Falsk. (Efterskrift til Politivennen)

I December Maaned f. A. blev der af Brøndshøi-Rødovre Sogneraad tilstaaet en tiltalt, tidligere gjentagne Gange straffet, 31aarig Arbeidsmand en Huusleiehjælp af 4 Kr. for Maanederne Januar Februar d. A., og da det, naar der saaledes bliver tilstaaet Trængende Huusleiehjælp i denne Commune, efter det Oplyste er Sogneraadets Hensigt, at den tilstaaede Hjælp bliver benyttet til Betaling af Huusleie og ikke til andre Livsfornødenheder, betydede det Sogneraadsmedlem, hos hvem den Tiltalte tilstaaede Huusleiehjælp skulde hæves, Tiltaltes Hustru, da hun i Januar Maaned modtog de første 4 Kr., at de næste 4 Kr. ikke vilde blive udbetalte, medmindre der blev produceret Beviis for, at Huusleien for Januar Maaned var betalt, hvilket Paalæg tildeels var foranlediget ved en mellem fornævnte Sogneraadsmedlem og Tiltaltes Huusvært truffet Aftale. Tiltalte lod nu først, da han i Februar Maaned skulde hæve det andet Beløb af 4 Kr., sin Hustru gaae op til Sogneraadsmedlemmet med sin Leiecontract, paa hvilken Leien successive blev afbetalt, men da det ikke tilstrækkeligt klart fremgik af denne, at Huusleien for Januar Maaned var betalt, forlangte Sogneraadsmedlemmet en Attest fra Huusværten derom. Efterat Tiltalte havde faaet denne Besked, leverede han sin Hustru saalydende Attest:

"Arbeidsmand N. N. har betalt mig Leien til den 1ste Januar og 1 Kr. paa Februar 1881.

N. N.

(Huusværtens Navn),

hvilken Attest hans Hustru derefter overleverede Sogneraadsmedlemmet, som derpaa betalte hende de 4 Kr. Denne Attest viste sig imidlertid senere at være falskelig underskreven, og Tiltalte vedgik nu, at han i den Hensigt derved at faae udbetalt det oftnævnte Beløb af 4 Kr. selv havde udfærdiget og med sin Huusværts Navn underskreven fornævnte Attest, idet han ved Navnet N. N. sigtede til denne, uden at han havde havt dennes Bemyndigelse eller Tilladelse dertil. Det var under Sagen tillige oplyst, at Attesten forsaavidt var materielt rigtig, som Tiltalte i Virkeligheden, da han udfærdigede Attesten, havde betalt Huusleien for Januar Maaned og at Huusværten vilde kunne have udstedt en Attest af lignende Indhold, som den af Tiltalte skrevne, hvis denne paa det Tidspunkt, da Attesten skrevet af Tiltalte, hvilket maatte antages at være skeet i Midten af Februar Maaned d. A., havde anmodet ham derom.

For sit Forhold blev Tiltalte, om hvem det var oplyst. at han sad i yderst trange Kaar, og at han navnlig, da han skrev Attesten, i længere Tid intet Arbeide havde havt paa Grund af en daarlig Arm, ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Extraretsdom anseet efter Straffelovens § 270 jft. 271 med Fængsel paa Vand og Brød i 5 Dage.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 16. august 1881).

Tumult i Tivolis Concertsal over Balduin Dahl. (Efterskrift til Politivennen)

I 1881 besøgte den preussiske general Helmuth Graf von Moltke (1800-1891) Tivoli. Han 1819-1822 i dansk militærtjeneste, derefter i den preussiske hær. 1836-1839 var han militærinstruktør i den osmanniske hær. Efter 1839 atter i preussisk tjeneste. Han var 1857-88 generalstabschef. Her stod han i høj graf bag organiseringen af Krigen 1864, bl. a. ved brug af jernbane og telegraf. og senere krigene mod Østrig i 1866 og Frankrig 1870-1871. I 1870 udnævntes han til greve, 1871 til generalfeltmarskal. Han var 1867-91 konservativt medlem af Rigsdagen. Det var denne militærpersonlighed som gæstede Tivoli i 1881:

Feltmarschal, Grev Moltke paa Tivoli. Den berømte tyske Feltherre, Feltmarschal, Grev Moltke, har bl. A. benyttet sit korte Ophold i Kjøbenhavn til i Mandags Aftes at besøge Tivoli. Han overværede Koncertens anden Afdeling i Koncertsalen, og Orkesterdirigenten. Hr. Balduin Dahl, lod i den Anledning sit Orkester spille "Heil dir im Siegeskranz". Publikum, af hvilket utvivlsomt den mindre Del har forstaaet den Ovation, som tilsigtedes med det givne Extranummer, og som formentlig har taget "Heil Dir im Siegeskranz" for "God save the Queen", applauderede som for alt Extra, og Melodien maatte spilles da capo.

Det er en lille Episode, som fortjener ikke at gaa ubemærket og upaatalt hen, og vi skulle tillade os at sige Hr. Balduin Dahl, at han har handlet temmelig ubesindig og taktløst ved paa denne Maade at bringe Feltmarschal Moltke en offentlig Hyldest i Kjøbenhavn. Vort Forhold til Tyskland er godt, hvad vi haabe, at det fremdeles maa vedblive at være, og vore Følelser for det tyske Folk have mistet en Del af deres gamle Bitterhed. Men derfra til at glemme den Uret, Tyskland har gjort imod Danmark og det danske Folk, er der et stort Spring, og det er ikke stemmende med det danske Folks Værdighed at hilse den Mand, der har forberedt Tysklands Sejre, med et "Heil dir im Siegeskranz". Da den tyske Kronprins for nogle Aar siden gjæstede Kjøbenhavn, hilsede Publikum ham her med den Ærbødighed, der skyldtes den danske Konges Gjæst, men ingen Hurraraab lød ham imøde, og han selv erkjendte, efter hvad man siger, at den Modtagelse, han fik af Hovedstadens Befolkning, var taktfuld og vel stemmende med de faktiske Forhold. Men hvad der gjælder overfor Arvingen til den tyske Kejserkrone, maa ogsaa gjælde overfor denne Krones Grundpiller, dens Statsmænd og Generaler, og ligesaa lidt som det vilde være sømmeligt i en dansk Koncertsal at hilse Fyrst Bismark, om han viste sig der, med en tysk Sejershymne, ligesaa lidet er det stemmende med god Takt, naar dette er sket overfor Feltmarschal Moltke. Det var derhos i høj Grad uklogt handlet af Hr. Dahl, thi havde det været almindelig bekjendt, at det var "Heil dir im Siegeskranz", han spillede, og hvorfor han spillede den, er det næsten utænkeligt Andet, end at der fra en eller anden Sid vilde være bleven protesteret herimod, og den Hyldest, der var tilsigtet, vilde saaledes let have kunnet fremkalde en pinlig og ubehagelig Moddemonstration. En saadan blev heldigvis undgaaet; men Grev Moltke burde ikke have været udsat for Muligheden af, at den kunde finde Sted. og burde herfra have medtaget et bedre Begreb om vor Sans for det Sømmelige end det. Tivolis Orkesterdirigent har givet ham. (Dagbl.)

(Slagelse-Posten 10. august 1881).

"Heil dir im Siegerkranz" var 1871-1918 en slags nationalmelodi for det tyske kejserrige. En af mange i Det tyske Forbund. Teksten (1793) var af Balthasar Gerhard Schumacher. Undertitlen var "God Save the King" som antydede melodien. 

