Andreas Nielsen. (Efterskrift til Politivennen)

Bedrageri og Forsøg paa denne Forbrydelse. Den 20de Juli d. A. indfandt der sig en Person i en Enkes Beværtning i Fortunstræde og forlangte nogle blødkogte Æg. Medens han fortærede disse, fortalte han, at han heed Nielsen og var Formand for en herværende Steenhuggers Arbeidsfolk, at han eiede en stor Eiendom i Smallegade, fremdeles bl. A., at han hade kjendt Enkens afdøde Mand, der havde laant ham 6 Rd., som senere vare betalte tilbage, samt at han havde været med under Krigen og var bleven saaret i Laaret og i Brystet, og derfor nu oppebar en Pension af 500 Rd. Medens han fortalte Alt dette og mere, havde han taget en stor Tegnebog op af Lommen, og sad og bladede i den, indtil han paa engang sagde, at han manglede 19 Mk. 8 sk, som han skulde bruge, og da det var Regnvejr, vilde han nødig gaae ud efter dem, hvorfor han bad Enken om hun vilde laane ham dem. Hun var ogsaa villig hertil, og gav ham 5 Rd., hvilke Personen beholdt, idet han yttrede, at han ligesaagodt kunde beholde dem alle, da han kom tilbage om en Timestid med hele Mandskabet for at spise. Han gik derpaa, efter af have betalt Æggene, men kom ikke tilbage, og da Enken som ved at forhøre sig hos vedkommende Steenhugger erfarede, at denne slet ikke havde nogen Formand, gjorde hun Anmeldelse til Poliiiet om det Passerede. Ved Hjælp af en Skipper, der tilfældig havde seet Personen den omhandlede Dag i Beværtningen, blev han nogle Dage efter anholdt og arresteret, og Enken fik vel sine 5 Rd. igjen, om hvilke Arrestanten paastod, at det havde været hans Hensigt at betale dem tilbage, men hans Paagribelse foranledigede, at flere Bedragerier, han havde begaaet, kom for Dagen. 

Hans Navn er Andreas Nielsen, og han har tidligere været straffet ikke mindre end 8 Gange, bl. A. baade med Forbedringshuus- og Tugthuusarbeide; han er 55 Aar gl. Efterat han den 11te Juli d. A. var bleven løsladt fra Straffeanstalten i Viborg og ført til sit Fød sted, Jordløse paa sjælland, havde han begivet sig her til Staden, og paa forskjellige Beværtninger hos Personer, han traf der, ved falske Foregivender opnaaet Laan, som det i Regeken ikke var hans Hensigt at betale tilbage. Han havde "for at erhverve sig Noget" syet sig et Dannebrogsbaand i Knaphullet udgav sig ikke alene for at være Dannebrogsmand, men tillige for at have baade en svensk og en russisk Orden. Han sørgede altid for at have Penge hos sig, og idet han foregav, at han manglede Penge til at gjøre Afregning med de Folk, han angav at være Formand for, fik han et Paaskud til at anmode om Laan, hvilket han som oftest erholdt ved tillige at love Vedkommende Arbeide hos den Steenhugger, hvis Formand han udgav sig for at være; engang kom han, forat fjerne al Mistanke, endog kørende i en Droschke til Værtshuset, hvor han forlangte Laan. Et Forsøg Arrestanten gjorde paa at erholde et Laan af 22 Mk. hos en Arbeidsmand mislykkedes vel, men han opnaaede dog at bedrage 3 Værtshuusholdere og en Tjenestekarl for i Alt 15 Rd. Ved Criminalrettens Dom blev Arrestanten anseet efter Straffelovens § 251 sidste Deel. jfr. tildels § 46 og § 256 med Straf af 2 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. september 1871. Afsnit indføjet for læsbarhedens skyld)

“Andreas Nielsen, hjemmehørende i Jordløse; straffet med 5 Aars Forbedringshusarbeide for Tyveri, Bedrageri og Betleri. Senere 1871 her med 2 Aars Tugthus for Bedrageri; løsladt den 21/9 73.” [1867]. Genealogisk Forlag. 

Ulrik om Peder Madsens Gang. (Efterskrift til Politivennen)

- - - 

I det sidst udkomne Hefte af "Hygieiniske Meddelelser" - 7de Binds 1ste Hefte - har Hr. Ulrik behandlet et Æmne, som han tidligere har søgt al vække kommunalbestyrelsens Interesse for, nemlig "Peder Madsens Gang", idet han drøfter det Spørgsmaal, om denne Gade kan betragtes som et Brændpunkt for Sygdom her i Byen. Han besvarer det ved en Sammenstilling af omhyggelig indsamlede kjendsgjerninger, hvoraf de væsenligste her skulle gjengives.

