Damernes Blad - Hjemmet. (Efterskrift til Politivennen)

"Damernes Blad".

I Løbet af sidste Aar har man hyppigere og hyppigere i de gode Hjem fundet "Damernes Blad" paa Familjebordet, og Allevegne, hvor det er kommet til Huse, har man kun hørt Lovord over det. Fra en temmeligt udemærket Tilværelse i nogle Aar, har det nu i den senere Tid voxed sig ind i det store Publikums Bevidsthed og Ho? skaffet sig et Abonnentantal, der staar langt over de fleste andre Ugeblades.

Bladet hedder nu en Gang "Damernes Blad", men strængt taget burde det hedde "Familjens Blad", thi vel indeholder det en Rigdom af belærende og uddannende Stof for Kvinder, og særlig for Husmoderen, for hvem det er en ypperlig prøvet og erfaren Raadgiver for Hus og Hjem, for Køkken og Børnepleje, men Texten og den Rigdom af Billeder, som pryder og, levendegør den, er valgt saaledes, at Familjens mandlige Medlemmer har fuldt saa megen Interesse af at studere den. "Damernes Blad" dyrker nemlig med særlig Paapasselighed Aktualiteten, netop det, der herhjemme og ude i den store Verden har dannet Samtaleemnet og vakt Interesse, behandler "Damernes Blad" i instruktive, paalidelige og kvikt skrevne Artikler, og altid kan man være sikker paa, at "Damernes Blad" har en Fremstilling, der stammer fra de flinkeste journalistiske Penne og fra de bedste og sikreste Kilder.

Aarsagen til dette Blads eget betydelige Udvikling i det sidste Par Aar og den almindelige Anerkendelse, som det har høstet, baade blandt det store Publikum og i Dagspressen, der forstaaer at vurdere det gode, journalistiske Arbejde, dette Blad Uge for Uge formaar at lægge for Dagen, maa i første Række søges i, at "Damernes Blad" nu redigeres af en virkelig Journalist. Redaktøren er som bekendt en Kvinde, Frk. Valborg Andersen, der i Kraft af sit frodige og mangesidede Talent har formaaet at vinde Respekt for sit Arbejde og erhvervet Anerkendelse. Frk. Andersen er den fødte Journalist, hendes Stil er let og sikker, hendes Iagttagelsesevne giver hende det rigeste Stof, og altid forstaar hun at finde Pointen i det, der ligger for, og som hun journalistisk behandler, det er en Dame med betydelige kunstneriske Talenter med store aandelige Interesser og med Hjartet paa det rette Sted. Stadig søger hun i sit Blad at slaa til Lyd for de store samfundsnyttige Reformer, og tit og ofte er hun gaaet i Brechen for de fattigste og ulykkeligste vort Samfund, og altid med det Held, som følger det virkelige Talent, der lægger al sin Kraft ind paa at naa sit Maal.

Ved disse Egenskaber er det lykkedes Frk. Valborg Andersen at give sit Blad en kulturel Mission; der er Alvor i dets Arbejde, og uden dette fortjener ikke noget Blad at blive Husven i de gode Hjem. Det bygger op, virker opdragende og belærende paa den behageligste og kvik feste Maade, som ønskes kan. Derfor tør vi trygt anbefale netop dette Blad og ønske det Fremgang Samfundslag, hvor man steller Kultur og Oplysning højere end Gobtkøbs Underholdning og Mælkebrøds-Romangenren.

- "Damernes Blad"s Billeder bør særlig omtales. De udmærker sig altid ved en overordentlig omhyggelig Reproduktion, og Trykningen og Bladets hele nitide Udstyrelse giver det bedste Bevis for, at det udgaar fra et af vore allerbedste og allerfineste Trykkerier.

- - -

Fremgang og Anerkendelse giver Lyst til at bryde nye Baner og vinde endnu videre frem. Gang efter Gang har Bladet draget nye Omraader, nye Æmner ind i sit Stof. Særlig Lykke har de gratis Snitmønstre gjort hos alle økonomiske Husmødre. Ved Hjælp af dem kan enhver Moder sy sit eget og sine Børns Tøj, en Gevinst, som er mangedobbel for et Hjem, særlig hvor der er Børn. Nu er der yderligere sket en Udvidelse i denne Retning, som sikkert vil blive af stor Betydning for Bladets fremtidige Væxt og Udbredelse, idet Bilagenes Antal er meget forøget, saaledes at der i Løbet af hvert Kvartal medgives 6 gratis Snitmønstre, 10 Romanbilag og Haandarbejdsbilag, altsaa i alt 19 Bilag i Kvartalet. Endvidere et stort Kunstblad en Gang aarlig.

