Rekrutsagen: Fredericia Avis om Stuhr. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance til "Social-Demokr." 

Frederits. den 7de Marts 1876.

Det er en underlig Tid, vi lever i, siger vor Ven og Broder i Aanden, Borger Eibeschütz - der findes ingen Beskedenhed mere i Verden. Dette Hjærtesuk fra den Gamles inderste Vraa lyder i al sin Komik dog saa højtideligt og stemmer uvilkaarligt Sindet til Andagt. Eibeschütz, dette sølle Individ, der alle sine Dage har pyntet sig med laante Fjær, han folder sine Hænder, og han ynker over denne forkerte Verden. "Organets" fordums glorvældige "Redaktør" affører sig alt sit forlorne Stads og paatager sig en "Straalemesters" Skikkelse. Og alt imens der fra alle Hjørner og Kanter hældes er Sjat i hans Sprøjtes Kar, stiger "Mester" til Vejrs, Skiltet hænges ud: "Hier sehen sie, meine Herrskafften, den grossen Bambrian" - "Forestellungen" begynder. Sprøjten knalder medens "Mandskabet" synger et lystigt "Julia". Ja vel, "Mester" har Ret - det er er fordærvet, men tillige en gemytlig Tid. At se "Mester" give Gæsteroller som den store "Bambrian"; at se ham tumle sig med Husarsocialisten i en vild Kankan eller danse "Svejtrit og forkert" med "Social-Demokraten" og "Morgenbladet"; at se ham samle Ildebrændsel sammen til Socialisterne samtidig med, at han ønsker dem hængt Allesammen - at se Alt dette, det er virkelig ganske gemytligt.

Man vil forstaa, at det er "Rekrutsagen", her alluderes til. Denne Sag har gennemgaaet alle Stadier i Borger Eibeschützs Avis: Der var en Socialist, som var Rekrut paa Jægersborg; han havde været Rekrut i to Dage, og hele Tiden Socialist; endskønt der den første Dag var lært ham Alt, hvad der sig egner og anstaar en Rekrut, begik han et groft, et uhørt Brud paa Disciplinen. Skal denne opretholdes, og det skal den, saa maatte der statueres et Eksempel til "Skræk og Advarsel" for Ligesindede. Da han er Sociatalist, skal han have Prygl; han er ganske vist forført, og Forførerne burde i Grunden have Straffen, men det er kun sørgeligt, at man ikke "forrette Smed for Bager". Saa meddeles der, at "Ritmesteren" fik Prygl - kun Skade, han fik for lidt - og dernæst Rekruten, og at denne tog dem med "Anstand", 150 Rottingslag er en ren Bagatel, mener dernæst Borger Eibeschütz, endskønt hans usle Kadaver vilde være slaaet baade sønder og sammen ved Tiendeparten af et saadant Antal. Naar Rekruten har faaet de 30 Dages Vand og Brød at "styrke" sig paa, skal han skydes eller dog i Tugthuset - det Sidste er mere "kristeligt", ti saa er der dog Haab om, han kan omvendes fra sine "Vildfarelser". "Ser Jer i Spejl" raader man, her ser man, hvortil Socialisternes "fordærvelige" Agitation fører. "Skylden for det Hele" er først alle Socialisters, dernæst kun "Forførernes" og "Agitatorernes"; senere er det Pio, som er rent "rasende", paa hvem det fulde "Ansvar" hviler, og endelig meddeles der i Gaar, at Socialisterne kan vaske deres Hænder i Uskyldighed, ti nu har man apdoget, at den rette Skyldige er "det forenede Venstre", og i "Morgenbladet"s "hysteriske Anfald" bestyrkes denne Antagelse. Da vi Socialister altsaa nu har faaet Attest for god Opførsel, kan vi følgelig rolig henlægge Spørgsmaalet angaaende, hvem der er den Skyldige eller ikke, og derpaa anstille nogle Betragtninger efter "den Anledning", "Avisen" af i Gaar giver. 150 Rottingslag kan ethvert "velkonstrueret" Menneske med Lethed taale, og et saadant Traktement er aldeles betydningsløst for Helbredet, naar Paagældende blot efter Modtagelsen faar lidt af "styrke" sig paa. Dette bevidnes af "højere Officerer", "ansete Læger" og af - Borger Eibeschütz! Det er fornuftigt af alle disse Herrer, at de bruger Benævnelsen "velkonstrueret", ti derved udelukker de sig selv fra at komme i Betragtning, hvis deres Attest skulde være Norm for "Uddelingen", hvis Bladet tilfældigvis skulde vende sig; men afset herfra, kan der dog næppe tænkes nogen større kynisk Raahed end den, der ligger til Grund for hin Udtalelse. Man føler ikke blot ligefrem Glæde ved en slig umenneskelig Behandling, men man driver sin Uforskammethed endog saa vidt, at man anser 30 Dages Vand og Brød som en "styrkende" Kur for den Ulykkelige. Det er den "Styrkelse" Rekruten faar, og det er den, der skal værne om hans Sundhed efter den lidte Medfart. 

