herhjemme maatte blive opfordret til at komme Fangerne tilhjælp med at opreise et Monument over fire af vore Soldater, som indtil da vare bortrykkede af en ondartet Tyfus, der, som en Følge af de udstaaede Besværligheder under Vinterfelttoget, har raset saavel blandt vore, som blandt de fjendtlige Soldater. Da jeg finder, at det kunde være meget passende, om der blev reist de menige Soldater, som have maattet lægge deres modige Ben i Fjendens Land, en lille Bautasten, saa tillader jeg mig herved at bede Dags-Telegraphen" om at modtage, hvad Medborgere maatte ville yde til dette Øiemed. En Sjællænder. 

Vi skulle opfylde Ønsket og i sin Tid aflægge Regnskab for, hvad der maatte blive givet. Red.

(Dags-Telegraphen (København) 2. juni 1864).

Fra Ribe beretter Byens Avis følgende gruelige Krigsbegivenhed under "Vaabenhvilen": "Et Regiment fjendtlige Soldater, som i Søndags Form. marscherede fra Colding til Varde, gjorde Holdt ved Veirup i Gjording Sogn; en Afdeling kom til at staae paa Landevejen tæt ved Kroen og nogle Gaarde; øieblikkeligt væltede de Menige sig ind i Gaardene og borttog alt Spiseligt tilligemed hvad de forefandt af Linned. Da de skulde afmarschere, kom en Menig og en Oppasser ind til Gaardmand Otto Pedersen og forlangte Øl. Da denne ikke hurtigt nok efterkom Ordren, skjød man ham igjennem Hovedet! En Nabo gjorde Anmeldelse til Officererne og den Skyldige blev funden, man hentede Herredsfogden i Holsted og et Forhør afholdtes, imedens tillige en Mængde bleve fængslede for Tyverier. I Mandags blev Morderen skudt paa Gjerningsstedet og Tyvene afstraffede".

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 20. maj 1864).

I et Brev fra Jylland til N. Pr. Z. i Onsdags hedder det: "Vi have nu intet at gjøre og jeg har derfor dannet mig en Arbeidscommando, hvormed jeg gjennemforsker Kjæmpegrave, fisker, moderniserer Bøndernes Haver osv. Fortiden bygger jeg paa en stor Pindsehytte med Keglebane og Anstalt til Legemsbevægelser. Bønderne, med hvem vi komme meget godt ud af det, see forbavsede til hvad der alt rejser sig paa deres Enge og smøge derhos med Velbehag deres Piber. De have det ellers ret godt; de have deilig Jord og Qvæg og boe midt i deres Eiendom. Paa Kundskaber mangler det dem ikke, men de synes at være temmelig sløve (snarere hvad vi i Jylland kalde "sløv", polidsk) og smagløse. Deres Stemning er afgjort for Fred" osv. 

- - -

Anden Pindsedag trak den østerrigske Brigademusik i Varde, henved 50 Musici, op i Runddelen i Lystanlæget "Arneberg", og i Overværelse af et talrigt østerrigsk og dansk Publicum, diverteredes dette ind iblandt andre ogsaa flere af vore smukke Nationalmelodier, deriblandt "Den tapre Landsoldat". (Varde Av.)

- - -

Størstedelen af de i Forpleiningsmagazinet i Hobro endnu beroende Artikler er af kommunen, efter Byens Av., solgt til en preussisk Hærleverandeur imod en contant Udbetaling af 1000 preuss. Daler. Restbeholdningen vil blive bortsolgt ved Auction paa Fredag, nemlig endeel røget Flæsk, Gryn, Riis og andre Levnedsmidler. Da ca. 70 af de til Magazinet fra Omegnen indkomne Kreaturer endnu staae opstaldede der og kunne tilbageleveres, ere de paagjældende Eiere eller Sogneforstanderskaber, som have indleveret dem, opfordrede til, forsaavidt de ønske at erholde Kreaturerne tilbageleverede, at møde paa Onsdag Form. ved Kjøbmand Brasch's Stald paa Kjøbstadens Mark, hvor Udleveringen vil kunne skee, naar Vedk. medbringer den for Kreaturernes Modtagelse der udstedte Qvittering, samt ved 2de paalidelige Mænd godtgjorde paagjældende Kreaturers Identitet med de i sin Tid afleverede. De Kreaturer, som ikke afhentes til anførte Tid, blive bortsolgte ved ovenanførte Auction.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 21. maj 1864).

