Stivelsesfabriken "Christianshvile". (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i Fabriken "Christians-hvile". Efter vor sidste ulykkelige Krig er vort Fædreland mere end nogensinde tidligere nødsaget til at have sine Tanker henvendt paa Alt, hvad der kan bidrage til Landels Opkomst. Fra mange Sider rører der sig et kraftigere og virksommere Liv i Handelen; ved vore direkte Forbindelser med England drives Forsendelser af Kvæg og Raaprodukter efter en ganske anderledes storartet Maalestok end tidligere, medens vi paa samme Tid fjerne os fra Kræmmerbyen Hamborg, der tidligere trak en enorm Mængde Penge, som vi godt selv kunde have tjent, til sig om Aaret. Men paa samme Tid, som der saaledes er kommet forøget Liv i Handelen, synes Industrien ikke ret at følge med. Som producerende Land er Danmark ene og alene henvist til to Indtægtskilder: Agerbrug og Kvægavl. Og her er det, at der kan og bør ske en Forandring. Samtidig med, at vi til Exempel udføre vort Korn til Nabolandene i raa Tilstand, indføre vi atter sydfra Korn, fra vor Nabo Holsten, i forædlet Skikkelse tilberedt som Stivelse, og uagtet der er gjort mange - saavidt vi vide ikke færre end otte - Forsøg paa at fremhjælpe Fabrikationen af denne Artikel her i Landet, ere vi omtrent endnu lige nær. Hvor unaturligt er det ikke, at Danmark, som af Naturen er henvist til Kornavlens Rigdomskilde, og som burde være istand til at bortsende ikke blot Korn i raa Tilstand, men ogsaa ethvert forædlet Kornprodukt, indfører saadarne Produkter, hvorved vi ovenikjøbet end yderligere gjøre os afhængige af Holsten; en Afhængighed, hvis Unødvendighed er ligesaa stor som dens Utilbørlighed, og hvorom Mangt og Meget er sagt og endnu skal siges, indtil vi lære at frigjøre os. Der kan jo fornuftigvis ikke være Tvivl om, at vi ere i Stand til ikke blot at tilberede den Stivelse, der forbruges der i Landet, men ogsaa at udføre denne Artikel ligesaa rigelig og af ligesaa god Beskaffenhed, som vi nu udføre Korn og Mel.

Annonce for det i artiklen omtalte "Kraftbrød", fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 25. januar 1865. Af andre annoncer fra samme år fremgik at der på Christianshvile fremstilledes endvidere "Glutten Gryn og Hvede-Stivelse"

