Mordattentat i Læderstræde (1). (Efterskrift til Politivennen)

Fredag den 18. juni 1880 blev der begået et mordattentat i Læderstræde ud for nr. 26. Den 22-årige Anna Hude affyrede 2-3 skud mod den 66-årige læge Leerbeck. Hun blev afvæbnet og bragt på politistationen. Dr. Leerbeck flygtede ind til en familie i Kompagnistræde. Der fremkom i aviserne mange forskellige og stridende oplysninger. Måske af samme grund blev forhørene hurtigt offentliggjort.

Doktor Leerbeck blev anholdt af assessor Hindenburg. Om natten hængte han sig under en hylde i arresten i en af sine seler.

Fotograf, billedskærer og maler Carl Peter Herman Most (1826-1900): Historiker Anna Sophie von der Hude (1858-1934). 1881. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Attentatet i Læderstræde.

Vi har opsat at udtale os nærmere om denne Begivenhed, fordi vi ventede, at der hurtigt vilde følge detailjerede Oplysninger ved de optagne Forhør; men da nu den ene af Parterne har aflivet sig, vil det, der fremkommer, aldrig blive noget fuldstændigt Materiale til Bedømmelsen af Sagen. Hvorledes Forholdet egentlig har været mellem Frk. Hude og praktiserende Læge Leerbeck, vil saaledes altid blive mere eller mindre uopklaret, da man kun har M Hudes Udsagn at holde sig til. "Dagbladet" meddeler, at det skal have været i Juni f. A., at Leerbeck udøvede sin Forbrydelse mod hende, og det Uforstaaelige bliver nu, hvorfor Frk. Hude har ventet saa længe med sit Attentat, og hvilket Forhold der har bestaaet mellem de tvende i denne Mellemtid. Man kan imidlertid bortse fra denne Side af Sagen og kun holde sig til, hvad der synes faktisk, at Leerbeck har begaaet Voldtægt mod benævnte Dame, og at derpaa er sket et Mord-Attentat fra dennes Side. At Leerbeck virkelig har begaaet Voldtægt, maa man i det Mindste tro, naar man ser hen til hans Selvmord; og at Frk. Hude har følt sig til det yderste krænket af ham, ses utvivlsom i den fortvivlede og højst ualmindelige Beslutning, hun har taget, til at dræbe sin Æreskænder.

Med Hensyn til Forbrydelsen Voldtægt, da er det en af de Forbrydelser, som mest oprører Følelsen. Publikums hele Afsky og Forbittrelse rejser sig mod den, der begaar den. Straffeloven indeholder ogsaa strænge Straffebestemmelser i dette Punkt, saa man skulde tro, det var en meget ualmindelig Forbrydelse, og den er ogsaa ualmindelig for saa vidt, at den Slags Sager kun sjælden verserer for Retten, men alligevel vil vi udtale, at under Nutidens falske Samfundstilstande og den herskende fordærvede Moral, er raa Krænkelser mod Kvinder fra fordærvede Mænds Side ingenlunde sjældne; Sagen er kun den, at slige Tilfælde saa sjældent komme frem. Hvorledes skal ogsaa saadanne Ting komme frem? Ved at den Fornærmede rejser en Retssag; men denne er altid opsigtsvækkende og kaster dertil ligesom noget Smuds over paa den Krænkede. Det er vist ogsaa Tilfældet, at Retsmyndighederne, naar de kan slippe til det, gerne søger at afvise slige Sager, vi mener just ikke den direkte Voldtægt, men Opførselsmaader, der staar nær ved denne Forbrydelse. Vi vil udtale, at enhver uforskammet Krænkelse mod en Kvinde, naar Omstændighederne forøvrigt er graverende derved, saasom Stedet, Øjeblikket eller Lignende, bør paatales strængt, naar den Fornærmede fordrer det. Man maa altid erindre, at ved Begivenheder som Attentatet i Læderstræde, kommer saa mange beslægtede forhold paa Omtale i Publikum, og det er saare uheldigt for den Agtelse, Retsmyndighederne gør Krav paa, naar det kan siges, ja i den Slags Sager maa man sig til Rette, ti Politiet gør ikke noget derved, hvis man klager. Endnu værre Skaar lider Retsmyndighedernes Agtelse naar Publikum i Almindelighed ved at udpege denne eller hin Retsfunktionær som moralsk fordærvet Menneske. Vi vil derfor fastslaa, at det er nødvendigt, baade at enhver af omtalte Slags Fornærmelser strængt undersøges og om fornødent strængt straffes, samt at enhver Retsembedsmand, der paa utvetydig Maade gør sig skyldig i umoralske Handlinger, fjærnes fra sin Post.

