Hans Brix og "Herolden". (Efterskrift til Politivennen)

"Herolden". Den danske Presse er endelig bleven forøget med det i nogen Tid bebudede Harald Brix'ske Organ. Prøvenumret udkom i Gaar under Navn af "Herolden", og det svarer fuldstændig til Forventningerne, ja det overtræffer dem næsten, idet Bladet helt igennem er fyldt af et glødende Had til det social-demokratiske Arbejderparti. Angrebene paa vort Parti og dets Mænd er sikkert vel mente, men de ere mindre velrettede, hvad Enhver der kender Forholdene let vil erkende, men ikke destomindre vidner de paa en utretydig Maade om, hvilke Opgaver den ædle "Herold" har at løse. Der findes i "Herold"s Prøvenummer ikke en eneste Linje positiv Politik, men det kan maaske blive bedre naar en eller anden velvillig Kilde vilde flyde lidt rundeligere til.

Herolder er ofte ledsagede af Trompetblæsere, der blæser til Lyd, og for saa vidt maa vi sige, at Brix's "Herold" ogsaa er temmelig godt udstyret, der er baade megen Vind og meget Trompetskrald til Stede ved den nyfødte, men Spørgsmaalet bliver, om den Slags Udstyrelse er vel bevendt. I gamle Dage, da Josva sjokkede om med Jøderne, kunde hans Trompeteren "blæse" Jerikos Mure omkuld, men mon nu det social-demokratiske Parti vil vælte, thi det er jo Hr. Brix's Mening, fordi hans Herold optræder med lidt Trompetskrald. Jøderne sjokkede efter Josva, da han kunde opfylde sine Omvæltningsløfter, - mon Hr. Brix ikke vil komme til at sjokke alene.

I Organets Program findes fremhævet med fede Typer, at det Samfund som de Socialerevolutionære vil skabe, skal være "et frit Samfund, hvor Enhver skal yde efter sine Evner, og nyde efter sine Fornødenheder". Vi tvivler ikke om at denne Sætning i Programmet vinder Hr. Brix' udelte Bifald. Hr. Brix har faaet en os ubekendt Hr. J. P. Petersen, til at "bære Ansvaret" for sit Blads Indhold.

Hr Brix's Møde i Aftes havde i samlet et aldeles overfyldt Lokale. Efter en heftig Meningskamp valgtes C. E. Andersen til Dirigent, medens Brix foreslog Tømrer L. Andersen. Efter en Diskussion paa over 3 Timer vedtoges med alle St. mod nogle saa følgende Resolution:

Forsamlingen protesterer paa de danske Arbejderes Vegne mod Hr. Brix's Forsøg paa at fremstille det gamle socialdemokratiske Arbejderparti som ikke eksisterende, og idet den anerkender nævnte Parties Virksomhed opfordrer den Arbejderne til at støtte "Socialdemokratist Forbund" samt Bladet "Social-Demokraten", for at Partiet kan blive i Stand til med al Kraft at varetage Arbejdernes Interesser.

En Resolution fra Hr. Brix om at støtte hans nye Blad ("Herolden") blev forkastet med overvældende Majoritet. Hr. Brix's Møde var altsaa for ham selv saare uheldigt.

(Social-Demokraten 13. februar 1881)

En Redegørelse.

