Lars Sommer. (Efterskrift til Politivennen)

(Skizze af G. C.)

Ja hvem kender ikke den gamle Kludesamler, Lars Sommer? Denne høje, velvoksne Mand, som man ikke skulde tro, behøvede at staa paa Hovedet i Folks Skarnbøtter for at bringe en Stykke muldent Brød, nogle gamle Klude eller Glasskaar frem for Dagens Lys. - Og saa denne Syndflod af Forbandelser, hvormed han regalerede Alt og Alle, medens han puttede de værdifulde fundne Genstande i sin Sæk, ja de havde ogsaa deres Publikum, Lars havde ogsaa sin "Suite" og det var Københavns Gadeungdom, der jublede af Henrykkelse, naar de i det Fjerne opdagede deres kære Lars. "Hurra - a der er Lars! Lars Sommer kommer, det rimer Hurra - a !" skreg Drengene, medens de dog holdt dem i ærbødig Afstand fra Lars's Stok, som de vidste, han ikke var bange for at lade danse paa deres Rygstykker. Og saa kom Lars, høj og bredskuldret som han var, med Sækken over Skulderen, den tykke Egestok i Haanden og en gammel udtjent Felthue paa det store Hoved, med de taktfaste Skridt som en gammel Underofficer; han havde noget ved sin hele Fremtræden, som mindede om de gamle Jættesagn. - En gammel Sækkelærreds-Bluse, hvis Ærmer glindsede paa Grund af deres hyppige Rejser op til hans Lugteorgan, hængte løst ned over en Mave, der en Gang i Fortiden havde indtaget et langt større Rumfang end nu, et Par Benklæder, der vistnok hørte til Lars's fundne Sager, samt et Par solide jernbeslaaede Træsko, hvormed han syntes at vilde træde Alt under Fødder, fuldstændiggjorte hans Paaklædning. Men af hele Lars Sommers Person var hans Hoved dog det interessanteste, det lignede fuldstændig en mosgroet Ruin, hvor enkelte Steder en Tot Græs havde vovet sig frem for at hygge lidt paa sine forsømte Omgivelser. Et Menneske, der kun havde betragtet Lars flygtigt, vilde komme i en slem Forlegenhed, naar han nærmere skulde beskrive hans Hoved; ti han vilde kun have bemærket, at Lars ligesom andre Mennesker havde et Hoved, og at der paa dettes øverste Del befandt sig en Masse jordede, sammenfiltrede, haaragtige Legemer, hvis Farve var smudsigt brun; disse Legemer havde Tid efter anden forplantet sig til den mod Tilskuerne vendte Del, hvor de optraadte i større og mindre Hobe. Denne "Sammenrottelse" bragte en Gang en skarp Iagttager til at fremkomme med den Paradoks, at naar Lars vilde tage de mindre Hobe bort med en Ragekniv, og vaske de større godt igennem med Sæbespiritus, kunde han erholde et meget net Rocamboleskæg ud af det. Naa, det var en meget dristig Paastand, og Lars har aldrig gjort ham den Ære at bevise Sandheden deraf, saa foreløbig vil vi lade det staa hen. Hvad der derimod faldt Enhver i Øjnene var hans kolossale Næse, der mærkværdig lignede et Stykke flækket Tagrende, ja Ligheden var endog saa stor, at end ikke Tagdryppet manglede; naar jeg nu hertil føjer, at Lars Sommers Øjne vare smaa og af ubestemmelig Farve, tror jeg at have givet et nogenlunde anskueligt Billede af hans personlige Fortrin.

