Vold og Legemsbeskadigelse. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Justitssag tiltaltes en Gaardeier i Bjerre Herreds Jurisdiction i Jylland for Vold og Legemsbeskadigelse. Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte den 13de Januar d. A. om Eftermiddagen omtr. Kl. 6 kom kjørende med et Læs Træ ad en paa Murer Simon Hansens Mark gaaende Vei, om hvilken der tidligere havde været Uenighed mellem dem, idet Sidstnævnte havde nægtet Tiltalte at benytte Veien, medens Tiltalte ansaae sig berettiget dertil. Da nu Hansen af sine Børn erfarede, at Tiltalte kom kjørende med et Læs Træ ad bemeldte Markvei, gik han ud for at spørge denne, med hvad Ret han vedblev at benytte Veien, og da han raabende "Holdt" gik hen foran Hestene, og Tiltalte befrygtede at blive overfaldet af Hansen, bibragte han denne med en 7 Qvarteer lang og med mange Knaster forsynet Green, som han brød af det paa Vognen værende Læs Træ, flere Slag i Hovedet - deriblandt et, der bevirkede et Brud af Pandebenet - og over Armen og forlod ham derpaa, medens Hansen i stærkt blødende Tilstand gik hjem. Efterat Simon Hansen i Anledning af de ham tilføiede Læsioner gjentagne Gange havde været undergivet Lægebehandling og efterat han under 12. April d. A. paa Grund af sin Tilstand af Øvrigheden var bleven erklæret umyndig, blev han i Mai Maaned indlagt paa Sygehuset i Horsens, hvor den Læge, der sammesteds har observeret ham, i en Erklæring har udtalt, at han er en til overdreven Nydelse af Spiritus hengiven Person, hvilket i Almindelighed medfører en sygelig Tilstand i Hjernen og andre Organer, og at det er umuligt med Bestemthed at afgøre, hvor megen eller hvor liden Betydning der skal tillægges hans Drikfældighed og den ham i Januar overgaaeede Vold, men at denne sidste dog bør tillægges størst Betydning ved hans nu stedfindende Sygelighed. Sluttelig udtalte Lægen den Formening, at det væsentlig er afhængig af Simon Hansen selv, om han skal blive helbredet og arbejdsdygtig. Om der nu end ved Bedømmelsen af Tiltaltes Forhold maa gaaes ud fra, at han ved sin voldelige Fremfærd alene havde havt til Hensigt at afværge et befrygtet Angreb af S. Hansen - i hvilken Henseende maa mærkes, at denne flere Gange, navnlig den 12. Januar, altsaa Dagen forud for Overfaldet, havde truet Tiltalte med at prygle ham eller endog slaae ham ihjel - uden at han (Tiltalte) kan antages enten at have villet bevirke den tilføiede Skade eller at have maattet forudsee samme som en ikke usandsynlig Følge af Gjerningen, var der dog ingen Føie til at ansee Tiltalte for at have befundet sig i virkeligt Nødværgetilfælde eller til at antage, at Hansen, der maa antagcs at have været ubevæbnet, skulde have havt til Hensigt at iværksætte sine tidligere Trusler - hvorved tillige maa mærkes, at en Mand, der havde ledsaget Tiltalte paa Touren og var skiltes fra ham kort for Sammenstødet, efter Sagens Oplysninger ikke var længere borte, end at han hørte Simon Hansen raabe "Holdt" og i fornødent Fald let kunde være kaldet tilhjælp.

Høiesteret stadfæstede Overettens Dom, ved hvilken Tiltalte, der er 29 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, for sit ovenanforte Forhold var anseet efter Straffelovens § 203 med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage samt tilpligtet at betale Simon Hansen i Erstatning for Helbredelsesudgifter 65 Kr. 92 Øre. Høiesteret fastsatte derhos den af den for S. Hansen beskikkede Værge fordrede Erstatning for Næringstab efter de foreliggende Oplysninger til 250 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1877).