Vi have i disse Dage havt Lejlighed til at aflægge Besøg paa en Stivelsefabrik i Ryesgade, som under Navnet "Christianshvile" for ikke lange siden er oprettet og for nylig er bleven udvidet af Hr. Chr. Nielsen, hvis Fortjenester i flere industrielle Retninger og navnlig af Møllevæsenets og Bageriets store Opkomst her l Landet vil være Mange bekjendt. Da Hr. Nielsen for længere Tid tilbage begyndte paa Fabrikationen af det saakaldte "Kraftbrød" - om hvis ypperlige nærende Egenskaber vi tidligere have havt Lejlighed til at udtale os - og da Afsætningen af denne Sort Brød tog til i en meget betydelig Grad, blev han nødt til at anlægge og drive en Stivelsefabrik. Kraftbrødets væsentligste Bestanddel er nemlig det saakaldte Gluten eller Plantelim, som uddrages af Hvede, og Fabrikanten var derfor nødsaget tit at anlægge en Fabrik, hvor han kunde tilberede det fra Plantelimen udstille Melstof til Stivelse. Tidligere vare vi udelukkende henviste til at hente Gluten eller Plantelim fra Paris. Der tilberedtes det under Tilsyn af en bekjendt Læge, og intet Gluten maatte forhandles i Frankrige uden efter denne Autoritets Approbation. Følgen heraf blev, at alle de slette Varer af dette Slags benviledes til Udførsel, og Danmark fik da ogsaa sin Del deraf. Da Plantelimen nu imidlertid kom hertil i en altfor slet tilberedt Tilstand, begyndte Hr. Nielsen, som personlig under sit 7aarige Ophold i Paris havde gjort sig bekjendt med Tilberedelsesmaaden, først her i Byen at producere dette Stof af Hvede, men deraf var det da en nødvendig Følge, at han ogsaa samtidig maatte etablere en Stivelsesfabrik; thi Plantelimen er kun en lille Del, omtrent 16 pCt., saavidt vi vide, af Stoffet i et Hvedekorn. I Fabriken "Christianshvile", der beskæftiger en stor Mængde Mennesker, hvoriblandt et ikke ringe Antal unge Piger, tilberedes Hvedestivelsen nu i en saa ypperlig Kvalitet, at de holstenske Fabriker ikke ere istand til at levere et saa rent og snehvidt Produkt som dette, og det har da ogsaa allerede vist sig at være Tilfældet, idet flere Forbrugere ved at kjøbe deres Varer paa Fabriken "Christianshvile" fremfor at indforskrive et daarligere og ikke billigere Fabrikat fra Holsten. Snart ville naturligvis de danske Fabrikata finde Afsætning i den Grad, at nye Stivelsefabriker ville optræde som Konkurrenter til den nu bestaaende, og det vil da her som i flere andre Tilfælde være Hr. Nielsen, der har Æren af at have bragt denne Industrigren i Opsving. Pladsen for saadanne Fabriker er dog ikke rettest i Nærheden af Hovedstaden, men de bør være beliggende i Landets kornrigeste Provindser, thi dels har man Raaproduktet lige ved Haanden, og dels erhverves der ved Stivelsefabrikationen en betydelig Mængde ikke alene Klid men ogsaa Bærme, og dette sidste Stof afgiver et saa fortræffeligt Fodringsmiddel for Kreaturer, at der med stor Lethed og en betydelig pekuniær Indlagt vil kunne haves et storartet Svinehold jevnsides med Stivelsefabriken. Den forøgede Stivelsefabrikation af Hvede afgiver megen Bærme, denne tillader et stort Kreaturhold, hvilket atter giver et forøget Gjødningsstof, som ved at komme Jorden tilgode fremmer Produktionen af Hvede. Saaledes griber den ene Produktion ind i den anden ligesom det ene Hjul i en Maskine ind i det andet, og det gaaer her, som Ordsproget siger: "det kommer igjen, sa'e Bonden, han gav sin So Flæsk". Det Hensigtsmæssige ved, at Industrien saaledes griber ind i vort Lands anden store Indtægtskilde: Kvægavlen, er saa indlysende, at det ikke behøver nærmere at motiveres, og vi kunne da ogsaa i Udlandet - navnlig i Frankrige og Tydskland - finde mange praktiske Exempler paa, at man der har indseet Nytten og Fordelen af en saadan nær Forbindelse.

Møller- og Bagervirksomhederne have i de sidste tredive Aar taget et ganske overordentligt Opsving her i Landet, og det er vort Haab, at Stivelsefabrikationen, der staaer i nær Berøring dermed, ogsaa vil florere i samme Grad vi udføre i Tusindevis Tønder af formalet Sæd, hvorfor skulde vi da ikke ogsaa kunne udføre Kornet i forædlet Skikkelse som Hvedestivelse, især da vi se, at det er muligt at præstere Varer, der i ingensomhelst Henseende - hverken med Hensyn til Godhed eller Prisbillighed - staa tilbage for det, Udlandet præsterer. - Det er jo ganske vist kun en enkelt Retning af vor Industri, vi her have henpeget paa, men denne Gren af Industrien kan blive en væsentlig Indtægtskilde for Landet og forskaffe mange Arbeidskræfter Anvendelse; derfor fortjener den, tro vi, at man henlever Opmærksomheden paa den, da den Sætning aldrig vistnok kan indskærpes, at vi endnu have Meget tilbage at gjøre, inden vor Industri naaer sit rette Standpunkt, og at vi fremfor Alt i enhver mulig Henseende bør søge at løsrive os fra et skadeligt og unødvendigt Afhængighedsforhold til vore sydlige Naboer, thi - som P. A. Heiberg allerede sagde: "Al vor Fortræd er tydsk!" 

(Dags-Telegraphen (København) 19. april 1866)

Det sidste citat er ganske vist citeret af P. A. Heiberg (1758-1841), men han citerer fra Johannes Ewalds (1743-1781) "Harlekin patriot" (1772). Novellen var inspireret af den tyske digter Klopstock for at vække en slumrende nationalbevidsthed. 

