Louiseforeningen. (Efterskrift til Politivennen)

Louiseforeningen blev dannet i 1906  i København, opkaldt efter Frederik 8.s datter prinsesse Louise, med dronning Louise som protektor. Hofdame Georgina Oxholm var formand. Formålet var at  afbøde den skjulte fattigdom blandt enlige kvinder ("pauvres honteuses", agtværdige fattige). Disse personer som engang havde kendt bedre dage kunne søge enårlig sum på 50-100 kr. til fx huslejehjælp, dækning af rekonvalescentrejser eller hospitalsophold. Den egentlige leder var  næstformanden Mimi Carstensen. Hun var formand 1910-1935. Augusta Fenger var medstifter af Louiseforeningen og i en lang årrække foreningens sekretær.

Mimi Carstensen (Johanne Caroline Vilhelmine f. Nielsen, 1852-1935), Hun var gift med Nationaltidendes redaktør, Carl Carstensen (1837-1927). Det Kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Snobbernes "Louiseforening".

En grim Spekulation i Velgørenhed.

Man stifter i disse Dage her i Byen en ny "Velgjørenheds Forening "

Den stiftes af en Klike hofsyge Damer og er af "allerhøjeste" Klasse. Den er opkaldt efter Dronning Louise, som har lovet at være dens "Æresformand", og dens Navn er derfor "Louiseforeningen".

Formaalet angives at være at hjælpe enlige, trængende Damer af "har kendt bedre Dage".

Vi har modtaget en Bunke Tryksager fra Foreningen, som foreløbig ingen Medlemmer har, men kun en Bestyrelse. I denne Bestyrelse er en af den afdøde Dronnings gamle Hofdamer, Frk. Georgina Oxholm Formand, medens Fru Mimi Carstensen (gift med Redaktøren af Ferslews "Nationaltidende", Hr. Carstensen, som ved Journalistforeningens Jubilæum i Fjor kun blev Ridder af Dannebrog) er Næstformand og vistnok Spekulationens egenlige Ophavsmand. Som Kasserer er indtraadt Fru Caroline Bett (Magasin du Nord) og som Sekretær en frk. Mathilde Lütken.

Af de Love, som findes mellem Tryksagerne, fremgaar det at Foreningen vil hjælpe den særlige Slags trængende Kvinder, der før har haft bedre Dage. Understøttelserne tænkes at være paa 100 Kr. for 1 Aar og er beregnede paa Rekreation, Beklædning, Huslejehjælp o. l., ikke til Børneopdragelse eller Uddannelse.

Foreningens Medlemmer skal kunne indstille og anbefale, hvem de synes, til Hjælp, og Ansøgerindernes Forhold bliver undersøgt af en særlig Undersøgelsestvlnits, i hvilken sidder følgende Damer:

Grevinde Polly Ahlefeldt-Laurvigsen.
Fru Signe Benthien.
Frk. Augusta Fenger.
Fru Øjenlæge Estrid Hein.
Fru Emma Hirschsprung.
Fru Ministerinde Marie Lassen.
Frk. Henriette Nimb.

Naar man indgiver Ansøgning om Hjælp, faar man altsaa Besøg af en af disse Damer, der gennemsnuser Ens Forhold. Oversnadsskeriet og Komitesladderen er man altsaa sikker paa, men Hjælpen vil næsten altid udeblive.

Det hedder i Lovene:

Medlemsbidraget er 25 Øre om Maaneden. Der samles intet Grundfond. Naar de løbende Udgifter er fratrukne, uddeles hele det i Aarets Løb indsamlede Beløb.

En aarlig Generalforsamling indvarsles i 4 københavnske Højreblade.

Assistance vedrørende Foreningen ydes gratis; dog skal naturligvis Indkassationen og de løbende Udgifter til Trykning, Porto o. lign. afholdes af Kontingentet.

Forenigen omfatter ikke alene København, men saa vist muligt hele Landet, og i hver Provinsby søges dannet Filialer.

Ingen som ser nøjere paa hele dette Arrangement, kan tvivl om, at vi her staar over for en af de mest renlivede Hof-Snob-Foreninger, der længe har set Dagens Lys i det kongelige danske Neurupinien. Her kører Velgørenheden igen frem med røde Kuske og Lakajer, allerhøjeste Ærespræsidentinde, gamle Hofdamer og andre Damer, som er i Rangen eller vansmægter af en længere skuffet Trang til at komme der. Og Hof-Hof-Snob-Avisen "Dannebrog" fraadser i denne Delikatesse, saa Savlet staar i Skum om dens Typer.

"Ganske stilfærdig, uden Brask og Bram. er Louisesoreningen bleven stiftet", læsper Alberti, ganske ør i Hovedet og ude af Stand til at ofre en Tanke paa det sindssvage i selve Sagen.

Men enhver, der kan tænke, vil hurtigt forstaa, at denne udsøgte Samling Overklassedamer i deres Higen mod de allerhøjeste Saloner har vovet sig ind paa en Velgørenheds-Ide, som er ganske taabelig og uforsvarlig. 

Man bygget paa et maanedligt Kontingent af 25 Øre, og før endnu en eneste 25 Øre er tegnet udover de stiftende Damers Kreds, har man forbrugt flere hundrede Kroner til Tryksager, Breve, Skemaer og Opraab, som med betydelige Portoudgifter skal spredes over hele Landet. Alene den Sum, Damerne her staar i Forskud med, vil sluge de første Hundreder af 25 Ører, der kommer ind. Andre Hundreder vil gaa til selve Opkrævningen og Indsamlingen af Medlemsbidraget og til nye Tryksager, Regnskaber. Beretninger osv.

Men lad os betragte en afsluttet Indsamling, efter hvilken den første Uddeling skal foretages.

Man tænker allerede paa at give de første Understøttelser den 31. Oktober, Dronningens Fødselsdag. Bestyrelsen har ladet sig forlyde med, at den haaber at opnaa 4000 Medlemmer.

Skal vi sige, at man i Oktober Forbrug af store Ladninger Opraab, Porto osv faar 2000 Medlemmer, spredte over hele Landet. Der vil da normalt indkomme 500 Kr. Dog, lad os regne, at mange giver Ekstrabidrag, saa Summen fordobles til 1000 Kr. Det meste af denne Sum vil da opsluges af de allerede paaløbne Udgifter, og skal der blot uddeles nogle faa Portioner a 100 Kr. den 31. Oktober, maa Damerne se at skaffe dem ad anden Vej. og det bliver saaledes ikke for Medlemmernes Penge, der øves Velgørenhed.

Men tænker man sig nu, at Foreningen beholder sine 2000 Medlemmer Aaret rundt. Saa vil der normalt indgaa en samlet Bidragssum af 3 Kr. pr. Medlem eller 6000 Kr. til næste Fordeling. Vi tillader os at paastaa, at Halvdelen af denne Sum vil medgaa til Dækning af Udgifterne. Disse vil stadig stige, fordi Foreningen er anlagt for stort og bredt, med mange Provinsfilialer og et omfattende, vidtspredt Maskineri. Til Opkrævning og Pengeforsendelse vil medgaa alene 10 pCt. af Kontingentet; saa regnes der endda kun en Snes Kr. pr. Maaned til en københavnsk Opkræver. Dertil kommer, at alle Medlemmer har Indstillingsret. Det vil medføre, at Ansøgninger vil indkomme i næsten lige saa stort Tal som Medlemmerne. Dette i Forbindelse med Undersøgelseskomitens Virksomhed vil paanøde Foreningen en umaadelig Korrespondance, en stadig stigende Udgift til Afsættelse af Regnskaber. Beretning osv., en voksende Udfærdigelse af Tryksager, Kvitteringer og andet Tilbehør. Tilsidst tvinges Foreningen til at holde Kontor og Kontorassistance, og man en saa vidtløftig Administration være oppe paa de 3000 Kr. i Udgifter inden Aaret er omme. Der bliver da maaske andre 3000 Kr. til Uddeling. Det vil sige, at der skal indgaa 12,000 Femogtyveører, for der bliver noget at dele ud, og det vil at der bliver 100 Kr. til 30 Kvinder af mulig 1000 Ansøgere.

Resultatet bliver en urimelig Bortødslen af Penge til Administration og en urimelig Bunke skuffede Forhaabninger for Ansøgere, Indstillere og Medlemmer.

Paa et saadant Resultat er det, disse Damer søger Lejlighed til at gnide sig op ad Hoffet. I hele Foreningens Anlæg skinner Snobberiet igennem som i saa andre Velgørenhedssoranstaltninger. Navnet "Louiseforeningen", der minder baade om den nulevende og den døde Dronning, viser det. Dronningen skal være Ærespræsidentinde, en Hofdame Formand, og Uddelingen skal foregaa hvert Aar paa Dronningens Fødselsdag. Det hedder, at Statuterne har faaet "allerhøjeste Sanktion", og "Dannebrog" kan meddele, at Dronningen endog egenhændig har rettet i Lovene.

Dronningen og Hof-Snob-Damerne burde hellere egenhændig have grebet i deres egne Portemonnæer og uden Brask og Bram ofret noget af deres kolossale Formuer til Almisser. Derved vilde være gjort mere Nytte, men ganske vist mindre Spektakel, mindre Anledning til at snuse i Ansøgerindernes private Forhold, mindre Anledning til Pjat, Selvgodhed og modbydelig Avancements-Spekulationer.

