Mordforsøg. (Efterskrift til Politivennen)

Attenteret Mord. ("Nordj. Folkebl.".) Da Forpagteren af Thorstedlund Hovedgaard afvigte Løverdag Aften omtrent Kl. 11 kjørte gjennem Rold Skov til sit Hjem, styrtede pludselig et aldeles nøgent Fruentimmer ud fra Skoven mod Vognen, anraabende om Hjælp, idet hun, medens hun i Hast blev bedækket med Klæder og Tæpper, forklarede, at hun af sin Mand, af Navn Søren Faldager fra Landsbyen Skaarup, var bleven lokket ud i Skoven, under Paaskud af en Kjøretour til en Naboby. Inde i en Grantykning i en afsides Deel af Skoven havde Manden faaet hende af Vognen, afført hende Klæderne og dernæst villet kvæle hende i Tøilerne, som han havde taget af Hesten, idet han samtidig jog Kjøretøiet bort og forklarede Konen, at det var hans Hensigt at dræbe først hende og dernæst sig selv. Idet han bukkede sig efter Tøjlerne for at begynde Udførelsen af sin forfærdelige Gjermng, lykkedes det Konen at rive sig løs og undslippe gjennem de tætte Graner. Forfulgt af Manden var den ulykkelige Kone løbet rundt i den mørke Skov uden at kjende Sti eller Vei, indtil hun hørte den Vogn komme som hun nu havde naaet. Saa hurtigt det lod sig giøre, blev den stakkels af Angst og Kulde rystende og af Buske ilde tilredte Kone kjørt til Thorstedlund. Folk fra den nærliggende Skovriddergaard allarmerede og Skoven gjennemsøgt for om muligt at finde Manden, eftersom det allerede inden Mødet med Konen antrufne Kjøretøi bekræftede i alt Fald den deelvise Rigtighed af hendes Fremstilling. Det lykkedes ogsaa snart at finde og anholde Manden som derpaa under Bevogtning blev transportere til sin nærmeste Øvrighed, Sognefogden i Ravnkilde, idet hans Forklaring væsentlig samstemmede med Konens, kun med den Forskjel, at de Begge havde været enige om at gjøre en Ende paa Livet. Iøvrigt var han ved sin Paagribelse lidt beskjænket, men meget rolig og satte sig ikke til Modværge, men angav, at han var isærd med at tage Livet af sig selv, da man fandt ham. Den næste Dag fandtes ogsaa Konens voldeligen iturevne Klæder samt Hestens Tømme midt i en Grantykning i Skoven, men Sagens rette Sammenhæng bliver neppe nogensinde beviislig opklaret, thi da Manden samme Dags Formiddag var bleven forhørt af vedkommende Herredsfoged, blev han foreløbig frigiven, hvorpaa han gik hjem og hængte sig. Manden havde et meget slet Ry og har forødt den største Deel af den sælles Formue; allerede den foregaaende Dag har han efter Konens Forklaring forsøgt et Mordattentat paa hende i deres Hjem, og Konen, der er 31 Aar gl. og paa hvem der ikke skal være noget Videre at sige, sidder nu alene hjemme med 7 Børn, hvoraf det yngste kun er en Maaned gammelt.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 3. maj 1877).