Fremdeles vækkes Opmærksomheden ved Attentatet ved, at det er en Læge, som er den ene Part i Sagen. Vi tror at udtale den almindelige Anskuelse ved at sige, at Lægestanden blandt Publikum gennemgaaende har et daarligt Rygte paa sig. Lægevidenskaben i sin Almindelighed er paa dens nuværende Trin mere eller mindre Charlatanen, og det kan derfor nok være, at denne Omstændighed trækker Flertallet af de Herrer Læger ned til et mindre humant Standpunkt. Moraliteten gaar da først i Løbet, og under Manglen paa Sandhed og Alvor bliver Lysten til Nydelser og Midler dertil, Grundtrækket i Karakteren. Mod dette Onde kan vi fremføre det af os flere Gange fremsatte Forslag: at gøre Lægevæsnet til en ordnet Statsinstitution, der udelukker daarlige og uduelige Personer.

Angaaende selve Attentatet maa vi udtale vor fulde Sympati for Frk. Hude. Hendes Handling var energisk, og Enhver vil bære over med den. Hvor sjældent det er os forundt at samstemme med "National-Tidende", saa deler vi dog i denne Sag dette Blads Sympati for Attentatsudøverinden. Vi vil gentage med "National-tidende", at hvis vi havde Nævningeretter her til Lands, vilde Frk. Hude blive aldeles frikendt. Fordrer vore Lovforhold, at hun tildeles Straf, forekommer denne os aldrig at kunne fældes formedelst selve Attentatets Hensigt; i hvert Tilfælde vil en Straf, der paafører hendes Ærestab, af Publikums overvejende Flertal blive betragtet som en Uretfærdighed, og Lovenes Dom, som oprindelig var et formuleret Udtryk for Publikums Dom, maa dog nødig i den Grad divergere fra denne, at den bliver det stik modsatte. - Hermed være vort Standpunkt i denne Sag vedrørende Attentatet i Læderstræde givet i sine almindelige Hovedtræk og overfor de Hovedpunkter, vi har fremdraget.

(Social-Demokraten 23. juni 1880).

Dramaet i Læderstræde. I det igaar hertil ankomne Numer af "Jyllp." findes en Korrespondance fra Kjøbenhavn, hvori der gives en længere Meddelelse om det Resultat, som Forhørene i den Leerbeckske Sag have givet. Efter hvad vi have bragt i Erfaring, maa den hele Fremstilling betragtes som i alt Væsenligt rigtig, og vi gjengive den derfor her med Udeladelse af et Par mindre betydende, ikke ganske korrekte Enkeltheder.

Forhørene ere - hedder det - blevne fremmede med en overordentlig Energi og Hurtighed, saa ledes at der endog paa en enkelt Dag er holdt Forhør i otte Timer.

Selvfølgelig har Læge Leerbeck ved sit Selvmord bevirket, at enkelte Punkter i Sagen ikke have kunnet oplyses fuldstændig, men da det er lykkedes at faa Ruffersken, Fruentimmeret Jacobsen - hun er ikke gift, men kalder sig Madame - , til at tale, er der dog tilvejebragt saa omfattende Beviser, at Sagen foreligger temmelig klar. Det lykkedes Politiet at opspørge en Del unge Fruentimmer, som dels havde havt fastere Ophold hos Ruffersken, dels af og til havde søgt Tilhold hos hende, og ved at gjøre dem begribeligt, at der ikke var Tale om deres egne Utugtighedsforseelser, fik man saa mange Oplysninger ud af dem, at Ruffersken indsaa, at hun lige saa godt kunde aflægge en fuldstændig Bekjendelse som vedligeholde sin Taushed. Baade hun og et ungt Fruentimmer, der da var til Huse hos hende, havde forklarret, at de under Anna Hudes og Læge Leerbecks Ophold i "Konsultationsværelset" i Juni f. A. vare paa det Rene med, at det blev øvet Vold imod hende, uden at de gjorde Noget for at forhindre det, og at Anna Hude, da Døren blev aabnet for hende, styrtede ud, grædende og med sit Toilette i Uorden

Hvad Anna Hude angaaer, er der søgt Oplysninger om hendes tidligere Vandel, og saa vel Forklaringer af Folk fra Roskilde som af Folk her fra Kjøbenhavn, hvoriblandt unge Piger, der have staaet i Venskabsforhold til hende, og Familier, i hvilke hun er kommet og har været velseet, have givet hende de bedste Vidnesbyrd som livlig, opvakt og elskværdig, og ingen af dem har nogensinde kunnet tænke sig. at hun ikke var en i enhver Henseende respektabel og anstændig Pige; af og til i det sidste Aar have de sporet hos hende en Exaltation eller en paafaldende Nedtrykthed, hvilken de imidlertid ansaa for at hidrøre fra hendes ivrige Studeringer. Intet heraf kan saaledes give Anledning til at tro, at den unge Pige frivillig har hengivet sig til Libertineren. I det saakaldte Konsultationsværelse erklærer hun at være bleven næsten lammet af Skræk, og at hun ikke har grebet til de yderste Midler, var begrundet i, at hun frygtede den Skam, som Sagen, naar hun til kaldte Fremmede, vilde bringe over hende.

