10 april 2023

Oluf H. Jørgensen (del 4): Agrarbladet 1897-1911. (Efterskrift til Politivennen)

Dette indslag er del af en serie om Oluf H. Jørgensen:

Del 1 Skanderborg og Skanderborg Amts-Avis.
Del 2 Bataljer med Peter Sabro.
Del 3 Folketingsvalgene 1895 og 1896.
Del 4 Agrarbladet 1897-1911
Del 5 Død og Eftermæle 1920


I juli 1897 blev Oluf H. Jørgensen redaktør ved det nystartede Agrardagbladet. Avisen København bemærkede at Oluf H. Jørgensen var en nedadgående stjerne og at bladet ikke havde kunnet få en bedre. I januar 1899 mageskiftede Oluf H. Jørgensen sin ejendom i Skanderborg med to større københavnske ejendomme - han var endegyldigt fraflyttet Jylland.

Danmarks Agrarforening var blevet oprettet i 1893 og fik stor tilslutning. Selv om den hævdede at repræsentere det samlede landbrug, var der dog særlige foreninger til varetagelse af enkelte landbogruppers interesser. Den fik en vis indflydelse på 1890'ernes landbrugspolitik, men mistede derefter indflydelse, bl. a. efter en indre strid.

Hof- og Stadsretten idømte februar 1901 Oluf H. Jørgensen en bøde på 200 kr (eller 20 dages simpelt fængsel) for i Agrardagbladet den 9. oktober 1899 at have påstået at sagfører Johs. Schiødts (Vejle) bror havde været impliceret i hospitalsforvalter Hermans bedragerier.

I august 1905 blev Agrardagbladet udbudt til salg. Bladet blev herefter købt af Oluf H. Jørgensen.

Annonce for Agrar-Dagbladet i Roskilde Avis 24. december 1904, 2. udgave.

30 Aar Redaktør.

Oluf H. Jørgensen.

Vi hører, at vor Kollega, "Agrar-Dagbladet"s joviale Redaktør, Hr. Oluf H. Jørgensen, paa Søndag den 1ste Juli holder sin 30-aarige Redaktørfødselsdag. For 30 Aar siden tiltraadte han som Medarbejder ved "Morgenbladet" Pladsen som Redaktør af "Skanderborg Amts Avis". Vi beder Hr. Jørgensen, som vi træffer paa Redaktørstolen i Færd med som altid at drukne i Aviser, der ligger hulter til bulter over Bord. Stole og Gulv, om et Par selvbiograferende Ord.

- Min journalistiske Virksomhed begyndte jeg i Januar Maaned 1871, da min Fader sendte Bud efter mig til sit Blad "Ringkøbing Amts Avis", Datidens eneste vestjydske Blad. Min Fader, der oprettede det, var oprindelig Overlærer i Aabenraa, hvor jeg fik min første Skoleundervisning, men han blev som saa mange andre fordreven efter 1864. 1ste Juli 1876 kom jeg som 23 tiårig ung Mand til Skanderborg, hvor jeg fik Redaktionen af "Skanderborg Amts Avis". Der virkede jeg, indtil jeg 1ste Oktober 1897 overtog Redaktionen af "Agrar-Dagbladet" som jeg redigerede for Aktieselskabet indtil i Fjor, da jeg købte Bladet, der nu ejes af mig.

Vi bad Hr. Jørgensen om at karakterisere Udviklingen i dansk Provinsjournalistik gennem de 30 Aar.

- Den er kolossal. For os, der erindrer de primitive Forhold, under hvilke der blev arbejdet i de Tider, staar den Udvikling, som den danske Provinspresse er undergaaet, som ikke saa lidt af et Eventyr. I Begyndelsen af 70'erne var det jo store Sager, naar en Avis udkom 4 Gange om Ugen i et lille bitte Format. Nogle faa Hundrede Holdere svarede den Gang til 2-3000 Holdere nu. Arbejdslønnen var lille, Trykkeri og Kontorforholdene mere end primitive. Saksen var et herligt Penneskaft, og Traad-Efterretninger kendte man kun af Navn de fleste Steder!

- Mener De, at Pressen er bleven demoraliseret?

- Provinspressen paa ingen Maade! Det kan langt snarere siges om Hovedstadspressen. Ansvarsfølelsen er stærkere i Provinsen, og det kollegiale Forhold langt bedre og smukkere i Gennemsnit der.

Vi ved, at Hr. Jørgensen har mange Venner i den danske Provinspresse ganske bortset fra politiske Divergenser. Han er selv kollegial som faa, og der vil følgelig fra mange Kolleger Landet over blive sendt ham en venlig Tanke paa Søndag.

Ogsaa fra dem, der lejlighedsvis har taget en skrap Tørn med ham.

V-s.

(Østsjællands Avis (Køge) 1. juli 1906).


Peter Sabroe kommenterede i 1907 en fabrikant Julius Andersens eksklusion af Socialdemokratisk Forbund i Aarhus. Han var blevet ekskluderet fordi han imod partiets politik om afskaffelse af titler og ordner, havde taget imod en orden (ridderkorset). Sabroe forstod ikke at Julius Andersen ville i samme selskab med riddere som fx Oluf H. Jørgensen. Selv havde Sabroe takket nej til borgmester Drechsels tilbud om en orden.


Redaktør Oluf H. Jørgensen.

Et 40 Aars Journalist Jubilæum.

Det er i Morgen 40 Aar siden, Redak- Oluf H. Jørgensen, "Agrardagbladet", begyndte sin Virksomhed som Pressemand ved "Ringkøbing Amts Avis".

