Nedenstående er en oversættelse til dansk af en artikel skrevet på tysk i det konservative tyske tidsskrift Preussische Jahrbücher i 1911. Det er underskrevet "en dansker", og var bestilt af den danske regering som et uofficielt dokument der beskrev den danske regerings holdning til Nordslesvig (senere Sønderjylland). Den var samtidig en historisk gennemgang af de landes historiske udvikling i det spørgsmål siden krigen 1864. Den er således et historisk tidsbillede af hvorhen det danske officielle synspunkt havde bevæget sig siden krigen.
Artiklen var skrevet af Marcus Rubin, og blev skarpt kritiseret i konservative danske politiske kredse for at have opgivet Nordslesvig. Her kan læserne selv dømme om denne kritik var berettiget eller ej. Om Marcus Rubin findes på bloggen et selvstændigt indslag.
Den originale tyske tekst findes her på bloggen eller kan findes i online-udgaven, se link nederst. Jeg har for egen regning tilføjet nogle forklarende noter, angivet med *'er.
Alle kender Bismarcks fortælling om sit møde med den gamle Wrangel *). Allerede i den dansk-tyske krig i 1864 ville de militære ledere ikke forstå at krigsapparatet er beregnet til politisk brug og derfor måtte underlægge sig statsregeringens politiske brug. Og da feltmarskal Wrangel midlertidigt blev afskåret fra at krydse Kongeåen, sendte han kongen ukodede kabelmeddelelser om at diplomater som Bismarck fortjente galgen. Det var først meget senere at vreden mellem de to blev løst ved et måltid, hvor Wrangel sagde til Bismarck: "Min søn, kan du ikke glemme?" Bismarck: "Hvordan skal jeg begynde at glemme hvad jeg har oplevet?" W.: "Kan du heller ikke tilgive?" B.: "Af hele mit hjerte." Og nu blev de forligt.
Bismarcks svar var hans, men i virkeligheden fik Wrangel ret. Hvad tiden gør fjernt, bliver blegt og mister sit omrids; man forsoner sig med det når det har mistet brodden. De civiliserede staters præskriptive love er skabt ud fra praktiske hensyn; men bag dem ligger den altudjævnende tid. Men hver gang en forskriftsmæssig tid brydes, begynder den på ny, og for at glemme skal man ikke altid mindes om hvad man har mistet.
Gør Tyskland nu hvad det burde gøre mod Danmark for at lade det blive glemt?
Der er danskere der her vil svare med det samme, vi glemmer ikke, du kan klappe eller slå; for vi ønsker ikke at glemme. Men enhver der indser at et godt naboforhold til Tyskland er et livsvilkår for Danmark - og ingen fornuftig dansker kan mene det modsatte - føler smerteligt at tiden, næsten et halvt århundrede, endnu ikke har "lægt såret". Selvfølgelig har tiden bragt balsam, men ikke i det omfang man kunne have forventet. Det stammer fra at "recepttidspunktet" konstant bliver overtrådt.
Og alligevel ønsker tyskerne også gode relationer til Danmark. De rejser til vores land i tusindvis og titusindvis for både fornøjelser og forretninger, de læser vores litteratur, de værdsætter og efterligner vores landbrug, de beundrer vores kunstindustri, de er elskværdige værter, når de besøges, deres fyrstelige huse er konstant beslægtet gennem ægteskab med vores, men de holder altid såret åbent. Alt i verden har dog en grund, og vi må derfor søge at finde årsagen til dette mærkelige fænomen.
I 1864 erobrede Preussen med Østrig på slæb Slesvig, Holsten og Lauenburg fra Danmark. De oprindelige årsager til krigen var som bekendt en blanding af nationale og arvelige spørgsmål, som ingen af de involverede i første omgang tænkte på at løse ved Preussens annektering af hertugdømmerne. Men Bismarck havde hverken nationale eller augustenborgske interesser i denne krig som han førte for at styrke Preussens magt og om muligt udvide dets territorium. Krigen var i hans øjne en glimrende mulighed for Preussen til at teste sin nye militære magt, til at bevise sig uafhængig af hele horden af tyske mellem- og småstater som altid lagde hindringer i vejen, og at genvinde sin prestige i og især uden for Tyskland. Med Østrig som allieret ("pour le roi de Prusse", som Bismarck sagde), med Rusland som ven og med Napoleon III. og England, som mere eller mindre velvillige tilskuere, begge jaloux på hinanden uden lyst til at gribe ind, fik han hertugdømmerne løsrevet fra Danmark, og da dette var gjort, forhindrede han oprettelsen af en selvstændig tysk stat, og fik den først delvist og efter 1866 fuldstændige indlemmelse af hertugdømmerne i Preussen. Året 1864 var naturligvis utænkeligt uden tidligere tiders velkendte begivenheder i hertugdømmerne, men det medførte et brud med fortiden. "Slesvig-Holsten, meerunschlungen" begyndte at glide over i sagnverdenen, oprøret, Augustenburg etc. blev en fjern optakt. 1864 indledte et nyt kapitel i Tysklands historie. Det der blev opnået i de syv år fra januar 1864 til januar 1871, var oprettelsen af det tyske rige med Preussen som kerne; 1864 er det første, til en vis grad afgørende, led i denne mægtige række af begivenheder, og heri ligger dens betydning for Tyskland, ikke i udvidelsen af tysk nationalitet nordpå over Elben. Havde det været meningen, havde Tyskland fået en dårlig aftale i 1864-66; for Holsten og Lauenburg var allerede med i alliancen, og kun Slesvig blev vundet. Men selv om man vil medregne hele Slesvig-Holstens nuværende befolkning, blev "Tyskland" ganske vist forøget med halvanden million tyskere i "Nordmarken", men 10 millioner østrigske tyskere er blevet udelukket fra Tyskland og er nu kun en minoritetsbefolkning i en i øvrigt slaviske stat **). Det sidste var et offer, og det opnåede var vel ofrene værd, men som sagt selvfølgelig kun hvis målet var det enigt og dermed stort og stærkt Tyskland, ikke ud fra synspunkt: samlingen af "alle" tyske nationaliteter under én ledelse; i denne henseende tabte man betydeligt mere, end man vandt.
