Vridsløselille. (Efterskrift til Politivennen)

Misligheder i Vridsløselille straffeanstalt. I Anledning af nogle Misligheder, som skulde være foregaaede i Vridsløselille Straffeanstalt, har der ved Kjobenhavns Amts søndre Birk været foretaget en Undersøgelse, efter hvilken der af der Offentlige blev beordret anlagt en Justitssag, i hvilken Birkets Extraret iforgaars har afsagt Dom. Oprindelsen til Sagen skyldes Sophie Dorette M., som efter ifjor at være bleven separeret fra sin Mand, Overbetjent M. ved Økonomien i den nævnte Anstalt, synes at have forfulgt ham med et uudslukkeligt Had. Hun har i en længere Aarrække boet i Fængslet, indtil hun paa Direktørens Forlangende maatte flytte bort derfra, og hun har saaledes havt rig Leilighed til at iagttage Alt, hvad der foregik indenfor Anstaltens Mure, saa at det af hende Angivne utvivlsomt er Alt, hvad hun i saa Henseende har kunnet samle. Den af hende gjorte Angivelse gik i det Væsentlige ud paa Følgende: Hendes Mand skulde Tid efter anden have tilvendt sig følgende Gjenstande, som tilhørte Straffeanstalten: 8 Par Lagener, af hvilke hun maatte bortskære Mærkerne, en Sæk, noget Tvistlærred, 2 Lærreds Grynposer, 2 nye Haandklæder, 2 Pund Traad, ca. 80 Alen Paklærred, Lagener og Tæpper, hvoraf der skulde været syet Undertøi saavel til hendes som til Gasmesterens Børn, en Sæk med Kohaar, en Sæk med Hø, 3 Alen ubleget Lærred, grov ubleget Traad, Seilgarn, et Mavebælte, en Blikkasse, et Slag af en Vægterkappe, et Par Spande Klister, flere Madratser, ca. 300 Alen Bændler i Stumper paa 2-4 Alen. Sy og Stoppenaale, Ærter, The, Sukker, Smør, Ost, Sild, Gryn og Brændevin. Hun forklarede yderligere, at hun hver Gang havde maattet brænde det Papir, hvori Fødemidlerne vare hjembragte enten af Manden eller af to af Anstaltens Tjenestekarle. Iøvrigt erklærede hun sig i Et og Alt medskyldig i de hendes Mand paasigtede Forbrydelser. Som Bevis for sin Sigtelses Rigtighed udleverede hun samtidig en Sæk med Anstaltens Mærke, 2 Poser og 6 Lagener, alle med et i den ene Ende tiløget Stykke. Om Gasmesteren udsagde hun, at han af hendes Mand havde modtaget 34 Alen Paklærred til eget Brug, samt at han havde tilvendt sig paa Anstalten ca. 40 Stkr. Spegesild og et Fad med Smør, samt at han havde overladt til Andre flere Sække af de Kokes, som ere forbeholdte Anstalten, og nogle Sække tyk læsket Kalk, samt endelig, at han havde ladet nogle af sine egne og nogle af hendes Børn, der vare i Huset hos ham, gaa med Klædnings stykker, som vare forfærdigede af Anstaltens Tøi. To af Anstaltens Tjenestekarle sigtede hun endelig for at have deltaget i de af hendes Mand og Gasmesteren begaaede Misligheder. Hvad de hendes Mand paasigtede Misligheder angaaer, er der mod hans stadige Benægtelse under den Række Forhær, som have været optagne, ikke bevist, at han har tilvendt sig Fødemidler fra Anstalten, og de Folk, ved hvem han skulde have ladet dem hjembringe, have bevidnet, at de vare kjøbte hos Høkere. Han vil kun en Gang have laant og senere tilbageleveret nogle Gryn og nogle Ærter til sine Duer af Anstaltens Forvalter . og denne har ogsaa indrømmet Muligheden heraf. De forefundne Poser har han laant til at indkjøbe Varer i og glemt at tilbagelevere dem. Mavebeltet har han i en Sygdom laant af Anslalten og derefter ladet et af sine Børn benytte det. Hverken Blikdaaser, Vægterkapper eller Kohaar findes i Anstalten. Klisteret tog han med Direktørens Tilladelse for dermed at tapetsere sine Værelser; en lignende Tilladelse har han faaet til Afbenyttelse af Madratser; Bændelstumperne vare aldeles værdiløse. Sækkens Udseende godtgjorde tydelig, at den var kasseret. At hans Børn have benyttet Tøi, om var syet af Anstaltens Tøi, har han beneglet. Lagenerne har han i to Gange faaet udleveret med Samtykke af vedkommende Forvalter, hvilket denne ogsaa ligefrem har bekræftet, skjøndt han med mindre Sikkerhed kan erindre, at det er skeet mere end en Gang. Derimod vedgik han, at han for omtrent to Aar siden, da hans Kone havde anmodet ham om noget gammelt Paklærred til den Kone, som sælger Brød paa Anstalten , afskar Emballagen om noget til Anstalten ankommet Tvistlærred og sendte dette Paklærred, c. 20 Alen, hjem. Omtrent 34 Alen andet Paklærred havde han, som dengang ansaa sig for berettiget til at tage det, overladt til Gasmesteren, men denne Forseelse var i sin Tid afgjort med en Irettesættelse af Direktøren. Af Ting, der ikke vare kasserede eller kassable og saaledes uden Værdi, var Paklærredet saaledes den eneste Gjenstand, hvormed han bevislig havde øvet en saadan Mislighed, at han kunde straffes, og da Forseelsen nærmest maatte henføres under Straffelovens § 141, dømtes han til simpelt Fængsel i 7 Dage.

