Søren Jensen. Fattiglem. (Efterskrift til Politivennen)

Høiesteretsdom. Høiesteret paakjendte i Onsdags en Sag, hvorunder Arrestanten Søren Jensen med Tilnavn Slotth tiltaltes for Overtrædelse af Straffelovens 12te Capitel samt til Sikkerhedsstillelse efter Straffelovens § 299.

Efter Rapport fra en Politiassistent i Randers havde Arrestanten - der den 26. Septbr. f. A. var fra Arbejdsanstalten i Mariager, hvor han af sin Forsørgelsescommune havde været indlagt som Fattiglem, bleven hjemsendt med Tvangspas til bemeldte Commune - den paafølgende Dag indfundet sig paa Politistationen i Randers, hvor han, efter at have faaet udbetalt Tærepenge til Reisens Fortsættelse, fik Paalæg om strax at begive sig ud af Byen. Et Par Timer senere blev han imidlertid af en Politibetjent antruffen paa Gaden i Randers, og da Betjenten spurgte ham om Grunden til, at han endnu ikke havde forladt Byen, svarede han, at han ikke vilde gaae hjem. men gjorde Fordring paa at blive kjørt, hvorhos han, da Betjenten foreholdt ham, at han godt kunde gaae, tilføiede, at naar Communen havde havt Raad til at lade ham kjøre til Arbeidsanstalten, havde den ogsaa Raad til at kjøre ham hjem derfra. Arrestanten - hvem Betjenten derefter gjentagne Gange forgjæves opfordrede til at forlade Byen - blev nu ført til Politistationen, hvor han fremstilledes for en Politiassistent; men ogsaa ligeoverfor denne fastholdt han sin Vægring ved at gaae hjem, idet han paa en irriterende Maade forlangte, at Assistenten skulde skaffe Befordring til ham, og da denne bestemt vægrede sig ved at gjøre dette, blev Arrestanten meget opfarende. Han slog den ene Gang efter den anden med knyttet Haand i Bordet og trængte med truende Miner og Gebærder ind paa Assistenten, idet han raabte til denne, der paabød ham at være rolig og advarede ham mod at forløbe sig, at han skulde holde Kjæft. Endelig stødte han Assistenten gjentagne Gange for Brystet, saa at denne veg flere Skridt tilbage, og nu lod Assistenten ham ved fire Politibetjente indsætte i Detentionslocalet og iføre Spændetrøjen, men Arrestanten satte sig til Modværge med Betjentene, greb haardt fat i disses Hænder og Klæder, hvorved han iturev den ene Betjents Beenklæder, og udskjældte samtidig Assistenten og Betjentene paa forskjellig Maade. Da Assistenten et Par Timer senere saae til ham i Detentionslocalet, yttrede Arrestanten, at naar han kom hjem, skulde han slaae Formanden for Sogneraadet saaledes, at han skulde ligge ved det, han vilde ikke skaane noget Menneske, og hvis Communen paany satte ham paa Arbejdsanstalten, vilde han strax undvige derfra, blot forfat Communen kunde komme af med nogle flere Penge, hvorhos han tilføiede, at han i det Hele taget i Fremtiden vilde gjøre, hvad han kunde, for at genere Communen, navnlig paa en saadan Maade, at den kom af med Penge.

Arrestanten havde indrømmet, at han, der var ærgerlig paa sin Forsørgelsescommune, fordi denne havde indsat ham paa den ovennævnte Arbejdsanstalt, havde brugt den ovenanførte Trusel imod Formanden for det paagjældende Sogneraad. Da imidlertid hans Anbringende om, at det ikke var hans Mening at gjøre Alvor af denne Trusel, efter Omstændighederne ikke fandtes at kunne forkastes, blev han af Overretten, forsaavidt han efter Begjæring af Sogneraadsformanden var tiltalt til Sikkerhedsstillelse efter Straffelovens § 299, frifunden for Actors Tiltale, hvorimod han for sit ovenomhandlede Forhold imod Politiassistenten og Politibetjentene blev anseet efter Straffelovens §§ 100 og 101 med en Straf af Fængsel paa Vand og Brød i 2 Gange 5 Dage.

Højesteret stadfæstede den indankede Dom i Henhold til de i samme anførte Grunde og med Bemærkning, at der ikke vilde kunne tillægges de Højesteret forelagte nye Oplysninger Indflydelse paa Sagens Udfald, navnlig forsaavidt angaaer Spørgsmaalel om Anvendelse af Straffelovens § 299.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. april 1879).

