"Köln Zeitg". af 20de ds. meddeler efterstaaende Referat af Forhandlingerne i den tydske Rigsdags Møde i forgaars om det af Krüger-Bevtoft og 14 andre Medlemmer indbragte Forslag: "Rigsdagen anmodes om at opfordre Rigskansleren til strax at træffe Forberedelser, hvorved den Ret, der i Henhold til Pragfredens Artikel V er sikkret de nordlige Districter i Slesvig om ved fri Afstemning at bestemme, til hvilken Stat de ville høre, kan komme til praktisk Gyldighed."
Krüger: "Mine Herrer! Naar jeg har indbragt nærværende Andragende, saa er det skeet for det Første i mine Vælgeres Interesse, og dernæst, fordi Rigsdagen er Repræsentant for alle tydske Staters Interesser, og Sagen er af den Beskaffenhed, at Huset kan tage Beslutning desangaaende. Den Art og Maade, hvorpaa en enkelt Stat af det tydske Rige opfylder sine internationale Forpligtelser, angaar hele Riget. Dette gælder ogsaa om Preussens Stilling til Paragraph V i Pragfreden. Mine Herrer! Erobringen af den sydlige Deel af Slesvig, hvor Befolkningen i Tidens Løb var bleven næsten heelt germanisk, og hvor de indvandrende Tydskeres Tal var større end de danskes, lod sig retfærdiggjøre ved Nationalitetsprincipet; men dette gjælder ikke om Annexionen af den nordlige Deel, hvor den danske Folkestamme havde holdt sig reen. Og Annexionen fandt Sted mod den nævnte Folkestammes Villie! Til Beskyttelse af dens Frihed blev der i Art. V af Pragfreden givet den Selvbestemmelsesret, men Tidspunktet var udførelsen af Artikelen, der ikke var anført i samme, kunde kun gjøres afhængig af Tilveiebringelsen af faktiske Beviser for, indenfor hvilken Grændse den danske Folkestamme udgjorde den overveiende Deel af Befolkningen. Nordslesvigs Befolkning efterkom paa det Ivrigste den til samme rettede Opfordring, og har ved et slaaende Valgresultat og ved Massedeputationer skarpt betegnet Nationalitetsgrændsen. Hvis man tvinger Befolkningen til at blive i den nuværende Stilling, saa vil en fremtidig Deeltagelse i Valgene kun tilsigte at nedlægge en Protest imod Preussens Styrelse samt paa det Omhyggeligste at vaage over den Selvbestemmelsesret, som er en nødvendig Basis for de Bestræbelser, hvorved Europa kan opnaae den fredelige Æra, som det saa meget længes efter. Den preussiske Regjering har ikke blot ikke opfyldt sine Forpligtelser, men har tilmed ivrigt benyttet den forløbne Tid til at germanisere Befolkningen. Embedsmændene bekjæmpe enhver loyal Maade, hvorpaa Nationalfølelsen lægges for Dagen. Ved de sidste Rigsdagsvalg blev der tilstillet Lærerne i Nordslesvig en Regjeringskrivelse, som gjorde dem opmærksom paa den Fare, som de vilde udsætte sig for ved at give mig deres Stemme. Høitstillede Embedmænd erklære reent ud Artikel V for aldeles betydningsløs, og Regjeringen har endnu aldrig desavoueret en saadan Opførsel. Alt dette beviser, at Regjeringen ikke vil bringe Artikel V til Udførelse Ligeoverfor den danske Stamme optræder den ligefrem som erobrende Magt, hvilket maa vække Frygt og Uro hos alle dens Nabofolk. Der begaaes derved et aabent Tractatbrud, som medfører uoverskueligt Farer for Europa. Men det er Tydsklands Opgave at værne om Freden, som det tydske Folk trænger haardt til, og jeg appellerer derfor til dets Repræsentanter om at forlange, at Forbundsregjeringen snart stal bringe Art. V til Udførelse."