Mod Gasmesteren vidnede navnlig flere af "Udgangsfangerne". Saaledes forklarede Fangen Hans Hansen, at han i forrige Vinter efter den Tiltaltes Ordre havde fyldt 4 Sække med de store Kokes og hensat disse udenfor, men at de næste Morgen vare borte, at han ligeledes efter Ordre havde udbragt store Kokes fra Gasværket og lagt endel af de smaa afharpede kokes, hvis Salg til Andre er tilladt, ovenpaa, saa at det saa ud, som om hele Bunken bestod af det sidste Slags; denne Angivelse er ogsaa gjentagen af en anden Udgangsfange, ligesom en Pige, der har tjent forskjellige af de ved Anstalten Ansatte, har bevidnet, at hun oftere til sin Husbond har hentet store Kokes fra Gasværket. Men imod den Tiltaltes Benegtetse kunde han dog ikke ansees for overbevist om at have begaaet nogen Mislighed. Efter hvad Anstaltens Bogholder har forklaret, fremkommer der vel ved Gasværket to Slags Kokes, nemlig dels rigtige Kokes, som udvindes af det Kul, der fyldes i Retorterne, hvilke stedse ere store, og som ikke maa afhændes, dets det Produkt, der gaaer under Benævnelsen "Kokesaffald", som alene erholdes af Kul, der bruges til Opfyring under Retorterne, hvilke ere mindre end de førstnævnte og stærkt blandede med Smul og Slakker, som dog afharpes, hvorefter de i saadan renset Tilstand afhændes mod Betaling. Da der mellem disse jævnlig forefindes større Stykker, kunde den Sigtelse, som var fremkommen fra de nævnte Individer, og som alene grundede sig paa det usikre Skjøn over, hvor vidt de nævnte Kokes hørte til de større eller til de mindre, ikke ansees som tilstrækkeligt Bevis. Af Tøi og Lærred negter han bestemt at have forbrugt af Anstaltens undtagen til dennes eget Brug, og der er ikke heller fremkommet Noget til Bestyrkelse for Sigtelsen. Smørret havde han kjøbt i Kroen nærved. Derimod indrømmede han, at han til en i Nærheden boende Jordbruger havde overladt 9 Læs af den til Gassens Rensning brugte Kalk og paa det sidste Læs givet ham en Tilgift af nogle Sække bedre Kalk, men herom forklarede ham, at den urene Kalk har han Tilladelse til at disponere over, samt at den saakaldte rene Kalk dog havde været brugt en Gang og derfor egentlig ogsaa burde have været kasseret, at de nævnte Sække Kalk kun bleve overladte Kjøberen, for at Rensehuset kunde blive tomt paa en Gang, samt at han ingen Fordel havde gjort sig heraf, da han ialt kun fik en Ducør af 1 Rd. pr. Læs. Om end dette Forhold ikke kunde kaldes Bedrageri, og skjøndt der heller ikke kunde siges at være tilføiet Anstalten Tab herved, maatte det dog i Henhold til Straffelovens § 141 ansees som en strafbar Mislighed, og han dømtes derfor ligeledes til 7 Dages simpelt Fængsel.

Imod Karlene, som, efter hvad der er oplyst, have handlet efter de Tiltaltes Ordrer ved at hjembære Lærred for den Førstnævnte og udbære renset og urenset Kalk, skjønnedes der ikke at være tilstrækkelig Føie til at gjøre Ansvar gjældende.

Hvad endelig den Førstnævntes Kone angik, havde hun vel selv vedgaaet at have benyttet de hende af hendes Mand ifølge hendes Forklaring ulovlig tilsendte Gjenstande til sin Fordel, og hun vilde saaledes ved efterfølgende Handlinger selv have gjort sig delagtig i, hvad han havde forbrudt, og derfor ogsaa, saafremt hendes Mand var bleven overbevist om at have begaaet noget Bedrageri, have været at dømme efter Reglerne i Straffelovens § 253 jfr. 55 og 56, men efter Sagens Udfald for hendes Mands Vedkommende blev hun i Henhold til den sidstnævnte Paragrafs Bestemmelse fritagen for al Straf, men dog ligesom begge Karlene tilpligtet at udrede hver 1/5 af Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 8. december 1867)

Overførsel af Marinens Mandskab til Nyholm. (Efterskrift til Politivennen)