Opfattelsen af at erobringen af hertugdømmerne, uanset hvad der var gået forud, viste sig at være et rent politisk skridt og havde rent politiske konsekvenser - mens det nationale spørgsmål trådte i baggrunden - er ikke det almindelige danske, hvor de ønsker som var vedr. den har hævdet eller hævder i Nordslesvig, er af den opfattelse, at Tyskland ikke burde have haft mere, end hvad der i national henseende skyldtes det. Og det er heller ikke det almindelige tyske, når man fastholder at "Slesvig-Holsten evigt udelt" er det gamle tyske krav som man endnu i dag ikke må afholde sig fra, og at det er en tysk opgave at nationalisere det der stadig er dansk så fortidens ideal kan blive virkelighed. Vores opfattelse er dog nok den rigtige i virkeligheden, og det bedste bevis på dette er at Østrig var med i 1864 - måske for at understøtte landenes systemskifte efter nationalitet? Nej, Østrigs politik var en fejlberegning, men den var ikke baseret på vanvid.
Preussen besidder således Elb-hertugdømmerne ***) "med ret til krig" - hvor hellig eller uhelligt afhænger af ens synspunkt - Preussen mente det var klogt at annektere dem, og det har indsigt, magt og heldig at være i stand til at gøre det, mens tyskerne i Østrig og Rusland af lignende årsager i den modsatte retning er og forbliver under de østrigske og russiske kejsers sceptre. Men set på denne måde har Tyskland også sin "mission" i Nordslesvig. Spørgsmålet er kun, om der er noget politisk formål i forbindelse med viljen til at afnationalisere Nordslesvig, om det vil gavne eller hvis ikke, om man vil lide skade af det.
Kirkens mission erklærer at dens formål ikke kun er at udbrede Guds rige, men også at gøre de pågældende gladere og bedre. Vi ønsker at lade det stå åbent hvad der er sket med hensyn til lykke og ulykke, godt og ondt i verden under mottoet "in majorem dei gloriam" [til Guds større ære, red.], men med hensyn til jordiske formål er det bestemt mest korrekt at holde sig på jorden. Der var der en tid hvor tysk side virkelig krævede taknemmelighed fra de mennesker der blev "germaniseret"; i dag er det blevet anerkendt, at "beneficia non obtruduntur" [begunstigelser pånødes ingen, red], og at nationaliteterne trods alt foretrækker at bevare deres nationale kultur. Frem for alt burde man nu være klar over at de mennesker der bor i Nordslesvig, mildest talt ikke er værre end dem i Sydslesvig, og at der ikke er nogen grund til at "velsigne" dem med en kultur som de nægter at acceptere.
Men er der nogen politisk grund til at afnationalisere befolkningen i Nordslesvig? Gamle og nye perspektiver blandes her. Hvis den politiske stat og nationalstaten nødvendigvis skulle falde sammen, ville Østrig, Tyrkiet, Schweiz og i øvrigt også Rusland skulle ophøre med at være stater, og omvendt skulle man danne panslaviske, pangermanske imperier osv. - alle fantasifulde ting. Dette udelukker ikke at det ikke er fordelagtigt for en stat at have en vis ensartethed, og at det ikke vil være naturligt at tilstræbe at lade hovedbefolkningens sprog, kultur osv. blive fælleseje, i det mindste til det omfang befolkningen generelt ved hvad der kendetegner den pågældende stat i forhold til sprog og kultur. På det religiøse område måtte man opgive alle sådanne ting ("cujus regio, ejus religio" [den hvem landet tilhører, hans religion skal være den herskende, red.]), især i Preussen, og på samme måde er der stater hvor sproglig paritet er nødvendig, fordi et enkelt statssprog praktisk talt ikke eksisterer; men hvis der er et, kan staten kun forlange at man kender sit sprog og forstår at bruge det. Man kan ikke gå ud over det. At ville påtvinge nogen kultur er ukultur i vores tid. At ville fordrive kulturen med magt, svarer til oldtidens adfærd som førte indbyggerne væk og koloniserede med deres eget folk, og hvis et sådant barbari også blev udført af de gamle "civiliserede folk", skete det blandt andet fordi det sammenlignet med udryddelsen af de besejrede kunne ses som fremskridt.
