Dansk oversættelse, original følger nedenfor:
I
Førstehåndsindtryk. Byen. Befolkningen.
(Indledningen udeladt)
Fra det tidspunkt hvor skibet lægger til, har man følelsen af, mere end noget andet sted i selve byen, at du er i en ny verden. De sønderskudte blokskibe, der lå langs bolværket, sandsynligvis fra bombardementet (1807); gule, næsten kubeformede tårnhuse, toppet af høje kraner; en malakitkobberkrone, der grotesk rider på en tagryg; Mærkeligt formede spir, hvis fantastiske former fremstår endnu mere fantastiske i tågen - alt rører den ankommende besøgende med det mærkeliges magi og vækker den gunstigste del af forvarslingen. Dette forsvinder naturligvis delvist, når man nærmer sig byens centrum og tager ophold der; men det er kun nødvendigt at overskride dette centrums grænselinier, i hvilken retning man end går, for straks igen at få indtrykket af den charmerende ejendommelighed.
"gule, næsten kubeformede tårnhuse, toppet af høje kraner; en malakitkobberkrone, der grotesk rider på en tagryg...". Foto Erik Nicolaisen Høy.
Jeg bor altså i dette centrum, på Hotel d'Angleterre, på Kongens Nytorv, dvs. på Königs-Neumarkt. Torv er hverken tørv eller landsby, men et torv, et marked. Lejligheden her er meget smuk, men mangler nogle særpræg. Det er den sædvanlige hovedstadsstil fra anden halvdel af forrige århundrede, men ikke uvæsentligt under gennemsnittet. Hovedvagt og paladserne, der er placeret på denne plads, alt er der bare, og den arkitektoniske skønhed overgår på ingen måde Altmarkt i Dresden eller Gendarmenmarkt i Berlin. Ikke en eneste bygning af betydning. Der lader ikke til at være nogle pæne private huse, hverken på Kongens Nytorv eller andre steder i byen. Selv tåbernes villaer, som nu ofte er det bedste, moderne byer har at tilbyde, nøjes med at være venlige og rene.
Arkitektonisk set er København bestemt ikke nogen køn by; de enkelte bygninger er ikke smukke, og det er strukturen i de enkelte bydele heller ikke. Der er her ikke tale om sådanne eksemplarer, som fremvises i St. Petersborg, Paris, Berlin og Hamborg, både i forhold til indretning og til den enkelte bygning. Newsky-prospektet, Place de la Concorde og Champs Elysees, Lustgarten, Unter den Linden og alléen fra Charlottenburg til Brandenburger Tor, og endelig Alster-bassinet, det er smukke områder, hvor både helheden og den enkelte bærer skønhedens præg. Der er en decideret mangel på sådanne kreationer her.
Men København, og ikke kun på grund af dens beliggenhed, har noget andet over sig: den er malerisk, poetisk interessant, virkelig en by at elske, som jeg udmærket kan forstå at dens indbyggeres hjerter er dybt knyttet til den, af selvfølgelig også kun i en entusiasme, der er steget til overdreven og til det punkt at den fejlbedømmer den reelle værdi. Det er det samme med byer som med mennesker: den udelukkende smukke, den upåklagelige form, er sjældent elsket højest. Det romantiske behov hos mennesket - og enhver har sin gavn af det - anser "ren skønhed" for intet andet end ingenting.
København har nu lidt af det sidste, men så meget desto mere af de der rokoko-bizarrerier, som fantasi og humor kan lide at knytte sig til og producere vandrehistorier og spøgelseshistorier. Man kan af husene se at folk taler om dem og har givet anledning til hundredvis af vittigheder og vitser, til sammenligninger og ammestuehistorier eller ej.
