Enkedronning Caroline Amalie. (Efterskrift til Politivennen)

Det er et stort spand af år den afdødes liv omfatter, og det er et tidsrum, i hvilket Danmark som stat har lidt så hård en medfart og så store tab som næsten ingensinde førhen i historien. Der var over Caroline Amalie for os bestandig et minde, og et ærværdigt og smukt minde, om svundne tider. Hun var den enevældige konges enke og havde vaner som sådan - man tænker på hendes firspændige køretøj uden kusk men med jockeyer og med forriddere langt foran vognen - men hun var tillige det milde, landsfaderlige regimentes efterlevende dronning. Uden oprindelig at have synderlig kendskab til eller forståelse af det folks trang, i hvis spidse hun stod ved en åndfuld mands side, havde hun en følelse af at være sit lands moder, og hun nærede en aldrig svigtende kærlighed til Danmark. Hun fik dog alt som hun blev en gammel kvinde bestandig bedre kendskab til adskillige af de livsrørelser, som omgav hende - man tænker på hendes venskab for Grundtvig og pastor Rørdam i Lyngby - og blandt det gammelt-kongelige sølv og guld, der prydede hendes sale, kunne friske unge planter fra de sidste dage finde plads. Hendes sind var religiøst og skulle der i hendes tankesæt plantes unge skud ind, måtte det ske ad religionens vej. Hun har næppe forstået meget af, hvad det danske folk politisk ville, men hun kunne føle med det folk, som hun levede blandt. Tiden var løbet hende forbi, men hun beholdt den ungdom i sit hjerte, som hendes kærlighed til land og rige gav. Hendes venskab for børn var en bekendt sag. Derfra skriver de fleste af hende grundlagte eller støttede institutioner sig: Asyler og velgjørende selskaber. Hendes godgørenhed var det hele stor og større ofte, sagde man, end hendes forholdsvis ikke rige midler tillod hende. Når man derfor i hendes skønne ansigtstræk og ædle skikkelse så efterskæret af en svunden kongemagt, var det også den vennesæle kvinde huskede, og som vandt hjerterne. Det er rigtigt, at der nu sørges med krep og snip for den døde dronning - hun ville ikke have kunnet begribe, at sligt kunne undværes - der vil også blive sørget uden disse ydre tegn.

Enkedronning Caroline Amalie (1796-1881). Christian 8's ægtefælle. Fotograf Georg Emil Hansen (1833-1891). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Men når nu dette er så, hvad skal så det påbud til, som er udgået om landesorg indtil videre? Lad den afdøde enkedronning Caroline Amalie få al den officielle hyldest som følger af hendes stilling, og som ved denne lejlighed vil blive ydet af et langt ærligere sind end det ofte ellers er tilfældet; men hvad tjener det til at belægge landet med en tynge af fremkunstlet stilhed? Mener man derved at fæste mindet om den afdøde dronning dybere i trofaste sind? En underlig tro! Og de folk, som pekuniært ikke kunne tåle denne tilstand af landesorg, har man tænkt på dem? Skulle de lide, fordi de tjene deres brød i et letsindig øjemeds tjeneste? Man handler urigtigt i dette, og man handler ikke i den afdøde milde dronnings ånd. Kunne hun høre, at en eneste stakkels positivspiller i København, hvem man havde forbudt at spille i gårdene, skulle sulte, fordi hun nød officiel ære i sin grav, ville hun i samme nu give befaling til at holde inde med sorgen. Vi taler ikke de letsindige fornøjelsers sag, men vi taler en stor mængde menneskers sag, som ikke er således stillede i samfundet, at de have råd til at være med i denne art af sorg, som "befalingen" lyder på. Og vi taler den store mængde fornuftige og hæderlige menneskers sag, der forstår at være ærbødige overfor døden og at tage kongehusets sorg så vel som enhver anden ærlig sorg, uden at de derfor have lyst til at tage del i det udtryk for sorgen, som er befalet, men som ingen rod har i den almindelige bevidsthed. Danmark sørger ikke over sin afdøde enkedronning på den personlige måde, at skuespil og kunstnydelser overhovedet derfor med et kunne blive tant her i landet. Jo før altså det tryk bliver hævet, som denne landesorg "indtil videre" har lagt på os alle, jo bedre. Det smukke minde, som enkedronning Caroline Amalie har sat sig selv i Danmark, vil ikke lide noget skår derved.

(Morgenbladet (København), 11. marts 1881).

Enkedronning Caroline Amalies Kiste i Trongemakket i hendes Palais. Illustreret Tidende nr. 1121, 20. marts 1881.

Familieliv. (Efterskrift til Politivennen)