(Social-Demokraten 28. september 1906, 2. udgave).

Louiseforeningen *).

Vi et anmodet om at optage følgende:

I "København" for den 5. ds. slaar Fru Karen Michaëlis i en længere Artikel til Lyd for ovenstaaende nydannede Forening, men Fruen gør det paa en saadan Maade, at det hos mig, og sandsynligvis adskillige andre, har givet Anledning til Tvivl om, hvor vidt man

bør støtte denne Forening med den Skærv, man kan ofre, for at bidrage sin ringe Del til Afhjælpning af den i vort Samfund herskende saa sørgelige Armod eller støtte en anden af de mange Foreninger, hvis Formaal er Hjælp af fattige.

Straks da jeg begyndte at læse nævnte Artikel, kunde jeg i et og alt slutte mig til Fru Michaëlis's Betragtninger, og give hende Ret med Hensyn tit det uheldige i, at de lykkelige, der blev tilstaaet

Understøttelse, skal fremstille sig for Dronningen og af dennes Haand modtage samme, jeg kunde give Fruen Ret, fordi ogsaa jeg anser det for muligt, ja, ligefrem for sandsynligt, at mangen fattig Enke nødvendigvis maatte lade være at søge denne forenings Hjælp, al den Stund hendes Selvfølelse forbød hende at udsætte sig for at blive nødsaget til, i sine fattige Klude, at skulle fremstille sig for Landets Dronning, paa dennes kongelige Slot, hvor kun Pomp og Pragt hører hjemme.

Jeg skulde imidlertid, for at bruge Fru Michaëlis's egne Ord, faa et andet Syn paa denne Sag; men ganske vist ikke i samme Retning. Fruen skuffede mig nemlig sørgeligt efterhaanden som jeg kom længere hen i Artiklen, og da forbi Fruen ved sit Besøg hos sin gamle Veninde, lod sig rive med af dennes Betragtninger.

Sagen er nemlig den, at jeg hidtil har levet i den Tro, at Meningen med Louise-Foreningen var at yde Hjælp til de i Samfundet virkelig trængende Enker, og ikke til dem, der forud havde hvad det var nødvendigt til Livets Ophold, saaledes som det er Tilfældet med Fru Michaëlis's gamle Veninde -

For saadanne forstaar jeg saa godt, at det ikke er forbunden med Vanskeligheder af nogen Art at skulle fremstille sig for  Dronningen. -

Er det da virkelig Meningen med Louiseforeningen, at den skal lade den virkelige Armod ligge, og kun hjælpe der, hvor der er hvad der behøves til Livets Ophold, men mangler noget til Fornøjelser og lignende; thi i saa Fald betakker jeg mig for at yde denne Forening min Støtte, men giver hellere min Skærv til de Foreninger, der tager Sigte paa at hjælpe, hvor virkelig Hjælp tiltrænges. 

Fru Michaëlis oplyser ikke om, hvorvidt hendes Veninde fik sin Ansøgning bevilget, men dette er vel højst sandsynligt, i hvert Fald kender jeg en fattig Enke, hvis hele aarlige Indtægt andrager 100 Kroner, ogsaa hun meldte sig som Ansøger, men uden Resultat. - Den Hjælp, denne Enke søgte, vilde nemlig ikke være bleven anvendt til Fornøjelse, men til det nødvendigste til Livets Ophold.

Jeg begyndte med at give Fru Michaëlis Ret, jeg skal slutte ligesaadan, det er virkelig "nogle", der nærer Betænkeligheder, men disse "nogle" faar gennem Fruens Artikel kun yderligere bekræftet, at Betænkeligheder ikke er uden Grund, hvorfor det sikker for Louiseforeningen og dens Ansøgere havde været heldigere, om Fruens Artikel var forbleve uskrevet, medens den paa den anden Side bidrager til at oplyse alle Velgørere om, at vil man støtte de virkelig trængende Enker, giver man ikk sin Skærv til Louiseforeningen, men derimod til de mange andre velgørende Foreninger, der har til Formaal at hjælpe der, hvor virkelig Hjælp tiltrænges.

Charlottenlund, 9. Novbr. 1906.

Gutzon Münster.

* * *

Begrebet "virkelig Armod" er lige saa vanskeligt at bestemme som Begrebet "virkelig Velstand". Alt er relativt - efter Stand, Opdragelse og tidligere Kaar.

Det vilde derfor være sørgeligt, om der blandt velgørende Mennesker kun var Offervillighed til at hjælpe dem, der mangler det allernødvendigste til Livets Ophold. Mangen Enke kan i Følge sin tidligere Stilling godt kaldes virkelig trængende, selv om hun ikke netop mangler lige det daglige Brød.

Det staar naturligvis enhver - ogsaa den ærede Indsender - frit for at give sin Skærv til de Foreninger, der efter hans Mening afhjælper endnu mere paatrængende Nød end Louiseforeningen. Men jeg er lige saa sikker paa, at andre vil have baade Hjærte og Evne til at tænke ogsaa paa dem, for hvis Skyld Louiseforeningen er stiftet.

Trangen til at hjælpe er altid af det gode, og en velgørende Forening er ikke overflødig, fordi den sætter Grænsen for Armod eller Trang højere op.

Karin Michaëlis.

*) Forsinket af Mangel paa Plads. Red

(København 16. november 1906)

Denne Forening blev dannet, fordi Mimi Carstensen ofte havde Lejlighed til at se, at skjult og tavs Nød ikke altid var den, som mindst fortjente Hjælp, og da navnlig, naar det var Mennesker, der ved Tidernes Ugunst var kommen ned paa et socialt Plan, der laa under det, hvor de ved Fødsel og Opdragelse hørte hjemme.

Mimi Carstensen har altid hørt til Kongehusets gode og trofaste Venner, og det kom da naturligt, at Prinsesse Louise baade tilsagde hendes Idé om at danne en Forening til Bistand for nødstedte, dannede Kvinder sin Hjælp, og ogsaa gav Foreningen sit Navn, ligesom hun lige til sin Død var dens Støtte og Protektrice.

(Olga Eggers: Kendte danske Kvinder, 1934.) 

Foreningen havde hovedkontor i Skindergade 21, 2. sal. 

Efter dronning Louises død i 1898 var der en otteårig periode, hvor der ikke var nogen dronning af Danmark. Dronning Lovisa måtte i 1906 tage stilling til, hvordan hun ville forholde sig til filantropien såvel som til andre forhold ved dronningegerningen. Hendes filantropiske  engagement kom i første omgang til udtryk ved, at dronning Lovisa engagerede sig i Louiseforeningen, stiftet i 1906 med hende som foreningens æresformand og navngiver (Louiseforeningen 1906: 4). Formålet var ifølge foreningens love:

“… at støtte navnlig enligt stillede Kvinder, der har kendt bedre Dage, uden Hensyn til Alder, 

ligegyldigt om de er gifte, ugifte eller Enker.” [Louiseforeningen 1906: 4]

Altså støttede Louiseforeningen udelukkende kvinder fra de bedre stillede sociale lag. At det var den målgruppe, som Louiseforeningen med dronning Lovisa som æresformand valgte at støtte, står i modsætning til det billede af gemalindedronningers filantropiske engagement, som var blevet tegnet af dronning Louise. De filantropiske foreninger, som dronning Louise havde været engageret i, skelnede ikke mellem værdigt og uværdigt trængende – alle, som ikke kunne få eller ikke ville modtage hjælp fra den offentlige forsorg, kunne få hjælp på Dronning Louises  Børnehospital eller på Diakonissestiftelsen. Dronning Lovisa havde dermed valgt en anden strategi for sit filantropiske engagement, og man kan argumentere for, at dronning Lovisa ikke havde fulgt den samfundsmæssige udvikling på samme måde som dronning Louise havde gjort det i sin tid. I Politiken kommenterede man på dronning Lovisas ændrede fokus ved Louiseforeningens oprettelse i 1906 på en måde, der giver indtryk af, at man ikke var tilfreds  med foreningens formål:

”Det kan være, at Dronningen kommer kørende med rød Kusk og Tjener til den fattige Konferensraadinde og Arbejderske; det kan ogsaa være, at de bliver kaldte op for en højtidelig Forsamling, hvor Dronningen sidder omgiven af pyntede Damer…”[Politiken 28/9 1906: 3. ”Louiseforeningen”]

For Politiken virkede Louiseforeningen altså gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, hvilket ses i den måde, som forestillingen om, hvordan præmieuddelingen ville forløbe, blev beskrevet på. Denne opfattelse smittede uvægerligt af på synet på dronning Lovisa, idet hun var foreningens æresformand. Dronning Lovisa kom igennem sit engagement i foreningen også til at virke gammeldags, unødvendigt højtidelig og distanceret, fordi det var det indtryk, man havde fået af Louiseforeningen i Politiken. Dronning Lovisa formåede ikke at udnytte sine roller og plads som gemalindedronning til at påvirke synet på hende som en filantropisk dronning i en positiv retning, fordi hun ikke havde øje for, hvordan engagement et skulle formes i henhold til offentlighedens forventninger til hende. Derfor blev hun kendt som dronning Louises lidt uheldige efterfølger – i hvert fald i filantropisk henseende.

(Michelle Jørsing Kristensen: De filantropiske dronninger)

En Forbryders Selvbiografi. (Efterskrift til Politivennen).

Litteratur.

