Kryger og Højre. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have aldrig næret Illusioner om vort unge Højre. Vi vide, hvor det er, og efter hvilken Kurs det styrer, naar man er kommen frem alene ved at være sin nationalliberale Faders Søn eller ved at gnide sig op ad Magthaverne, saa maa Bevarelsen af Magten være Livets eneste og højeste Maal. Vi vente intet stort og ædelt af en Ungdom, der i Tyveearsalderen har gjennemløbet alle Standpunkter for tilsidst at forraade dem alle. Men om de gamle have vi en Gang været naive nok til at tro, at der dog i det mindste var een Sag, som de uskadt havde reddet ud af deres Livs Skibbrud. Vi tænke paa den nordslesvigske Sag.

"Fædrelandet" har i Lørdags belært os om, at ogsaa dette er en Illusion. Vi kjende de Anstrængelser, som det unge kjøbenhavnske Højre udfolder for at forvandle de danske Nordslesvigere til en Flok nationalliberale Fanatikere, for hvem Partisagen staar over Folkesagen; men vi mindes ikke, at "Fædrel." har deltaget i eller billiget denne beklagelige Agitation. Hr. Ploug har undertiden villet tage Kryger  til Indtægt, hvor han troede, han kunde benyttes i Kampen mod Venstre; men det syntes dog kun at være ubevogtede Øjeblikkes Indfald. Naar Kryger protesterede mod at blive hvirvlet med ind i vore Partikampe, har Hr. Ploug tiet. Vi gik i vor Uskyldighed omkring og mente, at der dog var dem i Højre, der virkelig følte, hvad de skylde en Mand, der har sat sit Liv ind paa at skaffe vort Land tilbage, hvad det ved Tidernes Ugunst og nationalliberalt Letsind har tabt.

Saa meget mere har "Fædrl."s Optræden i Lørdags maattet overraske os. Det falder over Hr. Kryger, først fordi han i "Morgenbladet" har takket for Telegrammer fra Venstremøder, dernæst fordi han den 19de April har tilladt sig at bringe det nordslesvigske Spørgsmaal frem i den tydske Rigsdag. Den førstnævnte Anke skulle vi lade ligge uden at tænke videre over dens Forbindelse med den sidste, der er af en langt alvorligere Art. Hr. Kryger maa høre, at han er gaaet, om ikke "udenfor", saa dog "nær Grænsen af hans bestemte og ansvarsfulde Opgave"; hvad han har gjort, kan man ikke "ubetinget glæde" sig ved eller "fuldkommen billige", der kunde let være afstedkommet stor Skade, men heldigvis - det er Meningen, om Udtrykket end er formet mindre hensynsløst - var Lykken bedre end Forstanden, den tydske Regering blev ikke ikke "udæsket og fornærmet" og hele Udbyttet er dette: "Lad os være taknemlige for, at lidt maaske er vundet ved Windhorsts Udtalelse og ikke det mindste tabt ved Bülows."

Saaledes lyder offenlig Takken til Kryger fra den ham mest velsindede Del af den danske Regeringspresse. De Nationalliberale takke deres Gud, naar Kryger blot ikke gjør Skade. Man forestille sig da, hvorledes han bag Kulisserne behandles af en Negering og et Diplomati, der aldrig har forstaaet at iagttage det Hensyn, der skyldes Nordslesvigernes Ordfører. Man vil paa denne utilbørlige Maade fra Kjøbenhavn hovmesterere en Mand, uden hvis Virksomhed vore Diplomater næppe havde haft mindste Grund under deres Fødder, og man forlanger af Kryger, der er blevet stor og har udrettet noget, fordi han aldrig har kjendt Smaadiplomaternes Korthusberegninger og ængstelige Hensyn, at han nu skal lade sig indsnøre i disse Hensyn, fordi de ledende Kredse i Kjøbenhavn tro det gavnligt for deres Politik. Man glemmer i sin Iver, hvilket Vaaben der gives Udlandet imod ham, naar det kan sige, at ikke Gang hans Landsmænd billige hans Færd. En Presse, der atter og atter har hidset Stemningen i Tydskland op imod os ved sit hadefulde, drillende og udfordrende Sprog, taler til Kryger om det farlige i at "udæske og fornærme den tydske Regering". Hvis Kryger var en buldrende Nationalliberal, der prædikede Had og Fjendskab mod Tydskland, skulde vi intet have imod, at han lagdes i Lænker; men Kryger er en rolig og sindig Talsmand for en fredelig Løsning af det Spørgsmaal, som er os og vor Nabo imellem, han udæsker ingen, men har tvært imod ved sin jævne og ærlige Optræden aftvunget selv sine værste Modstandere Agtelse og Anerkjendelse. Det brydsomme og lidet haabefulde Hverv, som Nordslesvig har givet ham, og som forlængst vilde have trættet en spinkel diplomatisk Natur, har han røgtet med en Tro og en Udholdenhed, som kun en nordslesvigsk Bonde vilde have Kræfter til, og er der maaske end langt til det endelige Maal, har hans Virksomhed dog allerede  baaret Frugter, som hen og hans danske Landsmænd kunne glædes ved: flere og flere Medlemmer af den tydske Rigsdag anerkjende vor Ret, og det nordslesvigske Spørgsmaal er levende i det tydske Folks Bevidsthed. Derfor skal han ikke angribes eller bringes en Tak saa kjølig, at den lyder som en Bebrejdelse; han skal ikke skydes til Side eller forvandles til en parlamentarisk Quaade. Hans Kryger har erhværvet sig en Ret, som ingen kan rokke, til at gaa i Spidsen, hvor det gjælder den nordslesvigske Befolkning; for Sagens Skyld haabe vi, at han altid vil havde denne Plads, og i dette Haab bringe vi ham vor fulde, ubetingede og hjærtelige Tak for hans selvstændige og mandige Optræden.