Nykjøbing Kjøbstads Extraret har i F. Loll.-Falst Stifst. nys paadømt en mod en Mursvend anlagt Justitssag af følgende Beskaffenhed. Mursvenden var tiltalt for Mishandling af sin Hustru og Børn, og under Sagen blev det oplyst, at Ægtefolkene i en Række af Aar havde levet i et højst ulykkeligt Forhold med hinanden. Ihvorvel Grunden hertil i en væsenlig Grad maa tilskrives Manden, havde Konen ogsaa for en Del Skyld deri, idet hun ikke saa sjældent imod Mandens Vidende og Villie havde bortødslet til Indkjøb af unødvendige Sager temmelig betydelige Summer, som han, naar han rejste bort for at arbejde paa Landet, havde overgivet hende, og som hun vidste vare bestemte til andre Øjemed, ligesom hun ogsaa undertiden i samme Anledning havde pantsat og endog en Gang solgt Mandens Gangklæder og deres Sengetøj samt ofte udskjældt Manden og truet ham med, hvad hun havde i Haanden, samt endog slaaet efter ham. Ligeledes havde hun, hvem Børnenes Opdragelse mest paahvilede, da Manden ofte i længere Tid var fraværende fra Hjemmet paa Grund af Arbejde, vist sig højst forsømmelig i saa Henseende, idet hun havde ladet Børnene drive om uden Opsigt og uden at paase, at de passede deres Skolegang, og det uagtet Manden gjentagne Gange havde maattet betale, dels afsone de Skolemulkter, som i den Anledning vare ikjendte. Dog maatte, som anført. Grunden til dette ulykkelige Samliv ogsaa i høj Grad søges hos Manden, der ofte i Hidsighed og naar han var forbitret paa Konen formedelst hendes forannævnte Adfærd, havde udfskjældt og slaaet hende samt undertiden om Natten jaget hende op af Sengen, saa at hun havde maattet gaa udenfor, men han vil dog aldrig have forment hende at komme ind og gaa i Seng igjen, eller overhovedet have tilføjet hende nogen Overlast. Tiltalte havde ogsaa en Gang, da Konen truede ham med en Kniv, vristet denne fra hende og slynget den efter hende, uden at det dog egenlig havde været hans Hensigt at ramme hende, hvilket heller ikte flere. Med Hensyn til Tiltaltes Forhold lige overfor Børnene maatte det antages, at han, naar han havde Aarsag til paa Grund af deres Løgnagtighed og Forsømmelighed ved deres Skolegang, at revse dem, dog ofte i sin Hidsighed var gaaet saa vidt, om han end aldrig ved sine Revselser havde tilføjet dem nogen alvorlig Skade. Endelig havde Tiltalte med Hensyn til det, der nærmest gav Anledning til nærværende Sag, forklaret, at han en Fredag Aften i afvigte December Maaned hørte, al hans Kone spurgte de ældste af Børnene, Drengene A. og F, der opholdt sig i Stuen has ham, om hvem af dem der havde sat noget Sigtebrød paa Kakkelovnen, og uagtet A. hertil svarede, at han havde gjort det, troede Tiltalte, der vidste, at F. var meget løgnagtig, dog at dette var urigtigt, og at F. var den virkelig Skyldige, og han gav sig derfor til at prygle denne med en Læderrem, som han plejede at bære om Livet. Da Konen nu kom til og skjændte paa ham, blev han vred herover stg skubbede eller sparkede til hende, saa at hun faldt overmod Kakkelovnen, uden dog at tage Skade deraf, men han har derhos paastaaet, at Konen den Gang var saa beruset, at hun ikke kunde staa paa Benene. Kort efter gik hans Kone ud i Kjøkkenet, og han gav sig nu til at udspørge Bønene, om de havde skulket fra Skolen, idet han kort i Forvejen havde maattet afsone nogle Skolemulkter og var vred herover. Drengen F. uægtede imidlertid saadant, og for nu at faa ham til at tilstaa, lagde han den ommeldte Læderrem foran om Halsen paa ham, og idet han holdt begge Enderne sammen om bag Ørerne, holdt han ham op i Vejret, hængende langs Væggen, idet han med sin ene Haand holdt ham i Brystet og støttede den anden, hvor han holdt Remmen, til en paa Væggen anbragt Hjortetak. Uagtet Konen, der kom til Stede, opfordrede ham til at slippe Drengen, holdt han dog denne saaledes hængende nogen Tid, idet han flere Gange forgjæves opfordrede ham til at tilstaa, hvad Drengen, der efter sin Forklaring havde en kvælende Fornemmelse, forgjæves bestræbte sig for at gjøre, og først da Sømmet, hvorved Hjortetakken var fastgjort, gik itu og han saaledes ikke længere havde noget Støttepunkt for Haanden, satte han igjen Drengen ned paa Gulvet. Denne tilstod nu strax, og han pryglede ham derefter dels med Haanden, dels med Remmen, ligesom han heller ikke har turdet benægte, at han muligvis i sin Hidsighed har sparket ham henimod eller ind under Bordet. Turen kom nu til Drengen A., der strax tilstod, og efterat have slaaet ham, saa at han faldt om, lagde Tiltalte nu og saa for at straffe ham Remmen om hans Hals, som det maa antages paa samme Maade som med F., og medens han saaledes holdt ham nede mod Gulvet, slog og sparkede han gjentagne Gange til ham Tiltalte har indrømmet, at han vel indsaa, at hans ovennævnte Adfærd var i højeste Grad uforsvarlig, men han har derhos forsikret, at han den Gang han gjorde sig skyldig deri, ikke et Øjeblik tænkte paa at ville tilføje Børnene nogen alvorlig Skade, ligesom det heller ikke faldt ham ind, ot saadant kunde befrygtes, men i sin Hidsighed tænkte han ikke over, hvad han gjorde. Medens nu den af Tiltalte mod hans Kone udviste Adfærd efter de afgivne Forklaringer ikke kunde karakteriseres som nogen "Mishandling", maatte derimod den Maade, hvorpaa han den ommeldte Dag havde revset sine Børn, uagtet der ikke derved var tilføjet dem nogen egenlig Skade, dog i Følge hele sin Karakter anses som en saadan, og Tiltalte, der ikke er straffet tidligere, blev derfor nu efter Straffelovens § 202 anset med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage samt tilpligtet at udrede Sagens samtlige Omkostninger.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).

Vinteren og Nøden. (Efterskrift til Politivennen)

Efter de almindelige Regler for Vejret og Aarstidernes Skiften tør man vel nu, da vi skrive den 5te Marts, snart kunne imødese bedre Tider, Gjenoplivelse af Forretningerne, som Frosten har baandlagt saa haardt, og dermed Arbejde og Fortjeneste for de Tusinder af Smaakaarsfamilier, der nu tære paa de yderste Nødmidler for at friste Livet. Den sidste Ende af Vinteren er altid den tungeste, og især naar det træffer ind med en saa stræng og haardnakket Kulde, der skærper de nødvendigste Krav til Livets Ophold, samtidig med at Hjælpekilderne ere saa udtørrede som ikke paa nogen anden Aarstid. Februar, ja selv Januar kan være stræng nok for de mange Husholdninger, der regelmæssig ikke naa synderlig videre om Sommeren end til at erstatte den Adgang, som der i den foregaaende Vinter er lidt paa Møbler, Husgeraad, Klæder osv.; men værst bliver det, naar Marts i Stedet for med Foraar og Arbejde kommer med Fortsættelse af Februar Maaneds Kulde og Arbejdsløshed. 

Snekjørsel i Vinteren 1880-1881. Illustreret Tidende nr. 1117, 20. februar 1881.

Derfor er der særlig nu en ganske extraordinær Opfordring for Goddædigheden til at øve sin Gjerning, og det hurtig, uden Dags Betænkning. Mange af dem, der ere blandt Giverne, kunne sige, at ogsaa mod dem har denne Vinter været særdeles fordringsfuld, og at det, som de sædvanlig kunne afse til Trængende, forlængst er mere end optaget. Alen netop for denne Betragtning, som uden Tvivl gjælder mange i de store Mellemlag, hvorfra de talrige og stadige Bidrag flyde til den frivillige Fattighjælp, er det om ikke just en Forøgelse af Ideevnen, saa dog en Beroligelse ved de gjentagne Krav, at Solen allerede staar højt paa Himlen, og at det for i Aar er en sidste Appel, der lyder til dem. Man veed, at Understøttelsesforeningens Midler ere udtømte, næsten mere end til Bunden, saa at den har maattet vise Folk af ubetinget værdig Trang til Fattigvæsenet. Siger man, at der altsaa dog er et Fattigvæsen, som hindrer den fattige Befolkning i at naa den yderste Grad af Nød, hvor menneskelige Livsbetingelser i Virkeligheden høre op, da siger man noget, der er uendelig haardt for mange og ensbetydende med de strængeste Savn; thi er der end ikke faa, som tage sig det nogenlunde let at gaa til det offenlige Fattigvæsen, saa er der ikke mindre sikkert et stort Antal, som ikke uden det haardeste Tryk gaa den Vej, og det er næppe faa, som ikke gaa den, hvor stærkt det end kniber. Det er særlig Modstandsevnen hos disse, som bør styrkes paa en Tid som denne; thi det er, ved Siden af Hensynet til den enkeltes Savn og Lidelser, af stor social Interesse, at de, der stride mod at sættes under offenlig Forsørgelse, ikke nødes til at overgive sig til denne. Understøttelsesforeningen har paa dette Punkt en betydelig Opgave, som den ikke bør savne Midler til at løse. Den har i sin Organisation ganske enestaaende Betingelser for at vide, hvor den Trang findes, som kæmper for borgerlig Selvstændighed og kan overvindes ved en hjælpsom Haandsrækning i Tide. Det er en Trang, som lukker sig ude fra at blive set, og tidt er den meget haardere end den, der møder frem paa Gaderne og ved Dørene - Folk, der kjende disse Tilstande, vide, at Tiggeriet mangen Gang, skjønt det optræder saa medynkvækkende, kan give et endogsaa rundeligt Underhold. Undertiden kan man træffe den Bemærkning, at er noget haardt Sind, om det end ikke er humant, dog kan være socialt berettiget, da megen Nød er selvforskyldt og Vinteren ofte er trang, fordi Sommeren har været uforsynlig. Naturligvis forekommer der saadanne Tilfælde, mulig ikke saa ganske faa; men Tiden til at ræsonnere over dem er ikke vel valgt, naar Spisekamret er tomt. Kakkelovnen kold. Klæderne hos Pantelaanerne og Dynerne samme Steds; hvor Tilstanden er en saadan, hjælper man strax, og siden formaner man til bedre Forsynlighed, hvis det har skortet paa den fra forrige Sommer.