Hensynsløs Behandling af Marinens Mandskab. Ærede Hr. Redaktør! Indsenderen beder Dem optage Følgende i Deres meget ærede Blad dels for al oplyse Offentligheden om den hensynsløse Maade, hvorpaa Marinens Smede og Jernskibsbyggere i disse Dage ere udsatte for at miste Livet, dels for mulig at forhindre denne Behandlingsmaade, der formentlig finder Sted, uden at det er Ministeriet bekjendt, og som, hvis en Forandring ikke skeer, upaatvivlelig en skjøn Dag vil koste maaske flere Menneskeliv. Det vil mulig være bekjendt, at Marinens Smede hele Aaret igjennem møde Kl. 5 Morgen og Jernskibsbyggerne Kl. 6, hvilket ialtfald for Smedenes Vedkommende paa denne Aarstid selvfølgelig er Nattetid. Det kan paa denne tidlige Mødetid, navnlig i Stormveir, endog være besværligt at komme over den uhensigtsmæssige Bro fra Toldboden til Nyholm, der tumler sig med en saadan Lethed, at det ofte er nødvendigt at krybe over den for ikke at blive kastet i Candet. Alt er imidlertid gaaet godt indtil denne Maaneds Begyndelse, men man tænke sig Smedenes Forbavselse, da de i Mandags Morges kom paa Toldboden for at gaa over paa Holmen, og de fandt Broen aaben samt erfarede, at de skulde færges over. Det blæste en stærk Storm, og der gik en rivende Strøm, saa endog en Baad, som fra Toldboden skulde over til Holmen for at hente Færgen, drev ad Søen til trods de tre Mænds Anstrengelser, som vare i den. Selvfølgelig var det forbundet med stort Besvær for Færgefolkene at føre de svært bemandede Fartøier over Løbet i den mørke Nat, og af Mandskabet betænkte mange sig paa at begive sig paa den livsfarlige Seilads, paa hvilken de vare aldeles uforberedte, men de vare jo tvungne dertil, da der kun tilstedes Adgang ad Værftsbroen efter forud hos Ekvipagemesteren indhentet Tilladelse. Baadene kunde desuden ikke overføre alle disse Mennesker i rette Tid, og Følgen deraf blev, at Marinen havde et Tab af mindst 12 Arbeidstimer.

I Tirsdags Morges var Faren endnu større; Strømmen var norden og Stormen stærkere; man havde udført et Varp tværsover Løbet for hermed at hale Baaden frem og tilbage, men Følgen heraf var, at idet Varpet holdt Baaden nede, kunde denne ikke bevæge sig efter Bølgerne, der derfor slog ind i den. Det skyldes alene de store Opofrelser, som Mandskabet gjensidig viste hverandre, at Ingen druknede, idet Folkene Mand for Mand i Mørket maatte bogstavelig entre over den store Pontonbro og med Livsfare springe over en Alen fra den bevægelige op paa den faste Bro til Holmen. 

- Det maa bemærkes, at det kun var Smedene og Jernskibsbyggerne, hvem man udsatte for disse Farer og Besværligheder, hvorimod Broen lukkedes for det Mandskab, som senere paa Dagen skulde over fta Toldboden til Holmen, samt at der aldeles ikke er nogen Hindring tilstede for, at Broen kan lukkes i Mørke. 

- Indsenderen haaber, at disse Linier maa komme til den høitærede Marineministers Kundskab, og at de maa bevirke, at den Ordre, hvorefter den hensynsløse Overfart finder Sted, tages tilbage.

(Dags-Telegraphen (København) 5. december 1867. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld)

Toldbodbommen er fra igaar Morges lukket Kl. 5 og 6, medens Orlogsværftets Smede og Jernskibsbyggeri, samt fra Kl. 8 til 8½, medens de øvrige Haandværkere passerer Broen fra Toldboden til Nyholm. Ligeledes er Bommen lukket fra Kl. 3½ til 3 3/4 Eftermiddag, medens Mandskabet passerer tilbage.

(Dags-Telegraphen (København) 6. december 1867)

Hasardspil. (Efterskrift til Politivennen)