Valgkamp i Vestsjælland. (Efterskrift til Politivennen)

Korrespondance fra Slagelse.

Slagelse, den 30. Marts 1879.

Da Social-Demokraterne for nogle Maaneder siden afholdt Møde her i Byen, næredes der af flere Frygt for, at Mødet ikke skulde løbe fredeligt af; man vidste fra tidligere Lejligheder, at en stor Del af Byens Højremænd er besatte af en til Vildskab grænsende Fanatisme. Mødet afholdtes imidlertid under saa stor Ro, at Alle forbavsedes derover. Hvad Grunden har været til denne usædvanlige Ro, skal jeg ikke kunne sige, men saameget er vist, at flere af de Herrer, der ellers udmærker sig ved støiende og larmende Adfærd, den Aften holdt sig borte fra Ridehuset, fordi de syntes, "det var Synd at forstyrre Arbejdernes Møde". Ja, kære Læser! tro kun dine øjne; jeg har selv hørt en af disse Spektakelmagere forsikre, at han ikke turde overvære Mødet, da han ikke kunde lade være at støie, og - det var dog Synd. De Indfødte her er, som jeg tidligere har paavist, af en ejendommelig Konstruktion, og navnlig er de Arbejdere eller Smaafolk, der faar Lov at arbejde paa Betingelse af politisk Overensstemmelse med Arbejdsherren, slemme at komme i Lag med. Som Regel bør man vel forudsætte, at de ikke har Spor af Begreb om Politik, men naar deres Herre og Mester bilder dem en Løgn ind og fortæller dem, at Sort er Hvidt, saa tror de det, og saa hvæsser de deres Knive for, om nødvendigt, at slaa et Slag for det Sande og det Rette!

Slagelse og Omegn (med Korsør) er vistnok den Egn i hele Danmark, der kan paavise det største Antal Skandaler ved Valg- og lignende Handlinger, og det er derfor den naturligste Sag af Verden, at man betragter Glarmester Bærentsens ulykkelige Endeligt med stor Mistænksomhed; det er selvfølgelig for meget at sige: her foreligger er politisk Mord, men - saa længe jeg ikke er overbevist om det Modsatte, har jeg vel Lov at tro, hvad jeg vil?

For i Dag vil jeg slutte min Korrespondance med efter vor Bys Venstreblad at hidsætte følgende Liste over Overfald og Skandaler, forøvede af Højremænd her i Egnen :

"Sorø Amtst." skriver nemlig:

"Naar man nu spørger, hvorvidt der virkelig kunde siges at være, om ikke Sandsynlighed, saa dog Mulighed for, at Fanatismen i Korsør kunde afføde et politisk Snigmord, da skulle vi minde om den Række Voldshandlinger af stigende Omfang, som denne allerede har affødt. Ved Valget i 1872 slog Forstander for Arbejdsanstalten Olesen *) Garver Petersen bagfra med en Stok i Hovedet. Ved Valget 1873 blev det Tauber meddelt, at den samme Olesen paa offenligt Sted i flere Vidners Paahør havde udladt sig med, at han havde hvervet 12 Mænd med Knipler, der "nok skulde tærske disse Venstremænd". T. gjorde Anmældelse derom til Politimesteren i Slagelse, der foranledigede, at O. blev sendt tilbage til Korsør, saasnart han havde afgivet sin Stemme. Da Tauber ved samme Valg drog fra Valgstedet, ledsaget af sine Vælgere, kastede en Sømand fra Korsør sig ind i Rækkerne og rettede et Slag med en Knippel efter T., men ramte en Mand, der gik bag ved ham, og bibragte denne en blodig Skramme i Tindingen. Ved samme Valg var en gammel Gaardmand paa et offenligt Sted i Slagelse Genstand for alvorlig Overlast fra Korsørvælgernes Side. Glarmester Bærentzen fik paa Hjemreisen eller efter Hjemkomsten fra samme Valg sit Ansigt slaaet til Blods, og saavel samme Aften som et Par paafølgende Aftener var der i Korsør Opløb med Rudeindslagning m. m. hos derværende Venstremænd. Ved Valget i 1876 søgte efter Valghandlingen en Flok Korsørvælgere med en Styrmænd Jacobsen i Spidsen at trænge op til Tribunen, hvor Tauber endnu opholdt sig - som det hed sig, for at faa fat paa denne - , tilføjede en Vægter, der vilde standse dem, grov Overlast, men tørnede imod en Klynge Bønder, hvoraf der udspandt sig det voldsomste Slagsmaal, der i halvanden Time væltede sig henad Gaderne, og hvori flere Hundrede Mennesker efterhaanden inddroges. Ved hvert af disse Valg var der ogsaa Tumulter paa Slagelse Banegaard af de bortdragende Korsørere, hvorved der vankede blodige Pander, Ruder gik i Løbet m. m. m. Det Samme var Tilfældet ved sidste Valg, da endog Politifuldmægtigen i Slagelse, der vilde lægge sig imellem, fik en blodig Skramme paa Kinden; men i det Hele blev man ved sidste Valg forskaanet for de befrygtede Uordener, fordi Højre sejrede. Bærentzen, der særligt var lagt for Had paa Grund af hans ihærdige Bestræbelser og Artikler i venstre Retning (jvfr. "Korsør Avis" for 17de Marts), havde for sidste Valg erklæret til Tauber, at han ikke turde komme til Valg for ikke at udsætte sig for forøvet personlig Overlast, og Garver Petersen havde tilskrevet T., at han hverken turde være Taubers Stiller eller stemme paa ham, fordi Betjent Vind havde truel ham med, at hvis han mødte paa Valgdagen i Slagelse, skulde han fra den Dag blive sat under Politiets Opsigt. Politiet saavel i Slagelse som i Korsør har enten vist sig afmægtigt eller forholdt sig ligegyldigt overfor disse Uordener og voldelige Overfald fra Korsørernes Side; kun den omtalte Styrmand fik en Mulkt paa en Snes Kroner for Vold mod Vægteren. En Klage, som i 1873 blev indgivet til Folketinget, viste sig frugtesløs, da Ministeriet først henlagde den og senere afviste den. Den Ophidselse, som har affødt slige Voldshandlinger, er væsenlig udgaaet fra den bedre Klasse i Korsør. Selve Politimesteren indledede ved det første Møde i Korsør, hvor han var sammen med Tauber, den personlige Ophidselse ved stærkt injurierende Angreb paa denne; og ved et senere Møde, hvortil T. havde indbudt den jævnere Befolkning i Korsør, indfandt sig 6 af Byens "bedste Mænd" og gjorde et saa ulideligt Spektakel, at Indbyderen ikke kunde komme til Orde og Mødet maatte afbrydes, hvilket en af dem, Doktor Vilhelmsen, der havde paataget sig at være Dirigent - den Samme, som skriver de berømte korsørske Valgviser, hvilke Politimester Rump synger for under Optoget i Slagelse - udførte ved at slukke den ene Gaslampe og derved foranledigede, at en af hans Ledsagere gjorde det samme ved den anden Lampe; skøndt Lokalet derved blev mørkt, skete der dog den Gang ikke videre, da de Tilstedeværende ikke vare i slagsindig Stemning. "Korsør Av." navngav efter Valget i 1873 de 12 Vælgere i Korsør, der havde stemt paa Tauber, med den Henstilling, "om de vare værd at eje"; blandt disse var Glarmester Bærentzen, der fra den Tid af blev unddraget alt baade offentligt og privat Arbejde fra højre Side. Efter Valget 1870 bebudede "Korsør Avis", idet Bladet omtalte det storartede Slagsmaal, med en i Sandhed kynisk Aabenhjertighed: at værre Ting forestod næste Gang, skulde Tauber atter stillede sig, og ved Valget 1870 benyttede saavel det nævnte Blad som Agitatorerne i Korsør en Opfordring, som et stort Antal Landboere havde rettet til Politimesteren i Slagelse om at skaffe Ro og Orden paa Valgdagen, som et yderligere Agitationsmiddel mod Tauber og hans Venner, ret som om det var en personlig Fornærmelse mod Korsørerne at formene dem deres Ustyr og Voldsfærd. Det ligger herefter ikke saa fjærnt at forudsætte Muligheden af, at den Ærgrelse, som det maa have forvoldt Korsørerne at se deres Uvæsen stillet blot for Offentligheden gennem Valgklagen, kunde have affødt "værre Ting", som Byens Organ bebudede i 1876."

*) Olesen og Vind vare to tidligere Gendarmer, som Byfoged Sylow fik ansat i Korsør Politi efter Krigen 1864, da han var Feltpolitimester. Olesen har senere forladt Valgkredsen.

