Christian Carl Brix (1820-1908). (Efterskrift til Politivennen)

Christian Carl Brix (1820-1908) var skolebestyrer og politiker. Han underviste efter sin embedseksamen i forskellige skoler, navnlig i Borgerdydskolen på Christianshavn. Studierejser til Stockholm og Uppsala (1845) og til England (1851). 1851-1892 bestyrer for Efterslægtsselskabets realskole. 1858–92 medlem af Københavns borgerrepræsentation. 1863–66 medlem af rigsdagens landsting for København. 1864–1866 medlem af rigsrådets og 1866–87 af rigsdagens folketing. Han stod i rigsdagen i anden række, hans indflydelse var mere mærkbar i den nationalliberale ledelse af hovedstadens offentlige liv. Blev professor 1869,  etatsråd 1886.

Alfred (Alfred Valdemar) Larsen (1860-1946): Efterslægtens gård på Østergade nr. 54. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Kjobenhavn den 31te December 1878. Det politiske Møde, som den kjøbenhavnske Afdeling af den herværende Grundlovsværneforening havde sammentrommet med Bebudelse af, at Berg, Hørup og andre af det radikale Venstres Koryfæer vilde indfinde sig. og hvortil de kjøbenhavnske Rigsdagsmænd af det opløste Folkething vare indbudne, fandt efter Bestemmelsen Sted igaar Aftes i Gothersgadens Exercerhus.

- - -

. . . Derefter talte Brix, som i et fortrinligt Foredrag oplyste, at det var Venstre, der havde standset hele vor Udvikling. Han erindrede om, at Højre havde indbragt mange Reformforslag om Skolevæsenet, Præsternes Lønning, Toldtarifen, Forsvarsvæsenet o. s. v., men Venstre havde systematisk modsat sig alle disse Forslag. Naturligvis bleve hans Udtalelser modtagne med Larm, Hylen og usømmelige Tilraab af den største Del af Forsamlingen, og der blev endogsaa raabt til ham, at han skulde "sikke af" o. s. v., men han modstod al denne Tumult med den største Koldblodighed og Fasthed. 

(Fyns Stiftstidende 2. januar 1879).

Grundlovsværneforeningens Valgmøde som i Mandags Aftes afholdtes i Gothersgadens Exercerhus, var besøgt af flere tusinde Mennesker. Allerede forinden Kl. 7 havde Folk begyndt at opstille sig i god Orden paa Fortogene i Gothersgade, hvor Tiden tilbragtes under alskens behagelig Skjemt. Især lod det til, at Bestemmelsen om at tage 10 Øre i Entre tiltalte Publikum. "Havde I. A. Hansen altid gjort det, havde han ikke behøvet at laane af Kassen". Thi det var man enig om, at en Frihedsmand trængte til andet end Ideer og Frihedskjærlighed; "Snapse og baiersk Øl" maatte ogsaa til. Forøvrigt havde man sinde, hvis Høire skulde gjøre "et morderligt Grin", at vise, at der her i Kjøbenhavn fandtes et "Demokrati".

- - -

--- Professor Brix udtalte, at den foregaaende Taler havde givet Høire sit Skudsmaal. Ja, hvis han havde Ret til at give Skudsmaal, saae det slemt ud. Grunden til, at Høire havde stillet sig i en saa stærk Opposition mod Venstre var, at Venstre i en Række af Aar havde hæmmet vor Udvikling; det havde reist et nyt Spørgsmaal, hvorfor det satte alle Hensyn tilside, i de første 22 Aar af vor Frihed gik Udviklingen rask fremad. Efterat Venstre tilligemed de nu saa forkættrede Godseiere vare blevne enige om et nyt Landsthing (og Berg med!) havde Venstre begyndt sin Opposition. Taleren mindede om, at det havde nægtet Reservens Indkaldelse, det havde indsendt den bekjendte Adresse til Kongen og endelig havde det viist det af den foregaaende Taler saameget omtalte Maadehold ved at nægte Finansloven. Taleren gjennemgik derefter de sidste Aars politiske Historie under stærke Afbrydelser (Tal om Arbejderne! - Estrup leve ! - Hurra! Venstre leve!). Den provisoriske Finanslov blev udstedt, fordi saavel Landsthing som Folkething havde vedtaget hver sin Finanslov. Der var altsaa kommet en Rift i Grundloven, men Skylden var Venstres, der havde været ufordrageligt. Venstre havde ikke henvendt sig til den rette Dommer over Ministeriet, nemlig Rigsretten. Hvorledes havde det store Venstre hævdet sine Principer? Ved at gaa fra hinanden. Hvis Parlamentarismen herskede, vilde man nu ikke kunne danne et Ministerium af Folkethinget (Gaa, gaa! stærke Raab). "Jeg viger ikke, om De skrige nok saameget. Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere, og dette er min Berettigelse til at staa her (stærk Støj). Hvis De bliver ved at skrige saaledes, maa det siges, at kjøbenhavnske Venstremand, som vare i Minoritet, ikke kunde give deres Mening tilkjende uden ved Skraal og Skrig". Høire elskede Grundloven høiere end dem, der ved deres ubesindige Fremstormen udsatte den for Fare. Grundloven leve! (Hurra! Brix leve! Hurra! Hyssen). -

- - -

(Thisted Amtsavis 2. januar 1879. Uddrag).

Fotograf Budtz (Bertel Christian Budtz) Müller (1837-1884): Christian Carl Brix (1820-1908). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

C. C. Brix som Skolemand.

Ved Professor Fr. Bokkenheuser.

Naar en Mand bliver Gammel - meget Gammel - Brix blev 87 Aar - gaar han let ud af Sagaen. Og Brix gik det som de andre. Om ham som Politiker og Borgerrepræsentant er der skrevet en Del i Tidsskrifter, Blade og Leksika, om ham som Skolemand meget lidt.

Det er nu over 50 Aar, siden jeg saa Brix første Gang. Gennem det lille Forværelse, der i sin Tid havde været Edvard Storms Sovekammer, kom man ind i det store, firkantede Kontor. Ligefor Døren stod det runde Arbejdsbord, og mellem Bordet og Kakkelovnen stod Brix med Hænderne under Frakkeskøderne og Byggen til Kakkelovnen, i Munden havde han Cigarstumpen, som uafladelig gik ud og uafladelig blev tændt igen. Derfra havde han Oversigt over alt og kunde øjeblikkelig finde hvert Papir eller hver Piece, han havde Brug for, og som laa i en Dynge paa Bordet. Ingen vovede at flytte en Stump. Naar et Papir ikke længer brugtes gik det hug Kakkelovnen.

Enhver, der i sin Tid kom paa Kontoret, mindes vist den gamle Sofa med det grønne Betræk tilhøjre for Døren. Stod Brix ikke med Ryggen til Kakkelovnen, kunde man være temmelig sikker paa, at han laa paa Sofaen, sidde gjorde han sjeldent, men han kunde ligge og arbejde med fuld Kraft. Engang skulde jeg hjælpe ham med at gøre en Forandring i Skemaet. Efter vel en hel Snes Ombytninger lykkedes det, og jeg vilde da til at nedskrive Forandringerne, men Brix, som laa paa Sofaen, sagde: "Det behøves ikke, det kan jeg sagtens huske, til jeg rejser mig."

