Slagtermester Kjærulff. (Efterskrift til Politivennen)

Slagtermester O. Kjærulff arresteret

Foreligger der omfattende Bedragerier ved Statsleverancer?

For nogen Tid siden omtalte vi, hvorledes en Lærling og en Slagtersvend hos en Mester i Frederiksborggade var bleven anholdt, sigtet for Bedragerier. Han havde solgt af Forretningens Beholdninger til egen Fordel.

Sagen har i Lørdags taget en uventet og meget opsigtvækkende Vending. Svenden har sigtet sin Mester, Slagter O. Kjærulff, Frederiksborggade 22, for i de sidste Aar systematisk at have bedraget ved en Række større Leverancer, han har haft til Staten.

Slagtermester Kjærulf blev kaldt op i Retten, hvor Sigtetsen blev foreholdt ham. Han nægtede til at begynde med paa det mest energiske, men da han ikke kunde gøre Rede for forskellige Regnskabsspørgsmaal, blev han tilbageholdt. En hurtig Revision af hans Regnskab viste nemlig, at der var udgaaet for væsentlig større Beløb 1ste Klasses Kød end der var indgaaet i Forretningen. Da Svendens Sigtelse gik ud paa, at Kjærulf havde solgt 2den Klasses - sortstemplet - Kød som 1ste Klasses, var dette jo et alvorligt Indicium.

I Søndagens Løb søgte Retspersonalet yderligere Oplysninger og indvandt paa denne Maade et saa fyldigt Materiale, at Assessor Simonsen efter et kort Forhør over den Anholdte i Formiddags afsagde Arrestdekret over ham.

Der foreligger endnu ikke nogen formel Tilstaaelse fra Kjærulff. Men efter alt at dømme har han i en hel Række Tilfælde systematisk bortskaaret de sorte Stempler fra Kødet, og paa denne Maade har han uden at blive opdaget formaaet at iblande ringere Varer i det første Klasses Kød, han solgte.

Sigtelsen lyder paa, at han ved denne forbryderiske Fremgangsmaade har skaffet sig en ulovlig Fortjeneste paa ikke mindre end ca. 20,000 Kr. Men selv om dette Beløb bliver væsentlig reduceret, er Forholdet alvorligt nok. Det er jo selve Besvigelsernes uhyggelige og samfundsfarlige Art og ikke Udstrækningen, der gør Sagen saa opsigtvækkende.

Kødforgiftningerne paa Rigshospitalet

Selv om Kjærulff ikke selv har skabt sin Forretning - han har overtaget den etter sin Fader, har han dog i væsentlig Grad oparbejdet den.

Foruden Hovedforretningen i Frederiksborggade har han et Udsalg i Jægersborg Allé og et ret stort Eksportslagteri, der ligger paa Roskilde Landevej.

Med megen Dygtighed har han forstaaet at skaffe sig forskellige større Leverancer, bl. a. til Staten. I Perioder har han saaledes haft Leverancen til Rigshospitalet og til Gardehusar-Regimentet, ligesom han har været Leverandør til "Forbrugsforeningen for Embeds- og Bestillingsmænd."

Som Offentligheden vil erindre, fandt der ifjor et Par alvorlige Tilfælde af Kødforgiftning Sted paa Rigshospitalet. Den Tanke opstaar meget let, at disse Forgiftninger er opstaaede i leveret ringere Kød. Naturligvis har Retten ogsaa dette Spørgsmaal til Undersøgelse. Foreløbig hævder Arrestanten, at han ikke har leveret 2den Klasses Kød til Hospitalet.

Assessor Simonsen fortsætter i Eftermiddag med Forhørene. Sagen, der i høj Grad er egnet til at vække Eftertanke, vil forhaabentlig snart blive fuldt opklaret. I Fagkredse har Kjærulffs Arrestation vakt megen Røre.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 18. januar 1915, 2. udgave)

Tegning af Kjærulff fra Nordjyllands Social-Demokrat 11. januar 1917.

Slagtermester O. Kjærulff arresteret.

Stempelsvig ved Kødleverancer til Rigshospitalet og Militæretaten.

Sortstemplet Kød i Stedet for blaastemplet.

Forklaringen paa Masseforgiftningerne paa Rigshospitalet?

Han meldte sine Folk, og disse angav bagefter ham.

For ganske faa Dage siden bragte "Aftenbladet", som vore Læsere vil huske, Meddelelse om en Hække omfattende Tyverier hos det kendte Slagterfirma Kjærulff i Frederiksborggade Nr. 22.

En Lærling, Aage Johansen, blev grebet paa fersk Gerning af en Mester, denne overgav ham straks til Politiet, der anholdt ham og sendte ham videre til Kriminalretten, hvor han straks i det førte Forhør fortalte, at han kun havde været en underordnet Arbejder i Tyverierne, og at det var selve Forretningens Mestersvend, Hans Jacobsen, der var Sjælen i Tyverierne, og som havde lært Drengen at stjæle.

Mestervenden blev øjeblikkelig afhentet af to Opdagere og taget med til Domhuset, netop som han stod og ekspederede i Butikken. Efter et kort Forhør i tredie Kriminalkammer, hvortil Sagen var henvist, afsagde Assessor Simonsen ogsaa Arrestdekret over ham, og Retten lavede sig til gennem et større Undersøgelsearbejde at faa konstateret, hvor langt tilbage i Tiden Tyverierne strakte sig, og hvilken Værdi i Penge disse løb op til.

Inden man ret havde faaet begyndt paa disse Undersøgelse, fik Assessoren imidlertid en Overraskelse, han aabenbart næppe havde været forberedt paa

Den arresterede Svend angiver sin Mester.

Efter at det næste Forhør var sluttet i Lørdags, anmodede Svenden om en Samtale med Assessoren, inden han skulde føres over i Arresten igen.

Han fik denne Samtale, - der naturligvis dog stadig havde Forhørs Karakter - og han betroede da Assessoren, at hans Mester gennem lange Tider havde gjort sig skyldig i Bedrageri og Besvigelser ved de Leverancer, han havde haft til forskellige offentlige Institutioner.

Efter at Svendens Forklaring var uddybet i Enkeltheder og ført til Protokols, gav Dommeren Ordre til at anholde Slagtermesteren. Og i Dag til Morgen er han blevet afhentet i sit Hjem og indsat i Arresten paa Nytorv.

Bedrageriernes Form.

Osvald Richard Kjærulff eller "Unge Kjærulff", som han altid kaldtes paa Kvægtorvet efter at han for 7-8 Aar siden overtog den gamle Forretning i Frederiksborggade efter sin Fader, der i Forvejen er prøvet saa haardt gennem Sygdom og anden Modgang, er kun 35 Aar gammel.

Tiltrods for sit lidet slagtermæssige Ydre, sin elegante og næsten lapsede Optræden har Unge Kjærulff altid været anset for en meget dygtig Fagmand. Han har foruden Butikken i Frederiksborggade et Udsalg ude i Jægersborg Alle og har endvidere et betydeligt Eksportslagteri ude paa Roskilde Landevej.

Men han har altsaa været for dygtig - for smart. Han har ikke kunnet nøjes med de Indtægter, den jævne, hæderlige Forretning gav ham. Og han har da Vovet sig ud paa de Afveje, der nu har ført ham i Rettens Hænder

En frygtelig Anklage.

