Bergs ny Hærlov. (Efterskrift til Politivennen)

Se afsnit om Rekrutsagen på Jægersborg Kaserne, samt den efterfølgende proces.

At vi nu faar en Hærlov, er hævet over al Tvivl; mellem "Højre" og Berg er der nu kun en lille Tvist tilbage om Bekostningen m. m., men da begge Parter har ladet sig forlyde med, at man, som det hedder i Handelssproget, kan "brække over" paa Midten, saa er der ingen Tvivl om, at delte eller noget lignende vil blive Tilfældet. Det vilde ogsaa vare urimeligt, om en saa stor og betydningsfuld Sag, der drejer sig om mange Millioner, skulde strande alene paa Hensynet til nogle faa Hundrede Tusinde Kroner. Da Berg imidlertid forlods har givet Vaabnene fra sig. saa han kun har det mindre væsenlige, Pengespørgsmaalet, tilbage, saa vil de kommende Forhandlinger for lukkede Døre ikke faa mere Betydning end det sædvanlige Optrin imellem 2 Handlende, der godt veed, hvorledes Enderesultatet skal vare, men dog paa Handels-Honørens Vegne soler sig forpligtede til at gaa og komme et Par Gange, forinden Næven rækkes ud til Slag.

Vi har altsaa en ny Hærlov, og Prisen bliver formodenlig en halv Million mere end den nuværende Hærlov, idet Omkostningerne altid overstiger Overslaget; dog er Bekostningen ikke her Hovedsagen.

Der er adskillige Punkter, som er af langt større Betydning end Pengespørgsmaalet. Dette hænger sammen med, hvad det danske Demokrati med Rette kunde og maatte haabe af en ny Hærlov; lad os undersøge disse Krav. og det vil vise sig, at end ikke den tarveligste Fordring er sket Fyldest ved den ny Lov. - Enhver sand Demokrat maa forlange, at det værnepligtige Mandskab faar en human Behandling, der svarer til, hvad Tiden kræver; det er bekendt nok, at saagodt som alle Rekruter klager over den Behandling, som de nu er udsatte for, og den Dom fra Jægersborg, som nylig er fremkommen, stadfæster kun dette; den milde Straf, de vedkommende har faaet skal næppe virke ret meget afskrækkende. Hvor rimeligt var det, om man i den ny Hærlov havde sørget for at faa indført Sikkerhedsforanstaltninger imod slig Behandlingsmaade; er nogen virkelig saa enfoldig at tro, at man skaber gode og villige Fædrelandsforsvarere ved at "muntre" dem med Slag og Skjældsord? Jo, desværre er der mange, som tror det, men de vil blive bitterlig skuffede. - Jens Busk har indlagt sig Fortjeneste ved Jægersborgsagen - derom er vistnok alle Demokrater enige - men han afsier Myggen og finger Kamelen ved at gaa i Bergs Kjølvand og vedtage en Hærlov, hvor der ikke er den fjærneste Garanti for, at Behandlingen af Soldaterne vil blive bedre, men langt snarere Udsigt til, at den vil blive ringere.

Man sige ikke, at dette ikke vedkommer Hærloven, og at man siden kan ændre den militære Straffelov, thi har man først givet det Vaaben fra sig, som man havde i Hærloven, saa kan Venstre gjerne opgive ethvert Krav paa Reformer i andre Retninger; "Højre" har, som bekjendt, ikke Øje for den humane Behandling af Soldaterne; "Krumslutning" og "Rotting" er efter deres Begreb fortrinlige Straffemidler - hvorledes bilder Venstre sig da ind at faa disse middelalderlige barbariske Straffe afskaffede, naar der intet som helst Tryk hviler paa Højre. - Mærkværdige Godtroenhed!

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Men der er en Vej, ad hvilken man allerbedst skaffer Soldaterne en human Behandling og bedst fremmer en god og fædrelandssindet Aand i Hæren, og det er ved at sørge for, at den forsynes med dannede og humane Befalingsmænd ; disses Uddannelsesmaade staar derfor i meget nøje Forbindelse med Soldaternes Behandling; i den gamle Hærlov af 1867 var det Tanken, at idetmindste en Del af Befalingsmændene skulde udtages blandt det værnepligtige Mandskab ; istedetfor dette skal nu samtlige Befalingsmænd uddannes ved Afdelingerne, og her kan den stokmilitære Aand, der i Mandskabet ikke ser andet end villieløse Medlemmer, ret faa et Arnested. - Det er en fuldstændig Opgivelse af Folkevæbningstanken, en Tilbagevenden til Frederik den 6tes Tidsalder; man skulde og burde skaffe en human og demokratisk Aand ind i Hæren, og saa overlader man hele Uddannelsen af Befalingsmændene til de militære Herrer. - Et bedre Middel til at voldgive sig Stokmilitærismen kjender vi ikke. Kort sagt: Den Bergske Hærlov har ingen Garanti for en humanere Behandling af Soldaterne - om mulig det modsatte.

En anden Fordring. Demokraterne maa stille, er Afskaffelse af tvungen Garnisonstjeneste. - Mulig er det nødvendigt, at der er den Art Tjeneste om Vinteren, fordi der dels skal være en større Politistyrke, dels skal være noget Mandskab til Officerernes Øvelser - men hvorfor skal denne Byrde paahvile enkelte af Landets Børn fremfor andre. - Ligheden kræver, at slig Tjeneste maa udføres af lejede Soldater og Bekostningen dermed kræver, at al overflødig Garnisonstjeneste afskaffes, og der er sandelig nok deraf, nok af Gamaschetjeneste. Dertil kommer, at Garnisonstjenesten virker sløvende paa Mandskabet og desværre ofte nedbryder Sædelighedsfølelsen. - Venstre har altid hævdet Afskaffelsen af denne Tjeneste - hvad siger nu det ny Forslag derom:

Det forøger Garnisonstjenesten fra 36,000 Tjenestemaaneder til 45,400, og det samtidig med, at den Hær, vi kan stille i Marken i første Række, bliver betydelig mindre end den, vi nu har.

Dersom det er det danske Folks Opgave at skabe en forholdsvis lille Hær med et stort Apparat af kostbare Officerer og at holde denne Hær i en saadan Orden, at den kan paradere for enhver tilrejsende Kapacitet og faa Ord for at være en vel dresseret og pyntelig lille Hær, og det fremdeles er Opgaven i Krigstid at opgive Jylland og Fyen og forvare den smukke Hær paa Sjælland, saa svarer den ny Hærlov godt til sit Formaal; den gamle militære Aand faar Lov at blomstre paa alle Omraader og kaste sit Frø i vore Garnisonsstæder; hvis det derimod er Meningen, at det danske Folk i Farens Stund vil rejse sig alle som een for at værge vor Odel og Eje til Lands og til Vands, saa kan der næppe tænkes nogen slettere Lov end den, vi nu er saa temmelig sikre paa at faa. - Den lille Landhær med de mange Officerer og den lange demoraliserende Garnisonstjeneste vil sluge vore smaa Midler, saa vi kun faar lidt tilovers for det Værn, der fremfor alt burde være vort bedste Vaaben, fordi det er det eneste, ved hvilket vi kan vente at udrette noget forsvarligt, - vi sigter naturligvis til Flaaden. At denne vil blive svagere, i samme Grad som vi sætter vore Midler til paa at skabe en Landhær, er indlysende. - Det eneste, som der ved den nye Hærlov vindes for Befolkningen, er, at Genindkaldelser af Mandskabet nedsættes fra 3 til 2 Gange. Dog er det ikke værd at glæde sig for tidlig derover, da det mulig hører med til det, som Berg mener med sit "sidste Ord". Nu - det gjælder jo ikke saa nøje med en Pølse i Slagtetiden, saa har Venstremænd kunnet opgive alt, hvad de hidtil har kjæmpet for, saa lad dem opgive det med. n.

(Horsens Folkeblad 5. juli 1880).

