Bortvisning af Tjeneste og Fornærmelse i Ord. (Efterskrift til Politivennen)

En Tjenestepige havde for Retten indklaget en herværende Bagermester, fordi denne den 21de Marts d. A havde tilføiet hende flere Slag, udskældt hende for en "lumpen Tyvekvind" og sigtet hende for at have bestjaalet ham, samt fordi han havde uden lovlig Grund bortvist hende af Tjenesten, hvorfor hun havde paastaaet den Indklagede dels straffet for de verbale og reelle Injurier imod hende, dels tilpligtet at betale hende Løn for Marts Maaned d. A. med 3 Rd. 4 mk.. Kostpenge fra 21de Marts til 1ste April, begge Dage indbefattede, efter Rettens Bestemmelse, samt Sagens Omkostninger, hvorhos hun havde paastaaet de fornærmelige Udladelser mortificerede. Under Sagen var det af begge Parter erkjendt, at Klagerinden havde tjent den Indklagede maanedsvis for en maanedlig Løn af 3 Rd. 4 mk. og Kost og Logis, hvilken Tjeneste efter Opsigelse skulde ophøre den 1ste April d. S. Klagerinden havde imidlertid ikke imod den Indklagedes Benegtelse bevist, at denne havde fornærmet hende i Ord eller Gjerning, ligesaa lidt som der var tilvejebragt en saadan Formodning, at Partsed kunde komme til Anvendelse. Derimod havde den Indklagede erkjendt, at hm den 21de Marts d. A. havde bortvist Klagerinden af Tjenesten; men hertil havde han anseet sig for berettiget, fordi Klagerinden i Tjenestetiden og lige til den sidste Dag havde tilladt sig grove og fornærmelige Ytringer imod den Indklagedes Hustru; og da Klagerinden ogsaa havde indrømmet, at hun den 21de Marts d. A., efterat den Indklagedes Hustru havde kaldt hende "en beskidt Tøs", har sagt til denne "saa maa det være Dem, der er en beskidt Kjælling", skjønnedes den Indklagede i Tyendeloven af 10de Mai 1854, § 41 Nr. 4, at have havt tilstrækkelig Hjemmel til den skete Bortvisning. Som Følge heraf blev den Indklagede ved Kriminal- og Politirettens Dom imod til Klagerinden at betale 2 Rd. 3 mk. iøvrigt frifunden for hendes Tiltale.

(Dags-Telegraphen (København) 18. maj 1868).

Skjændig Udaad paa Fyen. (Efterskrift til Politivennen)

Dagsnyt.

- I Tirsdags Aftes Kl. omtrent 10, blev, ifølge "Fyens Stiftstid.", en Pige, som kom fra Odense og gik til sit Hjem paa Hunderup Mark, paa Veien mellem Odense og Hunderup overfaldet og mishandlet paa en skammelig Maade af en Mandsperson, som kom rask bag ved hende og uden mindste Anledning fra hendes Side, og uden at hun vidste af det, pludselig med en tyk Stok tilføiede hende flere betydelige Slag i Hovedet saa at hun tumlede bevidstløs til Jorden, hvorefter Mandspersonen tog hende ved den ene Arm og slæbte hende henad Veien og ud paa Marken, hvor han atter slog hende med Voldsomhed i Hovedet, men da bun skreg og raabte om Hjælp, og der i det Samme kom nogle Vogne kiørende rask forbi, blev Mandspersonen formodentlig bange og undløb hen over Marken. Det var med Nød og neppe, at den ovorfaldne formaaede at slæbe sig ind til Hunderup, hvor hun anmeldte Sagen for Sognefogden, der strax gjorde Anstalt til hendes Hiemkiørsel og besørgede Læge hentet i Odense. Tillige anmeldte han Begivenheden for Herredsfogden, Amtmand Dahlerup, som øieblikkelig begav sig ud til Gjerningsstedet, hvor nogle afrevne Stykker af den Overfaldnes Klæder, samt den Stok, der var benyttet under Mishandlingen, fandtes, ligesom der ogsaa var Spor af Blod. - Gierningsmanden, der ikke berøvede Pigen Nogetsomhelst af det, hun førte med sig, skal have vævet iført Intanteri-Uniform, men det er endnu ikke lykkedes at komme paa Spor efter ham. Det kan sees, at den Stok han havde slaaet Pigen med, er skaaren af en Piil ved Veikanten

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. maj 1868)