Hvad der kan tildrage sig i vore Dage. Fra Støvring skrives den 1ste Maj til "Aalb. Stiftst.": Et afskyeligt Mordforsøg, efterfulgt af Selvmord, er i disse Dag udøvet her paa Egnen af en i Skaarup bosiddende Mand, tidligere Gaardejer i Aarestrup. Den Omtalte var meget drikfældig og har i flere Aar lidt af Delirium. Han levede daarligt sammen med Konen, hvem han ofte mishandlede, uden at hun nogensinde har søgt at unddrage sig hans raa Behandling, hvorimod hun taalmodigt har fundet sig i sin Husbonds Grusomheder. Paa Grund af sine gale Streger - paa ét Aar bortødslede han f. Eks. ca. 2000 Kr. - blev han gjort umyndig efter Begæring af sin Hustrues Slægtninge. Det varede dog ikke længe for Hustruen igen skaffede sin Husbond den tabte Myndighed. For et Par Dage siden, da Vanvidet var over ham, trak han Konen ind i Tørvehuset og forsøgte paa at aflive hende ved at snøre hende et Reb om Halsen. Ved hendes Nødraab kom nogle af Børnene - af hvilke denne Familie har 6-7, det mindste kun 7 Uger gl. - og Konen slap saaledes fra ham denne Gang. - Nu havde han det Uheld, at den ene af hans Heste døde, og som sædvanligt skulde Flasken trøste ham i hans Sorg. Han bad da i Lørdags Aftes sin Kone at følge med sig til en rig Mand i Ersted, hvor han havde faaet Løfte paa Laan af nogle Penge, der dog ikke vilde blive ham betalte uden i hendes Paasyn. De kørte ad Vejen til Ersted igennem Thorstedlund Skov. Det blev Aften, imedens de endnu var i Skoven, og Manden drejede fra den rette Vej og kørte ind i Granskoven, som kun var lidet befærdet. Paa Konens Protest imod at køre denne skumle Vej, bød Manden hende holde Mund. Omtrent Kl. 10 holdt Manden stille, stod af Vognen og trak Konen med sig. Her forsøgte han da paa den skammeligste Maade at aflive sin Hustru. Han rev alle hendes Klæder fra hende og greb et Stykke af Tømmen, hvilket han forsøgte at faa viklet hende om Halsen, og hun skulde saaledes være klynget op i et Træ. Det lykkedes den stakkels Kone at slippe fra ham, før han fik Rebet bundet om hendes Hals, og blødende af de Læsioner, han havde tilføjet hende, løb hun fortvivlet og næsten forkommet af Kulde, hen imod en befærdet Vej raabende om Hjælp. Til al Held for hende kom en af Egnens Godsejere kørende gennem Skoven paa Vejen til sit Hjem. Han hørte hendes hjertegribende Skrig og fik snart Øje paa den flygtende Kone, der var saa forfrossen, at hun næppe kunde tale. Godsejeren indhyllede hende i sin Pels, og tog hende med hjem, hvor hun snart kom nogenlunde til sig selv ester den gode Pleje, der blev hende tildel. Man sendte Folk ind i Skoven for at oplede Ugerningsmanden. Han fandtes endnu beruset, men det lod til, at Galskaben var gaaet noget over. Han ytrede sin Glæde over, at disse Folk var komne ud at opsøge ham; hvis ikke der var kommet Folk til ham, var han bange for ikke at kunne have modstaaet Fristelsen til at aflive sig. Han foregav, da man spurgte ham, hvor hans Kone var, at hun var løbet bort fra ham, da han var ved at klynge hende op i et Træ; men han paastod, at det var en "Aftale mellem dem, da de forlode Hjemmet", at de ikke mere vilde gense hverken Børn eller Hjem, men aflive sig ved Hængning. Da Godsejeren nogenlunde havde faaet omtalte stakkels Kone bragt lidt til Kræfter, befordrede han hende til Sognefogden i Ravnkilde og tog paa Hjemvejen derfra om til Ugerningsmandens Bolig for at se til Børnene. Denne var imidlertid af Sognefogden i Ravnkilde bleven sendt hjem efter Ordre fra Herredsfogden i Hobro, Justitsraad Christensen - som tilfældigt opholdt sig paa Egnen - med det Paalæg, at skulle tage sig Noget for. Dette Paalæg udførte han ved at hænge sig i sit Tørvehus, hvor Børnene fandt ham. Sognefogden kom for at skære ham ned og der gik Bud efter Justitsraad Christensen, men endnu i Mandags Aftes Kl. 1 var Justitsraaden ikke kommen til Skaarup, og Manden laa derfor endnu paa en Tørvestabel. Den stakkels Kone er næsten fortvivlet; hun har nok Kreature, men ingen Fourage, og 7 nøgne Børn, men intet Brød til dem. - Det synes underligt, at vedkommende Øvrighedsperson ikke har funden Anledning til at skride ind itide paa en mere energisk Maade, navnlig da Børnene ogsaa har været udsatte for Overlast, og da et konstateret Mordforsøg dog mindst maa foranledige, at Ugerningsmanden bliver gjort foreløbig uskadelig.

(Social-Demokraten 4. maj 1877).