Hærloven var et resultat af kontakten mellem den moderate venstreleder, Frede Bojsen, og krigsminister C. A. F. Thomsen. Folketingets moderate venstre og højrepartiet nåede til et resultat, som ikke blev afvist af regeringen og landstinget, og som blev vedtaget den 25. juli 1880. Hærens antal af linie-batailloner blev udvidet fra 21 til 31, idet 10 reserve-batailloner blev overført til linien. Rytteriet og artilleriet blev udvidet på samme måde og feltartilleriet udvidet med 4 forstærkningsbatterier. Fæstningsartilleriet forblev uændret. Antallet af befalingsmænd blev forøget fra 1598 til 2107, men garnisonstjenesten og de årlige indkaldelser blev indskrænket. De politiske følger blev at kultusminister Fischer blev fjernet fra sin post i august 1880, for syns skyld fik Kauffmann lov til at bevare sin stilling til april 1881. Hærlovsagen var et alvorligt nederlag og prestigetab for Chr. Berg, og Hørup fik mere magt til at lancere den antimilitaristiske politik, som få år førte til bruddet mellem Hørup og Berg. Om Chresten Berg, se andetsteds på denne blog.

Rekruternes Behandling paa Jægersborg. (Efterskrift til Politivennen).

Husarrekruterne og Højrepressen. Kold. Folkebl. skriver i Anledning af Krigsretsdommen: Det var i Folketingets Møde den 11te Juni f. A, at Jens Busk stillede sin Forespørgsel til Krigsministeren: "Vil Krigsministeren være villig til at undersøge, hvorvidt Rytterirekruternes Behandling, navnlig paa Jægersborg, er stemmende med de Krav, som anordnede Instruxer og humane Hensyn rnaa fordre fyldestgjorte?" Krigsministeren svarede, at der ikke til ham var indkommet nogen Klage fra Rekruternes Side, men at det var selvfølgeligt, at de af Forespørgeren fremdragne Tilfælde vilde blive undersøgte. Man vil mindes, hvorledes Højre faldt over Krigsministeren paa Grund of denne Erklæring. "Dagens Nyheder" maatte i "høj Grad beklage", at Krigsministeren i mindste Maade vilde befatte sig med disse "Sladderhistorier", og de øvrige Højreblade stemmede op i samme Toneart. At de alle faldt over J. Busk. er indlysende, og det regnede formelig ned med Angreb over ham, men "Dagbladet" fik her Forspringet ved at opdage, hvad der skulde gjøres. Det kunde kun se "Ulæmper og Misligheder" ved at faa noget undersøgt paa Jægersborg, men derimod anbefalede det Krigsministeren at undersøge og give Offenligheden "nærmere Besked om Jens Busks eget Forhold i Tjenesten", da han efter de Undersøgelser, Bladet havde anstillet, havde været "sløj" - altsammen fra det retslige Standpunkt, at naar der klages over en Embedsmand, skal den offenlige Undersøgelse ikke rettes mod denne, men mod Klageren. Da saa Kommissionen blev nedsat, fik Højrepressen atter travlt med Sagen, og man glædede sig indbyrdes ved at fortælle hverandre, hvorledes det nu fuldt ud var blevet fastslaaet, at det var Sladderhistorier det hele: Jens Busk havde slet ingen Vidner, lød det fra det ene Blad til det andet; hvad han fortalte, var Historier han havde hørt paa anden og tredie Haand, og som ingen kjendtes ved. - Den faldne Dom viser, paa hvis Side Sladderen var.

(Morgenbladet (København) 2. juli 1880).

Sagen i Anledning af Rekruternes Behandling paa Jægersborg

Megen Uret sker i Verden uden at blive paatalt, fordi Vedkommende, som bliver krænkede ikke træder frem og klager, idet den Anskuelse i Reglen gør sig gældende hos de Fleste, at det ikke kan nytte noget at paatale sin Sag, Tingen bliver ikke afhjulpet derved. Vi skal villigt indrømme, at Retsforholdene i Reglen er af den Beskaffenhed at det er saare vanskeligt at komme til sin Ret, men alligevel skal man klage, ti derved afgives en Protest, som altid vil stifte sin Nytte. Med Hensyn til Forholdene blandt Rekruterne paa Jægersborg, da præsteres her et Vidnesbyrd om, at den Enkelte har afstaaet fra at klage, men gennem den ved Folketingsmand J. Busk rejste og vises, at Klagemaal i dette Tilfælde ikke alene var paa sin Plads, men ogsaa blev taget til Følge. For at Offenligheden saa meget som muligt kan blive bekendt med den jægersborgske Rekrutsag og dens Følger og deraf drage den nødvendige Lære, skal vi efter "Mgbl." udførligt gengive den til Folketinget fremsendte "Meddelelse fra Krigsministeriet" om:

Krigskommissionssagen,

anlagt efter allerhøjeste Befaling af 30te januar d. A. mod

Premierløjtn. Gerhard Christof Muus,
- Carl Emil Schønheyder, 

Oversergent Johan Adolph Christensen, 

Sergent Soph. Ludvig Christian Sieverts,
- Jens Christian Christoffer Meyer,
- Erich Heinrich Trauelsen (eller Traulsen) og
- Jens Peter Jensen, 

alle af Gardehusarregimentet og sigtede for :

Myndigheds Misbrug. 

Efter at der ved allerhøjeste Resolution af 30te Jan. d. A. var anordnet en Krigskommission til at føre til Ende og for de ovennævnte 7 Befalingsmands Vedkommende at paakende den af en den 23. Juni f. A. nedsat Kommission, i Anledning af Folketingsmand J. Busks Forespørgsel den 11e Juni f. A. til Krigsministeren, foretagne Undersøgelse angaaende Rekrutbehandingen ved Husarregimentets Skole paa Jægersborg har den nye Kommission Oplysning om et Ankepunkt i Sagen maattet søge Forhør afholdt paa St. Croix over en tidligere Husar, som nu gør Tjeneste ved den vestindiske Hærstyrke, - af hvilket Forhør Udskrift først modtoges i Begyndelsen af forrige Maaned - , og for øvrigt bestræbt sig for at tilvejebringe saadanne Forklaringer af de Tiltalte, mod hvem der forelaa Beskyldninger, som var ubeedigede, at fornyet Indkaldelse as Deponenter og disses Edsfæstelse ved fremmede Jurisdiktioner kunde blive overflødig. Dette er lykkedes Kommissionen, og Sagen har derefter kunnet paakendes den 7. Juni. 

Som Folketingstidende for den ordenlige Forsamling 1878-79, Spalte 3935- 3998 viser, gik Folketingsmand Busks Foredrag i Henhold til paalidelige Mænds meddelelser til ham, ud paa at fremstille Husarrekruternes Behandling paa Jægersborg som særdeles utilbørlig og navnlig en saadan, at det maatte formodes, at Hug og Slag, raa hensynsløs Behandling fra befalingsmændenes Side havde hørt til Dagens Orden. Der nævntes under forespørgslen bestemte Befalingsmænd, Officerer og  Underofficerer, som skulde have udmærket sig ved at plage Folkene; Regimentschefen og Skoleforstanderen omtaltes som inhumane; der hentydedes til hyppige Selvmord paa Skolen, klagedes over Krumslutningsstraf for ubetydelige Fejl, og man modtog ved de fra flere Talere fremkomne Ytringer et bestemt Indtryk af, at Rekruterne maatte have følt sig særdeles trykkede og ulykkelige.

