Carlsbergmuseet. (Efterskrift til Politivennen)

 

Interiør fra det nye bryggerimuseum med Carlsberg-søjlen fra Århusudstillingen i midten. På væggen til venstre ses et kæmpebillede af det mægtige Carlsberg Bryggeri.

På afdøde brygger Carl Jacobsens fødselsdag i overmorgen, den 2. marts, åbnes Carlsberg-museet i den gamle glyptoteksbygning på Ny Carlsbergvej ved Langgade 

Der et naturligt at Carlsbergbryggerierne, der står som et af de berømteste, smukkeste og mest storstilede industrielle anlæg herhjemme, får sit eget museum, hvor minder fra denne virksomheds lyse barndom kan samles, det er så ligetil, at man i grunden ikke forstår, det ikke forlængst er blevet virkeliggjort, navnlig da bryggerierne jo hører med til de steder, som turisterne fra ind- og udland skal se, og året igennem modtager besøg af alle mulige foreninger, for hvilke bryggerierne altid gæstfrit åbner sine porte.

Man må derfor være direktør Vagn Jacobsen taknemlig, fordi han så resolut har gennemført  tanken og sat al kraft ind på at få museet færdigt til indvielse på faderens fødselsdag.

Direktør Vagn Jacobsen i en af det nye museums sale.

Der er vel ikke meget tilbage fra lejebrygger Christian Jacobsens bryggergård på hjørnet af Knabrostræde og Brolæggerstræde hvor grundlæggeren af Carlsberg, kaptajn J. C. Jacobsen kom til verden og arvtog faderens beskedne hvidtølsbryggeri; men den bryggerkedel, hvori kaptajnen bryggede det første bajerskøl findes dog på museet og ligeledes kaptajnens stue fra hans smukke bolig - den bolig, om hvilken han, da den var færdig, udtalte til sin daværende 12-årige Søn: Jeg har hygget dette hus, Carl, ikke for at få en prægtig bygning at bo i, men for at gøre noget smukt."

Men selv om der mangler noget fra de ældste tider, er det dog lykkedes at få en overordentlig righoldig samling ud af det, og der er ingen tvivl om at Carlsberg-Museet vil blive en attraktion mere til at få turister fra alverdens lande til når de besøger Danmarks hovedstad, at gøre turen ud til Valby, til Danmarks smukkeste fabriksanlæg, ølbryggeriet hvis millionfortjeneste ofres på kunst og videnskab til gavn og glæde for nationen.

(Folkets Avis - København 29. februar 1916.)

Bryggeri-Museet paa Carlsberg aabnes.

J. C. Jacobsen-Værelset. - Længst tilhøjre: Den første Bryggerkedel.

Paa Torsdag den 2. Marts - paa afdøde Brygger, Dr. phil. Carl Jacobsens Fødselsdag - indvies Bryggerimuseet paa Carlsberg. Det sker ikke ved nogen større Højtidelighed - siger Direktør Vagn Jacobsen til os Carlsbergfondens Bestyrelsesmedlemmer og vor nærmeste Slægt kommer herud til en Sammenkomst om Formiddagen.

Vi har tidligere gentagende omtalt Museet, som er delt i to Afdelinger, en teknisk, visende Ølbrygningens Udvikling gennem Tiderne, og en mere personalhistorisk, rummende en Del af de mange Minder, der knytter sig til Bryggerfamilien Jacobsens Virksomhed.

Denne sidste Afdeling rummer Mængder af Ting, som illustrerer Familiens Liv lige fra Aaret 1800, da Christen Jacobsen drog fra Vendsyssel til Kobenhavn for at bryde sig en Bane. I denne Forbindelse kan det nævnes, at Museet har et fortræffeligt Billede af den gamle Gaard Nørkjær, hvorfra Slægten stammer. Fremdeles ser man den store, gamle Vadskekedel, ved Hjælp af hvilken GI. Carlsbergs Stifter J. C. Jacobsen anstillede sine første Ølbrygningsforsøg. Endvidere J. C. Jacobsens Arbejdsværelse, som det var indrettet i den nuværende Æresbolig med alle de gamle Møbler, et Brev fra Christian den Niende til J. C. Jacobsen osv.

Carl Jacobsen-Afdelingen fortæller ikke mindre tydeligt om Familiens Betydning her i Landet. Man støder her paa de mange Adresser - deriblandt Borgeradressen med de 16,000 Underskrifter - og Udtalelser og Breve fra berømte Mænd, Carl Jacobsens Dødsmaske m. m.

Den tekniske Afdeling i Museet viser meget anskueligt Ølbrygningens Udvikling fra de første Forsøg, indtil den verdensberømte Emil Chr. Hansens videnskabelige Rendyrkningsmethode bragte den Kæmpeskridt fremad. I en særlig Montre er anbragt det Mikroskop, med hvilket Professoren gjorde sine epokegørende Opdagelser. Endelig findes en - forøvrigt højst interessant - Reklameafdeling

Museet bliver i hvert Fald foreløbig ikke offentlig tilgængeligt, siger Hr. Vagn Jacobsen, men derfor vil det alligevel utvivlsomt faa mange Gæster, hvad man vil faa et Begreb om ved at høre, at Bryggeribesøget her andrager aarligt 60-70,000 Personer.

Museets tekniske Afdeling.

(Nationaltidende 29. februar 1916).

Mathilde Kalckar (1815-1916). (Efterskrift til Politivennen)

En 100-aarig Københavnerinde.

Nogle Bemærkninger om at leve et langt Liv.

Frk. Mathilde Kalckar.

Det synes slet ikke saa vanskeligt at blive hundrede Aar. Man skal bare holde ud. Der er mange der bliver det. Nu er der igen en Københavner der forbereder sig paa at fejre sin 100de Fødselsdag, - eller rettere en Københavnerinde. For det er naturligvis en Dame. Mændene ryger og drikker for meget til at kunne blive rigtig gamle. Gamle Petersen i Haregade var en Sjældenhed i saa Henseende, og derfor kom han ogsaa i Avisen næsten hver Dag med Billede og alt Tilbehør.

Den Dame, der nu fylder 100 Aar det sker den 17de Februar hedder Mathilde Kalckar. Hun er Froken. Ingen Mand har hun haft at ærgre sig over. og det er ma&ske en af Grundene til, at hun er kommen saa højt op i Aurene.