Geleff og Pio. (Efterskrift til Politivennen)

Ærede Partifæller

"Den rene, skære Sandhed" er Titlen paa den af Povl Geleff i Chikago udgivne Pjece om Louis Pio og ham selv; som bekendt har jeg forlagt og udgivet Skriftet her. Ved nærværende Linjer skal jeg i al Korthed give en Forklaring over, hvorfor jeg har gjort dette.

Det vil ikke være Eder ubekendt, at jeg hører til dem, som har maattet døje ikke saa ganske lidt, fordi jeg ikke i Tykt og Tyndt har kunnet følge disse Folk i deres Handlinger. De Principer og den Ide, som d'Hrr. har begyndt at tale for her til Lands, har jeg helliget mig, men aldrig Personerne; jeg har ganske sikkert skænket dem mangen en ærlig Tanke, fordi rejste Bevægelsen, men jeg har bestandig taget min egen Fornuft med Betragtning. Naar de fremkom med Planer, som efter min Anskuelse var urigtige, opponerede jeg derimod, og dette har som oftest af mine egne Kammerater forvoldt mig mange Ubehageligheder. Den Gang d'Hrr. paa en højst mystisk Maade forsvandt her fra Landet, var jeg ligeledes en af dem, der anvendte den yderste Anstrængelse for at holde det saa omtrent sønderlemmede Parti sammen. Der blev os ikke den Gang forundt den Støtte af selve Partimedlemmerne, som var nødvendig, tvært imod blev vi ligefrem modarbejdet af Mange; det varede ikke længe, før der dannede sig en Fraktion, kaldet "Radikale" eller "Pios Venner", det var Folk som endnu ikke kunde se nogen Fejl ved Pio, de kunde ikke give Afkald paa hans Person, i hvorvel han tydeligt og klart ved en Artikel i "Dagbladet" havde tilkendegivet, at han kunde give Afkald paa Arbejderne. Trods Alt dette generede det ikke disse Mennesker at fremkomme med de mest uforskammede Beskyldninger mod de da ledende Kræfter, ja de var endog uforskammede nok til at paastaa, at det var os som havde fortrængt d'Hrr. Pio og Geleff, for selv at komme til Magten, hvilket jeg dog er overbevist om ikke en Eneste har eftertragtet, da man alt for godt ved, hvor utaknemmeligt det er at være blandt de Ledende i en Bevægelse. Endelig fandt de paa den Udvej, at de sagde: "Kom frem med, hvad Pio har gjort, lad os faa Sandheden frem i sin nøgne Skikkelse"; naar man nu af forskellige Grunde ikke i denne Retning opfyldte deres Ønske, ikke søgte at blotte disse Folk efter Fortjeneste, da var det mest af Hensyn til Sagen; men hvad fik man da paa Ærmet? naturligvis det: "Der kan man se, der har jo ingen Ting gjort, ikke Andet end at rejse bort, og dertil har de naturligvis været tvungne enten af Avtoriteterne eller af den Klike, som bestandig har opponeret imod dem." Man har imidlertid ladet disse Folk snakke og anstille Gisninger efter Behag.

Nu forekommer det rigtignok mig, at Tiden er kommen, nu da en af de Paagældende ikke har generet sig for selv at afsløre deres Slyngelstreger og deres Forræderi over for det Partii som de selv har dannet. Nu bør Afsløringen komme til alle Menneskers Kundskab, og naar jeg har udgivet Pjecen fuldstændige, da er det i Sandhedens Interesse, da er det, for at ikke enkelte Brudstykker skal fremkomme i Pressen, og da der selvfølgelig blive sagt, at Fremstillingen er forvansket. Jeg gengiver den derfor fuldstændig; Originalen er i mit Værge, og Enhver kan overbevise sig om Sandheden.