Jeg gentager: København bugner af sådanne talende huse. Der er "Rundetårn"; Runesten er sat ind i dets murværk, halvtydelige inskriptioner med latinske og hebraiske bogstaver danner i sig selv en slags hieroglyffer, og en vindeltrappe snor sig til den yderste platform, hvortil, ifølge legenden, Peter den Store red. - Frelserens Kirke har også en vindeltrappe, men den snor sig ikke indenfor, men udenfor tårnet som er det højeste i Danmark; toppen af tårnet bærer Frelseren med sejrens banner; to elefanter, i kirkens skib, spiller på det store orgel. - Endnu mere grotesk er børsen; man kan sige, at det var bygget i rokoko-gotisk stil. Mellem vinduerne løber smalle pilastre prydede med karikaturer, men det ret høje tårn der understøtter denne mærkelige bygning, består af fire drager som hviler vandret på tårnfoden med deres hoveder og kantlegemer, mens de fire haler, flettet sammen, rejser sig lodret. - Rosenborg Slot har ingen af disse bizarre ting der grænser til vanvid, men hele bygningen med gavle og tårne, med sine mørkerøde mursten midt i blomster og ensomhed, gør indtryk, som om den "lille eventyr" boede i den selv, og som om de malede ruder der hist og her veksler med rigtige ruder, netop var de steder, hvor prinsesse Goldhår nu og da åbner det hemmelige vindue og ser ned på de legende børn. Reseda-bede er rundt omkring på slottet og tilføjer farve, stilhed og historie. Sådan er husene i København; Enhver, der har set dem, vil ikke glemme dem igen, og de der voksede op iblandt dem, klamrer sig til dem som de historier bedstemor fortalte dig om aftenen når hun sad på bænken foran huset og månen skinnede igennem træer.
Så meget om det indtryk, København, byen, gjorde på mig. Men hvordan er menneskene?
Jeg indrømmer at spørgsmålet i tidligere år var af sekundær betydning for mig, hvis det overhovedet optog mig. Det var først efter Slaget ved Isted og omvæltningen af det slesvig-holstenske oprør, da danskheden begyndte mere og mægtigere at vise sin påfuglehale, at jeg fra tid til anden hørte om københavnernes svimlende selvtillid, om den gamle professor Grundtvigs blasfemiske dogme, "der ville kalde Gud til dom på dansk på dommens dag" osv., og sluttede heraf at denne selvtillid der strakte sig til alle områder og omfattede mandighed, politisk dygtighed, videnskabeligt og kunstnerisk talent, hans moral og fysiske skønhed, nødvendigvis havde noget på sig. Der er mange andre ting, der kan tilføjes. I den nordiske oldtid er jeg sikker på at danskerne stod ikke blot ubetinget i spidsen for den videnskabsgren, men var i virkeligheden grundlæggerne af den; de havde klaret sig glimrende på kunst- og industriudstillingen i London, så de engelske aviser der naturligvis var partipolitiske, talte mere om Danmark end om Tyskland. Så det ville ikke engang være nødvendigt at gå tilbage til landets tre gamle paradeheste: Thorvaldsen, Ørsted, Oehlenschläger, for til sidst at spørge sig selv: har vi virkelig at gøre med et særligt talentfuldt og begavet folk her?
Det er nogenlunde sådan jeg forholdt mig til det spørgsmål da den sidste krig brød ud, og hr. Gallenga, Times' krigskorrespondent, gentagne gange udtalte den store sætning om "den overlegne race". Det er rigtigt at han straks begyndte at beskrive arvefyrsten af Augustenborg, som han havde iagttaget da han første gang optrådte i Kiel, som en "blond normanner", udstyret med alle den "skandinaviske stammes" fordele; Jeg mente dog at en lille fejl på dette ekstremt uheldige område ikke burde være for svær at vurdere. Spørgsmålet om den "højere race" forblev åbent for mig indtil videre. Nu er det løst for mig.
Først det fysiske. Da jeg satte mig i vinduet i den første time jeg var her, var vagtparaden netop ved at samle sig, og da hovedvagten er placeret lige ved siden af mit hotel, gav det mig en ønsket mulighed for at observere både vagterne samle sig og publikum af alle stænder, et par hundrede samledes på pladsen og omkring hegnet til hovedvagten som det sker allevegne. Jeg tænkte på den "overlegenhed" der tillægges alle disse mennesker, og rystede på hovedet. Jeg så hverken noget smukt eller noget at imponere ved værdighed eller holdning; manglede også enhver lethed og pæn bevægelse, enhver elegance i udseende. Det ville være forkert, hvis jeg ville hævde at have set det modsatte af alt dette, det er heller ikke tilfældet; alle var af gennemsnitlig bygning, både hoveder og figurer, såvel som kostume og holdning. Hvad publikum angår, kunne jeg næsten ikke se nogen forskel fra vores.