Foreningen til Dyrenes Beskyttelse. (Efterskrift til Politivennen)

afholdt i Aftes sin første aarlige Generalforsamling. der var besøgt af over 100 Mennesker. Skolebestyrer S. G. Møller valgtes til Ordstyrer. Bestyrelsesmedlem Kammerraad Lembcke meddelte Regnskabet, der viste en Indtægt af 2347 Kr. og en Udgift af 1360 Kr., og aflagde Beretning om Foreningens Virksomhed i 1870. Resultaterne vare vel hidtil ikke store og iøjnefaldende men det maatte erindres, at Foreningen var ung og Sagen temmelig ny her i Landet. Et væsenligt Udbytte var dog vundet derved, at Folk havde begyndt at tænke over Sagen; thi det meste Dyrplageri, der fandt Sted, blev begaaet af Tankeløshed. Bestyrelsen havde navnlig virket ved Henvendelser til forskellige Avtoriteter, særlig Politiet, og Selskaber. Den havde saaledes rettet sin Opmærksomhed paa Kreaturtransporten paa Jernbaner og Dampskibe, hvor der fandt meget Dyrplageri Sted; særlig vare de sjællandske Jernbaner saa mangelfuldt forsynede med Materiel, at Dyrene lide særdeles meget ved Transporten, idet de førtes paa aabne Vogne uden nogen som helst Beskyttelse. Selskabet havde ikke vist sig tilbøjeligt til at imødekomme Foreningens Ønsker. Paa Statsbanerne bleve Kreaturer i Reglen befordrede i lukkede, velventilerede Vogne. Fremdeles havde man opfordret Kjøbenhavns Politi til at have sin Opmærksomhed henvendt paa Drivning af Kreaturer fra Havnen til Trommesalen og som Middel mod Kvægdrivernes Mishandling af Tyrene forestaaet Oprettelsen af een Kvægdriverexpedition. Man havde anmodet Kjøbenhavns Magistrat om en Forandring af Torveordenen derhen, at det blev Slagterne paa Gammeltorv tilladt at fraspænde deres Heste, hvilket de nu ikke havde Lov til. Politiet i Kjøbenhavn og Omegn var bleven anmodet om at føre Tilsyn med Indkjørsler til Bygninger under Opførelse. Med megen Beklagelse havde Bestyrelsen af Borgerrepræsentationens Forhandlinger set, at det endnu kunde have lange Udsigter med Indrettelsen af et nyt Kvægtorv til Afløsning af Trommesalen, der var en ligefrem Skandale for Byen. Paa en Henvendelse til Politiet om Bemyndigelse for Medlemmer af Foreningen til at paatale Dyrplageri var intet Svar indløbet; men det vilde dog være i høj Grad beklageligt, om Politiet ikke skulde ville modtage en saadan Hjælp. Foreningen havde udgivet et Skrift og  tilskrevet Lærerne omkring i Landet om at virke for Sagen. En Kvindeforening, der allerede talte omtrent 400 Medlemmer,  var stiftet med det Formaal at modarbejde Dyrplageri i Husholdningen; af denne Forening var udgivet i 12,000 Exemplarer en Anvisning til at slagte Dyrene paa den hurtigste og mindst smertefulde Maade. - Sluttelig rettede Taleren en varm Tak til Kongehuset for den Interesse, det havde vist Foreningen, navnlig ved den paa Kristiansborg Slot i Marts Maaned stedfundne Præmieuddeling, hvor Hans Majestæt Kongen, Foreningens høje Protektor, præsiderede, og hvor Hendes Højhed Prinsesse Thyra naadig havde opfyldt sit Tilsagn om at uddele Præmierne og havde gjort det paa en Maade, der drog alles Hjærter til hende. - Efter at Regnskabet var godkjendt, gjenvalgtes de 10 af Bestyrelsens Medlemmer; som 11te Medlem valgtes Vognmandsforeningens Formand, Hr. Jørgensen, i Stedet for Korpsdyrlæge Vestring, der ønskede sig fritaget for Valg. - Foreningen talte ved Nytaar 1241 Medlemmer, senere ere 280 indtraadte, saa den nu tæller 1521. Kvindeforeningen har som nævnt omtrent 400 Medlemmer.