Det Kjærulff sigtes for, og som han altsaa i hvert Fald foreløbig ikke har kunnet fri sig for, er dette, at han ved Leverancerne bl. a. til Rigshospitalet - hvor han var Leverandør indtil sidste Efteraar og til forskjellige militære Institutioner, saaledes Gardehusarregimentet samt til "Brugsforeninger for Embeds og Bestillingsmænd" har stukket store Mængder af anden Klasses, sortstemplet Kød ind imellem første Klasses blaastemplet Kød, idet han har bortskaaret alle de sorte Stempelmærker!

Inden Assessor Simonsen lod Kjærulff anholde, har han afhørt forskellige af de Svende der tidligere har haft Ansættelse i Forretningen i Frederiksborggade. Overfor en Del af disse har Kjærulff ganske vist kunnet hævde, at de var bortjaget af deres Pladser hos ham paa Grund af Tyveri, og at deres Vidnesbyrd imod ham saaledes var lige saa lidet værd som den nu arresterede Svends. Men samtlige Vidnesforklaringer er gaaet ham imod. Og i Formiddag har Dommeren trods hans Benægtelse afsagt Arrestdekret over ham.

Bærer Kjærulff Skylden for Masseforgiftningerne paa Rigshospitalet?

I de første Dage, tør det vel antages, vil Rettens Undersøgeler samle sig om at faa konstateret det, der for den store Offentliglied vil være det central i hele den opsigtvækkende Affære:

Har det sortstemplede Kød, som Kjærulff har leveret til Rigshospitalet, været saa fordærvet eller sygt, at det har været Aarsagen til de Masseforgiftninger, der i Fjor og i Forfjor fandt Sted mellem baade Patienter og Sygeplejersker ude paa Rigshospitalet?

Undersøgelsen heraf vil næppe være saa særlig vanskelig, idet Hospitalets Bøger Uge for Uge maa udvise Størrelsen af den modtagne Leverance, og Kjærulffs Bøger jo samtidig maa vise hans tilsvarende Indkøb af blaat- og sortstemplet Kød.

Konstateres der blot en Sandsynlighed for, at den arresterede Slagtermester her kan have nogen Skyld, vil han have forskertset den sidste Smule Medfølelse, selv hans nærmeste og bedste Venner mulig kunde nære for ham, samtidig med, at Offentligheden med Undren og Forbavselse vil se Afsløringen af den Kontrol, Myndighederne paa Staten store nye Hospital har vist ved Modtagelsen og Tilberedningen af de Fødevarer, der skulde serveres for Hospitalets Syge og deres Plejersker.

Forhørene ved tredje Kriminalkammer vil i de kommende Dage blive fulgt med den største Spænding. 

(Aftenbladet (København) 18. januar 1915.)

Forgiftningerne paa Rigshspitalet,

Skyldes de Bedragerier ved Kjødleverancen?

"Social-Demokraten" advarer forgæves Hospitalsdirektøren.

En omfattende Skandale.

I Gaar er den kendte Slagtermester O. Kiærulff, der har Forretning i Frederiksborggade 22, bleven arresteret, sigtet for bedrageri ved Leverancen af Kød til Hospitalerne og militære Institutioner.

Slagtermester Kiærulff, der har en meget stor Forretning, skal have sendt Hospitalerne 2. Klasses Kød som 1. Klasses efter at have fjærnet det sorte StempeL

Kiærulff anmeldes af sit Personale.

Kiærulffs Arrestation har fundet Sted efter Angivelse af Mestersvenden og Lærlingen i hans Forretning. For et Par Dage siden anmeldte Kiærulff til Politiet, at de to igennem længere Tid havde bestjaalet ham for store beløb, op imod et Par Tusind Kroner.

Mestersvenden og Lærlingen arresteredes, og det viste sig rigtigt nok med Tyverierne. Men da de havde lettet deres egen Samvittighed, meddelte de Assessor Simonsen ved 3. Kriminalkammer, hvor de sad arresteret, at deres Principal i sin Tid, da han havde Leverancen til Hospitalerne og flere militære Etablissementer, havde bedraget disse ved at levere dem Sortstemplet Kød som 1. Klasses efter at have skaaret Stemplet væk.

Slagtermester Kiærulff, der hidtil havde mødt i Retten som Anklager, maatte nu selv møde som Sigtet. Og Sagen tog straks en for ham meget ugunstig Vending.

Mistanken bekræftes.

Ikke alene bekræftedes Sigtelsen ved Vidnesbyrd fra anden Side, men det viste sig ved Gennemgang af Kiærulffs bøger, at han havde solgt meget betydeligere Kvanta 1. Klasses Kød, end der var indgaaet i hans Forretning. Kjærulf nægtede stadig, men da Assessoren i Gaar var kommen i besiddelse af et meget vægtigt Materiale, afsagde han Arrestdekret over Kiærullf og lod straks denne føre over i Arresten.

Forgiftningerne paa Rigshospitalet.

Kiærulffs Arrestation er meget sensationel i Forbindelse med den Omstændighed, at han var Leverandør til Rigshospitalet netop paa det Tidspunkt, da de i sin Tid meget omtalte Forgiftninger paa Rigshospitalet fandt Stod.

Det var, som man maaske erindrer, "Social-Demokraten", der bragte denne Aflære frem. Vi oplyste, at der var forefaldet meget alvorlige Tilfælde af Forgiftning paa flere Afdelinger paa Rigshospitalet efter Nydelsen af Kalvefrikasé. En af Patienterne var endog saa stærkt angrebet, at han flk et alvorligt Tilbagefald og flere Dage svævede imellem Liv og Død.

Da vi bragte Sagen frem, omgaves den fra Hospitalets Side med megen Hemmelighedsfuldhed. Hospitalsdirektør Seidelin mente ikke, at der var Grund til Ængstelse. Den Slags Forgiftninger var noget uafvendeligt - noget, der passerede en Gang imellem paa alle Hospitaler.

Offenlighoden kunde naturligvis ikke slaa sig til Taals med saadanne Udtalelser, og Direktør Seidelin lovede en Undersøgelse. 

"Social-Demokraten" henledte Opmærksomheden paa Slagter Kjærulff.

Nogle Dage efter oplyste vi, at det var Slagter Kiærulff, der havde Leverancen af Kød til Rigshospitalet. Og samtidig meddelte vi, at man fra en vis Side havde ladet os tilflyde den graverende Oplysning, at der leveredes Hospitalet 2. Klasses Kød som blaatstemplet. Vi havde en Samtale med Hr. Kiærulff, der selvfølgelig nægtede alt.

Og Hr. Hospitalsdirektør Seidelin kom Hr. Kjærulff til Hjælp. Overfor "Social-Demokraten"s Oplysninger udtalte Hr. Seidelin til "Nationaltidende":

Vi faar nuturligvis hver Dag frisk Kødforsyning, som specielt undersøges af Kvægtorvets Overdyrlæge, der er vor Tillidsmand. Om Kødets Kvalitet kan der saaledes ikke herske Tvivl.

Desværre for Hr. Seidelin - og ogsaa for de ham undergivne Patienter - viser det sig nu, at Hr. Seidelin var lidt for hurtig i Paadømmelsen af vore Oplysninger.

Den af Hr. Seidelin bebudede Undersøgelse hørte man senere intet mere til.

Samtale med Hospitalsdirektør Seidelin. - Har der været brugt falske Stempler?