Man beskylder os for at udsaa "Hadets Sæd", men er der Noget, der egner sig til at vække Had til "det Bestaaende", da er det slig Fremgangsmaade og slige Udtalelser, og Militarismens Herredømme kan næppe blive undergravet paa en mere sikker og mere hurtig Maade end ved en flittig Benyttelse af Rottingen. De nylig uddelte halvandet Hundrede Slag har virket mere for den socialistiske Læres Fremgang end længere Tids Agitation vilde have gjort. At socialisterne afskyr en saadan for ethvert selvtænkende Væsen uværdig Behandling, er en Selvfølge, ti deres Had bliver aldrig saa stort, at de skulde stille deres arrigste Fjende, selv om han kun er et Vrængebillede af Skaberen, under Dyrene. Naar Borger Eibeschützs Kattekilling mishandles af Nogen, da oprøres han, og han kan faa Gerningsmanden straffet, ti Loven beskytter Killingen; men naar Talen er om et "velkonstrueret" Menneske, der, om han end er Socialist af det reneste Vand, dog i Borger Eibeschützs Øjne har alle mulige gode Egenskaber, saa fryder Borger Eibeschütz sig og gnider sig i Hænderne, saa gaar han atter og atter tilvejrs som den store "Bambrian" og lader sin Sprøjte knalde, og saa finder han, at Loven er fortræffelig. Er end denne Modsætning modbydelig, saa er den dog langtfra uheldig for Socialisterne, og vi kan kun tilraabe ham: "Kil kun paa, lille Mester, kil kun paa - jo galere, jo bedre - vi ser med Fornøjelse Deres Præstationer som Klovn for det forenede Højre.

(Social-Demokraten 11. marts 1876).

Bogtrykker Israel Meyer Eibeschütz (1812-1884) startede i 1848 Højrebladet "Fredericia Avis". Eibeschütz solgte bladet i 1880 og flyttede til København hvor han også var født. I 1890 fik avisen konkurrence fra det moderate Fredericia Dagblad og 1898 af Fredericia Socialdemokrat (der udskiltes fra Østjyllands Socialdemokrat, 1897). 

Afferkattemadammen. Værs’artig meine, Herrschaften! Hier sehen Sie das grosse Bambrian, der gaar paa Kirkegarten und graber de døde Arvesager op og eter dem ganske lefendes. Dette Eksemplar er født i Brasilien, langt paa den anden Side, hvor Hederlikheten er sluppet op. (Redaktør Manicus foreviser Kammeradvokat Hindenburg. Forneden ses Frederik Hansen) Af "Ravnen". Illustration fra SOCIALDEMOKRATIETS AARHUNDREDE 2det BIND DANMARK, NORGE OG SVERIG s. 408.

Rekrutsagen: Rekrutter. (Efterskrift til Politivennen)

Fra troværdig Haand have vi modtaget følgende: Maa jeg i Anledning af den meget omtalte Rekrutsag meddele Dem et Par Træk af en lignende Art; det første har jeg selv været Vidne til, og det andet angik en Broder til mig. Aar 1866, da jeg meldte mig som Rekrut (ved 13de Bataillon) i Kjøbenhavn, blev  ved samme Kompagni som jeg ansat en Mand ved Navn Søren Sørensen fra Atterup (paa Sjælland). Denne Mands Udseende havde noget iøjnefaldende forskjelligt fra alle de øvrige Kammeraters ved sig. Hans Øjne rullede vildt, hans Ansigt var præget af Dumhed og Trods, hans Holdning var slap og hans hele Udseende noget sjusket. Han var Gaardmandssøn og havde nok i Hjemmet raadet sig selv lovlig meget, og da han var stærk, plejede han nok ogsaa undertiden at tage sig selv til Rette. Allerede i de allerførste Dage vankede der en haard Behandling, en raa og arrig skjældende Tiltale af Befalingsmændene, der i meget mindede os om den Maade, hvorpaa en gnaven Røgter paa Landet plejer at tiltale sine hornede Undergivne. Saadan Tiltale huede Søren Sørensen ikke, hvorfor han strax løb sin Vej og solgte sin rødkravede "Bajstrøje". Men det hjalp ham ikke; han maatte naturligvis her an igjen, og nu blev han, ganske ene Mand, sat under en Korporals Behandling. Med Pind under Hagen (han havde Tilbøjelighed til at dukke med Hovedet) maatte han nu spanke om rundt omkring paa Østerfælled med sin Plageaand skrigende i Hælene paa sig. Dog Søren Sørensen holdt tappert ud hele Sommeren over paa Skolen; naturligvis styrkedes han mere i denne Udholdenhed ved sine Kammeraters venlige Omgængelse, end han svækkedes dertil af det Vand og Brød, han fik til  Straf for sin Desertion. Efter Skoletiden kom Vagttjenesten og med den en skjærpende Ordre om Pudsningen; men Pudsningen var S. S.s svageste Side. Alt andet kunde han udføre, om end lidt sent, men den ulykkelige Pudsning havde han slet ingen Sans for. Aldrig mødte han paa Pladsen uden af sine Foresatte at blive tiltalt med Skjældsord som: "Svinet", "Grisen", "et skident Bæst" og andre saadanne kjønne Udtryk, og da de ikke bed paa, maatte der anden Straf til, først paradere "om igjen" oq atter om igjen fra Kastellet og ud til Nørrevold med fuld Oppakning, til Nar for alle, og da det heller ikke frugtede, maatte der igjen Vand og Brød til. Bestandig drillet med den evindelige Pudsning, erklærede Søren Sørensen en Dag i sit onde og trodsige Lune, at han ikke vilde pudse mere for "den skide Officer." Men nu maatte han straffes for Subordinationsforseelse; Straffen blev værre og værre og S. S. blev haardere og vildere; den megen Indespærren i de mørke Fangehuller indvirkede i den Grad svækkende paa hans Forstand, at han ofte efter en lang og tavs Henstirren pludselig brød ud i en uhyggelig vild Latter. Endnu var han meget omgængelig mod sine Kammerater og fornærmede aldrig nogen uden Grund; men fra Befalingsmandenes Side blev han idelig tirret. Ved en intetsigende Geværexercits paa Samlingsstuen en Dag blev S. S. trukket ud midt paa Gulret, og mens alle de andre hvilede, skulde nu en Underofficer trække ham igjennem; men S. S. siger i "Nej, jeg skal ikke staa og være Nar." Øjeblikkelig blev smidt i Hullet og nu skulde han lave Rottingslag; to Underofficerer stiftedes til at prygle ham igjennem et Kvarterstid. S. S. stod rolig, skjønt ubundet, og tog imod det hele, ja sagde endog bag efter: "Jeg skulde staaet for saa mange til." Ikke Lydigheden, men Trodsen voxede ved denne Medfart. 

