Dorthea Vilhelmine Svendsen. (Efterskrift til Politivennen)

Ved at sammenligne oplysninger fra en slægtsforskningsside med avisartikler kan man med nogen sandsynlighed udlede nedenstående om Dorthea Vilhelmine Svendsen.

Ifølge slægsforskningssiden var hun datter af nedenstående Ane Kathrine Carstensen (1809-1860?), født i København i Den Kongelige Fødselsstiftelse den 8. april 1809. Faderen var Niels Svendsen født i Svindinge sogn i Svendborg amt den 20. december 1804. Faderen døde 1819. Niels Svendsen vedkendte sig faderskabet til en drengen Christian Nielsen 26. april 1827. Moderen var Karen Christensdatter af Tved Mark. Ane Kathrines søster Anne Margrethe Carstensen døde på Fødselsstiftelsen 19. juli 1828 som følge af komplikationer i forbindelse med en fødsel. 

I 1827 stillede Niels Svendsen for en mand der betalte ham for ikke selv at skulle møde i hæren. På et tidspunkt mellem 1830 og 1831 rejste Niels til København. Her giftede han sig før 1834 med Ane Kathrine Carstensen. Sammen fik de en del børn:

i Aabenraa 237 fik de20. marts 1834 Dorthea Vilhelmine Svendsen. Hun var opkaldt efter sin farmor Dorthea Jensdatter, fra Svindinge. Ved konfirmationen i 1848 fik hun af præsten karaktererne God for kundskaber og Meget god for opførsel.

Mellem marts 1834 og maj 1835 flyttede familien til Springgade 53 i København og fik 1835 Jens Peter Emil Svendsen der kun blev knap 5 måneder gammel. 

Mellem juni 1835 og oktober 1835 flyttede de til Aabenraa 215 og mellem oktober 1835 og august 1838 til Borgergade 103 i København. Her fik de 8. august 1838 Emma Christine Svendsen. Hun døde 22. september 1839. I 1840 fik de Emma Nielsine Svendsen, opkaldt efter sin afdøde søster. Hun blev senere tjenestepige forskellige steder. 19 år gammel og ledig blev hun indskrevet som offentlig fruentimmer i september og oktober 1860 på Borgergade 70. Herfra deserterede hun 26. oktober 1860  og blev den 17. november 1860 tjenestepige hos smeden Petersen i Brøndbyøster. Oktober til december 1862 blev hun atter indskrevet som fruentimmer. Hun var ikke tidligere straffet.

I 1840 havde de plejesønnen Jens Peder Conrat Karstensen der dengang var 17 år. Mellem sommeren 1840 og maj 1842 flyttede familien Niels Svendsen fra Borgergade 103 til Gammelmønt 148 i København. Her fik de Carl Theodor Svendsen (1842-1866).

Familien flyttede til Store Helliggeist Stræde 144, kælderen i København mellem maj 1842 og februar 1844. Her fik de 19. februar 1844 Emilie Severine Jensine Svendsen. I 1860 blev hun omtalt som offentlig fruentimmer ligesom hendes 4 år ældre søster. Familien havde en 19-årig tjenestepige Johanne Esbensen. De fik 20. december 1845 Andreas Julius Hannibal Svendsen.

Mellem marts 1846 og juli 1848 flyttede familien til Klosterstræde 89. Niels Svendsens mor Dorthe Jensdatter døde som 83-årig den 19. februar 1848 i Oure sogn på Fyn. Hun havde været blind i nogle år og fattiglem. En husmand Hansen der var gift med Maren Svendsdatter, en søster til Niels Svendsen havde taget sig af hende de sidste få år i livet. Der var ikke arve. Så måske fik Niels ikke besked om dødsfaldet. Parret fik 16. juli 1848 Sophie Concordia Amanda Svendsen. 

Familien flyttede nu til Nørrebro 14 i København. Den 25. februar 1850 blev Edvard Vilhelm Svendsen født. 

Mellem juli 1850 og 1855 flyttede familien til et ukendt sted. De er ikke med i folketællingen 1855. Mellem 1855 og 1860 flyttede de til Badstuestræde 5. 

Anne Cathrine Carstensen døde formentlig før 1860. For i 1860 står at  Niels Svendsen var enkemand. Han boede alene med Andreas Julius Hannibal Svendsen i Badstuestræde 15, Baghuset, 1. sal, .

Nu var de to døtre Dorthea og Emma slået ind på en kriminel bane. Dorthea var blevet gift og skilt. Dorthea og lillesøsteren Emma optrådte i aviserne i 1861, Dorthea var allerede tidligere straffet:

Falsk og Bedrageri. Under en af Kriminal- og Politiretten paakjendt Justitsjag aktioneredes Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnervitzs frasilte Hustru, og Emma Nielsine Svendsen. Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedrageri. Ved egne Tilstaaelser og de iøvrigt tilvejebragte Oplysninger overbevistes de om at have gjort sig skyldige i det dem paasigtede Forhold, idet de - efter forud at have truffet Aftale om at laane eller leie Sengerekvisiter for umiddelbart efter at pantsætte dem og paa den Maade skaffe Penge tilveie, og tillige aftalt, at det skulde leies under Navnet Madame Hansen, hvorved sigtedes til, at Barnewitz's fraskilte Hustru skulde, for at kunne faae Sengerekvisiter tilleie, udgives for Jernstøbersvend E T. Hansens Hustru, samt at der, forsaavidt Udleierne forlangte skriftlige Leiekontrakter oprettede, skulde skrives Navnet Hansen under disse, hvorved sigtedes til fornævnte Jernstøbersvend Hansen - have i Løbet af forrige Aar leiet af forskjellige Personer Sengeklæder m m. til en Værdi af over 1 00 Rdl. og derefter pantsat de leiede Gjenstande uden de Paagjældendes Vidende og Villie, ligesom ogsaa i Henhold til den trufne Aftale de med 3 Udlejere oprettede Lejekontrakter ere af Barnewitz's fraskilte Kone blevne underskrevne med Navnet E. D Hansen eller T. Hansen, hvorved sigtedes til ovennævnte Jernstøbersvend, der har erklæret, at det er skeet imod hans Vidende, men at han dog ikke vilde have havt Moget imod, at Barnewitz's fraskilte Hustru, hvem det var hans Hensigt at ægte, havde leiet Sengklæderne og underskrevet hans Navn, dersom det ikke havde varet Hensigten dermed senere paa ulovlig Maade at disponere over det Leiede. De Tiltalte, hvoraf Førstnævnte tidligere er straffet, blev dømte til Forbedringshuusarbeide, resp. i 2 og l Aar.

(Dagbladet (København) 8. maj 1861).

Høiesteretsdomme. 

Mandagen, den 3die Juni.

Nr. 146. Advokat Brock imod Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitzs fraskilte Hustru og Emma Nielsine Svendsen, Førstnævnte for Falsk og Bedrageri og Sidstnævnte for Bedrageri og Meddeelagtighed i Falsk og Bedragen (Defensor Liebe). Ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politirets Dom af 23de Marts 1861 ere de Tiltalte dømte til at hensættes til Forbedringshuusarbeide. Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnewitz's fraskilte Hustru i 2 og Emma Nielsine Svendsen i l Aar.