I Herr Brix's Blad "Herolden" findes fremsat nogle Bemærkninger angaaende mit Møde med Fleron i Forligelseskommissionen. Jeg skal tillade mig at gøre opmærksom paa adskillige Usandfærdigheder i nævnte Bemærkninger. Der staar saaledes, at jeg havde brugt alle mulige Kneb for at undgaa nævnte Møde. Nu ved Fleron (som naturligvis er Brix's Hjemmelsmand) meget godt, at den første Tilsigelse modtog jeg under særlige Omstændigheder og kunde altsaa ikke give Møde paa den berammede Dag. Anden Gang, da Fleron mødte, havde jeg slet ikke modtaget nogen Tilsigelse, og baade Fleron og Brix ved vel nok, at naar man uden gyldig Grund udebliver fra en Forligsmøde, saa bliver Sagen uden videre optagen. At jeg altsaa anden Gang modtog Tilsigelse er Bevis nok for at jeg ikke har brugt nogetsomhelst Kneb for at undgaa nævnte Møde. Hvorfor udslynger man da en saadan vitterlig Usandfærdighed imod mig? Hvorfor fordrejer man forsætlig mine Ord? Jeg sagde f. Eks. ikke i Retten "at jeg ikke havde Lov til at indgaa paa Forlig", men "at dertil var jeg ikke bemyndiget" (naturligvis med Hensyn til Udgiverne). Den Assessor, som tiltalte mig angaaende Forliget og advarede mig mod at lade Sagen optage, kastede mig ikke Ordet "Fejghed" i Ansigtet. Det var Brix & Fleron forbeholdt at lave et saadant "Aftenpost"-Referat. Jeg kunde have Lyst til at spørge Hr. Brix om det er med Grovheder og bevidste Usandfærdigheder at han agter at paabegynde "Genoprettelsen" as det danske Arbejderparti og dets Presse, og Fleron vil jeg spørge, om denne er de yderlig Revolutionæres Maade at fortolke Retfærdigheden paa.

Fr. A. Hertz.

(Social-Demokraten 16. februar 1881).

Harald Brix (1841-81) var sammen med Louis Pio og Geleff blandt de første socialistledere. Brix var udgiver og administrator af den første arbejderpresse i Danmark, fra juli 1871 til april 1872 udgiver af "Socialisten", i oktober 1871 sekretær for den Internationale Arbejderforening. Han sad sammen med Pio og Geleff fængslet fra maj 1872 til april 1875. Samme år blev han administrator for Social-Demokraten. I 1876 begyndte han at udgive det socialistiske satireblad Ravnen. 1877-1880 sad han i forbedringshus for majestætsfornærmelse og injurier i Ravnen. Efter løsladelsen overtog han mod sin egen forventning ikke administrationen af Social-Demokraten, og begyndte i stedet at udgive "Herolden". Udgivelsen stoppede ved hans død samme år.

Bladet redigeredes herefter 1881-1882 af William Fleron - manden der var impressario for Barrisonsøstrene. Denne kom i konflikt med politiet da han i bladet forsvarede attentatmanden på Alexander II.

Ved folketingsvalget 1881 angreb bladet den socialdemokratiske kandidat P. Holm i 5. kreds mod Højres C. Goos.  Ved næste valg 25. juni 1884 indrømmede Goos at han havde støttet "Herolden"s afløser, baronesse Jaquette Liljencrantz' "Den nye Socialist" for at splitte arbejderne. Ved dette valg vandt P. Holm med 5385 stemmer mod Goos' 4493, og blev sammen med Hørdum de to første socialdemokrater. 

Dansk Præst: General Goeben. (Efterskrift til Politivennen)

Om denne i Fjor Efteraar afdøde prøjsiske. General meddeler Flensborg Avis af et Brev fra en gammel slesvigsk Præst: Efterretningen om General v. Goebens Død i Efteraaret vakte baade Vemod og Haab i mit Hjærte. Han var en god Fjende og en hæderlig Mand. I Løbet af Krigen 1864 kommanderede han en Brigade og tog sædvanlig Kvarter i Sottrup Diakonat eller i Ullerup Præstegaard. Han holdt ikke af Hjemmetydskerne og de sydslesvigske Overløbere, omfattede danske Embedsmænd og den danske Befolkning med uskrømtet Højagtelse, fordi de vare deres Konge og Fædreland tro, trøstede os ogsaa med det Haab, at hans Regering sikkert ikke tilsigtede nogen Annexion af det danske Nordslesvig. Det var hans Princip at varetage folkets, navnlig Kvarter-Værternes Tarv. Meldte jeg ham nogen Uorden, som var kommet til min Kundskab, blev Sagen strax undersøgt og Urostifterne afstraffede. Paa Kong Kristian IX's Fødselsdag spurgte han mig, om jeg ikke havde Lyst til at hejse Danebrog, en Tilladelse, jeg dog ikke holdt det for klogt at benytte.

