Retssag om en Skydeplads. (Efterskrift til Politivennen)

Den kgl. Landsover- samt Hof- og Stadsret paakjendte den 6te ds. en Sag, under hvilken Kjøbenhavns Magistrat søgte Directionen for det borgerlige Frihaands-Skydeselskab tilpligtet at rømme de Localer, Selskabet benytter i den, Kjøbenhavns Commune tilhørende Eiendom Nr. 70 i Dronningens Gade paa Christianshavn, at borttage de af Selskabet uden Communens Samtykke opførte Bygninger og at fravige Afbenyttelsen af Grunden. De Indstævnte paaberaabte sig en allerhøieste Resolution af 14de Juli 1809, hvorved der meddeles Selskabet Bevilling til med glatte Geværer og paa fri Haand at foretage ugentlig Skiveskydning paa det borgerlige Broderskabs Skydebane paa Eutin, istedetfor hvilken Plads det ved allernaadigst Resolution af 2den Februar 1812 er tilladt Selskabet hver Torsdag Eftermiddag fra Begyndelsen af Mai indtil October at afbenytte Skydepladsen ved Vor Frelsers Kirke paa Christianshavn samt tvende hele Dage om Aaret at afbenytte denne Plads til den sædvanlige Fugleskydning. Som et yderligere Datum for, at Pladsen ved de nævnte Resolutioner var overladt Selskabet til stedsevarende Brug, anførte de Indstævnte, at det i Aaret 1822 tilbydes Selskabet at opføre paa Pladsen de Bygninger, som nu fordredes borttagne, uden at der da var Tale om, at disse nogensinde kunde forlanges nedrevne. Det var fra Citanternes Side uimodsagt avanceret, at Exerceerhuset paa Pladsen i Aarene 1701-2 var opført af Communen til Brug for Borgervæbningen og siden vedligeholdt af Communen, og at der i Aaret 1751 ved bemeldte Huns anlagdes en Skydebane for Borgervæbningen, samt at det var denne Bane, Selskabet hidtil havde havt Benyttelsen af. Det var derhos under Sagen givet, at Borgervæbningen var ophævet, og at Huus og Plads nu vare faldne tilbage til Communen som dennes Eiendom. Det fremgik da heraf, at der ikke længere existerede nogen Skydeplads for Borgervæbningen; men saavel efter Bevillingen af 1809 som efter Resolutionen af 1812 maatte det antages, at den Selskabet indrømmede Afbenyttelse af Pladsen var betinget af, at denne existerede som Skydebane for Borgervæbningen. At der senere fra Communens Side skulde være fremkommen nogen Anerkjendelse af en stedsevarende Ret for Selskabet til Pladsens Afbenyttelse, var ikke oplyst, og navnligen havde de Indstævnte ikke paa Citanternes Opfordring produceret den af dem til Bygningens Opførelse paaberaabte Tilladelse, der skulde være given i Aaret 1822. Da der nu efter Beskaffenheden af Selskabets Adkomst til Afbenyttelse af Pladsen ikke kunde være Tale om Erhvervelse ved. Hævd, saa tog Retten Citanternes under Sagen modificerede Paastand tilfølge og tilpligtede under en daglig Mulct af 5 Rd. det indstævnte Selskab til at fravige Benyttelsen af Skydebanen og at borttage de af det paa Grunden opførte Bygninger. Processens Omkostninger ophævedes.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 7. januar 1873).

Skydeselskabet var oprettet 1776. Hovedformålet var at vedligeholde den exercermæssige færdighed hos borgerskabets befalingsmænd. Sagen opstod efter at borgervæbningen var blevet ophævet og dens ejendomme derfor overgået til kommunen. Selskabet eksisterer stadig, kvinder kan ikke være medlemmer og formålet er nu fortrinsvis af social karakter.

Offervæsenet. (Efterskrift til Politivennen)

 (Indsendt.)