Efter Generalforsamlingen indledede Cand. polit. Rumohr en Diskussion om, hvad der skal forstaas ved Dyrplageri. Han besvarede Spørgsmaalet derhen, at Dyrplageri altid vilde efterlade Mærker paa Dyret, legemlige eller sjælelig. Kreaturhandler Buchardt indvendte, at Dyr meget godt kunde mishandles, uden at det efterlod synlige Mærker, f. Ex. ved Transport paa Jernbaner. Proprietær Hasselbach sluttede sig hertil og indvendte yderligere mod Rumohr, at et Dyr ofte kunde være "mærket", uden at Dyrplageri havde fundet Sted. f. Ex. naar en ustyrlig Hest bar Mærker af Pidskeslag, som havde været nødvendige for at tæmme den. Dyrplageri er: enhver unødvendig Lidelse, der tilføjes et Dyr (Hør! Hør'.). Efter kortere Bemærkninger sluttedes Forhandlingen. - Paa Forslag af Folketingsmand, Overretsprok. Leth bevidnede Forsamlingen Bestyrelsen sin Tak ved at rejse sig op.

(Morgenbladet (København) 2. maj 1877).

Kryger og Højre. (Efterskrift til Politivennen)

Vi have aldrig næret Illusioner om vort unge Højre. Vi vide, hvor det er, og efter hvilken Kurs det styrer, naar man er kommen frem alene ved at være sin nationalliberale Faders Søn eller ved at gnide sig op ad Magthaverne, saa maa Bevarelsen af Magten være Livets eneste og højeste Maal. Vi vente intet stort og ædelt af en Ungdom, der i Tyveearsalderen har gjennemløbet alle Standpunkter for tilsidst at forraade dem alle. Men om de gamle have vi en Gang været naive nok til at tro, at der dog i det mindste var een Sag, som de uskadt havde reddet ud af deres Livs Skibbrud. Vi tænke paa den nordslesvigske Sag.

"Fædrelandet" har i Lørdags belært os om, at ogsaa dette er en Illusion. Vi kjende de Anstrængelser, som det unge kjøbenhavnske Højre udfolder for at forvandle de danske Nordslesvigere til en Flok nationalliberale Fanatikere, for hvem Partisagen staar over Folkesagen; men vi mindes ikke, at "Fædrel." har deltaget i eller billiget denne beklagelige Agitation. Hr. Ploug har undertiden villet tage Kryger  til Indtægt, hvor han troede, han kunde benyttes i Kampen mod Venstre; men det syntes dog kun at være ubevogtede Øjeblikkes Indfald. Naar Kryger protesterede mod at blive hvirvlet med ind i vore Partikampe, har Hr. Ploug tiet. Vi gik i vor Uskyldighed omkring og mente, at der dog var dem i Højre, der virkelig følte, hvad de skylde en Mand, der har sat sit Liv ind paa at skaffe vort Land tilbage, hvad det ved Tidernes Ugunst og nationalliberalt Letsind har tabt.

Saa meget mere har "Fædrl."s Optræden i Lørdags maattet overraske os. Det falder over Hr. Kryger, først fordi han i "Morgenbladet" har takket for Telegrammer fra Venstremøder, dernæst fordi han den 19de April har tilladt sig at bringe det nordslesvigske Spørgsmaal frem i den tydske Rigsdag. Den førstnævnte Anke skulle vi lade ligge uden at tænke videre over dens Forbindelse med den sidste, der er af en langt alvorligere Art. Hr. Kryger maa høre, at han er gaaet, om ikke "udenfor", saa dog "nær Grænsen af hans bestemte og ansvarsfulde Opgave"; hvad han har gjort, kan man ikke "ubetinget glæde" sig ved eller "fuldkommen billige", der kunde let være afstedkommet stor Skade, men heldigvis - det er Meningen, om Udtrykket end er formet mindre hensynsløst - var Lykken bedre end Forstanden, den tydske Regering blev ikke ikke "udæsket og fornærmet" og hele Udbyttet er dette: "Lad os være taknemlige for, at lidt maaske er vundet ved Windhorsts Udtalelse og ikke det mindste tabt ved Bülows."