Nogle Dage efter Slagene, da han atter blev trukket ud af Geledet for ene at støde imod Kavalleriet, sagde han atter nej og føjede dertil et drøjt Skjældsord imod vedkommende Underofficer. Atter maatte han i Hullet og blev nu idømt flere Rottingslag end før, skjønt det var nu klart oplyst af mange Vidnesbyrd fra Kammeraternes Side, at han var om ikke hel, saa dog halv tosset. Endnu kom han til at gjøre Tjeneste, og ved mild Behandling havde han vel endnu gaaet den igjennem, men bestandig tirret og halv beruset forbrød han sig igjen ved at staa en Underofficer i Ansigtet med knyttet Næve. Dette havde et langt, mørkt Fængsel til Følge for ham med mellemliggende Forhør, i hvilke han var iført Spændetrøje. I dette mørke Fangehul mistede han nu rent Forstanden. Det kunde undertiden træffe sig, at Vagten kom op til ham og fandt ham ganske nogen i Færd med at prygle sig selv med sine Gymnastiksko. - Endelig indsaa man, at det kunde ikke nytte at straffe ham mere; man smed ham paa Hospitalet, hvor han undertiden teede sig vild og rasende ved at styrte sig ned ad Trapperne, slaa Vindusruderne ind, raabe til Gevær og andet lignende. Om han døde der eller blev hjemsendt, erindrer jeg ikke, men ødelagt var han for bestandig, og dog var der ikke ringe Forudsætning for, at han kunde have vendt tilbage fra Tienesten som et ganske ordenlig Menneske. Han havde lært den hele Exercits og gjort Vagttjeneste i lang Tid; det var først, da den raa og tirrende Behandling blev overvældende, at de vilde og onde Kræfter helt tog Overhaand. -

I Krigsaaret 1864 skete der noget lignende med min egen Broder, der nævnte Aar blev indkaldt til Kjøbenhavn som Trænkudsk. I hans Fødeegn vidste man overalt at han kun havde ringe Evner, og det var Præsten fra hans Fødesogn (Rørby) der voldte, at han blev indkaldt (eftersom Præsten var bange for, at han skulde falde Sognet til Byrde). Det viste sig imidlertid, at han ikke kunde sendes til Hæren, fordi han manglede Forstand; men i Kiøbenhavn kunde man bruge ham til grovt Arbejde. Hvor ringe Evner han end havde, saa mærkede han dog, at det til enhver Tid skulde gaa ud over ham frem for nogen anden. Skjældsord og haard Straf overgik ham saa tidt, at han blev stridig og haardsindet, skjønt han var meget følsom af Naturen. Kort sagt, i en ganske kort Tid gjorde de militære Straffe samtidig med for stor Nydelse af Spiritus det for saa vidt af med ham, at han omtrent ved Krigens Ophør kom hjem som aldeles vanvittig. Mens han før Indkaldelsen godt kunde tjene for sit Brød, naar han nød en god Behandling, saa drev han nu om sine øvrige Dage som et Fugleskræmsel i en ussel Tilstand, indtil han endelig blev levende brændt i Sindssygeanstalten paa Bistrup *).

