Cyklekørsel. (Efterskrift til Politivennen).

Cykling er i dag noget enhver dansker kender til. Sådan var det ikke i "90'erne", 1890'erne. altså.

"Cyklen og dens anvendelse i hæren" var en lille pjece udgivet af premierløjtnant A. Lobedanz i 1889 som beskrev cyklens historie og anvendelse i forskellige landes hære. I Danmark var der et par år tidligere lavet forsøg i Jylland med 3 øvede "bicycleordinantser". Disse kom til den konklusion at kørsel udenfor hovedvejen og de bedste private veje var umulig.  

Aarhus Amtstidende kunne 23. februar 1891 fortælle om hvordan cyklen blev anvendt i datidens England, især inden for sport, men også almindelige legemsøvelser. I de følgende artikler fra 24. og 25. februar kom man så ind på cyklismen i Danmark.

Velocipede-Kapløb, afholdt ved Bordeaux den 1ste November 1868. Efter "Le Monde Illustré". Tegningen viser at kvinderne var involveret i cykelsport meget tidligt. I teksten oplyses det: "De tre bare Pagedragt; den Fjerde havde rødt Liv og Skjørt, og en hue med nedhængende Guldkvaster paa hoevedet. Illustreret Tidende 29. november 1868.

Cykling i Danmark.

Il.

Men nu i Danmark. Ja, cyklisterne kan jo for så vidt ikke klage herhjemme, som deres vilkår har forbedret sig betydeligt i de senere år. Men ser vi fx hen til England og de engelske forhold, opdager vi let hvor langt vi endnu står tilbage, hvor meget der endnu kan gøres. En sådan ting blot som den, at det i et nyt toldlovforslag af regeringen findes heldigt at lægge en told på cykler og derved en skat på cyklesporten, viser i sig selv hvorledes den bevidsthed at cyklesporten alene i rent legemeudviklende retning har sin betydning for ungdommen, for folket, jævnsides med al anden god legemsøvelse, endnu kun har vundet ringe udbredelse.

Den opfattelse, som for en halv snes år siden da bicyklerne begyndte at komme hertil, herskede hos de 9/10 af befolkningen mht. cykling at den var gøgl, at de der drev den sport, var narre. Den er vel i det hele modificeret noget, men den er ikke engang i denne krasse form ganske forsvundet, og har end en sund og ædruelig opfattelse af cyklesporten vundet en meget betydelig udbredelse, går der dog endnu en meget stor procenttal af vort gode danske folk rundt med den opfattelse, at cyklisterne dog alligevel er nogle ret naragtige væsener, nogle børn som man ikke skal tage noget hensyn til, og hvis sport man helst burde forbyde, da den kan genere fredsommelige medborgere i deres gode danske søvnige drysseri.

Alfred Benzon: Bicykle Klubbens væddeløb i Tivoli, 1885. 1882 arrangerede Dansk Bi-cykle Klub Danmarks første cykelvæddeløb i Tivoli. Dansk Cyklist Forbunds Jubilæumsaarsskrift, 1930.

Nej, endnu er cyklisterne herhjemme ikke nået så vidt at de har den almene opfattelse for sig, og de er ikke selv uden skyld deri. Vi danske har nemlig den uheldige egenskab, at vi holder umådelig meget af at smådrille vores medmennesker, når vi bare kan komme afsted med det, og de unge i særlig grad.

Jeg tror der er få cyklister der vil kunne sige sig fri for - især i begyndelsen af deres cykletid - stundom at have gjort sig en glæde af at forskrække fodgængere som de har passeret, og som ikke har mærket deres nærmelse.

Men det sætter ondt blod. Og ved kørende har cyklister ofte gjort det samme: ikke vist den tilbørlige hensynsfuldhed. Men det er naturligvis en af hovedbetingelserne for at overvinde modvilje eller vrangvillie og skabe velvilje at tage det tilbørlige hensyn til dem, hvis velvilje man vil vinde. Imidlertid er dog cyklesporten gået godt frem og den synes også at være ledet ind i et godt spor. Der har efterhånden dannet sig en mængde klubber rundt om i landet - der er vel nu et halv hundrede stykker - og disse klubber har som regel optrådt og efter evne fået deres medlemmer til at optræde på den ene side hensynsfuldt og på den anden side dog energisk.

I løbet af de 9 - 10 år cyklesporten har været kendt her i landet, har den da også vundet tilhængere i stedse stigende grad. Det var særlig, da den lave maskine, safetyen, kom frem, denne mærkelige maskine, der - ved hjælp af et par tandhjul og en kæde - var i stand til at følge med de høje maskiner som nok var flotte, men som også var temmelig farlige; det var særlig da den kom at cyklisternes tal forøgedes. 

Man vænnede sig til at se dem, man så de kom rask af sted og at disse køretøjer jo var meget bekvemme, og man omvendte sig og blev selv cyklist, og der er i øjeblikket vel 6.000 cyklister landet over. Og af dette store tal falder vel nok halvdelen på København, men landets andre byer kan dog for en stor del møde op med langt betydeligere procenttal cyklister i forhold til indbyggerantallet end København. Et faktum som er glædeligt, for så vidt som det viser hvorledes sporten har bredt sig - den er kommet fra København og har så taget mere og mere af landet med sig, selv vore mindste købstæder møder op med mange cyklister, ja enkelte med en imponerende mængde.

Landet - udenfor byerne - er i følge sagens natur, kan man vel sige, ikke endnu kommet med, men cykling er dog også der begyndt at vinde indpas og der findes endog landklubber.

Danmark er unægtelig et land hvor cyklesporten burde finde glimrende eksistensbetingelser, et fladt land - ingen bjerge og kun få og små højdedrag - og et land hvor den jævne bebyggelse har skabt et talrigt forgrenet net af veje som forbindelsesled mellem alle landets punkter. Vort land burde altså være et Eldorado for cyklister. Men det er det ikke alligevel ikke på langt nær. Og først og fremmest fordi vore veje kun er tarvelige, og fordi cyklisterne, om de end tåles, ikke har sympati hos autoriteterne og kun til dels hos folket.

Vore veje er som helhed taget slette. De største strækninger af hovedlandevejene, kongevejene, de store forbindelsesårer går ganske vist i reglen an, enkelte er endog fortræffelige. Men de allerfleste af de andre veje - selv i og for sig betydningsfulde og befærdede veje - er mere eller mindre elendige, nogle under al kritik. Og selv partier af hovedlandeveje, særlig i nærheden af de større byer, er også kun tarvelige. Og fejlen ligger i vejenes anlæg, det er ikke rationelt nok, ikke grundigt nok gjort.

I Norge fx er alle de nyere veje i ypperlig stand, det er en ren fornøjelse i fuld fart på sin cykle at lade stå til henad vejen, der skumples man ikke, så man tror man skal få en hjernerystelse.

Man vil måske indvende: Ja, vore veje anses dog ellers for gode, og det befordringsmiddel, for hvilket vejene dog egentlig er byggede og som det derfor nærmest kommer an på, at vejene tilfredsstiller, nemlig vognene, kan dog fortræffeligt bruge vejene som de er. Ja, Gud bevares, det ville naturligvis være fordringsfuldt, for fordringsfuldt, om cyklisterne ville forlange at der skulle tages hensyn til dem, når de kørende var tilfreds (selv om cyklisterne - hvad der vel snart sker - benytter vejene lige så meget som de firhjulede køretøjer med heste for), men sagen er den, at de kørende i grunden taget slet ikke er tilfreds. Der er næppe en - han skulle da have et ganske ekstra kombineret fjedersystem på sin vogn - der tør påstå, når han skal være ganske ærlig, at han ikke skumples og rystes temmelig nederdrægtigt på de allerfleste af vore veje. Men de kørende tier, de er nu fra gammel tid ikke bedre vant, det er som det nu er, og de tror ikke det hjælper, fordi de kvækker op om det.

Nu er det ganske vist så at cyklisten, særlig fordi han kommer langt hurtigere afsted, behøver bedre veje end en vogn. Men vejene burde selvfølgelig være i det mindste så gode, at vore jævnt luntende køretøjer kunne køre nogenlunde roligt og lydløst henad dem, og ikke som nu hvor de skumples og rystes, og hvor de gør et spektakel, så man kan høre dem i en fjerdingvejs afstand.

Nu, efter at i fjor de ny gummiringe "Cushion" og "Pneumatic" er kommet frem, vil dette forhold, vore dårlige veje, imidlertid for fremtiden ikke tilnærmelsesvis få den betydning som tidligere. Disse nye ringe kan - på grund af deres konstruktion - absorbere de fleste af de skub og stød, vejenes ujævnheder nødvendigvis giver de hjul, der triller henover dem.

(Aarhus Amtstidende, 24. februar 1891)

Cykling i Danmark.

III.

Så er der den anden ting, den manglende sympati. Vores autoriteter som jo desværre i det hele taget udmærker sig ved en betydelig konservatisme og ved en besynderlig mistro til det nye i tiden, det være sig som i åndelig retning eller i materiel henseende, har fra begyndelsen af stillet sig køligt og skeptisk over for cykling og over for dens nytte.