I Stedet for at gifte sig helligede hun sig Husholdningen i sit Fædrenehjem i Borgergade, hvor hun pylrede om sine ni Søskende, indtil de blev større. Den ældste er nu 87. Og saa gik hun i Synagogen. Den gamle Frøken Kalckar er et kendt Medlem af den mosaiske Menighed.

Eller var. For nu kan hun ikke mere gaa ud. Hun er desværre faldet derhjemme paa Vesterbro, hvor hun bor, og har brækket det ene Ben. Det bliver lidt svært for hende, naar hun i næste Maaned skal begive sig - selv om det sker pr. Vogn - til Manufakturgrosserer Kalckar, Vendersgade 8, for at fejre den mindeværdige Fødlselsdag. Grosserer Kalckar er hendes Nevø.

(Aftenbladet (København) 19. januar 1915).

Ifølge Folkets Avis 12. februar 1916 yndede hun at fortælle om maskeballet den 16. marts 1792 hvor den svenske kong Gustav 3. blev skudt af Anckarstrøm - begivenheden skal have været overværet af hendes bedstemor, og fortalt af hende.

Hos en Hundredaarig.

En lille Samtale med frk. Mathilde Kalckar, som har levet under 6 Konger og imorgen fylder 100 Aar,

Efterat Formand Petersen i Haregade, der blev 106 Aar har hvilet i sin Grav i nogle Aar, har Kjøbenhavn ikke havt nogen hundrelaarig. Fra imorgen vil dette ikke være Tilfældet. Idet en livlig gammel Dame, Frk. Mathilde Kalckar, Datter af en i sin Tid kendt og agtet Rabbiner her i Staden, den 17de Februar fylder de Hundrede Aar.

Frk Kalckar har i de sidste tre Aar boet i Kopowskis Pensionat, Vesterbrogade124, hvor vi idag har aflagt hende en lille Visit for at ønske tillykke i god tid. Imorgen vil den gamle Dame sikkert være for omsværmet. Hun skal da, fortæller hun, køre i Automobil ud til sin Nevø, Grosserer Georg Kalckar i Øster Søgade, i hvis Hjem den sieldne Familiefest vil blive fejret, og hvor en Hærskare af Paarørende og Beundrere vil bringe den Hundredaange deres Hyldest. Frk. Kalckar har lige spist Frokost, og hun sidder nu i en magelig Hyndestol ved Vinduet og strikker. Hende Ansigt er fint og mildt, det forskønnes ofte af et Indtagende Smil, naar hun fortæller sine gamle Minder, der i dette Øjeblik mylrer paa. Der er to Ting, som stadig vender tilbage i hendes fortællen: at hun har levet under seks Konger, og at hun har boet i Hus sammen med Fru Holberg, hvis Moder hun endnu mindes. Christian den Ottende synes at være hendes Yndingskonge, og om hans Kroning i Frederiksborg fortæller hun livligt. Hun var dengang i Tyverne.

Indtil for faa Aar siden boede Frk. Kalckar, eller jomfru Kalckar, som hun selv ynder at blive kaldt, i en lille Leilighed I Borgergade hvor hun personlig besørgede sine daglige Indkøb. Saa blev den ene Fod angreben af koldbrand, og hun maatte flytte fil Pensionatet, hvor hun siger, at hun befinder sig som Blommen i et Æg. Den eneste Anke. hun fremforer, er den, at hun bliver puttet for tidlig i Seng! Hun sad gerne hver Aften oppe til Kl. 11. Appetit og Syn er i upaaklagelig Orden, kun Hørelsen kniber det lidt med. Ved Hiælp af et Læseglas kan hun følge med Aviserne.

Vi spørger, om Frk Kalckar glæder sig til i morgen Hun svarer, at hun baade glæder sig og ønsker, at Dagen vel var overstaaet. Kan De forstaa, hvorfor Vorherre vil have mig saa gammel? spørger hun. Hun har en Søster paa 87, men af en meget stor Søskendeflok er iøvrigt ingen mere i Live.

Olaf. 

(Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 16. februar 1915).

En 100-aarig.

Et af Slægten Kalckars Medlemmer fylder i Morgen sit 100de Aar. Det er Frk. Mathilde Kalckar, Datter af en i sin Tid kendt jødisk Skriftlærd.

Frk. Kalckar er en ægte Københavner. Hildes Barndomshjem var i Naboløs, hvor Talmudisten Kalckar opdrog sine ti Børn strengt, men godt. Børnene blev alle meget gamle, men af de ti lever dog nu kun Frk. Mathilde Kalckar og en Søster paa op imod de Halvfems.

Det alderstegne Fødselsdagsbarn lever livligt med i Tiden. Hun har endnu en brillant Hukommelse, fortæller meget malende om Christian den 8des Kroning i Frederiksborg og gamle Dages Tildragelser og samtidig følger hun interesseret Xutidsbegivenhederue.

Frk Kalckar, hvis Farbroder var Præsten Christian Kalckar og som forøvrigt er i Slægt med Familien Rørdam, er ogsaa legemligt rask, men efter et Fald for et Par Aar siden, hvorved hun brækkede Hoften, og som bevirkede et langt Hospitalsophold, kan hun ikke mere gaa.

(Nationaltidende 16. februar 1915).

Frk. Mathilde Kalckar.

Det var i Fjor, vi udførligt omtalte den gamle Frk. Mathilde Kalckar, som den Gang fyldte lige de 100.

Da var hun ganske rask og kvik og havde stor Glæde af de mange Opmærksomheder, der vistes hende paa den sjældne Fødselsdag.

Men nu i Vinter gik det slemt tilbage med Helbredet. Og i disse dage er hun stille hensover hos sine Slægtning paa Vesterbro, hvor hun boede.

Saa sent som for fjorten Dage siden følte hun sig helt ungdommelig, og hun roste sig af, at hun aldrig havde nydt nogen Medicin.

Hun var den mosaiske Menigheds Ældste og var en Slægtning til Manufakturhandler T. F. Kalckar. Af hendes Søskende lever en Søster endnu og udmærker sig ved høj Alder.

(Aftenbladet (København) 12. februar 1916).

Frk. Kalckar døde fredag den 11. februar 1916. Hun blev begravet ved siden af sine to tidigere afdøde søstre. Højtideligheden fandt sted efter det gamle, ortodikse ritual, den hvide kiste var dækket af et sort klæde. Rabbiner Schornstein bad en bøn.