Nordisk Tidsskrift for Fængselsvæsen og praktisk strafferet. Redigeret og udgivet af Politiinspektør Aug. Goll og Fængselsinspektør S. Grundtvig. Aargang XXIX. Nr. 2. (G. E. C. Gads Universitetsboghandel).

Omtrent Halvdelen af dette ret omfangsrige Hætte optages af "En Forbryders Selvbiografi", udgivet af Dr. med K. K. K. Lundsgaard. Noget egentlig nyt fortæller denne Selvbiografi os ikke. Emnet er væsentlig det samme, som Overpolitibetjent Carl Hansen behandlede i sin meget omtalte Bog "Spild" - den Skæbne, der kun altfor ofte rammer Gadens Drenge her i Byen, naar de af slette Tilbøjeligheder og daarligt Selskab ledes bort fra Hjemmet og vænnes til det vagabonderende Liv, og den Vanskelighed, der er for dem ved at komme af Sumpen igen, naar de først en Gang kommen ned i den. Ja, der er Partier i denne "Selvbiografi", der har en saa slaaende Lighed med Partier af Carl Hansens Fortælling, at man uvilkaarlig gribes  af den Tanke, at det maa være en af denne Forfatters Modeller, som her selv har grebet Pennen for at skildre sit Liv. Men der er vist desværre saa stor en Bunke at gribe ned i, og den ene af Bunken ligner saa meget den anden, at hvad der her i Selvbiografien fremtræder som særlige Træk hos denne ene, i Virkeligheden er Fællestræk hos saa mange.

Selvbiografien er nedskreven i Sommeren 1905 paa Ladegaardens Sygestue efter Opfordring af Dr. Lundsgaard, der fungerede som Læge der, og er oprindelig kun bestemt til at skulle læses af og Sygeplejersken - "den Herre og Dame", som de stadig benævnes i Biografien - men er nu udgivet med "Forfatteren"s Tilladelse. Det er øjensynlig af det Forord, hvormed Dr. L. ledsager Levnedsbeskrivelsen at han har omfattet sin Patient med megen Sympathi; men Hovedaarsagen, hvorfor han har ment at burde forelægge Biografien for Offentligheden - og tilmed i et Fagskrift - er uden Tvivl den, at han har ment, at den trods sin Ubehjælpsomhed i Formen giver et godt Indblik i de Vilkaar, hvorunder Forbrydernaturen udvikler sig, og derfor ogsaa yder Bidrag til Forstaaelsen af, hvorledes Naturer af denne Art retest bør behandles. Navnlig bør Offentliggørelsen vistnok betragtes som et Indlæg i Spørgsmaalet om Oprettelsen af Kriminalasyler; thi det er vistnok Dr. L's Mening - som det ogsaa ses at have været Overlægens Mening paa Kommunehospitalet, at et Individ som Carl C. N. er ganske upaavirkelig af Straf og snarere hører hjemme paa en Anstalt, der er beregnet paa abnorme Forbrydere. Det fremgaar nemlig, af en af nævnte Overlæge ved Lejlighed afgiven embedsmæssig Erklæring, der meddeles i Forordet, at Carl C. N. fra Fødselen af er et degenereret individ, der tilmed fra sin tidligste Barndom af har lidt af epileptiske Anfald. Fra Barndommen af har han ogsaa - som han selv udtrykker det - havt "kløe i Fingrene", som han tilfredsstillede ved om Natten at stjæle fra Moderens Portemonnæ, og Uro i Kroppen, der bragte ham til al skulke fra Skolen og i Stedet for søge hen til "Jødens Bule" paa Christianshavn, hvor han traf daarligt Selskab og lærte at drikke - Alkoholen har sikkert været hans Livs største Ulykke - og at stjæle. I Jødens Bule, syntes han, der var Sjov, og der lærte han og hans Kammerater at drikke - "og vi syntes, det var Sjov at drikke med voxne Folk! baade Mænd og Kvinder, og vi lærte ogsaa, naar der ikke var Mad eller Drikke (Brændevin) i Huset, at tigge og mange Gange at snatte, som de kalder det at stjæle, den Profession var vi Drenge snart øvede i". Der er i Skildringen her og andet Steds adskilligt, som uvilkaarlig leder Tanken hen paa Dickens' Oliver Twist. Han skildrer bl. a., hvorledes han i de to Aar, der gik hen, efter at han var kommen fra Kommunens Internat - hvis Forstander var "en streng Mand, men en retfærdig Mand", og hvor "en Ting er vist, Drengene lærte godt", saa godt endog, at han strax efter at være kommen ud derfra blev Dux i den Klasse i Friskolen, hvor han blev sat - og til sin Konfirmation var blevet Medlem af et vel organiseret Drengekomplot i "det ædle Haandværk" (Tyveri), hvis Samlingssted var Bulen, enten det var Dag eller Nat, medens de Operationer, de gjorde, var "det ædle Lommeoperation, som mest foregik paa befærdede Steder". "Jødens Bule", siger han, var Samlingsstedets rigtige Navn, men Rønnen er senere revet ned og der er opført en stor og stadselig Bygning paa dens Plads.

Carl C. N. har aldrig hørt til de farlige Forbrydere. Naar han blev fuld, kunde han ganske vist slaa om sig, saa det sikkert ikke har været godt at komme ham nær; men i denne Tilstand har han aldrig selv villet vide af, hvad han gjorde. Sin største Forbrydelse - en Ildspaasættelse - skildrer han ligeledes at have begaaet uden at have vidst af det. Han var løbet fra sin Plads og havde flakket om flere Dage og Nætter uden at nyde synderlig andet end Brændevin - "om Aftenen vandrede jeg videre og videre uden Maal bare fremad. Hvor langt jeg var gaaet, og hvor jeg var, ved jeg ikke. Et Stykke henne paa en Mark laa der en Gaard, der gik jeg hen for at hvile mig og sove lidt, krøb op paa Stænget, og hvordan det gik og ikke gik, staar endnu for mig, naar jeg tænker derpaa, jeg var ikke kendt der og havde heller ikke været der før eller senere, men et er vist, i et Nu stod Gaarden i Brand, og at det var mig, er sikkert, jeg ved blot ikke, hvordan jeg bar mig ad dermed eller jeg kunde gøre det."

Selv opsummerer han i Slutningen af sin Selvbiografi - han var, da han skrev den, 32 Aar gammel - sine Forbrydelser og de ham overgaaede Straffedomme saaledes: Den ærede Læser og Læserinde kunde maaske spørge, hvor mange Gange jeg har været straffet i mit Liv af Politiet, men saa vit de da rigtig foragte mig. Nu vel, da jeg har skrevet det andet, kan jeg vel og maa taale deres Afsky og Foragt, men ret længe gaar det ikke. Den første Gang jeg blev straffet, fik jeg, som Læsere ved, 10 Slag Ris, anden 12, tredie 15, fjerde 20, femte 25, sjette 2 Gange 20, syvende, da var jeg 15 Aar, 10 Slag Rotting, ottende 15, niende 25 Slag Rotting, alt for Tyveri, dels Indbrud og Lomme- og Lejlighedstyveri, saa det var en smuk Barndom, og som Voxen 18 Maaneder for Ildløs, anden Gang 8 Maaneder for Indbrud, tredie 18 Maaneder for Indbrud, fjerde 18 Maaneder for Indbrud og femte 2 Aar for Ran. Det bliver - tilføjer han - ikke saa lidt. Men dersom jeg har skaffet den ærede Læser og Læserinde et Par fornøjelige Timer med mit Krimskrams, beder jeg dem ikke dømme mig for haardt, da jeg har været dømt rigeligt i mit Liv". Den Galgenhumor, der ligger i denne sidste Bemærkning, skimter forøvrigt igennem paa flere Steder, medens ved Siden heraf ogsaa, og da navnlig naar han taler om sit Hjem og sine Forældre, virkelig Alvor og Kærlighed træder frem. "Læseren vil maaske spørge, hvordan jeg kan huske det altsammen. Kære Læser, dersom Deres Moder en Gang fortalte Dem, hvordan Deres Barndom har været, saa kan De tro. De vilde huske det, og det har min Moder ogsaa saa tit gjort."

Endelig skal vi citere en Karakteristik, han giver af sig selv, og som vist ikke er helt forkert: "Læseren vil maaske ogsaa vide, hvordan Forfatteren er af disse faa Ark af sit Liv. Naar jeg selv skal sige det, er jeg en meget hidsig Karl, der skal ikke meget til at faa mig gal, og saa er jeg maaske heller ikke saa god, som jeg burde være. Det har mange Gange sket i straffeanstalten, at naar Galden ikke har kunnet eller maattet faa Luft, er jeg bleven daarlig, men det har ogsaa sket, og det sker i Reglen paa saadanne Steder, de vil tvinge en ved jernhaard Tvang. Saa bliver jeg rasende og saa ved jeg ikke, hvad jeg gør. Men derimod, har jeg det godt (der kan være Grænser for alt) saa tror jeg ikke, jeg kommer nogen for nær, naar de vil lade mig være det Skidt, jeg er".

