Vælgerforeningen paa Kristianshavn. (Efterskrift til Politivennen).

Ifølge Indbydelse fra nogle Mænd for at danne en Vælgerforening for Københavns 9de Valgkreds - Kristianshavn - afholdtes et Møde i Fredags Aftes hos Værtshusholder Barth i Strandgade. Snedker Laursen, der var Medindbyder, aabnede Mødet med at byde Forsamlingen Velkommen og gav derpaa en Oversigt over Vælgerforeningens Virksomhed i femte Kreds idet han betonede, at det var en Nødvendighed for den arbejdende Klasse at faa dannet Vælgerforeninger over hele Landet for at varetage vore politiske Interesser. Han oplæste Programmet og Lovene for Vælgerforeningen i 5te Kreds og bad Forsamlingen om at danne en lignende Forening for 9de hvor der boede en meget talrig Bestykning at den mindre Klasse. Bødker Jørgensen valgtes dernæst til Dirigent og gav Ordet til Cigarmager Johnsen, som i et længere Foredrag paaviste Nødvendigheden og Nytten af slige Foreninger. Man kan med Rette sige, at Københavns 9de Folketingskreds er en af de største i Landet, men naar man faa betænker, at af 2000 Vælgere, der hører til den arbejdende Klasse, kun ca. 400 har afgivet Stemme, vil del være indlysende, at der er noget Galt paafærde og det bliver en Vælgerforenings vigtigste Opgave at faa Fejlene rettet. Vi nærer ingen sangvinske Forhaabninger med Hensyn til Valget af en folkelig Kandidat, men vi vil dog gøre kraftig Modstand mod Storborgernes Kandidater. Arbejderne maa oplyses om deres Rettigheder, og der maa sørges for, at de Valgberettigede findes opført paa Valglisten. Vi maa ikke staa tilbage for 5te Kreds, men vi maa strengt fastholde, at 22-Aarsalderen bliver Valgberettigelsens Alder. Folket maa vækkes af sin Døs, ti se hen til alle vore Love og Selskaber, hvor man lover Arbejderen Guld og grønne Skove, men ikke holder det Mindste. Taleren anførte et Eksempel for sin Paastand, nemlig Skibsfartsselskabet, hvor man søger at forlokke Arbejderne til at arbejde for en Sulteløn imod at love ham en Pension, naar han bliver gammel, vel at mærke i en Alder, hvor han, efter det Slid hans Legeme er underkastet, for længe siden er død. - Laursen beklagede, at Arbejderen ikke altid kan møde paa Valgdagen og mangen Gang generer sig for at møde. - Smed C. Hansen beklagede, at der var mødt saa Faa i en saa stor Kreds, hvor der bor Tusinder af Arbejderne, det beviste, at det endnu ikke var vakt til Selvbevidsthed om deres borgerlige Rettigheder. Vel havde de mange Fagforeninger søgt at samle Arbejderne og der var jo ogsaa en glædelig Fremgang i denne Henseende, men da der fortrinsvis behandledes faglige og sociale Spørgsmaal var det nødvendigt, at der ved Siden af dem dannedes Vælgerforeninger, hvor udelukkende politiske Spørgsmaal blev behandlede; ti én Ting er vist, og det er: vi naaer aldrig vore sociale og borgerlige Rettigheder, uden gennem Politiken; naar vi først har vore egne Repræsentanter i Rigsdagen, og i denne Henseende har vi et lysende Eksempel hos de tyske Arbejdere. Arbejderne maa lægge Mærke til den lovgivende Forsamlings Virksomhed og kontrollere deres Repræsentanter, og der maa ikke stemmes paa Mænd, der er Arbejdernes Fjender. - Formand for Centralbestyrelsen, E. W. Klein, vilde udvikle den store Betydning af en Vælgerforening og gøre det indlysende for alle Mænd af den mindre Klasse, hvilken Nytte en slig Forening kunde stifte. Naar man betænker at det nu er 26 Aar siden Grundloven blev givet, som gjorde Ende paa Absolutismen, men indførte Kapitalmagtens Princip, hvorunder vi endnu den Dag idag maa lide, men at den samme Grundlov indeholder mange Paragrafer, hvoraf kun de færreste og netop de for Folket vigtigste, er opfyldt, saa maa vi spørge: "hvis Skyld er det?" Det er Folkerepræsentationens, som ikke har opfylder sin Pligt imod deres Vælgere. Valgloven maa forandres, idet den nuværende kun er i de Besiddendes Interesse. Alle slige Bestemmelser om Valgberettigelsen ved 30 Aars Alderen, om refunderede Fattighjælp, om privat Tjenesteforhold o. fl. maa afskaffes, men det vilde ikke ske, førend Socialdemokratiet opmander sig og ved sin Virksomhed og Agitation, selv med den nuværende uheldige Valglov sætter sine Kandidater i den lovgivende Forsamling. Naar det lod sig gøre maatte man ved Valgene indføre det imperative Mandat, nemlig at Kandidaten maa forsvare sine Vælgeres Anskuelser i den lovgivende Forsamling, i modsat Tilfælde maa han kunne kaldes tilbage, ti det er Nonsens, naar det hedder: "Kandidaten handler efter sin egen Samvittighed", det er paa Dansk: saa snart han er valgt, kan han blæse Vælgerne et Stykke. Vel vil den virkelig samvittighedsfulde Deputerede opfylde sin Pligt, og bestandig være a jour  med sine Vælgeres Ønsker. Det er en Skandale for den danske Hovedstad med sin store Arbejderbefolkning, bestandig at sende Stokaristokrater til Rigsdagen, medens Provinserne og alle Udlandets Hovedstæder sender de mest radikale Elementer til den lovgivende Forsamling, Derfor, Arbejdere og Smaaborgere! rask til Værket, fremad til politisk Oplysning! - Schlegel supplerede Kleins Udtalelser. - Derpaa fik Barth Ordet og talte om Venstrepartiets Stilling til de demokratiske Spørgsmaals Løsning. - Eiler nogle korte Udtalelier af Flere, afsluttedes Mødet, hvorefter der nedsattes et Udvalg til Affattelse af Love. og valgt blev: Bødker Jørgensen, Cigarmager Johnsen, Bødker Kruse og Smed Hansen.

(Social-Demokraten 14. februar 1875).

