Georg Vilhelm Louis Drechsel. (Efterskrift til Politivennen)

 Silkeborg, den 6te Mai.

- Efter Anmodning fra flere Sider, bl. A. fra Forfatteren, optage vi følgende Brev til Bladet "Fædrelandet", dateret Silkeborg den 1ste Mai :

"Vor Kommunal-Repræsentation har i disse Dage udført en stor Bedrift. Efter at den i lang Tid med kristelig Taalmodighed har fundet sig i vor Birkedommer, Kammerjunker Drechsels Hensynsløshed, er den endelig bleven træt, og samtlige Repræsentanter have underskrevet og til Indenrigsministeriet indsendt et Andragende om at blive af med ham som Formand for Kommunalbestyrelsen, eller, hvis dette Ønske ikke kan opfyldes, om Hr. Kammerjunkeren da maa faae et Tilhold om at opføre sig saaledes i Fremtiden, at det er muligt at forhandle med ham om Varetagelsen af Byens Interesser. Andragendet karakteriserer nemlig hans Forhold som et Indbegreb af "Umedgjørlighed og Ufordragelighed", og det erklærer, at det er "en sand Plage at forhandle med ham". Kammerjunker Drechsel hører til dem, som, i Modsætning til saamange store Mænd, der ere komne for tidlig for deres Tid, synes at være kommen meget forsilde til Verden. Han burde have været Embedsmand 1770 og ikke 1870, det vilde have passet til hele hans Maade at være paa. Han er ikke i Stand til at finde sig i de nuværende frie Forhold, og kan ikke ret forstaae, at en Birkedommer ikke har Lov til at gjøre Alt, hvad han har Lyst til. Derfor ligger han i Krig med Alverden. Han blev nødt til at træde ud af Direktionen for Sparekassen, og da han følte sig fuldkommen tilovers i Kirkekomiteen, udtraadte han ogsaa af denne. I Fattig- og Skoledirektionen giver han sjeldent eller aldrig Møde, fordi han ikke kan komme ud af det med de øvrige Medlemmer *). Naar han saaledes trækker sig tilbage fra Forretningerne eller tager at opfatte de Forretninger, han ikke kan frasige sig, maa man dog ikke troe, at det er fordi han ikke har Lyst til at bestille Noget, tvertimod, han har altid uhyre travlt, men mindre med de Sager, der vedkomme hans Embede. Foruden at skulle være, hvad han ifølge sin Embedsstilling maa være, giver han sig ogsaa af med at gjøre Forretninger som Prokurator, Pengekommissionair og Landeiendomskommissionair - om han i sin Tid ogsaa har været Stillingskommissionair, veed jeg ikke. Han er om sig paa alle Sider, og i denne Henseende lader han Intet tilbage at ønske. Det lader ikke til at vedkomme ham, at baade Rigsdagen og Justitsministeriet have søgt at sætte en Grændse for Embedsmandenes og deres Fuldmægtiges Deeltagelse i private Forretninger; han gjør. hvad han vil, og som del passer ham bedst. Nedenstaaende Regning til Linaa Sogn over en Forretning, Kammerjunkeren for nylig har gjort for Sognet, vil afgive et Vidnesbyrd om hans private Virksomhed. For at man tilfulde kan forstaae Regningen, forudskikker jeg den Bemærkning, at Linaa Sogn ikke har modtaget et Laan af 11,500 Rd., men kun af 2500 Rdlr. 

*) Den ærede Brevskriver kunde ogsaa gjerne have anført, at Hr. Kammerjunkeren heller ikke mere giver Møde i Kommuneraadet, thi det er dog unægtelig Hovedsagen. Saavidt vides, har han ikke - nærmere end i gaar Aftes - deeltaget i noget KommuneraadSmøde siden den 3die Februar d. A. Red.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 6. maj 1870).

Artiklen efterfølges af regningen i Linaa. Efter artiklen i Fædrelandet indgav Drechsel anmodning til Indenrigsministeriet om at få undersøgt sine forhold.