Hasardspillerne, af hvilke de fleste bleve paagrebne den 18de f. M., mødte igaar for den offentlige Politirets 2den Afdeling. Der var ialt tiltalt 28 Personer, men af disse havde 11 inden Sagens Foretagelse rettet for sig ved frivillig erlagte Bøder til Rettens Fattigkasse fra 15 til 50 Rd. for hver. Spillerne havde drevet deres Basetspil paa mange forskjellige Steder her i Byen, indtil de endelig bleve paagrebne paa 1ste Sal i Reverentsgade Nr. 5. Medens 6 af de idag tiltalte 15 Personer aabent og ærlig tilstod at have spillet Hasard, benegtede 5, at de havde spillet Hasard, og 3 Værtshusholdere og en Kommissionær, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i deres Lokaler. For disse sidste 9 Personers Vedkommende udsattes Sagen idag og vil rimeligvis i et senere Retsmøde blive henvist til Undersøgelse og Paakjendelse ved den samlede Kriminalret. Af de Tiltalte, som havde tilstaaet, betalte Opvarter Poul Esp Nielsen og Harald Salomon, som begge tidligere for Hasardspil have været ansete med Bøder a 10 Rd. Stykker, hver 15 Rd., og Hans Emil Sonne, som ligeledes tidligere har været tiltalt for denne Lovovertrædelfe, 20 Rd. Tre andre Personer, som ikke tidligere have været tiltalte for al spille Hasard, forpligtede sig til hver inden 2 Maaneders Forløb at bøde 10 Rd. til Fattigkassen. Vi have ikke fundet nogen Anledning til at nævne disse tre Mands Navne, da den Omstændighed, at de ikke øieblikkelig havde kunnet skaffe 15 Rd. hver tilveie, udelukkende havde bevirket, at de bleve tiltalte for Retten og ikke som deres andre Medskyldige udenretlig kunde afgjøre deres Mellemværende med Retten. De Personer, som negtede at have spillet Hasard vare følgende: Pantelaaner Hendrik Valdemar Freisleben og Handelsfuldmægtig Bloch, som ikke tidligere ere tiltalte for denne Forseelse, Kommissionær og forhenv. Bagermester Friederich Heinrich Joachim Oldenstedt, som er straffet 4 Gange tidligere for Hasardspil, senest med en Mulkt af 200 Rd., og som negtede at have spillet eller ladet spille Hasard i sin Bopæl paa Vesterbrogade Nr. 5, skjøndt der idag fremstod et Vidne, som paastod at have spillet Hasard i hans Hus, Værtshusholder Peter Petersen, som to Gange tidligere er straffet for Hasardspil, senest med en Mulkt af 40 Rd., og Smedemester Carl Christian Göntz, der ligeledes tidligere er straffet for Hasard, og som senest har betalt 60 Rd. for denne Lovovertrædelse. Den Sidstnævnte havde erklæret til Rapporten, at han som Borger i Staden meget godt vidste, at han ikke kunde straffes for Hasardspil, naar han ikke blev greben paa fersk Gjerning; men skulde han desuagtet blive straffet, skulde han ogsaa nævne mange store Mænd, f. Ex. en Kammerraad, som han mange Gange havde spillet Hasard med. Gjæstgiver Carl August Steffen benegtede, at der med hans Vidende og Villie var spillet Hasard hos ham i "Stadt Lübeck", og henviste til sin Husjomfru Caroline Berg, som var den, der nogle Gange havde om Aftenen leiet et Værelse i Hotellet ud til 5 eller 6 Personer. Husjomfruen indrømmede at have lukket nogle Personer ind et Par Gange i Hotellet om Aftenen og at have leiet dem et Værelse med Belysning for 8 Mk. om Natten, men hun paastod, at skjøndt de havde faaet Spillekort hos hende og i Reglen ikke vare blevne lukkede ud for Kl 4 om Morgenen, havde hun ikke havt den ringeste Anelse om, at der blev spillet Hasard i Hotellet. Værthusholder Magnus Petersen, Pilestræde Nr. 45, Værtshusholder Jørgen Jensen, Hjørnet af Bredgade og Blankogade, samt Værtshusholder Jensens Enke. Rosalie Elisabeth Borello, benegtede ligeledes, at der med deres Vidende og Villie var blevet spillet Hasard i i deres Beværtningslokaler, og Kommissionær Ernst Ludvig Johannes Petersen, som flere Gange har været tiltalt og straffet for Hasardspil, benegtede ogsaa paa det Bestemteste, ar der var spillet Hasard i hans Bopæl paa Nørregade. - Af de indkomne Mulktbeløb indgik de to Tredjedele i Rettens Fattigkasse, medens Resten tilfaldt den anonyme Angiver.

(Dags-Telegraphen (København) 4. december 1867).

Reverentsgade var nuværende Laksegades østlige del. Se også indslaget "Hasardspil paa Vesterbro" (1865), heri omtales også den ovenfor nævnte bagermester Oldenstedt.

Gudenaaen. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg den 27de Novbr.