Da den nuværende Superintendent, den Gang konstitueret Provst, meldte sig til Visitats, henstillede han til mig, om jeg hellere vilde være fri, da han havde erfaret, at Manden hørte til Hjemmetydskerne. Mange Officerer vare vanskelige at tilfredsstille. Hans Fordringer gik ikke videre end til en Kop Mælk og et Stykke Hvedebrød om Morgenen, en Kop The, et Æg og et Stykke bart Smørrebrød om Aftenen, og om Middagen det daglige Maaltid, som det maatte forefalde. Øl, Vin eller Snaps brugte han saa lidt som Tobak. Og hvor var han underholdende, naar han fortalte om sine Oplevelser i Spanien, hvor han tjente Don Karlos, avancerede til Oberst, blev fangen af Kristinerne og endte med at gaa hjem gjennem Frankrig som en vandrende Haandværkssvend, til han naaede Strasborg med opslidte Ski og Klæder, for igjen at blive Løjtnant hjemme. Eller om det mærkelige Felttog mod Marokko, hvori han senere tog Del med sin Regimentschefs, den nuværende Kejsers Tilladelse.

Desværre for os var han baade tapper og og aarvaagen. At vore Troppers Udfald fra Sønderborg den 17de Marts faldt uheldigt ud, var vist nok for en Del hans Skyld. Efter Krigen skrev han til mig fra Posen, at han længtes efter at komme derfra, fordi Forholdene vare der som i Nordslesvig, og da jeg for nogle Aar siden talte med ham i Koblenz, forsikrede han mig, at han ogsaa i den franske Krig havde saa vidt muligt holdt sin Haand over Befolkningen, hvor han kommanderede. Et Par Smaatræk vil jeg endnu fortælle. Han havde Ordre til at holde mig i Stuearrest. Det var jo slemt, for der var Syge, som længtes efter Guds Ord i Trøst og Nadverens Sakrament. "Jasaa kan jeg ikke fritage Dem for en Soldats Ledsagelse, hvilket jo vil være Dem ubehageligt," sagde han "Ingenlunde!" sagde jeg, "Folk sige blot: Se, vor Præst er en god dansk Mand, Tyskerne tør ikke lade ham gaa ene." Fra den Side havde han ikke set Sagen. Jeg kunde siden gaa, hvor jeg vilde, ledsaget af hans Skriver, thi Vagt af Soldater holdt han ikke paa i Gaarden.

Da han den 27de Juni meddelte mig Ordre fra Hovedkvarteret at sende mig til Internering i Flensborg, tillod han mig at vælge til Ledsager, i hvilken Officer i hans Brigade jeg helst vilde have, og medgav ham skriftlig Opfordring til Kommandanten om at yde mig al tilstedelig Frihed og Bekvemmelighed. Strax efter min Afrejse begav han sig til Graasten og udvirkede Tilladelse for mig til at rejse hjem igjen samme Dag. Goeben var en født Hannoveraner. Men lad os formode, at der endnu ere mange Tydskere, som dele hans Respekt for en Nations Modersmaal. Sæder og Skikke, dens Vedhængen ved Konge og Fædreland.

(Morgenbladet (København) 10. februar 1881).

"Den gamle slesvigske præst": Præsterne Feilberg i Ullerup og Krog Meier i Satrup har optegnet i deres Breve og Dagbøger fra 1864 (trykte i Tidsskriftet Museum, henholdsvis Aarg. 1890 og 1896). Disse to Præster har haft General Goeben i Kvarter under Preussernes Ophold i Sundeved

I det tyske militærtidsskrift Allgemeine Militär-Zeitung findes adskillige artikler om general von Goebens bedrifter, fx i Krigen 1870 mod Frankrig.