Det har meget ofte forundret "Indsenderen af dette Stykke, at alle Vedkommende ikke for længe siden ere blevne enige om at afskaffe Offerskikken i Kirken. Utvivlsomt er det en ukristelig Skik; thi Jesus sagde dog med rene og letforstaaelige Ord til dem, der holdt Pengeklang og Pengehandel i Jødernes Tempel: "mit Hus skal være et Bedehus; men I have gjort det til en Røverkule". Og vist er det da, at det ikke sømmer sig for Kristne at sætte deres Tempel og Templer under Jødetemplet; saa de i disse tillade, hvad der var Uskik i dette. Der er heller ikke en eneste holdbar Grund, der taler for Bibeholdelse af det, at offre i Kirken. Desuden er det en - vi ville sige - styg Maade at lønne Kirkens Embedsmænd paa. Skulde man ikke netop unddrage dem for alle de for Ærefrygten for Kirken skadelige og fra en hjertelig Forstaaelse med Menighedernes Medlemmer forende Stridigheder eller dog Ubehageligheder, som Offervæsenet fører med sig. Mangen en Offerberettiget, f. Ex. mangen en fattig og sletlønnet Lærer, trænger meget haardt til Offeret, fordi det er muligt over Halvdelen af hans Løn, i hvert Fald er det en saa stor Del deraf, at han paa ingen Maade kan taale at lide noget Afsavn deri. Enkelte ofre ham maaske et saa ringe Beløb, saa det er uanstændigt, eller de maaske rent lade være. Han søger ad den foreskrevne Vei at faa sin Ret. Men hvad er Følgen deraf? Ofte, at han bliver udskregen som et pengebegjærligt Menneske eller dog som et Menneske, der bliver stemplet som en saare jammerlig Person, der ikke kan faa sit Offer ad Frivillighedens Vei! Medens det ellers findes at være i sin Orden, at den Tjener, der ei erholder sin Løn i rette Tid og med et passende Beløb, tiltvinger sig sin Ret ved Øvrighedens Foranstaltning, saa bliver det ubetinget dadlet, om en Præst eller Degn ad den Vei vil søge at faa det manglende Offer. Medens paa Landet de Allerfleste med god Villie, til rette Tid og med et tilstrækkeligt og passende Beløb ofre til Præst og Degn, hvad ogsaa er Tilfældet med en ikke ringe Del af Kjøbstadbefolkningen, saa er del dog ligesaavist, at der er nogle Enkelte paa Landet og alt for Mange i Kjøbstæderne, som enten ikke ofre eller ofre et saa usselt Beløb, at det er formelig uanstændigt. Medens neppe Nogen vil finde paa at byde en Karl, der holder ved et Par Heste, 2 sk, 4 eller 6 sk, men oftest 8 sk eller 1 Mk., maaske 2 Mk., saa vil det ikke findes sjeldent, at der er Nogle paa Landet og Mange i Kjøbstæderne, der byde deres Kirkebetjente 2, 3, 4 og 5 sk til hver Høitid, ja ved Barnedaab og Brylluper en 4 sk pro persona, om det ikke en enkelt Gang kan endes med en Knap eller en Penge, der Intet gjælder. Sligt er dog lige uanstændigt for begge Parter. Blev en Gaardskarl budt ret tit en 2 sk eller en 4 sk i Drikkepenge, han vilde snart finde paa Udvei til at kurere saadan en lurvet Giver, og de Fleste ville holde med ham; men vilde en Præst eller Degn forsøge Noget i slig Retning, da vilde han sikkert blive udskjældt for Gjerrighed og Slethed. Hertil kommer saa, at selv de Smuler, der tilkastes den Offerberettigede, ikke saa sjeldent ydes under Haan og onde Ord. Man skjælder stundom Præst og Degn ud, saa en Hund maatte skamme sig derover, naar man rækker sig saa vidt, at man byder ham 8 sk for 3 Høitider, altsaa det vældige Beløb af 2 2/3 sk pr. Høitid, et Beløb, som man ikke turde byde den Sjouer, der lukkede en Vogndør op for En, uden at risikere, at man blev spyttet i Ansigtet eller udskjældt. Men det skal Præst og Kirkebetjent tage imod, af ikke saa Faa endda, og saa dertil skjældes ud. Flere end En, der uden at blinke med et Øie, øder i Værtshus Dalere, bandlyser Præst og Degn til Helvede, naar han i den Grad rækker sig, at han til hver Høitid ofrer dem 2 2/3 sk. Indsenderen vil gjentage, at han meget godt veed, at de Fleste paa Landet og en ikke saa ringe Del i Kjøbstæderne ofre med god Villie, til rette Tid og med et anstændigt og rigeligt Beløb; men ikke destomindre gaaer det for ofte til, som her sandfærdigt er berettet.

Naar nu dette er saa, hvor kan det da være, at saa mange Offerberettigede endnu holde paa denne hæslige Lønningsmaade ved Offer? Navnlig maa man forbauses over, at Præsterne fortrinsvis gjøre det, uagtet de fast utallige Historier, man har om hvorlunde Offerets Størrelse, især ved Konfirmation, Bryllupper og Ligbegængelser have en paafaldende Indflydelse paa Kvaliteten og Kvantiteten af de Ord, der blive talte, og uagtet den Forstyrrelse i Høitideligheden og Andagten i Kirkerne, Offergangen ofte forvolder. Da de Offerberettigede ikke synes at ville gjøre Alvor af at foranledige Offervæsenet i Kirken afskaffet, saa opfordrer Forfatteren af disse Linier de Offerberettigede til at gjøre det, og navnlig gjælder Opfordringen vore folkelige Rigsdagsmænd, som sikkert have den bedste Villie til at saa dette Uvæsen afskaffet.     5.

(Aarhus Amtstidende 4. januar 1873).

Cigarmagernes Strejke i Fredericia. (Efterskrift til Politivennen)

