Jylland. Ærø. 23de til 25de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Horsens. Vi have alt tidligere - det var i hine bevægede Martsdage, da de fjendlige Tropper aflagde deres første Besøg her i Byen - udtalt vor Glæde over at blive Graakapperne og Pikkelhuerne kvit, uden at vi imidlertid havde nogen rigtig Tiltro til, at de vilde blive borte i Fremtiden, men dog dengang saa smaat levede i det Haab, at de ikke turde vove sig saa høit op i Jylland. Denne Glæde, hvor berettiget den end var, kom dog meget for tidlig, Ovenpaa hine første 17 Okkupationsdage fulgte mange Gange sytten Dage, og godt var det, at man ikke forud havde nogen Anelse om, at denne haarde og trykkende Tid skulde være saa længe, Østerrigerne rykkede første Gang ind i Byen den 10de Marts, anden Dagen efter Fægtningen ved Veile, og forblev her i 12 Dage, hvorefter de, med en Dags Mellemrum, aflastes af Preusserne, der afmarscherede den 27de Marts, efter 5 Dages Ophold. Fra 27de Marts til 22de April levede vi i en uhyggelig Tilstand, idet vi havde Fjenden i vor umiddelbare Nærhed og jevnligt havde Besøg af ham, ved hvilke Lejligheder der i Byens Udkant forefaldt Smaafægtninger med den Snees Mand danske Soldater, hvormed Byen i Regelen var "besat'. Den 22de April rykkede Preusserne alter ind i Byen, og fra den Tid indtil idag have vi uafbrudt havt fjendlig Besætning her i Byen, Det Tidsrum, i hvilket Horsens har været okkuperet, udgjør altsaa 7 Maaneder og 17 Dage, hvortil endnu kommer de 25 urolige Dage, hvori vi snart saae Fjenden snart Vore her i Byen. Østerrigerne have ligget her i 7 Uger. Preusserne i Resten af Tiden. Vi have saaledes havt god Anledning til at anstille Sammenligninger, og vi troe da, at man er kommen til det Resultat, at Preusserne, saavel Officerer som Menige, staae betydeligt over Østerrigerne i Humanitet og Dannelse, medens paa den anden Side, vel som en Følge af dette høiere Dannelsestrin, de preussiske Menige stille større Fordringer end de østerrigske, som det desaarsag har været betydelig lettere at have i Indkvartering, skjøndt Kvarteerværterne dog generedes endeel ved deres medfødte Lyst til Rapserier. Den sidste halve Deel af Okkupationstiden, den siden Vaabenstilstanden af 1ste August, har været den besværligste Tid for os, idet Tropperne efter den Tid have været mere koncentrerede i Byerne, og endnu besværligere blev det fra den Tid, da Tropperne skulde lægges i Vinterkvarter og vore Huse omdannes til Kaserner. Man fik da ret Lejlighed til at plage Kvarteerværterne og Kommunen med store Fordringer, men det skal siges, at det ikke var saa meget fra de Meniges Side, som fra høiere Haand, at disse Plagerier udgik. Omsider ere vi nu da slupne ud af denne lange piinlige Tilstand. Imorges har den sidste Marschkolonne, bestaaende af 50de Regiment, forladt os. Forinden den sidste Bataillon Kl. 9 afmarscherede, saaes overalt fra Husene Dannebroge vaie som Tegn paa den Glæde. Indvaanerne føle ved nn at være blevne befriede for de ubudne Gjæster. Der er her i Byen efterladt nogle faa Syge under en preussisk Læges Pleie, En Overlæge, der indtil videre agter ar tage Ophold her i Byen, skal føre Overopsynet med de i de forskjellige jydske Byer efterladte preussiske syge Soldater, Forinden vi tage Afsked med denne vor Okkupationstid kunne vi ikke undlade - og vi troe, at vi i dette Tilfælde tale i alle Indvaaneres Navn - , at sige de Mænd Tak. som gjennem denne lange Tid, med Opoffrelse af Tid og Kræfter, have arbeidet for og varetaget Kommunens Tarv, og hvem det, ved Siden af Indvaanernes besindige Optræden, skyldes, at Alt er gaaet af med Ro og Orden, uden at Byen har været udsat for større Ulemper end de, der altid ere uundgaaelige under enhver fjendtlig Okkupation.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 23. november 1864).

Toldforholdene paa Ærø. Deet Rigsraadets Folkething i Fredags af Finantsministerens forelagte Lovudkast om denne Gjenstand gaaer ud paa at udvide de for Kongeriget gjældende Toldlove til Øen Ærø, idet de for denne Øe hidtil gjældende Toldanordninger samtidigg ophæves. 

Ligeledes skulle de i Kongeriget for Tiden gjældende Lovbestemmelser om Brændeviinsbrænderibeskatningen fremtidig anvendes paa Ærø og i de inkorporerede Dele af Slesvig, samtidig med at de tidligere Lovbestemmelser om denne Gjenstand sættes ud af Kraft.

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 23. november 1864).

Efter troppernes afmarch offentliggjordes denne evaluering af deres opførsel i Aarhus:

Preussernes Opførsel. Fra Aarhuus, hvor man bedst har havt Leilighed til at gjøre sig bekjendt med vor Plageaand General Falkenstein og hans Regimente, skrives i en Artikel i Byens Av.: Spørge vi, hvilken Dom vi maa udtale, fra et saavidt muligt uhildet Standpunkt, over vore Fjenders Opførsel imod os, da maae vi adskille to Sider: den fra overordnet Side viste Optræden og de enkelte Officerers og Meniges Opførsel. Hvad den første angaaer, da maa man holde fast, at efterat Tydskland havde lidt saameget under den napoleonske Krigsperiode, have tydske Filosofer og tydske Krigstheoretikere i hele delte Aarhundrede prædiket den Humanitetens og Civilisationens Grundsætning, at i alle tilkommende Krige skulde Kampene kun føres imellem Armeerne, og ikke med fredelige Borgere og disses Gods paa de Steder, hvor til en given Tid en fjendlig Armee kom til at okkupere Modstanderens Territorium; og i Virkeligheden synes disse Grundsætninger at være blevne i alt Væsenligt fulgte: Krimkrigen og i den italienske Krig. Men den første Gang Tydskerne selv fik Lejligheden til at vise deres Tro i deres Gjerning, hvad saa? Ja vi troe, det maa sandes, at efter vort Lands fattige Lejlighed førte de den gamle Napoleons Princip, at lade Armeen leve paa det okkuperede Lands Bekostning, med al Grundighed igjennem, og de udtalte det aabent, baade i Feltmarschal Wrangels "Erlässe" og i General Falkensteins "Bekanntmachungen", at de vilde leve paa Landets Bekostning og øve Tryk ved en haard Fremgangsmaade mod Borgerne, for at fremtvinge Freden paa den Maade. Ikke alene gjorde de Udskrivninger og foretage Heste- og andre Røverier, som tidligere omtalt, men de plyndrede Banker, Sparekasser etc, søgte at ødelægge Borgernes Velstand og Erhverv ved Beslaglæggelser, Udførselsforbud o. desl., kort sagt: førte netop Krigen over paa Private. De, som have hørt og læst om General Falkensteins Fremgangsmaade og Optræden, saae let det Begreb om hans Person, som ellers forbindes med en streng og haard Militair: at han er en raa, grov Bramarbas, en Slags Diderik v. Menschenskræk, der, bevæbnet fra Top til Taa, gik omkring, ledsaget af nogle lige saa fyrgterlige Drabanter. Men dette er et aldeles fejlagtigt Billede. General Vogel v. Falkenstein er en temmelig høi, men tynd Mand, med et magert Ansigt. Han er meget styg; den nederste Halvdeel af Ansigtet er overgroet med et stærkt graasprængt, kort afklippet Skjæg (men altsaa uden at nogen imponerende vældig Knebelsbart giver det sædvanlige militairiske Præg), en bred Mund med smalle læber, indenfor hvilke nogle spidse, men angrebne Tænder, en altfor ubetydelig Næse og meget smaae, graae, plirende, rødkantede Øine, en temmelig bred Pande, ligesom Ansigtet i det Hele, skjøndt magert, er temmelig bredt; - dette er paa det Nærmeste Beskrivelsen af hans Ydre. Han er, saavidt vi kunde skjønne, koparret, og naar dertil kommer, at han - efter Sigende paa Grund af, at han lider af Ansigtssmerter - stadig gjør smaae Vrængninger med Munden, saa vil man let skjønne, at han ikke kan gjøre noget behageligt Indtryk paa Den, som staaer ligeoverfor ham. Han holder sig noget bøiet; men forresten er hans Gang let og hurtig af en gammel Mand. Med Undtagelse af de Tilfælde, da han. navnlig ligeoverfor Embedsmænd, vilde imponere ved Heftighed, og hvor han, efter Sigende, knude være yderst brutal, var han mod Den, der høflig henvendte sig til ham, høfligt fornem, men saaledes, at hans Tale bar Præget af den dannede, intelligente Mand, og ikke af den raa Kriger. Han gik Spadseretoure uden Ledsagelse og endog uden Sabel, og som Modsætning til, at man i  Kjøbenhavn aldrig seer den kommanderende General paa det af Krigen uberørte Sjælland ride ud, uden med to Ordonnantser i fuld Oppakning efter sig, var det meget sædvanligt at see General Falkenstein med sin Søn, ja ganske alene, ride omkring i Skovene og paa Veiene milevidt fra Hovedkvarteret. Efter hans egne Officerers Vidnesbyrd har han et ubøieligt, strængt Sind, der kan gribe til hvilkesomhelst Midler for at sætte sin Villie igjennem; .hvad han vilde, det vilde han, selv om Kongen af Preussen vilde det anderledes. Han syntes derfor ingenlunde at være afholdt af sine Officerer; men han blev ubetinget adlydt Den ham tilforordnede Civil-Gouverneur, Prindsen af Hohenlohe, fik han et Differencespørgsmaal med, og Hs. Durchlauchtighed erholdt, efter Sigende, Tilhold om inden 2 Timer at være ude af Aarhuus, - blev i al Fald uden videre sat fra Bestillingen og maatte strax reise hjem. General Falkensteins Regimente var fuldkommen vilkaarligt, ikke begrændset af nogensomhelst Regel, Lov eller Løfte. Uagtet Vaabenstilstandskonventionen af 9de Mai bestemte, at der under dens Varighed fluide ydes Betaling, saa nægtede han, da Krigen brød ud igjen, dog at erlægge det ved Vaabenhvilens Udløb henstaaende Tilgodehavende. Medens saaledes "Gouvernementets" Fremgangsmaade i alle Dele gjorde os bekjendt med et ægte tydsk Despoties og Militairherredømmes Hensynsløshed og Vilkaarlighed, maae man, Sandheden tro, indrømme at de enkelte Officerers og Mandskabets Opførsel i det Hele taget var baade human og saaledes som man kunde være berettiget til at vente, for Officerernes Vedkommende af dannede Mennesker, og for de Meniges af en i Gjennemsnit godmodig - noget vigtig og stortalende - Race Ganske vist forekom der ikke aldeles sjeldent Træk af lidet elskværdig Beskaffenhed; men dette hørte dog til Undtagelserne.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 25. november 1864).

Illustration fra det humoristiske ugemagasin Kladderadatsch 27. november 1864: "Vermischte Anzeige. Am 30. October wurde ich, in Folge der plötzlichen Friedensschlusses, leider zu früh von gesunden Zwillingen entbunden. - Dies alle Freunden, Feinden und Angestammten zur Nachricht. Kopenhagen. Christiane Danebrog." (Blandet annonce. Den 30. oktober, som følge af den pludselige fredsaftale, blev jeg desværre forløst for tidligt fra raske tvillinger. - Dette alle venner, fjender og forfædre til efterretning. København. Christiane Danebrog). Fingeret annonce fra Christiane Danebrog (Christian 9.) som fra sin barselsseng afkræftet må se Bismarck og Østrig holde de nyfødte tvillinger Slesvig og Holsten. I døren kigger Friedrich VIII? misundeligt til.

Preussernes Afmarch. 19de til 21de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Commissarius i Jylland, Cfrd. Bræstrup, var fra igaar indtil videre taget Ophold i Colding.

General Falkenstein afrejste i Torsdags Formiddags fra Horsens sydpaa.

Endelig, efter omtrent 7 lange Maaneder, kunne vi igjen aande frit - hedder det i "Randers Avis" igaar" - : Terrainet er atter vort, vi ere atter Herrer i vore egne Huse, Preusserne ere borte. Fra Randers til Skagen er der ingen Preusser mere, med Undtagelse maaskee af et Par syge Stakler, som muligt ville lægge deres Been heroppe. Det er os, som om vi vare vaagnede af en hæslig Drøm; Ingen, som ikke har prøvet det, kan tilfulde gjøre sig et Begreb om hvad det vil sige, i en længere Tid stadigt at være belagt med en forholdsmæssig stor Styrke fjendtligt Militair. Den Ufrihedstilstand har noget usigelig: Forknyttende i Længden, noget Sløvende og langsomt dræbende; det var ikke Krig, del veed man hvad er, del var et tvungent Samliv imellem Parter, som aldrig i Livet kunne blive Venner, en uendelig Vaabenstilstand imellem de preussiske Sejrherrer og dem, som de betragtede som deres ærbødige Tjenere. Vi skulle iøvrigt ikke benytte den første givne Lejlighed til at falde over vore Fjender, nu de ere borte; men et ganske kort Skudsmaal skylde vi dem. De ere, troe vi, naar de faae Lov til at være sig selv (vi tænke her nærmest paa den sidste Falkensteinske Pression, da det efter mangesidig Forsikkring paalagdes Mandskaberne at være saa ubehagelige i Qvartererne som muligt), som andre Folk, hverken stort værre eller stort bedre. De ere nok en god Deel fordringsfuldere og spanskere i deres Maade al være paa, end f. Ex. vore Jenser, idetmindste som disse vare for Krigen. Men saa have de igjen andre Egenskaber, der forsone noget med dem. De ere driftige, ordentlige, pyntelige med deres Kram, en naturlig Følge af del strænge Opsyn. Den var iøvrigt, vil man have bemærket, stor Forskjel paa Mandskabet af de forskjellige Vaabenarter. Infanteriet i det Hele, ikke blot Garderegimenterne, var det maneerligste. Artilleriet og Cavalleriel talte i det Hele raaere og mindre ordentlige Karle, som af og til kunne være vanskelige nok at holde i tilbørlig Afstand. Hos Alle, Menige som Officerer, var den Overbeviisning gjennemgaaende, al de ere Verdens første Militair, en Tro, der slet ikke er saa ilde, naar det gaaer imod en Fjende, og som deres fortræffelige Vaaben og Udstyrelse i det Hele ikke lidet bidrog til at nære. Preusserne kom som Fjender og forlode os ikke som Venner. Den eneste Følelse, hvormed vi saae dem drage bort, var en ubeskrivelig velbehagelig Fornemmelse af Lettelse og det oprigtige Ønske: Gud lade os aldrig see dem mere!