Carl Stenders Kunstforlag (1888-1995): Hunderup. 1916. Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Overfald. Igaar, noget hen paa Eftermiddagen, er atter her i Nærheden af Byen, circa ½ Miil ud ad Slettens Lundevei, forøvet et Overfald paa en Kone herfra Byen, idet en Soldat kom bag fra og kastede hende om i Grøften, slog hende i Ansigtet, samt forsøgte at slæbe hende over Grøften ind paa Marken, men da der i det Samme kom nogle Folk kjørende paa Landevejen, slap han hende og løb bort. Folkene, som kom kjørende, havde imidlertid bemærket, at Nogen havde gaaet inde i en Rugmark ved Landevejen, og ved at følge Sporet traf de ogsaa en Soldat. De opfordrede ham da til at følge med til Odense, og han erklærede sig villig hertil og satte sig op paa Vognen, men udfor Næsbyhoved Skov sprang han pludselig af Vognen og løb ind i Skoven, hvor Folkene ikke kunde finde ham igjen. Det Passerede anmeldtes strax for Amtmand, Herredsfoged Dahlerup, der foreløbig optog Anmeldelse og Forhør. Da netop et af 5te Bataillons Compagnier igaar var fritaget for Øvelser, og der altsaa var Formodning for, at vedkommende Soldat hørte til dette Compagni, blev dets Recrutter beordrede til at møde, og blev da den Soldat, som var bleven truffen i Nærheden os, hvor Konen var blevet overfaldet, ogsaa gjenkjendt af Folkene, som havde anholdt ham, skjøndt han havde ladet sit Skjæg afrage. Der er en høi Grad af Sandsynlighed for, at det er den samme Soldat, som i forrige Maaned poa en lignende Maade overfaldt og mishandlede en Pige paa Hunderup Landevej. Han er nu arresteret, og det tør haabes, at de militaire Autoriteter ville tage sig alvorlig af Sagen og bringe ham til at bekjende, saa at hans Lyst til at overfalde fredelige Folk, som i lovligt Ærinde gaae paa Landevejen, for en Tid kan blive hæmmet.

(Fyens Stiftstidende 10. juni 1868)

Fodfolkets Spade. (Efterskrift til Politivennen)

Hr. Redaktør! I Deres ærede Blad for den 19de f. M. findes der nogle Bemærkninger, fremsatte ved Hr. F., i Anledning af min Artikel om den til Fodfolkets Udrustning foreslaaede lille Staalspade. Da disse Bemærkninger ikke angaa Sagens Realitet - Hr. F. er fuldstændig enig med mig i, at det er ønskeligt, ja nødvendigt at forsyne Mandskabet med dette Redskab - kunde jeg jo gjerne have ladet Sagen nu bero dermed, dersom ikke Hr. F. ved sin Fremstilling. der ingenlunde er fri for skæve, uholdbare Anskuelser og Paastande, maaske kunde bidrage til, at Opfinderen af Staalspaden, Hr. Kaptain Linnemann, hertillands ikke høstede den Anerkjendelse, han ved sin Opfindelse og navnlig ved sin ufortrødne Iver for dens Fremme, aa høilig har Krav paa. Hr. F., der, som han selv siger, har tjent i den nordamerikanske Unions Armee, udtaler nemlig den Formening, at man ikke kunde betegne den Linnemannske saakaldte Sidevaabenspade som en Opfindelse, fordi den allerede under den nordamerikanske Krig havde fundet almindelig Anvendelse. At Amerikanerne anvendte Spader i en meget stor Udstrækning, baade til at skaffe sig Dækning i Kampen og til at tilveiebringe Sikring i deres Hvilestillinger, er en meget bekjendt Sag, og dersom Hr. F. havde nogen kjendskab til den nyere Militærliteratur, vilde han deraf have seet, at der ikke blandt Fagmændene, som han siger, hersker nogen Tvivl idetmindste angaaende denne Forbedring i krigsfaget. Sagen er kun den at finde en passende Model til en saadan Spade, og at Amerikanerne ikke, ialtfald ikke i Efteraaret 1864, havde opnaaet en saadan, fremgaaer blandt Andet ogsaa deraf, at den Afdeling, der havde den Ære at tælle Hr. F. i sine Rækker, efter hvad Hr. F. fortæller, til denne Tid fik nogle Prøvespader tilsendte, endskjøndt næsten hele General Grants Armee var forsynet med smaa Spader. Dersom disse havde været hensigtsmæssige, vilde hint Experiment i Sandhed have været mere end overflødigt. Forresten lykkedes dette da ikke, fordi, som Hr. F. siger, hin Afdeling blev bortkommanderet, hvilket forekommer mig at være en høist besynderlig Grund for, at den Prøve, der forøvrigt synes at have været lange nok forinden, skulde opgives, da Redskabet jo netop burde prøves under alleslags Forhold. 

