Krigsskade: Exemplet Silkeborg. (Efterskrift til Politivennen)

Krigsskadeserstatningen. I "Koldingposten" af 14de ds. hedder det: De af Regjeringen fastsatte Priser, hvormed den vil erstatte Krigsskaden i Jylland, have, saavidt vi have erfaret, vakt en ubehagelig Overraskelse; Priserne ere for det første for lave, men desuden synes de at være vilkaarlig ansatte. Det er ikke de Priser, til hvilke Landmanden ellers kunde have solgt sine Produkter, det er uden Tvivl heller ikke de Priser, som Regjeringen maatte betale paa Øerne. Dertil kommer, at de forskjellige Dele af Jylland ikke have kunnet skaffe Kontributionerne til samme Priis; for Vestjyderne have de saaledes staaet dyrere end de andre, og de Egne, som vare mere udspiste formedelst en større Pression, have skaffet Ydelserne med større Opoffrelse end andre. Da Jyderne selv skulle bidrage deres Part til Erstatningen, er det billigt, at de faae fuld Erstatning for deres virkelige Udgifter. Der er i denne Sag en tvesidig Interesse at varetage: Statens og den Privates; derfor forekommer det os at være hensigtssvarende, at Regjeringen udnævner Kommissairer, som sukcessivt forhandle med de enkelte Kommuner, eller idetmindste med de enkelte Amter, ved Mænd, som ere udnævnte af disse. Dette vilde være den sikkreste Vei til et retfærdigt Grundlag for Erstatningen. For om muligt at bevæge Regjeringen til at slaae ind paa en saadan Vei, troe vi, at der burde foranstaltes et offentligt Møde her i Kolding, som ikke er den By, der har mindst Anledning til at tale med i denne Sag, et Mæde, hvori navnlig Landmændene fra Omegnen maatte føle sig opfordrede til talrigt al indfinde sig, for at raadslaae om fælleds Skridt. Naar Sagen da gik herfra til de andre Byer, vilde de uden Tvivl finde Tilslutning, og da kunde man haabe, at Regjeringen vilde laane Øre til en almindelig Udtalelse fra Jylland.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 18. januar 1865)

I "Silkeborg Avis" skrives: Den til at gjennemgaae de indkomne Krav paa Krigsskade for Silkeborg Byes Vedkommende nedsatte Komitee har under 24de dS. gjennem Amtet indsendt deels en Fortegnelse over disse, deels en Oversigt over den havte Indkvartering under den fjendlige Okkupation. Af den første fremgaaer det, at Erstatningen for Skade paa Mark, Skov, Bygninger etc. udgjør 1870 Rd. 5 Mk. 4 sk; Tabet af eller Skade paa forskjellige andre Gjenstande 7500 Rd. 3 Mk. 3 Sk.; og af den sidste sees det, at Indkvarteringen har udgjort 77 Officerer, 37 Underofficerer. 711 Menige samt 402 Heste med Forplejning, og 1885 Officerer, 3849 Underofficerer, 47,772 Menige samt 7004 Heste uden Forpleining. I Indstillingen paaviser Komiteen. "at de Naturalydelser, den fjendlige Soldat afleverede i Kvarteret, ingenlunde vare tilstrækkelige til hans Forplejning, især efter de Fordringer, der stilledes til Værterne efter det Falkensteinske Reglement", hvorfor Kvarteerværterne "maatte, for at undgaae andre og større Overlast, levere af selve Fødemidlerne, hvad der fattedes i de foreskrevne Maaltider". Skjøndt der paa Foden af det Kommunen til Udfyldning tilstillede Schema er noteret, at der ikke gives Erstatning for slige Ydelser, har Komiteen dog tilladt sig indtrængende at indstille, at Erstatning herfor ydes, i Betragtning af, at ingen af Ydelserne kunne siges at være frivillige, og da Beboernes Tab i modsat Fald vilde blive altfor føleligt, "thi Ydelserne i Kvarteret troer Komiteen uden Overdrivelse at kunne sætte øverst blandt de Byrder, Landets Besættelse af Fjenden paalagde". Imidlertid tør Komiteen dog ikke foreslaae, at Erstatningen i dette Tilfælde bliver fuldstændig, "men alene at Tabet mildnes ved en efter Forholdene lempet eensartet Godtgjørelse", og en saadan finder Komiteen passende at kunde ansættes til 8 sk for hver Underofficeer og Menig daglig og 32 sk for en Officeer (foruden Kvarteerpengene). Endelig gjør Komiteen opmærksom paa det Falkensteinske Reglement, hvorefter enhver Officeer skulde have en Flaske Viin daglig, og indstiller 3 Mk som en passende Godtgjørelse for en Flaske Viin. Hvad angaaer Beviserne for den lidte Skade, da formener Komiteen ganske i Almindelighed, at disse ikke bør tages for strenge og at i Regelen de vedkommende Skadelidtes edelige Tilbud maa være tilstrækkelig. Det har nemlig været aldeles umuligt for Mange at tilvejebringe de fornødne Beviisligheder, navnlig for stjaalne og røvede Gjenstande. Desaarsag indstiller Komiteen, at de opførte Erstatningskrav med de Beviisligheder, hvormed de foreligge, og uden Hensyn til Beskaffenheden af de mistede Gjenstande, anerkjendes og godtgjøres. Med Hensyn til de af Regeringen, formeentligen dog kun foreløbig bestemte Erstatningspriser, anseer Komiteen det for en Selvfølge, at Kommunen for de ved dens Foranstaltning rekvirerede i de indsendte Regnflaber opførte Varer og Gjenstande ydes Erstatning med de opførte Kjøbe- og Anskaffelsespriser, ligesom det overhovedet maa ansees for det ene rette Princip, at Erstatningen i Regelen bliver fuldstændig, eller maa staae i Forhold til Tabet, især da Jyderne selv komme til at bære deres Anpart af Krigsskadeerstatningen - Det af Kommunen eller ved dens Foranstaltning Rekvirerede (der ikke er indbefattet i foranstaaende Angivelse) udgjør 4.945 Rd. 3 Mk. 12 sk. Til Magasinet er leveret: 1912 1/4 Pd. Kaffe, 8716 Pd. Riis. 2687 Pd. Salt, 44.928 Pd. Kjød, 3309 Potter Brændeviin. 856 Fl. Viin 758 3/4 Pd. Sukker. 4723 Pd Hvede-Meel. 1614 Pd. røget Flæsk, 135 Stkr. levende Slagtekvæg, 126.458½ Pd. Brød. 2503 Lpd. 11 Pd. Halm. 1580 Lpd. Hø. 704 Tdr Havre og 9160 Pd. Byggryn.

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 28. januar 1865)

Torvet i Silkeborg - med ægtvogne. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Af-Danisirung. (Efterskrift til Politivennen)

Oversættelse af tysk artikel, se originalen under oversættelsen:

Haderslev, 28. december. Ikke ringe forbavselse vakte oplysningerne fra Allg. Ztg.s Altona-korrespondent over det slesvig-holstenske gendarmeri i forhold til befolkningen i Nordslesvig i den lokale by hvor gendarmeriet betjener de distrikter som normalt er omtalt som Nordslesvig, nemlig amterne Haderslev, Aabenraa, Sønderborg og Nordborg, så er du velinformeret om de indvirkende begivenheder. Skribenten af ​​disse linjer sagde ganske vist til sig selv fra begyndelsen at de gendarmer der var blevet slået, mishandlet og fyret på en sådan måde, "at de nødig vil ses på landevejen" som Altona-rapporten omtaler dem, kun eksisterede i fantasien hos et par fanatiske Danmarksvenner, hvis faste ideer er at Dannevirke der for længst er forsvundet fra jordens overflade, stadig står som et uovervindeligt bolværk, og hver "tapre Landsoldat" tager mindst ti " preussere"; ikke desto mindre mente han af hensyn til det organ hvori den ophidsede information har fundet vej, at han stadig burde foretage henvendelser på det ansvarlige sted. Ved denne lejlighed blev som han forventede, ovennævnte rapporters fuldstændige grundløshed forelagt ham og samtidig videregivet en masse materiale, hvoraf det fremgår, at gendarmeriets stilling i Nordslesvig er så tilfredsstillende som man nogensinde kunne ønske af et institut af denne type. Den nyder støtte fra alle de stille solide elementer i befolkningen og er behørigt frygtet af de få politiske ballademagere der stadig strejfer omkring os. Da de kendsgerninger som vi har fået kendskab til ved denne lejlighed, burde være egnede til at kaste lys over den nordslesvigske situation i almindelighed som ofte udsættes for en forkert beskrivelse i selv fremragende tyske aviser, så vil videreformidlingen af de mest vigtige af dem på dette tidspunkt ikke være uden nytte. Et talende bevis på den nordslesvigske befolknings loyale karakter er helt sikkert at der kun er to gendarmer stationeret ved Nordslesvigs yderste grænse mod Jylland, som slet ikke har nogen tilknytning eller støtte milevidt. Hvis man nu betænker at især om søndagen besøger mange jyske gårdmænd og udskrevne danske soldater kroerne på denne side, og efter at have drukket rigeligt brændevin, går de larmende rundt i landsbyernes gader til de stille beboeres rædsel, og så at det alligevel altid lykkedes to gendarmer i det tumultariske enten at overtale dem til at skilles ad eller at arrestere dem hvis de nægter at gøre det, kan man ikke ligefrem konkludere at der er betydelig folkelig modstand mod den nuværende regerings organer. Det er sket utallige gange at vore kendte landsmænd som virkelig er fjendtlige over for den nye tingsorden, de danske agitatorers tilhængere, når de marcherede i lyse huse, f.eks. at ledsage en afskediget dansk embedsmand eller prædikant over grænsen, ved synet af en enkelt gendarm der med sin blyant lavede noter i sin notesblok, spreder sig eller i det mindste går stille og med et genert blik videre. Seks gendarmer var nok i fem måneder til at bevogte toldgrænsen, som er omkring ti mil lang i Tyskland, og som dristige jyske smuglere ofte overtræder efter aftale med deres lokale medskyldige. At disse ikke har ligget på den lade side, bevises af de betydeligt øgede toldindtægter siden oprettelsen. Det er tilstrækkeligt at anføre at en enkelt gendarm som alene skulle bevogte toldgrænsen i fire mil, bortset fra flere mindre tilbageholdelser, som han foretog, tog 45 okser fra fire smuglere om natten. Hvis der blandt befolkningen var uvilje eller ligefrem had til de nye gendarmer, ville folk der gør et bytte ud af smugleri, helt sikkert først og fremmest være tilbøjelige til at give udtryk for deres følelser for at yde modstand mod gendarmerne. I Sønderborg hvor der som følge af de mange nye bygninger er samlet ikke færre end 5 til 600 fremmedarbejdere, heriblandt mange danskere, var fire gendarmer tilstrækkeligt til at opretholde ro og orden under 14 dages fravær af al militær garnison. Disse kendsgerninger burde være tilstrækkelige til at vise at befolkningens holdning til gendarmerne på ingen måde må betegnes som fjendtlig. Tværtimod tager mænd ikke blot gerne imod besætningerne som alle taler dansk, hvoraf nogle er født i Nordslesvig, selv i de fjerneste landsbyer, men bistår dem også i udførelsen af ​​deres hverv, især da de eneste pga. af deres danske holdning over for de tidligere statslige underembedsmænd (sognefogeder) er blevet fjernet og erstattet af dygtige og respekterede mænd. Begejstringen der opstod hist og her blandt den dansksprogede befolkning i vort nord, er aftaget, folk begynder at se at de er blevet narret af de danske agitatorer, og den i starten stærkt savnede tillid hos nordslesvigerne i varigheden af den nye situation. Tingene begynder at brede sig mere og mere. Gendarmeri-institutionen hævder dog ikke det mindste sin popularitet fordi vores befolkning forstår at det egentlig kun blev skabt og håndhævet for at beskytte mennesker og ejendom, for at opretholde loven, ikke som det var på det danske regeringstidspunkt, politisk terrorisme, til politisk spionage, der trængte ind til kernen af ​​privatlivet.

Hadersleben, 28 December. Nicht geringe Verwunderung hat die Mittheilung des Altonaer Correspondenten der Allg. Ztg. die Stellung der schleswig-holsteinischen Gendarmerie zu der Bevölkerung Nordschleswigs in hiesiger Stadt erregt, wo das Gendarmerie-Commando für die Districte welche man gewöhnlich als Nordschleswig  bezeichnet, nämlich die Aemter Hadersleben, Apenrade, Sonderburg und Norburg, seinen Sitz hat, man also über die einschlagenden Ereignisse gut unterrichtet ist. Der Schreiber dieser Zeilen sagte sich freilich von vornherein dass die erschlagenen, misshandelten und dergestalt eingeschürterten Gendarmen "dass sie sich nur ungern auf der Landstrasse blicken lassen," von denen jener Altonaer Bericht spricht, lediglich in der Phantasie einiger fanatischen Dänenfreunde exisitiren, deren fixen Ideen zufolge auch das längst vom Erdboden verschwundene Danewerk noch als unbezwingliches Bollwerk dasteht, und jeder "tappre Landsoldat" es mindestens mit zehn "Preusserne" aufnimmt; dennoch glaubte er im Interesse des Organs in welches die beregte Mittheilungen Eingang gefunden hat, noch Erkundigungen an zuständiger Stelle einziehen zu sollen. Bei dieser Gelegenheit ist ihm denn, wie er erwartete, die vollständige Grundlosigkeit der obrigen Nachrichten dargethan und zugleich eine Menge Material übermittelt worden, aus welchem hervorgeht dass die Stellung der Gendarmerie in Nordschleswig so befriedigende ist, wie man sie einem darartigen Institut nur immer wünschen kann. Sie erfreut sich der Unterstützung aller ruhigen soliden Elemente der Bevölkerung, und wird von den wenigen politischen Unruhestiftern, die bei uns noch immer ihr Wesen treiben, gebührend gefürchtet. Da die Thatsachen zu deren Kenntniss wir bei dieser Gelegenheit gelangen sind, geeignet seyn dürften ein LIcht auf die nordschleswigeischen Verhältniss überhaupt zu werfen, die in selbst hervorragenden deutschen Blättern vielfach einer falschen Darstellung unterzogen werden, so möchte die Mittheilung der hervorrangendsten von ihnen an dieser Stelle nicht ohne Nutzen seyn. Ein sprechender Beweis für den loyalen Charakter der nordschleswigischen Bevölkerung ist es gewiss an der äussersten Gränze Nordschleswigs, gegen Jütland, nur zwei Gendarmen stationirt sind, welche auf meilenweite Entfernung keinerlei Verbindung und Unterstützung haben. Erwägt man nun dass namentlich an Sonntagen viele jütische Bauernknechte und entlassene dänische Soldaten die diesseitigen Wirthshäuser besuchen, und nach reichlich genossenem Branntwein zum Schrecken der ruhigen Bewohner lärmend in den Strassen der Dörfer umherziehen, und dass es dennoch jenen beiden Gendarmen stets gelungen ist die Tumultuanten entweder zum Auseindandergehen zu bewegen oder im Weigerungsfall zu verhaften, so wird man nicht gerade auf bedeutende Opposition in der Bevölkerung gegen die Organe der genewärtigen Regierung schliessen dürfen. Unzähligemal ist es vorgekommen dass unsere bekannten, der neuen Ordnung der Dinge wirklich feindlichen Landsleute, die Anhänger der dänischen Agitatoren, wenn sie in hellen Hausen einherzogen, um z. B. einem entlassenen dänischen Beamten oder Prediger das Geleit über die Gränze zu gehen, beim Anblick eines einzigen Gendarmen, der mit seiner Bleifeder Notizen in sein Taschenbuch machte, auseinanderstoben oder wenigstens lautlos und scheuen Blicks weiter zogen. Zur Bewachung der etwa zehn deutsche Meilen langen Zollgränze, die von verwegenen jütischen Schmugglern im Einverständniss mit ihren diesseitigen Helfershelfern oft genug verletzt wird, haben während fünf Monaten sechs Gendarmen hingereicht. Dass diese aber nicht etwa unthätig gewesen sind, beweisen die seit ihrer Aufstellung wesentlich gesteigerten Zolleinnahmen. Es genüge die Anführung der einen Thatsache dass ein einziger Gendar, der allein auf vier Meilen die Zollgränze zu bewachen hatte, ausser mehreren kleineren Anhaltungen welche durch ihn geschehen, vier Schmugglern zur Nachtzeit 45 Ochsen abnahm. Wäre in der Bevölkerung Abneigung oder gar Hass gegen die neuen Gendarmen herrschend, so würden sicherlich Menschen welche aus dem Schmuggeln ein Gewerbe machen, zu allererst geneigt seyn diesen Gesinnungen Ausdrcuk zu geben um den Gendarmen Widerstand zu leisten. In Sonderbrug, wo in Folge der vielen Neubauten nicht weniger als 5 bis 600 fremde Arbeiter, darunter viele Dänen, versammelt sind, genügten während einer 14tätigen Adwesenheit aller militärischen Besatzung vier Gendarmen um Ruhe und ORdnung aufrecht zu erhalten. Diese Thatsachen dürften hinreichen, un darzuthun dass die Gesinnung der Bevölkerung gegen die Gendarmen in keiner Weise als eine feindselige zu bezeichnen sey. Mann nimmt vielmehr die Mannschaften, welche alle der dänischen Sprache mächtig, zum Theil in Nordschleswig geboren sind, selbst in den entlegensten Dörfern nicht bloss gern auf, sondern leistet ihnen auch in Ausübung ihrer Pflichten Beistand, namentlich seitdem die lediglich ihrer dänischen Gesinnung wegen vor der frühern Regierung angestellten Unterbeamten (Kirchspielvögte) entfernt und dirch tüchtige und angesehene Männer ersetzt worden sind. Die noch vor kursem hie und da hervorgetretene Aufregung unter der dänischsprechenden Bevölkerung unseres Nordens hat sich gelegt, man fängt an einzusehen dass man von den dänischen Agitatoren hinters Licht geführt worden ist, und das anfänglich stark vermisste Vertraunen der Nordschleswiger auf die Dauer des neuen Zustands der Dinge beginnt mehr und mehr auszubreiten. Das Institut der Gendarmerie aber behauptet nicht zum geringsten auch dadurch seine Popularität dass unsere Bevölkerung einsieht dass es wirklich nur zum Schutz von Person und Eigenthum, zur Aufrechthaltung der Gesetze ins Leben gerufen worden ist und gehandhaft wird, nicht, wi zur Zeit der Dänenherrschaft, zu politischem Terrorismus, zur politischer Spionage, die bis ins Innerste des Privatlebens eindrangen.