Georg Emil Hansen (1833-1891): Tivolis Koncertsal. 1864-1892. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tivoli gav iaftes en smuk Fest med Fyrværkeri og Illumination, som trods det urolige Veir havde samlet et meget talrigt Publikum. Hovedinteressen knyttede sig dog ikke til Etablissementets sædvanlige Forlystelser og de mange glimrende Lyseffecter, men til en folkelig Demonstration, der med stor Udholdenhed igjennem Concertens samtlige fire Afdelinger blev udført imod Musikdirecteur Balduin Dahl. Som det vil være bekjendt, havde Hr. Dahl for nogle Aftener siden begaaet den næsten ubegribelige og i hvert Fald beklagelige Takløshed at modtage Feltmarschal Moltke ved Indtrædelsen i Concertsalen med den preussiske Nationalhymne "Heil dir im Siegeskranz" der er digtet til samme Melodi som god save the King. Denne utidige Hyldest gik dengang ubemærket hen, men ved nærmere Overveielse og ved Bladenes Omtale havde der aabenbart samlet sig endeel Forbittrelse hos Publicum, der iaftes gav sig Luft i en Folkejustits af eiendommelig Art. I Concertens første Afdeling hørtes enkelte Piber, der i anden Afdeling voxede til et heelt Chor, og som fremkaldte en Contrademonstration af Klappere, der tildeels under selve Musikstykkerne, men navnlig i Pauserne førte en Kamp, der stadig tiltog i Heftighed. Publicum raabte efter "Den tappre Landsoldat", som ogsaa blev spillet og stærkt applauberet, men Piberne fornyede stadig deres Demonstration. Tumulten naaede sit Høidepunkt i 3die Afdeling, da der til Afvexling under Musikstykkerne blev raabt Leve for gamle Lumbye og for Georg Lumbye samt sunget fædrelandske Sange, hvorefter Pibere og Klappere atter begyndte deres Kamp. Ouverturen til "Don Juan" er vist aldrig udført med et saadant Accompagnement, som ved denne Leilighed. Kun af og til kunde man høre Noget af Mozarts Toner; Resten druknede i en Alt overdøvende Larm Syngen og Piben. Disse Demonstrationer fortsattes efter hvert Musik numer; dog syntes Larmen at sagtne noget i sidste Afdeling, muligviis som Følge af, at Politiet havde indfundet sig temmelig mandstærkt. Ligesaalidt der kan være Tvivl om, at Balduin Dahl har begaaet en slem Taktløshed, ligesaa vist er det, at en Gjentagelse af disse Optøier vilde være meget at beklage og tillige noget ubillig imod den ellers med Rette populaire og yndede Musikdirigent, som bidrager saa meget til at give tivoli dets Tiltrækningskraft for Danske og Fremmede.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 11. august 1881)

Det var ikke første gang Balduin Dahl var udsat for pibekoncerten, se fx indslaget Ballade i Tivoli fra 1873. 

Balduin Dahl og Feltmarskal Moltke. Paa en Gjennemreise til Sverrig opholdt Feltmarskal Grev Moltke sig i Mandags i Kjøbenhavn. I Følge "Mbl." var det tilkjendegivet Greven, at Hr. Balduin Dahl, den berømte Orkesteranfører i Tivolis Koncertsal, til Efteraaret agtede at gjæste Berlin med sit Orkester. Alle store Anførere - skriver det nævnte Blad - have en Svaghed for hinanden. Grev Moltke maatte, skiønt træt af Reisen, ud i Tivoli for af hilse paa Balduin Dahl, inden denne kom og hilste paa ham i Berlin. Grev Moltke traadte altsaa ind i Koncertsalen. Der stod Balduin Dahl i Spidsen for sine Mænd. Det saa godt ud, da de to, som vidste, i hvor høi Grad deres Berømmelse afhang af dem, som omtrentlig fulgte Svinget af deres Kommandostav, maalte hinanden med et anerkjendende Blik. Men saa lod Hr. Dahl pludselig sine Folk istemme: "Heil dir im Siegeskranz" Den tydske Seirssang: "Hil dig i din Seierskrands!", (der nok for Øvrigt er skreven til en fransk Melodi). Det var sig selv og Moltke han tænkte paa. Københavnerne glemte han. Han saa sig selv i Berlin til Efteraaret med sit Orkester og Moltke i den By, hvor han i sin Tid havde gaaet i Skole, inden han tog de Smule Hertugdømmer. Men de dumme Kjøbenhavnere, som vare til Stede, forstode hverken det stumme Spil, som var gaaet forud, eller det, som Orkesteret nu istemmede. De troede, at Hr. Dahl gav dem et Extranummer og klappede; det faldt ikke en af dem ind, at de vare uvedkommende, at det var de to store Anførere, der udvexlede private Høflighedsyttringer, og at i alt Fald den ene af dem tænkte paa, at den ene Villighed var den anden værd. Hvad man gav i Kjøbenhavn, maatte komme igien i Berlin.

Denne Taktløshed fra Balduin Dahls Side blev alvorlig paatalt af flere Blade, og i Gaar Aftes fik han Uvillien derover at føle. "Dags-Avisen" giver følgende fyndige Skildring af de Spektakler, for hvilke den ellers saa fredelige Koncertsal i Tivoli blev Skuepladsen:

Der udbredte sig i Gaar her i Byen det Rygte, at nogle Folk som Følge af at Balduin Dahl i Mandags spillede "Heil dir  im Siegeskranz", da Feltmarstal Moltke var i Koncertsalen, vilde pibe af ham; paa Grund deraf havde et stort Publikum indfundet sig, og der fandt i Koncertsalen de forfærdeligste Spektakler Sted. I første Afdeling var alt gemytligt, i anden ubehageligt, i tredie et Helvedes Spektakel, i fjerde Slagsmaal. 

Da Dahl Kl. 7 traadte frem, hørtes der først en stærk Hyssen, saa lød 6 Piber, en Barnetrompet og en større Trompet sig høre. Da der saa tidligt kun var et ringe Herre publikum, og Damerne, der ubetinget staa paa Balduin Dahls Side, - flere af dem vinkede til ham med deres Lommetørklæder, - ikke kan klappe meget, blev Kampen ikke stærk. Da to Stykker vare spillede, forlangtes "Den tapre Landsoldat". Dahl gik frem, bukkede og sagde: "De skal faa den", og saa blev den spillet endog to Gange. Man troede, at denne Undskyldning havde forsonet, men efter Afdelingens Slutning tiltog Larmen. En Dame, der ikke vilde finde sig i Mishag mod Balduin Dahl, slog Piben ud af Munden paa en Herre.

Saa kom 2den Afdeling, i hvilken Piberne var betydeligt forstærkede. og det med mindre heldige Elementer, der ikke iagttog den Elskværdighed, som Piberne hidtil havde udfoldet; en enkelt Piber slog en klappende Herre over Armen, og ogsaa under Musikstykkerne blev der pebet. "Landsoldaten" spilledes atter men det vidunderlige skete - man peb i Tivolis Koncertsal af denne Sang. Saa kom "Champagnegaloppen". En Piber raabte, idet denne ydede Dands intoneredes: "Hold Kjæft" op til Orkestret, en anden brølede" "Gaa til Berlin med det Skidt." Til Venstre i Salen opstod et alvorligt, meget hastigt Slagsmaal; en Sergent blev kastet ud.

I 3die Afdeling var alle Grændser brudte. Da det første Stykke, Ouverturen til "Don Juan" spilledes, stod en Mand op paa en Stol og intonerede "Den Gang jeg drog afsted". Saa blev denne Sang almindeligt sungen og saa brølende, at der ikke var Tale om at høre en Tone. Mens Klapperne benyttede Stolesæder, mens Pibere larmede og en Mængde sang, var Politiet, der saa let kunde have dæmpet det Hele, absolut passivt. Det stod fuldkommen magtesløst overfor disse Skandaler, gjorde ikke engang Forsøg paa at opretholde Ordenen. Da Stykket var forbi, blev paa Tilstedeværendes Opfordring enkelte noteret; Politiet tog saa godt som ikke Initiativ til noget. Spektaklerne, der hele Aftenen var brudt frem efter hvert Stykke, bleve nu permanente, og af hele 3die Afdeling hørtes intet. "Til Berlin", "TIl Helvede", "Smid ham ud", "Ned med ham", "Længe leve gamle Lumbye", "Længe leve Georg Lumbye", "Længe leve Carl Lumbye", hvinedes ud *), Piberne skingrede, og de mest rasende Klapsalver blandede sig med Hurraraab for Balduin Dahl, der spillede den ene patriotiske Melodi efter den anden, men kun opnaaede, at hele det nationale Repertoire blev udpebet. Da Afdelingen sluttede, blev Dahl ligesom efter de andre Afdelinger fremkaldt, denne Gang under øredøvende Larm.

Imellem 3die og 4de Afdeling samlede Folkethingsmand, Kapt. Jagt (!) om sig et større taknemligt Publikum, for hvilket han udviklede, at del hele var overdrevent og uretfærdigt mod Dahl, som fra Officerer (!) havde modtaget Opfordring til at spille "Heil dir im Siegeskranz." Kaptejnen lagde Skylden for Spektaklerne paa Bladene, særlig paa "Dagbladet".

4de Afdeling var Fortsættelse af 3die. Ikke nogen national Sang undgik sin Skjæbne. Bifaldet, der til enkelte Tider af Aftenen ikke var meget stærkere end Mishagsytringerne, var nu absolut dominerende. Til Slut spillede Dahl det Stykke, hvor samtlige Musici efterhaanden gaa, mens Dirigenten bliver ene. I det Øieblik Dahl stod ene paa sin Dirigentplads naaede Larmen en Høide, der trodser enhver Beskrivelse. Der var nu kommet ligefrem Vildskab over Publikum. -Efter Sigende skal Spektaklerne fortsættes i flere Aftener.