Man maa med Grund undre sig over, at der endnu i vort "fri og dannede" Land kan forekomme sligt. Disciplin skal der være, det er sandt, men skulde denne Maade at indøve den paa virkelig være den rette til at indpode militær Lydighed og Orden? Det er dog klart, at man ikke kan behandle Borgernes Sønner, saaledes som man behandlede Fortidens hværvede Trælle, og skulde der ikke lige saa vel i den militære som i den almindelige borgerlige Opdragelse kunne tages et Hensyn til de forskjellige Naturer? Det er muligt, at Størsteparten af de nuværende militære Befalingsmand med deres Udvikling og Dannelse ikke ere meget skikkede til at være Leerne heri; men det er paa den anden Side sikkert, at uden en human Behandling ml det i vor Tid falde vanskeligt at tilvejebringe den Tugt i Hæren og bevare for denne det Hold i Befolkningen, hvorpaa dog tilsidst det hele beror.

*) Hvorledes dette egenlig er gaaet til. kan jeg ikke mere nærmere Rede for; men en Kjendsgjerning er det, at det er sket, og Bladene have ogsaa haft Beretninger derom, kun husker jeg ikke i øjeblikket, om det var i 1865 eller 1866.

(Morgenbladet (København) 11. marts 1876).

Louis Pio: Patriotisme og Disciplin. (Efterskrift til Politivennen)

Militære Erindringer

af

Louis Pio.

Naar man har været Soldat, naar man har været med i Felten, i Lejren og i Garnisonen og stedse haft blot et nogenlunde aabent Øje for Stemninger og Tilstande blandt de menige Soldater, kan man ikke godt undlade at trække paa Smilebaandet, saavel over dem, der fabler om Patriotisme og Redebonhed til at "dø for Fædrelandet", som over dem, der tror, at Mangler i denne Retning vil kunne afhjælpes ved Rottingslag og Eksekutioner.

Jeg har været mellem dem, der meldte sig frivilligt, da Krigen i Slutningen af 1863 truede med at udbryde; jeg brændte af Utaalmodighed over at skulle "gaa i Skole" til ind i Marts 1864, for jeg kunde komme til at deltage i Kampen, og jeg vedligeholdt mit gode Humør hele Krigen igennem til Trods for de lidet lystelige Resultater. Man vilde imidlertid fejle meget, hvis man troede, at det var "Patriotisme", der ansporede mig og holdt mig oppe. Nej, det var simpelthen Ønsket om ikke at staa tilbage for Nogen i hvad jeg ansaa for Pligtopfyldelse, og tillige Lysten til det Spændende i Krigerlivet. Ligeoverfor Fjenden nærede jeg ikke Spor af hadefulde Følelser, og jeg vilde selv dengang have betragtet en Tysker som min "Næste" i lige saa høj Grad som f. Eks. en af mine Landsmænd.

Den samme Følelse fandtes hos de 99 Procent af de Menige. Da vi laa i Frederits blev det den ene Gang efter den anden indskærpet fra Kommandantskabet, at Forposterne eller Patrouillerne ikke maatte drikke eller paa anden Maade fraternisere med Østerrigerne, men lige meget hjalp det. Soldaterne af de to Partier hilste paa hverandre, talte med hverandre, drak med hverandre og byttede Feltflasker med hverandre i al Venskabelighed. Endnu værre stod det til med deres Redebonhed til at "dø for Fædrelandet." Da vi traskede om paa lange Ture i Fyen og Jylland, hørte jeg, der altid helst omgikkes de Menige, af disse kun Beklagelser over Marscherne og fremfor Alt over "Dragkisterne" (Tornystrene) ; de var Alle fuldstændig enige om, at det vilde være "rart" hvis de ganske gelinde kunde blive Krigsfanger og komme ned til Magdeborg eller eller en anden tysk Fæstning, hvor de ikke behøvede at marschere, slæbe "Dragkister" og samtidig risikere at faa Arme og Ben skudte af. Det eneste, men rigtignok ogsaa virksomme Middel jeg anvendte mod denne ubehageligt Lyst, var at fortælle dem, at de kun fik Mad dernede en Gang om Dagen og at de aldrig vilde komme til at smage Flæsk eller Sulevarer. Da denne Paastand bestyrkedes af den Tilstand, hvori de tyske Soldaters Madposer vidstes at være, saa blev mine Fynboere højst indignerede; de saa til deres velfyldte Madposer, tænkte paa deres syv Maaltider om Dagen og svor paa, at Tyskerne var noget forsultent Krapyl, som ikke var bedre værd end at slaa ihjel. Var det kommet til Slag efter en saadan Diskussion, vilde de have fægtet som Oldtidens Bersærker, men selv Frøken Pauline Worm vilde næppe været i Stand til at opdage nogen anden Bevæggrund end Kærligheden til de danske - Sulevarer.

