Peter Heinsen, Brørup og Lindknud. (Efterskrift til Politivennen)

Tydsk Gudstjeneste i Jylland. Lehmanns Forespørgsel til Kirkeministeren foretoges i Landsthingets Gaarsmøde. Forespørgeren ansaa det for bekjendt, at der i offentlige Blade havde været meddelt, at der i en Kirke i det sydlige Jylland var blevet afholdt fuldstændig tydsk Gudstjeneste. De senere fremkomne Oplysninger havde givet Bekræftelse paa, at der virkelig til Stadighed afholdtes tydsk Altergang, og at der en Paaskedag havde været afholdt fuldstændig Gudstjeneste paa Tydsk for derboende tydske Familier. Han ønskede nu en bestemt Udtalelse fra Ministeren om, at en saadan Handling var utilbørlig og ulovlig. Han troede ikke, at det var skeet for at gjøre tydsk Propaganda, men at det var udgaaet af en lunken Følelse for, hvad der er dansk, og for at gjøre nogle enkelte Familier til Behag. Saaledes som vor Udvikling havde været, maatte dette Faktum ikke betragtes som en Bagatel. Det var ikke blot en Ulovlighed, men en Skandale. Det vilde være af afgjørende Betydning for vor hele Fremtid, hvorledes en saadan Handling i Almindelighed blev opfattet. Vi befandt os endnu midt i vor nationale Kamp, og dersom vi stillede os ligegyldig til den, vilde Tydskheden trænge sig ind i Jylland paa samme Maade som i Slesvig. Kirkeministeren bekræftede Rigtigheden os det anførte Faktum, men erklærede, at det af ham var blevet fuldstændig misbilliget. I en Erklæring af Pastor Heinsen indrømmedes det, at han efter Opfordring af flere tydske Beboere en Paaskedag havde holdt Prædiken paa Tydsk uden dertil at have erholdt Tilladelse, at han enkelte Gange efter forud indhentet Tilladelse havde forrettet Vielse og Konfirmation paa Tydsk, og endelig at han jævnlig havde holdt tydsk Skriftetale ved Altergang. Han benegtede derimod bestemt, at han paa nogen Maade havde fundet Opmuntring hos sin Biskop, ligesom der heller ikke i Aarene 1864 og 65 havde været talt et tydsk Ord i Kirken. Ministeren holdt sig overbevist om, at Præsten ikke havde havt anden Hensigt end at være sine tydske Sognebørn til Hjælp; derfor havde han heller ikke fundet sig foranlediget til at foretage Andet end at tilkjendegive Præsten Ministeriets Misbilligelse og indtrængende opfordre ham til for Fremtiden at afholde sig fra det tydske Sprog. Forespørgeren fandt det overdreven mildt at rette en indtrængende Opfordring til en Embedsmand om ikke at begaa en Ulovlighed. Enhver Dansk maatte betragte det, der var skeet, baade som noget Ulovligt og som en Skandale. Biskoppen havde heller ikke gjort sin Pligt i denne Sag. Han havde i mange Aar været vidende om Præstens Færd uden derom at give Indberetning. Kirkeministeren regnede sig selv for dansk (Lehmann: Ja!), men kunde dog ikke være med til at betegne det, der var foregaaet, som en Skandale; beklageligt var det i ethvert Tilfælde. Biskop Daugaard havde flere Gange indstillet Præsten til Afsked, men rigtignok af andre Grunde. B. Christensen var enig med Ministeren i, at man ikke kunde kalde det en Skandale, men maatte dog udtale sin Erkjendtlighed til de Mænd, der havde draget Sagen frem baade i og udenfor Thinget. Man kunde i Kjøbenhavn finde Forhold, der vare ligesaa fordømmelige som det foreliggende. Han tænkte navnlig paa de tydske Menigheder i Kjøbenhavn, hvis Skoleundervisning foregik paa Tydsk, og som i hele deres Forhold glemte, hvad de skyldte det Folk, i hvis Midte de med Velvillie vare optagne. At Præstens Forhold var draget offentlig frem, og at han havde faaet en officiel Irettesættelse var ingen ringe Straf. Formanden advarede imod al gaa udenfor Forespørgslen. Forespørgeren vidste, at der mange Steder i Landet fandtes Tydskhed i Villie og i Sympathier, og det var netop derfor, at man ikke kunde betragte bet Skete som en Bagatel. Dersom den tydske Smitte skulde udryddes, maatte vi med Alvor vise den tilbage, overalt hvor den viste sig.