Selvbiografien, der i Tidsskriftet er meddelt med Forfatterens egen, højst mangelfulde Retskrivning, indeholder utvivlsomt et i mange Henseender interessant Stykke Forbryderpsykologi, hvad der ogsaa rummes i en Bemærkning af dens Forfatter til Dr. Lundsgaard. Under et Besøg hos ham, efter at han var kommen ud fra Ladegaarden, klagede han over, at han vel sagtens blev nødt til at stjæle igen, og Dr. L. bad ham da om hvis det blev Indbrud ikke at lade det ske hos ham (Doktoren). Han svarede naa denne Anmodning ved at strække sin Haand ud imod Doktoren og sige: "Hr. Doktor, hvis jeg ikke faar noget at drikke, giver jeg Dem mit Ord paa, at det ikke skal blive hos Dem. men faar jeg Brændevin, ved jeg ikke, hvad jeg gør, og saa maa De have mig undskyldt, om det skulde blive her".

Af Heftets øvrige Indhold skal vi fremhæve nogle Bemærkninger af Aug. Goll i Anledning af det i forrige Hefte indeholdte "Tilbageblik" af Fængselsinspektør Ammitzbøll. I dette Tilbageblik hævdede A., at deri siden August 1902 begyndte Benaadningspraxis og Fængselshjælpens i Forbindelse hermed staaende Virksomhed havde bevirket, at Lovens Straffetrusel og Straffebehandlingen i Straffeanstalterne havde tabt en stor Del af sin Virkning. Paa Grundlag af statistiske Undersøgelser hævder G., herimod, at Straffangernes stærke Tiltagen i Perioden 1901-04 er en naturlig Følge af Domstolenes Tendens til at foretrække Forbedringshusstraffen fremfor andre Strafarter og af Tyvsrecidivets Tiltagen - Faktorer, der har taget deres Begyndelse i 1899 og derefter stadig er fortsat, medens de i 1902 paabegyndte Benaadninger i saa Henseende hverken har gjort fra eller til. Og ligeledes hævder G., at A. ikke har Ret i, at Fængselshjælpens Virksomhed skulde have gjort adskillige Fanger ligegyldige for Straf, fordi de venter at blive tagne under Armene af Fængselshjælpen; Fanger, der er "ganske ligegyldige for Dom og Straf", har existeret til alle Tider og vil sandsynligvis vedblive at existere, saa længe Samfundet bestaar, hvor stor Virksomhed for at komme dem til Hjælp bag efter, der saa end udfoldes.

---

(Nationaltidende 14. november 1906. Tillæg: Juridisk Tidende. Uddrag).

Peter Michael Johan Brock (1842-1906). (Efterskrift til Politivennen)

P. M. J. Brock var numismatiker, dr. phil (1874) og inspektør og slotsforvalter ved de danske kongers kronologiske samling på Rosenborg Slot. 

Literatur: Minderne om søslaget på Kolberger Heide, i den  kronologiske Samling på Rosenborg. Af Dr. P. Brock

Dr. P. Brock er, som bekendt, ikke alene en af de ypperste af vore meget få numismatikere, men også en af vore kyndigste og mest fremragende museumsmænd. Som sådan har han ydet en række særdeles værdifulde arbejder over Rosenborg Slots og de derværende samlingers historie, og han har nu, gennem Forlagsbureauet, ladet udgå et lille skrift om de minder, der i Rosenborgsamlingen findes om Christian IV, for så vidt søslaget den 1. juli 1644 angår. Efter et citat af Blicher, som uden skade kunne have været borte, giver dr. B. med den grundighed og nøjagtighed, som man fra hans tidligere bøger er vant til at finde hos ham, en historisk fremstilling af de skæbner og tilskikkelser, der i århundredernes løb har ramt den dragt, Christian IV bar i det nævnte søslag, hans blodige skjorte, hans gennemskudte hue, hans tørklæde, manchetter o. a. m. - og går dernæst over til at godtgøre, dels at et par ørependeloguer: guldhænder, der omfatter et stykke metal, og som for et halvt århundrede siden, efter at have færdedes Gud ved hvor, endelig havnede på Rosenborg, - i sin tid har tilhørt Christian IV's frille Vibeke Kruse, - dels, at det af de nævnte guldhænder omfattede metal er stumper af den svenske kugle, som i søslaget den 1. juli 1644 splintredes ved at ramme fænghulsdækslet på en af "Trefoldigheden"'s kanoner, og af samme fænghulsdæksel, der selvfølgelig ligeledes splintredes. Disse danske og svenske metalstumper slog, som Gud og hvermand ved, ind i Christian IV's pande og ene øje, hvilket sidste læderedes ikke ubetydelig. På foranledning af dr. B. har prof. Johnstrup analyseret nogle afbrudte partikler af de af guldhænderne omfattede metalstykker, og resultatet af denne analyse har været, at det ene af disse stykker er metallisk jern (altså kanonkuglejern), det andet bronce, med kobber og tin, altså fra Trefoldighedskanonens dæksel. Det er ganske vist ikke nogen epokegørende opdagelse, dr. B. har gjort, men det er, trods genstandenes lidenhed, en højst interessant "relikvie"-erhvervelse og en levende erindring om en konge, som trods hans fejl og mangler og trods den for en del umotiverede apoteose, han tidligere har været genstand for, dog er alle danske kær. 

F J. Meier

(Dagbladet (København), 23. maj 1890).

Wilhelm Marstrand (1810-1873): Christian 4. på Trefoldigheden. Søslaget ved Kolberger Heide, 1865. Som det blev gengivet 200 år efter at slaget havde fundet sted, og efter 1864 hvor man havde behov for historiske helteskikkelser (mon det holder for en historisk analyse?). Det Kongelige Bibliotek, materiale fri af ophavsret. Billedet hænger i Christian 4.'s kapel i Roskilde Domkirke.

Brocks gravsted på Assistens Kirkegård: Numismatikeren, museumsinspektør dr. phil. Peter Michael Johan Brock (1842-1906) og Johanne Marie Brock (1835-1926). Johanne der ellers var 7 år ældre end Peter, overlevede ham altså med 20 år! På soklen står: "Non dolor est major qvam cum violentia mortis unanimi solvit corda ligata fide". Hvilket i mit ubehjælpelige latin vist betyder noget i retning af: Der findes ingen større smerte på jord, end når døden skiller to trofaste hjerter".

Den Russiske Revolution i Danmark: Wladislaw Jancukiewitz. (Efterskrift til Politivennen)

Begravelsen af en russisk flygtning og følgerne af denne giver et indblik i russiske flygtninge i Danmark i 1905/06.

Siden 1900 var den russiske befolknings utilfredshed med zardømmet blevet mere og mere udtalt, og kulminerede i en demonstration foran Vinterpaladset 22. januar 1905. Denne blev mødt med brutal vold fra myndighedernes side, 4.000 blev dræbt eller såret. Det stoppede dog ikke aktionerne, måske tværtimod. I september havde regeringen undertegnet en for Rusland ydmygende fredsaftale med Japan, og i oktober udbrød der generalstrejke. 

Zar Nikolaj 2. udstedte "Oktobermanifestet" som lovede borgerlige og politiske rettigheder samt indførelse af et parlament. Selv om den nye "statsduma" kun fik rådgivende funktion i forhold til zaren, stoppede det dog urolighederne i de næstfølgende måneder og gav zardømmet et pusterum (indtil 1917). Samtidig arresteredes mange som mistænktes for at have deltaget i generalstrejken.

Den blodige søndag 22. januar 1905. (Revolutionen i Rusland).

En russisk flygtning død i København.

En russisk flygtning ved navn Wladislaw Jancukiewitz er for et par dage siden død på Blegdamshospitalet.

Han var klejnsmed og var forrige år beskæftiget i de butillowske fabrikker i St. Petersborg. Som bekendt gik arbejderne fra disse fabrikker i spidsen for den generalstrejke der fik zaren til at udstede det berømte oktober-manifest i hvilken der lovedes Rusland en fri forfatning. Det modtoges de første dage med jubel i hele det vældige land. Men desværre blev det kun ved løfterne. De revolutionære blev arresterede. Trepow og de andre bødler fyldte Ruslands fængsler med tusinder af frihedsmænd.

En af dem var den 28-årige Wladislaw Jancukiewitz. Den berygtede Peter Pauls-fæstning var overfyldt, Wladislaw blev hensat i en af byens almindelige arrester, og det lykkedes ham at flygte.

Han nåede til Wilna, hovedstaden i Litauen. Opfyldt som han var af begejstring for frihedens hellige sag to han under falsk navn på ny fat på agitationen. Han blev igen arresteret og måtte i 8 måneder tåle mishandlinger i et elendigt fangehul. Så lykkedes det ham ved partifællers hjælp atter at flygte. Han kom til Tyskland og derfra hertil byen. Han hørte til de russiske flygtninge som den russiske regering ønskede at få fingre i, og han måtte derfor opholde sig her under falsk navn.

For 14 dage siden blev han indlagt på hospitalet, lidende af tyfus, der nu har taget hans liv.

I morgen klokken 12:30 begraves han på den katolske afdeling af Vestre Kirkegård. Den russiske socialdemokratiske forening her i byen der tæller ca. 400 medlemmer, følger den døde kammerat til hans sidste hvilested og lægger en krans på hans kiste med røde bånd og inskriptionen: "Tak! Du blev et offer for revolutionen".

(Social-Demokraten, 29. september 1906, 2. udgave).

Katolske kirkegård ved Vestre Kirkegård.

Artiklen blev gentaget i Bornholms Social-Demokrat, med supplerende beskrivelse af begravelsen:

Søndag kl. 12:30 begravedes han på den katolske afdeling af Vestre Kirkegård. Den russiske socialdemokratiske forening i København der tæller ca. 400 medlemmer, fulgte den døde kammerat til hans sidste hvilested.

