Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

En afskyelig Forbrydelse er, ifølge Vs. Av., i Søndags opdaget i Hjørring. Pigen Anne Kirstine Jensen, der er 22 Aar gl. og i den senere Tid tjente i Randers, fødte den 6te Juli d. A. et uægte Barn. Da hun ingen Hjælp havde til Barnet, reiste hun med det for at anbringe dette hos sine Forældre i Ingstrup. Underveis paakom der hende Frygt for, at de maaskee vilde undslaae sig for at tage imod Barnet, hvorfor hun besluttede at ombringe det. Under et Ophold i Aalborg kjøbte hun noget Skedevand, hvoraf hun, efterat Reisen var fortsat, heldte noget i Barnets Mund og kastede Resten tilligemed Flasken ud af Vinduet paa Postvognen, uden at de Medreisende mærkede Noget. Da hun ikke syntes det virkede, kvalte hun kort efter Barnet. Ankommen til Hjørring begav hun sig til en Søster der, og foregav, at Barnet, som hun bragte med sig, var død underveis og anmodede hendes Svoger om at anmelde Dødsfaldet for Distriktslægen. Ved den af denne foretagne Undersøgelse af Barnet kom Sandheden for Dagen. Hun foregiver nu, at hun inderlig fortryder sin Gjerning.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 5. november 1869).

Valg i Nordslesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Striden mellem tyskere og danskere i Nordslesvig var nogle gange ret livlige. I Flensborg skulle alle de tyske kandidater med behørig deltagelse være valgt, hvis ikke det var lykkedes danskerne gennem bedre disciplin at få en halv snes af deres farver igennem. Tyskerne vandt fuldstændigt i Sønderborg på Als såvel som i Haderslev, hertugdømmets nordligste by. Også det danske parti blev fuldstændig besejret i Aabenraa og Tønder. I Aabenraa fik den 1/5 af de afgivne stemmer den første dag, og den følgende dag undlod den ligesom i Haderslev at stemme. Disse valg har vist at det bymæssige element i Nordslesvig overvejende er tysk, mens valgene til delstatsparlamentet og rigsdagen viser, at nordslesvigs landbefolkning langt den største del ubetinget adlyder den parole de får fra København. Men situationen er også sådan, at der på landet er en del tyskere blandt ejerne af større landbrugsejendomme, og forholdsmæssigt er der flere af dem, jo ​​større ejendommene er. Kirkevalget foregik som helhed med endnu mindre deltagelse og gav et endnu mere varieret resultat end de bymæssige.

- - -

Zwischen Deutschen und Dänen ist in Nordschleswig der Kampf mitunter recht lebhaft gewesen. In Flensburg hätten bei gehöriger Betheilung die deutschen Candidaten sämmtlich durchgebracht werden müssen, die Dänen haben aber durch bessere Disciplin ein halbes Duzend ihrer Farbe durchgebracht. In Sonderburg auf Alsen haben die Deutschen vollständig gesiegt, ebenso in Hadersleben, der nördlichsten Stadt des Herzogthums. Auch in Apenrade und Tondern wurde die dänische Partei vollständig geschlagen. In Apenrade brachte sei es am ersten Tag auf 1/5 der abgegebenen Stimmen, am folgenden Tage hat sie wie in Hadersleben Wahlenthaltung geübt. Diese Wahlen haben gezeigr dass in Nordschleswig das städtische Element überwiegend deutsch ist, während allerdings aus den Wahlen zum Landtag und zum Reichstag hervorgeht, dass sie ländliche Bevölkerung Nordschleswigs zum bei weitem grössten Theil der ihr von Kopenhagen aus gegebenen Parole unbedingt gehorcht. Doch steht die Sache auch auf dem Lande so das unter den Besitzern grösserer bäuerlicher Grundstücke nicht wenige Deutsche gefunden werden, und zaw verhältnissmässig um so mehr, je grösser die Grundstücke sind. Die kirchlichen Wahlen sind im ganzen unter noch geringerer Theilnahme erfolgt, und haben ein noch bunteres Resultat ergeben als die städtlichen.