Peder Madsens Gang er 180 Alen lang og for den største Del kun 5 Alen bred. Gjennem en Port paa Østergade og langs 2 af denne Gades Sidehuse (60 og 70 Alen) gaar man ind i den, og den udmunder i Grønnegade mellem 2 høje Huse. I dens nordlige Del (40 Alen fra Grønnegade) udgaar fra Peder Madsens Gang en anden lille ligeledes 6 Alen bred, men kun 40 Alen lang Gyde mod Vest, Pistolstræde, der ender paa en uregelmæssig Plads, 22 Alen lang og 12 bred, tildels omgiven af ubeboede Huse, tildels af Baghuse til Grønnegade. Gjennem Peder Madsens Gang fører en aaben Rendesten, der foruden Spildevandet skal bortføre Afløbet fra en kostald i Baghuset til Nr. 7, hvor 22 til 26 køer opfødes med tilført Bærme, og hvorfra disses Gjødning regelmæssig udskylles. Med Undtagelse af 2 Huse ere de øvrige 3 til 4 Etager høje med beboede kvister, men i Reglen ere Etagerne lave (3 Alen). Flere af Husene ere meget forfaldne og forsømte, navnlig 3, som tilhøre Koholderen, og som mest udmærke sig ved Svineri. Hele det bebyggede Jordsmon i Peder Madsens Gang er 4409 Kvadratalen, og Gaardsrummene udgjøre deraf omtr. 540 Alen , altsaa neppe 1/8. Der er 11 Gaardsrum, som kun ere fra 5 til 20 Kvadratalen store, de øvrige 9 ere noget større, men intet over 70 Kvadratalen. "Hvor er det muligt," udbryder Hr. U., "at Luft og Lys, ikke at tale om Solskin, skal kunne naa ned til de stakkels Beboere, der ere henviste til et saadant Hjem? Gaarden er i de varme Sommerdage altid fugtig, og paa Grund af Mørket er Alting overdraget med en klæbrig Skorpe af Smuds. Luften i denne Skorsten, thi Andet er det, bogstavelig talt, ikke, er stillestaaende og forpestet ved Uddunstningerne fra Retiraden, den fugtige Gaard og Rendestenene, fra de omliggende Boliger og i Reglen fra en fælles Vadsk, der for hver Etages Beboere er anbragt ude ved Svalen ved den aabne Trappegang, og som paa Grund af Fællesskabet ofte findes fyldt til Randen med Spildevand og Uhumskheder." Ifjor Sommer udgjorde Befolkningen 739 Individer, altsaa 16,7 pr. 100 kvadratalen,, medens der i den ældste Del af Staden ikke findes 11 Beboere paa 100 Kvadratalen; men de ere højst ulige fordelte. Et Hus har 39 Beboere paa 100 Kvadratalen, et andet 34, et 21,3 og et 20,7. Ved en af Sundhedspolitiet ligeledes ifjor foretagen Undersøgelse fandtes i et Hus (Nr. 4) af 13 Lejligheder de 10 overbefolkede; af Husets 63 Beboere havde 44 kun fra 100 til 200 Kubikfod Luft, 10 havde højst 230. Paa et Tagkammer i samme Hus, 430 Kubikfod stort, fandtes i dette Foraar en gammel Kone med 2 Børnebørn og 2 kvindelige Logerende; hver havde altsaa 86 Kubikfod Luft ; 2 Personer førtes derfra til Hospitalet med exanthematisk Tyfus. I et andet Hus (Nr. 8) fandtes af 10 Lejligheder 2 overbefolkede, een var aldeles ubeboelig. I et tredie Hus (Nr. 10) vare af 8 Lejligheder 2 overbefolkede, i et 4de (Nr. 12) af 7 Lejligheder 4; i et Kvistværelse fandtes 6 Personer med 83 Kubikfod Luft til hver; i et 5te Hus (Nr. 18) vare af 8 Lejligheder 5 overbefolkede; 17 Personer havde under 200 Kubikfod Luft hver. I Koholderens Huse (3, 5, 7) fandtes 38 Lejligheder, hvoraf 8 overbefolkede; i disse boede 60 Personer, hvoraf de fleste havde under 200 kubikfod Luft. lalt fandtes ved Eftersynet ifjor 34 overbefolkede Lejligheder og 150 Personer, der ikke havde 200 Kubikfod Luft.*) Overbefolkningen er tiltagen, siden Skøgerne i Foraaret 1869 bortflyttedes fra Gaden. Fattige ere denne Gades Beboere saa at sige Alle; i 1870 nød 68 Voxne og 81 Børn, ialt 139, fast Almisse, og 26 Voxne og 28 Børn, ialt 63, tilstedes der midlertidig Hjælp; samtidig understøttede Helliggejstes Sogns Understøttelsesforening 8 Enker med 11 Børn og 21 Familier med 47 Børn, ialt altsaa 107 Personer, som ikke fik Fattighjælp af det Offenlige. Følgelig behøve omtr. 300 Personer af Gadens Befolkning eller 40,6 pCt. offenlig eller privat Bistand for at existere. 