Naar man i de Tider saa Brix første Gang, maatte man absolut finde noget imponerende ved ham; han var en smuk Mand, midt i Trediverne og i sin fulde Kraft. I rokkelig Fasthed, forbunden med mild Humanitet, stod at læse i hans Ansigt. I H. A. C. Lunds "Studenterforeningens Historie" findes der et Ungdomsportræt af ham, men jeg kan ikke tro, at det nogensinde har lignet: der forekommer mig at være noget brutalt i Udtrykket, som ikke hørte til. Medens han nød enorm Respekt baade fra Lærernes og Drengenes Side, var han dog mild og venlig mod enhver, der kunde trænge til hans Venlighed, og han taalte ikke, at nogen led Uret. Da jeg blev Lærer i Efterslægten i Efteraaret 1856, var det 5 Aar, siden han var bleven Inspektør ved Skolen. Nu var han fast i Sadlen, men det var ikke ganske lette Forhold, under hvilke han havde begyndt sin Virksomhed. Professor Friedenreich var død i Foraaret 1851; Cand. juris E. A. Juel blev konstitueret som midlertidig Inspektør med ('.lir. Agerskov som Viceinspektør. Under Friedenreichs lange Sygdom var Skolen gaaet tilbage: bedre blev det ikke og kunde det ikke blive i Sommeren efter hans Død, da man slet ikke vidste, i hvis Hænder Skolen skulde betros Der var indgivet 13 Ansøgninger om Pladsen: iblandt dem 4 af Skolens Lærere og desuden A. F. H. Fleischer, Jens Holbeck. Ole Chr Borch, F. A Milo - og en Hoboist ved Kastelsjægerne.

Brix var dengang i Udlandet paa et Rejsestipendium; han kunde derfor ikke personlig henvende sig til Skolens Direktion, men hans Ansøgning var ledsagen af udmærkede Testimonier fra det teologiske Fakultet og glimrende Anbefalinger fra H. N Clausen og Martin Hammerich, i hvis Skole han havde undervist i Historie, Geografi og Dansk. Da han fra Geheimekonferensraad Collin fik Brev om. at han havde faaet Pladsen, rejste han straks hjem fra London, og den 1ste November 1851 blev han højtideligt indsat som Skolens Bestyrer.

Han beholdt hele den fungerende Lærerstab og gjorde i Aarenes Løb alt for at uddanne og styrke dem, og da han 25 Aar efter sin Udnævnelse samledes med Lærerne i Gymnastiksalen, var der endnu adskillige, som havde fulgt ham lige fra Begyndelsen, medens han naturligvis i Aarenes Løb havde knyttet en Række andre dygtige Mænd til Skolen.

Kort efter sin Udnævnelse udarbejdede han de saakaldte "Skolens Vedtægter", der endnu gælder; de vidner gennemgaaende om Brix' Humanitet og klare Blik paa Forholdene. Den 18de September 1855 udkom en Bekendtgørelse fra Kultusministeriet angaaende en Plan for en særskilt Realundervisning og Afgangseksamen for nogle af de lærde Skoler i Kongeriget, men den skulde ogsaa under behørig Kontrol kunne afholdes ved private Skoler, der gjorde Fyldest i enhver Henseende. Efter Brix' Mening var skolen iblandt den, der i sin Plan mest nærmede sig til det foreskrevne Kursus og der behøvedes ikke mange eller gennemgribende Forandringer for at præstere, hvad der fordredes. P« var imidlertid nogle faa Vanskeligheder at overvinde Skolen maatte opgive noget den fuldstændige Uafhængighed, den hidtil havde nydt, og gaa ind under en fremme Autoritets Kontrol, og endvidere maatte den forandre sin Eksamenstid fra Februar til Sommertiden. Disse Betænkeligheder lykkedes det ham dog at faa overvundne.

Nu tiltog Elevantallet i Skolen i en rivende Fart saa at det i løbet af nogle faa Aar blev fordoblet De gamle Lokaler var ikke længer tilstrækkelige, og i 1857 opførtes den store Bygning, der kom til at rumme den naturhistoriske Samling og ni store Klasseværelser.

I November 1876, da Brix havde været Bestyrer i 25 Aar, stod han i sin fulde Manddomskraft og Skolen i sit bedste Flor. Den talte omtrent 500 Elever, fordelte i 23 Klasser, underviste af 62 Lærere. Paa mange Mander blev han hyldet den Dag; iblandt andet samledes l ærerne og Eleverne lidligt om Formiddagen paa Skolen i Gymnastiksalen Det blev overdraget Professor Agerskov at holde Festtalen, som han sluttede saaledes "Det var dog ikke alene ved de sjeldne Evner eller ved sin rige Kundskabsfylde, at Professor Brix frembragte et saa skønt Resultat, det var fuldt saa meget ved sin Personlighed, ved den Aand, der gik gennem hele hans Virksomhed; ved en sand og ægte Humanitet havde han forstaaet at vinde Elevers og Læreres Kærlighed og Højagtelse.

I 1885 var Brix' Helbred begyndt at vakle, men ingen ofrede det nogen alvorlig Tanke, før pludselig ved Skolens Hundredaarsfest den 4de Marts 1886 Hukommelsen svigtede ham, da han stod paa Talerstolen i Industriforeningens Sal. Dagen efter begyndte den haarde Sygdom, der nær havde kostet ham Livet

Ved omhyggelig Pleje og konsekvent Overholdelse af Lægens Forskrifter kom han sig; men den gamle Kraft vendte ikke tilbage, særlig Hukommelsen vedblev det at skorte paa. Ved Slutningen af 1892 traadte han tilbage Den sidste Dag for Juleferien samledes Drengene i Skolens Sal. Brix ønskede, at ingen af Lærerne skulde være tilstede, men i sidste Øjeblik bad han mig at gaa ind med. Der var Dødsstilhed udbredt over hele de - store Skare af Børn, og med ganske faa Ord sagde han dem et hjerteligt Farvel Han var lige ved at synke sammen. Drengene gik da hjem, uden at man hørte en Lyd ved Bortgangen.

Senere har han nok af og til vist sig paa Skolen, mild og venlig som altid, men han holdt ikke af at komme der.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 27. oktober 1908. 2. udgave)

Etatsraad C. Brix død.

14. Marts 1820. - 26. Oktbr. 1908,

Med "Efterslægten"s tidligere Bestyrer, Etatsraad Brix, er en Mand gaaet bort, der indtil for ca. 20 Aar siden spillede en fremragende Rolle i Kjøbenhavn. Han hørte til det nationalliberale Parti, og hans Navn figurerede Side om Side med Billes og D. B. Adlers under alle Opraab, hvad enten det gjaldt et politisk eller kommunalt Valg eller en Opfordring til at støtte en eller anden almennyttig Sag.