Hermed endte Forespørgslen.

(Dags-Telegraphen (København) 31. januar 1866).

Det fulde referat af forespørgsel fremgår af Forhandlinger i Landsthinget, bind 17, spalte 1017-1026. Pastor Heinsen var medlem af Rødding Højskoleforening, i hvert fald i 1857. Rødding Højskole var den første højskole i Danmark (og verden).

København, 31. januar En forespørgsel foranlediget af Orla Lehmann blev i går afholdt om præsten Heinsen i Brørup og Lindknud ved den jyske grænse, han er født friser og kandidat fra Københavns Universitet og har flere gange holdt gudstjenester på tysk i sin kirke, og blev angiveligt behandlet for let af sin biskop Daugard i Ribe. Desværre, sagde Lehmann, er der så mange lunkne danskere her i landet, som er tilbøjelige til at se hele spørgsmålet som yderst ligegyldigt, men det er knyttet til et vigtigt principielt spørgsmål for hele landet. Det er blevet tydeligt i de senere år, at det var landets ulykke, at det blev styret af et tysk dynasti i omkring 400 år, så den danske nationalitet led ekstremt under tysk pres. Og den danske nationalitet er stadig i stor fare sammenlignet med den tyske. Kulturminister Rosenørn-Teilmann bekræftede, at prædikanten havde fået en irettesættelse herfor og allerede af biskoppen var blevet anbefalet afskediget på grund af andre mærkelige ting. 1. påskedag holdt pastor Heinsen tysk gudstjeneste efter anmodning fra nogle tyske skriftefadere. Han arbejdede i øvrigt ikke for at udbrede tyskheden i sin menighed, men derimod, da han var prædikant i Eiderstadt, var han aktiv i dansk ånd. Lehmann beskrev biskop Daugaard som en hæderlig mand, der dog "næppe" havde kunnet udholde de sidste par års begivenheder, hvorfor han "næppe" var egnet til at være biskop i et grænsedistrikt.

Kopenhagen, 31. Jan. Im Landsthing kam gestern eine Interpellation Orla Lehmanns zur Verhandlung, betreffend den Prediger Heinsen in Brörup und Lindknad an der jütischen Grenze, welcher, geborener Friese und Kandidat von der Kopenhagener Universität, mehrfach in seiner Kirche Gottesdienst in deutscher Sprache abgehalten hatte und dafür vermeintlich allzu glimpflich von seinem Bischof Daugard in Ripen behandelt sei. Leider, äusserte Lehmann, gäbe es hier im Lande so viele laue Dänen, welche geneigt seien, die ganze vorliegende Frage als höchst unbedeutend zu betrachten, es knüpfe sich jedoch daran eine wichtige Prinzipienfrage für das ganze Land. Es habe sich hinreichend in den letzten Jahren gezeigt, dass es das Landes Unglück gewesen sei, dass es circa 400 Jahre durch eine deutsche Dynastie regiert sei, so dass die dänisch Nationalität dadurch unter dem deutschen Druck ausserordentlich gelitten habe. Und die dänische Nationalität sei noch in grosser Gefahr gegenüber der deutschen. Der Kultusminister Rosenörn-Teilmann bestätigte die Thatsache, der Prediger habe indess einen Verweis dafür erhalten und sei schon früher wegen anderer Seltsamkeiten vom Bischof als zu entlassen vorgeschlagen worden. Am ersten Ostertage habe Pastor Heinsen auf den Wunsch einiger deutscher Beichtkinder deutschen Gottesdienst gehalten. Uebrigens habe er nicht für Verbreitung des Deutschthums in seiner Gemeinde gewirkt, sondern sei vielmehr, als er im Eiderstädtischen Prediger war, im dänischen Sinne thätig gewesen. Lehmann bezeichnete den Bischof Daugaard als einen ehrenhaften Mann, der jedoch die Begebenheiten, der letzten Jahre "kaum" habe tragen können, weshalb er "kaum" geeignet sei, Bischof in einem Grenzdistrikte zu sein.