Ved Preussernes Afmarsch fra Viborg i Torsdags havde 18de Regiments Musikcorps Ordre til, ifald Telegrammet om Ratificationernes Udvexling ikke indløb inden Afmarschen, at bruge 8 Vogne af den derværende Park, men, ifald det indløb forinden, kun 6. Som bekjendt, skulle de Allierede nemlig selv betale deres Forplejning og Befordring efter Ratificationernes Udvexling. 

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. november 1864).

Andreas Fritz (1828-1906): Officerer ved Garde Artilleriet i Aarhus. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Vor Trængselstid.

Preusserne have forladt os; det lange, tunge, Tryk, der som en knugende, uhyggelig Drøm har hvilet over os, er efter 9 lange Maaneders i Trængsel endelig fordi. Det er ligesom vi vaagnede af en Dødssøvn og med et dybt Aandedrag søge at komme til vor fulde Bevidsthed

og see os omkring. Lad os da samle vore Tanker og see, hvorledes vi have havt det, og hvorledes vi have det.

I fulde 7 Maaneder *) have de fjendtlige Tropper havt Byen inde. I al den Tid har næppe noget Huus været fritaget for Indqvartering, næppe nogen Familie været fri for at Yde Bidrag til Forplejning af dem, der som Sejrherrer traadte vor Ret under Fødder og aabent vedkjendte sig blandt Formaalene for Besættelsen, at de ved Tryk og Udsugelser vilde fremtvinge Freden **). I al den Tid have Byen og Amtet maattet skaffe Alt tilveie, hvad den commanderende General, enten af virkelig Fornødenhed eller efter sit haarde Sind og onde Lune, til Vederqvægelse og Forlystelse, fandt for godt at foreskrive: Portioner og Rationer, Beklædningsgienstande, Lazareth- og Bureau Reqvisiter (indtil den yderligste Smaalighed), Qvarterer og Extraqvarterer (for Officierer, som andetstedsfra samledes til Fester, Væddeløb og desl.), Magasiner, Lazarether og Contoirleiligheder, og endelig en af de allertungeste af alle Præstationer: en umaadelig Mængde Vognbefordringer. Ved Siden deraf røvedes Heste og fordredes under Trusel og Tvang Pengecontributioner. Og om end under den første Vaabenhvile en Betaling skulde erlægges, saa blev dette deels ingenlunde fuldt opfyldt, deels kun efter aldeles utilstrækkelige Taxter, og endelig bleve Paalægene senere, under den egentlige "Pressionsperiode", saameget større. I al den Tid have Beboerne af de bedre Leiligheder i Byen maattet overlade deres bedste Værelser til Officierernes (paa flere Steder ogsaa til Menige, til Værksteder etc.), for selv at nøies med smaae Rum, ofte kun i Sidebygninger og med Indgang for selve Familien igjennem Kjøkken eller ad Bagtrappe, og dog maattet udvide Huusholdningsvirksomheden til ogsaa at omfatte de ubudne Gjæster, medens Smaafolk som oftest have maattet dele selve Opholdssted med dem. Til samme Tid har for mere end ni Tiendedele af Beboerne deres Erhverv været enten fuldstændig standset (saasom navnlig alle Grene af Bygningshaandværk) eller dog saa betydelig indskrænket (de fleste andre Haandværk, de Handlende og Arbejdsklassen), at der ikke har kunnet være Tale om at fortjene det Fornødne til eget Underhold, endsige del Tillæg, som Alle maatte yde til de Fjendtliges Forplejning.

Spørge vi saa, hvorledes vor By har skikket sig under alle de den saaledes paaførte Plager og Udsugelser, da troe vi virkelig med Selvfølelse at kunne see tilbage paa den forløbne Tid. Under Krigen herskede iblandt os den freidigste Stemning, og langtfra at see paa egne Savn og Mangler, var der kun een Stemme for, at naar Fædrelandet kunde have Gavn af vort Taalmod, saa skulde der aldrig gives Rum for den Tanke, at en forhastet Fredsslutning, der atter kun bragte en usikker Fred tilveie, skulde skaffe os hindring, uden at føre til en endelig god Afgjørelse af vort Mellemværende med Tydskland. Denne Stemning gav sig ogsaa offentligt Udtryk, blandt Andet i de Adresser, som i Mai og Juni fra Jylland sendtes Regjeringen, og der turde tillægges een saameget større Betydning paa Grund af dens Oprindelighed fra Jyderne selv, idet Regjeringen aldrig havde gjort Noget for at fremkalde den eller holde den ved lige. ***) Selv Als's Fald nedslog næppe i den Grad Modet eller bragte saa stærke Centralstrømninger tilveie som i Hovedstaden, og det var væsentlig Indflydelser derfra, der begyndte at lamme det freidige Sind. Det var derfor ikke sieldent at høre - og høres endnu - , at den Holdningsløsshed, som Kiøbenhavn har viist, ved fra overmodig kjæphøiethed at slaae om i den diametrale Modsætning, har aabnet Jydernes Øine for det Tomme cg Uberettigede i de store Ord og stærke Fordringer paa dristig Handling, som have lydt over til os, og har vakt nogen Utilbøielighed til at følge videre med, ved Siden af nogen Fortrydelighed over at være gaaet med saa ofte og saa længe. - Den tungeste Tid har dog Perioden fra Præliminairernes Afslutning til nu været. Man var sig bevidst, hvorlidet der var at haabe med med Hensyn til en taalelig Afgjørelse af den egentlige Hovedsag, og man saae Forhandlingerne trække sig ud, ingenlunde uden fuld Overbevisnning om, at der fra Regeringens Side arbejdedes med Iver og Dygtighed paa Freden, men dog med den lovlige Tanke, om ikke nogle Millioner vundne i Pengeopgjørelsen paa den ene Side vare ligesaa store materielle Tab paa den anden Side for os. Men selv da holdt Byerne (og deriblandt navnlig vor By), paa hvem Pressionen umiddelbart og personligt hvilede, og til hvem det ikke manglede paa Tilskyndelse, ja ligefrem Opfordring fra Preussernes Side til igjen at "presse" paa Regjeringen, sig fri for Saadant, idet Antydninger om at indgaae med Adresser ubetinget bleve afviste.) 

Til at føre os saa vel som muligt igjennem denne Trængselstid bidrog i en overordentlig Grad den virkelig beundringsværdige Utrættelighed og Selvopofrelse, hvormed saamange agtede Medborgere virkede i de  forskjellige Comiteer, der vare nedsatte for at danne Mellemled imellem Befolkningen og de Fjendtlige, og ved en nogenlunde Fordeling af Byrderne, samt Underhandlinger om disses Formindskelse, søgte at gjøre Tilstanden saa taalelig som muligt. Vi kunne mulig senere finde Anledning til at forsøge en Characteristik - og Critik - af den her udfoldede Virksomhed; nu ville vi kun anerkjende, at ligesaa vist som Byens sædvanlige Autoriteter vilde have været aldeles ude af Stand til at opfylde de under saadanne Forhold opstaaende Fordringer i administrativ Henseende, saavist have ogsaa de forskjellige Comiteer virket til sandt Gavn og med stor Dygtighed og Held. Og naar hensees til de piinlige og vanskelige Hverv, som vare dem overdragne, hvor personlige Trusler, Brud paa Aftaler og vilkaarlig Indgriben fra Fjendens Side hørte til Dagens Orden, saa føle vi god Anledning til derfor al udtale vore Paaskjønnelse.