Saaledes lyder offenlig Takken til Kryger fra den ham mest velsindede Del af den danske Regeringspresse. De Nationalliberale takke deres Gud, naar Kryger blot ikke gjør Skade. Man forestille sig da, hvorledes han bag Kulisserne behandles af en Negering og et Diplomati, der aldrig har forstaaet at iagttage det Hensyn, der skyldes Nordslesvigernes Ordfører. Man vil paa denne utilbørlige Maade fra Kjøbenhavn hovmesterere en Mand, uden hvis Virksomhed vore Diplomater næppe havde haft mindste Grund under deres Fødder, og man forlanger af Kryger, der er blevet stor og har udrettet noget, fordi han aldrig har kjendt Smaadiplomaternes Korthusberegninger og ængstelige Hensyn, at han nu skal lade sig indsnøre i disse Hensyn, fordi de ledende Kredse i Kjøbenhavn tro det gavnligt for deres Politik. Man glemmer i sin Iver, hvilket Vaaben der gives Udlandet imod ham, naar det kan sige, at ikke Gang hans Landsmænd billige hans Færd. En Presse, der atter og atter har hidset Stemningen i Tydskland op imod os ved sit hadefulde, drillende og udfordrende Sprog, taler til Kryger om det farlige i at "udæske og fornærme den tydske Regering". Hvis Kryger var en buldrende Nationalliberal, der prædikede Had og Fjendskab mod Tydskland, skulde vi intet have imod, at han lagdes i Lænker; men Kryger er en rolig og sindig Talsmand for en fredelig Løsning af det Spørgsmaal, som er os og vor Nabo imellem, han udæsker ingen, men har tvært imod ved sin jævne og ærlige Optræden aftvunget selv sine værste Modstandere Agtelse og Anerkjendelse. Det brydsomme og lidet haabefulde Hverv, som Nordslesvig har givet ham, og som forlængst vilde have trættet en spinkel diplomatisk Natur, har han røgtet med en Tro og en Udholdenhed, som kun en nordslesvigsk Bonde vilde have Kræfter til, og er der maaske end langt til det endelige Maal, har hans Virksomhed dog allerede  baaret Frugter, som hen og hans danske Landsmænd kunne glædes ved: flere og flere Medlemmer af den tydske Rigsdag anerkjende vor Ret, og det nordslesvigske Spørgsmaal er levende i det tydske Folks Bevidsthed. Derfor skal han ikke angribes eller bringes en Tak saa kjølig, at den lyder som en Bebrejdelse; han skal ikke skydes til Side eller forvandles til en parlamentarisk Quaade. Hans Kryger har erhværvet sig en Ret, som ingen kan rokke, til at gaa i Spidsen, hvor det gjælder den nordslesvigske Befolkning; for Sagens Skyld haabe vi, at han altid vil havde denne Plads, og i dette Haab bringe vi ham vor fulde, ubetingede og hjærtelige Tak for hans selvstændige og mandige Optræden.

(Morgenbladet (København) 2. maj 1877).

Politisk Møde. (Efterskrift til Politivennen)

Efter folketingsvalget i 1876 og suppleringsvalget i 1877 havde Venstre vundet stort (76) over Højre (26). Christian 9. udpegede en Højre-regeringen under Estrup. Folketingsflertallet var sat uden for indflydelse, og da det ikke ville vedtage mange af regeringens love, regerede den gennem en række provisoriske love, udelukkende baseret på Højre-regeringen og Landstinget.

Landstinget der især efter grundlovsændringen i 1866 var kommet til at bestå af overklassen og den højere middelklasse (4 % af de stemmeberettigede mænd over 30 år), hævdede overfor Folketingsflertallets krav om parlamentarisme at Christian 9. frit kunne vælge sin regering - hvilket i praksis betød Højre-regeringer. Højre-flertallet skiftede først i 1915.

Efter valget havde Højre-folk (godsejere og andre) iværksat en kampagne med adresser der støttede op om regeringen. Mange husmænd havde også skrevet under - formentlig under trussel af at hvis de ikke gjorde det, ville de blive opsagt, eller ved at have fået at vide at de støttede op om kongen (uden at nævne regeringen). 