St. Croix: Strejken Januar-Februar 1916. (Efterskrift til Politivennen).

Med en spirende arbejder- og fagbevægelse, et talerør (The Herald) syntes arbejderne mere velforberedt på en strejke - som startede i januar 1916

Passing Notes

Laborers are hereby warned against signing any contract to work on any of the estates. Those whose contracts expire in these days are asked not to renew them.

(The Herald 4. januar 1916)

Passing Notes

Laborers are warned against signing any papers for wages on the estates. La Grange, that used to pay their laborers 20 cts, is far as has been told us, now beginning to pay 25 cts. All the marines from the man-of-war, and all the armed force in the island cannot force the people to receive, as their demands, 25 cts. in wage. Is this what the "Valkyrien" was sent for to do?

Protest.

We, by mandate, on behalf of the black population do hereby protest against the words used by Mr. Thos. Ramsay to governor Helweg-Larsen to the effect that he was the best Governor the island has ever had. We therefore, as far as the black population is concerned, declare that speech null and void, which is hereby brought to the notice of the foreign press and public.

(The Herald 6. januar 1916)

Folkeliv på de Vestindiske Øer. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

The Negro's Lecture.

Hamilton Jackson made the following speech at the Temperance Convention i Aalborg on Sunday

(From Temperance paper)

IT is the first time in the history of Denmark that a black man is going to speak to you at an open air meeting. And this black man is your countryman, too, which circumstance no doubt will increase your interest.

Many stories have been told about the Negroes and strong drink. One man has thus said that the drink habit anions: the negroes was bad. That man was white. If we are to criticize the black man, the first question must be: Who taught the black man to drink?

Centuries ago my ancestors were stolen from Africa by the power of drink and taken to the West Indies. There they were put to manufacture rum, and part of their wages was paid them in rum. There they learned to drink - taught by the white man. Now, however, the white man says it is injurious; but what is injurious to the black man is likewise injurious to the white man.

The manufacture of rum is carried on to a great extent in the West Indies, but it is the whites who drink the most of it. There are more than 2.500 Negro total abstainers in the Danish West Indies; (Applause.) but there are only 50 white total abstainers (Shame!) and those the doctors have forbidden to drink. (Laughter.)

These conditions are a shame to the white man. (Hear!)

There are missionaries speaking against strong drink, but they only address themselves to the blacks. We have a crowd of Gendarmes ready to shoot the negroes down, if they go too far with drink. We have parsons telling us how to die, but nobody to tell us how to live.

We nevertheless are grateful to the American missionaries. They are fighting against the drink habit, and it is dying out. One sees no drunken blacks on the streets, but we see gendarmes and

public persons.

We speak English in the D. W. I. and we are using french monetary system. The instruction we get in Danish is valueless, for it is feared that, if the children learn Danish, they will be able to fill official positions. I have come to Denmark to try to get these things changed. If we are to continue to belong to Denmark which has a free constitution, we also want freedom for ourselves.

The laborers get 25 cents a day. They cannot live properly on this amount. They have to be satisfied if they can get one good meal during the day. This must be changed. (Cries of "Hear.") And it will be changed now, as it is known in Denmark.

We wish, besides, an open Police Court, as other colonies in the West Indies have it. We do not wish the judge's office connected with other functions.

One of the first things we need is a reform of our Constitution. We have a Colonial Council of 18 members. Thirteen of these are elected by parties having an annual income of more than 1,500 francs, which scarcely any Negro has, only a few of them can earn 500 francs. The other 5 members are appointed by the Danish Cabinet. These Crown Members have always been ready to oppress the Negroes, A change took place at the last election by the Cabinet's appointment of 5 Negroes as Crown Members.

What is worse, and what ought to be changed as soon as possible is the land question. The laborer must have his own land. This is the only way by which the Negroes can be raised. The plantations are wholly in the hands of the capitalists whom we cannot force to sell. We must therefore have a tax on the actual value of the land, so that land which is not cultivated, and which will then be taxed might fall into the hands of the laborers. When the Negroes get their own home and become independent politically, all stories about the Negroes will cease.

I thank you all for listening so attentively to me. You are a representative and highly civilized nation, a nation with a high culture. But forget not that under the same Dannebrog, faraway, lies part of your land, which you ought raise to the same culture.

I do not speak to any one party. I appeal to you as a people. I trust that all those who heard something that possibly touched their hearts will help me in seeing to' it that the necessary reforms may be carried through. My black West Indian brothers will then say with pride: "This liberty was given us by our white brothers and sisters in Denmark." Long live Denmark! Long live Dannebrog!

(Long-continued applause.)

(The Herald, mandag 10 januar 1916:)

Hagemann. Af fotograf Frederik Riise (1863-1933): Ingeniør, industrimand og plantageejer Gustav Adolph Hagemann (1842-1916). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Negrene nedlægger arbejdet paa Hagemanns Plantage.

Hr. Hagemanns Bestyrer truer med at smide Negrene ud af deres Hytter.

Hr. Hagemanns Oprør viser sig at være en Strejke-bevægelse, fremkaldt ved umenneskelig lav Løn.

Der indløb i Gaar to Telegrammer hertil fra vore vestindiske Øer, hvori meddeles, at Negrene har nedlagt Arbejdet paa en af den kendte Sukkermillionær Hagemanns plantager. Det ene Telegram var afsendt af Guvernøren til Finansminister Brandes, under hvem Øerne som bekendt sorterer. Telegrammet lyder saaledes:

Arbejdet standset paa én af Hagemanns Plantager. Arbejderne forlanger dobbelt Løn. Alt roligt.

Det andet Telegram var afsendt af Hamilton Jackson til vor Partifælle, Folkethingsmnand Hans Nielsen, der som bekendt varmt har taget sig af Negrenes Sag. Telegrammet meddeler, at Folkene strejker, og tilføjer, at Plantageejerne truer med at smide Negrene ud af deres Huse.

Hr. Hagemann, der er 20 Gange Millionær, mener, at en Neger kan leve af 90 Øre om Dagen.

De to Telegrammer viser klart, hvad Rygterne om Negeroprøret for nogle Maaneder siden tilsigtede. Hensigten mod den af Plantageejerne iværksatte Panikstemning var simpelthen paa forhaand at stemple Negrene Iønbevægelse som oprørsk - en bevægelse, der udelukkende er fremkaldt ved den umenneskelige Betaling, som plantagejerne byder Negrene.