Dom. Kriminal- vg Politirettens Dom bør ved Magt at stande. Advokaterne Brock og Liebe tillægges i Salarium for Høiesteret hver 20 Rd., der udredes af de Tiltalte, En for Begge og Begge for En.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 5. juni 1861).

Niels Svendsens søn Carl Theodor (24 år) døde 11. maj og få dage efter, 14. maj 1866 mistede han sønnesønnen Johan Theodor (2-år). Og igen få dage efter, den 19. maj 1866 døde Niels Svendsen. Hans adresse var da Kirkestræde 5. Hans ældste datter fortsatte i kriminalitet:

Hovedstadsnyt. (B. T.) En Aften i Begyndelsen af denne Maaned hørte en paa en Qvistleilighed i Grønnegade boende Haandværker en Puslen ved sin Naboerskes Dør, hvorfor han gik ud paa Gangen med Lys. Her saae han et ubekjendt Fruentimmer være ifærd med ved Hjælp af et stort Bundt Rygler at aabne Tyren. Uden tilsyneladende at blive overrasket, yttrede hun, at hun var sendt af Kammerets Beboerske - en ugift ældre Pige - for at hente hendes Chawl, men at hun havde været saa uheldig at brække den hende medgivne Nøgle istykker i Laasen, hvorfor hun havde laant Huusværtens Nøgler, men da ingen af disse passede, blev hun nødt til at hente en Smed, og dermed gik hun. Noget efter kom hun tilbage, medbringende en Smededreng, der opvirkede Døren, i hvilken Anledning hun laante en Stump Lys af Naboen. Da Pigen noget efter kom hjem, saae hun strax, at der havde været Tyve i Lejligheden, og savnede ved nærmere Estersyn endeel forskjellige Gjenstande, saasom Gardiner, Lagener, Porcellain m. m. Hun anmeldte Sagen for Politiet, der senere udfandt, hvem Smededrengen var, men denne kunde ingen Oplysning give om det paagjældende Fruentimmer, som var ham aldeles ubekjendt. For nogle Aftener siden kom hun imidlertid ind i det samme Smedeværksted og anmodede om at faae En med for at opdirke den samme Dør igjen. Drengen kjendte hende strax og yttrede troskyldig, al der vilde han ingen Døre aabne, fordi der sidst var begaaet Tyveri. Paa et Vink af den tilstedeværende Svend fulgte han med hende, da hun gik, for at see at faae fat i en Politibetjent, men undervejs blev hun borte for ham. Da det efter de nu fremkomne Oplysninger maatte antages, at det var det tidligere med Forbedringshuusarbeide straffede Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, der atter havde været paa Spil, blev hun anholdt og tilstod sig ogsaa strax skyldig. Hun forklarede derhos, at del havde været hendes Hensigt igjen at begaae Tyveri paa det ovennævnte Sted, da hun troede, at der maatte findes kontankte Penge, som sidst hun famlede i Mærke, da Lyset hun laante gik ud for hende, hvorfor hun denne Gang havde forsynet sig med et heelt Lys og et Bundt Svovlstikker, for mere grundig end forrige Gang at undersøge Gemmerne.

(Morgenposten 18. december 1868).

Dommen faldt året efter:

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

En Aften Kl. mellem 7 og 8 indfandt et Fruentimmer sig ved et aflaaset Værelse paa Kvisten til Baghuset i Ejendommen Nr. 15 i Grønnegade for at oplukke Døren til dette Værelse ved Hjælp af nogle medbragte Nøgler, hun havde skaffet sig hos en Jernhandler, for hvem hun foregav, at hun havde tabt Nøglen til sin Dør. Idet hun var ifærd med at prøve paa at aabne Døren, kom en paa samme Kvist boende Mand tilstede, til hvem hun uden nogen Anledning fra hans Side ganske rolig yttrede, at Beboerinden af bemeldte Værelse. Jfr. Hansen, havde sendt hende hjem for at hente et denne tilhørende Shawl, men at hun havde brudt Kammen af Dørnøglen, hvorfor hun havde maattet laane nogle Nøgler af Husværten. Hun gik derpaa bort, men kom kort efter tilbage med en Smedelærling, der opdirkede Døren og fik 8 Sk. af hende for sin Uleilighed. Efter at det paagjældende Fruentimmer, Arrestantinden Dorthea Vilhelmine Svendsen, Hansens Hustru, var kommet ind i Værelset og her forgjæves havde søgt om Penge, tilvendte hun sig forskjeilige Gjenstande, hun i Mørket kunde faae fat paa, da en Stump Lys, hun havde medbragt, var gaaet ud, hvorefter hun forlod Stedet og pantsatte næste Dag en Del af det Stjaalne.

Da Arrestantinden, der vidste, at Beboerinden af det førnævnte Værelse altid var fraværende om Aftenen, kort Tid efter atter havde besluttet at begaae Tyveri sammesteds for om mulig at gjøre et bedre Coup, henvendte hun sig til den samme Smed, hvis Lærling hun, som anført, havde faaet til at opdirke Døren, for igjen ved hans Hjælp at faae den samme Dør, som hun antog for atlasset, paany oplukket; men da hun mærkede, at Smedelærlingen var bleven underrettet om Tyveriet, opgav hun sin Plan og saae Ledighed til at løbe bort fra ham, som, for at gjøre hende troskyldig, fulgte hende til Stedet, idet hun undervejs foregav at skulle et Øieblik ned i en Kjælder for at kjøbe for et Par Skilling Brænde.

Efterat Arrestantinden var bleven anholdt, vedgik hun Tyveriet, saaledes som ovenfor anført. Ved kriminal- og Politirettens Dom blev hun, der er 34 Aar gammel og flere Gange før bar været straffet, anseet efter Straffelovens § 229 Nr. 4 og 46 sammenholdt med denne med 2 Aars Forbedringshusarbeide.

(Fædrelandet 8. februar 1869)

Det er formentlig også i den forbindelse der tages et foto af hende til forbryderalbummet:

“Dorthea Vilh: Svendsen,Barnewitz’ Hustrue; straffet senest med 2 Aars Forbdh: for Tyveri, hvorved hun benyttede en Smed til at opdirke Døre for sig. See mist: Prot: C. Pag: 559.” [1870]. Forbryderalbum. Genealogisk Forlag.