C. C. Brix var en jydsk Præstesøn, der i en Alder af kun 16 Aar blev Student og fem Aar efter blev theologisk Kandidat. I Studenterverdenen, hvis Betydning den Gang var en ganske anden end i vore Dage, kom Brix Snart til at høre til de ledende i Kraft af et gode Hoved og sin Slagfærdighed som Taler. Han sluttede sig med Liv og Sjæl til den nationalliberale Bevægelse og hele det skandinaviske Røre. Den unge kjøbenhavnske Privatlærer kastede sig over historiske Studier og besøgte med offentlig Understøttelse i Arkiverne i Stockholm og Uppsala; senere gæstede han i samme Øjemed England. Under sit Ophold her blev han udnævnt til Bestyrer af Efterslægtselskabets Skole og tiltraadte sit Embede den 1ste November 1851. I over 40 Aar sad han som Bestyrer i af den gamle Skole og skaffede sig et Navn sorn en dygtig Skolemand. En af Lærerne har udtalt for os, at han som Skolebestyrer var en Gentleman ud til Fingerspidserne og almindelig afholdt af Lærere og Elever. Han havde altid en Spøg paa Læben og forstod at haandhæve en god Disciplin. Var der noget i Vejen med en Lærer eller en Discipel, kunde han buldre løs, men var altid snart god igen. Saavel Lærere som Elever saa op til ham med Ærbødighed.

I ca. 30 Aar repræsenterede Brix Kjøbenhavns 2den Kreds i Folketinget og havde i mange Aar Sæde i Borgerrepræsentationen. Intet af Stederne kom han dog til at spille den fremtrædende Rolle, som hans gode Evner egentlig gjorde ham selvskreven til; men dette hang sammen med en vis Magelighed i hele hans Temperament; nogen Slider har Brix aldrig været. Paa en Talerstol fyldte han sin Plads og forstod at skaffe sig Ørenlyd selv i nok saa urolig en Forsamling. Den, der skriver dette, husker, hvorledes Brix ved det store Møde i Gothersgades Exercerhus ved Juletid 1878 tiltordnede den overvejende socialistiske Forsamling, der ikke vilde høre ham i Ro: "Jeg er valgt af kjøbenhavnske Borgere til Rigsdagsmand og viger ikke for Deres Brøl, mine Herrer!" Tilhørerne blev imponerede af hans uforknytte Maade at tage Afbrydelserne paa og lod ham tale.

Men dette Møde blev et Fingerpeg om, at det nationalliberale Partis Eneherredømme i Kjøbenhavn stundede mod sin Ende, og da nu tilmed faa Aar efter en Hjærtelidelse traadte til, trak Brix sig i Firsernes Slutning ud af sine offentlige Hverv. Han vedblev dog at virke ved sin kære Skole indtil 1893, men hans gamle Kraft var brudt, og det undrede egentlig mange, at hans Otium blev saa langvarigt.

Hans Død indtræffer netop paa det Tidspunkt, hvor hans Efterfølger I belaver sig paa at vige Pladsen som Forstander for Edv. Storms gamle Skole og overlade til cand. theol. H. P. Hansen som den 9de i Rækken af "Efterslægten"s Bestyrere at føre Skolen frem mod nye Tider.

(Dannebrog 27. oktober 1908).

Han er begravet på Vestre Kirkegård i København.

Frantz Dahl: Chr. Brix. I Anledning af 100-Aarsdagen for hans Fødsel 14. Marts 1920.

Etatsråd Chr. Brix' familiegravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Pastor Sick angriber Indre Mission. (Efterskrift til Politivennen).

Pastor Sick

Hans Anklage mod Missionen. - Lehnsgreve Holstein-Holsteinsborg.

Som det vil vides, rejser Lehnsgreven til Holsteinborg rundt lil Vækkelsesmøder. Pastor Sick skriver i den Anledning

Danmarks Lehn har som bekendt ikke alle den allermest kristelige og moralske Oprindelse. Jeg vil ikke gerne sige noget ondt om en død Mand; men det, om Kongen avlede en Søn med sin Frille, kan jo i alle Tilfælde ikke være mere moralsk og kristelig end om en Smedesvend avler en med sin Forlovede. Det, om en Konge levede i et malprobert Bigami med et stakkels, forløbent Pigebarn, kan jo dog i alt Fald, som primus motor til Lehns Erhvervelse, ikke siges noget fra et helligt Standpunkt ganske uangribeligt. Der var jo en Gang en, som sagde noget om den uretfærdige "Mammon". Hor kan, i hvor mange Aar der end forløber, aldrig bliive andet end Hor, og kan følgelig ikke kvalificere noget som helst Mammon til Betegnelsen retfærdig.

Har de nogensinde hørt, at en kristelig Lensbesidder føler sin Samvittighed besværet as sine Tusinder Tdr. Land og sine Millioner i Fidei-kommiskapital? Har De nogensinde hørt, at han beder Staten befri ham derfra og tillade ham at eftrefølge Herrens Ord om at "skaffe sig Venner ved den uretfærdige Mammon, som kunde tage imod eder i de evige Boliger"? Har De nogensinde hørt, at dette eller hint Lensforhold ophæves efter Besidderens Anmodning, for at Rigdommen kan anvendes til Enkers Underhold, tilskadekomne Fabrikarbejdere, udslidte Sygeplejerskers Alderdom eller Dagarbejdsskoler.

Lad en Mand gøre det, selv om han reserverer sig en 4- 5000 Kr. aarlig for sin Levetid, og lad ham saa gaa rundt og prædike Omvendelse og Tro til Herren Jesus, saa skal jeg love for, at de Missionsmøder skal blive velsignede og kristelig Barmhjertighed blive æret.

Biskopperne tier Vanrøgt paa Fattiggaarde.

Har De nogensinde hørt, at en Biskop herhjemme har kæmpet en djærv Kamp til Fordel for Fattiggaardsbørnene? Eller har vovet sin Stilling og sit daglige Brød for deres Skyld.

Der afholdes hvert Aar store Skolemøder rundt om i hver Landsdel. Det er gammel Skik, at Taleren jævnlig er en Biskop. Det er jo i og for sig saare godt, at Biskopper vil tale om "kristelig Opdragelse, Barnehjertet og Guds Kærlighed" og lignende alvorlige og dybe Emner.

Men for os andre, der ikke er Biskopper, og ikke nyder de med Bispestilllngen forbundne jordiske og timelige Behageligheder, men tværtimod maa staa ene imod Strømmen, maa vove alt, hvad jordisk og timeligt voves kan, inklusive Hus og Hjem - for os ser det saa ganske underligt ud, at Biskopper vil tale om kristelig Opdragelse, uden at rejse et Harmskrig over det ganske Land paa Grund af den sjælelige og legemlige Ødelæggelse af Børn paa Fattiggaarde. Hvor kan man holde Foredrag om Daabspagtens Bevarelse eller om Barndom og Trosliv, naar man ikke løfter en Haand for at ændre den Kendsgerning, at Børn, som ere under kommunal "Forsorg" paaføres en saadan Barndom, som absolut maa udslukte hver Gnist af Tro til en Fader i Himlen, og rodfæste de frygteligste Bauer dybt i de unge Sind !

Skal det dog altid være fra neden af, at Hjælpen skal komme ?

Skal det dog altid være i Opposition opadtil, at der gøres Alvor af Kærlighedsbudet ?