I Pressen gaar slige Jubilæer ikke alt for ofte paa, thi Pressen har det tilfælles med Søen, at den tærer. Men Redaktør Jørgensen er som Jubilar ikke saa lidt af et Fænomen, spænstig og arbejdsglad trods nogen, fuld af Interesse og Lyst til at lægge Kræfterne i. "København" har lært ham at kende som en god og loyal Kampfælle i mangen drøj Dravat, og vi vil ikke blive ene om at sige de Ord i Dagens Anledning, at Redaktør Jørgensen al sin Tid har været sine Venner en oprigtig og trofast Ven, ligesom han heller aldrig gik af Vejen for et ærligt Fjendskab, hvor han stødte paa Anskuelser, der ikke lod sig forene med hans. Saa var han en stor Stridsmand for Herren, og med hans Maade at drage i Leding paa, kan det ikke undre, at der ogsaa vankede Skrammer til ham selv; for ham faldt det aldrig ind at give Pardon. For Ensidighed kan de Standpunkter, der plejes i "Agrardagbladet"s Spalter ikke altid frikendes, men det er jo endelig ikke det værste, der kan siges om et Standpunkt, navnlig ikke i disse Alsidighedens Tider.

Der gaar en solid klog og klar Linie gennem Redaktør Jørgensens offentlige Virksomhed. Han har fra første Færd været Landbrugets svorne Mand. Som Redaktør af "Agrardagbladet" har han fundet netop den Tumleplads, der svarer til hans Idéer og hans Sympatier, og med megen Dygtighed har han formaaet at give sit Blad den Særstilling, der sikrer dets Bestaaen, trods den skarpe Konkurrence, der præger vor Tids Presseforhold.

Personlig er Redaktør Jørgensen en meget afholdt Mand, fremkommelig og jævn af Væsen, agtet som Kollega og Menneske. Han gaar nu i sit 59. Aar, hvad ingen skulde se paa ham; siden 1897 har han redigeret "Agrardagbladet", hvortil han kom fra "Skanderborg Amts Avis", som han har stiftet, og hvis Redaktør han var i 21 Aar. løvrigt er hans mindeværdigste Aar sikker 1895, da han valgtes i Skanderborgkredsen som det forhandlende Venstres Kandidat; imidlertid blev Valget for en ganske ligegyldig Formalitets Skyld forkastet, og ved det derefter udskrevne Valg i 1896 maatte Redaktør Jørgensen bide i Græsset. Ind i Folketinget kom han saaledes ikke, men ved hele sin Virksomhed har han været nøje knyttet til ledende Venstrepolitikere, og ved de vigtigere Begivenheder i Tinget vil man den Dag i Dag se Redaktør Jørgensen dernede som "Agrardagbladets"s flittige Referent.

Redaktør Jørgensen er Sekretær og Kasserer i Agrarforeningen. For et Par Aar siden blev han hædret med Ridderkorset.

(København 31. marts 1911).


"Agrardagbladet"s Sammenslutning med "København". I "Agrardagbladet", der udkommer i Aften, retter Redaktør Oluf H. Jørgensen en Henvendelse til sine Læsere, hvori han meddeler den andet Sted her i Bladet omtalte Sammenslutning mellem "Agrardagbladet" og "København". Det hedder i Henvendelsen bl. a.:

"Idet jeg herved har meddelt "Agrar-Dagbladet"s Holdere, hvad der forestaar, haaber jeg, at de vil forstaa Situationen og billige det Skridt, jeg gør. Landbruget har ikke ydet "Agrardagbladet" tilstrækkelig Støtte; det er Sagen. Havde man gjort det, vilde det fremdeles have gaaet sin jævne Gang. Men selv om Bladet den Dag i Dag har mange og gode Venner ude omkring i Landet, er der altsaa ikke nok, som viser dette i Gerning. Jeg takker enhver, der virkelig har staaet mig bi med Raad og Daad".

(Nationaltidende 14. september 1911, 2. udgave).


Bladforhold.

I "Agrar-Dagbladet" i Gaar Aftes fandtes følgende:

Til

"Agrar-Dagbladet"s Holdere.

Det er nu 11 Aar, siden "Agrar-Dagbladet" begyndte sin Virksomhed her i Hovedstaden, og, lad mig sige det straks, det er ikke altid, Bladet har danset paa Roser.

Det kom frem i en vanskelig Tid. Sammenholdet i Agrarforeningen havde allerede lidt et Knæk, og Spliden mellem Landmændene stod nøje i Forbindelse med den Enkeltes Stilling til Forliget af 1894. Man rev og sled i hinanden, og det var selvfølgelig under disse Forhold meget vanskeligt for "Agrar-Dagbladet" at løse sin Opgave.

Med Aarene smuldrede Agrarbevægelsen hen, og Bladet mistede dermed lidt efter lidt det Grund1ag, det skulde staa paa. Hertil bidrog ogsaa Systemskiftet i 1901 og den derved skabte politiske Situation. Den Skattepolitik, Agrarforeningen var en Talsmand for, gennemførtes ganske vist, om end i en noget forvrænget Form, men efterhaanden brød den virkelige Forhandlingspolitik igennem og gjorde forsaavidt Agrarernes Organisation overflødig.

Alt dette svækkede naturligvis ogsaa et udpræget Agrarblad. Det blev de politiske Interesser, som paa ny greb Folk, og da Regeringen var bleven Venstres og Landbodemokratiets, havde "Agrar-Dagbladet" intet andet Valg, end enten at følge med i Politiken eller gaa ind.

