Mishandling af Pleiebørn. (Efterskrift til Politivennen)

En Enke, hvis Mand var Sandpranger, og som er Eierinde af et Sted paa Jagtveien, har i Løbet af de sidste 12 Aar søgt Erhverv ved at have Børn i Pleie. Hun har indladt sig herpaa, uagtet de Lejligheder, hvori der gaves Børnene Ophold, tildeels ikke forsvarlig kunde benyttes til dette Brug. Hendes Leilighed har navnlig i de sidste Aar været en Kvistlejlighed, bestaaende af eet Værelse, 10 Fod dybt, 12 Fod 8 Tommer bredt og 6 Fod 9 Tommer høit, samt et tilhørende lille Kjøkken, og har hun med Familie, som bestod af en voxen Datter og en uconfirmeret Søn, havt et forskjelligt Antal Børn i  Pleie, til enkelte Tider 4 a 5 paa eengang. Leiligheden var derhos i høi Grad belemret med Rotter, og efter de fremkomne Oplysninger har Tiltalle forsømt Pleiebørnene med Hensyn til deres Reenlighed, for en Deel ikke ydet dem tilstrækkelig eller i alt Fald ikke tilstrækkelig god Føde, og ikke sørget for Lægehjælp til dem, naar de bleve syge. Et forholdsviis stort Antal af Pleiebørnene er afgaaet ved Døden, og dette vækker en ikke ringe Formodning om, at Dødsaarsagen har været den Behandling, hun lod dem blive tildeel. 

Blandt de Personer, der have givet Oplysning i Sagen, var en Kone, der, uden at kjende Tiltalte, henvendte sig til denne, efterat hun havde hørt fortælle om den usle Tilstand, hvori et lille Pigebarn paa 1½ Aar befandt sig. Da hun kom op i Leiligheden, sad Barnet paaklædt paa et Stykke Tæppe paa Gulvet, men i en meget ureenlig Tilstand, og da der var koldt i Stuen var Barnet forfrossent. Det havde Strømper paa Benene, men intet andet Fodtøi. To af Tæerne vare meget stærkt angrebne af Koldbrand, hvorfor der var viklet noget Gardintøi om dem. Konen forlangte Barnet udleveret og beholdt det med Moderens Samtykke. Barnet viste sig saa graadigt efter Mad, at det var tydeligt, at det ikke havde faaet tilstrækkelig Føde, men ved en omhyggelig Pleie lykkedes det den medlidende Kone at faae Barnet helbredet. Tiltalte havde dengang 4 Pleiebørn, hvoraf de ældste vare 6 a 7 Aar, men disses Tilstand syntes ikke at give Anledning til Klage. 

En anden Kone, der en Dag for 3 Aar siden var i Besøg hos Tiltalte, saae hende misjamdle et fireaarigt Drengebarn paa en oprørende Maade, fordi det ikke var reenligt; hun kastede det hen ad Gulvet slog det baade i Hovedet og andre Steder paa Kroppen, sparkede til det, dog kun iført Hosesokker, og derpaa, skjøndt det var midtd om Vinteren, kastede hun det ud i et koldt Kjøkken, hvor hun lod det blive i flere Timer, hvilken Mishandling dog ikke sees at have bevirket nogen blivende Skade for Barnet. 

Et Par Forældre, som havde sat 3 Børn i Pleie hos Tiltalte, toge dem efter Andres Raad tilbage efter 14 Dages Forløb, og det viste sig da, at Børnene havde manglet baade Føde og Reenlighed, og det yngste Barn, der kun var 4 Maaneder gammelt og som var blevet sygt, døde kort efter, hvilket ifølge Lægens Udsagn havde sin Grund i slet Behandling. 

En Moder, som ligeledes tog sit Barn tilbage, efterat hun havde fundet det liggende i vaade Bleer, fandt det hudløst over hele Bagdelen. En anden Moder fandt efter 6 Dages Forløb sit Barn saa forandret, at hun neppe kunde kjende det; da han foreholdt Tiltalte, at hun ikke havde sørget for Lægehjælp, svarede denne, at hun ikke vidste, at hun kunde henvende sig til Districtslægen, og at Barnet først var blevet sygt Dagen iforveien. Da Moderen Dagen efter atter indfandt sig for at bringe Barnet til Lægen, var det død om Morgenen. 