Jeg skal nu til Hr. F.s Beroligelse tillade mig at meddele ham, at Opfinderen af den danske Model til en Spade for Fodfolk netop har taget sin Ide fra Amerika, hvorpaa han aldrig har lagt ringeste Dølgsmaal, men at selve konstruktionen af Modellen er i den Grad original, at der endogsaa er erhvervet Patent paa den i Nordamerika. Vi feile neppe, naar vi antage, at dette havde Hr. F. ikke ventet. Vi skulle endvidere tilføie, at der i dette Øieblik ikke er noget Land i hele Evropa - dog med Undtagelse af Tyrkiet - hvor der ikke er gjort Skridt for at erhverve Patent paa den danske Sidevaabenspade. Det er jo nu rigtignok intet Argument, vi kunne bruge ligeoverfor Hr. F., thi efter hans Formening ere alle evropæiske Regjeringer og de vedkommende Fagmænd for dumme eller for indolente til at have nogensomhelst Anelse om, at et saadant Redskab er blevet brugt i den nordamerikanske krig, hvor i det Hele taget en Mængde vigtige militære Spørgsmaal skulle have fundet deres endelige Afgjørelse, det vil sige for Amerikanernes Vedkommende, thi her i Evropa gaa vi med Hensyn til dem endnu fuldstændig "iblinde". Kun et Ord endnu til Hr. F.; han mener, at krigen af 1866 havde faaet et andet Udfald, dersom Fodfolket - vi maa vel antage, at Hr. F. mener det østerrigske - havde været forsynet med smaa Spader. Jeg for min Part tillader mig at betvivle dette, thi ligesaalidt som "Vandet alene er tilstrækkeligt", som Morten Luther allerede har lært os, ligesaalidt kan "en Spade" bevirke Underværker, naar ikke den "rette Aand" er i Tropperne.

Deres ærbødigste

X.

(Dags-Telegraphen (København) 4. maj 1868).

"The Linnemann Spade". Tegnet i "Journal of the Military Service Institution" juli 1894. Her står desuden at den blev brugt i Tyskland, Østrig, Holland, Frankrig, Rusland, Rumænien, Serbien og Grækenland. Dog bemærkes at i Tyskland, Frankrig og Rusland foretrak man andre typer værkstøj. Forfatteren mente at det var den rette spade at bruge, men ikke nødvendigvis som i Europa, bl.a. fordi de var billige. Spaden blev i øvrigt omtalt i adskillige militærblade.

Kaptajn Johan Linnemann (1830-1889) havde deltaget i Krigen 1848-1851 og slaget ved Als 1864. Her havde han fået ideen til en infanterispade som samtidig kunne bruges som nærkampsvåben, sav og stegepande. Han fik patent på opfindelse 1869, men den blev afvist som unødvendig af hæren. Ingeniørtropperne kunne imidlertid godt se anvendeligheden, og herefter blev ideen antaget ikke bare i Danmark, men også i Europa. Den blev brugt i Balkankrigene 1877-1879, den Russisk-japanske Krig 1904-1905 og 1. verdenskrig. Linnemann opnåede at få en medalje af Christian 9., og hædersbevisninger fra Preussen, Rumænien. 

Rømø: Slesvigske Tilstande. (Efterskrift til Politivennen)

Efter et sikkert Forlydende i "Vestsl. Tid." blev Romø for et Par Dage siden gjæstet af nogle hamborgske Spekulanter, der til fabelagtig høie Priser opkjøbte de ved Havnepladsen beliggende Eiendomme, dog under den Betingelse, at Kjøbet gaaer tilbage, hvis den projekterede Dæmning osv. mellem Øen og Fastlandet ikke kommer istand. Saaledes solgte Hr. Gjæstgiver Gram Schmidt den ham tilhørende Kro med tilliggende for 10,000 pr. Thl , og et Hus med Tilliggende, der for Tiden neppe kan taxeres høiere end til ca. 300 Thl., solgtes for 1800 Thl. pr. - En hel Del andre Eiendomme solgtes til lignende enorme Priser, skjøndt de saagodtsom alle bestaa af sandede, meget ufrugtbare Jorder. Denne Spekulation er vist ikke uden Forbindelse med et mere fashionabelt Besøg, som en Del høiere Embedsmænd, ledsagede af Grev Baudissin, for nogle Dage siden aflagde her paa Vestkysten. Det er tredie Gang i Løbet af et halvt Aar. at den ædle Greve har beæret vor Egn med sin Nærværelse. Første Gang var i Decbr. f. A. kort efter at han havde holdt sin bekjendte "glimrende" Tale i Flensborg i samme Anledning, og hvori han paastod, at dette Foretagende (Dæmningen osv.) vilde betydelig bidrage til "Nordslesvigs og Jyllands snarlige Germanisering". Anden Gang var længere hen i Vinteren, efterat han havde gjort et desværre forgæves Forsøg - som ogsaa i sin Tid blev omtalt i "Vestsl. Tid." - paa at blive valgt til Deputeret istedenfor Kryger. Dette Forsøg paa at tilføie den danske Sag et eklatant Nederlag strandede imidlertid paa de vestslesvigske Bønders rolige men faste Holdning, hvorved de viste, at de meget vel forstod at skælne imellem de politiske og materielle Interesser. Men det kan alligevel kun beklages, at dette rent materielle Foretagende er faldet i Hænderne paa Mænd, der søge at misbruge Sagen til deres politiske Øiemeds Opnaaelse. Imidlertid synes det virkelig, at Regjeringen har noget Alvorligt isinde med denne Plan. Herpaa lyder bl. a. den Omstændighed, at Regjeringens Embedsmænd have været med til at undersøge Terrænet tilsøs og tillands - Jernbanens Retning osv. er allerede forlængst afstukken - samt den af flere Blade meddelte Efterretning om Seilskibes Ankomst til Listerdyb for at opmaale og undersøge dette. Det skal ogsaa af de nævnte Embedsmænd være udtalt temmelig uforbeholdent, at saasnart Farvandets Dybde er opmaalt og funden tilstrækkelig, er Udførelsen sikret. Dog er hos Nogle den Anskuelse fremherskende, at Regjeringen ikke selv vil befatte sig med Udførelsen, men overlade den til et privat Aktieselskab; man nævner endog flere af Aktietagerne, bl. A. den bekjendte Ejendomsbesidder og Handelsmand Chr. Heinsen.