(Allgemeine Zeitung. 23. november 1869) 

Fra Slesvig skriver man den 20. november: "Schw. M.": Glæden over tyskernes valgsejr i Haderslev, Sønderborg og Aabenraa er stor i det tysksindede Nordslesvig, og det viser sig nu, at danskerne ved udsigten til et nederlag, foretrak slet ikke at stemme, for ikke derved at afsløre deres mindretal. I Haderslev (den nordligste by) var det ikke engang sådan, at spillet var lige til den første overslag. Ved vurderingen af ​​de enkelte vælgeres holdninger var der umiddelbart en betydelig overvægt af tysksindede vælgere. Det betyder selvfølgelig ikke, at der er vundet sejre, og nu gælder det om at få så mange ligesindede som muligt til stemmeboksen. Danskerne i Sønderborg vil forsøge at udføre en trussel om at opildne landboerne mod byens borgere, som stemmer tysk, på en sådan måde, at de hverken skal købe eller samarbejde med dem, og det vil helt sikkert resultere i alvorlige tab for nogle mennesker, men det vil med tiden udligne sig igen, da danskerne ikke kan skabe andre forsyningskilder, der ville være mere bekvemme for landbefolkningen på Als.

Aus Schleswig schreibt man unterm 20. Novb.: dem "Schw. M.": Die Freude über den Wahlsieg der Deutschen in Hadersleben, Sonderburg und Apenrade ist im deutschgesinnten Nordschleswig gross, und es stellt sich jetzt heraus, dass die Dänen in Voraussicht ihrer Niederlage das Abstimmen gar nicht fortsetzen, um nicht ihre Minderheit andauernd offenbar werden zu lassen. In Hadersleben (der nördlischsten Stadt) was es aber nicht einmal so, dass für den ersten Ueberschlag die partie gleich stand. Bei der Abschätzung der Gesinnung der einzelnen Wähler ergab sich sofort ein ganz bedutendees Uebergewicht der deutsch-gesinnten Wähler. Damit sind freilich Siege noch nicht gewonnen, und nun erst handelte es sich darum, die Gleichgesinnten möglichst alle zur Wahlurne zu bringen. Die Dänen in Sonderburg werden ihre Drohun, die Landbewohner gegen die in deutschen Sinne stimmenden Bürger der Stadt in der Weise aufzuhetzen, dass man bei den betreffenden weder kaufen noch arbeiten lassen solle, wahr zu machen suchen, und gewiss werden für manch emppfindliche Verluste daraus hervorgehen, mit der Zeit wird sich dies aber wieder ausgleichen, da die Dänen doch nicht andere Bezugsquellen, welche den Landleuten auf Alsen bequemer wären, schaffen können.

(Fränkischer Kurier : Nürnberg-Fürther neueste Nachrichten ; Mittelfränkische Zeitung. 26. november 1869)

I Slesvig-Holsten er tyskerne og danskerne nu hårdere imod hinanden end nogensinde. Der var en voldsom valgkamp i Flensborg og i Sønderborg udgav "Düppelposten" i anledning af valget til byrådet en smæde-artikel underskrevet af mange landmænd, hvor der blev fremsat trusler mod de tyske vælgere. Samme dag, på foranledning af danske agitatorer, marcherede landboerne i massevis ind i byen for at imponere vælgerne. Der var stor ophidselse, men til sidst vandt de tyske kandidater.

In Schleswig-Holstein stehen sich die Deutschen und Dänen jetzt schroffer gegenüber denn je. In Flensburg gab es einen heftigen Wahlkampf und in Sonderburg veröffentlichte aus Anlass der Wahlen für das Stadtverordneten-Collegium die "Düppelpost" einen von vielen Bauern unterzeichneten Schmähartikel, in welchem gegen die deutschen Wähler Drohungen ausgesprochen wurden. Auf Veranlassung dänischer Agitatoren zogen an demselben Tage Landleute massehaft in die Stadt, um den Wählern zu imponiren. Die Aufregund war gross, schliesslich aber siegten doch die deutschen Candidaten.