(Allgemeine Zeitung 1. januar 1865) 

Oversættelse af tysk artikel, se originalen under oversættelsen:

Slesvig. Et af hovedmidlerne til at danifisere hertugdømmet Slesvig var som bekendt at den nu væltede regering efter at have fjernet de tysktalende og tysksindede præster fyldte de lokale præster med danskere som gennem deres arbejde ikke blot dybt sårede den patriotiske, men også den religiøse følelse hos den overvejende tyske befolkning, drev folket væk fra gudstjenesterne og skabte den største forvirring i religionsundervisningen. Det burde være en af ​​den nye regerings første opgaver at sætte en stopper for dette træk, og ifølge de foreliggende rapporter er det allerede lykkedes med enkeltstående undtagelser, så det slesvigske kirkevæsen har oplevet en stor forvandling de seneste seks måneder. 94 præster blev fjernet, hvoraf nogle ganske vist ikke ventede på deres afskedigelse, men enten forlod eller fratrådte deres embede frivilligt. Under det tal er biskoppen, 10 prædikanter i Haderslev provsti, i Aabenraa 12, Sønderborg 7, Flensborg 28, Gottorf 11, Tønder 15, Husum og Bredsted 3, Eiderstedt 3, Hütte 1, Femern 1, i Als 3 og 1. Danskere som ikke er afskedige fra Flensborg provsti 1, Haderslev 5, Sønderborg 2, Tønder 2. Blandt de 94 fjernede er 82 fødte danskere, 10 fødte slesvigere (men inklusiv 6 københavnske kandidater), 1 mecklenburger og 1 hessen (naturaliseret dansker). En ikke ubetydelig del af de ledige stillinger, især i Nordslesvig, er endnu ikke endeligt besat. Men det vil stadig kræve en del arbejde, før de religiøse skader forårsaget af de tidligere voldshandlinger vil være helbredt. (Plz. Ztg.)

Schleswig. Bekanntlich stand ein Hauptmittel zur Danisirung des Herzogthumes Schleswig darin, dass die nun gestürtzte Regierung die dortigen Pfarrstellen nach Entfernung der deutchredenden und deutschgesinnten Pastoren mit Dänen besetzte, die durch ihr Wirken neben dem patriotischen zugleich das religiöse Gefühl der vorwiegend deutschen Bevölkerung auf das Tiefste verletzten, die Leute ans dem Gottesdienste vertrieben und in den religiösen Unterricht die grösste Verwirrung brachte. Es müsste eine der ersten Aufgaben der neuen Regierung sein, diesem Unzug ein rasches Ende zu machen, und nach vorliegendem Berichte ist ihr das mit vereinzelten Ausnahmen bereits gelungen, so dass das schleswig'sche Kirchenwesen in dem ablaufenden Halbjahre eine grossartige Umgestaltung erfahren hat. Es sind 94 Geistliche entfernt worden, von welchen freilich ein Theil die Absetzung nicht abgewartet, sondern entweder davongegangen ist, oder sein Amt freiwillig niedergelegt hat. Unter jener Zahl ist der Bischof, 10 Prediger in der Probstei Hadersleben, in Apenrade 12, Sonderburg 7, Flensburg 28, Gottorf 11, Tondern 15, Husum und Bradstedt 3, Eiderstedt 3, Hütte 1, Fehmarn 1, auf Alsen 3 und in Töringlehn 1. Nicht entlassen sind in der Probstei Flensburg 1, Hadersleben 5, Sonderburg 2, Tondern 2, Dänen. Unter den 94 Entfernten sind 82 feborene Dänen, 10 geborene Schleswiger (darunter aber 6 Kopenhagener Candidaten) 1 Mecklenburger und 1 Hesse (naturalisirte Dänen). Von den erledigten Stellen ist ein nicht geringer Theil, besonders in Nordschleswig, bisher noch nicht definitiv besetzt worden. Es wird aber noch viele Arbeit erfordern, bis der durch die früheren Gewaltstreiche verursachte religiöse Schaden wider ausgeheilt sein wird. (Pflz. Ztg.)

(Pfälzer: Bote für das Glanthal und Anzeige-Blatt für den Bezirk Kusel 11. januar 1865)

Ægtekjørsler. Der har, hedder det i "Horsens Av." været skrevet endeel om, hvor haardt de besværlige og for Hestene saa ødelæggende Ægtkjørsler have tynget paa Landboerne, der have betragtet disse Kjørsler som den haardeste Byrde under den lange Okkupation. I hvilket Omfang Landboerne have maattet yde disse Ægtkjørsler, vil man see deraf, at der i Tidsrummet fra 12. Marts til 23. November, begge Dage inklusive, er mødt i Vognparken i Horsens 14,595 forspændte Vogne. Antallet af Vogne, der samtidig have holdt i Vognparken, har naturligvis været meget forskjelligt, alt eftersom Fjenden var i Bevægelse eller havde lagt sig til Ro; til sine Tider har der været samlet en 300 Vogne, til andre Tider kun et meget ubetydelivgt Antal.

(Vestslesvigsk Tidende (Tønder) 13. januar 1865).

I begyndelsen af 1865 strammede Preussen kursen overfor den augustenborgske bevægelse der måtte se sig lige så undertrykt som den danske. En kort overgang forsøgte den derfor at støtte sig til Østrig for at modgå en indlemmelse i Preussen. Efter at Preussen havde sejret i den østrigsk-preussiske krig i 1866 blev hertugdømmerne indlemmet i Preussen 1867.

Hverdagen vendte tilbage igen - ifølge denne tegning i Über Land und Meer, januar 1865. Underteksten lyder: Der Hochzeitsbutter in Holstein. von Förster.

(Brev fra Nordslesvig, den 10de Jan.) At det nyorganiserede slesvigske Gendarmeri ikke er vel seet her paa Egnen, kan neppe forundre Nogen, naar man tager Hensyn til, hvorledes disse væbnede Politisoldater anvendes af de augustenborgske Autoriteter ligeoverfor den i alle henseender fredelige og rolige Befolkning. De Rivninger, der jevnlig forekomme paa Landet med disse Politiets Redskaber, ere neppe slikkede til at vise den nye Tingenes Orden i et fordeelagtigt Lys. Jeg vil nævne et Exempel. Noget før Juul havde Tjenestefolk og andre unge Folk foranstaltet et Dandsegilde i Fristed Kro. Selskabet var talrigt og morede sig i uskyldig Munterhed, da en Gendarm uden nogensomhelst Grund fandt for godt at indfinde sig i Forsamlingsværelset. Havde han ogsaa af sine Foresatte Befaling til at paasee, at Alt gik ordentligt og skikkeligt til, saa kunde han godt have udført denne Befaling uden at trænge sig ind i det aldeles fredelige Selskab. Den ubudne Gjæsts Tilsynekomst forstyrrede dog ikke Munterheden. Han fjernede sig efter et kort Ophold, men kom snart igjen efter at han til sin Forstærkning havde hentet en endnu mere ilde lidt Kollega fra Hostrup. Der opstod snart Rivninger imellem dem og Selskabets Medlemmer, og Gendarmerne gjorde strax Brug af deres Magtfuldkommenhed; uden at noget Ulovligt eller den mindste Forstyrrelse af Orden var forefalden, ryddede de Salen, rigtignok ikke uden Vanskeligher og joge Selskabet ud af Huset. Rivningen fortsattes udenfor i Mørket og Gendarmen fra Hostrup viste endog den Tapperhed at affyre to Skud af sin Revolver efter Bortgaaende. Heldigvis blev Ingen truffen, men hvor let kunde ikke en Ulykke være steet ved denne brutale Misbrug af Magten? Hermed var Sagen dog langt fra til Ende. Gendarmerne rapporterede til Herredsfogeden paa Graasteen, der lod endeel af Dandsegildets Deeltagere indstevne, og omtrent en halv Snees af dem bleve paa Gendarmernes Udsagn, og uanseet de Betræffendes modsigende Erklæringer, kastede flere Dage i Fængsel paa Vand og Brød. Man sammenligne nu denne Øvrighedens Fremgangsmade med følgende: Fra den ifjor Sommer ved Løgumkloster afholdte saakaldte schleswigholsteinske Folkeforsamling kom et Par Læs, i Aabenraa hjemmehørende, hjemmetydske Haandlangere af laveste Rang, efter rigtigt udført, dem paalagt Arbeide tilbage. Paa Landsbyen Landerups Mark hørte de nogle Drenge synge: "Den tappre'Landsoldat", og Heltenes Blod kom ikog. Vognen maatte holde, Schleswigholsteins Sønner sprang af og forfulgte Drengene, som flygtede ind i et Bondehuus. Strax bleve dettes Vinduer slaaede ind med Stene, og da Udeblivelsen af et Udfald fra det angrebne Huus vidnede om, at Karlene maatte være fraværende, stormede de heltemodige Stammverwandte ind ad Døren og gjennempryglede et Par Fruentimmer, der vilde forsvare Drengene. Imidlertid var Byforstanderen, ved Navn Peter Godskesen, kommen til og søgte ved at navngive sig og sige, hvad hans Embede var, at standse Excessen. Men ogsaa han blev overfalden og mishandlet i den Grad, at han maatte tage et Par Dage tilsengs. Dengang var Kammerherre Heltzen endnu Amtmand for Aabenraa Amt, og saasnart han hørte Beretningen om denne Voldsgjerning, beordrede han Herredsfogeden for Ris- og Søndervangstrup Herreder, en fra Goslar hidkommen Hr. Petersen, til at undersøge Sagen. Men kort efter blev Heltzen fjernet