*) Den 13. Marts havde vi et kort Besøg af Østerrigerne Derefter var Byen ubesat i omtrent 1½ Maaned, i hvilken en occupation stadig svævede truende over os. indtil Byen endelig den 28de April blev varig besat af Preusserne.

**) I en af Wrangels Ordrer, som blev oplæst for Centralcomiteen i Anledning at den udskrevne Penge-Contribution (for Aarhuus Vedkommende 200.000 Rbdr.), heed det, at man vilde os "mürde machen".

***) Vi kunne her ikke tilbageholde et Exempel. Fra de tre jydske Byer Aarhuus, Randers og Viborg underskreves i Slutningen af Mai en talrig tiltraadt Adresse, hvori udtaltes, at Regeringen for Jyllands øieblikkelige Nøds Skyld ikke skulde offre Noget af Fædrelandets Velfærd, hvis det var nødvendigt at fortsætte Krigen. Denne Adresse tilstilledes Conseilspræsident Monrad med Anmodning om, at bringe den til HS. Maj. Kongens Kundskab; men ikke alene modtog man aldrig noget Tegn paa, at dette Ønske var opfyldt, - end ikke nogen Anerkjendelse af Modtagelsen fra Conseilspræsidentens Side kom, saavidt bekjendt, nogensinde til Underskriverne.

(Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende 21. november 1864).

Artiklen fortsætter i Kongelig privilegeret Aarhuus Stifts-Tidende den 24. november 1864 med en karakteristik af Falkenstein. Avisen bragte fra 26. november 1864 forskellige beretninger fra preussernes overgreb mod befolkningen under overskriften: "Fra Occupationen".

Preusserne forlader Fredericia og Aarhuus. Ærø. 17de til 18de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

Viborg. Idag Morges afmarscherede herfra ad Silkeborg til de her den 6te og 7de Ds. fra Holstebro ankomne to preussiske Batailloner af 18de Reg.; Byen er altsaa fri for fjendtlig Besætning og Indvaanerne - efter Forløbet af 6 Maaneder og 20 Dage - igjen Herrer i eget Huus; ja det har været en lang og piinlig Tid; det sjælelige Tryk have Alle deelt med hinanden, men det materielle Tryk er selvfølgeligt faldet ulige paa de forskjellige Stænder, og for Fleertallet har det været forbundet med betydeligt Offer, saa betydeligt, at, selv om Krigsskatten eftergaves disse, vilde dette kun være en ringe Erstatning; dog, Alt dette vilde naturligviis have været af en mindre væsentlig Betydning, naar Slutningen paa det Hele ikke var bleven en saa ynkelig Fred. At ønske vore Fjender Lykke paa Reisen, dertil finder vel Ingen Anledning, ihvorvel det maa indrømmes, at det preussiske Militair i Reglen her har opført sig bedre end man kunde vente af et Folk der er Redskab for en saa nedrig og hensynsløs Regjering; som vore Sager nu engang staa, maa man vistnok være tilfreds med igjen at kunne komme til at trække Vejret frit, at faae vore Boliger befriede for den tildeels forpestede preussiske Luft, men at glæde sig over deres Bortgang, det kunde kun være skeet, naar dansk Militair havde fulgt dem i Hælene med Klingen paa Ryggen; derfor er Sindet idag ogsaa mere modløst og nedtrykt end da vi den første Dag saae dem komme her, thi Haabet, engang at see dem blive drevne bort af Vore, var da endnu ikke ganske glippet, ihvorvel vi indrømme, at det Hegermannske Tilbagetog ikke egnede sig synderligt til at haabe paa noget Godt i denne Retning.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 17. november 1864).

Fredericia blev rømmet den 16. november 1864, bl.a. til tonerne af "Den tapre landsoldat"

Efter Fredericia Avis skulde hele den i Fæstningen værende østerrigske Troppestyrke, ifølge

indtruffen Ordre, afmarschere derfra igaar. Efter Bestemmelsen skulle disse Tropper være i Altona allerede den 18de (imorgen?).

Fra Aarhuus hedder det igaar i Byens Av.: "De tydske Tropper her i Amtet ere nu i fuldt Opbrud. Imorges afmarscherede her fra Byen 2 Batailloner af Elisabeth-Garden, 1 Bataillon af 4de Garderegiment og 2 Escadroner Cuirasserer, og senere ankom 1 Bataillon af 3die Garderegiment og 8de Husarregiment, hvoraf de to Eskadroner strax fortsatte Marschen videre ud af Byen. Imorgen afmarscherer herfra hele 3die Garderegiment (og dermed har Gardedivisionen passeret Aarhuus) samt Husarerne, og i disse Troppers Sted er igjen meldt 2 Batailloner af 52de Inf.-Regiment og 2 Batterier Artillerie. Efter aldeles paalidelig Underretning vil Aarhuus Amt paa Søndag være fuldstændig rømmet af de preussiske Tropper. Generalerne v. Falkenstein og v. Plonsky med Stabe ere imorges afrejste herfra Syd paa med Gouvernementet, der jo factisk bestaaer indtil Meddelelse om Fredsratificationen er indløben. Fra Randers skulde idag, efter Byens Av., afgaae 10de Regiments 1ste og 2den Bataillon samt Regimentets Stab, og imorgen Resten nemlig: 21de Infanteriebrigades Stab, 10de Regiments Fusilier-Bataillon, 50de Regiments 1ste Bataillon, samt 2det 3die og 5te ridende Batteri Nr. 7. I Tirsdags befordredes sydpaa alle Syge fra derværende Lazarether, med Undtagelse af 1 Mand, en Typhuspatient, der er henflyttet til Byens militaire Sygehuus.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 17. november 1864).

Verlorene Liebesmüh'! Da die betreffenden Documente wegen ihres Umfanges zum Durchlesen nicht geeignet sind, hat der Bund eine Commission niedergesetzt, um die Erbansprüche Oldenburgs und Augustenburgs "scrupolös" gegen einander abzuwägen. (Tabt kærlighedsarbejde! Da de pågældende dokumenter ikke er egnede til læsning på grund af deres omfang, nedsatte den føderale regering en kommission, der "skrupeløst" skulle afveje arvekravene fra Oldenburg og Augustenburg mod hinanden). Kladderadatsch 13. november 1864.