Den sorte, fattige kiste var ikke dækket af kranse. Der henlå kun tre, sendt af de landflygtige venner og en krans med hvide blomster fra socialistiske kvinder i Københavns 3. kreds. Russerne forsyner deres kranse med røde og sortbrune bånd. På den læstes:

Ære den faldne kammerat.

Fra en gruppe russiske bundister

i København

Den faldne i kampen for friheden

Russiske politiske emigranter.

Et offer for den russiske revolution

Fra den russiske soc. forening i Kbhvn.

Vennerne udtalte i disse ord den sandhed at Jancukiewitz, skønt han døde i København, faktisk blev ødelagt af opholdet i de russiske fængsler. Blandt de russere som samlede sig om båren, sås mange jødiske typer. Over dem alle var der et præg af alvor som ikke blot knyttede sig til stedet eller begivenheden. Men samtidig indestængt lidenskab der kræver luft.

Og aldrig så snart var pastor Braun færdig med sin i øvrigt ganske sympatiske tale over den hjemløse, i fremmed land hensovede arbejder og en salme sunget, før lidenskaben slog ud i flammer. Russerne bar deres døde kammerat fra kapellet til den nærved liggende grav under revolutionær sang. Foran vajede den socialistiske ungdomsforenings og 3. kreds' vælgerforenings faner. Just som de nåede graven, kom der endnu en krans fra 2 socialister. Båndene var mærket A. & N. B. Det var nærved at hverken krans eller præst kunne nå frem til kisten. Flygtningene dannede en fast karre om den.

Præsten fik dog forrettet jordpåkastelsen, men da en af russerne begyndte på en tale, nedlagde præsten protest derimod. Den druknede i røret ved den åbne grav. Hænder raktes i vejret mens flygtningene højlyst svor at ville vedblive med deres kamp for frihedens sag.

Så holdt folkeskolelærer George, en fordreven letter, en flammende tale om revolutionen og dens mænd. Han citerede en gammel admirals ord fra kirkegården i Sevastopol, at "dette folk vil hævne sig på sine undertrykkere".

Så lyder råbene igen og pludselig ses den russiske arbejderforenings formand, Wigotzki, siddende på to kammeraters skuldre. Han begynder på at oversætte Georgis russiske revolutionstale.

Men nu bliver både præst og sakristan rent ud forfærdede, og der sendes bud efter politi. Wigotzki fortsætter dog ganske rolig og slutter med at sige:

"Vi sværger at vi vil hævne vor kammerats død. Han var os et eksempel. Leve det internationale proletariat og socialismen!"

Et vældigt hurra bruser hen over den åbne grav, og ude på vejen står folk forbavsede stille.

Så synges en revolutionær hymne og så - ses en politimands uniform ude på vejen.

Men han kommer ikke ind på kirkegården. Præsten var dog så fornuftig at søge sagerne ordnet på en anden facon. Han bad folketingsmand A. C. MEyer der var til stede ved begravelsen, om at formå russerne til at slutte deres demonstration.

Nu fik A. C. Meyer lejlighed til at give den døde et farvel og så at oppfordre forsamlingen til at skilles.

(Bornholms Social-Demokrat, 2. oktober 1906)

De i artiklen omtalte jøder henviser nok til at zaren som et forsøg på at stoppe revolutionære tendenser iværksatte hårdere pogromer mod de russiske jøder. Zarens indenrigsminister og tidligere politichef, Plehve skal have udtrykt det på følgende måde: "Vi vil kvæle revolutionen i jødisk blod". Han døde i øvrigt ved et bombeattentat. 

Efter "Oktobermanifestet" 1905 eksploderede pogromerne, antallet af ofre sted til over 7.000 dræbte og sårede og ødelæggelse af jødisk ejendom steg til 60 mill. rubler. 

Revolutionssocialisterne på Vestre Kirkegård

Den sædvanlige førertaktik.

"Natt." bringer følgende udførlige beretning om de i går omtalte skandaler på Vestre Kirkegård:

Fra det katolske kapel på Vestre Kirkegård jordedes i lørdags en russisk flygtning, Wladislaw Jancukiewitz, som i tirsdags døde på Blegdamshospitalet. Han hørte til de i St. Petersborg arresterede revolutionsmagere, havde imidlertid set lejlighed til at undvige, men var allerede ved sin ankomst hertil angrebet af tyfus og måtte lade sig indlægge. Inden han døde, sendte han bud til pastor Braun ved katolsk Kirke i Bredgade, skriftede og fik syndsforladelse, og skulle i går jordes på den herværende katolske kirkegård.

Selvfølgelig ville vore egne socialister ikke lade lejligheden gå fra sig til at manifestere deres sympati for revolutionen. På kisten var henlagt kranse, signeret: "De revolutionære russere i København" samt en krans, på hvis bånd man læste: "Tak! Du blev et offer for revolutionen" og "Socialistisk Ungdomsforening"; såvel en fane herfra som fra "Socialdemokratisk Vælgerforening, 3. kreds" var opplantet ved kisten, og i det henimod 400 mennesker store følge, der bestod halvt af Russere, halvt af ungsocialister, sås folketingsmand A. C. Meyer.

Om jordefærdens forløb meddeler en tilstedeværende os følgende:

Skønt kapellet og katolikkernes kirkegård er privat eje, tillod pastor Braun dog de socialistiske fæller i håb om, at demonstrationen ville indskrænke sig hertil. Inde i kapellet gik det også roligt til.

Pastor Braun holdt sig fra enhver udæskende ytring, nævnte blot, at den afdøde var død som en god katolik, der havde gjort sit regnebræt op og fået tilgivelse.

Men da kisten skulle bæres ud, blev de herboende dansk katolikker, som var trådt til, skubbede til side, en halv snes russere greb kisten, løftede den op på deres skuldre, og i stedet for at give plads for præsten lige efter kisten, trådte en russerinde frem og holdt en tornekrans løftet over den,

Således gik man til graven. Næppe havde præsten endt jordpåkastelsen og skulle til at bede fadervor, førend en russer sprang frem og råbte: "Hævn! Hævn! Hævn!" og efter ham de andre. Inden det kunne forhindres, var en russer i færd med en lang revolutionær tale, og efter ham en anden og tredje, hvorpå en af ungsocialisterne sprang op og sluttede sig til disse.

Forgæves forsøgte pastor Braun at forhindre denne usømmelige adfærd; forgæves anmodede man hr. A. C. Meyer om at skride ind; han lovede det, men lod dem roligt fortsætte, indtil de havde fået sagt hvad de ville, og først da man havde fået tilkaldt politiets assistance og det trak op til konflikt med øvrigheden, anmodede hr. Meyer forsamlingen om at skilles.

Da var der hengået over en halv time og sørgehøjtideligheden var blevet ganske forstyrret.

---

Det er, som mange af vore læsere vil vide, ganske den sædvanlige socialistførertaktik, som fx gang på gang er blevet anvendt af folketingsmanden i Aarhus nordre kreds. Først lader man de menige Socialdemokrater lave alle de bøllestreger, de kan hitte på - ophidser dem måske endog til rene voldshandlinger - og til sidst, når politiet er i farvandet, holder man "beroligende" taler. "Gud bevares, hr. betjent, De kan jo selv se, at jeg står og be'r dem forholde sig rolige".

Ja, det er en nydelig metode!

(Aarhus Stifts-Tidende, 2. oktober 1906.)

Alberti og Rusland.

Russeren Vigotski arresteret.

København, onsdag.

I søndags begravedes en fattig russiske smedesvend der var død på hospitalet her i byen. En del af den dødes kammerater mødte ved graven på den katolske kirkegård og før man skiltes, stod en russiske cigarmager Vigotski frem og påbegyndte en tale.

Derover blev pastor Braun nervøs og protesterede, hvorefter der opstod lidt forvirring og der sendtes bud efter politi. Men før dette kom, var sindene faldet til ro og deltagerne på vej hjemad.

Nu skulle man tro at dermed var den historie ude af verden. Men den herværende russiske gesandt har villet det anderledes og det synes jo næsten som nævnte gesandt regerer heri i landet. Han lod nylig en maleriudstilling lukke og nu forlangte han en beretning om det der passerede på kirkegården.

Øjeblikkelig har autoriteterne taget affære og i morges tidlig før dagen gryede, indfandt politiet sig i Vigotskis hjem og arresterede ham.

Så snart han ankom til politikammeret måtte han i forhør og efter dettes slutning blev han atter indsat i arresten.

Dette skridt synes i allerhøjeste grad umotiveret, da Vigotski ikke på kirkegården har brugt udtalelser som kan kaldes farlige for det russiske rige eller dets statsoverhoved. Ikke heller kan der være tale om forstyrrelse af gravfreden, for den katolske kirkegård er privat grund og bestyrelsen har ikke forlangt ham tiltalt.

Foreløbig ser det hele ud til at arrestationen kun efterkommer russiske ønsker, men det er dog for galt at sådant tåles her i landet.

For øvrigt synes vi at sådanne arrestationer røber en beklagelig letsindighed fra autoriteternes side. Der lever her i byen en stor del russiske udvandrede. Det er fredelige mennesker der ikke fornærmer nogen, når de blot for lov til at leve i fred.