Hermed lægge vi et Ord ind for, at Understøttelsesforeningen maa blive hørt uden Ophold.

(Morgenbladet (København) 5. marts 1881).

K. Gamborg: Uddeling af Middagsmad ved Østerbro Bespisningsforening. Illustreret Tidende nr. 1119, 6. marts 1881.

Ludvig Peter Kjøge (1823-1888?). (Efterskrift til Politivennen)

Af en artikel i Fædrelandet 19. september 1849 fremgår at en fabriksarbejder på Ladegården (August Hansen Michelsen) havde stukket Ludvig Peter Kjøge med en kniv i underlivet. Lægen skønnede ikke at det var "meget farligt". Ludvig fortalte senere at han havde talt med en nyligt ankommet til Ladegården (Frederik Julius Jørgensen) og denne havde leet af noget. Dette "noget" troede August var rettet mod ham og gav sig i klammeri. Det lykkedes Ludvig og nogle tilkommende at få standset volden. Men et par timer senere mødtes de igen, hvorefter August stak ham. 

Fædrelandet kunne i 1850 give yderligere oplysninger om Ludvig:

Paakjendte Sager i Criminal- og Politiretten:

Efter at Ludvig Peter Kjøge i Aaret 1836, da 13 Aar gammel, var bleven straffet med Ris for Betleri og i 1837 anseet med samme Straf, for ved en af Stadens Porte at have foranlediget Uorden, samt indladt sig i Contestationer med en Skildvagt, blev han ved Politiets Foranstaltning sat i Pleie hos en Gaardmand i Jylland, hos hvem han var til sin Confirmation, da han atter tog hertil Staden, hvor han senere har ernæret sig ved tilfældigt Arbeide. Ved Høiesterets Dom af 31te Juli 1843 straffedes han med 8 Maaneders Arbeide i Kjøbenhavns Forbedringshus for, blandt Andet, i Forening med en mistænkelig Person at have hos flere Handlende begaaet tyverier, hvorved allahaande Skabe, som de Bestjaalne havde havt hængende udenfor deres Udsalgssteder, bleve opbrudte og deraf var udtaget en Del, til en Værdi af e. 15 Rbd. ansatte, Gjenstande. Under en den 10de Februar 1845 ligeledes af Høiesteret paakjendt Justitssag blev han, som overbevist om i Kjøbenhavns Amts nordre Birk at have forøvet 6 Tyverier, hvoraf 3 Indbrudstyverier  - hvilke sidste alene gav ham et Udbytte til Værdi af c. 17 Rbd.- anseet efter Forordningen 11te April 1846 § 12, 1ste Membr. og § 14 cfr. 13 med 4 Aars Arbeide i bemeldte Straffeanstalt. For Tyveri, Løsgængeri og Fornærmelser mod Politiet blev han ved Kriminal- og Politirettens Dom af 1ste December f. A. idømt 6 Aars Rasphusarbeide etter den nævnte Forordnings § 12, 1ste Membr., cfr. § 15, Forordningen 21de Aug. 1829 § 2 og Forordn. 4de Octbr. 1833 § 16. Denne Dom appelleredes, ifølge Kjøges Begjæring, til Høiesteret. Den 11te December lod Arrestanten melde, at han vilde afgive Tilstaaelse betrædende et af ham hidtil benegtet Tyveri, og forklarede han i den Anledning Følgende: Søndagen den 16de August f. A. undveg han om Aftenen fra Ladegaarden, hvor han havde Indeholdelse, ved at springe ud af et Vindue i 2den Etage. Han drak derefter i et Værtshus paa Nørrebro endel Brændevin, og lagde sig saa til at sove paa Giacierne. Den næste Dag drev han ud ad Strandvejen til, og Natten tilbragte han i Dyrehaven. Tidlig næste Morgen, medens en Person, med hvem han var i Følge, laa i nogen Afstand skjult bag en Busk for at holde Vagt, samt meddele Underretning om, hvis Nogen skulde komme, aabnede Kjøge med en medhavende falsk Nøgle den aflaasede Dør til Kiøkkenet i et af nu afdøde Fabrikarbeider Selbach beboet Hus ved Raadvad, og efterat have begivet sig ind i et Værelse, i hvilket han saae en Mandsperson ligge og sove i en der slaaende Seng, udtog han af en Dragkiste, hvis Skuffer vare noget udtrukne, et Par Benklæder, en Klædes Trøie, en islandsk Nattrøie, 4 Nøgler Uldgarn og noget brunt Sukker, samt et Par under Dragkisten hensatte Sko, hvorpaa han lod Døren staae aaben efter sig og, uden at lægge Mærke til, hvor hans Ledsager var bleven af, begav han sig ad en Skovsti til Strandvejen. Ved Bellevue antraf han sin Kammerat, men denne fik ikke Kosterne at see og gjorde ei heller Fordring paa at tage Del i dem. De forlode hinanden i Nærheden af Slukefter, hvorefter Kjøge begav sig over en Tværvej til Lyngbyveien, hvor han med Undtagelse af Skoene, som han havde tabt, og Sukkeret, som han havde fortæret, solgte Kosterne til Bønderfolk, han antraf paa Veien. Aarsagen, hvorfor han ikke tidligere havde vedgaaet delte Tyveri, angav han at være, at han ikke kunde huske det; at Grunden dertil var en ganske anden, vil det Følgende vise. Den 29de December lod Kjøge melde, at han havde endnu flere Tyverier at tilstaae. I Forening med den mistænkelige, nu 28aarige Andreas Peter Engermann, imod hvem Undersøgelser have været indledede, men som vedholdende har neglet Delagtighed i Tyveriet, havde han nemlig den 23de Febr. f. A. om Aftenen Klokken mellem 7 og 8, fra et udenfor Konstdreier J. A. Jørgensens Boutik paa Hjørnet af Vimmelskaftet og Badstuestrædet ophængt Skab med forskjelligt Dreierarbeide, bortstjaalet et til en Værdi af 1 Rhd. ansat Merskumspibehoved. hvilket efter Kjøges Forklaring blev udført paa den Maade, at han trykkede Ruden ind, hvorpaa Engermann at Skabet udtog Pibehovedet, hvorom han til Kjøge havde yttret, at det var nok værdi at have, og derefter leverede det til denne, og stod Kjøge netop i Begreb med at sælge Pibehovedet i en Værtshuskjælder, da han, der paastaaer, at Engermann har angivet ham, blev sammesteds anholdt af Politiet. Kjøge tilstod fremdeles, at han i forening med den mistænkelige 24aarige Julius Nicolai Liefring, mod hvem Bevis imidlertid ikke er kommet tilstede, har Løverdagen den 21de Juli f. A. om Aftenen Klokken mellem 16 og 11 i Cigarfabrikør P. Lorchs aabenstaaende Boutik i Stedet Nr. 6 i Gothersgaden bortstjaalet en sammesteds paa Disken staaende ) Kasse Cigarer, med hvilke, der udgjorde et Antal af c. 126 Stykker, Kjøge den næste Dag gik ud ad Dyrehaven til for at falbyde dem sammesteds, men da det blev Regnvejr, opgav han Speculationen og solgte Cigarerne, der havde en Værdi af 2 Rbd. 48 Sk., til en Værtshusholder paa Tilbagevejen for 56 Sk. Kjøge tilstod endvidere, at han i Følge med Liefring og en 3die Person, der senere har hængt sig, en Formiddag i Juli Maaned f. A. havde i en ved Strandveien beliggende Have, i hvilken han korn ind ved at stige over et Stakit, tilvendt sig noget paa Snore hængende Tøj, bestaaende at 3 a 4 Par Sokker, nogle Underbenklæder, Tørklæder m. m., som han havde rakt over til Liefring, der stod paa Veien, men da en Kone, som havde bemærket dem, gav sig til at skrige, kastede Liefring Tøiet Ira sig , hvorpaa de alle 3 havde givet sig til at løbe. Endelig vedgik Kjøge, at han den 26de August f. A., Dagen etter at han var undvegen fra Ladegaarden, har i Forening med Liefring begaaet Tyveri i en, Gaardmand Jens Petersen tilhørende , mellem Stedet "Tretiasker" og Lundehuset beliggende Gaard, ved hvilket blandt Andet borttoges nogle Klædningsstykker, der vare ophængte i en Lade, til hvilken Kjøge. der vidste, at Folkene vare i Marken, havde skaffet sig Adgang gjennem den uallaasede Dør. 