De grinende Pinstrup bønder.

De politisk onde Mennesker er faa. og den Fortræd, de volder, er den mindste.

Det meste ondt øves ikke ved dem, der er onde, men med dem, der ikke vil være gode. Det vil sige ved dem, der, saa snart de ikke handler enkeltvis, være som Led i et større Hele, kender sig ansvarsløse, og derfor gør, hvad de ellers aldrig vilde anse for retskaffent.

Man vil gøre stor Uret, hvis man vilde sige, at Flertallet af Sogneraadsmedlemmer og Amtsraadsmedlemmer er onde. De er ikke onde, de er i det væsentligste som Folk er flest. Men i deres Privatliv, naar de staar overfor Handlinger, de som Enkeltmænd skulde øve, kan de være under Ansvar. Er de i Fællig med de andre Sogneraads- eller Amtsraadmedlemmer, mener de ikke hver især at have eet fuldt Ansvar.

I et Sogn var en Fattiggaard. hvor Børnene levede under aldeles forfærdelige Forhold, ganske stridende mod Loven.

Præsten havde i Aarevis kæmpet for at faa dem bort, men forgæves. Saa kom der en ny Sogneraadsformand, der som Medlem ogsaa havde været med til at holde Haanden over den gamle utilbørlige Skik; men en Dag. som han gik op paa Fattiggaarden, kom hele den forvildede Flok af de stakkels Børn ham stormende i Møde; han havde set dem mange Gange før, men i det ene Øjeblik kom Ansvarsfølelsen over ham.

Han gaar dybt rystet hjem; og ved næste Sogneraadsmøde siger han aabent og naturligt til Medlemmerne, at hans Samvittighed er ramt, og at Børnene maa ud; han fortæller ganske jævnt om det Indtryk, han faa Dage i Forvejen havde faaet saa stærkt. Men hvad sker?

At de tilstedeværende Medlemmer griner ad ham, ikke ler, men haanende, spottende griner ad ham, fordi han nu føler sig truffen i sin Samvittighed.

(Vestjyllands Social-Demokrat - Esbjerg, 22. oktober 1908).

En Præst angriber Indre Misston.

Ak, vidste Du dog . . .

Den bekendte Pastor Sick ved Holstebro, hvis aabne Brev til Stiftsprovsten vi forleden Dag gengav, har paa Forlaget af 1907 udgivet en Pjece under Titlen: "Ak, vidste Du dog" i hvilken han retter et meget stærkt Angreb paa Indre Mission. Han erkender, at der saavel blandt Indre Mission som blandt andre religiøse Sekter - findes mange virkelige rettroende og varmt følende Mennesker, og hans Angreb er derfor vendt mod Hykleriet, Skinhelligheden og alt det af Umoralitet, som øves under Hellighedens Maske. Hr. Pastor Sick lever paa en Egn, hvor Missionen har ganske anderledes Tag i Befolkningen, end her paa Sjælland, og hvor Forholdet da er blevet det, at for at kunne klare sig nogenlunde, maa man ind under Missionen, enten Vedkommende tror paa den Sag eller ikke. Paa den Maade fremstaar Hykleriet og Skinhelligheden.

Alle Venner af Sanddruhed og Ærlighed under alle Forhold, maa derfor være Pastor Sick Tak skyldig, fordi han søger at dæmme op mod den Tanke, at naar en Mand blot kalder sig "hellig", har han Ret til at øve en hvilken som helst Skurkestreg. Selv om Pastor Sicks Bog slaar haardt, bør den dog læses af alle; thi der findes mangen drøj Sandhed i den.

Præsten erklærer, at Skinhellighedens magtfyldte Knytnæve er over den lille ærlige Kærne i Kirken, som ikke magter at afryste Aaget.

I Kirken, skriver Hr. Sick, har den religiøse Svindel, Skinhelligheden, bredt sig overordentlig vidt og udgør, ved sin Tilknytning til Menneskehjærtets daarligste Egenskaber og sin deraf følgende store Magt, den væsentligste Hindring for Udviklingen af et sundt og sandt Kristenliv i vort Folk, og af et virkeligt humanitetsarbejde til Bedste for fattige hjemløse Børn og andre i vort Samfund ulykkeligt stillede ...

Og længere nede fortsætter han om de hellige Samfundsmøder:

Efterhaanden udartede disse Samfund, og den degenerative Proces er nu i mange Egne saa vidt fremskreden, at saadanne Samfund er blevne Arnesteder for den modbydeligste Skinhellighed, for Løgn, Snyderi og Æreskænderi, for en Hjærteforraaelse, der langt overgaar den, man møder fra endog mest antikristelig Side, og for en Ødelæggelse, ikke mindst af Ungdommen, der bl. a. giver sig Udslag i, at af de Piger paa Landet, som bliver Mødre gennem et løst erotisk Forhold, er de 9/10 enten saadanne, som har haft det hjemløse Barns sørgelige Barndom, eller saadanne, hvis Hjemlivs Kilder er blevne tilsølede gennem de skinhellige Samfund.

Naar et Medlem af et "helligt Samfund" er en notorisk Kæltring og almindeligt vurderet som saadan, da er det en 'forfærdelig Parodi paa al Kristendom, naar "Samfundet" siger: "Vi holder sammen som hellige Brødre og Søstre, thi han er dog en hellig Mand, som er i vort Samfund".

Det er en ubestridelig Kendsgærning, at i saare mange Tilfælde vil et hæderligt Menneskes Tilslutning til et saadant "helligt Samfund" mere eller mindre hurtigt medføre en gradvis Afstumpning af hans moralske Følelse og en Forfrysning af Kærligheden og Selvfornægtelsesevnen. Dette er ganske naturligt; thi man gør ikke ustraffet sort til hvidt; har man først en Gang været med til at gaa tværtimod al Hæderlighed og Retskaffenhed for at holde sammen med sin "hellige" Samfundsbroder, saa har man tilsat noget af det bedste i Mennesket.

Forfatteren anfører derefter følgende:

"Navnene "Missionsmand", "hellig", "Guds Barn" el. lign., som jo alle i og for sig er smukke, naar de vel at mærke bruges i ydmyghed og Sandhed, er paa Grund af Skinhellighedens enorme Udbredelse naaet til at have en dobbelt Betydning, dels af en oprigtig, bundkærlig Kristen, dels af en gediegen Kæltring".

Og han føjer til, at han en Markedsdag hørte en Mand udtale, at hvis han blot ikke kom til at handle med et "Guds Barn", vilde han nok kunne vente at faa handlet paa den ham tilsigtede Maade. At de moralske Følelser ofte afstumpes hos de Hyklere, der undertiden skjuler sig under Hellighedens Maske, leverer Præsten følgende Bevis for:

"En "Missionsmand", ledende i sit Sogns "hellige Samfund", en fuldgyldig Repræsentant for et saadant, skulde en Dag som Køber gøre en Handel. Varens Pris blev af Sælgeren sat til 900 Kr., og "Missionsmanden"s Venner, som skulde varetage hans Interesser og staa ham bi, siger til ham, at for den Pris bør han købe, ja, at han ligefrem ikke kan være bekendt at prutte Varens Pris længere ned, da den jo fuldelig var det værd. Men den "hellige" Køber, som vidste, at den fattige Sælger var absolut nødt til at skille sig af med Varen, vendte sig om til sine Venner og sagde: "Nej, jeg kan mærke, at det ikke er Herrens Villie, at jeg skal have den". Derefter pinte han Prisen ned til 400 Kr.; og da den arme Sælger i sin Nød slog til og gik ind paa Håndelen, vendte Køberen sig om til fine Venner og sagde: "Ja, for nu kan jeg mærke, at det er Herrens Villie, at jeg skal have den".