Et Barn, der efter 8 Dages Forløb blev saa sygt, at Moderen neppe kunde kjende det, antoges at lide af Mavebetændelse og maatte bringes paa Hospitalet, og Tiltalte vedgik at have forsømt dette Barn baade med Reenlighed og Mad. To spæde Pleiebørn, der døde, havde Spor af Rottebid paa Hænderne og i Hovedet; det antoges vel ikke, at disse Bid havde medført Døden, men paa den anden Side vare de rimeligviis bibragte forinden Døden. Børnenes Lig fandtes liggende, det ene i en Dragkisteskuffe, det andet i en Kiste.

 Ligeoverfor disse og lignende Tilfælde har Tiltalte vedgaaet, at hun ofte har ladet det mangle paa Reenlighed, men nægtet i de fleste Tilfælde at have ladet Børnene sulte. Til sin Undskyldning har hun paaberaabt sig, at Børnenes Forældre ikke leverede hende de nødvendige Klæder til Børnenes Reenholdelse, ligesom hun ogsaa anførte, at hun ikke har kunnet overkomme at passe Børnene, - men hertil kunde ikke tages Hensyn, da hun til enhver Tid eensidig kunde ophæve Forholdet. Skjøndt Criminalretten ikke fandt, at der mod hendes Benægtelse var tilvejebragt et tilstrækkeligt Beviis til at dømme Tiltalte for ved Uagtsomhed eller Forsømmelse at være bleven Aarsag til noget af Børnenes Død, kunde hun dog ikke undgaae at dømmes efter Straffelovens § 202, og fastsættes Straffen til Fængsel paa Vand og Brød i 6 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. september 1872. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Carl Friedrich Heiberg (1796-1872). (Efterskrift til Politivennen)

Den 16. i denne måned er i Slesvig en af ​​Slesvig-Holstens mest loyale patrioter dr. Carl Friedr. Heiberg, død efter længere, alvorlig sygdom. Heiberg blev født i 1796 i Klensbye i distriktet Gottorf, kom ind på universitetet i Kiel i 1817 for at studere jura, tog til Berlin året efter, hvor han primært koncentrerede sig om studiet af æstetik, rejste derefter gennem Sachsen, opholdt sig i Heidelberg i 1820 og vendte tilbage til Kiel efter en rejse gennem Michaelis i Schweiz samme år. Efter at have bestået embedseksamen i Gottorf med hæderlig udmærkelse i 1821, blev han 1825 udnævnt til underretsadvokat for Slesvig og Holsten, notar i 1830 og giftede sig i 1835 med Asta, grevinde von Baudissin, en klog og energisk kvinde, som var en sand støtte for ham i senere vanskelige tider. I mellemtiden fik den historiske retning af hans juridiske og filosofiske studier ham til at forberede sig på en akademisk karriere. Universitetet i Rostock tildelte ham titlen som doktor i jura for hans litterære bidrag til Heidelberg Yearbooks, Elvers' Themis og andre tidsskrifter. Da han skulle uddanne sig som privatlektor, blev han trukket ind i den politiske bevægelse i Slesvig-Holsten af ​​Lornsens optræden og arbejdede aktivt for sit fædreland som forfatter og foredragsholder. Han grundlagde Slesvig-Holstens Advokatforening, hvoraf han blev valgt til syndikus og sekretær. I 1842 blev han udnævnt til over- og landsretsadvokat. Indvalgt i den grundlovgivende forsamling i 1848 stemte han imod underkastelsen, hvorved han blev udelukket fra amnestien i 1851. Forvist fra sit hjemland rejste han til Tyskland på jagt efter en ny indflydelsessfære og vendte først tilbage til Slesvig efter den anden amnesti. Han fik dog ikke lov til at udøve advokatvirksomhed igen for Slesvig eller Holsten. Frataget sin indtægt grundlagde han 1857 en engros- og forlagsvirksomhed i Slesvig; Men hans voksende indflydelse på befolkningen og hans mere aktive holdning til landets anliggender førte til lukningen af ​​butikken i 1859 og 60. Som formidler af tysk litteratur og oppositionelle skrifter, der fremmede modstand i hertugdømmet Slesvig, havde det længe været en hindring for de danske myndigheders propaganda. I denne periode af sit liv fik doktor Heiberg også betydning for den tyske boghandel, og denne viste ham som bekendt, den tyske dannelses og ånds tapre fortaler i Norden, dens aktive anerkendelse i disse vanskelige tider. Efter Slesvig-Holstens befrielse fra dansk styre i 1864 blev han udnævnt til appelretsadvokat og notar af den højeste civile myndighed. I årene 1864-1866 var han aktiv i den snævre beskyttelse af de slesvig-holstenske foreninger, senere var han medlem af Venstres Centralvalgbestyrelse. Hans aftagende styrke afholdt ham fra at tage aktiv del i offentlige anliggender i hans sidste år, skønt han fortsatte med at interessere sig for dem indtil sin død. Loyal mod sit land i alle sine omskiftelser var han så heldig, at han ved sine dages ende kunne se ikke blot befrielsen af ​​Slesvig-Holsten fra fremmed herredømme, som han havde været med til at søge, men også den herlige forening af den tidligere splittede og magtesløse nation til det første kulturimperium i verden, hans drømmes højeste mål realiseret. Æret være hans minde!