"Det er en Selvfølge", fortsætter Hr. U., "at en saadan Befolkning i høj Grad maa være hjemsøgt af Sygdomme; thi Armod og Nød, en haard Kamp for Opholdet og dertil et overfyldt, usselt Hjem i en fordærvet Atmosfære svækker i høj Grad Individets Modstandsevne, saa de fleste mere eller mindre ligge under for de skadelige Paavirkninger, som de Alle ere udsatte for." Af meddelte Lister, der ere uddragne af den af ham som Distriktslæge førte Dagbog, ses, at af kroniske Sygdomme, hvortil saadanne, som væsenlig hidrøre fra Overfylding, slet Luft og daarlige Forhold, medregnes, var det samlede Antal 64 i 1868, 90 i 1869 og 101 i 1870. De epidemiske Sygdommes Antal har i de samme tre Aar været følgende: 90 i 1868, 123 i 1869 og 150 i 1870. Totalantallet af de for offenlig Regning behandlede Sygdomme har været 286 i 1868, 341 for 1869 og 433 for 1870, altsaa i det sidste Aar 58,5 for hvert Hundrede af Befolkningen. Medens denne siden fra 1868 er tiltagen med 19,8 Procent, er Sygdommenes Antal steget med 34 pCt. Men det er ikke alle Syge, som tages under Behandling for Fattigregning, der betroes Distriktslægen, en stor Del udlægges paa Hospitalerne af disses Visitatorer, uden Fattiglægens Medvirkning. Ved Fattigbestyrelsens og Hospitalsforstandernes Bistand er Hr. U. istand til at oplyse, at der i de samme 3 Aar er indlagt følgende Antal Syge fra denne Gade paa Hospitalerne: 99 i 1868, 113 i 1869 og 144 i 1870. Ved Uddrag af Kjøbenhavns Dødstabeller er det endelig udfundet, at der i denne Gade i de sidste 6 Aar 1865-70 er død 168 Personer, det er: i Gjennemsnit 28 aarlig, hvilket giver 40 pro Mille, nemlig 31 i 1866, 26 i 1866, 17 i 1867, 24 i 1868, 26 i 1869 45 i 1870; i det sidste Aar er der død 1 af 16 Levende, medens der tidligere dog kun døde 1 af 26, og denne store Dødelighed i 1870 er saameget mere betegnende, som Dødsfaldenes Antal i dette Aar var meget gunstigt for Kjøbenhavns Vedkommende. Især for de smaa Børn, der fødes i P. M. G., er Tilstanden ugunstig; af  4 fødte lever efter 6 Aars Forløb kun 1. "En Befolkning, der i en Række af Aar har havt omtrent 80 Procent Syge i Hjemmet og i Hospitalet, der i samme Tid aarlig har mistet 40 pro Mille ved Døden, maa selvfølgelig i en ganske særdeles Grad kaldes et Fokus, et Arnested for Sygdomme." Hr. Ulrik slutter sin sørgelige Undersøgelse med følgende Yttringer, som vi underskrive og anbefale til almindelig Opmærksomhed:

"Her i Hovedstaden er man glad, naar man blot selv ejer sine Klæder og sit Indbo; aT eje sit Hus, sit eget Hjem, den Fordring have end ikke de Velhavende; man bor ikke her, man logerer og flytter halvaarsvis, de Fattige maaneds- , ja ugevis. Under saadanne Forhold bliver det, at besidde Huse og leje dem ud, en Næringsvej, og, naar den misbruges til hensynsløs Vinding, da er det sandelig en meget skadelig, højst fordærvelig Næringsvej, og det er derlor fuldkomment beretliget, at det Offenlige har Tilsyn med dens Udøvelse. Ved det ifjor givne Tillæg til Sundhedsvedtægten, er der ogsaa givet Sundhedspolitiet en Myndighed, som, naar den med Udholdenhed benyttes, vil kunne udrette overordenlig meget. Men en samvittighedsløs og vindesyg Vært maa staa under stadigt Polititilsyn, naar Bestemmelserne skulle faa noget varigt Udbytte.