Nielsen antog patent på sin stivelsesfabrikation. I 1868 oplyste R. Rasmussen, ejeren af Bredgades Dampvadskeri at han allerede i en halv snes år havde anvendt samme fremgangsmåde uden at kunne få eneret på den. Rasmussen fik lov til at fortsætte med metoden da han kunne bevise sin påstand.

Nutidigt foto af Christianshvile, Sortedam Dossering 55. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Ejendommen "Christianshvile" ligger på Sortedam Dossering 55 og er fredet. Villaen på fotoet er fra 1869 fog opført for den i artiklen nævnte fabrikant C. Nielsen efter tegninger af Georg V. Møller. Omkring denne ejerbolig lå stivelsesfabrikken som blev opført 1864 . En stald og vognport i nord og syd fra 1864, samt et pakhus. Fabrikken blev opført på den 11. blegdam, senere nr. 82 b, nu Sortedams Dossering 55 og Ryesgade 48 anlagt af blegemændene siden 1670'erne. Søerne og dosseringerne tilhørte indtil 1856 Vandvæsenet og var afspærret. Søerne lå dengang i landlig idyl. Omkring 1867 blev blegdammene delt af Ryesgade, der anlagdes mellem søbredden og Blegdamsvejen. 1770-1814 lå en sejldugsfabrik, hvorefter der indtil 1862 var blegeri. 

I 1864 købte den forhenværende franskbager Christian Nielsen grunden. Han ville opføre en stivelsesfabrik som skulle fremstille et "særdeles gavnligt, saa at sige aldeles nødvendigt Medicament for Sukkersyge", nemlig "Ingredienser til Glutenbrød". I første omgang indrettede han hovedbygningen indrettet til fabrik med tilhørende stad til 6 heste og et vognskur mod sydvest i 1865 tegnet af arkitekt Thorvald Sørensen (1849-1905), der var bygningsinspektør i Københavns 2. distrikt. Såvel staldbygningen som vognskur er bevaret, og ligger på hver side af grunden bag villaen. Sommeren 1869 blev villaen på fotoet opført efter arkitekt Georg W. Møllers (1840-1897) tegninger. 

Den ene (nordligste) af de to næsten ens bygninger bag villaen som blev brugt som vognskur og staldbygning. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Mishandling af Stedbarn. (Efterskrift til Politivennen)

For ved Mishandling at have foraarsaget sit Stedbarns Død er Huusmand Chr. Christensen Bolvig i Ringkjøbing Amt ved Bølling-Nørre Herreders Extraretsdom af 24de Marts d. A. idømt Forbedringshuusarbeide i fire Aar.

De nærmere Omstændigheder ved Sagen ere, ifølge Berl. Td., følgende: Efter at Afdøde, der var 13 Aar gl. og en uægte Datter af Domfældtes Kone, var hjemkommen fra sin Sommertjeneste, blev hun den 5te November f. A. sat til at samle Steen af en opdrættet Hedelod, med udtrykkeligt Forbud imod at gaae ind paa en til Samme stødende Rugmark. Da hun imidlertid overtraadte Forbudet, besluttede Domfældte at tildele hende en Revselse for hendes Ulydighed og tog han i den Hensigt et som Bæresele til en Trillebør benyttet treløbet 3/8 T. tykt Stykke Reeb, som han lagde dobbelt i en Længde af ca. 1½ Al. og dernæst forsynede med en Knude for at sammenholde Enderne. Med dette Reeb tildeelte han derpaa Barnet, efter at dette af hans Kone var klædt ganske nøgent af og ført ud i Kostalden, en betydelig Deel Slag over Ryggen og Lænderne, imedens han med sin venstre Haand holdt hende bøiet ned imod sin venstre Hofte, og efter at han var vedbleven hermed en Tidlang, tog hans Kone fat, hvorpaa han atter, da hun ophørte med Slagene, slog Barnet indtil de mærkede, at Skindet paa flere Steder var itu. For efter Sigende at læge Saarene hurtigere vadskede nu den Domfældte og Kone Barnet i Saltlage, som havde været benyttet til Kjødlage, men da hun under denne Vadskning besvimede, blev hun bragt tilsengs og døde her efter nogle Timers Forløb. 