Carl Friedrich Heiberg.

Am 16. ds. ist in Schleswig einer der treuesten Patrioten Schleswig-Holsteins, Dr. Carl Friedr. Heiberg, nach langer, schwerer Krankheit verschieden. Heiberg war im Jahre 1796 zu Klensbye im Amte Gottorf geboren, besog 1817 die Universität Kiel, um die Rechte zu studiren, ging im Jahre darauf nach Berlin, wo er sich namentlich mit dem Studium der Aesthetik beschäftigte, bereiste dann Sachsen, hielt sich 1820 in Heidelberg auf und kehrte nach einer reise durch die Schweiz Michaelis selben Jahres nach Kiel zurück. Nechdem er 1821 auf Gottorf die juristische Amtsprüfung mit rühmlicher Auszeichnung bestanden, ward er 1825 zum Untegerichtsadv ocaten für Schleswig und Holstein, 1830 zum Notar ernannt und verheirathete sich im Jahre 1835 mit Asta, Gräfin von Baudissin, einer geistvollen und thatkräftigen Frau, die ihm in späteren schweren Drangsalen eine wharhafte Stütze war. Inzwischen ward er durch die historische Richtung seiner juristischen und philosphischen Studien veranlasst, sich für die akademische Carriere auszubilden. Die Universität Rostock ernannt ihn wegen seiner literatischen Beiträge in den Heidelberger Jahrbüchern, in Elvers' Themis und andern Zeitsc hriften zum Doctor juris. Im Begriff, sich als Privatdocent zu habilitiren, ward er durch Lornsen's Auftreten in die polititsche Bewegung in Schleswig-Holstein hineingezogen und wirkte als Schriftsteller wie als Redner thatkräftig für sein Vaterland. Er begründete den schleswig-holsteinischen Advocatenverein, zu dessen Syndicus und Secretär er gewählt wurde. Im Jahre 1842 war er zum Ober- und Landgerichts-Advocaten ernannt worden. 1848 in die constituirende Landesversammlung gewählt, stimmte er mit gegen die Unterwerfung, infolge dessen er 1851 von der Amnestie ausgeschlossen wurde. Aus seinem Heimathlande verbannt, bereiste er, um sich einen neuen Wirkungskreis zu suchen, Deutschland, und kehrte erst infolgde der zweiten Amnestie nach Schleswig zurück. Doch ward ihm die Betreibung der Advocatur für Schleswig, wie auch für Holstein nicht wieder gestattet. Seiner Einnahme beraubt, gründete er 1857 in Schleswig ein Sortiments- und Verlagsgeschäft; doch sein erwachender Einfluss auf die Bevölkerung und seine activere Haltung in den Landesverhältnissen veranlassten 1859 und 60 die Schliessung des Geschäftes, das als Verbreiterin deutscher Literatur und oppositioneller, den Widerstand fördernder Schriften im Herzogthum Schleswig den dänischen Behörden schon lange genug für ihre Propaganda hinderlich gewesen war. In dieser Peiode seines Lebens hat Dr. Heiberg auch Bedeutung für den deutschen Buchhandel gewonnen, und dieser hat ihm, dem tapfern Verfechter deutscher Bildung und Gesinnung im Norden, in jener schweren Zeit bekanntlich seine thatkräftige Anerkennung bezeigt. Nach der Befreiung Schleswig-Holsteins von der dänischen Herrschaft 1864 ward ihm von der obersten Civilbehörde die Bestallung als Appelationsgerichtsadvocat und als Notar. In den Jahren 1864-1866 war er im engeren Ausschutz der schleswig-holsteinischen Vereine thätig, später war er Mitglied des Central-Wahl-Comités der liberalen Partei. Seine abnehmenden Kräfte hielten ihn in den letzten Jahren von einer thätigen Theilnahme an den öffentlichen Angelegenheiten fern, denen er aber bis zu seinem Ende ein warmes Interesse zuwandte. In allen Wechselfällen treu seinem Lande, war es ihm vergönnt, am Ende seiner Tage nicht nur die von ihm miterstrebte Befreiung Schleswig-Holsteins von der Fremdherrschaft, sondern auch die glorreiche Einigung der früher zerrissenen und machtlosen Nation  zu dem ersten Culturreiche der Welt, das höchste Ziel seiner Wünsche, verwirklicht zu sehen. Ehre seinem Andenken!