På Sct. Michaelis kirkegård i Fredericia er en mindebautasten over 40 døde danske soldater. Da egentlige kamphandlinger ikke fandt sted, er tyfus muligvis dødsårsagen. Østrigske tropper bombarderede byen 20.-22. marts 1864. Fæstningen blev rømmet 26.-28. april. Hvorefter østrigerne kunne indtage byen uden kamp. Her opholdt de sig indtil 16. november 1864. De skal have opført sig pænt og deltog bl.a. i fejringen af 6. juli ved statuen af Landsoldaten. 

Oversættelse af tysk artikel, original under oversættelsen:

Faktisk kan de lokale myndigheder i Jylland stadig ikke nå til enighed med de preussiske militærledere trods den indtrådte våbenhvile, som det i tilstrækkelig grad burde fremgå af følgende brev som svar på en protest fra Viborg-magistraten: "Hvis disse mine afmålte ordrer af fødevarekommissionen ikke udføres straks og udføres på den mest samvittighedsfulde måde, vil jeg give de herrer, der skal klare disse ting, lejlighed til at tænke over deres oprørskhed over brød og vand og selv tage dette af våbenmagt, som stadig er min ret i krig. For de skader som uundgåeligt ville vokse op som følge heraf, indestår jeg ikke, og alt ansvar må tilfalde byens myndigheder. Viborg, 13. maj 1864. E. v. Bornstedt, generalmajor. " I mellemtiden skal Stiftsamtmand Dahlstrøm, som blev udnævnt til dansk civilkommissær for Jylland, og som afrejste den 14. d.  sydpå fra Aalborg, nu i hvert fald have indgået en foreløbig aftale med kgl Generalløjtnant Vogel v. Falkenstein. - "Berl. Tid." meddeles i Telegraf fra Odense på Fyn, at Kommandanten af ​​Veile afslog en dansk Skipper, der efter at have faaet Tilladelse ville sejle til Odense med sit Fartøj, og da han klagede, rev han skibets papirer i stykker.

In Jütland können die Communalbehörden sich in der That trotz der eingetretenen Waffenruhe immer noch nicht mit den Preussischen Militärbefehlshabern einigen, wie dies zur Genüge aud dem nachstehenden Antwortschreiben auf einen Protest des Viborger Magistrats hervorgehen dürfte: "Sollten diese meine gemessenen Befehle durch die Verpflegungscommssion nicht sofort und auf das gewissenhafteste vollführt werden, so werde ich den Herren, welche diese Sachen zu leiten haben, bei Wasser und Brot Gelegenheit geben, über ihre Widerspänstigkeit nachzudenken und durch Waffengewalt dies selbst nehmen, wie mir noch Kriegsgebrauch zusteht. Für den Schaden aber, der hierdurch unausbleiblich erwachsen würde, stehe ich nicht, und möge alle Verantwortlichkeit die Stadtbehörden treffen. Viborg, den 13. Mai 1864. E. v. Bornstedt, Generalmajor." Inzwischen wird der zum Dänischen Civilkommissar für Jütland ernannte Stiftsamtmann Dahlström, welcher am 14. d. von Aalborg südwärts abreiste, jetzt jedenfalls ein vorläufiges Abkommen mitdem königl. Generallieutenant Vogel v. Falkenstein getroffen haben. - Die "Berl. Tid." lässt sich per Telegraph aus Odense auf Fühnen berichten, dass der Platzcommandant von Veile einem Dänischen Schiffer, der nach eingeholter Erlaubniss mit seinem Fahrzeuge nach Odense abfahren wollte, dies verweigerte und demselben, als er sich beschwerte, die Schiffspapiere zerriss.

(Magdeburgische Zeitung : Anhalter Anzeiger 22. maj 1864)

Frederik Christian Emil Dahlstrøm (1815-1894) var siden 1856 stiftamtmand over Aalborg stift da han 1864 blev beskikket til overordentlig regeringskommissær for Nørrejylland. 

Oversættelse af en tysk artikel om Vejles bidrag til leverance af varer:

"Som bekendt måtte byen Vejle betale en sum af 85.000 dalere af det for Jylland udmeldte bidrag. Da denne sum ikke er betalt den dag i dag, blev på ordre af feltmarskal von Wrangel i går eftermiddags, samtlige manufakturvarelagre i denne by også sat under arrest af eksekutionskommandoer for derigennem at gennemtvinge opkrævningen af ​​ovennævnte sum. De pågældende lagre er forsynet med vagtposter der nægter alle adgang, da der fra dette øjeblik intet mere må sælges af varerne." (Preussen siges på konferencen at have betinget sig at de tidligere annoncerede rekvisitioner hvis dato blev forlænget til tidspunktet for våbenhvilen, stadig inddrives. Nye rekvisitioner vil sikkert ikke blive foretaget. De danske aviser klager over denne procedure og "Dagbladet" kræver genoptagelse af blokaden).