Men kan dette ikke også forsvares af politiske grunde i vor tid, er det ikke også krigens ret? Muligvis. Hvad opnås med krigens ret, dvs. med magt, vil der aldrig blive opnået enighed mellem de stærkere og de svagere. Og de der har grund til at tro at de vil forblive de svagere i en overskuelig fremtid, vinder intet ved at indlade sig i en diskussion med de som håber det modsatte. Vi ønsker derfor at stoppe den abstrakte behandling med det samme og spørger helst specifikt om der er grund til at anvende denne krigens lov i Nordslesvig.
Man kan ikke forlange at vi danskere skal sympatisere med det der sker i "Østmarken". Tværtimod begrundes det. Det siges at hvis tyskerne ikke går i krig mod polakkerne, vil sidstnævnte fordrive førstnævnte, sprogligt, kulturelt, socialt. Det siges at de har en mere frugtbar befolkning end tyskerne der havde en stærk reserve mod de østrigske og russiske polakker, at de havde flettet religion, sprog og nationalitet sammen i en løkke rettet mod Preussens bryst, og at hvis staten ikke forsvarede sig, ville de forsøge at ødelægge den ved at danne en stat i staten eller måske en ny stat, en fjendtlig og livsfarlig for Preussen. Uanset om alt dette er rigtigt eller forkert, uanset om det retfærdiggør hvad man gør eller ej, gælder overhovedet et af disse argumenter for Nordslesvig?
Her bor en befolkning på omkring 2 promille af det tyske folk, i et hjørne af riget, af samme slags, erhverv, religion, tankegang og levevis som tyskerne, der kun kun sukker for at beholde deres sprog og de nationale forbindelser de har haft siden urgammel tid. Bag det står et land som det har tilhørt i 40 til 50, hvis kultur er gammel og god, forankret på mange områder i den germanske kultur, men som egentlig ikke er stærkt nok, at blive farlig for det mægtige imperium, som har flere soldater, end Danmark har indbyggere. Kan den håndfuld slesvigske der er i Nordmarken, ja, kan hele det danske folk på nogen måde virke hæmmende for tysk sprog, kultur, nationalliv og stat? Umulig! Hvorfor så vende våben mod dem? Det er utænkeligt, at man i en moderne stat er så ufleksibel at det der anses for rigtigt i øst og syd, nu også anses for rigtigt i vest og nord som skabelon, at man glemmer at "en ikke gælder for alle." Tilbage står, og som man oftest hører, er at hvis folk i Nordslesvig ikke med magt får lært at de er tyske, vil de blive ved med at tro at de også er forfatningsdanske, de vil tilbage til Danmark, og først gennem afnationalisering af dem ødelægger man deres håb og forhåbninger om denne tilbagevenden Ja, her har vi bestemt "sagens kerne".
I gamle dage ville slesvig-holstenerne først og fremmest én ting: at være sig selv nok. Godsejere, embedsmænd og nogle få byborgere ønskede en samlet administration af de to hertugdømmer; virkede det i tysk ånd, havde de ikke noget imod at blive under det danske scepter, tværtimod. Resten af befolkningen var for så vidt den var politisk vågen, delt op i pro-tyske og pro-danske, men først og fremmest var den partikulær, og var man ikke Slesvig-Holsten, var man i hvert fald Slesvig-Holsten eller Holsten, en deling af Slesvig lå uden for tankegangen, endsige befolkningens ønsker. Det må man have for øje når man tænker på resultatet af London-konferencen i 1864. Som bekendt var der forskellige forslag til løsning af konflikten gennem en forening af Nordslesvig med Danmark og en forening af Sydslesvig med Holsten, der så skulle indlemmes i Tyskland. Forslag i denne retning kom også fra preussisk side. At Danmark ikke dengang gik med til dette, kan man henføre til den udviste manglende forståelse, men måske undskyldt af forskellige forhold, som vi ikke vil beskæftige os med her, men hvoraf dog en skal nævnes, nemlig at dengang anså nordslesvigerne selv at en deling af hertugdømmet Slesvig var som en afskæring af deres livsnerve. Hvis den danske regering frivilligt havde sagt ja til dette, ville det have efterladt en nordslesvigsk befolkning med ekstremt blandede følelser for det skete. Så kom freden og hertugdømmet blev preussisk. Den blev ikke selvstændig (med eller uden Holsten), den blev preussisk, hvilket var så stor en skuffelse for det tyske folk i Slesvig at Bismarck stadig i den nordtyske rigsdag, under de sydslesvigske valgtes forsamlings munterhed, kunne sige at det var ret svært at skelne dem fra de danske. Som sagt gik nordslesvigerne hovedsageligt ud fra at Slesvig skulle forblive en helhed, men vel at mærke ud fra den forudsætning at den i så fald ville forblive under Danmark. Wienerfreden bragte skuffelse og sorg blandet måske med en vis glæde over at i stedet for at opnå den selvstændighed de havde kæmpet for, var de tyske slesvigere nu ved at blive preussere, hvilket de bestemt ikke ønskede, men der var intet at gøre, London-konferencen var sprængt, Slesvig var forblevet udelt, men var helt gået over på tysk side. Det sagde sig selv at temperamentet ikke faldt til ro i de første år, hertugdømmerne var jo 1864-66 fra den ene ende til den anden og i alle henseender et uroligt land, dansk-augustenborgsk-preussisk-østrigsk, og man kan ikke undre sig over at der i betragtning af helhedens foreløbige karakter var håb i de dansksindede dele af befolkningen om at vende tilbage til Danmark var delingen af Slesvig naturligvis det mindre onde for disse mennesker, da de nu havde vished om at de var og ville forblive preussere. Hvad tiden ville have gjort ved disse forhåbninger, hvis alt bestemt var faldet til ro i 1866, kan ikke vel siges; men nu kom artikel 5 i Prag-freden som holdt urolighederne i live.