Hagemann og de andre Sukkermillionærer forudsaa den nu udbrudte Strejke og haabede snedigt, ved at vække Forestillingen om et Negeroprør, at opskræmme Offenligheden og derved opnaa Myndighedernes Hjælp til at slaa Lønfordringerne ned.

Dette fremgaar ikke mindst af den Kendsgerning, at Telegrammet om "det truende Oprør" var afsendt af Hr. Hagemanns Bestyrer paa Plantagerne, en Mand ved Navn Sørensen. Det har nu vist sig, at der aldeles intet Oprør var. "Valkyriens" Togt, der koster Staten adskillige Tusinder, har været en ganske unyttig Foranstaltning, og Guvernøren, der vist hellere end gjerne vilde præsentere et "Resultat", har hidtil kunnet melde, at alt var roligt paa Øerne.

I sit Telegram til Finansministeren taler Guvernøren da ogsaa kun om, at Negrene har nedlagt Arbejdet og at de forlanger dobbelt Løn. 

Det er ikke unødvendigt at tilføje, hvad dette Lønkrav i Virkeligheden gaar ud paa. 

Trods Dyrtiden vil Negrene foreløbig arbejde for 170 Øre om Dagen. 

I øjeblikket faar Negrene 90 Øre for en hel Dags haardt Arbejde. Hvilken Tilværelse Negrene under disse Omstændigheder fører, kan man let tænke sig. Følgen er da ogsaa blevet - saaledes som det oplystes under Debatten Rigsdagen - at Øerne affolkes fordi Negrene udvandrer til Fastlandet. hvor Lønnen er flere Gange højere.

Dyrtiden, der ogsaa hersker paa vore vestindiske Øer, har naturligvis gjort de stakkels Negres Tilværelse ganske utaalelig. Den Beskrivelse, der gives af deres Liv i de usle Hytter, som  Plantageselskaberne lader dem bo i, er saaledes, at det maa betegnes som en Skændsel for Landet.

Ikke destomindre har Hr. Hagemann, der er 20 Gange Millionær - ikke undset sig for at nægte  Negrene en ringe Forhøjelse af Lønnen. 

Resultatet er da blevet, at Negrene i deres Fortvivlelse har nedlagt Arbejdet og krævet et Tillæg af 90 Øre - altsaa 180 Øre om Dagen. 

Plantagen St. La Grange, St. Croix. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Negrene skal tvinges til underkastelse ved at jages fra Hus og Hjem.

Hr. Hagemanns Svar er saaledes, som man kunde vente det af vore Sukkermillionærer. Hr. Hagemann truer - iflg. Jacksons Telegram - kort og godt med at smide Negrene ud af de elendige Hytter og haaber altsaa, ved at forøge Negrenes Elendighed, at tvinge dem til at arbejde for den Hungerløn, som Millionæren finder det passende at byde dem.

Hr. Hagemann "kender intet til Sagen"

Det var med en mærkelig Følelse, vi i Aftes stod overfor Direktør Hagemann i dennes mere end overdaadige Villa i Rosenvængets Allé. De pragtfulde Omgivelser dannede en passende Ramme om denne Mand, der lader Negrene drive ud af deres usle Rønner, disse Hytter, der, hvor elendige de end kan være, dog er Negrenes Hjem.

Hr. Hagemann sendte os et koldt Staalblink fra sine Briller, da vi nævnede ham Grunden til vort Komme. "Det kender jeg intet til, sagde han kort. Vi trængte ind paa Hr. Hagmann: "Ja, men De maa vel have erfaret noget om Strejken". 

Hr. Hagemann gentog stædigt: "Jeg kender intet dertil." 

Det var hans Svar paa alle vore Spørgsmaal. Hr. Hagemann benægtede endog, at han - selv ad indirekte Vej - havde faaet nogen Meddelelse. Hr. Hagemann ønskede aabenbart - af let forstandige Grunde - ikke at give nogensom helst Oplysning.

Hr. Hagemanns Svar til os fremtræder imidlertid i den Rette Belysning ved den Omstændighed, at han - adskillige Timer før vort Besøg - fra sikker Kilde havde faaet Underretning om TeIegammet til Finansministeren, - paa en Anmodning om at skride Ind for at forhindre Negrenes Udsmidning havde han koldt og affejende svaret, at den Sag kendte han intet til. Det var hans Bestyrer, Hr. Sørensen, der traf saadanne Dispositioner paa egen Haand og havde Fuldmagt dertil.

Hr. Hagemann mener aabenbart dermed at have sin Samvittighed fri. Ingen tunge Drømme har antagellg - i Hr. Hagemanns sikre Tillid til Sørensens Dispositioner i Nat forstyrret denne Mangemillionærs Søvn. 

Interview med Finansministeren.

VI henvendte os sent i Aftes til Finansminister Brandes og gjorde ham bekendt med Hamilton Jacksons Telegram, hvori han gør opmærksom paa, at Plantageejerne vil smide de Indfødte Arbejdere ud af deres usle Hytter. 

VI gjorde Ministeren opmærksom paa, hvilken alvorlig Fare der kan opstaa, naar disse stakkels Mennesker med deres smaa Børn jages ud paa den nøgne Mark, uden Udsigt til at faa Tag over Hovedet, idet den fattige Befolknings Levevis er af den Art, at der næppe kan være Tale om, nt de kan finde Husly hos Venner og Bekendte. Enhver kan let se, at selv om Arbejderne hidtil har holdt sig rolige og har lovet at gøre dette Fremtiden, saa kan det under saadanne Omstændigheder let driver Befolkningen til Fortvivlelse.

Finansminister Brandes erklærede, at han straks vilde søge nærmere Oplysning om Begivenhederne paa St. Croix.

M-f.

(Social-Demokraten, 25. januar 1916)

Gustav Adolph Hagemanns monumentale gravsted på Vestre Kirkegård, udført af Carl V. Petersen. Selv om der står "og slægt" på stenen, er hans sønner ikke begravet her. Foto: Erik Nicolaisen Høy.

Strejken paa Hagemanns Plantage

Et nyt Telegram meddeler, at Hagemanns Bestyrer allerede har jaget Negrene

fra Hus og Hjem.

Hr. Hagemann betegner Negrenes Forlangende om en Dagløn paa 180 Øre som vildt.