Da den første Kommission paa Grund af Avditørens alvorlige Sygdom den 31te December f. A. havde maattet standse sit Arbejde, viste det sig imidlertid, at den, efter at have foretaget en møjsommelig Eksamination af tjenestegørende og hjemsendte Husarer, ikke havde skønnet rettere, end at Rekruternes Behandling i det hele havde været god og paa ingen Maade kunde antages at have svaret til det Billede, som man var opfordret til at danne sig ved at læse Foredragene i Folketinget, hvad der da ogsaa i og for sig lettelig lod sig forklare deraf, at Forespørgeren havde støttet sine Beretninger paa Meddelelser fra Personer, der saa godt som udelukkende manglede egen Erfaring om det, de havde fortalt ham. Alligevel var det efter Forhørene at antage, at der i Eksercerskolen jævnlig var givet saakaldte "Lussinger" (c: Slag paa Siden af Hovedet med den flade Haand), og uddelt Rap med Sabel, Huggert, Ridepisk, Spanskrør, Reb (Springesnor) eller andet Redskab, som Lærerne havde haft ved Haanden og hvorved de havde tilsigtet at "vække", "muntre" eller "lette" Rekruterne de dem paalagte Øvelser, uden derved netop at have villet tilføje dem nogen Lidelse, samt at Rekruterne i Almindelighed havde opfattet den Behandling, de erholdt, i saadan Mening. Der forelaa dog ogsaa Eksempler paa, at Lærere havde benyttet som Disciplinærmiddel at lade Rekruterne "sidde i bøjede Knæ" i længere eller kortere Tid, fordi de ikke havde kunnet svare paa dem forelagte Sporgsmaal, en Behandling, der erkendes for at være pinlig for de Paagældende og derfor synes at maatte betragtes udelukkende som en uhjemlet Straf, men ingenlunde som en hensigtsmæssig Øvelse for Tjenestens Skyld. I enkelte Tilfælde forelaa der ogsaa Sigtelser om en endnu haardere Behandling fra Befalingsmænds Side. Nøjagtig at bevise den egenlige Beskaffenhed af, hvad der var forefaldet i bestemte Tilfælde, havde dog, efter at længere Tid var forløbet, vist sig at være saare vanskeligt og misligt. Det fandtes derfor, da Avditørens Helbred gjorde det umuligt at benytte hans Tjeneste, og Undersøgelseskommissionen allerede, navnlig i en Skrivelse af 11te September f. A. til Aars og Sleth Herreder, havde ved Avditøren udtalt et Slags Dom over de under Forespørgslen i Folketinget fremsatte Beretningers Paalidelighed, at være forsigtigst at overgive Sagen til fortsat Behandling af en helt ny dømmende Kommission, som, naar Sagen af denne var sat i saadan Stand, at den kunde paakendes, vilde have at afsige Dom med Hensyn til de deri implicerede Befalingsmænd. Til disse kunde dog hverken henregnes Regimentschefen, Oberst H. Castenschiold, eller Skoleforstanderen. Ritmester Borberg. Mod den første forelaa næmlig ingen Sigtelse for slet Behandling af nogen Rekrut, kun almindelige Paastande om hans formentlige Mangel paa Humanitet, der paa ingen Maade bekræftes ved de af ham anvendte eller foranledigede Straffes Beskaffenhed. Og hvad der var paasagt Ritmester Borberg til hans Skade om talrige Selvmord blandt Rekruterne havde vist sig at være i den Grad urigtigt, at det tilstrækkelig var konstateret, at kun to Selvmord havde fundet Sled ved Skolen paa Jægersborg i de 7 Aar, hvori han havde været ansat samme Steds, og under Omstændigheder, der ikke gave Anledning til slig ond Eftertale. Hvad der desuden i Folketinget var bebrejdet ham i Anledning af, at der af ham skulde være dikteret en Rekrut 12 Timers Krumslutning, blot fordi Spændet paa Rekrutens Stigrem under Ridningen var kommet til at sidde forkert, kunde efter det derom oplyste ikke tillægges Ritmesteren som nogen Haardhed, da der ved Straffen var taget Hensyn til Rekrutens tidligere utilfredsstillende Forhold og til de ham forgæves givne Advarsler.

Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Om hver enkelt af de Tiltalte indeholder Kommissionsdommen følgende Oplysninger:

1. Premierløjtnant G. C. Muus har i Folge den af forhenværende Husarrekrut Nr. 177/1878, nu Underkorporal i den vestindiske Hærstyrke, Christiansen, afgivne og beedigede Vidneforklaring, der bestyrkes ved andre fremkomne Oplysninger, og ikke benægtes af Premierløjtnanten, i Marts eller April 1878 under en Øvelse i Sideløb og Fremadløb givet Rekruten et ikke ubetydeligt Slag med den flade Haand i Nakken og derefter et Slag med Sablen over Ryggen. Ogsaa har denne Tiltalte vedgaaet undertiden at have "rusket lidt haardt i en Mand" for at faa ham til at staa rigtigt eller gør en Bevægelse rigtigt, og at have undertiden rettet "lidt føleligt" paa en Mands Stilling med Sablen eller med en Ridepisk, samt at han ikke har modsat sig, at Gymnastiklæreren, nuværende Oversergent Christensen, medens Premierløjtnant Muus i Foraaret 1878 legede Gymnastikundervisningen paa Jægersborg, "muntrede" Rekruter, der bleve hængende paa Hesten, ned af denne med en "lille Vækker" eller Berøring med Huggerten, Fægtehandsken eller Haanden, og at han selv har gjort noget Lignende, naar han personlig deltog i Undervisningen, men disse Berøringer vil Løjtnanten ikke have betragtet som "egenlige" Slag.

2. Af Premierløjtnant C. E. Schønheyder er det erkendt, at han gentagne Gange som Disciplinærmiddel under Felttjenestelæsningen har ladet Rekruter "sidde i bøjede Knæ", dog ikke længere end i et Kvarter, den længste Tid, han antog, at en Mand kan udholde at sidde i denne Stilling; at han har givet en og anden Rekrut et Rap med sin Ridepidsk og af og til ved Øvelsen i Længdespring over Hesten tildelt Rekruter Rap med Springesnoren for at fremme Øvelsen, samt at han ikke trøster sig til at benægte lige over for en rekrut at have brugt det Udtryk, at Rekruten burden "puttes i Møg og sendes Hjem". Enkelte under sagen afgivne Forklaringer gaar endvidere ud paa, at det førstnævnte Straffemiddel af Premierløjtnanten er anvendt endog ud over den af ham angivne Tidsgrænse, - at han har slaaet Rekruter med den flade Haand paa siden af Hovedet, samt at han en Gang da en Husar, Nr. 231 Petersen, sad i bøjede Knæ, under Læsningen i Gymnastiksalen har bibragt ham et Slag i Siden eller Ryggen med Fæstet af den Sabel, Tiltalte selv holdt i det Yderste af Klingen. Men for disse Sigtelser, hvis Rigtighed Premierløjtnant Schønheyder modsiger, mangler det fuldstændige Bevis.

3. Oversergent C. A. Christensen har tilstaaet, at han som Gymnastiklærer af og til har givet en Rekrut en Lussing, undertiden med knyttet Haand slaaet Rekruter oven i Chakoten, og at han en Dag ved Kontrahugningen har tildelt Rekrut Nr. 66/1875 Hansen  et Slag med sin Sabel over den ene Arm, hvorved Sabelklingen sprang, saa vel som at han ved Gymnastikøvelsen i Længdespring over Hesten har brugt at give Rekruterne "Vækkere" eller "Lettere" ved Slag over Bagen med Armværnet af en Fægtehandske, med Huggert, Spanskrør eller lignende, dog ikke saaledes, at hver den, der sprang, fik et Slag, men væsenlig kun de, der bleve hængende paa Hesten eller ikke passede deres Tur. Endvidere er der mod den Tiltalte under Sagen fremsat adskillige Sigtelser, hvis Rigtighed han har modsagt og som derfor ikke har ladet sig fuldstændig bevise, nemlig: fra Husar Nr. 87/1875 Petersen, Nr. 163/1876 Larsen og Nr. 169/1877 Sørensen om, at Tiltalte idelig brugte Skælsord, nemlig "Laban" og "Klodrian"; - fra Husar Nr. 57/1875 Hansen, der to Gange vil være slaaet af Tiltalte med knyttet Haand i Ansigtet, den ene Gang saaledes, at han fik et blaat Øje, den anden Gang saaledes, at hans Næse blødte, og som paastaar, at Tiltalte næsten hver Dag slog Rekruterne med en Stok, samt en Gang, da han (Nr. 57) var mat efter et længere Sygeleje og derfor ikke kunde springe over Hesten, lagde en Springesnor flere Gange sammen og slog ham med denne; - fra Husar Nr. 87/1875 Petersen om. at Tiltalte under en Øvelse har bibragt ham et stærkt Slag over Skulderen med den tykke Ende af sin Ridepisk, og at Tiltalte en Gang har medbragt en hel Del Stokke, som efterhaanden bleve slaaede itu paa Rekruternes Rygge; - og endelig fra Husar af Aargangen 1875 Ole Hansen angaaende, at Tiltalte, da Husar nr. 66/1875 vilde gaa til Lægen i Anledning af det foran omtalte Slag, har sagt til Nr. 66, at dersom han gik til Lægen, skulde han faa mere.