Forholdet har jo været således - her som andre steder - at cyklen i begyndelsen da den særlig fremtrådte som høj maskine, ordinary, blot benyttedes til sport, og dette nye hurtige aparte køretøj forskrækkede ikke få af vore fredelig vante heste - og da også ikke få af vort rare, men mindre livlige folk. Autoriteterne anså de få mennesker, der satte sig op på sådan et apparat, for spradebasser og gøglere, som gjorde en del fortræd, og som der ingen grund var til ikke at lægge nogle små hindringer i vejen, hindringer, som måske også kunne virke til gavn og beskyttelse for sky heste og sky mennesker.

Og der kom politibestemmelser for cyklister om at ringe, om at stå af for hver vogn, om at køre med lygte om aftenen o. s. v., om at cyklisterne ikke måtte køre der og der. Bestemmelser hvoraf nogle kunne have deres berettigelse, når de fremtrådte i en lempeligere form, men af hvilke en del er således at cyklisterne, med åbenbar ret deri kun ser udtryk for uvilje mod dem og deres sport, mangel på åbent og frit blik på forholdene og en fuldstændig misforstået værnen om det bestående og dets ubetingede ret over for alt moderne.

Og jo mere cyklesporten - trods sådanne hæmsko - har vundet udbredelse, det værre synes dette forhold at blive. Jeg skal således minde om den berømte politibestemmelse af birkedommer Oldenburg i Københavns Amts nordre Birk, og om forbudet mod at køre på gaderne i Stege.

Befolkningen var - særlig ude på landet - i cyklesportens første år i det hele taget højst uvillig stemt mod cyklisterne. Landboerne kunne ikke indse, at sådan noget sprinkelværk kunne være andet end et dumt stykke legetøj, som blot forskrækkede deres heste og bragte dem selv i fare for at vælte, og det faldt dem slet ikke ind, at de optrådte egenmægtigt, end sige at de tilsidesatte cyklisternes ret, når de forlangte, at cyklisterne skulle stå af og holde stille 300 alen før de 2 parter mødtes. Og de gik ofte langt videre; adskillige er de piskesmæld, som landboerne har langet ud over cyklisterne, ledsagede af grovheder og skældsord. Ja mange har højlydt udtrykt deres forbavselse og forargelse over at cyklisterne skulle have lov til at færdes på vejene.

Nu er det værste stød forbi. Landboerne har vænnet sig til dem - og deres heste har til dels vænnet sig til dem, og om end forholdet langtfra almindelig er venskabeligt, så er det i alt fald til dels blevet venskabeligt og overalt betydeligt forbedret. I byerne er forholdet tåleligt, og til dels rigtig godt, ja i mange småbyer er cyklisterne næsten byens kæledægger. Den opfattelse af cykling, som af sport i det hele taget - legemssporten, der hersker i England, er imidlertid en opfattelse, som herhjemme kun i ringe udstrækning har vundet udbredelse. Der mangler derfor cyklisterne her hjemme den store moralske - og derigennem også materielle - støtte som de engelske sportsmænd har gennem deres landsmænds sympati og respekt for sporten.

Det danske folk er ikke nået stort videre end, at det tåler cyklesporten. Forholdet er i alt fald ikke andet og bedre end et køligt venskabeligt. Vore cyklister har derfor måttet bygge deres sag op på deres egen tro på og begejstring for deres sag.

Og de har dog fået udrettet meget. De har fravristet landets ungdom flere og flere proselytter, de har vendt stemningen fra at være fjendsk til at være i alt fald indifferent, og de har langsomt men sikkert podet mere og mere af deres egen tro på deres sag ind i befolkningen.

Forældre give deres børn lov til at køre på cykle, ja lader sig endog overtale til at forære dem maskiner, og en selv ældre folk kører endogså selv. Lægerne har begyndt at indrømme cyklesportens gavn, befolkningen ser på væddeløbene og konkurrence, og cyklisternes første mænd bliver kendt udenfor deres egen kreds, sportsmændenes kreds.

Cyklen i praksis er et stadium, vi endnu er et godt stykke fra. Og det er en stor skam - men det ligner os - at vi ikke kan få øjnene op for cyklens brugbarhed som befordringsmiddel. 

At landpostbudene forsynedes med stærke cykler, er en reform, som ligger så lige for, at en blot nogenlunde livlig administration let måtte få øje på den, og det er en reform, som i kraft af den omstændighed, at en cyklist let tilbagelægger en 3 gange så lang vej om dagen som en fodgænger, oven i købet ville frembyde mulighed for besparelser. Forretningsfolk burde selvfølgelig også benytte cyklen, og ikke - om end de havde lyst - lade den tanke fare af frygt for at blive udleet.

Postkortet fra Grænge Station (Lolland) mellem 1900 og 1913 viser at cykler senere blev anvendt af fx postbude. Postkort, H. J. Jensen. Ukendt ophavsmand. 

Vor gode, gamle danske frygt for på nogen måde at gøre anderledes, end alle andre gør, dette usalige kujoneri, som er en af de værste hindringer for reformer og fremskridt i vort lille snobbede samfund. I en enkelt henseende har dog vor statsstyrelse haft øje for cyklen som et brugbart instrument; jeg tænker på den anvendelse, man er begyndt at gøre af cyklen i hæren.

Nu, efter at de nye gummiringe, cushionringene især, er kommet frem, nu, da derved en af de værste ulemper, den stødende kørsel over ujævn vej, er fjernet, tør man dog forhåbentlig vente, at cyklens anvendelse i praksis vil få et godt skub fremad, så at nogle flere end de par snese - mest handelsrejsende -, der nu er fornuftige nok dertil, vil få øjnene op for nytten og behageligheden ved denne betydningsfulde opfindelse, og vil være i besiddelse af den smule fordomsfrihed, en beslutning om at benytte sig af den, udkræver.

Cyklisternes organisation er herhjemme - til dels vel på grund af de ovenfor skildrede forhold - kun dårlig. Der var en gang en, hele landet omfattende, union, men det gik den ilde - den opløstes. Nu findes der, foruden de lokale klubber, centralforeninger for de enkelte landsdele, som ganske vist søger at skabe deres medlemmer fordele og behageligheder ved udøvelsen af deres sport, men resultatet er ikke stort, og mest fordi betingelserne ikke er gode. Der mangler den rette samfølelse og den rette begejstring for sagen hos de enkelte, der mangler penge og der mangler, som påvist, velvilje hos dem vis velvilje har betydning for cyklisterne.

Det går vel fremad, men der er langt igen. Hvad vore hjemlige sportslige resultater angår, er vi i de sidste år begyndt at oppe os. Vel er vi nogle hestelængder bag englænderne, men under hensyn til vore mindre heldige forhold, må det dog siges at vi er kommet ganske godt med. Vi er således fuldt på højde med nordmændene og langt forud for svenskerne. Det er "Dansk Bicykle Klub", den københavnske - og vor ældste - cykleklub, der her stadig har ført an.

Da der, ved dens anstrengelser, for nogle år siden blev bygget cyklisterne en - den gang god, nu allerede noget lille - bane ved København, en rigtig cyklebane, fik væddeløbssporten bund at bygge på. Af vore bedste danske væddeløbsresultater skal jeg nævne: 1 eng. mil i 2 m. 50 sek., 1/4 engl. mil. 37 3/5 sek., 1 dansk mil i 14 m. 11. sek. og 6 danske mil i 1 t. 28 m. 11 sek. Af præstationer på landevej skal vi nævne 18 danske mil i 6 timer og 31 1/8 min. i 12 timer.

Med safety'ens fremkomst blev der fart i cyklesporter herhjemme. Mon vi med de nye gummiringes opfindelse tør håbe på at cyklingen vil slå fuldstændig igennem og blive hvad den fortjener, en nationalsag.

Safety.

(Aarhus Amtstidende, 25. februar 1891)

Mens cyklen således i starten især interesserede militæret og sportsfolk, begyndte den snart at blive udbredt til andre. En af dem som afmystificerede cyklen og dens eventuelle skadelige virkninger var lægen Ferdinand Levison:

Dr. med. F. Levison.

(Eftertryk forbydes.)

Der er ikke mange ting, der har haft en sådan evne til at dele menneskeheden i to fjendtlige lejre som spørgsmålet cykle contra ikke-cykle. Medens cyklisterne mener, at denne legemsbevægelse er den bedste, sundeste og mest oplivende af alle, kan de der ikke selv har prøvet det, gennemgående kun se farer og ulemper ved cyklingen. Endog til lægerne har denne strid strakt sig; de medicinske selskaber i Paris og London har holdt møder, der udelukkende var helligede til at drøfte cyklens fortrin og ulemper, set fra lægens standpunkt, og herhjemme kan man både finde læger, der selv er ivrige cyklister og anbefaler cykling både til sunde og til adskillige af deres patienter, og andre, der betragter cyklen som et uskønt og skadeligt befordringsmiddel.

Efterhånden begynder der dog at komme mere klarhed på dette område, og det kan straks siges, at cyklen er gået sejrrig ud af denne prøvelse, og at den for fremtiden ikke behøver at frygte nogen principiel modstand fra lægernes side. Dette viser sig noksom derved, at langt over 100 af Københavns læger benytter den, og at næppe nogen af dem igen har opgivet kørslen efter først at have gjort sig fortrolig med den.

