Høitidsoffer. (Efterskrift til Politivennen)

Der har i den senere Tid heri Nysted været nogen Bevægelse blandt Befolkningen, der navnlig har givet Anledning til Afholdelsen af adskjellige Extramøder i Haandværkerforeningen, samt Søndagen den 20de Marts en Raadstueforsamling. Sagen er: at herværende Kordegn Frost, utilfreds med det Høitidsoffer, der deels ydes ham af Nogle, deels for Fleres Vedkommende aldeles udebliver, har fundet sig foranlediget til at indsende en Liste over ca. 160 Offerpligtige med Anmodning til Byraadet, at fastsætte Offeret for disses Vedkommende. Da man ei heri Byen mindes, at en saadan Opkrævning af Offer nogensinde tidligere har fundet Sted, og tilsyneladende eiheller anede, at Saadant var i Vente, blev man overrasket, da der pludselig indfandt sig en Politibetjent med en Liste over Synderne, idet han betydede Vedkommende, at de anførte Beløb fra 2 sk. til 1 Rd. var Offer til Frost (hvilken Forklaring iøvrigt ogsaa var nødvendig, da Listen hverken havde Over- eller Underskrift), med Tilføiende, at Beløbene maatte være indbetalte inden 3 Dage, da man ellers vilde ansee det som en Erklæring om, ikke godvillig at ville betale, hvorefter Udpantning vilde blive foranlediget. Imidlertid betalte kun ganske Enkelte, hvorimod Bestyrelsen for Haandværkerforeningen nogle Dage senere modtog en med talrige Underskrifter forsynet Skrivelse, med Anmodning om at tage sig af Sagen, idet man navnlig syntes at gaae ud fra, at det paalignede Offer var sat for høit. Hvorvidt dette nu virkelig er Tilfælde, skal Indsenderen ei kunne afgjøre; dog, naar man tager Hensyn til, at ca. 160 Offerpligtige af de mindre Formuende ere paalignede omtrent 100 Rd, kunde den Paastand mulig nok være grundet, at naar alle Konfirmerede i Pastoratet efter samme Forhold kom til at betale Offer, som jo Loven foreskriver, da vilde vel nok et mindre Beløb kunne være "et passende" Offer for Kordegnen. Efterat Hr. Byfoged Lassen ved Raadstuesamlingen havde gjort Forsamlingen bekjendt med Loven betræffende Høitidsoffer og fra Byraadets Side havdet den stedfundne Ligning, blev der fra Flere fremhævet det Ønskelige i, at alt Høitidsoffer kunde blive afskaffet ved en Overeenskomst med de Offerberettigede, og efter at det gjentagende var bleven fremhævet, at de Offerberettigede ingenlunde, om end, som Flere syntes at ønske, Offersedler bleve uddeelte, behøvede at vare tilfredse med det, Enhver fandt sig foranlediget til at yde, naar man mulig maatte finde det "upassende", blev der foretaget Afstemning, hvorved upaatvivlelig en stor Majoritet vilde have udtalt Ønsket om Afskaffelsen af Offeret mod en Overeenskomst; men da i samme Øieblik Byfogden gjorde opmærksom paa, at Byraadet, uden Hensyn til Afstemningens Resultat, ei vilde finde sig foranlediget til at foretage Videre ved Sagen før en Raadstueforsamling specielt i