(Dags-Telegraphen (København) 4. maj 1868. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. maj 1868)

Ideen om en dæmning til Rømø opstod omkring 1860, men Krigen 1864 stoppede midlertidigt ideen. Preussen havde siden starten af 1868 planer om at anlægge en havn på Rømø og startet forstudier til en sådan. Grev Adalbert Baudissin (1821-1870) forelagde regeringen en plan til anlæg af havnen i april 1868. I 1869 konkluderede man at havneanlægget var muligt og kunne udføres. I 1870 indvendte nogen at en dæmning ville kunne ændre strømforholdene og udgøre en fare for at lukke havnemundingen.

C. Rasmussen: Havnearbeidet ved Esbjerg i Efteraaret 1869. Illustreret Tidende nr. 548, 1870.

Dæmningen til Rømø var geopolitisk interessant fordi man i Danmark manglede en havn på Vestkysten, Esbjerg var endnu kun under diskussion. En tysk havn på Rømø ville være en skarp konkurrent til Esbjerg. Endnu i 1873 var man dog ikke nået længere, og projektet blev i tysk tid aldrig til noget. I 1939 blev det vedtaget at bygge en, og efter en forsinkelse pga. 2. verdenskrig stod den klar i 1948, og som forudset i 1870 fik den en enorm indflydelse på strømforholdene.

Præsten i Glumsø og Bavelse. (Efterskrift til Politivennen)

I Bavelse Sogn, et Par Mil fra Næstved og Annex til Glumsø, er det ikke usædvanligt, at Sognepræsten Hr. N. Nielsen ikke holder Gudstjeneste de hellige Dage. Ofte kommer Præsten, der boer en god Fjerdingvej derfra, kjørende til Kirken, men vender om og kjører hjem igjen, naar det viser sig, at ingen eller kun et Par Kirkegængere ere tilstede, men det Tilfælde er ogsaa indtruffet, og det mere end een Gang, at der har været mødt flere Kirkegængere, men at Præsten er udebleven. Dette skete saaledes afvigte Langfredag, da der alene fra en nærliggende Herregaard havde indfundet sig 11 Personer i Kirken. Naar en Præst har Forfald, pleier han jo ellers at sende enten en anden Prædikant eller, naar han ikke kan det, at lade Degnen oplæse en ældre Prædiken, men Intet af dette skete her. Saavel Præst som Degn bleve borte, og da de Kirkesøgende forgjæves havde ventet en Stund, maatte de med uforrettet Sag gaae hjem igjen.

Vi finde det ganske overflødigt at tilføie nogen Bemærkning. Forholder Kjendgjerningen sig rigtig, hvorom vi ikke kunne have nogen grundet Tvivl, saa taler den for sig selv. Vi faae nu see, hvad Tilsynet gjør i denne Anledning, og opfordre foreløbig andre Menigheder, der maatte befinde sig i lignende Forhold, om at meddele os Underretning om disse.

(Fædrelandet 20. april 1868).