Forfatteren retter derefter et stærkt Angreb mod Velgørenheds-Humbugen og gør gældende, at selv om en Mand med en Indtægt af 6000 Kr. om Aaret ofrer 200 Kr. til forskellige Institutioner, da er det for intet at regne mod den Opofrelse, som den fattige Del af Befolkningen ofte udviser.

Ogsaa Hebron-Sagen omtales, og Præsten, som er godt kendt der paa Egnen, skriver:

Spørgsmaalet blev slet ikke afgjort efter Principet : Godt er godt, og ondt er ondt, - hvem der saa end over det. Men man anvender Principet: Fru Bransholm er en af de "hellige"' Samfund, altsaa er det godt; Sabroe er ikke "hellig", altsaa er det, han siger, Løgn og Djævelens Gerning selv om det er nok saa sandt.

Og længere nede:

Nu valgte man et ganske andet, visselig intet mindre end apostolisk Princip, og man vandt herved en Sejr; men den er tilsyneladende, lige som den vil blive kortvarig, fordi den er uægte. Hvilken blodig Livets Ironi! En Sejr i en aandelig Sag ved Hjælp af en - Alberti! Hellere maatte man have faaet en Dommens Møllesten om sin Hals og være sænket ud i Nederlagets Dyb end vinde den Sejr ved Hjælp af den mest samvittighedsløse Kæltring, som nogen Sinde har snydt Galgen. Ja, "Visdommen er bleven retfærdiggjort af sine Børn!"

En anden Del af Pjecen omhandler Administrationen og den manglende Ansvarsfølelse hos den enkelte, naar han skal dele Ansvaret med andre. Men en Mand af Ære er altid ene om sit Ansvar.

Ansvar kan ikke udstykkes, fordi enhver har Ansvar. I en Korporation, bestaaende af 12, har ikke hver enkelt sit Ansvar, men hver enkelt har et helt og fuldt ubetinget og uafhændeligt Ansvar. Kan en Mand ikke erkende det og vil han ikke handle under Indflydelse heraf, saa er han ikke en Mand af Ære, om saa den hele vide Verden vilde ære ham.

Pastor Sick henter derpaa en Række Eksempler væsentlig fra det kommunale Styre. Og han viser, hvorledes Mennesker kan gøre Ting, naar de staar som et Led af et større Hele, som de aldrig kunde enkeltvis.

Og Ansvarsløsheden udvikler efterhaanden det Princip i Folkets Sammndsmoral, som er den virkelige retskafne Administrations største Fare: "Pas dig selv!"

"Det største Bæst under Solen er efter dansk Betragtning den, der ikke passer sig selv", skriver han.

Om værgeløse Børn mishandles, hvad angaar det dig, pas dig selv!

Om Loven ikke overholdes, - hvad kommer det dig ved, pas dig selv!

Om nogen lider Uret, som ikke, kæmpende alene, kan faa Oprejsning hvad skader det dig, pas dig selv!

Om din Retfærdighedsfølelse saares ved at se Sandheden trampes under Fod, - hvad bilder du dig ind. pas dig selv!

Hvad er en rar Mand, en omgængelig Mand ?

En, som passer sig selv!

En lovende ung Embedsmand, - det er en, som passer sig selv!

En dygtig, besindig Præst, der har stor Fremtid for sig, - hvad er det?

En, som passer sig selv!"

Hr. Sick fortæller flere Eksempler om, hvorledes Ansvarsfølelsen ofte svinder bort i Kommunestyrelsen, naar det drejer sig om gamle, fattige Mennesker eller værgeløse Børn.

Der er Kraft og Indignation i det lille Skrift, som fortjener at læses overalt.

(Vestsjællands Social-Demokrat (Slagelse), 22. oktober 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.

Anna Jacobsen (1857-1926). (Efterskrift til Politivennen)

Skuespilleren Anna Theresia Jacobsen (29.3.1857-15.2.1926) optrådte fra ca. 1875 ved provinsscenerne; 1877 Frederiksberg morskabs-teater og Théâtre du Boulevard (senere Scala). 1883 spillede hun jomfru Vibe i Et enfoldigt Pigebarn på Casino. Derefter igen til provinserne og Norge. 1895–98 var hun ved Det kgl. teater. 1903 igen på Casino og dernæst ved Aarhus Teater 1904-09. 

Anna Theresia Jacobsen (1857-1926). Det kongelige Bibliotek. Muligvis beskyttet af ophavsret.

Fru Anna Jacobsen,

Et Jubilæum.

Det vil være naturligt, om Aarhus Theater bliver fuldt i Morgen Aften til Fru Anna Jacobsens Jubilæumsforestilling. Det vil kun være en ringe Tak for mange fornøjelige Stunder. Fru Jacobsen hører til de Kunstnere, som kaster Glans over den Scene, de hører til.

Saa mange Skuespillere gjør sig til af og herømmes ogsaa for, at deres Repertoire er omfattende. Det spænder over Skikkelser fra Carl Moor til Smukke Ferdinand, fra Desdemona til Jomfru Vibe, fra den nordiske Tragedies haarfagre, kyske Møer til den franske Farces letfærdige Elskerinder. Kunsten synes at bestaa i ligesaa godt - eller lige daarligt - at kunne spille en hvilken som helst Rolle, give en hvilken som helst digterisk Skikkelse Kjød og Blod. Det er dog langt fra givet, at det er disse Skuespillere, der er de store Kunstnere. I mange Tilfælde røber det store forskelligartede Repertoire jo ikke andet end Manglen paa den udprægede Evne, den Evnens Ensidighed, der er Betingelsen for den sande kunstneriske Styrke og Alvor.

Fru Jacobsen hører ikke til dem med det mangfoldige Repertoire. Mange har hendes Roller været gjennem Aarenes Løb; men alle bærer de det samme Grundpræg. Ikke blot, at de er faldet inden for den samme Kreds af Mennesketyper, men ogsaa at de er belyst fra et og samme Temperament, en og samme Grundopfattelse.

De sceniske Skikkelser, hun har fort frem, og som stiger frem for Erindringen, bærer alle Mærke af deres Skaberske. Med andre Ord: der er Stil over dem, paa samme Maade som en bildende Kunsters Værker i al deres Mangfoldighed kan bære Bud om det samme Sind, den samme Kunstnerpersonlighed.