"Damernes Blad" er ubetinget nu et af vore aller bedste Ugeblade, og der er al Grund til at spaa det en glimrende Fremtid. X.

(Horsens Folkeblad 17. oktober 1903)

"Damernes Blad" blev overtaget af Egmont H. Petersen i 1901. Det skiftede i 1904 navn til Hjemmet i 1904. Valborg Andersen var redaktør 1902-1927. Det var især hendes fortjeneste at oplaget i den periode steg fra 1.400, i 1908 55.000, i 1913 155.000 til 500.000 eksemplar. Indhold bestod bl.a. af madopskrifter, tips og ideer til boligen, helse og velvære, noveller og krydsogtværs.

Valborg Andersen (1868-1941) var af en børnerig brolæggerfamilie på Christianshavn. 1893-1897 var hun operasanger på Det Kongelige Teater. I 1896 fik hun en datter (Mariotta) med hendes i mellemtiden afdøde forlovede, lægen Axel Thomsen. I 1897 blev hun ansat på Casino. Hun fik sønnen Ole med den gifte Henrik Cavling (fra 1905 redaktør på Politiken) og forlod operaen til fordel for journalistik: 1898 på Nationaltidende og to andre Ferslewske aviser, samt for Kvindernes Blad. 

Valborg Andersen var blandt iniativtagerne til Kvindehjemmet i Læssøesgade 1902, der fra 1945 kom til at ligge på Jagtvej i København, hvor det stadig ligger. (Se Politivennen Live Blogging "Kvindehjemmet i Læssøesgade" 1927). I 1901 blev hun redaktionssekretær ved Dansk Kvindesamfunds blad Kvinden og Samfundet, i 1902 redaktør ved Damernes Blad. Efter at bladet var købt af bogtrykker Egmont H. Petersen, ændredes navnet til Hjemmet. Det gav i starten stort underskud, men Egmont H. Petersen køb af en billedrotationspresse og Valborg Andersens nye redaktionelle linje til at gøre det til et familieblad til "Kamp for det Gode, det Skønne og det Humane, det som stræber opad til Gavn for Hjemmet og Samfundet", steg oplaget.

Hendes børn blev sat i pleje. Mariotta blev siden sygeplejerske, Ole blev journalist. Hun var medlem af Teosofisk Samfund (1902), Selskabet for Psykisk Forskning (1905) og interesserede sig for okkultismen. På trods af hendes indsats og indflydelse, foretrak hun at leve anonymt, og lade andre som Egmont H. Petersen få æren. Hun efterlod sig stort set intet kildemateriale. I tråd med det blev hun begravet i fællesgraven på Bispebjerg Kirkegård.

Thora Vilhelmine Jensen (1838-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Thora Vilhelmine Hansen, blev født den 15. november 1838 i København. Her levede hun tilsyneladende til sin død 10. september 1903. Hun døde i De Gamles By "efter et langt smærtefuldt sygeleje" som det stod i dødsannoncen (se nederst).

Hun var datter af en arbejdsmand, siden vægter Cay Daniel Hansen Christine Larsen (Folketællingen 1840). Den 6. august 1858 blev hun gift i Trinitatis Kirke med tømrersvend Niels Jens Langdahl Jensen. Han var født  13. marts 1835 i København og døde den 29. april 1898 i Skt. Johannes Stiftelsen. Hans far var tømrersvend Peder Jensen.

Ved folketællingen i 1860 boede de i Murergade 6 på Nørrebro (ejendommen er nedrevet). Og havde da fået et barn, deres førstefødte. Tyve år efter, ved folketællingen i 1880 boede hun med sine 3 børn i Saxogade 17. Også denne ejendom er nedrevet - den lå tæt på kirken. Nu kaldte hun sig enke, og ernærede sig ved håndarbejde.

De fik i alt tre børn: Athemar Anton Langdahl Jensen, født 19. okt. 1858 i Murergade, døbt i Frue Kirke. Hjalmar Langdahl Jensen, født 2. jan. 1864 i Klerkegade 12, døbt i Skt. Pauls. -Hed(e)vig Langdahl Jensen, født ca. 1868 i Kbh. - Athemar var formersvend i 1885. Hjalmar var smedesvend i 1880.