Det vil nu maaske blive paastaaet, at det kun er et Pengespekulationsforetagende af mig, og at Sagen kunde lige saa godt have været behandlet igennem Bladet; det er Altsammen noget jeg ikke bryder mig om. Under de Forhold, som Bladet for Øjeblikket arbejder under, er det en Umulighed at behandle denne Sag deri, idet Spørgsmaalet først skulde behandles andre Steder, og imidlertid vilde Beretningen have tabt sit Værd, og Adskillige vilde dog have fordømt Bladet, dersom den var kommen derigennem. Jeg har derfor paa eget Ansvar, baade i den ene og i den anden Retning, paataget mig at udgive Pjecen. Kritiken, der vil komme over mig i denne Henseende, er mig aldeles ligegyldig, og øvrige eventuelle Ulæmper bliver selvfølgelig min egen Sag.

Jeg vil imidlertid haabe, at Pjecen vil gavne saa Meget, at man for Eftertiden ikke vil dyrke Personerne, men Principerne. Tillige giver Pjecen en Oplysning, hvoraf enhver Statsborger kan hoste en meget nyttig Erfaring for lignende Tilfælde i Fremtidens politiske Mysterier.

Med socialistisk Hilsen.
Chr. Hørdum.

(Social-Demokraten 10. oktober 1877).

D'Hrr. Pio & Geleff og Politiet. Hr. Povl Geleffs i Amerika udgivne Pjece: "Den rene, skjære Sandhed om Louis Pio og mig selv" er udkommet i ordret Gjengivelse her i Byen paa Chr. Hørdums Forlag. Forfatteren, der med en over alle hidtil kjendte Grænser gaaende Oprigtighed blotter sig selv, gjør Rede for Mellemværendet mellem Politiet paa den ene og ham og Pio paa den anden Side. Det var Pio, som gav Ideen til Amerikarejsen, men skjønt stærkt fristet ved, at P. lovede Rejsepenge og henviste til "Social-Demokratens" ynkelige Forfatning, vægrede Geleff sig i Førstningen bestemt ved at rejse med. En Dag meddelte Pio imidlertid Geleff, at Politiinspektør Hertz ønskede at tale med ham. Han indfandt sig da paa Hertzs private Bopæl. Politiinspektoren sagde nu til G., at det var bedst, han rejste. Blev han, vilde han blive erklæret fallit, og det Hamborger-Hus, som havde givet Bladet Kredit paa Papir, vilde tage Trykkeriet. Der kunde gjøres Strafansvar gjældende, da Pio og Brix ikke havde ført Bøgerne ordentligt. H. indrømmede vel, at G. heri var uskyldig men det vilde dog komme til at gaa ud over ham. (Brix var arresteret). "Hvad der vilde ske, vilde han (Hertz) ikke gaa nærmere ind paa, men han vilde nødig være i mit Sted, naar det skete, der vilde ske." Hr. Hertz kunde godt skaffe ham Penge: 1000 Kr. skulde det ikke mangle paa; 1500 Kr. kunde ogsaa skaffes til Veje. Tilsidst underskrev G. et Dokument, Hertz gav ham; men den næste Dag fortrød han det og gik op til Hertz. "Men vi har jo Deres Dokument", sagde Politiinspektøren; Enden paa Samtalen blev, at Hr. G. lovede at i rejse. Samme Dags Aften skulde Pio og Geleff møde hos Hertz, for at aftale det fornødne med Hensyn til Rejsen. G. kom først og spurgte H., om Pio havde faaet Penge. Hertz gav er undvigende Svar, men tilføjede dog: "Han er godt forsynet". H. fortalte endvidere at P., hvis han ikke i Amerika kom i Forretning sammen med G., skulde udbetale denne 1500 Kr., hvilket P. dog ikke har gjort. Naa, de ere ham vel undte, og det er ikke første Gang, at han har snydt." De to Herrer rejste saa; en Opdagelsesbetjent, forklædt som Sømand, fulgte dem, indtil han havde set Skibet, der skulde føre dem til Amerika, gaa afsted med dem fra England. Efter Aftalen skulde han, saa snart dette var sket, telegrafere til H.: "All right". Da de kom til New York, hævede Geleff 1500 Kr. hos Konsulatssekretær Thomas Smidt efter en af Hertz udstedt Anvisning. P. fik efter et "Motto" 5000 fra samme Sted. Pio betalte Overrejsen for et Medlem af Hovedbestyrelsen, som kom til New York omtrent l l Dage efter P. og G. Ligeledes betalte han Overfart for to andre af Partiets mere fremragende Medlemmer. Af disse og flere andre Fakta uddrager G., at P. i alt har faaet 25,000 Kr. af Politiet for at rejse selv og tage de mere bekjendte Socialister med sig. Han slutter endvidere, at der har været ført Forhandlinger mellem d'Hrr. Estrup og Hertz. Pio indbildte Geleff, at han fik Pengene af sin Broder, men G. skriver, at han nu veed, at "Pio ikke har faaet en eneste Øre gjennem sin Broder"