(Morgenbladet (København) 2. maj 1877).

Politisk Møde. (Efterskrift til Politivennen)

Efter folketingsvalget i 1876 og suppleringsvalget i 1877 havde Venstre vundet stort (76) over Højre (26). Christian 9. udpegede en Højre-regeringen under Estrup. Folketingsflertallet var sat uden for indflydelse, og da det ikke ville vedtage mange af regeringens love, regerede den gennem en række provisoriske love, udelukkende baseret på Højre-regeringen og Landstinget.

Landstinget der især efter grundlovsændringen i 1866 var kommet til at bestå af overklassen og den højere middelklasse (4 % af de stemmeberettigede mænd over 30 år), hævdede overfor Folketingsflertallets krav om parlamentarisme at Christian 9. frit kunne vælge sin regering - hvilket i praksis betød Højre-regeringer. Højre-flertallet skiftede først i 1915.

Efter valget havde Højre-folk (godsejere og andre) iværksat en kampagne med adresser der støttede op om regeringen. Mange husmænd havde også skrevet under - formentlig under trussel af at hvis de ikke gjorde det, ville de blive opsagt, eller ved at have fået at vide at de støttede op om kongen (uden at nævne regeringen). 

Berlingske Tidende var i disse måneder fyldt med disse adresser, og referater af politiske møder omkring i landet bar præg af denne situation. Et af dem afholdt den 29. april 1877 gengives nedenfor, og skal have været med omkring 3.000 deltagere (Ritzau). De to referater stammer fra hhv. Venstre-avisen Kolding Folkeblad (et modstykke til den konservative Kolding Avis) og Højreavisen Berlingske og illustrerer ganske godt den politiske debat på daværende tidspunkt:

Folkethingssalen på Christiansborg i sessionen 1876-1877. Den var også gengivet af maleriet med den grundlovgivende forsamling 1849. Salen udbrændte fuldstændig ved branden i 1884. Illustreret Tidende nr. 914. 1. april 1877.

Det politiske Møde i Kolding i Gaar var overordentlig talrigt besøgt, og ikke alene havde Vælgerne fra de tre sammen stødende Valgkredse, Vejle 2. og 6. og Ribe 4. givet - man fristes til at sige fuldtallig - Møde, men ogsaa rundt om fra de nær mere Kjøbstæder, fra Odense og Middelfart, fra Fredericia, Ribe og Varde bragte Togene talrige Deltagere. Vi tør ikke fastslaa noget bestemt Tal for de mødte, de laveste Overslag lyde paa 3000, men vi hørte lige saa mange angive 4 til 5000; den store Forsamlingssal paa "Fremad" kunde derfor paa ingen Maade rumme Forsamlingen, og Mødet maatte derfor henlægges til Staldgaardens Ridebane under aaben Himmel. Efter at Bankdirektør Grooss var valgt til Dirigent, fik Folketingsmand Berg Ordet. Han modtoges med et fuldtonigt nidobbelt Hurraraab. I et længere Foredrag gjorde han Rede for den nuværende politiske Stilling og sluttede med bevægede Ord at opfordre Vælgerne til foreløbig at bøje sig for Magten, i den faste Tillid til, at Rigsdagen ved Hjælp af de konstitutionelle Midler, som i al Fald endnu staa uantastede fra Højres Side, vil være stærk nok til at føre os tilbage i lovmæssige Tilstande. Men derfor lægge man ikke Hænderne i Skjødet; nej, Vælgerne ville med Manddommens Kraft og Ungdommens Begejstring værne om Friheden, de ville være sig bevidste, at med dens Sag staar og falder Danmarks Fremtid. Leve Danmark! Ni Hurraer, efterfulgt af: Folketingsmand Berg leve! Prokurator Freuchen fra Faxe paa Sjælland syntes at have belavet sig paa et længere politisk Foredrag fra Højres Standpunkt, men stoppede under Forsamlingens Munterhed op efter en ganske kort Bemærkning. Folketingsmand Kl. Berntsen hilsedes med ni hurraer, og vandt i et Foredrag, der tog til Udgangspunkt Carl Plougs Ord:

Danmark volder Legebold
For Fjendelist og Fjendevold,
Indtil det løfter højt paa Skjold
Hin Aand fra otte og fyrre,

Forsamlingen aldeles for sig. Overlærer Knud Høyer talte om den provisoriske Finantslovs Sørgelighed og om Glædeligheden i, at vi have et Ministerium som Ministeriet Estrup; han udbragte et Leve for dette, der faldt aldeles til Jorden, idet 20 til 30 af de tilstedeværende forsøgte paa et strax hendøende Hurra. Berg vilde optage den af Knud Høyer optagne Handske ved at udbringe et Leve for et folkeligt Ministerium, der besvaredes med et ni Gauge gjentaget Hurra. Folketingsmand Buch hilsedes som de to foregaaende Rigsdagsmænd af Venstre med Hurra, og talte om den almindelige Valgret og Hævdelsen af denne. Landstingsmand Raben begyndte med Grundlovskampen i 1800 og trættede derefter Forsamlingen en Tid med alle hans fra Buchs Vælgermøder bekjendte Sager: om Ligeberettigelsen, om Termansen og Schiørring, o. s. v. Kl. Berntsen behandlede Knud Høyer og Raben samt Prokurator Freuchens mislykkede Forsøg paa en Tale vittigt og overlegent, hvorefter endnu Buch, Raben og Knud Høyer havde Ordet for kortere Bemærkninger. Derefter fik Folketingsmand Berg Ordet for et Foredrag, i hvilket han under Forsamlingens Tilfredshed behandlede de forskjellige fra Højre fremkomne Udtalelser. Han sluttede med at paavise Betydningen af et saa talrigt Møde, ved hvilkel saa godt som enstemmig en kraftig og frejdig Venstrestemning gjorde sig gjældende. Det vidnede kraftigere om Stemningen end Højres Adresser, vidnede om, at Folket vilde værge sin Ret. Den almindelige Valgret leve! Under Hurraer herfor, for det grundlovstro Folk, Frederik den syvendes Minde, det forenede Venstre, de tilstedeværende Folketingsmænd og Dirigenten sluttedes derefter Mødet omtrent Kl. 9½, og den store Forsamling, der med Ro og Alvor, og med udelt Opmærksomhed havde holdt ud den lange Tid under aaben Himmel, skiltes, hvorefter atter en stor Del mødtes med de fremmede til en lille Sammenkomst i "Fremad"s Forsamlingssal. - Vi behøve ikke til dette foreløbige Referat at føje nogen Udtalelse om Stemningen; denne var saa alt overvejende, saa kraftig og frejdig, at Højre - og det syntes dog at have gjort sig Ulejlighed for at møde saa fuldtalligt som muligt - ligesom bortskylledes og druknede i dette Hav af faste Viljer, forsvandt aldeles under denne ene rolige, alvorlige Tanke: Danmarks Riges Grundlov skal hævdes!

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 30. april 1877).

Kolding Folkeblad bragte den 1. maj 1877 et udførligt referat af mødet over 3 helsider. Det kan anbefales for at få et indblik i de forskellige politiske synspunkter som hhv. retfærdiggjorde en parlamentarisk regering (bygget på Rigsdagens flertal) og en regering udelukkende udpeget af kongen (og Landstingsflertallet)

.