(Lindauer Tagblatt für Stadt und Land : Amtsblatt für den Stadtmagistrat Lindau und das kgl. Amtsgericht Lindau ; amtliches Bekanntmachungsorgan ... 24. november 1869).

Vandværk paa Frederiksberg. (Efterskrift til Politivennen)

Tæt udenfor Hovedstadens Volde begynder i disse Dage et Murværk at reise sig over de omliggende høie Bygninger, ved hvilket der gives et nyt Vidnesbyrd om den industrielle Foretagelsesaand, hvorpaa dels Bygherre tidligere har aflagt mange Prøver, ikke at tale om den overordenlig store Betydning som det Værk, der her forberedes, vil faa for det omliggende Kvarter eller rettere for hele det store, folkerige Frederiksberg Sogn. Den bekjendie Fabrikant P. Andersen, Eier af Jernstøberiet "Svanholm", lader nemlig paa denne Eiendoms Grund opføre et Taarn, paa hvis Tinde der skal anbringes kolossale Cisterner, hvorved det vil blive muligt at forsyne hele Frederiksberg Sogn med Vand i alle Eiendommenes Etager i Lighed med de kjøbenhavnske Eiendommes Vandforsyning via Københavns Vandværk. Tanken om dette storartede Foretagende er gammel hos Hr. Andersen, og allerede for omtrent fire Aar siden henvendte han Sognets Kommunalbestyrelses Opmærksomhed paa dette Velfærdsanliggende, men man mente dengang ikke at turde bebyrde Sognets Grundeiere med en saa stor Udgift, som Anlæget af Vandværk og Nedlægning af Rør i Gader og Veie vilde medføre. Dette Afslag har imidlerud ikke afskrækket Hr. Andersen, men han skrider nu til med egne Kræfter at udføre det Arbeide, som Kommunalbestyrelsen ikke dristede sig til at tage i sin Haand. En mangeaarig Erfaring har vist ham, at de to Brønde, der findes paa hans Grund, ere mere end righoldige nok til at forsyne Sognet med det daglige Vandforbrug. Ifjor Sommer i den stærke Tørke arbeidede en Dampmaskine Dag og Nat i 6 Uger paa at pumpe Vand op af Brøndene, uden at Vandstanden i fjerneste Maade aftog, og lignende Forsøg ere siden gjorte til ubestemte Tider og i længere Tidsrum ad Gangen. Det er med denne Vished for Øie, at han nu selv er skreden til Planens Realisation. Igjennem Rør, der anbringes i det Indre af et Taarn, ca. 10 Alen i Kvadrat, hvilket allerede nu hæver sig 30 Alen over Jordsmonnet, og som skal have en Høide af ca. 45 Alen, presses Vandet op ved Dampkraft i de omtalte Vandbeholdere, hvis Antal er 4, og hvorfra det atter gjennem andre Rør føres ned gjennem underjordiske Ledninger aldeles som i København ind i de forskjellige Eiendomme. Hr. Andersen agter til Foraaret at paabegynde Nedlægning af Rør paa Vodroffsvej og rimeligvis ogsaa i Schønbergskvarterets Gader, hvilke, som bekjendt, til næste Aar skulle brolægges, i hvilken Henseende det vilde være mindre heldigt, om Stenbroen skulde brydes op kort efter at være lagt. Enhver Eiendomsbesidder vil da kunne kontrahere med Vandværkets Eier om Indlæg til sin Eiendom, og Betalingen for Vandet vil rette sig efter Forbruget, idet der i enhver Eiendom vil blive anbragt en Vandmaaler, hvorpaa Mængden af det Vand, der passerer Maaleren, kan aflæses, ligesom Gasforbruget kan kontrolleres paa Gasmaalerne. At Frederiksberg Kommunalbestyrelse ved alle de Midler, der staa til dens Raadighed, vil understøtte dette Arbeide, der vil forøge Eiendommenes Værdi i en betydelig Grad, betragte vi som givet.

(Dags-Telegraphen (København) 28. oktober 1869).