Mellem 1860 og 1880 gik de fra hinanden. Men historien melder ikke noget om der er sket en lovformelig skilsmisse. Hvornår fremgår heller ikke præcis, men der er dog måske en forklaring i Politiefterretninger 10. juli 1877:

Tømrersvend Niels Langdahl Jensen af Schousgade 4, 2. sal, har den 2den ds. forladt sit Hjem, uden senere at være vendt tilbage. Hans Signalement er opgivet saaledes: 42 Aar gl, meget høj, spinkel af Bygning, mørkt Haar og Ansigtsfarve, brune Øjne, fyldigt Skjæg over hele Ansigtet og iført sort Frakke, Benklæder og Vest, sort lavpullet Hat, Trætøfler, graa uldne Sokker, Bomulds Lærreds Skjorte uden Mærke og kulørt Sirtses Halstørklæde. (A 6).

Og Politiefterretninger 19. okt. 1878 meddeler nøgternt at han er afleveret til fattigvæsenet. Det fremgår ikke om han boede samme med Thora i Schousgade. Måske var de allerede flyttet fra hinanden? Måske er der tale om Schouwsgade som efter 1882 skiftede navn til Vodroffs Tværgade.

Der må være sket et eller andet i mellemtiden. Men hvorfor de blev skilt, kan vi ikke vide. Måske fortæller mandens adresser noget om det. Han boede i 1880 i Store Brøndstræde 4, et af byens værste slumkvarterer. Han oplyste at han var ugift. Det bliver værre, for ved folketællingen 1890 er han flyttet til Holmensgade 4, endnu et af byens værste slumkvarterer, og han oplyste igen at han var "ugift"

Ifølge Politiets registerblade tog han ophold i Skt. Johannes Stiftelsen 19. aug. 1893 og døde dér knap 4 år senere af kronisk nyrelidelse, 53 år gammel. Årsager til kronisk nyrelidelse er som oftest diabetes eller forhøjet blodtryk, men kan også være nyrebetændelse eller medfødte sygdomme. 

Sankt Johannes Stiftelsen eksisterede 1885-1915. Den bestod af 3 afdelinger: en optagelsesanstalt for børn, et sygehus og et arbejdshus. Sygehuset modtog primært uhelbredelige eller kronisk syge, men havde også en afdeling for hudsygdomme. De personer, der blev optaget i arbejdshuset hørte til den gruppe fattige, som var i stand til at arbejde. De, der ikke kunne klare arbejdet enten på grund af fysiske eller psykiske problemer, blev henvist til Ladegården eller til Almindelig hospital. I 1918 blev stiftelsen overflyttet til arbejdsanstalten Sundholm som særlig afdeling.

Thora overlever ham med 10 år. Hun boede ifølge folketællingen 1901 i Matthæusgade 8A. Hun oplyste at hun var blomsterhandler. Hun har nu en 14-årig plejesøn hos sig. Hvem det er, ved vi ikke, men han har alderen til at være et barnebarn. Hendes egne børn var i 1887 hvor plejesønnen blev født, ca 29, 23 og 19 år. Kort efter må hun som nu ca 64 årig være blevet overført til det sted hvor hun døde, nemlig De Gamles By.

Dødsannonce for Thora, Social-Demokraten 12. og 13. september 1903. Som det ses skete begravelsen fra Nordre Kapel på Vestre Kirkegård, 13. september 1903 (søndag). Som det ses optræder kun Jensen'er og Hansen'er.  De sidste må formodes at være "Broder og Søster". Annoncen kan ikke have været helt billig.

Thora Vilhelmine Jensen er begravet på Vestre Kirkegård, og formentlig på grund af gravstenen, eller pladens udformning af jern er den blevet bevaret på lapidariet. Hun er således en af de meget få bevarede tidlige begravelser af fattig mennesker på kirkegården. En af hendes sønner var smedesvend, så man ikke det kan være ham som har fået fremstillet mindesmærket. Eller måske den smed Johan Rudolf Hansen som er nævnt i dødsannoncen. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Perlsteins Ejendomme i Studiestræde og Fiolstræde. (Efterskrift til Politivennen)

Mislykket Udsmidning.