Men begynder man først at slæbe dem i arrest for bagateller, ligesom tilfældet er i deres hjemland, ja da er det vel sandsynligt at de fremtidig bliver mindre fredelige.

Vi får nu se hvad hr. Alberti vil gøre ved Vigotski. Efter fremmedlovens §§ 13 kan khan udvises, når blot ministeren finder det nødvendigt. Tænk, så fri og humane er lovenen i vort for sin frihed så forroste land. I Rusland har man ikke en mere brutal og vilkårlig lovbestemmelse.

(Horsens Social-Demokrat, 4. oktober 1906)

Russerens arrestation

Oscar Johansen appellerer arrestdekretet

Politiet trænger ind i en privatbolig.

D'Hrr. Albertis og Engen Petersens tjenesteiver overfor det russiske gesandtskab ved arrestationen af russeren Wigotski vækker opsigt i alle frisindede kredse.

Vi henvendte os i går til politiinspektør Henrik Madsen for at få oplyst, på hvilket grundlag politiet havde anholdt hr. Wigotski. Svaret lød: "Han er ikke anholdt, men arresteret, og anledningen er, at han har overtrådt straffelovens § 157, der dikterer straf for den, der ved vold eller trussel om vold forhindrer gudstjenester eller anden offentlig handling eller som forstyrrer gudstjenesten ved larm og uorden."

Wigotski har som det fremgår af vedstående erklæring af folketingsmand A. C. Meyer, ikke overtrådt denne straffelovsparagraf.

Vi forstår derfor ikke, hvorledes man har kunnet afsige arrestdekret over Wigotski. Fremragende jurister mener, at der her foreligger en retskrænkelse af ganske alvorlig art. Så snart det rygtedes, at Wigotski var arresteret, tog overretssagfører Oskar Johansen affære. Han anmeldte på kriminalrettens justitskontor, at han agtede at appellere arrestdekretet til Højesteret, og i formiddag vil hr. Johansen i fængslet på Nytorv få en samtale med hr. Wigotski.

Det er i højeste grad påskønnelsesværdigt, at hr. Johansen har taget sig af den unge russers sag, og det skal være interessant at se, om Højesteret også nu vil bøje nakke for de russiske magthaveres repræsentanter.

Politiet hos paster Braun.

Som meddelt i går ejes den katolske kirkegård af den katolske menighed. Det er således på et fuldstændig privat sted at Wigotski holdt sin tale. Forinden politiet kunne skride ind, måtte der altså foreligge en klage fra kirkegårdens ejere eller den præst der gjorde tjeneste ved begravelsen.

En sådan klage lader det også til at politiet har forsøgt at tilvejebringe. Tirsdag havde nemlig pastor Braun besøg af en opdagelsesbetjent der ville vide hvad der var foregået ved begravelsen. Hr. Braun erklærede at hverken han eller den katolske menighed ønskede at der rejstes tiltale mod nogen.

Med denne erklæring fra pastor Braun bliver arrestationen af Wigotski endnu mere ubegribelig, med mindre man fra visse sider tilsigter at ophæve den asylret som vi hidtil har været støtte af at yde de russiske flygtninge.

Russerne selv opfatter ikke optrinnet som nogen demonstration. I Rusland og Polen er kirkegården så godt som det eneste sted hvor der må tales. Det samme har de troet var tilfældet her i det frie Danmark.

På jagt efter endnu en russer.

En politimand trænger ind i en privat lejlighed.

Også en anden russer der talte på kirkegården i søndags, lærer Georgi, er man på jagt efter. Dette virker noksom at politiet vil udnytte begivenheden imod de russiske flygtninge. Georgi talte nemlig på kirkegården efter udtrykkelig tilladelse af pastor Braun. Han har altså ikke overtrådt paragraf 157.

Alligevel halser man rundt i byen for at få fat i ham.

Georgi bor som gæst hos en familie på Nørrebro. I går morges ved 7-tiden bankede det hårdt på døren, og da fruen halvt påklædt gik ud og lukkede op, præsenterede en mandsperson sig for hende som politimand.

"Bor her en russer ved navn Georgi?" spurgte han i en brysk tone.

"Ja", sagde fruen, "men han er ikke hjemme og har ikke været her siden i går."

Uden at spørge om forlov gik politibetjenten ind i den stue hvor Georgi havde boet og gav sig til at undersøge værelset og lukkede kufferter op. Til slut kastede han sig i en stol og gav sig til at gennemlæse breve, heriblandt flere ganske private breve med anden adresse end Georgis.

Den unge frue, hvis mand for tiden er bortrejst, stod ganske hjælpeløs overfor politimandens anmasselser. Hun gjorde spagfærdigt opmærksom på at et af de breve han læste igennem, var til en ung svensk dame der ligeledes opholdt sig som gæst i hendes hjem.

"Såh, sagde politimanden. Ja Georgi har jo en veninde!"

Den unge frue blev ganske flov ved denne udtalelse om en dame som hun havde ydet gæstevenskab, og som hun kun havde grund til at agte. Forinden afskeden stak betjenten fruen et kort i hånden med de ord: "Kommer Georgi her tilbage, er det Deres pligt straks at tilkalde en politibetjent og lade ham anholde!"

Med disse ord forlod betjenten lejligheden.

Med hvilken ret trænger denne betjent ind i en privat lejlighed.

I grundlovens paragraf 81 hedder det:

"Boligen er ukrænkelig. Husundersøgelse, beslaglæggelse og undersøgelse af breve må, hvor ingen lov hjemler en særegen undtagelse, alene ske efter en retskendelse."

Man kan sikkert gå ud fra, at der ikke foreligger nogen retskendelse i denne sag. Var der det, havde politibetjenten sikkert gjort den unge frue opmærksom derpå.

Foreligger der ikke en sådan kendelse, har politiet gjort sig skyldig i et fuldstændigt lovbrud, og der vil fra den pågældende families side blive gjort ansvar gældende mod politiet.

Men i øvrigt kan vi oplyse politiet om, at det er spildt umage at søge efter Georgi. Han har for flere dage siden forladt landet.

Har Wigotzski overtrådt paragraf 157?

Det har forbavset mig og ganske sikkert alle, som overværede de russiske emigranters demonstration på den katolske Kirkegård i søndags, at politimyndigheden er skredet til en anholdelse af Wigotzski. Endnu større må forbavselsen blive, når man betragter motiveringen af anholdelsen og det derpå følgende arrestdekret. Den unge russiske arbejder skal nemlig tiltales efter paragraf 157 i straffeloven, andet stykke.

Den pågældende paragraf har følgende indhold:

1) Forhindrer nogen ved vold eller trussel om vold afholdelse af gudstjeneste eller anden offentlig kirkelig handling, straffes han med fængsel eller forbedringshusarbejde indtil 1 år. 

2. Den som ved at opvække larm og uorden forhindrer eller forstyrrer gudstjenesten eller de enkelte religiøse handlinger straffes med bøde eller fængsel.

Første stykke har man altså slet ikke tænkt på at bringe til anvendelse. Men heller ikke paragrafens andet stykke kan komme i betragtning ved den tiltale der eventuelt vil blive rettet mod Wigotzski.

Jeg overværede hele begravelsen og må hævde at hverken Wigotzski eller nogen anden af de ved graven forsamlede russere har gjort forsøg på at forhindre eller forstyrre den religiøse handling. Præsten udførte uantastet jordpåkastelsen. Det var først bagefter at en af russerne holdt tale og at Wigotzski oversatte talen. At præsten rejste protest derimod, kan dog ikke komme til at falde ind under paragraffen da hverken den russiske tale eller oversættelsen "forhindrede eller forstyrrede nogen religiøs handling".

Der vil i det højeste kun kunne være tale om en krænkelse af kirkegårdsfreden. Og her har præsten lov til at tage affære. Men da præsten ikke fik brug for politi, og ikke har ønsket politiets senere indblanding, har man altså kun ment at kunne få ram på Wigotzski ved en ganske forkert påberåbelse af paragraf 157, andet stykke.

Af disse demonstrationer ved graven er uheldige efter danske begreber, kan kun give anledning til forhindring af gentagelse. Men hertil behøver man ikke en anholdelse af Wigotszki. Og det bør vel i denne forbindelse tillige fremhæves at i Polen og Rusland er kirkegården så godt som det eneste sted hvor demonstrationer kan foregå. Russerne har uden videre overført dette på danske forhold. Det stemmer til en mildere opfattelse af røret på katolsk kirkegård.

A. C. Meyer.

(Social-Demokraten, 5. oktober 1906, 2. udgave.)

Pastor Braun og Wigotzski

Vi har modtaget følgende:

København, den 5. oktober l906.

Hr. Redaktør !

Jeg har læst referaterne i "Social-Demokraten" angående demonstrationen i søndags på vor kirkegård.

Da der deri findes flere faktiske urigtigheder, håber jeg, at De i sandhedens interesse vil indrømme mig en lille plads for nogle få bemærkninger.

1 ) I nr. 273 (torsdag den 4. oktober) skrives: "den katolske pastor Braun lod sende bud efter politiet". Hertil må jeg bemærke, at jeg ikke lod sende bud efter politiet. Først da jeg havde forladt graven, hørte jeg at andre havde gjort det, efter at der råbtes: "Ned med præsten !" Derimod sørgede jeg for, at politiet ikke kom ind på kirkegården, da hr. folketingsmand A. C. Meyer imidlertid havde lovet at ville henvende sig til mængden, for at formå den til at gå bort. Jeg har på kirkegården ikke vekslet et ord med politiet, end ikke engang set det, fordi jeg måtte vende tilbage til kapellet, for at foretage en anden begravelse.

