Fødselsstiftelsen. (Efterskrift til Politivennen)

Der foreligger Beretning om den kgl. Fødsels- og Pleiestiftelse i Kjøbenhavn for Aaret fra 1ste April 1876 til 31te Marts 1877. Antallet af indkomne Kvinder i Fødselsstiftelsen og dens Filialer var i Aarets Løb 1021; af disse udgik 16 uden at have født; een fødte først den 1ste April 1877 og overgaaer derfor til næste Aarsberetning. De Fødendes Antal var saaledes 1004 (458 i selve Stiftelsen og 546 i Filialerne). Af de Fødende vare 175 Gifte og 829 Ugifte. Af ugifte Fødende vare 60 betalende, hemmeligt Fødende, 542 Tjenestepiger, 82 Sypiger, 59 Fabrikpiger, 30 Vaskepiger og Bybude, 10 Scorta, 10 fra Fattighuse eller Hospitalsgangpiger, 23 Enker og separerede Koner. 539 ere opførte som Førstefødende (269 i Stiftelsen, 270 i Filialerne); 465 have født tidligere. Tvillingfødsler ere forekomne i 16 Tilfælde, og Antallet af Fødsler bliver derefter 1020. Af Børnene vare 536 Drenge og 479 Piger. 969 vare levende fødte; 51 dødfødte. Under Fødslen ere altsaa døde 31 c: 3,1 pCt. af de 1000 Fødsler. Sundhedstilstanden har været god, idet Mortaliteten kun var 7 pro Mille af de Fødende.

Med Hensyn til de Børn, til hvis Opfostring Stiftelsen giver Pleiehjælp, bemærkes: Den 31te Marts 1876 var der 283 Børn, til hvis Mødre Stiftelsen gav Pleiehjælp, til Barnet fyldte 1 eller ½ Aar. I Aarets Lob tilkom 340, til Barnet fyldte 1 Aar, 261 til det fyldte ½ Aar. Af disse 884 Børn døde 201 og udskreves 374. Den 31te Marts 1877 var der tilbage 309 Børn, til hvis Mødre Stiftelsen gav Pleiehjælp, 26 flere end forrige Aar, 215 med Pleiehjælp, til Barnet fyldte 1 Aar, 94, til det fyldte ½ Aar. 126 Mødre, altsaa 37 flere end forrige Aar, have ikke havt Ophold i Kjøbenhavn i 10 Maaneder før deres Nedkomst, og have faaet Pleiehjælp til deres Børn, 74 til Barnets fyldte 1 Aar, 52 Til Barnets fyldte ½ Aar. Hos Fremmede var der i Pleie den 31te Marts 1876 imod Opfostringshjælp til Barnets fyldte 6te Aar 91 Børn, til dets fyldte 14de Aar 51 Børn. I Aarets Løb tilkom 31 Børn. Af disse 173 Børn døde 8 og udskreves 20. Den 31te Mars 1877 var der tilbage 145 Børn, 3 flere end forrige Aar, 70 til Barnets fyldte 6te Aar, 75 til dets fyldte 14de Aar. Af de i Kjøbenhavn udsatte Pleiebørn ere 304 syge Børn behandlede i Hjemmet, hvoraf 36 døde; i Børnehospitalet er behandlet 24 Børn, hvoraf 16 ere døde. 42 Pleiebørn ere anmeldte døde, men ikke behandlede af Stiftelsens Læger. 3 ere indlagte i andre Hospitaler. Af Pleiebørn i Kjøbenhavn er der saaledes anmeldt for Stiftelsens Læger 331 syge, hvoraf 52 ere døde. De øvrige Pleiebørn, som ere døde, ere døde i Pleie udenfor Kjøbenhavn dets Forstæder.

Stiftelsens samtlige Indtægter have i Finantsaaret 1876-77 udgjort 126,321 Kr. 87 Øre. nemlig ordinaire 122,215 Kr. 58 Øre og udenfor Budgettet 4106 Kr. 29 Øre, og Udgifterne 126,225 Kr. 66 Øre; Overskudet er altsaa 96 Kr. 21 Øre.