(Social-Demokraten 2. april 1879).

De dansk-vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

(Af en os velvillig meddeelt Privatbrev fra St. Croix, den 11te Marts, ankommet hertil over Southampton.) Om kort Tid vil Høsten begynde paa de nedbrændte Plantager og ved Hjælp af Bureaulaan fra Gouvernementet, have Planterne været istand til at opbygge de nedbrændte værker. Udbyttet af Høsten bliver ikke saa godt, som man havde ventet, da en stor Deel af Sukkerrørene ere raadnede paa Grund af, at man ikke kunde bjerge Høsten. Efter Forlydende er der afgaaet en Ansøgning til Danmark om muligviis at faae nogen Erstatning derfor. Saaledes som Forholdene have udviklet sig, har Gouvernementet Sikkerhed i Høsten til Dækning af de sædvanlige Bureaulaan samt af Bureaulaan til Opbygningen af de nedbrændte værker. Arbejdskraft trænger man haardt til. Der hensidder endnu endeel Negere i Arrest, og man antager, at alle eller dog den største Deel af de engelske Negre ville forlade Øen til 1ste October d. A. Man har tænkt paa at faae dem erstattede ved Chinesere og haaber, at Moderlandet vil give en hjælpende Haand hertil. Vi ere iaar uheldigt stillede med Hensyn til Sukkerpriserne. Sukker sælges til $ 3 1/4 og Mallas til 10 Cents; Rom er næsten usælgelig. Commissionen vil forlade St. Croix den 18de ds. og St. Thomas den 28de ds.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 1. april 1879).

Cigarmager Johnsens Begravelse. (Efterskrift til Politivennen).

Cigarmager Peter Christian Johnsen, vor nu afdøde Meningsfælle, blev født i Horsens 1828, hvor hans Fader, en Islænder af Fødsel, var Hattemagermester; han lærte Cigarmagerprofessionen hos Fabrikant Ludvig Hageman i Horsens og rejste i Aaret 1848 til København, deltog i Krigen 1849-50 og ernærede sig efter Krigen igen som Cigarmager. Han har to Gange været etableret, men har paa Grund af Uheld maattet ophøre med Forretningen og atter arbejde som Cigarmager. Da Louis Pio i 1871 rejste Arbejderbevægelsen her, deltog han meget ivrigt deri og efter Pios Fængsling i 1872 overtog han Ledelsen af "Internationale" efter Würtz, og under hele Retsforfølgningen mod "Internationale" repræsenterede han denne. Han var en ivrig Forkæmper for Centralisationen af Fagforeningerne og var en Tidlang Formand for Tobaksarbejderforbundet "Enigheden", samt stod som Leder for den store Cigarmagerstrejke i 1875, i hvilket Aar han tillige stiftede en Filial af "Enigheden" i Malmø. I 1879 blev han paa Arbejderkongressen valgt ind i Hovedbestyrelsen for det socialdemokratiske Arbejderparti, og virkede deri indtil Pios Afrejse. Derefter deltog han ikke mere af Betydning i Bevægelsen, paa Grund af en tærende Lungesygdom, som i den senere Tid kastede ham paa Sygelejet, fra hvilket han ikke mere rejste sig. Han var til sin sidste Stund en trofast Meningsfælle. Hans Jordfæstelse finder Sted i Dag Kl. 1 1/4 fra Ligkapellet ved Vor Frelsers Kirke paa Kristianshavn.

(Social-Demokraten 30. marts 1879).