Det var os heller ikke muligt under en Samtale, vi i Gaar havde med Hr. Hospitalsdirektør Seidelin, at erfare, hvad der var kommet ud af denne Undersøgelse.

Hospitalsdirektøren erklærede, at han slet ikke kunde tænke sig, at der var foretaget bedragerier med Kødet til Rigshospitalet.

"Hvorledes skulde det være gaaet til", siger Hr. Seidelin. "Kødet stemples to Gange. Første Gang af Overdyrlæge Rasmussen og derpaa atter specielt for Rigshospitalet -

"Af hvem?"

"Ja - ogsaa af Hr. Rasmussen. Men man maa dog gaa ud fra, at der derved er skabt al den Sikkerhed, man kan forlange for, at Kødet, vi faar, er absolut 1. Klasses. Hvis vi ikke kan stole paa det, naar der foreligger en saadan Dobbeltstempling, saa holder jo alting op. Man maa dog kunne stole paa de Mænd, der har denne Kontrol under sig. Men hvis der er foretaget bedragerier, saa kan det kun være sket ved - ikke alene at det sorte Stempel er skaaret væk, men der maa ogsaa ligefrem være blevet brugt falske første Klasses Stempler.

Vi faar nu se, hvad Undersøgelsen bringer frem. Foreløbig kan jeg selvfølgelig ikke udtale mig nærmere om Sagen, da jeg jo intet kender til den - - .

"Men blev der i sin Tid foretaget Undersøgelser paa Grundlag af vore Meddelelser, specielt om Slagtermester Kjærulff?"

"Nej - det blev der ikke. Vi forhørte hos Køkkenpersonalet, om det Kød, man der modtog, havde 1. Klasses Stempel - og andet syntes jeg ikke, at vi havde at gøre - ".

Man er sikkert ikke tilbøjelig nu til at give Hospitalsdirektøren Ret i, at der ikke kunde foretages andet. Der var al mulig Grund til at foretage nærmere Undersøgelse af Slagtermester Kjærulffs Leverancer - og naar man har undladt det, forekommer det os, at Hospitalsdirektøren har paataget sig et meget stor Ansvar.

Ganske vist toges Leverancen nogen Tid efter fra Hr. KjæruIff, men efter Hospitalsdirektørens eget Udsagn var det af Grunde, der slet ikke vedrører Forgiftningerne.

Man maa med Interesse afvente, hvad der yderligere kommer frem i denne betydningsfulde Sag.

M-f.

Løslades Kiærulff? 

Fremdragelsen af Slagtermester Kiærulffs bedragerier vakte en saadan Opmærksomhed, at der i Løbet af Eftermiddagen i Gaar samlede sig en Del Mennesker udenfor Forretningen i Frederiksborggade. Det kom endogsaa til Optøjer, og Politiet maatte skride ind og lukke Forretningen.

Efter hvad vi erfarer, er der til Assessor Simonsen sket Henvendelse om at faa Slagtermesteren løsladt mod Kavtion, og det skal ikke være udelukket, at en saadan Løsladelse vi finde Sted efter Forhøret i Dag.

(Social-Demokraten 19. januar 1915.)

Kødskandalen. Den største skandale indenfor vort sundhedsvæsen igennem mange år.

Forgiftningstilfældene på Rigshospitalet skal undersøges meget nøje

Folk stimlede i Aftes sammen udenfor Kjærulffs Forretning i Frederiksborggade og indtog en truende Holdning. Personalet i Forretningen maatte tilsidst slukke og lukke, og Politivagt blev tilkaldt.

Afsløringen af de uhyggelige Kødbedragerier, som den 35. aarige Slagtermester Osvald Kjærulff, Frederiksborggade 22, har gjort sig skyldig i, vakte selvfølgelig den allerstørste Opsigt hele Byen over, ikke mindst fordi det netop skulde være ham, der havde gjort sig skyldig i noget saa gement.

Kjærulff eller "Lille Osvald" , som han jo kaldtes blandt Kolleger, var en af de mest kendte blandt Laugets yngste Mestre.

Han var tillige anset som en meget dygtig Forretningsmand, rask i Vendingen og altid paa Færde, hvor der var noget at tjene. En lystig Svend var han tillige, saa der var altid Liv og glade Dage, hvor "Lille Osvald" sad bænket.

For en 5-7 Aar siden overtog han Slagterforretningen i Frederiksborggade 22 efter sin Fader, som havde drevet den igennem mange Aar.

Da Sønnen kom til Styret, var der meget trange Kaar i Forretningen; siden da har han faaet den oparbejdet, saa den nu anses for at være en af yens bedste Slagterbutikker.

Ja, "Lille Osvald" satte ikke alene Fart i den gamle Forretning, han udvidede endog, stiftede Filialen i Jægersborg Allé og startede Eksport-Konservesfabrik, der fik Lokaler i Valby Svineslagteri, som han lejede, da det selv indstillede Bedriften.

Samtidig med dette betalte han endog en ret betydelig Gæld, der hvilede paa Forretningen, da han overtog den.

Overbetjent Schwenger ved 3. Kriminalkammer, der behandler Kødskandalen.

Som man heraf vil se, var den unge Kjærulff en dygtig Mand i sit Fag, og Grunden til hans Bedragerier er altsaa ikke at søge i Næringssorg eller Forretningstilbagegang; men ene og alene i en noget forvidt dreven Smartness som gør Affæren endnu mere graverende og uhyggelig. 

Affæren vækker den største Opsigt indenfor Sundhedspolitiet.

Det er ret ufatteligt, at Kjærulff troede, hans Falsknerier kunde spænde af, uden at blive opdagede en skønne Dag.

Man forstaar ikke rigtig, at en Mand, der har saa uhyggelige Ting paa sin Samvittighed, kan være saa naiv at anmelde to Mennesker for Tyveri, naar han var klar over, at de vidste Besked med hans Bedragerier. Han maatte jo nemlig vide, at det var ensbetydende med, at han selv kom i Fedtefadet.

Inden for vort Sundhedspoliti vakte Sagen straks den allerstørste Opsigt.

Det var allerede i Torsdags Kjærulff maatte give Møde i 3. Kammer hos Assessor Simonsen, og aldrig saa snart havde Assessoren fattet Mistanke, før Sundhedspolitiet fik Affæren overdraget til Undersøgelse.

- Det er den største Kødskandale, vi har haft gennem mange AarI sagde en Politimand til os, da vi forleden talte med ham om Affæren. - Og den Maade, hvorpaa Falsknerierne skal være lavede, gør det saa vanskeligt at komme til Bunds i det hele, sluttede Politimanden, der tilligemed sine Kolleger har arbejdet uafbrudt med Undersøgelserne siden i Torsdags.

Naar Politiet anser denne Kødskandale for saa slem, saa er det selvfølgelig ikke mindst, fordi Bedragerierne er udført mod en Institution som Rigshospitalet, hvortil Kjærulff jo havde Leveret Kød indtil i Efteraaret, da Slagtermester Arildsen, St. Kongensgade, fik den ved Licitationen.

Direktør Seidelin, Rigshospitalet.

Ved Siden af Sundhedspolitiets Undersøgelser, vil der finde en meget stor Vidneafhøring Sted af de Mennesker, som har været i Berøring med Kjærulff og hans Forretning, medens Bedragerierne har fundet Sted, og efter hvad vi fra sikker Kilde har erfaret, venter man endnu et Par Anholdelser i Affæren.