Hvad den militære "Retfærdighed" angaar, hvorom her jo nu vrøvles saa meget, da er det temmelig daarligt bevendt med den, naar det gælder om for en Underordnet at faa Ret lige overfor en Overordnet. Jeg skal fortælle et lille Hverdags-Eksempel. En af de paa Sølvgadens Kaserne liggende Batailloner havde for faa Aar siden en Premierløjtnant som midlertidig Chef for et Kompagni. Denne Person udmærkede sig især ved en betydelig Irritabilitet og Hidsighed, forbundet med et meget tyndt Kendskab til Kompagniets Styrelse, der egenlig hvilede hos Oversergeanten. En Dag stod Kompagniet opstillet paa Fælleden, da Premierløjtnanten pludselig røg løs paa en Menig og beskyldte ham for Svineri, fordi han paa Brystet af sin Frakke havde noget Jord, der højst sandsynligt var kommet fra den snavsede Kolbe i af Geværet, da Jordbunden var fugtige Løjtnanten skældte Manden Huden fuld og befalede Oversergeanten at notere ham til forlods Forbliven i Tjenesten for Svineri, en naturligvis aldeles uforholdsmæssig Straf.

Nogen Tid efter stod Premierløjtnanten foran Fronten og hans Øjne faldt paa den samme Menige, der i Øvrigt altid havde opført sig godt. Han traadte da hen til ham og begyndte at sige ham, at der ikke kunde være Tale om, at han virkelig skulde forlods udtages, da Oversergeanten pludselig tillod sig at bemærke, at Rapporten herom allerede var indsendt Dagen iforvejen. "Naa, ja saa er der jo Intet derved at gøre", bemærkede "Chefen".

Soldaten blev opfordret af hele Kompagniet til at klage over denne Behandling. Men den velvise, militære "Retfærdighed" har den Bestemmelse, at en Soldat skal have Lov af sin Overordnede til at klage over ham! Han gik derfor Dagen efter til Løjtnanten, der sov i Almindelighed til Kl. 12, naar han var fri for Tjeneste, og anmodede ham om Lov til at gaa til Obersten for at klage. Løjtnanten blev rasende, vendte sig om paa den anden Side, og erklærede, at Soldaten "for ham gerne kunde gaa ad Helvede til." Soldaten, der rimeligvis ikke ansaa Gangen til Obersten for en "himmelsk" Fornøjelse, tog dette Svar for en Tilladelse og gik.

Dagen efter, da Bataillonen stod opstillet i Kasernegaarden, blev Kompagnichefen kaldt hen til Obersten. Denne spurgte ham i de øvrige Officerers Nærværelse, om han havde givet Soldaten Tilladelse til at klage, da han jo ellers, i Følge Reglementet maatte straffe Soldaten, uden at undersøge Klagens Berettigelse. Premierløjtnanten var blevet askegraa i Ansigtet, men benægtede, at Soldaten havde faaet Tilladelsen. Da Obersten gentagne Gange havde spurgt, om han slet ikke havde givet ham nogen Tilladelse, erklærede han til Slutning, at Soldaten skulde have, saavidt jeg erindrer, 3 Dages mørk Arrest. Det var hele den "Retfærdighed", han fik.

Endelig skal jeg til Belysning af Forskellen mellem den humane og krigsgale Tidsalder, berette et Tilfælde, der skete for 8 a 9 Aar siden i Kastellet. En Menig havde pryglet sin Underofficer, efter i længere Tid at have vist sig aldeles umedgørlig i Tjenesten. Da han var bleven fængslet, vilde en af Kaptejnerne forsøge at tale ham tilrette, men Fyren kylede ham først sin Trøje og derpaa sin Vest i Hovedet med de Ord: Der har I Jeres Snavs og da han saa greb Fadet med Ærterne for at lade det gaa samme Vej, fandt Kaptejnen det bedst at retirere. I Krigsretten var ogsaa jeg. Obersten, der var en human Mand, foreslog os at erklære Soldaten for gal, og fremførte som Støtte det Vidnesbyrd, der var afgivet, at Fyren en Dag havde spist 4 Pd. Kirsebær og drukket en Pægel Brændevin til. Rigtignok havde det samme Vidne forklaret, at Fangen altid spillede fortrinligt "Sjavs"; men i Betragtning af, at man vilde komme i Forlegenhed ved at skulle straffe ham efter Loven, antog vi omsider Alle Oberstens Mening. Fangen blev ført ned lænket og var saa fornuftig ikke at sige et levende Muk. Han blev derfor sendt først til Kommunehospitalet, saavidt jeg ved, derefter nogle Dage til Bistrup og tilsidst kasseret og sendt hjem.

Der er med Hensyn til "Forbrydelsen" en meget stærk Lighed mellem dette Tilfælde og Rekrutens paa Jægersborg. Kun var Infanteristen ikke en to Dages Rekrut og han var ikke Socialist. Men ligesom det lader til, at en Forenings Maskerader gør den uskikket til at holde Maskerader eller Foredrag, saaledes synes det nu, hvis man skal tro Rygtet, at en Socialist er et Væsen, der efter Ordensbanditternes Mening endog bør staa uden for Omraadet af Benaadningsretten. Vi Socialister har hertil kun et Svar: Gør, hvad I lyster, men glem saa ikke at finde Jer med Taalmodighed i Skæbnens Gang, naar Turen engang skulde komme til vort Parti at votere: La Mort sans Phrase!

(Social-Demokraten 27. februar 1876).

Artiklen var affødt af Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne hvor en rekrut var tildelt 150 rottingslag samt fængsel på vand og brød, se indslag om dette her på bloggen.