Den prøjsiske general August Karl von Goeben (1816-1880) deltog bl. a. i krigenen 1864, 1866, and 1870–71. Siden 1848 var han ven med Helmuth von Moltke. I 1860 var han hos de spanske tropper i Marokko og deltog i slaget ved Tetuán. Han skrev to bøger om det. I 1863 var Goeben generalmajor og i Krigen 1864 brigadekommandør. I tyske aviser blev han omtalt som "danskernes skræk". Den 13. marts 1864 overfaldt general von Goeben med 2 kompagnier de danske forposter ved Lillemølle og Ravenskoppel ved Dybbøl. Danskerne måtte flygte og 34 blev taget til fange. Tyskernes tab var 1. I krigen mod Østrig 1866 kommanderede han en division. I 1870 kommanderede han 8.  korps. I 1871 efterfulgte han Edwin von Manteuffel som kommandør af 1. arme og med denne endte han krigen i Nordfrankrig med sejren ved Saint-Quentin. Han var kommandør af 8. korps da han døde. Den prøjsiske kejser udtalte ved hans død følgende: "Eine Zierde für die Armee, einen der genialsten Offiziere, die Preussen jemals gehabt hat."

I 1911 søsattes en slagkrydser opkaldt efter ham (Goeben). Det blev overført til den tyrkiske flåde i 1914 under navnet Yavuz Sultan Selim (Tyrkiet var på tysk side under 1. verdenskrig). Skibet bevarede sin status som flagskib for den tyrkiske flåade indtil 1950. Den blev ophugget 1973.

Magnetiseur Professor Hansen (IV: I Sankt Petersborg). Efterskrift til Politivennen)

Efter Wien fortsatte (professor) Carl Hansen til St. Petersborg, hvor han optrådte for bl.a. kejser Alexander II.