Politiske Møder. Om Folkethingsmand Bergs Møde i Kolding i Søndags beretter "Koldingposten" bl. A. Følgende: Det af Berg berammede Møde i "Fremad"s Sal blev paa Grund af, at man frygtede for at Talen ikke kunde rumme Tilhørerne, forlagt til Staldgaarden. Paa Forslag af Berg valgtes Bankbestyrer Grooss til Dirigent. Berg fik først Ordet. I et 2 Timer langt Foredrag søgte han at bevise Venstres moderate Optræden, ilte alene i sidste Samling men ogsaa i alle de Aar, Venstre har bestaaet som Parti, og væltede Skylden over paa Landsthinget og Ministeriet. Tillidsadresserne, som fra alle Egne sendes Ministeriel, syntes i høi Grad at genere ham. En anden Taler. Claus Berntsen, nøiedes ikke med at kritisere Adresserne, som han fraraadede Folk at underskrive, nei, han betegnede endogsaa dem, der underskrev dem, som Folk der underskrev deres egen Dødsdom, hvilken Fortolkning blev modtagen med stærk Latter. Procurator Freuchen fra Faxe bebreidede Berg, at han benyttede saa esle Kampmidler ligeoverfor sine Modstandere som at fremstille Alt, hvad der ikke passede i han Kram, i et latterligt Lys. Claus Berntsen ansaae det for heldigt, at Folk fra Landets forskjellige Egne kom sammen for at drøfte de Spørgsmaal, som angik det fælles Fædreland. Han udtalte sin Glæde over at være tilstede i en saa talrig Venstreforsamling som her. Overlæreer Høyer glædede sig over Berntsens Udtalelse, at det var godt at komme sammen for at man kunde høre Udtalelser fra begge Sider. Det glædede ham saa meget mere som det fra Venstres Side er udtalt, at al Discussion er ophørt. Han paastod, at Conflicten skyldtes Rigsdagens to Afdelinger, der ikke kunde blive enige. Det undrede ham, at Berg altid beklagede Grundlovsforandringen i 1866, da han dog selv havde været en af dem, der varmest havde anbefalet denne Grundlovsforandring. Han paaviste, navnlig ved Bergs Optræden i Medaillesagen, at Berg ikke altid var Menigmands. Talsmand, og udtalte som sin Overbeviisning, at der forenede Venstre gik ud paa at tilkjæmpe sig den Enevoldsmagt, som Kongen i 1848 deelte med Folket. Han udtalte sin Glæde over, at der for Tiden stod Mænd ved Roret, som ikke vilde lade sig sin Ret træde for nær og sluttede med et "Ministeriet Estrup leve". Buch og Raben talte derpaa hver et Par Gange, hvorpaa Berg i et længere Foredrag imødegik forskjellige Talere. Kjøbmand Riis fra Kolding bebrejdede Berg, at han havde udtalt sig imod Erindringsmedaillen, og udtalte sin Glæde over, at man dog var bleven enig om at give dem, der havde vovet Liv og Blod for Fædrelandet, dette Tegn. Mødet sluttedes Kl. 9½ med de sædvanlige Leveraab for Talerne, Dirigenten osv. "Koldingposten" slutter sit Referat med den Bemærkning, at Dirigenten paa en meget ufuldstændig og langtfra fyldestgjørende Maade udførte det ham overdragne Hverv som Ordstyrer, idet han istedetfor at opfordre Forsamlingen til Ro og Orden, hvad der naturligviis var hans Pligt, ved sin Optræden og vexlende Minespil æggede Forsamlingen til Afbrydelser Latter og anden Forstyrrelse af god Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. maj 1877).

Henning Jensen udfordrer Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen (1838-1929) cand. teol.,forfatter, journalist, bl.a på Social-Demokraten og avisen København. Han var præst 1865–1885, først nær Indre mission, men senere grundtvigianismen og frikirkelige strømninger. Personel kapellan 1865-72. Herefter sognepræst i Pedersker på Bornholm. Politiker for Venstre. Senere udtalte han at det var han "endnu mindre egnet end til præst". 1886–92 folketingsmand for Middelfart, her tilnærmede han Viggo Hørup.

Fra 1872 begyndte han at skrive journalistik. Han blev i Bornholms Tidende 1874-1875 flere gange refereret for sine kirkelige synspunkter. I Aarhus Amtstidende omtales en episode hvor Henning Jensen udfordrer politiet ved at holde et offentligt møde, fx i Rådstuen. Politiske møder var på daværende tidspunkt forbudt:

Det skjærpede Polititilsyn med offentlige Møder indskrænker sig ikke til politiske, men udstraktes ogsaa til folkelige og kirkelige Forsamlinger. Sognepræst Henning Jensen i Pedersker paa Bornholm oplyser i "Dsk. Flk.", at han i Forening med en Kapellan Niemann i Aakirkeby jævnlig har holdt saadanne Møder paa Raadstuen i Aakirkeby, ved hvilke de med Flid have undladt at berøre Politiken. Men den 12te April indbandt Politimesteren i fuld Uniform med 2 Sandemand (Sognefogder) og Politistyrken i Aakirkeby sig ved et saadant Møde for "paa Embeds Vegne" at overvare det. "Folk ville smile - skriver Pastor Jensen - naar de høre, hvilke oprørske Taler der holdtes; jeg talte om de af Salomons Ordsprog, der omhandle Kvinderne, og Riemann talte om de tre Hittebarn Kyros, Romolus og Moses; i to stive Klokketimer maatte de stakkels Politi Embedsmænd - paa Embeds Vegne - høre Sange og Taler om Persere, Romere og Jøder." Han beklager særligt Politimesteren, som er en velvillig og billig tankende Mand, fordi han for den Sags Skyld har maattet forlade et Middagsselskab i sit Hjem, og ender med at spørge, om vi bo i Danmark eller i Sønderjylland, siden vi, naar vi samles for at tale om vort jordiske og himmelske Fædreland, da betragtes ikke som fredelige Mand og Kvinder der, men som mistænkelige Subjekter, ildesindede Urostiftere, som Politiet maa holde et vaagent Øje med.