Der indløb i Gaar et nyt Telegram til Finansminister Brandes, der supplerer det i Gaar aftrykte

Telegram om Negrenes Strejke paa Hr. Hagemanns Plantage.

Det nye Telegram lyder saaledes:

"Da Høsten begyndte paa Bethlehem, forlangte Landarbejderne dobbelt Løn, og da det blev nægtet dem, nedlagde de Arbejdet. Der er næsten almindelig Strejke. Arbejderne strammer nu til Christianssted, da fri Bolig paa Plantagerne er en Del af deres han. Ingen Uordener. Guvernøren har efterkommet en Begæring fra Arbejderne om Mægling."

Af dette Telegram fremgaar til Fulde, at det, Hamilton Jackson i sit Telegram udtrykte Frygt for,

allerede er sket: Hr. Hagemanns Bestyrer har jaget Arbejderne med Familier ud af deres Hytter. Dette udtrykkes, som man ser, i Guvernørens Telegram paa den Maade, at Arbejderne "strømmer til Christianssted, da fri Bolig paa Plantagerne er en Del af deres Løn."

At Negrene strømmer til Christiansted, og at der derved skabes Mulighed for Optøjer, vedkommer

naturligvis ikke Hr. Hagemann, der for nogle Maaneder siden sammen med nogle andre Patrioter var saa bange for, at der skulle opstaa et "Negeroprør". Nu træffer han selv - gennem sin Bestyrer - Forholdsregler, der mest af alt er egnet til at fremkalde et saadant Oprør, hvis det ikke netop var saaledes, at Negrene paa St. Croix er rolige og besindige, og at deres Optræden kun er dikteret af den yderste Nød.

Hr. Hagemann erklærer, at Plantageejerne staar sammen, og at Negrenes Fordring maa afvises.

I "Berlingske Tidende" i Aftes er Hr. Hagemann under et Interview fremkommen med Udtalelser, der fortjener at kendes i de videste Kredse, idet de skaanselsløst blotter denne Mangemillionærs Tankegang.

Hr. Hagemann erklærer først paa Spørgsmaalet, hvorvidt han har givet Ordre om, hvorledes Strejken skal mødes, at det blander han sig ikke i. (Nej! Hr. Sørensen har sikkert sine Instruktioner!) Og Hr. Hagemann fortsætter:

Jeg aner jo ikke, hvilke Situationer der kan opstaa, og forøvrigt er min ledende Mand derude en rolig og fuldt ud handledygtig Mand. Jeg kan tilføje, at Planterne selvfølgelig optræder i Fællesskab overfor de strejkende Arbejdere.

De sidste Ord er gode at faa Forstand af. De viser, at der foreligger en ganske bestemt forud aftalt Plan fra samtlige Plantageejere, thi hvorledes kunde Hr. Hagemann ellers sidde i København og vide, hvad Plantageejerne derovre agter at foretage sig.

Angaaende Løn fordringerne udtaler Hr. Hagemann sig paa følgende Maade: At Negrene forlanger dobbelt Løn er jo et Bevis paa, at hele Bevæget sen er ud i det Blaa. Det er jo vildt!

Negrene forlanger, som i Gaar omtalt, en Forhøjelse af 90 Øre om Dagen, hvilket vil sige en Dagløn paa 180 Øre. Det er dette, som Hr. Hagemann, Manden med de 20 Millioner Kr., offentligt ikke undser sig for at udtale er vildt! Og "Berlingske Tidende" har ingen Bemærkning at knytte hertil. Det samme Blad, der finder det skammeligt, at Rhederne skal af med 20 pCt. af de Millioner, de har indtjent, har intet at bemærke, naar en Dagløn paa 180 Øre betegnes som "vildt"!

Tilsidst svarer Hr. Hagemann paa Spørgsmaalet, om det er umuligt at give Arbejderne højere Løn:

"Ja, det er absolut umuligt efter de forfærdelige Tab, Landbruget paa St. Croix har haft i de sidste Aar."

Hr. Hagemann véd, hvorledes det forholder sig: Negrene har taalmodigt taalt Savn og Nød de daarlige Aar uden at stille Lønkrav. I Aar er der Udsigt til den bedste Høst i mange Aar. Prisen paa Sukkeret er samtidig stigende, og Plantageejerne vil kunne paaregne et særlig stort Overskud. 

Men Hr. Hagemann omtaler klogeligt nok ikke dette. Han afviser Negrenes Krav med en intetsigende Bemærkning og gaar vel ud fra, at Plantageejernes "samlede Optræden" og Udvandringen af Negrene fra deres Hjem nok skal tvinge dem ind under Sultepisken igen.

Men det kunde jo være. at Hr. Hagemann her regnede forkert.

M-f.

(Social-Demokraten 26. januar 1916)

Den 29. januar 1916 udgav Hagemann en pjece hvori han udtalte sig i meget stærke vendinger om dansk Vestindien: "Danmark og dets vestindiske Øer. En pessimistisk Pjece". Han angreb regeringens planer om at gravide kvinder skulle have 25 øre om dagen: "De frugtsommelige kvinder arbejder overhovedet ikke ved svært markarbejde, så der er absolut ingen anledning til at give dem den løn af statens kasse, som de slet ikke mester." Ligeledes var han imod at tildele negrene husmandslodder. Social-Demokraten kommenterede at han sikkert var bange for "at negrene i det tilfælde ikke lader sig friste til at arbejde for 90 øre om dagen  i hans plantager". Hagemann kan have været irriteret, for roedyrkerne på Fyn overvejende på samme tidspunkt, februar 1916 helt at ophøre med at dyrke roer for at få priserne op.

Avisen citerede fra Hagemanns pjece:

Paa St. Croix er der nu sket det, at Hamilton Jackson har prædiket Uro: Landet til Negrene, som ene forstaaer at bearbejdet det, sig selv som Konge, som nok skal lede dem -; thi hjemme i Danmark har man taget godt imod ham og opmuntret ham til at arbejde for Negrenes Udvikling. Det er vist ikke hans mening at fremkalde et vestindisk Oprør, men havde Kaptajn Fuglede ikke den 3dje November ledsaget Negerflokken, den den 3-4000 Mand stærk forlod Christianssted efter Jacksons opflammende Taler, med sin lille Flok beredne, bevæbnede Gendarmer, saa ved man ikke, hvad der kunde være sket. Kaptajn Fuglede reddede Situationen den Gang. "Valkyrien" sikrer Roen nu."