Ti år senere omtales hun atter i aviserne:

Tyveri og Bedrageri. Et førhen oftere straffet Fruentimmer, Dorthea Vilhelmine Svendsen, Barnevitz' Enke eller Hustru, ogsaa kaldet Hansens Hustru, havde forstaaet saaledes at forskaffe sig en formuende Enkefrues Tillid, at denne under sin Fraværelse paa Landet i Sommer overdrog hende at føre Tilsyn med den Leilighed, Fruen havde her i Staden, samt at sende de Gienstande, der blev skrevet efter, hvorfor hun fik overleveret Nøglerne saavel til selve Leiligheden som til forskjellige Giemmer. Den saaledes viste Tillid misbrugte Arrestantinden, idet hun tilvendte sig i Leilighedens Sovekammer, hvor de laae frit fremme, 4 Tæpper og en Pude, som hun pantsatte, men dog senere atter indløste, fordi hun frygtede for, at de skulde blive savnede, naar Fruen kom ind fra Landet. For at blive sat istand til at indløse det Pantsatte, stial hun imidlertid i 3 Gange ti Sølvskeer, 12 Knive og 2 Kjoler, Alt tilsammen vurderet til 186 Kr., hvilke Ting vare gjemte i aflaasede Kasser, hvortil hun havde Reglerne. Disse Tyverier vare ikke de eneste, Arrestantinden begik fra bemeldte Frue; thi allerede i Begyndelsen af forrige Aar, medens hun gik tilhaande hos hende, havde hun naar hun i et eller andet Ærinde blev sendt op paa Pulterkammeret, dersteds tilvendt sig en Pude, et Par Handsker og 2 Stykker Sirts. Ligeledes frastial hun i Mai eller Juni en Frøken - hvem hun dengang ligeledes gik tilhaande - medens hun var hestsæstigrt i hendes Garderobeværelse, flere til ialt 39 Kr. vurderede Klædningsstykker. Endelig havde Arrestantinden giorl sig skyldig i Bedrageri imod en Tjenestepige, der havde betroet hende et Stykke Lærred, for at Arrestantinden deraf i Sommerens Løb kunde sye Chemiser til hende efter en Chemise, der ligeledes blev overladt hende som Mønster. Istedetfor at udføre det hende overdragne Hverv pantsatte Arrestantinden nemlig uden Eierindens Vidende og Villie baade Lærredet og Chemisen for 8 Kr. Arrestantinden, der er 44 Aar gl., blev ved Criminalrettens Dom for sit Forhold anseet med Forbedringshuusarbeide i 2 Aar.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. januar 1879).

Ved folketællingen 1880 optrådte en Dorthea Wilhelmine Svendsen, 45-årig enke, som indsat straffefange på Børnehustorvet på Christianshavn. Det passer på denne artikels Dorthea.

Laura Severine Lind. (Efterskrift til Politivennen)

- Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Efter at alle Guldsmede heri Staden, ifølge indløbne Anmeldelser, af Politiet vare blevne underrettede om, at en Dame gik omkring og forsøgte paa bedragersk Maade at faae udleveret Guldbrocher, under Foregivende af at have indleveret saadanne til Reparation, og derhos anmodede om at have deres Opmærksomhed henvendt paa hende, meldte en paa kongens Nytorv boende Guldsmed, at en saadan Dame tvende Gange havde været hos ham for at faae udleveret en Guldbroche, som hun foregav selv at have indleveret til Reparation under Navnet Petersen. Da den ommeldte Guldsmed ikke i Øieblikket var vis paa, om han virkelig havde en saadan Brosche til Reparation, gjorde han en Undskyldning for Damen, som efter Aftale skulde komme igjen. Da hun atter indfandt sig, satte Guldsmeden hende paa Prøve ved at forevise hende en aldeles ny Broche, hvilken hun gjenkjendte som sig tilhørende og som den af hende omspurgte; men medens han i den Anledning opholdt hende med Snak, blev der sendt Bud eller en Politibetjent, som strax bragte Damen til Politistationen.

Den Anholdte Laura Severine Lind tilstod sig strax skyldig i dette og flere lignende Bedragerier, idet hun vedgik, at hun i Løbet af de sidste 2 Maaneder havde fravendt 6 forskjellige Guldsmede heri Staden 5 i Alt til 35 Rdl. vurderede Guldbrocher under Foregivende af, al hun havde indleveret saadanne til Reparation , ligesom det ogsaa blev oplyst, at hun foruden hos den ovenanførte havde hos 6 andre Guldsmede forsøgt paa lignende Maade at faae Brocher udleverede.

Det blev ligeledes oplyst, at Arrestantinden uden vedkommende Eieres Vidende og Villie havde pantsat nogle hende til Brug betroede Gang- og Sengklæder, der vare vurderede til 54 Rdl. 48 Sk., samt en hende til Syning leveret Frakke af Værdi 3 Rdl.

Arrestantinden, der er 29 Aar gammel og tidligere straffet for Tyveri, blev ved Criminal- og Politirettens Dom anseet efter Straffelovens §§ 251 og 253 samt efter § 46 sammenholdt med førstnævnte med 6 Gange 6 Dages Fængsel paa Vand og Brød.

(Fædrelandet 1. september 1868)

Industrielt Fruentimmer. Omtrent for et halvt Aar siden blev det 29aarige, tidligere straffede Fruentimmer Laura Severine Lund ved Kjøbenhavns Kriminal- og Politiret anseet med en Straf af 6 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød for Bedrageri, idet hun var bleven overbevist om, at hun i Løbet af 2 Maareder havde fravendt 5 forskjellige Guldsmede her i Staden fem til ialt 35 Rd. vurderede Guldbroscher under Foregivende af, at hun havde indleveret saadanne til Reparation, og hos syv andre Guldsmede paa lignende Maade forsøgte at faa Broscher udleverede. I December Maaned f. A. anmeldte en i Borgergade boende Marskandiser paa søndre Birks Politikammer, at han nogle Dage forinden til en Jomfru Petersen havde udleiet en Silkekjole. Han bragte dem personlig til hendes Logis i Schowsgade og modtog der den akkorderede Leie, men da han atter vilde afhente den, fik han at orde, at hun samme Dag, hun fik Kjolen, som hun foregav at skulde benytte til sit Bryllup, var bortflyttet, og at hun der havde kaldt sig Olga Lind. Den ene Anmeldelse efter den anden indløb nu i Løbet af faa Dage fra Marskandisere, hos hvem hun havde leiet Sengklæder og Gangklæder, ligesom en i Læderstræde boende Enkefrue anmeldte, at et Fruentimmmer af det opgivne Navn i nogen Tid havde beboet et Kvistværelse hos hende, men en skjøn Dag havde gjort sig usynlig, medtagende de hende til Brug leverede Sengklæder. Kort efter biev Laura Severine Lund, paa hvem Mistanken faldt, anholdt, og hun tilstod da ogsaa, at hun havde begaaet alle de hende paasigtede Forbrydelser. Gjenstandene havde hun Pantsat de samme Dage, hvorpaa hun havde tilvendt sig dem. Hun dømtes vcd søndre Birks Extra et til 8 Maaneders Forbedringshusarbeide.

(Dags-Telegraphen_(København) 8. februar 1869).

“Laura Severine Lind født i Aarhus og hjemmeh: paa Amager; straffet 2 Gange og navnlig for Bedragerier ved at henvende sig til Guldsvende og under falske Forgivender erholde Sager udleverede; mist: Prot: G. 289.” [1868]. Genealogisk Forlag. Forbryderalbum. I politiet i Kristianias forbryderalbum findes et formentlig nyere portræt af Laura Severine Lind som fange. Folketællingen for Kristiania 1875 opgiver hende som sypige og kvindefange, født 1846 i København - hvilket ikke stemmer med at hun skulle være 29 år i 1869.