For en saadan fordærvelig Uskik, som den i Peder Madsens Gang Nr. 7, hvor der under saa usle Forhold holdes imellem 20 og 26 Køer og hvor der samles den til deres Føde fornødne Bærme, paa samme Tid som Værten overbefolker Bygningerne med henved 40 Familier, yder Sundhedsvedtægten derimod desværre intet tilstrækkeligt Værn, selv om, som i dette Tilfælde kan paavises, det derved vedligeholdte uundgaaelige Svineri medfører betænkelige Følger for de mange Beboeres Sundhed. Anderledes stillede Sagen sig, ifald der existerede en Expropriationslov af Sundbeds-Hensyn. Uden en saadan maa man overalt ikke vente at kunne fjerne dette fordærvelige Forhold, der maaske mest af alt giver dette Kvarter dets ejendommelige karakter; thi det betaler sig desværre altfor godt. At rørlægge Gaden og give den en god Brolægning, vil vel fremme og lette dens Renholdelse, men saalænge den store Kostald under slige uheldige stedlige Forhold vedligeholdes, vil i det mindste Rørlægningens Nytte være meget tvivlsom. Thi ved vore Rørledningers ringe Fald, paa Grund af det flade Terræn  hvorpaa Hovedstaden ligger, ville de neppe i Længden taale saa massive Udskylninger, som en saa stor kreaturbesætning tilfører dem, saameget mindre, som her ikke findes noget Brænderi og derfor ikke den rigelige Udskyldning med Svalevandet.

Forsaavidt endelig Aarsagen til de slette Forhold maa søges i mange af de derboende Individers elendige Kaar, usle Levemaade, Drikfældighed og alskens Udskejelser, da kunne vi i den Henseende kun sætte vor Lid til vore Samfundsforholds gradvise Fremgang til det Bedre. At bidrage til at løfte den Del af Samfundet , hvis ulykkelige Vrag hine ere, bør være Enhvers Opgave, der ej vil paadrage sig Beskyldningen for at medvirke til en rædsom Kuldkastelse af Alt. Ved at give Almisse har Samfundet sandelig ej frigjort sig for sin Pligt.

Naar de smaa Folkeslags Berettigelse til selvstændig Beslaaen maa søges i disses større Opmærksombed for Individernes aandelige og legemlige Velfærd, da staar der endnu meget tilbage for os at udrette, for at vi ikke skulle paadrage os Beskyldningen for at svigte vor Opgave."

*) Hr U minder om, at efter Indenrigsministerens Paabud af 3die Decbr 1856 skulle Fattiglemmer i Fattighuse have hver 5-600 Kubikfod Luft, og Arrestanter skulle have 7-800 Kubikfod.

(Fædrelandet 30. august 1871. Uddrag - indledningen er udeladt)

Advarsel! (Efterskrift til Politivennen)

Til de danske Maskinarbejdere.

Vi har bragt i Erfaring, at nogle Agenter søger at hverve Maskinarbejdere til engelske Fabriker. For at forebygge at Arbejderne misbruges af samvittighedsløse Kapitalister, skal vi gøre opmærksom paa, at Maskinarbejderne i en stor Del engelske Byer for Øjeblikket har nedlagt Arbejdet, og at de fast stoler paa, at ingen af deres Brødre i andre Lande vil lade sig bruge til at gøre deres Strike virkningsløs og tage dem Brødet af Munden.

Vi advarer derfor enhver mod at indlade sig paa de lokkende Tilbud, navnlig ogsaa fordi vi antager, at Arbejderne i England haandgribcligt vil modsætte sig saadanne Indgreb.

Red.

Ovenstaaende Advarsel vilde vi i Begyndelsen af denne Uge have slaaet op paa de dertil indrettede Tavler. Men der kom en Mand ivejen med en Slæde, og det var - Politiet. Med de fine Næser, der udmærker denne institution, lugtede det formodentlig Oprør, maaske fordi Plakaterne var røde, og da vi henvendte os til dem om den Tilladelse, der i vort frie Land skal til for at slaa en stakkels Bekendtgørelse op, blev denne os nægtet uden at der tilføjedes nogen Grund. En saadan over alle Greenser gaaende Vilkaarlighed kan ikke andet end forbavse os, navnlig da vor Plakat, som det vil ses, ikke indeholdt andet end hvad der stod at læse de samme Dage i "Dagstelegrafen" og "Dagbladet". Er det Meningen hermed al begynde en Krig med os, da optager vi den tilkastede Handske, og vi skal snarest muligt søge gennem vort Blad at klare Politiets som det synes temmelig gammeldags Begreber om dets Myndighed ligeoverfor et frit Folk.