Kort Tid efterat Forbrydelsen mod hende var begaaet, reiste hun til sit Hjem i Roskilde, og under Opholdet her traadte den Gjerning, der var øvet mod hende, saa stærkt frem for hende, at hun erklærer, at det en Dag var hendes faste Beslutning at gribe til den her i Danmark desværre saa sørgelig almindelige Lægedom mod alle Sorger: Selvmord idet hun vilde drukne sig i Fjorden. Hun opgav imidlertid dette Forsæt, blev noget roligere og vendte tilbage til Kiøbenhavn for at fortsætte sine Studeringer, hvortil hun gjennem Kultusministeriet havde Understøttelse af de dertil paa Finansloven bevilgede Midler. Snart viste imidlertid her hendes Forfører sig for hende. Som Huslæge kom han til Familien og spurgte altid venlig og høflig til hendes Befindende, men en Dag da hun var alene hjemme, forsøgte han igjen i Entreen en utugtig Tilnærmelse og opgav kun denne, da hun stødte ham bort og erklærede, at hun hvert Øieblik ventede Familien hjem. Ofte mødte hun ham paa Gaden; han standsede da og til for med rolig Frækhed at spørge til hendes Befindende, fulgte samtalens med hende, og engang, da de vare paa en mindre besindet Vei, vilde han lægge Armen om hende og kysse hende, hvilket hun dog forhindrede ved at støde ham bort og ilsomt forlade ham. Imidlertid var der foregaaet en Forandring i hendes Forhold, som har ført hende til Mordattentatet. En midaldrende Handlende, en Enkemand, havde anholdt om hendes Haand, og hun havde ikke afvist ham, men der var opstaaet den Fortrolighed mellem dem som mellem Forlovede. Under Udviklingen af dette Forhold synes hun at have kredset omkring sin Voldsmand for at faa en Forklaring af ham; hvad denne skulde gaa ud paa, synes hun i sin nu mere og mere exalterede Sindsstemning ikke at have været rigtig paa det Rene med. Hun opnaaede imidlertid kun, at han betragtede det som en Tilnærmelse fra hendes Side, og at han opfordrede hende til fornyede Sammenkomster; ja denne Opfordring fremsatte han endog en Dag paa Gaden i Paahør af hendes Søster, med hvem hun gik. Hun tog da en fast Beslutning og betroede Alt, hvad der var foregaaet, til sin Frier. Denne raadede hende til ikke at foretage Noget, hvorved det Passerede kunde blive bekjendt men bestyrkede hende i at fordre en Forklaring og Erklæring af Leerbeck. Hun blev da ved at søge denne, men hans Optræden imod hende blev uforandret nærgaaende. Hun blev efterhaanden mere og mere fortvivlet, og fra Begyndelsen af den Uge, da Mordattentatet foregik om Fredagen, besluttede hun at hævne sig paa Leerbeck, og Tanken om at dræbe ham opstod hos hende om Tirsdagen. Imidlertid gik Onsdagen hen, uden at hun gjorde noget Skridt til at virkeliggjøre denne Tanke. Tvertimod fik hun atter Selvmordstanker og gjorde virkelig et Selvmordsforsøg, idet hun tømte en Flaske Kloral, som en af hendes Medpensionairer, der havde lidt af Søvnløshed, havde faaet ordineret; den Paagjældende skulde kun tage en Theskefuld deraf for at kunne sove. saa at hun antog, at naar hun tømte Flasken, hvori der forøvrigt kun har været en god Spiseskefuld, vilde hun sove ind for bestandig. Hun sov imidlertid kun hele Torsdagen, og da hun vaagnede, modnedes Tanken om at dræbe Leerbeck fuldstændig hos hende. Hun var nu aldeles rolig, gik Fredag Morgen ind i en Isenkramboutik, hvor hun kjøbte en lille Revolver med 60 Patroner for 12 Kr. 60 Øre og fik Lærlingen, som solgte hende den, til at vise hende, hvorledes den skulde lades og afskydes. Hun gik derefter til Leerbecks Bolig og forhørte sig om, hvor hun i Dagens Løb kunde træffe ham, og da man der kjendte hende som hjemmehørende i Pensionatet og som en af hans tidligere Patientinder, vakte hendes Forespørgsel ingen Mistanke, men man gav hende den ønskede Oplysning. Hun satte nu tre Patroner i Revolveren - ikke flere; thi hun vilde affyre dem paa aldeles nært Hold paa Leerbeck og var overtydet om. at hun vilde dræbe ham med det første Skud. Efter den Anvisning, der var givet hende i Leerbecks Hjem, passede hun ham da op, traf ham Læderstræde og fyrede paa ham efter at have sagt et Par Ord til ham, som hun paa Grund af den Exaltation, hvori hun var, ikke erindrer.