Socialdemokraternes "radikale" Opposition har med Hr. F. R. Foltmar som Ansvarhavende begyndt Udgivelsen af et lille Ugeblad "Fremad". Samtidig er Baronesse Liljenkrantz's Ugeblad "Den Radikale" ophørt at udkomme.

(Morgenbladet (København) 9. oktober 1877).

Efter ankomsten til USA blev Geleff og Pio uenige om de penge de skulle have for bortrejsen, og Geleff blev så rasende på Pio at han udgav den nævnte pjece som betød at de begge blev miskrediteret blandt de skandinavisk-amerikanske arbejdere. Geleff ernærede sig som agent for landsalg og journalist. Pio havde i 1876 forgæves forsøgt at lave en koloni i Kansas. Pio døde i 1894, men Geleff kom til Danmark i anledning af 50 året for Socialdemokratiets dannelse - bl.a. med assistance fra Pios datter Sylvia (se andetsteds på denne blog). Han døde i 1928. Pjecen findes på Arbejdermuseet.

Christen Iver Hørdum (1846-1911) var skomager og kom 1869 til København som soldat. Efter soldatertiden kom med i det faglig-politiske røre, agiterede for hjemmearbejdets afskaffelse og var med til at oprette skomagernes produktionsforening som han ledede 1873–77 og en fagforening, hvis formand han var 1874–75 og 1877. Han blev 1874 medlem af i fagforeningernes centralbestyrelse, og på socialdemokratiets Gimlekongres 1876 indvalgtes han i hovedbestyrelsen. 

Efter Geleff og Pios afrejse til USA genrejste og reorganiserede Hørdum sammen med P. Holm og C. C. Andersen partiet. I 1875 arbejdede han som medlem af kontrolkomiteen for fagforeningernes støtte til Social-Demokraten. Han blev juni 1877 ekspedient ved og kort efter forretningsfører for det. Det var dog først da Hørdum foranledigede at Emil Wiinblad i 1881 blev redaktør at avisen for alvor oplevede et opsving. I 1878 stiftedes socialdemokratisk forbund med Hørdum som formand indtil 1882. Han lagde navn (hørdumrianerne) til en af oppositionen ("pionisterne" og "heroldisterne") opfunden betegnelse. Han var medlem af partibestyrelsen til 1909. Hørdum var medlem af Folketinget 1884-1887 og 1890-1909 og sammen med P. Holm partiets første rigsdagsmænd. 