(Börsenblatt für den deutschen Buchhandel: Fachzeitschr. für Verlagswesen u. Buchhandel. 28. august 1872)

Forfølgelserne af Heiberg under det danske herredømme er omtalt på denne blog i indslaget om Casper Conrad Langheim fra 1860, og om en knapmagers selvmord samme år.

På internettet findes C. F. Heibergs "Das souveräne Herzogthum Schleswig in seiner staatsrechtlichen Verbindung mit Holstein ..." (1846).

Hans tredje søn, digteren Hermann Heiberg (1840-1910) beskrev barndommen som lys og meget fri. Han overtog faderen boghandel i perioden 1859-1870. Hans kone Asta Heiberg udgav i 1897 "Erinnerungen aus meinem Leben" hvori manden også omtales, også de her på bloggen nævnte forfølgelser. I disse erindringer skildres bl. a. også Krigen 1848-1851 og den danske undertrykkelse af de tyske i Slesvig-Holsten.

Internationales Kvinder. (Efterskrift til Politivennen).

Internationale's Forsamlingskjælder har i de sidste Aftener været Skuepladsen for forskjelligartede, meget animerede Møder. I Tirsdags Aftes var der et kvindeligt Fællesmøde, hvortil alle Foreningens Damer havde Adgang, og paa hvilket kun Kvinder maatte tage Ordet. Forhandlingerne, der lededes af "Borgerinde" Jensen, dreiede sig fornemmelig om, hvorledes Foreningens Damer paa bedste Maade kunde vise deres Erkjendtlighed mod de fængslede Førere. Efter en skrap Drøftelse af forskjellige Forslag vedtoges det, ved ugentlige Bidrags som kun maae ydes af Kvinder, at samle en Sum, for hvilken der skal arrangeres et Festmaaltid for den fængslede Bestyrelse, naar den "om kort Tid" kommer paa fri Fod. - Mindre lysteligt og fredeligt gik det Aftenen efter paa et Sectionsformandsmøde, hvor der paany forsøgtes et Stormløb mod den midlertidige Bestyrelse og navnlig mod Formand Würtz, hvem Sectionsformand, Skomagermester Schrøder, der var Oppositionens Ordfører (men neppe dens Hoved) forekastede, at det ham tilstaaede Honorar slugte hele Indtægten af Medlemscontingentet - Foreningen talte den 1ste August knap 600 Medlemmer! - og i temmelig personlige Udtryk bebreidede hans despotiske Optræden mod Forsberg, Gissing og de andre af ham udstedte tildeels egenhændig udkastede Opponenter. Det var aabenbart en forberedet Sammensværgelse, der her blev sat i Scene; men Rollerne vare uheldigt fordeelte, Indstuderingen høist mangelfuld og Sammenspillet saa slet, at det ogsaa dennegang lykkedes Würtz at gjøre sig til Herre over Situationen og skaffe sig og Foreningens, ogsaa af Schrøder angrebne, Kasserer et fuldstændigt Tillidsvotum, hvorhos det dog vedtoges, at Bestyrelsen ikke mere paa egen Haand, endsige med egen Haand, maa udstøde noget Medlem af Foreningen, men i forekommende Tilfælde skal fremsætte sine Anker paa en Generalforsamling, for hvilken det anklagede Medlem da indstævnes og gives Leilighed til at forsvare sig. - Endelig afholdtes der igaar Aftes et meget talrig besøgt Discussionsmøde for at forhandle Spørgsmaalet: - Kan Foreningen bidrage Noget til, at den anholdte Bestyrelse i en nær Fremtid kommer paa fri Fod?" Efter nogen Ordvexel vedtog man eenstemmig, at der skulde affattes en Adresse til Kongen om Førernes Løsladelse og at Adressen skulde colporteres til Underskrift.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1872).