Efterhaanden som hun i Forhørene har lettet sit Sind ved at udtale sig om Sagen, er hun bleven mere rolig. Ensomheden i Arresten virker høist velgjørende paa hende, og hun nyder en saa god Behandling som Fængselsreglementet tillader det. Hun har en af de bedste Enkeltarrester og en af de flinkeste Opsynskoner, ligesom hun har faaet forskiellige Bekvemmeligheder og kan nyde den Kost, hun selv ønsker; hun kan læse og i indskrænket Maal modtage Besøg af dem der faa Tilladelse til at komme til hende. Imidlertid iagttages der i den Henseende nogen Forsigtighed, idet der saaledes er blevet afvist en Del hende aldeles fremmede, exalterede Damer. som bl. A. vilde overrække hende store, pragtfulde Blomsterbouketter og Blomsterkurve. At hendes Familie og Bekiendte have medbragt mindre Bouketter og Blomster til at glæde hende med i hendes Ensomhed, er derimod blevet tilladt. Karakteristisk er det ogsaa, at der fra Nær og Fjern - navnlig naturligvis fra Damer - er strømmet Breve ind til hende adresserede til Arresten, tildels indeholdende de mest kurieuse Udtalelser af Sympathi baade i Vers og Prosa. Selvfølgelig ere de alle blevne afgivne til Forhørsdommnen og af denne ubarmhjertig blevne over givne til Papirskurven uden at være læste af den, for hvem de vare bestemte.

Endnu kan det anføres, at Anna Hude, saa længe Forhørene endnu ikke vare sluttede, holdtes ubekjendt med Leerbecks Selvmord, for at hun ikke ved dette skulde blive foranlediget til at dølge Noget. Først efter det sidste Forhørs Slutning gjorde Dommeren hende bekjendt dermed, og uagtet dette skete paa en meget skaansom Maade, blev hun dog i høi Grad overvældet af Efterretningen. Endelig kan det anføres, at Hs. Excell. Kultusministeren har ladet hende tilflyde Meddelelse om, at den Understøttelse, hun har faaet til sine Studeringer, ikke vil blive hende berøvet.

(Folkets Avis - København 2. juli 1880).

Dommen faldt i november 1880, se andetsteds på denne blog.

Kommisionen for de dansk vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Øer. Vedkommende Folkethingsudvalg har med Th. Nielsen som Formand og Juel som Ordfører afgivet Betænkning over Lovforslaget om Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer, der navnlig gaaer ud paa, at Statskassen skal overtage Udgifterne til Hærstyrken, og at denne skal forøges noget. Alle Udvalgets Medlemmer ere med Regjeringen enige i, at den første Foranstaltning, som Nødvendigheden byder at træffe med Hensyn til de dansk-vestindiske Øer, maa gaae ud paa at tilveiebringe den størst mulige Sikkerhed for Opretholdelsen af Ro og borgerlig Orden i Colonierne, forat saadanne Katastropher, som den, der i Slutningen af 1878 hjemsøgte St. Croix, kunne forebygges; men Alle have tillige været enige om, at man ikke kan blive staaende herved. Det ansees af hele Udvalget for at være af væsentlig Betydning, at der samtidigt træffes hensigtssvarende Foranstaltninger til at raade Bod paa de uheldige Tilstande, som navnlig i finantsiel Henseende i en Aarrække have været herskende paa St. Croix, for at denne fra Naturens Haand saa vel udstyrede Ø, om muligt, kan gjenvinde sin gamle velstand og derved atter blive istand til at dække sine Udgifter, da Moderlandet ellers i en uoverskuelig Fremtid vil faae betydelige aarlige Tab paa sine vestindiske Colonier. Medens der saaledes i Udvalget har været Enighed om de Formaal, som skulle søges opnaaede, har det derimod ikke været muligt tilvejebringe Overensstemmelse med Hensyn til de Midler og veie, ad hvilke disse Øiemed rettest bør realiseres, skjøndt Anskuelserne i alt Fald i et Punkt falde sammen hos det Fleertal og de to Miutretal, i hvilke Udvalget har deelt sig. Disse samstemme nemlig alle deri, at der bør tilvejebringes nøjagtige og paalidelige Oplysninger om de i Betragtning kommende Forhold, for at man kan vinde fuld Klarhed over disse og derved faae et fast Udgangspunkt for de Foranstaltninger, som ville være at skaffe til Øens Sikkring og Opkomst i Fremtiden, og Meningsforskjellen dreier sig i den Henseende væsentlig kun om den Maade. hvorpaa disse Oplysninger hensigtsmæssigst skulle tilveiebringes.