Om Cigarmagernes Strejke i Fredericia har vi modtaget følgende nærmere Meddelelse: Hr, Redaktør! Ifølge Deres Ønske meddeles Dem herved Strejkens Historie: Fabrikant Schmidt havde i en Skrivelse til Ligningskommissionen indstændig anmodet om at sætte Arbejderne i Stat, og havde samtidig anført, hvormeget han mente, at Arbejderne burde sættes i Skat for - et Forslag, som næsten med det Dobbelte overgik Ligningskommissionens Ansættelse. Da nu Skatten her er omtrent ti Rd. pr. 100 Rd. skattepligtig Indtægt, saa bliver Skatten for hver Arbejder temmelig betydelig, den saadan Optræden af Fabrikanten opvakte naturligvis Arbejdernes Harme. Mesteren tilbød da, at Fabrikanten vilde betale Skatten, naar Arbejderne vilde forpligtige sig til at levere to overtallige Cigarer pr. 100, hvilket Arbejderne gik ind paa; men da Mesteren l Tune efter gik fra sit Ord, brød Stormen løs. Dette foregik i Søndags Formiddag. Arbejderne blev da enige om aldeles at forkaste det nuværende skattesystem, men derimod foreslog de Mesteren, at de skulde betale den dem paalignede Skat, men saa til Gengæld forlange en forhøjelse i Arbejdslønnen. Mandag Formiddag blev da "Skruen" sat igang, og det gik flinkt. Først gik alle Svende, saa alle Drenge og derpaa alle Vikkelmagere. Stemningen er brillant. Her er truffet omfattende Forholdsregler; ingen vil arbejde sammen med den, som bryder Overenskomsten: ikke at begynde Arbejdet førend Fordringerne er opfyldte og kun naar alle Mand tages i Arbejde. Strejkekomiteen, der bestaar af 0 Mand, har skrevet til Hamborg, Flensborg, Aarhus, Aalborg og Kolding, og her er straks truffet Foranstaltninger til en Indsamling. Mesteren har idag bragt den Nyhed tiltorvs, at Fabriken skal hæves, men slige Historier er dog for tydelige. Forbitrelsen hos Storborgerne og Begejstringen hos Arbejderne er stor. Som et Bevis paa Storborgernes latterlige Frygt skal jeg anføre, at Politiet for nylig lod udraabe, at enhver Husbond skulde holde sine Folk hjemme iaften (Nytaarsaften), og igaar Aftes, da Byraadet var sammenkaldt til et ekstraordinært Møde, udtalte Borgermesteren, at her rimeligvis blev Oprør i Byen iaften.

Endnu skal jeg omtale, at Bomuldsfabrikanterne idag har oprettet en Alderdomsforsørgelseskasse, som jeg en af de første Dage skal gøre til Genstand for nogle Betragtninger. Jeg skal nu hver Dag sende Dem, Hr. Redaktør, et Par Ord om Strejkens Gang. X..

Fra Fredericia. Tillad os gennem "Socialisten" at rette en Henvendelse til Politimesteren i vor By angaaende den af ham i den renere Tid udfoldede Virksomhed for at faa Kundskab om Navnene paa Medlemmerne af den herværende internationale Arbejderforening samt for at faa sikker Underretning om, hvem der er Foreningens "egentlige Leder". Hvorvel vi nu ikke kan Andet end glæde os over, at bemeldte vor Politimester, der i Parantes bemærket hverken er mere eller mindre end den for sit i 1864 udviste Heltemod saa bekendte Borger Julius Christian Jørgensen, idet vi altsaa glæder os over, at han er bleven opfyldt af saa stor "Nidkærhed", saa skønner vi dog ikke rettere, end at denne kunde finde en langt mere passende Anvendelse ved at overføres paa andre Omraader end det Socialistiske. For Øjeblikket er her jo Brug for al den "Nidkærhed", som en Politimester overhovedet kan rumme. Vor ærbødige Begæring er derfor, at vi forskaanes for enhver utidig Indblanding i vore Anliggender, og vort Raad til Hr. Jørgensen er dette, at han endelig ikke skal forhaste sig med at komme den eller dem til Livs, som efter hans Formening "leder" Foreningen. Vi kan nemlig forsikre Hr. Jørgensen om, at formegen "Ledelse" fra hans Side ikke vil blive paaskønnet efter Fortjeneste, idet vi derved let kan fristes til at blande os i "Ledelsen" af hans Anliggender. Saaledes kunde det f. Eks. interessere os at erfare Folketingets Mening angaaende, om en Dommers Myndighed strækker sig saavidt, at han er berettiget til, naar Nogen indkaldes som Vidne i en Sag, i Retten al holde Vidnet for Nar til stor Moro saavel for sig selv som for Skriveren og Retsvidnerne. Flere Socialister.

(Socialisten 3. januar 1873).

Julius Christian Jørgensen (1816-1884) var borgmester og byfoged i Fredericia fra 1862 til sin død 1884. Fredericia fæstning blev bombarderet den 20.-22. marts 1864. Byens beboere havde forinden stort set forladt byen. Den 23. marts 1864 blev han suspenderet fra sit hverv, fordi der blev plyndret i stor målestok efter bombardementet. Den 25. marts 1864 blev i stedet indsat den afsatte borgmester og politimester i Slesvig, Thorvald August Brown Jørgensen. Han var konstitueret indtil 21. april 1864. Under krigen 1864 ragede Julius Christian Jørgensen og general Lunding uklar og han forlod byen 21. august 1864. 