Tableaux des Modes Francaises et Anglaises. Herremode og drengemode. En dreng med cykel og en anden med trillebånd (udsnit, 1893). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Men netop fordi cyklen er blevet så almindelig udbredt, kan der være anledning til at se lidt nærmere på denne art legemshevægelse og at drøfte betingelserne for, at den kan regnes til de nyttige øvelser. Først og fremmest gælder det da her som ved alle andre legemsøvelser, at mens fornuftig og mådeholden anstrengelse udvikler og styrker, så er enhver overanstrengelse og ensidig udvikling skadelig og i mange tilfælde farlig. Dette gælder i særlig høj grad om cykling; netop forbi man med forholdsvis ringe møje kommer så rask af sted og føler glæden ved at flyve hen ad vejen, fristes man let til at køre hurtigere og hurtigere. Kørslen river en med; men netop denne jagen på medfører sine farer.

Selv ved en almindelig kørsel på cykel bliver hjerteslaget hurtigere end ellers. Pulsen går let op i 90 - 100, og heri er endnu ingen ulempe; men forcerer man arbejdet, bliver hjerteslaget bestandig hurtigere, kan gå op til 150 - 200 i minuttet, og hjertet må følgelig arbejde meget stærkt.

Er der i forvejen nogen svaghed til stede, vil dette kunne føre til ildebefindende. besvimelser, ja, man har endog set tilfælde af pludselig død efter overanstrengelse ved cykling, navnlig kort efter måltid; men selv om hjertet er ganske sundt, tåler det ikke i længden at overanstrenges, men det vil til sidst blive sygelig forandret og give anledning til sygelige symptomer, som måske først vil opdages, når det er for sent at råde bod på sygdommen.

Man vil nu måske indvende at de der træneres til væddeløb jo må anstrenge sig til de yderste grænser af deres kræfter, og at mange af dem dog synes at være raske og stærke; men hertil må svares, at en fornuftig trænering netop består i en ganske gradvis øvelse til efterhånden at kunne tåle og yde mere og mere, og at i øvrigt meget få af de unge mænd, som giver sig af med væddeløb, i længden vil undgå skadelige følger heraf; særlig sådanne ganske tåbelige eksperimenter som at køre 24 eller 28 timer i rad rundt på en væddeløbsbane vil til ingen verdens nytte udsætte deltagernes helbred for alvorlig fare. Man vil også se, at meget få væddeløbere vedblive ret mange år med denne sport, og det er mig bekendt, at flere af vore større væddeløbsnavne har opgivet banen, forbi de ved overanstrengelse havde skaffet sig en hjertesygdom.

Derfor er mit første råd til den, der vil have gavn og glæde af sin cykel - brug ben til befordring og sund legemshevægelse, men overlad væddeløb til professionals, som vil tjene brødet på denne måde, eller i hvert fald lad en læge omhyggelig kontrollere, hvilken indvirkning træneringen har på hele legemet og særlig på hjertet.

Vil man i korthed nævne den indflydelse, som fornuftig cyklekørsel har på helbredet, særlig for byfolk med indendørs og måske siddende beskæftigelse, kan man sige at den i høj grad forbedrer almenbefindendet. Allerede ved den enkelte tur vil man, så snart man er kommet så vidt at man føler sig hjemme på sin cykle, føle et ganske ejendommeligt velvære som ikke let opnås ved nogen anden art af legemsbevægelse, og ved fortsat øvelse styrkes hele legemet, alle funktioner foregår regelmæssig og let, og mens muskulaturen udvikles, aftager den overflødige aflejring af fedt. Cyklens modstandere har rigtignok påstået at man ensidig udviklede benenes muskulatur, og at der efterhånden ved cyklens indvirkning på menneskeheden vil fremkomme en forkrøblet race med enormt udviklede ben, ganske tynde arme og krum ryg. Men dette beror på et fejlsyn; ved cykling udvikles alle legemets muskler, armenes og kroppens ikke mindre end benenes, og man vil blandt cyklisterne se særdeles mange smukt og harmonisk udviklede skikkelser. Der er imidlertid grund til at indprente cyklisten, at der aldeles ingen grund er til at skyde ryg som en aborre, og at dette kun kan have nogen rimelighed for væddeløbere, der skal frembyde den mindst mulige modstand mod luften, og som må søge at fordele deres vægt ligelig på forhjul og baghjul af de let byggede racermaskiner.

Disse passer derfor kun til væddeløbsbanen, og lige så tåbeligt som det ville være at købe en engelsk væddeløbshest til dagligt brug på alle slags veje, lige så urimeligt er det at gå ud på at få sin maskine gjort så let at man kun tør sidde på den med krum ryg. En fornuftig cyklist bør sidde lige i sadlen eller ganske let forover, i modsat fald sammentrykker han sin brystkasse og gør hjertets arbejde større end det i forvejen er; derfor bør man altid sørge for at sadel, pedaler og styr står i et fornuftigt forhold til hverandre, og man skal ikke købe en cykle, før man har overbevist sig om, at man kan sidde bekvemt på den, at benene kan strækkes godt, og at stillingen bliver naturlig og bekvem.

Under cyklingen bør man huske at man kører bedst, når man ikke overfylder sig med føde eller drikke; derfor må man gøre sig umage for at holde munden lukket under kørslen og trække vejret gennem næsen, ellers bliver man så tør i mund og svælg, at man overfylder sig med drikkevarer. Måltiderne bør på ture være få og små, og kører man på langture der varer i flere dage, gør man godt i ligesom ved bjergbestigninger at henlægge dagens hovedmåltid til aften eller sen eftermiddag, når dagens arbejde er endt. Alle pirringsmidler som spiritus, kokain, kolapræparater osv. bør være absolut forbudte; de gør kun skade, men ingen gavn. En fransk læge har sagt, at en snaps virker på mennesket som et piskeslag på en droskehest; det fremkalder en kortvarig forøgelse af energi, der hurtig afløses af endnu større træthed, og når man så igen søger ny pirring, da glider man ned ad et skråplan der fører til alkoholisme, kokainisme etc., disse den moderne menneskeheds sikreste fordærv.

Paul Fischer: Mennesker på cykel og til hest. Ikke beskyttet af ophavsret - public domain. Kbhbilleder.

Meget almindelig hører man påstå at cykling kan tillades mænd, men er absolut hæslig og skadelig for kvinder og børn. Om hæslighed og skønhed lader sig vanskelig diskutere, og det skal indrømmes at en stor del af de cyklende tanter uden skade kunne gøre lidt mere for skønhedssansen, end de nu gør; det er en uheldig overtro, at enhver gammel kjole er god nok til at cykle med, eller at man kan køre med selskabskjole og fjer i hatten. Dragten bør være indrettet til det brug man vil gøre af den; helst bør tanter køre uden korset, eller når de mener ikke at kunne undvære det, må det i hvert fald være blødt og eftergivende uden fiskeben og ikke stramt siddende, men tillade brystkassens fri bevægelse; skørtet skal være af mellemlængde; af et nogenlunde solidt stof og ikke så vidt, at det fanger luften og blæser op som en ballon; det er meget nyttigt at have elastiske remme til ben og fod, omtrent af samme art, som anvendes i ridekjoler, og som kan hindre skørtet i at blæses op på den bekendte, uklædelige måde.

Med hensyn til sundhed behøver kvinder ikke at nære mere frygt end mænd; når de i forvejen er raske, vil cyklen blive dem en kær adspredelse og god motion, og er de blegsotige, nervøse, hysteriske, overanstrengte ved stillesiddende arbejde eller ugidelige på grund af dagdriveri, så er cyklen bedre medicin end et helt apotek. Dog gælder det for kvinden ligesom også for børn, at de endnu mere end mænd bør vogte sig for væddeløb, forcerede dagture o. s. v., deres nervesystem og deres hjerte tåler mindre overanstrengelse end mændenes. Skønt man har set kvinder uden skade cykle under svangerskabet, er dette uforsigtigt, og ligeledes bør de tre første dage af menstruationen regnes for hviletid.

Om børn gælder det at man så lidt som muligt skal lade dem køre på egen hånd eller i hvert fald, at man skal kontrollere hvor langt og hvor hurtig de kører; når kørslen ikke overdrives, er der ingen fare ved at lade 10 - 11 års børn eller måske endnu yngre få en cykle, dog må man huske, at der i opvæksten, omtrent ved 14 - 16 års alderen, hos begge køn kommer en periode, i hvilken hjertet ofte er noget sensibelt, hvor der kommer hjertebanken o. lign., og at man når der kommer sådanne klager, bør lade lægen afgøre om barnet tør vedblive med cykling.

Det er i det hele fornuftigt i alle tvivlsmål af denne art at rådspørge en dygtig læge, men notabene en sådan, som selv cykler og altså har kunnet danne sig en selvstændig mening om bevægelsens art og indvirkning på organismen.