Erik Bøgh skriver i "Dagens Nyheder", at man ikke kan fortænke Tivolis Publikum i, at det paa en tydelig Maade bevidnede Balduin Dahl sin Misbilligelse af hans fjollede Galanteri, men haaber, at det dermed maa have en Ende og tilføier den ret træffende Bemærkning: "Man maa ikke skyde paa Spurve med Kanoner!"

*) Da tivolis gamle Musikdirektør H. V. Lumbye for nogle Aar siden afgik, var den ene af hans Sønner, Georg Lumbye, Balduin Dahls Konkurrrent til posten som Orkesterdirigent i Tivolis Koncertsal. Hans anden Søn, Karl Lumbye, dirigerer Orkestret i "Boulevarden" lige over for Tivoli.

(Sorø Amts-Tidende eller Slagelse Avis 11. august 1881).

Fotograf Bertel Christian Budtz (1837-1884): Christian Florus Balduin Dahl (1834-1891). Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tivoli. Fra Musikdirektør Balduin Dahl have vi modtaget følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør!

Uden i mindste Maade at ville søge at forsvare mig lige over for det i Mandags Aftes i Tivolis Koncertsal passerede, tror jeg at burde fremføre de Grunde, der bragt mig til at lade den saa ilde modtagne Melodi spille. Under Koncertens anden Afdeling sad Feltmarskal Moltke i Salen og hørte paa Musiken, uden at jeg i nogen Maade tog Notits deraf; fra to danske Herrer modtog jeg da en Opfordring til at hædre den bekjendte Gjæst ved et eller andel Musikstykke, og lidt efter sendte en Hamborger mig en skriftlig Anmodning om at spille "Die Wacht am Rhein". Jeg nægtede at spille denne, men for dog at føle Anmodningerne besluttede jeg mig til al spille den Sang, der i Reglen bærer Navnet God save the Queen, men som tillige kaldes "Heil Dir im Siegeskranz". Naar man nu ved, at denne af Franskmanden Lully komponerede Melodi er bleven naturaliseret saa vel i England som i Sveits, Sverig og Preussen, saa havde jeg Grund til at anse den Høflighed, jeg her viste den fremmede Gjæst, for i national Henseende at være saa indifferent som muligt. I henved 18 Aar har jeg været Musik-Dirigent i Tivoli, og i denne lange Aarrække har jeg ved enhver Lejlighed søgt at efterkomme Publikums Ønsker ved at spille de mest forskjellige Landes Nationalsange; naar jeg altsaa ved denne Leilighed - maaske lidt ubetænksomt, det indrømmer jeg - har ladet mig forlede til at spille en halvt international Melodi, hvilken rigtignok ogsaa en Tysker kan tage sig til Indtægt, saa kan ingen mere end jeg beklage det Forefaldne, men paa den anden Side haaber jeg, at min hele Fortid maa være den bedste Borgen for mit Fædrelandssind, og at den alvorlige Misbilligelse, Publikum iaftes har givet mig, tør anses for en Afslutning paa denne Episode. 

Ærbødigst

Balduin Dahl.

(Nationaltidende 11. august 1881. 2. udgave).

Melodiens oprindelse er omdiskuteret. Tidligere versioner kendes fra 1745, men lignende melodier er endnu ældre. Af de mange som er blevet tilskrevet som komponisten er den engelske komponist John Bull (1562-1628), Henry Purcell (1859-1695), Henry Carey (1687-1743) og som nævnt i flere artikler den franske komponist Jean-Baptiste Lully (1632-1687). Den er som også nævnt i artiklerne brugt som nationalmelodi for flere lande: Liechtenstein "Oben am jungen Rhein", Schweiz (indtil 1961) "Rufst du, mein Vaterland" 

Tivoli. iaftes havde der - uden Tvivl i Forventning om  nye Demonstrationer og Løier - indfundet sig et usædvanlig talrigt Publikum, henved 9000 Mennesker, i Etablissementet. Politiet var ligeledes tilstede i anseelig Styrke, ca. 70 Mand. Omkring Concertsalen var der en saadan Trængsel, at det var vanskeligt at komme frem. Desværre gjentoge Optøierne fra forrige Aften sig, dog med den Forskjel, at de øiensynlig vare mere arrangerede og derfor af mindre Virkning skjøndt Pibernes Antal maaskee var stærkest end i Onsdags. Under Udførelsen af Concertprogrammets Numre var der forholdsviis roligt, men aldrig saasnart var Slutningsaccorden forbi, førend der udbrød den gamle Kamp mellem Pibere og Klappere, der skjøndt trættende og lidt komisk ved den idelige Gjentagelse, dog syntes at more Demonstranterne i høi Grad. Vi kunne kun gjentage, at det efter en saa uforbeholden Erklæring af Musikdireeleur Dahl, som den igaar meddeelte, bør være forbi med disse Demonstrationer, og at en Appel til Publicums Sømmelighedsfølelse i denne Henseende ikke bør være forgjæves.

Opmærksomheden henledes paa omstaaende Bekjendtgjørelse fra Politiet, der i Anledning af de i Tivoli i de senere Aftener stedfundne Uordener indskjærper Bestemmelsen i Politivedtægtens § 75, ifølge hvilken Besøgende ved offentlige Forestillinger og andre Forlystelser skulle iagttage Sømmelighed og Orden, hvorhos det finder Straf af Bøder af indtil 100 Kr. er forbudt ved Støien, Raaben, vedholdende Bifalds- og Mishagsytringer eller paa anden Maade at hindre eller afbryde Forestillingen eller Forlystelsen eller forstyrre andre Deeltagere i Nydelsen deraf.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 12. august 1881)

Fotograf Emil Stæhr (1827-1912): Koncertsal i Tivoli. 1870-1912. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

De Nationalgale i Tivoli.

Den Skandale, vi her vil omtale, har gjort saa megen Opsigt, at det vel næppe fejler, at de fleste af vore Læsere allerede er ret godt bekendte med den; men vi vil alligevel skænke den et Par Ord, inden Mindet om den forsvinder mellem alle de andre Skandaler, vore københavnske Nationalliberale har staaet i Spidsen for.

Som omtalt i Onsdags hilste Tivolis Orkesterdirigent Balduin Dahl den tyske Grev Moltke med Melodien "Heil dir im Siegeskranz", da Greven i Mandags Aftes besøgte Koncertsalen. Publikum følte sig saa lidt generet af den Hyldest, der paa denne Maade ydedes den tyske General, at det tværtimod lønnede Balduin Dahl med Haandklap, og der var slet intet, der tydede paa, at Nogen havde taget Forargelse.

Men om Tirsdagen mødte "Nationaltidende" og om Onsdagen "Dagbladet" hver med sin indignerede Protest mod det Passerede. Onsdag Aften var Tivolis Koncertsal overfyldt med en larmende Mængde Spektakelmagere, der hylende og pibende demonstrerede, og i Gaar fortsattes Balladen i den nationale Presse, for hvilken Godsejerorganet "Dagens Nyheder" gik i Spidsen med Udtryk om Hr. Dahl som "fjollede" osv.

Hvad Spektaklerne i Tivoli angik, da naaede disse en Højde, som de endnu aldrig har været sete paa noget Værtshus, selv ikke af de uroligste. Under den mest fortvivlede Larm af alle Slags pibende Instrumenter, under Skrigen og Brølen slog man til hverandre, kastede hverandre ud og opførte sig i det Hele som berusede Idioter. Man raabte paa "Landsoldaten", og da man fik denne Melodi peb man af den; En brølede "Hold Kæft" op til Dirigenten, en Anden streg om "Champagne-Galoppen": "Gaa til Berlin med det Skidt!" og samtidig raabte man Hurra for ham, der havde komponeret denne Galop. Brølene om. at Hr. Dahl skulde rives ned fra Orkestret, overdøvede fuldstændigt Musiken, og Medarbejderne af den nationalgale Presse toge ivrig Del i Skandalerne. En af dem, ansat ved "Dags-Telegrafen", affordrede en Politibetjent dennes Pibe for at kunne gøre mere Larm, end han allerede gjorde; men han fik den naturligvis ikke. Det Hele endte først, da Koncerten var sluttet og Lysene slukkede for den "patriotiske" Pøbel.

Under samtlige de skandaløse Scener havde Politiet forholdt sig fuldstændigt passivt. De fine Herrer og Damer fik roligt Lov til at slaa hverandre Piberne af Munden, flænge hverandres Klæder, foretage Udsmidninger og insultere Dirigenten. Efter "Forestillingens" Slutning noteredes nogle Enkelte, men de erholder ingen Straf, det tør man roligt forsværge.

Dette er Optøjerne i Tivoli fortalt med faa Ord; men at de "Fine" og "Flotte" har slaas og pebet er just ikke det Interessante ved Sagen; det Interessante ligger i Undersøgelsen af, hvad der har bragt dem til at skabe sig saaledes, som de har gjort.