- I en Artikel i "Randers Avis", der omhandler den stigende Skibsfart paa Randers og de Foranstaltninger der træffes for at fremhjælpe Trafiken, hedder det om Farten paa Gudenaa: Det er vel nu omtrent 16 Aar siden, at man første Gang forsøgte at befare Gudenaa med Damp. Der var dengang megen Tvivl om Muligheden af en saadan Fart, men ved private Sammenskud fik man dog en Baad bygget, som, hvor mangelfuld den end var, dog viste, at Foretagendet lod sig udføre. Men Mangel paa den senere fornødne Indsigt og fornemlig Mangel paa de fornødne Midler gjorde, at denne Sag laae hen i en Række af Aar, indtil den atter er opfrisket og saa at sige sat paa Dagsordenen i den seneste Tid Havnevæsenet har nemlig foruden en Dampmuddermastine ladet bygge i Motala nogle Jernmudderpramme og en lille Dampbaad til at bugsere sidstnævnte. Med denne lille Baad, som naturligviis ikke er konstrueret i Henhold til de Hensyn, som Farten paa Gudenaa udkræver, er der gjort forskjellige heldige og lovende Forsøg. Baaden er saaledes til en Prøve gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt, men den har nu allerede i flere Uger bugseret lastede Pramme fra Randers til Bjerringbro, hvilket er en ganske overordentlig Gevinst for Farten paa Gudenaa. Som bekjendt har man nemlig, naar man ikke tilfældigviis har god Vind, intet andel Middel til at bringe en Pram fra Randers til Bjerringbro end at stage og trække den op, hvilket navnlig om For- og Efteraar ved Høivande er en yderst møisommelig og langvarig Tour, som stundom har medtaget en Tid af 8 14 Dage. Ved Bugsering foretages denne Tour i c. 6 Miles Længde op imod Strømmen i 8-12 Timer, hvorved opnaaes den overordentlige Fordeel, at hele Touren fra Randers til Silkeborg kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn, thi fra Bjerringbro til Silkeborg er der anlagt Trækvei, og hvad der er Hovedsagen, Farten paa Gudenaa er derved bleven regulair. 

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 27. november 1867)

Silkeborg, den 29de Novbr.

- Da vi i sidste Avis optog et Brudstykke af en Artikel i "Randers Avis" om Pramfarten paa Gudenaa tænkte vi ikke paa, at der bag samme kunde skjule sig nogen anden Hensigt end den, at ville meddele Læserne et glædetigt Fremskridt, som var skeet med Farten paa Gudenaa, idet man nu kunde benytte Dampen der, hvor man tidligere har maattet tye til Heste- og Haandkraft, og følgelig sætte Silkeborg i en hurtigere og regelmæssigere Forbindelse med Randers end hidtil; vi anede ikke, at Forfatterens egentlige Hensigt mulig kunde være at fremstille Sagen saaledes for de med Forholdene Ubekjendte, at de maatte faae det Indtryk, at nu var Pramfarten mellem Randers og Silkeborg saa god, at sidnævnte By og dens Omegn ingen Jernbane behøvede. Men ved i de mellemliggende Dage at tale med nogle af vore Medborgere, som have nøiere Kjendskab til Sagen end vi, have vi faaet en til Vished grændsende Formodning om, at Forfatteren nok ikke har været saa ganske fri for at have en saadan "Ræv bag Øret". Forf. holder sig nemlig, som vi ere blevne overbeviste om, ikke saa ganske til Sandheden, og da man jo først og fremmest maa have den for Øie, naar man vil bringe en vigtig lokal Nyhed, synes dette at tyde paa, at Forf. har havt en anden Bevæggrund til at gribe Pennen, end den, han vil give det Udseende af. Efterat Forf. har givet en lille historisk Fremstilling af de tidligere Forsøgs Skjæbne med Hensyn til Dampbaadfarten paa Gudenaa og meddeelt, at Sagen nu er "sat paa Dagsordenen'' (i Randers?), fortæller han nemlig, at den lille i Motala byggede Dampbaad "til en Prøve er gaaet lige op til Silkeborg, hvilket man neppe havde troet muligt." Heraf skulde man jo troe, at Dampbaaden ved egen Hjælp var gaaet herop, men dette er langtfra Tilfældet; thi uagtet Baaden kun er af ringe Dybgaaende, saavidt vi erindre lidt over en halv Alen, og den ingen Pram havde paa Slæb, saa kunde den, efter hvad vi erfare fra paalidelig Kilde, ikke gaae herop ved egen Hjælp, men maatte slæbes frem paa flere Steder. Forf. siger dernæst, at "hele Touren fra Randers til Silkeborg (nu) kan gjøres i 2 Dage, ja om Sommeren endog i eet Døgn", men dette er, som vi høre, neppe heller ganske korrect, thi selv om en enkelt Pram af den lille Damper kan blive bugseret fra Randers til Bjerringbro i 8-12 Timer, hvad der er meget tvivlsomt, saa kan den ikke tilbagelægge Strækningen fra Bjerringbro til Silkeborg i den øvrige Tid, og fremfor Alt maa man huske paa, at en Dampbaad, selv om den er større end den lille svenske, aldrig vil kunne bugsere mere end een Pram ad Gangen, især saalænge Gudenaa er i dens nuværende Tilstand. Endelig siger Forf., at "Farten paa Gudenaa (ved den lille Dampbaads Hjælp) er bleven regulair"; men hvorledes kan en Seilads, som er stoppet i alle Vintermaanederne og til de andre Tider af Aaret kun kan udføres meget uregelmæssigt, kaldes "regulair"? Ja, hvis Dampbaaden kunde gaae til alle Tider af Aaret og ikke havde Andet at gjort, kunde den maaskee kaldes saaledes; men det har jo allerede i den korte Vinter, vi have havt iaar, viist sig, at Farten paa Gudenaa har været generet, rigtignok kun i kort Tid, og saaledes vil jo fremdeles nogle faa Graders Frost træde hindrende iveien for enhver "regelmæssig" Fart. Vi indrømme villigt, at det er et Gode, et Fremskridt, at Pramme, om det ogsaa kun er til enkelte Tider, kunne blive bugserede fra Randers til Bjerringbro i kortere Tid, end de kunne trækkes og stages, men hvis Nogen skulde lade sig forlede til at troe, at dette Gode skulde kunne afhjælpe den Trang, Silkeborg saavelsom hele Midtjylland har til en Jernbane, da er man paa fuldstændigt Vildspor, og det er vort Haab, at Ingen, der mener det godt med Midtjyllands Opkomst, vil fæste Lid til en Beretning, som søger at slaae en saadan Tanke fast. - At vi ikke staae ene i denne vor Opfattelse af Sagen, fremgaaer af nedenstaaende Skrivelse, som vi modtog efterat Ovenstaaende var nedskrevet.