Fleertallet (Berg, Juel, Th. Nielsen og I. Pedersen) foreslaaer, at der paa St. Croix, foreløbig for et Tidsrum af 2 Aar fra denne Lovs Ikrafttræden at regne, nedsættes en midlertidig Regjeringscommission, bestaaende af 3 Medlemmer, blandt hvilke der maa findes en Retskyndig og en Landvæsenskyndig. Denne Commission, hvis Lønning fastsættes af Regjeringen, vil, ved Siden af at overtage Øens Styrelse under Finantsministeriets Overledelse, have det Hverv at undersøge saavel den økonomiske og sociale Tilstand som Administrationsforholdene paa Øen, samt tillige paa Grundlag af de derved vundne Erfaringer at indgive Forslag angaaende den endelige Ordning af de civil- og militair-administrative Forhold, samt om de Foranstaltninger, som hensigtsmæssigst kunne træffes for at hæve de økonomiske Tilstande paa St. Croix saaledes, at Øen kan blive istand til at udrede sine forfatningsmæssige Udgifter. For et Tidsrum af 2 Aar gaaer Fleertallet ind paa at forøge den vestindiske Hærstyrke som bestemt i Lovforslaget, men saaledes at Udgifterne udredes af Colonialkassen paa St. Croix. Forsaavidt denne ikke er istand dertil, bemyndiges Finantsministeren til af Statskassen at yde bemeldte Colonialkasse Laan, der dog ikke maa Overstige 200,000 Kr. om klaret i 2 Aar, Disse Laan ere rente- og afdragsfri i to Aar, men efter den Tid vil der af Laanet være at svare 6 pCt p. A. hvoraf 4 pCt. er Rente af den til enhver Tid skyldige Sum og Resten Afdrag. De Udgifter, som foranlediges ved den ommeldte Regjeringscommission, afholdes derimod af den danske Statskasse med et Beløb, der dog ikke maa overstige 50,000 Kr. om Aaret i 2 Aar. Fleertallet finder ikke at der er tilstrækkelig Grund til iaar at udsende et Orlogsskib til Vestindien, hvorimod det ansees for ønskeligt, at et Øvelsesskib i 1880-81 og saa fremdeles med Mellemrum dirigeres til Vestindien.

Et Mindretal (Bille, Stürup og Tvermoes) fremhæver forskjellige Reformer, der i Commissionsbetænkningen af 1879 ere omtalte som ønskelige. Mindretallet troer, at disse Spørgsmaal bedst og hurtigst kunde klares ved at der for den til Øiemedets Opnaaelse nødvendige Tid adjungeres den med udvidet Myndighed for St. Croix' vedkommende forsynede Regjeringsmyndighed et Par Mænd, der ere i Besiddelse af den fornødne juridiske, administrative og agronomiske Dygtighed til at staae Regjeringsmyndigheden bi ved en gennemgribende Undersøgelse af disse Forhold. Mindretallet formener, at et Tidsrum af 4 Aar vil være tilstrækkeligt saavel til at Klarhed over de nævnte Forhold kan tilvejebringes, som ogsaa til Iværksættelsen af de Foranstaltninger, man i Henhold til de indvundne Oplysninger maatte finde det rigtigt at træffe fra Statens Side til Ophjælpning af Øen, hvor Forholdene desuden til den Tid ville kunne haabes at have consolideret sig saaledes, at en endelig Bestemmelse angaaende Militairvæsenet paa Øerne kan tages. Denne sidste Foranstaltning, hvortil naturligt knytter sig Spørgsmaalet overhovedet om Regjeringsmyndighedens Repræsentant paa Øen, sorterer vel udelukkende under Administrationen, men Mindretallet har under Udvalgets Conference med Finantsministeren faaet det Indtryk, at Ministeren billiger Tanken i det nys Fremsatte, og at disse Spørgsmaal ville blive Gjenstand for nøie Overveielse fra Regjeringens Side. I Henhold hertil gaaer Mindretallet i alt Væsentligt ind paa lovforslaget for et Tidsrum af indtil 4 Aar. Endvidere foreslaaer Mindretallet at bemyndige Finantsministeren til i Finantsaaret 1880-81 at udsende en mindre Orlogsmand til Vestindien paa et Togt af ialt 7 Maaneder.

Et andet Mindretal (Clausen) tilraader at forkaste Lovforslaget og forbeholder sig at stille Forslag om at Folkethinget nedsætter en parlamentarisk Commission til Undersøgelse af de paa Sk. Croix bestaaende Forhold og disses Udvikling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juni 1880)

2. behandlingen af Den vestindiske Lov foregik den 22. juni 1880. Finansminister Estrup modsatte sig flertallet, mens han accepterede Højres forslag. Afvisningen begrundede han med at det ikke levede op til intentionen om at tilvejebringe ro og orden og desuden bestemmelser vedr. en midlertidig regeringskommission som greb ind på administrationens område. Flertallets forslag blev vedtaget med 44 stemmer mod 29.