(Aarhus Amtstidende 26. april 1877)

Mishandling af sit Barn. (Efterskrift til Politivennen)

En Muurarbeidsmand, svensk af Fødsel, og som i Aaret 1869 kom her til Staden tilligemed sin Hustru, med hvem han var bleven gift i December 1863, er af Criminalretten dømt for at have mishandlet sit Barn, der blev født i April 1864. Tiltalte havde stedse havt Noget imod dette Barn fra dets Fødsel, fordi han havde en Mistanke om, at han ikke var dets Fader, hvilken Mistanke han dog senere erklærede at være ganske ubegrundet. Denne hans Uvillie mod Barnet, der af Andre er omtalt som hverken mere eller mindre uartigt end Børn i Almindelighed, tiltog efterhaanden som Barnet blev ældre, deels fordi det ikke vilde adlyde ham, deels fordi der kom Klager over det fra Skolen, og Tiltalte, der var hengiven til Nydelsen af stærke Drikke, har da i flere Aar tildeels i beruset, men dog altid tilregnelig Tilstand hyppig mishandlet det. Angaaende de Maader, hvorpaa dette skete, hedder det i Dommen, at Tiltalte, foruden at revse Datteren med et Spanskrør og med Hænderne paa en Maade, som han selv har erkiendt at være urigtig og utilbørlig, har slaaet hende med knyttet Haand oven i Hovedet og i Ansigtet, saaledes at hendes Næse kom til at bløde, oftere har stødt til hende, saa at hun faldt omkuld og slog sig tilblods, har trukket hende mindst 3 a 4 Gange saaledes i Haaret, at hun faldt og i Faldet slog sig, saa at hun kom til at bløde, engang har slaaet hende med Haanden og truet med at ville slaae hende med et Stykke Brænde for derved at tvinge hende til med sine blottede Hænder at udtage af Ilden i en Kakkelovn et Laag, som hun havde tabt ned i Ilden, hvilket hun dog undgik ved Andres Mellemkomst, og, da hun laa syg af en begyndende Typhus, hvorfor hun den 3die November f. A. indlagdes i Communehospitalet, har tvunget hende til at staae ud af Sengen og lægge sig paa et paa Gulvet redt Leie, uagtet det af hendes Læge var forbudt, at hun maatte komme ud af den Seng, hvori hun laa. Den Behandling, Barnet har været udsat for, skjønnedes dog ikke at have efterladt egentlige Saar eller anden Skade og hun er senere af Magistraten anbragt i Pleie udenfor Forældrenes Hjem. Tiltalte blev anseet efter Straffelovens § 292 med Fængsel paa Vand og Brød i 4 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 25. april 1877).

Det nordslesvigske Spørgsmaal i den tydske Rigsdag. (Efterskrift til Politivennen)

"Köln Zeitg". af 20de ds. meddeler efterstaaende Referat af Forhandlingerne i den tydske Rigsdags Møde i forgaars om det af Krüger-Bevtoft og 14 andre Medlemmer indbragte Forslag: "Rigsdagen anmodes om at opfordre Rigskansleren til strax at træffe Forberedelser, hvorved dern Ret, der i Henhold til Pragfredens Artikel V er sikkret de nordlige Districter i Slesvig om ved fri Afstemning at bestemme, til hvilken Stat de ville høre, kan komme til praktisk Gyldighed."