Berlingske Tidende var i disse måneder fyldt med disse adresser, og referater af politiske møder omkring i landet bar præg af denne situation. Et af dem afholdt den 29. april 1877 gengives nedenfor, og skal have været med omkring 3.000 deltagere (Ritzau). De to referater stammer fra hhv. Venstre-avisen Kolding Folkeblad (et modstykke til den konservative Kolding Avis) og Højreavisen Berlingske og illustrerer ganske godt den politiske debat på daværende tidspunkt:

Folkethingssalen på Christiansborg i sessionen 1876-1877. Den var også gengivet af maleriet med den grundlovgivende forsamling 1849. Salen udbrændte fuldstændig ved branden i 1884. Illustreret Tidende nr. 914. 1. april 1877.

Det politiske Møde i Kolding i Gaar var overordentlig talrigt besøgt, og ikke alene havde Vælgerne fra de tre sammen stødende Valgkredse, Vejle 2. og 6. og Ribe 4. givet - man fristes til at sige fuldtallig - Møde, men ogsaa rundt om fra de nær mere Kjøbstæder, fra Odense og Middelfart, fra Fredericia, Ribe og Varde bragte Togene talrige Deltagere. Vi tør ikke fastslaa noget bestemt Tal for de mødte, de laveste Overslag lyde paa 3000, men vi hørte lige saa mange angive 4 til 5000; den store Forsamlingssal paa "Fremad" kunde derfor paa ingen Maade rumme Forsamlingen, og Mødet maatte derfor henlægges til Staldgaardens Ridebane under aaben Himmel. Efter at Bankdirektør Grooss var valgt til Dirigent, fik Folketingsmand Berg Ordet. Han modtoges med et fuldtonigt nidobbelt Hurraraab. I et længere Foredrag gjorde han Rede for den nuværende politiske Stilling og sluttede med bevægede Ord at opfordre Vælgerne til foreløbig at bøje sig for Magten, i den faste Tillid til, at Rigsdagen ved Hjælp af de konstitutionelle Midler, som i al Fald endnu staa uantastede fra Højres Side, vil være stærk nok til at føre os tilbage i lovmæssige Tilstande. Men derfor lægge man ikke Hænderne i Skjødet; nej, Vælgerne ville med Manddommens Kraft og Ungdommens Begejstring værne om Friheden, de ville være sig bevidste, at med dens Sag staar og falder Danmarks Fremtid. Leve Danmark! Ni Hurraer, efterfulgt af: Folketingsmand Berg leve! Prokurator Freuchen fra Faxe paa Sjælland syntes at have belavet sig paa et længere politisk Foredrag fra Højres Standpunkt, men stoppede under Forsamlingens Munterhed op efter en ganske kort Bemærkning. Folketingsmand Kl. Berntsen hilsedes med ni hurraer, og vandt i et Foredrag, der tog til Udgangspunkt Carl Plougs Ord:

Danmark volder Legebold
For Fjendelist og Fjendevold,
Indtil det løfter højt paa Skjold
Hin Aand fra otte og fyrre,