"Hr. Redacteur!

I "Silkeborg Avis" af 27de d. M. findes optaget et Uddrag af en Artikel i "Randers Avis" om Farten paa Gudenaa. Tillad mig i denne Anledning at protestere, og jeg troer, at denne Protest vil tiltrædes af alle Silkeborgs og Omegns Beboere, imod den omtalte Artikels Indhold, forsaavidt som denne skulde ville slaae fast, at Farten paa Gudenaa nu som Communicationsmiddel var ifærd med at opfylde alle mulige Forlangender.

Farten paa Gudenaa er og vil altid blive en uheldig Forbindelse mellem Silkeborg og Randers og gjennem denne By med alle andre Pladse. Selv om Aaen gjøres nok saa seilbar og der sættes nok saa mange Bugseerdampbaade paa den, de være slette eller gode, saa kan dette ikke forhindre Vinteren i at afskjære Forbindelsen i flere Maaneder af Aaret, saavel herfra til Randers, som fra Randers til Udbyhøi, Denne uomstødelige Ulempe er alene tilstrækkelig til, at vi Alle der af al Magt maa bekæmpe enhversomhelst Udtalelse, der endog i ringeste Maade vil vække Tvivl om Nødvendigheden af, at vi faae en Jernbane. Den ubehjælpsomme, langvarige og dyre Transport over Randers og ad Gudenaa har længe nok hvilet tungt paa os, og nu da Øieblikket nærmer sig, hvor Jernbanesagen skal afgjøres, er det nødvendigt, at en Protest fremkommer, for at ikke en feilagtig Anskuelse skal bemægtige sig de, der ville faae med dette Spørgsmaals Afgjørelse at gjøre.

Det er ikke min Hensigt her at imødegaae de forskjellige fejlagtige Angivelser i Beretningen eller Slutninger om en "regulair Fart", som Artiklen i "Randers Avis" fremkommer med. Gudenaas nuværende Seilbarhed er ikke saaledes, at Dampbaade ville være istand til at bugsere Pramme hertil. De Forsøg, der ere gjorte, ere alle faldne uheldige ud, idet at Dampbaadene enten have maattet lade sig slæbe af Prammene for at komme igjennem de snevre Steder eller have maattet bruge Heste- eller Mandskraft for at naae herop. Aaen lader saa meget tilbage at ønske, at det endnu vilde koste betydelige Summer at faae den "regulaire Fart" igang. Jeg skal til Slutning bede Himlen bevare os for, at der i Fremtiden anvendes en eneste Skilling, idetmindste af offentlige Midler, paa endvidere at forbedre Gudenaafarten, da enhver Skilling vil berøve os Dage af den kostbare Tid, til Silkeborg faaer sin Jernbane. Alle Kraftanstrængelser fra Randers By, der nødigt vil give Slip paa de i saa mange Aar havde Fordele, ville være forgjæves ligeoverfor vort berettigede Forlangende.

Deres H."

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 29. november 1867)

Gudenå. Carl Stenders Kunstforlag. Postkort 1913. Det kongelige Bibliotek. Ulstrup ligger mellem Bjerringbro og Randers, og altså på det stykke hvor strømmen ikke nødvendiggjorde brug af heste til at trække prammene. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Gudenåen havde i århundreder været den vigtigste transportvej mellem kysten (Randers) og til det indre Jylland. Det foregik i fladbundede pramme (kåge) som kunne laste op til 25 tons papir, mursten, tørv, kalk, tov og lignende. Modstrøms (Randers til Silkeborg) blev prammene trukket af lejemænd (pramdragere) som langs bredden trak prammene med liner. Fra Bjerringbro dog på grund af den stærke strøm med heste. Medstrøms gjorde vand og vind arbejdet. Pramdragerne satte ekstra fart på med lange stager. 