Hytte-Christian. (Efterskrift til Politivennen)

"Hytte-Christian" er død! Kun faa af Blegdamsveiens Beboere have ikke kjendt "Hytte -Christian". Men hvem var da denne "Hytte-Christian"? Et fader- og moderløst Barn, som Mo'er Bentzen i Hytten paa Nørrefælled ved Enden af St. Johannes Kirkens Have ved Blegdamsveien efter sit eget Udsagn "fik, da han var sex Uger gammel". Det var da et lille sørgeligt Væsen, der i de første Aar gjennemgik "ligesaa mange Sygdomme, som der er Uger i et Aar", men i de sidste Aar "blomstrede som en Rose". I disse sidste Aar har man hver Morgen kunnet se "Hytte- Christian" træde ud af sit Paulun og kaste et venligt og kjærligt Blik ud over den store Fælled. Især om Sommeren var han i sit Es: da saa maa ham med veltilfreds Mine mønstre sine Undergivne, de Heste og Køer samt det Ungkvæg, der græssede paa Nørrefælled - Lammene sorterede ikke under ham; de vare henviste til Vester fælled - ; han klappede og kjærtegnede disse sine Undersaatter og puttede dem et Stykke Brød i Munden, Dele af den Overflod, han paa en ærlig Maade havde reddet hos sine Velyndere paa Blegdamsfælleden. Undertiden var der blandt de Undergivne nogle Rebeller, som gjorde Optøier; da blev Christian nødt til at bruge sin Myndighed, han svingede sin lange Pidsk, som han selv havde forfærdiget af fundne Tovstumper, og i Bragen af hvilken han ved stadig Øvelse havde opnaaet en saadan Færdighed, at han ved hvert Slag "kunde klippe Enden af et Halmstraa", som han havde fastgjort i Hyttens Dør. Sin første Undervisning i denne ædle Sport har han formodentlig erholdt af sine Herskabskudske, der jævnlig for Betaling indtog en lille Opmuntring ved Hytten, naar de paa Fælleden tilkjørte deres Herskabers vælige Heste.

Medens "Hytte-Christian" saaledes passede sin Dont, vidste han ved sin Munterhed, Godmodighed og Høflighed at vinde Interesse for sig hos mange Familier paa Blegdamsveien i Nærheden af Hytten; de gav ham Middagsmad og anden Mad samt mangen Gang gode Klæder; en Ritmestre gav ham til sidste Jul en hel Klædning. Disse Familiers Børn flokkede sig, naar de vare frie for Skolen, stadig om Christian ved Hytte; Christian . som var den spinkleste og mindst udviklede af dem alle, var i Reglen den stærkeste til at slaa Saltomortaler, springe osv., ja selv i den ædle Boxekunst stod han ikke tilbage. Hvorfor søgte alle disse Børn hen til den fattige, ofte pjaltede Dreng med de bare Ben? Der maa have været noget Særegent hos ham , som udøvede denne Tiltrækningskraft. Kun et Exempel paa, hvorledes Christian var elsket af Børnene. En Dag, da det havde regnet stærkt, og Fælleden var baade vaad og kold at betræde med bare Fødder, løb en af hans Legekammerater hjem og bad, om han ikke maatte give Christian et Par Støvler, som vare for smaa til ham selv, og et Par Strømper. Han fik Tilladelse dertil; et Kvarter efter var Christian udstyret med Støvler og Strømper, og paa Forespørgsel erklærede han, at de passede ypperlig, og "Hytte-Christian" med Støvler og Strømper - et aldeles nyt Syn - fik sig et vældigt Hurraraab. Men da Legekammeraterne et Par Timer efter vare forsvundne fra Fælleden, listede Christian sig ind i Hytten, tog Støvler og Strømper af og gjemte dem langt inde under Sengen. Da han den næste Dag atter præsenterede sig for Legekammeraterne, tilstod han aabent og ærlig, at det havde gennet ham forfærdelig at have Noget paa Fødderne, at det hindrede ham meget i hans frie Bevægelser, og han bad om at maatte gjemme Støvler og Strømper til Vinteren, hvilket enstemmig blev indrømmet.

"Hytte Christian" var taknemlig mod dem, der "viste ham Velgjerninger; han udførte Ærinder for dem med den største Ærlighed, Hurtighed og Akkuratesse. Den gamle Klokkerkarl ved St. Johannes Kirken, der, som han sagde, var "saa stokdøv, at Ringningen slet ikke gjorde ham Noget", hjælp han med at trække Klokken, naar det ved Ringning i Timevis skulde forkyndes, at Spækhøker X's Kone blev begraver, og at X. var rig nok til at betale en saadan Forkyndelse. Herved tjente Christian sig ofte en Otteskilling, og hans Ørehinder bleve snart saa vante til Klokkens stærke Klang, uagtet han ikke var "stokdøv", at det "Ingenting gjorde dem".

Vinteren var den strengeste Tid for Christian; thi uagtet Kakkelovnen i Hytten ifjor havde faaet et nyt Rør, vilde den ikke trække med alle Vinde, og den egensindige Ovn fyldte da hele Hytten med Røg; Døre og Vinduer bleve lukkede op. Ilden kastet ud paa Marken, og Christian foretrak at fryse fremfor at kvæles af Røg. Men forrige Vinter var det anderledes. Da var hele Fælleden fra Østertil Nørrebro en speilglat Isflade, og Christian havde af en Kammerraad faaet et Par splinternye Skøiter: paa dem fløi han snart fra Nørre- til Østerbro og fra Øster- til Nørrebro med ligesaa stor Færdighed som sine Legekammerater, næsten bort fra Sorg og Røg i Hytten.

Sidste Sommer, der var varm og tør, var en god Tid for Hytte-Christian; han kunde rigtig tumle sig paa Fælleden. Den eneste Hjertesorg, som traf ham, var, at et Par smukke Duer, som han havde faaet foræret af en Justitsraad, fløi bort fra ham. Sidst i November begyndte Christian at klage over Smerter i Brystet og Ryggen; midt i forrige Maaned maatte han give tabt, og der maatte søges Lægehjælp til ham. Han havde Brystbetændelse og blev indlagt paa Frederiks Hospital i de første Dage af denne Maaned. Da han skulde kjøres dertil, bad han sin Plejemoder om at maatte faa de nye Klæder paa, som han havde faaet af Ritmesteren til Julen. Han mente, at det var bedst at vente, til han kom ud fra Hospitalet igjen, men med svag Røst og Taarer i Øinene bad han om endelig at faa dem paa: "Jeg faaer aldrig mere Brug for dem; jeg konmer aldrig igjen tilbage til Hytten" - og han sagde sandt; thi den 16de ds. Kl. 3 om Eftermiddagen døde Christian i en Alder af 13 Aar trods Lægernes Anstrengelser for at redde hans Liv; Hjælpen var søgt for sent. Christian, der aldrig har kjendt sine Forældre, døde ogsaa blandt lutter ubekjendte Mennesker.

Har Nogen ved denne simple Fortælling faaet Interesse for den lille "Hytte-Christian", som har vundet saamange Hjerter paa Blegdamsvejen, og vil Nogen høre noget Nærmere om ham, veed hans Pleiemoder Meget at fortælle. Og giv hende da en lillle Skærv til Hjælp ved den lille Drengs Begravelse, som finder Sted i dag!

S

(Dags-Telegraphen (København) 21. januar 1869).

Vèlocipéder. (Efterskrift til Politivennen)

I starten af 1800-tallet fandtes dressiner. I slutningen af 1860'ernes Paris (hvor man var begyndt at asfaltere vejene) dukkede velocipeder op. Pga. deres fart forårsagedes en del ulykker, især om aftenen. Hvilket gjorde det nødvendigt med lygter - der også kunne bruges til reklamer. En velocipede fremstillet af vognfabrikant B. Hansen, Studiestræde 12, blev fremvist i Industriforeningen 18 december 1868.