Bavelse Kirke. 2018. Som det måske anes af omgivelserne i baggrunden ligger stedet stadig i et tyndt befolket område. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Hr. Redacteur! I Mandagsnumeret af Bladet "Fædrelandet", som tilfældigvis er kommet mig i hænde, findes der en Artikel, som indeholdet et saa nærgaaende Angreb paa mig, at jeg maa udbede mig Plads i Deres Spalter for nærmere at belyse den omtalte Sag. Meddelelsen skriver sig, som De siger, fra en "paalidelig Mand". Jeg skulde snarere antage, at det er en Mand eller Person, som er ubekjendt med Forholdene, rimeligvis en eller anden Fremmed, som i Helligdagene var i Besøg paa den ommeldte Herregaard, ellers maatte han vide, at Bavelse Kirke ikke ligger "en god Fjerdingvei", men - maalt paa Kortet - en halv Mil fra Glumsø Præstegaard. Ligeledes maatte han da vide, hvad der er vigtigere, at Bavelse er et meget lidet Sogn med kun 241 Indbyggere og c. 130 Communicanter, da en hel By med mange Gaarde og Huse i ældre Tid er nedlagt og dens Jorder lagt under Hovedgaarden Bavelse, der har 736 Tønder Land, ligesom der ogsaa i vore Tider er nedlagt Gaarde, hvorved Folkemængden yderligere formindskes, til liden Baade for Kirkegangen. Naar der altsaa er blot 8 eller 10 Mennesker i Kirke, maa det allerede kaldes mange, i Sammenligning med f. Ex. en kjøbenhavnsk Kirke, selv om denne er fuld af Tilhørere. Ogsaa kan det vel hændes, at der møder Ingen eller kun et Par Kirkegængere, men jeg er mig bevidst, at jeg ikke forsømmer Tjenesten, men har prædiket baade for 2 og 3 Tilhørere.

Naar det derfor hedder, "at det Tilfælde er indtruffet mere end een Gang, at der har været mødt flere Kirkegængere, men at Præsten er udebleven", da erklærer jeg dette for en ligefrem Usandhed, som jeg maa opfordre Dem eller Deres Meddeler til at bevise, hvis han ikke vil staae som en Skumler og Løgner. Eet Factum forholder sig rigtigt, nemlig at der sidste Langfredag ingen Gudstjeneste blev holdt i Bavelse Kirke, men Grunden hertil var den, at jeg befandt mig ilde, og det netop den Dags Formiddag var en heftig Snestorm. Sygdom kan ramme hvert Menneske; men nuomstunder forlanger man at Præsterne skulle være mere end Mennesker, og derfra hidrøre for en stor Del de mange ubeføjede Klager over Geistligheden i vore Dage. Trods mit Ildebefindende prædikede jeg dog samme Langfredag om Eftermiddagen til Sidsttjeneste i Glumsø Kirke og var i Paasken 6 Dage i Rad i Kirkerne. Der kan saaledes vistnok ikke med Grund klages over "Præstegerningen" hersteds, og i alt Fald maa jeg i saa Henseende appellere til mine Menigheders Dom, som jeg ikke frygter for, ligesaalidt som for "hvad Tilsynet vil gjøre", som De velvillig paakalder, i denne Anledning. At De, Hr. Redacteur, vil sætte dette Tilfælde i Forbindelse med Valgmenighedsloven, er charakteristisk nok, og beviser kun, at de ikke forsmaaer noget Middel for at faae Deres Krig frem i Landsthinget med Hensyn til denne meget omtvistede Lov. De kan være overbevist om, at her vil det være det sidste Sted, hvor denne Lov vilde komme til praktisk Anvendelse; hvis den nogensinde seer Lyset, som er meget tvivlsomt.

Sluttelig skal jeg endnu tillade mig at tilføie, at i Glumsø Kirke er der hver Søn- og Helligdag, Aaret om, Gudstjeneste, ikke sjeldent for talrig Menighed. Sognet er større og har 910 Indbyggere med s. 630 Communicanter, medens der i det lille Bavelse Sogn exempelvis i Aaret 1866 kun blev født 4 Drenge og 1 Pige og viet 1 Par, og i Aaret 1867 blev født 6 Drenge og slet ingen Piger og viede 2 Par; ligeledes i 1863, viet 1 Par og i 1864 1 Par.

Glumsø Præstegaard den 22de April 1868.

Ærbødigst

N. Nielsen,

Sognepræst

Redactionen forbeholder sig naturligvis Svar paa dette "charakterisliske Forsvar", naar vi have hørt fra vores Hjemmelsmand.

(Fædrelandet 27. april 1868).

- I vort Nr. 91 for 20de April optog vi som et Træk af den Ligegyldighed, hvormed adskillige Præster forvalte deres Embeder, en os fra Næstvedegnen tilstillet Meddelelse, om at Præsten i Glumsø og Bavelse, Hr. Pastor N. Nielsen, sidstafvigte Langfredag var udebleven fra Tjenesten i sidstnævnte Kirke, saa at Kirkegængerne, der havde indfundet sig, maatte gaae igjen med uforrettet Sag. Paa denne Meddelelse gav Hr. Nielsen et i vort Nr 97 optaget Svar, til hvilket vi forbeholdt os nogle Bemærkninger, naar vi havde hørt fra vor Hjemmelsmand. Tilfældige Omstændigheder have forhindret denne fra at tilskrive os tidligere end igaar, da vi modtog Følgende fra ham :

"Hr. Pastor Nielsens statistiske Oplysninger vil jeg ikke dvæle ved, da jeg ikke indseer, at de have endog det Allermindste at gjøre med hans Forpligtelse som Sjælesørger for Bavelse Sogn. Det er givet, at her er en Menighed, en Kirke og en Præst; om der iøvrigt er mere eller mindre Hartkorn eller Areal i Sognet, om der aarligt fødes 5 eller 5 Gange 5 Børn, er forsaavidt uden Betydning.