(Fürther Tagblatt: General-Anzeiger für Fürth und Umgegend. 7. februar 1866)

Peter Heinsen (1802-1882) var sognepræst i Rødding, Løvel og Pederstrup (Viborg) 1840-1846, i Brørup og Lindknud 1846-1868, med et afbrud 1850-1854 hvor han efter opfordring af ministeriet var konstitueret som præst i Garding og provst i Ejdersted. I 1868 søgte han afsked pga. sygdom. Efter hans afsked boede han hos sin datter i Ærøskøbing. 

Mens han var præst, indvandrede flere tyske familier fra Sydslesvig som foretrak tysk sprog ved kirkelige handlinger. "Dansk Folketidende" fik nys om det og udvirkede at Orla Lehmann rettede den ovennævnte forespørgsel til kirke- og undervisningsministeriet.

Heinsen erklærede at der en (1) gang var holdt prædiken på tysk (1. påskedag 1863 for de nævnte 6-8 sydslesvigske familier) mens han havde været præst. Derudover var et barn blevet konfirmeret på tysk og et ægtepar bestående af en Lippe-Detmolder og en tysk pige var ligeledes foregået på tysk. Derimod havde han ofte holdt skriftetale og uddelt nadveren på tysk. Han erklærede endelig at mellem 1864 og 1865 var der ikke talt tysk i kirken.

Også andre steder blev der talt tysk, fx i Frederiks, en tysk koloni på Alheden. Ifølge artiklen gik der mange rygter om ham, men den udtaler dog også at han var afholdt af en del af sin menighed, især småfolk. Uviljen blandt de større bønder skyldtes bl.a. at han ikke undså sig for at placere småfolks børn forrest i klassen.

(Se J. K. Jensen: Pastor Heinsen (1802-) i Brørup. Fra Ribe Amt, 1939)

I 1879 var der en lignende sag i Ødis (Kolding) hvor pastor Hartnach havde udført en vielse på tysk efter ønske fra en gårdejer der ville have sin plejedatter gift.

Hvid-sorte Mærkepæle. (Efterskrift til Politivennen)

At de paa den saakaldte Nybro Vase ved Fiskbæk paa Landevejen imellem Viborg og Skive anbragte Mærkepæle eller Stænger ere malede med hvid og sort Farve, har givet Anledning til at en Inds. i "Dbl." er fremkommet med det Spørgsmaal: "Har Vedkommende i denne Deel af Danmark glemt vore egne Nationalfarver, eller vente de Vedkommende igjen snarest at faae Preussere op, og ville de vise disse en Opmærksomhed ved at fremstille for dem deres Nationalfarver?" Svaret, forsaavidt ellers Nogen gad svare herpaa, kunde neppe, efter Vib. Av., gaae ud paa Andet end at man dertil har valgt de Farver, der ere meest skikkede til at opnaae Hensigten med Mærkepælene, nemlig at være til bedst mulig Veiledning for Veifarende paa et Terrain, hvor Vandet til sine Tider skyller helt over Veien. "Med lige saa god Føie kunde den samme Indsender have anket over, at de saakaldte Landmaalerstokke ere malede med de samme Farver, hvortil Grunden jo vist er den, at dette findes meest hensigtssvarende, og det er vel neppe for faldet Nogen ind, deraf at ville udlede preussiske Sympathier, thi disse maatte da være fra en meget fjern Fortid; det Samme kan anvendes som Svar paa Spørgsmaalet om Mærkepælene, der i flere Aar tilbage paa den ommeldte Base have været malede paa lignende Maade som nu er Tilfældet. Formodentlig er det vel vedkommende Veiinspecteur, som nærmest er den, der bestemmer hvorledes saadanne Arbeider skulle udføres; at tænke, at den nu i en Aarrække her i Viborg Amt fungerende Veiinspecteur skulde have ladet det Paaankede udføre, som skeet er, for at vise her atter snart kommende Preussere - en Opmærksomhed, det viser unægteligt at Inds. med Hensyn til denne Mands Sympathier "er gaaet temmelig galt i Byen"."

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 5. januar 1866)

En indsender i Flyveposten ironiserede over at Dagbladet - som flere andre aviser - var trykt "sort på hvidt", altså i de preussiske farver, og ikke var holdt op med det.

Kjøbenhavns Offentlige Politiret, 5te og 23de december 1865. (Efterskrift til Politivennen)

Kjøbenhavns Offentlige Politiret.