Oversættelse af tysk artikel, se oversættelse nedenfor:

Westpr. Ztg. skriver fra Aarhuus: Danske fanatikeres demonstrationer, selvom Jylland stadig er delvist besat af vore tropper, gør sig ofte på komisk vis gældende når de enkelte troppeenheder drager af sted og vil formentlig tiltage endnu mere, når ordren om den fuldstændige evakuering. af Jylland er givet vil blive kendt. For et par dage siden, da 3. garderegiment forlod Grenaa by, der har 1600 indbyggere på den østlige spids af halvøen, for at gå i nærheden af ​​Aarhuus, gav den prisværdige magistrat ordre med alle klokker til at ringe og hejse Danebrog på hvert tag og ud af vinduerne. Som bekendt har enhver beboer i huset et, ofte endda flere, dannebrogsflag på lager, selv om det kun er i duodezform. Beboerne i Ebeltoft derimod, en lille by omkring tre mil syd for Grenaa, afholdt sig fra enhver demonstration af at de nogensinde havde levet i bedste harmoni med soldaterne.

Der Westpr. Ztg. wird aus Aarhuus geschrieben: Die Demonstrationen dänischer Fanatiker machen sich, obgleich Jütland noch zum Theil von unseren Truppen occupirt ist, beim Abmarsch der einzelnen Truppentheile in oft komischer Weise bemerklich und werden sich wohl noch mehr steigern, wenn der Befehl zur gänzlichen Räumung Jütlands bekannt werden wird. Als das 3. Garde-Regiment vor einigen Tagen das Städtchen Grenaa, welches mit seinen 1600 Einwohnern auf der östlichen Spitze der Halbinsel liegt, verlassen hatte, un sich in die Nähe von Aarhuus zu begeben, gab der wohllöbliche Magistrat den Befehl, mit allen Glocken zu läuten und auf allen Dächern und aus den Fenstern den Danebrog wehen zu lassen. Bekanntlich hat jeder Hausbewohner eine, oft sogar mehrere Danebrogsfahnen vorräthig, wenn auch nur in Duodezform. Die Bewohner von Ebeltoft dagegen, einem etwa drei Meilen südlich vom Grenaa gelegenen Städtchen, enthielen sich jeder Demonstration, wie sie überhaupt mit den Soldaten in bester Harmonie gelebt haben.

(Regensburger Morgenblatt 18.november 1864)

Ærøeskjøbing. Det slesvigske Gensdarmeri vil, som vi erfare, blive opløst ved indeværende Maaneds Udløb og Gensdarmeristationen i Marstal som Følge deraf samtidigt blive nedlagt.

- Ærø kan naturligvis prise sig lykkelig ved dets Tilknytning til Moderlandet, hvor det ifølge sin naturlige Beligggenhed egner sig til; thi at det oprindelig er Sydspidsen af Fyen, kan man see af den Mængde Smaae Holme, og det grundede Vand, der kun enkelte Steder har nogen synderlig Dybde. De Goder, der ville fremspie af Tilknytningen er Trykkefriheden; thi endskjøndt Censuren, takket være vor humane Censor, Hr. Justitsraad Carstens, aldrig her har været haandhævet i nogen mærkelig Grad, saa er det dog eet Baand der - ligesom i sin Tid Komsumtionen, da man ikke kunde kjøbe en Ting udenfor Portene i Kongeriget, uden at blive standset ved Byens Port, hvor da det Kjøbte blev gjennemsøgt og man ikke fik Lov til at komme igjeennem, førend man anden Gang havde grebet i Lommen - ikke er uden Betydning. ...

(Ærø Avis. Kongelig privilegeret Adresse-, politisk og Avertissements-Tidende 18. november 1864. Uddrag).

Fred. 14de til 16de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

En sig kaldende "tydsk Reisende", som sikkert hører til "Prøverytternes" Klasse, har meddeelt Kelnerbladet en Skitse, der har den pralende Overskrift "Politiske Stemninger i Danmark". Den er deels for taabelig, deels for lang til at meddele heelt; Lidt deraf maae vi dog gjengive som Prøve. Maleriet begynder sort nok: Næppe har en europæisk Stat fremviser i Øieblikket saa sørgelige Forhold som Danmark (det har Fyren haft i et af Redactionens Blade); de forskjellige politiske Partier staae imod hinanden med et Had saa bittert, at det kun finder sin Lige i Nordamerika hos Unionisterne og de Confoedererede, og navnlig er det da Eiderdanskerne og "de strenge Monarchister" - som han kalder Augustforeningens Medlemmer - , der kæmpe om Herredømmet med diabolsk Fanatisme. Begge give hinanden Skylden for Danmarks Ulykker . . . Det democratiske Parti beskylder de høiere Officierer for Forræderi, og i mangen kjøbenhavnsk Kneipe nævnes Summerne, som man har givet for Dannevirkes og Jyllands Rømning . . . Landhæren paa sin Side er usigelig forbittret paa Kbhavns Democrater; mange Regimenters Had til dem er saa stort, at man af Frygt for Følgerne ikke har turdet lægge dem i Garnison der ... . I det Hele er Landhæren fuldkommen demoraliseret . . . Mange dygtige Officierer ere yderlig opbragte paa det democratiske eiderdanske Parti og tørste efter Hævn; andre ere ligegyldige og træffe sig i deres Mismod tilbage i Eensomhed; atter andre ville træde ud af Armeen og enten søge deres Lykke i Nordamerikas Rakker eller gaae over i andre Livsstillinger. Dog ere de ikke alle saa forknytte; endeel har endnu Mod til at haabe - paa Udbruddet af den nye Krig, hvori de skulle tugte Preusserne, deres Dødsfjender. Snart skal den danske Armee gaae med Franskmandene mod Preussen, snart med Russerne, snart med Østerrig mod Preussen... Meget spændt er Forholdet mellem Landhæren og Flaaden. Denne sidste siger, at Landhæren har stridt slet, og Landarmeen paastaaer, at Flaaden ved ingen Leilighed har understøttet den, kortsagt Strid og Tvedragt overalt! . . . Overalt i Danmark udenfor Hovedstaden hader man Kbhavnerne for deres Overmod, Servilitet, Forlystelsessyge, Praleri osv. . . Befolkningen i Provindsen adskiller sig mærkeligt fra Hovedstadens. I Provindsen hersker overalt en meget alvorsfuld Stemning (Gud give der gjorde!); man hører ingen larmende Forlystelser, og mange Familier vise sig kun sørgeklædte . . . Ganske anderledes i Kbhavn. Her synes man ved larmende Glæder at ville glemme denne Sommers Ulykke. Alle offentlige Forlystelsessteder, Theatre, Concerter, Boutiker og fremfor Alt Værtshusene ere overfyldte med Besøgende. Især consumeres der en Masse Punsch (!), og selv i London har jeg ikke seet saamange fulde Folk som nys i Kjøbenhavn . . . Meget i Tiltagen er det skandinaviske Parti, som dannes af den dannede Ungdom. Selv Officierer af Armeen udtale aabenlyst, at Danmark kun i en Union med Sverrig-Norge vil faae en Fremtid . . . Ogsaa haaber man i Kjøbenhavn at en Tilslutning til det nære Sverrig vil forøge Handelsvirksomheden og give Velstanden et Opsving, hvilken ellers maa gaae tilbage nu, da man ikke længere har det rige Slesvigholsten at malke (ausbeuten). Dog i det "Indre af Landet", hvor den "gammeldanske Stolthed" endnu har dybe Rødder, der er man fjendsk imod Unionsideen . . . Efter derpaa at have omtalt Kongens Forhold til Folket og Folkets til Kongen paa en Maade. der er ligesaa letsindig og overfladisk, som Tonen og Tanken i den hele flaue Fremstilling, slutter Iagttageren med det skarpe Blik med følgende Penselstrøg: "Saaledes er for Øieblikket det sørgelige, ikke af en eneste Lysstraale opklarede Chaos, som de danske politiske Tilstande danne. Det er ikke til at beregne, hvorledes dette sørgelige Virvar vil opløse fig. Dog har jeg den Tro, at Danmark efter mange politiske Storme, som det endnu vil have at bestaae, dog tilsidst naaer til en skandinavisk Union". - Det var isandhed ikke godt, om det i Virkeligheden saae saa sort ud. Men ligemeget om Skildringen er nok saa overdreven, nok saa overfladisk, Noget kunne vi altid lære deraf. (Rd. Av.)