Forsamlingen aldeles for sig. Overlærer Knud Høyer talte om den provisoriske Finantslovs Sørgelighed og om Glædeligheden i, at vi have et Ministerium som Ministeriet Estrup; han udbragte et Leve for dette, der faldt aldeles til Jorden, idet 20 til 30 af de tilstedeværende forsøgte paa et strax hendøende Hurra. Berg vilde optage den af Knud Høyer optagne Handske ved at udbringe et Leve for et folkeligt Ministerium, der besvaredes med et ni Gauge gjentaget Hurra. Folketingsmand Buch hilsedes som de to foregaaende Rigsdagsmænd af Venstre med Hurra, og talte om den almindelige Valgret og Hævdelsen af denne. Landstingsmand Raben begyndte med Grundlovskampen i 1800 og trættede derefter Forsamlingen en Tid med alle hans fra Buchs Vælgermøder bekjendte Sager: om Ligeberettigelsen, om Termansen og Schiørring, o. s. v. Kl. Berntsen behandlede Knud Høyer og Raben samt Prokurator Freuchens mislykkede Forsøg paa en Tale vittigt og overlegent, hvorefter endnu Buch, Raben og Knud Høyer havde Ordet for kortere Bemærkninger. Derefter fik Folketingsmand Berg Ordet for et Foredrag, i hvilket han under Forsamlingens Tilfredshed behandlede de forskjellige fra Højre fremkomne Udtalelser. Han sluttede med at paavise Betydningen af et saa talrigt Møde, ved hvilkel saa godt som enstemmig en kraftig og frejdig Venstrestemning gjorde sig gjældende. Det vidnede kraftigere om Stemningen end Højres Adresser, vidnede om, at Folket vilde værge sin Ret. Den almindelige Valgret leve! Under Hurraer herfor, for det grundlovstro Folk, Frederik den syvendes Minde, det forenede Venstre, de tilstedeværende Folketingsmænd og Dirigenten sluttedes derefter Mødet omtrent Kl. 9½, og den store Forsamling, der med Ro og Alvor, og med udelt Opmærksomhed havde holdt ud den lange Tid under aaben Himmel, skiltes, hvorefter atter en stor Del mødtes med de fremmede til en lille Sammenkomst i "Fremad"s Forsamlingssal. - Vi behøve ikke til dette foreløbige Referat at føje nogen Udtalelse om Stemningen; denne var saa alt overvejende, saa kraftig og frejdig, at Højre - og det syntes dog at have gjort sig Ulejlighed for at møde saa fuldtalligt som muligt - ligesom bortskylledes og druknede i dette Hav af faste Viljer, forsvandt aldeles under denne ene rolige, alvorlige Tanke: Danmarks Riges Grundlov skal hævdes!

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 30. april 1877).

Kolding Folkeblad bragte den 1. maj 1877 et udførligt referat af mødet over 3 helsider. Det kan anbefales for at få et indblik i de forskellige politiske synspunkter som hhv. retfærdiggjorde en parlamentarisk regering (bygget på Rigsdagens flertal) og en regering udelukkende udpeget af kongen (og Landstingsflertallet)

.

Politiske Møder. Om Folkethingsmand Bergs Møde i Kolding i Søndags beretter "Koldingposten" bl. A. Følgende: Det af Berg berammede Møde i "Fremad"s Sal blev paa Grund af, at man frygtede for at Talen ikke kunde rumme Tilhørerne, forlagt til Staldgaarden. Paa Forslag af Berg valgtes Bankbestyrer Grooss til Dirigent. Berg fik først Ordet. I et 2 Timer langt Foredrag søgte han at bevise Venstres moderate Optræden, ilte alene i sidste Samling men ogsaa i alle de Aar, Venstre har bestaaet som Parti, og væltede Skylden over paa Landsthinget og Ministeriet. Tillidsadresserne, som fra alle Egne sendes Ministeriel, syntes i høi Grad at genere ham. En anden Taler. Claus Berntsen, nøiedes ikke med at kritisere Adresserne, som han fraraadede Folk at underskrive, nei, han betegnede endogsaa dem, der underskrev dem, som Folk der underskrev deres egen Dødsdom, hvilken Fortolkning blev modtagen med stærk Latter. Procurator Freuchen fra Faxe bebreidede Berg, at han benyttede saa esle Kampmidler ligeoverfor sine Modstandere som at fremstille Alt, hvad der ikke passede i han Kram, i et latterligt Lys. Claus Berntsen ansaae det for heldigt, at Folk fra Landets forskjellige Egne kom sammen for at drøfte de Spørgsmaal, som angik det fælles Fædreland. Han udtalte sin Glæde over at være tilstede i en saa talrig Venstreforsamling som her. Overlæreer Høyer glædede sig over Berntsens Udtalelse, at det var godt at komme sammen for at man kunde høre Udtalelser fra begge Sider. Det glædede ham saa meget mere som det fra Venstres Side er udtalt, at al Discussion er ophørt. Han paastod, at Conflicten skyldtes Rigsdagens to Afdelinger, der ikke kunde blive enige. Det undrede ham, at Berg altid beklagede Grundlovsforandringen i 1866, da han dog selv havde været en af dem, der varmest havde anbefalet denne Grundlovsforandring. Han paaviste, navnlig ved Bergs Optræden i Medaillesagen, at Berg ikke altid var Menigmands. Talsmand, og udtalte som sin Overbeviisning, at der forenede Venstre gik ud paa at tilkjæmpe sig den Enevoldsmagt, som Kongen i 1848 deelte med Folket. Han udtalte sin Glæde over, at der for Tiden stod Mænd ved Roret, som ikke vilde lade sig sin Ret træde for nær og sluttede med et "Ministeriet Estrup leve". Buch og Raben talte derpaa hver et Par Gange, hvorpaa Berg i et længere Foredrag imødegik forskjellige Talere. Kjøbmand Riis fra Kolding bebrejdede Berg, at han havde udtalt sig imod Erindringsmedaillen, og udtalte sin Glæde over, at man dog var bleven enig om at give dem, der havde vovet Liv og Blod for Fædrelandet, dette Tegn. Mødet sluttedes Kl. 9½ med de sædvanlige Leveraab for Talerne, Dirigenten osv. "Koldingposten" slutter sit Referat med den Bemærkning, at Dirigenten paa en meget ufuldstændig og langtfra fyldestgjørende Maade udførte det ham overdragne Hverv som Ordstyrer, idet han istedetfor at opfordre Forsamlingen til Ro og Orden, hvad der naturligviis var hans Pligt, ved sin Optræden og vexlende Minespil æggede Forsamlingen til Afbrydelser Latter og anden Forstyrrelse af god Orden.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. maj 1877).