Dr. Wachs (4de slesv. Valgkreds): "Der kunde let opstaae den Mening, at dette Andragende den Dag idag udtrykker Nordslesvigernes Overbeviisning og Almindelige Stemning. Men dette er aldeles ikke Tilfældet. Som Repræsentant for en slesvigsk Valgkreds, der tildeels ogsaa har en dansktalende Befolkning, føler jeg mig kaldet til udtrykkelig at constatere, at der i Tidens Løb og navnlig i de sidste Aar har fuldbyrdet sig en Forandring i de nordslesvigske Indbyggeres politiske Anskuelser, som er høist ubehagelig for de danske Agitatorer. Saasnart Hr. Krüger fremkom med sit Andragende, er det ogsaa blevet sagt ham i Pressen og navnlig i "Nat. Ztg.", at det slet ikke er opstaaet paa slesvigsk Jordbund, men har sine Rødder videre mod Nord. Herimod har vel Hr. Krüger protesteret i en Artikel i "Germania" og sagt, at hans Andragende alene skyldtes Nordslesvigernes Retsfølelse. I det danske Blad "Dannevirke", til hvilket Hr. Krüger staaer i det intimeste Forhold, stod der næsten samtidig en Artikel, som retfærdiggjorde "Nat. Ztgs" forudsætning, og sagde, at det var ganske rigtigt, at Krügers Andragende havde sin Rod Nord for Slesvig; thi uden de Danskes nationale Sympathier, vilde Nordslesvigernes Modstand forlængst være brudt; de danske Agitatorer vide meget vel at denne Artikel V er deres sidste Tilflugt og den sidste Etappestation i deres agitatoriske Virksomhed, som stedse mister mere og mere Tilhold i Nordslesvigs Befolkning. Jeg beder min Landsmand Krüger overveie, om han ikke vilde tjene sit Hjemlands Interesser bedre ved at stille sig paa Kjendsgjerningers Grund og ved aabent og ærligt at bryde med den i Dødskampen liggende danske Agitation. Men hvis han ikke følger dette Raud, vil jeg ikke indestaae for, at jeg ikke engang til Efteraaret stiller et Forslag i det preussiske Deputeretkammer om at ophæve Artikel V og derved endelig unddrage den danske Agitation i Nordslesvig sin eneste og sidste Støtte"
Den Deputerede Dr. Hinschius (den 2den slesvigske Kreds) udtalte, at Krüger siden Aaret 1872 regelmæssig var falden igjennem ved Rigsdagsvalget i den nordslesvigsk valgkreds Flensborg-Aabenraa imod ham selv, og fra Aar til Aar havde faaet færre stemmer.
Windthorst (Meppen): "Hvis det virkelig er sandt, hvad de tvende sidste Talere synes at antage, at Majoriteten i Nordslesvig ganske afgjort er paa Tydsklands og Preussens Side, saa vil Intet være lettere end at constatere det ved en simpel Afstemning. Hvorfor har man da saameget imod denne Afstemning? Iøvrigt er jeg af den Mening, at dette meget delicate Spørgsmaal ikke heelt kan oversees af os, og at Tidspunktet og Modaliteten for dets Forhandling maa træffes af vor Regiering, naar de offentlige Forhold i Europa tilraade det. Af disse Grunde, og da jeg som sagt ikke formaaer at oversee Spørgsmaalet klart, kan jeg i dette Øieblik ikke stemme for Krügers Andragende. Men jeg kan ikke indtrængende nok lægge Regjeringen paa Hjerte, at det ikke er heldigt et udsatte dette slags Spørgsmaal til en fjern Fremtid. De blive ikke glemte, men dukke hyppigt op i de allerubeleiligste og piinligste Øieblikke. Jeg haaber, at vor udenrigske Ledelse vil gribe den første gunstige Leilighed, der frembyder sig, til at bringe denne Sag ud af Verden. Den forrige Talers Trusel om at ville foreslaae Deputeretkamret at ophæve Artikel V, er fuldstændig ulogisk. Hvorledes kan man ville foreslaae Ophævelsen af europæiske Tractater eensidigt? Dette maa jeg sige, er mig fuldkommen uforstaaelig.