Fotograf Carl Edvard Emil Rye (1820-1890), fotograf Hans Adam Christian Hohlenberg (1841-1901): etatsråd, kammerjunker, birkedommer, skriver Georg Vilhelm Drechsel (1814-1889). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Silkeborg, den 23de Mai.

- Kammerj. Drechsel var som bekjendt i et i "Fædrelandet" af 4de d. M. optaget Brev Gjenstand for forskjellige Angreb. I denne Anledning er "Berlingske Tid." anmodet om at optage nedenstaaende Erklæring fra Linaa Sogneraad og derhos at meddele, at Birkedommer Drechsel istedetfor Svar paa de mod ham rettede Angreb har indgivet et Andragende til vedkommende Ministerium om, at hans Forhold til Kommunen og Kommunalbestyrelsen maa blive gjort til Gjenstand for en nøiagtig Undersøgelse. Siden 1863 - tilføier Bladet - , da Fabrikarbeiderne paa Silkeborg første Gang gjorde Brug af deres Valgret efter Loven af 23de Decbr. 1861, skal ingen anden Dissents mellem Birkedommeren og Kommunen have været forelagt Amtet eller Ministeriet til Afgjørelsen end den bekjendte Strid om Silkeborg Jernbanegaards Beliggenhed. Den nævnte Erklæring lyder saaledes:

Paa Grund af det Angreb, der i Bladet "Fædrelandet" er gjort mod Kammerjunker Birkedommer Drechsel i Silkeborg, og hvortil en af os betalt Regning fra ham ogsaa er benyttet, føle vi en stærk Opfordring til at erklære, at Regningen, som den er fremstillet i "Fædrelandet", ikke stemmer med Originalen, idet der er udeladt den væsentlige Bemærkning, at Linaa Sogn af Amtsraadet var bemyndiget til at udgive 4 pCt. i Provision, medens vi slap billigere, saa den Provision, vi i Virkeligheden havde givet for Laanets Tilveiebringelse, og hele det vidtløftige Arbeide, bliver ca. 2 pCt.

Regningen er funden billig for dette Arbeide, Forfattelse af Vedtægt, Indstilling m. v.. Tilveiebringelse af Laan, Ordning af Dokumenter m. m. Kammerjunker Drechsel, der praktisk havde gjort sig bekjendt med Indretning af Fattiggaarde, var den her paa Egnen, til hvem vi med Tillid kunde betroe at ordne dette Anliggende for os. Der var Laanetilbud om de fulde 11,500 Rd., som hvis de vare blevne modtagne, vilde have kostet Kommunen mere end nu blev Tilfældet. Da vi henvendte os til Kammerjunker Drechsel om at hjælpe os med Fattiggaarden, var han villig dertil, og da vi forudsaa Arbejdets Vidtløftighed, have vi indstændig anmodet ham om at beregne sig Betaling, hvilken Anmodning vi gjentoge, da han under Arbeidets Besværlighed havde frasagt sig dette uden at beregne sig nogen Godtgjørelse.

Linaa, i Sogneraadet, den 12te Mai 1870. 21. Rasmussen. C. Brøchner.

Chr. Elley. J. Rasmussen.

A. Baastrup. R. Høgh. R. Mortensen.

Som Formand i Sogneraadet i 1868 og som den, der først anmodede Birkedommeren om at paatage sig Hvervet,

Lauenhaugaard, den 13de Mai 1870,

J. P. Klindt.

(Silkeborg Avis. Et politisk- og Avertissementsblad 25.  maj 1870)

- (Brev fra Silkeborg, den 26de Mal 1870.) Hr. Kammerjunker Drechsel har ved en Indrykkelse i "Berl. Tid." søgt at slappe Virkningen af mit sidste Brev til Deres ærede Blad, men han havde vist hellere maattet undvære denne Bistand, end at se sit Forsvar reduceret til et Par Linier ved Hjælp af Hr. Etatsraad Knudsens Sax. Det er naivt af Kammerjunkeren, at bekjendtgjøre, at han har bedet Ministeriet undersøge sit Forhold til den herværende Kommune, da det netop er Kommunen, hvad jeg i mit sidste Brev berettede, der har indgivet det omtalte Andragende til Ministeriet. Den Art frivillige Forslag minder stærkt om Historien med Soldaten, der tog Manden i Nakken og raabte: "Her er nok en Frivillig!" Kommunen har med stor Taalmodighed fundet sig i Kammerjunkerens Urimeligheder, og det er ikke Sandhed, naar der siges i "Berl. Tid.", at Fabrikarbeiderne til Fordel for Kammerjunkeren have værnet om Freden. Havde det staaet til Fabrikarbeiderne, var Kammerjunkerens Forhold vistnok forlængst underkastet en Undersøgelse.