- Den 31te Januar d. A. stadfæstede Høiesteret Criminalrettens Dom af 1ste December, og blev Kjøge derefter afført til Straffestedet. Valget af Rasphusarbeide var mod Domfældtes Beregning. Følgen af hans mange Tilstaaelser, hvortil han uden Tvivl kunde have føiet langt flere, stod ham klart for Øie, og forlangte han i den Anledning en Conference med sin Defensor, forinden denne indlod Sagen. Da Sagføreren skulde erfare, hvad fangen vilde, gik dennes Begjæring ud paa at blive stillet før et nyt forhør, hvorunder det var hans Agt at gjøre sine afgivne Bekjendelser betingede af, at han maatte blive hendømt til Arbeide i Fæstningen, i Stedet for i Rasphuset. Det hjalp ikke, at Defensor forestillede ham det Unyttige i at stille saadanne Betingelser eller at ville kalde sine een Gang afgivne og ved Sagens Omstændigheder bestyrkede Bekjendelser tilbage; thi det var desuagtet hans Mening, efter Omstændighederne at tilbagekalde disse som urigtige, hvis han ikke maatte komme i Slaveriet, og han gjorde Sagføreren, som hans Defensor, det til Pligt at gjøre Criminalretten bekjendt med hans Begjæring. Den 26de April fremstilledes Rasphusfangen L. P. Kjøge for Retten, der var sat i Straffeanstalten. Som man havde ventet, fragik han de ovennævnte Tyverier, og angav han Aarsagen til, at han selv havde anmeldt sig som skyldig i dem, at han havde været af den Formening, at han, ved at forøge sin Strafskyld, skulde kunne bevirket, at han for Tyveriet, hvorfor han sidste Gang var under tiltale, skulde blive idømt Fæstningsarbeide, i Stedet for Rasphusarbeide; men, da han nu havde erfaret det Modsatte, havde han ikke længere nogen Grund til at paalyve sig tyverier, som han aldrig havde forøvet eller været delagtig i. Efter Maaden, hvorpaa Kjøge, til hvis Fragaaelse der ifølge L. 1-15-1 intet Hensyn kunde tages, havde iværksat det hos Selbach forøvede Tyveri, i Henseende til hvilket aldeles nøiagtig Oplysning om Tiden, hvorpaa det er udført, ikke har kunnet tilvejebringes, maatte det henføres under Frdgn. Ilte April 1840 § 12 1ste Membrum, og blev han ved kriminalrettens Dom af 11te Juni, i Medfør af Frdgns. § 19, idømt en Tillægsstraf, som efter Omstændighederne fandtes at kunne fastsættes til 2 Aars Rasphusarbeide. Domfældte har appelleret til Højesteret.

(Fædrelandet 3. juli 1850).

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 78 som indsat 6. februar 1850 og løsladelsesdato 6. februar 1858. Bopæl Ladegården i København. Han havde da tidligere været straffet for tyveri med ris, 8 måneder og 4 års forbedringshusarbejde. Denne gang sad han for tyveri, løsgængeri og fornærmelse mod politiet. Tillægsstraf for tyveri.

Hvis datoen 6. februar 1858 kom til at gælde, varede det ikke længe efter løsladelsen før han igen blev pågrebet: Året efter (1859) blev han idømt tugthusarbejde i 10 år:

Anholdelse. En af de Forbrydere, som siden deres Konfirmation have tilbragt hele deres Liv enten i Fængsler eller i Straffeanstalter, er i disse Dage bleven anholdt, nemlig Ludvig Peter Kjøge, som i Aaret 1842 i en Alder af 20 Aar inddømtes i Forbedringhuset for Tyveri, ved sin Løsladelse udlagdes paa Ladegaarden, i 1844 dømtes til 4 Aars Strafarbejde, i 1850 til 8 Aars og i 1859 til 10 Aars Tugthusarbejde. Alt for begaaede Tyverier. Han blev da løsladt i Begyndelsen af denne Maaned og tog da Ophold paa Utterløv Mark. For omtrent 8 Dage siden forlod han sit Logis, begik han atter Tyveri og vil nu utvivlsomt paany blive inddømt til fleraarigt Arbejde i Tugthuset, hvorved Samfundet atter for en Tid bliver sikkret mod ny Ulovligheder fra hans Side. (Dg. Nh.)

(Horsens Folkeblad 30. september 1869).

“Ludvig Peter Kjøge, straffet meget ofte for Tyveri, Fornærmelse mod Politiet; senest med 10 Aars Tugthus; see mist: Prot: B. Pag 491.” [1869]. Genealogisk Forlag.