Dette er kun aforistiske betragtninger i anledning af cyklekørsel; en nøjagtig drøftelse af alle herhen hørende spørgsmål vil blive altfor vidtløftig for et dagblads spalter; jeg skal derfor endnu kun resumere min mening om cykling dertil, at den drevet med fornuft, måske er den sundeste og bedste af alle legemsøvelser; den vil sikkert skaffe os en sundere, dygtigere og gladere ungdom, end vi kendte for 10 eller 20 år siden, og det kan man være sikker på, at, hvis de unge forfattere som nu i en række af år har underholdt os med klagesange over verdens og deres egen jammerlighed, i tide havde øvet sig i at køre på cykle, så ville de snart have fået øjet op for, at verden ikke er så helt gal endda, og så blev vi fri for resten af den "unge" litteraturs begrædelsesbog.

(Ringsted Folketidende, 26. juni 1895)

At gøgl og underholdning vedblev at være knyttet til cykling, fremgår af dette foto fra Roskildevej, cykelvæddeløb med børn og abe, ved Zoologisk Have. Holger Damgaard (1870-1945). Ukendt dato. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Natterestaurationer. (Efterskrift til Politivennen).

 Da i 1888 den store nordiske udstilling - som kong Oscar med et bevinget ord kaldte en "formelig verdensudstilling" - nærmede sig, da millionen begyndte at danse for øjnene på de noget sangvinske københavnere, da man i ånden så de store verdenssteder øde og tomme, mens alle jordens folkeslag i lange tog oversvømmede vor by og vort land forstod selv en så ravnekrogsagtig institution som Københavns Byråd at man måtte ophæve rådstueplakaten af 1884, der snarere gør indtryk af at være affattet i Bethesda end på Råd- og Domhuset.

Denne bestemmelse gik som bekendt ud på, at de gode borgere kun indenfor hjemmets fire vægge havde lov til at spise og drikke efter midnat. På slaget 12 skulle hver café, hver beværtning, hvert værtshus være lukket.

At Københavns daværende udmærkede og kloge politidirektør, etatsråd Crone, af yderste evne modarbejdede vedtagelsen af en sådan anordning, havde selvfølgelig intet at sige ligeover for den stærke pietistiske retning, som altid ser skævt til enhver ytring af livsglæde, og hvis mest udprægede repræsentant afdøde vekselerer Mannheimer forbindelse med den endnu levende møbelfabrikant Severin Andreas Jensen den gang var.

Men da, som sagt, udstillingen stod for dørene, var ophævelsen af denne plakat en af de første og af forholdene mest påkrævede foranstaltninger, som blev truffet til at modtage den gyldne sommer. En fem, seks restaurationer fik mod erlæggelgelsen af 4000 kroner lov til at holde åben til kl 2 - en halv snes andre måtte beholde siddende gæster til det samme klokkeslet, der i en by som Paris er døgnets skønneste time.

En sag på papiret er imidlertid noget andet end samme sag udført i det virkelige liv.

De vise borgerrepræsentanter, der kun von Hørensagen kender København ved nat, er selvfølgelig ved den praktiske gennemførelse at sådanne beslutninger på en vis måde afhængige af den konduite, som deres naturlige rådgiver, Københavns politidirektør, er i besiddelse af.

Sjælden har man haft større anledning til at beklage, at gamle Crones ånd ikke længere svævede over vandene, end netop ved denne lejlighed. For vistnok er Crones efterfølger, hr. Eugen Petersen, besjælet af de bedste forsætter. I alt Fald er det in confesso, at han har seks lauder til sin juridiske embedseksamen.

Men det synes, som om hans erfaringer ikke er at denne verden. Havde hr. Eugen Petersen nemlig et indgående kendskab  til, hvorledes de glade københavnere morer sig ved nat, vilde han - for han bærer i virkeligheden ansvaret - efter udstillingsårets slutning ikke have nægtet natbevilling til det lokale i byen, der blandt alle natterestaurationer i 88 viste sig som det eneste brugelige - National

*

Som bekendt har vi i vor by et utal af kælderbeværtninger.

Vi vil lade det spørgsmål stå åbent, om kældere overhovedet er sømmelige opholdssteder for mennesker. Vi vil heller ikke udtale os om, hvorvidt de egner sig til restaurationslokaler om dagen. Om natten er de absolut mindre heldige som sådanne - i alt fald når man kun har dem.

En elegant natterestauration skal ligge i stuen. Der må være vidt og rummeligt, højt til loftet med store spejle og elektrisk lys - kort sagt et lokale hvis hele udstyr lægger en vis dæmper på en altfor vidtdreven munterhed.

*

Når man derimod som en grævling må krybe ned i en hule, hvor loftet er lavt og luften indeklemt, fordi der aldrig kan luftes ordentlig ud - hvor muligheden af et spejdende øje fra gaden er udelukket, hvor selv de ivrige politibetjente betænker sig to gange på at kaste en tølperagtig person ud, fordi de må slæbe ham op af trapperne, dér bliver uvilkårlig tonen hulebeboerisk.

Vore tre fashionable nattebeværtninger er Blanch, Klosterhallen og Rydberg - alle på Strøget.

Vi véd ikke, om politidirektøren, hr Eugen Petersen, nogensinde har været dernede. Vi véd derimod, at hans næstkommanderende, første politiinspektør, fhv. dragonløjtnant, cand. juris Theodor Petersen, nidkær som han er, ikke så sjældent har inspiceret disse nødtørftsanstalter. Det synes ikke, at hr. politiinspektøren har haft tilstrækkeligt udbytte af sine ihærdige anstrengelser.

For i så fald måtte han have forklaret sin overordnede, at om end selvfølgelig disse nattebeværtninger har deres berettigelse, hvad der til overflod bevises af deres talrige publikum, tiltrænges der ved siden deraf andre kaféer, hvor folk, hvis arbejde først slutter efter midnat, og familier, der efter en sen teaterforestilling ønsker at tilbringe et par timer på et offentligt sted, i ro og stilhed kan nyde deres aftensmad.

Og man pådrager sig sikkert ikke beskyldningen for rigorisme ved at udtale, at vore nuværende nattebeværtninger er mindre egnede for familieliv

*

Som enhver ved, foretager første politiinspektør - og andre af politietatens spidser fra tid til anden med offentlig understøttelse smårejser til udlandets større byer for at gøre sig bekendt med forskellige kommunale institutioner, såsom drosker, prostitution, sundhedsvæsen, opdagelsespoliti etc.

Vi vil ikke tale om de store verdensbyer. Men vi er sikre på, at når en af disse politiofficianter har været i - lad os tage Hamburg, en by omtrent af Københavns størrelse - når de altså har været i Hamburg, har de sikkert spurgt sig selv: Hvorfor er dog ikke forholdene sådan i vor egen by?

Efter deres uden tvivl hårde dagværk, der mange gange har trukket ud til midnat, har de på en elegant restauration kunnet styrke deres udhungrede legemer lige til kl. 1 - uden hverken at generes af politi eller fulde folk.

Og når klokken er blevet 1, er det måske muligt, at de herrer har tilbragt en times tid eller to i Kafe Nowak på Gänsemarkt, hvor der er åbent til den lys morgenstund.

En stor og luftig stueetage, et publikum der tilhører alle stænder uden at man generes af dennes blanding.

I et hjørne sidder rige udlændinge, og ved deres bord skiftes hurtig champagneflaskerne. Lige overfor et selskab herrer og damer - virkelige damer.

Demimonden - i hvert fald fruentimmer, der vitterligt for Politiet ernærer sig ved utugt, - findes ikke i dette lokale.

Ved døren står en uniformeret portier. Han indlader ingen dame, med mindre hun er ledsaget af en herre, og skulle det hændes, at berygtede fruentimmer slap ind, er fornøjelsen kun kort. værten eller overkelneren behøver blot at hviske et par ord til selskabet, og damerne forsvinder.

Om vedkommende herrer er flotte kunder, der bruger masser af penge hver eneste aften, må de lige godt finde sig i denne bestemmelse, der overholdes med ubøjelig strenghed.

Skulle det ikke være muligt herhjemme at få i hvert fald en sådan natterestauration.

Jacob Worm Müller.

(København, 13. februar 1891).

Elvine Cathrine Wadum (1860?-1891). (Efterskrift til Politivennen).

Fredag morgen den 9. januar hjemkaldte Herren til hvile og fred min kære datter Elvine Cathrine Wadum, 28 år gammel efter 6 års tiltagende svaghed og 14 dages hårde lidelser, for at samles med sin 5 uger forinden hensovende fader.

Valby d. 10. januar 1891.
Sophie Wadum
født Mortensen Hassing.

Begravelsen finder sted onsdag den 14. januar kl. 1 fra Vestre Kirkegårds Kapel. 

(Aftenbladet (København) 12. januar 1891).

Elvine Cathrine var datter af Marie Sophie Wadum Wadum (født Mortensen Hassing), 1826-1898, og købmand, senere (fhv.) overbetjent Søren Peter Wadum (1823-1890). Begge begravet på Vestre Kirkegård. De fik 8 børn. Søren var søn af opsynsmand ved Randers Fattighus, Mads Sørensen Wadum og Juliane Pedersdatter.