De skimlede Svinekroppe i Slagterkælderen.

Det ligger nu ca. 1½ Maaned tilbage i Tiden.

Da kom der en Aften en Slagteriarbejder op til os paa "Folkets Avis"s Redaktion. Han ville gerne fremsætte en Klage i Bladet, sagde han, over Slagtermester Kjærulff og om det Svineri, der fandt Sted ude i hans Lager i Valby.

Denne Mand havde været ansat en kortere Tid som Arbejder hos Kjærulff ved den Eksportfabrik, som han, da Krigen udbrød, havde indrettet i Valby Svineslagteri.

Imidlertid var han bleven afskediget, og nu vilde Manden altsaa hævne sig, og saa fortalte han, at Kjærulff havde liggende ca. 200 Svinekroppe derude i Slagteriets Kælder, og ikke en af disse var tjenlig til Menneskeføde.

De lugtede som Pesten, og flere Steder var Kroppene bedækket med Skimmel, saa man kunde kaste op, blot ved Synet af dem.

Kjærulff havde forsøgt at skille sig af med dem herhjemme; men det var selvfølgelig umuligt, og da en Agent for et tysk Flæskefirma havde set paa dem, betakkede ogsaa han sig.

Det turde han dog ikke byde sit Firma, og Kjærulff "brændte" da inde med hele Partiet, saafrernt det da ikke er bleven brugt til Pølsefabrikation, hvad Manden ikke kunde sige, da han blev afskediget forinden.

Foruden dette gav han os flere andre Beskrivelser af Forholdene derude, og de var sandelig ikke appetitlige.

Filialen i Charlottenlund.

Slagtermester Kjærulff ejer den store Ejendom "Jægersborghus", Jægersborg Allé 25 i Charlottenlund, hvor han har boet i mange Aar indtil for nogen Tid siden. Her har han endnu et Kødudsalg, der bestyres af Slagtersvend Petersen; men tiltrods for Mesterens Anholdelse er Forretningen stadig aaben, lige som Ordrup Politi endnu i Gaar ingen Underretning havde faaet af dets Kolleger i Kobenhavn eller af Kriminalretten; og man solgte lystigt, væk af det tilsyneladende lækre Kød.

- Denne Forretning er noget helt for sig selv, sagde dens Bestyrer i Gaar til os. Ganske vist bærer den Husets Ejers Navn, og den er ogsaa i økonomisk afhængig af Hr. Kjærulff ; men Kødet er godt

- Ja - men faar De da ikke noget Kød fra Hr. Kjærulff? 

- Joh - men det har altid været godt vort Kød - altid.

Samtale med Rigshospitalets Direktør Hr. Seidelin.

Foruden til Rigshospitalet havde Kjærulff ogsaa i de sidste Par Aar Leverancen til forskellige andre Statsinstitutioner, og Priserne paa Kødet var her den samme overalt, fastsat paa de forskellige Licitationer.

At nu Rigshospitalet i den Tid, Kjærulff har leveret det Kød, har haft et Par uhyggelige Forgiftningstilfælde, gør selvfølgelig, som tidligere omtalt, Affæren endnu mere uhyggelig.

Hvor Gang har Hospitalet iværksat en Undersøgelse; men det lykkedes aldrig at komme til Bunds i Begivenhederne, som saa eflerhnanden døde bort; ingen anede jo, at Hospitalet havde em samvittighedsløs Leverandør, der gav dem andre og daarligere Varer, end han maatte.

Hvor megen eller hvor lidt Skyld, der kan paalægges Kjærulff, vil nu ved en ny og grundig Undersøgelse sikkert komme for Dagens Lys.

Vi havde i Gaar en Samtale med Direktør Seidelin fra Rigshospitalet, og denne udtalte da følgende:

- Paa Forhaand maa jeg lige Dem, at jeg først i Dag gennem "Folkets Avis" er bleven bekendt med Affæren. De Forgiftningstilfælde, vi har haft, vil selvfølgelig nu blive meget grundigt undersøgte; men da vi her skal afhøre en 20-30 Vidner, kan det godt trække i Langdrag

Den Tanke har aldrig kunnet falde mig ind, at Slagtermester Kjærulff vilde indlade sig paa den Slags Ting. Han gjorde et udmærket Indtryk, og vi havde Tillid til ham, hvad jeg finder er en Nødvendighed i saadanne Forretningsforbindelser.

Han fik Leverancen paa den aarlige Licitation, og da det er faste Priser, han skal levere Kødet til, kan der altsa ikke være Tale om Bedrageri her paa dette Omrnade.

At han, saa har været saa samvittighedsløs at ville "tage" paa Varernes Kvalitet, ja det synes jeg er mere end forkasteligt.

Der findes ingen særlig Kontrol ved Afleveringen af Kødet.

Alt Kød, fortsætter Direktør Seidelin, som Hospitalet har Brug for, stemples ekstra af Overdyrlæge Rasmussen paa Kvægtorvet, og han afgør ogsaa, hvilket Kød der egner sig for os.

- Findes der ellers nogen særlig Kontrol ved Modtagelsen af Kødet herude paa Hospitalet? spørger vi.

- Nej, svarer Direktøren, det gør der i Grunden ikke. Det er Køkkenpersonalet, som tager imod Varerne, og udover det har vi ingen Kontrol!

- Mener Direktøren da, det kunde tænkes, at Køkkenpersonalet kunde tage fejl af Stemplerne eller muligvis slet ikke lægge Mærke til dem?

- Tja, - det ved jeg saamænd ikke; men det kunde vel nok tænkes, sluttede Hr. Seidelin, der nu i dem kommende Tid vil faa travlt med Undersøgelserne.

Hans Udtalelser synes imidlertid at være noget foruroligende; thi i Følge dem er der jo i Virkeligheden ingen som helst Kontrol ved Hospitalet, naar Kødet afleveres.

Vejen staar fuldstændig aaben for enhver Svindel, og det viser sig da ogsaa nu, at Vejen er bleven rigelig benyttet, trods Køkkenpersonalets Kontrol, der nærmest falder ind under det komiske.

Man maa efter dette kunne forlange af Hospitalet, at der indføres en effektiv Kontrol; thi Publikum kan ellers ike føle sig trygge over for Institutionen.

Slagterlaugets Oldermand, Slagtermester og Hotelejer Anders Jensen.

Naar Hospitalskedet udsøges paa Kvægtorvet.

Vi har endvidere haft en Samtale med Overdyrlæge Rasmussen, som har med Kødkontrollen at gøre paa selve Kvægtorvet.

Bedragerierne med Kodstemplerne maa være udførte efter, at Kroppene har forladt os, siger Hr. Rasmussen; thi herude er al Snyderi i saa Henseende udelukket.

Udtagelsen af Hospitalskødet finder Sted for at sikre de syge Mennesker det bedste af det bedste, paa dette Omraade ligger vor Bestilling, og her kan ingen Slagter løbe om Hjørner med os.

De Kroppe, vi udtager er selvfølgelig alle stemplede med 1. Klasses Stempel; men da det jo ikke er alt 1. Klasses Kød, som egner sig til syge Mennesker, saa udtager vi det, vi finder passende.

Kødkontrollens Stempel er jo nemlig kun et Sundhedsstempel; men det ekstra Stempel - i dette Tilfælde Rigshospitalets R. H. - som derefter bliver paastemplet Kødet, det er en Garanti for, at Kødet har den Alder og Størrelse som Hospitalet skal bruge.