Efter i 1870 at være dømt to gange til hhv. 5 års tugthusarbejde og strafarbejde i 4 år, blev han efter løsladelselsen atter pågrebet i 1880:

Et Forbryderliv. Ludvig Peter Kjøge, der nu er 58 Aar gl., er bl. a. straffet med følgende Straffe, dels for Ejendomsindgreb, dels for Vold: i 1843 med Forbedringshusarbejde i 8 Maaneder, i 1845 med lignende Strafarbejde i 4 Aar, i 1850 med Rasphusarbejde i 6 Aar og i samme Aar med en Tillægsstraf af 2 Aar, i 1859 med Tugthusarbejde i 10 Aar, i 1870 med Tugthusarbejde i 5 og i 1870 med lige Strafarbejde i 4 Aar; altsaa i et Tidsrum af ca. 37 Aar med i alt 32 Aar og 2 Maaneders Strafarbejde. Han er nu atter idømt Tugthusarbejde, denne Gang i 6 Aar under følgende nærmere Omstændigheder. Han sigtedes under en ved Kriminalretten anlagt Sag for at have den 30te November f. A om Eftermiddagen imellem Kl. 4 og 5 stjaalet en Kaabe, der hang som Skilt paa et Stativ i en Gang indenfor Gadedøren til en Ejendom paa Kjøbmagergade, fra hvilken Gang der er Indgang til en Manufakturhandlers Butik. Han nægtede sig vel skyldig i Tyveriet, men det bevistes, at han havde været i Besiddelse af den omhandlede Kaabe, da han blev standset paa Gaden af to Vidner; fremdeles bevistes Bestjaalnes Ejendomsret til Kaaben, og endelig, at den havde hængt som Skilt i den omtalte Gang. Arrestanten forsøgte at forklare fra Besiddelse af Kaaben derhen, at han af en Kone var bleven anmodet om at bære den, uden at hun dog sagde ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring i og for sig var høist usandsynlig, saaledes godtgjordes det ved begge Vidners Udsagn, at den Kane, der foranledigede, at Arrestanten paa Graabrødretorv blev standset, medens han var r Færd med at bortbære Kaaben, netop var det ene Vidne; fremdeles, at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjød, og endelig, at Arrestanten den Gang for begge Vidnerne opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Det ene Vidne, nemlig den omtalte Kone, forklarede derhos under Ed, at hun nogle Øjeblikke forinden ommeldte foregik, da hun i Følge med sin den Gang næsten lOaarige Datter passerede forbi Ejendommen paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage Kaaben ned at Stativet, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjød og hurtigt fjærne sig med den tværs oner Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter barn ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det soregaaede, og da hun ingen saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa. En hermed overensstemmende Forklaring blev afgivet af hendes omtalte Datter. Arrestanten benægtede vel endvidere, at han paa den omhandlede Tid havde været i den omtalte Ejendom paa Kjøbmagergade, eller endog blot paa den Side af Gaden, hvor de i ligger, men det bevistes ved andre Vidner, at han ganske kort forinden han blev standset paa Graabrødretorv havde opholdt sig i den omtalte Gang. Arrestanten søgte endvidere at komme bort fra Sagen ved i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte, at paastaa, at han ikke mindedes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilken Paastand i høj Grad bar Præget af Mangel paa Oprigtighed, og da Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, fandt Retten, at der forelaa et i Medfør af Frdn. 8de Septbr. 1841 fyldestgjørende Indiciebevis for, at han var skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han blev derfor anset efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri med den ovenfor anførte Straf af Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Morgenbladet (København) 4. marts 1881).

H. Tegner: Hvad er der paafærde? Scene af det kjøbenhavnske Gadeliv. Illustreret Tidende nr. 1119, 6. marts 1881. Scenen må være Købmagergade, og kan være her Ludvig var.

Af Højesteretsdommens præmisser fremgår nogle yderligere detaljer:

Højesteret. Mandagen den 23 Maj.

Nr. 131. Etatsraad Buntzen

contra

Ludvig Peter Kjøge (Defensor Klubien).

Arrestanten har nægtet sig skyldig i dette Tyveri; ved hvad han selv har vedgaaet og det iøvrigt Oplyste er det imidlertid bevist, at han den anførte Dag om Eftermiddagen ca. Kl. 5, da han paa sin Vej fra Kjobmagergade gjennem Løvstræde over Graabrødretorv, blev standset paa dette Torv af Skomagermester Petersens Hustru, Frandsine Louise Meyer og Handelsagent Arentz Emil Boss, var i Besiddelse af en Kaabe, og med Hensyn til denne Kaabe er nævnte Firmas Ejendomsret bevist samt have Ferdinand Emil Frantz Christensen, der for Firmaets Ihændehaver, som ikke selv befatter sig med dets Forretning, bestyrer samme, og de ved Forretningen ansatte 2 Personer, Lærling Harald Petersen og Helene Marie Louise Jacobsen, hver for sit Vedkommende bekræftet med Ed, at den er frakommen Forretningen uden deres Vidende og Villie. Lærling Petersen har derhos paa samme Maade bekræftet, at denne Kaabe bemeldte Dag, forinden den bortkom, hang som Skilt paa et Stativ i Gangen udenfor Firmaets Boutik.

Arrestanten har nu vel under Sagen forklaret, at han, da han ved den ommeldte Lejlighed var i Besiddelse af Kaaben, bar den for fornævnte Petersens Hustru, der var Arrestanten ganske ubekjendt, men som — efter hans første Forklaring paa Hjørnet af Kjøbmagergade og Klareboderne, efter hans senere Forklaring paa Hjørnet af - Kjøbmagergade og Løvstræde — havde anmodet ham om at bære den uden at sige ham, hvorhen han skulde bringe den. Ligesom denne Forklaring imidlertid allerede i og for sig er højst usandsynlig, saaledes er det mod Arrestantens Benegtelse tildels i alt Fald af at erindre noget herom, ved de af Petersens Hustru og Handelsagent Boss afgivne Vidneforklaringer godtgjort, at det netop var Petersens Hustru der foranledigede, at Arrestanten standsedes paa Graabrødretorv, medens han var ifa?rd med at bortbære Kaaben, fremdeles at han, da han standsedes, bar Kaaben skjult under sit Frakkeskjod og endelig at han dengang saavel for Petersens Hustru som for Boss opgav, at han havde kjøbt Kaaben. Af Petersens Hustru er derhos under Ed forklaret, at hun nogle Øjeblikke forinden det Ovenmeldte foregik, da hun i Følge med sin dengang næsten 10-aarige Datter passerede forbi Ejendommen Nr. 42 paa Kjøbmagergade, saa Arrestanten tage den oftmeldte Kaabe ned af det Stativ, hvorpaa den hang i Gangen indenfor Ejendommens Gadedør, rulle den sammen, stikke den ind under sit Frakkeskjod og hurtigt fjerne sig med den tversover Gaden gjennem Løvstræde til Graabrødretorv, medens hun selv fulgte efter ham ad denne Vej i Haab om at træffe en Mandsperson, til hvem hun kunde melde det Foregaaede, og da hun ingen Saadan traf, tiltalte Arrestanten paa sidstnævnte Torv, idet hun sigtede ham for at have stjaalet den Kaabe, han bar paa, og en i Et og Alt hermed stemmende Forklaring er afgiven af hendes omtalte Datter Mathea Frederikke Petersen, der navnlig, selv vil have set Arrestanten stjæle Kaaben og skjule den under sit Frakkeskjød, samt bort ham paa Graabrødretorv foregive, at han havde kjøbt den.