2) I nr. 274 (fredag den 5. oktober) fremhæves bl. a. med fede typer: "Georgi talte på kirkegården efter udtrykkelig tilladelse af pastor Braun". Dette forholder sig ikke således. På vejen fra kapellet til graven kom både Wigotzski og Georgi hen til mig og spurgte, om de turde holde tale ved graven. Derpå svarede jeg, at vi ikke var vant til noget sådant på vor katolske kirkegård, og derfor heller ikke ønskede, at det skete ved denne lejlighed.

Jeg gentog det samme i lignende udtryk umiddelbart efter jordpåkastelsen også på tysk, idet jeg samtidig opfordrede de omkringstående til at kaste jord på deres afdøde kammerat og så gå rolig hjem.

Men mens flere også efterkom opfordringen med hensyn til jordpåkastelsen, begyndte allerede en af russerne at tale - tilsyneladende rolig - hvorfor jeg også blev stående ved graven. Efter ham fulgte Georgi, og da blev gemytterne kendelig ophidsede. Skønt jeg også under denne tale blev stående ved graven, fatter jeg dog ikke at man efter foranstående fremstilling kan sige at Georgi talte med udtrykkelig tilladelse af pastor Braun.

En formelig protest har jeg rigtig nok først nedlagt da derefter Wigotzski begyndte at tale på dansk. Når det er fremhævet om sidstnævnte at han talte på et privat sted, så er det dog kun for så vidt rigtigt som den katolske vestre Kirkegård ikke er kommunens, men den katolske menigheds private ejendom, det bør dog ikke forglemmes at den tillige er en af staten anerkendt menigheds offentlige kirkegård.

Med tak for optagelsen

J. Braun

Pastor, Bredgade 64.

(Social-Demokraten 7. oktober 1906).

Vigotski løsladt.

Som vi forudsagde skete det.

Efter vidneafhøringerne i går i Vigotski-affæren fandt assessoren ikke længere grund til at holde holde Vigotski arresteret. Der har jo forøvrigt aldrig været nogen grund, eftersom detnu gennem sagens akter er konstateret at der slet ikke er talt særlig revolutionære ord ved graven, ligesom det også er fastslået at den kirkelige handlng ikke er blevet forstyrret.

I går eftermiddags var hr Vigotski igen en fri mand, og politiet meddeler nu at det kun har eftersøgt lærer Georgi for at stævne ham som vidne!

Hele affæren er da løbet ud i sandet som en mindre smigrende historie for dem der stod bag.

(Holbæk Amts Venstreblad, 10. oktober 1906).

Georgis Flugt.

Hans Ophold i Aarhus.

Den russiske revolutionære, friskolelærer Georgi, som holdt tale på katolske kirkegård i København ved sin landsmand Jancucewitchs begravelse, flygtede fra København umiddelbart efter, da han frygtede for at dele skæbne med den anholdte Wigotzki.

Georgi, en middelhøj, noget blond mand af et sympatetisk ydre, har selv ment, at hans tale på kirkegården kunne foranledige hans anholdelse og foretrak derfor at bringe sig selv i sikkerhed.

En opdagelseSbetjent har søgt Georgi i et Hjem på Nørrebro, hvor den unge russer havde fundet et foreløbigt opholdssted. Opdageren havde uden videre givet sig til at foretage en husundersøgelse og gennemlæst en del private breve, hvorefter han havde meddelt husets frue, at hun i tilfælde af Georgis tilbagekomst straks skulle tilkalde en politibetjent for at få russeren anholdt.

Men da var Georgi allerede på vej til et sikrere sted.

Han ankom her til Aarhus om aftenen tilligemed en ledsager fra København og boede hos folketingsmand Sabroe om natten. Næste morgen afrejste han syd på. Han kunne være kommet med skib direkte fra Aarhus til England, men man var bange for, at en kaptajn eller styrmand mulig kunne opdage den forfulgte og udlevere ham. Det var sikrere at betro sig til jernbanen.

Han havde haft til hensigt at tage over Esbjerg til England, men da han måtte gå ud fra, at politiet ville holde udkig her, lagde han vejen ned gennem Slesvig og var over Hamborg taget til London, hvor han sandsynligvis endnu opholder sig.

Flygtningen har senere ladet høre fra sig og udtalt ønsket om at kunne vende tilbage. Wigotzkis løsladelse gav ham et håb om, at dette kunne ske.

Politidirektøren har i den anledning udtalt, at Georgi næppe vil undgå en anholdelse, der måske kunne føre til udvisning. Han stod sig derfor ved at blive, hvor han var. Politidirektøren gjorde i øvrigt opmærksom på, at der ikke forelå noget som helst, der gav danske myndigheder anledning til at efterstræbe Georgi, selv om han befandt sig på et mindre sikkert sted end i England.

Heraf synes det at fremgå at Georgi kan have brugt hæslige ord mod den russiske regering og på grundlag heraf var udsat for at blive dømt og udvist.

Han vil da næppe på ny sætte sine fødder på dansk grund.

(Demokraten (Århus), 22. oktober 1906).

Margrethe Svenn Poulsen (1877-1962). (Efterskrift til Politivennen)

Maleren Elna Margrethe Tuxen-Meyer (1877-1962) var datter af læge Ludvig Vilhelm Meyer og hustruen Emma Augusta Pedersen. Hun havde flere kunstnere i sin slægt, bl.a. Laurits Tuxen, og viste allerede som ung et talent for portræt og gruppeportrætter. Hun dimitterede i 1900 fra Kunstakademiet, og efterfølgende havde hun studierejser til både Paris, Italien, Dresden og Wien. Fra hendes tid i Paris lærte hun at bruge en mere spontan teknik i andre genre end portrætmaleriet, hvor hun ellers brugte den traditionelle karakteristik af en person i et øjebliks handling, som bl.a. Viggo Johansen og Krøyer også brugte. 

Annonce i Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 23. august 1905. Lignende annoncer kunne findes i aviserne i hvert fald indtil 1912. Efter navneskiftet til Svenn-Poulsen stod: født Tuxen-Meyer, så noget tyder på at navnet betød noget og at hendes malernavn var mere kendt under hendes pigenavn.

På Charlottenborg-udstillingerne solgte hun hvert år fra 1900 malerier. I 1904 fik hun 400 kr. og i 1906 fik hun 900 kr. fra Det kgl. Akademi for de skønne Kunsters Stipendie- og Rejseunderstøttelse.

I kolonien Filadelfias Kirke (1904) malede hun altertavlen, der i dag er på koloniens museum.

- Den unge Malerinde, Frk. Margrethe Tuxen-Meyer, der i Sommer har boet i Leksand i Dalarne, hvor hun har malet forskellige større Billeder, har i denne Tid været Gæst i det bekendte Zornske Hjem i Mora og deltog i den store Fest, som den berømte svenske Maler og hans Frue gav paa Gerundabjerget ved Siljansøen for alle Dalarnes Spillemænd.

Dette ejendommelige Møde, hvortil Zorn havde samlet alle Dalarbønderne, der kunde blæse paa saadanne Instrumenter, som brugtes før i Tiden, Skalmeje, Kohorn, Bukkehorn og Lurer, beskrives i de svenske Blade som overordentlig morsomt og interessant. Alle Deltagerne var i Nationaldragter, og næsten alle de svenske Malere, som om Sommeren bør ved Siljansøen, deltog i Festen. 

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 8. september 1906).

Hun blev i 1908 gift med journalisten Svenn Poulsen ved Berlingske Tidende. Hun havde da allerede skabt sig et navn som maler. Hendes mange studierejser til udlandet bl. a. Italien, Paris, Sverige og Dresden foregik fortrinsvis før giftermålet.

Kvindernes Kunst paa Forårsudstillingerne 1909

Af: Margrethe Svenn Poulsen

Det er maaske et Bevis paa Kvindernes Konservatisme, at de saa udelukkende hol­der sig til Charlottenborg-Udstillingen. Paa Den frie Udstilling findes kun nogle faa Malerinder, der imellem Frk. Krebs, der Aar efter Aar har udstillet sine Arbejder i den Willumsen’ske lille Bygnings fortrin­ligt belyste Sale. Næsten alle vore andre Kunstnerinder udstiller paa Charlottenborg, og her er der ogsaa i Aar samlet en Række mer eller mindre kendte Malerin­der og Billedhuggerinder.

Skulde man retfærdigt bedømme den Plads, som Malerindernes Kunst i Aar ind­tager i Forhold til deres mandlige Kolle­gers, saa maa man sige, at de sidste ikke særlig behøver at frygte Konkurrencen.

Der er gode Billeder malet af Kvinder paa Charlottenborg-Udstillingen, men me­get er kun jævnt, og der savnes ofte den koncentrerede Energi i Anslaget og den Udholdenhed i Gennemførelsen, som kan bringe Mændenes Kunst saa vidt.

Blandt Figurbillederne bemærker man først Bertha Dorphs "Bedstemoders Ord", der er et flot og stort anlagt Billede, skønt det ikke helt staar paa Højde med hendes forrige, udmærkede og smukt gennemar­bejdede store Billede "Besøget hos den unge Moder". Af Bertha Dorphs Børneportræter er især "De danske Børn" smukt i Barneindtrykket. I samme Sal, hvor det sidste Billede hænger, findes der et andet godt Barnebillede af Caroline van Deurs "En lille Pige med Guldfisk".