Lauritz Peter Holmblad (1815-1890). (Efterskrift til Politivennen)

- Efter en Uges Sygeleie er en af Hovedstadens ældste og mest ansete Industridrivende, Etatsraad, Grosserer og Fabrikeier Lauritz Peter Holmblad, C. af D. og Dbm., afgaaet ved Døden af Lungebetændelse i en Alder af over 75 Aar.

Holmblad var født den 8de Juli 1815 i Sundbyvester ved Kjøbenhavn, hvor hans Fader allerede efter Bombardementet 1807 havde etableret en Filial af sin Fabrik her i Byen paa Hjørnet af Gothersgade og St. Regnegade, hvor den endnu findes. Efterat den nu Afdøde i 1837 var bleven polytechnisk Condidat bestyrede han fra dette Aar indtil 1841 sin Faders Fabriksvirksomhed for Moderen.

I 1841 blev Holmblad selv Fabrikant, og fra 1858 var han tillige Grosserer. I de henved halvtredsindstyve Aar, i hvilke han saaledes har drevet de ikke alene her i Landet, men ogsaa langt udenfor dels Grændser velkjendte og velrenommerede Holmbladske Fabriker, har han i overordentlig Grad udvidet disse og hævdet deres Producters Ry. Ved Siden deraf har han i forskjellige Retninger virket som Forretningsmand, og der er i den sidste Menneskealder ikke opstaaet ret mange større Foretagender, uden at Holmblad har været deelaglig i dem og flottet dem med sit ansete Navn og sine betydelige Midler. Lige fra Privatbankens Oprettelse har han været Medlem af Pivotbankens Overraad, eg ligeledes har han været Medlem af Bestyrelsen af det Store Nordiske Telegraphselskab og det Forenede Dampskibsselskab lige fra deres Oprettelse. I 1883 blev han Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikkringsselflabet "De private Assurandeurer".

I en Aarrække tog Holmblad Deel i det offentlige Liv, idet han fra 1846-59 var Borgerrepræsentant og Medlem af Commissionen for Landvæsenet i Kjøbenhavn. Som Borgerrepræsentant indlagde han sig megen Fortjeneste af de Fremstridt, der netop i de nævnte Aar gjordes til Kommunens Udvikling. I 1857-71 var han Curator red det kongelige Vaisenhuus, 1861-65 Medlem af Sø- og Handelsretten. Ved Siden heraf har der i Aarenes Løb været betroet Holmblad en Mængde andre Tillidshverv af forskjellig Art, og hvor meget han end til enhver Tid var optagen af sin store private Virksomhed, i hvilken han med utrættelig Flid og Paapasselighed daglig varetog Smaat som Stort, kunde man være sikker paa, ak han aldrig paatog sig noget Hverv uden tilfulde at efterkomme de Krav, som dette stillede til ham.

Etatsraad Holmblad var en nobel, retsindig Charakteer vg havde altid en aaben Haand ikke blot, hvor det gjaldt at yde sit Bidrag til Afhjælpning af en øjeblikkelig Trang og Nød, men ogsaa hvor der skulde offres store Summer paa almeennyttige eller velgjørende Foretagender.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. november 1890, 2. udgave).

Peter Ludvig Rudolph Striegler (1816-1876) billedhugger, forgylder, fotograf: Lauritz Peter Holmblad (1815-1890). Oprindelsesdato angivet til 1846-1876. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Dødsfald. Efter kun saa Dages Sygeleie er Etatsraad Lauritz Peter Holmblad iaftes afgaaet ved Døden som Følge af en Lungebetændelse, og i ham har vort land ikke blot mistet en fremragende Industridrivende, men tillige en varm Patriot og en Velgjører i stor Stil. Han var født den 8. Juli 1815 i Sundbyøster og har hele sit lange Liv igjennem været knyttet til Amager, for hvilken Kommune han nærede den varmeste Interesse, der paa mange forskjellige Maader har lagt sig for Dagen. I 1833 blev han Examimand, i 1837 polyteknisk Kandidat og overtog samme Aar for sin Moder Bestyrelsen af Faderens Fabriker paa Amager. Disse Fabriker udvidedes betydelig under hans dygtigt og energiske ledelse, navnlig efter at han i 1841 selv var bleven Eier af dem, og Holmblads Spillekort saavel som hans Stearinlys og Segllak med med Rette et stort Ry ikke blot her i Landet, men langt ud over dets Grænser. Længe stod det ikke paa, før hans Medborgere ogsaa fik Øiet op for hans store og alsidige Dygtighed, og allerede i 1846, da han altsaa kun var i en Alder af en og tredive Aar, valgte de ham til Medlem af Borgerrepræsentationen, hvor han med ufortrøden Iver virkede uafbrudt i tretten Aar lige til 1859, samtidig med at han var Medlem af Kommissionen for Vandvæsenet i Kjøbenhavn. Regjeringen paaskjønnede hans Virksomhed ved allerede i 1851 al udnævne ham til Ridder af Danebroge og i 1864 at benaade ham med Danebrogsmændenes Hæderstegn, og samtidig med at hans Fabriker udvidedes mere og mere, lagdes der tillige i stedse stigende Grad Beslag af det Offenlige paa Hans Kræfter; men rastløs, som han var, fik han Tid til Alt og varetog med Interesse og Nidkjærhed det Meget, der læssedes paa hans Skuldre. I 1857 blev han saaledes Kurator ved det kgl. Vaisenhus, 1863 Medlem af Bankraadet for Privatbanken i Kjøbenhavn, 1870 Medlem af Bestyrelsen for det store nordiske Telegrafselskab i Kjøbenhavn og af Bestyrelsen for det forenede Dampskibs selskab, 1871 Meddirektør af det kgl. Vaisenhus, 1883 Næstformand og 1886 Formand for Bestyrelsen i Søforsikringsselskabet "De private Assurandører". Som man seer, er det Landets største og vigtigste Foretagender, til hvilke Holmblads Navn har været knyttet, og det er en bekjendt Sag, at han i alle vanskelige Tider har været en udmærket og paalidelig Støtte for alle disse Selskaber. Et andel Selskab var der, i hvilket han har spillet en væsenlig Rolle, og det var Foreningen til Opførelse af Friboliger for Kunstnere. Dette Selskab laa hans Hjerte særligt nær, og naar "Kunstner hjemmet" i Gothersgades Forlængelse nu kneiser saa smukt, har det i forreste Række Etatsraad Holmblad at takke derfor. Etatsraads-Titlen tildeltes ham nemlig i 1866, og i 1875 blev han Kommandør af Danebroge af anden, i 1886 af første Grad. Hvad der døer med Holmblad, er ikke blot en fremragende dansk Industridrivende og Grosserer, det er noget Mere end det: med ham er saa at sige den sidste Patricier i den danske Handelsstand afgaaet ved Døden, en Mand, der drev sin Forretning i stor Stil, var sig sine Rettigheder bevidst, men tillige i fuldeste Maal de Pligter, som en fremragende Stilling i Samfundet fører med sig. Man har kaldt Etatsraad Holmblad "Amagers Konge": han var det, der er større end det: han var en Fader for Amager, og paa Amager hersker der derfor i Ordets egenligste Forstand Landesorg over, at den bedste Borger der ude nu ligger Lig. Kirken i Sundbyerne kneiser som et varigt Minde om den storartede Godgørenhed, han har udfoldet, men kraftigere lever Mindet i Hjerterne hos de Utallige; der henvendte sig til ham i deres Nød, og som aldrig gik forgjæves. Nu, hvor han er død, skal det siges, hvad der aldrig kom frem i hans levende Live, at hans Pung aldrig forblev lukket, hvor der var Sorg og Ulykke at lindre, at han forstod som Faa den store Kunst at give, og at han aldrig lod sin venstre Haand vide, hvad den høire gjorde.

(Nationaltidende 17. november 1890, 2. udgave).

Jens Petersen (1829-1905), fotograf og Charles Bendix Petersen (1860-1927), fotograf: Caroline Marie Elisabeth Holmblad (1820-1899). Gift med L. P. Holmblad. Omkring 1880. Enkefruen ejede ejendommen "Engtofte" på Frederiksberg Allé, nu Haveselskabetsvej 25. En græsmark adskilte ejendommen fra alleen. På den anlagdes senere Engtoftevej.. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Etatsraad Holmblad

en af Hovedstadens mest udprægede Typer af det højere Bourgeoisi er i Gaar afgaaet ved Døden. Holmblad hørte til de eksklusive tilknappede Elementer i vor Borgerstand. Med sejg Energi og dygtighed lagde han Sten paa Sten til den grundfæstede Forretning, der i de senere Aar gjorde ham til den fuldtud uafhængige Mand, han var. Hans Forretning (Lysestøberi og Spillekort) var at den Soliditet, at Tidernes Sløjhed gik den sporløst forbi. Og han blev en Slags Konge ude paa Amager om Vinteren, paa sin elegante Villa i Vedbæk om Sommeren. Der modtog han Ministre og fremmede Diplomater i sine Saloner, ja selve Christian den niende fulgte en Gang om Aaret den Invitation, som Kongen af Amager sendte Kongen af Danmark. Paa saadanne Dage kunde ikke Marcus Meyer og Jørgen Wollenweber have følt sig mere, naar de i Spidsen for den lübske Stænderforsamling raadede for Krig og Fred, end den virkelige Etatsraad og Kommandør ude paa Kristianshavn. Og med berettiget Glæde saa Holmblad sin yngste Søn gaa frem ad Ærens Vej og blive Ridder og græsk Generalkonsul i en Alder, da han selv stod foran det grønne Bord ved den polytoniske Eksamen. 