4. Sergent J. C. C. Meyer har indrømmet, at han af og til har givet en Rekrut en "Lussing", samt at han i Marts 1879 med en Lindekvist har tilføjet Rekrut Nr. 237 Sørensen et Slag over Haanden, der havde til Følge, at Haanden hovnede op og at Rekruten maatte fritages for nogle Øvelser og undergives en kortvarig Lægebehandling, uden dog at indlægges paa Sygestuen. Endvidere har denne Tiltalte erkendt, at han en Dag under Øvelserne, med sin Sabel, der var i Skeden, har slaaet efter Husar Nr. Andersen og hans Hest, hvorved Sabelskeden, der var gammel og tyndslidt, bøjedes, da den rammede det bageste af Sadlen. Saa har han og tilstaaet, at han under Læsningen i Stalden har straffet Nr. 178/1878 Hansen ved at lade ham sidde nogle Minuter "i bøjede Knæ" i et Spiltov. Ifølge Husarens Forklaring har Tiltale derhos, da Nr. 178 ikke kunde udholde længere at sidde i den ham paalagte Stilling og vilde rejse sig uden Tilladelse, stødt ham omkuld og sparket ham i Siden, hvilket sidste Nr. 183 Larsen ogsaa vil have iagttaget. Tiltalte har dog nægtet forsætlig at have stødt eller sparket Nr. 178, og Rigtigheden heraf have de Tilstedeværende ikke turdet med fuld Sikkerhed modsige. Paa lignende Maade er det forblevet ubevist, at Tiltalte, hvad der paasiges ham, har tilføjet Nr. 174/1878 Petersen et blaat Øje og slaaet Nr. 156/1878 med Sablen over Ryggen. Hvad der i Folketinget er anført som at Sergent Meyer har haanet Rekruter ved at putte dem Sukker i Munden, da er det ikke bevist; ti vel har han vedgaaet en Gang at have foræret en Rekrut et Stykke Sukker, som han dog ikke puttede Rekruten i Munden; men denne vil ikke have opfattet dette som andet end som en Venlighed.

5. Sergent S. L. C. Sieverts er af Husar Nr. 183/187, Larsen, sigtet for den 17de Januar 1878, da Larsen mødte for sent til Staldtjeneste, at have slaaet ham i Ansigtet, saaledes at hans Underkæbe hovnede op, samt for en anden Gang at have slaaet ham som Staldvagt i Ansigtet med den flade Haand, paa hvilken Maade han ligeledes skal have behandlet nogle andre Rekruter, deriblandt Nr. 158/1878 Jørgensen, men Bevis herfor er mod Sergentens Benægtelse ikke opnaaet.

6. Mod Sergent E. H. Trauelsen (eller Traulsen), der er sigtet for en enkelt Gang at have givet en Rekrut en "Lussing", men paa det bestemteste nægter saadant, er Bevis eller Formodning heller ikke fremkom￾met, og

7. Det samme gælder med Hensyn til Sergent I. P. Jensen. 

Fra Jægersborg Kaserne. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Under disse Omstændigheder har Kommissionen enstemmig fundet Premierløjtnant Muus og Schønheyder samt Oversergent Christensen og Sergent Meyer strafskyldige efter Parolbefalingen af 10de Juli 1815 - Premierløjtnant Schønheyder tillige efter Anordningen af 27de April 1792 II § - og kendt saaledes for Ret:

Premierløjtnanterne Gerhard Christof Muus og Carl Emil Schønheyder bør udholde Fæstningsarrest af 2den Grad, førstnævnte i 1 Maaned, sidstnævnte i 2 Maaneder. Oversergent Johan Adolph Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer bør være degraderede til Menige hver især i 4 Maaneder. Sergenterne Sofus Ludvig Christian Sieverts, Erich Heinrich Traulsen og Jens Peter Jensen bør for Tiltale i denne Sag fri at være.

At efterkomme under Adfærd efter Loven.

Den kgl. Parolbefaling af 10de Juli 1815 lyder saaledes:

"Paa det at Krigsretterne kan have en bestemt Regel at følge, naar en Foresat befindes at have tildelt nogen af sine Undergivne anden eller haardere Korrektion end Subordinations-Anordningerne hjemler, ja endog at have mishandlet den Underordnede med Stød eller Slag i Ansigtet, for Brystet, over Hænderne, Benene eller anden Maade, befaler vi allernaadigst, at den deri Skyldige skal straffes, i Fald han er Officer, med Fæstningsarrest fra en til seks Maaneder, og i Fald han er Underofficer med Degradation enten for nogen Tid eller for bestandigen, alt efter de med Mishandlingen forbundne mere eller mindre graverende Omstændigheder."

Herefter er de i denne Parolbefaling foreskrevne Straffe at anvende paa enhver Officer eller Underofficer, som tildeler sine Underordnede anden eller haardere legemlig Korrektion end tilladt er, uden at det kommer i afgørende Betragtning, om Korrektionen efter den nu almindelige Talebrug betragtes som en Mishandling. At dette har været Befalingens virkelige Mening er tydeligt deraf, at det utrykkeligt er betegnet som tilsigtet at give en bestemt Regel til Forebyggelse af Myndigheds Misbrug, og er i alt Fald bekræftet ved en Række af kongelige allerhøjst stadfæstede Resolutioner paa Krigsretsdomme, som med Fæstningsarrest har anset Officerer, fordi disse havde tilføjet Undergivne endog ubetydelige Slag. Den Omstændighed, at de under nærværende Sag Domfældte jævnlig ville fortrinsvis have tilsigtet at "muntre" Folkene ved at sætte Liv i Øvelserne, har altsaa ikke burde kunne fritage dem for at dømmes efter Parolbefalingen, men alene kunnet fortjene at erholde Indflydelse paa Størrelsen af de for dem valgte Straffe.

I saa Henseende fandt Krigsministeriet, at Kommissionen med Føje havde indskrænket sig til at idømme Premierløjtnant Muus den mildeste Fæstningsarrest, som lader sig anvende.paa en subaltern Officer, en Maaned i anden Grad, og at det ligeledes fortjente at bifaldes, at Straffen var skærpet til to Maaneder for Premierløjtnant Schønheyder, som ikke blot har benyttet det af ham vedgaaede, aldeles uhjemlede Plagemiddel, at lade Rekruter sidde i bøjede Knæ, men blandt andet endog tiltalt en Rekrut paa den foran nævnte høist usømmelige og modbydelige Maade. Da Officerer, som rettelig har været dømte til Fæstningsarrest for Overtrædelse af Parolbefalingen af 10de Juli 1815, ikke vides nogen Sinde ved kongelig Resolution at være blevne fritagne for at lide denne Straf, og der særligt bør tages Hensyn til, at en Officer, som forgriber sig paa sin Undergivne, derved giver en ringere Befalingsmand et slet Eksempel, vandt det allerhøjeste Bifald, at det for de 2 Premierløjtnanters Vedkommende skulde forblive ved Dommen.