(Social-Demokraten 30. januar 1916 (uddrag)

Editorial

On Monday the 24th ult. we went to Government house together with Mr. R. Bough. The writer in the Secretary's Office went in to the Governor to find out if he would receive us. He returned saying that the Governor would receive Mr. Bough but not Mr. Hamilton Jackson. We told Mr. Bough to go in to the Governor and report to us. Mr. Helweg-Larsen explained to Mr. Bough that he would not receive us because we had called him a liar and a shameless man. stating that he had his honor to protect, but that he would receive any one who represented the laborers.

Now, it must be understood that the striking laborers belong to an organization of which we, as

President, is head, and it then becomes plain that Mr. Helweg Larsen, as Governor of this island, ignored the laborers in a marked degree of contempt when lie objected to receive their chief officer. This was the first insult flung upon the striking laborers by the Governor. Then followed, with our consent, informal conversations with the Secretary of the Labor Union, Mr. Bough, and later, Mr. Reubil, another officer of the Union and our private and confidential Secretary, was asked by us to join in the conversations.

We saw in the local papers a few days ago a publication from Dr. Longfield Smith pretending to give to the public an idea of the situation and the cause of the strike. Mr. Longfield Smith in that publication makes us to say to the laborers at a meeting held in West End that they must go back upon the estates and work for the same money they had been getting and that after three days they should strike again. Now this is not consistent with truth, and, as Mr. Longfield Smith did not say that he heard that we had made those remarks, but asserted that we told the people to strike after three lays, he has lied upon us. We would have been inclined to say that he was misinformed but he has given out ail the statement as coming from himself. and there is no excuse for him. It seems most provable though, that he was misinformed since we did not see him to the meeting, and as every thing we say in West End is generally wilfully misunderstood and maliciously misrepresented, our suspicion i s strengthened. We hear, by the way, that the Police-assistant Mr. Schaeffer gives the official reports how true this is we cannot say, but reflection is thrown upon those who give out such false statements. The truth of the matter is that the Governor proposed to Mr. Bough that the leaders of the laborers tell them to go back upon the estates, resume work, and discussions would take place between the planters and labor leaders. He promised that he would within three days call a meeting, and if no agreement was reached then the laborers could then give fourteen days' notice to the planters, at the end of which time they could strike. Accordingly we that same day repeated the exact words to the people, who obeyed ub and went back upon the estates to hear from us after three days, then if no agreement was reached, they should give their managers 14 days notice and come to town as they had done that day. That we told them to strike after three day is a lie, and thousands could testify to the contrary. After many useless discussions with the Governor, we sent Mr. Bough to ask him, for the last time, if he would call a meeting of the planters and labor-leaders, but he replied he had done his best, and that the planters would meet us only upon the conditions mentioned above namely, that the people go back upon the estates etc: So far the Governor has not used any means of mediation between the two parties, in fact he has not acted in an equal manner. He has simply been as messenger in this case, and that is not acting as a mediator, and who says so tells an untruth. We have now given the public a short account of the discussion, and they will see that we have been keeping on the right ground all the time. We hope however that it will all be over and work resumed afresh under new conditions favorable to all concerned

Passing Notes

It is reported that Gendarmes are stopping people who are removing from the country, overhauling their luggage. What is the cause we do not know, and it appears that although the island is not in a state of seige almost the same measures are being used. Another strange thing is that the gendarmes are stopping all persons with canes, even, in the town where canes are bought from squatters and others having land. If a cane is bought in these days it seems that one must be in dread every joint he eats, even I if he has bought it, for fear of the Police. Can this end the strike?

(The Herald 7. februar 1916)

Plantagen Bettys Hope. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Social-Demokraten 15. februar 1916 kunne meddele om "Neger-Strejken" at den var "Sejr og Oprejsning for Hamilton Jackson og hans Folk."

Dansk Vestindien.

Arbejderne har nægtet at gaa ind paa den foreslaaede Overenskomst.

Plantageselskabet "Dansk Vestindien" har i Gaar modtaget følgende Telegram fra Direktør Karl Lachmann, der for Tiden opholder sig paa Øerne:

"Vi underskrev i Torsdags en Overenskomst med Hamilton Jackson gaaende ud paa, at Arbejdet skulde genoptages, saaledes at Lønningerne under visse Betingelser forhøjedes med 40 pCt. Planterne gik ind herpaa; men Arbejderne afslog det. Jackson optræder sikkert ikke loyalt. Situationen for Høsten er alvorlig. Alt er roligt"

En Udtalelse fra Gehejmekonferensraad Hagemann.

I Anledning af Direktor Lachmanns Telegram fra Vestindien har vi anmodet Gehejmekonferensraad Hagemann om en Udtalelse.

Excellencen ytrede:

- Telegrammet er kun en Bekræftelse paa, hvad jeg anede vilde ske Efter Forliget mellem de to

Parter, har Planterne paa deres Side godkendt Overenskomsten, men Negrene har ikke villet. Hamilton Jackson har ikke kunnet faa dem til det og for at bevare sin Magt, sit Blad, sin hele Position blandt Negrene har han brudt Aftalen og er alligevel gaaet med Negrene.

Jeg tror ikke, at Følgen vil blive større Uroligheder. Del er i hvert Fald Min Antagelse. Muligvis vil der ske enkelte Excesser, men Gendarmerikorpset skal forhaabentlig nok kunne ordne det. En Betryggelse er det jo ogsaa at vide, at "Valkyrien" er derovre.

Geliejmeraaden har forøvrigt faaet et Post fra Vestindien. Brevene indeholder intet særlig nyt og bekræfter kun hans tidligere Udtalelser

Skal "Valkyrien" afløses?

Der har verseret Rygter om, at "Valkyrien" skulde kaldes hjem og erstattes med "Ingolf".

Efter hvad vi erfarer foreligger der intet som helst herom. "Valkyrien" bliver efter Ministeriets Bedømmelse foreløbig i Vestindien.

(Dagbladet (København) 18. februar 1916)

Sugar industry hurt by Strike.

New York, Feb. 23. - A strike and lock-out of agricultural labor affecting 10,000 persons, most of whom are natives, have paralyzed the sugar industry in the St. Croix Danish West Indies, according to passengers arriving here today from St. Croix on the steamer Parina.