Uhyret har stadigt benægtet at have havt til Hensigt at ombringe Barnet, ligesom saadant ikke heller efter det under Forhørene oplyste har kunnet antages at være Tilfældet. Barnets Moder hængte sig strax efter Fængslingen.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 19. april 1866).

Kjøbenhavns offentlige Politiret April 1866. Efterskrift til Politivennen)

1ste Afdeling, Assessor Holmblad.

Onsdagen den 4de April.

- Indtil den 1ste November 1870 forbyder Loven af 30te Januar 1861 al mulig Fangst af Stære, Stillidser, Meiser osv. osv. og alle andre mindre Sangfugle under en Mulkt fra 1 til 25 Rd i tidsrummet fra 30te Januar til 1ste November. Alligevel har Skibstømrer Petersen forleden med Held ageret Fuglefænger paa Kongens Enghavevei, men Politiet fratog ham hans Fangst, og da de smaa Sangere allerede atter ere satte i Frihed, vil Petersen for denne Gang ikke blive mulkteret for at have taget sig den Frihed at fange Fugle, men kan slippe med en Advarsel.

- Vognmandskarl Niels Frederiksen udredede 4 Mark for mangelfuldt Tilsyn med en Vogn.

- Vognmand A. Thomsen var ogsaa tiltalt for mangelfuldt Vogntilsyn, men Sagen mod ham udsattes atter idag. Hans Broder, Vognmand Jens Thomsen, havde givet Møde som Vidne og vilde betale Mulkten for den Tiltalte for at slippe for oftere at give Møde i Retten, men da hans Tone og Ord vare mindre passende, blev hans Tilbud ikke modtaget, hvorimod han blev anmodet om snarest mulig at forlade Retslokalet, da der ellers let kunde vanke Mulkt.

- Da Høker Borup kun ganske lidt har overtraadt den Tidsfrist, inden hvilken han havde at anmelde et hos ham logerende Ladegaardslem til Assistenten, slap han denne Gang med en Advarsel.

- Den bekjendte "Ubekjendte", der tidligere paa Nørre- og Østerbro afkjøbte Ladegaardsmændene deres gode, blaastribede Skjorter, synes nu at være flyttet. Idet mindste fortælle Skjortesælgerne nu altid i Retten, at de traf den "Ubekjendte" paa Kjøge Landevej. Peter Hans Petersen havde gjort en Forretning med ham om en Skjorte, men da Beklædningsgjenstanden tilhører Fattigvæsenet, maa han betale Salget med at udføre Tvangsarbeide i 12 Dage. 

- Peter Person eller Petersen fra samme Institut maa arbeide tvungent i 30 Dage, fordi han atter har betlet.

- Og Ludvig Severinus Hansen skal for den samlede Ret, da han, som ikke har Udgangstilladelse om Søndagen fra Ladegaarden, selv har brudt Hul paa Muren og paa et Plankeværk for at muntre sig lidt i det Frie, skjøndt et Polititilhold har truet ham med Straf, hvis han unddrog sig Fattigvæsenets Omsorg.

(Dags-Telegraphen (København) 5. april 1866)

2den Afdeling, Assessor Behrend.

Tirsdagen den 10de April.

- Jernhandler A. Petersen maa bøde 2 Rd. til Fattigkassen, fordi han ikke bar indhentet Politiets tilladelse til at drive Handel med gammelt Jern, Ben, Klude osv. i en Kælder, som ved senere Undersøgelse har vist sig aldeles umulig til at opfylde de Betingelser, som Sundhedspolitiet stiller til Jernkræmmernes Kjældere.

- Direktøren for det i "Valhalla" musicerende Selskab, Hr. Jul. Høyer, vil ved Politidirektørens Protokol blive mulkteret, fordi han forleden Aften før en Helligdag har ladet musicere senere end Kl. 11 Aften; men derfor maa dog Restauratør Hartvig, som har leiet Restaurationen i "Valhalla', alligevel betale 1 Mark for Helligbrøden. da han maa være ansvarlig for, hvad der skeer i hans Lokale.

- Manglende Bevis friede Droskekudsk Hans Larsen, der var sigtet dels for at have negtet at kiøre for en Passager, dels for uforsvarlig Kjørsel og dels for ikke at have villet opgive sit Navn til Politiet.