Dette er i korte Træk den daglige Kontrol her paa Torvet og jeg kan i et og alt garantere for, at her har Kjærulff ingen Fiduser kunnet lave.

En Publikums-Demonstration i Frederiksborggade i Aftes.

Da Afsløringen af Falsknerierne naaede ud omkring i Byen, voksede der en Harme, der er let forstaaelig.

Intet er jo nemlig saa gement som at snyde paa Levnedsmidlernes Kvalitet, især hvor det gælder Mad til syge Mennesker.

Ved 5-Tiden havde der samlet sig flere Hundrede Mennesker udenfor Kjærulffs Forretning i Frederiksborggode, og de indtog efterhaanden en saa truende Holdning, at Politiet bød Forretningspersonalet lukke Forretningen.

Hvad Kjærulffs Koleger mener om Sagen

Kjærulff var som nævnt en af de yngre Slagtermestre, og det har derfor ikke vakt mindst Opsigt mellem hans Kollegers Kreds, at han nu er falden paa den Slags Ting.

Straks, da Affæren dukkede op, blev der da ogsaa fra flere Sider gjort alt for at dysse Sagen ned; men det siger sig selv, at et saadant Arbejde var haabløst.

Katastrofen var inde, og den kunde ikke forhindres.

Direktør Anders Jensen, som jo er Slagterlaugets Oldermand, udtaler sig om Affæren saaledes:

- Er denne Sag ikke pustet for stærkt op? Jeg tror det, og min Tro bestyrkes, naar jeg tænker paa, hvem der er Anmelder.

At Kjærulff var nødt til at levere daarligere Kød til Rigshospitalet for at faa Regnskabet til at balancere, tror jeg ikke: thi det er jo Mestrene selv, som bestemmer Priserne.

løvrigt tror jeg ogsaa, at Publikum nogen Grad overvurderer Forskellen mellem blaat og sort Stempel. Den er nu slet ikke saa stor; thi ofte kan man være uheldig med et godt Kreatur, saa det faar sort Stempel, hvorimod et virkeligt 2. Klasses Dyr udmærket godt kan faa blaat Stempel. Dette er noget, som enhver Slagter kan konstatere Rigtigheden af, og det synes jeg har sin Betydning for at skønne rigtigt i en Sag som denne.

Bliver Kjærulff løsladt i Dag mod Kavtion?

I Gaar var der intet Forhør i Sagen, udover at Rigshospitalets Økonom, Frk. Westergaard, var til Afhøring. Og hun udtalte da, at Kjærulff netop havde haft Kødleverancen paa det Tidspunkt, da Forgiftningstilfældes indtraf. Frk. Westergaard hævdede endvidere, at der altid havde været 2 Stempler paa det Kød, Hospitalet havde modtaget.

Havde Kjærulff nu leveret 2 Klasses Kød, maatte Stemplerne altsaa være falske.

I Dag vil der blive afholdt stort Forhør i Sagen, og Assessor Simonsen haaber da at naa til Bunds i den uappetitlige Affære.

Samtidigt vil det blive afgjort om Kjærulff kan blive løsladt mod en større Kavtion (10,000 Kr.), indtil der falder Dom; men der kan endnu ikke siges noget om Udsigterne her for.

Det er en Række kendte Slagtermestre, som har stillet Kavtionen.

Kjærulff selv tager sig Begivenheden meget nær. Han er dybt nedbøjet og sønderknust.

Black.

(Folkets Avis - København) 19. januar 1915

Kød-Skandalen.

Kjærulff blev ikke løsladt i Gaar, men Løsladelsen ventes igen i Dag.

Man havde som nævnt ventet, at Asscsaor Simonsen havde løsladt Slagtermester Kjærulff i Gaar Eftermiddag, naar Dagens Forhør var til Ende.

Det skete ikkel

Og - før en Gang i Eftermiddag vil Sagen næppe sære saa vidt fremskreden, at Assessoren vil kunne ophæve Arrestdekretet over ham.

Til Gengæld vil Løsladelsen saa foregaa uden Kaution, idet Retten ræsonnerer som saa, at det i og for sig er ganske latterligt at fordre Kaution af en Mand som Slagtermester Kjærulff. Han løber sikkert ingen Steder, dertil har han for meget om Ørerne.

Forhøret i Gaar trak meget længe ud, og først ved 6-Tiden var man færdig.

Der blev afhørt en Bunke Vidner, ligesom nogle af Kjærulffs Familie havde givet Møde for at udvirke hans Frigivelse.

Til Slut var den arresterede Mestersvend og Lærlingen Aage i Forhør, hvor de blev stillet overfor Slagtermesterens Forklaring.

(Folkets Avis - København 21. januar 1915.)

Frederik Riise: Frederiksborggade. Linnésgade gør ind til højre cirka midt i fotoet. Det var på dette hjørne Kjærulffs slagterforretning lå, indtil i hvert fald 1944. Så ældre mennesker kan muligvis huske forretningen. Kbhbilleder. Public Domain.

Kjærulff blev ganske rigtigt løsladt dagen efter. Mellem den 5. februar 1915 og 15 februar 1915 bragte Social-Demokraten næsten daglig reportager og interviews om sagen. Den 27. marts var der edsaflæggelse i retten efter at alle vidner var blevet afhørt, endda op til flere gange. Vidneudsagnene var ret graverende, men hverken Rigshospitalet eller Gardehusarkasernen foretog anmeldelse for bedrageri, hvorfor han ikke kunne blive dømt for sine mulige bedragerier af dårligt kød. 

I begyndelsen af maj 1915 gik sagen til politidirektøren. Han satte Kjærulff under tiltale for overtrædelse af straffelovens paragraffer om falsk og bedrageri. Ved landsretten blev han i november 1915 idømt 80 dages fængsel på sædvanlig fangekost. Dommen gik videre til Højesteret og blev afgjort i starten af 1917. Her blev straffen skærpet fra 80 dages fængsel til 4 måneders fængsel (i Vestre Fængsel), og i modsætning til landsretten blev han dømt for samtlige forhold.

Faderen H. O. Kjærulff havde startet slagterforretningen i 1872 i Korsgade. Den var blevet overtaget af Osvald Kjærulff i 1908. Han overlod den i 1944 til sin søn, Arne Kjærulff (Danmarks ældste forretninger, 1950). Slagtermester Osvald Kjærulff boede privat Skovvang nr. 5, Ordrup. Den 29. juli 1922 kørte han på motorcykel i stærk fart ind i et tospændigt køretøj fra mejeriet "Enigheden". Han blev kørt på Rigshospitalet og blev rask efter et længere sygeleje.

Forretningen lå på hjørnet af Frederiksborggade og Linnesgade. 

Carl Goos 80 Aar. (Efterskrift til Politivennen)

Denne artikel er en del af en serie om Carl Goos: Carl Goos Minister for Kirke- og Undervisning (1891). Amalie Good død (1904). Carl Goos 80 år (1915). Carl Goos død (1917)

Carl Goos

Paa 80-Aars Fødselsdagen.