dette Øiemed var bleven sammenkaldt, saa blev Afstemningen uden Følger. Ved senere Møder i Haandværkerforeningen skal det være vedtaget,  ifald en Udpantning virkelig bliver foretaget, da at henvende sig til vedkommende Ministerium, for mulig at faae den hele Offersag ordnet paa en mere tidssvarende og hensigtsmæssig Maade; hvorvidt dette er den rette Vei, turde der mulig være Spørgsmaal om. - Hvad der imidlertid klarligen fremgaaer af det Hele, og som støttes af de Udtalelser, man overalt hører, det er den Uvillie, som Befolkningen stedse mere og mere føler for hele den Maade, Gejstligheden lønnes paa, og man kan dristig forudsætte, at Oppositionen ikke her dreier sig om den mindre Pengesum, hver Enkelt at pligtig til at Yde, men kun Maaden, hvorpaa det skeer. Rigtignok mindes jeg, at en høitagtet geistlig Rigsdagsmand for flere Aar siden, da Sagen var under Forhandling i Rigsdagen, yttrede til Støtte for Bibeholdelsen af Høitidsofferet, at han fandt, det var en smuk Maade, idet Præsten ligesom direkte blev lønnet af Menigheden, formodentlig med den Forudsætning, at det bidrog til et bedre Forhold imellem de respektive Medlemmer af Menighedcn og deres Præst, Det er imidlertid en uafviselig Sandhed, at den ærede Rigsdagsmand fuldstændig er paa Vildspor, Det kan være, at Forholdet bliver venskabeligere imellem Præsten og det Medlem af Menigheden, der kan yde Præsten et klækkeligt Offer; men hvorledes mon Forholdet stiller sig, naar det Modsatte er Tilfældet? At der gives mange hæderlige Præster, der oprigtig elske deres Kald og sætte Udbredelsen af Guds Ord langt høiere end pekuniair Fordeel, vil jeg langtfra bestride; men at Andre, istedetfor at være sande Kristi Apostle, paatage sig en præstelig fornem Mine og saagodtsom aldrig bekymre sig om, paa hvilket Standpunkt Religionen staaer i Hjemmet og Familielivet, det er destoværre en sørgelig Sandhed. Faaer man ikke Indtrykket af, at Herrens Ord endnu den Dag idag bliver solgt for Penge, og kun for Penge, som en Vare", der giver en god Indtægt ved Salget? Maa ikke Daaben , Konfirmationen, Begravelsen - Alt betales med Penge? Hvormegen Forargelse maa det ikke vække, naar den Afdødes Slægtninge staae og akkordere med Præsten om Ligtalen, og den Afdøde faaer denne i Forhold til de Penge, som derfor betales, modsat den brave, fattige Mand, der som oftest siet ingen Ligtale faaer? Maa man nu ikke spørge; om Alt dette er i Overeensstemmelse med Kristi Lære eller Aanden deri? - Naar Geistligheden kom paa fast Gage, vilde da ikke megen Anledning til Forargelse falde bort? og vilde ikke Menighedernc med større Taknemmelighed og Kjærligbed modtage Religionens Trøst af deres Sjælesørger, naar man overalt kunde være gjennemtrængt af den Overbevisning. at den blev givet af et kjærligt, kristeligt Sind, og ei for Penge? Jeg troer dristig at kunne svare: jo!