Hr. Perlstein havde i Gaar anmodet Kongens Foged om at "være sig følgagtig" til sin Ejendom i Studiestræde Nr. 27 for at sætte en Mælkehandler ud af dennes Lejlighed i Kælderen. Perlstein forklarede, at Mælkehandleren ikke havde betalt det Huslejebeløb, som forfaldt sor nogle saa Dage siden. Fogden var altsaa nødt til at tage med, skønt han nødig er saa strænge Husejere følgagtig. Mælkehandleren forklarede, al han var bleven enig med Perlstein om at blive boende til 1ste Oktober d. A., og at han havde betalt Husleje til Oktober Flyttedag, samt at Perlstein selv havde averteret Lejligheden i Aviserne. Han havde endogsaa et Par Vidner paa Aftalen, men uheldigvis intet skriftlig med Ejeren. Ejeren blev imidlertid ved sit, og Udsættelsen begyndte. Da det meste Bohave og Inventar var sat ud paa Gaden, hentede Mælkehandleren vor i Nærheden boende Sagfører, som straks mødte, men Fogden var imidlertid taget bort, da han skulde i flere lignende Ærinder. Sagføreren fik nu ved Politiets Hjælp stoppet videre Udsættelse, idet han paastod, at hvad der skete efter Fogdens Bortgang var privat og ulovligt. Hr. Perlsteins to Sønner var ved at bære Mælkefadene ud, den ene kom med Tykmælken, den anden med Kærnemælken, men begge maatte vende om igen. De satte nu afsted ud i Byen efter Fogden og fik omsider fat i hele Fogedpersonalet, som saa for anden Gang var Hr. Perlstein følgagtig. Perlstein maatte betale Gebyrerne nok en Gang, men Mælkehandleren var imidlertid flyttet helt ind igen, og vor Sagfører protesterede nu mod Udsættelsen. Følgen blev, at Fogedretten trak sig tilbage med uforrettet Sag, for at Kongens Foged selv kunde afsige sin Kendelse. Denne falder først om en Dags Tid eller to, og imidlertid er Mælkehandleren flyttet ind i sin ny Butik ved Siden af. Forestillingen overværedes af et stort og taknemligt Publikum.

(Social-Demokraten 25. september 1891).

En Dame kastet paa Gaden.

I Gaar Eftermiddags stod et solidt 4-Værelsers Møblement paa Gaden udfor nr. 13 i Fiolstræde og spærrede næsten al Færdsel; det vakte Opsigt i Kvarteret. Folk saa paa Møbelstabelen, medens de diskuterede Begivenheden. Her var øjensynlig ikke Tale om en Udsmidning af en fattig Familie.

Gik man op i Ejendommen, fandt man paa 2den Sal en tom Lejlighed, hvori et Par af Byfogdens Flyttefolk gik og rumsterede. Paa Dørpladen stod Navnet: Frk. Larsen.

Huset Ejer, Hr. Rentier Perlstein, fortæller, at Frøkenen er en ældre velhavende Dame, som ikke har betalt den forfaldne Huslejesum, skønt gentagende Paamindelser. Hun havde tilleje hos sig bl. a. en Hr. Boss, der gjorde sig bekendt ved sit Detektivbureau, og derudover havde de øvrige Husbeboere gentagne Gange besværet sig.

Frøken Larsens Tilhængere i Ejendommen fordømmer Hr. Perlsteins Adfærd i stærke Ord.

Endnu ud paa Aftenen var Begivenheden det almindelige Samtaleemne i Fiolstrædekvarteret, hvor baade Hr. Perlstein og Frk. Larsen er meget kendte.

(Social-Demokraten 8. juli 1903, 2. udgave).

Golla Hammerich (1854-1903). (Efterskrift til Politivennen)

Golla Andrea Bodenhoff Jensen Hammerich (1854-1903) nedstammede fra skuespillerslægten Rosing. Som barn fik hun klaverundervisning af pianisten Orpheline Olsen-Schram og videreuddannede sig til pianist hos professorerne C. F. E. Horneman, Franz Neruda og August Winding. Karrieren som offentlig koncertgiver blev sat på pause da hun giftede sig med den senere musikhistoriker Angul Hammerich. I hjemmet spillede hun kammermusik med nogle af tidens fremtrædende musikere. 