fra sit Embede, og saa skete der Intet. Man kjender flere af Deeltagerne i det skammelige Overfald, som i overstrømmende hjemmetydsk Brutalitet kastede sig over værgeløse Børn og Qvinder og mishandlede en Forretningsmand i sin Embedsvirksomheds Udøvelse; de forbleve ustraffede; nu derimod fængsles fredelige Landboere, som schles.-holst. Gendarmer have fortrædiget og skudt efter!

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. januar 1865).

Bertil Holm Borgen (1803-1888). (Efterskrift til Politivennen)

En jydsk Embedsmand og Fjenden. Der har ofte været klaget over, at adskillige jydske Embedsmænd under den fjendlige Besættelse lidet have forstaaet at finde den passende Form for deres Forhold til Fjenden, og et nyt Exempel vil findes i nedenstaaende Brev, der, siger "Dbl.", formeentlig er saa talende, at det ikke behøver nogensomhelst Anmærkning. Det er en Skrivelse fra en Herredsfoged til de ham undergivne Sognefogder og lyder saaledes: "Fra den allierede Armee vil blive udsendt General-Stabsofficerer for at erhverve et omfattende Kjendskab til herværende Krigsskueplads. Sognefogderne anmodes om ikke blot ikke at lægge disse Officerer Hindringer i Veien i Udførelsen af deres Hverv men endogsaa, hvis det er nødvendigt og gjørligt, at yde dem fornøden Understøttelse (!) Middelsom-Sønderlyng Herredskontoir, Viborg, den 3die September 1864. Borgen"

(Dagbladet (København) 3. januar 1865. Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 6. januar 1865)

En jydsk Embedsmand under Okkupationen. I Anledning af "Dgbl."s Anke siger "Vib. Av": "Denne Fremstilling, hvis Hensigt næppe kan misforstaaes, formene vi, modsat "Dagbl.", at der er god Føie til at ledsage med en "Kommentar', eftersom sammes Offenliggjørelse vidner om et meget ringe Kjendskab til de Forhold, der bestod her under Okkupationen. Det maa nemlig skarpt fastholdes, at man ganske levede under Falkensteins Regimente, af hvem Befalingen om det Skeete var tilstillet Amtmændene og fra disse igjen udgaaet til Herredsfogderne, og Justitsraad Borgen er vistnok ikke den eneste Herredsfoged, som har ladet Falkensteins Befaling komme til hans Jurisdiktions Beboeres Kundskab. Vil man forøvrigt fremdrage slige Ting som Exempler paa, at en Embedsmand under de daværende Forhold ikke paa rette Maade har beklædt sin Stilling, saa vilde der vistnok kunne være Meget at bringe tiltorvs; men Spørgsmaalet bliver da ligegodt, om Vedkommende har kunnet handle anderledes"

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende 7. januar 1865). 

Vore Bemærkninger til "Dagbladets" Notits "En jydsk Embedsmand under Occupationen" (see Nr. 3) ledsager "Dbl." med Følgende :

Vi skulle hertil kun bemærke, at om Herredsfogden, bøiende sig for Magten, simpelthen havde kundgjort Hr. v. Falkensteins Befaling for sin Jurisdictions Beboere, vilde vi ikke have sagt Noget dertil. Men dette er ikke skeet. Justitsraad Borgen har ikke meddeelt Sognefogderne nogen Skrivelse enten fra Amtet eller fra den fjendtlige General; han er tværtmod optraadt selvstændig som Herredsfoged og har i denne Egenskab paalagt de ham undergivne Bestillingsmænd at yde Fienden Understøttelse til et Foretagende, som ialfald da kunde og maaskee endnu kan blive Fædrelandet til Skade. Vi tillade os fremdeles at mene, at dette ikke er en passende Form for det Forhold, hvori en dansk Embedsmand skulde stille sig til de intrængte Voldsmænd." Hertil ville vi kun bemærke, at for selve Sagens Skyld og de Følger, som deraf muligt maatte kunne flyde for Fædrelandet, da betragte vi det for aldeles ligegyldigt hvilken Meddelelsesform der var benyttet, enten den af Herredsfogden brugte eller den af "Dbl." antydede; thi det releverer i og for sig Intet, om Meddelelsen var skeet in extenso - med Paaberaabelse af Herredsfogden at være modtaget fra Amtet - eller, som skeet, i Extractform - da Brøden, om saadan var tilstede, jo vel maatte være ligestor; men vi ville tillade os at gjøre "Dbl." opmærksom paa, at det slet ikke var nogen Hemmelighed, men endog forinden Undersøgelserne foregik af de fjendtlige Officierer, i forskjellige Blade bebudet hvad der i den Retning skeete; kommer nu dertil, at Autoriteterne ligefrem af den danske Regjering var paalagte at rette sig efter Gen. Falkensteins Ordrer, saa maa der vist være tilstrækkelig Føie for "Dbl." til at forsone sig med den paagjældende Herredsfogeds Handlemaade, selv afseet fra, om denne var enestaaende, hvad ikke kan forudsættes. Red.

(Viborg Stiftstidende og Adresse-Avis 11 januar 1865).

Den citerede del af artiklen blev bragt i Dagbladet (København) 9. januar 1865.

Bertil Holm Borgen (1803-1888). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Artiklerne afspejler den forskellige opfattelse som eksisterede i København og Jylland. Allerede under krigen havde det københavnsk baserede Fædrelandet offentliggjort 31. maj 1864 et brev af 28. maj hvori justitsråd Borgen kritiseredes for at have hjulpet preusserne med at reparere en telegrafledning som de havde etableret til Hobro fra Viborg. Sognefogden blev arresteret, og preusserne forlangte efterfølgende at Borgen skulle lade ledningen bevogte at sognets bønder. Hvilket han beordrede bønderne til mellem 8 aften og 5 morgen. 

Herredsfoged, justitsråd og konferensråd Bertel Holm Borgen (1803-1888). Gift med Nanna Signe Alvilda Tolderlund (1813-1888). Cand. juris 1828. Sysselmand på Island 1836-1847. Herredsfoged i Fjends og Nørlyng Herreder i Viborg Stift 1847-1853. Herredsfoged i Middelsom og Sønderlyng Herreder 1853-1874. Fik efter ansøgning i nåde sin afsked den 31. marts 1874, og ved samme lejlighed udnævnt til konferensråd. 

Ingen af disse artikler fik langsigtede konsekvenser for Borgen. I juli 1868 var han stadig herredsfoged og bød Christian 9. velkommen i Langå. Viborg Stifts-Tidende skrev 16. januar 1888 i anledning af hans død: "Den Afdøde, der altsaa har boet som Embedsmand i Viborg i 27 Aar, har her efterladt sig et smukt Navn hos Medborgere for sit store Retsind og sin elskværdige Karakter, der knyttede mange Venner til ham, hvoraf de Fleste vel nu ere borte. Hans Navn vil dog ikke let glemmes her i vor Kreds, som han, selv da han var flyttet bort, omfattede med stor Sympathi og en levende Interesse."

Han blev i Lemvig Avis 17. januar 1888 beskrevet som "en særdeles dygtig og energisk mand, og havde med sin personlige elskværdighed skaffet sig mange venner". Han blev begravet på Assistens Kirkegård i København.