En af de skrivende kvinder i Internationale var Augusta Jørgensen, som er omtalt andetsteds på denne blog. Hun holdt bl.a. foredrag om kvindens stilling i Danmark og hvordan man kunne forbedre den. Augusta Jørgensen blev gift 1878 med Louis Pio med hvem hun fik en datter 1876, Sylvia Pio.

Uforsigtig med Ild. (Efterskrift til Politivennen).

Fra den offentlige Politiret.

- - -

Under Patrouilleringen paa Nytorv den 22de f. M. bemærkede den posthavende Betjent, at der i et Værelse paa 2den Sal i Ejendommen Nr. 19 paa nævnte Torv var opstaaet Ild i et Fag Gardiner, hvilken Ild dog strax blev slukket af nogle Tilstedekommende, uden at der blev Brug for de Sprøiter, der mødte. Ilden maatte antages at være opstaaet derved, al Beboeren af Værelset, Student Jensen, kort forinden sin Bortgang har tændt en Cigar ved en Svovlstik, som han, medens den endnu var i Flamme, henkastede i Vindueskrogen, hvor den da antændte det der hængende, let fængelige Gardin; denne Antagelse bestyrkedes ved, at der i Krogen fandtes en afbrændt Svovlstik. Magistraten fandt, at der her forelaa en Overtrædelse af § 11, Lov af 15de Marts 1868, og da det af de Politirapporter, der indsendes i Anledning af stedfundne Ildebrande sees, at mangfoldige Ildebrande skyldes den store Uforsigtighed, hvormed brændende Svovlstikker henkastes paa meget let antændelige Gjenstande, henstillede Magistraten til Politidirecteuren, at Sag anlagdes imod Student Jensen. Under sit Møde i Retten negtede denne ikke at have henkastet Svovlstikken, men bemærkede, at han ikke kunde erindre det, og undrede sig over, at Sigtelsen saa bestemt var rettet imod ham, da den ligesaavel maatte kunne rettes imod en anden Student, der paa samme Tid som han var i Værelset, og som ligeledes tændte sin Cigar ved en Svovlstik, da han forlod det tilligemed Sigtede. For at faae en Afgjørelse af Sagen vedtog han imidlertid at betale den Bøde af 1 Rd., som Dommeren bestemte for den begaaede Forseelse.