Endelig er det, imod Arrestantens Benegtelse af at have den 30 November forrige Aar forinden det Ommeldte passerede, været inde i den omtalte Ejendom eller endog blot været paa den Side af Gaden, hvor den ligger ved de Vidneforklaringer, der ere afgivne, dels af den formeldte Forretningsbestyrer Christensen og den ved samme ansatte Lærling Petersen, dels af Theodor Christian Fischer, der er i Lære hos Boghandler Larsen, til hvis Boutik der er Indgang fra samme Gang, hvorfra der er Indgang til det bestjaalne Firmas Boutik, bevist, at Arrestanten bemeldte Dags Eftermiddag mellem Klokken 4 og 5 indtil ganske kort Tid forinden han blev standset paa Graabrødretorv, har opholdt sig i den omtalte Gang.

Efter hvad der saaledes er oplyst i Sagen, hvortil kommer, at Arrestanten endnu i andre Henseender end de, der fremgaa af Ovenanførte,, har afgivet Forklaringer om ikke at mindes noget ved den omhandlede Lejlighed passeret, hvilke i liøj Grad bære Præget af Mangel paa Oprigtighed, samt at. Arrestantens foregaaende Vandel vidner stærkt om hans Tilbøjelighed til Tyveri, findes der at foreligge et i Medfør af Forordningen 8 September 1841 fyldestgjørende Bevis for, at han er skyldig i det ham paasigtede Tyveri, og han vil derfor være at anse efter Straffelovens § 232 for 7de Gang begaaet simpelt Tyveri, efter Omstændighederne med Tugthusarbejde i 6 Aar.

(Højesteretstidende 1881-1882. Nr. 15, side 225-226)

I stambogen for Statsfængslet i Horsens ses atter Ludvig Peter Kjøge, fange nr. 90, indsat den 2. juni 1881 (formentlig fra Christianshavns Arrest, 6. måneder) med løsladelsesdato 2. juni 1887. Han angives at være arbejdsmand. Tidligere straffe: 1833 - Ris - betleri 1843 - 2/3 års forbedringshus - tyveri 1845 - 4 års forbedringshus - tyveri 1850 - 6 års rasphus - tyveri 1850 - 2 års tillægsstraf - tyveri 1859 - 10 års tugthus - tyveri 1870 - 5 års tugthus - tyveri 1876 - 4 års tugthus - tyveri iflg. Københavns Kriminal- og Politirets dom af 14-10-1876 Horsens, løsladt 19-10-1880.

I Morgenbladet (København) den 1 november 1888 kunne man under "Døde" læse at væver Ludvig Peter Kjøge var død. Hvis det er samme Ludvig Peter Kjøge, kan man antage at efter sin løsladelse i juni 1887 har levet af det væveri som han kan havde lært gennem sit lange ophold på Statsfængslet i Horsens, se indslaget "Tugthus-Konkurrencen" (1881).

Af Tyendelivet. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Tjenestekarl Jens Peter Hansen af Størlinge Mark pr. Rønnede have vi for nogen Tid siden modtaget en udførlig Fremstilling af en Række Gjenvordigheder, han har lidt i og efter en Tjeneste, som han i 1879 havde hos Skovfoged Evensen, Lestrup Skov. Den Retssag, som Tjenesteforholdet gav Anledning til, har vel for længst fundet sin Afgjørelse, og den er for saa vidt falden heldig ud for Korlen, som han ikke har faaet Dom for den Hovedanklage, der førtes imod ham. Men hele den Maade, hvorpaa, han før, under og efter Sagen er bleven behandlet fra forskjellige Sider, har hos han fæstnet en stærk og bitter Overbevisning om, at han har lidt lidt haard Uret. Om Sagens faktiske Sammenhæng og alle dens Omstændigheder kjende vi intet ud over, hvad han selv har meddelt, og Fremstillingen staar derfor helt paa hans egen Troværdighed; men det har forekommet os at være god Grund til at efterkomme hans Ønske om Offenliggjørelse.

Som fattig Tjenestekarl, Søn af en Indsidderenke, har han hjemme i de Samfundslag, hvor Tavshed er Sædvane, ikke fordi alt der er, som det burde være, men fordi det er et af de haarde Vilkaar for Smaafolk, at de have saa vanskeligt ved at blive hørte, naar de have noget at klage over. Vi fælde, som sagt, ingen Dom i den Sag. der nedenfor omhandles, thi vi have ikke hørt "den anden Part", men vi finde god Grund til at lade Jens Peter Hansen komme til Orde. Han forklarer om Sagens Oprindelse udførligere, hvad vi anse det tilstrækkeligt at meddele uddragsvis, følgende:

I Juli 1879 traadte han i Skovfoged Evensens Tjeneste som Stedfortræder for en anden Karl for samme Løn, som denne var fæstet for fra Maj til Maj, 70 Kr. halvaarlig. Da Skovfogden ved Novembertid ikke vilde betale fuldt ud, hvad der tilkom Karlen, og paastod, at Lønnen for Vinterhalvaaret kun skulde være 60 Kr., opstod der herover en Strid, der imidlertid afgjordes nogle Dage senere, da Skovfogden tilkaldte Sognefoged Jeppesen af Hyllested, og denne paa en praktisk forstaaelig Maade overbeviste Karlen om, at "her hjalp ingen Parlamenteren". Ved Sognefogdens Bistand vilde Skovfogden nu ogsaa gennemdrive en tidligere rejst Fordring paa, at Karlen naar han havde arbejdet il Mørket faldt paa og spist til Aften, skulde skjære Hakkelse. Saadant Aftenarbejde var ikke blevet forlangt, hvor Karlen tidligere havde tjent, og Skovfogden havde heller ikke talt om sligt, da han fæstede Karlen. Naar denne nægtede at skjære Hakkelsen, var det dog - kortfatter Karlen - væsenlig fordi det var forbundet med Fare at staa oppe paa Skjæreloftet mellem Hø og Halm og arbejde ved en Lygte, som let kunde afstedkomme Brandfare som han mente, og Ansvaret herfor mente han vanskelig at kunne fri sig for, hvis der sket en Ulykke. Skovfogden og Sognefogden erklærede da, at Karlen som ulydig mod sin Husbond skulle forlade Tjenesten inden næste Dags Middag; Karlen protesterede mod denne fordring, som da heller ikke blev udført. Skovfogden forlangte nu. at Karlen til Davretid skulde være færdig med Morgengjerningen - at rense Stalden til 2 Heste og 6-7 Køer, strigle og skære Hakkelse for - at han derefter kunde gaa paa Lo og tærske sammen med en Husmand og da Karlen trods flittigt Arbejde ikke kunde opfylde denne Fordring, gav Husbanden ondt af sig. Jens Peter antog at Skovfogden søgte Anledning til at vise ham af Tjenesten, som vel kunde besørges billigere end ved en fast Karl om Vinteren.