Om nytårsaften:

Strejken i Fredericia

---

Jeg skal i al Korthed gengive enkelte Træk fra hin Aften. Vor ærede Politimester havde faaet den fikse Ide, at Cigarmagerne vilde gøre "Oprør"; der fortaltes de forunderligste Historier, som, at de vilde gøre Indbrud hos Folk for at skaffe sig Midler til Livets Ophold og lignende. Under saa kritiske Omstændigheder var det derfor saare naturligt, at Hr. Politimester Jørgensen havde truffet særdeles "omfattende" Forholdsregler. I Byens Avis advarede han saaledes Folk mod at gaa ud om Aftenen, og til Overflod lod han en haltende Vægter raabe sig hæs, gennem Gaderne for at forkynde den samme Nyhed. Til Ordenens Opretholdelse og til Oprørets Undertrykkelse var der udkommanderet Byens 2 Politibetjente og 5 Natvægtere samt "Politikorpset", der stod opstillet paa Raadstuepladsen "for at afvente nærmere Ordre." Desuden fungerede en talrig Skare med Stokke bevæbnede Spidsborgere som Opdagelsespoliti. Vagten var fordoblet, og Militarpatrouiller gennemkrydsede Gaderne, ja Rygtet sagde endog, at Soldaterne havde hver faaet udleveret 10 skarpe Patroner. Det hele Arrangement geraadede vor højtagtede Politimester til megen Ære; hans Optræden denne Aften var "værdig" og tapper og stod saaledes i den mest skærende Modsætning til den Optræden, han udviste her i Byen under sidste Krig. Endskøndt Hr. Politimesteren saavelsom Politifuldmægtig Madsen, Politikorpsets Chef, Hr. Boalth og sammes "Eksercermester", Hr. Købmand Bech, alle udviste stor Bravur, saa var dog Aftenens Helt den Officer, der førte Militærkommandoen, nemlig Hr. Exam. jur., Møllebestyrer og Premierløjtnant Fischer, hvilket utvivlsomt vil blive indrømmet af Enhver, der erfarer følgende af ham udviste kække Optræden: Paa et Gadehjørne stod omtrent en Snes Mennesker; en af disse kastede en saakaldet "Skruptudse" ud paa Gaden, da kommer i det Samme en Patrulje, anført af Hr. Fischer. Ved Synet af Skruptudsen kommer hans Blod ikog, og den gæve Løjtnant kommanderer: "Fald Gevær! jag dem Bajonetten gennem Livet!" Den tapre Skare stormer frem og Mængden (c. 90 Mennesker) for til alle Sider. Jeg skynder mig at tilføje, at denne Optræden af Hr. Løjtnanten kan konstateres ved fuldgyldige Beviser, og jeg tillader mig at henstille, om Hr. Fischer ej for denne Daad burde have Sølvkorset. Endnu kunde der være mangt et lille Træk at berette, men det forekommer mig, at det Anførte maa vidne tilstrækkelig om, at den Omstændighed, at der intet "Oprør" skete, ingenlunde maa tilskrives vore Avtoriteter, ti der var, som man vil se, af disse gjort alt Muligt for at faa et saadant sat i Scene.

(Socialisten 5. januar 1873).

Strejken endte med at mesteren gav svendene et tillæg på 3 Mk. og drengene 2 Mk. for 1000 cigarer. Desuden blev det bestemt at bestyreren ikke mere måtte blande sig i hvad svendene foretog sig i deres fritid. Udfaldet blev set som en sejr for svendene og den internationale Arbejderforening i Fredericia.

Nordschleswig. (Efterskrift til Politivennen)

Nordslesvig.