Marienbergs Brand. (Efterskrift til Politivennen)

Ildspaasættelse. Herregaarden Marienberg under Rosenfeldt ved Vordingborg nedbrændte totalt i Lørdags. Til denne Ildsvaade knytter der sig i Fælge Meddelelse til "Loll.-F. Stiftstd." flere sørgelige Omstændigheder. En Mejerske er saaledes indebrændt, idet hun for at redde sit Uhr styrtede sig ind i den brændende Kaard, hvorfra hun først senere bares ud som et forkullet Lig. Ogsaa en Karl skal være saa stærkt forbrændt, at der er Tvivl om hans Liv. En Hest, en Tyr, 6 Faar og nogle Svin indebrændte. - En paa Gaarden tjenende Røgter, som tidligere skal have været straffet, har efter Sigende angivet sig selv som den, der af Hævnfølelse mod Forpagteren af Gaarden har paasat Ilden. Han antændte Gaarden paa flere Punkter, gik herefter ud i Kirkeskoven, hvor han lagde sig, indtil hele Gaarden stod i lys Lue, hvorpaa han gik hen og angav sig som Brandstifter.

(Morgenbladet (København) 12. september 1877).

Marienberg blev oprettet som selvstændig gård o. 1800. Den lå vest for Færgegårdsvej 22-24, lige syd for noret hvor senere Marienberg skole lå. Tidligere ejere (-1809) var amtsforvalter (1797-1805) Hans Henrich Peter Reiersen. kammerråd C. Rothe og kaptajn af artilleriet H. Rothe og Jes Andreas Jessen. Han havde gården et par årtier og solgte den (1829) til vicekonsul Hans Staal som 1855 solgte den til kammerherre og major Oscar O’ Neill Oxholm, sammen med 17 tilhørende fæstehuse for. Gården var da beboet af vicekonsulens søn forvalter Hans Staal og Lise Emilie Bjørn sammen med deres datter og 9 tjenestefolk. Gårdens forpagter 1860-1877 var Carl Egede og hustru Karen Faurholdt. De boede på Marienberg Hovedgård sammen med deres familie og 12 tjenestefolk. Ved ildebranden den 8. september 1877 bnedbrændte gården med indbo, fjerkræ og 50 grise. 

Landsover- samt Hof- og Stadretten paakjendte i Tirsdags en fra Vordingborg søndre Birks Extraret hertil indanket Sag, hvorunder en Arrestant tiltaltes for Brandstiftelse. Ved hans med det iøvrigt Oplyste stemmende Tilstaaelse er det beviist, at han den 8de Septbr. f. A. om Aftenen Kl imellem 10 og 11 har sat Ild paa den Generalinde Oxholm tilhørende, af C. Egede, hos hvem han tjente, forpagtede Hovedgaard, Marienberg, der med Undtagelse af et gammelt Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom og det meste af Egedes Ind- og Udbo samt endeel Kreature og Sædevarer brændte. En paa Gaarden tjenende Huusjomfru Kirstine Jacobsen indebrændte, idet hun, der var kommen ud af Bygningen, atter løb ind for at redde noget Tøi, og en Tjenestekarl, Christen Nielsen, som halvt paaklædt maatte redde sig ud igjennem den brændende Ko- og Hestestald, blev stærkt forbrændt paa Hænder og Bryst samt i Ansigtet, saa at han i længere Tid maatte være under Lægebehandling. Med Hensyn til selve Ildspaasættelsen har Arrestanten forklaret, at han den ommeldte Aften Kl. 8 lagde sig til at sove i Kostalden og at han, da han omtrent Kl. 10½ vaagnede og saae, at Lysene i Hovedbygningen vare slukkede, hvorfor han maatte antage, at alle Beboerne vare iseng, afstrøg en Tændstik, som han bar hos sig, og antændte ved den endeel Halmbaand, der laae i den ene Ende af Kostalden i en Bunke, der næsten naaede op til Loftet. Da han nu havde seet, at Ilden fængede stærkt i Halmbaandene og deraf sluttede, at den igjennem Brædeloftet maatte udbrede sig til Høet paa Loftet, forlod han Gaarden uden at vække Nogen og gik ad Vordingborg til, idet han undervejs saae, at Stalden stod i lys Lue og at Ilden havde udbredt sig til den modstaaende Ladelængde. Strax efter at være ankommen til Vordingborg anmeldte han sig som Gjerningsmand til Forbrydelsen. Arrestantens Motiv til Forbrydelsen var efter hans Forklaring deels at komme bort fra sin Tjeneste, deels at hævne sig paa Forpagter Egede, fordi denne nogle Dage forinden havde tildeelt ham nogle Slag, da han fandtes sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Kreaturene skjøtte sig selv. Derhos har han forklaret, at han, da Egede den 8de Septbr. om Eftermiddagen havde irettesat ham, fordi Køerne løb fra Malkepladsen, besluttede Ildspaasættelsen og strax var enig med sig selv om, hvorledes han vilde iværksætte den, og var det for lettere at kunne udføre Forbrydelsen at han bemeldte Dags Aften lagde sig til at sove i Kostalden, efter at han, for at den Karl, om deelte Kammer med ham, ikke skuldesavne ham, til denne havde sagt, at han efter Aftensmaaltidet vilde gaae til Vordingborg i et Ærende. Arrestanten, der er født 18de Septbr. 1853 og tidligere ved forskjellige Domme straffet for Tyveri og Betleri, blev ved Underretsdommen, ester Straffelovens § 220, anseel med 10 Aars Tugthuusstraf, hvilken Dom Overretten stadfæstede.