Det er uger siden de første observationer fra vinduet - i øvrigt ikke fra fugleperspektiv, men lige over folks hoveder - og jeg har haft det meget sjovt siden da, ved table d'hote, i teatret , i Tivoli og Alhambra, i omnibus og togrejser lavede test for at finde eksempler. I bund og grund bekræftede alt hvad jeg så senere, mine første indtryk, men med en hældning mod det mere gunstige for danskerne. Man støder på tre typer: de slanke, høje, slanke taljeløse, de kortbenede, kraftige og for det tredje de slap, blondhårede brødansigter som nogle gange blot er en degeneration af den første kategori, men ikke i alle tilfælde. Alle tre typer, med næppe mærkbare forskelle, kan også findes i vores land (naturligvis sammen med andre typer, hvor slavisk dominerer). Kun nummer et og to er værd at tale om.
De spinkle, oprejste typer viser bestemt den nedersaksiske type som man finder den i Westfalen, i de nordalbingerske lande, i hansestæderne, især (og nærmest beslægtet med denne danske) i Mecklenburg. De er selvfølgelig statelige mennesker, blonde, blåøjede, af en frisk teint, med velformede, men meget udtalte næser, og man skulle ikke beskrive dem så blege som statelige, men snarere som smukke hvis de havde større, mere livlige øjne og et mere intellektuelt overordnet udtryk. Den anden klasse, "de tykke", hører til den type, som gamle Arndt kaldte den germanske Klotzköpfe. Der er noget kort, firkantet, energisk over dem, og hvis nummer et repræsenterer skønhed, repræsenterer de magt.
Denne karakteristik af den københavnske befolknings to hovedtyper er bestemt ikke uden forbindelse med danskerne; men skønt uomtvistelig blond statelighed og tykke energier her går hånd i hånd, er der i disse hoveder intet spor af hvad der sammenlignet med de andre germanske eller de slavisk-germanske blandingsstammer pegede på en herskende adel, på en særlig evne og berettigelse. Det bliver tydeligst for mig når jeg sammenligner danskerne med englænderne. Englænderne om man elsker dem eller ej, har noget af det hr. Gallenga gerne vil tilskrive danskerne. De bærer i det mindste i deres ydre udseende præg af en højere race mere end noget andet folk jeg kender. Det hjælper ikke at ville håne det væk, det er sådan det er. De dage i København lærte mig igen. På Rosenborg Slot, på Thorvaldsen Museet, fangede et par min opmærksomhed på grund af deres fine sind, deres tøj og deres udseende; da jeg nærmede mig, hørte jeg at de var engelske. På platformen til "Rundetårn" (som jeg talte kort om ovenfor) stod nogle få sømænd, sand pragt, og stirrede på panoramaet af Øresund med en glad blanding af interesse og jovial ro. Er det blå jakker der hører under Dannebrog? Jeg tænkte et øjeblik; men det næste øjeblik lærte mig bedre. "Haven't you a match?" (Har du ikke en tændstik?) spurgte den ene til den anden, og kastede den forkullede cigar over Rundetårns brystning, kastede den i hovedet på københavnerne, tog en anden op af lommen og strøg sin kammerats tændstik mod runeindskriften langs murværket. Ædle og ringe, englænderne har noget af det herskestempel som er det gradvise produkt af herskerens vane; dog samtidig med at øge dette udtryk, af og til også gøre det mildere, er de bærere af ægte skønhed og ædlere fysik. Selv de lange ben er en del af det. Julius Rodenberg siger på et tidspunkt: "Der er smukke kvinder i alle lande; engelske kvinder synes at de er smukke." han kunne have udvidet dette ordsprog selvom det først og fremmest gælder for kvinder, til hele nationen.