Annonce i Dags-Telegraphen 24. december 1868. I Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. januar 1869 annonceredes en velocipede til eftersyn og salg i St. Kongensgade nr. 59 hos Chr. Böetker.

Løbemaskiner - om det maa vare tilladt at foreslaa denne Fordanskning af det franske Velocipéden - kunne vistnok til Foraaret antages at ville komme i almindeligere Brug ogsaa herhjemme, efterat de nu omtrent to Aar have fundet mere og mere Indgang i Frankrige. Som de Fleste bekjendt bestaaer denne Maskine i det Væsentlige af to meget smalfælgede Hjul, det ene anbragt bagved det andet - de med tre Hjul skulle ikke være hensigtsmæssige - ; paa det forreste Hjul er der anbragt paa hver Side en saakaldet Pedal, paa hvilken Benets Kraft kommer til at virke til Hjulets Omdrejning. Paa Forbindelsen mellem de to Hjul er der anbragt en lille Sadel for Rytteren eller Maskinløberen og ved Hjælp af et dobbelt Haandtag kan der gives det forreste Hjul forskjellige Stillinger, hvorved den hele Maskine styres. Et Bremseapparat tjener til Regulering af Farten ned ad Bakke eller til at standse i Løbet. Det er afgjort, at man ved Hjælp af en saadan Maskine ved et forholdsvis ikke betydeligt Arbeide kan skaffe sig temmelig rask fremad. Ved en Bevægelse med hvert Ben eller ved to paa den noget ejendommelige Maade, som Maskinens Indretning fordrer, foretagne Skridt flytter man sig nemlig et saa stort Stykke fremad, som det forreste Hjuls Omkreds udgjør. Naar Hjulet altsaa f. Ex. er 33 - 34 Tommer i Diameter - formentlig en passende Høide for Maskinen - , dets Omkreds følgelig omtrent 4½ Alen, kommer man ved to Skridts Bevægelse omtrent 4½ Alen fremad, saa at det er sandsynligt, at man med disse Maskiner kan løbe omtrent 2 a 2½ Mil i Timen. En Prøve med Løbemaskiner, som vi i Søndags havde Leilighed til at overvære, bekræftede Rigtigheden heraf. D'Hrr. D. Løwener & Komp. havde nemlig, efterat have erholdt en Model fra Paris, fabrikeret flere Exemplarer, og nogle unge Mænd have allerede øvet sig noget i Brugen af disse. Uagtet det var tydeligt at se, at de vare fuldstændige Begyndere og altsaa langtfra ikke havde det Herredømme over Maskinen, som maa kunne erhverves ved en længere Tids Øvelse, bevægede de sig dog med Sikkerhed og Hurtighed ved Maskinens Hjælp, ja selv en saa lang Tur som til "Konstantia" foretoges uden anden Men end den, som den skarpe Blæst i Søndags forvoldte. Det synes heller ikke vanskeligt at lære at bruge Maskinen; nogle faa Timers Øvelse er nogenlunde tilstrækkelig, og der har allerede været Exempler paa, at En, som aldrig før har prøvet derpaa, strax har kunnet løbe med den; naar man først er begyndt, kommer den større Færdighed af sig selv, og hvad der udfordres, er egentlig kun Lyst til at begynde, Ro til at træde Pedalerne og Sikkerhed i at benytte Styreapparatet. Har man opnaaet den rette Færdighed - hvilket, som sagt, neppe vil falde vanskeligt for de Fleste - vil denne hurtige, ret bekvemme og ingenlunde meget trættende Maade at komme frem paa kunne yde megen Fornøjelse, navnlig paa de fortræffelige Veie i Kjøbenhavns Omegn. Efter al Rimelighed vil der hos d'Hrr. Løwener & Komp. blive bestilt nogle Løbemaskiner til Tivoli, hvor der vil være et ypperligt Terræn for dem som Forlystelsesapparat. Imidlertid er det ogsaa allerede paatænkt at benytte dem til Gavn, idet Chefen for den nye Landpostbefordring i Frederiksborg og Holbæk Amter, Hr. Jessen, agter at gjøre et Forsøg med at lade sine Bude benytte saadanne Maskiner, der ere forsynede med et Slags Brevkasse, og som ligeledes ere bestilte hos d'Hrr. Løwener & Komp. De Maskiner, vi have seet fra Firmaet, ere solidt udførte og - hvad der er en hovedsag - let og nøiagtig byggede, saa at den Kraft, der gaaer tilspilde ved Gnidningsmodstanden o. desl. i Maskinen, er saa ringe som mulig.

(Dags-Telegraphen_(København) 19. januar 1869).

Danske Velocipeder. Det engelske Princip "Tid er Penge" er blevet kosmopolitisk, og ethvert Middel til at bespare Tid kan derfor vente hurtigt at komme til samme Ære. Nu er Intet mere tidsbesparende end hurtige Befordringsmidler, og nye Opfindelser paa dette Omraade have derfor ogsaa Udsigt til i størst mulig Hurtighed at faae den størst mulige Udbredelse. Dette Phænomen opleve vi nu med de saakaldte Velocipeder. Efter Jernbanernes Opfindelse har der været gjort mange Forsøg paa at fremkalde en tilsvarende hurtig Befordring paa de almindelige Landeveie uden det kostbare Apparat af Skinner etc. Intet af disse Forsøg er tilfulde lykkedes, og de mange forskjellige Slags Landeveislocomotiver etc. have vist sig mere og mindre upraktiske og uanvendelige. Man har derfor forladt Dampkraften og er vendt tilbage til et System, der ikke er saa ganske nyt, og hvis første Product vare de ogsaa herhjemme i sin Tid bekiendte Dressoner. De vare imidlertid ikke hensigtsmæssige, eftersom, det var trættende at benytte dem, og den Fordeel i Hurtighed, man opnaaede derved, ikke var tilstrækkelig i Forhold dertil. Senere gik man over til en ny Form, den første Slags Velocipeden, der var paa tre Hjul, eet foran og to bagved. Det var allerede et stort Fremskridt, idet Arbejdet herned ikke var anstrengende, og Hurtigheden allerede betydelig, men de vare ikke praktiske, eftersom de to Baghjul gjorde det umuligt at anvende dem paa andre end aldeles jevne Veie, idet den mindste Ujevnhed let medførte en Væltning - og paa Steenbro vare de af denne Grund saagodtsom aldeles uanvendelige. Opfindelsen maatte forbedres. Dette er nu skeet og det saa grundigt, at Opgaven maa siges alt væsentligt at være løst. Det er et fransk Firma, som har Æren for denne Opfindelse, der navnlig bestaaer i, at Baghjulene ere blevne slaaede sammen, til eet, saa at de moderne Velocipeder ere paa to Hjul, et større foran og et mindre bagved. Rytteren har Plads paa en mellem begge anbragt Saddel og bevæger Maskinen frem ved at træde med Fødderne paa de paa Forhjulet anbragte Pedaler. Den Hurtighed, der opnaaes ved den, er meget betydelig, idet man kan bringe det til at tilbagelægge 2-3 Miil i Timen, og de dermed forbundne Anstrengelser ere ikke større end den, der er forbunden med den almindelige gaaende Bevægelse. Ved Hjælp af et paa Forhjulet anbragt Haandtag kan Velocipen styres i hvilkensomhelst Retning, og ligeledes er den forsynet med et Bremseapparat til Benyttelse under Farten nedad Bakke og saaledes indrettet, at man ogsaa, som det hedder i Rytterisproget, kan "parere" paa Stedet. Man behøver ikke at være udrustet med nogen særlig Egenskab eller Idrætsdygtighed for at benytte de nye Maskiner, men selv en kortere Tids Øvelse til kunne sætte de Fleste istand til at benytte dem. I Søndags havde vi Leilighed til at overvære nogle Prøver, der bleve anstillede med Velocipeder, forfærdigede af dHrr. Løwener Co., øiensynlig ligesaa elegante og solide som de franske og endeel billigere. Nogle unge Mennesker, der i kort Tid havde øvet sig paa Maskinerne, tilbagelagde med Sikkerhed og Hurtighed Veien herfra til Constantia og tilbage igjen, og flere af de tilstedeværende, der for første Gang prøvede Maskinerne, kunde næsten lige strax benytte dem. Velocipedernes Hensigtsmæssighed og Anvendelighed har allerede skaffet dem stor Udbredelse baade i og udenfor Europa, og det vil sikkert neppe vare længe, førend de ogsaa blive populaire herhjemme, ikke alene til Fornøielse, men ogsaa til virkelig Gavn. I sidstnævnte Henseende vil maaskee allerede den nærmeste Fremtid bringe et talende Vidnesbyrd, idet der er Tale om at forsyne Budene ved det nye Landpostvæsen, der forsøgsviis skal indrettes her paa Sjælland, med Velocipeder. Der kan ikke være Spørgsmaal om, at en saadan Foranstaltning vil forfremme Landpostvæsenet fra Fodpost Rang til en endnu højere eller rettere sagt hurtigere Classe end de endnu mange Steder bestaaende Diligenceforbindelser. Herved være den ny Opfindelses Omplantning paa dansk Jordbund anbefalet paa det Bedste.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. januar 1869).