Cigarmager Johnsens Jordefærd fandt Sted under stor Tilslutning fra Arbejderpartiets Side; over et Tusind Socialdemokrater med 12 prægtige Fagforeningsfaner fulgte ham til hans sidste Hvilested paa Frelserens Kirkes Begravelsesplads paa Amagerbro. I Ligkapellet, hvor Pastor Holck holdt Talen, saa man, foruden de forskellige Fagforeningers Faner, tillige Vaabenbrødrenes, som, da Johnsen var en af de ældste Vaabenbrødre, skulde være tilstede i Henhold til Foreningens Love; men da Liget bares ud af Kapellet saa man det Særsyn, at nævnte Fane blev indhyllet i et Hylster, i Stedet for at bæres udfoldet med til Graven, hvilket hos Ligfølget fremkaldte en Stemning, der varierede mellem Indignation og Foragt for dem, der havde gjort sig skyldige i denne Mangel paa Sømmelighed, der rimeligvis var foranlediget ved Dumhed fra bemeldte Fanebærers Side; ti det vilde være urimeligt at forudsætte, at Vaabenbrødrenes  Bestyrelse skulde have gjort sig skyldig i den Idiotisme, at forbyde Bæreren af Vaabenbrødrenes Fane at følge med til Begravelsespladsen, fordi den Afdøde ogsaa fulgtes til Jorden af de forskellige socialistiske Fagforeningers Faner. Vi haaber imidlertid, at Vaabenbrødrenes Bestyrelse vil frigøre sig for det Skin af Intolerance, som nævnte Begivenhed har kastet over den; ti ellers faar man Ret til at antage, at Bestyrelsen kun udgør en Klike, som staar paa et i aandelig Henseende primitivt Standpunkt, der stiller dem i Klasse med forblindede Kødhoveder, der tror, at Samfundet holdes paa Benene ved Intriger og Chikanerier i Stedet for ved Broderskab og Sammenhold. Ovennævnte Begivenhed giver os god Anledning til at tro, at Forsvarsbrødrenes og den øvrige Oppositions Kamp mod Bestyrelsen er aldeles berettiget.

(Social-Demokraten 1. april 1879).

Sagen mod Internationale ved cigarmager Peter Christian Johnsen er refereret i Ugeskrift for retsvæsen, nr. 30, dom af 2. februar 1874, 465/1873, samt Juridisk Tidsskrift, sag 465/11873.

Velgørenhedens Forbandelser. (Efterskrift til Politivennen)

Velgørenhed er for Tiden det ædleste Element i det offenlige Liv; vi udtale ikke denne Sætning ironisk, men for ramme Alvor. Den offenlige saa vel som den private Velgørenhed er den eneste gunstige Fremtoning af den moderne Civilisation til hvilken Kristendommen siges at danne Grundlaget; det eneste Omraade, paa hvilket alle virkelige Menneskevenner i den bestaaende Samfundsorden, som ikke med Vilje lukker Øjnene for sammes Onder, kan give deres menneskekærlige Følelser Udtryk. Hvilke ere nu Resultaterne af deres gode Hensigter? Vi mene ikke hermed de materielle Resultater. Vi ville ikke her undersøge, i hvor stor en Grad det er eller kan lykkes Velgørenheden at raade Bod paa den tiltagende Elendighed; ti dette Spørgsmaal maa vi fra vort Standpunkt betragte som afgjort. Ethvert fordomsfrit Menneske, der vil sammenligne de store Summer, som aarlig blive samlet og udgivet over hele Verden i velgørende Øjemed, med den Lindring af Nøden, der herved bliver opnaaet, maa tilstaa, at selv en velorganiseret offenlig Velgørenhed fra et rent materielt Standpunkt ville forsvinde som Draaber i den menneskelige Elendigheds store Hav. Naar vi i Dag taler om Velgørenhedens Forbandelser, saa mener vi først den moralske Indflydelse Velgørenheden udover paa begge Parter, saavel Giveren som Modtageren; daglig kommer denne Indflydelse i de forskælligste Skikkelser os for Øje, uden at blive skænket tilstrækkelig Iagttagelse og uden at Kendsgerningen bliver anerkendt, at denne Indskydelse har sit Udspring i Indretningen af den bestaaende Samfundsorden og danner Velgørernes bedste og oprigtigste Hensigter.

Enhver kan hente sig Eksempler fra det daglige Liv, over hvad vi her anføre. Hvem har vel ikke mærket en uvilkaarlig Skamfuldhed ved et saakaldt Velgørenhedsbal eller Diner? Hvem har ikke følt sig slaaet af den grusom latterlige Kortrast, som eksisterer ved lignende Velgørenhedsforetagender mellem Midlerne og øjemedet? Hvilken ærlig Velgører har det ikke kostet Overvindelse for at skaffe et ringe Bidrag tilveje for et velgørende Øjemed, at maatte appellere til sine Medmenneskers foragteligste Laster: Smigen, Forfængelighed, Hykleri o. lign. Ved enhver saadan Festlighed danner sig lignende Tanker i Deltagerens Sind; imidlertid slaar de gode Folk sig til Ro med: "Det gaar nu en Gang ikke anderledes, hvad hjælper os Midlets Renhed, naar vi dermed ikke naar Hensigten".