Et andet Tilfælde af uforsigtig Omgang med letfængelige Stoffer havde ligeledes givet Anledning til Sags Anlæg. Den 26de f. M. anmeldtes nemlig Huusild i Ejendommen Nr. 23 i Skindergade, hvor det røg stærkt ud af Taget. Det erfaredes imidlertid hurtigt, at Nogen hidrørte fra noget Svovl, der af Farver Søborg var antændt i 2 Loftskamre for at fordrive Væggetøi. Da Svovldampene bestandig bleve stærkere, og Varmen paa Loftet var betydelig, frygtede Brandinspecteuren for, at Huset var antændt, og lod derfor ved hjælp af en Haandsprøite det antændte Svovl slukke. Det viste sig nu, at der i to meget smaa Loftskamre var hensat to Askeskuffer, formeentlig hørende til Kakkelovnene i Huset; i dem var der lagt Ild og ovenpaa Ilden var kastet en i Forhold til Localernes Størrelse saa betydelig Mængde Svovl, at Afbrændingen heraf kun kunde betragtes som en temmelig stor Uforsigtighed, selv om Apparaterne vare opstillede med størst mulig Omhu. Dette var imidlertid ikke Tilfældet, thi de nævnte Askeskuffer vare vel satte paa Jernfødder, men disse stode deels ovenpaa, deels tæt op ad Trækasser og endeel Skrammel, og Askeskufferne bestode kun af sammennittet Jernblik; de vare derhos ikke tætte, og en Deel smeltet Svovl var derfor løbet ud af den ene Skuffe ned paa Gulvet. Denne Fremgangsmaade fra Søborgs Side var saaledes i høj Grad uforsvarlig og havde temmelig sikkert fremkaldt en Ildløs, hvis Brandvæsenet ikke i rette Tid havde stukket hans Svovlpander. Farver Søborg, der giver sig af med for Betaling at fordrive Væggetøi, og af hvem derfor en særlig Forsigtighed maa forlanges, blev sat under Tiltale. Ved Mødet i Retten paastod han at have viist den samme Forsigtighed, han altid pleier at vise, og han kunde ikke erkjende, at Brandfaren var saa stor, som af Brandinspecteuren angivet, da Svovldampene udvikle en Fugtighed, der forhindrer Antændelse. Da Dommeren imidlertid maatte give Brandinspecteuren Medhold i, at Brandlovens Bestemmelser om den Forsigtighed, der bør udvises ved Omgangen med Ild, var overtraadt, fandt Sigtede sig i at vedtage at betale en Bøde af 15 Rd. foruden 9 Rd. i Erstatning til Brandvæsenets Folk.

- - -

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. august 1872. Uddrag).

Magdalene Feldthausen. (Efterskrift til Politivennen)

Magdalene Feldthausen blev født 28. november 1847 i Skælskør, og var datter af politibetjent Hans Adler F. og Martha Sophie Hansen. 