En Fattigforsørgelsessag. (Efterskrift til Politivennen)

Under 23de Decbr. er der afgivet følgende Skrivelse fra Indenrigsministeriet til Amtmanden over Frederiksborg Amt:

"I det med Amtets behagelige Skrivelse af 14de f. M. tilbagefulgte Andragende har Frederiksværk Fattigcommission indberettet, at den i Frederiksværk forsørgelsesberettigede Indsidder N. N. i Efteraaret 1872 har indgaaet Ægteskab med Enken N. N., som den Gang tilligemed sine 3 Børn var under Forsørgelse af Græse-Sigerslevvester Sognecommunes Fattigvæsen, men at det imidlertid maa antages, at bemeldte Indsidder N. N. kun har ladet sig forlede til Ægteskabs Indgaaelse ved Udsigten til visse Fordele, der af Sogneraadet for sidstnævnte Commune for dette Tilfælde vare ham tilsagte og ogsaa senere bleve ham ydede Da der derved formentlig uberettiget er paaført Frederiksværk Commune en Forsørgelsesbyrde, idet Familien er bleven trængende til Fattighjælp, har Fattigcommissionen anholdt om, at det maa blive paalagt Græse-Sigerslevvester Commune at holde Frederiksværk Commune skadesløs for de Udgifter, som herved er paaført samme.

Det fremgaaer af de i Sagen optagne Forhører og iøvrigt tilveiebragte Oplysninger, at Indsidder N. N. fra flere Sider har modtaget Vink, der dog ikke ere oplyste at hidrøre fra Sogneraadet, om, at han, saafremt han ægtede det paagjældende Fruentimmer, vilde kunne vente Pengehjælp og Udstyr af Sogneraadet, at hin i den Anledning indfandt sig i et Sogneraadsmøde, at det vil her blev tilkjendegivet ham, at der ikke kunde udbetales ham nogen Understøttelse af Communens Kasse, men at dog i Forbindelse hermed ikke alene Raadet som saadant for ham erkjendte sig forpligtet til at forsyne Enken og Børnene med Klædningsstykker og Sengklæder, men ogsaa Raadets Medlemmer ved samme Leilighed i hans Overværelse aftalte og tilsagde ham, at der af dem vilde blive indsamlet en Pengesum til ham for det Tilfælde, at Ægteskabet kom istand, samt at der derefter, da Brylluppet havde fundet Sted, ogsaa virkelig af Sogneraadsmedlemmer blev udbetalt ham et Beløb af c. 50 Rd. Dette Beløb sees vel ikke at være udbetalt af Sognecommunens Kasse, men det er under Sagen oplyst, at Beløbet kun er blevet tilveiebragt ved en af Sogneraadet foranstaltet Ligning paa Communens Beboere, idet disse paa dertil forfattede Lister ere blevne ansatte til Bidrag i et til deres øvrige Skattebidrag svarende Forhold, og at disse Bidrag derefter, om deres Erlæggelse end ikke er bleven fremtvungen, ere blevne indkrævede hos Beboerne af Medlemmer af Sogneraadet ligesom andre Communebidrag, og Beløbet derefter af Sogneraadet udbetalt oftnævnte Indsidder N. N., som qvitterede for Modtagelsen, hvilken Qvittering imidlertid ligesaalidt som Fortegnelsen over de Bidrag, hvortil hver Beboer vor ansat, har kunnet fremskaffes.

Foranlediget heraf skulde man, ved Tilbagesendelsen af hoslagte fra oftnævnte Indsidder N. N.'s Hustru til Amtet indgivne Andragende med Bilag om Bevilling til at leve separeret fra sin Mand, til behagelig Efterretning og videre fornøden Bekjendtgjørelse tjenstligst melde, at Ministeriet efter Alt, hvad der i Sagen er fremkommet, maa ansee det for tilstrækkelig godtgjort at det ommeldte Ægteskab ikkun er kommet i Stand som Følge af de Foranstaltninger, der af Græse-Sigerslevvester Sogneraad til den Ende bleve trufne, og som ikke tilstede anden Forklaring end den, at Sogneraadet har tilsigtet et Forsøg paa derved at frigjøre Communen for en besværlig Forsørgelsesbyrde. Det er en Selvfølge, at Frederiksværks Commune ikke kan komme til at lide under Følgerne af den af det nævnte sogneraad saaledes udviste utilbørlige Adfærd, og det bliver derfor, uanseet det af den oftnævnte Enke indgaaede Ægteskab, at paalægge Græse-Sigerslevvester Sognecommune ikke alene at erstatte Frederiksværk Commune den alt ydede Hjælp, men ogsaa fremdeles i Trangstilfælde at forsørge hende og hendes 3 for Ægteskabet med Indsidder N. N. fødte Børn, indtil hun eller de erhverve sig et nyt Forsørgelseshjem."

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. januar 1875).

Byggeriet paa de tidligere Volde. (Efterskrift til Politivennen)

Sammenstyrtet Bygning. Iformiddags er et fire Etages høit Huus, som var under Opførelse paa det tidligere Fæstningsterrain ved Nørrevoldgade mellem Gothersgadens og Frederiksborggadens Forlængelse, styrtet sammmen, dog heldigviis uden at noget Menneske kom tilskade derved. Den paagjældende Bygning var ført op til Taget, og der havde igaar været Rejsegilde. Kl. henved 9 iformiddags gik alle Arbeiderne til Frokost i Nærheden med Undtagelse af en Tømmersvend og en Lærling. Den Førstnævnte, der arbeidede i den ud til Gaarden vendende Deel af Bygningen, sendte Drengen og paa Loftet efter en Øxe. Drengen gik derop og var lige ved at tage det nævnte Arbeidsredskab, da han følte Gulvet vakle under sig. Han havde Aandsnærværelse nok til at gribe fat i en af Bjælkerne, som holdt, medens to Fag af Bygningens For- og Mellemmuur med Tømmerværk styrtede ned under ham. Fra den Bjælke, han havde klamret sig til, lykkedes det Drengen at komme over i den Deel af Bygningen, som var bleven staaende, og saavel han som svenden slap uskadte derfra. Politiet kom hurtigt tilstede og sendte Bud efter Bygningsinspecteuren, Professor Petersen, for at han kunde bestemme, hvad der skulde gjøres. Den paagjældende Entrepreneur, Muurmester I. C. Sørensen (Bygningen opførtes for Candidat Skovgaard) kom ogsaa tilstede og vilde begive sig ind i Bygningen med Folk for at forsøge paa at afstive de hældende Mure, men Opholdet derinde blev ham forbudt af politiet til stort Held, thi umiddelbart efter, ligesom Bygningsinspecteuren var ankommen, styrtede hele Resten af Facaden og det Meste af Mellemmurene med Bjælkelag sammen; kun Gavlen mod Øst (mod Vest støtte Bygningen umiddelbart op til Nabohuset) blev staaende. Det Hele dannede et stort Chaos. Efter Alt, hvad der foreligger, maa det antages, at Aarsagen til Sammenstyrtningen laa i, at de Piller, hvorpaa de øverste Etager hvilede, ikke vare førte ned til Jorden, men hvilede paa de over Stueetagens Vinduer anbragte Buer, som saavel i og for sig som paa Grund af en for stor Radius ikke have ham tilstrækkelig Bæreevne. Muligviis have ogsaa de ugunstige Veirforhold, under hvilke Bygningen er bleven opført, bidraget noget til Sammenstyrtningen,