Der er i 1876-77 Pleiehjælp i 1 og ½ Aar til 601 Børn imod 557 i 1875-76 Opfostringshjælp i 14 Aar, hvorimod der 1875-76 udsattes 34 Børn med lignende Hjælp.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 17. oktober 1877).

Tyveri og Bedrageri m. m. (Efterskrift til Politivennen)

En tidligere straffet Person, Arrestanten Hans Rasmussen, kaldet Skaarup, er ved Criminalrettens Dom anset skyldig i ovennænte Forbrydelser under følgende nærmere Omstændigheder: En Dag i afvigte Sommer lagde han Mærke til, at en af Beboerne i en Eiendom i Korsgade, for hvilken Ejendom Arrcstanten fungerede som Vicevært, forlod sin Leilighed gjennem Kjøkkendøren, uden at aflukke denne; Arrestanten smuttede da i Hast ind i Lejligheden og stjal af en aabentstaaende Skuffe i en Piedestal en Portemonnais med 10 Kroner. Nogen Tid derefter, nemlig den 10de August, da han tilfældig havde faaet at vide, at en anden i samme Eiendom boende Familie var ude, og at Nøglen til Kjøkkenet ved en Forglemmelse var bleven siddende udvendig i Døren, gik han ind i Leiligheden og tilvendte sig af et Skrivebord de Penge, han i Hast kunde faae fat paa. Størrelsen af det stjaalne Beløb blev af Bestjaalne angivet til 80 Kr., men Arrestanten antog, at det kun havde udgiort 70 Kr. Hvad Tiltalen for Bedrageri angik, blev det beviist, at Arrestanten i Løbet af et Aar fra Juni Maaned f. A. at regne af de Leiesummer han i sin Egenskab af Vicevært for en Eiendom i St. Hansgade indfordrede, efterhaanden havde forbrugt til egen Brug et Beløb af 220 Kr., hvoraf intet senere var bleven betalt, idet han, uagtet han var forpligtet til strax at aflevere de Leiesummer, han oppebar, til Eieren, foregav for denne, at de Beløb, han manglede, ikke vare betalte af de Vedkommende. Ved senere Opgiørelser dækkede han det Manglende med andre indkomne Leiesummer og vedblev paa denne Maade, indtil Ejeren henved April Flyttedag d. A. fattede Mistanke og forlangte en fuldstændig Opgiørelse. Da han ikke paa nogen Maade saae sig istand til at dække Underbalancen, forsøgte han at skjule Bedrageriet ved svigagtig at foregive for Eieren, at han havde tabt en Tegnebog, hvori de 220 Kr. havde været. Arrestanten gjorde derhos Anmeldelse til Politiet om Tabet af Tegnebogen med Pengene. Arrestanten havde endvidere gjort sig skyldig i Bedrageri derved, at han, som i nogen Tid for sin Anholdelse havde været Colporteur for en herværende Forlagsboghandler, af denne havde modtaget forskiellige Uhre til Foreviisning ved Indsamling af Subskribenter, i August Maaned d. A. uden Forlagsboghandlerens Vidende og Villie til egen Fordeel havde pantsat 3 af disse Uhre, der vurderedes til 100 Kr. Uhrene, der vare pantsatte for 14 Kr., indløste Arrestanten dog inden Sagens Begyndelse ved Hjælp af nogle af de Penge, han havde tilvendt sig ved det ene af de ovenomhandlede Tyverier. Arrestanten var tillige sat under Tiltale for falsk Angivelse derved, at han havde gjort Anmeldelse til Politiet om det foregivne Tab af de ovenomhandlede 220 Kr., men Retten skjønnede ikkc, at Lovgivningen, og navnlig ikke § 224 i Straffeloven, indeholdt nogen Hjemmel til at ansee ham med Straf for dette Skridt, allerede af den Grund, at det ikke var en Angivelse om en forøvet Lovovertrædelse. For de begaaede Forbrydelser idømtes Arrestanten Straf af Forbedringshuusarbeide i 8 Maaneder.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 15. oktober 1877).