- I næste Møde vil det blive oplyst, om det forleden Nat var betalende Gjæster eller Inviterede, der efter Midnat vare i Værtshusholder J. S. Mouritzens Beværtning paa Nørrebrogade.

- Vognmand P. Petersen, som var sigtet for at have spildt af den af ham paa et utilladelig sent Klokkeslet paa Dagen udførte Kogjødning, diverteredes, da han ikke havde givet Møde, med en Udeblivelsesdom paa 3 Rd.

- Droskekudsk Hjort maa for Fremtiden passe paa sin Droskehest, der er meget sky.

I næste Retsmøde vil Vognmand Ole Hansen blive mulkteret, fordi han paa en Helligdag har kjørt med en Arbeidsvogn og i længere Tid har ladet den staa uden Tilsyn paa Gaden.

- Drengen Sophus Conrad Emil Hansen, som tidligere har modtaget en Advarsel i Retten for Tyveri af Brænde, var atter mødt idag som tiltalt for gjentagne Gange at være stegen ind gjennem et Vindue i en Del af Reberbanen paa Gammelholm, der afbenyttedes af en Grosserer til Pakhus, og at have stjaalet et 5 Pd s Jernlod og nogle Stykker Kork. For disse to Tyverier idømtes den 13aarige Dreng efter Omstændighederne Ris.

- Tilfidst indbetalte Droskekudsk Vilhelm Andresen 3 Mark for en uberettiget Holdeplads. "Jeg havde hellere givet Pengene til en Fattig, saa havde jeg idetmindste faaet Tak for dem," sagde han.

(Dags-Telegraphen (København) 11. april 1866)

1ste Afdeling Holmblad

Fredagen den 13de April.

- Cigarmager Valdemar Julius Jensen i Adelgade var forleden Nat Kl. 12 1/4 saa heldig at blive indladt i Værtshusholder Svendsens Beværtning i Christenbernikovstræde. Da han saa efterat have faaet en Toddy, gik fra Beværtningen, hvori der var endel andre Gjæster, marscherede han hen paa Politistationen og angav Værtshusholderen, hvorefter denne idag for sit Nattesæde maatte betale 6 Rd. til Fattigkassen.

- Gaardmand Cornelius Grillesen bødede 1 Rd , fordi han ikke havde vist den tilbørlige Respekt mod en Politipatrouille, men havde adsplittet den ved at kjøre ind mellem Betjentene.

- Naar Skomager R. Petersen kommer hjem fra Landet, bliver han vist nødt til at betale 1 Rd. i Mulkt for de de Logerende, som han ikke har anmeldt til Assistenten. 

- Tømmersvend Hansen modtog en Advarsel for ikke at have løst Tegn til to smaa Hundehvalpe. Egentlig skulde han have underrettet Retten om, naar Hundehvalpene vare blevne solgte, men det har han ikke gjort, fordi han læste i Avisen forleden, at Sagen var hævet. Men det var en Feil af Dhrr. Referenter.

- Værtshusholder P. Jensen i Farvergade lod ved sin Stedfortræder indbetale 1 Rd , fordi han havde begaaet Helligbrøde ved at sælge Varer under Kirketiden.

- Lehnsgreve Knuths Kudsk, Knud Hansen, har kjørt paa Gaderne i Paris med 6 Heste, og der er han aldrig bleven multteret for uforsvarlig Kjørsel, men neppe kommer han til Danmark og kiører gjennem Østergade med 6 Hefte, førend Politiet napper ham for uforsvarlig Kjørsel. Han vilde idag gjerne betale 1 Rd. i Mulkt, men det krænkede hans Kudskeære, at Folk troede, at han ikke kunde styre 6 Hefte. "Jeg kjører ligesaa godt med Sex som med to," ytrede han med Stolthed. 

- Da det Læs Tømmer, hvormed Niels Petersen forleden hørte gjennem Byens Gader under Kirketiden, var bestemt til Knippelsbro, som just den Dag var under Reparation, kan Kudsken slippe med en Advarsel for Helligbrøde. 

- Høker Krogh paastaaer. at han ikke har kastet en Tønde med Kogjødning ned i en Grøft paa Amagerbro, og derfor maa i næste Møde Vidnerne imod ham møde.