Det er et sjældent langt og daadrigt Forskerliv, Geheimekonferensraad Dr. juris. Carl Goos i Dag paa sin firsindstyvende Fødselsdag kan se tilbage paa. Thi selv om han ogsaa paa flere andre Omraader har forstaaet at gøre sine store Evner og sin sjældne Energi gældende, og ogsaa der, navnlig i Administrationen som Leder af vort Fængselsvæsen og som Politiker - Minister gentagen Gange og senere Formand i Landstinget - har sat sig varige Spor og vidst at naa frem i første Række, er det dog utvivlsomt som juridisk Embedsmand, at han har vundet de Palmer, der længst vil være hans Navn til Efterverdenen.

Siden Ørsted har ingen dansk Retslærd haft en saa indgribende og omfattende Betydnig for vor Retsvidenskab som Goos. Med en sjælden Forening af filosofisk skolet, logisk Klarhed og Forstaaelse af Retslivets praktiske Krav, formaaede han i sin "Almindelige Retslære" at give en systematisk Oversigt over hele Retssystemet, hvori den gældende Ret Punkt for Punkt underkastedes en kritisk Vurdering ud fra Retsideens Krav, og selv om Resultatet maaske paa flere Punkter noget for meget kunde blive en Godkendelse af den gældende Ret som nærmest Idealet, maatte man altid beundre den Originalitet og lysende Gennemsigtighed, hvormed han løste Problemerne. Og indenfor Retssystemets enkelte Afsnit rager han op som den mest fremragende Dyrker af Strafferetten, vort Land har haft. Hans almindelige Del var med sin af Tanker fortættede Fremstilling den ypperste Lærebog til at vække de unge Juristers Eftertanke og anspore dem til selvstændig Tænkning, ligesom hans Strafferettens specielle Dem med sin imponerende Udnyttelse af Praksis og sine mange skarpsindige Enkeltundersøgelser blev den uundværlige Haandbog for Strafferettens Praksis.

Ogsaa paa Retshistoriens Omraade har han ydet fremragende Bidrag ved sit store Skrift om Ørsteds Betydning for Moral- og Retsfilosofien samt Strafferetsvidenskaben. Og selv paa den internationale Rets og Statsrettens Omraade har han ydet fortjenstfulde Bidrag, selv om han statsretlige Fremstilling naturligvis ikke undgik at blive paavirket af hans personlige politiske Partistilling. Sine fremragende videnskabelige Evner og sin sjældne Arbejdskraft forstod han tillige i rigt Maal at lade komme sin Deltagelse i den praktiske Politik tilgode: Udkastet til Lov om Strafferetsplejen og den i 1912 afgivne omfangsrige Straffelovs-Betænkning er de mest imponerende Frugter af Goos' Deltagelse i vort Lovgivningsarbejde.

Et enestaaende omfattende og udmærket Forsker-Arbejde ligger saaledes bag Goos, et Arbejde, hvorfor han med Rette fortiener sin Nations Tak. Men desuagtet sidder han den Dag i Dag, trods sine 80 Aar, lige utrættet ved Arbejdsbordet og fortsætter med usvækket Energi sit Videnskabelige Virke. Maatte endnu mange Arbejdsaar være ham forundt, og Ilden sent slukkes paa hans Esse.

Knud Berlin.

Goos i sit Hjem.

Naar Geheimekonferensraad Goos endnu den Dag i Dag holder sig saa frisk og ungdommelig, naar han stadig med varm og levende Interesse følger ikke alene Begivenhederne i det offentligt Liv, men ogsaa de mange Menneskers Skæbne, for hvem han igennem sit lange Liv har fattet Interesse, saa skylder han i en væsentlig Grad det Hjem, han og hans afdøde Hustru skabte for 50 Aar siden, en Tak derfor, lige saa vist som dette Hjem og de, der søgte det, staar i Gæld til ham for de mange lyse Minder, de gemmer derfra.

De, der som unge kom i dette Hjem, først i den lille Villa paa Bernstorffvej, siden i den store Professorbolig paa Universitetet, lærte maaske Goos og hans Hustru bedst at kende. Der var først og fremmest Alvoren; man skulde staa til Regnskab for Professoren, senere Ministeren, og hans Frue for alt, hvad man havde gjort og oplevet; men altid dømte de mildt, altid raadede de og hjalp os Unge.

Men saa var der den glade Ungdoms Spøg. I slutningen af Firserne og Begyndelsen af 90'erne samledes her en munter Skare unge, som egentlig fik Lov at regere det hele. Vi spillede Komedie, vi sang og var glade, og vi skrev Komedierne selv, og der var ingen Personanseelse.

Spøg om sig selv har Goos altid taalt. Da han var Efor paa Borchs Kollegium tilegnede de Unge ham i Anledning af Kollegiets Jubilæum et humoristisk Festskrift, hvor Tilegnelsen satiriserede over hans mange Stillinger. Det gik paa den respektløse Melodi: Peter Skøtt, og lød:

Dr. Juris og Professor, 
Borchs Kollegiums Efor,
ekstraordinær Assessor
ved Retfærdighedens Bord,
Mand af Hæder, Magt og Ros
August Hermann Carl Goos,
Kongevalgt i Tinget vorden,
Overfængselsinspektør
og af Dannebroges Orden
Ridder - Mand og Kommandør
Med Højagtelse p. p.
helliget

Forfatterne.

Gamle Kong Christian holdt af i Formiddagstimerne at besøge Fru Goos, der, som en født Irminger, havde mange Ungdomserindringer til Fælles med Konge. Fruen, der altid var ligefrem, jog saa alle os Unge ud i Universitetsgaarden, men hun modtog Majestæten i samme strikkede Uldvest, hun gik med til daglig. Naar Kongen saa traadte ud paa Stentrappen, der førte ned til Universitetstrappen, pegede han paa alle os glade unge Mennesker, der løb og spøgede derned, og spurgte: Er det alt sammen Deres, Frue? Og Fruen svarede, idet hun pegede paa en enkelt Student: Ham der har jeg intet Ansvar for. - Og naar vi saa gik ind, sagde den altid korrekte Goos: Det kan man ikke sige, Amalie! 

Mange Aar er gaaet siden den Gang. Men Goos husker endnu alle de unge Mennesker, han da kom til at holde af. Jule- og Nytaarskort fra ham er Aarets Orden. Paa et Portræt skrev han en Gang: Kære Student . . .: Ord er kun Ord, men er der nogen Gerning af mig, De ved dette Billede ønsker at mindes, er jeg Dem oprigtigt taknemmelig derfor. -

Mange Gange siden har vi den Gang unge banket paa Goos' Dør, altid fandt vi Hjælp og Raad, - næsten altid fik vi lidt Skænd; men Goos har aldrig svigtet den, han én Gang kom til at holde af.

Student.

(København 3. januar 1915)

Pauline Aggersborg (1824-1914). (Efterskrift til Politivennen).

Gravsted Vestre Kirkegård: Pauline Christine Aggersborg født Seidelin (1824-1914) gift med apoteker Niels Nørgaard Aggersborg (Løveapoteket i København), med hvem hun fik børnene Anna Elisabeth, Hildegerd Margrethe, Inge Gyrithe, Christian og Johanne Marie Aggersborg. Skrev adskillige artikler i Kvinden og Samfundet.