"Hans Rasmussen Skaarup; Tyv, Falskner og Bedrager; senest 8 M Forbdh: Mist: Prot: L: Pag. 76. 194”. [1878]." Genealogisk Forlag.

Guldbryllupper og Veteran. (Efterskrift til Politivennen)

Tre Guldbryllupspar. I Gyrstinge Sogn ved Ringsted høitideligholdt et Par gamle Aftægtshuusfolk deres Guldbryllup den 5te Octbr. De ere Begge i en Alder af 76 Aar og endnu rørige, især Manden, som endog formaaer ved et og andet Arbeide at fortjene Noget tilhjælp til sit og Hustrues daglige Underhold. De have havt 3 Børn, nemlig to Sønner, som døde i Barndomsalderen, og een endnu levende Datter, der er gift og som med sin Mand eier det samme Huus med Jordlod, som hendes Forældre for 13 Aar siden gik i Fæste fra Sorø Akademi. Paa Guldbryllupsdagen bleve de to Gamle ledsagede af Datter og Svigersøn og fire Børnebørn samt en ikke lille Skare af Sognets Beboere til Gyrstinge Kirke, hvor Sognepræsten, efterat en Psalme var afsungen, holdt en Tale til dem i Dagens Anledning. Da dette Guldbryllupspar med Familie sidder i trange Kaar, havde en Deel af Sognets Mænd og Kvinder foranstaltet et Festmaaltid for dem i den ligeoverfor Kirken liggende Skolestue og sammenskudt en Sum af 81 Kr. til de Gamles Vederkvægelse i deres Livs Aften. 

I samme Sogn have i dette Aar 2 andre Ægtepar holdt deres Guldbryllup, saaledes den 25de April en forhenværende Gaardeier og Møller og Hustru, som for nogle Aar siden mod en aarlig Aftægt have afstaaet Gaard og Mølle til en af deres Sønner. Deres Ægtestab har været velsignet med 10 Børn, 7 Sønner og 3 Døttre, af hvilke 5 Sønner og 1 Datter endnu leve, og som vare tilstede ved Forældrenes Guldbryllupshøitid i Gyrstinge Kirke tilligemed de fleste Børnebørn, som ialt udgiør 18. Endskjøndt de ere naaede udover de 79 Aar, kunne de dog Begge glæde sig ved en særdeles god Helbred, ligesom de ogsaa endnu ere aandsfriske.

Det 3die Guldbryllupspar er en Altægtsgaardmand og Hustru, som den 7de September i Forening med deres 4 endnu levende og gifte Børn, 2 Sønner og 2 Døttre, og mange Børnebørn, høitideligholdt Dagen i Kirken. Dette gamle Ægtepar har havt 13 Born, hvoraf de 9 døde allerede i den tidligere Barndom. De to Gamle have en efter deres høie Alder god Helbred.

Afdød Veteran. (Fyens Stiftst.) Den 30te August jordedes paa Birkende Kirkegaard en af de faa tilbageværende Veteraner fra Aarhundredets Begyndelse, nemlig Aftægtsmand Lars Mathiesen. Han var født i Holev i Marslev Sogn 1785 og opnaaede saaledes en Alder af 92 Aar. Han tjente som Dragon ved det fyenske Dragonregiment i Krigsaarene fra 1807 til 1814, var med i Leiren ved Ratzeburg og havde deeltaget i flere Smaatræfninger med Kosakkerne. Under Slaget ved Sehested var han Ordonnans hos en Søcaptain, som med en Afdeling Matroser var beordret til at afbryde Broer og deslige, og han var saaledes Øienvidne til hele Slaget. Det var hans største Glæde at tale om hine Dage, og han kunde huske det Hele lige til det Sidste. Han giftede sig under Krigen og fik et Fæstehuus i Birkende under Veirupgaards Gods; dette afstod han 1847 til sin Søn, som siden har svaret ham en aarlig Aftægt. I 1855 døde hans Hustru, med hvem han havde 7 Børn, af hvilke de 4 overleve ham. Han har havt en sjældent god Helbred og næsten aldrig været syg; i de sidste 3 a 4 Aar maatte han for det Meste holde Sengen, men han bevarede sin fulde Aandskraft til det Sidste. Han blev begravet under megen Deeltagelse fra Sognebeboerne, som fulgte ham til hans sidste Hvilested.

(Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. oktober 1877).

Vold og Legemsbeskadigelse. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdomme. Under en af Høiesteret igaar paakjendt Justitssag tiltaltes en Gaardeier i Bjerre Herreds Jurisdiction i Jylland for Vold og Legemsbeskadigelse. Det var i saa Henseende oplyst, at Tiltalte den 13de Januar d. A. om Eftermiddagen omtr. Kl. 6 kom kjørende med et Læs Træ ad en paa Murer Simon Hansens Mark gaaende Vei, om hvilken der tidligere havde været Uenighed mellem dem, idet Sidstnævnte havde nægtet Tiltalte at benytte Veien, medens Tiltalte ansaae sig berettiget dertil. Da nu Hansen af sine Børn erfarede, at Tiltalte kom kjørende med et Læs Træ ad bemeldte Markvei, gik han ud for at spørge denne, med hvad Ret han vedblev at benytte Veien, og da han raabende "Holdt" gik hen foran Hestene, og Tiltalte befrygtede at blive overfaldet af Hansen, bibragte han denne med en 7 Qvarteer lang og med mange Knaster forsynet Green, som han brød af det paa Vognen værende Læs Træ, flere Slag i Hovedet - deriblandt et, der bevirkede et Brud af Pandebenet - og over Armen og forlod ham derpaa, medens Hansen i stærkt blødende Tilstand gik hjem. Efterat Simon Hansen i Anledning af de ham tilføiede Læsioner gjentagne Gange havde været undergivet Lægebehandling og efterat han under 12. April d. A. paa Grund af sin Tilstand af Øvrigheden var bleven erklæret umyndig, blev han i Mai Maaned indlagt paa Sygehuset i Horsens, hvor den Læge, der sammesteds har observeret ham, i en Erklæring har udtalt, at han er en til overdreven Nydelse af Spiritus hengiven Person, hvilket i Almindelighed medfører en sygelig Tilstand i Hjernen og andre Organer, og at det er umuligt med Bestemthed at afgøre, hvor megen eller hvor liden Betydning der skal tillægges hans Drikfældighed og den ham i Januar overgaaeede Vold, men at denne sidste dog bør tillægges størst Betydning ved hans nu stedfindende Sygelighed. Sluttelig udtalte Lægen den Formening, at det væsentlig er afhængig af Simon Hansen selv, om han skal blive helbredet og arbejdsdygtig. Om der nu end ved Bedømmelsen af Tiltaltes Forhold maa gaaes ud fra, at han ved sin voldelige Fremfærd alene havde havt til Hensigt at afværge et befrygtet Angreb af S. Hansen - i hvilken Henseende maa mærkes, at denne flere Gange, navnlig den 12. Januar, altsaa Dagen forud for Overfaldet, havde truet Tiltalte med at prygle ham eller endog slaae ham ihjel - uden at han (Tiltalte) kan antages enten at have villet bevirke den tilføiede Skade eller at have maattet forudsee samme som en ikke usandsynlig Følge af Gjerningen, var der dog ingen Føie til at ansee Tiltalte for at have befundet sig i virkeligt Nødværgetilfælde eller til at antage, at Hansen, der maa antagcs at have været ubevæbnet, skulde have havt til Hensigt at iværksætte sine tidligere Trusler - hvorved tillige maa mærkes, at en Mand, der havde ledsaget Tiltalte paa Touren og var skiltes fra ham kort for Sammenstødet, efter Sagens Oplysninger ikke var længere borte, end at han hørte Simon Hansen raabe "Holdt" og i fornødent Fald let kunde være kaldet tilhjælp.