Mord. Den 9de Mai d. A. (Christi Himmelfartsdag) om Aftenen imellem Kl. 10 og 11 bemærkede en Mand, der passerede Kjærlighedsstien, udfor Communehospitalet, et Fruentimmer, der gik frem og tilbage med et lille Barn paa Armen. Hendes Adfærd forekom ham noget besynderlig, og han gik derfor hen til hende og spurgte hende, om hun havde noget Ondt isinde. Hun svarede nei og tilføiede, at hun gik og ventede paa sin Mand. De fulgtes derpaa sammen til Nørrebro og samtalede underveis paa en saadan Maade, at Mandens Mistanke forsvandt, og da hun skulde til Nørrebro, han til Byen, skiltes de ad. Fruentimmeret gik imidlertid ikke til Nørrebro, men vendte tilbage til det omtalte Sted paa Kjærlighedsstien, gik nogle Gange frem og tilbage, tog derefter sit Barn, som havde sovet hele Tiden, medens hun bar det paa Armen, lagde det paa Ryggen i Vandet tæt ved Land, og gik derpaa strax bort uden at see efter, om det sank tilbunds eller ei. Barnet sov endnu i det Øieblik, hun lagde det ned i Vandet, og der hørtes intet Skrig fra det, efterat Moderen havde ladet det falde i Vandet. Der var Ingen, der iagttog Gjerningen, og først den følgende Morgen Kl. 4½ fik en Arbejdsmand, der passerede Kjærlighedsstien paa Veien fra sin Bolig, Øie paa Barnets Lig, som laae c. 2½ Alen ude i Sortedamesøen. Han tog det op og bragte det til Politistationen, hvor alle anvendte Oplivelsesmidler viste sig frugtesløse, hvorfor Liget, der viste sig at være Liget af et Drengebarn paa lidt over eet Aar, bragtes til Almindelig Hospital. Nogle Dage efter lykkedes det Politiet efter gjentagne Opfordringer i Adresseavisen, ved en Kones Hjælp at indhente saadanne Oplysninger, at Mistanken for den begaaede Forbrydelse bestemt rettedes imod et Fruentimmer, der blev anholdt, og som ogsaa strax tilstod, at det fundne Barnelig var Liget af hendes Barn, og at hun var den, der efter foregaaende Overlæg og i den Hensigt at stille det ved Livet havde lagt det i Vandet i Sortedamssøen, omtrent paa det Sted, hvor barnet var fundet. Hendes nærmere Forklaringer under forhørerne gik ud paa, at det ommeldte Barn var avlet, medens Arrestantinden i Aaret 1870 tjente i Korsør. Faderen var en Matros, hvem det af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag, men han reiste bort uden at betale Noget. Arretantinden, der havde født Barnet den 2den April f. A. paa Fødselsstiftelsen, fik herfra 4 Mk. ugentlig i Barnets tørste Aar, men andet Bidrag til Barnets Underhold fik hun ikke, og hun havde selv ikke andet, end hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Det lykkedes hende dog, ved at pantsætte saagodtsom Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, indtil Midten af April Maaned d. A., men da vare alle hendes Hjælpekilder ophørte. Efterat den Kone, der havde Barnet i Pleie, ikke havde faaet Betaling i 14 Dage. afleverede hun Barnet, formeentlig den 4de Mai, til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men ingen af disse vilde indlade sig herpaa uden Betaling. Hun vidste vel, at han kunde henvende sig til Fattigvæsenet, men hun kunde ikke bekvemme sig til at gjøre dette, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til sit Hjemsted, hvilket, efter hvad man havde sagt hende, vilde blive Tilfældet, og under disse fortvivlede Omstændigheder var det, at Tanken om at dræbe Barnet opstod hos hende. Hun omgikkes med denne Tanke i nogle Dage, indtil hun den 9de Mai tog den endelige Bestemmelse, som hun derpaa ogsaa udførte. Efter de Oplysninger, der ere fremkomne, maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie, og at hun kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, efterat endog de, som stode hende nærmest, havde nægtet at modtage Barnet, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som Retten ikke fandt nogen Grund til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv at hun iværksatte sit Forsæt. Arrestantinden er født i Aaret 1847 og ikke forhen straffet. Hendes Charakteer skildres som en Blanding af Letsindighed og let Sind; i sine Tjenester viste hun sig til sine Tider ligegyldig for Alt, til andre Tider sang hun fra Morgen til Aften, og kunde hun end en enkelt Gang vise sig studs, saa var hun dog som oftest godhjertet, flink og villig. Det var ikke vanskeligt at faae hende bevæget, men ligesaa hurtigt var hun den Muntre og Letsindige igjen. Trods de til Gunst for hende talende Omstændigheder hjemfaldt hendes Gjerning under Straffelovens § 190, og Criminalrettens Dom lød derfor paa, at Arrestantinden bør straffes paa Livet."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 29. juli 1872)

Senere oplyste aviserne at kvinden var Magdalene Feldthausen. Højesteret stadfæstede dødsdommen den 28. august 1872.

Nr. 208.

Onsdagen den 28de August.

Advocat Nellemann

contra

Magdalene Feldthausen (Defensor Bunzen), der tiltales for Mord.

Criminal og Politirettens Dom af 27de Juli 1872: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen bør straffes paa Livet samt udrede denne Actions Omkostninger og derunder Salair til Actor og Defensor, Procuratorerne Berggreen og Kaas med 6 Rd. til hver. At efterkommes under Adfærd efter Loven."

Høiesterets Dom.

I henhold til de i den indankede Dom anførte Grunde fjendes for Ret:

Criminal og Politirettens Dom bør ved Magt at stande. I Salarium til Advocat Nellemann og Etatsraad Bunten for Høiesteret betaler Tiltalte 20 Rd. til hver.