Fra 1895 begyndte hun hyppigt at medvirke ved koncerter. I 1896 afholdt hun fx en soire i Hornung & Møllers Koncertsal, hvor hun førsteopførte klaverstykker af E. Grieg og den hollandske komponist J. Röntgen, og i 1898 optrådte hun med violinisten Frederik Hilmer og cellisten Ernst Høeberg i et program, der bl.a. omfattede musik af den russiske komponist A. Arenskij. I 1900 var hun med til at førsteopføre Frederik Rungs klaverkvintet og spillede ved samme lejlighed et udvalg af hans 24 Klaverstykker, op. 37.

Hun skrev endvidere til forskellige tidsskrifter og skrev både tekst og musik. I 1901 udgav hun under pseudonymet Anselmus et selvbiografisk skuespil "Et Skriftemaal". I dette mere end antydedes at hendes lidenskab ikke fandt afløb inden for hendes ægteskab. Skuespillet handler om en grosserer der er gift med en forhenværende skuespillerinde og Husets datter der elskes af en ung kunstner med en fraskilt kone. Grossereren opdager datterens forelskelse og laver en familiescene. Moderen tilstår da at hun i sin ungdom har været sin mand utro. 

Golla Hammerich 1882. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Fru Golla Hammerichs Kammermusik-Koncert.

Hornung & Møllers stilfulde Koncertsal eger sig udmærket til en Koncert af saa fornem en Slags som den. Fru Golla Hammerich gav i Aftes. Baade Koncertens Indhold ligesom ogsaa Indholdets Udførelse var vellykket fra først til sidst, der hvilede en kunstnerisk Stræben og en Gaaen af Vejen for i ydre Henseende at vinde Term-n, som i høj Grad virkede velgørende.

Fru Hammerich er en Kunstnerinde, der med smaa Midler opnaar store Virkninger. Hendes Klaverspil er ikke larmende eller flygelbetvingende, det ejer den diskrete Bestemthed, den faste, fra et ægte Musik gemyt kommende indre Klangsans og Rhythmesans i Forening med en dyb Forstaaelse af den Komponist, hun foredrager.

De Værker, Fruen udførte, var godt skikkede til at vise Tilhørerne, hvor god en Musiker og sindrig en Musikpsykolog hun er. Sjøgrens Sonate Nr. 3 for Klaver og Violin, som Fru Hammerich spillede sammen med Hr. Axel Gade, er et nobelt, men ikke særlig lødigt Værk, der er anlagt paa Klangafskygninger. I Brahms' C-moll-Trio, i hvis Udførelse Violoncellist Ejler Jensen foruden de fornævnte deltog, var Koncertgiverinden i fuld Overensstemmelse med Kompositionens Aand. I første Allegro formede det store og brede sig fast under de sikre Hænder, og i den nydelige Andante grazioso viste hun, hvor træfsikkert hun netop forstaar at udføre den for Brahms ganske særegne Leg med det yndefulde og inderlige. I de Lange-Müllerske Fantasistykker for Klaver og Violin, af hvilke det første, appassionato, ma non troppo allegro, er noget af det bedste i Komponistens Produktion, er Violinen egenlig den førende Part, medens Klaveret mere er akkompagnerende. Man hørte med Glæde Hr. Gades noble, formfulde Tone og fuldkomne Intonation, og det lykkedes ham ved sit udtryksfulde Spil at give et rigtigt Udtryk for Komponistens Tanker.

- - -

Leop. Rosenfeld.

(Dannebrog (København) 7. marts 1902. Uddrag).

Fru Golla Hammerich.

En skarp intelligens, et livfuldt Temperament, mangesidig kunstnerisk Begavelse, en højt udviklet og fint kultiveret Musiksans - det var kendetegnene for Fru Golla Hammerich, der forleden (den 1. ds.) døde af en Hjærtelidelse.

Artiklen er ledsaget af dette foto af Sophus Peter Frederik Juncker-Jensen (1859-1940): Golla Andrea Bodenhoff Hammerich (1854-1903). Jeg har hentet det fra Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Først i de senere Aar var hun kommet til at spille en Rolle i det offentlige Musikliv i København, men allerede fra sin tidligste Ungdom har hun i private Kredse været kendt som et ualmindeligt Talent, af hvilket man havde Lov til at vente sig meget.

Musiken i hende var en Arv fra hendes Moders Familie, den bekendte Rosing'ske Slægt, hvis Medlemmer alle var mere eller mindre musikalske, saaledes Frk. Louise, der blev Moder til Wieherne og var Golla Hammerichs Grandtante.