Drukkenskab i København. (Efterskrift til Politivennen)

Politidirektør Crone har i Anledning af en Artikel i "Dagbl.", hvori det bebrejdedes Politiet, at det ikke villigt nok arresterede Folk, som viser sig i drukken Tilstand paa Gaden, tilskrevet dette Blad bl. A. følgende:

Denne Udtalelse foranlediger mig til at tilstille Dem nedenstaaende Oversigt over Antallet af de Personer af begge Køn, der i de sidste 5 Aar her i Staden er anholdte for Drukkenskab eller tiltalte for de dermed nærmest i Forbindelse staaende Politiforseelser:

           Anholdte for Drukkenskab.     Tiltalte for uorden på/i

            Mdf. Frt. ialt.                          Gade     Værtshus Nattesæde

1875: 3118 152 3270                          1017        313          143

1876: 2893 153 3046                          1232        336          185

1877: 3771 151 3922                           1275       387          235

1878: 4284 133 4417                           1761        451         212

1879: 4425 209 4634                           2013        517         297

Disse Tal, der vel maa antages at være temmelig paalidelige med Hensyn temmelig paalidelige med Hensyn til Oplysninger om Drukkenskabsforholdene her i Landet, konstaterer for det første den almindelige Anskuelse, at den "frieste og mest oplyste Nation i Verden", saaledes som L. Pedersen og Konsorter siger ved Grundlovsfesterne, er temmelig fordrukken af en fri Nation at være, idet i 1879 mindst 8 af hvert 100 Mandfolk i København har været anholdte for denne Svaghed. Naar man ved, hvor sjældent det er, at berusede Folk faar Lov til at gaa hjem eller i det Mindste til at gaa alene hjem fra Selskaber og Drikkelag, saa kan man fra disse 8 store Mængder [en linje ulæselig] Sted i 1879, og som finder Sted hvert Aar. Drukkenskab er imidlertid et Særkende ikke for en fri og oplyst Nation men for en ufri og uoplyst, og det tør desværre betragtes som sikkert, at den Tilbøjelighed for stærke Drikke, som vi har tilfælles f. Eks. med Rusland, hænger nøje sammen med de fortryllede sociale og politiske Tilstande, der meget ligner hinanden i Rusland og Danmark. Det er kun gennem sand Frihed og Selvstyrelse, at Folket naar til den Modenhed og den Følelse af Pligtansvar over for sig selv, som afholder det fra alle Udskejelser.

Det andet, der konstateres ved Hr. Crones Tal, er. at medens Arbejdslønnen i Tidsrummet fra 1875-79 har været rask nedad gaaende, saa har Drukkenskaben med dens Følger været rask opad gaaende. Dette stemmer saa nøje overens med, hvad vi ofte har sagt, at Hr. Crone ikke har kunnet gøre os nogen bedre Tjeneste end at offenliggøre sin Statistik. Det følger egenlig ogsaa af sig selv, at naar Nøden tvinger Arbejderen til at lade sit Hjem forfalde, naar hans Stue staar kold og mørt, blottet for al Hygge, naar hans Hustru er tungsindig og hans Bern blege og forkrøblede, saa er han mest tilbøjelig til at søge paa Værtshus for at glemme sin Tilværelse i en Rus til nogle faa Øre. Det er sikkert ikke rigtigt; men den Dydsdragon, der haaner ham for det, burde sættes i hans Sted, saa vilde han faa at føle, hvorledes Næringssorgen kan knuge og slappe et Menneske paa Sjæl og Legeme. Den overhaandtagende Drukkenskab har sin Rod i Overdaadigheden paa den ene Side og Elendigheden paa den anden samt i den store Mængdes Ufrihed og Uvidenhed. At det er saaledes lader sig ikke modbevise, og dermed er Vejen givet for Enhver, der alvorligt og oprigtigt vil hidføre sunde Tilstande i Samfundet.

(Social-Demokraten 18. juni 1880).