Krüger: "Mine Herrer! Naar jeg har indbragt nærværende Andragende, saa er det skeet for det Første i mine Vælgeres Interesse, og dernæst, fordi Rigsdagen er Repræsentant for alle tydske Staters Interesser, og Sagen er af den Beskaffenhed, at Huset kan tage Beslutning desangaaende. Den Art og Maade, hvorpaa en enkelt Stat af det tydske Rige opfylder sine internationale Forpligtelser, angaar hele Riget. Dette gælder ogsaa om Preussens Stilling til Paragraph V i Pragfreden. Mine Herrer! Erobringen af den sydlige Deel af Slesvig, hvor Befolkningen i Tidens Løb var bleven næsten heelt germanisk, og hvor de indvandrende Tydskeres Tal var større end de danskes, lod sig retfærdiggjøre ved Nationalitetsprincipet; men dette gjælder ikke om Annexionen af den nordlige Deel, hvor den danske Folkestamme havde holdt sig reen. Og Annexionen fandt Sted mod den nævnte Folkestammes Villie! Til Beskyttelse af dens Frihed blev der i Art. V af Pragfreden givet den Selvbestemmelsesret, men Tidspunktet var udførelsen af Artikelen, der ikke var anført i samme, kunde kun gjøres afhængig af Tilveiebringelsen af faktiske Beviser for, indenfor hvilken Grændse den danske Folkestamme udgjorde den overveiende Deel af Befolkningen. Nordslesvigs Befolkning efterkom paa det Ivrigste den til samme rettede Opfordring, og har ved et slaaende Valgresultat og ved Massedeputationer skarpt betegnet Nationalitetsgrændsen. Hvis man tvinger Befolkningen til at blive i den nuværende Stilling, saa vil en fremtidig Deeltagelse i Valgene kun tilsigte at nedlægge en Protest imod Preussens Styrelse samt paa det Omhyggeligste at vaage over den Selvbestemmelsesret, som er en nødvendig Basis for de Bestræbelser, hvorved Europa kan opnaae den fredelige Æra, som det saa meget længes efter. Den preussiske Regjering har ikke blot ikke  opfyldt sine Forpligtelser, men har tilmed ivrigt benyttet den forløbne Tid til at germanisere Befolkningen. Embedsmændene bekjæmpe enhver loyal Maade, hvorpaa Nationalfølelsen lægges for Dagen. Ved de sidste Rigsdagsvalg blev der tilstillet Lærerne i Nordslesvig en Regjeringskrivelse, som gjorde dem opmærksom paa den Fare, som de vilde udsætte sig for ved at give mig deres Stemme. Høitstillede Embedmænd erklære reent ud Artikel V for aldeles betydningsløs, og Regjeringeb har endnu aldrig desavoueret en saadan Opførsel. Alt dette beviser, at Regjeringen ikke vil bringe Artikel V til Udførelse Ligeoverfor den danske Stamme optræder den ligefrem som erobrende Magt, hvilket maa vække Frygt og Uro hos alle dens Nabofolk. Der begaaes derved et aabent Tractatbrud, som medfører uoverskueligt Farer for Europa. Men det er Tydsklands Opgave at værne om Freden, som det tydske Folk trænger haardt til, og jeg appellerer derfor til dets Repræsentanter om at forlange, at Forbundsregjeringen snart stal bringe Art. V til Udførelse."

Dr. Wachs (4de slesv. Valgkreds): "Der kunde let opstaae den Mening, at dette Andragende den Dag idag udtrykker Nordslesvigernee Overbeviisning og Almindelige Stemning. Men dette er aldeles ikke Tilfældet. Som Repræsentant for en slesvigsk Valgkreds, der tildeels ogsaa har en dansktalende Befolkning, føler jeg mig kaldet til udtrykkelig at constatere, at der i Tidens Løb og navnlig i de sidste Aar har fuldbyrdet sig en Forandring i de nordslesvigske Indbyggeres politiske Anskuelser, som er høist ubehagelig for de danske Agitatorer. Saasnart Hr. Krüger fremkom med sit Andragende, er det ogsaa blevet sagt ham i Pressen og navnlig i "Nat. Ztg.", at det slet ikke er opstaaet paa slesvigsk Jordbund, men har sine Rødder videre mod Nord. Herimod har vel Hr. Krüger protesteret i en Artikel i "Germania" og sagt, at hans Andragende alene skyldtes Nordslesvigernes Retsfølelse. I det danske Blad "Dannevirke", til hvilket Hr. Krüger staaer i det intimeste Forhold, stod der næsten samtidig en Artikel, som retfærdiggjorde "Nat. Ztgs" forudsætning, og sagde, at det var ganske rigtigt, at Krügers Andragende havde sin Rod Nord for Slesvig; thi uden de Danskes nationale Sympathier, vilde Nordslesvigernes Modstand forlængst være brudt; de danske Agitatorer vide meget vel at denne Artikel V er deres sidste Tilflugt og den sidste Etappestation i deres agitatoriske Virksomhed, som stedse mister mere og mere Tilhold i Nordslesvigs Befolkning. Jeg beder min Landsmand Krüger overveie, om han ikke vilde tjene sit Hjemlands Interesser bedre ved at stille sig paa Kjendsgjerningers Grund og ved aabent og ærligt at bryde med den i Dødskampen liggende danske Agitation. Men hvis han ikke følger dette Raud, vil jeg ikke indestaae for, at jeg ikke engang til Efteraaret stiller et Forslag i det preussiske Deputeretkammer om at ophæve Artikel V og derved endelig unddrage den danske Agitation i Nordslesvig sin eneste og sidste Støtte"

Den Deputerede Dr. Hinschius (den 2den slesvigske Kreds) udtalte, at Krüger siden Aaret 1872 regelmæssig var falden igjennem ved Rigsdagsvalget i den nordslesvigsk valgkreds Flensborg-Aabenraa imod ham selv, og fra Aar til Aar havde faaet færre stemmer.