Henning Jensen udfordrer Politiet. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Henning Jensen: Henning Jensen udfordrer Politiet. Henning Jensen som Præst i Stenmagle. Henning Jensen vs. Scavenius. Henning Jensen som Journalist. Henning Jensen om Københavns Gejstlige. Henning Jensens Afsked fra Avisen København. Henning Jensen 85 Aar.

Henning Jensen (1838-1929) cand. teol.,forfatter, journalist, bl.a på Social-Demokraten og avisen København. Han var præst 1865–1885, først nær Indre mission, men senere grundtvigianismen og frikirkelige strømninger. Personel kapellan 1865-72. Herefter sognepræst i Pedersker på Bornholm. Politiker for Venstre. Senere udtalte han at det var han "endnu mindre egnet end til præst". 1886–92 folketingsmand for Middelfart, her tilnærmede han Viggo Hørup.

Fra 1872 begyndte han at skrive journalistik. Han blev i Bornholms Tidende 1874-1875 flere gange refereret for sine kirkelige synspunkter. I Aarhus Amtstidende omtales en episode hvor Henning Jensen udfordrer politiet ved at holde et offentligt møde, fx i Rådstuen. Politiske møder var på daværende tidspunkt forbudt:

Det skjærpede Polititilsyn med offentlige Møder indskrænker sig ikke til politiske, men udstraktes ogsaa til folkelige og kirkelige Forsamlinger. Sognepræst Henning Jensen i Pedersker paa Bornholm oplyser i "Dsk. Flk.", at han i Forening med en Kapellan Niemann i Aakirkeby jævnlig har holdt saadanne Møder paa Raadstuen i Aakirkeby, ved hvilke de med Flid have undladt at berøre Politiken. Men den 12te April indbandt Politimesteren i fuld Uniform med 2 Sandemand (Sognefogder) og Politistyrken i Aakirkeby sig ved et saadant Møde for "paa Embeds Vegne" at overvare det. "Folk ville smile - skriver Pastor Jensen - naar de høre, hvilke oprørske Taler der holdtes; jeg talte om de af Salomons Ordsprog, der omhandle Kvinderne, og Riemann talte om de tre Hittebarn Kyros, Romolus og Moses; i to stive Klokketimer maatte de stakkels Politi Embedsmænd - paa Embeds Vegne - høre Sange og Taler om Persere, Romere og Jøder." Han beklager særligt Politimesteren, som er en velvillig og billig tankende Mand, fordi han for den Sags Skyld har maattet forlade et Middagsselskab i sit Hjem, og ender med at spørge, om vi bo i Danmark eller i Sønderjylland, siden vi, naar vi samles for at tale om vort jordiske og himmelske Fædreland, da betragtes ikke som fredelige Mand og Kvinder der, men som mistænkelige Subjekter, ildesindede Urostiftere, som Politiet maa holde et vaagent Øje med.

(Aarhus Amtstidende 26. april 1877)