Wodroffaa - Rosenaaen. (Efterskrift til Politivennen)

Rosenaaen - der som bekjendt i Henseende til den Duft, den udbreder, langtfra svarer til sit Navn, og som har givet Anledning til en nylig af Lands-Overretten paadømt Sag mellem Kjøbenhavns Commune, der benytter den som Afløbsrende sor endeel Spildevand, og Frederiksberg Commune, over hvis Grunde den leder - er ikke noget naturligt Vandløb, men derimod anlagt ved Kunst.

Christian den Fjerde begyndte nemlig omtrent 1628, i Forbindelse med Stadens nye Fortification at anlægge en ydre Circumvallationslinie eller Række af Udenværker, i Høide med de Staden omgivende Søer, til yderligere Sikkerhed for den nye Fæstning. Endeel af disse Udenværker bestod i et Retranchement, der forbandt den isolerede Stjerneskandse "Ladegaarden" med et af 5 Bastioner bestaaende Flankeværk, der strakte sig fra Gjæstgivergaarden "Bjørnsdal" paa Vesterbro til det Sted ved Stranden, hvor nuværende "Enighedsværn" grændser til de militaire Skydebaner. og videre langs Kysten til Glaciet ved Dronningens Enghave ("Tivoli"). Imellem Ladegaarden og Gamle Kongevej dannedes Fæstningsgraven af den nuværende Rosenaa, og den Dam, der findes lige Vest for Vodrofgaard, dannede den bredere Grav for en derværende Bastion. Hele Terrainet, der er beliggende imellem Rosenaaen og St. Jørgens-Sø, og hvorpaa Vodrofgaard og nogle andre Bygninger ere opførte, var dengang en Deel af St. Jørgens-Sø og er senere, imellem 1726 og 1736. blevet opfyldt. Selve Retranchementet bestod kun af en smal Vold med en bagved værende bedækket Vei, der mod Vest omgaves af Fæstningsgraven og mod Øst af St. Jørgens-Sø. Ved Søens sydvestlige Hjørne var anbragt et lille Bolværk eller en Bastion, og her drejede Udenværket, ligesom nu Rosenaaen, mod Øst og derpaa mod Syd, hvor det stødte til Flankeværket ved  "Bjørnsdal". Vest for disse Fæstningsværker deelte den Vei, som kom fra Vesterport, sig i tvende; den ene løb over en Bro ved St. Jørgens Søes sydøstre Hjørne ad gamle Kongevej til Roeskilde, under Navn af "Roeskilde Gade", den anden ad Vesterbro over Valby til Kjøge under Navn af "Beltgade".

Flankeværkets Grav henlaae endnu 1848, som det vist vil erindres os en stor Deel af Publicum, beplantet med ludende Piletræer, i fuldstændig Form af Fæstningsgrav, bøiende sig etter Polygonernes Former; men da Victoriagade blev anlagt, forandrede man den for en Deel til en Kloak, og for Resten udstak man den i lige Linie til Jernbanen, hvorfra den bøier ud mod Stranden i sit oprindelige Leie. Resten af Graven gjør Skjel mellem Tømmerpladsen og Tivoli; men dens Løb er noget forandret i den nordlige Ende, idet man i Tidens Løb har bortskaaret den sidste derværende Polygon.

Som bekendt bleve hine Fæstningsværker aldrig anvendte til Stadens Forsvar, thi da de Svenske 1658 belagte Staden, bleve de godvillig opgivne, fordi man ikke fandt sig stærk nok til at besætte dem. De toges med Glæde i Besiddelse af de Svenske, der anvendte dem imod den beleirede Stad. og da Beleiringen omsider ophørte, bleve Voldene sløifede. hvorimod Gravene som sagt bleve liggende.

Rnta

(Flyveposten (København) 9. januar 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret.

2den Afdeling. Assessor Wallick.

Lørdagen den 12te August.

Rosenaaens Udrensning. For nogen Tid siden tilskrev Kjøbenhavns Magistrat Politidirektøren, om han inden en kort Tidsfrist vilde give Lodseierne ved Rosenaaen et tilhold om snart at rense Aaen. Derpaa blev der under 24de f. M. givet 14 forskjellige Lodseiere et Tilhold om at udføre dette Arbeide inden den 27de og det blev sagt dem, at hvis de ikke udførte dette Arbeide, vilde det blive gjort paa deres Regning. Samtlige Lodseiere negtede at være forpligtede til at rense Rosenaaen, og Arbeidets Udførelse kostede derfor Magistraten 24 Rd 84 Skilling. Da de 14 Lodseiere derpaa modtog Stævning tiI at give Møde i den offentlige Politirets 2den Afdeling, mødte de Alle, og Overretsprokurater Winther, der var mødt paa Grev Lerches Vegne, erklærede nu først at Greven, der kun eiede en Prioritet i det Messerschmidtske Garveri, ikke er Eier af nogen Lod vel Rosenaaen. og dernæst bemærkede han, at siden han var stævnet til at give Møde i Retten, saa skulde han dog tillade sig at belyse denne Sag lidt nærmere. Lodseierne havde aIdeles ingen Forpligtelse til at rense denne Aa, der til for 12 til 13 Aar siden var et Vandløb, men derpaa af Magistraten blev forandret til en Kloak. Denne Kloak udbredte en saa pestagtig Stank, at man for Spøg gav den stinkende Kanal det velklingende Navn "Rosenaaen", et Navn, der senere har vundet Hævd. Eierne af Wodroffgaard, Justitsraad Wolf og Bagermester Marstrand, anlagde for nogle Aar siden Sag mod Magistraten i Anledning af Rosenaaens Oprensning, og ved Hof- og Statrettens Dom blev Magistraten kjendt uberettiget til at lade Aaen forandre til Kloak samt til at kunne paalægge Eierne at opremse Aaen. Naar man altsaa havde en Hof- og Stadsretsdom, som ikke var bleven appelleret til Høiesteret, for, at Lodseierne ikke vare forpligtede til at rense Aaen, saa var det mærkværdigt, at man fik et tilhold fra Magistraten om at udføre dette Arbeide; men hvad der var meget mere forunderligt, det var, at Politidirektøren havde henvist denne Sag til den offentlige Politiret, som var et aldeles inkompetent Forum til at dømme i denne Sag. Det var derimod en aldeles civil Sag, og et Polititilhold kunde der paa ingen Maade forpligte eller tvinge Eierne. Hvis derimod Rosenaaen nu havde som tidligere været et Vandløb og ikke en Kloak, saa kunde der maaske have været Tale om, at Eierne vare forpligtede til Oprensningen; men nu kunde der aldeles ikke være Tale derom. Til Slutning bemærkede Overretsprokurator Winther, at det Dynd, som man optog af Rosenaaen, kunde man ikke blive af med, medmindre man førte det langt udenfor Byen. Samtlige 14 Lodseiere nedlagde derpaa Protest mod Tilholdet og mod den offentlige Politiret som Forum, og Dommeren hævede derpaa Sagen, idet han erklærede, at det var ham umuligt at afgiøre en saa indviklet og langvarig Sag, der kunde medføre en Mængde skriftlige Indlæg, ved den offentlige Politiret, hvor Proceduren næsten udelukkende er mundtlig.

(Dags-Telegraphen 13. august 1865).

Rosenaaens Oprensning. Det er bekjendt, at der i Kjøbenhavns umiddelbare Nærhed flyder en Aa, som efter Reglen: lucus a non lucendo har faaet det sødtduftende Navn af "Rosenaaen". Dette Navn, som efter Sigende først er tillagt Aaen i en senere Tid og uden Tvivl skyldes den hos det kjøbenhavnske Publikum stærkt udviklede Lyst til at hævne sig over kommunale Jammerligheder ved at tage et ironisk Sigte paa Endeligheden, synes forøvrigt nu at være bleven adopteret som den officielle Betegnelse for den paagjældende Aar, saaledes som det fremgaaer af en Sag, der i Lørdags forhandledes for den offenlige Politirets 2den Afdeling, og hvis Sammenhæng er følgende. Den stærke Varme for nogen Tid siden og den sig i Europa saa lumskelig omkringsnigende kolera synes at have bragt Kjøbenhavns Magistrat paa Tanker om, at det dog maaskee ikke var saa galt, om "Rosenaaen" med det Første blev oprenset. Hvad gjør saa Magistraten? Efterat have overvejet Sagen tilbunds, kommer den naturligviis til det Resultat, at denne Oprensning bør skee saa billig som mulig for kommunen, og at den derfor bør overlades til samtlige Lodseiere ved "Rosenaaen". Da det imidlertid kunde forudsees med næsten afgjort Vished, at bemeldte Lodseiere vilde gjøre allehaande Indsigelser mod denne Opfattelse, og da Omstændighederne ikke tillod at udsatte Oprensningen længere, valgte Magistraten at tilskrive Politidirekteuren og anmode ham om at give samtlige Lodseiere ved "Rosenaaen" et Tilhold om at oprense hver den til hans Grund stødende Deel af Aaen.