Jernstøberen Peter Andersens (1814-1887) private vandværk fra 1869 forsynede den østlige del af kommunen. Vandværket lå ved jernstøberiet og forsynede området omkring Schønbergsgade. Jernstøberiet lå på Svanholm mellem Vodroffsvej og Danmarksgade. Tårnet forsynede senere Gammel Kongevej, Allegade, Nyvej og Frederiksberg Alle. Det er formentlig nedrevet.

 I 1877 byggede han et nyt vandværk med vandtårn tegnet af Vilhelm Tvede. De blev i 1897 overtaget af kommunen, som herfra drev forsyningen. Tårnet var i drift indtil 1948. Det er siden 1991 fredet, senere restaureret. Tårnet står i det nuværende CBS campusområde.

En grov Feiltagelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under denne Overskrift modtog vi for nogle Dage siden en Meddelelse om, at et Fruentimmer, der boer i Nærheden af "Damhuset", beliggende i Kjøbenhavns Amts søndre Birks Jurisdiktion, var bleven standset af en af Kontorbetjentene paa Birkekontoret, hvor hun i et Ærinde havde indfundet sig, og trods sin Protest var bleven indsat i Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage istedenfor hendes Søster, som for Tyveri var dømt til at udstaa denne Straf, at Feilen var bleven opdaget efter endt straffetid, og at Politimesteren da havde søgt at gjøre den god igjen ved at give hende en eller to Mark, hvilke hun dog var fintfølende nok til at afslaa, samt at Søsteren derefter blev afhentet af Politiet og indsat i Arresten.

Da vi nærede Betænkelighed ved at optage Meddelelsen, som i flere Henseender forekom os usandsynlig bemyndigede vi en af vore Medarbeidere til at gjøre Hr. Etatsraad, Birkedommer Petersen bekjendt med Artiklens Indhold, idet vi forbeholdt os at tage nærmere Bestemmelse om Offentliggjørelsen, naar Sagens rette Sammenhæng forelaa for os. Vi modtog derefter nedenstaaende Skrivelse og fandt efter Indholdet af denne ingensomhelst Anledning lil at bringe det omhandlede Faktum under Diskussion, saameget mindre som den Paagjældende aabenbart ved uopfordret at give Møde for at afsone en Straf maa have følt, at hun havde fortjent denne. Da Sagen imidlertid andensteds er kommen frem i en endnu mere forvansket Skikkelse, tro vi, at vi efter dertil have erholdt Samtykke bør gjøre Læserne Bekjendte med den af Politimesteren givne Fremstilling af Sagens rette Sammenhæng:

Hr. Redaktør Rimestad! Da De har vist mig den Velvillie at give mig Leilighed til at gjøre mig bekjendt med en til Dem indsendt Artikel om "en grov Feiltagelse", som skulde være begaaet her paa Kontoret, tillader jeg mig at give Dem en Fremstillmg af det Passerede, overladende til Deres Velbaarenhed, hvorvidt De derefter maatte finde Anledning til at gjøre sagen til Gjenstand for offentlig Omtale. 