Derimod skønnedes det efter Omstændighederne hverken at være ønskeligt eller nødvendigt at lade de Oversergent Christensen og Sergent Meyer i Overensstemmelse med Parolbefalingen tilfundne Straffe af temporær Degradation fuldbyrde. Denne Straf, som medfører, at den saaledes degraderede uden at aflægge Befalingsmændsdistinktioner skal med Menigs Lønning forrette Menigs Tjeneste i en vis Tid og have forbrudt sit Hæderstegn, anses ikke uden Grund for at være lidet heldig, især naar den paalægges Stabssergenter eller Oversergenter. Det paatænkes ogsaa, at slig Degradation ganske skal afskaffes. Ministeriet antog derfor, at en følelig Fængselsstraf, der dog ikke berøvede Oversergent Christensen hans Hædersteqn eller Sergent Meyer Udsigt til i Tidens Løb at opnaa et saadant, vilde være en langt virksommere og hensigtsmæssigere Straf end 4 Maaneders Degradation, samt at den for Retfærdigheden vilde være tilfredsstillende, saa meget mere, som de begaaede Forseelser laa noget tilbage i Tiden. I Overensstemmelse hermed er Straffen for hver af dem af Hans Maj. Kongen bestemt til 30 Dages Vagtarrest.

Med Hensyn til Sergenterne Sieverts, Trauelsen og Jensen har det, da de er frifundne, maattet have sit Forblivende ved Dommen.

Derefter er der den 18de Juni paa Krigskommissionsdommen tegnet saadan allerhøjeste Resolution:

"For Premierløjtnanterne Gerhard Christoph Muus og Carl Emil Schønheyders Vedkommende stadfæste Vi Kommissionsdommen, saaledes at den dem idømte Fæstningsarrest skal udholdes af den første paa Kronborg Fæstning og af den sidste i Citadellet Frederikshavn.

Med Hensyn til Sergenterne Sophus Ludvig Christian Sieverts, Erich Hejnrich Trauelsen og Jens Peter Jensen forbliver det ligeledes ved Dommen.

Oversergent Johan Adolf Christensen og Sergent Jens Christian Christoffer Meyer fritage Vi allernaadigst for den dem tilfundne Degradation, mod at de hver især hensættes i simpel Vagtarrest i 30 Dage."

Krigsministeriet, den 23de Juni

(Social-Demokraten 3. juli 1880).

Folketingsmedlem Jens Andersen Busk (1845-1908) var gårdmand fra Horsens. Han blev ikke valgt til Landstinget ved et suppleringsvalg 1875. Men 1876-1906 sad han i Folketinget. Han tilhørte gruppen omkring C. Berg og Viggo Hørup. 1880 var han repræsentant i Den jyske husmands-kreditforening og sad efterfølgende på flere andre poster. Sagen om rekrutterne på Jægersborg Kaserne var hans første større sag, hvor han selv kunne berette om egne erfaringer som dragon i Århus. Han betragtede sig selv som bonderepræsentant.

Krigsministeren var Wilhelm Frederik Ludvig Kauffmann (1821-1892). Han havde deltaget i Krigen 1848-1851. Efter krigen lærer i teknisk mekanik og teknologi ved Højskolen, 1854 chef for 4. Batteri og redaktør af Tidsskrift for Krigsvæsen 1865-73. 1860 blev han udnævnt til major. I Krigen 1864 var han kommandant for 4. Batteri og næstkommanderende artilleriofficer i Dybbøl-stillingen. I 1865 blev han  major, og stabschef hos artillerigeneralen. Han blev krigsminister i 1879 og udnævntes til general uden for nummer. Han fik ikke hærlovforslaget gennemført 1879-80, måske fordi han havde søgt støtte hos den Bergske gruppe. Det blev i stedet Folketingets Højre og de moderate af Venstre hvis forslag blev til lov 25. juli 1880 ophøjedes til lov. Han fik inden sig afgang gennemført en ny straffelov for krigsmagten i 1881 og trådte kort til efter tilbage.

På et folkemøde i Græsted som samlede ca. 500 mennesker, redegjorde Jens Busk for rekrutsagen. Referatet kan ses fx i Social-Demokraten 15. juli 1880.

Mordattentat i Læderstræde (1). (Efterskrift til Politivennen)

Fredag den 18. juni 1880 blev der begået et mordattentat i Læderstræde ud for nr. 26. Den 22-årige Anna Hude affyrede 2-3 skud mod den 66-årige læge Leerbeck. Hun blev afvæbnet og bragt på politistationen. Dr. Leerbeck flygtede ind til en familie i Kompagnistræde. Der fremkom i aviserne mange forskellige og stridende oplysninger. Måske af samme grund blev forhørene hurtigt offentliggjort.

Doktor Leerbeck blev anholdt af assessor Hindenburg. Om natten hængte han sig under en hylde i arresten i en af sine seler.

Fotograf, billedskærer og maler Carl Peter Herman Most (1826-1900): Historiker Anna Sophie von der Hude (1858-1934). 1881. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Attentatet i Læderstræde.

Vi har opsat at udtale os nærmere om denne Begivenhed, fordi vi ventede, at der hurtigt vilde følge detailjerede Oplysninger ved de optagne Forhør; men da nu den ene af Parterne har aflivet sig, vil det, der fremkommer, aldrig blive noget fuldstændigt Materiale til Bedømmelsen af Sagen. Hvorledes Forholdet egentlig har været mellem Frk. Hude og praktiserende Læge Leerbeck, vil saaledes altid blive mere eller mindre uopklaret, da man kun har M Hudes Udsagn at holde sig til. "Dagbladet" meddeler, at det skal have været i Juni f. A., at Leerbeck udøvede sin Forbrydelse mod hende, og det Uforstaaelige bliver nu, hvorfor Frk. Hude har ventet saa længe med sit Attentat, og hvilket Forhold der har bestaaet mellem de tvende i denne Mellemtid. Man kan imidlertid bortse fra denne Side af Sagen og kun holde sig til, hvad der synes faktisk, at Leerbeck har begaaet Voldtægt mod benævnte Dame, og at derpaa er sket et Mord-Attentat fra dennes Side. At Leerbeck virkelig har begaaet Voldtægt, maa man i det Mindste tro, naar man ser hen til hans Selvmord; og at Frk. Hude har følt sig til det yderste krænket af ham, ses utvivlsom i den fortvivlede og højst ualmindelige Beslutning, hun har taget, til at dræbe sin Æreskænder.

Med Hensyn til Forbrydelsen Voldtægt, da er det en af de Forbrydelser, som mest oprører Følelsen. Publikums hele Afsky og Forbittrelse rejser sig mod den, der begaar den. Straffeloven indeholder ogsaa strænge Straffebestemmelser i dette Punkt, saa man skulde tro, det var en meget ualmindelig Forbrydelse, og den er ogsaa ualmindelig for saa vidt, at den Slags Sager kun sjælden verserer for Retten, men alligevel vil vi udtale, at under Nutidens falske Samfundstilstande og den herskende fordærvede Moral, er raa Krænkelser mod Kvinder fra fordærvede Mænds Side ingenlunde sjældne; Sagen er kun den, at slige Tilfælde saa sjældent komme frem. Hvorledes skal ogsaa saadanne Ting komme frem? Ved at den Fornærmede rejser en Retssag; men denne er altid opsigtsvækkende og kaster dertil ligesom noget Smuds over paa den Krænkede. Det er vist ogsaa Tilfældet, at Retsmyndighederne, naar de kan slippe til det, gerne søger at afvise slige Sager, vi mener just ikke den direkte Voldtægt, men Opførselsmaader, der staar nær ved denne Forbrydelse. Vi vil udtale, at enhver uforskammet Krænkelse mod en Kvinde, naar Omstændighederne forøvrigt er graverende derved, saasom Stedet, Øjeblikket eller Lignende, bør paatales strængt, naar den Fornærmede fordrer det. Man maa altid erindre, at ved Begivenheder som Attentatet i Læderstræde, kommer saa mange beslægtede forhold paa Omtale i Publikum, og det er saare uheldigt for den Agtelse, Retsmyndighederne gør Krav paa, naar det kan siges, ja i den Slags Sager maa man sig til Rette, ti Politiet gør ikke noget derved, hvis man klager. Endnu værre Skaar lider Retsmyndighedernes Agtelse naar Publikum i Almindelighed ved at udpege denne eller hin Retsfunktionær som moralsk fordærvet Menneske. Vi vil derfor fastslaa, at det er nødvendigt, baade at enhver af omtalte Slags Fornærmelser strængt undersøges og om fornødent strængt straffes, samt at enhver Retsembedsmand, der paa utvetydig Maade gør sig skyldig i umoralske Handlinger, fjærnes fra sin Post.