Om den danske Magnetisør Hansens Ophold i Sk. Petersborg skrives til "Dbl.": Dagens Helt, om man tør bruge et saa stort lydende Udtryk, den Mand, hvis Navn i disse Dage er i alles Munde her i Hovedstaden, er hverken General Skobeleff, skjønt hans fortvivlede Kamp med Tikinserne visselig følges med stor Interesse, ej heller Nordenskiöld, Asiens Omsejler, men Magnetisøren, "Professor" Hansen. Ikke en Gang Adelina Patti kan rose sig af at have haft en saadan Tilstrømning som denne "Professor". For nogle Dage siden havde han endogsaa den Ære at blive indbudt til en Aften hos Storfyrst Wladimir, hvor Kejseren havde indfundet sig for at faa Lejlighed til at beundre hans Experimenter. - Det russiske Selskab, som til alle Tider har været let til at lade sig paavirke, og i hvilket Magnetisme, Spiritisme o. s. v. stedse vil finde en frugtbar Jordbund, har modtaget Hansen som en velkommen Gjæst, der formaaede at trænge den vidtberømte Pelageja, den nyeste og største Stjærne paa Spiritismens Himmel, ganske i Baggrunden. Pressen kom ham heri til Hjælp. Den gjorde - maaske ufrivillig - Reklame og Propaganda for Magnetisøren og behandlede med stedse voxende Vidtløftighed Hypnotismen, som om det gjaldt om den vigtigste Statsaffære, og som om Videnskaben - selv om den ikke havde talt sit sidste Ord i Sagen - aldrig havde beskjæftiget sig med dette Spørgsmaal. Følgerne udeblev ikke. Trods den bidende kolde Vinteraften samlede et talrigt Publikum sig den 5. (17.) Januar foran de forskjellige Indgange til Saltdepotet. Efter kort Tids Forløb blev det store Auditorium fyldt, hvorfor man lukkede alle Dørene. Publikum, som igjennem Bladene var blevet underrettet om, at Adgangen var fri for alle, strømmede i stadig større Mængde til. Fra det pædagogiske Musæums Administrations Side var der ingen Forsigtighedsregler truffet, og det kom snart til stormende Optrin og Uordener. Til den 5. (17.) Januar var der nemlig blevet udnævnt en Kommission til i det pædagogiske Musæum (Saltdepotets Sat) at undersøge Hansens Experimenter. Medens paa den ene Side Medlemmer af Kommissionen, Journalister og andre Personer, som maatte bivaane Forsamlingen, aldeles ikke eller kun efter lang Kamp i den frygtelige Trængsel, ad Omveje, igjennem Gaarde, Kjældere, Bagtrapper o. s. v. kunde skaffe sig Indgang, blev den levende Mur omkring Bygningen stadig utaalmodigere og urimeligere. Paa mange Steder kom det til Slagsmaal, uhyggelig Skrigen og Raaben om Hjælp gjenlød hist og her midt i denne Masse af "Intelligensens" Repræsentantenr, thi det "lavere" Folk havde kun sparsomt givet Møde. Endelig henimod Kl. 9 naaede Ophidselsen sit Højdepunkt, og Bygningen blev formelig stormet. I Gaarden, i Huskarlenes og Oppassernes Boliger, i Korridorerne, over alt rasede Kampen. Massen, som var kilet ind i Huset, vilde bryde Dørene ind til det tekniske Selskabs Musæum og til det pædagogiske Selskabs gymnastiske Afdeling. Hvad man her forsøgte, blev virkelig udført uden for i Panteleimonsgaden. Her blev den store, stærke Husdør sprængt, og Mængden bølgede ind ; en anden og en tredje Dør, - begge med Glasruder - bleve sønderslaaede, og de øvrige Forhindringer, som endnu stode i Vejen, bleve ligeledes snart skaffede til Side. Faa Øjeblikke efter styrtede den støjende, bandende og skrigende Mængde i Peltse og Huer ind i den i Forvejen overfyldte Forsamlingssal. For sent havde man rekvireret Gensdarmeriet. Da det omringede Huset, og flere Personer bleve arresterede, havde Dørene ogsaa for længe siden givet efter for den rasende Mængdes Stormløb. En Oppasser, som havde gjort det tyrkiske Felttog med, ytrede senere: "I Krigen var det dog bedre, der gik det ikke saa strækkeligt til!"

(Kolding Folkeblad eller Sydjydsk Tidende 5. februar 1881).

Marts 1881 var han tilbage i Danmark. I 1882 købte han en stor villa i Gentofte ("Karla Lyst"), Winthers Badevej 2, nu Gammel Vartovs Vej 2. Her levede han tilsyneladende et stille familieliv. 

Ifølge Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger 4. marts 1881 skulle undersøgelsesdommer Landau i Warschawa have ansøgt om at få tilladelse til at få hjælp til opklaring af et røveri af professor Hansen.

En elev af Hansen, Bøllert blev ifølge Fredericia Dagblad 21. maj 1887 afbrudt i Berlin i Philharmonien at have fået medier til at hoppe rundt på scenen. Det viste sig dog at Bøllert havde betalt hver 3 rigsmark. Det fremkaldte et stormløb af ophidsede tilskuere som ville gennemprygle ham selv om han havde lovet at tilbagebetale pengene. Politiet måtte gribe ind.

I 1889 udgav lægen E. Fraenkel: Magnetisme og hypnotisme (142 sider). Heri skrev han at Mesmer var en svindler og Carl Hansen og Sophus Huth var "moderne efterabere af Mesmer".

Annonce i Holstebro Dagblad 9. februar 1889.

Han døde i 1897 i Altona på et kvistværelse i meget sørgelige forhold. Allgemeine Zeitung 25. marts 1897 skrev en ganske kort notits: "Der hypnotiseur Professor Hansen ist gestorben."

Se også samt Anders Enevig: Gøglere, hypnotisører og savoyarder.