Som bekendt var det Napoleon III, der indførte artikel 5 i freden i Prag. Han havde forskellige grunde til at hjælpe Danmark med at få lidt hævn for 1864. Selvom han i 1864 selv var mere pro-preussisk end pro-dansk, var der sympatiske remioniscenser overfor Danmark fra Napoleon 1.s tid, og både regeringen og befolkningen i Frankrig så med en vis velvilje på det lille folk som aldrig havde havde nogen omgang med Frankrig og nu var blevet overvældet af de to tyske stormagter. Derudover var en folkeafstemning som krævet i artikel 5, vand på Napoleons mølle, et led i implementeringen af ideen om nationalitet som et vejledende internationalt princip. Endelig og ikke mindst var indførelsen af artikel 5 i fredsaftalen et ydre tegn på at Frankrig havde hævdet sig og ikke var helt elimineret som "mægler". Imens sluttedes fred mellem Preussen og Østrig, og Frankrigs navn lå udenfor fredsaftalen; den havde derfor intet retskrav på gennemførelsen af samme. Når Frankrig derfor i årene 1866-70 hyppigt mindede Preussen om opfyldelsen af artikel 5, var det formelt set et indgreb og samtidig materielt opfattet som sådan, fordi ingen mente at sagen i sig selv var af særlig interesse for Napoleon. Man mente at den blev brugt som en mulighed for at blande sig i preussiske og tyske anliggender for så at sige indirekte at lade det vide at Frankrig udøvede tilsynsret med hensyn til gennemførelsen af Prag-traktaten, og således også med hensyn til den langt vigtigere traktatbestemmelse om hovedlinjen som grænse mellem Nord- og Sydtyskland. Frankrigs stadige formaninger, hvortil dansk side bidrog deres egen del, var derfor til skade for opfyldelsen af artikel 5 og ikke til gavn; det kan tænkes at Bismarck ville have fundet det passende at være opmærksom på Napoleon på dette punkt, men det modsatte var tilfældet da han ønskede at klynge sig til den og vise at freden i Prag ikke involverede andre magter end Preussen og Østrig og hvad angår det betød det at de hyppige franske advarsler virkede modsat af deres hensigt.
Men bønderne i Nordslesvig kunne virkelig ikke have vidst noget om hele denne højere politik. De vidste, at artikel 5 var blevet skrevet ind i freden i Prag af hensyn til den mægtige franske kejser, og at han konstant var interesseret i dens opfyldelse - så hvordan kunne de forestille sig, at der ikke ville komme noget ud af det, skulle artiklen forblive døde bogstaver? Hvordan kunne de som tyskere og preussiske undersåtter slå sig til tåls hvis de troede, og dog ikke uden grund, at en ny orden kunne forventes til enhver tid? Det var de så meget desto mindre i stand til da Bismarck offentligt talte for at opfylde artiklen, om end i vage former, for så vidt som "hvordan" af opfyldelsen kom på tale. Og at han også privat og hemmeligt regnede med en afstemning i Nordslesvig, er der nu uomtvistelige beviser herfor (jf. f.eks. Keudell, Fürst und Fürstin v. Bismarck, s. 321). Endelig vidste man i Nordslesvig at der i slutningen af tresserne var indledt forhandlinger om artikel 5 mellem Preussen og Danmark; at de ikke blev til noget, skyldtes til dels Danmarks måske noget overdrevne frygt for at den foreslåede aftale kunne rumme nye grunde for fremtidig indblanding i dets anliggender og dermed nye og farlige komplikationer, men i hvert fald beviste alt dette at artikel 5 levede og at Nordslesvig stadig var i en overgangstilstand. Selv efter 1870 blev Preussen adspurgt om artikel 5 dels udefra, og dels tilkendegav Bismarck at han ikke betragtede sagen som død; først i 1878 synes han bestemt at have opgivet at realisere paragraffen. Det kan meget vel have skyldtes at kejser Wilhelm I. resolut modstod afståelsen af den jordafståelse der nu var under det preussiske scepter, med al sin følelse, og at den del af den tyske befolkning der interesserede sig for dette punkt, også var imod det, fordi Slesvig-Holsten ifølge traditionen skulle forblive "udelt" - skønt dette ord refererede til hertugdømmernes forening med hinanden, men ikke til opgivelsen af nogle embeder nordpå - at den praktiske gennemførelse af delingen og den nye orden var noget vanskeligt var blandt andet taget i betragtning, at der også i Nordslesvig var nogle tyskere, der måtte komme under det danske scepter, og endelig kan det anses for at dansk politik ikke var så forsigtig som det ville være ønskeligt. Enden på historien blev i hvert fald at på Berlin-kongressen, hvor der udover de offentlige forhandlinger blev arrangeret så meget under hånden, fik Preussen Østrigs løfte om at undlade at opfylde artikel 5, og denne aftale trådte i kraft med den danske prinsesse Thyras ægteskab med tronprætendenten i Hannover, hertugen af Cumberland.