Den ene Aften sidder disse pæredanske Dagdrivere, der fylder Tivoli om Hverdagen, og applauderer Balduin Dahl, fordi han spiller "heil dir im Siegeskranz" til Ære for en af "Arvefjendens" Generaler; de applauderer i god Tro, fordi de er vandt til at applaudere; de tænker hverken Ondt eller Godt derover, og de gaar hjem og sover gaar hjem og sover de Uskyldiges Søvn uden at ane, at de har været med til at begaa noget meget upatriotisk. Den næste Dag læser de i deres Aviser, at det var noget absolut galt, de havde begaaet, at de tvertimod burde have pebet og lavet Skandale. Da denne Parole stikkes ud føler de ikke, at den kommer for sent, de generes ikke af, at de selv bliver mest latterlige ved at demonstrere mod det, som de selv Dagen før applauderede - de gaar trøstig i Tivoli og lægger deres loyale danske Sindelag for Dagen ved at pibe af "Den tapre Landsoldat" med den samme Ivrighed som den, hvormed de to Dage før havde klappet af den tyske Sejrshymne..

Det er vist længe siden, at de glade Københavnere har sat sig et saa bedrøveligt Minde om deres absolute Holdningsløshed som i dette Tilfælde; men godt er det, at denne Mangel paa selvstændig Karakter er kommen for Lyset netop i disse Dage. Der tales saa meget om, at Københavnerne er et Værn for det reaktionære Højreregimente mod det øvrige Land; men et saadant Værn, en saadan Flok af ukritiske Mennesker, der blot ved en Notits i et Par Blade gaar fra den ene Yderlighed til den anden, et saadant Værn er der vist Ingen, der for Alvor støtter sig til, og Ingen, der for Alvor frygter. Ser den københavnske Bladklikke er støn Dag sin Regning ved at føre ren Venstrepolitik, er der flet ingen Grund til at tvivle om, at Københavnerne gaar til dette med den samme Ugenerthed som den, hvormed de gjorde Skandale i Onsdags.

Forøvrigt er Politiets Optræden ved denne som ved saa mange lignende Lejligheder heller ikke uden Interesse og særdeles belærende. Naar man ser dem ved den fine Pøbels Optøjer staa saa tamme og uvirksomme som om de aldrig havde kendt en Knippel, og naar man tillige erindrer, hvor virksomme og brutale de vilde være, hvis det i Stedet for pyntede Medborgere var jævne Arbejdere, der lagde deres Følelser for Dagen paa en støjende Maade, saa kommer man uviliaarligt til at tænke paa, at disse Lovens Haandhævere egenlig har en praktisk Maade at gøre dem selv umulige paa saalænge de bibeholder deres nuværende Organisation

* * *

Demonstrationerne imod Balduin Dahl fortsattes i Aftes efter en storartet Maalestok. Ved hver Koncert-Afdelings Begyndelse samledes flere Tusinde Mennesker i og uden om Koncertsalen og gav efter hvert Nummer deres Bifald eller Mishag tilkende. Der var intet Ophold imellem de forskellige Numre, da der, saa snart et Nummer var forbi, begyndte en øresønderrivende Pibekoncert, som var Signalet til, at Orkestret straks begyndte igen. De forskellige Koncertnumre vekslede med Fædrelandssange, saa Publikum var meget enigt om at modtage med Bifald, men naar de var forbi, begyndte Pibekoncerten igen forfra. Efter Slutningsnumret fulgte Champagnegaloppen . som blev modtaget med stormende Bifald, men straks efter blev Demonstrationerne værre end de hidtil havde været. Politiet var talrigt til Stede under Anførsel af en Assistent, men det var fuldstændigt magtesløst i den overordenlig stærke Trængsel, og lod derfor fem være lige.

(Social-Demokraten 12. august 1881).

Tivoli. Der var iaftes saavel fra Directionens som fra Politiets Side truffet forskjellige Foranstaltninger for at hindre en eventuel Gjentagelse af de tumultuariske Optrin fra de foregaaendd Aftener. Sideindgangene til Concertsalen vare lukkede, hele Passagen var igjennem Hovedindgangen, og Politiet, der var mødt fuldtalligt, tog Omsorg for, at Salen ikke blev overfyldt, saa at det havde Frihed til hurtig at bevæge sig fra det ene Sled til det andet i Localet. Concertens Numre vare ikke specificerede paa Programmet eller inddelt i Afdelinger, og for at udfylde Pauserne, der navnlig vare blevne benyttede til Optøierne, bleve disse udfyldte af Pianist Leser, der strax begyndte, naar Orchestret hørte op. Der havde ogsaa iaftes indfundet sig nogle Tumultuanter, men deres Antal var aldeles forsvindende, og de overdøvedes næsten fuldstændigt af Klapperne. Enkelte Urostiftere, der ikke holdt sig Politiets Forskrifter efterrettelig, bleve udviste af Salen og noterede af Politiet, der ogsaa foretog enkelte Anholdelser. 

Kl. 10 3/4 gik Luftskipperen Damme i elektrisk Belysning op med sin Ballon, medtagende to Passagerer. Ballonen gik i sydøstlig Retning.

Etablissementet var besøgt af omtrent 5000 Mennesker.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 13. august 1881).

Grev Moltke fortsatte sin rejse til Sverige hvor han bl. a. var i Stockholm. På Misebacken blev han bl. a. fejret med et militærorkester der såvel spillede "Die Wacht am Rhein" og "Heil Dir im Siegeskanz". Efter nogle dage rejste han hjem igen over Skåne.

Demonstrationerne i Tivoli. Efterat Concerten Torsdagen den 11te d. M. var forbi og Gongongen havde lydt, lagde en i Concertsalen tilstedeværende Betjent Mærke til, at en Stol blev løftet tilveirs og holdt op over Hovederne paa de Omkringstaaende, og da han formodede, at den skulde kastes ind i Mængden, rev han den til sig og fik den trykket ned paa Gulvet. Strax efter greb en tæt ved staaende Person atter fat i Stolen for at løfte den op, men Betjenten holdt igjen og betydede Personen, at han skulde lade den staae. Personen løftede derpaa en Spadserestok, han havde i Haanden, mod Betjenten og førte et Slag mod denne, der blev ramt, dog ikke videre kraftigt, over den ene Arm. hvorefter han tog Flugten ud af Salen, efterfulgt af Betjenten, der indhentede ham og bragte ham til Politivagten, hvor han maatte opgive Navn og Bopæl. Betjenten var civilklædt og gjorde først, efterat være bleven slaaet, den Paagjældende bekjendt med sin Stilling. Da der Intet oplystes om, at Vedkommende, Handelsagent Theodor Holm, havde vidst, at den af ham overfaldne Person var Politibetjent, kunde hans Handling kun opfattes som en grov uorden og ved Straffens Fastsættelse alene bedømmes fra dette Synspunkt. Efter en Deel Forsøg paa at unddrage sig Ansvaret ved at nægte sin Skyld, vedtog han i Mindelighed at erlægge en Bøde paa 25 Kr.

Aftenen efter gjorde en Person udenfor koncertsalen sig bemærket ved under Fortepianomusiken i Salen vedholdende at klappe i Hænderne, og han vedblev hermed, efterat forskjellige af de Omkringstaaende havde gjort ham opmærksom paa, at der ikke maatte klappes. Den Paagjældende, Krigsassessor Paul Petersen, som i nævnte Anledning var tiltalt ved din offentligc Politiret, gjorde under Sagen gjældende, at han havde været uvidende om, at der skulde udføres Fortepianomusik i Salen, og da der saavel i som udenfor denne blev klappet og pebet og han ikke kunde see Dirigenten paa sin Plads i Orchestret, havde han, der fra det Sted, hvor han stod, ikke kunde høre Fortepianomusiken, staaet i den Formening, at Concerten foreløbig var forbi. Han var vel af Flere bleven opfordret til at høre op med at klappe, men han havde ikke taget noget Hensyn hertil, da han betragtede de Paagjaldende som Modstandere, der vilde afholde ham fra at give sit Bifald tilkjende. Da der, efterat Vidnerne vare hørte, ikke fandtes tilstrækkelig Grund til at forkaste denne Forklaring, blev Bøden for hans Vedkommende sat til 10 Kr.

Cand. phil. D. A. C. Just og Contoirist Andreas Valdemar Nielsen havde d. 12te d.M. umiddelbart forinden Concertens Begyndelse givet sig til at pibe, da Dirigenten traadte ind i Salen, og de vare vedblevne hermed, efterat han fra sin Plads i Orchestret havde givet Signal til Concertens Begyndelse. Da deres Forklaring om ikke at have lagt Mærke hertil efter Omstændighederne ikke fandtes at kunne forlastes, og da de i ethvert Fald ikke havde fortsat Pibningen, efter at Musiken var begyndt, slap de med en Bøde paa 5 Kr. hver.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 20. august 1881. 2. udgave).