Svovlsyredramaet i Stormgade. (Efterskrift til Politivennen)

Det blev i Slutningen at forrige Aar i flere Blade meddelt, at en Kone i Stormgade havde mistet Synet ved, at en anden Kone havde kastet hende Svovlsyre i Ansigtet. De nærmere Omstændigheder ved denne Sag, der nu er paakjendt af Kriminalretten, ere i det Væsentlige følgende:

Arrestantinden Maren Kirstine Hansdatter, Christensens Hustru, havde efter i de sidste c. 10 Aar at have levet adskilt fra sin Mand, afskediget Postbud Christensen, uden at gyldig Separation havde fundet Sted, i omtrent 4 Aar staaet i Forhold til en Snedkersvend, der levede separeret fra sin Hustru. I Oktober f. A. begyndte Snedkersvenden, der tidligere havde varet særdeles ordentlig, at blive længe ude om Aftenen, og Arrestantinden, der blev urolig herover, spurgte ham. om han var kommen til at staa i Forhold til et andet Fruentimmer; hertil svarede han Ja og angav. at dette Fruentimmer boede ude paa Frederiksberg men udtalte iøvrigt ikke Noget om. at han vilde forlade hende. 

I de paafølgende Dage var Arrestantinden imidlertid plaget af Jalousi, og hun besluttede at skaffe sig nærmere Underretning om. hvem det paagjældende Fruentimmer var. En Aften gik hun derfor hen til det Sted. hvor Snedkersvenden arbejdede, fulgte, da han forlod det. efter ham og saae, at han gik ind i Ejendommen Nr. 7 i Stormgade; et Par Dage efter begav hun sig om Eftermiddagen hen til dette Sted, ventede, til Snedkersvenden kom, og saae ham gaa ind i Stuen over Gaarden; ved at udspørge en lille Pige, hun derefter mødte, erfarede hun Navnet paa den Enke, der beboede den omtalte Stuelejlighed.

De følgende Dage var Arrestantinden stærkt betagen al Frygten for, at Snedkersvenden skulde forlade hende og flytte sammen med den anden Kone. og den 4de November om Morgenen fattede hun da den Plan, ved Hjælp af Svovlsyre at skamskjænde Enkens Ansigt saaledes, at Snedkersvenden skulde fatte Modbydelighed for hende. Hun vidste, at Svovlsyre var et ætsende Stof, men hun havde ikke faaet Tanken om at benytte dette Stof ved at læse i Bladene om. at Andre havde benyttet det paa den Maade, hun paatænkte. Den omtalte Dags Morgen gik Arrestantinden hen paa et Apothek og kjøbte for 12 Øre Svovlsyre, hvilket udgjorde omtrent ½ Pægl. Den Discipel, der expederede hende, forlangte at vide. hvad hun skulde bruge det til, og da Arrestant inden svarede, at det skulde anvendes til Polervand. solgte han hende, som sædvanlig, naar Svovlsyre rekvireres uden nærmere Angivelse af Styrkegraden, at den stærkeste, der haves, det saakaldte crudum, og anviste hende Maaden, hvorpaa hun skulde blande Syren med Vand, naar den skulde bruges til Polervand. 

Hun modtog Svovlsyren i en Flaske, som hun lod henstaa i sit Køkken til om Eftermiddagen Kl. 4. da hun tog den og begav sig paa Vejen til Enkens Bolig efter forud nøje at have overvejet, hvorledes hun vilde udføre sin Plan. For at sikre sig imod at blive opdaget, havde hun iført sig sin 15-aarige Søns Frakke og Benklæder og taget hans Hat paa, og for yderligere at give sig Udseende af at være en Mand, kjøbte hun paa Vejen en Cigar, som hun tændte; for at afvente Mørkets Frembrud gik hun en kort Tid over i Buegangene ved Kristiansborg Slot, og da Klokken var henad 5, hældte hun Svovlsyren fra Flasken over i en lille, hvid Syltetøjskrukke, hun havde medbragt, og kastede Flasken i Vandet ved Marmorbroen, hvorpaa hun gik til Enkens Bolig. 