Hänel (Altona): "Paa en folkeretlig Undersøgelse af denne Sag i dens fulde Omfang vil jeg ikke indlade mig; min individuelle Overbeviisning gaaer imidlertid ud paa, at der ikke længere behøves nogen Ophævelse af Art. V, da den allerede fra et folkeretligt Standpunkt i og for sig er udtømt og maa falde bort. Først og fremmest maa Enhver, som selv nok saa overfladisk læser Artiklen, sige sig selv, at dens Udførelse blot kan skee under ganske bestemte Forudsætninger, som kun kunne opfyldes ved en Overeenskomst imellem Preussen og Danmark, nu Tydskland og Danmark, en Overeenskomst, som maa indeholde en factisk Udjevning af de colliderende Interessser. Men Preussen har paa sin Side præciseret de Forudsætninger, som først muliggjøre Udførelsen af Art, V og i saa Henseende gjort Danmark et Tilbud ved de bekjendte Underhandlinger, som i 1867-68 førtes imellem Hr. v. Quaade og Hr. Lothar Bucher. Det er imidlertid notorisk, at Danmarks bestemte Afslag har bragt dette Tilbud til at bortfalde. Den anden Grund er følgende: Hvem er den Berettigede ifølge Fredsslutningens Art. V? I formel Henseende Østerrig. Nuvel, vi have Østerrigs ganske bestemte Erklæring i den østerrigsk røde Bog, specielt i de officielt bekjendte Noter, som den daværende Udenrigsminister Grev Beust skrev til Grev Karolyi. Her har Østerrig udtrykktelig tilbageviist en Contrahents Stilling, en efter Fredsslutningen selv Berettiget. Det er Frankrig, som har fremkaldt denne Art. V og som materielt ansaae sig for den egentlig Berettigede i Henhold til denne Art. V. Men hvad ligger nu derimellem? Den franske Krig og Fredsslutningen i Frankfurt. I denne er det folkeretlige Princip blevet gjennemført, at Tractaterne imellem begge de krigsførende Magter ere blevne ophævede, saa at altsaa paa tractatmæssige Afgjørelse beroende Forpligtelser maae falde bort, paa de udtrykkelig deri anførte Traktater og conventionsmæssige Forpligtelser nær. Kun eet Punkt vil jeg endnu fremhæve. Den Deputerede Windthorst har sagt at der utvivlsomt ved denne Fredsslutning opstod en Rettighed for den nordslesvigske Befolkning. Dette er en mægtig Vildfarelse, og det ikke blot t formel, men ogsaa i reel Henseende; thi hvor er Befolkningen i de nordslesvigske Distrikter? Dersom Preussen vilde gaae mala fide tilværks, behøves det kun imorgen at lade afstemme og at forlægge Linien til Slien, og Majoriteten vilde da være sikker. Man vilde da sige at see at vilde være en overveiende Majoritet mod Afstaaelsen til Danmark. Om en Ret kan der altsaa ikke være Tale, navnlig efterat man fra authentisk Side har affattet Artiklen saa ubestemt med denne Latitude for at udelukke den Tanke at der herved skulde tilstaaes bestemte Individer eller endog kun bestemte Districter en bestemt Ret. Kun endnu Eet. De vilde absolut tage feil, dersom de mene, at Udførelsen af denne Art. V. skulde være af overveiende Betydning for Fredens Vedligeholdelse med vor nordlige Nabo. Saa Meget, som der udfordres for at tilfredsstille Danmark, ere vi aldeles ikke istand til at afstaae. (Meget rigtigt.) Dertil vilde vi kunne tvinges ved store Krige; men om at tilfredsstille de Fordringer som Danmark stiller til os ved en fredelig og folkeretlig Overeenskomst, derom er der absolut ikke Tale. Men dersom de skulde tænke paa at tilkaste Danmark en lille Stump, at gjøre en lille Indskjæring i Nordgrændsen, da vilde Danmark, mine Herrer aldrig føle sig iltreds dermed. Jeg beder Dem altsaa af alle disse Grunde om at forkaste Krügers Forslag." (Bifald.)