Lars Sommer var en indfødt Københavner, og blev efter en meget stormfuld Barndomstid, i hvilket hans Fritid var delt mellem Slagmaal paa Voldene og smaa gemytlige Schavspartier paa en eller anden Trappe i Peder Madsens Gang, sat i Lære hos en Snedker. Lars var af Naturen en opvakt Dreng og lærte hurtig sin Profession, men især var han agtet af sine Lærekammerater; ti Ingen kunde som han drikke en "Skalle", og heller Ingen var saa velkommen i Drengenes Drikkelag Lørdag Aften som "den gemytlige Københavner", saaledes kaldte han sig alt den Gang. Efter 5 Aars Forløb blev han Svend, og nu begyndte der et lystigt Liv, som han nød i fulde Drag. I "Stjernen" eller "Klodsen" kunde man være temmelig sikker paa at træffe Hr. Sommer, naar der var Dans, og Ingen kunde som han smække en "Forkert". Lars var kommet i Vælten, men han passede endnu sit Arbejde, og naar han havde vedblevet med det kunde han vedblevet at være en anset Svend; men snart fandt han det særdeles svært at holde Øjnene aabne ved Høvlebænken efter en ved Orgier tilbragt Nat. Naturen krævede Lars til Regnskab, han maatte opgive enten Høvlebænken eller Kæresterne, og da Lars sandt de sidste ulige mere tiltrækkende end den første, saa valgte han dem, og forlod sin Profession, for at vedblive at være den gemytlige Københavner. Nu gik det rask ned ad Bakke med Lars; snart kunde man træffe ham som en Mand, der levede af sin Pige, og hvad hun levede af, ja det vovede Ingen at spørge om, som kendte Lars Sommers propre Næve. Snart traf man ham som Indehaver af den noble Beskæftigelse at være Udsmider i et af de elendigste Huller i Peder Madsens Gang, Værtshuset "Pommerinken". Lars var her i sit Es, og det var vel ogsaa her, at han uddannede sig til sit nuværende Kald. - Han begyndte at blive stædig, og vilde sandsynligvis have været der endnu, hvis "Pommerinken", som var hans vigtigste Tilflugtssted, ikke var blevet jevnet med Jorden. En Ulykke kommer sjeldent alene, og det blev da ogsaa Lars's Lod at prøve dette. Han havde aldrig været nogen Skønhed, og nu begyndte der paa hans i Forvejen uformelige Næse, at fremkomme visse smaa røde Udvækster, som man plejer at kalde Tulipaner, sandsynligvis fordi de kun ere til Stads. Disse Prydelser, tilligemed hans Væsen, der blev mere og mere plumpt, syntes ikke at falde i Folks Smag. Alle hans Venner lod ham blive tilbage som et gammelt Stykke Inventar, Tidens Tand havde gnavet saa haardt paa, at det var blevet ubrugeligt. Og saa var Lars ikke mere i Vælten; men da han endnu var i Verden, maatte han have noget at leve af, noget der passede nogenlunde til hans forrige Levevis, og saa tog han fat i Kludesamleriet, det giver kun lidt af sig; men det koster heller ikke meget Arbejde. Den gemytlige Københavner er rigtignok forsvundet, og i Stedet for er der kommet en gammel, knarvoren Hypokondrist, der dog endnu er i Stand til at fremkalde Gemytlighed; thi naar han holder en af sine sædvanlige Tordentaler for sit ungdommelige Publikum, naar han med et Grin, der ender i noget usigeligt komisk, viser dem de Rariteter, han har fundet i Skarnbøtten, saa ler de og tænker: den Lars er dog en Pokkers Karl; men naar en alvorlig Mand, der kender Lars Sommers Historie, ser ham i hans nuværende Forhold, da beklager han, at hans gode Evner ere gaaede til Grunde, og da vender han sig fra ham, ikke med Foragt, men med Medlidenhed. Og hvem kender ikke Lars Sommers Historie.

(Social-Demokraten 23. september 1881).

Pommerinken lå på hjørnet af Adelgade og Prinsensgade. I en del kilder (fx Bo Bramsen) benævnes den en spækhøkerforretning.

Graverbolig, Vestre KIrkegaard. (Efterskrift til Politivennen).