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. januar 1875).

Få dage efter skete det samme i Petersens Passage på Vesterbro. Det skyldtes ifølge tømmermester H. Christensen at man havde udgravet grunden ved siden af uden at bygmesteren var blevet underret så han kunne afstive gavlen. Udover bygningerne på Nørrebros Boulevard og Petersens Passage meldtes også om tilfælde i et lille hus i Valby i nærheden af asylet og på Utterslev mark og Alexandravejen.

Sankt Jørgens Allé. Hjørnet af Vesterbrogade. Også kaldet Petersens Passage. Husrækken længst væk fra Byen, ned mod Søerne. Det er formentlig ikke de omtalte bygninger, men giver måske et indtryk af scenariet. Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder. 

Forespørgsel til Magistraten i Anledning af de nedstyrtede Huse. I Borgerrepræsentanternes Møde i Aftes foretoges med Forsamlingens Tilladelse en Forespørgsel om, hvad der fra Magistratens Side er foretaget i Anledning af de i den nye Voldgade og paa Vesterbro forefaldne Tilfælde. Prokurator Herforth, der i Forening med Professor Thomsen var Stiller af Forespørgslen, havde søgt de bedst mulige Oplysninger om de indtrukne Tilfælde og, efter hvad han havde erfaret, forelaa der ingen Overtrædelse af Byggeloven. Med Hensyn til Ejendommen i Voldgaden var det sagt ham, at Tredjedelen af Facaden havde været Murværk, saaledes som Loven tilsagde. Ikke desto mindre antages det, at Grunden til Nedstyrtningen laa i, at Buerne over Port og Vinduer vare for svage til at ære de Piller, som hvilede paa dem. I Petersens Passage paa Vesterbro havde Ejeren af den Grund, der ligger op til den nedstyrtede Gavl, udgravet Grunden, og den almindelige Mening gik ud paa, at Skylden til Nedstyrtningen laa heri, men andre Oplysninger gik ud paa at Gavlen forinden havde vist sig svag. Disse Begivenheder vare af den Betydning, at Forsamlingen burde forhandle om dem. Han havde indbragt Forespørgslen samme Dag, den første Sammenstyrtning havde sundet Sted, for at Publikum kunde se, at Forsamlingen var paa sin Post. Saadanne Tilfælde, som de foreliggende burde undgaas, i saa vidt det stod i menneskelig Magt. De nævnte Tilfælde vare jo ikke de eneste, og der var saaledes Anledning til at undersøge, hvorvidt Byggeloven gav fornøden Betryggelse. At der er begaaet Fejl er utvivlsomt, naar denne ikke ligger i Konstrutionen, maa den søges i Materialerne, eller i at Arbejdet er slet udført. Borgmester Ehlers havde søgt Oplysninger hos Bygningsinspektørerne og Bygningskommissionen og havde derefter givet Sagen i Politiets Haand til nærmere Undersøgelse. Den sandsynlige Grund til Nedstyrtningen i Voldgade laa efter Inspektørens Erklæring i de uheldige Vejrforhold, der forhindrede Kalken i at forbinde sig med Murstenene og ikke i Konstruktionen. Materialierne havde været af god Beskaffenhed. Med Hensyn til Tilfældet paa Vesterbro var Skylden efter Bygningsinspektørens Mening ene at søge i, at Nabogrunden blev udgraven. Ejeren var i rette Tid underrettet om, at dette vilde ske, men havde forsømt at træffe de fornødne Sikringsforanstaltninger. Herforth havde ventet en Erklæring fra Borgmesteren om, hvad Magistraten videre agtede at foretage i den omhandlede Anledning, men var bleven skuffet. Borgmesteren støttede sig alene til Inspektørernes Erklæringer, men dette var uheldigt, da Inspektørerne vare interesserede som medansvarlige. Naar Borgmesteren havde sagt, at Skylden laa i Vejrforholdene, da undskyldte dette paa ingen Maade de tilsynshavende, der naturligvis ogsaa burde paase, at der ikke arbejdedes under absolut ugunstige Vejrforhold. Allerede af Svaret fremgik det, at Tilsynet ikke var tilstrækkeligt, thi hvorledes kunde vedkommende Ejer undgaa at træffe Sikringsforanstaltninger? Hvis Inspektørerne vare overbebyrdede burde der ske en Forandring. Fabrikant Heymann beklagede, at Forsamlingen ikke var bleven enig øm en fuldstændig Revision af Bygningsloven. Erfaringen havde nu godtgjort dens Nødvendighed. I den senere Tid havde en Mængde nye Bygninger rejst sig, opførte af Byggespekulanter, der skynde sig med Arbejdet for at kunne optage betydelige Laan og derefter sælge Ejendommene. Disse Bygninger ere gjennemgaaende meget slette, hvilket man kunde overbevise sig om ved at gaa ud i Blaagaardskvarteret, hvor flere nyopførte Huse allerede havde store Revner. Vi maatte snarest muligt søge udvirket et Forbud imod at bygge i Frostvejr, hvilket efter sagkyndiges Mening var meget farligt. I de foreliggende Tilfælde var han enig med Herforth i, at søge Fejlen hos Bygningsinspektørerne og Bygningskommissionen. Hvis han fandt nogen Støtte i Forsamlingen vilde han fremkomme med et Forslag om at opfordre Magistraten til at udnævne kyndige Mænd til at undersøge de Bygninger, der vare under Opførelse, eller som vare opførte i de senere Aar. Oberst Lehmann modsagde, at Vejret i Aar havde været ugunstigt for Byggearbejder; tværtimod havde Vejret i Oktober, November og første Halvdel af December Maaned været særlig egnet dertil. Efter hans Mening maatte Fejlen søges deri, at Materialierne vare saa yderlig slette. Det var ikke Tømmer, der anvendtes i Bygningerne, men Pindeværk, Sten, Kalk og Træ var af den sletteste Art; han havde overbevist sig om ved Undersøgelse paa Stedet, at der ikke fandtes et eneste Jernanker i den sammenstyrtede Bygning i Voldgaden. Hvis man ikke traf energiske Forholdsregler imod det hele Byggeuvæsen, vilde Kjøbenhavn snart afgive et afskrækkende Exempel paa en By, hvor Husene styrte ned over Hovederne paa Beboerne. Bygningen i Voldgaden var, efter hvad han havde hørt, bestemt til Skole for 300 Børn; han bad Forsamlingen tænke sig Katastrofen, hvis Bygningen havde været fuldendt og taget i Brug, da Sammenstyrtningen skete. Bille troede, at Heymann ikke havde vundet fornøden Ro til at se paa Forholdene med uhildet Blik, og forsvarede Autoriteterne overfor de forskjellige Angreb. Inspektørerne kunde umuligt føre en saa gjennemgribende Kontrol, som vilde være nødvendig, hvis man skulde være sikker paa, at Materialier og Arbejde i alle dets Details var forsvarlig. De vare henviste til at sinde deres Hovederhværv ved privat Virksomhed og kunde saaledes ikke afse deres hele Tid til Kontrollen. Det var vel muligt, at Skylden lar hos dem eller hos Bygningskommissionen, men Hovedansvaret vor hos de byggende, og de stærkeste Angreb vare ogsaa rettede mod disse, men navnlig de to sidste Taleres Angreb vare næppe alle vel begrundede. Det var ogsaa at give Maleriet et noget grelt Udseende at føre Tanken hen paa, hvorledes det vilde stille sig, naar Bygningerne vare beboede. Hvis Arbejdet ikke havde været saa friskt, vilde Ulykken  næppe være sket. Han fraraadede at ende Sagen med en Beslutning og vilde foreslaa, at man afventede Undersøgelsens Slutning. Kayser fandt ligeledes flere af de faldne Udtalelser temmelig vidtgaaende, men heldede til den Anskuelse, at Bygningsinspektørerne bare Ansvaret for det skete. Han tiltraadte imidlertid Billes Forslag om at afvente Undersøgelsens Slutnings Professor Meldahl saa den egenlige Grund til de slette Byggeforhold i de uheldige Arbejderforhold. De dygtige Arbejdere bleve færre og færre. Det vanskelige Arbejde, det, der krævede Omtanke og Indsigt, vilde ingen befatte sig med; Arbejderne søgte det lettere Arbejde (i Rhabarberkvarteret), der gav en god Fortjeneste, men ikke udkrævede nogen Dygtighed. Taleren havde selv været Murerarbejder, men i hans Tid var det en Skam at arbejde for en Mester, der brugte for meget Sand i Kalken, og det var en Skam at mure over Haanden eller bruge tykke Fuger, nu saa man hele Bygninger opførte paa denne Maade; man kjendte nu ikke Forskjellen paa godt og slet Arbejde. Det maatte være Opgaven at faa Arbejderne bedre oplærte i deres Fag. Forespørgslen endte med korte afsluttende Bemærkningen af Forespørgerne samt af Arkitekt Herholdt.