Men fra disse Forfædre fik Fru. H. ikke alene Musik- men ogsaa Teater-Blod i sig; og det er da ikke til at undres over, at hun i sine unge Aar følte en brændende Lyst til at gaa til Scenen. Imidlertid blev det dog altsaa Musiken, der fik Overtaget.

Fru H. var en Datter af den bekendte Overlæge, Etatsraad Jensen paa Sindssygeanstalten Oringe ved Vordingborg og var født dernede. Som man kan tænke, fik de usædvanlige Omgivelser, hvori hun voksede op, en stærkt Indflydelse paa hendes Ævners Udvikling; hun bevægede sig mest i sin egen Drømme- og Æventyrverden, følte en ubændig Lyst til at opleve noget ekstraordinært, var romantisk over alle Bredder og higede efter at komme ud i Verden og gaa paa Æventyr!

Fra den Tid stammer en hel Digtsamling, som den smaa Golla Jensen har skrevet, og hendes Debutarbejde i den Kunstart hed "Kong Valdemars vilde Jagt"; denne hendes poetiske Virksomhed strakte sig til hendes 11. Aar.

Med det 12. Aar begyndte hendes Klaverundervisning hos Fru Opheline Olsen; senere tog hun Timer hos Prof. C. F. E. Hornemann, Prof. Franz Neruda og Prof. August Winding. Imidlertid var hun blevet forlovet og gift i en meget ung Alder med Musikhistorikeren Dr. Angul Hammerich. Skønt huslige Pligter nu lagde beslag paa hende, fik hun dog Tid til fremdeles at dyrke Musiken indenfor Hjemmet, hvor f. Eks. Anton Svendsen og nu afdøde G. A. Lembcke kom meget og dyrkede Kammermusik med det unge Ægtepar.

Sammen med sin Mand har Fru Hammerich selvfølgelig deltaget meget i det musikalske Liv baade herhjemme og i Udlandet, og hun har paa Rejser haft Lejlighed til at træffe sammen med en Række Verdensberømtheder saasom Richard Wagner, Rubinstein, Liszt osv.

I de senere Aar - da hendes Børn vare blevne voksne - begyndte Fru Hammerich til Glæde for alle Musikvenner at optræde paa enkelte meget fine Koncerter. Og i sin Fritid mellem mange Informationer skrev hun smaa fikse og rammende Causerier og feuilletoner i forskellige Blade.

Gustav Hetsch.

(Illustreret Tidende, nr. 32 1903)

Golla Hammerichs gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, Række 12, nummer 12. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Olga Eggers Forfatterdebut. (Efterskrift til Politivennen).

Dette er første afsnit om Olga Eggers - som gennem sit liv var forfatter, kvinderetsforkæmper, socialdemokrat og glødende antisemitisk nazist. Man kan finde artiklerne ved at følge dette tag.

Rigsfriherreinde Olga Antoinette Eggers (1875-1945) blev født i Dansk Vestindien, som nummer to ud af syv børn af kaptajn, botaniker Heinrich Franz Alexander von Eggers (1844-1903) og Mathilde Camilla Stakemann (1848-1928). Faderen havde deltaget i krigen 1864, hvorefter han rejste til Mexico og indrullerede sig i the Imperial Mexican Volunteer Corps Österreichisches Freiwilligenkorps. Han blev taget til fange af mexikanske republikanere. 1867-1885 var han løjtnant, senere kaptajn i den danske hær på de vestindiske øer. Som pensionist botaniske studier på øerne. 

Her på bloggen er han omtalt i forbindelse med kolonirådsmødet 6. november 1878 om "The Fireburn" på Sankt Croix. Han var en af de ledende officerer der nedkæmpede landarbejderne, da Olga Eggers var 3 år. De fleste af hendes søskende døde som små. Hun kom som 5-årig til Danmark og blev plejedatter af baron Eggers på Nøbbøllegård. 

I oktober 1901 blev hun gift med redaktionssekretær ved "Frem" Ludvig Ferdinand Adolf Rosenberg (1876-1966). Marts 1903 debuterede hun som forfatter med fortællingen "Zigøjnerliv". I denne periode omgikkes hun Georg Brandes, med hvem hun skrev breve 1903-1918 og han besøgte hende i lejligheden på Gråbrødretorv 1, 1. sal. Hendes skønlitterære forfatterskab varede til 1932. Blev skribent for bl.a. Politiken og Vore Damer med speciale i hjemløse og gadehandlere. . 