Aus Veile vom 12. Mai berichtet die "Schl. Z.":

"Wie bekannt, ist die Stradt Veile bei der für Jütland ausgeschriebenen Contribution mit einer Summe von 85,000 Thlrn. bedacht worden. Da diese Summe bis heute nicht erlegt wurde, sind auf Befehl des Generalfeldmarchalls v. Wrangel gestern Nachmittag sämmtliche Manufakturwaarenlager hiesiger Stadt durch Executionscommandos mit Arrest belegt worden, um hierdurch die Betreibung der oben gedachten Summe zu erzwingen. Die betreffenden Lager sind mit Posten versehen, die Jeglichem den Eintritt verweigern, da von diesem Augenblicke von den Waaren nichtsmehr verkauft werden darf." (Preussen soll sich bei der Conferenz ausbedungen haben, die früher ausgeschriebenen Requistionen, deren Termin bis in die Zeit der Waffenruhe erstreckt worden, noch eintrutreiben. Neue Requistionen werden sicher nicht gemacht. Die dänischen Blätter schimpfen über dieses Verfahren und "Dagbladet" fordert die Wiederaufnahme der Blokade.).

(Allgäuer Zeitung 22.maj 1864).

Legung des österreichischen Feldttelegraphen im westlichen Jütland. Illustrirte Kriegs-Berichte aus Schleswig-Holstein: Gedenkblätter.

Vaabenhvilen. Fredericia. Hobro 16de til 18de Maj 1864. (Efterskrift til Politivennen)

- For de preussiske Troppers Forplejning under Vaabenhvilen var igaar først bestemt et Reglement, der vilde have været meget bebyrdende for Værterne. Da det maaske er blevet Flere bekjendt, bemærke vi derfor, at det ikke kommer til at giælde, og at iaftes nærmere Forhandling, efter et fra den commanderende General indløbet Brev, har fundet Sted. Ifølge vor Regjerings Convention for Troppernes Forplejning under Vaabenhvilen skulle disse nemlig bespises af Ovarteerværterne imod en Godtgjørelse, som i sin Tid vil blive bestemt af vor Regjering. Soldaten kan fordre, at Forplejningen ydes ham af Værten efter sædvanlig Brug i tilstrækkeligt Maal og godt tilberedt. Som Norm gjælder Portions-Bestemmelsen i Magazinforpleiningen, nemlig dagligt:

1) ½ Pd. fersk eller saltet Kjød eller 1/3 Pd. røget Oxe- eller Lammekjed, eller 1/4 Pd. røget Flæsk.

2) 6 Lod Riis eller 8 Lod Byggryn, eller 16 Lod Ærter eller 3 Pd. Kartofler.

3) 1½  Lod Salt.

4) 1 Lod brændt Caffe.

5) 1 Pd. 26 Lod Rugbrød.

Efter Forlydende vil der, hvis det skulde vise sig nødvendigt, med det Første blive andraget paa, at Naturalforpleining fra Magazin atter indføres, saa at Værterne kun have at yde de Indqvarterede Leilighed til at koge deres Mad og det fornødne Brændsel dertil.

- - -

I Randers var der, efter Brev derfra, i Torsdags Efterm. Opløb, idet man modsatte sig, at den preussiske Feldtpost befordredes med reqvirerede Ægtheste, samt at de paalæssede, fra Manufacturboutikker bortførte Varer, til Beløb af 12,000 Rd., kjørtes videre med Ægtvogne sydpaa. Vognene maatte derpaa ogsaa aflæsse Varerne, som atter bragtes ind i Raadstuemagazinet, og Vognene bragtes atter tilbage til Vognparken.

- - -

Fra Aarhuus have vi over Fyen modtaget en Telegraphmeddelelse, ifølge hvilken der endnu i Fredags blev røvet Heste og Køer, ligesom der inden samme Dags Aften var forlangt en Contribution af Staden af 200,000 Thaler samt 400 uldne Tæpper, og i Vægringstilfælde er der truet med at Kjøbmandslagrene vilde blive tømte. Hin Fremgangsmaade er dog et saa stærkt Stykke og et saadant Brud paa Tro og Love, at vi foreløbigt ville hengive os til den Forventning, al de paagjældende preussiske Befalingsmænd ubetinget ville blive desavouerede af deres Regjering, og at denne uopholdeligt vil forge for at raade Bod paa det Skeete. (Berl. Tid.)