The strike has assumed such proportions that Danish officials and white residents fear violence the police declared.

Armed guards patrol the street of the principal cities and towns, while marines with machine guns have been landed from a Danish cruiser.

Among passengers from St. Croix was J. F. Quinn of St. Catharines, Canada.

"About 10,00 people are affected by the strike," said Mr. Quinn.

"They are asking for an increase of one shilling per day in wages. Their leader is a native named Jackson who recently returned from a trip to the United States.

"In the cities martial law has been declared and the saloon liquor stopped. Up to the time we left, no outbreak had occured, but it was expected at any time, as the natives are getting hungry."

(The Fargo Forum and Daily Republican, 23. februar 1916)

Den danske presse bragte usandfærdige rygter, her er et eksempel hvor en avis har hentet rygter fra det stækt racistiske West End News, helt ukommenteret: 

Vestindisk Nyt.

Man kræver Jacksom uskadelig. 

Hamilton Jackson har faaet den Idé, at han vil have sorte Gendarmer. Af den Grund benytter han enhver Lejlighed til gennem sit Blad The Herald at rette usandfærdige Beskyldninger mod de herfra udsendte Gendarmer. Men herved er han kommen i Konflikt med sine Venner Socialdemokraterne, som tillid har hævdet, at Gendarmerne gennemgaaende er Socialdemokrater af Overbevisning, og han maa nu finde sig i, at endog Socialdemokraterne irettesætter ham og kalder Forfølgelsen mod Gendarmerne for Udslag af Racehad.

En Kraftig protest. 

Bladet West End News, som udgaar paa St. Croix, udtaler ved den vestindiske Strejkes Begyndelse en kraftig Protest og siger bl. a. til Negerne:

Hvad vil I gøre, naar I ikke har en Cent tilbage? Hvis I havde en Organisation med mange Penge i Kassen, saa havde I noget at falde tilbage paa, men uden det -?

Men - maaske har Jackson nogle af de Penge, han har indsamlet hos Befolkningen i de sidste Maaneder.

En Forening som Jacksons blandt Plantagearbejdere, eksisterer ikke noget Steds i Hele Verden! Jackson vildleder den fattige Befolkning, og derfor fortjente han at blive hængt, om ikke det, som er værre.

--

(København, 24. februar 1916)

Referatet fortsætter med at nævne uhyrlige ting som at plantagearbejderne har den hensigt at lægge landet øde og dræbe hver eneste hvid mand. 

Jackson havde henvendt sig til guvernøren Helweg-Larsen for at forhandle, hvilket han nægtede. Guvernøren var under pres fra plantageejerne om at bruge hård hånd over for arbejderne. Plantageejerne satte nu arbejderne ud af deres huse og jordlodder. Jackson organiserede heroverfor store demonstrationer. Finansminister Brandes ønskede ikke nogen hård hånd, og den vestindiske arbejderbevægelse indkasserede sin første sejr: En lønforhøjelse. Helweg-Larsen betragtede det som et personligt nederlag. Han søgte og fik sin afskedigelse kort før øerne blev solgt til USA.

Lars Christian (Tom) Helweg-Larsen (1860-1934), dr.jur., guvernør Helweg-Larsen, Sophie (f. Bauditz) (1862-1943). Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

Sejr for Negrene.

Strejken endt! - 40 pCts Lønforhøjelse.

I Gaar indløb følgende Telegram til Finansministeriet fra Guvernøren paa de vestindiske Øer, Helweg-Larsen:

Efter 12 Timers Forhandling mellem de Delegerede under Guvernørens Forsæde blev Strejken endt i Gaar (Lørdag). Arbejderne faar 40 pCt. Tillæg til Lønnen, desuden har Guvernøren lovet at yde Hjælp til Arbejderne af Hensyn til de nuværende høje Priser paa Næringsmidler. "Arbejdet genoptages Onsdag."

Denne Meddelelse vil sikkert vække Glæde hos de mange, der her i Landet har fulgt de sorte Arbejderes Kamp med Interesse og Sympati. I næsten 5 Uger har denne Strejke varet, og Hamilton Jacksons Venner begyndte ikke uden Grund at blive noget ængstelige for Udfaldet af den ulige Styrkeprøve. Flere Tusinde bundfattige Arbejdere, Mænd og Kvinder, gik her i Strejke uden at have den ringeste Hjælp i Ryggen; de ejede ikke noget Strejkefond, og da deres Landsmænd saa godt som alle er fattige, kunde der Ikke samle mange Midler sammen paa den lille Ø. Vejen er lang til de forenede Stater og endnu længere til Europa, saa herfra kunde heller Ikke sendes Hjælp, før Strejkens Udfald var givet.

Negrene havde da ikke andet at gøre en at sulte, og det er hævet over al Tvivl, at de har sultet og savnet i stor Udstrækning. I Socialdemokratiets Barndomsdage her i Europa blev der ført lignende Strejker, og man kender fra den Tid Eksempler paa, at de fattigste Arbejdere paa næsten mirakelagtig Maade har holdt Stand uden Hjælp i en Maanedstid. Den vestindiske Neger, der ganske vist er trænet i Nød og Havn, har nu for første Gang vist sig i Besiddelse af den samme moralske og fysiske Kraft, som udmærkede vore første Partifæller l Europa, og vi tør nok sige, at denne Strejke ganske kuldkaster hidtil grundfæstede Meninger om det sorte proletariat.

Det fremgaar af det sidste Telegram, at Arbejderne denne Gang har opnaaet 40 pCt. Tillæg i den Betingelser. Da Guvernøren for ca. 10 Dage siden stillede det første Mæglingsforslag, var der knyttet Betingelser til de 40 pCt., og det var paa disse Betingelser, at Forstrandede. Hidtil var Arbejdslønnen i Almindelighed 80-100 Øre, og den bliver altsaa nu 120-140 Øre. Det er, naar Hensyn tages til de høje Priser paa alle Livsfornødenheder, en ringe Løn, men det er dog en respektabel Forhøjelse og yderligere en Forhøjelse, der maa betragtes som sikret og garanteret ved Guvernørens Medvirkning under Mæglingen. Som det fremgaar af Telegrammet, har Guvernøren givet Løfte om, at Arbejderne skal erholde en Hjælp i Anledning af Dyrtiden. Vi kender endnu ikke Formen for denne Hjælp, men efter alt at dømme er der her Tale om en Dyrtidshjælp af samme Art som den, der udbetales herhjemme.