Derved var artikel 5 fjernet fra det europæiske traktatsystem. Preussen havde handlet over for Danmark med ubestridte juridiske rettigheder. Hvis A. giver B. 100.000 mark på betingelse af at B. skal give C. en årlig pension på 1.000 mark, er det en sag mellem A. og B., og hvis A. senere udtræder af betingelsen, beholder B. de 100.000 uden de betingelser der påhvilede dem. En sådan handling kommer så meget desto lettere hvis det oprindeligt er D. der har udvirket indførelse af betingelsen - den årlige pension og D. nu er forsvundet, mens A. ikke har den fjerneste interesse i sagen og oven i købet får eftergivelse, hvis han gør den betingelse der er pinlig for B., ugyldig. Men at C., der i 12 år var bekendt med tilstandens eksistens og betragtede den som noget som et livsvilkår, skulle være glad ved denne lejlighed, kan man ikke så godt forlange! Nordslesvigerne fik at vide at de nu endegyldigt og uigenkaldeligt var preussere og medlemmer af det tyske rige, men er der nogen der kan undre sig over at de følte sig dybt skuffede, ja endda moralsk kompromitterede?
I mellemtiden kunne der ikke gøres noget ved sagen, en tredjedel af et århundrede er nu gået siden 1878, og artikel 5 har længe været død og magtesløs. Men at artikel 5 stadig er delvist levende i bevidstheden hos dem, der gennemlevede 1864-78, burde ikke støde nogen tysker: Nordslesvig var trods alt dansk i enhver tænkelig henseende før 1864; hvad der skulle blive af landet, vidste ingen i 1864-66, og at det igen ville blive dansk i 1866-78 var en helt legitim tro. Enhver skal besidde tilstrækkelig objektivitet til at kunne forstå hvor svært det er at opdrive følelser, som - oprindeligt dybt rodfæstede, virkelig patriotiske, holdes i live år ud og år ind, rive dem op med rode og forvandle dem til deres modsatte transformation. Historien om det hele burde være mild, ikke barsk. Vi har en grænsebefolkning her, hvoraf en femtedel er født under et andet regime, og det er forståeligt at en sådan befolkning ønsker at vende tilbage. Men der blev aldrig gjort noget efter 1878 for at realisere disse ønsker, og nordslesvigske bønder bliver aldrig sådanne drømmere, at de ikke ved at en sådan handling ikke ville være gavnlig, men ville resultere i uoprettelig skade. Den nuværende generation og deres offentlige repræsentanter har sagt det gentagne gange og med stigende sikkerhed. Folket i Nordslesvig er tyske undersåtter, er og var tyske soldater i krig og fred, er tyske statsborgere; Det de kræver, er at der ikke skal gøres vold mod deres sprog og kultur, at de får lov til at dyrke det som de vil, på samme måde som millioner af tyskere uden for det tyske rige også gør – hvorfor skulle man ikke have ret er billigt for den anden?
Hvorfor ønsker folk fra Nordslesvig at beholde deres sprog og kultur? Ja, hvorfor vil tyskerne i Transsylvanien det samme? ****) Hvorfor holder folk fast i deres forfædres manerer, skikke og sprog? For det er vuggegaver, som du ikke vil undvære. Vi mener ikke, for at gentage det, at man kan unddrage sig sproget osv. i det land man tilfældigvis er statsborger i, men man skal have lov til at dyrke sit eget på samme tid. Det er muligt at det nordslesvigske folk mere og mere vil blive trukket ind under det store lands intellektuelle overlegenhed; men dette skal ske af sig selv. Til en vis grad kan de der ønsker det modsatte, glæde sig over udøvelse af uretfærdighed fordi det hindrer hvad man mener at fremme; men uretfærdigheden er ikke mindre stor fordi den samtidig er uklog og derfor vækker ikke mindre bitterhed og forargelse. Det er forklaringen på stridighederne og utilfredsheden i Nordslesvig, og denne tilstand vil ikke forsvinde så længe der føres en kurs som der ikke kan findes nogen rimelig grund til, som ikke tager hensyn til landets og landets og befolkningens historie, som udfordrer i stedet for at afbøde. Og denne strid og utilfredshed sætter også sine spor nord for Kongeåen.