Høiesteret stadfæstede Overettens Dom, ved hvilken Tiltalte, der er 29 Aar gammel og ikke tidligere har været tiltalt eller straffet, for sit ovenanforte Forhold var anseet efter Straffelovens § 203 med Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 3 Gange 5 Dage samt tilpligtet at betale Simon Hansen i Erstatning for Helbredelsesudgifter 65 Kr. 92 Øre. Høiesteret fastsatte derhos den af den for S. Hansen beskikkede Værge fordrede Erstatning for Næringstab efter de foreliggende Oplysninger til 250 Kr.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 10. oktober 1877).

Geleff og Pio. (Efterskrift til Politivennen)

Ærede Partifæller

"Den rene, skære Sandhed" er Titlen paa den af Povl Geleff i Chikago udgivne Pjece om Louis Pio og ham selv; som bekendt har jeg forlagt og udgivet Skriftet her. Ved nærværende Linjer skal jeg i al Korthed give en Forklaring over, hvorfor jeg har gjort dette.

Det vil ikke være Eder ubekendt, at jeg hører til dem, som har maattet døje ikke saa ganske lidt, fordi jeg ikke i Tykt og Tyndt har kunnet følge disse Folk i deres Handlinger. De Principer og den Ide, som d'Hrr. har begyndt at tale for her til Lands, har jeg helliget mig, men aldrig Personerne; jeg har ganske sikkert skænket dem mangen en ærlig Tanke, fordi rejste Bevægelsen, men jeg har bestandig taget min egen Fornuft med Betragtning. Naar de fremkom med Planer, som efter min Anskuelse var urigtige, opponerede jeg derimod, og dette har som oftest af mine egne Kammerater forvoldt mig mange Ubehageligheder. Den Gang d'Hrr. paa en højst mystisk Maade forsvandt her fra Landet, var jeg ligeledes en af dem, der anvendte den yderste Anstrængelse for at holde det saa omtrent sønderlemmede Parti sammen. Der blev os ikke den Gang forundt den Støtte af selve Partimedlemmerne, som var nødvendig, tvært imod blev vi ligefrem modarbejdet af Mange; det varede ikke længe, før der dannede sig en Fraktion, kaldet "Radikale" eller "Pios Venner", det var Folk som endnu ikke kunde se nogen Fejl ved Pio, de kunde ikke give Afkald paa hans Person, i hvorvel han tydeligt og klart ved en Artikel i "Dagbladet" havde tilkendegivet, at han kunde give Afkald paa Arbejderne. Trods Alt dette generede det ikke disse Mennesker at fremkomme med de mest uforskammede Beskyldninger mod de da ledende Kræfter, ja de var endog uforskammede nok til at paastaa, at det var os som havde fortrængt d'Hrr. Pio og Geleff, for selv at komme til Magten, hvilket jeg dog er overbevist om ikke en Eneste har eftertragtet, da man alt for godt ved, hvor utaknemmeligt det er at være blandt de Ledende i en Bevægelse. Endelig fandt de paa den Udvej, at de sagde: "Kom frem med, hvad Pio har gjort, lad os faa Sandheden frem i sin nøgne Skikkelse"; naar man nu af forskellige Grunde ikke i denne Retning opfyldte deres Ønske, ikke søgte at blotte disse Folk efter Fortjeneste, da var det mest af Hensyn til Sagen; men hvad fik man da paa Ærmet? naturligvis det: "Der kan man se, der har jo ingen Ting gjort, ikke Andet end at rejse bort, og dertil har de naturligvis været tvungne enten af Avtoriteterne eller af den Klike, som bestandig har opponeret imod dem." Man har imidlertid ladet disse Folk snakke og anstille Gisninger efter Behag.