På Vestre Kirkegård er den nye graverbolig nu færdig, en net, toetages bygning, opført af røde sten og tækket med skifer. I disse dage bliver et større stykke jord drænet, da det i en nær fremtid vil blive taget i brug til begravelser.

(Social-Demokraten, 23. september 1881.)

Graver- senere inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Der er tale om inspektørboligen ved indgangen fra Bavnehøj Alle. Den var tegnet af arkitekt Hans Jørgen Holm. Før huset blev opført, holdt graverne til i et gammelt skrøbeligt hus der tidligere havde været banevogterhus. Bevillingen var givet i april 1881 på et borgerrepræsentationsmøde: "bevilling af 10,500 Kr. til Opførelse af en Bolig for Graveren ved Vestre Kirkegaard og af 5000 Kr. til Jordarbejder, Vejanlæg m. V. paa den Del af samme Kirkegaard, der skal tages i Brug til Efteraaret… " (Dagbladet (København) 22. april 1881.)

Brandøvelse i Aarhus. (Efterskrift til Politivennen)

Sprøjterevy afholdes if. "Aarh. Amtt." iforgaars paa Aarhus Store Torv i Overværelse af en stor Mængde Mennesker, der, trods den sibiriske Kulde og tropiske Storm, holdt ud til Slut. Mandskabets Holdning var fortræffelig og trods de store Anstrængelser, der bestod i at tage en 3 a 4 Tag i Pumpestængerne, var der ingen, der gav sig. Sprøjterne med Mandskab ankom først. Dernæst kom henad Kl. 5 Ordensmandskabet med fuld Musik i Spidsen. Musiken bestod af 2 smaa, ældre Trommeslagere. Den ene, som betragtes som Musikkorpset Dirigent er nok den samme, som i den Grad kan slaa paa Tromme, naar der er Ildebrand, at man, ifølge Konsul Mørks Udtalelser, ikke kan saa ham til at holde op, undtagen man faar en Telegraftraad bunden fast til ham. Ordenskorpset, kommanderet af Kapt. Nørretranders, blev først opstillet med Front til Sprøjterne og blev dernæst præsenteret for Politimesteren og Byraadsmedlem Gjørtler Hald, hvilke vistnok udtalte deres allerhøjeste (med lille a) Tilfredshed med Korpsets Præstationer. Der var foruden Politimesteren ogsaa andre med Guldtresse om Huen, f. Ex. Søren Sørensen, men om han var mødt som officiel, vides ikke. Dernæst prøvedes Sprøjterne, som var 6 i Tallet, først enkeltvis, dernæst alle paa en Gang. "Sugeværkets" Slange gik itu. En meget bekvemt indrettet Stige blev sat til "Hotel Royal" og Sprøjteøvelser foretaget fra Stigens Top. Men hvad der morede Folk mest var dog Nedfiring af Mennesker fra Hotellets øverste Etage. De blev en for en puttet i en Lærreds-Sæk eller rettere Lærreds-Buxer, der gik langt op om Livet og ved Hjælp af et i Sækken fastgjort Tov firedes de ned. Den første, der firedes ned kom heldigvis til at sparke en Rude itu, hvad i høj Grad morede den forfrosne Mængde, der stod nedenfor. Denne blev dog i anden Retning noget skuffet; thi da Hotellets Vinduer var fulde af Kvindemennesker, troede man, at ogsaa nogle af disse skulde hisses ned; at denne Prøve blev forsømt, var vistnok en stor Forsømmelse fra de Kommanderendes Side, da det jo netop er saadanne Væsener, der nærmest bliver Tale om at fire ned i Tilfælde af Ildebrand. Nu efterlodes der er Tvivl om, hvorvidt det var muligt, at et kvindeligt Væsen i fornøden Fart kan puttes i en saadan Buxesæk. Der herskede stor Tvivl derom og en saadan Tvivl, der avler Mistillid til vort Brandvæsen, maatte der ikke gjerne gives Anledning til, med mindre dette igjen kunde blive Anledning til en bedre Ordning deraf, hvad der efter Kyndiges Dom trænges haardt til. Musikkorpset behøver dog næppe nogen Forbedring; det skulde da være, om man kunde opfinde en anvendelig Patentindretning, der kunde bevirke Trommens Standsning, naar Ilden er forbi.