Advarsel. Der er, som man vil se i Spidsen af Bladet, gjort Forsøg paa at faa danske Maskinarbejdere antagne til England, hvor Arbejderne have gjort Strike. Den Mand, der her i Byen har antaget Arbejderne, er Fæstemand Eriksen. Der maa imidlertid være noget i Vejen, ti Fæstemanden har, ifølge en Klage der er tilsendt os fra en Del Maskinarbejdere, Dag for Dag udsat at afslutte Kontrakt med de Arbejdere, der havde meldt sig, og som selvfølgelig for en stor Del have nedlagt deres Arbejde her. Vi maa derfor advare Enhver mod at sætte altfor stor Tillid til saadanne Tilbud, og vi maa især anbefale vore Brødre, Arbejderne, til, naar der bydes dem Arbejde i fremmede Lande, først at skaffe sig Underretning om, hvorvidt et saadant Tilbud ikke skyldes Arbejdsnedlæggelse paa paa gældende Sted. Ti for det Første er det selvfølgelig ikke rigtigt i saadanne Tilfælde at tage Brødet af Munden paa de udenlandske Brødre, og for det Andet ville disse i Reglen, som ovenfor er omtalt, modsætte sig en saadan Indvandring.

(Socialisten 19. august 1871).

Også i Sverige forsøgte man at rekruttere arbejdere: Gøteborgposten advarede svenskerne mod at drage afsted, da det var meget dyrt at leve i England. Man henviste til at skotske arbejdere af samme grund var rejst hjem igen. Der blev ligeledes afholdt møder for norske og belgiske arbejdere som var ankommet, om at de var lokket til England under falske forudsætninger. I slutningen af august var der blodige sammenstød mellem de ledige maskinarbejdere og de tilkaldte arbejdere andetsteds fra. Fabrikkerne forsøgte også at hverve engelske pensionister.

Annonce fra Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 3. august 1871: "Maskinarbejdere. Flere velanbefalede Maskinarbejdere kunne strax faae godt og tildeels fast Arbejde i en større Fabriksby paa Østkysten af England. Man henvende sig paa Erichsens Engageringscomptoir i lille Kirkestræde 1." I en nyere annonce (samme avis 30. august 1871) udvidedes det til "Kjedelsmede, Machanici, Metaldreiere og Jernstøbere" - og modelsnedkere.

Absolutisme i Danmark.

Da vi for nogen Tid siden i et af vore Blade læste en Beretning om Hr. Politidirektør Crones Afrejse og med Forbavselse saa, at denne Begivenhed var vigtig nok til at ikke, mindre end 8 eller 10 Individer maatte møde som Repræsentanter for Politiets forskellige Afdelinger "for at komplimentere ham", kom vi til at tænke paa, at det Hele smagte stærkt af Tiden før 1848. Og da vi for faa Dage siden ansøgte om Tilladelse til at slaa en Plakat op, men fik et Nej, uden at der var tilføjet nogensombelst Grund, kom vi til det Resultat, at vi ikke endnu kan sige at være befriet fra det saakaldte "Tyranni" eller Voldsherredømme, ti Kendetegnet for dette er netop, at der aldrig gives Grunde, men at Alt gaar efter Beherskerens Luner.

I det Hele taget synes Politiet aldeles at misforstaa sin Opgave. "Naar det f. eks. i Politivedtægten hedder, at Opslag ikke maa finde Sted uden Politiets samtykke, saa er dette ikke det Samme som at det beroer paa Politiets Godtbefindende, om et Opslag kan tillades eller ej. Nej, det vil kun sige, at Politiet skal tillade alle Opslag undtagen dem, der ligefrem strider mod den offenlige Orden eller krænker Grundloven.

Da vi modtog omtalte Nægtelse, henvendte vi os først til Hr. Inspektør Petersen for at faa Oplysninger, men denne erklærede, at han for sit Vedkommende ikke havde noget imod Plakaten og ikke kunde see nogen Grund til at forbyde den, og henviste os slutteligen til den fungerende Politidirektør, Hr, Oldenburg. Hos denne fik vi imidlertid heller ikke megen Trøst; han erklærede nemlig først, at det egentlig var Hr. Clausen, der har Ansvaret, og han var bortreist, men erklærede sig dog tilsidst istand til selv at kunne overtage det. Han fremførte derefter som Grund til Forbudet, at de paa Gaden værende Tavler efter hans Mening kun egnede sig til Opslag angaaende Forestillinger, Forlystelser etc., hvad der af os strax blev imødegaaet med den Bemærkning, at en tysk Hestehandler netop for Tiden har sine Bekendtgørelser opslaaede paa Gadehjørnerne, ligesom der alt tidligere har eksisteret en Gadeavis, der indeholdt lutter Bekendtgørelser. Hertil havde Hr. Oldenburg ikte andet at svare end at slige Sager var underkastet Politiets Skøn. Imidlertid var der forbeholdt os en yderligere Overraskelse, idet Politidirektøren senere har givet Ordre til, at vore andre Plakater, der nu i ca. 3 Uger efter dertil given Tilladelse har været opslaaede paa Gadehjørnerne skulle nedrives af Betjentene. Selvfølgelig er denne Ordre bleven efterkommet; men det er os ubegribeligt, hvorledes en saadan Fremfærd kan bringes i Overensstemmelse med Polilivedtægtens § 60, der lyder saaledes: De lovliggjorte Opslag er det forbudt at afrive, besudle eller paa anden Maade at beskadige eller gøre ulæselige.