Hvad man end mener om Nordslesvig, er det klart at den danske regering mangler al ret til at blande sig i nordslesvigske anliggender; den er nødt til at afvise alt der vedrører dette, den kan bestemt ikke beskyldes for i nogen henseende at have opført sig forkert. Tværtimod bruger de den indflydelse de har, så vidt muligt til at gøre offentligheden og pressen opmærksom på at Nordslesvig forfatningsmæssigt er en tysk stat, ikke en dansk stat, og at artikel 5 tilhører fortiden, og at endvidere en kritik af begivenheder i et fremmed land, især hvis det er kritikerens naboland, skal holdes inden for rimelighedens grænser, og at endelig alle danske chauvinistiske rodomontader skader ikke blot befolkningen i Nordslesvig, men også de mest Danmarks vitale interesser. Men en regering i vor tid kan ikke undertrykke ytringsfriheden og den frie presse, og her fornemmer man trods alt en stærk følsomhed over for regeringen i Nordslesvig. Kun tåber og folk uden indflydelse i Danmark tænker på en genoplivning af artikel 5 eller sådan noget; men utilfredsheden er meget udbredt over forfølgelsen af dansk sprog og kultur i Nordslesvig og over de intellektuelle grænsebarrierer der forsøges implementeret ved Kongeåen. Hvis tyskerne vil reflektere over deres egne følelser omkring sprogkampene i det østrig-ungarske monarki, vil de også forstå danskernes følelser, og disse må være langt stærkere end de tilsvarende i Tyskland. Det lille land, de talmæssigt få mennesker, føler sig altid lettere fortrængt end det store; den svage tror at hvad der end sker af ondt mod hans elskede, sker fordi han er svag og ellers ikke ville blive begået. Det øger bitterheden. I Danmark er 1864 nu registreret som et historisk, endeligt faktum; men må det nødvendigvis følge at en annekteret dansk befolkning til enhver tid skulle lide af at ville tale dansk, høre et dansk skuespil, beholde en dansk tjener, gå på dansk højskole og lignende? Man finder at de forbud, der er rettet mod disse ting, også viser Danmark en foragt. Det er velkendt at denne adfærd ikke kan skyldes at man opfatter Danmark som en trussel, men som sagt at man ikke behøver at vise hensyn over for Danmark.
Det er et overordentlig stort onde fordi det modvirker de alvorlige bestræbelser som store og vigtige kredse af det danske folk gør for at etablere uforstyrrede gode forbindelser med Tyskland. Hvis man vil indvende at nordslesvigerne fra disse kredse også støttes med danske bøger og aviser, hjælpes til at besøge skoler i Danmark osv., så er det rigtigt, men det er ikke anderledes and hvad der sker overalt i hele verden fra moderlandet til grupper af samme nationalitet uden for grænserne. Og ligesom det er den reneste usandhed at man fra dansk side støtter politiske agitationsfonde eller andre lignende ting i Nordslesvig, kan man også med absolut sikkerhed sige at enhver tanke om forfatningsmæssig sammenhæng forbliver ude af spillet, og at sådanne tanker, ifald de eksisterede ikke ville tillade det at tage form. Den agitation der udgår fra den tyske forening i Nordslesvig og fra alle dens tyske forbundsslægtninge, rummer mange direkte angreb mod selve Danmark og mod den danske regering, og netop derfor ved enhver patriotisk dansker at selv det mindste der kan antyde en sådan begivenhed, skal undgås, og mere og mere er man nu opmærksom på sådanne ting i Danmark, især når det drejer sig om en der bare har en form for officiel stilling eller officiel opgave. Men at Danmark med sine 2,3 millioner indbyggere er interesseret i at lade en befolkning, der udgør 4 til 5 procent af befolkningen i deres eget land, får lov til at tale og skrive dansk mv., har sine gode grunde i at et så lille sprogligt og kulturelt område som Danmark intet har at tabe i tal, og det burde en nation som Tyskland hvis sprog vel er hundrede millioners sprog, imødese på en rolig måde.
Men i en situation som den aktuelle skal der ikke meget til for at skabe misforståelser, der igen fører til mere forvirring. Hvad blev der fx ikke gjort ud af at hr. I. C. Christensen (tidligere statsminister) engang i Folketinget sagde at vi ikke havde ret til Nordslesvig, men var afhængige af Tysklands velvilje med hensyn til dets fremtid iflg. forfatningsret osv. Det blev således fortolket, at selv en repræsentant for regeringen i den danske rigsdag hentydede til adskillelsen af Nordslesvig fra Tyskland! Hvilken skæbnens ironi! Især I. C. Christensen og hans parti (dvs. i bredere forstand hele den danske venstrefløj før den brød op i fraktioner) har været indædte modstandere af al chauvinisme og har standhaftigt bevaret et godt og loyalt forhold til Tyskland. Måske var hans ordvalg akavet formuleret, men meningen var klar nok for enhver dansker: håb hvad du vil, i forhold til hvad der vil ske en dag når lam og løve græsser sammen, men Nordslesvig er nu ved lov og lov tysk suverænitet, og dette faktum kan og må ikke berøres.