Agrarforeningens ledende Mænd havde samtidig trukket sig tilbage eller var døde (Ahlmann, Langholt, Andersen-Rosendal o s. v ). Kort sagt, Stillingen blev efterhaanden vanskelig for "Agrar-Dagbladet", og som Bladets nuværende Udgiver agter jeg nu at handle derefter, idet jeg med dette Kvartals Udløb vil opgive "Agrar-Dagbladet", medens jeg selv træder over som Medredaktør af Dagbladet "København", der er det Hovedstadsblad, som politisk staar mig nærmest.

"København" fører samme Fordragelighedens og Forhandlingens Politik som "Agrar-Dagbladet". "København" er et uafhængigt, regeringsvenligt Blad med en meget stor Læsekreds, ogsaa ude omkring i Landet. Det er et udpræget nationalt Blad, og saa er det, hvad det daglige Indhold angaar, et af vore bedst redigerede Dagblade.

Fra 1. Oktober gaar "Agrar-Dagbladet" altsaa op i "København", og jeg anbefaler indtrængende mine ærede Holdere og gode Venner fra nævnte Dag at abonnere paa "København" som Afløser af "Agrar-Dagbladet".

I vore Dage vil jo ogsaa Landmændene have et livligt, alsidigt Blad at læse, med righoldigt Stof fra Hovedstad og Provins, fra Land og By. I "København" vil de faa et saadant Blad. De bringer daglig et godt Stof, skrevet af kvikke og intelligente Penne. 

Jeg haaber derfor, at det trufne Arrangement vil tiltale "Agrar-Dagbladet"s Holdere saa godt, at De alle fra 1. Oktober følger med mig over til "København", hvor jeg altsaa fortsætter min journalistiske Virksomhed, som stedse skal blive af en saadan Art, at det danske Landbrugs økonomiske, politiske og sociale Interesser ikke glemmes.

By og Land, Borger og Bonde, - det bliver mere og mere Fællesløsenet imod det fremvældende og anmassende Socialdemokrati!

Idet jeg altsaa herved har meddelt "Agrar-Dagbladet"s Holdere, hvad der forestaar, haaber jeg, at de vil forstaa Situationen og billige det Skridt, jeg gør. Landbruget har ikke ydet "Agrar-Dagbladet" tilstrækkelig Støtte; det er Sagen. Havde man gjort det, vilde det fremdeles være gaaet sin jævne Gang. Men selv om Bladet den Dag i Dag har mange og gode Venner ude omkring i Landet, er der altsaa ikke nok, som viser dette i Gerning. Jeg takker enhver, der virkelig har staaet mig bi med Raad og Daad. Jeg véd, at den Meddelelse, de her faar, vil gøre dem ondt; men følg mig kun trøstigt over i min ny, mere grundfæstede Virksomhed. Ingen vil fortryde det!

Oluf H. Jørgensen.

-

KØBENHAVNS Venner vil sikkert med Tilfredshed modtage Meddelelsen om denne Styrkelse af vort Blad. Hr. H. Witzansky bliver som hidtil Bladets Chefredaktør med d'Hrr. Henning Jensen og Oluf H. Jørgensen som Medredaktører.

Kobenhavn.

-

Om Overgangen af "Agrar-Dagbladet" til KØBENHAVN, skriver "Nationaltidende" for i Aftes følgende

Efter Forlydende ophører "Agrardagbladet" at udkomme i Løbet af næste Uge, og dets Abonnenter modtager da i Stedet "København". Redaktør Oluf H. Jørgensen, der er "Agrardagbladet"s Udgiver, overdrager nemlig sit Blads Aktiver til "København" i hvis redaktionelle Ledelse han selv indtræder. Hr. Witzansky bliver som hidtil "Købehavn"s Chefredaktør, medens Hr. Oluf H. Jørgensen sammen med Hr Henning Jensen bliver Medredaktører.

"Agrardagbladet" opnaaede en Levetid af 11 Aar Dets første Nummer udkom i Agrarforeningens store Dage, og det vandt oprindelig en ikke ringe Udbredelse, navnlig paa Sjælland og Fyen.

Efter at Agrarbevægelsen havde udspillet sin Rolle, medvirkede "Agrardagbladet" til at fremme det Samarbejde, som i da senere Aar har fundet Sted mellem det maadeholdne Venstre og Højre. Og under Kampen om Forsvarssagen tog Redaktør Jørgensen uforbeholdent Standpunkt for en Ordning af Forsvaret med Københavns Befæstning som Grundlag.

Vi har jævnligt været uenig med "Agrardagbladet" og givet dette Udtryk i vor Polemik; men vi har i de senere Aar ogsaa jævnligt haft Lejlighed til at yde Redaktør Oluf H. Jørgensen Anerkendelse for den Støtte, han gennem sit Blad ydede de politiske Bestræbelser, hvis Formaal var Samarbejde mellem den radikal-socialistiske Alliances Modstandere.

(København 15. september 1911).



"Agrardagbladet"

Bladet gaar ind, og Oluf Iørgensen bliver Medredaktør af "København".

"Agrardagbladet"s Dage er talte. Om et Par Dage gaar Bladet op i det arbeiderfjendske Blad "København" og Redaktør Oluf H. Jørgensen indtræder som Medredaktør ved nævnte Blad.

Dermed kon det vel siges, at de sidste Rester af den store Agrarbevægelse er sunken sammen i en rygende Ruinhob.