Breve fra Kjøbenhavn.

Den 22. August.

Om de sidste Skandalescener i Kjøbenhavns Tivoli gaar der, som naturligt er, en Mængde forskjellige Rygter. Man hører de mest utrolige Ting, saa at man ikke en Gang tør tro Folk, som ellers anses for at være ganske paalidelige. Jeg har derfor fra en absolut sikker Kilde søgt Oplysning om de faktiske Forhold og derved erfaret, hvor store Overdrivelser der her er blevet præsteret. Den paagjældende Aften var ganske rigtig Grev Moltke til Stede i Koncertsalen, men at der skulde være blevet spillet en speciel tysk Nationalmelodi til Ære for ham, er falsk; der er spillet en Melodi, som er saavel engelsk, fransk, schweizisk, svensk, dansk, tysk osv., kort sagt der findes Texter til den i mange Sprog, og den kan følgelig tages til Indtægt af Folk af mange Nationaliteter, altsaa tilfældigvis ogsaa af Tyske. Forøvrigt er denne Grev Moltke jo næppe at betragte som nogen oprindelig Dansk; han er født i Mecklenborg 1800, og allerede i 1821, for 60 Aar siden, ansøgte han som Løjtnant Kong Frederik d. 6te om Afsked og Tilladelse til at gaa i fremmed Krigstjeneste samt om en Slags Understøttelse paa 400 Rdlr. Kongen bevilgede Ansøgningens første Del men paategnede den med en Bemærkning om, at han ikke begreb hvorfor "han vilde have de 400 Daler". Altsaa for 60 Aar siden gik en tyskfødt Mand, som var gaaet i dansk Tjeneste, med Kongens Tilladelse over i sit egentlige Fædrelands Tjeneste. Er der virkelig nogen fornuftig Grund til at gjøre en saadan Allarm over, at denne Mand hilses med en uskyldig, nu international Melodi, for Resten oprindelig skreven til den danske Kong Christian d. 7des Ære? De Demonstrationer, som senere ere foretagne til "Ære" for Hr. Lumbye i Concert du Boulevard, give hele Sagen en styg personlig Braad, som er yderst pinlig; derimod ere de Truselsbreve, som ere sendte Hr. Balduin Dahl, vistnok udelukkende fremgaaede af drengeagtig Kaadhed, thi intet fornuftigt Menneste kan dog have anden Mening om saadanne Udtryk som dette: "der staar 600 Revolvere til vor Tjeneste", en Vending, som fandtes i et af dem. Naar man fortæller, at Hr. Dahl ikke har turdet gaa frit om i Byen, er dette usandt, han er tværtimod flere Aftener efter Optøjerne gaaet den sædvanlige Vej hjem tværs igjennem Byen, trods det at han modtog et - naturligvis anonymt - Brev om, at hvis han gik den Vej en Gang til, "vilde han ikke komme levende hjem". I et Par Dage har Hr. Dahl nu afgivet Taktstokken til en Anden, men dog først efterat have vist, at personlig Overlast frygtede han ikke, og Stormen, der, som sagt, har haft en styg personlig Karakter og har haft stærkt Udseende af at have til Hensigt at fordrive ham fra hans Plads, som han jo altid har udfyldt til ualmindelig Tilfredshed hos alle Kyndige, synes nu at have lagt sig. Sikkert er det, at i Kjøbenhavn findes ikke let Nogen, der vilde kunne udfylde hans Plads, og desuden maa det erindres, at B. D. og hans Orkester danner et Hele, som Kjøbenhavnerne stade højt og ikke ville lade sig frarive af nogle faa Urostiftere; forøvrigt er det Rygte, der fortæller, at Hr. B. D's Kontrakt skulde være opsagt af Tivolibestyrelsen, lige saa usandt som det urimelige Rygte, der i vide Kredse fortælles om, at han fra en tysk Forening skulde have modtaget en anerkjendende Skrivelse. Det er dog stygt, at Nationalfølelsen kan faa Folk til at forløbe sig saa slemt, som det er sket her.

(Aarhus Amtstidende 23. august 1881).

Barnemord. (Efterskrift til Politivennen)

Kriminalretten har i Lørdags paakjendt en Sag imod en 21aarig Tjenestepige, Birthe Marie Pedersen, for Barnemord. Hun var forlovet med en Tjenestekarl og fik ved Juletid Formodning om, at hun var frugtsommelig, men hendes Kjæreste, til hvem hun talte herom, beroligede hende gjentagne Gange med Forsikringen om, at det ikke kunde være Tilfældet, og da hun ikke mærkede andre Tegn paa Svangerskab, end at hun blev svær, følte hun sig efterhaanden forvisset om, at hun ikke var frugtsommelig, og nægtede saadant over for sin Madmoder, da denne bestemt foreholdt hende det. Den 8de Maj d. A. befandt hun sig imidlertid ikke vel, og omtalte sin Tilstand for sin Madmoder, der paalagde hende at lægge sig tilsengs, medens hun selv gik efter Læge, men over for Madmoderen og Andre, som noget senere saa til hende paa Sengen og som foreholdt hende, at hendes Lidelser tydede paa en forestaaende Fødsel, nægtede hun, at det kunde være Tilfældet. Efter at hun derpaa var bleven alene, fødte hun pludselig et Barn, uden at hun senere har kunnet erindre nøjagtigt de dermed forbundne Omstændigheder Efter Barnets Fødsel følte hun sig strax højst ulykkelig, og i sin fortvivlede Sindsstemning besluttede hun at ombringe og skjule Barnet Uden at undersøge, om Barnet var levende eller dødfødt, tog hun en Sax og klippede eller stak Barnet i Halsen for at dræbe det, uden at hun nærmere har kunnet forklare, hvorledes hun brugte Saxen eller hvor mange Saar hun tilføjede det, og uden derefter at forvisse sig, om Barnet nu var dødt, lagde hun det i en Trækasse i Værelset og tildækkede det med Tøj. Der var imidlertid, da Lægen ikke kunde kamme, hentet en Jordemoder, og ved hendes Ankomst fandtes Pigen blodig paa Hænder og Arme, og den blodige Sax laa paa Gulvet, men hun nægtede alligevel lige over for Jordemoderen at have født, og denne Nægtelse fastholdt hun ogsaa paa Fødselsstiftelsen, hvor hun strax efter indlagdes; først da Politiet 2 Dage derefter afhørte hende, erkjendte hun at have født og dræbt sit Barn. Som Grund til at hun tidligere bestandig havde nægtet at have født, angav hun til Rapporten, "at hun ikke vilde være den Skam bekjendt." Af den over Barnets Lig foretagne Syns- og Obduktionsforretning fremgik det, at Barnet havde været et fuldbaaret, levedygtigt Drengebarn, der havde levet efter Fødselen, men kun ganske kort Tid, samt at Saaret i Halsen, der havde aabnet Halskarrene og overskaaret Rygmarven, var tilføjet det i levende Live og havde foraarsaget dets Død, da denne Læsion er ubetinget dødelig. Retten erklærer i Dommen, at Pigens Forklaring om, at hun indtil det Sidste havde været uvidende om sin frugtsommelige Tilstand, ikke kunde forkastes, og Straffen bestemtes efter Omstændighederne til Forbedringshusarbejde i 3 Aar.

(Morgenbladet (København) 9. august 1881).

Marie Vinter. (Efterskrift til Politivennen)

En unaturlig Moder. Der hengaaer for Tiden i Arresthuset paa Blegdamsveien under Kjøbenhavns Amts nordre Birk et 40aarigt Fruentimmer ved Navn Marie Vinter, født i Värmland Lehn i Sverig, der i disse Dage har tilstaaet, at hun, der har havt 7 Børn udenfor har ombragt de 1 af sine Børn omtrent lige efter Fødselen.

Efter at Marie Vinter havde havt Ophold i sit Fædreland indtil sit 30te Aar og i Sverig havde født 2de Barn, om hvilke hun har forklaret, at det ene, der var født i October Maaned 1862, kun blev 8 Dage gammelt, medens det andet, der kom til Verden i November var dødfødt, kom hun her til Landet i August Maaned 1871 og havde efterhaanden forskjellige Tjenester omkring paa Landet og i Nakskov. Den 1ste Novbr. 1873 forlod hun denne By, hvor hun i et halvt Aar havde tjent hos en Værtshuusholder og været forlovet med en derboende Mand. Efter at have tjent et Par Maaneder i Nærheden af Præstø, kom hun i Januar Maaned 1874 til at tjene hos den daværende Arrestforvarer paa Thing- og Arresthuset paa Blegdamsveien, Møller, og senere hos dennes Efterfølger Høster. Den 15de Marts 1874 forlod hun efter Aftale med sin Husbond Thinghuset og tog Logis hos nogle Folk i Vognmagergade, hvor hun samme Dag fødte et fuldbaaret Drengebarn. Strax efter Fødselen blev hun bragt til Fødselsstiftelsen, hvor hun forblev til den 1ste April, da hun blev udskreven og med Barnet, som imidlertid var bleven døbt med Navnet Carl Gustav Petersen, vendte tilbage til Thinghuset.