(Morgenbladet (København) 19. januar 1875).

Sammenstyrtning af Huset Nr. 8  ved den nye Boulevard (tv.). Sammenstyrkning af en Gavl i Petersens Passage. Illustreret Tidende nr. 800, 24. januar 1875).

En skribent i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. januar 1875 mente at grunden fortrinsvist skyldtes at man byggede fundamenter og mure midt om vinteren hvor de ikke kunne tørre.

De nedstyrtede Bygninger og Haandværker- Fagdannelsen. De i den sidste Tid forefaldne Nedstyrtninger af Bygninger, den ene ved Boulevarden, den anden i Vesterbros Passage, have ogsaa været under Forhandling i Borgerrepræsentationen, hvor d'Hrr. Overretsprokurator Herforth og Oberst Lehmann gave i Oplysninger om de Mangler ved bemeldte Bygninger, som have foranlediget Nedstyrtningen. Etatsraad Meldahl, der er en bekjendt Avtoritet i Bygningsfaget, indrømmede de paaviste Manglers Rigtighed, men gjorde gjældende, at der var en "dybere Mangel" til Stede, nemlig den, at vore Bygningshaandværkere ikke havde Fagdannelse, hvorpaa der dog ester hans i Mening kunde raades Bod ved Oprettelsen af Fagskoler. Den Mand, der i en alvorlig Forsamling, hvor en højst vigtig Sag forhandles, kan udtale slige Meninger, rober enten en sjælden Dristighed eller et utilgivelig ringe Kjendskab til vore Bygningshaandværkere.