Det var i 1897, at Oluf Jørgensen fik "Agrardagbladet" startet. Det var store agrarske Tider, og Oluf Jørgensen red da den høje Hest. Han opflammede vældigt de danske Gaardmænd. naar han talte om de 80,000 Landmænd, der stod bag Agrarforeningen.

Det lykkedes da ogsaa straks at samle en anseelig Hær omkring "Agrardagbladet", men det viste sig umuligt at holde sammen paa disse Folk.

Da det ikke gik med den agrariske Ophidselse, slog Redaktør Oluf Jørgensen sig klogeligen paa den konservative militariske Samlingspolitik. Han, der havde kæmpet i forreste Linje for den Agrarforening, der som en af sine Hovedopgaver havde Indskrænkning af de militære Udgifter, gik nu den modsatte Vej og krævede større og større militære Bevillinger.

Det siges, at Hr. Oluf Jørgensen fik Hjælp af Grev Frijs og at han ved denne Hjælp holdt sit Blad gaaende de sidste Aar. Meget taler for, at dette Rygte er sandt. Mindre tror vi paa det Rygte, der kombinerede Hr. Jørgensens "Agrardagblad" sammen med Asger Karstensens 30,000 Kr.

Nu er "Agrardagbladet"s Rolle altsaa forbi. Hr. Oluf Jørgensen har gennem dette Blad først bidraget til at sprænge en god Portion Gaardmænd ud af Venstre og bagefter har han bidraget sit til at lede disse Gaardmænd over i Højre.

Ovenpaa dette Arbejde fortjener den fordums Radikaler fra Skanderborg at blive Medredaktør ved "København" sammen med Eks-Pastor Henning Jensen, der en Tid har snyltet paa Socialdemokratiet, og Hr. Witzansky, der har snyltet paa den Hørupske Radikalisme.

Krage søger Mage, og vi maa sige: Det er et herligt Trekløver, der fra 1. Oktober skal redigere "København".

(Bornholms Social-Demokrat 15. september 1911).

Perioden som medredaktør for København sluttede 1. juli 1919. Der blev stille om hans person, udover at han deltog som festtaler og til forskellige begravelser.

Dagbladet København var på daværende tidspunkt under ledelse af Harald Witzansky et borgerligt opinionsorgan. Siden 1897 tillige med præsten og skribenten Henning Jensen. Witzansky var 1900-1907 medlem af Københavns Borgerrepræsentation for den liberale gruppe. Han gled derefter rask mod højre og endte i 1913 med at blive ekskluderet af Venstres redaktørforening. I 1904 havde en gruppe tidligere medarbejdere oprettet Ekstra Bladet - og de to blev hurtigt konkurrenter. København kritiserede stærkt Socialdemokratiet og fagforeningerne. Under Harald Witzansky blev bladet en overskudsforretning - han ejede de fleste aktier i bladet. Dem solgte han imidlertid i 1918 til den konservative politiker Alexander Foss. I 1922 forlod Witzansky helt København og overlod til til partiet Venstre. 

09 april 2023

"Peter Ordrup". (Efterskrift til Politivennen).

Et letsindigt Væddemaal.

I Lørdags Eftermiddags sad der i en Beværtning ved Gl. Strand i Kjøbenhavn en broget Forsamling af Lediggængere og Bøller fra Vognmagergade og Brøndstræde. Præsidenten i den smukke Forsamling var "Den dovne Dreng", og om ham fylkede sig "Ole Nifinger", "Flæske-Karl", "Fløjtedrengen", "Peter Ordrup" og andre celebre Personligheder.

"Peter Ordrup" førte Ordet og fortalte vidt og bredt om sine "Heltebedrifter". Blandt Andet fortalte han, at han kunde svømme som en Fisk, og at han havde reddet flere Mennesker fra at drukne.

"Flæske-Karl" tillod sig under hans Foredrag at komme med flere tvivlende Bemærkninger, hvilket havde til Følge at "Peter Ordrup" udfordrede ham til en Kapsvømning i Kanalen lige med det Samme.

"Flæske Karl" betakkede sig dog, men erklærede, at han vilde vædde "en Gang stegte Rødspætter over det Hele! og 4 "Krus", hvis "Peter Ordrup" kunde holde sig oven Vande i 20 Minutter.

Da "Flæske Karl" lagde Pengene paa Bordet, sagde "Peter Ordrup" Top, kastede Frakke og Hat, og sprang fra Bolværket paa Hovedet ud i Kanalen. Der samlede sig hurtigt en Mængde Mennesker, og blandt de Tilstedekomne var ogsaa Hs. kgl. Højhed Prins Valdemar.

Hs. kgl. Højhed forlod dog hurtig Skuepladsen og hentede en Betjent.

"Peter Ordrup" vilde dog ikke med det Gode op af Vandet, og det varede længe førend det lykkedes Politiet at faa ham op. Han rev sig saaledes en Gang løs fra Betjentene og sprang ud i Vandet igjen.

Da man endelig fik ham paa det Tørre var han i Følge "V. L." nok saa frisk og forlangte sin Gevinst, men i Stedet for, blev han puttet i en Droske og kjørt til Arresten paa Nytorv.

(Jyllandsposten 14. marts 1898).

Ifølge Aarhuus Stifts-Tidende var der en tilskuer der havde råbt "Selvmord, hjælp, politi!"