Vil man forsøge at bestemme den Synsvinkel, under hvilken hun anskuer alle de gamle Kvinder, det er faldet i hendes Lod at fremstille, saa bliver det Humorens. Ved Humoren latterliggjøres der gjennem Sympathi. Hun ler, kan skoggerle ad de gamle Jomfruer, de gamle "pæne" Koner af Almuen, den simple Madam, Kjællingen; men hun holder af dem allesammen med alle deres Pudsigheder. Hendes Latter har derfor Sympathien til Grundlag, bærer aldrig Haanen i sig. Herved tages Brådden af Latteren. Og derfor er ogsaa den Latter, hun vækker, Udtryk for en ved hendes Spil frigjort Glæde, thi der lees, som hun ler: uden Ondskab, uden Antipathiens Spot.

Ud fra denne sin Sympathi udstyrer hun saa sine Figurer med de tusinde Smaatræk, som netop kun den kjærlighedsfulde Iagttager vil være i Stand til at aflure sine Modeller.

Hun kan vel overdrive, bruge for stærke Midler. Men saa er til Gjengjæld den komiske Kraft saa stor, at man bøjer sig. Hun staar jo her sammen med alle Komikens Store, saavel dens Forfattere som dens Skuespillere. Skruk-Hanne i "Ideale Magter" er en saadan eneste stor Overdrivelse i Maske, i Gebærde; men hvor dybt komisk er den ikke!

Men iøvrigt holder hun sig tæt nok op til sine Forbilleder i Livet. Hendes Bette Fip i "Livet paa Hegnsgaard" var en saadan "Studie i Marken" og gav et Billede, som virkede ved umiddelbar Sandhed paa Tilskuerne. Fru Jacobsen er ikke naaet højere i realistisk og komisk Menneskefremstilling end i denne Figur; men den betegner ogsaa i sig selv, hvor højt hun kan naa.

Saa husker man hendes halv- eller helsimple Madammer, som Enkefru Truelsen i "Ranke Viljer", de godlidende, gammeldags og rørende gamle Koner, som Madam Hansen i "Brødrene Hansen" og den bredt komiske! Madam Rust i "Sparekassen".

Men som al virkelig Begavelse har Fru Jacobsen sin Begrænsning. Hendes "fine" Damer er hidtil ikke lykkedes hende.

Man kunde derfor have ønsket til hendes Jubilæumsforestilling at se hende i en for hende mere karakteristisk Rolle end "Hertuginden" i "Hvor man kjeder sig".

Del kan imidlertid blive interessant at se hende løse denne Opgave. Man tør gaa ud fra, at det, der er af komisk Stof i Rollen, vil blive udnyttet; og den Latter, hun altid har evnet at kalde frem omkring sig, vil ogsaa hendes Jubilæumsaften bølge frem og vise hende, hvor paaskjønnet hendes Virksomhed er. Sven.

(Jyllandsposten 2. oktober 1908).

Fra 1909 blev hun en populær skuespillerinde på Folketeatret, hvor hun spillede københavnske småborgermadammer, skrappe bønderkoner og lystige gamle tjenestepiger. Afbrudt 1917-1918 af en sygdomsperiode. Hun vendte tilbage oktober 1918. Hun var gift med skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schæffer (1844-1916). 

Fru Anna Jacobsens Sygdom og Rekonvalescens.

Fru Anna Jacobsen i Rigshospitalets Grønnegaard.

I hele denne, nu snart sluttede Sæson har Fru Anna Jacobsen ikke vist sig paa Folketeatret hvis Publikum virkelig har savnet hendes blodrige Komik og skarpe Karakteriseringsevne.

Sygdom er det, der har holdt Fruen borte fra Scenen. Først var det en Øjensygdom, men da den var overstaaet. havde Kuren - en Svedekur - svækket Fru J. saa meget, at hun tog ud paa Landet til en Slægtning for at vinde Kræfter. De kom imidlertid ikke, og da hun stadig tog af i Vægt, lagde Fruen sig ind paa Rigshospitalet hos Prof. Gram.

Her har Fru J. ligget til Sengs i over 3 Maaneder, og først for nylig er Skuespillerinden kommet op og begyndt at gaa.

- Straks kunde jeg næsten ikke gaa, siger Fruen, der sidder i en magelig Stol i sit Værelse paa Rigshospitalet, men nu kan jeg gaa ud i Grønnegaarden, skønt jeg stadig endnu er saa træt i Knæ og Ryg. Men fremad gaar det, og jeg tager paa i Vægt. Om 2-3 Uger skulde jeg gerne rejse til et Rekreationshjem ved Kerteminde, hvor jeg tilbringer hele Sommeren for at være i fuld Kraft, til Folketeatret atter lægger ud. Jeg fik saamænd i Gaar Tilbud om at spille Friluftskomedie  ved Aarhus, men det hverken kan eller vil jeg. 

- Skønt De dog længes efter at spille Komedie?

- Ja, det ved Gud jeg gør. Det har været drøjt at ligge her hele Vinteren og tænke paa. at de nu spillede paa Nørregade - jeg skulde f. Eks. have haft Fru Dinesens Rolle i "Jette Gebert". Nu haaber jeg at faa en rigtig god Karakterrolle. Bare Prof. Ejnar Christiansen vilde skrive en til mig! Der er for øvrigt en Figur, jeg i den senere Tid har faaet stor Lyst til at spille. Den forekommer ganske viet foreløbig kun i en Roman. Det er Bedstemoderen i Maxim Gorkis Barndomserindringer. De maa kunne dramatiseres.

Fru Jacobsen har talt sig træt, og de før saa livlige Øjne bliver synlig matte.

Men forinden vi tager Afsked, siger den populære Skuespillerinde:

- Har Publikum, som De før sagde, virkelig savnet mig, saa kan De være overbevist om, at jeg har savnet det mindst lige saa meget.

(Aftenbladet (København) 3. maj 1918)

I 1924 spillede hun hovedrollen i "Bolettes brudefærd" på Folketeatret. Den blev i 1938 filmatiseret med Bodil Ipsen og Peter Malberg i hovedrollerne.

Fru Anna Jacobsen om svundne Tider.

I et morsomt gammelt Hus paa Hjørnet af Ørstedsvej og Sophievej bor Skuespillerinde Fru Anna Jacobsen, der i næste Maaned kan fejre sit 40 Aars Skuespillerinde-Jubilæum. Fru Jacobsen modtager os i sin hyggelige Dagligstue, der er smykket med gamle og smukke Mahognimøbler. Der er selv noget hyggeligt over Fru Jacobsen, naar hun sidder i Armlænestol paa Forhøjningen og dukker ned i Mindernes Dyb.

Privatbillede af Fru Anna Jacobsen.

- Jeg regner min sceniske Løbebane fra September 18S4, da jeg deterede paa Casino hos Theodor Andersen som Jomfru Vibe i "Et enfoldigt Pigebam". Selve Dagen kan jeg ikke huske; men det var i September. Alt hvad der ligger forud for dette vil jeg ikke tale om, det var saa sørgeligt .. . Naa, det skal vi nærmere komme ind paa. Jeg fik en god Debut og blev nogle Aar i Amaliegade. Men, ja jeg er saadan et sjovt Menneske, saa forlod jeg Scenen og privatiserede i flere Aar. En skønne Dag kom dog Lysten atter op i mig, og i 1896 aflagde jeg Prøve paa Det kgl. Teater, blev antaget og fik straks en Del Roller udleveret.