Nu forekommer det rigtignok mig, at Tiden er kommen, nu da en af de Paagældende ikke har generet sig for selv at afsløre deres Slyngelstreger og deres Forræderi over for det Partii som de selv har dannet. Nu bør Afsløringen komme til alle Menneskers Kundskab, og naar jeg har udgivet Pjecen fuldstændige, da er det i Sandhedens Interesse, da er det, for at ikke enkelte Brudstykker skal fremkomme i Pressen, og da der selvfølgelig blive sagt, at Fremstillingen er forvansket. Jeg gengiver den derfor fuldstændig; Originalen er i mit Værge, og Enhver kan overbevise sig om Sandheden.

Det vil nu maaske blive paastaaet, at det kun er et Pengespekulationsforetagende af mig, og at Sagen kunde lige saa godt have været behandlet igennem Bladet; det er Altsammen noget jeg ikke bryder mig om. Under de Forhold, som Bladet for Øjeblikket arbejder under, er det en Umulighed at behandle denne Sag deri, idet Spørgsmaalet først skulde behandles andre Steder, og imidlertid vilde Beretningen have tabt sit Værd, og Adskillige vilde dog have fordømt Bladet, dersom den var kommen derigennem. Jeg har derfor paa eget Ansvar, baade i den ene og i den anden Retning, paataget mig at udgive Pjecen. Kritiken, der vil komme over mig i denne Henseende, er mig aldeles ligegyldig, og øvrige eventuelle Ulæmper bliver selvfølgelig min egen Sag.

Jeg vil imidlertid haabe, at Pjecen vil gavne saa Meget, at man for Eftertiden ikke vil dyrke Personerne, men Principerne. Tillige giver Pjecen en Oplysning, hvoraf enhver Statsborger kan hoste en meget nyttig Erfaring for lignende Tilfælde i Fremtidens politiske Mysterier.

Med socialistisk Hilsen.
Chr. Hørdum.

(Social-Demokraten 10. oktober 1877).

D'Hrr. Pio & Geleff og Politiet. Hr. Povl Geleffs i Amerika udgivne Pjece: "Den rene, skjære Sandhed om Louis Pio og mig selv" er udkommet i ordret Gjengivelse her i Byen paa Chr. Hørdums Forlag. Forfatteren, der med en over alle hidtil kjendte Grænser gaaende Oprigtighed blotter sig selv, gjør Rede for Mellemværendet mellem Politiet paa den ene og ham og Pio paa den anden Side. Det var Pio, som gav Ideen til Amerikarejsen, men skjønt stærkt fristet ved, at P. lovede Rejsepenge og henviste til "Social-Demokratens" ynkelige Forfatning, vægrede Geleff sig i Førstningen bestemt ved at rejse med. En Dag meddelte Pio imidlertid Geleff, at Politiinspektør Hertz ønskede at tale med ham. Han indfandt sig da paa Hertzs private Bopæl. Politiinspektoren sagde nu til G., at det var bedst, han rejste. Blev han, vilde han blive erklæret fallit, og det Hamborger-Hus, som havde givet Bladet Kredit paa Papir, vilde tage Trykkeriet. Der kunde gjøres Strafansvar gjældende, da Pio og Brix ikke havde ført Bøgerne ordentligt. H. indrømmede vel, at G. heri var uskyldig men det vilde dog komme til at gaa ud over ham. (Brix var arresteret). "Hvad der vilde ske, vilde han (Hertz) ikke gaa nærmere ind paa, men han vilde nødig være i mit Sted, naar det skete, der vilde ske." Hr. Hertz kunde godt skaffe ham Penge: 1000 Kr. skulde det ikke mangle paa; 1500 Kr. kunde ogsaa skaffes til Veje. Tilsidst underskrev G. et Dokument, Hertz gav ham; men den næste Dag fortrød han det og gik op til Hertz. "Men vi har jo Deres Dokument", sagde Politiinspektøren; Enden paa Samtalen blev, at Hr. G. lovede at i rejse. Samme Dags Aften skulde Pio og Geleff møde hos Hertz, for at aftale det fornødne med Hensyn til Rejsen. G. kom først og spurgte H., om Pio havde faaet Penge. Hertz gav er undvigende Svar, men tilføjede dog: "Han er godt forsynet". H. fortalte endvidere at P., hvis han ikke i Amerika kom i Forretning sammen med G., skulde udbetale denne 1500 Kr., hvilket P. dog ikke har gjort. Naa, de ere ham vel undte, og det er ikke første Gang, at han har snydt." De to Herrer rejste saa; en Opdagelsesbetjent, forklædt som Sømand, fulgte dem, indtil han havde set Skibet, der skulde føre dem til Amerika, gaa afsted med dem fra England. Efter Aftalen skulde han, saa snart dette var sket, telegrafere til H.: "All right". Da de kom til New York, hævede Geleff 1500 Kr. hos Konsulatssekretær Thomas Smidt efter en af Hertz udstedt Anvisning. P. fik efter et "Motto" 5000 fra samme Sted. Pio betalte Overrejsen for et Medlem af Hovedbestyrelsen, som kom til New York omtrent l l Dage efter P. og G. Ligeledes betalte han Overfart for to andre af Partiets mere fremragende Medlemmer. Af disse og flere andre Fakta uddrager G., at P. i alt har faaet 25,000 Kr. af Politiet for at rejse selv og tage de mere bekjendte Socialister med sig. Han slutter endvidere, at der har været ført Forhandlinger mellem d'Hrr. Estrup og Hertz. Pio indbildte Geleff, at han fik Pengene af sin Broder, men G. skriver, at han nu veed, at "Pio ikke har faaet en eneste Øre gjennem sin Broder"