I.
Erste Eindrücke. Die Stadt. Die Bevölkerung.
(Indledningen udeladt)
An der Stelle, wo das Schiff anlegt, hat man, mehr als irgendwo in der Stadt selbst, das Gefühl: Du bist hier in einer neuen Welt. Die zeschossenen Blockschiffe, die, vielleich noch vom Bombardemant (1807) her, am Bollwerk entlang liegen; gelbe, beinahe würfelförmige Thurmhäuser, auf denen sich hohe Krahne befinden; eine malachitfarbene Kupferkrone, die grotesk auf einem Dachfirst reitet; wunderlich geformte Thurmspitzen, deren phantastische Formen in Nebel noch pahntastischer erscheinen - alles berührt den Ankommenden mit dem Zauber des Fremdartigen und weckt das günstigste Voruhrtheil. Dieses schwindet freilich zum Theil, wenn man sich dem Mittelpunkt der Stadt nähert und Wohnung darin nimmt; aber es istd nur nöthig, die Grenzlinien dieses Mittelpunkts, und zwar nach welcher Seite hin man will, zu überschreiten, um den Eindruck des reizvoll Eigenthümlichen sogleich wieder zu haben.
Ich wohne also in diesem Mittelpunkt, im Hotel d'Angleterre, am Kongens Nytorv, d. h. am Königs-Neumarkt. Torv ist weder Torf noch Dorf, sondern Platz, Markt. Die Wohnung hier ist sehr hübsch, aber es fehlen alle aparten Züge. Es est der übliche Hauptstadtsstyl aus der zweiten Hälfte des vorigen Jahrhundert, indessen nicht unbeträchtlich unter dem Durchschnittsniveau. Die Hauptwache und die Paläste, die and diesem Platze liegen, alles passirt nur eben, und das Mass architectonischer Schönheit geht keineswegs über den Dresdener Altmarkt oder den Berliner Gendarmenmarkt hinaus. Kein einziges Gebäude von Bedeutung. Schöne Privathäuser scheint es überhaupt nicht zu geben, weder am Kongens Nytorv noch sonstd wo in der Stadt. Selbst die Villen von den Thoren, die jetzt vielfach das Beste sind, was moderne Städte aufzuweisen haben, begnügen sich, freundlich und sauber zu seyn.
Stellt man das architectonische in den Vordergrund, so ist Kopenhagen ganz gewiss keine schöne Stadt; weder sind die einzelnen Bauten schön, noch ist es die bauliche Anlage der einzelnen Stadttheile. Von solchen Musterstücken, wie sie Petersburg, Paris, Berlin, Hamburg, und zwar sowohl in Bezug auf Anlage wie auf Einzelbau bieten, ist hier gar keine Rede. Newsky-Perspektive, Place de la Concorde und Champs Elysees, Lustgarten, Linden und die Avenue von Charlottenburg bis zum Brandenburger Thor, endlich das Alsterbassin, diess sind schöne Partien, in denen das Ganze wie das Einzelne den Stempel der Schönheit trägt. An solchen Schöpfungen ist hier ein entschiedener Mangel.
Aber Kopenhagen, und nciht einmal ausschliesslich durch seine Lage, har dafür ein anderes: es ist pittoresk, poetisch interessant, so recht eine Stadt zum lieben, von der ich es sehr wohl begreife, dass das Herz seiner Bewohner aufs innigste daran hängt, freilich auch nur in einer bis zum Uermass und bis zur Verkennung des realen Werthes gesteigerten Begeisterung. Es ist mit den Städten wie mit den Menschen: das bloss Schöne, die tadellose Form wird selten am meisten geliebt. Das romantische Bedürfniss im Menschen - und jeder hat sein Thaeil davon - geht an Nichts so gleichgültig vorüber als an der "reinen Schönheit."