- Hvem var Direktør den Gang?

- Det var Peter Hansen, "Cabiro", som han blev kaldet. Naar jeg selv skal sige det, fik jeg en straalende Debut paa Kongens Nytorv som Madam Quist i Henrik Hertz' "Fristelsen", den samme Rolle jeg skal spille ved min Jubilæumsforestilling.

- Mødte De nogen Modstand ved Teatret, ny som De var?

- Ork nej, de var saamænd saa søde og rare allesammen mod mig, navnlig Fru Echardt cg daværende Fru Soffy Mantzius. Og sikke et Ensemble jeg kom ind i. Emil og Olaf, Fru Hennings, Elga Sinding, Jerndorff og den skønne Emma Thomsen. Mine bedste Aftener var naar jeg spillede sammen med Olaf Poulsen. Vi kunde saa godt sammen.

- Spillede De ogsaa i Holberg?

- Nogle enkelte Gange, bl. a. i "De Usynlige".

- Interesserer Holberg Dem?

Fru Jacobsen rynker Næsen;

- Egentlig ikke. Jeg fik flere Roller udleveret, men Stykkerne kom aldrig op. Da der saa var gaaet 8 Aar, fik jeg min Opsigelse.

- Hvorfor?

- Der skulde spares i de Tider, og de ældre paa Teatret krævede mere Gage. Peter Hansen var meget ked af det, da han maatte lade mig, som den sidst ankomne, gaa.

- Var De selv ked af det?

- Det kan ikke nægtes; men nu er Jeg ikke ked af at det gik som det gik. Jeg gik atter tilbage til Privatlivet, spillede saa 1 Sæson hos August Rasmussen i Provinserne, og kom i [ulæseligt årstal] til Aaarhus Tetaer under Benjamin Pedersen. Det var dejlige Aar, de 5 Aar jeg var der. De skønneste Minder jeg har fra Aarhus var da Oluf Poulsen optraadte som Gæst. Vi spillede sammen bl. a. i "Genboerne" og "Den politiske Kandestøber". Og paa mit 25 Aars Jubilæum spillede Jeg Hertuginden i "Hvor man keder sig".

- Var det Deres lykkeligste Aar?

- Nej, de sidste 16 Aar jeg har været ved Folketeatret er de lykkeligste Aar i mit Liv. Jeg kom dertil i 1909 under Johannes Nielsen, og vil De tro, at min første Rolle paa Folketeatret blev en dundrende Fiasko. Professor William Bloch satte "Den Stundesløse" i Scene, og man gav mig Pernilles Rolle. Jeg protesterede; men baade Johs. Nielsen og Bloch mente, at jeg kunde spille Rollen.

- Kunde De da ikke det?

Nej, jeg følte det selv, og jeg forvirrede ogsaa Publikum. Og er det ikke mærkeligt. Jeg har altid kun haft Lyst til at spille gamle komiske Karakterroller som Madam Rust i "Stærekassen", Madammen i "Forhus og Baghus", Kollektricen i "Ranke Viljer" og Pensionatsfruen i Emma Gads "Barnets Ret" o. l.

Anna Jacobsen som Madammen i "Forhus og Baghus".

- Har De aldrig følt scenisk Vandrelyst?

- Nej, der hvor jeg er, føler jeg mig hjemme. Jeg er Hjemmmenneske, og Scenen er mit Hjem!

- Byder Scenens liv mest Glæder eller Sorger?

- Mest Glæder, tror jeg nok. Jeg har altid følt mig hjemme paa begge Sider af Rampen, og jeg har ingen Skuffelser haft i min Kunst! Da jeg forlod Det kgl. Teater havde jeg maaske nogle sorte Dage og vilde løbe fra det hele; men jeg opgav da baade Rullekælderen og Kagekonehuset.

- Hvorledes former De Deres Roller?

- Naar jeg har læst en Rolle igennem, staar den lyslevende for mig, og det Indtryk udslettes ikke om saa Stykket faret bliver opført flere Maaneder efter.

- Hvordan er det at blive gammel?

- Det véd Jeg ikke. Det kan vi tale om, om en Snes Aar.

- Hvilket Publikum vil De helst spille for?

- Mine Kolleger. Jeg er aldrig gladere end naar jeg ser, at der sidder Skuespillere i Teatret, og saa siger jeg til mig selv: I Aften skal der tages fat!

- Det er sjældent at høre; det plejer at være omvendt!

- Ja, det véd jeg godt. Da jeg var paa Det kgl. Teater, og Provinsens Skuespillere i Maj Maaned fyldte Teatret, sagde Olaf og de andre, naar de kiggede gennem Hullerne i Tæppet: Naa, l Aften skal vi ordentlig pilles ned!

- Var Provinsens Skuespillere saa kritiske?

- De var dengang bitre paa alle os, der sad paa Thalias Flæsk i Hovedstaden. Hvorledes det er nu, ved jeg ikke.

- Hvad vil De spille paa Deres Jubilæumsaften?

- Madam Quist i "Fristelsen" og Kokkepigen i "Tjenestefolk". Husker De Fjeldstrup som Kusken? Hvor var han pragtfuld!

- Hvem skal spille den nu?

- Emil Helsengreen, og det er en Rolle der passer glimrende for ham. Aftenen slutter med en Epilog af Professor Einar Christiansen, frem￾sagt af Undertegnede.

- Hvilke Interesser har De udenfor Scenen?

- Jeg elsker at rejse, naar Foraaret bryder frem, og jeg har bl. a. 5 Gange været i Paris.

- Og hvad er Deres Ønsker for Fremtiden?

- At det maa gaa mit kære, gamle Teater i Nørregade godt. og at jeg maa være med til at dele dets Glæder og forhaabentlig meget faa Sorger, i mange Aar endnu.

- Og Deres nye Direktør?

- Det er en dejlig Mand!

(Klokken 5 (København) 15. august 1924).

Anerkendelsen som bedste komiske skuespiller kom til udtryk ved hendes 40-års jubilæum i 1925, hvor hun blev tildelt medaljen Ingenio et arti. Hun døde året efter.

Gravsten på Vestre Kirkegård. Indskriften lyder: "Skuespillerinde Anna Jacobsen / Karen Bræstrup / Arkitekt Cosmus Bræstrup /(ulæseligt)". Arkitekten Cosmus Ernst Georg Bræstrup (1877-1944) og Karen Margrethe Ida Johanne Schäffer (f. Jacobsen) var gift. Hun var datter af skuespiller Johan Ludvig Valdemar Schäffer og Anna Jacobsen mor, skuespillerinde Anna Theresia Jacobsen. Det er et urnegravsted som figuren nederst også antyder. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Paa Feltfod. (Efterskrift til Politivennen)

Rundt om fra Vesterbros og Valbys Fabriker lyder Frokostfløjterne. Klokken er otte. Murersvendene, der er i Færd med at opføre den nye Mur mellem katolsk Kirkegaard og Vejen, lægger Vaterpas og Ske fra sig og tager Madpakken frem. Medens Septembers blidt varmende Morgensol faar Træernes gulnende Løv til at skinne som purt Guld, sidder en ældre adstadig Murersvend paa den smalle Bænk, der staar under et Gravsteds spinkle Hængeask, og spiser med god Appetit sit Smørrebrød.