Hun gik her gjennem en lang Gang, som fra Gaden fører til Gaarden, satte Krukken med Svovlsyren fra sig paa Trappegangen og bankede derpaa paa Døren til Enkens Lejlighed. Da denne lukkede op, sagde Arrestantinden til hende i et svensk fordrejet Sprog, at den Snedker, der plejede at kumme til hende om Aftenen, holdt udenfor paa Gaden med et Læs Brædder og gjerne vilde tale med "Madam Jensen". Enken ytrede Tvivl om, at det var hende, Snedkeren mente, men Arrestantinden paastod bestemt, at det forholdt sig saaledes. og hun tik da Enken lokket over i Forhuset, ind i den omtalte Gang. Enken gik forrest og var næsten kommen til Gadedøren ud til Stormgade, da Arrestantinden. som imidlertid havde taget Krukken med Svovlsyren op, fik hende til at vende sig om ved at hentyde til hendes Forhold til Snedkersvenden. Dette Øjeblik benyttede Arrestantinden til at kaste Krukkens Indhold i Ansigtet paa hende med de Ord "Uforskammede - , veed Du ikke, at han er gift", eller, som at Skadelidte forklaret "Der har Du det, Din - , fordi Du ligger i med Easmussen". Derpaa undløb Arrestantinden. satte Krukken fra sig et Sted paa Gaden og begav sig hjem. hvor hun skiftede Klæder og hængte sin Søns Klæder paa deres Plads. hvor de senere fandtes, bærende tydelige Spor af at være overstænkede med et ætsende Stof, der ved stedfunden Analyse godtgjordes at være Svovlsyre.

Da Snedkersvenden hen paa Aftenen kom hjem, lod hun, som om Intet var passeret, og gik iseng, her blev hun antruffen at Politiet, som endnu samme Aften indfandt sig ug anholdt hende. Imidlertid var Enken famlende og raabende om Hjælp naaet tilbage til sin Lejlighed; en Læge blev strax tilkaldt, og ved hans Foranstaltning blev hun, meget lidende, kjørt til Kommunehospitalet. Enken er 34 Aar gl., hun havde kjendt den paagjældende Snedkersvend i et Par Maaneder og vidste, at han levede sammen med Arrestantinden. Hun henlaa paa Hospitalet indtil den 8de Januar, da hun, skjønt Sygdommen ikke var fuldstændig afløben, efter eget Ønske blev udskreven. Efter Overkirurgens Erklæringer har Arrestantindens Gjerning ikke medført Livsfare for hende, men derimod har den gjennem Syrens Ætsning paaført hende Tabet af Synet paa begge Øjne for stedse, samt bevirket en Sammenvoxning af begge Øjenlaag og efterladt udbredte, dog forholdsvis mindre vansirende Ar i hendes Ansigt.

Arrestantinden har under Forhørene nægtet at have ved sin Gjerning tilsigtet at dræbe Enken eller at have tænkt sig Muligheden af. at den kunde medføre hendes Død, men det har, afset herfra, været hende ligegyldigt, hvilke saa end Følgerne af samme maatte blive for Enken, idet hun ikke at noget Hensyn hertil vilde have opgivet at bringe den til Udførelse. Medens hun saaledes ikke særlig havde villet berøve Enken Synet, indrømmede hun. at hun meget vel havde indset, at en saadan Skade kunde blive Følgen af at kaste hende Svovlsyren i Ansigtet. Rigtigheden af denne Forklaring fandt Retten ingen Føje til at betvivle, og ved Dommen, som afsagdes i Lørdags, blev Arrestantinden, der er 45 Aar gammel og ikke funden forhen straffet anset efter Straffelovens § 204 med Straf af Tugthusarbejde i 7 Aar. Den Ret til Erstatning for Helbredsudgifter Næringstab. Godtgjørelse for Lidelser, Ulempe, Lyde og Vansir, som omhandles i Straffelovens § 301, blev der ikke Tale om, da Enken havde frafaldet Krav paa Erstatning under Sagen.