(Aalborg Stiftstidende og Adresse-Avis forsendes med Brevposten, ifølge Kongelig allernaadigst Bevilling 14. januar 1878).

Høiesteretsdom. Under en af Høiesteret igaar paakjendr Justitssag var Arrestanten, Tjenestekarl Peter Frederik Volqvarts Hansen overbeviist om at have sidstafvigte 8de September om Aftenen Kl. 10½ forsætlig sat Ild paa den Generalinde Oxholm til Rosenfeld tilhørende Hovedgaard Marienberg i Vordingborg Landsogn, hvorved Gaarden med Undtagelse af et gammelt Bindingsværks Tørve- og Materialhuus aldeles nedbrændte, ligesom ogsaa Størstedelen af Forpagterens Ind- og Udbo og Tjenestefolkenes Eiendele samt endeel Creaturer brændte. Ved Branden indebrændte Huusjomfruen paa Gaarden, idet han, som tilligemed Gaardens øvrige Beboere vare komme ud af Bygningerne og stod i Baggaarden, uagtet hun var advaret derimod, løb ind i Meieribygningen for at redde noget Tøi. Ligeledes blev en af Gaardens Karle stærkt forbrændt. Som Bevæggrund til Forbrydelsen har Arrestanten forklaret, at han iværksatte Ildspaasættelsen deels for at komme bort fra sin Tjeneste paa Gaarden deels for at hævne sig paa Forpagteren, fordi denne havde slaaet ham, i hvilken Henseende det er oplyst, al Forpagteren nogle Dage iforveien havde tildeelt ham nogle Slag med flad Haand, da han blev antruffen sovende i en Stak paa Marken, hvor han lod Creaturerne skjøtte sig selv. Under Sagen er der af de paagjældende Brandforsikkringsselskaber nedlagt Paastand om Erstatning for det Selskaberne ved Ildspaasættelsen tilføiede Tab af tilsammen over 64 000 kr , foruden at Tjenestefolkene paa Gaarden havde paastaaet Erstatning for det dem ved Branden tilføiede Tab af Effecter.

Ved de foregaaende Instantsers Domme var Arrestanten, der er født i 1853 og tidligere straffet, anseet med 10 Aars Tugthuusarbeide foruden at udrede de omtalte Erstatninger. Høiesteret skjærpede Straffen til 12 Aars Tugthuusarbeide.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. april 1878).

Røgteren Peter Frederik Volquarts Hansen var 24 år da han satte ild til gården. Han var tidligere straffet for tyveri og betleri. I Horsens Tugthus’ stambog beskrives han som 66 ¾ tommer høj (ca. 180 cm), blondt hår, brune øjne, en lidt opadbøjet næse, rødmosset ansigt, og som særlige kendetegn et skævt højre ben, et ar oven på højre hånd og på venstre kind, og desuden manglede han de 2 yderste led af højre pegefinger. Han blev benådet d. 1. april 1889 og løsladt d. 13. april 1889. Det økonomiske tab ved branden var 64.000 kr., og Marienberg blev ikke siden genopbygget..