(Horsens Folkeblad 23. september 1881).

Hensynsløs Udsættelse af Arbejdernes Liv for Fare.

I Oktober Maaned f. A. blev Drengen Oluf, 14 Aar gammel, optagen i Arbejde paa en Fabrik paa Kristianshavn, og han var vedvarende 1 dette Arbejde til den 20. Marts d. A. Idet han om Formiddagen Kl. 8½ paa denne Dag under Udførelsen af sit Arbejde passerede en i et af Arbejdslokalerne værende Aksel, iført et langt Forklæde, der var fastgjort om Livet med en Læderrem, og bærende i sin Favn en Del Tøndebaand, skete den Ulykke, at Forklædet kom i Berøring med Akslen, der var i Bevægelse, og blev fanget af denne; herved blev Drengen trukken med, og skønt Maskinen stansedes saa hurtig som muligt, blev der tilføjet ham saadanne Læsioner i Hovedet og paa Kroppen, at han allerede var død, da han blev skaaren løs fra Akslen. Denne bevægedes med en Hastighed af 120 Omgange i Minuten af en Dampmaskine, der var anbragt i Bygningens Stueetage, og gik tvers igennem det i Etagen ovenover værende Arbejdslokale i en Højde af 1 Fod og 8 Tommer over Gulvet, saaledes at alle de Folk, der skulde arbejde i en bestemt Del af dette Lokale, maatte skræve over den for at komme til det paagældende Arbejdssted. Paa den Tid Akslen blev anbragt, arbejdede der kun voksne Mennesker i Lokalet, men i Løbet af omtrent et Aars Tid, forinden den omtalte Ulykke skete, var der anvendt Børn til dette Arbejde samme Sted, uden at Fabrikens Ejer, hvis Arbejdsvirksomhed var offenligt Tilsyn undergivet, opfyldte den ham i Henhold til Loven af 23. Maj 1873 § 11 paahvilende Pligt at sørge for, at den paagældende Aksel blev sikkert indhegnet. Efter at den omtalte Ulykke var sket, blev der indledet Undersøgelse imod Fabrikens Ejer ved Kriminalretten, som i Lørdags paakendte Sagen. I Dommen lagdes det Tiltalte til Last, at han ikke havde opfyldt den ovenanførte Pligt, der paahvilede ham i hans Stilling som Arbejdsgiver, og hans Forhold blev tilregnet ham som en strafbar Uagtsomhed, for hvilken han efter Straffelovens § 198 blev anset med Straf af en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af Bødens fulde Betaling inden Eksekutionsfristens Udløb simpelt Fængsel i 20 Dage.

(Social-Demokraten 20. september 1881).

Tegneskolen for Kvinder. (Efterskrift til Politivennen)