Nysted, den 30te Marts 1870.

R.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 2. april 1870)

Højtidsoffer var oprindelig frivillige gaver som blev lagt på kirkens alter til præstens underhold. Det blev givet ved de 3 store højtider. I den katolske tid blev det pligtigt for konfirmerede medlemmer af menigheden og lovfæstedes i Christian Vs danske lov. I 1670 blev der hjemlet gejstligheden ret til at inddrive det. Det bortfaldt først i København og blev erstattet af et nytårsoffer. I 1800-tallet blev det en pinlig sag at inddrive offeret, som artiklen antyder, og man ønskede højtidsofferet fjernet eller afløst ved at kommunekassen betalte. Med præstelønningsloven af 14. marts 1914 forsvandt offeret.

Mindefester i Slesvig. (Efterskrift til Politivennen)

Hertugdømmerne. (Af et Brev fra Mellemslesvig, den 27de Marts). Ved Byen Ekernførde agter man i næste Uge at afsløre et Mindesmærke til Ære for Affairen den 5te April 1849. Det kommer til at bestaae af en Granitstøtte med forskjellige Inscriptioner til Forherligelse af Vaabendaaden og dens Hovedpersoner: "Jungmann" og "Preusser", af hvilke Førstnævnte commanderede Militairafdelingerne i begge Strandbatterier, medens Sidstnævnte, som var Underbefalingsmand i den sydlige Skanse sprang i Luften med Linjeskibet "Christian den Ottende" under et Forsøg paa at redde nogle af de Saarede, der endnu befandt sig i det brændende Orlogsfartøi. Ekernførdes indvaanere faae saaledes nu et synligt Mindetegn om denne Kamp, efterat dets første Forsøg paa at opnaae et saadant ved at indmure Linieskibets opfiskede store Skibsanker i St. Nicolaikirkens Mure, kuldkastedes efter Krigens Afslutning. Befolkningen hører til  Hertugdømmets meest gjennemagiterede; imidlertid er der ogsaa her et ikke ringe Antal velsindede Borgere, der ikke følge de toneangivende Fanatikere. Et Vidnesbyrd herom afgiver den Kiendgjerning, at der næsten altid henlægges friske Krandse paa de separate Grave for de faldne danske Befalingsmænd saavelsom paa den store Fællesgrav, i hvilken 102 af Offrene fra hiin blodige og ulykkelige Dag ere blevne jordedere paa Byens Kirkegaard. - De endnu existerende og de forhenværende Hansestæder synes at føle Trang til at feire historiske Mindefester, rimeligviis fordi deres politiske Selvstændighed Dag for Dag indsnevres mere og de til Erstatning herfor søge en tarvelig Trøst i svundne Aarhundreders Heltebedrifter. I Hamborg er der i de senere Aar blevet høitideligholdt  flere slige Fester, deriblandt endog en for den moralske Seier ved Isted. I Bremen feiredes ifjor en stor Fest, ved hvilken Leilighed der i et Mindeskrift angaaende Festdagen og Byens Fortid blandt andet omtales, at de første preussiske eller rettere sagt brandenborgske Krigsskibe, der viste sig i Østersøen for omtrent 200 Aar siden, stode paa de Danskes Side i det store Slag, Niels Juel vandt over den svenske Flaade den 4de og 11te Juni. at de ved denne Leiighed erobrede den svenske Fregat "Leopard" paa 22 Kanoner, og at den danske Gesandt Klingenberg til Ære for denne stolte Seir udenfor Byen Bremen feirede en glimrende Fest, ved hvilken en stor Elephant af Metal uafbrudt i fire Timer udspyede rød og hvid Viin til Alle og Enhver, medens en brillant Illumination af 70 Tiæretønder, Lyskugler og talløse Blus forlystede de høie Giæster, blandt hvilke Keiserens Ambassadeur, Grev Windischgrätz og Bremens Magistrat befandt sig. Byen Stralsund, der tidligere hørte til en af Hanseforbundets vigtigere Stæder, agter at høitideligholde en anden historisk Mindefest den 23te i næste Maaned, ved hvilken de Danske komme til at figurere i modsat Retning. En derværende Historiker har nemlig funden den gamle paa Pergament udstedte og med 26 store Segl forsynede Fredstractat, der af den danske Rigsforstander Henning Podebusk og 25 danske Herrer, som ledsagede ham til Stralsund, undertegnedes paa det derværende Raadhuus paa Christi Himmelfartsdag den 23de Mai 1370 og ifølge Hansestæderne for en længere Tid paa en Maade tiltvang sig en Slags Overhøihed over de nordiske Riger. Byraadet i Stralsund skal ikke være utilbøielig til at bevillige en passende Sum til Høitideligholdelse af 500-Aarsdagen for denne Begivenhed. Hvorvidt andre Byer, der have hørt til Hanseforbundet, efter Opfordring ville deeltage i denne Mindefest, synes ikke at være afgjort endnu.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 30. marts 1870)

Om affæren ved Eckernførde 5. april 1849, se indslagene på denne blog om major Eduard Jungmann og Johann Heinrich Bartelsen.

Sydskansen i Eckernførde er i dag et kulturmindesmærke til erindring om slaget. Den ligger i Eckernförder Kurpark hvor også Gefion-Brønden minder om slaget.

Fredsaftalen i Stralsund gav Hansestæderne slottene i Helsingborg, Malmø, Skanør og Falsterbo i besiddelse i 16 år, kontrol over Skånemarkedet samt ret til indsigelse ved tronskifte.