Fremdeles vækkes Opmærksomheden ved Attentatet ved, at det er en Læge, som er den ene Part i Sagen. Vi tror at udtale den almindelige Anskuelse ved at sige, at Lægestanden blandt Publikum gennemgaaende har et daarligt Rygte paa sig. Lægevidenskaben i sin Almindelighed er paa dens nuværende Trin mere eller mindre Charlatanen, og det kan derfor nok være, at denne Omstændighed trækker Flertallet af de Herrer Læger ned til et mindre humant Standpunkt. Moraliteten gaar da først i Løbet, og under Manglen paa Sandhed og Alvor bliver Lysten til Nydelser og Midler dertil, Grundtrækket i Karakteren. Mod dette Onde kan vi fremføre det af os flere Gange fremsatte Forslag: at gøre Lægevæsnet til en ordnet Statsinstitution, der udelukker daarlige og uduelige Personer.

Angaaende selve Attentatet maa vi udtale vor fulde Sympati for Frk. Hude. Hendes Handling var energisk, og Enhver vil bære over med den. Hvor sjældent det er os forundt at samstemme med "National-Tidende", saa deler vi dog i denne Sag dette Blads Sympati for Attentatsudøverinden. Vi vil gentage med "National-tidende", at hvis vi havde Nævningeretter her til Lands, vilde Frk. Hude blive aldeles frikendt. Fordrer vore Lovforhold, at hun tildeles Straf, forekommer denne os aldrig at kunne fældes formedelst selve Attentatets Hensigt; i hvert Tilfælde vil en Straf, der paafører hendes Ærestab, af Publikums overvejende Flertal blive betragtet som en Uretfærdighed, og Lovenes Dom, som oprindelig var et formuleret Udtryk for Publikums Dom, maa dog nødig i den Grad divergere fra denne, at den bliver det stik modsatte. - Hermed være vort Standpunkt i denne Sag vedrørende Attentatet i Læderstræde givet i sine almindelige Hovedtræk og overfor de Hovedpunkter, vi har fremdraget.

(Social-Demokraten 23. juni 1880).

Dramaet i Læderstræde. I det igaar hertil ankomne Numer af "Jyllp." findes en Korrespondance fra Kjøbenhavn, hvori der gives en længere Meddelelse om det Resultat, som Forhørene i den Leerbeckske Sag have givet. Efter hvad vi have bragt i Erfaring, maa den hele Fremstilling betragtes som i alt Væsenligt rigtig, og vi gjengive den derfor her med Udeladelse af et Par mindre betydende, ikke ganske korrekte Enkeltheder.

Forhørene ere - hedder det - blevne fremmede med en overordentlig Energi og Hurtighed, saa ledes at der endog paa en enkelt Dag er holdt Forhør i otte Timer.

Selvfølgelig har Læge Leerbeck ved sit Selvmord bevirket, at enkelte Punkter i Sagen ikke have kunnet oplyses fuldstændig, men da det er lykkedes at faa Ruffersken, Fruentimmeret Jacobsen - hun er ikke gift, men kalder sig Madame - , til at tale, er der dog tilvejebragt saa omfattende Beviser, at Sagen foreligger temmelig klar. Det lykkedes Politiet at opspørge en Del unge Fruentimmer, som dels havde havt fastere Ophold hos Ruffersken, dels af og til havde søgt Tilhold hos hende, og ved at gjøre dem begribeligt, at der ikke var Tale om deres egne Utugtighedsforseelser, fik man saa mange Oplysninger ud af dem, at Ruffersken indsaa, at hun lige saa godt kunde aflægge en fuldstændig Bekjendelse som vedligeholde sin Taushed. Baade hun og et ungt Fruentimmer, der da var til Huse hos hende, havde forklarret, at de under Anna Hudes og Læge Leerbecks Ophold i "Konsultationsværelset" i Juni f. A. vare paa det Rene med, at det blev øvet Vold imod hende, uden at de gjorde Noget for at forhindre det, og at Anna Hude, da Døren blev aabnet for hende, styrtede ud, grædende og med sit Toilette i Uorden

Hvad Anna Hude angaaer, er der søgt Oplysninger om hendes tidligere Vandel, og saa vel Forklaringer af Folk fra Roskilde som af Folk her fra Kjøbenhavn, hvoriblandt unge Piger, der have staaet i Venskabsforhold til hende, og Familier, i hvilke hun er kommet og har været velseet, have givet hende de bedste Vidnesbyrd som livlig, opvakt og elskværdig, og ingen af dem har nogensinde kunnet tænke sig. at hun ikke var en i enhver Henseende respektabel og anstændig Pige; af og til i det sidste Aar have de sporet hos hende en Exaltation eller en paafaldende Nedtrykthed, hvilken de imidlertid ansaa for at hidrøre fra hendes ivrige Studeringer. Intet heraf kan saaledes give Anledning til at tro, at den unge Pige frivillig har hengivet sig til Libertineren. I det saakaldte Konsultationsværelse erklærer hun at være bleven næsten lammet af Skræk, og at hun ikke har grebet til de yderste Midler, var begrundet i, at hun frygtede den Skam, som Sagen, naar hun til kaldte Fremmede, vilde bringe over hende.