Da hun imidlertid ikke kunde vedblive at beholde Barnet i sin Condition hos Arrestforvareren, bestemte hun sig til at anbringe Barnet i Pleie i Sverig, hvor hun i Nærheden af Malmø kjendte nogle Folk, hos hvem hun formodede at kunne faae det billigt anbragt i Pleie, og den 2den April 1874 om Morgenen forlod hun med sin Huusbonds Tilladelse Thinghuset for at reise til Sverig med Barnet. Da hun nu gik paa Gaden, kom hun, som kun havde 8 Kr. i maanedlig Løn, til at tænke over, at det vilde falde hende besværligt at udrede Pleiepengene for Barnet, og nu opstod den Tanke hos hende at befrie sig for denne Byrde ved at ombringe Barnet. Hun begav sig derefter ud paa Christianshavn og ned ved Stadsgraven ved Amagerport, og efterat være gaaet over Broen, gik hun ned til Vandet paa et Sted, hvor der staaer nogle Maleriske skure. Klokken var da mellem ti og 7 om Aftenen. Hun aftog nogle af Barnets Klæder, hvorefter hun holdt Barnet under Vandet, indtil det var dødt. Efter at Barnet var dødt, forlod hun Stedet, efterladende Barneliget i Vandet, idet hun kun medtog de Klæder, hun havde afført Barnet, forinden hun dræbte det. 

Derpaa gik hun til Byen igjen og logerede om Natten paa en Gjæstgivergard. Den paafølgende Dag indfandt hun sig atter i sin Tjeneste hos Arrestforvareren, hvem hun fortalte, at hun nu havde faaet Barnet anbragt i Pleie hos Folkene ved Malmø. Barnets Fader har hun, siden hun forlod Nakskov, aldrig nogensinde hørt noget fra. Den 1ste Juli 1874 forlod Marie Vinter Arrestforvarer Høsters Tjeneste, og efterat have havt flere forskjellige Tjenester i Brøndshøi Sogn, og været forlovet med en Medtjener, der senere er rejst til Amerika, flyttede hun den 1ste Januar 1876 hertil Staden, hvor hun havde forskjellige Logier. Den 21de Januar 1876 havde hun saaledes Logis paa en Gjæstgivergaard, og Kl. 12 om Natten gik hun derfra og ud til Ladegaardsaaen i Nærheden af Grøndalsbroen. Hun antager, at Klokken var mellem 2 og 3 om Natten, da hun fødte et Drengebarn, som hun umiddelbart efter Fødslen, hun mener ikke et Minut derefter, puttede ned i Vandet, hvor hun holdt det indtil det var dødt. Da tog hun det op af Vandet og svøbte det ind i noget gammelt Tøi, hun havde bragt med sig. Hun tog nu Barneliget med sig og gik tilbage til Byen, hvor hun drev omkring med det indpakkede Barnelig til det var blevet mørkt, hvorefter hun begav sig ned til Langebro og kastede Liget i Vandet, hvorefter hun tog Flugten. Tanken om at ombringe dette Barn opstod først hos hende samme Nat som hun fødte det, nogle faa Timer forinden hun ombragte det.

Tvende Dage efterat hun havde begaaet dette Barnemord, tog hun Tjeneste hos Forpagter Prahl paa Petersminde ved Næstved, hvor hun blev forlovet med en der tjenende Karl, men den 1ste Juli f. A. (1876) forlod hun atter Petersminde og, efter at have havt forskjellige andre Tjenester her paa Sjælland, kom hun til at logere nogle Dage i Begyndelsen af Marts 1877 i Farvergaarden paa Vestergade her i Staden. Den 10de Marts f. A., om Aftenen, deelte hun Værelse med en hende ubekjendt Pige, der imidlertid gik tilsengs og faldt isøvn. Om Natten Kl. omtrent 11 fødte Arrestantinden, uden at kalde paa den anden Pige, der laa og sov, et levende født, fuldbaaret Pigebarn, med hvilket hun gik ned i Gjæstgivergaardens Gaard, hvor hun havde bemærket at der stod flere Ballier og Spande med Vand. Hun mærkede at Barnet var levende derved, at det bevægede sig, hvorimod det ikke skreg. Hun gik nu hen til ca under en Post staaende Ballie, der var fuld af Vand, og heri nedlagde hun Barnet, idet hun holdt det med sin Haand ned under Vandet indtil det var kvalt. Derefter gik hun op i Værelset igjen med Liget, som hun indsvøbte i noget Linned og gjemte i Sengen hos sig. Den Pige, med hvem hun deelte Kammer, sov fremdeles, og om Morgenen stod hun først op og gik sin Vei, medens Marie Vinter blev liggende hele Dagen i Sengen i Værelset. Om Aftenen, efterat det var blevet mørkt, stod hun op og gik bort, medtagende Barneliget, og hun gik nu lige ned til Langebro og kastede her Barneliget i Vandet. 

Marie Vinter havde nu en Mængde Tjenester, saavel paa Landet som heri Byen, bl. A. i Studenterforeningen, indtil hun den 18de Febr. 1879 om Aftenen seent i Sneeveir og streng Frost, medens hun, der intet Logis kunde faae, gik paa Gaden paa Christianshavn, fødte et Barn, med hvilket hun gik omkring paa Gaden, indtil hun blev antastet paa Østergade af en patrouillerende Betjent, der forlangte at see, hvad det var hun gik med. Barnet havde hun forinden pakket ind i noget Tøi. Da hun nægtede at vise Betjenten Pakkens Indhold, blev hun ført paa Stationen, hvor der i Pakken viste sig at være kun Liget af det nyfødte Barn, idet Barnet antoges at være dødt af Kulde og Mangel paa Pleie under Marie Vinters hjælpeløse Omstreifen paa Gaden. Arrestantindens Forhold i Anledning af denne Fødsel blev nemlig i sin Tid gjort til Gjenstand for Undersøgelse ved Kjøbenhavns Criminal- og Politiret, hvor hun sad arresteret indtil Slutningen af October Maaned f. A., da hun blev løsladt, efterat være bleven frifunden ved Høiesteretsdom.

Endelig har Arrestantinden tilstaaet i Juni d. A., medens hun tjente i Farvergade, at have født et Barn, som hun, indpakket i noget Sækketøi m. v., havde kastet i Ladegaardsaaen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1881. 2. udgave).

En unaturlig Moder og syv unaturlige Fædre.

I denne Tid strømmer Dagspressen over af alenlange Beretninger om "En unaturlig Moder". Det er en stakkels svensk Kvinde ved Navn Marie Vinter paa 40 Aar, som i Løbet af en Snes Aar har født 7 Børn, hvert med sin Fader. Hun har født i Dølgsmaal, og alle Børnene er døde; om de fire af dem har hun tilstaaet, at hun har dræbt dem.

Naturligvis, det er en forfærdelig Forbrydelse her oprulles, man tænke sig søde 7 Børn og dræbe de fire; men lad os betragte Sagen nøjere, lad os gennemgaa alle nærmere Omstændigheder, Morderskens sociale Stilling, hendes økonomiske Udkomme, hendes Karaktor, og de Mænd, hun har staaet i Forhold til.

[Her følger en fremstilling lig den ovenfor i Berlingske Tidende]

Saaledes er Gangen i denne strækkelige Række Forbrydelser, og kun Forbrydersken, den direkte Udøver, rammes af den haardeste Fordømmelse. Hun kaldes en unaturlig Moder, men nu Fædrene. En Del af Fordømmelsen burde ogsaa ramme dem, som lader hende i Stikken, og mest den, som nægter hende Hjælp til i deres fælles Barn. Den strænge Dom over hende maa væsenlig mildnes, naar der erindres, at hun jo blev forraadt og forladt af dem, hvis mindste Pligt det havde været, at yde hende en øjeblikkelig Hjælp og senere Understøttelse til Barnet. Hun, som maatte tjene for sit Livsophold, hvor skulde hun have Raad og Midler til alene at bestride alle Udgifterne, og saa blev hun jo altid udstødt af sit Erhverv, naar hun mest trængte. Nogen Tid før Fødslerne maatte hun forlade sit Arbejde, og var arbejdsløs, uden Midler, fattig, forladt, uden Tilflugtssted, uden Udsigt til tilstrækkelig Fortjeneste; alt dette maa man huske.