De storartede Bygninger, der i den sidste Snes Aar ere opførte i Hovedstaden, vil kunne overbevise enhver, der blot har det mindste Kjendskab til Bygningsarbejder, om, at de usolide Bygninger, der i de sidste Aar opføres udenfor det gamle Kjøbenhavn ved Hjælp af Prokuratorpenge og paa Spekulation, ikke bør søges i vore Bygningshaandværkeres Mangel paa Fagdannelse, men ene og alene i en højst utilladelig Besparelse af Materialist - altsaa i Mangel paa Ærlighed, og hvorledes denne kan erhværves i Haandværksskolen, maa jeg bede Hr. Etatsraaden om "dybere" at besvare. Jeg er af den ufravigelige Mening, at vore Bygningsinspektører, hvoraf de fleste mere end vore Bygningshaandværkere trænge til et Par Aars Kursus i en Haandværksskole, bære Skylden for, at der baade spares paa Materialiæ og Arbejde ved de nymodens Dampbygninger. For nogle og tyve Aar siden ejede Kjøbenhavn ingen Bygningsinspektører, men saa vi den Gang nogen Bygning blive opført paa en saa uforsvarlig Maade som nu? Hvad Dom vilde man ikke have fældet over en Murmester, som i de Tider havde brugt 100 Dele fint Sand, blandet med Leer, til een Del Kalk, og kunde det den Gang have faldet nogen Murmester ind at opføre en Bygning paa 4 a 5 Etager op til en anden Bygning uden at forsyne den med en Gavl? Blev der i de Tider opført nogen Bygning, uden at hver eller i det mindste hver anden Bjælke blev forsynet med et solidt Jernanker? Har Etatsraaden for 20 a 30 Aar siden, da vi hverken havde Bygningsinspektører eller "Fagdannelsesskoler", set en Bygning blive opført saa uforsvarlig og bedragerisk som den nedstyrtede paa "Ringen"? Jeg har aldrig i de Tider set det Syn, og derfor tør jeg dristig sige: Førend enten alle vore Bygningsinspektører blive afskedigede eller faa et strængt Tilhold om at udrette lidt mere Arbejde for Lønnen end blot at underskrive en Tegning med "Antaget", naar den kun har den i Byggeloven befalede Stentykkelse for hver Etage, saa vi ikke den "dybere Mangel", som Etatsraaden behager at kalde Fagdannelse, men jeg tillader mig at kalde Ærlighed, indpodet i vore Bygningsspekulanter.

P. A. Thorning.

(Morgenbladet (København) 28. januar 1875).

Fra København. Om en Bygning, der blandt de sidste Par Aars Nybygninger i Hovedstaden er bleven omfattet med større Interesse, nemlig det ved den vestre Indgang til Byen overfor Industriudstillingsbygningen liggende store og smukke saakaldte "Axelhus", hedder det i flere Blade, at der skal være en Del Fare for, at Bygningen ikke vil holde sig. Dette skal dog næppe være begrundet i Bygningsmaaden, men derimod i Grundens Beskaffenhed, idet den overordenlig store Bygning er opført paa en Del af den forrige Stadsgrav. Der blev vistnok gjort overordenlig Meget for at gøre Jordopfyldninqen saa fast som mulig, og Bjælke ved Siden af Bjælke blev med Dampkraft nedrammet, men det er dog et Spørgsmaal, om der ikke burde være hengaaet længere Tid, inden et Hus, tilmed af saa store Dimensioner, blev opført paa den opfyldte Grund. Under Opførelsen slog Muren paa flere Steder Revner, og det viste sig da nødvendigt at anbringe forskellige Jernpiller, afdele større Lokaler i mindre Rum, hvad der ikke fra først af var paatænkt. - Efter Forlydende er alle Lejligheder opsagte af Ejeren til førstkommende Flyttedag, for at en Undersøgelse og Forbedring kan ske.

(Social-Demokraten 6. marts 1875).

Fra den offenlige Politiret. Smedemester P. Miede havde til Bygningskommissionen indgivet et Andragende om Tilladelse til at maatte opføre en 5 Etages Beboelses- og Værkstedsbygning med Kælder paa Grunden, Matr.-Nr. 91 i Nørrevold Kvarter, udlagt Gade mellem Vester Farimagsvej og Nørre-Søgade. Paa dette Andragende meddelte Kommissionen ifølge Berl. Tid. under 7de Decbr. f. A. sit Svar og tilføjede sin Skrivelse en Slutningsbemærkning, saalydende: "at den eftersom Ejendommen kommer til at omsatte 16 Beboelseslejligheder foruden Værksteder og Butiker, opføres fire Retirader, og at det dertil fornødne Gaardsrum tilvejebringes ved, at Hovedbygningen gøres saa meget mindre." Ved Opførelsen af Ejendommen blev der imidlertid ikke taget tilbørligt Hensyn til de saaledes stillede Betingelse, idet Hovedbygningen ikke blev anlagt saa meget mindre som nødvendigt, og uagtet saavel vedkommende Murpolerer som Murmesteren blev gjorte opmærksomme paa denne Fejl, og skønt der den 16de Februar blev givet Smedemester Miede Paalæg i samme Retning, og derpaa den 19de f. M. skriftlig Paalæg om uopholdelig at stanse med Arbejdet, indtil Sagen var kommen i Orden, blev Mangelen dog ikke rettet, men Arbejdet tvertimod fremmet, ligesom heller ikke en af Bygningsinspektøren for 2det Distrikt stillet Fordring om at ommure nogle Piller i den bageste Del af Fløjen imellem Gaarden blev efterkommet. Paa Foranledning af Stadsbygmesteren blev der derefter under 25de Februar af Politiet givet Smedemester Miede Tilhold om, uopholdelig at stanse med de under Sagen ommeldte Byggearbejder, idet det tillige blev ham betydet, at han i modsat Fald vilde udsætte sig for, at Arbejdet direkte blev forhindret. Ifølge dette Tilhold blev Arbejdet stanset i nogen Tid, men den 3die Marts indberettedes, at Miede uden Tilladelse havde ladet Murarbejdet paa Ejendommens Forbygning fortsætte, og han erkendte ogsaa paa Forehold af Politiet Rigtigheden af Indberetningen, men bemærkede, at det Skete hidrørte fra en egenraadig Fremgangsmaade af Entreprenøren for Byggearbejdet, og at det i havde fundet Sted uden Miedes Vidende og Villie, hvorfor han havde foranlediget, at Arbejdet den 3die Marts atter var stanset. Miede blev under 4de Marts gjort ansvarlig for, at Arbejdet ikke genoptoges, men under 9de Marts indberettedes det atter, at Murarbejdet var i fuld Gang paa Bygningen, og der blev nu anlagt Sag mod Miede, fordi han uanset det fornyede Tilhold af 4de Marts havde fortsat Arbejdet, uden at have erhvervet den fornødne Tilladelse dertil af Bygningsvæsenet. Sagen forhandledes i Forgaars i den offenlige Politiret hvortil den var henvist, men da Bøden for den begaaede Forseelse efter Bygningsloven af 21de November 1871 skønnedes at maatte blive mindst 40 Kroner, blev Sagen, i Medfør af bemeldte Lovs § 84, sluttet med Henvisning til den samlede Ret.

(Social-Demokraten 17. marts 1875).

Overretten frifandt den 6. august 1875 husejeren på Alexandravej i Utterslev for ulykken den 18. og 19. januar 1875 da der ikke var basis i lovgivningen for straf. Han skulle dog betale sagens omkostninger.