Kort Tid efterat Forbrydelsen mod hende var begaaet, reiste hun til sit Hjem i Roskilde, og under Opholdet her traadte den Gjerning, der var øvet mod hende, saa stærkt frem for hende, at hun erklærer, at det en Dag var hendes faste Beslutning at gribe til den her i Danmark desværre saa sørgelig almindelige Lægedom mod alle Sorger: Selvmord idet hun vilde drukne sig i Fjorden. Hun opgav imidlertid dette Forsæt, blev noget roligere og vendte tilbage til Kiøbenhavn for at fortsætte sine Studeringer, hvortil hun gjennem Kultusministeriet havde Understøttelse af de dertil paa Finansloven bevilgede Midler. Snart viste imidlertid her hendes Forfører sig for hende. Som Huslæge kom han til Familien og spurgte altid venlig og høflig til hendes Befindende, men en Dag da hun var alene hjemme, forsøgte han igjen i Entreen en utugtig Tilnærmelse og opgav kun denne, da hun stødte ham bort og erklærede, at hun hvert Øieblik ventede Familien hjem. Ofte mødte hun ham paa Gaden; han standsede da og til for med rolig Frækhed at spørge til hendes Befindende, fulgte samtalens med hende, og engang, da de vare paa en mindre besindet Vei, vilde han lægge Armen om hende og kysse hende, hvilket hun dog forhindrede ved at støde ham bort og ilsomt forlade ham. Imidlertid var der foregaaet en Forandring i hendes Forhold, som har ført hende til Mordattentatet. En midaldrende Handlende, en Enkemand, havde anholdt om hendes Haand, og hun havde ikke afvist ham, men der var opstaaet den Fortrolighed mellem dem som mellem Forlovede. Under Udviklingen af dette Forhold synes hun at have kredset omkring sin Voldsmand for at faa en Forklaring af ham; hvad denne skulde gaa ud paa, synes hun i sin nu mere og mere exalterede Sindsstemning ikke at have været rigtig paa det Rene med. Hun opnaaede imidlertid kun, at han betragtede det som en Tilnærmelse fra hendes Side, og at han opfordrede hende til fornyede Sammenkomster; ja denne Opfordring fremsatte han endog en Dag paa Gaden i Paahør af hendes Søster, med hvem hun gik. Hun tog da en fast Beslutning og betroede Alt, hvad der var foregaaet, til sin Frier. Denne raadede hende til ikke at foretage Noget, hvorved det Passerede kunde blive bekjendt men bestyrkede hende i at fordre en Forklaring og Erklæring af Leerbeck. Hun blev da ved at søge denne, men hans Optræden imod hende blev uforandret nærgaaende. Hun blev efterhaanden mere og mere fortvivlet, og fra Begyndelsen af den Uge, da Mordattentatet foregik om Fredagen, besluttede hun at hævne sig paa Leerbeck, og Tanken om at dræbe ham opstod hos hende om Tirsdagen. Imidlertid gik Onsdagen hen, uden at hun gjorde noget Skridt til at virkeliggjøre denne Tanke. Tvertimod fik hun atter Selvmordstanker og gjorde virkelig et Selvmordsforsøg, idet hun tømte en Flaske Kloral, som en af hendes Medpensionairer, der havde lidt af Søvnløshed, havde faaet ordineret; den Paagjældende skulde kun tage en Theskefuld deraf for at kunne sove. saa at hun antog, at naar hun tømte Flasken, hvori der forøvrigt kun har været en god Spiseskefuld, vilde hun sove ind for bestandig. Hun sov imidlertid kun hele Torsdagen, og da hun vaagnede, modnedes Tanken om at dræbe Leerbeck fuldstændig hos hende. Hun var nu aldeles rolig, gik Fredag Morgen ind i en Isenkramboutik, hvor hun kjøbte en lille Revolver med 60 Patroner for 12 Kr. 60 Øre og fik Lærlingen, som solgte hende den, til at vise hende, hvorledes den skulde lades og afskydes. Hun gik derefter til Leerbecks Bolig og forhørte sig om, hvor hun i Dagens Løb kunde træffe ham, og da man der kjendte hende som hjemmehørende i Pensionatet og som en af hans tidligere Patientinder, vakte hendes Forespørgsel ingen Mistanke, men man gav hende den ønskede Oplysning. Hun satte nu tre Patroner i Revolveren - ikke flere; thi hun vilde affyre dem paa aldeles nært Hold paa Leerbeck og var overtydet om. at hun vilde dræbe ham med det første Skud. Efter den Anvisning, der var givet hende i Leerbecks Hjem, passede hun ham da op, traf ham Læderstræde og fyrede paa ham efter at have sagt et Par Ord til ham, som hun paa Grund af den Exaltation, hvori hun var, ikke erindrer.

Efterhaanden som hun i Forhørene har lettet sit Sind ved at udtale sig om Sagen, er hun bleven mere rolig. Ensomheden i Arresten virker høist velgjørende paa hende, og hun nyder en saa god Behandling som Fængselsreglementet tillader det. Hun har en af de bedste Enkeltarrester og en af de flinkeste Opsynskoner, ligesom hun har faaet forskiellige Bekvemmeligheder og kan nyde den Kost, hun selv ønsker; hun kan læse og i indskrænket Maal modtage Besøg af dem der faa Tilladelse til at komme til hende. Imidlertid iagttages der i den Henseende nogen Forsigtighed, idet der saaledes er blevet afvist en Del hende aldeles fremmede, exalterede Damer. som bl. A. vilde overrække hende store, pragtfulde Blomsterbouketter og Blomsterkurve. At hendes Familie og Bekiendte have medbragt mindre Bouketter og Blomster til at glæde hende med i hendes Ensomhed, er derimod blevet tilladt. Karakteristisk er det ogsaa, at der fra Nær og Fjern - navnlig naturligvis fra Damer - er strømmet Breve ind til hende adresserede til Arresten, tildels indeholdende de mest kurieuse Udtalelser af Sympathi baade i Vers og Prosa. Selvfølgelig ere de alle blevne afgivne til Forhørsdommnen og af denne ubarmhjertig blevne over givne til Papirskurven uden at være læste af den, for hvem de vare bestemte.

Endnu kan det anføres, at Anna Hude, saa længe Forhørene endnu ikke vare sluttede, holdtes ubekjendt med Leerbecks Selvmord, for at hun ikke ved dette skulde blive foranlediget til at dølge Noget. Først efter det sidste Forhørs Slutning gjorde Dommeren hende bekjendt dermed, og uagtet dette skete paa en meget skaansom Maade, blev hun dog i høi Grad overvældet af Efterretningen. Endelig kan det anføres, at Hs. Excell. Kultusministeren har ladet hende tilflyde Meddelelse om, at den Understøttelse, hun har faaet til sine Studeringer, ikke vil blive hende berøvet.

(Folkets Avis - København 2. juli 1880).

Dommen faldt i november 1880, se andetsteds på denne blog.

Kommisionen for de dansk vestindiske Øer. (Efterskrift til Politivennen)

De dansk vestindiske Øer. Vedkommende Folkethingsudvalg har med Th. Nielsen som Formand og Juel som Ordfører afgivet Betænkning over Lovforslaget om Hærstyrken paa de dansk-vestindiske Øer, der navnlig gaaer ud paa, at Statskassen skal overtage Udgifterne til Hærstyrken, og at denne skal forøges noget. Alle Udvalgets Medlemmer ere med Regjeringen enige i, at den første Foranstaltning, som Nødvendigheden byder at træffe med Hensyn til de dansk-vestindiske Øer, maa gaae ud paa at tilveiebringe den størst mulige Sikkerhed for Opretholdelsen af Ro og borgerlig Orden i Colonierne, forat saadanne Katastropher, som den, der i Slutningen af 1878 hjemsøgte St. Croix, kunne forebygges; men Alle have tillige været enige om, at man ikke kan blive staaende herved. Det ansees af hele Udvalget for at være af væsentlig Betydning, at der samtidigt træffes hensigtssvarende Foranstaltninger til at raade Bod paa de uheldige Tilstande, som navnlig i finantsiel Henseende i en Aarrække have været herskende paa St. Croix, for at denne fra Naturens Haand saa vel udstyrede Ø, om muligt, kan gjenvinde sin gamle velstand og derved atter blive istand til at dække sine Udgifter, da Moderlandet ellers i en uoverskuelig Fremtid vil faae betydelige aarlige Tab paa sine vestindiske Colonier. Medens der saaledes i Udvalget har været Enighed om de Formaal, som skulle søges opnaaede, har det derimod ikke været muligt tilvejebringe Overensstemmelse med Hensyn til de Midler og veie, ad hvilke disse Øiemed rettest bør realiseres, skjøndt Anskuelserne i alt Fald i et Punkt falde sammen hos det Fleertal og de to Miutretal, i hvilke Udvalget har deelt sig. Disse samstemme nemlig alle deri, at der bør tilvejebringes nøjagtige og paalidelige Oplysninger om de i Betragtning kommende Forhold, for at man kan vinde fuld Klarhed over disse og derved faae et fast Udgangspunkt for de Foranstaltninger, som ville være at skaffe til Øens Sikkring og Opkomst i Fremtiden, og Meningsforskjellen dreier sig i den Henseende væsentlig kun om den Maade. hvorpaa disse Oplysninger hensigtsmæssigst skulle tilveiebringes.