Peter Ordrup

der som omtalt forleden gav en Svømmepræstation tilbedste i Gl. Strands Kanal, mødte i Gaar i den offentlige Politiret og blev idømt en Bøde paa 50 Kr. for sin Vandpantomime, der rangerer under "Gadeuorden"

De 4 Kroner, Væddemaalet gjaldt, maa saaledes siges at være surt fortjente.

(Folkets Avis - København 20. marts 1898.)


"Røde Vilhelm" og "Julekagen", der er to kendte københavnske Bondefangere, har forleden sammen med en kollega, kaldet "Peter Ordrup", plyndret en Konditorsvend for 100 Kr.

Ovenpaa denne Bedrift blev det smukke Trekløver ifl "Soc.-Dem." arresteret.

(Kolding Folkeblad 3. marts 1902).


Rundskue.

En kendt københavns Bølle, "Peter Ordrup", sad forleden Dag i en Kælderbeværtning i Ryesgade i København og drak med nogle Venner, da 2 Mænd kom ned og forlangte et Par Genstande.

- De mener vel til hele Stuen? Spurgte Peter Ordrup advarende.

- Nej, kun til mig og min Kammerat, svarede Manden.

- Maa jeg saa tillade mig at belære Dem om, hvad der er god Tone her paa Pladsen, sagde Bøllen og rejste sig.

Faa Minutter efter laa Manden med Ansigtet halvt knust og det ene Ben sparket over. Man bragte ham paa Hospitalet, hvorfra han nu er udskrevet som delvis Invalid.

Er det for meget at et saadant Udskud af Menneskeslægten faar læsterlige Klø? Vi holder paa Pryglestraffen overfor saasanne Individer.

(Ærø Avis 6. august 1904.) 

Ifølge Aftenbladet (København) 2. august 1904 foregik det i Ryesgade 66, og Peter Ordrup blev idømt 1 års forbedringshus og 200 kr. i erstatning.


Et uhyggeligt Drama for en Flaske Brændevin.

Druknet i Københavns Havn.

(Specialkorrespondance til "Aarh. Stiftst.")

København, Tirsdag.

Paa en Beværtning i Nyhavn sad i Eftermiddag ved Femtiden nogle Kreaturtrækkere, deriblandt en, som gaar under Navnet "Peter Ordrup" - en af Københavns Særlinge.

De talte om at svømme, og "Peter Ordrup" talte med stor Autoritet, da han faktisk var en brillant Svømmer.

"Tør du svømme over Nyhavn med alle Kludene paa?" spurgte en ham.

"Lad gaa - - lad os sige for en Flaske Fuselfri"

"Top!"

Og hele Selskabet gik ud på Gaden, og "Peter Ordrup" sprang resolut ud.

Pludselig saa man ham saa synke. I sin Ivrighed var han sprunget lige ind i en Bunke Tang, og han var straks ude af Stand til at røre sig. Han arbejdede og arbejdede - tilsidst fik han Krampe og gik til Bunds.

Og det blev saaledes hans Død.

Til Ros for ham, som havde væddet med ham, skal det siges, at han øjeblikkelig sprang ud for at hjælpe ham, men vær var omkommet selv.

Opdager.

(Aarhuus Stifts-Tidende 20. juni 1906).


Hædret af Bisser

En sjælden Højtidelighed fandt i Lørdags Sted paa Vestre Kirkegaard. Man erindrer, at en af Byens kendteste Bisser, kaldet Peter Ordrup, for en Tid siden druknede under Forsøget paa at svømme over Kanalen ved Nyhavn; det galdt et Væddemaal om en Flaske Brændevin. Forleden blev han begravet paa Vestre Kirkegaard.

Imidlertid havde en af hans Kammerater, "Fløjelsvesten", faaet Skrupler, fordi han havde været med til Væddemaalet og saaledes paa en Maade var medskyldig i, at Peter Ordrup druknede. For at gøre Bod satte "Fløjelsvesten" sig da i forrige Uge i Spidsen for en Indsamling til en Krans til den dødes Grav. De fleste af Byens ældre Bisser, og navnlig "Kreaturførerne" fra Kvægtorvet gav en Skærv med hertil, og der blev hos Dina Schultz købt en pragtfuld Krans til 12 Kr., som præsenteredes - med vedhængende Kvittering - for Giverne paa Halmtorvet.

I Lørdags lagdes den i Overværelse af en Mængde "kendte Navne" paa Peter Ordrups Grav, blandt de tilstedeværende var Fløjelsvesten, Gummisjalet, Oskar den 1. og Oskar den 2., Bræddestablen, Rødepeter o. fl. Der blev talt nogle kønne Ord om den bortgangne Kam'rat, og derefter gik Flasken en Omgang rundt til Minde for den Afdøde.

(Pressen (København) 3. juli 1906)

Dina Schultz havde en blomsterforretning på Hellerupvej 60 eller 72. I hendes drivhus indrettede "A/S Dania Biofilm Kompagni" (i 1913?) senere et atelier. I 1908 havde hun et gartneri på Katrinevej.

Infamt! Atter en Præst, der laver Skandale ved Graven. (Efterskrift til Politivennen)

København, Torsdag.

Hvis man tror, at den Næse, som Enevold Sørensen nylig tildelte den unge Pastor Høyrup afskrækker Præsterne fra at lave ny Dumheder, saa fejler man storligen.

I Søndags stod Pastor Schack i Helligaandskirken og rasede i halvanden Time mod Smudsbladene. Han nægtede sig end ikke at nævne et stort københavnsk Morgenblad, som hørende til denne Del af Pressen. Det er utroligt. at en Præst i den Grad kan bryde med al Takt og Sømmelighedsfølelse, saavel overfor Pressen, som overfor de Mennesker, der kommer i Kirken for at høre Guds Ord.