Dette gjorde ogsaa Politidirekteuren, og han lod tillige Lodsejerne vide, at Magistraten i Tilfælde af, at de sad Tilholdet overhørige, vilde lade Arbeidet udføre paa Eiernes Bekostning. Det synes nu, som om Lodseierne have valgt den sidste Deel af det dem indrømmede Alternativ, thi Tilholdet er ikke blevet efterkommet. Magistraten har maattet gjøre Udlæg for at faae Arbeidet udført, og den har nu ladet samtlige Renitenter indklage for den offenlige Politiret for Overtrædelse af det dem givne Tilhold og for om mulig at faae sine udlagte Penge tilbage. Ved en Kjendelse af Politiretten skeer dette imidlertid ikke. Under Sagens Behandling optraadte nemlig Overretsprokurator Winther og protesterede i et lunefuldt Foredrag imod Sagens fortsatte Behandling ved den offenlige Politiret saavel af formelle som reelle Grunde. Prokurator Winther meente saaledes, at Sagen paa Grund af Tilholdets alternative Indhold hørte hjemme for en civil Ret og hvad Sagens Realitet angik, ansaae han Magistraten for aldeles uberettiget til at fordre af Lodseierne en Oprensning af Aaen, saalænge de benyttede denne som kloak. Denne Anskuelse deeltes af Dommeren, som opfordrede Lodseierne til at nedlægge en Protest mod Politidirekteurens Berettigelse til at give et Tilhold som det omtalte samt derpaa hævede Sagen med den Bemærkning, at den paa Grund af sin Vidtløftighed ikke egnede sig til Behandling ved en Ret, hvor Proceduren var mundtlig. 

(Dagbladet (København) 14. august 1865).

Christianshavn: Kallehauge og Schreiber. (Efterskrift til Politivennen)

I 1864 lavede fiskehandler Jens Peter Kallehauge (1816-1889) og hans to sønner ravage hos vinhandler Schreiber på Christianshavn. Nedenfor nogle punktnedslag i såvel Kallehauges som Schreibers videre skæbne. Kallehauge solgte fisk ud for det blå kar på Gammelstand 6.

Kjøbenhavns offentlige Politiret

2den Afdeling, Assessor Wallick

Lørdagen den 31te December

- - -

Fiskehandler-Familien Kallehauge, Fader og 2 Sønner hvoraf den yngste haabefulde Pode er mindreaarig, havde i Forening med Hesteslagter Baron og Oliemester Jørgensen været paa en Vinkælder hos Vinhandler Schreiber paa Christianshavn. Efterat et større Kvantum Portvin var konsumeret, oplivedes Selskabet i den Grad, at ved et Uheld et Mahognibord og en Stol hver mistede et Ben, og da Schreiber kom ind fra sit Kontor og bad Selskabet gaa, overfaldt de ham, som øieblikkelig sendte sin Karl efter Politiet, medens han selv, der er en meget stærkt Mand, indtog en defensiv Holdning og retirerede tilbage til sit Kontor, forfulgt af Tumultuanterne. Oliemesteren var saa klog at holde sig udenfor Spektaklet og forsvandt, da Betjenten kom; derimod bleve de Øvrige Anholdte og bragte til Politistationen. Sagen, som har været for engang tidligere i Retten, hvor den forrige slesvigske Stutmester Jørgensen mødte for Schreiber, der var syg, maatte atter idag opsættes, da Kallehauge i Mellemtiden havde tilskrevet Schreibers Kone et saa usømmeligt Brev, at dens Oplæsning i Retten var umulig, hvilket Brev øieblikkelig var blevet tilstillet Politidirektøren.

(Dags-Telegraphen 1. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Løverdagen den 31te December 1864.

- - -

Forhandlingerne i Sagen imod Fiskehandler Kallehauge m. Fl., for at have tilføiet Viinhandler Schreiber Overlast i hans Viinkjælder, fortsattes idag uden at tilendebringes. Af de afgivne Forklaringer syntes at fremgaae, at S. i alt Væsentligt har havt Ret i sin Klage, og at blandt de Tiltalte navnlig den ældre Kallehauge er den, der væsentligst har bidraget til, at de paaklagede Uordener have fundet Sted. Det oplystes tillige, at Sidstnævnte siden forrige Retsmøde til de tidligere har føiet nye Fornærmelser imod Schreiber, og at disse ere af en saa krænkende Beskaffenhed, at Politidirektøren har fundet sig opfordret til al lade Undersøgelser anstille ved Inspektøren for Opdagelsespolitiet. Saalænge disse Undersøgelser ikke ere tilendebragte, vil Sagen henstaae uafgjort, for at det kan vise sig, om de nye Fornærmelser egne sig til at være Gjenstand for Behandling ved de offentlige Retter under den alt verserende Sag; befindes dette at kunne skee, ville Forhandlingerne sandsynligviis foregaae for lukkede døre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. januar 1865).

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2den Afdeling for offentlige Politisager.

Torsdagen den 5te Januar.

Efterat Advarseler vare meddeelte deels i Anledning af en Forsømmelse, der var sket med at anmelde en Tjenestepige for Politiet, deels for Nattesæde, ikke tidligere begaaet, fremstod Fiskehandler Kallehauge og Viinhandler Schreiber i Anledning af den imellem dem verserende Sag. Efter Overretsprokurator Winthers Opfordring havde Sidstnævnte forinden Retsmødet erklæret sig villig til at indgaae paa Sagens Afgjørelse i Mindelighed, og det Forslag, Dommeren havde stillet, antog ogsaa Kallehauge. I Henhold hertil erklærede Kallehauge i det offentlige Retsmøde, at han erkjendte at have skrevet det under Sagen omhandlede, fornærmelige og Velanstændigheden krænkende, Brev, samt at dettes Indhold var usandt, og gav derefter Schreiber en saadan Æreerklæring, som denne fandt sig tilfredsstillet ved. Idet han derhos tillige erkjendte at have ved den i Sagen paaklagede Leilighed gjort Brud paa Schreibers Huusfred, betalte han i Erstatning for det ituslaaede Meublement 18 Rd., og erlagde en Bøde af 50 Rd., hvoraf 30 Rv. tilfaldt "Bræstrups Stiftelse" og 20 Rd. Rettens Fattigkasse.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1865)

Jens Peter Kallehauge, Sundbyvester købte sammen med værtshusholder Chr. Erichsen en ejendom i Charlottenlund Strandmark for 3.300 Rd., forsikret til 4.760 Rd.

I en højesteretssag afsløres nogle forhold omkring ildebrandstilfælde og borgeres pligt til at møde med brandslukningsmateriel. Her var Kallehauge indblandet, og blev ved den lejlighed frikendt:

Nr. 250.

Advocat Hansen

contra

Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen (Defensor Levinsen), 

der tiltales for ikke at have efterkommet deres Forpligtelse til at møde som Vandkjørere i Ildebrandstilfælde.

Amager Birks Politiretsdom af 24de September 1867: "De Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Jens P. Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand Jacob Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen bør for det Offentliges Tiltale i denne Sag fri at være. Tiltalte Smed P. Larsen bør til Amager Birks Politikasse bøde 1 Rd. Tiltalte Huuseier Niels Linnemann af Kastrup bør under en Mulct af 1 Rd. til Kjøbenhavns Amts Fattigkasse for hver Dag, denne Dom siddes overhørig, inden 14 Dage efter Dom. mens lovlige Forkyndelse oplægge det manglende Loft over sit Kjøkken og bevise Saadant ved Brandfogdens Attest. Saa bør han og til Politikassen bøde 2 Rd. At efterkommes inden 3 Solemærker efter Dommens lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven."

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom af 26de November 1867: „Birketingsdommen bør, forsaavidt paaanket er, ved Magt at stande. Sagens Omkostninger, derunder Salair til Prøveprocurator Kalko og Procurator Berggreen med 5 Rd. til hver, udredes af det Offentlige."

Høiesterets Dom.

Ved kgl. Ordre af 27de f. M. er Høiesteret bemyndiget til at tage nærværende Sag under Paakjendelse, uanseet at dens Gjen stand maatte befindes ikke at udgjøre summa appellabilis.

Selv om det antages, at der med Hensyn til den under Sagen omhandlede Kjørepligt haves en i formel Henseende gyldig Bestemmelse, om hvis Overtrædelse fra de Tiltaltes Side der kunde være Spørgsmaal, maa Høiesteret ialtfald i henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde billige, at der er tillagt dem Frifindelse for det Offentliges Tiltale, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Sagens Omkostninger billiges, bliver derfor at stadfæste.