Annonce for Olga Eggers' debutfortælling i Nationaltidende, 16. marts 1903, 2. udgave. "Der var i slottet et kammer, bygget efter Zernas bud. Det var dannet af slebet marmor, gennemstukket med grønlige årer. Loftet var af glas, so solen brændte ned mod alt det hvide. Men fra vandbassinget midt i værelset strømmede kølighed. Ved bassinets marmorrand stod en lav, grøn silkedivan, hvor Zerna plejede at ligge, og ofte steg hun ad de brede, hvide trin ned i vandet som slog klart og koldt mod hendes hede legeme. Her ville Zerna møde sin elsker. Så lod hun sig gøre en stram og tynd dragt af den rødeste silke..." (Citat fra Kolding Folkeblad, 31. marts 1903). Nedenstående anmeldelse af hendes bog afspejler nok hvad kvindelige forfattere var op imod:

De uartige småpigers litteratur.

Efterhånden som roman- og novelleskriveriet i vore unge damers tilværelse synes at skulle indtage den plads, der fordum var forbeholdt lysedugene og de broderede lommetørklæder, synes der blandt de fremmeligste at have udviklet sig et vildt kapløb om, hvem der kan skrive den uartigste bog

Forfatterinden af "Zigeunerblod", den sidste kvinderoman på markedet, frk. Olga Eggers Rosenberg, har øjensynlig gjort sig en ikke ringe umage for at komme op på linje med den københavnske litterære demimonde, der i de sidste år har bredt sig så frodigt på vor literære ager. Skønt forfatterindens pen til tider fuldstændig løber løbsk i lidenskabelige kys og favntag, er det imidlertid ikke lykkedes hende at nå op på siden af sine medbejlersker, der åbenbart besidder en personlig erfaring forud, som forfatterinden endnu synes at mangle. Hun er om vi så må sige, endnu ikke nået udover en vis ukonfirmeret uanstændighed, der nærmest er en pastiche over J. P. Jacobsen og - Peter Nansen! Men derved bliver det, og litteraturen havde intet tabt om forfatterinden, der synes meget ung, indtil videre havde sat et "UG" i dansk stil ved afgangsprøven i en højere kvindelig dannelsesanstalt som sit naturlige litterære mål. Hvormed ikke skal være sagt, at frk. Rosenberg, når hun har befriet sin fantasi for, hvad en svensk pædagog har benævnt "den første ungdoms usædelighed", vil vise sig at være lige så talentfuld som gennemsnittet af de damer, som lidt for liberale forlæggere i de senere år har tilladt at kompromittere sig personlig i litteraturen.

Blot et spørgsmål i anledning af denne moderne kvindelitteratur: Afspejler den et stykke virkelighed? Er vore unge kvinders dyd virkelig så lidt befæstet som det synes efter bøgerne, da må vi virkelig prise os lykkelige, at den gennemgående er så vel vogtet, som den er. For som fælles baggrund for disse bøger tegner sig en ungpigetype med et af dårlige romaner bedærvet fantasiliv, en "moderne kvinde", hos hvem grænsen mellem den ærbare kvinde og kokotten er mere eller mindre sløjfet, i alt fald i tanke.

Hvis derimod den her berørte kvindelitteratur - som vi mest er tilbøjelig til at antage - kun beror på at forfatterinderne har uddannet sig efter mindre heldige mandlige mønstre, synes det nærmest at være selve kvindernes sag at erklære krigen mod de halvdamer, der for tiden i litteraturen fører ordet på kønnets vegne. Den litterære demimondedame er socialt set utvivlsomt mindst lige så skadelig som den tilsvarende fremtoning i det virkelige liv og burde mindst af alt tåles af kvinderne.

Ja, når alt kommer til alt, er vel endogså den virkelig faldne kvinde den mindst irrespektable og mindst skadelige af de to. Kvinden der med sin pen forurener den opvoksende ungdoms fantasi, og som sætter bøger i verden, der synes bestemt til at opdrage kokotter, er et sådant misfoster fra naturens hånd, at man med nogen undren spørger sig selv, hvad der egentlig undskylder det samfund og det bourgois's kvinder, der tåler en sådan litterær smag, læser dens produkter og - tillader forfatterinderne at høre selskabet til.

Z

(Jyllandsposten, 20. april 1903).

Foto fra Ribe Stifts-Tidende, 23. december 1935 i anledning af Olga Eggers' 60 års fødselsdag.