Et Faktum - siger Pastor Nielsen - forholder sig rigtigt, det nemlig, at der Langfredag ikke blev holdt Gudstjeneste i Bavelse Kirke; men uheldigvis er det netop dette Faktum, som af mig er fremdraget. Han undskylder sig med, at han var upasselig, og at det var Snefog; men, hvad han visselig lader være at omtale, er, at han hverken sendte Degnen eller nogen Anden til at forrette Tjenesten eller saameget som et Bud til Kirken om, at han ikke kom, - og at han ikke gjorde enten det Ene eller Andet, vidner om hans Ligegyldighed for den præstelige Gjerning og for hans Menighed.

At det ikke er første Gang, at Præsten er udebleven fra Tjenesten, kan heldigvis bevises med flere Vidner.

I min tidligere Meddelelse hedder det, at det ikke er usædvanligt, at der slet ikke holdes Gudstjeneste i Bavelse Kirke de hellige Dage. Dette er ogsaa et Faktum , som Pastor Nielsen stiltiende har erkjendt, idet han ikke har sagt et Ord derimod. Maa jeg nu spørge; af hvilken Grund er det, at der saa ofte ikke er Gudstjeneste i Bavelse Kirke? Er det Præsten, som ikke har Evne eller Villie til at samle Menigheden om sig? Eller er denne Menighed et sært uchristeligt Folkefærd, siden den saa lidet besøger Herrens Hus? Det Sidste vil vistnok Enhver, der er kommet i Berørelse med Beboere af Bavelse Sogn, bestemt negte.

Da Pastor Nielsen skrev sit charakteristiske Tilsvar, nærede han en stærk Tvivl om, at Loven om Valgmenigheder nogensinde skulde naae at see Lyset. Efter hvad der faa Dage efter foregik i Landsthinget, er hans Tvivl dog vistnok, paa en for ham ubehagelig Maade bleven betydelig formindsket, og der synes ikke at være nogen sær Grund til at troe for meget paa hans Fremsynethed. Maaskee hans Ro ligeoverfor det kirkelige Tilsyn og hans Overbevisning om, at Bavelse Sogn vil være det sidste Sted , hvor hin Lov kommer til Anvendelse, ogsaa lader sig rokke.

(Fædrelandet 7. maj 1868).

Erklæring.

I Anledning af Angreb og Sigtelser, der ere fremsatte i Bladet "Fædrelandet" for 26de April d. A. mod vor Sognepræst, Hr. Pastor Nielsens Embedsførelse og om Menighedstilstande i Bavelse Sogn, finde undertegnede Beboore og Medlemmer af Glumsø og Bavelse Menigheder sig opfordrede til offentlig at udtale Følgende:

Vi bemærke først, at vi i nævnte Artikel see et uberettiget og krænkende Angreb paa Sognemenigheden som saadan, saameget mere, som Artiklen, hvad vi have Grund til at troe, skylder en Person sin Oprindelse, der leilighedsviis har aflagt et Besøg i Egnen, uden nogensinde at have havt fast Ophold her i Egnen, og hvis Mangel paa Adkomst til at fælde Dom om vore Menighedsanliggender, vore Kirkebesøg og vor Gudstjeneste derfor ligger klart for Dagen. Vi maae afvise saadanne Sigtelser, der fremstille Menigheden som saa aandelig umyndig, at den rolig og uden Besværing skulde finde sig i Embedsforsømmelse og Ligegyldighed fra Sognepræstens Side og overlade det til Tilfældet, Fremmede og Pressen at fremføre Klagerne.

Med Hensyn til Artiklens forskjellige nærgaaende Angreb paa Pastor Nielsens Embedsførelse vedkommende Gudstjenesten i Bavelse Kirke, saa skylde vi Sandheden at erklære, at Pastor Nieksen ved sin Embedsgjerning i Kirken som Ordets trofaste Forkynder, saavelsom ved sit hele venlige og velvillige Forhold til Menigheden, samt ved sin Embedsførelse i Skole og Fattigvæsen, efter vor Overbeviisning har erhvervet sig alle Retsindiges Agtelse og Velvillie, og vi beklage, at man af en enkelt factisk Omstændighed, hvor selve Facta iøvrigt af Meddeleren til "Fædrelandet" ere forvanskede, har taget Anledning til saadanne Angreb paa en i sin Menighed og hele sin Kreds agtet og hæderlig Mand.

Gumsø og Bavelse Sogne i Mai 1868.