Thi fjendes for Ret:

Landsover samt Hof- og Stadsrettens Dom bør ved Magt at stande. Advocaterne Hansen og Levinsen tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af det Offentlige.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Det er under nærværende Sag tilstrækkeligt oplyst, at de Tiltalte Grosserer Ishøi, Oliemøller Petersen, Bager Hamann, Bovedts Enke, Gartner Hasberg, Kroeier Petersen, Eddikebrygger P. Jensen, Koholder C. Jensen, Vognmand Mads Larsen, Bager Meyer, Møller Lind, Fiskehandler Kallehauge, Slagter Carl Schmidt, Vognmand J. Johnsen, Huuseier Jens Bentsen, Røgmand Henrik Johnsen, Slagter Eisemann, Værtshuusholder Peter Lund, Slagter F. Hansen og Jordbruger Søren Hansen, der i Medfør af Kiøbenhavns Amtsraads Skrivelse af 31te Mai 1866 ere opførte paa det af Taarnby Sogneforstanderskab for Aaret 1867 affattede Regulativ for Vandkjørsel i Ildebrandstilfælde, med Forpligtelse til i saadanne Tilfælde at møde med Vogn og Hest forsynede med 1 eller 2 Vandtønder, desuagtet ere udeblevne respective ved Ildebrand den 3die Juni og Mønstring den 11te s. M. Ved Amager Birketingsdom af 24de September d. A. ere de imidlertid frifundne for det Offentliges Tiltale af Hensyn til, at 2 33 i Loven af 2den Marts 1861 knytter Forpligtelsen til i Ildebrandstilfælde at møde med Heste og Vogn til Besiddelsen af en Gaard, hvilken Ingen af de Tiltalte besidder i Ordets legale Betydning, samt af Hensyn til, at den Bemyndigelse til Affattelse af Ændring i Regulativet, hvilken Loven tildeler de communale og administrative Autoriteter, ikke kan antages at strække sig ud over selve hiin Betingelse for Forpligtelsen, navnlig ogsaa fordi den Godtgjørelse i Sogneægter, hvortil Paragraphen henviser, kun lader sig give til Besiddere af "Gaarde".

Da nu Overretten maa være enig med Underdommeren i denne Opfattelse af Lovgivningen, vil Birketingsdommen, der ogsaa angit flere Tiltalte, for hvis Vedkommende Sagen ikke er appelleret, forsaavidt paaanket er, være at stadfæste, og Sagens Omkostninger, derunder Salairerne til Actor og Defensor her for Retten 5 Rd. til hver, at udrede af det Offentlige.“

(Højesteretstidende 1867).

I 1875 var Kallehauge indklaget endnu engang for fornærmelser, denne gang mod en anden fiskehandler. Denne gang fik han ikke medhold i retten:

Æreserklæring.

Udskrift

af

Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets 2det Civilkammers Protokol.

Aar 1875, den 22de Marts foretoges alter Sagen

Nr. 51/1875.

Fiskehandler og Danebrogsmand Søren Nielsen Thrane

mod

Fiskehandler I. P. Kallehauge

Klageren mødte personlig.

Indklagede mødte ved Prokuralet H. I. Torp, der fremlagde Indlæg og Fuldmagt.

Sagen blev nu saaledes forligt, at Prokurator Torp paa Indklagedes Vegne erkjendte, at Indklagede, dersom denne ved den i Klagen anførte Lejlighed har fornærmet Klageren paa den i Klagen anførte Maade, beklager, at dette, som er skeet uden Indklagedes Vidende og mod hans Ønske, og hvortil han ikke har havt nogensomhelst Berettigelse eller Grund, har fundet Sted, tilbagekalder de fornærmelige Udladelser, der maatte være faldne, saa at de ikke skulle komme Klageren til Skade paa Ære, gode Navn og Rygte, og forpligte sig til inden 8 Dage fra Dato at betale en Bøde til denne Rets Fattigkasse af 30 Kr., samt til Klageren i Godtgjørelse for Sags Omkostning« og Tidsspilde 20 Kr.

Sagen sluttet kom forligt.

Knudsen. Reiendahl. Bergen.
Udskriftens Rigtighed bekræftes

Justitskontoret under Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret, den 27de Marts 1875

(Dags-Telegraphen (København) 19. april 1875).

Et mærkeligt Selvmord.

I dette Blads Onsdagsnumer læstes følgende Nyhed, som Politiet havde tilsendt os:

"Endskønt der i Forgaars Eftermiddags var afspærret paa Knippelsbro paa Grund af, at et Skib skulde igennem, brød en Fiskehandler, der kom kørende med et Enspænderkøretøj, sig ikke det mindste derom, og uagtet ogsaa Brovægteren advarede ham derimod, kørte han uden om Spærrebrædtet og op paa Broklapperne, der allerede var begyndt at løfte sig; der kunde let være sket en Ulykke, hvis han ikke var holdt tilbage med Magt. Politiet noterede ham. 

Den omtalte Fiskehandler var Jens Leth Kallehauge, som efter at Handelen paa Fisketorvet i Mandags Eftermiddags var forbi var paa Vejen til sit Hjem i Sundbyvester paa Amager 

Den paafølgende Morgen - om Tirsdagen - stod Kallehauge op ved 4 Tiden, vækkede sin Karl og beordrede denne til at spænde for og køre - imod Sædvane - alene ind til Byen for at varetage Fisteforretningen, og gik derpaa ind paa Ejendommens Retirade.

Senere fandt man ham hængende livløs paa Retiradedøren med et Reb fastsurret om Halsen.

Den Afdøde var, trods sin høje Alder - 73 Aar - , en rask og rørig Mand. Han sad i temmelig gode Omstændigheder, ejede foruden det Sted, han selv beboede paa Bülowsvejen et Par andre Ejendomme paa Amager, og han var ved Hjælp af den Fiskeforretning, han drev ved Gammel Strand, en Mand - efter Sigende - paa ca. 60,000 Kr. I den senere Tid havde han været en Del melankolsk, og man formener om Affæren ved Knippelsbro, at det har været hans Hensigt at styrte sig med Køretøjet t Havnen.

Han efterlader sig en Hustru paa 75 Aar og en 10-12 voksne Børn.

(Social-Demokraten 26. oktober 1889)

Selvmordet skete den 22. oktober 1889. Han blev begravet den 27. oktober 1887 fra Sundby Kirke. Han var gift med Marken (Marchen) Kallehauge, født Clausen. Hun takkede efterfølgende pastor Nielsen for en smuk tale og nogle sangere. Marken Kallehauge solgte i 1893 deres hus, matrikelnummer 137, Sundbyvester Gade nr. 4 i Raagaardsstræde for 2.200 kr til bestyrer Hans Olsen. Hun ser ud til at være død i 1903:

Alle og Enhver, som maatte have Noget at fordre Boet efter afdøde Enkefru Marchen Kallehauge født Elan sen, af Sundbyvester og tidligere - 1889 - afdøde Mand, Fiskehandler Jens Peter Kallehauge, efter hvem Enken hensad i uskiftet Bo, indkaldes herved med 6 Maaneders Varsel til at anmelde og bevisliggjøre deres Krav for undertegnede Skiftekommission, som behandler Boet, hvori Arv og Gjæld ikke er vedgaaet.

Med samme Varsel indkaldes derhos de Afdødes Arvinger til at melde sig paa Skiftet og varelage deres Interesser under Boets Behandling. Særlig indkaldes Sønnen Andreas Peter Kallehauge, der for ca. 45 Aar siden udvandrede lil Amerika, og fra hvem der ikke senere skal være hørt 

Den kgl. Landsover samt Hos- og Stadsrets Skiftekommission, Kjøbenhavn, den 29de Maj 1903.

Schack.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 2. juni 1903).

Andre end sønnen synes at være udvandret, om en Andreas Peter Kallehauge fortæller en slægtsside:

Brief Life History of Martin Andreas Peter Kallehauge (1860-1930)

When Martin Andreas Peter Kallehauge was born on 14 February 1860, in Sundbyvester, Solvang, Sokkelund, København, Denmark, his father, Peter Kallehauge, was 23 and his mother, Ane Kuhre, was 24. He married Amalie Josefine Søderberg on 21 November 1880, in København, Denmark. They were the parents of at least 2 sons and 1 daughter. He lived in København, Denmark for about 10 years and Gentofte, Copenhagen, Hovedstaden, Denmark in 1925. He died on 10 April 1930, in Copenhagen, Hovedstaden, Denmark, at the age of 70, and was buried in Hellerup, Copenhagen, København, Denmark.

Af oplysningerne fremgår at det ikke kan være den samme, trods navnelighederne.

Huset gik den 27. juni 1903 på tvangsauktion. Af bohavet nævntes bl.a. en del antikke møbler (bl.a. en maghonisekretær), 2 taffelure, et bornholmsk stueur, sølvtøj, 14 lirekasser og spilledåser, 5 skibsmodeller, et pengeskab, kobber- og messingtøj og 2 vogne. I en tvangsauktionsannonce den 6. august 1903 nævnes ejendommen som Finlandsgade 13 og 15 i Sundbyvester. Den fremvistes af fiskehandler Thorvald Emil Kallehauge (død marts 1907), Sverigsgade nr. 22, 2. sal. Boet aflagde regnskab i november 1904.