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Tirsdagen den 5te December.'

- Paa Hiørnet af lille Kjøbmagergade og Krystalgade har Grosserer J L. Kieldsen et stort Ostelager. Der er baade frisk, ældre og gammel Ost. Noget af Varelageret lugter ikke, andet deraf skal lugte og efter nogle Husbeboeres Klage endogsaa udbrede en for den offentlige Sundhed farlig Stank. Denne Stank skal genere ikke alene Husbeboerne men Forbigaaende samt Naboer og Gjenboer - fra Regentsens Beboere ligeoverfor foreligger der dog ingen Klage - og Grosserer Kieldsen har derfor ved Politidirektørens Protokol modtaget et Tilhold om at indskrænke sit Ostelager til det mindst mulige Kvantum. Han har derfor etableret et Hovedoplagssted for sine Oste ude paa Nørrebro, men de tilbageblevne gamle og nye Oste skulle dog endnu tydelig kunne mærkes paa Hjørnet af lille Kiøbmager- og Krystalgade. Dernæst afsendtes der to af Sundhedspolitiets Betjente for at efterse hans Lager, men Grossereren negtede at lade dem foretage en Optælling af Ostene, da han ikke ansaa sig forpligtet til at lade dem undersøge hans Lager. En af den konstituerede Inspekteur for Sundhedspolitiet senere foretagen Undersøgelse gik ifølge Rapporten ud paa, at Tilholdet var overtraadt, og at Ostene udbredte en Stank, der i høi Grad maatte genere alle Husbeboere. For Retten protesterede Grosserer Kjeldsen mod det ham givne Tilhold, idet han først fremførte, at en Erklæring fra Stadslægen gik ud paa, at Lugten af Ost ikke kan siges at være absolut skadelig for den offentligt Sundhed, oq dernæst erklærede, at han ansaa det ham givne Tilhold for aldeles ulovligt, hvorfor han vilde søge at faa dette ulovlige Tilhold ophævet, samt endelig bemærkede, at der ikke i Tilholdet trods hans Anmodning var givet ham nærmere Regler for, hvorledes han skulde drive sin Forretning. Da Grossereren dernæst forlangte Sagens Udsættelse, for at han kunde konferere med en Sagfører, udsattes Sagen i 14 Dage.

- Flødekudskene Niels Hansen og Seidelin maatte afse 4 Mark, fordi de paa en Søndag vare komne forsilde ud af Byen med deres Flødevogne.

- Fra "Valhalla" lød der Sang efter Midnat. Politiet kom ind i Pavillonen og fandt 5 Personer, der drak en Flaske Vin i Kompagni med Værten, Restauratør Hartvig. Det var jo Nattesæde, men Hr. Hartvig bemærkede for Skranken, at da Klokken den vedkommende Nat var slaael 12, kom to af de 5 Personer hen til ham og fortalte, at de vare Kunstnere, der nok kunde have Lyst til at debutere paa hans Tribune. Det var der Intet iveien for, men man maatte dog først høre deres Stemmer, ogsaa sang de af fuld Hals, saa at Betientene fra Vesterbro stimlede til for at beundre Klangen. Værten gav en Flaske Vin, og saa kom Politiet ind til ham og saa Nattegjæsterne. Da Værten ikke kunde opgive Navnene paa Sangerne, som han ikke har seet siden deres Debut i den sildige Midnatstime, kunde han ikke undgaa den lovbefalede Advarsel mod Nattesæde.

- Sluttelig indbetalte Skuespiller Sichlau i Mindelighed 2 Rd. for Vandspild, som havde fundet Sted i hans Eiendom i Amagergade.

(Dags-Telegraphen 6. december 1865).

Kjøbenhavns offentlige Politiret. 

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Lørdagen den 23de December.

- Endelig faldt der idag Dom i Sagen mod Ostehandler Jesper Kieldsen, som var sigtet for at have overtraadt et ham af Sundhedspolitiet givet tilhold om hans Ostehandel. Dommen lød paa, at Retten vel maatte anerkiende Sundhedspolitiets Kompetence til at give den Tiltalte et Tilhold om at indskrænke Ostelageret. men at Grosserer Kjeldsen dog vilde være at frifinde for Tiltale, da Tilholdet var givet uden bestemte Regler for, hvorledes han maatte drive sin Forretning. 