Murermesteren til det sammenstyrtede hus på Boulevarden mellem Gothersgade og Frederiksborggades forlængelseer fik i oktober 1875 en bøde på 200 kr.  

Guvernør Garde ophæver Kolonialraad. (Efterskrift til Politivennen).

 DISSOLUTION Of THE COLONIAL COUNCIL

The Colonial Counseil, met to-day at 12 o'clock noon. All the Members were present except the 2nd Member for St. John. Government Secretary, Councillor Hattensen, appeared in place of the Governor until His Excellency should arrive. Whilst the Secretary was reading the minutes of the meeting of the meeting of 9th November His Excellency entered the Council Hall and took his seat. Governeur Secretary Hattensen sat near His Excellency. . Two communications from the Governor were read by the Secretary. The first communication announced that the Ordinance granted $ 3,300 for building Expensens had received the Royal sanction. The second requested that the third item on the order of the day, being the third discussion  on the Medicinal Weights Ordinauce, should be placed first on the order of the day. After these communications had been read the 1st Crown Member, Magens, rose the question the chairman regarding the resignation of the 2nd St. John Member, Mc,Donald, wishing to know why the matter had not been put on the order of the day. The Chairman gave the reason. The 6th Member, W. C. Lamb, then questioned the Chairman regarding the circulation from the Government requesting the alteration in the Order of the Day, wishing to know, as it was dated the 8th inst., when he had received it. The Chairman replied that he had received it late, this morning. The 1st Member for St John Titley  requested that Members should he supplied with the printed copies of the Order of the Day previous to the Meeting. The Council then proceeded to the Order of the Day. The Secretary read the Medicinal Weights Ordinance, which passed the third discussion without any comment. The Chairman then gave the word to the 6th Member, W. C. Lamb, on his resolution. As the Member was rising to speak, His Excellency got up and demanded the word. The Chairman assented. His Kxcelleucy then spoke at length on the subject of the Resolution, stating that he had no reason for withdrawing any word that he had said at the meeting of the 9th of September last when he made the speech to which the resolution referred. He referred to the 43th article of the Colonial Law which grants the Council "the right of making petitions regarding alterations in the laws or institutions of the tislands or complaints of the manner in which the laws are administered or institutions are governed, either to the Governor, or through him to the Minister or to the King," but he contended that no Member of the COuncil nor the Council itself had the power or right of passing a vote of censure on the Governor. He quoted article 5 of the Law which says that: "The Government of the Danish West India Islands rests, under the superior direction of the responsible Minister concerned with the Governor, in accordance with the instructions given by the King." He insistet that he was fully justified in using the language employed on the occasion, and dwelt at length on the manner in which the Committee's Report on the Draft of the New Colonial Law had been introduced to the Council and the first Discussion during his absence in Sta. Criz, and he quoted the Committee's Report, with the object of showing that its language and arguments necessitated the terms which he had employed. He censured the Chairman for allowing a Resolution to be brought forward which he said was illegal and entirly beyond the province of the Council. He said that he had, by abstaining for two months from using his prerogative to dissolve the Council, allowed the Council the opportunity of withdrawing the Resolution, as he was unwilling to make all the Members responsible for such a Resolution, and he now gave the Council another chance of withdrawing the Resolution; and concluded by reiterating that as far as he was concerned he would retract no expressions used by him, and that he would not permit any discussion on the Resolution. The Chairman then asked His Excellency, whether was his meaning that, neither the Chairman, nor any other Member should be allowed to reply to the ccharges, made against them in the speech which he had just delivered. His Excellency said that he would allow that only within certain limits. The 6th Member Lamb then enquired if His Excellency would allow him to speak - not on the Resolution, but to offer a few remarks on the stand taken by His Excellency, for while he respected His Excellency as the Chief Magistate of the island he did not expect that by mere fact of his entering the Council he would be emasculated of the rights and opinions that he possessed as a man elsewhere. His Excellency interrupted the speaker, and adressing him, stated that if the Chairman would not stop the Member, he would; to which the 6th Member replied that, as a Member of the Council, he would bow only to the decision of the Chairman.

The Chairman then rose. He stated that he considered His Excellency's actions were an interference with the duties of the Chairman and with the prerogatives of the Council; and that its dignity did not allow it to continue to sit under such conditions. He therefore closed the meeting.

As the Members were leaving, and the audience dispersing, His Excellency recalled the Chairman, demanding that the Council should be reassembled. The Chairman asked for what purpose. His Excellency replied that he desired to make a communication to the Council. The Chairman called upon the Members to resume their seats, which they did, with the exception of Members Lamb and Jos. Hughes, who left the hall. His Excellency stated that by virtue of tho prerogative conferred upon him by § 36 of the Colonial Law, he declared the Council dissolved. The Chairman, addressing the Council, then said that the Governor had made use of the power conferred upon him by the Law, and, as law-abiding citizens, they were bound to submit to it, and that the matter now rested with the community, which, in accordance with the same law, would be called up on to return a new Council to this hall within two months.

The Members and the audience dispersed.

(Sanct Thomæ Tidende 9. januar 1875).