Hvad Erklæringen fra Linaa Sogneforstanderskab angaar, da har den Intet at sige ligeoverfor Regningen, der foreligger, og som ikke lader sig bortforklare. Det er ligegyldigt, om Sogneforstanderskabet efter Kammerjunkerens Opfordring finder, at han lader sig billigt betale, naar Gud og Hvermand kan se, at Kammerjunkeren gjør dyre Forretninger. Erklæringen bliver desuden til Intet ligeover for den Kjendsgjerning, at Kammerjunkeren har ladet sig betale for de 11,600 Rdl., som Linaa Sogn ikke har faaet til Laans. I 1863 gjorde Hr. Drechsel en Reise i Slesvig, som han nu pludselig lader Sognet betale en Part af, uagtet man først i 1868 talte til ham om en Fattiggaard. Erklæringen siger, at jeg har glemt at tilføie, at Amtet har tilstaaet 4 pCt. for Ordningen af et Laan paa 11,600 Rdl., og det har den Ret i; jeg har ikke tilføiet denne Bemærkning. Forglemmelsen kommer mig imidlertid nu tilgode, thi den giver mig Lejlighed til at bevise, at Sogneforstanderskabet ikke kan regne. Ved Amtsraadets Møde d. 31te Marts 1869 blev det tilstedet Linaa Sogn at udgive indtil 460 Rdl. for Ordningen af et Laan paa 11,600 Rdl. Kammerjunker Drechsel søgte at arrangere dette Laan, men paa saa dyre Betingelser, at Sognet sagde Nei, og nøiedes med et Laan paa 2600 Rdl. Nu kommer Regnestykket. 4 pCt. af 2500 Rdl. pleier at give 100 Rdl.; Hr. Drechsel har blandt Andet beregnet sig for Reiser, til Kommissionær osv. 163 Rdl. 48 Sk., og desuden ½ pCt. Provision af 11,500 Rdl., ikke af 2500 Rdl., med 57 Rdl. 48 Sk., hvilket giver tilsammen 211 Rdl eller over 8½ pCt. af det Laan, Sognet har faaet. Naar Sognet derfor siger, at det for "hele det vidtløftige Arbeide" ikke i Provision har betalt mere end 2 pCt., saa tør jeg vel have nogen Ret til at sige, at enten lærer man ikke at regne i Linaa Sogn, eller ogsaa have alle Mand skrevet under, forladende sig trygt paa kammerjunkerens Ufejlbarlighed. Det gaar imidlertid med denne Ufejlbarlighed, som det gaar med Pavens, der er Ingen, der vil tro paa den.

(Fædrelandet 28. maj 1870. Se også Silkeborg Avis 30. maj 1870).

Georg Vilhelm Louis Drechsel (1814-1889) kom fra ansættelser ved Frederiksværks Krudtværks hovedkontor i København og toldinspektør i Nakskov. I 1853 blev han kammerjunker og i 1887 etatsråd. 1853 stillede han op som kandidat ved Folketingsvalget i Odense. Ved Silkeborg Birks oprettelse i 1854 blev han Silkeborgs første birkedommer, politimester og tillige kongevalgt formand for kommunalbestyrelsen. Han ragede hurtigt uklar med andre, bl.a. papirfabrikant Michael Drewsen. Han var med til at stifte Silkeborg og Omegns Landboforening i 1862 og blandt initiativtagerne til oprettelsen af byens første pengeinstitut Silkeborg Spare- og Laanekasse i 1860. Drechsel var utilfreds med at papirarbejderne havde fået udvidet valgretten i 1866. Han mistænkte Michael Drewsen for at påvirke arbejderne til at stemme på bestemte kandidater. I 1883 opfordrede kommunalbestyrelsen ham til at trække sig tilbage. Efter sin afsked i 1886 flyttede han til København.