Det er naturligvis ikke vor Agt at lade os nøje med den ovenfor nævnte tomme Udflugt eller at finde os i Politimesterens vilkaarlige Nedrivning af vore Plakater, og vi have derfor gjort Skridt til at faa de her omtalte Sager underkastet Domstolenes Afgørelse.

(Socialisten 26. august 1871)

Strejken i New Castle gjalt en 9 timers arbejdsdag (den var på 10 timer for kvinder og børn) med uændret løn. Strejken varede i 5 måneder og over 8.000 deltog i den. International Workingmen's Association havde stort held med at få de af fabrikkerne tilkaldte arbejdere fra udlandet sendt hjem. Det lykkedes arbejderne at gennemføre strejken efter en storstilet støttekampagne som indsamlede et stort beløb til de strejkende.

Strejken endte med at man fik en 54 timers uge (6 dage a 9 timer) mod før 59 timer. Dette blev dog senere ændret til 5 dage a 9½ time og 6½ timers lørdag. 

En almindelig arbejdstid på danske værksteder var 12 timer (7-19) med 2 timers middagshvile og hvil til frokost og mellemmad.

Fattiggaarden i Barrit og Vrigsted. (Efterskrift til Politivennen)

- Om Fattiggaarden i Barrit og Vrigsted Sogne ved Horsens, som for et Aarstid siden toges i Brug, hedder det i en Meddelelse i Veile Amts Folkebl., at man nu er veltilfreds med den. Den har Plads til 50 Fattige, men forhaabentlig vil Kommunen aldrig faae saa mange Fattige paa engang. I Førstningen vare de Fattige bange for den, da den Orden og Renlighed, som Bestyrelsen og den dygtige Bestyrer og hans Kone fordrede strengt overholdt, lod til at være de fleste Fattige til Ulejlighed; men efter at de ere blevne vante dertil, befinde de sig naturligvis rigtig godt derved. Imidlertid begynde dog de Lade og Dovne, men Arbeidsføre, at blive kjede af at lade sig tvinge til Ardeide og at foretrække at arbeide frivilligt udenfor Anstalten; men netop derved opnaaes et af Fattiggaardens skjønneste Formaal. De ikke Arbeidsdyghge, Gamle, Svage og Børn, have det selvfølgeligt bedre i Fattiggaarden end i de gamle ofte elendige Rønner af Fattighuse. I Førstningen vare endel af Sognebeboerne bange for, at det vilde blive for dyrt; men nu indrømme de, at selv om det ikke bliver billigere end den tidligere Fattigforsørgelsesmaade, er det dog langt at foretrække; thi før maatte de Fattige egentlig fødes to Gange. De fik nemlig 4 Gange aarligt tildelt, hvad de skulde leve af; men ialmindelighed havde de fleste paa 8 a 14 Dage brugt hvad de skulde leve af i et Fjerdingaar og tiggede saa siden; Beboerne vare nødte til at give dem Almisse. Den omtalte Fattiggaard har et Jordtilliggende af 2 Tdr. Land og drives med Spaden. Dette ansees af Bestyrelsen for at være omtrent den heldigste Størrelse; thi den kan man overkomme at drive og Regnskabet kan oversees. Hvad der bruges af Korn, Mælk og Andet, faaer man ved Licitation hos en eller anden af Beboerne.

(Aarhus Amtstidende 14. august 1871)

Det første sogneråd i sognet fra 1869 opdagede i 1870 at der var hul i det daværende fattighus nord for kirken. Den nyopførte "Forsørgelses- og Arbejdsanstalten i Barrit og Vrigsted Sogne" var et gedigent byggeri: De 30-40 beboede var stuvet sammen med personalet. Fra ca. 1920 husede den også aldersrentenydere og andre pensionærer. Den fungerede til slutningen af 1930-erne, hvor forpagteren købte ejendommen. 

"Fædrelandet" og Arbejderspørgsmaalet. (Efterskrift til Politivennen)

I "Fædrelandet" for Fredagen den 4de Avgust fortsætter Bladet sine Bemærkninger imod vort Parties Anskuelser med Betragtninger over, hvad der er udrettet til Gavn for Arbejderne ved Husholdningsforeningerne, Sparekasserne og Dannelses- og Oplysningsforeningerne. Lad os betragte disse Bemærkninger, der synes at udgaa fra et kristeligt Gemyt, der vil Arbeidernes "sande Vel", lidt nærmere.