I et stykke tid har der været mærkbar tale om Nordslesvig i pressen, mindre i tyske end i udenlandske aviser. Især bladene i hovedstaden i Østrig som for tiden er så tæt venlig med det tyske rige, men som er den eneste stat der har ret til at beskæftige sig med det såkaldte nordslesvigske spørgsmål, vender igen og igen tilbage til dette tema, nogle gange med venskabelig hævn, nogle gange med formaninger, om at Tyskland eller rettere Preussen burde på en eller anden måde "leve op" til danske prætentioner. Da dette er rigets gamle nordgrænse ved Kongeåen, et stykke jord der blev erhvervet og kæmpet for med tysk blod, og især i betragtning af danskernes notorisk anti-tyske holdning, kan sagen på ingen måde være særlig ligegyldig. Frem for alt skal det understreges at Danmark absolut ikke kan forlange noget. I Wienerfreden af ​​1864 afstod landet sine rettigheder til Slesvig-Holsten til Østrig og Preussen, efter at de hver for sig havde imødekommet den danske regerings ønsker om territoriets konsolidering. Det betyder at sagen er afgjort for Danmark i folkeretten, og det har absolut intet videre med Slesvig-Holsten at gøre end at udlevere statsarkiverne, et tysk traktatbaseret krav som København med alle mulige påskud modsætter sig og som vi gerne ser at der bliver lagt en vis vægt på ved at beholde den endnu udestående kvote for indløsning af sundtolden. Ikke desto mindre kan man i enhver dansk trontale, også den nyligt læste, finde en passage om Danmarks "berettigede" forventninger og forhåbninger, og der kan ikke herske nogen tvivl i vores sind om at der er mange mennesker i København som er optaget af at holde det lidt grumsede vand flydende i disse "berettigede" forventninger. Disse forventninger er som bekendt baseret på artikel V i Pragfreden. Heri hedder det imidlertid at kejseren af ​​Østrig overdrager alle de i Wienerfreden erhvervede rettigheder til kongen af ​​Preussen med det forbehold, at "befolkningen i Slesvigs nordlige distrikter", hvis de ved fri afstemning giver udtryk for deres ønske om at blive forenet med Danmark, skal afstås til Danmark. Som alle kan se taler den kun om befolkninger, det vil sige kun om mennesker og ikke om jord. Ifølge traktaten skal disse personer stemme "frit" én gang, og de der stemmer på Danmark, skal overføres til Danmark. Alt dette forekommer os så overordentlig simpelt at kun overfloden af ​​danske forestillinger kan have forhindret afviklingen af ​​denne sag hidtil. For det første fremsætter danskerne påstande som de overhovedet ikke har nogen som helst legitimitet for om de "distrikter" som afstemningen skal foregå inden for. Det havde kansleren allerede svaret på Rigsdagens session den 18. marts 1867: "Man kan forestille sig størrelsen af ​​disse distrikter som meget små, man kan forestille sig dem som meget store, og jeg tror ​​at de ikke vil vise sig at blive så store som København forestiller sig." Ydermere mindede kansleren på samme møde om at inklusive al krigsgæld knyttet til Slesvig-Holstens ejendom udgjorde gælden 60 thaler pr. indbygger af befolkningen, så for at 100.000 indbyggere skal afstås til Danmark, betaler dansk side 6 millioner thaler i anskaffelsesomkostninger som skulle tilbagebetales til Tyskland henholdsvis Preussen. Den væsentligste vanskelighed ligger dog i at Danmark efterspørger ikke blot den danske befolkning i umålte distrikter, men også hele befolkningen, inklusive den tyske befolkning, og ikke blot befolkningen, men også distrikterne og landet selv. Prætentionerne er naturligvis for latterlige til at tysk side seriøst kan forhandle dem. Udover historiske og internationalt juridiske aspekter tages der strategisk-militære og derefter kommercielle interesser i betragtning ved fastlæggelse af en grænse. Danmark har indtil videre intet gjort for at afbøde alle disse hensyn som Tyskland må tage på sin nordlige grænse. Tværtimod. Allerede før krigen i 1870 stod det klart i København at krigserklæringsdagen i Paris også ville være dagen for Danmarks "gode ret". Da de "små søde franskmænd" endelig ankom – der var folk i København, foruden jesuitterne i Bayern, som ventede på de "søde små franskmænd" – da de endelig ankom, og de skibe der blev afsendt i al hast, manglede den så godt som alt, så selv krudtet, i mængder af halvtreds til hundrede pund, måtte købes i København, inklusive halvtreds til hundrede pund, kød, proviant o. s. v. Da den stolte flåde endelig efter megen retorik og stor forventning forsvandt og "aldrig blev set igen", mistede københavnerne håbet, men ikke deres had. Bondepartiet i Rigsdagen der repræsenterede Jylland, som var blevet hårdt prøvet af to felttog, havde forgæves forsøgt at kæmpe mod de københavnske nationalliberales chauvinisme; forgæves blev det påpeget at kun gode told- og handelsaftaler med Tyskland ville kunne hjælpe provinsen igen, men at sådanne aftaler ville være svære at opnå med en sådan politik, at disse aftaler ville være uendeligt meget mere værd end en håndfuld mennesker eller et stykke usikker ejendom - men ildsjælene beholdt overtaget i København. Den dag i dag er der stadig beviser på at det had der blev udvist mod Tyskland under krigen, ikke er ophørt. Hvis bittesmå, ellers ret idealistiske stemmer, som digteren Bjørnsen m.fl., for nylig uden held forsøgt at minde deres landsmænd om deres sande fordel, opvejer disse isolerede forsøg ikke de faktiske beviser på det modsatte. Spørgsmålet om garantier for at den tyske befolkning kan tages tilbage af Danmark, vil vi ikke her berøre; vi håber fortrøstningsfuldt at den stærke vilje, som styrer Tysklands skæbne, vil fritage danskerne for bekymringen om hvorvidt disse garantier bliver overholdt eller brudt. Hvis ø-danskerne holder så meget af deres nordslesvigsk-talende landsmænd, skal de bare stille de penge de har til rådighed. Tyskland vil næppe lægge hindringer i vejen for dem der ønsker at komme til Danmark og blive danskere, men det er enden på sagen.

I den europæiske freds interesse kan de wienerstemmer måske ønske at fjerne dette lille, dunkle punkt, som i øvrigt forekommer os alt andet end dunkelt, men i det hele taget er de danske interesser nok blevet meget dårligt tjent med at rejse sagen i pressen og i diplomatiet. Som et resultat heraf er den tyske befolkning i Nordslesvig, som rigsregeringen først og fremmest skal tage hensyn til, blevet så alvorligt bekymret og har fremkaldt en sådan agitation at den preussiske regering ikke vil have andet valg end at udsende en beroligende og afgørende erklæring, så meget mere som sagen efter alt at dømme også skal tages op til diskussion i delstaten Berlin. Hvis København under disse omstændigheder virkelig har den frækhed at forhandle i mindelighed med Tyskland - som "Pressen" for nylig telegraferede derfra - på grund af "Constitutio Waldemariana", "ikke-medlemskabet af Slesvig til Riget", så forventer vi at svaret i Berlin vil være et klart, rundt og endegyldigt nej der løser sagen for altid. (S.R.P.)