I Dag har en anden Præst, Hr. Gottschalck- Hansen, henlede Opmærksomheden paa sig ved dum og urimelig Tale.

Den unge Mand, Thorvald Høien, der druknede i Roskilde Fjord for nogle Dage siden, blev begravet ude paa Vestre Kirkegaard. Præsten benyttede nu Lejligheden til at holde en Tordentale over Sporten. Høien var en ivrig Boldspiller, men han tog ikke sin Gud med i Sporten, sagde Pastor Hansen. og derfor gik det ham ilde.

"Herren straffer og her har han Øvet sin Magt med sin vældige Arm", skreg Pastoren ud over det sørgende Ligfølge, og han fortsatte: Sandelig siger jeg, det er Herren, der har gjort det. Han griber praktisk ind i Livet, naar det er nødvendigt. Han minder os om sin Nærværelse, naar vi glemmer ham."

Selvfølgelig fremkaldte disse ildeanbragte Ord en meget trykket Stemning blandt Deltagerne og den afdødes Slægt og Venner. Og det er forresten ogsaa lige drøjt nok, at Mennesker, der møder sorgfulde ved en Slægtnings Baare, skal høre paa sligt jammerligt Vaas, som det Pastor Hansen bød paa i Dag.

(Horsens Social-Demokrat 29. juni 1906).

"Læseforeninger", "Sutter" og saadan noget. (Efterskrift til Politivennen)

Bladenes Referater af Højesterets Domme læses sikkert med Interesse af mange og kan jævnlig være vejledende for Folks Retssans.

Det kan dog ikke være andet, end at Medlidenheden jævnlig vækkes for en og anden Stymper, der dømmes efter Lovens Strenghed, og at man sender en venlig Sidetanke til den Underretsdommer, der lod male med store Bogstaver over sin Kontordør: Summum jus summa injuria. Paa den anden Side kan det gøre godt helt ind i ens Marv, naar Højesteret foretager en ordentlig Afklapsning af en af disse slimede Existenser, som Samfundet er befængt med, og som kun en forbigaaende Uforsigtighed bringer over paa den Side af Stregen, hvor Lovens Haand kan faa Tag i ham.

Som nu for nylig. En jydsk Herredsfoged havde grebet ind overfor en af de saakaldte "Ungdomsforeninger" - andre Steder kaldes de "Læseforeninger" eller "Sutter" eller med andre Kælenavne. En Mand, der selvfølgelig ingen Udskænkningsret havde, var Foreningens Vært. Den havde Love med Bestemmelser om Kontingent, Bestyrelse, Formaal, (Foredrag, Sangøvelser!) Lukketid o. s. v. Heldigvis overholdtes Lovene i dette Tilfælde aldeles ikke; derfor kunne det lykkes at faa fat i Trafikken, som bestod i Kortspil og Drikkeri Nat efter Nat, ofte endende med Slagsmaal. Betalte man 25 Øre i Entre, kunne enhver blive Medlem, og Sognets Ungdom og de ældre Fyldebøtter med sad og drev Nat efter Nat i "Værten"s Stuer, ødte deres Penge og Helbred og blev en Fortvivlelse for Forældre og Hustruer.

Saa tog Herredsfogeden fat, saa snart der kunde tages fat, og mulkterede "Foreningsværten" med 300 Kr. Overreten sagde 200, men Højesteret atter 300 Kr. Disse Ungdoms- eller Læseforeninger er formodentlig en Fordærvelse for mange ogsaa her i Hovedstaden; men de er det i ethvert Tilfælde ganske aabenlyst for en Mængde Egne ude i Landet.

Lad os engang se, hvordan en saadan Læseforening bliver til. En eller anden Høker f. Ex, der har en Stue ved Siden af Butikken, og hvis Finanser trænger til at stives af, foreslaar en Dag sine jævnlige Kunder i Bagbutikken, at de skal se at faa deres Sammenkomster ind under lovlige Former. Ellers bliver de bare en Dag "huggede". De faste Kunder faar nogle ligesindede med, og en Dag holder Læseforeningen for Snaverby og Omegn konstituerende Generalforsamling. En naiv Sjæl er kommen med i Laget. Han vil endelig vide, hvilke Bøger man skal have, og hvad for Blade man skal holde, og hans utrættelige Nyfigenhed paa disse Omraader er en Stund ved at gøre Forsamlingen ganske forlegen. Men endelig reiser Jens Slagter sig ærgerlig med et : "Aa Sludder, Peter, la' nu være mæ aa skave Dig! Du ve' sgu godt, a vi ska'nte læse i andet end som i Holmblads Salmebov, aa a vi bare ska' ha' vos et Sted, hvor vi ka' sidde ganske ugenert aa ta' vores Kaffepunser!"

Og saa stiftes Læseforeningen.

Man har skaffet sig Lovene fra en anden Læseforening i Nærheden, og er man meget forsigtig, lader man en Sagfører se dem igennem.

Kort Tid efter er Læseforeningen i fuld Gang. Der er Bestyrelse, Aarskontingent (man er liberal, og tager det ved given lejlighed ikke saa nøje), Generalforsamlingsbestemmelser, o. s. v. Høkeren vælges til "Vært". Hans Stue forsynes med nogle flere Stole og en Reol, hvori et Par gamle Aargange af "Illustreret Familiejournal", nogle lasede Avisfeuilletoner og muligvis en Salmebog, som der alligevel ikke er Brug for der i Huset; og Værten lægger daglig sin private Avis frem paa Bordet.