Fleertallet (Berg, Juel, Th. Nielsen og I. Pedersen) foreslaaer, at der paa St. Croix, foreløbig for et Tidsrum af 2 Aar fra denne Lovs Ikrafttræden at regne, nedsættes en midlertidig Regjeringscommission, bestaaende af 3 Medlemmer, blandt hvilke der maa findes en Retskyndig og en Landvæsenskyndig. Denne Commission, hvis Lønning fastsættes af Regjeringen, vil, ved Siden af at overtage Øens Styrelse under Finantsministeriets Overledelse, have det Hverv at undersøge saavel den økonomiske og sociale Tilstand som Administrationsforholdene paa Øen, samt tillige paa Grundlag af de derved vundne Erfaringer at indgive Forslag angaaende den endelige Ordning af de civil- og militair-administrative Forhold, samt om de Foranstaltninger, som hensigtsmæssigst kunne træffes for at hæve de økonomiske Tilstande paa St. Croix saaledes, at Øen kan blive istand til at udrede sine forfatningsmæssige Udgifter. For et Tidsrum af 2 Aar gaaer Fleertallet ind paa at forøge den vestindiske Hærstyrke som bestemt i Lovforslaget, men saaledes at Udgifterne udredes af Colonialkassen paa St. Croix. Forsaavidt denne ikke er istand dertil, bemyndiges Finantsministeren til af Statskassen at yde bemeldte Colonialkasse Laan, der dog ikke maa Overstige 200,000 Kr. om klaret i 2 Aar, Disse Laan ere rente- og afdragsfri i to Aar, men efter den Tid vil der af Laanet være at svare 6 pCt p. A. hvoraf 4 pCt. er Rente af den til enhver Tid skyldige Sum og Resten Afdrag. De Udgifter, som foranlediges ved den ommeldte Regjeringscommission, afholdes derimod af den danske Statskasse med et Beløb, der dog ikke maa overstige 50,000 Kr. om Aaret i 2 Aar. Fleertallet finder ikke at der er tilstrækkelig Grund til iaar at udsende et Orlogsskib til Vestindien, hvorimod det ansees for ønskeligt, at et Øvelsesskib i 1880-81 og saa fremdeles med Mellemrum dirigeres til Vestindien.

Et Mindretal (Bille, Stürup og Tvermoes) fremhæver forskjellige Reformer, der i Commissionsbetænkningen af 1879 ere omtalte som ønskelige. Mindretallet troer, at disse Spørgsmaal bedst og hurtigst kunde klares ved at der for den til Øiemedets Opnaaelse nødvendige Tid adjungeres den med udvidet Myndighed for St. Croix' vedkommende forsynede Regjeringsmyndighed et Par Mænd, der ere i Besiddelse af den fornødne juridiske, administrative og agronomiske Dygtighed til at staae Regjeringsmyndigheden bi ved en gennemgribende Undersøgelse af disse Forhold. Mindretallet formener, at et Tidsrum af 4 Aar vil være tilstrækkeligt saavel til at Klarhed over de nævnte Forhold kan tilvejebringes, som ogsaa til Iværksættelsen af de Foranstaltninger, man i Henhold til de indvundne Oplysninger maatte finde det rigtigt at træffe fra Statens Side til Ophjælpning af Øen, hvor Forholdene desuden til den Tid ville kunne haabes at have consolideret sig saaledes, at en endelig Bestemmelse angaaende Militairvæsenet paa Øerne kan tages. Denne sidste Foranstaltning, hvortil naturligt knytter sig Spørgsmaalet overhovedet om Regjeringsmyndighedens Repræsentant paa Øen, sorterer vel udelukkende under Administrationen, men Mindretallet har under Udvalgets Conference med Finantsministeren faaet det Indtryk, at Ministeren billiger Tanken i det nys Fremsatte, og at disse Spørgsmaal ville blive Gjenstand for nøie Overveielse fra Regjeringens Side. I Henhold hertil gaaer Mindretallet i alt Væsentligt ind paa lovforslaget for et Tidsrum af indtil 4 Aar. Endvidere foreslaaer Mindretallet at bemyndige Finantsministeren til i Finantsaaret 1880-81 at udsende en mindre Orlogsmand til Vestindien paa et Togt af ialt 7 Maaneder.

Et andet Mindretal (Clausen) tilraader at forkaste Lovforslaget og forbeholder sig at stille Forslag om at Folkethinget nedsætter en parlamentarisk Commission til Undersøgelse af de paa Sk. Croix bestaaende Forhold og disses Udvikling.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 19. juni 1880)

2. behandlingen af Den vestindiske Lov foregik den 22. juni 1880. Finansminister Estrup modsatte sig flertallet, mens han accepterede Højres forslag. Afvisningen begrundede han med at det ikke levede op til intentionen om at tilvejebringe ro og orden og desuden bestemmelser vedr. en midlertidig regeringskommission som greb ind på administrationens område. Flertallets forslag blev vedtaget med 44 stemmer mod 29.

Drukkenskab i København. (Efterskrift til Politivennen)

Politidirektør Crone har i Anledning af en Artikel i "Dagbl.", hvori det bebrejdedes Politiet, at det ikke villigt nok arresterede Folk, som viser sig i drukken Tilstand paa Gaden, tilskrevet dette Blad bl. A. følgende:

Denne Udtalelse foranlediger mig til at tilstille Dem nedenstaaende Oversigt over Antallet af de Personer af begge Køn, der i de sidste 5 Aar her i Staden er anholdte for Drukkenskab eller tiltalte for de dermed nærmest i Forbindelse staaende Politiforseelser:

           Anholdte for Drukkenskab.     Tiltalte for uorden på/i

            Mdf. Frt. ialt.                          Gade     Værtshus Nattesæde

1875: 3118 152 3270                          1017        313          143

1876: 2893 153 3046                          1232        336          185

1877: 3771 151 3922                           1275       387          235

1878: 4284 133 4417                           1761        451         212

1879: 4425 209 4634                           2013        517         297

Disse Tal, der vel maa antages at være temmelig paalidelige med Hensyn temmelig paalidelige med Hensyn til Oplysninger om Drukkenskabsforholdene her i Landet, konstaterer for det første den almindelige Anskuelse, at den "frieste og mest oplyste Nation i Verden", saaledes som L. Pedersen og Konsorter siger ved Grundlovsfesterne, er temmelig fordrukken af en fri Nation at være, idet i 1879 mindst 8 af hvert 100 Mandfolk i København har været anholdte for denne Svaghed. Naar man ved, hvor sjældent det er, at berusede Folk faar Lov til at gaa hjem eller i det Mindste til at gaa alene hjem fra Selskaber og Drikkelag, saa kan man fra disse 8 store Mængder [en linje ulæselig] Sted i 1879, og som finder Sted hvert Aar. Drukkenskab er imidlertid et Særkende ikke for en fri og oplyst Nation men for en ufri og uoplyst, og det tør desværre betragtes som sikkert, at den Tilbøjelighed for stærke Drikke, som vi har tilfælles f. Eks. med Rusland, hænger nøje sammen med de fortryllede sociale og politiske Tilstande, der meget ligner hinanden i Rusland og Danmark. Det er kun gennem sand Frihed og Selvstyrelse, at Folket naar til den Modenhed og den Følelse af Pligtansvar over for sig selv, som afholder det fra alle Udskejelser.

Det andet, der konstateres ved Hr. Crones Tal, er. at medens Arbejdslønnen i Tidsrummet fra 1875-79 har været rask nedad gaaende, saa har Drukkenskaben med dens Følger været rask opad gaaende. Dette stemmer saa nøje overens med, hvad vi ofte har sagt, at Hr. Crone ikke har kunnet gøre os nogen bedre Tjeneste end at offenliggøre sin Statistik. Det følger egenlig ogsaa af sig selv, at naar Nøden tvinger Arbejderen til at lade sit Hjem forfalde, naar hans Stue staar kold og mørt, blottet for al Hygge, naar hans Hustru er tungsindig og hans Bern blege og forkrøblede, saa er han mest tilbøjelig til at søge paa Værtshus for at glemme sin Tilværelse i en Rus til nogle faa Øre. Det er sikkert ikke rigtigt; men den Dydsdragon, der haaner ham for det, burde sættes i hans Sted, saa vilde han faa at føle, hvorledes Næringssorgen kan knuge og slappe et Menneske paa Sjæl og Legeme. Den overhaandtagende Drukkenskab har sin Rod i Overdaadigheden paa den ene Side og Elendigheden paa den anden samt i den store Mængdes Ufrihed og Uvidenhed. At det er saaledes lader sig ikke modbevise, og dermed er Vejen givet for Enhver, der alvorligt og oprigtigt vil hidføre sunde Tilstande i Samfundet.

(Social-Demokraten 18. juni 1880).