Louis Pio meldte sig i 1864 som frivillig til Aspirantskolen og efter 2 måneder blev han sendt til armeen. Han deltog indtil fredsslutningen. Han blev indkaldt til reserven i det belejrede Fredericia. Han kom aldrig i kamp, men mødte mange danske soldater som var arbejdere. Han blev atter indkaldt og gjorde garnisonstjeneste ved 13. bataljon. At han havde deltaget i krigen, gjorde det vanskeligt for hans modstandere at beskylde ham for ikke at være patriot. Efter det blev han postskriver ved Københavns Overpostmesterembede i 1870. Dette job havde han indtil han i midten af 1871 helt helligede sig socialismen. 

Hvor er Grændsen? Under denne overskrift læses Følgende i "Dgs. Nyh.": Vi tillade os at henlede Krigsbestyrelsens Opmærksomhed paa en Artikel i "Social-Demokraten" for Søndagen den 27de ds., betitlet "Disciplin og Patriotisme, Erindringer fra mit militaire Liv", af Louis Pio. I nogle Meddelelser, der i kynisk Raahed overtræffe Alt, hvad vi tidligere have last i dette Blad, indfletter Forfatteren et falsk Referat af militaire Anordninger og flere Insinuationer mod unavngivne Officerer, Alt beregnet paa at vække Modbydelighed og Foragt for Militairstanden. For nogen Tid siden udtalte samme Blad, at i Underofficerer og Officerer paa Jægersborg havde faaet deres Opdragelse paa Sangkneiper og Bordeller: vi saa med Forbavselse, at denne Beskyldning gik upaaagtet hen, og formodede, at Grunden var den, at man ikke skjøttede om at faa den stakkels Skinredakteur idømt Mulkt eller Fængsel; men denne Gang træder "Stormesteren" selv frem under Navn, den frivillige Officer giver et falsk Referat af Love, som Rekruten lærer den første Dag, han er paa Skolen, meddeler Historier om sine tidligere Kammerater, der, hvis de ere sande, burde have disses Kassation til Følge, latterliggjør vore Soldater under Felten og kaster aan paa Kjærligheden til Fædrelandet; denne Gang bør der intet Hensyn tages, hvis Krigsbestyrelsen ikke vil udsætte sig for, at Mange, der nu forarges over disse Artikler, begynde at trække paa Skuldrene og sige: "Der er dog maaske noget Sandt i dem."

H. Pios Indflydelse paa den ikke raisonerende Del af Befolkningen har nylig vist sig paa en uhyggelig Maade; han bærer for Øieblikket Ansvaret for Begivenheden paa Jægersborg og dens Følger, men gjøres der ikke snart Noget fra Regeringens Side for at standse denne Mands Virksomhed, saa bliver den medansvarlig i kommende Begivenheder af samme Art (I Artiklen giver Hr. Pio Anvisning paa, hvorledes man ved at prygle sine Foresatte og bag efter spille gal kan unddrage sig Militairtjenesten. Det var interessant at faa at vide, om der existerede personligt Bekjendtskab mellem P. og Husarrekruten) og medansvarlig, naar Hr. Pio dekreterer sit "La mort sans phrase", hvormed han truer i nævnte Artikel.

(Kjøge Avis 2. marts 1876).

Offentlige Politiret. (Efterskrift til Politivennen).

Til Politidirektør Crone Mandagen den 21de Februar om Aftenen kom jeg ganske rolig gaaende i Springgade, da jeg pludselig fil et voldsomt Stød i Ryggen. Idet jeg vendte mig om, faldt mine Øjne paa en uniformeret Politibetjent, og da jeg spurgte ham om Grunden til hans Overfald, modtog jeg som Svar et endnu værre Stød, saa jeg tørnede ud i Rendestenen, hvorefter Betjenten greb fat i min ene Arm og transporterede mig paa den Maade, trods min Protest, og trods mit Udsagn til ham om, at jeg nok skulde følge ham, til Stationen. Paa Vejen traf jeg en Bekendt, som jeg kort før Overfaldet havde talt med, og jeg bad ham da at følge med, for at bevidne Betjentens Myndighedsmisbrug, hvilket han var villig til. Ankommen til Stationen blev jeg ført ind til den vagthavende Overbetjent (?), som oplyste mig om, at jeg skulde have overfaldet en Dame, hvorefter han noterede mit og mit Vidnes Navn til Opkaldelse i Politiretten. Jeg har imidlertid til Date ikke modtaget nogen Stævning, hvilket vel er begrundet i, at man er kommen under Vejr med, at man har forledet sig, men for at Sagen ikke skal blive begravet i Glemsel, har jeg meddelt den her.

Jeg henstiller ovenstaaende Linier til Hr. Politidirektørens rolige Overvejelse Det kunde vel snart være paa Tiden ved en eklatant Afstraffelse at sætte en Stopper for Politibetjentenes Myndighedsmisbrug. 