[Herefter følger en liste af underskrivere]

At foranstaaende Afskrift er ligelydende med Originalen, serml af samtlige Undertegnere ere bosiddende og have fast Ophold i Glumsø Bavelse Commune, attesteres herved.

Glumsø-Bavelse Sogneraad, 18de Mai 1868.
P. Fr. Müller,
p. t. Formand.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende  6. juni 1868).

- Hr. Pastor Nielsen til Glumsø og Bavelse har troet al kunne afkræfte det i "Fædrelandet" for 20de April d. A. meddelte Træk af hans Embedsførelse, ved at faae henved 150 Beboere af Glumsø og Bavelse Byer til at underskrive en Erklæring, som han har ladet indrykke i "Berl. Tid." og "Dagbladet", og som velvillig er optagen af eet, maaskee af flere, Provindsblade. Naar vi have negtet at optage denne Erklæring, saa er dette skeet, fordi den saavel med Hensyn til den paaankede Kjendsgjerning som iøvrigt er ganske intetsigende.

Der var i "Fædrelandet" ført Anke over, at Hr. Nielsen var udebleven fra Gudstjenesten i Bavelse Kirke afvigte Langfredag, uden at anmode Degnen om at oplæse en Prædiken, ja uden saameget som at sende dem, der havde indfundet sig i Kirken, noget Bud om, at han ikke kunde eller vilde komme. Denne Kjendsgjernings Sandhed har Hr. Nielsen i sin i dette Blads Nr. 97 optagne egen Erklæring bekræfte, og intet Andet havt at undskylde med, end at det var Snestorm, (!) og at han ikke befandt sig rigtig vel, men dog ikke værre, end at han om Eftermiddagen kunde prædike i Glumsø. Derimod negtede Hr. N. Meddelerens Paastand om, at han oftere havde forsømt Gudstjenesten i Bavelse Kirke; men denne Paastand opretholdt Meddeleren i sit Tilsvar med Tilbud om at bevise dens Sandhed, og siden Hr. N. ikke har turdet sagsøge os for den, maa han formodenlig og saa ansee Meddeleren istand hertil.

I Erklæringen fra de 150 udtales nu den Formodning, at Anken i "Fædrelandet" skylder en Person sin Oprindelse, der "lejlighedsvis har aflagt et Besøg i Egnen". Denne Formodning, som Hr. Pastoren allerede selv havde udtalt, er fuldstændig ørkesløs. Hvad vedkommer det Sagen, om den Person, der har fundet hans Embedsførelse uforsvarlig, boer i Glumsø eller Bavelse eller et andet Sted? Jo, svarer Sognefolkene, eller deres Soufleur, Præsten; "hans Mangel paa Adkomst til at fælde en Dom om vore Menighedsanliggender, vore Kirkebesøg og vor Gudstjeneste ligger da klar for Dagen." De gode Folk i Glumsø burde skamme sig ved at underskrive saadant Vaas. Dersom de havde Ret, saa vilde jo hverken Biskop eller Provst have "Adkomst til at dømme", saasom ingen af dem er bosiddende i Glumsø. Det siges derpaa, at Menigheden i "Fædrelandet" er fremstillet som "aandelig umyndig"; men dette er ikke sandt, den er betegnet som aandelig død eller ligegyldig, hvilket er noget ganske Andet; men den har rigtignok her leveret et Bevis for sin "aandelige Myndighed", der gjør dens Vidnesbyrd for Pastor Nielsen som "Ordets trofaste Forkynder" mindre misundelsesværdigt. At noget Factum er "forvansket" af "Fædrelandets" Meddeler, er ligeledes usandt, og at den kirkelige Øvrighed er mere enig i hans end i DHrr. Underskriveres Opfattelse af Pastor Nielsens Embedsførelse, kan man upaatvivlelig slutte deraf, at Sjællands Biskop, efter at have ladet Provsten undersøge Forholdene, skal have paalagt Hr. N. at skaffe sig Capellan.

Medens Erklæringens Indhold altsaa er uden Betydning, bliver den det endnu mere ved følgende Oplysning om Underskrifternes Beskaffenhed, som vi skylde vor tidligere Meddeler.

Hr. Redacteur. Efter Opfordring skal jeg tillade mig at meddele Dem et Par Ord angaaende den i flere Blade optagne rosende Erklæring om Præsten i Glumsø og Bavelse, Hr. Nielsens Forhold som Menneske og Sjælesørger. Foruden den nysnævnte Erklæring er der tidligere gjort Forsøg med en anden Adresse til Fordel for Pastor Nielsen, men den mødte en saa bestemt Modstand, at den ikke naaede at komme for Offenligheden Efter dette mislykkede Forsøg greb man Sagen an paa en anden Maade, idet blandt Andet Skolelærerne i Pastoratet løb omkring til Folk for at samle Underskrifter. For at faae dem til at fylde des bedre, vragede man Ingen, men tog tiltakke med Enhver, som vilde underskrive; man medtog ikke alene dem, som af og til søge Kirken, men ogsaa dem, som saa at sige aldrig komme der; ikke alene Husfædre eller bosiddende Folk, men ogsaa løse og ledige unge Personer; ikke alene Gaardmanden eller Gaardmandsenken, men ogsaa de hjemmeværende ugifte Sønner, Ungkarl og Tjenestekarl; ikke alene dem, der i længere Tid have boet i Pastoratet, men ogsaa saadanne, som lige for nylig ere komne dertil fra fjerne Egne, hvor det neppe engang vides, at Præsten i Glumsø hedder Nielsen.