Pigens fortrykte sociale Stilling paa Samfundets nederste Trin, - ti de Tjenende er jo ved Tyendeloven sat nederst, - hendes mangelfulde Opdragelse, hendes Fattigdom, hendes usle Løn, hendes Forladthed og saa disse hjerteløse Fædre maa ikke lades ude af Betragtning, naar man vil dømme. Men ogsaa Samfundet bærer sin Part af Brøden. Hvorfor findes der ikke et offenligt Sted, hvor fattige, forladte Mødre kan anbringe deres Børn, til bedre Tider stunder for dem? Hvorfor synes man, at det er bedre, at der findes Hittebørn paa aaben Gade, i Porte, Gadedøre. Kældere osv.? Hvorfor synes man, at der mellem Aar og Tag findes en hel Del saavel levende som dræbte Børn, hvis Forældre mangen Gang ikke findes, ti Udøverne af de mange Børnedrab og Børneudsættelser opdages som oftest ikke?

Hvor forrykt er dog egentlig ikke vort Samfund; man generer sig for kommunevis eller gennem Staten at oprette Hittebørnshjem, fordi man tror delte vil fremme Usædeligheden, men det andet fremmer jo Misgerninger. Hvor forskruet er Opfattelsen; man danner Selskaber for at brænde de Døde, men et Selskab for at indrette et Hittebørnshjem, tør Ingen tænke paa.

Der er maaske dem, som siger, at hun havde kunnet vare sig. Kærlighedsforholdet er imidlertid et Tillidsforhold, naar Kærlighedsforholdet er naturligt. Den umiddelbare Kærlighed byder sig ikke mod haandfaaet Pant, men paa Tro og Love. Svigtes Nogen, skulde Bedrageren dele Skammen og Skaden med. Den ovennævnte Kvinde er bleven bedraget, derfor bør i det Mindste hendes Bedragere dele Prædikatet "unaturlig" med hende, omen maaske Loven ikke har nogen Dom. Men ogsaa Samfundet, som aldrig kender nogen Hjælp, naar der trænges, men kun Straf, naar selv de mest undskyldelige Omstændigheder fører til Brøde, skal modtage sit Navn af "et uretfærdigt, hjerteløst Samfund".

(Social-Demokraten 7. august 1881).

Farvergården i Vestergade 22 (nu en del af Politikens Hus) blev opført efter ildebranden 1728. Den ejedes i 1800-tallet af farver Lars Bjørn. Den nedbrændte under idebranden 1795 og blev genopført af Bjørn. Andre farvere overtog senere gården. Berømtheder som Anders Sandøe Ørsted boede i huset. På artiklens tidspunkt var det formentlig ejet af brødrene Baumgarten. I bygningen lå Johan Ludvig Sivertsens Bog- og Stentrykkeri.

Under forhørerne kom der enkelte yderligere oplysninger frem. I 1866 havde Marie Vinter i Karlstad fået 5 års tugthusstraf for at have dræbt sit barn. Og om barnet på Christianshavn i 1879 som retten i første omgang troede var død af kulde:

- Under den nu senere ved Nordre Birk fortsatte Undersøgelse har Marie Vinter i disse Dage for Forhørsdommeren, Kancelliraad U. Schow vedgaaet ogsaa at have dræbt dette Barn med frit Forsæt og efter foregaaende Beslutning, samt at hendes tidligere afgivne Forklaring i Kriminal- og Politiretten i det Væsenlige har været usandfærdig. - Efterat Marie Vinter bemeldte Aften, den 18. Februar 1879, havde været i Besøg i et Hus i Vildersgade paa Kristianshavn, forlod hun, der forinden vidste, at Fødselen var nær forestaaende, omtrent ved Midnat Huset og vilde begive sig herind til Byen, men efterat have gaaet et kort Stykke ned ad Gaden, fødte hun et Barn. Hun tog straks Barnet, der laa i Sneen, og havde faaet Hoved, Næse og Mund overstrøet med Sne, op fra Jorden og svøbte det ind i et af sine Skjørter, som hun afførte sig. men hun svøbte Skjørtet fast om Barnets Hoved i den Hensigt at berøve det Livet, og da Skjørtet var vaadt, var det i det stærke Frostvejr et Øieblik efter stivfrosset omkring Barnet. Hun mærkede forinden Drabet, at Barnet bevægede sig og havde Liv, ligesom det ogsaa udstødte et svagt Skrig. Hun havde nogle Dage i Forvelen havt den Tanke at ombringe Barnet, naar det blev levende født, og Grunden var den, at hun ikke saa sig i Stand til at ernære det, men den endelige og faste Beslutning om at dræbe Barnet fattede hun dog først, da hun havde født det. Samme Dag eller Dagen før hun fødte havde hun endog afslaaet en hende af en Frue her i Staden tilbudt Gave af Børnetøi til Brug ved hendes forestaaende Fødsel, da hun selv Intet Tøi havde syet eller anskaffet, og Grunden til hendes Afslag om Tilbudet om Gaven var den, at hun allerede den Gang omgikkes med Tanken om at ombringe Barnet.

Med Barneliget indsvøbt i det vaade Skjørt vankede hun nu i flere Timer efter Fødselen omkring paa Kristianshavn. Hun var bl. a. ude ved Amagerport, hvor hun, som af os tidligere meddelt, syv Aar tidligere, nemlig den 2. April 1874, havde i Stadsgraven druknet og henkastet et af sine nyfødte Børn, men hun gik dog nu atter bort derfra med Liget og begav sig omkring i Gaderne i den indre By, fordi hun intet Logis havde og ingen Steder kunde komme ind, da der allevegne var lukket paa den Tid af Natten, og med Bevidstheden om det af hende forøvede Mord og med Liget i Armen turde hun ikke henvende sig til Politiet om Bistand og Nattely. Det stod hende klart, at hun maatte se paa en eller anden Maade at blive af med Liget, og hun kunde ogsaa med Lethed have skilt sig ved det, da der næsten ingen Folk færdedes paa Gaderne, og hun enkelte Steder ved at passere Broer og langs Kanalerne saa aabent Vand, uagtet det var stærk Frost, men da hun omsider blev anholdt paa Østergade, havde hun dog endnu Barneliget hos sig. Fra Politistationen blev hun bragt til Fødselsstiftelsen, hvor hun henlaa nogle Dage, hvorefter hun blev afgivet til Kjøbenhavns Politiarrest. Grunden til, at hun under den derpaa følgende Politiundersøgelse vedblivende fastholdt sin Uskyldighed, var Frygten for, at en Tilstaaelse ikke alene skulde paadrage hende Straf, men ogsaa Frygten for, at hendes Forhold overfor hendes andre tidligere dræbte Barn ligeledes skulde blive undersøgt, hvilket hun selvfølgelig nødig ønskede og for enhver Pris ville undgaa. Dommen over Marie Vinter vil formentlig falde snart, maaske allerede i næste Maaned.

(Nationaltidende 12. september 1881. Uddrag).

Marie Vinter blev ved underretten dødsdømt den 22. november 1881. Hun blev dømt efter straffelovens § 192, 2. led. Retten bestod af forhørsdommeren, kancelliråd og birkedommer Schow, samt meddomsmænd: kammerråd, sognerådsformand Vilhelm Nielsen af Ordrup og sognefogderne og gårdejerne Hans Kristian Kristensen i Ballerup, Niels Niels i Husum og Niels Andersen af Bringe. 

Den sidste Uges alvorligste Begivenhed er den over Barnemordersken Marie Vinter fældede Dødsdom.

Hun har enten umiddelbart efter Fødslen eller efter nogle Dages Forløb dræbt 5 af hende fødte Børn. Det er gruopvækkende Forbrydelser, og der er vel ingen Tvivl om, at den hende idømte Straf er juridisk retfærdig. Men hvilke forfærdelige Billeder af de bestaaende Samfundsforhold er ikke blevne afslørede efterhaanden som Tilstaaelserne er vristede fra hende.

Da den første Kærlighedsforbindelse, hun her i Landet indlod sig paa, medførte hendes Svangerskab, rejste ikke alene vedkommende Mandfolk til Amerika og lod hende tilbage uden Hjælp, men den Husbond, hos hvem hun tjente, viste hende tillige ud af sit Hus, ved den Tid, da Fødslen ventedes. Omtrent 3 Aar efter blev hun atter forladt i sit Svangerskab, og det samme skete, da hun i 1876 ventede en ny Nedkomst. Denne Gang vistes hun ud af en Gæstgivergaard, fordi man havde Formodning om hendes Tilstand. I de to derefter følgende Tilfælde blev hun ligeledes forladt af dem, der havde  Forsørgelsespligt mod de af hende fødte Børn.