Det nye Lokale aabnedes i Gaar med en Højtidelighed i Overværelse af en Del indbudte Herrer og Damer samt Skolens Lærere, Lærerinder og Elever. Efter at Eleverne havde sunget første Afdeling af en omdelt Sang af Fru Anna Winkel-Horn, holdt Skolens Stifter og Bestyrer, Arkitekt V. Klein, en Tale, hvori han gjorde Rede for en saadan Skoles Methode og Ejendommeligheder. Man maatte erindre, at Skolen var en Skole for Kunstflid, en Skole for Kunst og en Skole for Kvinder, men paa ingen Maade en Haandværksskole. Grænsen mellem Kunst og Haandværk var iøvrigt meget vanskelig at drage. Den dygtige Haandværker, som af egen Drift forbedrede og forskjønnede sit Arbejde istedenfor slavisk at følge det vedtagne, blev Kunstner. Det, der gjør Forskjellen er ikke "Hvad", men "Hvorledes" . Det, det gjaldt om, var at udvikle Sansen for Skjønhed og Sansen for Omhu i Arbejdets Udførelse. Desuden var der særlige Hensyn at tage, fordi det var en Skole for Kvinder. Man havde her, som paa de fleste andre Omraader i Livet gjort den Erfaring, at Kvinderne havde mest Sans for Enkelthederne, Mændene for Helheden. Det vilde være falsk at tvinge Kvinderne ind paa Mændenes Synsmaader; hvad man burde var at udvikle Kvindens Ejendommeligheder og igjennem en forstandig ledet Fordybelse i Enkelthederne bringe hende til at faa Syn for Helheden. Endelig fremhævede han hvilken Betydning en saadan Opdragelse i al Almindelighed havde for en Kvinde, selv om hun paa Grund af Ægteskab ikke i praktisk Henseende kom til at udøve den lærte Kunst. Kvindens store Taalmodighed og Udholdenhed giver hende et Fortrin for Manden, som bevirker, at der i Kunstindustrien vil findes Opgaver, som Manden har maattet lade ligge, og som det vil blive Kvindens Sag at løse. Til Slutning bragte han sin Tak for al mødt Sympathi og Hjælp fra Regering og Rigsdag, Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse, forskjellige Legatbestyrelser og endelig de Elever, der frivilligt havde dekoreret Skolens Modtagelsesværelse. Desværre kunde dette ikke endnu tages i Øjesyn.

Dernæst afsang Eleverne "en Hilsen til Arkitekt Klein og Frue fra Tegneskolens Elever", hvorefter Fru Klein tog Ordet og føjede sin Tak til sin Mands, til Elever og Lærere, til forskjellige, der havde hjulpet hende med Raad og Daad, til Forældrene, som havde vist Skolen Tillid, og endelig særligt til de Elever, der havde foræret den ovenomtalte Dekoration Hun vilde ønske, at den glade, festlige Stemning, der havde hersket, medens dette Arbejde stod paa, maatte overbringes til de nye Lokaler. Evner manglede det ingenlunde paa; hvad der maatte bekæmpes, var Fordomme og falske Forhaabninger. - Til Slutning blev anden Afdeling af Fru Winkel-Horns Sang afsunget.

.

Arkitekt Vilhelm Klein (1835-1913): København, Vestre Boulevard 10, 1881 - Tegneskolen for Kvinder. Blomstermaling. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Skolens Arbejdslokaler ere paa tredje Sal og paa Kvisten, Resten af Ejendommen er til Udlejning. Paa tredie Sal findes el smukt ovalt Bibliotheksværelse, der tillige indeholder en fortræffelig lille Samling af moderne Kunstindustri, deriblandt enkelte meget kostbare Gjenstande. Ved Siden heraf er to lyse, rummelige Malerateliers. Hele Kvisten indtages af et eneste sammenhængende kolossalt Rum, der bruges til Tegnestue. Belysningen er prægtig, klar og mild, langs Vinduerne staa Tegnebordene saaledes, at alle Elever faa Lyset fra venstre Side, langs den modsatte Væg er anbragt en Række Skabe, indeholdende en righoldig Samling af Fortegninger af enhver Natur. Fra Bestyrerindens Katheder kan hele Lokalet overses. Bygningen, som er opført efter Tegning af Arkitekt Klein, har en smuk, anselig Facade med gode, store Forhold, ret fyldigt orneret med pudsede Led, Ornamenter og Emblemer.

(Morgenbladet (København) 15. september 1881).

Arkitekt Vilhelm Klein (1835-1913): København, Vestre Boulevard 10, 1881 - Tegneskolen for Kvinder. Tegning og maling efter levende model. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.