Hvad først Husholdningsforeningerne angaar, da kan vi ikke betragte disse anderledes end som ganske smaa Hanefjed henimod en Forbedring af Arbejdernes Kaar. Lad os antage, at de virkelig blev benyttede i nogen væsenlig Grad. hvad der jo af "Fædrelandet" indrømmes ikke at være Tilfældet, og at Varernes Udsalg til Arbejderne skete paa fuldkommen redelig Maade, saa er det Pengebeløb, der kan spares ved at købe Varerne paa denne Maade, ikke af nogen overordenlig Betydning, og var det dette, saaledes at Arbejdernes økonomiske Stilling væsenligt forbedredes ved at indtræde som Medlemmer af disse Foreninger, vilde dette, som bemærket i "socialistiske Blade", snart blive optaget af Arbejdsherrerne og Balancen blive genoprettet til Fordel for disse ved Afknapning af Arbejdslønnen, ti det er jo Bourgeoisiets socialøkonomiske Grundsætninger, at Arbejderen ikke har godt af at have en større Indtægt end fornøden for, at han kan sultføde og pjaltklæde sig og Familie; vel opbruges hans Arbejdskraft hurtigere ved en saadan Tilstand, men han holdes da til Gengæld paa den anden Side i en gavnlig Underdanighed under dem, der eksploitere ham. Til ovenikøbet at nyde Livet under nogensomhelst Form er han selvfølgeligt ikke berettiget. - At Husholdningsforeningerne ikke have nogen Fremgang, forklares naturligt af den Betragtning, at Arbejderens Indtægt staar i et saa knapt Forhold til hans Behov for at leve paa en nogenlunde menneskelig Maade, at der for ham slet ikke kan blive Tale om paa et enkelt Punkt at gjøre nogen Anstrerngelse for at indrette sit Liv fornuftigt, da han dog ikke kan komme helt op af den Afgrund, hvori han befinder sig.

Man klager over Arbejdernes Tilbøjelighed til, naar han faar sin Uge eller 14 Dages Løn, straks at sætte en Del af den overstyr ved Drik og Svir istedetfor pant at bringe den hjem til Kone og Børn. Vi forsvare naturligvis ikke denne Tilbøjelighed, men vi undskylder den, og er overbeviste om, at Fristelsen til at slaa sig løs efter en hel Uges daglig Slid og Slæb i 10, 12 a 14 Timer, er saa stort, at kun faa, meget stærke og resignerede Naturer er istand til at modstaa den, især da det, der vindes ved at bekæmpe Fristelsen, kun er, at man bliver istand til at friste en Tilværelse, der ikke er slet saa kummerlig som det ved Letsindighed i den nævnte Retning ødelagte Arbejders Liv, men som ialfald ikke staar saa mange Grader over dette, at der er nogen stærk Opfordring til at lade Fornuften faa Overvægt over Fristelsen.

Husholdningsforeningerne kan derfor kun betragtes som et af Bourgeoisiet opfundet Falskneri, der giver sig Udseende af at fremme Arbejdernes Interesse, men kun har sin Oprindelse af Bourgeosiets Interesse i at holde Arbejderne nede ved at bilde dem ind, at det, de ved en energisk Villie og en Aarrække af Resignation kan vinde ved at gøre deres Indkøb ved disse Foreningers Bistand, har noget Stort at betyde. Vi forkaster derfor disse Foreninger, som efter vor Mening kun er Vaaben imod Arbejderen, hvem man søger at narre til at tro, at han paa denne Maade kan skaffe sig nogen Udsigt til et bedre Liv, og hvem man ved samme gode Lejlighed holder uvidende om og bortleder fra Benyttelsen af de Midler, der virkelig tjener ham.

"Ligesaa indlysende er Sparekassernes Nytte", siger"Fædrelandet". - Har vi været nogenlunde heldige med den ovenfor givne Paavisning af Husholdningsforeningers Væsen, antage vi det ufornødent at gaa videre ind paa "Fædrelandets" paafølgende Betragtning over Sparekasserne. Er det meningsløst at tro, at der stiftes Nytte ved Husholdningsforeningerne, saa er det latterligt endog at give Arbejderen Anvisning paa at sætte de Penge, han "til Tider ikke behøver at forbruge", i Bikuben. Hvad er det for Penge, han "til Tider" ikke behøver at forbruge? Den, der ikke har nok til at spise og drikke ordenligt og klæde sig anstændigt og bekvemt, og som lever i usle Rum uden tilstrækkelig Luft og Lys, hvad skal han spare? Man vil ikke, at han maa nyde Livet, men man vil ovenikøbet, at han skal gøre sig til Rentier ved Hjælp af den usle Løn, der ikke tillader ham at skaffe sig de uundgaaelige Livsfornødenheder, med mindre han vil tage til Takke med den allerusleste Form, hvori disse kunne faas, og med de allerknappeste Kvantiteter. At henvise Arbejderne til Sparekasserne er ikke Andet end den blodigste Ironi og den skaanselløseste Haan.