- Hos Værtshusholder Andersen i lille Torvegade gik det varmt til. Peter Svendsen, Formeren, slog i Bordet, saa Flasker og Glas klirrede, de skrøbelige Sager tumlede ned paa Gulvet, og Andersens Inventarium blev forringet i Værdi for 10 Mark. Derpaa sprang Formeren op, drak en Uven en af de gamle, nationale Skaller, saa at  Blodet stod ud af Offerets Næse og Mund, og Staklen faldt om paa Andersens Kon, som blev beskadiget paa anden Haand ved Skallen. Politiet kom til, kastede Formeren ud af Kjælderen og bragte ham paa Stationen, hvor han vovede at fornærme en Betjent ved at kalde ham "Bybud", og Resultatet af denne Strid blev for Formeren to Marks Erstatning til Andersen og 2 Rd's Mulkt til Fattigkassen.

- Da Kudsk Hans Hansen fandt, at det var "uforskammet", at han skulle betale 1 Rd. for uforsvarlig Kjørsel, blev Sagen paadømt, og Hans Hansen tilpligtet at udrede 2 Rd. i Mulkt til Kommunens Kasse.

- Hans Hansen Glumsøe, som paa Amalienborg havde været i en saa blodig Bataille med 2 Venner, at Vagten forskrækket styrtede ud og anholdt ham, slap med en Advarsel, da der intet Gadeopløb havde fundet Sted.

- En Sag mod Arbejdsmand Lars Christoffersen, som var sigtet for at have slaaet en Mand i Regnegade med en Ølflaske, udsattes indtil videre.

- Ligeledes udsattes en Helligbrødesag mod Murmester Fussings Murpolerer, som havde ladet Arbeide udføre om Søndagen paa Fabriken Rabeshave.

- - -

(Dags-Telegraphen 24. december 1865)

Grønland.(Efterskrift til Politivennen).

Grønland. Lieutenant i Søetaten E. Bluhme, som i Foraaret 1863 i Forening med Kapitainlieutenant Falbe afgik til Grønland for at foretage Opmaalinger til Fordeel for Skibsfarten paa Grønlands Vestkyst, og i Juni Maaned f. A. vendte tilbage til Danmark, har nedlagt sine Iagttagelser og Forslag til Forbedringer i dette Lands Bestyrelse i et Skrift, betitlet "Fra et Ophold i Grønland 1863-1864". Bogen er skreven i et livligt og aandrigt Sprog og fortjener at læses i en vid Kreds, ikke alene af dem, der særlig ere kaldede til at gjøre sig bekjendte med de grønlandske Forhold, altsaa vore Folkerepræsentanter, men ogsaa af Andre, der blot sætte Priis paa en underholdende Læsning. Vi skulle afskrive nogle af Forfatterens smukke Slutningsord : "Det var ikke for at fortælle om vor Reise, at jeg satte mig til at skrive denne Bog. Men paa Reisen lærte jeg Grønlænderne at kjende - disse godmodige, fordringsløse, skidne og haardføre Sælhundejægere, der endnu næsten ere, som Skaberen gjorde dem, da han til Glæde for dem selv og til Nytte for os Andre hensatte dem paa disse øde, golde Kyster, hvor uden dem Tusinder af skibbrudne Hvalfangere vilde have bleget deres Been paa de nøgne Fjelde - disse Naturbørn, som ikke forlangte noget Bedre end i Ro at overlades deres egen Natur, i hvilken intet andet Folk kan leve, men hvor de finde Tilfredsstillelsen af alle deres Ønsker og alle deres Fordringer til Livet - disse stakkels Væsener, som uden Støtte, uden Moral, uden en venlig hjælpende Haand nu i halvandet hundrede Aar have været udsatte for en ukontrolleret Civilisations demoraliserende Indflydelse, saa at de, degenererede, staae Fare for at ødelægges og tilintetgjøres.