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 14. november 1864).

"Flensborger "Nordd. Ztg." søger at berolige Stemningen i Slesvig med Hensyn til Fredstractatens Opfattelse. "Vi gjøre vel i at huske paa - siger Bladet - at det ikke er os Slesvig-Holstenere, der have dicteret Freden, og at vi aldrig vilde have været istand til at gjøre det. Vi ville komme til at føle et svært Tryk, hvis vi virkelig skulle udrede hele Krigsomkostningernes Beløb til den allierede Armee. Men vi haabe, at der vil lade sig finde Veie til ubilligere Arrangement for begge Parter. Naar vi beredvilligt indrømme Preussen den Stilling her i Landet, som det alligevel nødvendigviis maa fordre i sin egen og Tydsklands Interesse, saa vil ogsaa Spørgsmaalet om Pengegodtgjørelsen antage en anden Charakteer." (B. Td.) 

Politiet i Flensborg har i Tirsdags ved Gensd'armerne ladet confiskere endeel Exemplarcr af en Brochure, som var skreven til Fordeel for Storhertugen af Oldenborgs Candidatur. Skriftet var holdt i en populair Tone og blev gratis omdeelt; det synes at være udgaaet fra Cappeln, hvor en "Angler Zeit." udgives, som virker i Storhertugens Interesse. Fra Flensborg erfares endv. at Trykningen af det officielle "Verordnungsblatt", som tidligere var overdraget til Bogtrykker Ponton, nu er overgiven til Døvstummeinstitutet i Slesvig. Flere større flensborgske Kjøbmænd og Fabricanter agter at sælge deres Ejendomme for at flytte til Kongeriget; man mener, at ikke faa Forretningsmænd ville følge dette Exempel. En af de større Isenkræmmere i Flensborg lader afholde Auction over sit hele Lager. (S. Bl.)

Prindsen af Noer har, som Følge af sit Ægtestab med Frøken Lee, der som Americanerinde leer ad alle saakaldte Fødselsfortrin, maattet opgive alle sine indbildte Rettigheder som Medlem af et "souveraint" Huus, da hun har afslaaet Noer-Prindsens fornemtladende Tilbud om et morganatisk Ægteskab. Paa egen Anmodning er han af Kejseren af Østerrig nu bleven optagen i den østerrigske Fyrstestand under Navnet Fyrste af Noer. Maaskee Børnene af dette Ægteskab skulle have Titel af Greve af Noer. Titlen "Durchlaut" vil Prindsen for Fremtiden ikke føre. Hans agnatiske Rettigheder gaae nu over til hans eneste Søn af første Ægteskab.

Efter at Kirkerne længe have været brugte til Agitation for Krigen, skal der, ifølge "Nord. Ztg.", snarest muligt finde en almindelig Kirkehøitidelighed Sted "i de to Hertugdømmer i Anledning af Freden.

Civilcommissairerne have udnævnt en Vicar i Rave til Sjælesorger for alle Catholiker, der boe fra den jydske Grændse indtil Sydgrændsen af Flensborg og Tønder Amter. Pastor Rave skal boe i Flensborg, som saaledes faaer 2 catholske Præster.

Gablenz forlægger i denne Uge sit Hovedqvarteer til Hamborg, og i næste Uge vil Østerrigernes Tilbagemarsch være fuldført paa en Brigade nær, som bliver tilbage i Hertugdømmerne.

Geheimeraad Bræstrup er, efter "Berl. Td.", udnævnt til som Commissair at overtage

Jyllands Administration under de allierede Troppers Udmarch i Henhold til Artl. II i den Freddstractaten bilagte Protocol.

- - -

I dette Øieblik, da Slesvig, om end forhaabentlig ikke for stedse, rives bort fra Danmark, bringer en Inds. i "Fdrl"  en Taksigelse til de Slesvigere, der ville mindes for den Hjælp, de have ydet vore saarede og fangne Krigere. Flensborg har været det store Midtpunct, hvori Syge og Saarede, Fanger og Frigivne uafladelig kom og gik, og hvor Beboerne kappedes om at yde disse Alt, hvad de trængte til. Enkelte af Lederne for disse Bestræbelser ere af og til nævnte med Tak, men mærkeligt nok er den, der fra den første Dag har gaaet i Spidsen og upaatvivlelig ydet Meer end Nogen, aldrig bleven nævnt. Det er den brave Kjøbmand Stahnkes Hustrue, som stadigt har sørget for Alt og idelig i Forening med sin Familie har varet paafærde for at faae indkjøbt, syet, strikket osv. Hendes Virksomhed har forøvrigt kun været en skjøn og fuldkommen Gjentagelse af, hvad hun allerede i forrige Krig udførte. Inds. gaaer derefter over til at vise, hvorledes man, da Dyppel faldt og Forvovenhederne steg, var nødsaget til at henvende sig til andre Byer. Begyndelsen skeete med, at en Kjøbmand henvendte sig til en Bekjendt i Haderslev, og det havde ikke saasnart rygtet sig i Haderslev, hvad man trængte til i Flensborg, for Alle strømmede til med deres Gaver, saa at allerede, inden en Tag var omme, en Mand kunde reise til Flensborg med en 5-600 Rd. og Løfte om Linned osv. inden faa Dage. Inden et Par Uger var der fra det nordlige Slesvig heelt op til Kongeaaen indkommet 5-6000 Rd. foruden uhyre Masser af Linned og andre Fornødenheder, deriblandt ogsaa en Mængde navnlig religieuse Bøger. Disse rige Gaver indsamledes fornemmelig i den nu afdøde Patriot Møller Schrøeders Huus, hvis Datter ved opoffrende Virksomhed i denne Retning har erhvervet sig særlig Adkomst til Tak og Paaskjønnelse. Gaverne anvendtes paa Lazaretherne i de forskellige Byer, hvor det imidlertid ikke var lige let for de venligt sindede Beboere at komme til at yde de danske Soldater Hjælp og Pleie. I Rendsborg turde de saaledes ikke for Pøbelen; i Slesvig kunde dog Enkelte vove det, men allerede i Glücksborg var det meget bedre; der havde et lille Antal Familier paataget sig skifteviis dagligt at sende Smørrebrød, Thee og Andet til at hjælpe paa den reglementerede Forplejning. Øverst iblandt alle Byerne staaer imidlertid Flensborg. Ogsaa Sundeved har i høi Grad fortjent de saarede danske Krigeres og med dem alle Danskes levende Taknemmelighed. Bønderne have kappet med Præster, Skolelærere osv. i at gjøre dem godt. En Farver i Uldtrup har taget sig levende af Uddelingen af de frivillige Gaver; en Kromands Kone sammesteds har i lang Tid dagligt kogt Mad til de Saarede osv.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 15. november 1864).