Nordschleswig.

Seit einiger Zeit ist in der Presse wieder auffallend viel von Nordschleswig die Rede und zwar weniger in deutschen als in fremden Zeitungen. Namentlich die Blätter in der Hauptstadt des dem deutschen Reiche gegenwärtig so eng befreundeten Oesterreich, allerdings des einzigen Staates, welchem ein Recht beiwohnt, sich um die sogenannte nordschleswig'schen Frage zu kümmern, kommen immer und immer wieder auf dieses Thema zurück, bald freundschaftlich rachend, bald mahnend, Deutschland resp. Preussen möge den dänischen Prätentionen in irgend einer Weisse "gerecht" werden. Da es sich hierbei um die alte Nordgrenze des Reiches an der Königsau handelt, ein Stück Land, welches mit deutschem Blut erworben und erstritten ist, und namentlich angesichts der notorisch deutsch-feindlichen Haltung der Dänen, kann die Sache und keineswegs sehr gleichgültig sein. Vor allen Dingen ist daran festzuhalten, dass Dänemark absolut nichts zu fordern hat. Es hat im Wiener Frieden von 1864 seine Rechte auf Schleswig-Holstein an Oesterreich und Preussen abgetreten, nachdem diese einzelnen auf Arrondirung des Gebiets gerichteten Wünschen der dänischen Regierung entgegengekommen waren. Damit ist die Sache für Dänemark völkerrechtlich erldigt und es hat mit Schleswig-Holstein absolut weiter Nichts zu thun, als die Landesarchive herauszigeben, eine vertragsmässige deutsche Forderung, gegen welche man sich in Kopenhagen unter allerlei Vorwänden sträubt, und welcher wir gern durch Einbehaltung der noch ausstehenden Zundzollablösungsquote einigen Nachdruck gegeben sähen. Demungeachtet ist in jeder dänischen Thronrede, auch in der jüngst verlesenen, irgend ein Passus von "berechtigten" Erwartungen und Hoffnungen Dänemarks zu finden und es kann für uns keinem Zweifel unterligen, dass es mancherlei Leute gibt, welchen in Kopenhagen es sich angelegen sein lassen, das etwas trübe Wässerschen dieser "berechtigten" Erwartungen in Fluss zu erhalten. Diese Erwartungen werden bekanntlich auf Art. V. des Prager Friedens begründet. In diesem ist aber nun gesagt, dass der Kaiser von Oesterreich auf den König von Preussen alle im Wiener Frieden erworbenen rechte überträgt, mit der Massgabe, "dass die Bevölkerungen der nördlichen Distrikte von Schleswig", wenn sie durch freie Abstimmung den Wunsch zu erkennen geben, mit Dänemark vereinigt zu werden, an Dänemark abgetreten werden sollen". Wie Jedermann sieht, ist darin nur von Bevölkerungen, also jedenfalls nur von Leuten und nicht von Land die rede. Diese Leute sollen - dem Vertragte gemäss einmal "frei" abstimmen und diejenigen, welche für Dänemark stimmen, sollen an Dänemark abgetreten werden. Es erscheint uns das Alles so ausserordentlich einfach, dass eben nur das Uebermass der dänischen Prätentionen die Erledigung dieser Angelegenheit bisher vereitelt haben kann. Erstlich machen die Dänen Anspruche, zu denen sie ja überhaupt durch nichts legitimirt sind, hinsichtlich der "Distrikte", innerhalb deren die Abstimmung stattzufinden hätte. Der Reichskanzler hat ihren bereits in der Sitzung des Reichstages von 18. Märtz 1867 darauf erwidert: "Man kann sich das Mass dieser Distrikte sehr klein, man kann es sich sehr gross denken, und so gross, wie es in Kopenahgen vorschwebt, glaube ich wird es nicht ausfallen." Ausserdem hat der Reichskanzler in derselben Sitzung daran erinnert, dass einschliesslich aller an dem Besitz von Schleswig-Holstein haftenden Kriegsschulden auf den Kopf der Bevölkerung ein Schuldenantheil von 60 Thlrn. fällt, also für 100,000 an Dänemark abzutretende landeseinwohner von dänischer Seite 6 Millionen Thaler Erwersunkosten an Deutschland resp. an Preussen zurückzuzahlen wären. Die wesentlichste Schwieringkeit liegt aber darin, dass Dänemark nicht nur die dänische Bevölkerung unbemessener Distrikte, sonder die Gesammtbevölkering, also auch die deutsche zurückverlangt und nicht nur die Bevölkerung, sondern auch die Distrikte das Land selbst. Die Prätentionen sind natürlich zu lächerlich, als dass von deutscher Seite ernsthaft darüber verhandelt werden könnte. Für eine Grenze kommen neben den historischen und völkerrechtlichen Gesichtspunkten in erster Linie die strategisch-militärischen, dann die commerciellen Interessen in Betracht. Dänemark hat bis jetzt nichts gethan, um alle diese von Deutschland an seiner Nordgrenze zu nehmenden Rücksichten zu mildern. In Gegentheil. Schon vor dem Kriege von 1870 sprach man es in Kopenahgen deutlich aus, dass der Tag der Kriegserklärung in Paris auch der Tag für "das gute Recht" Dänemarks sein würde. Als dann die "herzigen kleinen Französlein" endlich kamen - es gab ausser den Jesuiten in Bayern auch eben in Kopenhagen Leute, welche auf die "herzigen kleinen Französlein" warteten - als diese nun endlich kamen und, in aller Eile ausgesandten Schiffen nicht mehr wie Alles fehlte, so dass selbst das Pulver in Quantitäten von fünfzig bis hundert Pfund in Kopenhagen gekaugt werden müsste, einschliesslich Schiffstauen, Schmiere, Proviant u. s. w. als endlich die stolze Flotte nach vielen Phrasen und grossen Erwartungen verschwand und "fortan nicht mehr gesehen ward", da ging den Leuten in Kopenhagen wohl die Hoffnung, aber nicht den Hass verloren. Vergeblich hatte die Bauernpartei im Reichtage, die Vertretung des durch zwei Feldzüge schwer geprüften Jütland, versucht, gegen den Chauvinismus der Kopenhagener Nationalliberalen anzukämpfen; vergebens darauf hingewiesen, dass nur gute Zoll- und Handelsverträge mit Deutschland im Stande wären, der Provinz wieder aufzuhelfen, solche aber bei einer derartigen Politik schwerlich zu erlangen sein möchten, dass diese Verträge unendlich viel mehr werth wären, als eine Hand voll Leute oder ein Stück unsicheren Besitzes - die Schwärmer behielten in Kopenhagen die Oberhand. Bis auf die heutige Stunde haben die Beweise des Hasses, welche man Deutschland während des Kriges gegeben, nicht aufgehört. Wenn winzelne, im übrigen ziemlich idealistische Stimmen, wie der Dichter Bjørnsen und Andere neuerdings mit schwachem Erfolge versucht haben, ihre Landsleute an ihren wahren Vortheil zu erinnern, so wiegen eben diese vereinzelten Versuche die thatsächlichen Beweise des Gegentheils nicht auf. Wir wollen hier gar nicht die Frage der Garantieen für die von Dänemark wieder zu übernehmende deutsche Bevölkerung berühren, wir hoffen zuversichtlich, dass der starke Wille, welcher Deutschlands Geschicke lenkt, die Dänen der Sorge für das Halten oder Brechen dieser Garantieen überheben wird. Liegt den Inseldänen so sehr viel an ihren nordschleswig-schen Sprachgenossen, so mögen sie nur das nẗhige Geld in Bereitschaft setzen, Deutschland wird denen, welche nach Dänemark hiein wollen, unm Dänen zu werden, schwerlich Hindernisse in den Weg legen, aber damit habe dann auch die Sache ein Ende. 