Fødsler i Dølgsmaal. (Efterskrift til Politivennen)

Barnefødseler i Dølgsmaal. Under de Forhør, som ere blevne optagne i Anledning af, at en Pige i Tommerup Sogn den 8de d. M. fødte et Barn i Dølgsmaal og derefter kastede det i en Vanddam, er det. ifølge "Fyens Stifts-Tid.", endvidere lykkedes Herredsfogden i Odense Herred, Amtmand Dahlerup, at drage endnu en Forbrydelse frem for Dagens Lys, idet den samme Pige har tilstaaet og afgivet fuldstændig Forklaring om, at hun tidligere, nemlig i 1867, ubemærket en Aften har født et fuldbaaret Barn, som hun kvalte ved at indbinde det i sit Skjørt, og, efter at have ladet det ligge i sit Kammer om Natten, den næste Morgen nedgravede i Haven ved Huset, hvor hun tjente. Den samme Pige har tillige tilstaaet adskillige Tyverier, som hun har forøvet hvor hun har tjent.

- En Tjenestepige i Kjøbenhavn har i forrige Uge gjort sig skyldig i Barnefødsel i Dølgsmaal og skjult Fosteret, som efter hendes Udsagn var dødfødt, i en Skuffe paa sit Kammer. Her fandtes Liget, og Pigen blev overgivet i Politiets Hænder. (Dgs. Nhdr.)

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 28. april 1870)

Høitidsoffer. (Efterskrift til Politivennen)