Schrøder (Lippstadt) erklærede derpaa, at han vilde stemme for Krügers Andragende, men at han ogsaa eventuelt vilde stemme for Ophævelsen af Artikel V. (Munterhed); Den Deputerede Hänels statsretlige Deduktion holdt ikke Stik; han vilde imidlertid kun protestere imod at Hänel satte det nuværende republikanske Frankrig i Forbindelse med Artikel V. Det nuværende Frankrig havde absolut Intet at Gjøre dermed. Anliggendet var et lille, men farligt Saar paa det preussiske Statslegeme. Taleren ønskede, enten at Artikel V blev ophævet, eller at Spørgsmaalet blev ordnet saaledes at man ikke fik mere at see eller høre om Andragendet. (Munterhed)
Efter Discussionens Slutning bemærkede Krüger, at det vilde krænke Slesvigernes Rettigheder paa det Føleligste, ifald Pragfredens Artikel V ikke blev gjennemført. Han vilde kun advare Husets og Rigsregjeringen for at lade den nævnte Artikel henstaa uafgjort; thi dette vilde let kunne have sørgelige Conseqventser. Taleren anførte derpaa et stort historisk Materiale til Forsvar for sit Andragende og beviste, at Artikel V har fuldstændig retslig Kraft og er bindende for Conttahenterne. Han undrede sig sluttelig over at intet Medlem af Regjeringen havde udtalt sin Opfattelse af Sagen.
Statssecretair v. Bülow: "Jeg maa afstaae at afgive en Erklæring om Sagen selv; jeg er paa Grund af politiske Hensyn ude af Stand dertil. For imidlertid at imødekomme Forslagsstillerens Ønske skal jeg constatere, at Rigsregjeringens Opfattelse den Dag idag er den samme som Hr. Rigskansleren - hvem jeg har den Ære at repræsentere - for 10 Aar siden opstillede. Den daværende Præsident for Forbundsraadet sagde ganske simpelt at der forelaa en Tractat, af hvilken - og det maa jeg særlig gjøre Forslagstilleren opmærksom paa - ingen slesviger er berettiget til at udlede nogen Ret. Der foreligger en Overeenskomst mellem Kongen of Preussen og Keiseren af Østerrig, en Overeenskomst, om hvis Udførelse, om hvis Anvendelse, om hvis Forhold til vore Interesser, til vore politiske og militære Hensyn og om hvis Beleilighed Kongen af Preussen har at træffe en Afgjørelse. Saaledes er Forholdet blevet, og de sidste 10 Aars, altsaa et heelt Decenniums, Erfaring har ikke paa nogen Maade kunnet bevæge Rigsregjeringen til at frasige denne Opfattelse og Anskuelfe om, hvorledes Spørgsmaalet bør behandles. Men idet jeg constaterer, at jeg ikke kan anerkjende Slesvigernes Ret som saadan, men jeg maaa tilføie, at ihvorvel jeg gjerne anerkjender den Bevægelse, hvormed den ærede Forslagsstiller har talt, saa vil Virkningen af hans Advarsler der have antaget Characteren af Trudsler ligeoverfor Rigsregjeringen, blive ganske modsat af den Virkning, han kan vente, naar han vil fremstille sig her som Apostel for Freden eller den gode Forstaaelse. Virkningen vil som sagt blive ganske modsat."
Efterat Krüger paany havde taget Ordet for sit Andragende, forkastedes det. Polakkerne, Elsasserne og en Deel af Centrumspartiet samt Socialdemokraterne stemte for det.
(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. april 1877).