Løbevogn. At den Velocipede-Raptus, som har grebet Kjøbenhavnerne i denne Tid, vilde medføre en Kappestrid mellem Fabrikanterne for at gjøre disse Vogne saa hensigtmæssige som mulig, var nemt at forudse. Imedens nu de Forbedringer, som disse Vogne ere blevne underkastede, alle væsentlig ere gaaede ud paa at gjøre Løbehurtigheden saa stor som mulig, har Hr. Smedemester O. Jensen i Studiestræde Nr. 34 imidlertid havt Tanken henvendt paa en i vore Øine langt smukkere Forbedring, idet han har konstrueret en Løbevogn, ved hvilken Damerne delagtiggjøres i den Fornøjelse, der hidtil udelukkende har været forbeholdt Herrerne. Den nye Selvbefordring er af en let Konstruktion og elegant Udseende, men adskiller sig fra de nu almindelige ved, at den sættes i Bevægelse med Armene og styres med Benene, hvorved den ved Velocipeden trættende Benbevægelse undgaaes. Da den er firhjulet, er al Fare for at vælte fjernet, medens den i Hurtighed kun giver de andre Løbevogne Lidet efter, idet den ved hver Armbevægelse løber noget over fire Alen frem; der er Plads til 2 Personer, som skiftevis ville kunne sætte den i Bevægelse, uden at Vognen derfor taber i Løbehurtighed. Hvad der imidlertid mest maa anbefales, er dens Selskabelighed, og de Damer, der nu med en lille Smule Misundelse have seet deres Forlovede eller Brødre løbe paa Velocipede, ville snart kunne dele Fornøjelsen med dem. Paa Søndag Eftermiddag fra Kl. 3 til 6 vil der for Publikum blive anstillet Prøver med den nye Løbevogn paa Farimagsveien fra Jernbanegaarden til Nørrebro, og efter den Tid vil Vognen, paa hvilken Fabrikanten for Tiden søger Eneret, slaa til Eftersyn daglig i Smedeværkstedet i Studiestræde Nr. 34.

(Dagens Nyheder 11. marts 1869).

Af Hr. Velocipedersens Udviklingshistorie. I. Hr. Pedersen synes, at Velocipeden er et underligt Dyr; med lidt Damp og en jernfast Villie maa det dog kunne gaae.  Hr. Pedersen begynder sin vaklende Gang gjennem Livet til større ... og større Glæde for Publicum. Touren afsluttes paa en hovedkulds Maade. Og for denne Gang maa Forsøget opgives. Illustreret Tidende 495, 21. marts 1869.

Firehjulet Løbemaskine. Alt tyder paa, at Løbemaskinerne til Sommer ville blive almindelige her, og at Smitten, der er udgaaet fra Paris, har slaaet sig ned her og angrebet Mangfoldige. Der gives imidlertid Mange, der ikke have Mod til at ride Sygdommen af, og hvem Synet af den smalle Løbemaskine indgyder en uovervindelig Frygt for at falde af. Til dem kunne vi da anbefale en aldeles sikker og bekvem Løbemaskine fra Smedemester O. Jensen i Studiestræde 34, der igaar blev prøvet i Overværelse af en talrig Skare Mennesker paa Terrænet foran Banegaarden. Det er egentlig en Løbevogn, indrettet til to Personer, der sidde med Ryggen mod Hinanden, og Vélocipède vil den neppe kunne kaldes, da den ikke bevæges med Fødderne. Bevægelsen skeer, ved at begge de Kjørende ved Hjælp af Haandtag sætte Vognens Hjul i Gang, og den er ret hurtig.

(Dags-Telegraphen (København) 15. marts 1869).

Der må være tale om Københavns anden hovedbanegård fra 1864. Den lå omtrent, hvor Palads-biografen og Axelborg i dag ligger.

Også i Haderslev kunne Dannevirke berette, havde man set en velocipede. En længere artikel i "København" 13. juli 1924 fortalte om friherre von Drais' fremvisning under wienerkongressen 1815  af det mærkelige køretøj, "rideapparat" han havde konstrueret. Det var uden pedaler. I 1860'erne konstruerede tyskeren Moritz Fischer så "ridehjulene" med pedaler på det forreste hjul.

Annonce i Dagens Nyheder 15. maj 1869 for Otto Vedels Velocipede-Rideskole på Vester Farimagsvej.

Rideskolen "Otto Wedels Velocipede-Rideskole" blev oprettet på Vesterfarimagsvej nr. 33 "3. plads fra Nørrebro". Skolen havde både et lukket lokale og udendørsareal. Velocipederne var lavet af jernstøber D. Løwener & Co, var fremstillet i træ og vejede 68 pund. Fabriksudsalget lå Holmens Kanal 15 (Hotel Kongen af Danmark). Den første til at benytte velocipeden til praktiske formål var en glarmester i omegnen af Roskilde. Senere benyttede en bonde i omegnen af Skælskør en trehjulet velocipede til at transportere æg til København, første gang 29. maj 1869 med 60 snese æg i en kasse. Det tog 11 en kvart time. I "Ole Jensens Have" i St. Kongensgade kunne man forlyste sig med køretøjet. 