Hvad der videre følger, er Jens Peter Hansens egen Fortælling.

"Da jeg et Par Uger efter 10de December omtrent ved Mellemmadstid kommer ned fra Skæreloftet efter at have skaaret Hakkelse, kommer Evensen - det var ikke første Gang - og siger, at det har varet altfor længe med mit Arbejde, og jeg var en god Drivert osv. Jeg havde endda arbejdet, saa jeg pustede og svedte ved det, saa jeg havde ikke noget at bebrejde mig med i saa Henseende. Dette vilde jeg gierne gjøre gjældende, men Skovfogden havde vistnok sat sig det Formaal at bringe mig til det yderste. Han kommer nu ind paa Hakkelseloen og puffer mig ud af Loen. Det var noget af det værste, der kunde hænde ham, naar man ikke vilde sige Ja og Amen til alle hans Urimeligheder, men vilde overbevise ham om, at man ikke havde fortjent Dadel, jeg vilde dog nu ind og have mine Træsko, som stod lige indenfor paa Foderloen, men nu støder han mig for Brystet, idet han siger, jeg kunde lade Træskoene staa. Da jeg daarlig kunde undvære dem, skyder jeg ham med flade Hænder bedre frem i Foderloen, for at jeg kunde faa dem, da jeg formente, at han ikke godt kunde forholde mig Brugen af mit eget Tøi. Men nu farer han til, og inden jeg kan slippe ud af Loen med mine Træsko, tager han Stagen af en Kost og begynder at slaa mig. Jeg vrister stagen fra ham for at han ikke stal slaa mig mere, men nu gaar han ind paa mig og fratager mig Stagen, uagtet jeg ikke værgede mig med den, ej heller paa anden Maade tilføjede ham noget, og da han haver Stagen i Vejret paany, og jeg var Bange for at faa flere Slag, saa griber jeg ham og holder ham tæt ind til mig, for at han hverken skulde slaa eller sparke mig. Men nu raaber han Gevalt, hvorved Kone og Børn komme til, og han forklarer dem, at jeg har slaaet ham i Stedet for han mig. Forundrende mig over denne Fabel og Digtekunst, som jeg dog ikke troede, han vilde offenliggjøre, gik jeg med mine Træsko. Imidlertid havde han ladet hente Gaardmand Ole Christensen fra Nabogaarden, hvem han ogsaa fortalte, at jeg havde slaaet ham. Evensens Datter forklarede, at hun havde staaet inde i Stuen og set gjennem Vinduet over Gaarden ind paa Foderloen, al jeg havde holdt hendes Fader med den ene Haand og slaaet ham med Kosteskaftet med den anden; dette, sagde hendes Moder, kunde Datteren gjøre Ed paa. Ja det blev værst for hende selv, om hun vilde, for at hjælpe sin Fader, gjøre Ed paa noget, som ikke var sket," sagde jeg. - - -

Et Par Dage efter kommer Sognefoged Jeppesen af Hyllede tilligemed Politiassistent Smith kjørende ind i Skovfogdens Gaard, de havde en Protokol bag i Vognen, saa nu kunde jeg forstaa, at der var Tur til mig, og at Skovfogden vilde sætte sin Intrige igjennem. Der gik et Par Timers Tid, saa blev jeg kaldt ind i Stuen, og nu holdt Smith Forhør over mig og vilde have mig til at tilstaa, at jeg havde slaaet min Husbonde; - men det kunde jeg ikke, sagde sig, da jeg ikke havde gjort mig skyldig i denne Forbrydelse; - tillige havde jeg været ulydig, sagde han, idet jeg ikke vilde skjære Hakkelse om Aftenen ved Lygte. Jeg sagde ham om Grunden; men jeg skulde have gjort det alligevel, sagde han. Det vilde jeg ogsaa have gjort, havde jeg vidst, at det kunde fordres i Følge Loven, - svarede jeg, - og hvis der ikke havde været Risiko ved det. (Det var en anden Sag, naar Skovfogden havde været med paa Skjæreloftet.) Politiassistent Smith sagde nu, at hvis jeg vilde give 30 Kr. til Amtsfattigkassen. vilde han se at udgjøre hos Justitsraad Bruun i Vesteregede, om jeg kunde slippe med det og Sagen bortfalde; hvortil jeg svarede nej, da jeg ikke havde noget at betale for. Nu erklærede Smith mig for Arrestant og sagde, jeg skulde gjøre mig færdig til at følge med til Vesteregede. Jeg vilde nu tage mine Penge, godt et halvt hundrede Kr., tilligemed en Sparekassebog paa 50 Kr., til mig, men det lagde Smith Mærke til, og affordrede dem, idet han tog fat paa dem, og da jeg ikke godt kunde holde fast paa dem, da sedlerne muligvis kunde blive revet i stykker, og jeg ikke vidste, om jeg kunde være myndig over mine egne Penge, saa lod jeg nødtvungen Smith tage dem, idet han sagde, at jeg havde ikke godt af at have Penge. Jeg bad, om jeg maatte tage mine Sko med, men det maatte jeg ikke. Paa Vejen til Birket (det var Aften) kom vi ind i Sognefogdens Gaard i Hyllede, hvor vi forblev noget, og i det Mellemrum kom Sognefogden ind til mig i Borgestuen, hvor jeg sad tilligemed hans Folk (der var mindst fire til Stede) og siger til mig, at jeg kunde endnu slippe med de 30 Kr. Hertrl svarede jeg, at jeg ikke havde noget at give de 30 Kr. for, uden det skulle være for, at Skovfogden havde slaaet mig, og at det var temmelig meget at give Penge for at faa Prygl. Sognefogden bliver nu vred: "Staar jeg her og gjør mit Bedste, for at Du kan slippe paa en billig Maade, og saa gjør Du Nar af mig til!" Dermed stak den ærede Sognefoged mig en paa Øret og gik. Jeg blev forbløffet, og glemte at tage Folkene til Vidne, hvorved jeg vel saa ogsaa kunde have risikeret at faa en til. En af Sognefogdens Folk, som gik med en Stok i Haanden, spurgte jeg ad, om han skulde ud at spadsere. Nej, sagde han, men jeg skal være med til at kjøre Dig til Vesteregede, og saa kan det være godt at have en Stok med. Nu spændte de for igien, og jeg skulde bringes i Arrest. Dette falder mig nu saa tungt, hvorfor jeg, da de vilde sætte mig paa Vognen, siger tiI Smith, at han faar beholde de 30 Kr., ikke fordi jeg havde slaaet min Husbond, men fordi jeg ikke vilde arresteres; tilmed havde Sognefogden truet mig med, at alt hvad jeg ejede, skulde gaa til Arrest, og der skulde jeg blive, indtil jeg beskjendte at have slaaet Skovfogden. Men nu var Sagen fordyret med 10 Kr., altsaa til 40 Kr. Smith førte til Protokols, at jeg havde budt 40 Kr til Politikassen mod, at Sagen kunde bortfalde medens Sognefogden tog 10 Kr. for at have kjørt med mig. Saa fik jeg Sparekassebogen og de Penge, der var over 50 Kroner; 50 Kroner beholdt de. Jeg havde sagt, at jeg ikke vilde arresteres, meget for min Moders skyld, idet jeg nødig vilde, hun skulde have den Sorg at høre, jeg var arresteret, hvortil Sognefogeden bemærkede: "Til Helvede med din Moder!" Han bød mig nu, at naar jeg skulde have mit Tøj hos skovfogden, skulde jeg lade ham det vide da han vilde se paa, at jeg fik det; jeg blev imidlertid betydet, at det skulde blive hos Skovfogden mindst en otte Dages Tid for at det kunde være en Slags Kavtion for mig. Jeg vandrede nu med et tungt Hjerte og en lettet Pengepung hjem til min fattige Moder, som tog sig min trange Skjæbne meget nær.