Der har i den senere Tid heri Nysted været nogen Bevægelse blandt Befolkningen, der navnlig har givet Anledning til Afholdelsen af adskjellige Extramøder i Haandværkerforeningen, samt Søndagen den 20de Marts en Raadstueforsamling. Sagen er: at herværende Kordegn Frost, utilfreds med det Høitidsoffer, der deels ydes ham af Nogle, deels for Fleres Vedkommende aldeles udebliver, har fundet sig foranlediget til at indsende en Liste over ca. 160 Offerpligtige med Anmodning til Byraadet, at fastsætte Offeret for disses Vedkommende. Da man ei heri Byen mindes, at en saadan Opkrævning af Offer nogensinde tidligere har fundet Sted, og tilsyneladende eiheller anede, at Saadant var i Vente, blev man overrasket, da der pludselig indfandt sig en Politibetjent med en Liste over Synderne, idet han betydede Vedkommende, at de anførte Beløb fra 2 sk. til 1 Rd. var Offer til Frost (hvilken Forklaring iøvrigt ogsaa var nødvendig, da Listen hverken havde Over- eller Underskrift), med Tilføiende, at Beløbene maatte være indbetalte inden 3 Dage, da man ellers vilde ansee det som en Erklæring om, ikke godvillig at ville betale, hvorefter Udpantning vilde blive foranlediget. Imidlertid betalte kun ganske Enkelte, hvorimod Bestyrelsen for Haandværkerforeningen nogle Dage senere modtog en med talrige Underskrifter forsynet Skrivelse, med Anmodning om at tage sig af Sagen, idet man navnlig syntes at gaae ud fra, at det paalignede Offer var sat for høit. Hvorvidt dette nu virkelig er Tilfælde, skal Indsenderen ei kunne afgjøre; dog, naar man tager Hensyn til, at ca. 160 Offerpligtige af de mindre Formuende ere paalignede omtrent 100 Rd, kunde den Paastand mulig nok være grundet, at naar alle Konfirmerede i Pastoratet efter samme Forhold kom til at betale Offer, som jo Loven foreskriver, da vilde vel nok et mindre Beløb kunne være "et passende" Offer for Kordegnen. Efterat Hr. Byfoged Lassen ved Raadstuesamlingen havde gjort Forsamlingen bekjendt med Loven betræffende Høitidsoffer og fra Byraadets Side havdet den stedfundne Ligning, blev der fra Flere fremhævet det Ønskelige i, at alt Høitidsoffer kunde blive afskaffet ved en Overeenskomst med de Offerberettigede, og efter at det gjentagende var bleven fremhævet, at de Offerberettigede ingenlunde, om end, som Flere syntes at ønske, Offersedler bleve uddeelte, behøvede at vare tilfredse med det, Enhver fandt sig foranlediget til at yde, naar man mulig maatte finde det "upassende", blev der foretaget Afstemning, hvorved upaatvivlelig en stor Majoritet vilde have udtalt Ønsket om Afskaffelsen af Offeret mod en Overeenskomst; men da i samme Øieblik Byfogden gjorde opmærksom paa, at Byraadet, uden Hensyn til Afstemningens Resultat, ei vilde finde sig foranlediget til at foretage Videre ved Sagen før en Raadstueforsamling specielt i dette Øiemed var bleven sammenkaldt, saa blev Afstemningen uden Følger. Ved senere Møder i Haandværkerforeningen skal det være vedtaget,  ifald en Udpantning virkelig bliver foretaget, da at henvende sig til vedkommende Ministerium, for mulig at faae den hele Offersag ordnet paa en mere tidssvarende og hensigtsmæssig Maade; hvorvidt dette er den rette Vei, turde der mulig være Spørgsmaal om. - Hvad der imidlertid klarligen fremgaaer af det Hele, og som støttes af de Udtalelser, man overalt hører, det er den Uvillie, som Befolkningen stedse mere og mere føler for hele den Maade, Gejstligheden lønnes paa, og man kan dristig forudsætte, at Oppositionen ikke her dreier sig om den mindre Pengesum, hver Enkelt at pligtig til at Yde, men kun Maaden, hvorpaa det skeer. Rigtignok mindes jeg, at en høitagtet geistlig Rigsdagsmand for flere Aar siden, da Sagen var under Forhandling i Rigsdagen, yttrede til Støtte for Bibeholdelsen af Høitidsofferet, at han fandt, det var en smuk Maade, idet Præsten ligesom direkte blev lønnet af Menigheden, formodentlig med den Forudsætning, at det bidrog til et bedre Forhold imellem de respektive Medlemmer af Menighedcn og deres Præst, Det er imidlertid en uafviselig Sandhed, at den ærede Rigsdagsmand fuldstændig er paa Vildspor, Det kan være, at Forholdet bliver venskabeligere imellem Præsten og det Medlem af Menigheden, der kan yde Præsten et klækkeligt Offer; men hvorledes mon Forholdet stiller sig, naar det Modsatte er Tilfældet? At der gives mange hæderlige Præster, der oprigtig elske deres Kald og sætte Udbredelsen af Guds Ord langt høiere end pekuniair Fordeel, vil jeg langtfra bestride; men at Andre, istedetfor at være sande Kristi Apostle, paatage sig en præstelig fornem Mine og saagodtsom aldrig bekymre sig om, paa hvilket Standpunkt Religionen staaer i Hjemmet og Familielivet, det er destoværre en sørgelig Sandhed. Faaer man ikke Indtrykket af, at Herrens Ord endnu den Dag idag bliver solgt for Penge, og kun for Penge, som en Vare", der giver en god Indtægt ved Salget? Maa ikke Daaben , Konfirmationen, Begravelsen - Alt betales med Penge? Hvormegen Forargelse maa det ikke vække, naar den Afdødes Slægtninge staae og akkordere med Præsten om Ligtalen, og den Afdøde faaer denne i Forhold til de Penge, som derfor betales, modsat den brave, fattige Mand, der som oftest siet ingen Ligtale faaer? Maa man nu ikke spørge; om Alt dette er i Overeensstemmelse med Kristi Lære eller Aanden deri? - Naar Geistligheden kom paa fast Gage, vilde da ikke megen Anledning til Forargelse falde bort? og vilde ikke Menighedernc med større Taknemmelighed og Kjærligbed modtage Religionens Trøst af deres Sjælesørger, naar man overalt kunde være gjennemtrængt af den Overbevisning. at den blev givet af et kjærligt, kristeligt Sind, og ei for Penge? Jeg troer dristig at kunne svare: jo!

Nysted, den 30te Marts 1870.