Kopenhagen hat nun wenig von dieser Letzteren, aber desto mehr von jenen Rocccocobizarrerien, woran Phantasie und Humor am liebsten einhaken und Schnurren und Gespenstergeschichten produciren. Man kann es den Häusern ansehen, ob sie im Mund der Leute sind und schon hundertfältig zu Scherz und Witz, zu Vergleichungen und Spinnstubengeschichten Veranlassung gegeben haben, oder nicht.
Ich wiederhole: Kopenhagen ist reich an solchen redenden Häusern. Da ist der "Runde Thurm;" Runensteine sind in sein Mauerwerk eingeführt, halb entzifferte Inschriften in lateinischen und hebräischen Buchstaben bilden selber wieder ein Art von Hieroglyphen und eine Wendeltreppe schlängelt sich bis zur äussersten Plattform, bis zu welcher Peter der Grosse, so geht die Sage, hinaufreiten ist. - Die Erlöserkirche hat auch eine Wendeltreppe, aber sie windet sich nicht innerhalb, sonder ausserhalb des Thurmes, der der höchste in ganz Dänemark ist, empor; die Spitze des Thurmes trägt den Erlöser mit der Siegesfahne; zwei Elephanten, im Schiff der Kirche, tagen ihrerseits die grosse Orgel. - Noch grotesker ist die Börse; man könnte sagen, sie sey in Roccocogothik gebaur. Zwischen den Fenstern hin laufen Schmale, mit allerhalb Fratzen verzierte Pilaster, der ziemlich hohe Thurm aber, den dieses seltsame Bauwerk trägt, besteht aus vier Drachen, die mit Kopf und Borderleib Horizontal auf dem Thurmsockel ruhen, während die vier Schwänze, in einander verplochten, senkrecht in die Höhe steigen. - Schloss Rosenborg hat nichts von diesen Bizarrerien, die an der Grenze des Wahnsinns hinlaufen, aber der ganze Bau mit seinem Giebeln und Thurmen, mit seinen dunkelrothen Ziegeln mitten under Blumen und Einsamkeit, macht einen Eindruck, als wohne das "Mährschen" selber darin, und als seyen die gemalten Scheiben, die hie und da mit wirklichen Scheiben abwechseln, just die Stellen, wo die Prinzessin Goldhaar, dann und wann die heimlichen Fenster öffnet und auf die spielenden Kinder niederblickt. Resedabeten sind überall um das Schloss her und stimmen zu Farbe, Stille und Geschichte. So sind die Häuser in Kopenhagen; wer sie gesehen hat, vergisst sie nicht wider, und wer unter ihnen gross geworden ist, der hängt an ihnen wie an den geschichten, die ihnt die Grossmutter Abends erzählte, wenn sie auf der Bank vorm Hause sass und der Mond durch die Bäume schien.
So viel über den Eindruck, den Kopenhagen, die Stadt, auf mich gemacht. Wie sind nun aber die Menschen?
Ich bekenne, dass in früheren Jahren die Frage für mich durchaus in zweiter Linie stand, wenn sie mich überhaupt beschäftigte. Erst nach der Schlacht bei Idstedt und der Niederwerfung der schleswig-holsteinischen Insurrektion, als das Dänenthum anfing immer mächtiger sein Pfauenrad zu schlagen, hörte ich von Zeit zu Zeit von dem schwindelnden Selbstgefühl der Kopenhagner, von dem blasphemischen Dogma des alten Professors Grundtvig, "dass Gott am jüngsten Tage in dänischer Sprache zu Gericht rufen würde" etc., und schloss daraus, dass diesem Selbstgefühl, das sich auf alle Gebiete erstreckte und Mannemuth, Staatskunst, wissenschaftliche und künstlerische Begabung, seine Sitte und leibliche Schönheit umfasste, doch nothwendig etwas zu Grunde liegen müsse. Es kann noch manches andere hinzu. In der nordischen Alterthumskunde, das wüsste ich bestimmt, standen die Dänen nicht nur unbestritten an der Spitze dieses Zweiges der Wissenschaft, sondern sie waren in der That die Gründer desselben; aus der Kunst und Industrieausstellung in London hatten sie glänzend bestanden, so dass in den freilich parteigefärbten englischen Blättern mehr von Dänemark als von Deutschland gesprochen worden war. Es bedürfte also nicht einmal eines Zurückgehens auf die drei alten Paradepferde des Landes: Thorwaldsen, Oerstedt, Oehlenschläger, um sich schliesslich die Frage vorzulegen: haben wir es hier in der That mit einem besonders begabten und begnadeten Volke zu thun?