Imellem Jul og Nytaar fik ieg lejet en Mand til at hente mit Tøj; jeg skulde saa gaa i Forvejen og lade Sognefogden det vide. Jeg fik Sognefogden i Tale i hans Svoger Niels Pedersens Gaard i Hyllede; men Sognefogden sagde at han ikke havde Tid til at udlevere mit Tøi den Dag, og i hvert Fald skulde han have Betaling for sin Ulejlighed Det havde jeg ikke godt Raad til, sagde jeg, da jeg havde mistet de 50 Kr. som jeg dog haabede at faa igjen, hvortil Sognefogden svarede, at jeg havde slaaet min Husbond og at det var billigt, jeg var sluppet. Jeg sagde ham nu, at min forhenværende Husbond , (Gaardmand Niels Nielsen i Everdrup) var paa Vej efter mit Tøj; han svarede, at det ikke kom ham ved, naar jeg ikke vilde betale ham, vilde han ikke følge med. Jeg tog nu Svogeren og saa vidt jeg kunde skjønne, dennes Kone til Vidne paa, at Sognefogden ikke vilde udlevere mit Tøj uden Betaling. Saa rejser han sig i en Fart, tager fat paa mig og slaar mig gjentagne Gange paa Hovedet, og idet jeg skulde ud af Døren, fik jeg stødt Hovedet imod Dørtærskelen. Denne Behandling tog jeg nu Svogeren og hans Kone til Vidne paa; de havde stiltiende set til. Fortumlet som jeg var maatte ea nu gaa hjemad med uforrettet Sag; Manden, som skulle have hentet Tøjet kunde vende om igjen.

Imidlertid kommer jeg hen paa Birkekontoret i Vesteregede og spørger Hr. Justitsraad Bruun, om jeg skulde give noget til Sognefogden, for at han udleverede mit Tøj, hvortil Justittraad Bruun sagde, at det skulde Sognefogden gjøre tit. Jeg sagde at Sognefogden havde slaaet mig, men Justitsraaden mente, at det var fordi jeg ikke havde været høflig nok, jeg kunde bare gaa og hilse fra ham, at Sognefogden skulde udlevere mig Tøjet. Det havde jeg allerede gjort sagde jeg, men det troede Sognefogden ikke, hvorfor jeg bad om Brev til ham. Dette fik jeg og nu talte Sognefogden hverken om, at han ikke havde Tid, eller at han skulde have Betaling for sin Ulejlighed; jeg fik Tøjet, kvitterede for det og saa var den Sag saa vidt ordnet. Jeg havde imidlertid klaget for Justilsraaden over den Behandling, der var blevet mig til Del, og at jeg var blevet af med mine 50 Kr. Der blev nu sat en Dag, da jeg kunde møde tillige med Skovfogden og hans Datter. Skovfogden fastholdt, at jeg havde slaaet ham; hans Datter, at hun havde set paa at jeg slog ham Dette erklærede jeg, at det var en falsk Anklage og falsk Vidne, hvorfor jeg blev sat i Varetægtsarrest. for at betænke mig. Jeg var nu ugenlig hver Torsdag i Forhør, og blev forhørt om jeg "havde betænkt mig". Nej. Hr. Justitsraad, sagde jeg, jeg har intet at betænke mig paa, da jeg har afgivet den rette Forklaring: det var Skovfogden der slog mig, ikke jeg ham, det er raffineret Ondskab, der har dikteret Skovfogden det hele. Da jeg havde været arresteret i 14 Dage, mødte Skovfogden og hans Datter paany, og saa gjorde Datteren Ed paa at jeg havde slaaet hendes Fader. Dog Edsformularen blev ikke oplæst. Der blev sagt til mig, at jeg havde naturligvis slaaet Skovfogden, naar hans Datter gjorde Ed paa at have set det. Men jeg sagde, at jeg aldrig havde slaaet Skovfogden og det var ikke sandt hvad hun havde gjort Ed paa. Otte Doge efter faldt saa den Dom, at jeg skulde betale 15 Kr. til Politikassen, dog ikke, som jeg først troede, fordi jeg skulde have slaaet Skovfogden, men for Ulydighed mod Husbonden. Jeg kunde nu faa de 40 Kr., som Politiassistent Smith havde dikteret til Politikassen; de 15 Kr. i Bøde skulde tages fra Lønnen, jeg havde tjent fra Novbr. til 12de Decbr., ligeledes 75 Øre i Sagens Omkostninger. Jeg nægtede den Gang at modtage Pengene, forvd jeg ogsaa vilde haft de 10 Kr. , som Sognefogden havde forbeholdt sig, men dem kunde jeg ikke faa. Jeg blev saa løsladt samme Dag, efter at have været arresteret i 3 Uger

Jens Peter Hansen,

Tjenestekarl.

Størlinge Mark pr. Rønnede.

(Morgenbladet (København) 26. februar 1881. Et par afsnit indsat for læsbaarhedens skyld).

Sognefoged Jens Jeppesen, Hyllede bekendtgjorde i en skrivelse af 1. april 1881 i Morgenbladet den 5. april 1881 at han ville sagsøge tjenestekarl Jens P Hansen af Størlinge for artiklen. Dommen faldt et år efter og lød således: 

Thi kjendes for Ret:

De ovennævnte i Morgenbladet Nr 48 for 26de Februar 1881 indeholdte for Citanten Sognefoged J. Jeppesen fornærmelige Udladelser bør være døde og magtesløse, og bør Indstævnte Jens Peter Hansen til Statskassen bøde 200 Kr. eller i Mangel af denne Bødes fulde Betaling inden den fastsatte Frist hensættes i simpelt Fængsel i 30 Dage, men i øvrigt bør han for Citantens Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger, deri Salær til Citantens befalede Sagfører, Overretssagfører Bjerre 30 Kr og Porto til denne 2 Kr., samt det Gebyr, der skulde have været erlagt, og det stemplede Papir, der skulde have været brugt, saafremt Sagen ikke for Citantens Vedkommende havde været beneficeret, udredes af Indstævnte.

At efterkommes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse under Adfærd efter Loven.

H Sylov,

konst.

(Morgenbladet 25. juni 1882. Uddrag).