Im Interesse des europäischen Friedens mögen jene Wiener Stimmen vielleicht auch diesen kleinen dunkeln Punkt beseitigt wünschen, der uns übrigens nichts weniger als dunkel erscheint, aber im Grossen und Ganzen dürfte durcht die Anregung der Sache in der Presse und in der Diplomatie den dänischen Interessen ein sehr chlechter Dienst geleistet sein. Der deutschen Bevölkerung Nord-Schleswigs, auf welche die Reichsregierung doch wohl in erster Reihe Rücksicht zu nehmen hat, haben sich in Folge dessen so ernste Befürchtungen bemachtigt und diese eine solche Bewegung herforgerufen, dass die preussische Regierung nicht umhin können wird, ein beruhigendes und entscheidendes WSort zu sprechen, um so mehr, als allem Anschein nach die Sache auch um Berliner Landtage zur Verhandlung kommen soll. Besitzt man unter diesen Umständen un Kopenhagen wirklich die Vermessenheit, mit Deutschland - wie sich die "Presse" jüngst von dort telegraphiren liess - auf Grund der "Constitutio Waldemariana", der "nichtzugehigkeit Schleswigs zum Reiche", gütigst zu verhandeln, so erwarten wir, dass die Antwort in Berlin ein deutliches rundes und definitives, die Sache für immer erledigendes Nein sein wird. (S. R. P.)

(Schwabmünchner Tages-Anzeiger. 20. november 1872)

En bedrøvelig Bebudelse. (Efterskrift til Politivennen)