(Dagbladet (København) 1. februar 1881. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).

Militarisme og Væggetøj. (Efterskrift til Politivennen)

I Aarhus Byraadsmøde den 6te ds. forelaa ifølge Jyllandspst, en Meddelelse fra Indkvarteringskommisionen om, at 18de Regiment havde forlangt at maatte forlade Grarups Kaserne. Grunden hertil var, at Mandskabet idelig havde klaget over, at det plagedes voldsomt af Væggetøj der. Sagen gav Anledning til følgende Forhandling. Formanden meddelte, at Indkvarteringskommissionen havde erklæret, at den fandt Fordringen billig; den havde henvendt sig til Frkn. Grarup og forespurgt, om de kunde faa Væggetøjet udryddet, og til Svar herpaa havde disse erklæret og vedlagt en Erklæring fra en Kammerjæger, at Væggetøjet fuldstændig kunde udryddes. Dette forandrede jo Forholdene, men han vidste dog ikke, om man skulde forlade denne Kaserne eller leje en ny Kaserne. Selv at anskaffe det nødvendige Sengetøj, Rekvisiter m. m. vilde koste Byen ca. 8000 Kr. Mørk kunde ikke skønne rettere, end at man i hvert Fald ikke kunde opsige Lejen i Frøknerne Grarups Kaserne for til April, og kunde Frøknerne Grarup til den Tid skaffe Kasernen fri for Væggetøj, særlig hvis den nu stod ledig (Holm: Nej, det gør den ikke). Ja, for hvis det havde været Tilfældet, kunde man jo have foretaget saadanne Hovedrensninger, som ere nødvendige for Udryddelsen, og som, saavidt han vidste fra en af disse Væggetøjsmænd, foretoges med Svovl og Edikesyre. Speyer mente, at det var en Imødekommen, man viste Frøknerne Grarup, at man allerede nu underrettede dem om, at man vilde opsige Lejemaalet. Det vilde blive meget vanskeligt for Frkn. Grarup den 1ste April at præstere en Attest for, at Væggetøjet var forsvundet. Baumann kunde bevidne, at der havde været Masser af Væggetøj en Gang, han havde havt Mandskab liggende der. Mork vilde saamænd ingenlunde tilraade at man skulde beholde Kasernen. Væggetøj var jo noget ubehageligt Noget, skøndt det Slags Dyr jo bed forskelligt paa de forskellige Mennesker. Det vidste nok alle de Herrer; han selv havde prøvet det mange Gange. Forøvrigt var han uenig med Speyer i, at det paahvilede Frøknerne Grarup, den 1ste April at bevise, at var intet Væggetøj var i Kasernen; det var os, der skulde bevise, at der var Væggetøj. Speyer: Saa skulde altsaa Indkvarteringskommissionen lægge sig derned og lade sig bide (stærk Latter). Byraadet besluttede at opfordre Indkvarteringskommissionen til atter at forhandle med 8de Regiment om Sagen.

(Social-Demokraten 13. januar 1881).

Grarups Kaserne. Billede fra "Langelandsgades Kaserne Århus 1889 - 1989 (1989).

Århus blev kaserneby i 1785. En egentlig kaserne blev etableret 1823 på Mindegade 10-12 i købmandsfirmaet Meulengrachts & Søns gård (nedrevet 1879). Grarups Kaserne lå i Mejlgade 55 i tobaksfabrikant Anders Grarups (1802-1871) pakhus (1847) indtil 1881. Grarup havde allerede før indretningen af kasernen haft dragoner boende i sit hjem 1834 og 1845. Anders Grarup gik fallit i 1860, men en af sønnerne købte gården tilbage og en del af familien beboede stadig bygningen. Den husede 140 mand.

En soldat skrev et lille vers på væggen:

I Grarups hus
er rotter og mus
er lopper og lus
mod fnat må soldaterne kæmpe.

I august 1882 ødelagde en ildebrand forhuset til kasernen.