R.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. april 1870)

Højtidsoffer var oprindelig frivillige gaver som blev lagt på kirkens alter til præstens underhold. Det blev givet ved de 3 store højtider. I den katolske tid blev det pligtigt for konfirmerede medlemmer af menigheden og lovfæstedes i Christian Vs danske lov. I 1670 blev der hjemlet gejstligheden ret til at inddrive det. Det bortfaldt først i København og blev erstattet af et nytårsoffer. I 1800-tallet blev det en pinlig sag at inddrive offeret, som artiklen antyder, og man ønskede højtidsofferet fjernet eller afløst ved at kommunekassen betalte. Med præstelønningsloven af 14. marts 1914 forsvandt offeret.

Mindefester i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. (Af et Brev fra Mellemslesvig, den 27de Marts). Ved Byen Ekernførde agter man i næste Uge at afsløre et Mindesmærke til Ære for Affairen den 5te April 1849. Det kommer til at bestaae af en Granitstøtte med forskjellige Inscriptioner til Forherligelse af Vaabendaaden og dens Hovedpersoner: "Jungmann" og "Preusser", af hvilke Førstnævnte commanderede Militairafdelingerne i begge Strandbatterier, medens Sidstnævnte, som var Underbefalingsmand i den sydlige Skanse sprang i Luften med Linjeskibet "Christian den Ottende" under et Forsøg paa at redde nogle af de Saarede, der endnu befandt sig i det brændende Orlogsfartøi. Ekernførdes indvaanere faae saaledes nu et synligt Mindetegn om denne Kamp, efterat dets første Forsøg paa at opnaae et saadant ved at indmure Linieskibets opfiskede store Skibsanker i St. Nicolaikirkens Mure, kuldkastedes efter Krigens Afslutning. Befolkningen hører til  Hertugdømmets meest gjennemagiterede; imidlertid er der ogsaa her et ikke ringe Antal velsindede Borgere, der ikke følge de toneangivende Fanatikere. Et Vidnesbyrd herom afgiver den Kiendgjerning, at der næsten altid henlægges friske Krandse paa de separate Grave for de faldne danske Befalingsmænd saavelsom paa den store Fællesgrav, i hvilken 102 af Offrene fra hiin blodige og ulykkelige Dag ere blevne jordedere paa Byens Kirkegaard. - De endnu existerende og de forhenværende Hansestæder synes at føle Trang til at feire historiske Mindefester, rimeligviis fordi deres politiske Selvstændighed Dag for Dag indsnevres mere og de til Erstatning herfor søge en tarvelig Trøst i svundne Aarhundreders Heltebedrifter. I Hamborg er der i de senere Aar blevet høitideligholdt  flere slige Fester, deriblandt endog en for den moralske Seier ved Isted. I Bremen feiredes ifjor en stor Fest, ved hvilken Leilighed der i et Mindeskrift angaaende Festdagen og Byens Fortid blandt andet omtales, at de første preussiske eller rettere sagt brandenborgske Krigsskibe, der viste sig i Østersøen for omtrent 200 Aar siden, stode paa de Danskes Side i det store Slag, Niels Juel vandt over den svenske Flaade den 4de og 11te Juni. at de ved denne Leiighed erobrede den svenske Fregat "Leopard" paa 22 Kanoner, og at den danske Gesandt klingenberg til Ære for denne stolte Seir udenfor Byen Bremen feirede en glimrende Fest, ved hvilken en stor Elephant af Metal uafbrudt i fire Timer udspyede rød og hvid Viin til Alle og Enhver, medens en brillant Illumination af 70 Tiæretønder, Lyskugler og talløse Blus forlystede de høie Giæster, blandt hvilke Keiserens Ambassadeur, Grev Windischgrätz og Bremens Magistrat befandt sig. Byen Stralsund, der tidligere hørte til en af Hanseforbundets vigtigere Stæder, agter at høitideligholde en anden historisk Mindefest den 23te i næste Maaned, ved hvilken de Danske komme til at figurere i modsat Retning. En derværende Historiker har nemlig funden den gamle paa Pergament udstedte og med 26 store Segl forsynede Fredstractat, der af den danske Rigsforstander Henning Podebusk og 25 danske Herrer, som ledsagede ham til Stralsund, undertegnedes paa det derværende Raadhuus paa Christi Himmelfartsdag den 23de Mai 1370 og ifølge Hansestæderne for en længere Tid paa en Maade tiltvang sig en Slags Overhøihed over de nordiske Riger. Byraadet i Stralsund skal ikke være utilbøielig til at bevillige en passende Sum til Høitideligholdelse af 500-Aarsdagen for denne Begivenhed. Hvorvidt andre Byer, der have hørt til Hanseforbundet, efter Opfordring ville deeltage i denne Mindefest, synes ikke at være afgjort endnu.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1870)