I den indankede Doms Præmisser hedder det: "Arrestantinden Magdalene Feldthausen, der under nærværende Sag tiltales for Mord, er ved egen af det iøvrigt Oplyste bestyrkede Tilstaaelse overbeviist at have gjort sig skyldig i den hende paasigtede Forbrydelse ved den 9de Mai d. A. efter foregaaende Overlæg at have i den Hensigt at skille sit den 2den April f. A. fødte Barn Georg Julius Johansen ved Livet lagt det om Aftenen Kl. mellem 11 og 12 i Vandet i Sortedamssø, hvor det den paafølgende Morgen af en Forbigaaende fandtes dødt, efter de obducerende Lægers Slutning omkommet ved Drukning.

Det ommeldte Barn havde Arrestantinden avlet, medens hun i Aaret 1870 tjente i Korsør, efter hendes Opgivende med en Matros Julius Johanssen, kaldet Stjerne, hvem det ogsaa af Øvrigheden blev paalagt at betale Underholdningsbidrag til Barnet, men uden at hun erholdt noget saadant af ham. Da hun, naar undtages det sædvanlige Bidrag fra den kongelige Fødselsstiftelse af 4 Mk. ugentlig i Barnets første Aar, ei heller faa anden Maade fik nogen Bistand til dets Underhold, maatte hun alene sørge for det, og dertil havde hun kun, hvad hun kunde erhverve som almindeligt Tjenestetyende. Imidlertid lykkedes det hende dog kun ved efterhaanden at pantsætte saagodt som Alt, hvad hun eiede, at skaffe de fornødne Penge tilveie, navnlig til Betalingen af de Personer, hos hvem hun anbragte Barnet i Pleie, lige indtil Midten af April Maaned d. A., da alle hendes Hjælpekilder vare opslupne. En Følge af den sidstommeldte Omstændighed blev, at Barnets daværende Pleiemoder, som ingen Betaling havde erholdt i 14 Dage, afleverede Barnet, formentlig den 4de Mai næstefter til Arrestantinden. Denne anmodede derpaa 4 forskjellige Personer om at tage sig af Barnet, indtil hun kunde faae en fast Tjeneste, hvad hun dengang ikke havde, men da ingen af disse vilde indlade sig derpaa uden Betaling, og hun ikke kunde beqvemme sig til at henvende sig til Fattigvæsenet, fordi hun ikke vilde udsætte sig for den Skam at blive sendt til fit Hjemsted, som det var hende sagt vilde blive Tilfældet, naar bun søgte Hjælp hos Fattigvæsenet, var det, at den Tanke opstod hos hende at dræbe sit Barn.

Med denne Tanke omgikkes hun i nogle Dage, indtil hun den 9de sidstnævnte Maaned tog den endelige Bestemmelse at drukne Barnet i fornævnte Sø, hvilket Forsæt hun derpaa, som ovenommeldt, udførte.

Efter de for saavidt fremkomne Oplysninger maa det antages, at Arrestantinden har næret stor Kjærlighed til sit Barn, at hun af yderste Evne har bestræbt sig for at skaffe det god Pleie og kun i Fortvivlelse over den aldeles hjælpeløse Forfatning, hvori hun befandt sig, er bleven bragt til at fatte Forsættet om at tage det af Dage, og efter hendes egen Forklaring, som der ingen Grund er til at forkaste, var det først efter en haard Kamp med sig selv, at hun udførte sit Forsæt. Arrestantinden, der er født den 28de November 1847 og ikke funden forhen straffet, vil imidlertid ikke kunne undgaae at dømmes til at straffes paa Livet i Medfør af Straffelovens § 190."

(Højesteretstidende nr. 18, 13. september 1872).

I oktober 1872 blev hun benådet af kongen og livsstraffen forvandlet til forbedringshusarbejde.

Hun blev den 13. maj 1877 gift i Frelsers Kirke, Christianshavn med skibstømrer Herman Peter Hermansen. I Folketællingen for 1890 boede de stadig på Christianshavn med 3-4 børn i Amagergade 33 som andetsteds på denne blog er temmelig indgående beskrevet i 1893. Artiklen kaldte ejendommen for "de fattiges boliger" og forholdene var ganske forfærdelige. I 1890 boede der 255 personer i ejendommen. Manden var indlagt på Kommunehospitalet. I Folketællingen 1921 var de flyttet til Almindeligt Hospital i Ryesgade. De må da have været omkring de 75 år gamle. Forholdene her er beskrevet i en artikel fra 1924 på denne blog.