Klampenborg. Nyheder! Nyheder! Væddeløb paa Velocipeder, og det ovenikjøbet Dameridt! Hr. Ginderup har i hvert Tilfælde sørget for noget Nyt i de almindelige Forlystelser, og Publikum ventede i spændt Forventning i Søndags paa at se Medlemmerne af det lille Balletkorps tumle sig paa de nymodens Løbere. Var det Væltepeder, Vrikkepeder, Vovepeder eller Vigtigpeder, som de unge Ryttersker vilde bestige, saaledes spurgte Dyrkerne af Velocipeden hinanden, idet de derved betegnede dens fire Stadier. Vilde man faa noget ganske Nyt at se? o. s. v. o. s. v. Det viste sig snart; Kl. 0 begyndte Løbene. Det første var et "Match", i hvilket Clotilde Lamara paa Velocipeden "Løwener" sejrede; i det næste Løb deltog tre, og i det sidste fem Velocipetriner, som det hed sig, og Lamara-Ridtet viste sig atter her at være det sikkreste og hurtigste. Den sandede Vei beredte Damerne ide nette Page-Kostumer mange Vanskeligheder; de have hidtil kun været vante til Trægulv. Ved de næste Løb vil der efter Sigende ogsaa blive arrangeret et for Herrer, og Damerne ville til Gjengjæld optræde som Dandserinder i Koncertsalen. Ved et Prøveridt forleden kom Primadonnaen lidt til Skade og viste sig i Søndags kun siddende ved Dommernes Stade; hendes Væddeløber var løben løbsk ned ad en lille Banke og havde slaaet hende mod en Pæl.

Entréprisen vil sandsynligvis blive nedsat til det Halve for det Par Gange, Damerne endnu optræde. De Herrer, der møde paa Velocipede, blive ved Plakat anmodede om at "holde stille" paa en dertil anvist Plads; det er en meget vanskelig Opgave; men Opfordringen er maaske skeet, for at Velocipede-Væddeløberne ikke skulle blive sky.

(Dagens Nyheder 8. juni 1869).

Af Hr. Velocipedersens Udviklingshistorie. II. Hr. Pedersen tumler sig paa en uforsvarlig Maade mellem den casinosøgende Noblesse .... indtil Politiet i Sikkerhedens Interesse anholder ham. Efter vedholdende Anstrengelser trodser Hr. Pedersen paa en længere Uflugt Omnibussen paa Strandveien ... for endelig paa det af "Selskabeet for Hesteavlens Fremme" afholdte Væddeløb at vinde Damernes Pris ved at besejre en berømt 10 Aars Vallak. Illustreret Tidende 496, 28. marts 1869.

Trods anbefalinger m. m. slog velocipeden ikke igennem. Heller ikke 20 år senere "væltepeteren" med det store forhjul og lille baghjul. Først med indførelsen af en cykel som vi kender i dag, blev det et massefænomen.

Mordet paa Gertrud Marie Jensen. (Efterskrift til Politivennen)

Den 9. januar 1869 blev Gertrud Marie Jensen skudt i Poulstrup af karlen Søren Christensen eller Oustrup. Han var søn af gårdmand Christen Jensen (død 1853) og Anne Sørensdatter fra gården Lyngbjerggård (erhvervet 1822). Hun giftede sig 1853 med Christen Andersen Oustrup som overtog gårdens skøde. Efter mordet skjulte han sig og blev først pågrebet den 3. juli 1869. Efter at være dømt ved retsinstanserne nåede sagen den 22 november 1869 til Højesteret:

Sagen 294/69 Landsoverretsprocurator Fasting Actor ctr. Tiltalte Søren Christensen med Tilnavn Oustrup.

(Livsstraf idømt efter Straffelovens §. 190.)
(Paadømt den 4de October 1869.)

Dommen er saalydende:

Under nærværende Sag tiltales Søren Christensen med Tilnavn Oustrup for begaaet Mord.

Ved Tiltaltes egen Tilstaaelse og Sagens øvrige Oplysninger er det godtgjort, at han den 9de Januar d. A. om Aftenen mellem kl. 9 og 10 har efter foregaaende Overlæg dræbt Pigen Gertrud Marie Jensen, Gaardmand i Poulstrup Jens Andersen Freilevs enogtyveaarige Datter, ved paa faa Alens Afstand at affyre et Gevær ladet med Hagl mod hendes Bryst, hvorved hun blev saaledes truffet, at hun styrtede om og umiddelbart derefter blev funden død paa Stedet, ligesom og efter den foretagne Lægeundersøgelse den hende ved Skuddet tilføjede Beskadigelse maatte betragtes som den tilstrækkelige og eneste Dødsaarfag.

Den af Tiltalte i saa Henseende afgivne Tilstaaelse, der i det Væsentlige stemmer overeens med Sagens øvrige Oplysninger, gaaer ud paa Følgende:

I forrige Aars Sommer var Tiltalte, der opholdt sig hos sin Stiffader, Gaardeier Chr. Andersen af Lyngberggaard, bleven gode Venner med Gertrud Marie Jensen, der navnlig efter Tiltaltes Forklaring havde lovet ham Ægteskab, og ligesom han jevnlig besøgte hende i hendes Faders Huus, saaledes gav han hende ved Mortensdagstid f. A. til Beviis paa, at de vilde ægte hinanden, en Forlovelsesring, uden dog at faae nogen saadan af hende, og skjøndt Tiltalte ikke havde begjært hende tilægte af hendes Fader, vidste denne dog godt om det mellem hans Datter og Tiltalte bestaaende Forhold. Da Tiltalte imidlertid noget før Juul f. A. besøgte Gertrud Marie i hendes Hjem, sagde hun til ham, at han maatte see sig om efter en anden Kjæreste, da hun ikke maatte faae ham for sin Fader, der vilde have at hun skulde ægte en Anden og da hun fastholdt dette, uagtet Tiltalte foreholdt hende, at det Løfte, hun havde givet ham, var ligesaagodt som en Ed, og at hun skulde holde det, yttrede han til hende, at hvis hun ikke holdt sit Ord, blev det Døden for dem begge To.

Over den Efterretning, som Tiltalte saaledes modtog, og hvorved han nu fik Besked paa, at Gertrud Marie ikke vilde have ham, hvad han nok en kort Tid iforveien havde anet, blev han, der efter sin Forklaring holdt meget af hende, inderlig forknyt og bedrøvet, og git af Sorg derover, strax efter at han var kommen hjem, i Seng, hvor han blev liggende i flere Dage, og han bestemte sig nu til, at han, hvis Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham og ægte en Anden, vilde skyde baade sig selv og hende, og denne Tanke gjærede navnlig i ham, medens han i de paafølgende Dage gik endeel paa Jagt, uden at han dog endnu rigtig havde bestemt, hvorledes han vilde udføre den. Iøvrigt maa det efter de af Gertrud Maries Fader og af hendes Broder i saa Henseende afgive Forklaringer antages, at hun kun har benyttet det ovenommeldte Foregivende om, at hun efter sin Faders Bestemmelse skulde ægte en Anden, som et Paaskud for at hæve Forbindelsen med Tiltalte, og hendes Fader har navnlig benægtet, at der mellem ham og Gertrud Marie har været Tale om at hun skulde ægte Nogen, eller at han har villet tvinge hende hertil, ligesom han har udsagt, at Gertrud Marie paa hans Spørgsmaal til hende, om hun var Kjæreste med Tiltalte hvad han havde hørt omtale, men ikke vidste af egen Erfaring har erklæret, at dette ikke var Tilfældet, og at hun ikke havde tænkt paa at ægte ham.