Saaledes faar en Høker, der ellers ikke vilde kunne faa Næringsbevis som Beværter, Ret til at holde Beværtning uden Afgifter, uden Politikentrol, saa længe Lovene overholdes blot nogenlunde, og - med anden kvindelig Betjening end egen Hustru og egne Døtre! Der spiIles og drikkes. Værten bliver federe, Hjemmene fattigere. Demokratlisering breder sig. Der er fuldt af Cykler fra Omegnen udenfor Høkerens Dør. Kroen, der ligger en halv fjerdingvej borte, holder aabent over Lukketid, fordi Høkeren har aabent hele Natten. Brugsforeningen i Nabobyen, der har Ret til Udskænkning til Medlemmerne, kan heller ikke mere Iukke Kl. 10. Og Egnens andre Høkere eller Handlende eller Købmænd, hvad de nu kaldes, faar, ofte modstræbende, deres Bagstue lavet om til Smugkro. Thi naar deres Kunder kommer ind og forlanger Brændevin eller Cognac eller bajersk Øl til Nydelse paa Stedet, tænker de paa deres vanskelige Status og paa konkurrenten, Høkeren med Læseforeningen, og saa - værs'go og gaa ind i Bagstuen!

Ja, saadan gaar det. Det vrimler med latente Smugkroer ude i Landbefolkningen, og de fleste - for der er vel Undtagelser - af "Læseforeningerne" er de værste. Og saa er det saa fortvivlet vanskeligt at komme dem til Livs. Store Dele af Befolkningen kan være forbitrede nok paa dem; men alligevel - kommer Herredsfogden og vil have Oplysninger, gør man sig tvær. Og det værste er, at det er Grundloven selv, man har at kæmpe imod. Det er i Læ af dens Bestemmelser om Forsamlingsfriheden, at alle disse Smugkroer trives.

Hvordan mon Ædruelighedskommissionen i Grunden vil stille sig overfor alt dette? Mon den vil gøre gældende at Grundlovens Indskrænkning af Borgeres Ret til at samle sig eller danne Foreninger til kun at gælde, naar de er ubevæbnede, ogsaa maa gælde, naar det er de skarpe Drikkes tveæggede Sværd, man sidder og bekæmper hinanden med? Eller - Spøg til Side - vil den, da Forsamlingsretten nu allerede er begrænset af dette: "ubevæbnede", søge ved en Grundlovstilføjelse at faa den begrænset ogsaa overfor Misbrug af Udskænkningsretten?

Hvorom alting er - det har været disse Liniers Maal at pege paa en Kræftskade paa Samfundslegemet (svagere Udtryk kan ikke bruges), som alle gode Kræfter maa enes om at se at faa bekæmpet.

Obs.

(Nationaltidende 12. juni 1906).

Næringslovens §61 blev ved en Højesteretsdom af 30. marts 1885 fortolket således at beværtning kunne drives overalt på landet når blot det blev iagttaget at man kalder sig "sluttet selskab" og hver deltager betalte et årligt kontingent at 25 øre.


Fra en helt anden boldgade: Kvindelig Læseforening på hjørnet af Gammel Mønt og Kristen Bernikowsgade. Foreningen eksisterede 1872-1962. På artiklernes tid havde foreningen et par tusind medlemmer, og havde et udlånstal der oversteg Det Kongelige Bibliotek og Universitetsbiblioteket - tilsammen.Lars Peter Elfelt (1866-1931): Kvindelig Læseforening, interiør, cafe. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.


"Læseforeninger" m. m.

En Indsender, der har Autoritet og Erfaring paa det Omraade, gør os opmærksom paa, at det Ikke er saa vanskeligt at komme "Læseforeningerne" og de andre Smugkroer til Livs, som det efter vor Artikel forleden skulle synes at være. Det kommer blot an paa, hvilken Energi og Interesse de stedlige Retsbetjente sætter ind paa at faa disse skadelige Indretninger, om hvis Existens de naturligvis ved god Besked for deres Jurisdiktions Vedkommende, bragt ud af Verden. Det gælder om at faa konstateret, at "Læseforeningerne" er et Skalkeskjul for ulovlig Beværternæring, og dette vil i mange Tilfælde ikke være svært.

Som bekendt hænder det ret jævnligt, at Gæstgivere dømmes for Overtrædelse af Næringsloven, fordi de driver Beværtning med Udskænkning af Brændevin og benytter Gæstgiverbevillingen som et Skærmbrædt. Paa samme Maade vil det i ni af ti Tilfælde kunne konstateres, at en "Læseforening" ikke har sit Formaal i den Læsning, i Foredragene, Sangøvelserne o. s. v. der findes omtalt i dens Lov, men slet og ret er en Omgaaen af Næringsloven, en Smugkro. Det hele afhænger af, om Retsbetjentene virkelig vil prøve at være de gode Elementer i Befolkningen til Støtte i disse Sager, sætte alle de personlige Hensyn, ved hvilke netop saadanne Sager under de snævrere Forhold ude paa Landet ofte lider ilde, til Side, og navnlig sørge for at holde deres Sognefogeder ordentlig til IIden.

Indsenderen gør opmærksom paa, hvorledes flere Retsbetjente han nævner særlig en enkelt midt inde i Jylland , har sat stor Energi ind paa at faa renset deres Jurisdiktioner for de falske "Læseforeninger" og for Smugkroerne og, trods adskillige Kampe til at begynde med, har vundet Befolkningens Taknemmelighed. Men der er langt frem endnu.