Bedragerisk Spil. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteret paakjendte idag en større, i lste Instants ved Odense Kjøbstads Politiret behandlet og tidligere her i Bladet omtalt Justitssag, hvorunder 17 Personer tiltaltes, de 15 for bedragerisk Spil, l for samme Forbrydelse og for Bedrager, og l for bedragerisk Forhold. Det var under Sagen oplyst, at der i lang Tid i meget betydeligt Omfang i Odense var drevet bedragerisk Kortspil, idet de paagjældende Tiltalte efter udtrykkelig eller stiltiende Aftale foranledigede, at Personer, der antoges at have Penge, og som de undertiden først lokkede ind paa Værtshuse og til der at nyde Drikkevarer, indlode sig i Kortspil med dem, hvorefter de ved bedragerisk Kunstgreb, som de anvendte i Spillet, fravendte dem ofte betydelige Summer. Disse Kunstgreb bestode da navnlig i, at de ved visse aftalte Tegn eller Ord tilkiendegave hinanden Beskaffenheden af de Kort, de havde paa Haanden, og hvilket Udspil de ønskede, og gjensidig derefter indrettede deres Spil, samt i, at Blandingen og Aftagningen skete paa en saadan Maade, at visse Kort af Betydning kom til at ligge paa et bestemt Sted og kunde bringes paa en vis Haand; undertiden lagdes ogsaa nogle Kort hemmeligen tilside, og naar der til et Spil kun hørte to Spillere, holdt en af de Tiltalte sig bagved den, der skulde besviges, og signaliserede hans Spil. Hvad der saaledes blev vundet, blev derefter deelt mellem de Tiltalte, der deeltoge i Spillet, og navnlig fik den af de Tiltalte, der havde været Makker med den, der skulde besviges, og følgelig ligesom denne havde tabt i Spillet, sit Tab forlods godtgjort af de andre Tiltalte, og den, der havde været tilstede, men ikke deltaget i spillet fik en Andeel af det Vundne for at holde reen Mund. Hvor store Beløb der efterhaandcn i det Hele ere blevne fravendte de forskjellige Personer, har ikke med Nøiagtighed kunnet oplyses, idet de Tiltalte, navnlig forsaavidt angaaer den tidligere Tid, ikke have kunnet opgive Navnene paa de enkelte Personer, de have bedraget. Af de bedragne Persomer, der under Sagen have meldt sig eller ere blevne opspurgte, have 14 nedlagt Paastand paa Erstatning af de dem fravendte Summer til et samlet Beløb af 395 Rd.

. Høiesteret stadfæstede med Hensyn til Straffen, saavidt paaanket var, Landsover- samt Hof- og Stadsrettens Dom, hvorved Een var anseet med Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder, Fem med Fængsel paa Vand og Brød hver i 4 Gange 5 Dage, Een med Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage, Tre hver i 2 Gange 4 Dage, samt Tre hver i 5 Dage, medens Fire vare frifundne for Actors Tiltale.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. marts 1870)

Fabriksvirksomhed. (Efterskrift til Politivennen)