Pramfartens storhedstid begyndte da Silkeborg blev handelsplads i 1846. Den gik for alvor i gang i 1851, på trods af modstand i Rigsdagen og handelsfolk i Randers og Silkeborg (Michael Drewsen). Trækstien blev udvidet til ca. 3 meter og hævede sig ca. 2 meter over sommervandstand. Åen fik en sejlbredde på ca. 13-15 meter (så to pramme kunne passere hinanden) og vanddybden var garanteret en lille meter selv i lavvandsperioder. Trækstien blev en regulær vej, med broer, stenkister m.m. over vandløb.

Et regulativ af 1861 gav pramfarten fik fortrinsret på Gudenåen. Men jernbanen overhalede pramfarten indenom: Turen Silkeborg-Randers t/r tog en uges tid. Fra Silkeborg gik turen let med strømmen og tog 1-2 dage. Turen Randers-Silkeborg tog noget længere tid. Anslået nåede pramfarten op på 80-120 pramme. Da jernbanen kom til Silkeborg i 1871, betød det en voldsom nedgang i pramfarten som dog fortsatte i formindsket omfang til omkring 1920.

Sigvard Lund 1813-1867. (Efterskrift til Politivennen)

Nekrolog. I Orlogscapitain Sigvard Lund har Marinen mistet en af sine dygtigste og djerveste Officerer, og Staten en af sine braveste Sønner. Han er født i Kjøbenhavn den 3die Novbr. 1813, blev Officeer 1835, Premierlieutenaut 1842, Capitainlieutenant 1853 og endelig Orlogscapitain i 1866.

Faa af Marinens Officerer have været mere i Activitet end han, idet han næsten hvert Aar stadig var beskjæftiget i Marinens Tjeneste paa det Element, hvor han ret var hjemme og følte sig saa vel. Naar Marinen ikke havde Brug for ham, søgte han i sine yngre Aar Uddannelse i sit Fag deels til Coffardies og deels ved en Reise paa egen Bekostning til Holland og England for at gjøre sig bekjendt med de derværende Orlogsværfter. I de Aar han førte Bugseerdampbaaden "Uffo", bidrog han til at redde tvende russiske Fregatter, der i Efteaars-Storme vare komne paa Grund i vore Farvande, ved ufortøvet, saasnart han fik Underretning derom, paa egen Risiko at begive sig derhen og yde de vedkommende Skide en kraftig og dristig Assistance, saa at det lykkedes at faae dem uskadte af grunden. Herfor blev der, efterat han havde reddet den første Fregat, fra Hans Majestæt Kejseren af Rusland tilstillet ham en Diamants-Ring, og efterat han havde ved det den anden, hædredes han med Commandeurkorset af den russiske Stanislaus-Orden. Med "Uffo'" assisterede han ogsaa ved Nedlægningen af den telegraphiske Traad i Sundet over til Sverig og blev derfor hædret med Ridderkorset af den svenske Sværd-Orden.

Under Danmarks første Kamp for dets Selvstændighed var han stadig udcommanderet paa forskiellige Stationer og var saaledes i 1850 Chef for Dampskibet "Vildanden", der var underlagt Chefen for den Ro-Kanonbaads-Division, som blev commanderet til Vestkysten; han assisterede der troligen ved Tilbageerobringen af vore Vesterhavsøer, Føhr og Amrum, der fra Begyndelsen af Krigen i 1848, og indtil de da i September 1850) bleve tilbageerobrede og voldte indtil Krigens onde, havde været i Fjendens Magt, og hvor en fjendtlig Dampkanonbaads Division indtil da havde havt Station i Føhrs Havn og derfra havde foraarsaget vort venstre Flankecorps i Slesvig og langs Eideren stadige Allarmeringer, saavel Dag som Nat. Efter Tilbageerobringen af Føhr og Amrum havde han med "Vildanden", tilligemed den Kanonbaads- Division, han var underlagt, Station paa Eideren, indtil Iisgang tvang saavel Kanonbaads-Divisionen som "Vildanden" til at søge Vinterhavn ved Føhr, hvor de forbleve indtil den endelige Fredsslutning i Begyndelsen af Aaret 1851.

I 1848, kort for Oprørets Udbrud, ægtede han Frøken Deichmann, Datter af dalevende Oberstlieutn. Deichmann i det kongelige Artilleri. Han havde den store Sorg at miste denne sin kiærlige Hustru i November 1863 kort for Danmarks anden Kamp begyndte, Efter i et Aar at have pleiet hende og efterat have seet sig hende derovet. blev han kort efter udnævnt til Chef for Dampcorvetten "Heimdal" og var med den udcommanderet hele Vinteren, samt deeltog med der, paa en saa djærv og værdig Maade, som man kunde vente af ham, i Helgolands-Affairen, der skaffede Danmark et Lyspunkt efter alle dets Trængsler mod en saa langt overlegen Fjende. Under dette Vintertogt med "Heimdal" havde han paadraget sig Spiren til den Sygdom, der senere blev hans Død. Hans fordum saa stærke Bryst blev angrebet; og han led oftere ombord af en voldsom Blodspytning. Han blev flere Gange raadet til at søge en bedre Pleie iland, men han vilde ikke høre Tale om at forlade sit Skib, saalænge hans Konge og Landet havde Brug for ham. Først efter Helgolands-Affairen, og ved "Heimdals" Hjemkomst her til Kjøbenhavns Rhed, var det muligt at faae ham til at forlade sit Skib; han blev bragt syg iland og er nu, efter 3 Aars haarde Lidelser, afgaaet ved Døden den 9de November. Han blev hædret med Dannebrogsordenens Ridderkors og Dannebrogsmændenes Sølvkors.