So stand ich ungefähr zu dieser Frage, als der letzte Krieg ausbrach und Mr. Gallenga, der Kriegscorrespondent der Times, das grosse Wort von der "superioren Race" wiederholentlich aussprach. Er fing zwar gleich damit an, den Erbprinzen von Augustenburg, den er bei seinem ersten Erscheinen in Kiel beobachtet hatte, als einen "blonden Normannen," ausgerüstet mitt all den Vorzügen des "skandinavischen Stamme" zu beschreiben; ich dachte aber, ein kleiner Irrthum auf diesem höchst misslichen Gebiet dürfe nicht allzu schwer in die Wage fallen. Die Frage nach der "höheren Race" blieb bis auf weiteres eine offene für mich. Jetzt ist sie für mich gelöst.
Zuerst das Körperliche. Als ich mich in der ersten Stunde meines Hierseyns ins Fenster legte, zog gerade die Wachparade auf, und da die Hauptwache unmittelbar neben meinem Hitel gelegen ist, so gab mir diess eine erwünschte Gelegenheit, sowohl die aufziehenden Wachmannschaften wie auch das Publikum alle Stände zu beobachten, dass sich zu einigen hunderten auf dem Platz und um das Gitter der Hauptwache herum, wie das allerorten geschieht, versammelte. Ich dachte an die all diesen Leuten angedichtete "Superiorität" und schüttelte den Kopf. Ich sah weder etwas schönes, noch etwas, was durch Würde oder Haltung imponirt hätte; ebenso fehlte alle Leichtigkeit und "Adrettheit" der Bewegung, jede Eleganz der Erscheinung. Es wäre falsch, wenn ich behaupten wollte, von alledem das Gegentheil gesehen zu haben, auch das was nicht der Fall; es hatte eben alles Durchschnittsbescjaffenheit, sowohl die Köpfe und Gestalten, wie auch die Tracht und Haltung. Ich konnte, was das Publikum angeht, kaum einen Unterschied vom unsrigen wahrnehmen.
Seit jenen ersten Beobachtungen von Fenster aus - übrigens nicht aus der Vogelperspektive, sondern dicht über den Köpfen der Leute - sind nun Wochen vergangen, und ich habe seitdem Mutze gehabt, an der Table d'Hote, im Theater, in Tivoli und Alhambra, im Omnibus und auf Eisenbahnfahrten die Probe auf das Exempel zu machen. Im Wesentlichen hat mir alles später gesehene die ersten Eindrücke bestätigt, doch mit einer Hinneigung zum Günstigeren für die Dänen. Man begegnet drei Typen: den taillelos schlank Aufgeschossenen, den kurzbeinig Untersetzten und drittens den semmelblonden Schlaffgesichtern, die mitunter eine blosse Entartung der ersten Kategorie sind, aber nicht in jedem Falle. Alle drei Arten, mit kaum bemerkbaren Abweichungen, findet man (freilich neben andern Typen, in denen das slavische vorherrscht) auch bei uns. Nur von der Nummer eins und zwei verlohnt es sich zu sprechen.
Die schlank Aufgeschossenen zeigen durchaus den niedersächsischen Typus, wie man ihn in Westphalen, in den nordalbingischen Låndern, in den Hansestädten, besonders auch (und diesem dänischen am meisten verwandt) in Mecklenburg findet. Es sind selbstverständlich lauter stattliche Leute, blond, blauaugig, von frischem Teint, mit gutgeformten, aber sehr prononcirten Nasen, und man würde sie nicht blæoss als stattlich, sondern durchaus als schön bezeichnen müssen, wenn sie grössere, lebenvollere Augen und überhaupt einen intellektuelleren Gesammtausdruck haẗten. Die zweite Klasse "die Untersetzten", gehören jenem Typus an, den der alte Arndt als den der germanischen Klotzköpke bezeichnet hat. Sie haben etwas Kurzes, Vierkantiges, Energisches, und wenn Nummer eins die Schönheit repräsentirt, so repräsentiren sie die Kraft.