Tyendesag. (Efterskrift til Politivennen)

En Købmand i Damtofte paastod under en ved Københavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Tyendesag en Tjenestekarl af Skovshoved straffet efter Tyendelovens eller Straffelovens Bestemmelser for den 19de Juni d. A. om Aftenen, medens den Indklagede endnu var i Klagerens Tjeneste, i dennes Bolig at have udskældt ham for en Drabant, Kæltring, Skurk og Æsel, og ved samme Lejlighed at have tilføjet ham et Slag i Ansigtet, hvorved Blodet kom til at flyde, og hvorved der ifølge en i Sagen fremlagt Lægeerklæring var blevet tilføjet Klageren forskellige mindre Læsioner omkring del ene Øje og paa Næsen, hvorhos Klageren paastod sig tilkendt Sagens Omkostninger hos den Indklagede, medens denne paastod sig frifunden. Efterat to af Klageren førte Vidner havde forklaret, at de en Aften i Juni Maaned havde hørt, at der paa Trappegangen i Købmandens Ejendom fandt et højrøstet Skænderi Sted mellem ham og hans Karl, samt at de havde sét, at Klageren stødte Karlen i Ryggen, hvorpaa denne slog Klageren med sin Haand i Ansigtet, saa at han kom til at bløde derved, indrømmede den Indklagede, at han, efter at Klageren havde stødt ham i Ryggen, derefter stødte igen til Klageren, men uden at tilføje ham noget egenlig Slag. Naar imidlertid hertil kom et tredje Vidnes Forklaring, hvorefter Vidnet en Aften i Juni Maaned under et højrøstet Skænderi i Klagerens Bolig hørte, at der faldt et Slag, efter Lyden som af en slap Haand i et Ansigt, hvorefter Klageren straks efter samtidig med den Indklagede kom udenfor Huset med blodigt Ansigt og med Haanden for Næsen og sagde, at han var bleven slaaet af den Indklagede, fandtes der ikke at kunne være nogen Tvivl om, at Sagen var gaaer saaledes til, at Parterne havde været i Skænderi, under hvilket Klageren har givet den Indklagede et Puf eller Stød i Ryggen, hvorefter den Indklagede har givet Klageren et Slag i Ansigtet, hvilket Slag har foraarsaget nogle ubetydelige Læsioner. Den Indklagedes Handling maatte saaledes nærmest betragtes som foretagen af Nødværge, og da saadanne Handlinger ifølge Straffelovens § 40 er straffefrie, vilde der ikke kunne paalægges den Indklagede noget Straffeansvar. Parternes Forhold vilde desuden være at henføre under Straffelovens § 206. Ifølge det Foranførte vilde den Indklagede saaledes i det Hele være at frifinde for Klagerens Tiltale; Sagens Omkostninger ophævedes.

(Social-Demokraten 26. august 1877).

Vold og Bedrageri. (Efterskrift til Politivennen)