Siden den Dag havde Etatsraaden faa Dage, hvor det ikke var ham, der raadede for andres Skæbne, og han benyttede sin Magtstilling humant, men kraftigt. 

Etatsraad Holmblad var af Natur rolig konservativ og støttede alle Tider sit Parti rigeligt. Egentlig aktiv Del i det politiske Liv tog han vel kun paa Valgdagene og saa ved hin Middag, hvortil Estrup efter det mindeværdige Attentat, begav sig og hvor Etatsraaden paa Sølvbakke overrakte Danmarks Førsteminister det ligesaa mindeværdige Telegram fra Danmarks Konge.

At Etatsraad Holmblads Børn er den ældste, Grosserer Jacob Holmblad, i Forretningen, den anden, Generalkonsul Holmblad, der er gift med Etatsraad Suhrs yngste Datter, er sammen med Etatsraad Isberg Indehaver af Firmaet J. P. Suhr og Søn; en Datter er gift med Portrætmaleren, Professor Jensen.

I Handelsverdenen vil man længe savne Holwhlads store Dygtighad og sikre Nobless  i den danske Hof- og Statskalender vil det Savn, han efterlader, for saa vidt inden lang Tid være udfyldt, som Generalkonsulen sikkert blideligen og hurtig vil glide ind i den 3.Klasse Nr. 5 og i den Kommandørorden, som Etatsraaden længst indehavde

N

(København 18. november 1890)

Holmblad havde i 1867 overdraget Arbejdernes Byggeforening en grund gratis i Sverigsgade mod at den skulle anlægge en vej. Etatsråd Holmblad ejede stubmøllen "Ny Mølle" som i 1882 blev solgt og nedbrudt. Ifølge avislegender skal Holmblad have sagt om en nær slægtning: "Ja, noget lys er han ikke, men han har spillet sine kort godt"

Holmblad blev begravet 23. november 1890 fra Vor Frelsers Kirke på Christianshavn. Til stede var bl.a. Tietgen, Liebe og flere borgmestre. Kongefamilien blev repræsenteret af prins Hans m.fl. Kisten blev herefter ført til St. Petri Kirke hvor han blev bisat. Undervejs blev hestene for en ekvipage skræmt af fanerne, den stejlede og slog forsmækken i stykker. Seletøjet måtte skæres i stykker og den ituslåede vogn fjernes. 

Frederik Riise: Holmblads Limfabrik på hjørnet af Amagerbrogade og Uplandsgade. Kbhbilleder. Ikke beskyttet af ophavsret (public domain).

Amagers "Konge".

Der stod en Sky af Røgelse og Lovprisning ud af alle Højreblade forleden Dag i Anledning af, at "Amagers ukronede Konge", Etatsraad Holmblad, var død og blev begravet med en Pomp og Pragt, som de begejstrede Blade erklærede rkke var set her i Byen i Mands Minde.

Han var en Velgører, siger Højrebladene, en Menneskeven, som levede for at gøre godt mod sine Arbejdere, der alle elskede ham, ja, selv Stenene ude paa Amager synger med i Jubelhymnen til hans Pris.

"Dagens Nyheder" skriver nemlig:

"Pastor Schneekloth fra Sundbyerne bragte den Afdøde en Hilsen fra Amager, det Sted, hvor den Afdøde var født og hvor hans Dødsseng stod. Hvis Takken udeblev derude fra, da maatte Stenene tale, thi den Velsignelse, han havde udsaaet, var stor. Han har bygget Sundby Kirke, derfra lyder dens Klokke ud over det fattige Kvarter.

Hans klare Sjæl, hans milde Haand kan mærkes derude paa den stille Ø. Den Fattigste og Ringeste kom han i Møde, det varmede op i disse Menneskers Sjæle. De elskede ham."

Han efterlod sig 8 Millioner!

Og vi mener, at disse Millioner turde være den Mindestøtte, som bærer den sandeste Indskrift over hans Grav. De forklarer al den Savl og Spyt, som flyder hans Korsangere ud af Munden. Men de fortæller ogsaa med uimodsigelig Klarhed Beskaffenheden af alt det, han har gjort for sine Medmennesker, og det lidet, han selv nøjedes med. Man faar derigennem et Begreb om Varmen i den Kærlighed hos hans Arbejdere, som drev dem til at lægge en Sølvkrans ovenpaa den Gulddynge, de i Aarenes Løb har skrabet sammen for den Mand, de elskede.

Lad os da se lidt paa, hvorledes alle disse Millioner er bleven til, saa vil vi maaske komme til en retfærdigere Bedømmelse af Manden end alt det kritikløse Bavl, der hidtil er sagt og skreven om ham.

Han drev Fabrikation af Spillekort, Stearinlys, Sæbe og Lak. Kortfabriken er den fineste og den, hvor Arbejderne lønnes bedst. Den fineste, forbi han f. Eks. sagde "De" til denne Fabriks Arbejdere, men "Du" til de andre og kun nævnede dem ved Fornavn. Grunden ligger selvfølgelig i, at Kortfabrikativnen kræver saglig Uddannelse og megen Øvelse, saa at Arbejderne ikke let og hurtigt kan erstattes.

Paa Kortfabriken tjener Kortmalerne i denne Tid i Akkord 13 Kr. om Ugen, og der er dem, som kun har 10 a 12 Kr om Vinteren. I Sommerens bedste Tid kan de tjene 16 a 17 Kr. om Ugen fra Kl 6 - 6. Glitterne eller Polererne tjener 15 Kr. 80 Øre om Ugen, og om Sommeren kan de i lange Dage drive det nogle faa Kroner højere. Saa maa hertil føjes, at Arbejdet er i høj Grad sundhedsfarligt. De maa bestandig arbejde med en Klud for Næse og Mund, da de staar i et utaaleligt fint Støv, der trænger ind alle Vegne og ødelægger dem. Kun stærke Folk kan holde dette Arbejde ud i 5-6 Aar. Vi kender en ellers rask Arbejder, som efter 1 Aars Forløb maatte holde op, da han følte, han arbejdede sig i Graven.

Ogsaa Malernes Arbejde er farligt. Naar de renser de tørre Pensler for Vandfarven, hvis Hovedbestanddele er de giftige Anilinsarver og Zinober, fylder deres Lunger med disse Giftstoffer. Der er ogsaa usunde Dampe og Dunster fra de vaade Kortblade og paa sine Steder 45 - 46 Graders Varme, som ikke heller tjener til at forlænge Arbejdernes Levetid.

Et Eksempel. Der arbejdede hos Holmblad en ung Mand, som Dag for Dag følte sit ikke stærke Helbred nedbrydes af det sundhedsfarlige Arbejde. Lægen erklærede, at han kunde komme sig, hvis han fik andet Arbejde og kom til al opholde sig i god, ren Luft. Manden var som Tusinde andre Arbejdere en Træl af det daglige Brød og den Gærning, som forskaffede ham det. Han kunde intet andet Arbejde saa, og han vedblev at komme hver Dag i den Pesthule af et Arbejdsrum, hvor han samlede til de 8 Millioner, uagtet han vidste, at dette Arbejdsrum var det Skafot, hvorpaa han skulde lade sit Liv.

Og han døde og blev begravet, men der var ingen Sølvkrans paa hans Kiste, der var ingen fede Lovprisninger ved hans Baare. Stenene talte ikke over ham, men snarere kunde en Sten græde Blod over disse Modsætninger mellem den rige Olding, der døde efter et Liv i Herlighed og Glæde, og derfor dænges til med Hæder og Ære, og saa den fattige Arbejder, som i sin fejreste Ungdom træller sig tildøde for at skabe den andens Rigdom, og uænset og uden Tak gaar i stil navnløse Grav.

Saa er der Kvinderne, hvoraf Hr. Holmblad ikke beskæftigede saa faa. I denne Tid er deres Fortjeneste rent ud skandaløs. For at arbejde fra det er lyst til det bliver mørkt faar de i Akkord ca. 3 Kroner om Ugen. Der er dem som har maattet nøjes med 2 Kr. Om Sommeren er 6 Kroner Hojden, som en dygtig Arbejderske kan drive det til ved ihærdig Flid i 12 Timer. Der kan maaske være den, som ved utrolig Fingerfærdighed kan opnaa 8 Kr., men det er Undtagelserne. For de mindre øvede varierer Ugelønnen fra 3 til 6 Kr. i de længste Tage.