Pauline Aggersborg deltog i "Sædelighedsfejden" der kulminerede i 1887. I tidsskriftet "Kvinden og samfundet", med redaktricen Elisabeth Grundtvig. Grundtvig havde udgivet en artikel "Erotik og kvinder", hvori hun skrev om mænds drifter, at disse ikke gjorde dem lykkelige når de blev tilfredsstillet, men var slaver af kønsdriften. Hvilket førte hende til at advare kvinder mod at gå i samme grøft. Det bragte Politiken og især Brandes i et sandt raseri - og Hof- og Stadsretten måtte dæmpe hans udtryk for æreskrænkeri. Pauline Aggersborg forsvarede sammen med Sannom Grundtvig imod Brandes. Vedr. Pauline, var det især følgende afsnit i artiklen "Det sædelige Lighedskrav", (Kvinden og Samfundet, nr. 5, 1887) der var faldet Brandes for brystet:

"Naturen har ved at tildele Mand og Kvinde ikke alene fælles, men ogsaa forskellige Livsopgaver, udrustet dem med baade fælles og forskellige Naturdrifter. Navnlig tror jeg, at Mandkønnet har - som den fysiske Krafts Indehaver og paa Grund af sin udaddragende Natur - sin Styrke i fysisk Kønsdrift, medens Kvinden - ved sin finere Natur og sit indaddragende Følelsesliv - væsenlig har sin Kønsdrift paa sjælelig Maade."

"For hende er det en ubestemt Følelsestrang, en Længsel efter at elske og blive genelsket. Dermed er det ikke Meningen at ville frakende vort Køn Skyld (?) overfor Manden; men denne har mest sin Grund i Kvindens Karakterfejl og Svaghed. [Har Mandens Skyld ikke sin Grund i Karakterfejl og Svaghed?] Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig."

"Heller ikke skal det benegtes, at Kvindens Kønsdrift er sanselig; ti ogsaa det Sanselige har sit Sæde i det Sjælelige; men paa Grund af hendes finere Natur ytrer den sig ikke paa fysisk Maade."

"Elsker hun, da er det den Elskedes Blik, hans Aasyns Udtryk og det Æmne, hvorom han har udtalt sig, der bliver en Kilde til Glæde eller Sorg, eftersom det stemmer med, hvad hun ønsker. Hos Kvinden sammensmelter det Erotiske med det Sædelige."

Pauline Aggersborg. Lørdag den 12. december jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjysk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af mit sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og dåd hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ. Vennekredsen forøgedes med mænd som Lembke og Johannes Fibiger, der altid blev hende en trofast ven.  I '64 drog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1875 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen der skylder hende overordentlig meget.

(St. Paul Tidende, 15. januar 1915).

Pauline Aggersborg.

I lørdags jordfæstedes på Vestre Kirkegård en ejendommelig og betydelig gammel dame, Pauline Aggersborg, en af de kvinder der ikke vil blive glemt.

Pauline Aggersborg var officersbarn, eneste datter af major Seidelin på Faurdal ved Haderslev. Tidlig blev den begavede, varmhjertede unge pige grebet af sønderjydernes levende fædrelandskærlighed, og under mærket "en sønderjydsk pige" gav hun i fyrrerne sin følelse luft i en række digte, senere optrykte i digtsamlingen "Af et sjæleliv". I 1846 deltog hun i festen på Skamlingsbanken; mænd som Laurids Skau, Ploug og Goldschmidt blev hendes venner. 1854 ægtede hun apoteker Aggersborg i Haderslev, og hendes hjem blev nu et midtpunkt for dansk åndsliv; med råd og død hjalp hun sine landsmænd, og asyler og håndgerningsskoler oprettedes på hendes initiativ, vennekredsen forøgedes med mænd som Lembcke og Johannes Fibiger der altid blev hende en trofast ven. I 64 rog mange danske bort, men Aggersborg blev, og hun var i disse tunge år en støtte for sine landsmænd. 1865 flyttede Aggersborg til København. Her blev fru Aggersborg en varm forkæmper for kvindesagen, der skylder hende overordentlig meget. I "Kvinden og Samfundet" skrev hun om hvad der lå hende på sinde; alle ved vi at hun var et virksomt bestyrelsesmedlem af foreningen mod lovbeskyttet usædelighed.

Men kraften til at virke udadtil som hun gjorde, hentede Pauline Aggersborg fra sit rige, dybt religiøse liv indadtil.

I 1895 udgav hun ovennævnte digtsamling "Af et sjæleliv" med mottoet: "Det at tænke, det rummer det bedste i een". Disse ord er typiske for denne rige, vågne ånd. Hendes tanker havde rod i det dybe og rankede sig højt. Dag for dag voksede hun i kærlighed til Gud og mennesker. Vi der havde den lykke at være hendes venner, ved hvorledes den 90-årige kvindes levende ånd var vågen for alt i livet, men også hvorledes hendes stille samliv med hendes frelser uddybedes, så hun til sidst stod som med den ene fod i Himlen. Og det var hende en hjertets trang og nødvendighed at vidne om sit inderste livs løndom og lykke. I 1900 udgav hun "Kristelig livsbelysning", et modskrift mod Troels-Lunds "Livsbelysning" , og i 1910 nedlagde hun frugten af sit tankeliv i den stærkt personlige bog "En livsopfattelse", et rigt begavet menneskes vidnesbyrd om sin tro. Endnu i marts 1914 modtog hendes venner den lille bog "Betragtniger over tilværelsen" med det skønne digt "Guds nådevæld", der peger på den livskilde hvoraf hun øste sin rigdom.

Der var højt til loftet og ren luft hvor Pauline Aggersborg færdedes. Overfor hende gælder det gamle ord: "Jeg har lært noget godt hver gang jeg besøgte dig, - og mest når Du talte."

Nu er hun gået hjem, men mindet om hendes rige ånd og store kærlighed vil leve.

I. S.   

(Nationaltidende, 16. december 1914).

Børnene og Kommunens Folkebiblioteker. (Efterskrift til Politivennen)

I det tætbefolkede Arbejderkvarter paa Hjørnet af Nørrebrogade og Griffenfeldtsgade ligger Hovedafdelingen af Kommunens Folkebibliotek.

Klokken er syv Aften. Netop paa det Tidspunkt er mange fra de smaa Hjem ude paa Gaderne. Hvor fristende da et Øjeblik at kigge op paa de aabne Hylder i Folkebiblioteket. samtidig med, at man gør sine indkøb hos de Handlende. En god bog kan da tages med hjem til Underholdning for Familien.

Biblioteksalen gør et hyggeligt indtryk med sin friske, grønne Palme paa Bordet og de righoldige Boghylder. De Besøgende griber dog stærkest. Mit Øje følger med Interesse en tretten-fjorten Aars Dreng, der ligger paa Knæ og med Kendermine undersøger en af de nederste Boghylder, han har gjort sit valg: naturligvis en Rejsebeskrivelse. Han springer op og henvender sig til den kvindelige Bibliotekar om Lov til at tage Bogen hjem og tilføjer, bevidst om sit eget Ansvar: Men Frøknen ser nok, at der er en lille Rift i første Blad. Jeg skal nok være forsigtig: jeg vil saa gerne have Bogen hjem med.

Den unge, kvindelige Bibliotekar, Frøken Margrethe Thunbo, som har været Assistent i Kvindelig Læseforening, fører mig hen til et lille Bord i Hjørnet af Biblioteket. 

Her har jeg min private, lille Stue, og De kan tro. jeg er glad ved min Virksomhed.