Men trods de gjorte Anstrengelser er det ikke lykkedes at skaffe Erklæringen nogen almindelig Tilslutning. Et stort Antal agtede og ansete Mænd saavel af Glumsø som af Bavelse Sogne har ikke villet underskrive, til Exempel mangler der saaledes af Glumsø By alene 8 Gaardeiere eller Gaardbrugere, og af Bavelse Sogns Gaardeiere har ikkun den ene Trediedel underskrevet. Saa mangler endvidere fra dette Sogn Forpagter Brohm og Møller Veiby. Parcellister, Husmænd, Indsiddere, Ungkarle og Tjenestekarle tør jeg slet ikke begynde paa at opregne, thi da vilde Listen over Ikke-Underskriverne blive alt for lang; men det forekommer mig at være betegnende nok, at saa Mange udtrykkelig have negtet at underskrive. Dette viser i alt Fald mere Fasthed og Bestemthed, end naar Andre underskrive og bagefter sige: "Jeg gjorde det, fordi jeg blev overhængt, og fordi saamange Andre underskrev," - eller: "Præsten har aldrig fornærmet mig, hvorfor skulde jeg da klage over ham," - eller: "Ja! da jeg fik talt med Maren, og jeg hørte, at der var Flere, som ikke havde underskrevet, tænkte jeg jo nok, at jeg heller ikke burde have ladet mit Navn sætte under." 

(Fædrelandet 16. juni 1868).

 

Fotograf Henrik Christian Milling (1835-1880): Præst Niels Nielsen (1808-1879). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret. Milling var fotograf i Næstved 1864-1870. Fotoet må derfor være blevet taget i dette tidsrum. Han beskrives som "en meget høj, talende, duknakket, mager Jyde, mørk med Kindskæg. Hans utvivlsomt største, mere verdslige Interesser var Musik og Genealogi. .... Han var et hjærtensgodt Menneske, men noget "afstikkende" og næppe stærkt begavet." (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1988. s 65-67.).

Dødsfald. Den 2. ds. døde i Glumsø Præstegaard forhenværende Sognepræst af Glumsø og Bavelse Menigheder Niels Nielsen i en Alder af omtrent 71 Aar. Pastor Nielsen var Søn af Agent Kjøbmand Josef Nielsen i Aalborg og var født i denne By den 23. September 1808. I Aaret 1824 blev han dimitteret fra sin Fødebys Kathedralskole, og den 30. Oktober 1828 tog han theologisk Embedsexamen med Karakteren Haud lllaudabilis, hvorefter han den 13. Juli 1831 tog denne Examen om med Laudabilis. Han var allerede i Efteraaret 1823 bleven konstitueret som Adjunkt ved Aalborg Kathedralskole, ved hvilken han den 25. Mai 1830 fik fast Ansættelse. I 1834 aflagde han de praktiske theologiske Prøver, og den 20. August det følgende Aar blev han udnævnt til Sognepræst for Tolstrup og Stenum Menigheder i Jerslev Herred i Hjørring Amt. Den 20. Februar 1842 blev han udnævnt til Sognepræst for Hals Menighed, den 4. Januar 1848 for Sindal og Astrup Menigheder i Aalborg Stift og endelig den 10. November 1861 for Glumsø og Bavelse Menigheder i Tybjerg Herred paa Sjælland. Fra dette Embede havde han for kort Tid siden taget sin Afsked. Pastor Nielsen, der for nogen Tid siden feirede sit 50 Aars Jubilæum som Embedsmand, har i Trykken udgivet en Del Ledighedstaler. Han havde i 1830 ægtet Henriette Jacobine Møller fra Aalborg, som overlever ham.

(Nationaltidende 5. juni 1879).

Karakteren Haud illaudabilis, stod for: ikke urosværdig; anden karakter ved visse universitetseksamener. Karakterskalaen fra 1788 til omkring 1870 var følgende:

Laudabilis præ ceteris (udmærkelse)
Laudabilis (laud) – (rosværdig)
Haud illaudabilis (haud) – (ikke urosværdig)
Non contemnendus – (ikke at foragte). Kun et begrænset antal måtte optræde i en samlet eksamen
0 (dumpekarakter)

Fra omkring 1871 gjaldt Ørsteds Skala med ug, mg osv.