Forinden Tiltalte imidlertid bragte den ommeldte Tanke til Udførsel, vilde han - som han har udsagt - have Vished for, at Gertrud Marie virkelig vilde bryde med ham, og i dette Øiemed var han baade den 7de og 8de Januar d. A. om Aftenen i Poulstrup, men uden at kunne faae hende i Tale, idet hun efter sin Broders Sigende var i Seng, og ved den sidstnævnte Leilighed forlangte han den Ring tilbage, som han havde givet hende; men da hendes Broder bragte ham den, nægtede han at modtage den, idet han forlangte, at Gertrud Marie selv skulde give ham Ringen. Den følgende Dag gik han til Aalborg, hvor han vidste at Jens Andersen og Gertrud Marie i Regelen hver Løverdag tog hen, idet det navnlig var hans Hensigt at skaffe sig Vished om, at Gertrud Marie vilde bryde med ham, i hvilket Tilfælde han vilde see at finde Leilighed til at tage sig selv og hende afdage, og efterat han underveis havde laant en Bøsse, kom han ved Middagstid til Aalborg, hvor han efter nogen Søgen faae Gertrud Marie uden dog at tale med hende, idet hun søgte at undgaae ham; derimod vil Tiltalte, efter hvad han vedholdende har paastaaet, men hvad Jens Andersen derimod har nægtet at kunne erindre, truffet Sidstnævnte i en Kjøbmandsport og der spurgt ham, om han var Skyld i, at Tiltalte ikke maatte faae Gertrud Marie, og da Jens Andersen hertil svarede, at det vidste han ingen Besked om og kunde ikke sige noget til, vil Tiltalte have yttret, at det skulde koste ham og Gertrud Marie Livet, hvortil Jens Andersen imidlertid svarede, at saadanne Tanker kunde han ikke faae i sit Hoved. Da Tiltalte efter denne Samtale kunde vide, at han ikke kunde vente at faae Gertrud Marie til Kone, og hun brød sit Løfte til ham, blev han vred paa hende, og deels derfor, deels ogsaa fordi han ikke kunde taale, at hun skulde ægte en Anden end ham, bestemte han sig nu til samme Dag at skyde sig selv og hende, medens han iøvrigt vilde lade det komme an paa Tilfældet, hvorledes han skulde finde Leilighed dertil, og efterat han i Aalborg havde kjøbt Pund 1/4 Krudt og 1/4 Pund store Hagl, gik han ad Poulstrup til, og efter underveis at have ladet Bøssen og paasat en Fænghætte ankom han omtrent Kl. 8 til Jens Andersens Gaard, hvor nu - som han kunde see gjennem Vinduerne - Alle vare hjemme; han bestemte sig da til at vente til han faae Gertrud Maries Broder og den i Gaarden værende Tjenestedreng gaae over i Stalden for at fodre, idet han antog, at der saa ingen Mandfolk vilde være i Suen, eftersom Jens Andersen pleiede at gaae tidlig tilsengs, og i denne Hensigt satte han sig bag et Dige udenfor Gaarden, hvor han trak sine Støvler af for ubemærket at kunne liste sig ind i Stuen, hvor han ventede at træffe Gertrud Marie, Efterat Tiltalte havde siddet her en Timestid, saae han Gertrud Maries ommeldte Broder og Tjenestedrengen gaae ud i Stalden med en Lygte, og han skyndte sig nu ind i Gaarden og aabnede Døren fra Gangen ind til en Stue, hvor Gertrud Marie og en anden voxen Søster stode ved Bordet og syede, medens en yngre Søster af dem, som Tiltalte dog ikke vil have seet, sad paa en Bænk og sov, og idet Tiltalte, der blev staaende i Døren, kaldte paa Gertrud Marie og som han har udsagt yttrede et Ord endnu, men uden at han kan erindre, enten hvad han saaledes yttrede eller om hun sagde eller gjorde noget, lagde han med Bøssen an, idet han sigtede paa hendes Bryst, og affyrede et Skud, hvorved han som han ogsaa har erkjendt godt at kunne indsee dræbte hende. Tiltalte løb nu ud af Gaarden, og efterat være kommen noget bort vil han efter sin Forklaring have forsøgt at skyde sig selv, men da han havde tabt de Fænghætter, som han havde havt hos sig, og hans Forsøg paa at rive nogle Svovlstikker af for ved hjælp af dem at faae Bøssen til at gaae af, ikke vilde lykkes, da hans Klæder vare vaade, maatte han opgive Forsøget paa at skyde sig, hvorefter han gik til sit Hjem paa Lyngberggard, og her skjulte han sig i et Udhuus, idet han borede sig dybt ned i Høet, hvor han blev liggende uden at give sig tilkjende til den næste Dags Aften, og medens han laa her, bestemte han sig til ikke at tage sig afdage, men at lide sin Straf, hvis han blev greben. Efterat han derpaa om Aftenen havde givet sig tilkjende for sine Slægtninge og af disse var bleven forsynet med nogle Penge m. m., flygtede han bort fra Hjemmet og har senere med Undtagelse af, at han omtrent 14 Dage efter Mordet endnu engang indfandt sig i sine Forældres Huus og der holdt sig skjult i et Par Dage samt blev forsynet med Penge og Fødemidler, flakket omkring i Jylland, Slesvig og Holsteen, idet det efter hans Forklaring var hans Hensigt at søge at undkomme til Amerika eller til Preussen, hvilket imidlertid ikke lykkedes ham, og i Slutningen af Juni Maaned blev han anholdt i Ribe Herred af Grændsepolitiet.

For den af Tiltalte saaledes forøvede Misgjerning er han, der er født den 3die Decbr. 1840 og iøvrigt har i det Hele ikke ufordeelagtige Vidnesbyrd om sit tidligere Forhold, og som navnlig ikke forhen har været tiltalt eller straffet, ved Underretsdommen rettelig idømt Livsstraf efter Straffelovens § 190, og bemeldte Dom, hvis Bestemmelser om Actionens Omkostninger ligeledes billiges, vil saaledes være at stadfæste.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten vil Tiltalte derhos have at betale 8 Rdlr. til hver.

Under Sagens Behandling i 1ste Instans og den befalede Sagførelse for begge Retter har intet ulovligt Ophold fundet Sted.

Thi kiendes for Ret:

Underretsdommen bør ved Magt at stande.

I Salair til Actor og Defensor for Overretten, Procurator Fasting og Cancelliraad Møller, betaler Tiltalte 8 Rdlr. til hver.

At efterkommes under Adfærd efter Loven.

(Nyt Juridisk Ugeskrivt 1869. Nr. 51, 6. november. Side 809-814)

Dødsdommen ændredes til livstid i Horsens Tugthus. Christen Oustrup rejste hvert år forgæves over til Christian 9. for at få ham benådet. Rejseudgifterne blev betalt ved at han solgte pandekager. I 1881 solgte han Lyngbjerggård (Fra Himmerland og Kjær Herred, 1986).