Tyendesag om Bortviisning af Tjenesten. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kiøbenhavns Amts nordre Birks Politiret anlagt Sag paastod en Tjenestepige en Proprietair i nordre Birk tilpligtet at betale sig Løn fra 1ste Januar til 1ste Mai d. A. 40 Kr., Kostpenge 36 Kr. 96 Øre, eller ialt 76 Kr. 96 Øre samt Sagoomkostninger, alt under Anbringende af, at hun den 17de Januar d. A. uden Grund var bleven bortviist af sin Tjeneste hos Indklagede. Denne paastod sig frifunden. Det var in confesso under Sagen, at Klagerinden havde været fæstet i Indklagedes Tjeneste fra 1ste Novbr. f. A. til 1ste Mai d. A. for en maanedlig Løn af 10 Kr. foruden Kost og Logis, samt at Klagerinden den 7de Januar d. A. blev bortviist af Indklagedes Forvalter efter Indklagedes Ordre, men Sidstnævnte formeente i Tyendelovens Bestemmelser, særlig dens § 24, at have have tilstrækkelig Hjemmel til den skete Bortvisning. Det var i saa Henseende deels ved Klagerindens egen Erkjendelse, deels ved de under Sagen afgivne Vidneforklaringer oplyst, at Klagerinden, der i de sidste 14 Dage forinden hendes Bortviisning havde lidt af en bolden Finger, for hvilken hun havde været Lægebehandling underkastet, og som havde forhindret hende i at udføre sit daglige Ardeide, - sammen med nogle andre af Gaardens Karle og Piger den 6te Januar d. A. om Aftenen, som det maa antages en 3 a 4 Timer fra Klokken omtrent 6 ttl 10, havde været borte fra Gaarden og tilbragt denne Tid hos en ligeoverfor Gaarden boende Kone, hvor de i Fællesskab havde nydt Øl og Kaffe og dandset indbyrdes. Klagerinden havde vel paastaaet, at der af Indklagedes Forvalter var blevet givet Folkene og derved ogsaa Klagerinden Tilladelse til at tilbringe den ommeldte Aften udenfor Gaarden. Men selv om der i saa Henseende ikke mod Indklagedes Benægtelse var ført noget Beviis for denne hendes Paastands Rigtighed, fandtes det dog at maatte antages, at Klagerinden ved det af hende begaaede Forhold ikke havde gjort sig skyldig i en saadan Forseelse, at dette kunde berettige Indklagede til uden Opsigelse strax at bortvise hende af Tjenesten, Det skjønnedes nemlig ikke, at hendes udviste Forhold, under specielt Hensyn til den Tid paa Dagen og det forholdsviis korte Tidsrum, paa hvilket hun, der paa den Tid desuden ikke var arbeidsdygiig, havde været borte fra Gaarden, selv om hun ikke havde nogen speciel Tilladelse dertil, naar hun dog ikke derved havde overtraadt noget udtrykkeligt Forbud, vilde kunne henføres under noget af de i Tyendelovens § 41 angivne Tilfalde, i hvilke Huusbonden er berettiget til strax uden Opsigelse at afskedige et Tyende. I Henhold til Foranstaaende og med Bemærkning, at der ikke mod Klagerindens Benægtelse af Indklagede var ført noget Beviis for hans Paastaand om, at Klagerinden havde viist en saadan Uduelighed eller Mangel paa Villie ttl at udføre den hende paahvilende Gierning, at han af den Grund skulde være berettiget til at bortvise hende, vilde Indklagede ikke kunne undgaae i Henhold til Tyendelovens § 46 at betale Klagerinden Løn for hele Tjenestetiden, 60 Kr,, med Fradrag af det Modtagne, 21 Kr. 66 Øre, altsaa 38 Kr. 34 Øre samt Kostpenge 36 Kr. 96 Øre, eller ialt 75 Kr. 30 Øre, samt Sagens Omkostninger.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. juni 1880).

De militære Marketenderier. (Efterskrift til Politivennen)

Gamle Underofficer har nu ikke mange Retræteposter, hvortil han kan søge hen, naar man bliver uskikket til eller træt af Officertjenesten.

Alle de gode gamle kommunale Bestillinger, som Arrestforvarer, Politibetjent osv., hvortil han havde fortrinsvis Adgang, mistede den gamle Underofficer, i Følge Lov om Købstadskommnnernes Styrelse, den 31te Decbr. 1878. I K. f. H. Nr. 26 af 30/4 1880 har Krigsministeriet rigtignok bekendtgjort, at til den ledige Arrestforvarerpost i Hørup har Hærens faste Underofficerer fortrinsvis Adgang, men det maa jo være en Fejlskrift, ti en saadan Ret har Underofficererne aldeles ikke.

Medens der i rigeste Maal ved kgl. Resolution af 29de Sptbr. 1860 er sørget for gode Pladser (som Lokkemiddel naturligvis) til værnepligtige Befalingsmænd, Sekondtløjtnanter og Korporaler, ved Postvæsnet, Forstvæsnet, Jernbanerne, i Ministerierne osv., og der paa anden Maade er sørget for gode, magelige Pladser til gamle afskedigede Officerer som Afdelings- og Underafdelingschefer ved Forstærkningsbataljonerne og Københavns Væbning, samt som Udskrivningschefer, Kasernekommandanter, eller "Noget" i Ministerierne osv., saa har de gamle afskedigede Underofficerer nu ikke synderlig andet at kunne trække sig tilbage til, end nogle faa Kasernesergents- og Kaserneportnerpladser samt Marketenderipladser.