I "Hors. Av." skrives: I Løbet af det sidste Tiaar har der heri Byen efterhaanden udviklet sig en Fabrikvirksomhed, som stadig antage et større og større Omfang, og som derved giør mangfoldige Hænder Beskæftigelse. Den Del af vor Byes industrielle Virksomhed, vi herved sigte til, er Dhrr. Crome & Goldschmidts Fabrik. I Aaret 1860 begyndte det nævnte Firma sin Fabrikvirksomhed ved Overtagelsen af Størstedelen af Fangernes Arbeidskraft paa den herværende Straffeanstalt, men hvad der her kunde præsteres, blev snart for lidt i Forhold til den store Efterspørgsel, der hurtig reiste sig efter det udmærkede Fabrikat, som leveredes. Dhrr. Crome & Goldschmidt anlagde derfor en egen Fabrik, som Aar for Aar er bleven udvidet ved nye Tilbygninger, og ved hvilken der i den nærmeste Tid atter paatænkes en ny Udvidelse. Her beskæftiges kun lutter frie Arbeidere, baade Mænd, Kvinder og Børn. Det Antal Arbeidere, der fortiden anvendes ved denne betydelige Fabrikvirksomhed, udgjør ca. 500, hvoraf omtrent Halvdelen arbeide i Fabriken paa Straffeanstalten, Resten dels paa den nye Fabrik, dels i deres Hjem omkring i Byen. Den Arbeidsløn, der aarlig udbetales, andrager allerede nu ca. 70 000 Rd. Ved de forskjellige Grene af Fabrikationen er der ansat ialt 17 Værkmestre. Til at drive de forskjellige Maskiner anvendes to Dampmaskiner paa tilsammm ca. 40 Hestes Kraft. De Maskiner, der benyttes, ere af Udlandets nyeste og bedste Konstruktioner, og flere af disse ere prisbelønnede paa sidste Pariserudstilling. Af de mange forskjellige Maskiner skulle vi fremhæve 6 kæmpemæssige Uldspindermaskiner, af hvilke de 3 nylig ere amskaffede fra Udlandet efter den nyeste og bedste Konstruktion, der kjendes, forskjellige fortrinlige Kartemaskiner og ca. 180 Væve, hvoraf henimod de 100 en Dampvæve. Der tilvirkes Bomuldstrøier, Bolster, Kjoletøier, Lærred, Dreiel, Shavls, Uld- og Bomulds-Trikotage, Possement- og Naalemagersager, Hornknapper og nu i den senere Tid ogsaa fortrinlige Klæde og Bockskin. Som Følge af de Forbedring, der stadig indføres i Fabrikationen ved Anskaffelsen af de nyeste og bedste Maskiner, har navnlig Uldfabrikationen taget et betydeligt Opsving, idet der nu foruden den almindelige indenlandske Uld, hvortil man tidligere alene var henvist, ogsaa forarbeides den finere spanske Raceuld, som hovedsagelig indføres fra Udlandet, og ved hvilken det er blevet muligt at levere saadanne finere Varer, som hidtil næsten udelukkende have maattet indforskrives fra Udlandet. - Af de korte Træk vi her have givet af denne Fabriks Virksomhed, vil man se, at den drives i et meget betydeligt Omfang, og allerede nu, saa kort Tid efterat den er fremstaaet her, er den største i sit Slags her i Landet. Men det virksomme Firma agter, som sagt, ikke at blive staaende herved, da en ny Udvidelse atter forestaar, og man i det Hele taget lægge Bind paa at gjøre Fabrikatet saa fuldkomment som mulig ved stadig at indføre nye Forbedringer gjennem de nyeste og bedste Maskiner.

(Dags-Telegraphen (København) 6. marts 1870)

Over Storebælt. (Efterskrift til Politivennen)

- Fra en af de Rejsende, der har gjort den besværlige Reise fra Knudshoved til Halskov, som varede fra forrige Fredag Morgen til Mandag Aften har "Fs. St." modtaget følgende Brev:

I Fredags stod jeg da op Kl. 5. og efter at have indtaget min Kaffe og forsynet mig med lidt Proviant i Hotellet kjørte jeg ud til Knudshoved. Her samlede sig efterhaanden 40- 50 Passagerer, hvoriblandt jeg kun traf 3 Bekjendte, Resten var ubekjendte Størrelser, mest Svenskere og endel Tydskere. Kl. 8 begyndte Overfarten, der i Begyndelsen gik meget langsomt, da Baadene, 8 i Tallet, stadig gik "i Blød", men opad Dagen naaede vi endel fast Is og et Par aabne Vaager, som hjalp os over den halve Vei, saa at der ikke var Tale om at vende tilbage til Knudshoved; men efterat vi saaledes havde "brændt vore Skibe" eller for at bruge en anden mere nærliggende Lignelse, "kastet Broen af efter os", begyndte vore Gjenvordigheder. Skjøndt vi havde en mageløs flink Fører i Kapitain Weidemann, og Folkene vare utrættelige, vilde det dog slet ikke gaa fremad. Vi kom blandt Andet i en Vaage, der var fuld af en tæt Vælling, som skruede sig sammen om Baadene, saa at vi i mere end 2 Timer maatte arbeide paa at komme ud af den Suppe. Henimod Aften kom vi udfor Sprogø, men vel en Fjerding vei ude i Søen mod Syd, og da det i den sidste Timestid var gaaet godt, og Veiret var deiligt klart og stille, bleve mange af Passagererne fulde af Forhaabninger og henstillede til Kapitainen, om det ikke lod sig gjøre at gaa lige til Halskov. Dette afviste han dog meget bestemt, idet han yttrede, at han vilde være meget lykkelig ved at naa ind til Øen inden Mørket faldt paa, og han havde Ret, thi vi vare vistnok 6-8 Timer om at tilbagelægge den Fjerdingvej. Tænk, at vi havde en Dame med paa denne yderst anstrengende og kedsommelige Reise, som er af den Art, at Damer ikke bør indlade sig paa at forsøge den. Denne Dame var en Englænderinde, gift med en svensk Grosserer, og hun holdt tilvisse ud trods Nogen af os; men jeg fatter knap, hvorledes hun kunde dette. Hun fik da ogsaa med Rette det Vidnesbyrd af os Alle, at hun gjorde sine Sager mesterligt og gjorde det uden at være en af disse emanciperede Englænderinder, som man undertiden seer paa Reiser, saa at vi Alle kom til at synes godt om den lille Kone og undte hende det, da hun ved Sprogø slap lidt heldigere end vi Andre, idet hendes Baad naaede til Land Kl. 12 om Natten, medens vi Andre, der fulgte hende i Hælene, pludselig befandt os i den os fra tidligere Erfaringer saa velbekjendte Skrueis, hvori det var næsten umuligt at komme frem. Klokken var over 2 om Natten, da vi Alle, dygtig udmattede og forkomne, landede paa Sprogø. Saavel den tørre som den flydende Proviant havde alt længe været fortæret, saa De begriber at vi som graadige Ulve styrtede til det opdækkede Bord. 4 a 5 Timer for os var der kommet 4 Baade fra Sjælland til Øen, hvor der allerede i et Par Dage havde ligget 3 Baade med ialt 140 Passagerer og Mandskab, og disse Mennesker havde ogsaa været sultne, hvorfor vi maatte tage tiltakke med Levningerne; men Hungeren gjorde os mindre vanskelige, og en god varm Suppe, 2 til 3 Portioner pr. Mand, gjorde en ypperlig Virkning i Forening med en ikke saa ganske ringe Kvantitet Vin. Der findes paa Sprogø det ret anstændige Antal af 60 Senge, men det forslog jo ikke meget til 220 Personer; dog var jeg saa heldig at saa en Seng, hvori jeg sov som en Sten, skjøndt den baade var haard og kold. Løverdag Morgen bleve vi purrede ud Kl. 8, efter 4 Timers Hvile, men det viste sig snart, at vore Folk vare saa udmattede efter Gaarsdagen. at vi roligt maatte blive paa Øen; desuden var det nok heller ikke muligt af andre Grunde at komme derfra. De 11 sjællandske Baade gik imidlertid ad Fyen til, og det gav Luft i Værtshuset. En af mine Bekjendte og jeg opnaaede at faa et Værelse med to Senge - Natten forud havde vi sovet i en stor Sovesal paa Loftet - , fik lagt i Kakkelovnen, og jeg krøb i Sengen med alle Klæderne paa under Dynen, uden dog at kunne faa Kulden, som jeg følte i hele Kroppen, til at vige; da stod jeg op, tog min Pelts paa og gik mig en dygtig Tour omkring Øen i en bidende Østenvind, fik derefter en rigtig god Middagsmad og krøb saa atter i Sengen, hvor jeg sov fortræffeligt. I Søndags gjorde vi om Formiddagen et Forsøg paa at gaa over til Halskov, men efterat vi havde arbeidet i Isen et Par Timer, maatte Forsøget opgives paa Grund af den stærke Modvind. Vi drev Dagen hen med at sove og spise, og om Aftenen bleve vi rigtig gemytlige, fik Bollen paa Bordet og Sangen igang; saa kom de bekjendte "Isbjørne" -et Optog af Søfolk i Forklædning, der morede meget og indbragte Skuespillerne endel Drikkepenge, som bleve punschede op, og dermed var denne Dag tilende. Mandag maatte vi atter tidlig ud, og Kapitainen havde svoret, at nu vilde han over til Sjælland, det koste, hvad det vilde. Han holdt Ord; dog naaede jeg, der var blandt de forreste Baade, først Land Kl. 6 om Eftermiddagen, medens 4 af Baadene og med dem vor lille Frue, først kom ind Kl. 12 om Natten. Jeg fik mit Tøi for seent til at kunne benytte Aftentoget til Kjøbenhavn, blev derfor i Korsør i Nat og tog ind med Morgentoget, hilste Godmorgen paa "vor lille Frue", der lod som om hun slet ikke havde været med paa Isen Dagen forud - og dermed var min Isfart tilende.

(Aarhus Amtstidende 23. februar 1870).