Windthorst (Meppen): "Hvis det virkelig er sandt, hvad de tvende sidste Talere synes at antage, at Majoriteten i Nordslesvig ganske afgjort er paa Tydsklands og Preussens Side, saa vil Intet være lettere end at constatere det ved en simpel Afstemning. Hvorfor har man da saameget imod denne Afstemning? Iøvrigt er jeg af den Mening, at dette meget delicate Spørgsmaal ikke heelt kan oversees af os, og at Tidspunktet og Modaliteten for dets Forhandling maa træffes af vor Regiering, naar de offentlige Forhold i Europa tilraade det. Af disse Grunde, og da jeg som sagt ikke formaaer at oversee Spørgsmaalet klart, kan jeg i dette Øieblik ikke stemme for Krügers Andragende. Men jeg kan ikke indtrængende nok lægge Regjeringen paa Hjerte, at det ikke er heldigt et udsatte dette slags Spørgsmaal til en fjern Fremtid. De blive ikke glemte, men dukke hyppigt op i de allerubeleiligste og piinligste Øieblikke. Jeg haaber, at vor udenrigske Ledelse vil gribe den første gunstige Leilighed, der frembyder sig, til at bringe denne Sag ud af Verden. Den forrige Talers Trusel om at ville foreslaae Deputeretkamret at ophæve Artikel V, er fuldstændig ulogisk. Hvorledes kan man ville foreslaae Ophævelsen af europæiske Tractater eensidigt? Dette maa jeg sige, er mig fuldkommen uforstaaelig. 

Hänel (Altona): "Paa en folkeretlig Undersøgelse af denne Sag i dens fulde Omfang vil jeg ikke indlade mig; min individuelle Overbeviisning gaaer imidlertid ud paa, at der ikke længere behøves nogen Ophævelse af Art. V, da den allerede fra et folkeretligt Standpunkt i og for sig er udtømt og maa falde bort. Først og fremmest maa Enhver, som selv nok saa overfladisk læser Artiklen, sige sig selv, at dens Udførelse blot kan skee under ganske bestemte Forudsætninger, som kun kunne opfyldes ved en Overeenskomst imellem Preussen og Danmark, nu Tydskland og Danmark, en Overeenskomst, som maa indeholde en factisk Udjevning af de colliderende Interessser. Men Preussen har paa sin Side præciseret de Forudsætninger, som først muliggjøre Udførelsen af Art, V og i saa Henseende gjort Danmark et Tilbud ved de bekjendte Underhandlinger, som i 1867-68 førtes imellem Hr. v. Quaade og Hr. Lothar Bucher. Det er imidlertid notorisk, at Danmarks bestemte Afslag har bragt dette Tilbud til at bortfalde. Den anden Grund er følgende: Hvem er den Berettigede ifølge Fredsslutningens Art. V? I formel Henseende Østerrig. Nuvel, vi have Østerrigs ganske bestemte Erklæring i den østerrigsk røde Bog, specielt i de officielt bekjendte Noter, som den daværende Udenrigsminister Grev Beust skrev til Grev Karolyi. Her har Østerrig udtrykktelig tilbageviist en Contrahents Stilling, en efter Fredsslutningen selv Berettiget. Det er Frankrig, som har fremkaldt denne Art. V og som materielt ansaae sig for den egentlig Berettigede i Henhold til denne Art. V. Men hvad ligger nu derimellem? Den franske Krig og Fredsslutningen i Frankfurt. I denne er det folkeretlige Princip blevet gjennemført, at Tractaterne imellem begge de krigsførende Magter ere blevne ophævede, saa at altsaa paa tractatmæssige Afgjørelse beroende Forpligtelser maae falde bort, paa de udtrykkelig deri anførte Traktater og conventionsmæssige Forpligtelser nær. Kun eet Punkt vil jeg endnu fremhæve. Den Deputerede Windthorst har sagt at der utvivlsomt ved denne Fredsslutning opstod en Rettighed for den nordslesvigske Befolkning. Dette er en mægtig Vildfarelse, og det ikke blot t formel, men ogsaa i reel Henseende; thi hvor er Befolkningen i de nordslesvigske Distrikter? Dersom Preussen vilde gaae mala fide tilværks, behøvee det kun imorgen at lade afstemme og at forlægge Linien til Slien, og Majoriteten vilde da være sikker. Man vilde da sige at see at vilde være en overveiende Majoritet mod Afstaaelsen til Danmark. Om en Ret kan der altsaa ikke være Tale, navnlig efterat man fra authentisk Side har affattet Artiklen saa ubestemt med denne Latitude for at udelukke den Tanke at der herved skulde tilstaaes bestemte Individer eller endog kun bestemte Districter en bestemt Ret. Kun endnu Eet. De vilde absolut tage feil, dersom de mene, at Udførelsen af denne Art. V. skulde være af overveiende Betydning for Fredens Vedligeholdelse med vor nordlige Nabo. Saa Meget, som der udfordres for at tilfredsstille Danmark, ere vi aldeles ikke istand til at afstaae. (Meget rigtigt.) Dertil vilde vi kunne tvinges ved store Krige; men om at tilfredsstille de Fordringer som Danmark stiller til os ved en fredelig og folkeretlig Overeenskomst, derom er der absolut ikke Tale. Men dersom de skulde tænke paa at tilkaste Danmark en lille Stump, at gjøre en lille Indskjæring i Nordgrændsen, da vilde Danmark, mine Herrer aldrig føle sig iltreds dermed. Jeg beder Dem altsaa af alle disse Grunde om at forkaste Krügers Forslag." (Bifald.)