Disse sidste er unægtelig de bedste af alle, men de er ogsaa de vanskeligste at faa fat paa; derfor vil vi skænke dem nogen større Opmærksomhed end de øvrige.

Marketenderne i Kasernerne har som bekendt fri Bolig og fri Forretningslokaler efter stor Maalestok, de har mange Kunder tæt ved sig, næmlig 1 a 2 Afdelingers Underbefalingsmænd m. Fl. og Mandskab, fører i Almindelighed daarligere Varer og lavere Priser end lignende Handlende i Byen, endvidere har de Fanden til Morbroder, eller hvad vi vilde sige, en Kasernekommandant til Forsvarer. Tillige har Marketenderen i Reglen den store Fordel, at efter deres Død faar Enken i de fleste Tilfælde Lov til at fortsætte Forretningen saa længe hun lever, eller hun har Lyst dertil.

Hidtil ere Marketenderipladserne meget ofte blevne besatte med unge Underofficerer, Favoriter naturligvis, undertiden med Folk, der slet ikke har været Underofficerer. Man siger, at man paa visse Steder har kunnet tilkøbe sig saadanne Pladser, men det er en ren Bagvaskelse.

For Tiden har man her i Byen ikke mindre end 7 Marketenderienker, der fortsætte Forretningen. Marketenderipladserne i al Stilhed af Kasernekommandanterne der foreskriver Betingelserne for Antagelsen.

Som sagt, da de faste Underofficerers Retrætepladser nu ere indskrænkede meget betydeligt, vil vi deraf tage Anledning til herigennem at opfordre Krigsministenet til at vaage over, at det Lidet, der er tilbage, ogsaa virkelig kommer de gamle, veltjente Underofficerer til Gode i saa stor en Udstrækning som muligt.

Vor Tanke er næmlig den, at ligesaa godt som man i Almindelighed uden Skaansel jager Underofficersenken ud den samme Maaned som hendes Mand er afgaaet ved Døden, ligesaa godt bør man lade Marketenderenken flytte ud af Forretningen, i det Mindste dog senest et Fjerdingaar efter at Manden er død. Den ene bør ikke begunstiges mere eller betragtes som bedre end den anden; ti medens Underofficersenken som Regel intet ejer, undtagen maaske en Flok uforsørgede Børn, faar ingen eller maaske en ubetydelig Pension (Enken faar en Fjerdedel af den Pension der kunde have tilkommet hendes Mand), har intet Kendskab eller Hjælpemiddel til at sætte sig i en ny Levevej; saa er Marketenderenken i Reglen velhavende, forfaavidt man da ikke i altfor høj Grad har "gi'et Grossereren", er kendt med Forretningen, har Kredit og har let ved at etablere sig i en lignende Forretning andetsteds. Denne er saaledes langt heldigere stillet end hin.

Det forekommer os derfor at være ikke mere end billigt og retfærdigt at de omtalte 7 Marketenderenker, hvoraf nogle have fortsat Marketenderiforretningen i mange Aar, snart bleve afløste af 7 gamle veltjente Underofficerer, som ogsaa nok kunne have Lyst til paa deres gamle Dage at forbedre deres Vilkaar lidt ved en saadan Forretning.

For at en saadan Plads tillige kunde blive at betragte som et Gratiale for gamle veltjente Underofficerer, burde man sætte f. Eks. den Betingelse, at vedkommende Underofficer skal have tjent uafbrudt i Hæren i mindst 30 Aar, samt at Kasernesergenter og Kaserneportnere, der jo, deres Pension iberegnet, tjener paa en forholdsvis lille Løn, skulle have fortrinsvis Adgang til Marketenderipladserne.

Med en saadan Udsigt for Øje, vilde Kasernekommandanterne maaske ogsaa lettere faa dygtige Underofficerer til Kasernesergenter o. s. v. end nu.

Endvidere burde ledige Marketenderipladser, saavelsom Kasernesergents- og Portnerpladser offentlig bekendtgøres i Kundgørelser, ligesom nu de kommunale Bestillinger blive det, hvorefter enhver Lysthavende skulde kunne ordentligvis indgive Ansøgning, enten til Ministeriet eller til vedkommende Kasernekommandant.

Vi fremdrager dette fordi vi tror, at en saadan Ordning vil være til Gavn, ikke alene for de ældre Underofficerer, men ogsaa for Hæren.

Vi fremdrager det endvidere fordi Forholdene i de senere Aar, med Hensyn til Besættelsen af Marketenderipladserne, Forfremmelse og Afskedigelse af Underofficerer, Tildeling og Fratagelse af Kasernelejligheder osv. har været hist og her saa pjankede, saa uholdbare og saa uretfærdige, at, hvis det skal vedblive at gaa saaledes til, maa det snart betragtes som en Skam at være en ordenlig, hæderlig og veltjent Underofficer.

En gammel Underofficer.

(Social-Demokraten 11. juni 1880).