Saaledes som jeg har lært deres Land og Natur at tjente, saaledes som jeg har lært dem selv at fjende i det daglige Liv, saaledes som jeg af Historien har lært deres Fortid at fjende, og saaledes som den Fremtid er, man har isinde herhjemme at berede dem, er jeg kommen til den Overbevisning. at inden mange Tider vil Befolkningen være fuldstændig ødelagt, og istedetfor en indbringende Koloni vil Danmark snart i Grønland kun have et Biland, som vil fordre store aarlige Tilskud i Fattighjælp; men jeg er ogsaa kommen til den Overbeviisning, at saafremt man ærligt og oprigtigt vil hjælpe Folket, staaer det endnu til at redde og har endnu saa meget Livskraft i sig, at det for mange kommende Tider maa kunne bevares, til Nytte for vort Land og vore Efterkommere ved de kostbare Produkter, hvormed de forsyne os."

Den samme Overbevisningens Harme, der findes i disse Linier, gaaer igjennem hele Skriftet. Forfatteren synes at være endeel paavirket af Dr. Rink og er, ligesom denne, meget misfornøiet med de Resultater, hvortil den i 1863 nedsatte grønlandske Kommission er kommen, og navnlig med dens Forslag til en deelviis Frigivelse af Handelen i Syd-Grønland. 

(Artiklen gennemgår dernæst forfatterens forslag til reorganisering af Grønlands bestyrelse)

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. november 1865. Uddrag)

Vor Lejr paa Ukaitorssuit. Juli 1863. Den eneste illustration fra Bluhmes bog.

Emil Bluhme (1833-1926) dansk søofficer og politiker. Bluhme var 1863-64 i Sydgrønland i anledning af en søkortopmåling, hvor han tilbragte vinteren ved Nuuk (Godthåb). Under opholdet blev han en overbevist tilhænger af H. J. Rinks reformidéer, og i 1865 gav han et følelsesladet udtryk herfor i bogen "Fra et Ophold i Grønland 1863-64". Han blev senere medlem af Folketinget 1884-1909, først som liberal Højremand tilhørede den frisindede opposition mod ministeriet Estrup. 1887-90 tilhørte han Det Forhandlende Venstre, efter dets sprængning til Hørups gruppe og endelig efter 1895 til Venstrereformpartiet.

Se endvidere indslagene om Rink her på bloggen: "Kong Frederik den Syvendes Kobbermine i Grønland.", "Colonien Godthaab" og "Trykkeri i Godthaab".

Sundeved. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Sundeved, 31. oktober Trods alle bestræbelser på at vække preussisk sympati blandt lokalbefolkningen, er bitterheden mod Preussen konstant stigende. Hverken dansksindede eller slesvig-holstenere ønsker at blive preussere. For nylig var der et bal i en klub i Sønderborg, hvortil postmesteren, en preusser af fødsel, introducerede 12-14 officerer, sandsynligvis i håbet om at bruge dem til at sprede propaganda for Preussen blandt damerne. Men alle damerne havde givet hinanden ord på ikke at danse med de preussiske officerer, og de forlod derfor selskabet uden at have danset. Her på egnen og på Als er ethvert anstændigt og lidt dannet menneske, med undtagelse af danskerne af fødslen, slesvig-holstenere. Kun de uuddannede og plebs er dansksindede, men næsten ingen er preussisk-sindede. (Hamb. Nachr.)

Aus Sundewitt, 31. Okt. Trotz aller Bemühungen, preussische Sympathien bei der hiesigen Bevölkerung zu erwecken, nimmt die Erbitterung gegen Preussen immer zu. Weder Dänisch-gesinnte, noch Schleswig-Holsteiner wollen Preussen werden. Vor kurzem wurde in einem Klub in Sonderburg ein Ball gegeben, zu welchem der dortige Postmeister, ein geborner Preusse, 12-14 Offiziere eingeführt hatte, wahrscheinlich in der Hoffnung, durch dieselben bei den Damen Propaganda für Preussen zu machen. Sämmtliche Damen hattem sich aber das Wort gegeben, nicht mit den preussischen Offizieren zu tanzen, und damit verliessen diese, ohne getanzt zu haben, die Gesellschaft. Hier in der Gegend und auf Alsen ist jeder anständige und einigermassen gebildete Mensch, mit Aussnahme der geboreren Dänen, schleswig-holsteinisch, nur die Ungebildeten und die Plebs sind dänisch gesinnt, preussisch-gesinnt ist aber so gut wie Niemand. (Hamb. Nachr.)

(Tagblatt für die Städte Dillingen, Lauingen, Höchstädt, Wertingen und Gundelfingen. 9. november 1865)