Dog, selv om vi ser bort fra disse Betænkeligheder med Hensyn til Midlerne og gaar direkte over til Velgørenhedens Øjemed, saa er dette ejheller befriet fra hin skæbnesvangre Forbandelse, selv om det velgørende Foretagende viser sig at være sikret ved den fornødne Kapital. Den stadig voksende Elendighed og Armod har frembragt et helt Slæng af arbejdssky Dovenkroppe, som omspænder og udbytter ethvert Velgørenhedsselskab; for at sikre et velgørende Foretagendes egenlige Hensigt, nemlig kun at komme arbejdsvillige og værdige Nødlidende til Hjælp, maa dette beskyttes mod Andragender og Udplyndring af uværdige Dovenkroppe. Hvorledes kan dette imidlertid opnaaes? Foretagendet maa være underkastet saadanne Regler og Anordninger som paabyder en Garanti af Understøttelses-Modtageren, af de Hjælpsøgende fordres alle Slags attesterede Skemaer, Bønskrifter, Formularer, kort sagt, der sættes en Velgørenhedsundersøgelse i Gang, ved hvilken der kun opnaas det ene Øjemed, paa det Føleligste at afskrække enhver fattig Trængende, i hvem der endnu findes en Gnist af Menneskeværdighed fra hele "Velgørenhedsforetagendet". Kun Hyklere og Spytslikkere føjer sig villig i nok saa ydmygende Betingelser, og forstaar tilsyneladende at være udrustet med Alt hvad Inkvisitionen forlanger. Saaledes bevæger den kristelige Velgørenhed sig i ubegrændsede Kredse om to Farer: uden Garantier af de Hjælpsøgende bliver de bedraget, med saadanne Garantier - bliver de bedraget endnu mere. Eksempler paa denne Kendsgerning kan vi hente fra det daglige Liv i hundredevis. Driften af "Københavns Understøttelsesforening" leverer en god Illustration til ovenfor Anførte. Det Samme møder vi ogsaa, naar Øvrigheden eller Staten paatager sig Forsørgelsen af de Arbejdsløse. At det overvejende Flertal af de Arbejdsløse, selv dem, der i Moralitet og Udvikling er sunkne ned til de laveste Trin, ikke selv bære Skylden, og at derfor Samfundet fra strengt kristeligt Standpunkt har Forpligtelse til at skaffe Arbejde og Understøttelse, at komme de Arbejdsløse, Fattige og Faldne til Hjælp; dette vil dog enhver rettænkende Borger anerkende.

Men hvorledes kan dette nu iværksættes. Naar der paa Stedet allerede findes overflødig Arbejdskraft, griber man til Kolonisation i større Maalestok; for at bringe samme i Stand er et Forskud af Arbejdsmidler nødvendig, hvorledes kan den Forstadsydende under de nuværende Forhold sikkre sig mod Bedrag?

De til Kolonisation bestemte Arbejdsløse maa og bliver naturligvis stillet under streng Opsigt af retslig og gejstlig Øvrighed.

Enhver saadan Kolonist vil grundig blive vist, at man i ham egentlig forudser en Forbryder; Kolonien faar Mønstret af et Tugthus, og til Slut bliver Resultatet ogsaa her, at alle ærlige Folk bortskræmmes fra Nydelsen af "Velgerningen". Og saaledes møder vi paa ethvert Omraade den samme uomstødelige Forbandelse. Hvor bør vi nu søge efter Grundaarsagen til dette? Hvad hedder den onde Aand, som skjuler sig i Spiren til vore Menneskevenners bedste Planer og Hensigter? Det er simpelthen "den rodfæstede Logik i vor nuværende Samfundsorden."

Armoden, Elendigheden, Umoraliteten som vor Samfundsorden paafører sig med den ene Haand, kan den ikke gøre god med den anden.

Den kunstig tilvejebragte tilsyneladende Overproduktion, den stedse tiltagende Ulighed i Fordeling af de af de fattige Arbejdere producerede Rigdomme, den voksende Centralisation af Arbejdsmidlerne paa faa Hænder, - kort, det System, som indesluttes i det ene Ord: Kapitalherredømmet; ti dette er det, som er Elendighedens og Underkuelsens Moder, og ethvert Forsøg paa at modarbejde Elendigheden fra det kapitalistiske Regimentes Side, maa nødvendigvis strande; ti det er en Kamp mellem det bestaaende Samfund og dets førstefødte Barn - Elendigheden. Wm F. 

(Social-Demokraten 22. marts 1879).

Bag initialerne Wm F. gemmer sig muligvis Wilhelm Fleron.