- Lars Christensen har kun ladet sin Vogn henstaa saa faa Øieblikke uden Tilsyn i store Torvegade, medens han var inde hos en Mand i Forretninger, at Sagen mod ham bliver at bæve.

- Dhrr. Hans og Lars Mogensen have været saa slemme, at de komme til at lide Straf ved den samlede Kriminalret. Først havde de yppet Klammeri med Værtshusholder Albrechtsen paa Halmtorvet og derefter havde de gjentagne Gange overfaldet to Betjente, indtil en Politistav beroligede deres oprørte Gemytter.

- Jens Andreasen, som ikke havde efterkommet Politiets Tilhold om at melde sig ved Protokollen over de mistænkte Sjæle, blev arresteret efter et afsagt Dekret og henvist til den samlede Ret.

(Dags-Telegraphen (København) 14. april 1866)

1ste Afdeling Assessor Holmblad.

Onsdagen den 18de April.

---

- De Herrer Opvartere og Lejetjenere Hans Georg Foss, Hans Johansen og Jens Nielsen havde været til et Fødselsdagsgilde. Ud paa Natten fulgte de en lystig Kammerat hjem i Studiestræde, og derpaa satte de sig stille og rolig ned paa Fortogsfliserne med Benene i Rendestenen og istemmede i trestemmigt Kor "Danmark, deiligst Vang og Vænge". Nu kom der en Politimand tilstede og bad dem om et holde inde med Hymnen, men det havde de ikke Lyst til og paabegyndte Numer 2., "Stille Nat osv."; da imidlertid Betjenten fandt, at Sangen ikke passede i den stille Rat, anholdt han den lille Sangforening, som derefter maatte vandre med til Detentionslokalet. Foss, som havde været den ivrigste Sanger, maatte idag udrede 2. Rd. til Fattigkassen, hvorimod de to Andre slap med en Advarsel.

- - -

(Dags-Telegraphen 19. april 1866).

Chr. Deichmann: "Slutteriet" i Kjøbenhavn. Illustreret Tidende 548, 1870.

En Politibetjents Misbrug af sin Stilling til Afpresning af Penge. (Efterskrift til Politivennen)

Da Jomfru Andersen en Aften Kl. 6-7 i Vinter var i et Ærinde paa Nørrebro, blev hun paa Kjærlighedsstien af en hende ubekjendt Mandsperson, der senere blev befunden at være en Betjent under Kjøbenhavns Politi tiltalt og opfordret til at følge med til Politistationen, idel han gav sig tilkjende som Politibetjent og sagde hende, at hun var meldt for Politiet og skulde møde ved Sammes 3die Afdeling. Da hun, der intet Ulovligt var sig bevidst, bad for sig, erklærede han, at hun nok kunde undgaa at møde, naar hun erlagde 1 Rd. Hun havde imidlertid ikke saa mange Penge hos sig, og da han derfor foreslog hende at sætte Noget i Pant, tog hun en Guldring af Værdi 5 Rd. af sin Finger og leverede ham, idet hun lovede næste Dag paa et mellem dem aftalt Sted at bringe ham Daleren, hvorefter hun efter hans Løfte skulde faa sin Ring tilbage. Den Tiltalte mødte imidlertid ikke efter Aftale, men solgte Ringen for 2 Rd. til en Guldsmed. Kort Tid efterat dette var passeret, traf den Tiltalte en Aften paa Ladegaardsveien, iført ligesom ved den ovennævnte Leilighed civil Dragt over Politiuniformen, Fruentimmeret L. og gav sig i Tale med hende, ved hvilken Lejlighed han erfarede hendes Navn og Bopæl. Et Par Dage efter indfandt han sig hos hende paa hendes Bopæl, og næst at give sig tilkjende som Politibetjent tilsagde han hende til Møde for Politiets 3die Afdeling, idet han tilføiede: "De veed jo nok, hvad Sagen dreier sig om". Hun, der ikke kunde indse, hvad hun havde gjort, blev meget ulykkelig og bad ham om at skaane hende for Mødet. Den Tiltalte gjorde tilsyneladende vanskeligheder herved og fremsatte flere Forslag, som tydelig gik ud paa, at hun kunde slippe derfor imod Betaling, hvorefter han endelig gik ind paa at befri hende for Møde, naar hun betalte ham 5 Mk. Den ulykkelige Pige gav ham nu sine sidste 3 Mk., som den Tiltalte modtog, hvorpaa han lovede hende, at han nok skulde sørge for det Hele, saa at hun ikke behøvede at møde. Omtrent 14 Dage derefter, medens den Tiltalte, klædt som ved de foranførte Lejligheder, passerede Vesterbros Allee, mødte han et for Løsagtighed mistænkt Fruentimmer. Idet han viste hende Politiskiltet, opfordrede han hende til at følge med til Politikammeret. Da hun bad for sig, tilbød han hende at lade hende slippe imod en Betaling af 3 Mk.; men da hun ikke havde faa mange Penge, bragte han hende under Trusel til Nytorv, hvor han affordrede hende 1 Mk., og da hun gav ham denne, lod han hende gaa. Den Tiltalte, der strax ved Sagens Begyndelse blev afskediget af Politiets Tjeneste, i hvilken han ingensinde har været ansat under Sundhedspolitiet, har erkjendt, at det ikke har været hans Hensigt at bringe de paagjældende Fruentimmer til Politiet, men kun at gjøre sig en Pengeindtægt ved at skræmme dem med Møde for Samme. Ved Kriminal- og Politirettens Dom blev den Tiltalte, der er 31 Aar gammel og ikke før straffet, anseet med 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Dags-Telegraphen 24. marts 1866).