Obs. 

(Nationaltidende 19. juni 1906).

Citatet ”Summum jus, summa injuria” kan oversættes til ”Den højeste ret, den største uretfærdighed.” Det er også titlen på et maleri fra 1886 af maleren Erik Henningsen. Billedet forestiller en kvinde, der har dræbt sit barn og begravet det. Forfatteren til artiklen kan muligvis hentyde til det.

En herredsfoged i Maribo idømte i slutningen af 1860'erne medlemmer af en læseforening bøder fordi den blev misbrugt til kortspil og svir. Endvidere pålagde han foreningen at holde lukket fra kl. 22. Foreningen klagede til justitsministeriet som gav foreningen ret i at herredsfogden ikke havde lovhjemmel at lukke på det tidspunkt. Og pålagde herredsfogden at gribe ind når beviser forelå om ulovlig hasardspil mm. Med jævne mellemrum dukkede sådanne sager op i pressen:


En moderne Smugkro

Højesteret  (---)  tog () fat paa en af de Smugkroer, der er ved at opstaa rundt omkring i Landet, og som i Ly af Foreningsloven unddrager sig den Kontrol, som andre Beværtninger er underkastede.

Foreningsvært N. P. Andersen af Bramminge var tiltalt for at have overtraadt Næringslovene. Han var ved Esbjerg Politiret og Viborg Overret idømt 300 Kr. i Bøde for femte Gang at have begaaet ulovligt Næringsbrug og ulovlig Brændevinsudskænkning. For Højesteret var Hr. Salomon Aktor, Hr. Asmussen Defensor.

Aktor gav en Fremstilling af den Læseforening, for hvilken Hr. Andersen havde været Vært. Foreningens Formaal var, hed det i Lovene, at rejse et Foreningshus og oprette et Bibliotek, men ved Siden heraf skulde Medlemmerne, og hvem disse medførte i Lokalerne, kunne faa Drikkevarer "efter Behag og Evne". Dette sidste Punkt blev snart Foreningens egentlige Formaal. Det aarlige Kontingent, som var sat til 50 Øre, opkrævedes aldrig, det eneste, der af Medlemmerne blev betalt, var 25 Øre i Indskud. Disse Penge modtog Andersen, og han skulde aflægge Regnskab for dem, men gjorde det aldrig. I Foreningens Love hed det, at Værten skulde vælges paa en særlig Generalforsamling, men en saadan fandt aldrig Sted, og det betragtedes ganske som givet, at Andersen var selvskreven Vært. Foreningen var, siger Aktor, med andre Ord blot det Skærmbræt, bag hvilket Tiltalte skjulte sit ulovlige Næringsbrug, og den var, som Formanden paa Foranledning havde erklæret, stiftet paa Andersen Initiativ. Hr. Salomon paastod den indankede Dom stadfæstet eller skærpet.

Defensor, Hr. Asmussen, mindede om, at Andersen, da han overtog Stillingen som Vært, udtrykkelig havde forbeholdt sig, at Lovene blev af en saadan Art, at han ikke kunde komme i Strid med Næringsloven; heller ikke fandt Defensor, at Foreningens Love kunde aabne nogen Vej til Brud paa Næringsloven. Man kunde ikke med Rette hævde, at Foreningen ikke havde arbejdet paa sine mere ideelle Formaal, men kun havde virket som Beværtning! det havde den ganske simpelt ikke haft Tid til, da den kun havde virket som Beværtning i tre Maaneder, fra Oktober til Januar. Af samme Grund var det ogsaa let forklarligt, at man ikke havde opkrævet Kontingent eller aflagt Regnskab ! det var noget, der kunde være sket i den nærmeste Fremtid, og man var saa smaat begyndt at tænke paa det.

Defensor henstillede derfor, om man virkelig med Sikkerhed kunde sige, at Næringsloven her var overtraadt, i andre Tilfælde, hvor slige Sager havde været for Højesteret, havde Forretningen altid haft længere Tid til at vise sin sande Karakter. Han indstillede derfor Tiltalte til Frifindelse.

Men Højesteret stadfæstede den indankede Dom.

(Middelfart Venstreblad. Vestfyns Avis 5. oktober 1901).

I Ove Pedersen: "Et sogn og dets lærer" om lærer Iver Kristensen Holmgaard som var lærer i Ørre 1869-1913, nævnes at Holmgaards forgænger i embedet holdt smugkro for landsbyens beboere både før og efter kirketjenesten. Mens præsten kun passede det nødvendige som han skulle passe. Holmgaard selv fik i 1914 et mindesmærke i Ørre Kirkeby.

Glædespigens Endeligt. (Efterskrift til Politivennen)

En gammel prostitueret Kvinde i Brøndstræde blev i Gaar funden som Lig i den Hule, hun beboede. Liget havde ligget i 4 Dage uden at nogen havde opdaget det, før pestlugten nu trængte ud fra Døre og Vinduer og overvældede al anden Lugt i den elendige Rønne. Den Døde hed Laura Larsen, og Døden kom over hende, medens hun sov en frygtelig Rus ud.

Hun efterlod sig ikke en Øre, og ikke en Pjalt ud over det sølle Pjus, hun havde paa, da Døden tog hende.

Nu har Fattigvæsnet hentet Liget, og om et Par Dage begraves den gamle Glædespige ude paa Vestre Kirkegaard ved siden af de andre Fattiglig.

(Bornholms Social-Demokrat 8. juni 1906).