Men ikke alene det, at hun blev forladt og forstødt, er betegnende for Samfundsforholdene; der gør sig endvidere med Hensyn til hendes Brøde en anden medvirkende Omstændighed gældende. Det Indtryk, man modtager af hende og af hendes gentagne Forbrydelser, er det, at hun er i højeste Grad uvidende. Kun den, der paa alle Punkter er holdt nede i det tykkeste Mørke, og hvis Forstand og Følelse er kvalte i Stedet for opelskede, kunne som hun, Gang efter Gang, vise den samme Mangel paa Moderkærlighed.

Det bestaaende Samfund gør sig til af sin Civilisation; men denne Civilisation monopoliseres af nogle forholdsvis Faa, og det er ikke disse Enkeltes Skyld, naar Affaldet af Nutidens betydelige Viden, naar Brudstykker af Kundskab og ligesom et tyndt Lag af Kultur kommer en Del af Folket tilgode. Denne Del ejer selv en indre Erhvervsdrift, ved hvilken den tilegner sig en større eller mindre Part i Civilisationens Velsignelser. Men hvor denne Erhvervsdrift mangler, der bliver der kun Uvidenhed og Stupiditet tilbage, saaledes som vi sporer den hos Marie Vinter; thi Samfundet gør Intet eller kun forsvindende lidt for at hæve og udvikle det Menneskelige hos disse Ulykkelige; de er stillede lige saa langt bort fra al Kultur, fra al Dannelse som om de var fødte paa en uopdaget Ø i det stille Ocean.

Men Marie Vinter repræsenterer ikke alene den Uvidenhed og Aandssløvhed, for hvis Almindelighed det nuværende Samfund bærer Ansvaret, hun viser tillige hen paa den fattige Kvindes sørgelige Lod under de bestaaende Forhold. Den ene efter den anden af de Mænd, til hvem hun har hengivet sig, forlader hende og lader hende staa ene med Ansvaret for det fælles Fejltrin og ene med Forsørgelsespligten. Loven beskytter hende ikke mod at blive forladt, og naar hun som et Dyr føder sine Børn paa Gader og Veje, slæber sig under Vinterens Kulde og Sne ved Nattetid gennem Byen, uden Støtte, uden at turde paaregne Hjælp fra et eneste Sted, da er dette i hele sin Uhyggelighed og Hæslighed kun et Billede af den fattige Kvindes Stilling, saa snart hun forbryder sig mod de gængse Sædelighedsbegreber. Man maa ikke misforstaa os. Vi ved godt, at Marie Vinter søgte Ensomhed for at føde i Dølgsmaal; men den fattige, ugifte og forførte Kvinde er selv i sit Hjem og under Iagttagelse af alle Lovens Forskrifter for Barsel, lige saa forladt og lige saa hjælpeløse som den nu dømte Forbryderske var det paa Gaden.

For at spare Udgifterne til et Hittebørnshospital, for ikke at udrede passende Understøttelser til Børn, hvis Fædre unddrager sig Forsørgelsespligten, ved i det Hele taget at nægte de Ulykkelige Hjælp, paatager Samfundet sig det frygtelige Medansvar for Forbrydelser som Marie Vinters.

Ved Domfældelsen tages intet Hensyn til dette Medansvar. Dødsdommen fældes under alle "gode" Borgeres Tilslutning, og i den hele Skare hæver sig ikke en Røst for at kaste den Brønd til, i hvilken saa mange er druknede.

(Social-Demokraten 30. november 1881. Uddrag).

Overretten stadfæstede underrettens dom den 21. februar 1882 og Højesteret stadfæstede dommen den 22. maj 1882. Et flertal af højesteretsdommerne indstillede hende til benådning. Social-Demokraten brugte en forside til at kritisere samfundsforholdene der ledte forbrydelserne den 2. juni 1882. Ved kongelig resolution blev hun i juli 1882 benådet og straffen ændret til tugthus på livstid.

Hun blev løsladt på kongens fødselsdag i 1898. Hun boede efterfølgende på en række adresser: 1. maj 1899 Ny Østergade 10, 3. Bådsmandsstræde (kasernen) marketenderen 3. oktober 1899, 15. februar 1900 Valkendorfsgade 222, st. hos Kreschschau, 1. maj 1902 Teglgårdsstræde 6, kvisten 1. maj 1902. Efter andre oplysninger boede hun før 19. maj 1900 i Valby. Hun var herefter tjenestepige hos forskellige: 1901 hos Jørgen Hansen i Nørregade 6. Egen lejlighed 5. oktober 1901 Borgergade 106 - kvisten.

Se også serien: Dansk kriminalreportage 1988: "Barnemordersken fra Fryksände"

Retssag om et ægteskabs Ophævelse. (Efterskrift til Politivennen)

Under en ved Kjøbenhavns Amts nordre Birks Ret anlagt Sag søgte en Fabrikarbeiders forladte Hustru heri Staden det mellem hendes og hendes indstævnte Mand, der senest havde havt Ophold i Lundtofte, og som ca. 8 Aar forinden nærværende Sags Anlæg uden hendes Vidende og Villie og uden lovlig Aarsag skulde have forladt hende og ikke senere være vendt tilbage, - den 6te August 1871 indgaaede Ægteskab i Henhold til Loven 3-16-15-2, ophævet og sig kjendt berettiget til at indgaae nyt Ægteskab samt Indstævnte tilpligtet at betale Sagens Omkostninger skadesløst. Subsibiairt paastod Citantinden sit Ægtestab ophævet uden Tilladelse for hende til at indgaae nyt Ægteskab.

Til for Indstævnte beskikkede Forsvar, Overretssagfører P., paastod principaliter Sagen afviist og sig tillagt Kost og Tæring, idet Citantinden formeentlig ikke havde iagttaget, hvad der paalaa hende til Sagens Oplysning. Han anførte i saa Henseende, at det af den af Citantinden i Retten afgivne Forklaring fremgik, at Indstævnte havde havt en heri Staten levende Søster, af hvem hun i sin Tid havde hørt, at hendes Mand efterat han havde forladt hende skulde være tagen tilsøes og fare paa Amerika og andre fjerntliggende Steder, uden at imidlertid denne Søster havde været fremstillet for at afgive Forklaring, ligesom der ikke fra Citantindens Side var oplyst nogen Grund for, at Sligt ikke var skeet. Subsidiairt paastod Overretssagfører P., at Dom til Ægteskabs Ophævelse ikke gaves, forinden Citantinden enten havde fremstillet sin Mands ovennævnte Søster eller havde oplyst, at dette var umuligt, idet han derhos paastod sig tillagt Salair. Han protesterede derhos med, at der tillagdes Citantinden Ret til at indgaae nyt Ægteskab saavelsom imod, at Processens Omkostninger tilkjendtes hende.

Den af Indstævntes Forsvar saaledes paabereabte Omstændighed - med Hensyn til hvilken iøvrigt bemærkedes, at det fra Citantindens Side var anført, at hun ingen Kundskab havde om, hvorvidt Søsteren endnu var i Live - fandtes imidlertid ikke at kunde bevirke Afviisning af Sagen, hvis Paastævning rettelig var fremgaaet efter Frdn. 22de Mai 1750 jfr. Frdn. 3die Juni 1796 § 1, ligesom førstnævnte Frdn.s Forskrifter ogsaa iøvrigt af Citantinden vare efterkomne, og vilde Sagen saaledes være at paakjende i Realiteten. Da nu Rigtigheden af den af Citantinden inden Retten afgivne Forklaring, der gik ud paa, at Indstævnte, der dengang var en Snese Aar gammel, medens Citantinden var 24 Aar, omtrent et Aar efter at de vare blevne gifte, uden hendes Viden og Villie, og uden at hun dertil havde givet ham nogen Anledning, forlod hende, der dengang med ham havde Bopæl i Lundtofte, og at hun ikke siden den Tid havde havt nogen Underretning fra ham, maatte ansees tilstrækkeligt bestyrket ved de Forklaringer, som vare afgivne af de i Sagen førte Vidner, vilde Citantindens Paastand om Ophævelse af det mellem Parterne bestaaende Ægteskab være at tage til Følge. Forsaavidt Citantinden derimod tillige havde paastaaet sig kjendt berettiget til at indgaae nyt Ægteskab, vilde der, da hun ikke havde produceret nogen Oplysning om sit sædelige Forhold, ikke herom kunne gives nogen Bestemmelse i Dommen. Processens Omkostninger ophævedes. Der tillagdes Overretssagfører P. i Salair 20 Kr., der udredes af de Midler, Indstævnte heri Landet maatte have efterladt sig.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 4. august 1881. 2. udgave).