Schrøder (Lippstadt) erklærede derpaa, at han vilde stemme for Krügers Andragende, men at han ogsaa eventuelt vilde stemme for Ophævelsen af Artikel V. (Munterhed); Den Deputerede Hänels statsretlige Deduktion holdt ikke Stik; han vilde imidlertid kun protestere imod at Hänel satte det nuværende republikanske Frankrig i Forbindelse med Artikel V. Det nuværende Frankrig havde absolut Intet at Gjøre dermed. Anliggendet var et lille, men farligt Saar paa det preussiske Statslegeme. Taleren ønskede, enten at Artikel V blev ophævet, eller at Spørgsmaalet blev ordnet saaledes at man ikke fik mere at see eller høre om Andragendet. (Munterhed) 

Efter Discussionens Slutning bemærkede Krüger, at det vilde krænke Slesvigernes Rettigheder paa det Føleligste, ifald Pragfredens Artikel V ikke blev gjennemført. Han vilde kun advare Husets og Rigsregjeringen for at lade den nævnte Artikel henstaa uafgjort; thi dette vilde let kunne have sørgelige Conseqventser. Taleren anførte derpaa et stort historisk Materiale til Forsvar for sit Andragende og beviste, at Artikel V har fuldstændig retslig Kraft og er bindende for Conttahenterne. Han undrede sig sluttelig over at intet Medlem af Regjeringen havde udtalt sin Opfattelse af Sagen.

Statssecretair v. Bülow: "Jeg maa afstaae at afgive en Erklæring om Sagen selv; jeg er paa Grund af politiske Hensyn ude af Stand dertil. For imidlertid at imødekomme Forslagsstillerens Ønske skal jeg constatere, at Rigsregjeringens Opfattelse den Dag idag er den samme som Hr. Rigskansleren - hvem jeg har den Ære at repræsentere - for 10 Aar siden opstillede. Den daværende Præsident for Forbundsraadet sagde ganske simpelt at der forelaa en Tractat, af hvilken - og det maa jeg særlig gjøre Forslagstilleren opmærksom paa - ingen slesviger er berettiget til at udlede nogen Ret. Der foreligger en Overeenskomst mellem Kongen of Preussen og Keiseren af Østerrig, en Overeenskomst, om hvis Udførelse, om hvis Anvendelse, om hvis Forhold til vore Interesser, til vore politiske og militære Hensyn og om hvis Beleilighed Kongen af Preussen har at træffe en Afgjørelse. Saaledes er Forholdet blevet, og de sidste 10 Aars, altsaa et heelt Decenniums, Erfaring har ikke paa nogen Maade kunnet bevæge Rigsregjeringen til at frasige denne Opfattelse og Anskuelfe om, hvorledes Spørgsmaalet bør behandles. Men idet jeg constaterer, at jeg ikke kan anerkjende Slesvigernes Ret som saadan, men jeg maaa tilføie, at ihvorvel jeg gjerne anerkjender den Bevægelse, hvormed den ærede Forslagsstiller har talt, saa vil Virkningen af hans Advarsler der have antaget Characteren af Trudsler ligeoverfor Rigsregjeringen, blive ganske modsat af den Virkning, han kan vente, naar han vil fremstille sig her som Apostel for Freden eller den gode Forstaaelse. Virkningen vil som sagt blive ganske modsat."

Efterat Krüger paany havde taget Ordet for sit Andragende, forkastedes det. Polakkerne, Elsasserne og en Deel af Centrumspartiet samt Socialdemokraterne stemte for det.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 21. april 1877).