Mere end blot et sådant enkeltstående udsagn har man dog påpeget at selv konventionen om de optante børn af 21. januar 1907, som bestemt var et forebyggende skridt fra tyskernes side, blev modtaget køligt i Danmark, ja af nogle kvarterer næsten med utilfredshed. "Köllerpolitikken" havde med sin barske, hensynsløse og uhyggeligt irriterende fremgangsmåde vakt den største utilfredshed blandt alle danskere. Da "systemskiftet" (begyndelsen af den liberale æra i Danmark) så fandt sted ved århundredeskiftet og "Köllerpolitikken" gradvist aftog, håbede vide kredse i Danmark at den egentlige forsoningsperiode nu ville begynde.
Forventningen om en tilnærmelse blev heller ikke skuffet. På grund af uklarheden i overenskomsterne mellem Danmark og Preussen, på grund af hårde og hårdhændede administrative fortolkninger i hertugdømmerne og endelig på grund af de to landes forskellige love, havde tusindvis af nordslesvigere mistet deres rettigheder i deres hjemland og kan til enhver tid bortvises fra det. Sagen antog stadig større og mere uhyggelige proportioner, og da spørgsmålet drejede sig om fortolkningen af internationale traktater og statslove, blev det ikke blot et internt nordslesvigsk spørgsmål, men også et dansk-tysk. Det havde så meget desto mere brug for en løsning. Det er ikke længere nogen hemmelighed at den tyske kejser personligt bidrog til den lykkelige, forsonende løsning, og begge sider af Kongeåen står ham oprigtigt i tak for dette. Men c'est le ton qui fait la musique blev den nye afhandling præsenteret i Danmark på en måde, der var tæt på at skabe splid, hvor harmonien blev søgt. For det første var den danske offentlighed dårligt informeret om hvad det "optante spørgsmål" egentlig betød, hvilket er tilgiveligt idet det er et lige så involveret spørgsmål som alt andet der har været forbundet med det slesvig-holstenske spørgsmål gennem tiderne, og en forstod ikke hvor stor praktisk betydning den gode løsning af spørgsmålet havde for sikkerheden for tusindvis af nordslesvigere som nu roligt kunne sidde i deres huse og i deres gårde. Desuden var det ikke klart om den agitation, som den "pan-tyske" side havde udført mod en forsonende løsning, og derfor blev det ikke tilstrækkeligt påskønnet, at topledelsen i Tyskland ikke havde ladet sig afskrække af hvad den anså for rigtigt og passende. Til sidst udkom dog konventionen med den inderligt overflødige tilføjelse at Danmark anerkendte Wienerfreden og kun denne som bestemmende for grænseforholdet mellem Danmark og Tyskland, dvs. artikel 5 i Pragfreden blev officielt og højtideligt erklæret for ikke-eksisterende, også fra dansk side. Dette var dog allerede gjort officielt, bare ikke offentligt, af den danske regering til den tyske i 1879, så hvorfor gentage det nu? Man kan jo ikke slå et lig ihjel, og i mange danske kredse vidste man ikke, hvordan man skulle tolke den nu offentliggjorte optantkonvention anderledes end at Danmark, fordi "Optantbørnene" - mange vidste næppe, hvad der skulle forstås ved det, fik lov til at bor i Nordslesvig for at blive, definitivt har givet afkald på opfyldelsen af § 5. Og var det værd at juble over, betød det ikke "at betale for dyrt for guld"?
Bismarck brugte mange midler og kombinationer for at nå sine mål, men hvad der var tilstrækkeligt var nok for ham, at gå ud over det var for meget, var skadeligt. Med al respekt for det tyske diplomati handlede det næppe efter Bismarcks opskrift, da det 30 år efter ophævelsen af paragraf 5 udtalte som betingelse for venskabelig handling over for Danmark at denne afskaffelse nu igen var godkendt af den danske regering. Som sagt blev tingene misforstået i Danmark, nogle i ond tro, de fleste i god tro: Maden var god nok, betjeningen bare lidt akavet. Hinc illae lacrymae! Nu er man i Danmark gået ud over det og ser, hvor stort det gode var, der blev opnået, uden at det havde noget at gøre med § 5, som blev gjort i 1878, og man må håbe at den skuffelse, som den danske misforståelse siges at have forårsaget i visse tyske kredse, nu også er aftaget og måske ikke får yderligere konsekvenser.