Socialdemokraternes "radikale" Opposition har med Hr. F. R. Foltmar som Ansvarhavende begyndt Udgivelsen af et lille Ugeblad "Fremad". Samtidig er Baronesse Liljenkrantz's Ugeblad "Den Radikale" ophørt at udkomme.

(Morgenbladet (København) 9. oktober 1877).

Efter ankomsten til USA blev Geleff og Pio uenige om de penge de skulle have for bortrejsen, og Geleff blev så rasende på Pio at han udgav den nævnte pjece som betød at de begge blev miskrediteret blandt de skandinavisk-amerikanske arbejdere. Geleff ernærede sig som agent for landsalg og journalist. Pio havde i 1876 forgæves forsøgt at lave en koloni i Kansas. Pio døde i 1894, men Geleff kom til Danmark i anledning af 50 året for Socialdemokratiets dannelse - bl.a. med assistance fra Pios datter Sylvia (se andetsteds på denne blog). Han døde i 1928. Pjecen findes på Arbejdermuseet.

Christen Iver Hørdum (1846-1911) var skomager og kom 1869 til København som soldat. Efter soldatertiden kom med i det faglig-politiske røre, agiterede for hjemmearbejdets afskaffelse og var med til at oprette skomagernes produktionsforening som han ledede 1873–77 og en fagforening, hvis formand han var 1874–75 og 1877. Han blev 1874 medlem af i fagforeningernes centralbestyrelse, og på socialdemokratiets Gimlekongres 1876 indvalgtes han i hovedbestyrelsen. 

Efter Geleff og Pios afrejse til USA genrejste og reorganiserede Hørdum sammen med P. Holm og C. C. Andersen partiet. I 1875 arbejdede han som medlem af kontrolkomiteen for fagforeningernes støtte til Social-Demokraten. Han blev juni 1877 ekspedient ved og kort efter forretningsfører for det. Det var dog først da Hørdum foranledigede at Emil Wiinblad i 1881 blev redaktør at avisen for alvor oplevede et opsving. I 1878 stiftedes socialdemokratisk forbund med Hørdum som formand indtil 1882. Han lagde navn (hørdumrianerne) til en af oppositionen ("pionisterne" og "heroldisterne") opfunden betegnelse. Han var medlem af partibestyrelsen til 1909. Hørdum var medlem af Folketinget 1884-1887 og 1890-1909 og sammen med P. Holm partiets første rigsdagsmænd.