Endelig priser "Fædrelandet" de saakaldte Dannelses- og Oplysningsforeninger. Hvad Værd, der maa tillægges disse, antager vi, at Enhver, der har været istand til at forstaa og tiltræde de Grundanskuelser, fra hvilke vi i det Foregaaende er gaaede ud, snart vil være paa det Rene med. Naar disse saakaldte Dannelsesforeninger ikke gaar ind paa direkte at oplyse Arbejderen om hans virkelige Stilling og om Midlerne til at forbedre denne, tillægge vi dem aldeles ingen anden Betydning end den at aflede hans Opmærksomhed fra hans sande Interesse. At høre Høedt eller Mantzius oplæse nogle Scener af Hamlet eller Jacob von Tybo eller H. C. Andersen deklamere den grimme Ælling kan være meget skønt i en fornem Aftenkreds, men at byde en Arbejderforenings Medlemmer Sligt som Dannelsesmidler er ikke Andet end Løgn. At høre Hr. C. B. Rimestad holde Forelæsninger over Nials Saga eller om "det gamle Hellas" vil upaatvivleligt være lige kedsommeligt for de Fine og for Arbejderen, ligesom disse Temaer aabenbart ere aldeles latterlige ligeover for de sidstnævnte. "Fædrelandet" indrømmer velvilligt, at disse Foreninger ikke lærer Arbejderen, "hvorledes han ved de faa lovlige Midler, der staar til hans Raadighed, skal beskytte sig mod Kapitalens Overgreb. Ti da udbrede de en falsk og fordømmelige Lærdom, som er Uvidenhedens  og Misundelsens vanføre Siegfredbarn". Lad os slaa en Streg under disse Ord. "Fædrl." lærer altsaa, at det er falsk og fordømmeligt at lære Arbeideren at beskytte sig mod Kapitalens Overgreb, altsaa falsk og fordømmeligt at lære ham at unddrage sig et Tyranni ("Fædrl. " kalder det jo selv "Overgreb"), falsk og fordømmeligt at bidrage til, at han befries fra de Lænker, hvormed "Fædrl." vil, at han skal bindes. Skulde der nogensinde blive Spørgsmaal om "Fædrl.s" Stilling til Arbejderspørgsmaalet, behøver man kun simpelthen at henvise til denne Yttring af det noble Blad for med Et at gøre det indlysende, at "Fædrl." hører til Arbejdernes naturlige Fjender, der ønsker at holde ham i den Tilstand, hvori han er, og hvori han bør betragte sin usle Lod som Skaberens uransagelige Villie.

"Fædrl." kommer til det Slutningsresultat, at de heldige Bestræbelser for Arbejdernes Vel "gaar i rigtig Retning, idet de vilde bringe Hjælpen indenfra og ikke udenfra, staa ham bi mod de ham nærmest liggende Fristelser, henvende sig til Villiekraften, Selvbeherskelsen (!), Selvagtelsen". Videre hedder det, at Arbejderen "maa bekæmpe daarlige Indfald og Lyster, ikke hendøse et Liv unden Maal og Med, blive et godt og nyttigt Menneske" osv. osv. Dersom disse salvelsesfulde Talemaader ikke vare saa uimodstaaelig komiske, vilde de være nederdrægtige. Men man kan her anvende det Ord; Fader, forlad dem, ti de vide ikke, hvad de gøre. Arbejderen, der slider som en Hest for en kummerlig Tilværelse, som det ikke vilde være forunderligt, om han ofte i Fortvivlelse gjorde en brat Ende paa - hvad der jo ogsaa af og til sker - , han henvises til Selvbeherskelse, Selvhjælp, Selvfornægtelse. Han, der ikke har Tiendedelen af den Frihed til sin Raadighed til at nyde Livet i, som den rige Grosserer, og som, naar han har en Smult Frihed, ikke kan have den legemlige Friskhed og Sindets Ligevægt, der er fornøden for at benytte paa en sund og styrkende Maade, han skal "bekæmpe daarlige Indfald og Lyster", ham tilraades det "ikke at hendøse sit Liv uden Maal og Med", han formanes til at beflitte sig paa "at blive et godt og nyttigt Menneske" o. s. v.

Vi tilraade "Fædrl." at gaa i Kompagni med Præsterne, der trøste de Fattige med, at deres Tilstand er Herrens urandsagelige Villie og give dem Anvisning paa det andet Livs Herlighed som en Modvægt mod denne Verdens Pine, medens de selv fortærer de Kapuner, som Arbejderen først vil blive værdig til at nyde, naar han har lært at agte og beherske sig selv og er bleven til et næsten ligesaa godt og nyttigt Menneske som en Præst eller som en af Storpressens Redaktører.

(Socialisten 12. august 1871).