I Horsens ere, efter Byens Av., de for Nægtelsen af den Byen paalagte Penge-Contribution beslaglagte Manufacturlagere naturligviis atter frigivne. Beslaglæggelsen var først skeet Torsdag Middag, altsaa efter Vaabenhvilens Indtræden, og som Følge deraf havde Borgemesteren nedlagt Protest imod dens Lovlighed. De i en halv snees Manufacturboutikker beslaglagte Varer vare anslaaede til en Værdi af over 210,000 Rd.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 16.maj 1864).

O. Fikentscher: Gade i Fredericia. Efter originaltegning. Über Land und Meer. Nr. 38, juni 1864.

Oversættelse af tysk artikel:

Flensborg, 13. maj. Den pro-danske del af befolkningens uforskammethed bliver stadig tydeligere. I morges for eksempel brugte et lokalt fartøj våbenhvilen til at forlade havnen og havde den frækhed til at hejse Dannebrog. Danskerne der er stærkest repræsenteret på kajen, var glade for det længe savnede syn. Men det varede ikke længe ​​før en patrulje sendt af bykommandanten kom og affyrede en salve over fartøjet, hvorfra et skud ramte Dannebrog og kastede det ind i fartøjet, tvang det til at gå i land, arresterede styrmanden, og da han appellerede til sin kaptajns ordre, fangede han ham selv. Sidstnævnte blev arresteret i tre dage.

Flensburg, 13. Mai. Die Frechheit der dänisch gesinnten Bestandtheile der Bevölkerung tritt immer aufs Neue zu Tage. Heute früh benützte z. B. ein hiesiges Fahrzeug die eigetretene Waffenruhe, um aus dem Hafen auszulaufen, und hatte dabei die Unverschämtheit, den Danebrog aufzuziehen. Die Dänen, welche am Kai am stärksten vertreten sind, freuten sich des lang entbehrten Anblicks. Aber nicht lang, da kam eine patrouille, die vom Stadtkommandanten geschickte war, gab eine Salve über das Fahrzeug weg, von der ein Schuss den Danebrog traf und in das Fahrzeug herab warf, zwang dasselbe, ans Ufer zu gehen, nahm den Steuermann im Haft, und als dieser sich auf den Befehl seines Kapitäns berief, diesen selbst gefangen. Letzterer hat drei Tage Arresst erhalten.

(Bamberger Zeitung 17. maj 1864)

Ribe, den 17. Maj.

Et Regiment fjendtlige Soldater, som i Søndags Formiddags marscherede fra Kolding til Varde, gjorde Holdt ved Veirup i Gjørding Sogn; en Afdeling kom til at staa paa Landevejen tæt ved Kroen og nogle Gaarde; øjeblikkelig væltede de Menige sig ind i Gaardene og borttog alt Spiseligt tilligemed hvad de forefandt af Linned. Da de skulde bortmarschere, kom en Menig og en Oppasser ind til Gaardmand Otto Pedersen og forlangte Øl. Da denne ikke hurtig nok efterkom Ordren, skjød man ham gjennem Hovedet. En nabo gjorde Anmeldelse til Officererne og den Skyldige blev fundne, man hentede Herredsfogden i Holsted og et Forhør afholdtes, medens tillige en Mængde bleve arresterede for Tyverierne. Igaar blev Morderen skudt paa Gjerningsstedet og Tyvene afstraffede.

(Ribe Stifts-Tidende 17. maj 1864).

- Om Occupationen af Hobro indeholder Byens Av. en Beretning, hvorefter vi meddele:

Da der ved Indrykningen den 29de April var anmeldt, at der i Byen vilde blive at indqvartere ca. 1500 Mand (Infanterie, Cavallerie og Artillerie, 11 Kanoner), tilligemed en stor Stab, rykkede den anmeldte Styrke med klingende Spil "frisch, frei und fröhlich" ind i Byen', og Tropperne bleve strax derpaa indqvarterede. Samme Dags Aften fremkom Intendanturraad Igel (et ret betegnende Navn under disse Forhold) for Kommunalbestyrelsen med Reqvisition om Levering Dagen efter af Følgende: 5000 Pd. Brød, 200 Tdr. Havre, 300 Pd. brændt Caffe, 3500 Pd. Flæsk, 400 Flasker Viin, 1200 Potter Brændeviin, 1700 Pd. Riis. 350 Pd. Salt, 15,040 Pd. Hø, 15,000 Pd. Halm. 700 Pd. Røgtobak, og 3000 Stkr. Cigarer, hvilken Reqvisition man efter nogen Forhandling indgik paa at effectuere, idet man haabede derved at forebygge anden Ulempe. Heri havde man imidlertid fejlet; thi næste Dags Formiddag (Løverdag) foretog Fjenden en fuldstændig Razzia paa egen Haand uden noget forudgaaet Varsel i de nord for Byen liggende Landsogne, hvor han borttog en heel Masse Levnedsmidler og ca. en halv Snees levende Kreaturer (fra en fattig Mand, der pløiede med 2 Stude, borttog han den ene). Alt dette uagtet, maatte Communalbestyrelsen om Aftenen paany samles med Igel, og det gjaldt dennegang om at paahøre en Begjæring om til den følgende Dag (1ste Mai) at præstere følgende "Ubetydeligheder": 4000 Pd. Flæsk, 24 Stkr. levende Kreaturer, 700 Flasker Viin, 550 Pd. Caffe, 1200 Potter Brændeviin, 560 Pd. Salt, 42,000 Pd. Brød, 543 Pd Riis, ca. 5000 Pd. Gryn, 218 Tdr. Havre, 1200 Pd. Tobak og 3500 Cigarer. Da Byen imidlertid allerede den 30te April var blottet for flere af de Artikler, der forlangtes, nødtes man til at gribe til den Udvej, at søge det Manglende tilveiebragt i de tilgrændsende Landsogne, saa meget mere som den preussiske Igel afgav den bestemte Forsikkring, at Reqvisitionerne dermed skulde have Ende. I nævnte Øiemeed udsendtes Natten til den 1ste Mai 10 a 12 Vogne i forskjellige Retninger, hver ledsaget af en af Byens Borgere, der var forsynet med Fuldmagt til igjennem vedk. Sognefogder, saavidt muligt, at begjære det Fornødne afgivet godvilligt. Næste Dags Form. vendte disse Vogne tilbage, ledsagede af flere fra Landet, belæssede med de begjærte Fødemidler. Men Dagen efter gjorde Igel Fordring paa Oprettelsen af et Magazin, hvori der, trods hans ovenomtalte Forsikkring, stedse skulde forefindes det Nødvendige til Forpleining i 7 Dage af 6 Batailloner Infanterie, 2 Regimenter Cavallerie og 2 Batterier, og dette Nødvendige skulde "kun" bestaae af Følgende: 29,000 Pd. Oxekjød, 10,900 Pd. Flæsk, 5450 Pd. Riis, 9700 Pd. Gryn, 1760 Pd. Caffe, 95,000 Pd. Brød, 2550 Pd. Salt, 5090 Potter Brændeviin, 2000 Flasker Viin, 6360 Pd. Tobak, 16,600 Stkr. Cigarer og 196,000 Pd. Havre; - der fordredes desuden, at der i Magazinet skulde være til 3 Dages Forbrug 25,000 Pd. Hø og 7500 Pd. Halm. Foruden disse Qvantiteter, som fordredes stedse tilstede i Magazinet fra den 6te at regne, skulde Leveringerne derefter suppleres ved dagligt at tilføre det 1/7 af de anførte Ovantiteter. Da det jo var indlysende, at det henhørte til Umulighederne at Hobro alene kunde overkomme saa betydelige Ydelser, nægtedes det at indgaae herpaa, og Igel afreiste desaarsag til Randers for at forhandle med Amtmanden dersteds denne Sag betræffende. Under Igels Fraværelse indfandt sig i Hobro, efter Amtmandens Foranstaltning, Herredsfoged Justitsr. Kampmann fra Randers, tog uden nogen Fuldmagt til at afslutte Overeenskomst om Leverancerne. Hvad Hensigten med denne Sendelse egentlig skulde være, lykkedes det ikke Justitsr. K. at gjøre klart for Nogen, "lige saa lidet som man i Hobro kunde spore nogen heldig Indvirkning paa Forholdene af hans Nærværelse; dersom Justitsr. K 's derfor, som man har læst i et Blad, var afsendt hertil for at bringe Orden i Forvirringen, bør vi fremhæve, at ligesom al Grund til at sende Nogen hertil fra Randers i saadan Hensigt manglede, saaledes svarede JustitSr. K.'S Virksomhed her i saa Fald paa ingen Maade til Hensigten. Efter at der igjennem de senere Forhandlinger med Amtmanden i Randers var truffen Overeenskomst om Fordelingen af Udredelsen af det Forlangte mellem Landjurisdictionerne i Randers Amt og Hobro Kjøbstad, oprettedes det omhandlede "Magazin som strax toges i Brug."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 18. maj 1864).

Carl Henrik Bøgh (1827-1893): Korsør-Dampskibets Ankomst til Aarhuus under Vaabenhvilen. 1865. Illustreret Tidende Bind 5, nr. 245. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.