Hans Forhold til de Mange der hade været i Tjenesteberøring med ham, vil vistnok blive i varigt Minde, og ikke mindst hos Alle, til hvem de saae op med Høiagtelse, og hvem de betragtede som en Ven, der trolig deelte Skjæbne med dem. 

Under sin smertefulde Sygdom vedligeholdt han den Varme og Interesse for sin Stand, hvoraf han stedse har været besjælet, og hvis Vel han saa kraftig og frimodig har forsvaret, saavel i Tale som i Skrift.

Ligesom han var en djærv og modig Officeer, var han en trofast Ven og Kammerat, en kjærlig Ægtefælle og en altopofrende Fader for sine 4 efterladte, nu forældreløse og uforsørgede Børn, hvis fremtidige Skjæbne laa ham saameget paa Hjerte og gjorde ham Tanken om Skilsmissen fra dem saa tung.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. november 1867)

Fotograf Thora Caroline Andrea Hallager (1821-1884): Sigvard Lund. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Søofficeren Sigvard Lund (1813-1867) var ved udbruddet af Krigen 1848-1851 premierløjtnant i marinen (1842) og blev efter krigen kaptajnløjtnant (1853) og orlogskaptajn (1866). Han var siden 30. marts 1848 gift med Emma Angelique Constance Deichmann (1828-1863). Ved krigsudbruddet 1848 var han næstkommanderende i korvetten Flora. Under krigen var han under daværende kaptajn (senere admiral) Carl van Dockum som i sine erindringer skrev: 

... endelig Sigvard Lund og B. Rothe, hvem jeg begge anseer for at være blevne formede af min Haand, og paa hvis Udvikling jeg i væsentlig Grad antager at have havt Indflydelse.

Sigvard Lund nød som ung Officeer ikke nogen særlig Anseelse i Marinen. I 1848 blev jeg, som tidligere nævnet, Chef for Corvetten "Flora", bestemt til Cadetskib, og S. Lund blev beordret derombord som Næstcommanderende. Oprøret udbrød imidlertid; det blev bestemt, at "Flora" skulde udrustes til Krigsbrug, og da Zahrtmann, den daværende Marineminister, meddeelte mig denne Forandring, tilføiede han, at det var hans Hensigt at beordre en anden Næstcommanderende ombord i Skibet, da jeg under de forhaandenværende Omstændigheder ikke vilde kunne være tjent med, at Lund vedblev at fungere i denne Post. Jeg forestillede Ministeren, hvor krænkende en saadan Forandring, helst under de stedfindende Forhold, maatte være for en ærekjær Officeer; jeg erklærede, at jeg, om jeg end ikke kjendte Lieutenant Lund, vilde være tilfreds med at have ham som enhver anden af Ministeriet dertil udseet Officeer til Næstcommanderende, og Følgen blev, at Lund beholdt sin Commando. Dette glemte Lund mig aldrig. I to Aar, Krigsaarene 1848-49, vedblev han at være min Næstcommanderende ombord i "Flora", og den Dygtighed, der viste sig hos ham, i Forbindelse med hans naturlige Godmodighed, knyttede mig efterhaanden nøie til ham. Han udviklede Egenskaber, som man ikke troede, at der fandtes hos ham; han blev en anseet Officeer i Marinen, og hans Deeltagelse i Træfningen ved Helgoland som Chef for Corvetten "Heimdal" vil til alle Tider sikre hans Navn mod Forglemmelse. Han besad en aaben, kraftig og ridderlig Charakteer, var trofast under alle Livets Forhold og vedblev lige til sin Død at nære for mig en Hengivenhed, som endnu den Dag idag bringer mig til at føle levende og inderlig Sorg over hans altfor tidlige Bortgang.

(Admiral C. van Dockums livserindringer, 1893).

Efter krigen førte han et privat dampskib og 1851-54 Marinens bugserdamper Uffo. Han var 1856-61 adjudant hos marineministeren, 1861 chef for orlogsdamperen Holger Danske og i krigsåret 1864 for korvetten Heimdal som den 9. maj 1864 deltog i affæren ved Helgoland. Tidligere havde han deltaget i affæren ved Rügen 17. marts. Brystsygen søgte han at kurere ved en rejse til Madeira, som han vendte tilbage fra 1865. Han er begravet på Holmens Kirkegård, hvor besætningen fra Heimdal i 1864 havde rejst en mindesten for ham. 

Se også indslaget "Træfningen ved Helgoland" her på bloggen.