Samtidig vil jeg henlede Politidirektørens Ormærksomhed paa den vel "frie Tone", der hersker i hvert Fald paa Stationen i Pilestræde. Det første Værelse, man kommer ind i, synes at agere "Værtshus"; et stort rundt Bord midt i Værelset er kredset af Betjente, der cnveksiende med Klinken og Drikken lader Vittigheder regne ned over "Anholdte". (Jeg skal ikke undlade at bemærke, at der naturligvis findes nogle hæderlige Undtagelser.) En saadan "Friskfyragtighed" f. Eks., som den af mig omtalte Betjent udøste mod mig paa Stationen, kan det ganske vist ikke falde mig ind at tage Notits af, eller at anke over, dertil har jeg for ringe Agtelse for den københavnske Politiinstitution, men jeg maa dog fremhæve, at den er lidet skikket til hos "svage Sjæle" at bevare den nødvendige Agtelse for politiet.

Frederiksberg, den 26de Febr. 1876.

Ærbødigst

J. F. Møller.

Vodrofsvej 17, St.

* * *

Undertegnede erklærer herved at have været Øjenvidne til, at Hr. J. F Møller Mandagen den 21de Februar om Aftenen blev overfaldet af en uniformeret Politibetjent, samt at vedkommende Betjent tog fat i M.s ene Arm, og, endskjøndt M. erklærede sig villig til at følge med, dog vedblev paa den Maade at transportere ham.

København, den 29de Febr. 1876.

L. A Nielsen.

Vingaardstræde 12.

(Social-Demokraten 1. marts 1876).

Fra den offenlige Politiret Den 21de f. M. om Aftenen Kl. 10½ indfandt en ung Pige sig paa Politistationen i Pilestræde og anmodede om, at en Betjent maatte følge med hen i Springgade, da han og hendes Moder, en i nævnt Gade boende Enke, paa Vejen til deres Hjem vare blevne forulempede af tvende Personer. Politibetjent Nr. 93, Poulsen, blev beordret til at følge med Pigen for at undersøge det Paaklagede og vendte kort efter tilbage med 2 Personer, der vare paaviste ham som de Paagjældende. Disse navngav sig Faktor J. F. Møller og Typograf A. Nielsen, og Møller indrømmede, at han muligen kunde være kommen til at støde til de to Fruentimmer, men dette var da ikke sket med Forsæt. Med denne Erklæring vilde Sagen uden Tvivl være stillet i Bero, hvis der ikke i "Socialdemokraten, Nr. 51" for Onsdagen den 1ste d. M. var blevet indrykket et Inserat med Overskrift: Til Politidirektør Crone og undertegnet af ovennævnte Faktor J. F. Møller, i hvilket den paagjældende Politibetjent sigtedes for Myndighedsmisbrug. I Anledning heraf affordredes der Politibetjent Poulsen Forklaring, ifølge hvilken han havde fulgt Enken og hendes Datter til Springgade, hvor de paaviste Møller og Nielsen, der, lod som om de vare berusede, og dinglede fra Fortouget ud paa Gaden. Enken betegnede Møller som den Værste, hvorfor Betjenten efter en kort Ordvexel bad ham om at gaa, men fik til Svar: "Det haster vel ikke", og da Betjenten forgjæves gjentog Opfordringen og Møller derhos negtede at følge med til Stationen, tog Betjenten ham ved Armen og førte ham derhen. Det oplystes yderligere, at den Fornærmelse, Enken og hendes Datter havde været udsatte for, bestod i, at Møller, medens de stod paa Hjørnet af Møntergade og Springgade i Samtale med en tredie Person, en Snedkersvend, kom gaaende over Gaden lige imod den unge Pige, som om han vilde tiltale hende; hun gik derfor om paa den anden Side af Moderen, men Møller vedblev at gaa bagefter hende, hvorfor Snedkersvenden spurgte, om han vilde tale med Nogen. Hertil svarede Møller, at han i alt Fald ikke vilde tale med ham, og gik i det samme tæt ind paa ham, samtidigt med, at Nielsen med sin Pande berørte Snedkersvendens Pande, uden dog at støde haardt til. Kort efter kom Datterens Forlovede til og spurgte, hvad der var paafærde, men fik til Svar af Møller: "Hvis De ogsaa er kradsbørstig, kan De faa Noget med". Angaaende Betjentens Opførsel afgive de under Sagen afhørte Vidner den Forklaring, at han var rolig og høflig, og det var navnlig ikke iagttaget, at han havde overfaldet nogen af de Sigtede eller stødt nogen af dem i Ryggen. Møller negtede i Retten at være gaaet efter Datteren, men paastod, at han kun havde set sig om efter hende og Moderen, hvilket havde foranlediget et Skænderi med den omtalte Snedkersvend. Bamle Møller og Nielsen negtede at have været berusede ved den omhandlede Lejlighed. Da der efter de fremkomne Oplysninger ikke forelaa mindste Bevis for Myndighedsmisbrug fra Betjentens Side, blev Sagen, forsaavidt den var rettet imod Betjent Poulsen, hævet. Møller og Nielsen skjønnedes derimod ikke at kunne undgaa Ansvar for den af dem udviste Adfærd, og de vedtog derfor i Mindelighed at betale hver især en Bøde af 5 Kr.