Arbejderne paa de øvrige Fabriker har fast Dagløn. De fleste 2 Kr. om Dagen, nogle enkelte 2 Kr. 50 Tre. Paa Lysfabriken har Kvinderne fra 2 til 3 - 4, højst 9 Kr. om  Ugen. Paa Kortfabriken anvendes der Skoledrenge, som faar 3 Kroner om Ugen, men ofte maa de slæbe, saa de er nær ved at styrte. De maa i en Kurv bære 2 Gros Kort fra Fabriken til Lageret, en Byrde, som absolut er alt for tung for et Barn.

Det er disse Arbejdere, som skillingede sammen til en Sølvkrans til 240 Kroner og som efter Ordre dannede en sørgende Skare om deres "elskede" Arbejdsgivers Kiste. Akkurat ligesom Vajsenhusbørnene, der ogsaa figurerede som umyndige Statister i den samme Komedie. Og hvorledes tror man saa det hænger sammen med Offervilligheden og Sølvkransen til de 240 Kr.? Der blev en Dag bragt en Liste om i alle Fabrikeme, hvor hver Arbejder havde at skrive paa, hvis han vilde staa sig godt med de Overordnede, der havde sat Historien i Scene. Beløbet var forud sat til 1 Kr. for Mænd og 50 Øre for Kvinder, og selvfølgelig var hverken Arbejderne eller deres Pengepung taget med paa Raad. For en Mand, der ejer 8 Millioner, er en Krone ikke ret meget, og dog giver Millionæren ingen Krone til Sølvkrans, naar hans Arbejdere dør, men disse skal af en Ugeløn paa 13 - 15 Kr. afse 1 Kr., og de stakkels Kvinder giver rigelig en hel Dags Indtægt, for at der kan komme en Sølvkrans paa Toppen af Millionernes Gulddynge.

Der er ogsaa en anden Faktor, som har bidraget sit til at Etatsraad Holmblad har tjent saa mange Millioner i sit Liv: Statens Beskyttelse.

I Rigsdagssamlingen 1881 - 82 indgav Etatsraaden et Andragende til Lovgivningsmagten om Beskyttelse gennem Tolden paa hans Fabrikation af Stearinlys og fremhæver udtrykkelig, at han er den eneste Stearinfabrikant. Som alle Kapitalister reklamerer han med Hensynet til sine Arbejdere, ialt 40, halvt Mænd og halvt Kvinder. Men samtidig er han saa uklog at oplyse, at han, hvis han blev fri for den udenlandske Konkurrence, med en ringe forøget Arbejdsstyrke kunde producere og sælge det dobbelte Kvantum Lys eller 800,000 Pd. Hvis hans Fabrik altsaa stod helt stille, vilde Staten tjene 100,000 Kr. om Aaret i Told paa de fremmede Stearinlys, som indførtes i Stedet for. Eller med andre Ord , Staten yder Etatsraaden som ene Stearinlysfabrikant en Beskyttelse af 100,000 Kroner aarlig. Hvis den fik i Sinde at pensionere hans Arbejdere med hele deres nuværende Aarsindtægt paa den Betingelse, at Arbejderne spaserede fra Morgen til Aften, saa vilde Staten kunne gøre det og endda tjene Penge til. Man ser altsaa, hvem Beskyttelsen nu kommer til Gode, og hvilken Humbug det er, naar der altid skrives "Arbejdernes Vel" paa Skiltet.

Nej, Etatsraaden har altid vidst, hvorledes hans egen Madpose skulde skæres. Da hans Konkurrent, Kortfabrikant Keiblinger, for en Del Aar siden var syg, gik Holmblad ud til Keiblinger og afkøbte ham hele Fabriken og Forretningen paa den Betingelse, at Keiblinger skulde have 1500 Kr. om Aaret saa længe han levede. Faa Dage efter døde Keiblinger.

Holdt Etatsraaden i levende Live altsaa godt sammen paa sine jordiske Skatte, kan det blive ret interessant at se, hvorledes han har anbragt dem, efter at han er vandret didhen, hvor man ikke kan tage sine Millioner med sig. Arbejdervennen Hr. Tietgen og Landsthingsformanden Hr. Liebe er Eksekutorer og vil en Dag, naar de faar læst i Testamentet, forkynde Verden, hvor meget af Millionerne, der er bleven tilovers til Millionærens Arbejdere.

(Social-Demokraten 26. november 1890).

I slutningen af 1800-tallet kunne man købe lys af tilsvarende kvalitet fra Holland og Frankrig, som var billigere på trods af tolden.

Amagers "Konge".

Samme Dag som vi viste Højrebladenes Lovprisninger over afdøde Etatsraad  Holmblad frem i rette Belysning, indeholdt "Dagens Nyheder" en Meddelelse om Testamentets Indhold. Der anføres her, at "Testamentet er efter Forlydende ikke meget vidtløftigt, som naturligt er i Betragtning af, at Etatsraad Holmblad efterlader Hustru og fire Børn, samt af den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet, medens han levede".

Paa Grund af denne forladte Hustru og de 4 Børn - som vi straks skal komme tilbage til - , og fordi Etatsraaden i levende Live har øst sin Rigdom ud med begge Hænder, er der, som "Dagens Nyheder" saa smukt og lidet saarende siger, ikke bleven ret meget af Millionerne tilovers til hans efterladte Arbejdere eller til andre velgørende Formaal. Noget skal de dog have, men hvor meget, ligger endnu i det uvisse, uagtet det er en "vis Sum". Der staar nemlig:

"have bestemt en vis Sum til Familielegater, en anden, noget større (noget større altsaa end "en vis Sum"), til Legater for Personer, der har staaet i hans og Firmaels Tjeneste, endelig en tredje, nemlig 150,000 Kr., til Sundbyerne".

Selvfølgelig har EtatSraad Holmblad "gjort vel" i sit Liv. Det gør alle disse Samfundsstøiter, derfor bliver de jo udnævnt til Etatsraader og Kammerraader, bliver Riddere og slæber om med deres Storkors. Hvorfor skulde de saa ikke "gøre vel". Vi mindes i dette Øjeblik en anden meget rig Etatsraad, hvis mest fremtrædende Beskæftigelse var at være Aagerkarl, og som inden sin salige Henfart byggede en Kirke. Han gjorde ogsaa "vel". 

Men hvad har Etatsraad Holmblad gjort for sine arbejdere, som overflødiggør, at han efterlader dem synderligt af sine Millioner? Han har ganske vist betalt Mændene 12 à 13 Kroner om Uge og Kvinderne 3 Kroner, men derfor har de ydet ham 6 Dages Arbejde, og saa tror vi ikke, det er Arbesierne, der skylder Etatsraaden Tak, snarere turde det være omvendt.

Givet har han dog. Han har givet til deres Sygekasse. Den oprettedes 1872, og da gav Millionæren hele 200 Kroner til de ca. 150 Arbejderes Sygefond. I de siden forløbne 13 Aar har Etatsraaden ikke haft en eneste Øre tilovers til en saa nyttig Ting som sine Arbejderes Sygekasse. Han har tværtimod været meget nøjeregnende med, at Arbejderne ikke tærede paa ham, men paa Sygekassen, naar de var syge. Det er Højres bekendte "Hjælp til Selvhjælp" udført i Praksis, og paa Grund heraf blev Etatsraaden da ogsaa udnævnt til Æresmedlem. Mærkeligt nok har det ikke staaet i Højrebladene, at de syge Arbejdere elskede ham saa højt, at de udnævnte ham til Æresmedlem.

Foruden at han gav Kul til Understøttelsesforeningen kunde hans Arbejdere paa Amager faa billige Kul og billig Mælk - maaske gratis, det véd vi ikke - hos ham, naar de om Vinteren var i Trang. Dette nævnes nu som et Bevis paa hans Godgørenhed. Men er det da ikke i Virkeligheden saaledes, at det snarere burde staa som en Anklage mod ham. Hvis han lønnede sine Arbejdere forsvarligt, saa behøvede de ikke at komme i Nød og være nødte til at tage mod denne Godgørenhed og disse Naadegaver. Er det ikke i Smag med, hvis vi en Vinternat klædte en Mand af lige til Skindet og saa næste Dag medynkssuldt sagde til ham: Stakkel! Du fryser jo, se her er en Skjorte, den vil vi af vort gode Hjærte give Dig.

Men det ved vi, at der desværre gives dem, som har saa meget af Trællenaturen i sig, at de bliver rørt over den Slags Velgørenhed, fordi de ikke er i Stand til at fatte deres egne Menneskerettigheder og den Uret, der gøres dem.

Et andet Eksempel. I Sundbyernes Kirke udføres Kirkesangen af en Kantor, der tillige er Organist, og af nogle fattige unge Piger. Herfor betaler Kirken dem 100 Kr. om Aaret, og tidligere gav Holmblad ligeledes 100 Kr aarlig, der fordeltes blandt Pigerne. Da han havde ydet sin Gudsfrygt denne Tribut i 2 Aar, forekom den ham uoverkommelig, og han sagde en Dag til vedkommende Mand, at han havde ikke Naad til at give saa meget til Kirkesangen, og nedsatte Beløbet til 60 Kr., hvilket var en følelig Afkortning for de fattige Piger.

Ikke Raad!