"En Ven af det Offentlige" har i "Aarh. Av." ladet indrykke følgende "Henstilling til Krigsministeriet":

"Ifølge Bekjendtgjørelse i "Berlingske Tidende" skal det ikke ubetydelige Antal af 960 Heste sælges ved offentlig Auction paa forskjellige Steder i Sjælland og Fyen i Tidsrummet fra den 21de til 29de d. M. Indsenderen tillader sig i den Anledning at henlede den høitærede Krigsministers Opmærksomhed paa, hvormeget det vil være saavel i Statens som i Provindsen Jyllands (den, der dog vistnok under de nuværende forhold er al Anledning til at tage Hensyn til) særlige Interesse, at en Forauctionering af endeel af disse Heste finder Sted i Jylland, og da navnligen her i Aarhuus, der er Centralpunctet for al Communication i Jylland, og det vil formeentlig ikke medføre stor Vanskelighed, ved Hjælp af Marinens Transportfartøier eller tillands over Middelfart at befordre Hestene dertil. Det er bekendt, hvormange Heste der under Occupationen ere borttagne her af Fjenden; den større Deel af dem, der have mistet deres Heste, afvente kun Fjendens Udrykning for at gjøre Indkjøb af Heste istedetfor de dem berøvede, og Tidspunktet til Salg af Heste her i Jylland fremfor i de andre Provindser vil derfor vistnok kunne ankes for saa gunstigt som muligt. Det kan vel antages, at Krigsministeriet har ønsket saa hurtigt som muligt at komme af med de Heste, der ere blevne overflødige ved Freden, og at bestemmelsen om Salget er taget forinden det kunde forudsees, naar Fjendens Udrykning vilde finde Sted, men da det nu er givet, at denne vil finde Sted for Aarhuus's Vedkommende med Udgangen af denne Uge, vil der saaledes Intet være til Hinder for, at en Forauctionering af Hestene vil kunne finde Sted uden yderligere Udsættelse af Tidsfristerne; dette vil blive i Statens Interesse, medens det tillige vil blive paaskjønnet af Provindsens Beboere. Hvad der er sagt om Hestene gjælder for endeel ogsaa om Vogne og Seletøier, da Mange her have faaet deres Vogne og Sektorer ødelagte og opslidte ved Ægtkjørseler for Fjenden. - Aarhus, den 13de Novbr. 1864."

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 16. november 1864).

Ukendt fotograf: 1864 i May Maaned paa Lasaretet i Flensborg. Personerne er navngivet og beskrevet på Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Oversættelse af tysk artikel, original følger nedenfor:

Fra Slesvig-Holsten, 12. nov. Den hjemlige presses holdninger til freden bunder generelt i at befrielsen fra det danske åg ved de tyske stormagters våben er en bedrift, mod hvilken den fredsbyrde som hertugdømmerne medførte samt tabene i jord og mennesker og andre ofre ikke kan anses for ligeværdige. Det er også det grundsyn der hersker i landet, som afhængigt af de forskellige partistandpunkter der har dannet sig i løbet af det sidste år, stadig har forskellige farvetoner. Den Schleswig-Holsteinische Zeitung der udkommer i Altona, giver den mindst gunstige dom, mens Kieler Zeitung holder midten, og Flensburger-Norddeutsche Zeitung maler freden så rosenrød som muligt. Nogle af de sidste bemærkninger fremkalder faktisk modbemærkninger. I en artikel med titlen "Der Frieden" siger bladet ordret:

Det der først berører os slesvig-holstenere ligger i at vi ikke selv deltog i kampen for vores frigørelse, noget vi også mærker i al dens smertelige betydning. Men at stormagterne skulle have ladet den gunstige situation i Europa passere uudnyttet af det tidspunkt, hvor dannelsen af ​​en slesvig-holstensk hær skulle være sat i gang, og Slesvig skulle have givet op for presset fra et hensynsløst fjendtligt militærstyre, er noget som ingen endnu er kommet frem til at forstå eller samvittighedsfuldt vil mennesket påstå længere. Men hvis ikke folket i Slesvig-Holsten, så burde og kunne i det mindste tyskerne, lyder en klage, have været indbragt for at kæmpe mod Danmark. Lad os gøre det klart hvad der egentlig menes med dette, hvad der kan menes. I bund og grund ikke andet end at stormagterne skulle have tilladt mellem- eller småstaterne at deltage, for kun med hære, dvs. med folkets militært organiserede magt kan der i vore dage føres krig. Der var absolut ikke noget militært behov for at involvere andre stater. Vi forstår, at det ville have været ganske behageligt for centralstatens regeringer at fremlægge bevis for deres staters levedygtighed på denne måde; Men hvad der ville have tjent det tyske folk og deres stræben efter national enhed med dette ret billige (!) og ufuldstændige bevis, indrømmer vi gerne at vi ikke kan se. Og vi vil kun minde Dem om én ting, at i alle de store tyske krige i nyere tid har centralstaterne ikke haft nogen del, i det mindste på tysk side, og at ikke desto mindre er Rotzbachs, Leipzigs og Waterloo's dage mindeværdige og den tyske nations sejrsdage kunne mærkes og fejres. At de opfører sig på denne måde er ikke en bebrejdelse for befolkningen i disse stater, men for deres statslige organisation."

Aus Schleswig-Holstein, 12 Nov. Die Betrachtungen der inländischen Presse über den Frieden laufen im allgemeineen darauf hin aus dass die Befreiung vom Dänenjoch durch die Waffen der eutschen Grossmächte eine Errungenschaft sey gegen welche die durch den Frieden herbeigeführte Belastung der Herzogthümer, sowie die Einbutze an Land und Leuten und sonstige Opfer nicht als Aequivalent gelten könne. Das ist auch die im Land herrschende Grundansicht, welche, nach den verschiedenen Parteistellungen die sich während des letzten Jahrs gebildet haben, noch verschiedene Färbungen erhält. Am wenigsten günstig urtheilt die in Altona erscheinende "Schleswig-Holsteinische Zeitung," während die "Kieler Zeitung" die Mitte hält, und die "Flensburger-Norddeutsche Zeitung" den Frieden so rosenfarben malt als nur möglich. Einige Bemerkungen der letzten fordern in der That Gegenbemerkungen heraus. Das Blatt sagt in einem "Der Friede" überschriebenen Artikel wörtlich:

Was zuerst uns Schleswig-Holsteiner betrifft, so liegt in der Thatsache dass wir selbst an den Kampf um unsere Befrieung nicht theilgenommen haben, nicht theilnehmen konnten, ein Etwas das auch von uns in seiner ganzen Schmerzlichen Bedeutung empfunden wird. Aber dass die Grossmächte bis dahin wo die Bildung einer schleswig-holsteinischen Armee ins Werk zu setzen gewesen wäre, die Gunst der europäischen Lage ungenutzt vorübergehen lassen und Schleswig dem Druck einer schonungslosen feindlichen Militärherrschaft hätten Preis geben sollen, das wird noch jetzt kein verständiger und gewissenhafter Mann mehr behaupten wollen. Wenn aber nicht das schleswig-holsteinische Volk, so doch wenigstens das deutsche, so lautet eine Klage, hätte man zum Kampf gegen Dänemark herbeiziehen sollen und könnnen. Machen wir uns klar was hiemit eigentlich gemeint ist, gemeint seyn kann. Im Grunde doch nichts weiter als dass die Grossmächte an dem Mittel- oder Kleinstaaten hätten theilnehmen lassen sollen, denn nur mit Armeen, d. h. mit der militärisch organisirten Volksmacht, kann man heutzutage Krieg führen. Eine militärische Nothwendigkeit zur Heranziehung anderer Staaten lag entschieden nicht vor. Dass es den mittelstaatlikchen Cabinetten ganz angenehm gewesen wäre in dieser Weise einen Beweis der Lebensfähigkeit ihrer Staaen zu liefern, begreifen wir; was aber dem deutschen Volk und dem nationalen Einheitsstreben desselben mit diesem ziemlich wohlfeilen (!) und unvollständigen Beweis gedient gewesen wäre, das gestehen wir gern nicht einsehen zu können. Und nur noch an eines wollen wir hier erinnern, daran dass an allen grossen deutschen Kriegen der neueren Zeit die Mittelstaaten wenigstens auf deutscher Seite keinen Theil gehabt haben, und dass nichtsdestoweinger die Tage von Rotzbach, Leipzig und Waterloo als Ehren- und Siegestäge der deutschen Nation empfunden und gefeiert werden. Dass dietz sich so verhält, ist kein Vorwurf für die Bevölkerung dieser Staaten, wohl aber für ihre staatliche Organisation."

(Allgemeine Zeitung 16. november 1864. Uddrag)

Bortmarch. 8de til 10de November 1864. (Efterskrift til Politivennen)

De i Haderslev indqvarterede Ziethen'ske Husarer havde faaet Ordre til at tiltræde deres Hjemmarsch i Løverdags. Det hedder, at de østerrigske Tropper i Husum og Eiderstedt ligeledes berede sig til Bortmarschen. Fredsslutningen er i Flensborg og Slesvig af de tydske Klubber bleven høitideligholdt med Flagning, Illumination osv. I Løverdags afmarcherede fra Aarhuus sydpaa 2 Batailloner af Augustagarden og 1 Bataillon af Elisabethgarden, og igaar 2 Escadroner af EuiraSseerregimentet. Igaar Formiddags ankom nordfra 1 Bataillon af 4de Garderegiment og 2 Batailloner af 3die Garderegiment. Desuden ere tilkomne 3 Stabe, samt mange Feldtpost- og Lazarethembedsmænd og Betjente. Byen er for Øieblikket stærkere belagt med Indqvartering end den nogenfinde har været, saa at det næsten er Indqvarteringscommissionen umuligt at tilfredsstille de store Krav, der gjøres til den. Den daglige Udlevering fra Byens Providerings- og Fouragemagaziner finder Sted til 8 Batailloner Gardeinfanterie, 1 Cuirasseerregiment og 2 Batterier og bestaaer af: 48 Centner Kjød, 16 Ctr. Gryn, eller 13 Ctr. Riis, eller 32 Ctr. Ærter, 2 Ctr. Salt, 2100 Sikr. Brød a 5 Pd. 18 Lod, 200 Ctr. Havre, 51 Ctr. Ho og 102 Etr. Halm. Foruden Gardehusarregimenlet er endnu en Bataillon Infanterie anviist Forplejning fra Magazinet i Odder, og den daglige Udlevering derfra forhøies saaledes med 630 Portioner og 40 Rationer. (Aarb. Av.)

Alle Sjæles Dag (i Torsdags) afholdt det i Ribe liggende østerrigske Militair i Domkirken en Sørgegudstjeneste til Minde om de faldne og afdøde Krigere. Høitideligheden begyndte Kl 8 om Morgenen med en Sjælemesse for de Afdøde. Ved Alteret var som et Symbol paa den jordiske Forgjængeiigbed en Sarkophag henstillet, omkring hvilken var anbragt de forskjellige østerrigske Landes Vaabenskjolde, omgivne af en Skjoldvagt. Sørgemusikken og Messens hele alvorlige Præg gjorde et gribende Indtryk, Feldtpræsten besteg derpaa Prædikestolen og holdt en kort men dybt bevæget Tale, hvori han bad Krigerne ogsaa i deres Hjem, som de nu snart skulde gjensee, at mindes dem, der havde kjæmpet ved deres Side, men som de dræbende Kugler havde bortrevet og som nu laae gjemte i Jordens Skjød. (Ribe Av.)

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 8. november 1864).

Til "Hamb. Corr." skrives fra Kiel den 31te: "Det øieblikkelige Indtryk, som Fredens Afslutning gjorde paa Indvaanerne der, er i sine synlige Yttringer deraf meget tvivlsomt: her og der flagede man, men trak deelviis de udhængte Faner igjen ind, og man bestræbte sig i en Forsamling om Middagen paa Børsen for ogsaa at formaae Øvrigheden til at standse en Glædesyttring, der - meente man - ikke passede til Sagernes Stilling" (i Slesvigholsten). I Berlin er man - skriver samme Blad - meget utilfreds med denne holstenske Opposition mod Preussen og betragter den med langt ugunstigere Øine, end man ved Eideren synes at kunne forestille sig.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 8. november 1864).

2 kielske Advocater, Müller og Schroder, have under 15de Octbr. faaet Tilladelse til Praxis ved den slesvigske Appellationsret. Under 26de September og 5te Octbr. ere en deel Deel constituerede tydske Præster i den dansktalende Deel af Slesvig virkelig udnævnte, deriblandt Neiling som Hovedpræst og Provst i Sønderborg, de oftere omtalte Eckell og Matzen i Hammelev og VonSbæk. Carstens som Hovedpræst og Provst i Tønder: 2 af de bortløbne Slesvigere, Gidionsen (oldenborgsk "Hofraad") og Matthiesen, ere vendte tilbage resp. som Rektor og Subrector ved den gjenoprettede lærde Skole i Husum, der ogsaa har faaet en 5te Lærer i en Privatdocent Petersen fra det sydtydske Universitet Eclangen; for Haderslev lærd, Skole er Jessen fra Altona bleven virkelig Rector. Vollbehr fra Rendsborg Collaborator og Gymnasiallærer Behrens fra Rhinpreussen 5te Lærer Cancelljsecretair Claussen fra Lubeck er bleven const. Retsskriver i Gram Herred.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 9. november 1864).

Stiftsfysikus Lind i Viborg bekjendtgjør i "Viborg Stiftet.": "Da der i den senere Tid har vist sig Tyfus paa flere Steder heri Byen og dette for en Del kan tilskrives den bedærvede og forpestede Luft, der forefindes i mange af de smaa med Børn, Bohave, Madvare m. m. overfyldte Rum, hvortil Indvaanerne paa Grund af den svære Indkvartering ere blevne indskrænkede; saa finder jeg mig herved foranlediget til ret alvorligen at anmode Vedkommende om at sørge, saavidt mulig, for ren og frist Luft i saadanne smaa Stuer, ved jevnlig at oplukke Vinduer og Døre eller endog stadigen at lade et enkelt Vindue staa paa Klem. Selv om Natten bør i smaa overfyldte sovekamre gives Adgang for frisk Luft paa en eller anden Maade, dog saaledes, at de Sovende ikke udsættes for umiddelbar Træk. Stærk Varme i Sovekamret er altid skadelig, dog især i et lille Sovekammer, hvor Flere 'ligge".

(Ribe Stifts-Tidende 10. november 1864),

Robert Thomas Landells (1833-1877): Hadersleben Grosse Strasse. 29. februar 1864. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.