The Tidende says: -

"The order of the Colonial Council's meeting held this day comprised the discussion of a resolution proposed by the 6th Member for St. Thomas (Mr. W. C Lamb) in the meeting held on the 9th November 1874, and admitted by the Council, to the effect that the Council should vote its disapproval of the expressions used by His Excellency the Governor during the discussion of the Draft of the new Colonial Law, in regard to the procedure employed by the Committee appointed on the Draft of the new Colonial Law, - which procedure, as is well known to our readers, generally speaking, is reticent and mysterious to such a degree that it can only serve the purpose of precluding all amicable understanding before the matter is treated in the Council - in which place the issue and treatment is beforehand determined according to the good pleasure of the majority which rules at present. Now it is a matter of course that the Governor, who is the Representative of His Majesty's Government, cannot accept such a vote of censure, which would completely impair the superior position which he, by virtue of the express enactment of the Colonial Law, and by the circumstances of the case, holds in relation to the Assembly. In the meeting held this day, the Governor made express mention of this, and at the same time he proved that the expressions in question were actually in complete accordance with the existing circumstances. Instead of doing what would certainly be the natural course - declaring at once a dissolution of an Assembly which transcends beyond its competency, and whose discussions are conducted in a seditious spirit, - the Governor went to the utmost extent of conciliation by representing to the Council the propriety of dropping the illegal proposition made by the 6th Member for St. Thomas, but of course, without further discussion. This proposal was, however, not accepted by the Chairman, who on the contrary, thought that he could make use of his authority to close the meeting, on the pretext that the liberty of speech of the Council had been violated by the condition that the Council should abstain from further discussion on the subject. Under those circumstances the Governor had no choice but to make use of the power vested in him by the Colonial Law Section 36, - to dissolve the present Colonial Council. Thus the days of that Council are now numbered, and we confidently express our hopes that in the elections which will be called for, the electors will use their best consideration and care in bestowing their suffrages in such a manner that the new Council will consist of Members, who, with a close consciousness of their responsibility to the Community, will know how to bring back tho discussion to the road which leads towards tho promotion of tho intellectual interests of tho Community, a goal towards which the Governor of these Islands as well as the Home Government have during tho latter years given a mighty impulse, - an impulse which up to the present moment, we regret to say, has been frustrated by political and irresponsible agitation. It is now the duty of the electors to pronounce the verdict on this irresponsible agitation, which enhances their responsibility."

(St. Croix Avis 13. januar 1875).

The election of town members for the Colonial Council of St. Thomas day before yesterday resulted in a complete victory for the "Liberal Party." The following members were elected: Luchetti 121 votes, S. B. Lange 116, R. Mackay Hughes 114, C. L. Desbas 116, H. Victoria 114, Jos. Hughes 113, W. C. Lamb 113, and Major Jos. Daniel 116. The number of votes obtained by the "Liberal Conservatives" ranged between 78 and 89, according to information received here, which we have reason to believe is correct.

(St. Croix Avis 23. januar 1875).

W. C. Lamb sad i kolonialrådet indtil i hvert fald 1883.

De vestindiske Øer. Sidste vestindiske Post, deriblandt St. Thomæ Tidende af 13de Januar, bringer Meddelelse om, at Gouverneur Garde den 9de Januar har opløst Colonialraadet for St. Thomas og St. Jan, og saaledes gjort foreløbig Ende paa en communal-politisk Tilstand, der var bleven noget nær utaalelig og uholdbar. Den endelige Aarsag, der hidførte dette extraordinaire Skridt, var, at Raadet havde vedtaget at ville optage til Forhandling en Beslutning om at tildele Gouverneuren Raadets Misbilligelse af de syndige Ord, hvormed denne havde tilbagevist Aand og Bogstav i Comiteebetænkningen over Regjeringens Forslag til en ny Coloniallov, saavelsom Comiteens hele Færd under Udarbeidelsen, og Raadets Formands Færd under Indbringelsen af nævnte Betænkning. Gouverneuren paastod, henholdende sig til Colonialloven, at Raadet var aldeles uberettiget til at votere ham nogen Misbiligelse i berørte eller anden Anledning, og at han som Kongens Repræsentant hverken kunde eller vilde modtage den. Fastholdende sine Udtalelser var han derimod villig til at underkaste sig Følgerne af, at mulig Klage over hans Forhold ved denne Leilighed ad lovlig Vei indgik til Kongen. Uagtet han betegnede Raadets Opløsning som nødvendigt Resultat af videre Forhandling om Sagen, tog dog Forslagsstilleren Ordet uden Afbrydelse fra Formandes Side; Gouverneuren derimod afbrød ham, hvorpaa Formanden under Paaskud af at Talefriheden og Raadets Værdighed var bleven angreben, erklærede indeværende Møde for sluttet. Det aabnedes imidlertid umiddelbart efter opaa Gouverneurens Begjær, men kun for at modtage hans officielle Kundgjørelse om "at Colonialraadet for St. Thomas og St. Jan i Henhold til Colonialraadets § 36 var opløst."

Naar man veed, hvor skadelig og hæmmende en Indflydelse det nu afgaaede Colonial-Raad har udøvet paa Communens Anliggender, siden Oppositionen for et Par Aar siden fik afgjort Overvægt, kan man ikke Andet end billige Gouverneurens energiske Optræden i denne Sag. Berørte Comitee-Betænkning, forkastet af et Udvalg af Oppositionen, kunde ikke Andet end tilbagevises da den i visse Maader forlangte Coloniens fuldstændige Uafhængighed af Moderlandet og Raadets absolutte Selvstændighed ligeoverfor Rigsdagen. Det Foredrag, hvormed Lamb (sjette Medlem for St. Thomas) indledede det omtalte Forslag til et Mistillidsvotum var deels stridende imod Colonialloven og Forretningsordenen, deels holdt i en mod Danmark og den danske Regjering fjendtlig Tone. Der paastodes bl. A. i samme, "at den danske Regjering har brudt den med de vestindiske Øer sluttede Overeenskomst, og at som Følge heraf Øerne hae lovligt krav paa Statskassen for Erstatning af alle de til samme betalte Penge". (St. Thomæ Tidende af 13de Jan. i Beretningen om det paagjældende Møde). Gouverneuren var dertil fraværende paa Embedsreise til St. Croix, da Forslaget først indbragtes. - Ifølge Colonialforfatningen skal et nyt Raad sammenkaldes inden 2 Maaneder efter Opløsningen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 6. februar 1875).

Indtil 1863 regeredes Dansk Vestindien nærmest enevældigt af en fra Danmark udsendt guvernør. Et rådgivende kolonialråd med rådgivende myndighed i lovgivningssager blev oprettet 26. marts 1852. En koloniallov af 27. november 1863 oprettede to kolonialråd for Sankt Croix og et for Sankt Thomas og Sankt Jan med lovgivende myndighed sammen med kongen i særlige vestindiske anliggender. Guvernøren kunne udstede foreløbige love og foreløbigt stadfæste de af vedkommende kolonialråd vedtagne anordninger. 

Kolonialrådene bestod dels af folke-, dels af kongevalgte medlemmer - det for Sankt Croix af 13 folke- og 5 kongevalgte, det for Sankt Thomas og Sankt Jan af 11 folke- og 4 kongevalgte medlemmer. Valgret krævede besiddelse af fast ejendom af en vis lejeværdi eller en ren årlig indkomst af 1.500 franc. Det udelukkede landarbejderne, fx havde i 1901 kun 400 af 18.590 indbyggere på Sankt Croix’ 18.590 over 1.500 franc. Indfødsret ikke nogen betingelse for valgret, kun for valgbarhed.