Den 3die Marts d. A. anmeldte en Gaardeier paa Brøndbyvester Plads, at der i Løbet af de sidste 4 Uger var stjaalet ca. 20 Lpd Hø og 10 Lpd og Rughalm fra ham, cgoat han ved at følge nogle Spor havde faaet Mistanke om, at Tyverierne vare begaaede af Søstrene Maren og Mette Nielsdatter samt af den Sidstnævntes 17-aarige Søn, Niels Frederiksen, hvilke tillige vare mistænkte for at have stjaalet Pil fra de omliggende Gjerder. Ved den derefter den følgende Dag hos Søstrene forelagne Undersøgelse fremkom der saa Meget til Bestyrkelse for, at de havde begaaet de omhandlede Tyverier, at Mette og hendes Søn bleve arresterede. Maren var derimod syg og kunde ikke medtages, hvorti endnu kom, at Eiendommen og dens Besætning, bestaaende af en Hest og nogle Smaakreaturer, hvis alle Tre vare blevne arresterede, vilde have staaet aldeles uden Tilsyn. Efterat der i Løbet af 18 Dage var afholdt 7 Forhør, tilstod Niels og hans Moder omsider, at de i Forening havde begaaet Tyverierne, og den 30te f. M. bleve de begge løsladte. Der fremkom vel tillige under Forhørene adskilligt som tydede paa, at Maren havde været deltagtig i Tyverierne, men hendes Skyld dog ikke saaledes konstateret, at Amtet havde Anledning til al dekretere Aktion mod hende. Den 22de April blev der i den mod Moderen og Sønnen anlagte Justitssag afsagt Dom, hvorved Moderen dømtes til Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage. sønnen til 12 Rottingslag. Dommen blev forkyndt for de Tiltalte, der erklærede sig tilfredse med den. Amtet aproberede den, og Moderen udstod derefter sin Straf i Mai Maaned. For Sønnens Vedkommende blev derimod Straffens Exekution forhalet, idet man stadig foregav, at han var syg, men da en af mine Fuldmægtige tilfældig i Juli Maaned fik Leilighed til at se ham spadsere omkring paa Marken, gav han ham Paalæg om at møde den følgende Onsdag, den 16de Juni, paa Thinghuset for at udstaa sin Straf, da han i modsat Fald vilde blive afhentet af Politiet.

Den nævnte Dag indfandt han sig ogsaa, ledsaget af sin Tante, Maren, der, i Forbigaaende bemærket, ligner Søsteren saa meget, at selv en af mine Fuldmægtige, der har kjendt dem i mange Aar og hyppig har havt Leilighed til at tale med dem Begge samtidig, endnu ikke formaaer at sige, hvem af den, der er Mette og hvem Maren. Efterat Drengen 7 var afført for at vente, indtil jeg, eftersom Retten var endt, kunde være tilstede ved Straffens Fuldbyrdelse, henvendte Maren sig til mig med en Forespørgsel om, hvorvidt hun nu ogsaa skulde have sin Straf. Det faldt mig, da ingen af Søstrene var tilsagt, intet Øieblik ind, at der her var en Forvexling tilstede, og at det var den ikke dømte Søster, som stod for mig, og jeg svarede derfor simpelthen, at, siden hun nu engang var mødt, var det jo bedst, at det skete med du Samme, hvorpaa hun uden mindste Indvending eller nogensomhelst videre Samtale afgik til Arresten samme Dags Eftermiddag. Mine mange Forretninger giorde det virkelig umuligt for mig at erindre, om hver enkelt Domfældt har udstaaet sin Straf; imidlertid faldt det mig ind senere hen paa Dagen, efterat jeg var kommen hjem til mit Embedskontor, at den domfældte Mette Nielsdatter sikkert havde udstaaet sin Straf, hvilket jeg da ogsaa ved nærmere Undersøgelse fandt bekræftet. Jeg afsendte da strax en skriftlig Ordre til Arrestforvareren om, at den Paagjældende, med hvis Indsættelse i Arresten der maatte være begaaet en Feiltagelse, Øieblikkelig skulde løslades.

Istedenfor at gjøre dette sendte Arrestforvareren mig derimod en skriftlig Underretning om, at det ikke var Mette, men Maren Nielsdatter, der var bleven arresteret, hvorfor jeg gav en ny Ordre til, at denne skulde løslades, hvilket foraarsagede, at der atter gik nogen Tid tabt, og at Løsladelsen saaledes først blev fuldbyrdet den næste Morgen. Om jeg, da Maren Nielsdatter nu mødte paa Kontoret, har givet hende 1 eller 2 Mk., erindrer jeg ikke; men det røber et daarligt Bekiendtskab til hende og den øvrige Familie at ville tro, at hun skulde have afslaaet en saadan Gave. Alt, hvad Artiklen forøvrigt indeholder om Samtaler enten paa Thinghuset eller paa mit "ydre" eller "indre" Kontor, er lutter Opspind.