Husvilde i Søkvæsthuset. (Efterskrift til Politivennen)

Et Besøg i en af Fattigvæsenets Stiftelser. For nogle Maaneder siden meddelte dette Blad et Par Artikler, hvori vi henpegede paa den mærkelige Behandling, der blev de i Holmens Arbeidshus og St. Annæ Hospital indlagte Husvilde tildel. Vi tvivlede ikke om, at Fattigvæsenets Bestyrelse vilde tage tilbørligt Hensyn til offentlig fremkomne Vink og Opfordringer, forsaavidt de ikke vare byggede paa løse Formodninger og uholdbare Anskuelser, men støttede sig til Kjendsgjerninger, hvis alvorlige Betydning ikke lod sig benegte.

Dette Haab bestyrkedes nylig ved en i "Illustreret Tidende" af 4de ds. optagen, heri Bladet udførlig omtalt Artikel, der, skjøndt Forfatteren ingenlunde er blind for Manglerne ved den nuværende Fattigforsørgelse, fremhæver, at "Brutalitetens System" er skrinlagt ved den gamle Fattigdirektions Afgang. Det var derfor i Forventningen om at faa noget extra Godt at se, Noget, der bar Præg af Orden, Humanitet og fornuftig Omsorg for de Trængende, at vi den 15de ds. aflagde et Besøg i Fattigvæsenets nyeste Stiftelse, Søkvæsthuset, der, som bekjendt, i Oktober f. A. af Marineministeriet blev stillet til Fattigvæsenets Disposition for at tjene som foreløbigt Asyl for Husvilde. Den, som kjender Noget til den Maade, hvorpaa Fattigvæsenet for Tiden er organiseret og ledet, vil imidlertid vide, at det Foreløbige er et Begreb, der finder en kun altfor ringe Anvendelse paa Fattigforsørgelsens Omraade, og det viste sig da ogsaa snart, at Søkvæsthuset vilde komme til al spille samme Rolle som Fattiggaarden og de andre Stiftelser af denne Art, idet de Individer, der betraadte dets Tærskel som husvilde, have afbenyttet de dem anviste Lokaler ikke for nogle Dage eller Uger, men som en fast Bopæl, fra hvilken det for dem, som Nøden engang har ført derind, er meget vanskeligt at slippe ud.