Øernes forvaltning lå hos kongen og vedkommende fagminister (fx finansministeren). Regeringsmyndigheden lå hos den af kongen udnævnte guvernør under finansministerens ledelse. Guvernøren indkaldte og sluttede kolonialrådene og kunne udsætte og opløse dem, han kunne møde eller lade møde i rådene og forelægge forslag og forhandle med dem. Han var overøvrighed i begge øernes overøvrighedskredse, der faldt sammen med kolonialrådenes myndighedsområde. Han var øverste chef for den væbnede magt på øerne og havde i nødstilfælde ret til på sit ansvar at erklære øerne helt eller til dels i belejringstilstand og at udøve uindskrænket myndighed.

Drab og Tyveri m. .m. (Efterskrift til Politivennen)

Den 27de August f. A. erholdt Politiet Meddelelse om, at et Fruentimmer, som den 22de f. M. var indbragt for forskjellige hende tilføjede Læsioner, den 26de f. M. var afgaaet ved Døden, og da det tillige bragtes i Erfaring, at bemeldte Fruentimmer havde boet i Logishuset "Holger Danske", samt at de hende tilføjede Læssioner vare foranledigede ved, at hun der Steds skulde være bleven sparket af en Person ved Navn Martin Andreas Davidsen, der flere Gange er straffet og Dagen i Forvejen var løsladt efter Udstaaelsen af en ham idømt Straf af 4 Gange 5 Dages Fængsel paa Vand og Brød, blev anholdt og Undersøgelse indledet. Under Forhørerne vedblev Arrestanten vel at paastaa, at han, paa den Tid, han skulde have sparket det omhandlede Fruentimmer, var i høj Grad beruset og at han derfor hverken kunde indrømme eller benægte at have gjort det; han kunde kun erindre, at han ved denne Lejlighed havde været inde i Fruentimmerets Værelse, at han trakterede med Kaffe, at han laa i en Seng og efter at være kommen op af denne savnede sin Portemonnaie, samt at han noget efter hørte Fruentimmeret skrige og sige, at han havde sparket hende. Efter de Personers Vidnesbyrd, som havde Lejlighed til at iagttage ham, kunde det imidlertid ikke antages, at Arrestanten havde været saa beruset, at han ikke kunde betragtes som fuldt tilregnelig, og efter samlige de afgivne Vidneforklaringer fandtes et tilstrækkeligt Bevis tilvejebragt for, at Arrestanten forsætlig havde sparket Fruentimmeret og derved tilføjet hende en Legemsbeskadigelse. Saasnart han nemlig savnede sin Portemonnaie (der senere fandtes liggende paa Gulvet under Sengen), havde han beskyldt hende for at have stjaalet den, og herved kom de i Skjænderi, under hvilket de kom ud paa Gangen; her saa et andet i Stedet boende Fruentimmer, der netop kom til Stede, at Arrestanten gav afdøde et Spark, der ramte hende i Lysken, og hørte, at hun gav sig til at skrige. Vidnet løb da ned ad Trappen til Gjæstestuen og kaldte paa Opvarteren, der kom til Stede, og kort efter forføjede Arrestanten sig bort. Andre Vidner have dels set afdøde ligge og jamre sig i den aabenstaaende Dør til hendes Værelse, dels hørt Skjænderiet og, efter at afdøde var bragt til Sengs, hørt hende sige, at hun var saa syg, fordi "et Mandfolk" havde sparket hende, og da hun kort efter forlangte at bringes paa Hospitalet, hørte ovennævnte Opvarter hende sige, at hun var bleven syg, fordi "Arrestanten" havde sparket hende. Efter flere Vidners Udsagn skal afdøde have omtalt, at hun havde Brok, men en foretagen Obduktion af hendes Lig godtgjorde ikke, at hun havde lidt af denne eller nogen anden Legemssvaghed, der kunde være medvirkende Aarsag til den umiddelbare Virkning af det hende tilføjede Spark. Derimod udtalte det kgl. Sundhedskollegium i Overensstemmelse med de obducerende Læger, at den Bristning af Tyndtarmen, som havde fremkaldt en Underlivsbetændelse og som havde været den utvivlsomme Aarsag til Døden, maatte antages bevirket ved ydre Vold, og at der var intet, som talte imod, at denne Vold kunde have været et Spark. Der haves - hedder det videre i Erklæringen - noksom Erfaring for, at en Tarmebristning kan være en Følge af en saadan Vold, og om dette end ikke iagttages hyppigt, saa er det dog ingenlunde sjældent, eller, efter de anatomiske Forhold, saa fjerntliggende, at Læsionen ikke skulde kunne betegnes som en "rimelig" Følge af Volden. I Overensstemmelse hermed fandt Kriminalretten, at Arrestanten maatte anses overbevist at have været Aarsag til det nævnte Fruentimmers Død ved en forsætlig udøvet Legemsfornærmelse, hvoraf han havde maattet forudse, at Døden kunde blive en rimelig eller dog ikke usandsynlig Følge. For saa vidt Arrestanten sigtedes for Ejendomsindgreb, blev det bevist, at han i Maj f. A., altsaa for den seneste Dom overgik ham, havde, medens en Graverkarl paa Assistent Kirkegaard stod nede i en Grav, beskjæftiget med at grave den dybere, frastjaalet ham en Frakke eller Stortrøje, som laa paa en Hæk, tilligemed deri værende 6 Rd. m. m., fremdeles, at Arrestanten havde stjaalet en Frakke, der hang i en Blikkenslagers aabenstaaende Butik, endvidere at han havde gjort sig skyldig i Hæleri ved at deltage i Udbyttet af Pantsætningen af en Frakke, om hvilken han vidste, at en anden Person havde stjaalet den i Rabeshave Bryggeri, endelig at han havde overtraadt et Polititilhold, og derved gjort sig skyldig i Løsgængeri. Ved Rettens Dom blev Arrestanten anset med en Straf, der under et for samtlige Forbrydelser bestemtes til Forbedringshusarbejde i 2½ Aar.

(Morgenbladet (København) 7. januar 1875).

Christian Rasmus Neuhauss: Gæstgivergården Holger Danske. Farvergade, København. Kbhbilleder. Public domain.