Inde paa Vestre Kirkegaard standser Graverkarlene deres Arbejde og kryber op af Gravene, de er i Færd med at kaste. Der er paa Kirkegaarden et Hus, hvor de mandlige og kvindelige Arbejdere (Lugekonerne) spiser deres Mad, men i godt Vejr foretrækker en og anden at holde Frokost uden Dørs, siddende i en Hjulbør eller paa en af de sorte Bukke, som man ved Begravelser stiller Kisten paa. Tet er et heller ikke usædvanligt Syn at se en Mand sidde paa Kanten af den frisk opkastede Grav med Smørrebrødspapiret og Snapseflasken ved Siden af sig. Hvad skal man sige til det? Livet kræver sin Ret. selv i de Dødes Have.

Ude paa Vejen, der fører ad Frederiksholms Teglværker til, holder tre, fire Arbejdsvogne paa Rad. Kuskene sidder i Grøften og spiser deres Mad, Hestene gumler i Muleposerne. Nogle Vejarbejdere har taget Plads paa en Skærvebunke; en Kammerat af dem ligger paa Maven inde i Græsset og tygger sindigt medens han læser i en Stump Avis, der har været om Smørrebrødet. Paa en Byggeplads ud for Vestre Fængsel, hvor Sporveisselskabet opfører en stor Tilbygning til Remissen, er der indrettet et helt Marietenderi. En Kone koger Kaffe under aaben Himmel, i et Træskur sidder Arbejderne om et rigtigt Bord, det er næsten herskabeligt, og de har tilmed Taffelmusik. En forhutlet Fyr spiller Violin for dem og tjener derved adskillige Tiører og, desværre ogsaa, Snapse. I en Vindueskarm i Nybygningen sidder en rask ung Blikkenslager og slaar med Hælene Takt til Musiken.

Nede paa Banelinien kører en Trolje udefter. Den er fuld af frokostspisende Jærnbanearbejdere. Et Par Mænd, der banker Tæpper over en Galge, der er rejst paa en ubebygget Grund ved Vejen, ligger flot henslængt med Frokostpakkerne mellem sig paa et prægtigt rødt Tæppe. Oppe paa Boulevarden holder en Mælkevogn. Kusken sidder paa en Bænk og spiser, medens Drengene Spiller Klink. Nogle Telefonarbejdere har lejret sig paa Taget af et Hus. En Kludesamler sidder paa en Trappesten og spiser, medens en stor Hund staar logrende foran ham.

Pludselig skærer en hæs Fløjten gennem Luften. Den besvares fra alle Sider. Frokosttiden er forbi. Nu skal Arbejdet igen begynde.

Aage.

(København 29. september 1908.)

Vestre Fængsel set fra Gammel Carlsberg ca. 1896. Tv. inspektørboligen, th. kapellet på Mosaisk Kirkegård. I forgrunden banegraven fra banelinjen mod Roskilde 1847-1864 (skinnerne delvist taget op). Kbhbilleder. Public domain.

Skinhelligheden afsløret af en Præst. (Efterskrift til Politivennen).

Hvad Pastor Sick siger om de Helliges Slyngelstreger, Fattiggaardene og Børnefordærverne 

Hovedansvaret for den Børnefordærvelse, der er almindelig her Landet, maa efter Pastor Sicks Udtalelse paa et Møde i Rømersgade lægges paa den Skinhellighed, der er gaaet i en forunderlig stor Del af Landets Befolkning.

For nogle Aar siden kom der en Mand ind i Præstens Studereværelse. Manden var døddrukken, men vilde dog forklare Præsten, hvorledes han skulde prædike. Imedens han talte indtrængende til Præsten, forrettede han sin Nødtørft paa Gulvet. Denne Mand var en af de mest hellige i Tvis, han hørte til de syndefri. og der er megen Syndefrihed paa den Egn. Provsten hører ogsaa til dem. 

En anden hellig Mand i Tvis, der ogsaa drak som en Svamp, skød i en Rus sin Kone og sit Barn; men straffet blev han ikke, thi man bruger ikke al straffe en hellig Mand i Tvis for den Slags Ting. Derimod stjal en fattig Mand 1 Kr. 56 Øre af Kirkebøssen, og han fik fik Vand og Brød, thi Loven skal jo ske Fyldest.

Maries Saga er ogsaa karakteristisk for Forholdene i denne skinhellige Egn. Marie var en ung Pige, der var i Pleje. Hun fik sin Mad og sine Klø i ligelige Portioner hver Dag; men en Smule Kærlighed fik hun aldrig, thi man regnede hende ikke for andet end for et Dyr, der maatte gøre Nytte kor Føden. Saa en Dag gik hun hen og druknede sig i Aaen, men det gjorde ikke det fjærneste Indtryk paa Folkene. Hun var en trodsig Tøs, var alt, hvad de sagde til den Ting. Myndighederne trak Vaad efter hendes Lig, men paa en saadan Maade, at der efter 14 Dages Forløb endnu intet Lig var fundet. Saa indstilledes Eftersøgningen. Et Par fattige Arbejdere, der havde Hjærte for den unge Piges Skæbne, genoptog Eftersøgningen for egen Regning, og i Løbet af en halv Dag havde de faaet Liget i deres Vaad. Nu viste det fig, at Liget havde en rød Stribe omkring Halsen, som kunde tyde paa en anden Død end Drukning. Maaske forelaa her en Forbrydelse! Men Myndighederne fandt ingen Anledning til at sætte en Undersøgelse i Gang. Den trodsige Maries Død var Egnen ganske ligegyldig.

Den bærende Betragtning herhjemme er den, at de fattige Børn er noget Djævelskab. Derfor ofrer man ikke meget paa dem, og derfor pisker man dem og spærrer dem inde i mørk Arrest i Børnehjemmene. Det er Midler, som ikke opdrager et Barn, men dresserer det. Ved saadanne Midler kan man dressere et Barn til noget saa uappetitligt som at kysse Fru Bransbolm.

Pastor Sick siger om Fru Bransholm, at han hellere vilde se sine Børn i deres Grav end have dem i den Kvindes Hænder.

Vi skal naa dertil, at Staten lærer, at den har Pligt til at sørge for Kvinder og Børn. En Kvinde kan være den usseligste Tøjte, eller hun kan være saa ren i sit Hjærte, har hun født et Barn, er hun det største i Verden. Hun er Moder! 

Pastor Sick udviklede derpaa, hvorledes de Kvinder, der "kommer galt af Sted", enten rekrutteres fra de uægte Børns store Skare eller fra de stærkt religiøse Hjem, hvor Religionen har fortørret Hjærterne. Og han sluttede paa Mødet med at sige:

"Jeg skal love d'Hrr., at der skal blive ryddet op indenfor den skinhellige Svindel, ligesom der er bleven ryddet godt op indenfor Forretningssvindelen«

(Lolland-Falster Social-Demokrat - Nakskov, 21. september 1908)

Artiklen er en del af en serie om pastor Sick, børnesagen og Indre Mission.