Om affæren ved Eckernførde 5. april 1849, se indslagene på denne blog om major Eduard Jungmann og Johann Heinrich Bartelsen.

Sydskansen i Eckernførde er i dag et kulturmindesmærke til erindring om slaget. Den ligger i Eckernförder Kurpark hvor også Gefion-Brønden minder om slaget.

Fredsaftalen i Stralsund gav Hansestæderne slottene i Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo i besiddelse i 16 år, kontrol over Skånemarkedet samt ret til indsigelse ved tronskifte.

Bedragerisk Spil. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteret paakjendte idag en større, i lste Instants ved Odense Kjøbstads Politiret behandlet og tidligere her i Bladet omtalt Justitssag, hvorunder 17 Personer tiltaltes, de 15 for bedragerisk Spil, l for samme Forbrydelse og for Bedrager, og l for bedragerisk Forhold. Det var under Sagen oplyst, at der i lang Tid i meget betydeligt Omfang i Odense var drevet bedragerisk Kortspil, idet de paagjældende Tiltalte efter udtrykkelig eller stiltiende Aftale foranledigede, at Personer, der antoges at have Penge, og som de undertiden først lokkede ind paa Værtshuse og til der at nyde Drikkevarer, indlode sig i Kortspil med dem, hvorefter de ved bedragerisk Kunstgreb, som de anvendte i Spillet, fravendte dem ofte betydelige Summer. Disse Kunstgreb bestode da navnlig i, at de ved visse aftalte Tegn eller Ord tilkiendegave hinanden Beskaffenheden af de Kort, de havde paa Haanden, og hvilket Udspil de ønskede, og gjensidig derefter indrettede deres Spil, samt i, at Blandingen og Aftagningen skete paa en saadan Maade, at visse Kort af Betydning kom til at ligge paa et bestemt Sted og kunde bringes paa en vis Haand; undertiden lagdes ogsaa nogle Kort hemmeligen tilside, og naar der til et Spil kun hørte to Spillere, holdt en af de Tiltalte sig bagved den, der skulde besviges, og signaliserede hans Spil. Hvad der saaledes blev vundet, blev derefter deelt mellem de Tiltalte, der deeltoge i Spillet, og navnlig fik den af de Tiltalte, der havde været Makker med den, der skulde besviges, og følgelig ligesom denne havde tabt i Spillet, sit Tab forlods godtgjort af de andre Tiltalte, og den, der havde været tilstede, men ikke deltaget i spillet fik en Andeel af det Vundne for at holde reen Mund. Hvor store Beløb der efterhaandcn i det Hele ere blevne fravendte de forskjellige Personer, har ikke med Nøiagtighed kunnet oplyses, idet de Tiltalte, navnlig forsaavidt angaaer den tidligere Tid, ikke have kunnet opgive Navnene paa de enkelte Personer, de have bedraget. Af de bedragne Persomer, der under Sagen have meldt sig eller ere blevne opspurgte, have 14 nedlagt Paastand paa Erstatning af de dem fravendte Summer til et samlet Beløb af 395 Rd.

. Høiesteret stadfæstede med Hensyn til Straffen, saavidt paaanket var, Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom, hvorved Een var anseet med Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder, Fem med Fængsel paa Vand og Brød hver i 4 Gange 5 Dage, Een med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Tre hver i 2 Gange 4 Dage, samt Tre hver i 5 Dage, medens Fire vare frifundne for Actors Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1870)