Om Wilhelm Schreiber (-1876) findes i aviser forskellige oplysninger:

Et Hundredaars-Jubilæum. Den 14de Februar kan det bekjendte Vinfirma Wilh. Schreiber & Co. fejre Hundredaarsdagen for sin Grundlæggelse. Forretningens Stifter var Jacob Peter Kaarsberg. der den 14de Februar 1793 løste Borgerskab som Vinhandler heri i Staden og aabnede sin Vinhandel med tilhørende Vinstue i den af ham opførte Ejendom i Strandgade, det nuværende Nr. 20. I 1809 løste hans Søn Peter Andreas Kaarsberg Borgerskab i om Vinhandler, og fra 1816 overtog han Faderens Forretning. Efter 1820 flyttedes Forretningen hen paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade. Peter Andreas Kaarsberg, der døde i 1866, havde allerede i 1859 overdraget Forretningen til Johan Asmus Wilhelm Schreiber, en indvandret Tysker. I 1867 flyttede den nye Indehaver Forretningen hen til den Ejendom i Lille Torvegade, hvor den endnu har sit Seede. I 1876 optoges som Kompagnon Hr. Anton Olsen, som i en længere Aarrække havde varet ansat hos Moses & Søn G. Melchior. Allerede kort efter døde Schreiber og Olsen fortsatte da under det allerede en Aarrække før antagne Firmanavn Wilm. Schreiber & Co.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende februar 1898

100-åars Forretningsjubilæum.

I Dag kan Vinfirmaet Wilh. Schreiber & Ko. fejre Hundred-Aarsdagen for Forretningens Grundlæggelse.

I dette lange Tidsrum har Forretningen uafbrudt haft Sæde paa Kristianshavn, hvor den dog, som en naturlig Følge af de skiftende Tider, er undergaaet betydelige Forandringer i de forløbne Aar.

Forretningens Stifter er Jacob Peter Kaarsberg, der den 14de Februar 1798 løste Borgerskab som Vinhandler her i Staden og aabnede sin Vinhandel i den af ham opførte Ejendom i Strandgade (nuværende Nr. 20), beliggende imellem Hofmaler hos Christian den 4de Carl van Manderns (nu Nr. 18) og Etatsraad Friederich Christian Aaters Ejendom (nu Nr. 22). Alle disse Ejeudomme staar endnu til Dato uforandrede, og navnlig er dette Tilfældet med den Kaarsbergske, som ved sin Svalegang i den snævre Gaard og den smalle, men sirlige Trappegang er et lige saa smukt som interessant Vidnesbyrd em svundne Tiders Arkitektur. Paa Husets Facade findes saledes den Dag i Dag anbragt et langt Sandstens-Hautrelief, forestillende to af de af Josva til Kanaans Land udsendte Spejdere, som til Vidnesbyrd om Landets Frugtbarhed vendte tilbage med en Drueklase saa stor, at de to Mænd maatte bære den paa en Stang imellem sig; ogsaa over den med Udskæringer og Ornamenter smukt forsirede Gadedør, saavel som over Nedgangen til Kjælderen i Gaarden, findes gamle Prydelser.

Allerede i Aaret 1809 løste Grundlæggerens Søn, Peter Andreas Kaarsberg, Borgerskab som Vinhandler, og han overtog i 1816 Forretningen efter Faderen, som da kjøbte den meget større Ejendom paa Hjørnet af Strandgade og Torvegade, nu Nr. 14, det saakaldte "Raadhus", hvor han boede til sin Død 1830.

Sønnen, Peter Andreas, flyttede da sin Forretning fra Nr. 20 hen i den ovennævnte smukke Hjørneejendom, i hvis rummelige, korshvælvede Kjælder der fandtes den allerede længe savnede Plads til Udvidelse, og under P. A. Kaarsbergs Ledelse gjorde Forretningen her betydelige Fremskridt.

Her samledes adskillige af Byens bedste Borgere for ved en kvart Portvin at drive deres uskyldige politiske Kandestøberier, og her traf man ogsaa mange af de saakaldte gode Hoveder. Blandt Stamgjæsterne kan nævnes Borgerdydskolens Inspektør og geniale mathematiklærer, Islænderen Cleophas Svenningsen, og hvor han holdt til Huse, kunde man være sikker paa at finde et godt Glas Vin, krydret med en ikke mindre god Historie.

Blandt de mange, som i denne lange Aarrække har medtaget døres Uddannelse i den ædle Vintapperkunst og som dygtige Folk af Faget er udgaaede fra denne Forretning, kan nævnes de afdøde Vinhandlere Chr. W. F. Bestle og Tottenberg, senere Ejer af Hotel Tottenberg. I Aaret 1827 blev Peter Andreas Kaarsberg Forsørgelse Biore tander og i 1828 Kaptejn i Borgervæbningen. Han døde 1866, men forinden, allerede i 1859, havde han overdraget Forretningen til den for sit Kjendskab til Vinfaget almindelig ansete Johan Asmus Wilh. Schreiber; dog førtes Forretningen endnu i Peter Andr. Kaarsbergs Navn, indtil Schreiber selv, som Udlænding, ved den nye Næringslov blev berettiget til at købe Borgerskab som Vinhandler her i Staden og fra den 11te Marts 1862 førte Forretningen i eget Navn.

Wilh. Schreiber fortsatte nu Forretningen i den nedarvede Aand, men flyttede i 1867 til den til Forretningen erhvervede Ejendom i Lille Torvegade Nr. 9, hvor den endnu har sit Sæde. Wilhelm Schreiber, som var født i Lübeck, havde modtaget sin bedste Uddannelse i de store Slotskjældere i Doberan i Mecklenburg, hvorfra han indforskreves hertil af Firmaet P. de Coninck for at lede deres den Gang nyanlagte Vinforretning.

Som Kuriosum kan anføres, at Schreiber, som ovenfor nævnt, flyttede Forretningen til den den Gang aldeles øde og ubefærdede Ende af Lille Torvegade - idet Knippelsbro paa den Tid, som bekjendt, laa for Enden af Brogade - fordi han fandt, at der paa Hjørnet af Strandgade var før megen Færdsel til, at hans Kunder blandt Amagerne kunde holde uforstyrrede udenfor med deres Kjøretøjer ; Skæbnen vilde imidlertid, at Knippelsbro kun faa Aar senere blev flyttet netop hen for Enden af Lille Torvegade, og Schreiber fandt sig samledes pludselig - imod sin Vilje, men til Forretningens senere store Fordel - hensat i en af de snart efter mest befærdede Gader I Byen.

Afkræftet af Sygdom optog Wilh Schreiber den 1ste April 1876 Hr. Anton Olsen som Kompagnon i Forretningen. Hr. Olsen havde i en længere Aarrække været ansat hos Firmaet Moses Søn O. Melchior som Forvalter paa derea Pakhuse paa Asiatisk Kompagni. Forretningen fortsattes nu af begge I Forening under Firma: Wilh. Schreiber & Ko.

Allerede den 18de December samme Aar afgik Wilh. Schreiber ved Døden, og Kompagnonen Anton Olsen fortsatte da Forretningen som Ene-Indehaver under samme Firma.

Meget Vand er løbet I Stranden, siden Jacob Peter Kaarsberg den 14de Februar 1798 aabnede sin Vinhandel paa Kristianshavn. Vinstuen er forlængst nedlagt, men i Forretningens Kjældere minder de hundredaarige Lagerfade os endnu den Dag i Dag om Forretningens Ælde.

(Dannebrog (København) 14. februar 1898).

Fritz Theodor Benzen. Strandgade 18-20. Optaget mellem 1900 og 1910. Kaarsbergs hus ses til venstre med relief af vindruebærerene. Husene blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Kbhbilleder. Public Domain.

De nævnte ejendomme i Strandgade 18 og 20 blev nedrevet i forbindelse med Torvegades udvidelse. Ejendommen Torvegade 20/ Strandgade 14 blev - formentlig ukorrekt - i lang tid omtalt som Christianshavns gamle rådhus. Af kilder for den selvstændige købstad Christianshavn 1673 fremgår at der intet rådhus var, og for den sags skyld heller ikke fængsel.

Reg. 1911 Nr.488. Anmeldt den 7de September 1911 Kl. 11.54 af Wilhelm Schreiber & Co., Vinhandel, København, og registreret den 14de Oktober s. A. En sort Etikette med hvid Indskrift og et rødt Skjold i øvre, venstre Hjørne. I Etiketten staar med fremtrædende Bogstaver; Monntain Deiv og: The Pearl of Scottish Whiskies. Derunder og derover staar Angivelser angaaende Varen og nederst Anmeldernes Navn og Bopæl, I det røde Skjold staar med sorte Bogstaver Ordene: Black label. Mærket er kun registreret for Vine og Spirituosa. Ordene: Black label er af Anmelderne angivet at skulle anvendes som en særlig opfunden Benævnelse for disse Varearter. (Registrerings-Tidende for Varemærker nr. 29, 1911).

Efter Anton Olsen (1838-1910) overtog sønnen Hjalmar Steglich firmaet. Firmaet havde da adresse på Torvegade 9.