Arbejdsmand Søren Nielsen deeltog Natten imellem den 5te og 6te August s. A. med Carl William eller Vilhelm Heitmann i en Voldshandling, for hvilken Sidstnævnte blev dømt den 11te Novbr. næstefter, medens Sagen blev hævet for Nielsen, da han ikke var at finde, da Stævningen skulde forkyndes. Bemeldte Voldshandling bestod deri, at Heitmann uden umiddelbar dertil given Anledning havde angrebet Arbejdsmand Lars som, medens denne stod paa Hjørnet af Gartnergade og Aagade, kastet ham til Jorden og sparket ham, og at Nielsen havde deeltaget i dette Overfald ved et Par Gange at sparke Larsson. Da det ikke kunde oplyses, hvorvidt de Sidstnævnte tilføiede Legemsbestadigclser, der bestode i et Saar paa Panden, 1½ Tomme langt, en Spaltning af venstre Øielaag og en betydelig Blodudtrædning over Kjæbebenet, vare foraarsagede af Heitmann eller Nielsen, maatte denne være medansvarlig for den udsvede Vold, der gjorde Larsson arbeidsudygtig i 4 Dage, men ikke efterlod videre skadelig Følge. Dette Ansvar gjordes gjældende mod Nielsen, efterat han var sat under Tiltale og arresteret for en anden i Forening med trende andre Personer, Muurarbeidsmandene Svendsen og Hansen, Natten mellem den 26de og 27de Mai d. A. begaaet Vold imod Former Nielsen, som derved tilføiedee et Saar i venstre Øielaag, der trængte ind til Øienhindens øvre Rand, hvor Benet fandtes blottet paa et enkelt Punkt, fremdeles i Isseregionen et henimod 2 Tommer langt Saar, der trængte ind til Beenhinden, men ikke gjennem denne, og et Par mindre Saar i Baghovedet, hvilke Legemsbeskadigelser havde til Følge, at Overfaldne var under Behandling paa Communehospitalet til 5te Juni, hvorefter han udskreves, uden at Saarene paaførte ham noget blivende Onde. De nærmere Omstændigheder ved den sidstomtalte Voldshandling vare følgende: Arrestanten Nielsen og de to nævnte Tiltalte havde tilligemed flere andre Personer været inde i et Værtshuus paa Solitudeveien, og forlode dette ved Midnatstid. Udenfor Værtshuset gave de Tre sig til paa en uhøvisk Maade at chikanere en af Gjæsterne, Former Johansen, og da denne paatalte deres Adfærd, kastede Arrestanten ham til Jorden, hvorfor Johansen raabte om Hjælp. Former Nielsen, der havde været sammen med Johansen paa Værtshuset, men var i Begreb med at fjerne sig forat undgaae Klammeri, kom derpaa til, forat yde Johansen sin Bistand, men inden han fik Tid hertil, greb de Tiltalte Svendsen og Hansen ham i Brystet, holdt ham fast og slog ham, indtil Arrestanten kom til. Denne foer strax løs paa Nielsen, strakte ham til Jorden med et Næveslag, og medens Nielsen, der i Faldet mistede Bevidstheden, laa i denne Tilstand, sparkede Arrestanten ham 15 til 20 Gange i Hovedet med sine Træsko. Samtidig dermed slog Tiltalte Hansen ham et Par Slag med Haanden, og ingen af de Tiltalte gjorde noget Skridt for at standse Arrestantens Voldsomheder, idet de, saavelsom Arrestanten, fra det Øieblik, de i et til Slagsmaal lystent Humeur havde fremkaldt Ufred, alle stiltiende ansaae sig forpligtede til at staae Last og Brast med hverandre og hjælpe hverandre i alle Tilfælde; dog maatte de ovenfor omtalte, Nielsen bibragte Saar antages at være foraarsagede af Arrestanten. - Tiltalte Svendsen og to andre tiltalte Muurarbejdsmænd vare derhos under samme Sag overbeviste om ved fælles Bistand at have skaffet sig Credit hos en Detailhandler for Varer til et samlet Beløb af c. 63 Kr. uden Hensigt at betale dette Beløb og uden senere at have fyldestgjort Besvegne for nogen Deel af Gjælden, - Ved Criminalrettens Dom blev  Arrestanten, der tidligere er straffet, anseet med Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder; de Tiltalte, af hvilke Svendsen og Hansen ligeledes tidligere ere straffede, ikjendtes Fængsel paa Vand og Brød. Svendsen i 4 Gange 5 Dage, Hansen i 3 Gange 5 Dage og de sidste tvende Tiltalte hver især i 2 Gange 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 24. august 1877).