Allerede i begyndelsen af denne udtalelse hed det at Tyskland på mange måder viser og har vist, at det ønsker gode forhold til Danmark, og i Danmark har som sagt enhver fornuftig mand fred med, at vi med vores store og magtfulde naboer bør og skal leve i fred og god forståelse. Hvorfor skal et sådant gensidigt ønske om godt naboskab forstyrres af nålestik, skadet af nye chikane og tvangsindgreb mod den lille dansktalende preussiske grænsebefolkning, tiltag der, som vi må vide, nødvendigvis også må gå os danskere i hjertet? I sig selv kan der let opstå konflikt mellem naboer, så hvorfor bevidst bringe det i stand hvor det er overflødigt? De tyske landbrugere har sikret høje skattesatser, skjulte eksportpræmier og strenge veterinære foranstaltninger; tror man, at det vil gøre de danske landboer glade? Vi er i bund og grund et frihandelsland, Tyskland tilbeder protektionisme, så hvis vores landmænd støder på vanskeligheder ved den tyske grænse mens vores egen er åben, vil de så ikke straks sige at det er tysk? Tyske forretningsrejsende strømmer til vore hovedstader og provinsbyer for at slippe af med tysk overproduktion, ofte under pris, men danske forretningsrejsende har forbud mod at rejse i Nordslesvig (!); tror man, at vores håndværkere og handlende mener at ting som dette er det samme spil, og at det ikke altid er en grund til klager? Vil man have hesten, skal man have grimen, lyder et dansk ordsprog; Derfor, hvis man i Tyskland vil have at vi skal være på god fod med hinanden helt, fuldstændigt - må man lade være med at give anledning til det modsatte. Lad nordslesvigerne være! Vi siger: den der giver hånden til barnet, tager fat i moderens hjerte. De danske nordslesvigere er tyske statsborgere og undersåtter, det ved de, det skal de vide, i Danmark ved de det også og burde også vide det. Men de er udsprunget af danske rødder. Er det en forbrydelse, og hvorfor skulle den ene eller den anden af de involverede bebrejdes for at bevare dette gamle slægtskab åndeligt? Ville det ikke engang tænkes at Tyskland selv ville have en intellektuel fordel af det? Hvor som helst den konstitutionelle skillelinje trækkes mellem to stater, vil der stadig være grænsedistrikter og en grænsebefolkning; i vor tid burde disse være et led, en kulturel bro, men ikke det modsatte. Tysk kultur kommer til Danmark på mange måder og har altid gjort det; da hertugdømmerne hørte til Danmark, var de en af hovedruterne fra tysk til dansk; nu tilhører de Tyskland, hvorfor skulle Nordslesvig ikke være en af ruterne fra dansk til tysk, hvis det overhovedet er rigtigt, at man i Tyskland respekterer dansk og nordisk kultur og ikke foragter den.
At appellere til "storhjertethed" i politik er ikke på sin plads, vi appellerer kun til fornuften. Og vi spørger derfor hvad der er formålet med den hårde distriktsforvaltning i Nordslesvig? Hvad vil man opnå, hvad frygter man, hvorfor vil man ikke give den fred hvorigennem man langt bedre vil nå sit mål end gennem strid?Hvorfor vil man også krænke befolkningens følelser nord for Kongeåen, befolkningen i netop det Danmark, som er så stærkt afhængig af Tyskland og ønsker kun at man ikke hvert øjeblik forpurrer sine bestræbelser på at etablere et godt forhold? Hvilket rimeligt formål forfølger Tyskland med sin nordslesvigske politik? Ikke i "sentimentalitetens" navn, men i al sund fornufts navn spørger vi: "Hvorfor?"
København, marts 1911
(Preussische Jahrbücher. 21. bind, april til juni 1911.)
*) Friedrich Heinrich Ernst von Wrangel (1784-1877) var en preussisk general. Han kommanderede i 1848 de forbundstropper der kom slesvigholstenerne til hjælp under Krigen 1848-1850. I december 1863 blev han i en alder af 79 år øverstkommanderede for de allierede i krigen 1864. I den egenskab var det ham som erklærede krig mod Danmark 31. januar 1864. Han blev afløst af prins Friedrich Karl.
**) Dobbeltmonarkiet Østrig-Ungarn (det Habsburgske monarki, Donaumonarkiet) opstod da kejserriget Østrig og kongeriget Ungarn forenedes i en personalunion 1867-1918. Personalunionen var et kompromis mellem tyskerne i Østrig og magyarerne i Ungarn. Tyskerne udgjorde mindre end halvdelen af befolkningen i Østrig og magyarerne tilsvarende i Ungarn. Derudover boede der slovenere, tjekker, polakker og rutenere i Østrig og slovaker, kroater, serbere og transsylvanere i Ungarn.
***) Elb-hertugdømmerne var en gammel betegnelse for Slesvig-Holsten og efter 1815 også Lauenburg.
****) Siebenbürgern eller Transsylvanien udgjorde sammen med det egentlige Ungarn (nuværende Slovakiet) og de kroatiske landsdele Slavonien og Centralkroatien den ungarske del af Østrig-Ungarn.