Det vil vistnok interessere Læserne at erfare, hvorledes den kommunale Gjæstfriheds Pauluner egentlig ere beskafne, og vi indbyde dem derfor til at undersøge Søkvæsthusets Stuer Nr. 1 og 2 med os - i Tanken naturligvis, thi at foretage denne Inspektionstur i Virkeligheden vilde de have al Grund til at bede sig fritagne for. Det første Indtryk, man modtager, naar Dørene lukkes op, hidrører fra en kvælende Stank, som vistnok for en Del skyldes et i en offentlig Stiftelse utilladelige Svineri, men først og fremmest en endnu utilladeligere Overfyldning af Lokalerne; de to omtalte Rum ere nemlig beboede af tilsammen ca. 140 Mennesker, skjøndt de neppe indeholde tilstrækkelig Luft til det halve Antal. Vi lade os imidlertid ikke afskrække af Atmosfærens Beskaffenhed, men træde uforfærdet ind i Stuerne. Tilhøire og venstre sees en Række Baase, adskilte fra hverandre og fra Gangen i Midten ved Skærmbrætter, hvis Brøstfældigheder ere udfyldte med gamle Klude og Tæpper. For Enden af Gangen er der et Bord, ved hvilket nogle lazzaronagtige Skikkelser sidde med Brændevinsflasken foran sig og spille Kort; en Flok Børn har samlet sig om Bordet og betragter med Undren denne glade Tidsfordriv. Men de andre Billeder, der fremstille sig, umiddelbart ved Siden af hint, ere af en mindre fornøielig Art: her gaaer en Mand frem og tilbage vuggende en syg Dreng paa Armen; hist finde vi en grædende Kone, der sidder ved en Vugge hvori hendes Barn ligger Lig. og et andet Sted bøier en Kone sig med Taarer over sit Barn, der ligeledes, som det synes, om faa Øieblikke vil blive kaldet bort herfra. Størstedelen af de Mennesker, der ere sammenhobede her, tage sig ud som Personifikationer af Nøden, Sygdommen og Usselheden; gustne, med indfaldne Kinder og med Øine, som Sygeligheden har forstørret, færdes de blandt hverandre i deres fælles sørgelige Hjem, der synes at henflytte den Besøgende til Skuepladsen for Paris's og Londons Mysterier.

Talstørrelser ere en rar Ting, thi de ere, hvad de ere, og lade sig ikke borteskamotere ved Udflugter og omgaaende Fortolkninger. Af de ca. 300 Individer, der ialt ere optagne paa Søkvæsthuset, have siden Nytaar 100 i kortere eller længere Tid været opførte paa Sygelisterne, og i de sidste 14 Dage har Patienternes Antal været over 30. De Fleste af de Angrebne have lidt af Diarrhoer, ligesom ogsaa kolerineagtige Tilfælde ere forekomne. Er den friske Luft lukket ude fra disse Fattiges Bolig, saa staa paa den anden Side Dørene paa vid Gab for de Epidemier, som maatte ville gjæste Hovedstaden. Men, vil man sige, maaske savner Fattigvæsenets Bestyrelse Plads til de Husvildes Anbringelse og kan foreløbig med sin bedste Villie ikke træffe noget bedre Arrangement end det, der ovenfor er skildret. Saaledes forholder det sig imidlertid ikke; Fattigbestyrelsen har i Søkvæsthuset ledige Lokaler til sin Disposition, der ere mere end tilstrækkelige til at afhjælpe Overfyldningen. Hvorfor ere da disse Lokaler ikke tagne i Brug? Ja, det vide kan Guderne og dHrr. Etatsraad Holm og Kancelliraad Bojesen. -r

(Dags-Telegraphen 21. marts 1866)

Kongen bestemte i 1860 at alle byrder og forpligtelser der påhvilede Kvæsthuset, for fremtiden skulle overtages af Statskassen og Invalidefonden. Huset benyttedes stadig til beboelse og fængsel og som nævnt i artiklen fra 1865 blandt andet af Københavns Kommune til indlogering af boligløse familier af arbejderklassen. I 1866 fik Christianshavns Straffeanstalt en ny hovedbygning og Søkvæsthuset blev rømmet for fanger. Søeetaten sad nu på det hele og 1867 blev det kaserne for Søartillerikorpset.

Ved en opfølgning i Borgerrepræsentationen i oktober 1866 af en forespørgsel om hvad man vilde gøre ved de husvilde (se andetsteds på denne blog), meddelte Gammeltoft at 4 nye arbejderboliger ville være færdige til beboelse fra februar 1867. På daværende tidspunkt boede der 154 familier i Søkvæsthuset. I oktober 1867 meldte der sig 29 nye husvildefamilier bestående af 120 personer som blev indlagt på fattiggården og Søkvæsthuset. Endnu i 1868 brugte kommunen huset til husvilde. De sidste husvilde i Søkvæsthuset forsvandt formentlig omkring 1870.