Marie Sandholt udstiller i Aar flere store Portræter. Billedet af Dr. Pers er vellig­nende og kraftig gjort. Desværre hænger det daarligt. Hendes Dameportræt skæm­mes derimod noget af den højre Haands mindre gode Tegning.

Et af de bedst Portrætbilleder er iøvrigt Lilli Lundsteens Dreng. Det er helt ud­mærket baade i Form og Tegning. Den smukke Dreng har øjensynlig interesseret hende meget at male. Ogsaa Carla Cols-manns "Grand-Mamma" er et talentfuldt Arbejde. Hovedet falder noget sammen med Baggrunden, men det staar udmærket i Farven.

Christine Deichmanns Grønlændere er morsomme og karakteristiske og i Marie Henriques Portræt af Emma Gad finder man en udmærket Komposition, kun Ho­vedet staar noget ensformig i Tonen. Og­saa et Barneportræt af Ingeborg Andreasen fortjener at lægges Mærke til. Det er le­vende og let i Farven.

Olga Jensens Figurarbejder virker per­sonligt og udmærket i Lyset. Gid hun kunde komme bort fra de snavsede Far­ver.

Gerda v. Kohl udstiller et Billede "Jom­fruen", hvis Tegning er særdeles smuk.

Fru Anna Ancher synes i Aar at staa bedre end sin Mand. Hendes Billeder særlig "I Høstens Tid" er ganske glimrende i Farven, medens man maaske kan anke over, at Formen er ret løs.

Af Landskabsbilleder er der kun faa paa Udstillingen i Aar. Malerinder synes ikke at interessere sig nær saa meget for Naturen som Mændene. Blandt de bedste er Gerda Strøm med det fint og smukt stemte Vinterbillede.

Mary Grut udstiller ogsaa et Par kønne Billeder særlig "Landskab i Februar", der ogsaa er mest personligt gjort.

Helwig Kinchs "Muldyr i Middagsstunden" er et meget fornøjeligt Billede.

Med Blomsterbilleder møder Anthonore Christensen, Christine Deichmann, Ludovica Kabell-Rosenørn, Augusta Dohlmann og Anna Syberg, hvis lyserøde Kaktus er et kraftigt og originalt Arbejde.

Charlotte Frimodt har et Billede "Palægaarden i Roskilde", hvor navnlig For­grunden med Kastanjebladene virker kønt. Vinduerne i Baggrundsbygningen staar derimod vel ensformig. Et Par kønne Solskinsbilleder udstilles af Britta Barnekow og Henny Køster-Panduro.

Blandt den lange Række andre Kunst­nerinder, hvis Arbejder i Aar fylder Charlottenborgs Sale, maa iøvrigt nævnes Ella Thalbitzer, Marie Lupleau, Gerda Wegener, Maria Thymann, Elisabeth Schiøtt, Ellen Rhode, Fanny Petersen og Sophie Pedersen, hvis Billede "Portræt af en ung Pige" er særlig godt, hvorimod Billedet "Figurgruppe" staar altfor plettet i Far­ven.

Alt ialt er Malerinderne alsidigt og fyldigt repræsenterede paa Charlottenborg-Udstillingen, men dog virker deres Kunst taget som Helhed ikke stærkt. Mange staar vistnok i for høj Grad paa et Mid­delstandpunkt, og savner for meget den Dristighed i Motivvalg og Modet til at gaa frem ad nye Veje, som det vel er van­skeligt, tidt umuligt, for Kvinden at be­slutte sig til, men som alene er det, der fører frem til fuld kunstnerisk Selvstæn­dighed.

I Skulpturafdelingen gør Kunstnerinder­ne sig derimod gældende ikke alene ved deres forholdsvis store Produktion lige­som i Maleriet, men her maa det tillige si­ges, at Kvinderne for Tiden, trods de rent fysiske Vanskeligheder, de ofte har ved Behandlingen af Materialet, ogsaa frem­bringer forholdsvis mange udmærkede Ting.

Man lægger blandt Billedhuggerarbej­derne særlig Mærke til Helen Dohlmanns fængslende udtryksfulde Gruppe "For­ladt", til Augusta Finnes dygtige Portræt­buste og Elna Borchs morsomme "Mi­kado".

Nanna Petersen har en karakteristisk Portrætbuste af en gammel Skuespiller og Fru Carl Nielsen en sjælden indtagende Rytterstatuette af en ung Dame, der sid­der à la cavalier paa sin fine Blodshest. Den er gjort med en saa legende Lethed og Elegance, at den vilde tiltrække sig Op­mærksomhed paa enhver europæisk Ud­stilling.

(Kvinden og samfundet, årgang 25, nr. 8, 1909)

Derefter var hun dog også i Paris 1913 og 1927. I efteråret og vinteren 1913 studerede hun på malerskoler i Italien og Paris:

Hjem fra Paris.

- Velkommen hjem !

Den unge Malerinde, Fru Margrethe Svenn-Poulsen, som lige er kommet fra nogle Maaneders Studieophold i Paris, og som nu sidder ved sin Frokost i Paladshotellet, ser op og siger glad:

- Tak! Det er dejligt at være hjemme igen; men der var for Resten ogsaa dejligt dernede. Der er vist ingen By, man saadan kan arbejde i som Paris det sagde Sinding ogsaa; han er saa tilfreds og glad ved at bo der.

- De var der altsaa udelukkende for at arbejde? 

- Ja, Napoleons Grav og Eiffeltaarnet havde jeg set tidligere, siger Fru Svenn-Poulsen smilende men kommer jeg derned igen, skal jeg dog se dem om igen. Nu var jeg saa langt borte fra alt det, Turister ser, og levede kun for min Malerskole og for at gaa paa Udstillinger. 

- Hvilken Skole gik De paa ?

- Maurice Denis var min Lærer. Willumsen havde anbefalet mig til ham. Han regnes blandt de moderne Malere for den bedste Lærer, og Elever fra alle Lande - flest Tyskere og Spaniere og færrest Englændere - fyldte hans to Atelier'er. Han vilde have, vi skulde tilegne os det plastisk dekorative i Kunsten; og han var for Resten meget tolerant, naar de unge Mennesker, især Tyskerne, havde været paa en Udstilling hos Bernheim-eJune og strax gav sig til at efterligne det nyeste, de havde set. De var den ene Tag Kubister og den næste Synkrtnister.

- Er Futuristerne uddøde?

- Futurismen er tildels et tilbagelagt Standpunkt. Impressionismen, den alvorligste af de moderne Retninger, lever derimod stadig, og vi faar til Sommer, vistnok under Karl Madsens Ledelse, en stor Udstilling her i Byen af fransk Nutidskunst, ogsaa af Maurice Denis' Billeder. De mest omtalte Malere paa Salon d'automne er ellers Schweizeren Haudelalre, Cezanne og Beuillard.

- Traf De andre Danske end Sindings dernede ?

- Ja, Billedhuggeren Kaj Nielsen. Han har faaet et stort Atelier og arbejder for fuld Kraft paa sit nye Værk med de mange Figurer - det, der skal smykke Blaagaardsplads. Vi var sammen ude at søge et Par Modeller. Det er ikke saa let nu som tidligere, da Kunstnerne hver Mandag havde Modeltorvet paa Place Pigalles oppe paa Montmartre. Der gik man blot op og valgte og vragede. Senere blev det flyttet til Boulevard Montparnasse, hvor alle Malerskolerne ligger; men lige før jeg kom, havde Politiet forbudt det. De Handlende klagede over. at der var for livligt. 

- Hvilken af de Udstillinger, De saa, var den smukteste ?

- Det var en Række rige Privathjem, som en Gang om Ugen stod aabne for enhver Besøgende: Hr. Durand-Ruels Hjem, hvor der findes en glimrende Samling af Renoirs og Monets Billeder, Hr. Pelerins Hus, hvor man navnlig ser Cezannes Arbejder o. s. v. Det er ægte parisisk Godmodighed, saadan at aabne sine Døre for enhver, lige indtil Sove- og Badeværelserne, uden at mistænke nogen for at ville stjæle.  

- Og Mona Lisa? Talte man meget om hende?

- Man jublede! Men Paris er jo stor - Jubelen hørtes ikke lige tydeligt overalt.

Hélas.

(Nationaltidende 24. december 1913).

Den franske maler og forfatter Maurice Denis (1870-1943) var en overgangsfigur mellem impressionisme og moderne kunst (symbolisme). Politisk var tilhænger af det nationalistiske og prokatolske Action Francaise 1904-1927. Gruppen var da ekstremt højre og fordømt af Vatikanet.

Bernheim-Jeunes galleri i Paris åbende 1863. Direktør på daværende tidspunkt var Félix Fénéon. Til landskabsbilleder brugte Poulsen stærke farver, noget hun også gradvist gik også til at indføre i sit portrætmaleri, hvilket gjorde hende til en af landets mest populære portrætmalere i mellemkrigsårene. Galleriet var centrum for den kunstneriske avantgarde. Under 2. verdenskrig blev det beslaglagt af nazister. 

Margrethe Svenn Poulsens gravsted på Vestre Kirkegård, Afdeling G, række 2, nummer 13. Foto Erik Nicolaisen Høy.