Det er med en sand Rædsel, at vi heroppe i Nordslesvig have set bebudet, at Pastor Birkedal staaer i Begreb med at offentliggjøre et Skrift, som skal hedde: "Norden, Tydskland og Bjørnstjerne Bjørnson". Jeg behøver vel ikke at forklare, hvorfor jeg kalder denne Bebudelse bedrøvelig. Man behøver ikke at kjende noget til Skriftets Indhold, det er nok at vide, at Forfatteren er en fanatisk Tydskerhader og udgives for at være En af dem, hvis Kjærlighed til os Nordslesvigere er overstrømmende. Det er nok, siger jeg, til at vide, at ven os elskende og vore Undertrykkere hadende Præst vistnok ikke vil forsømme Leiligheden til at tage sig af vor Sag paa samme Tid som han tager sig af Prøiserne og Bjørnstjerne Bjørnson. Men da det nu altid har vist sig, at vor, offentlige og selvkaldede Beskyttere have vist os Tjenester, som ganske vist aldrig have gjort os mindste Gavn men rimeligvis megen Skade, og som "Aarhus Amtstidende" derfor meget træffende har kaldt "Bjørnetjenester", saa vil det neppe kunne undre Nogen, at vi ere blevne angest bange, hver Gang vi høre om nogen ny Tjeneste af vore Venner fra Kongeriget. Ulykken er nemlig, at hos disse - jeg taler kun om dem, der offentlig i Pressen udbasuner den Kjærlighed, som de sige at de føle - har det altid vist sig af deres Gjerninger, at Hadet til Prøisen været større end Kjærligheden til os Nordslesvigere, Lidenskaben stærkere end Forstanden, - ellers vilde de simpleste Klogskabshensyn have lagt en Dæmper paa deres Tunge, naar de talte om dem, som have vor Skjæbne i sin Haand. At udskjælde Tydskerne og den prøisiske Regering var ikke den Maade, hvorpaa Vennerne kunde gavne vor Sag og vor Stilling, men det var - som "Aarhus Amtstidende" ganske rigtig har bemærket - alligevel den Maade, som den kjøbenhavnske Presse brugte ligestrax da den lærte § 5 at kjende, istedetfor at den netop paa Grund af denne burde have brugt en ganske anden Fremgangsmaade. I det sidste Aars Tid vare vi allerede begyndte at blive lidt glade, fordi den danske Presse lod os saa nogenlunde være fri for dens bestykkende og uden Tvivl velmente Omtale, og fordi det nu syntes som om en Løsning af Spørgsmaalet var bragt paa Tale under Trekeisermødet. Og endelig er der sket Noget, som mere end noget Andet har bragt vort Haab om et godt Resultat til at voxe; det er nemlig det Skridt, som vore Modstandere have gjort ved at sende en Deputation til Berlin, som skulde bede den prøisiske Regering om at erklære Paragraf 5 for "Nul und nichtig". De have troet, at gavne deres og skade vor Sag ved denne Deputation; vi haabe det Modsatte og at Deputationen vil saa fortjent Svar paa Tiltale, thi nogen mere uforskammet Begjæring til den prøisiske Regering eller Konge end den, at han høit og lydelig skulde forkynde for Verden, at kan sveg sit Ord og begik Traktatbrud, kunne vi danske Nordslesvigere ikke godt tænke os, selv ikke i disse Lovløshedens Tider. Vi ere endnu saa naive at stole paa et Kongeløfte af Kong Wilhelm af Prøisen, og det havde været godt for os om den danske Presses Ordførere havde været eller idetmindste hele Tiden ladt som om de havde været ligesaa naive. Som sagt, vi haabe vedblivende paa en taalelig Løsning, og have glædet os over, at flere tydske Blade have fundet Stemningen hos det danske Folk og den danske Presse mere venlig imod Tydskland og deraf taget Anledning til at lægge et godt Ord ind for os, saa det lader næsten til, at Veien til Maalet bliver mer og mer fri. Men naar man takker sin Gud for hver lille Hindring, der møisommelig bliver fjernet, saa bliver Bedrøvelsen saa meget større, naar der uventet indtræffer Noget, som man frygter for, atter skal blive en Hindring, og jeg kan ikke nægte, at jeg har det stærkt paa Følelsen, at det Skrift, som bebudes fra Birkedal, vil blive af en saadan Beskaffenhed, at det let kan komme til at virke skadeligt for os herovre. Jeg har det, som sagt, kun paa Følelsen, fordi jeg kjender Præstens tidligere politiske Ord og Handlinger, men jeg kan forsikkre, at der er Mange herovre, som have samme Følelse, og som ønske, at hans Skrift maatte kunne blive gjennemset og uskadeliggjort af en eller anden besindig Politiker, førend det kommer i Trykken.

En Nordslesviger.

(Aarhus Amtstidende 6. november 1872).

Fotograf Thora Caroline Andrea Hallager (1821-1884): Vilhelm Birkedal (omkring 1857-1878). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den 12. september 1872 havde Bjørnstjerne Bjørnson på et møde i Casino udtalt at Danmark nu burde række Tyskland hånden til venskab og forlig, kun på den måde kunne man få Nordslesvig tilbage. Dette uddybede han senere i en artikel: "Det er signalerne, der må ændres ... Det forbidte, stængende tyskerhad har gjort stor åndelig og hjertelig ulykke i vore små folk." (Her citeret fra P. A. Rosenberg: Bjørnstjerne Bjørnson (2023).

Pastor Schøller Parelius Vilhelm Birkedal (1809-1892) blev cand. theol. i 1834 og var en discipel af Grundtvig. 1864-66 var han medlem af rigsrådet (det Nationale Venstre) og mod fredsslutningen 1864. I september 1865 angreb han ministeriet og afskediget samme år. Han var herefter valgmenighedspræst i Ryslinge. I 1870 var han imod det forenede Venstre, men hans menigheds flertal for. 

Jeg har ikke kunnet finde det omtalte skrift. Men i tidsskriftet "For ide og virkelighed" fra august 1872 findes en artikel "Forklaring af en gammel Yttring" (side 1-33) hvori Birkedal mener at Gud har behov for Danmark og de nordiske lande, og har en plan med hvad der sker. Indholdet passer nogenlunde det som artikelskriveren hentyder til af Birkedals synspunkter.