Vi meddelte i vor sidste Artikel, al Drengene fik 3 Kr. om Ugen og maatte slæbe en stor Kurv med 2 Gros Kort. Senere har vi faaet oplyst, at Kortene vejer 48 Pd. og at Kurven er stor og tung. Man vil vist indrømme os, det er for meget at lade et ukonfirmeret Barn i længere Tid slæbe paa over 50 Pd. Disse Børn maa i Følge Fabrikloven ikke arbejde over 6 Timer i Døgnet og ikke om Søndagen. I Etatsraadens Forretning ser man ikke paa Klokken eller i Almanakken. Drengene tvinges undertiden til at arbejde langt over 6 Timer, ja hele Dagen, og ligeledes undertiden om Søndagen med.

Vi oplyste i hvor høj Grad Etatsraaden, som eneste Stearinlyssabrikant, var beskyttet af Staten gennem Tolden. Staten kunde staa sig ved at pensionere hans Arbejdere med deres fulde Indtægt paa den Betingelse, at de spaserede fra Morgen til Asten. Ikke heller som Kortfabrikant var Holmblad udsat for Optrækkeri fra Statens Side. Efter Loven skal der af hvert Spil Kort svares en Skat af 17 Øre. I vore Nabolande Norge, Sverig og Tyskland er Afgiften omkring 73 Øre pr. Spil. Som Følge af denne store Forskel ser man omtrent aldrig udenlandske Kort, og da Holmblad i mange Aar har fabrikeret saa at sige alle danske Kort, kommer denne Beskyttelse i høj Grad hans Millioner tilgode.

Saa er der Skattespørgsmaalet.

Holmblad betalte i Skat paa Amager 6000 Kr. om Aaret, i København var han skattefri. Der regnes ikke med nogen bestemt Skatteprocent paa Amager, men Afgiften sættes efter Skøn. Hvis man nu sætter Renten af hans Millioner til 4 pCt - og det er lavt, da han vitterlig laa med store Poster af Papirer, som gav langt mere, - bliver det i aarlig Rente 320.000 Kr. Overskudet af hans Forretning og andre Indtægter sætter vi til 80,000 Kr. - ogsaa lavt - , det bliver ialt 400,000 Kr. om Aaret. Regnet efter den københavnske Skatteafgift 3 pCt. bliver det 12,000 Kr. om Aaret i Skat, altsaa lige det dobbelte af det Etatsraaden i Virkeligheden betalte. Men endnu grellere bliver Forholdet naar vi tager i Betragtning, hvad Smaafolk maa betale i Skat i Sundbyerne. En af Etatsraadens Naboer, som havde 1500 Kr.s Indtægt, betalle saaledes af disse 1500 Kr. 60 Kr. i Skat. Hvis Etatsraaden skulde have betalt forholdsvis ligesaa meget i Skat som denne fattige Mand, saa havde han maattet af med 16,000 Kr., i Stedet for at han slap med 6000. Det er altsaa 10,000 Kr. han tjente hvert Aar paa sin Skat, men i Virkeligheden er det langt mere, da det er en Selvfølge, at en Indtægt paa 1500 Kr. og en paa 400,000 aldrig med blot et Skin af Retfærdighed kan pligtes til at svare samme Skatteprocent. Her er det altsaa bevislig gaaet som ret altid gaar, at Byrden hviler paa de Faitige, og de Rige har Fordelen og Beskyttelsen.

Hvis Etatsraaden virkelig, som der staar i "Dagens Nyheder", har skænket Sundbyerne 150,000 Kr., saa er det altsaa kun, hvad han har betalt for tidt i Skat i de sidste 15 Aar. Men han har boet der i ca. 50 Aar, saa man kan snarere sige, at de 150,000 Kr. kun er et ringe Afdrag paa gammel Gæld. Vi beder, alle Smaafolk og skatteydende Borgere i Sundbyerne tænke lidt over dette, før de falder i Begejstring over Etatsraadens Gavmildhed mod deres Kommune.

Naar Præsten bavlede om, at Stenene talte til Etatsraadens Pris, saa skal vi føje til, at synderlig Klang i Stemmen har da ikke de Stene i Sundby Kirke og dens Klokke, naar de raaber Holmblads Navn. Der er Folk, som gaar omkring i den Tro, at han har bygget Kirken kvit og frit. Saa langt fra. Afdøde Etatsraad Holm af Firmaet Jakob Holm & Sønner gav baade Grund og deruden flere Penge end Holmblad, og saa er der noget som hedder "Enkens Skærv", der vejer langt mere til end Smulerne fra Millionærens Rigdom.

Vi kunde blive ved, men dette maa være nok til at belyse - "den Goddædighed, han i større og mindre Stil har udøvet medens han levede - ". Vi skal nu diskret føje et Par Ord til om Familien, som han efterlader sig og som "Dagens Nyheder" mener er en hindring  for, at hans Testamente ikke har videre tilovers for de Fattige.

Hans Hustru er saa gammel og saa sikret, at hun helt kan lades ude af Betragtning. Den ene af hans Sønner, Generalkonsulen, er gift med Millionæren Suhrs Datter og Associé i det store Firma I. P. Suhr & Søn. Den anden Søn har i flere Aar været Parthaver i Faderens Forretning og ejer den nu helt. Ingen af dem er i sin Tid gaaet barbenet ud af Etatsraadens Hus. En af hans Døttre blev gift med en svensk Mand. som det lykkedes at faa "ophøjet" i Adelsstanden. I den Anledning købte Etatsraaden et stort Gods til dem og betalte 600,000 Kr. kontant derpaa. Den anden Datter vargift med Professor Chr. Jensen, og det var ikke heller Smaaskillinger som udgjorde hendes Medgift.

Lægger man alt dette sammen og dertil hvad der i de 59 Aar er forbrugt af Etatsraaden personlig, faar man inklusive den efterladte Formue en sum af Millioner, der er saa uhyre naar man ser hen til, at det er ca. 150 Arbejdere og Funktionærer, som har slæbt den sammen i det halve Aarhundrede. Overfor denne Kendsgærning skrumper hans Velgørenhed ind til mindre end et Sandskorn, og i den Belysning ser hans Arbejderes "Kærlighed" noget afbleget ud.

Vi maa og skal lære heraf ikke at begaa den Dumhed at falde i Ekstase fordi en Mand giver en Draabe bort af sin Overflødighed. Det er hermed som med Højres Reformer: Lidt billigere Sukker kan ikke udrydde Fattigdommen. En Skæppe Kul, en Pot Mælk eller en Krones Penge kan ikke veje op mod, at en Millionær lønner sine Arbejdere, saa de næppe eller slet ikke faa Føden deraf.

(Social-Demokraten 29. november 1890).

I 1894 købte sognerådet i Sundbyerne en grund på ca. 5. tønder land til opførelse af en arbejdsanstalt og sygehus, efter skitser af arkitekterne Momme og Olesen. Nu Kastrupvej. I efteråret udbrød der røre i Taarnby sogneråd om arbejdet skulle gives til håndværkere i Sundbyerne eller en københavnsk entreprenør. Sognerådets formand Vestergård havde overdraget det til tømrermester Arboe og Jul. Nielsen, København, men et andet medlem, snedkermester L. Svendsen protesterede meget voldsomt. Den endelige pris blev 172.000 kr, og Taarnby Kommune måtte betale de resterende penge. 

Ved indvielsen af den nye anstalt i november 1895 havde Socialdemokratiets repræsentant i sognerådet, lægen Ottesen i en tale henvist til tidens arbejdsløshed med ordene "den tvungne arbejdsløsheds mørke spøgelse", og det foranledigede Tietgen til at indvende at sådanne ord kun kunne bruges i forbindelse med en lock-out. Ved Sundbyernes adskillelse i 1897 tilfaldt anstalten Sundbyerne, som måtte betale Taarnby 20.000 for den alt for store anstalt, der var delt i to: En for værdige, en anden for uværdige (med tremmer for vinduerne). Der blev bl.a. indrettet plejeanstalt for børn og brusebade for hele sognets børn.

Holmblads efterkommere havde en villa med have ved hjørnet af Amagerbrogade og Ved Sønderport, ved Vor Frelsers Kirkegårds nordvestlige hjørne. Her lå bl.a. Møllegården, en flerlænget bindingsværksgård. I 1921 flyttede Amagerbanken ind i det gamle holmbladske patricierhjem. Banken var startet 1903 og var siden vokset. Ejendommen blev ombygget radikalt, således blev Holmblads herreværelse indrettet til ekspeditionslokale, spisestuen til direktionslokale. I bygningen fandtes stadig de italienske panelser som prof. Meldahl havde fremskaffet til Frederiksborg Slotskirke, men ikke fik brug for. (Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. januar 1921).

Sønnen Julius Holmblad døde juni 1896, 44 år gammel. Han var indtrådt i faderens forretning, men efter et giftermål med en datter af etatsråd O. B. Suhr indtrådt i dennes firma som han efter svigerfaderens døde ledede sammen med etatsråd Isberg. Han var fra 1891 medlem af bestyrelsen for De danske Sukkerfabrikker. Han døde efter et ophold i Baden-Baden.

Natten mellem 5. og 6. maj 1905 brændte Holmblads Stearinlysfabrik i Prinsessegade.