(Fædrelandet 14. marts 1876. Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 14. marts 1876).

Fra den offenlige Politirets Mandagsmøde. Herved finder jeg mig foranlediget til at erklære, hvad jeg ogsaa har erklæret i Retten, at jeg ikke har overfaldet nogle Damer i Springgade; det er tvertimod mig, der er bleven tilraabt af en Herre, der stod i Samtale med to Damer, og da jeg derpaa lod ham vide, at jeg ønskede at gaa i Fred paa Gaden, løb den ene Dame hen paa Stationen og hentede Politibetjent Nr. 93, Poulsen, som da, efter at jeg var gaaet ned ad Gaden, kom efter mig og opførte sig imod mig paa den Maade, som jeg har omtalt her i Bladet.

Begrundet paa, at jeg ingen Vidner havde, maatte jeg selvfølgelig finde mig i den Afgjørelse, Modvidneførselen krævede. Det Vidne, jeg troede at have i Hr. Nielsen, blev nemlig i Politiretten forvandlet til et temmelig luftigt Vidne, idet han der mødte som min "Medtiltalte", anklaget for saakaldet "Gadeuorden".

Med Hensyn til Hentydningen i Storborgerbladene om, at Sagen vilde være bortfaldet, hvis der ikke havde staaet et Inserat i "Social-Demokraten", da finder jeg den at være lige saa unyttig, som den er betegnende.

Gud holde sin beskærmende Haand over alle Molboavtoriteter og give dem en salig Ende! Amen!

J. F. Møller.

(Social-Demokraten 15. marts 1876).

En betjent overvåger St. Annæ Plads: Hjem fra studenterkarnevalet. Illustreret Tidende nr. 862, 2. april 1876.

Læseforening i Haderslev. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Haderslev skrives der til os: Søndagen den 20de Februar havde nogle Arbejdere indbudt Haderslev Arbejdere til et Møde for at stifte en Læseforening. Efter at Mødets Anmælder havde aabnet Mødet, gaves Ordet til Skræder Palm, der i faa og velvalgte Ord udviklede de Principer, hvorefter Foreningen vil virke. Han henviste til Danmark og Tyskland, hvor Arbejderne er vaagnet til Bevidsthed om, at deres aandelige og materielle Vel er afhængig af, at de slutter sig sammen. Her i Nordslesvig, sagde Taleren, skulde man tro, at Arbejderne ingen Trang følte til at slutte sig sammen, men det er ikke Tilfældet. Grunden til, at her ingen Forening for har været, er, at vi ikke har haft et Lokale; men nu, da vi har et, vil vi ikke staa med Hænderne i Skødet uden at slutte os sammen. Taleren udviklede Foreningens Formaal, hvilket skulde være igennem Foredrag og Diskussioner samt ved frisindede Blade og Skrifter at gøre Arbejderne bekendt med deres Stilling i Samfundet, og hvad Plads de bør indtage i dette. Arbejderne mangler Kundskab, og Kundskab er den Magt, der skal haoe Arbejderne. Det er dette, denne Forening skal have til Formaal. Det skal højt og lydeligt udtales, sagde Taleren, at denne Forening skal ved alle lovlige Midler kæmpe for Arbejdernes Rettigheder, samt gøre dem bekendt med de socialdemokratiske Principer; ti Socialismen er misforstaaet af Massen af Folket. De kender ikke disse Principer uden af de herværende Blade, og de er jo fjendtlige mod Arbejderne. Efter at Lovene var vedtagne og de fleste af de Tilstedeværende havde indtegnet sig som Medlemmer, fik Palm igen Ordet og opfordrede alle de Tilstedeværende til af alle Kræfter at agitere blandt deres Venner, Kolleger og Bekendte. Lad os Arbejdere være de Første, der rækker Haanden til Forsoning, ti en Arbejders Fædreland er hele Jorden.

Derefter sluttedes Mødet, som havde den Ære at være overværet af Haderslev Overpoliti, og nu, da Arbejderne har faaet stiftet en Forening, er der vist ingen Tvivl om, at den vil trives.

Ergo.

(Social-Demokraten 23. februar 1876)

Den gamle bispegård i Haderslev. Tegnet af arkitekt Mørk Hansen. Illustreret Tidende 950, 9. december 1877.

August Palm oplyste den 19. november 1875 at man havde fået godkendt en læseforening, men at den ikke kunne finde noget lokale. Som nævnt i artiklen ovenfor lykkedes det den 20. februar 1876 at danne "Haderslebener Leseverein" med 18 medlemmer. Foreningen mødtes hos gæstgiver Juhl i Gåskærgade med August Palm som formand. Medlemstallet i juni måned var ca. 40. Et  møde den 7. maj 1876 med "et hyggeligt samvær" med damer blev forbudt af politimesteren. Efter den 7. oktober 1876 hørte man ikke mere til foreningen. (Haderslev bys historie 1864-1920, bind 2, side 142-143). Avisen Dannevirke var fjendtligt mod arbejderbevægelsen.