Diese Charakterisirung derr beiden Haupttypen der Kopenhagener Bevölkerung ist gewiss nicht unverbindlich gegen die Dänen; aber wiewohl unbestritten blonde Stattlichkeit und untersetzte energiee hier neben einander hergehen, so zeigt sich doch in diesen Köpfen keine Spur von dem, was, den andern germanischen oder den slavisch-germanischen Mischstämmen gegenüber, auf einen Herrscheradel, auf eine besondere Befähigung und Berechtigunghindeutete. Es wird mir diess am unzweideutigsten klar, wenn ich die Dänen mit den Engländern vergleiche. Die Engländer, man mag sie nun lieben oder nicht, haben etwas von dem, was Mr. Gallenga den Dänen zuerkennen möchte. Sie tragen wenigstens in ihrer äusseren Erscheinung mehr als irgend ein anderes Volk, das ich kenne, den Stempel einer höheren Race. Es hilft nichts, das wegspotten zu wollen es ist doch so. Diese Tage in Kopenhagen haben es mich wieder gelehrt. Im Rosenborger Schloss, im Thorwaldsen-Museum fielen mir Leute durch ihre feinen Köpfe, durch ihre Kleidung und Jaltung auf; als ich näher trat, hörte ich, dass es Engländer waren. Auf der Plattform des "Runden Thurms" (von dem ich oben in der Kürze gesprochen) standen ein paar Matrosen, wahre Prachtgestalten, und betrachteten mit einer glücklichen Mischung von Interesseund jovialer Seelenruhe das Sundpanorama. Sind das Blaujacken, die unterm Danebrog fahren? dachte ich einen Augenblick; aber schon der nächste Moment belehrte mich eines bessern. "Have'nt you a match?" (hast du nicht ein schwefelholz?) rief der eine dem andern zu, und die verkohlte Cigarre über die Brüstung des Runden Thurms weg, den Kopenhagnern auf die Köpfe werfend, holte er eine andere aus der Tasche und fuhr mit dem Schwefelholz seines Kameraden an der Runeninschrift des Mauerwerks entlang. Vornehm und gering, die Engländerhaben etwas von jenem Herrscherstempel, der das allmälige Produkt der Herrschergewohnheit ist; nebenher aber, diesen Ausdruck steigernd, gelegentlich auch ihn mildernd, sind sie die Träger wirklicher schönheit und vornehmerer Körperbildung. Selbst die langen Beinen gehören mit darzu. Julius Rodenberg sagt an einer Stelle: "In allen Ländern giebt es schöne Frauen; die englischen Frauen sich Schön." er hätte diesen Ausspruch, der allerdings vorzugsweise auf die Frauen passt, auf die ganze Nation ausdehnen können.
(Artiklen fortsætter herefter med at konstatere at danskerne er som alle andre germanske stammer. Forfatteren ser beviser for at danskerne tværtimod er inferiøre, bl.a soldater og kvinder)
(Morgenblatt für gebildete Leser. 12. marts 1865.)
Ernst Moritz Arndt (1769-1860). Et noget varieret forfatterskab omfattede bl.a. bøger om nordiske folk. På daværende tidspunkt var etnografien præget af oplysningstidens stræben efter viden og oplysning om andre landes folkeslag. Det var først med Franz Boas (1858-1942) at antropologi blev et akademisk fagområde.
Artiklen fortsætter med at beskrive Thorvaldsens Museum. Del II findes ikke i samlingen. Del III står i udgaven fra 19. marts 1865. Det omhandler museer. Et unummereret afsnit findes fra 26. marts 1865, bl.a. om den danske malerskole. Del VI er fra 9. april 1865. Det handler om Tivoli og Alhambra, Dyrehaven og Eremitagen. Del VIII er fra 16. april 1865, om Rosenborg.