Ærbødigst

C. N. Petersen.

(Dags-Telegraphen (København) 14. oktober 1869)

Selvangivelse for Tvveri. (Efterskrift til Politivennen)

Det er ikke saa sjeldent, at enkelte af de til Forsørgelse paa Ladegaarden henviste Individer for at udslippe for dette ubehagelige Opholdssted enten begaa en Forbrydelse eller paalyve sig en saadan. Søndagen den 25de Juli indfandt den tidligere flere Gange straffede Person Carl Edvard Melms, der var indlagt paa Ladegaarden, sig paa Politikamre: og angav, at han havde gjort sig skyldig i Tyveri, idet han, der samme Dags Eftermiddag havde overværet Gudstjenesten i Trinitatis Kirke, i den Stol, han blev lukket ind i, havde tilvendt sig en der henliggende Psalmebog, paa hvis Bind der stod, at den tilhørte Trinitatis Kirke, og stukket den i sin Lomme. Som Grund til, at han selv meldte sig som Tyv, angav han Ønsket om at blive befriet for at vare paa Ladegaarden, hvor Opholdet var ham utaaleligt. Han afgav endvidere Tilstaaelse om, at han for nogle Aar siden, medens han i længere Tid gik tilhaande hos to Værtshusholdere, havde af disses Pengeskuffer til forskjellige Tider stjaalet smaa Pengesummer til et Beløb af i det Hele omtrent en Snes Daler. Paa Grund af disse Tilstaaelser blev Melms anholdt og belagt med Arrest. Under de for Retten optagne Forhør vedblev Arrestanten sin Selvangivelse, men tilføiede, at han havde tilvendt sig Psalmebogen for ved dens Salg eller Pantsætning at blive straffet for Tyveri og saaledes undgaa Opholdet paa Ladegaarden, samt at han troede, al han allerede under de Sager, hvori han tidligere var bleven dømt, var straffet for de omhandlede Pengetyverier. Senere forklarede Arrestanten, idet han vedblev sine tidligere Forklaringer, at han strax, da han satte sig i Besiddelse af den omhandlede Psalmebog, gjorde det for at blive inddømt i Forbedringshuset og med den beslutning selv at melde sig som Tyv, hvorved han tillige havde til Hensigt at disponere over Psalmebogen for at skaffe sig Brændevin. Af Akterne i de mod Arrestanten tidligere anlagte Sagte i Forbindelse med de to omtalte Værtshusholderes Forklaringer fremgik det, at Arrestanten ikke forhen var straffet for Pengetyverierne. Men selv om Arrestantens Skyld i disse trods hans aldeles ubestyrkede Tilstaaelse har bevist, vilde der dog for saavidt ikke kunne paaføres ham noget Ansvar som Følge af, at han, hvis disse Tyverier vare blevne paadømte i Forbindelse med de Forbrydelser, hvorfor den seneste Dom af 31te Oktober f. A. overgik ham, ikke kunde være bleven idømt en høiere Straf end den, hvormed han blev anseet ved hin Dom. Hvad Arrestantens Forhold med Hensyn til Psalmebogen angik, var det vel godtgjort, at han havde sat sig i Besiddelse af den, der var vurderet til 2 Mk. og tilhørte Trinitatis Kirke; men da han ikke havde disponeret over den til egen Fordel, og hans Forklaring om, at han tildels tog Psalmebogen for ved Salget af den at skaffe sig Brændevin, ikke efter de fremkomne Oplysninger i deres Helhed turde antages for overensstemmende med Sandheden, fandt Resten ikke, at det kunde ansees for bevist, at Arrestanten i denne Henseende havde gjort sig skyldig i Tyveri, under hvilken Forbrydelse det ikke kunde henføres, at han havde taget Psalmebogen alene for at opnaa at blive dømt som Tyv og saaledes komme bort fra Ladegaarden. Kriminal- og Politiretten frifandt derfor Arrestanten for Aktors Tiltale, men tilpligtede ham ved Dommen at udrede Aktionens Omkostninger.

(Dags-Telegraphen (København) 12. oktober 1869)