Med den største Interesse meddeler hun mig om den betydelige Fremgang. der er sket, siden Kjøbenhavns Kommune i 1913 besluttede at gøre Bogudlaanene gratis for alle. Tilgangen har været 3000 nye Læsere og 107.000 Bind i Udlaanet, og det vil sikkert fortsættes.

Men De maa se Læsesalen i Møllegade for at faa det rette Indtryk, tilføjer hun. 

Selvfølgelig, svarer jeg; men jeg maa høre lidt om Dem selv, om Deres Eksamen som Bibliotekar i Amerika. Der var vel meget for Dem at lære?

Ja, De kan tro, det faldt mig ikke altid let. tit studere paa det fremmede Sprog, selv om jeg var flink i Engelsk, da jeg rejste. 

Det første Aar var det strengeste. I det studerede jeg Bibliotoksvidenskab ved Pratts Institut: “School of Library", stadig med en eller anden Eksamen hængende over mit Hoved, men da jeg var kommen over alle disse Prøver med Ære, var det, som jeg vendte tilbage til Livet i den virkelige Verden. Dog havde Studielivet mange fornøjelige Sider, Jeg var hver Dag sammen med en Flok udmærkede  amerikanske Studenter, Lærerinder, betydelige Mænd og Kvinder indenfor den amerikanske Biblioteksverden. Det andet Aar tilbragte jeg ved Yale i universitetet, hvor jeg indtil 1ste Januar 1914 havde Plads Biblioteket. Senere var jeg i et stort Folkebibliotek for at se. hvorledes der arbejdes i de forskellige Afdelinger.

Amerikanerne staar højt i Kultur i Indretningen af deres Biblioteker men jeg valgte dog til Virkeplads mit eget Land, som jeg haaber at kunne gavne ved, hvad jeg har lært i de store Forhold.

Vi maatte nu afbryde vor Samtale da der blev mere og mere travlt i Salen, som skulde lukkes Kl. 8. Da jeg gik ned ad Trappen, mødte jeg to Smaadrenge, fattigt klædte med et næsten sygeligt Udseende.

Du maa godt gaa op med, sagde den store Dreng til den lille. - Vi sætter blot vore Træsko her uden for, medens vi finder Bogen. Den lille blev øjensynlig glad. 

Hviskende satte de begge deres Træsko ude paa Trappegangen og gik stille ind. 

Disse fire smaa Træsko, som den tiaarige Dreng omhyggeligt stillede op i lige række. staar endnu for mig som et karakteristisk Træk for Betydningen af vore Folkebiblioteker.

Joe.

(Følgeblad til Berlingske Tidende Nr 312. Onsdag 11. November 1914. Vort Hjem)

Uddannelsen af bibliotekarer foregik fra 1918 som mesterlære med tre års elevtid kombineret med et års teori på Statens Biblioteksskole, henlagt under Statens Bibliotekstilsyn. Men det viste sig nødvendigt at styrke den teoretiske uddannelse, og i 1956 blev Preben Kirkegaard den første rektor for den nyoprettede Danmarks Biblioteksskole.  I 2013 blev skolen fusioneret med Københavns Universitet og skiftede navn til Institut for Informationsstudier under Det humanistiske Fakultet. I 2017 flyttede instituttet fra Birketinget til Københavns Universitet, Søndre Campus.

Oplagte Dampere i Havnen udfor Larsens Plads. (Efterskrift til Politivennen)

Da Krigs-Uvejret brød løs og for hen over Lande og Have, slog det Døren i for mange fredelige Erhverv. Europa dukkede sig under dets Storm-Stød og laa lammet og skrækslaaet. Først og stærkest af alt blev maaske den fredelige Skibsfart ramt, de krigsførende Magter beslaglagde og opbragte hinandens Skibe, og selv for de neutrale blev det vanskeligt at klare sig. Betegnende og malende var de hjemvendte Skipperes korte Forklaringer: "Østersøen som blæst ren for Fartøjer" - eller: "Ikke Damperrøg at se i Nordsøen".

Skibene søgte Havn. Enten var der ikke noget at sejle med eller ingen Steder at sejle hen, eller det var for risikabelt eller altfor uforholdsmæssigt bekosteligt. Der var Vanskeligheder med Folkene, Udførselsforbud osv. Der var nok til at skræmme og holde tilbage. Efterretninger om Ulykker, forvoldte ved de lumske og hæslige Søminer, begyndte at strømme ind. Det var ved at blive meget alvorlige Tider for vor Skibsfart, og kun den Del af den, der er beskæftiget i den frie Fragtfart eller paa de lange Ruter i oversøiske Farvande kunde føle sig nogenlunde sikker.

I den første Halvdel af August kom vor Havn og Red til at se mærkelig ud. Standset var det farende Træk af Dampere og Sejlere ude i Sundet. Men ved Bolværk og Kajer, i Redhavnen og Indrehavnen og Gasværkshavnen klumpede Fartøjerne sig sammen. Skrog mod Skrog, Skorstene og Master krydsende hinanden i forvirret Filter. Det var malerisk nok, det fyldte godt nok i Havnene. Men det var alligevel et trist Syn, et Billede paa Stilstand og Uvirksomhed. Et Skib, der er lagt op, der ligger med kolde Kedler eller nøgne Ræer, virker altid dødt og forsagt.

Nu er det heldigvis ikke saa galt, som det har været. Der ligger endnu en Del sovende sorte og mønnierøde Skrog i vore Havne, men mange er dog komne paa Gled. Der blev lukket op for Kuludførselen fra England. vor Landbrugseksport blev trods alle Vanskeligheder og forbigaaende Standsninger opretholdt, og nu turde den nye statsgaranterede Forsikring af Skibe samt Varer imod Krigsfare tilsøs, der er under Opsejling, snart skaffe vor Skibsfart saadanne Kaar, at den i alt Fald kan ride Stormen af.

Af ovenstaaende Billede (fra Kjøbenhavns Indrehavn, set fra Løbet ind imod Larsens Plads og Blaa Pakhus) vil det ses, at der endnu er oplagt Tonnage her i Havnen.

Fra Kvæsthusbroen ser man ogsaa ved Pælene i Havnen en hel Del af Det forenede Dampskibsselskabs Skibe ligge uvirksomme; Selskabet har for Tiden nogle og fyrretyve Skibe oplagte her, hovedsagelig fordi Farten paa Rusland og paa den tyske Østersøkyst, Ruter som Riga, Antwerpen, Stettiner-Ruten osv., er gaaede istaa. lalt kan man regne, at i disse Dage en Flaade paa 65-75 Dampere og henimod en Snes Sejlskibe ligger oplagte her. I Nordhavnen ligger 5 Dampere, ved Langelinie 18-19, ved Pælene i Havnen 5-6, ved Kvæsthusbroen en Snes Stykker, i Gasværkshavnen 12-15. Men Tallene skifter fra Dag til Dag - heldigvis hovedsagelig med Tendens til at gaa nedad.

- Det er galt nok med alle de tomme og oplagte Skibe i Havnen; værre er det med dem, der er oplagte for stedse, dem, der er puttede i David Jones locker, sendte tilbunds af Helvedesmaskinerne. Men forhaabentlig kan vi inden altfor længe skimte i Kimmingen det Skær, der varsler fri Sejlads og Bud efter Skibsrum. Saa bringer vi et nyt Billede - af Skibe med Røg ud af Skorstenene og Skum fra Bougen.

Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske (Politiske og Avertissementstidende 19. september 1914).