Arbejdet genoptages i Morgen (Onsdag), og det er sikkert paa høje Tid, om Høsten skal bjerges i Hus. Da Strejken udbrød, stod man umiddelbart overfor Høsten, og denne vilde sikkert forlængst have begyndt, om alt var gaaet som sædvanlig. Men Planterne har aabenbart til det sidste Haabet paa at knuse den ringe Arbejderbevægelse og først i yderste Nød har de givet efter.

Er Sejren stor for Negrene, saa er Nederlaget da endnu større for Planterne, thi de har ført denne Kamp med en Fanatisme og Brutalitet, som man skal lede længe for at finde Magen til. De jog Arbejderne ud af deres usle Arbejderboliger, de kastede deres fattige Bohave ud paa Marken, og da Kvinder og Børn alligevel ikke vilde forlade Husene, saa blev Vinduer og Døre taget af.

Gendarmer med skarpladte Geværer fulgte i Hælene paa Arbejderne og jog dem, som om de var Forbrydere, og paa Hundrede andre Maader pinte og plagede man dette undertrykte Folk. Alle Midler blev taget i Anvendelse, baade List og Trusler, for at bryde Arbejdernes Sammenhold. For 8 Dage siden blev der til Folkethingsmand Sigvald Olsen som fungerende Formand for det socialdemokratiske Parti sendt et Telegram fra "hvide Socialdemokrater" paa Øen, der advarede Partiet mod Jackson, som kun spekulerede i Racehad. Sigvald Olsen, der ligesom afdøde P. Knudsen i mange Aar har næret stor Interesse for den farvede Befolkning paa Øerne, lod sig selvfølgelig ikke besnære af dette mærkelige Telegram fra Socialdemokrater, som man aldrig før havde hørt fra.

For nogle Dage siden meldte Telegraf en derude fra saa for første Gang om Ildebrande paa Marken.

Finansminister Brandes, der under hele denne Kamp ikke har fornægtet sin Sympati for den farvede Befolkning, tabte ikke Hovedet over dette Telegram, og vi véd nu fra Jacksons Telegram, at om der har været Brande, saa skyldes disse ikke de Strejkende, der er under Disciplin og Kontrol. 

Dette sidste Forsøg paa at fremkalde en voldsom Afslutning mislykkedes altsaa ligesom alle de øvrige, og det hele Udbytte, man havde heraf, var blot en dum Udtalelse af  Gehejmekonferensraad Hagemann og nogle ny ondskabsfulde Overfald paa Negrene i en

Del saakaldte patriotiske Blade.

For disse Landsmænd er Strejkens fredelige Afslutning sikkert en stor Skuffelse, ligesom det vil være dem en stor Sorg at erfare, at Chefen for "Valkyrien" har sendt et Telegram hjem til Marineministeriet, hvori han melder, at alt er roligt, og at Skibets Besætning overalt er Genstand for den samme venlige Opmærksomhed fra de Indfødtes Side, som der ved tidligere lejligheder er bleven vore Marinesoldater til Del derude.

For Hamilton Jackson og de øvrige førende Negre er denne Strejke bleven en mægtig Sejr, der vil vække Genklang overalt i de Forenede Stater. I Løbet af en Maaned har Jackson ført den foragtede og forhaanede Negerstand ud af den ægyptiske Trældom, hvori den befandt sig, til Trods for Slaveriets Ophævelse. Dette Folk springer paa en Gang fra det reneste Enevælde i Arbejdsforholdene til en parlamentarisk lovmæssig Tilstand med Overenskomster og Priskuranter, vedtagne under Statens Kontrol. Det er et æventyrligt Spring, men det blev ogsaa først naaet efter 40 Dages Sult og Lidelser. Saaledes bekræftes ogsaa paa de fjærne vestindiske Øer Sandheden ! Bjørnsons Ord: 

Et Folk, der føler Kaldet,

er Jordens største Kraft.

For det maa alting falde;

det staa højt eller lavt

H. N. 

(Social-Demokraten, 29. februar 1916)

Offentlig brønd i Christiansted. Postkort. Det Kongelige Bibliotek. Creative Commons Navngivelse-IkkeKommerciel-IngenBearbejdelse 3.0 Unported Licens.

En storstilet Biblioteksplan. (Efterskrift til Politivennen)

Chicago som Foregangs-By paa Folkebiblioteks-Omraadet.

3395 Kontorer for Bestilling og Udlevering.

Interview med Formanden, Dr. Max Henius.

Vor Landsmand, Dr. Max Henius fra Chicago, hvis store Interesse og energiske Arbejde for Folkebibliotekssagen er velkendt bl. a. fra hans Foredrag paa Kjøbenhavns Raadhus for et Par Aar siden er i Vinter bleven Formand i Folkebiblioteks-Bestyrelsen ("Public Library Board") i Chicago, og har straks taget Initiativet til Modernisering og Udvidelse i stor Stil af Folkebiblioteksvæsenet i sin By. De amerikanske Blade har bragt lange Artikler om disse Planer, og da Organiseringen af vort eget kommunale Folkebiblioteksvæsen med et Centralbibliotek i Lenssekretær Rentzmanns St. Nicolai Kirkebygning staar paa Dagsordenen, har Sagen ogsaa Aktualitets-Interesse herhjemme. Vi har derfor søgt Dr. Max Henius, som i denne Tid opholder sig her i Landet paa sit aarlige Feriebesøg, og bedt ham give os en Fremstilling af den store Udvidelse og Indførelsen af det nye System, der forestaar i Chicago.

Biblioteket kommer til Folk og ikke omvendt.

"Hovedlinien i det, vi skal have gennemført, er" - siger Dr Henius - "at vi vil føre Biblioteket ud til Folk, det skal ikke holde sig fornemt tilbage og vente paa, at Folk muligvis kommer til det. Det folkelige Biblioteksvæsen er en saa vigtig Faktor i Folkeoplysnings Arbejdet, at det ligefrem er en Pligt at faa nøie Kontakt mellem det og Befolkningen.

Og nu, 44 Aar efter at Folkebiblioteket i Chicago er oprettet, lader det sig endelig gøre at udarbejde og organisere et Boguddelings-System, hvorved vi virkelig faar hele Byens Befolkning - den er akkurat saa stor som Kongeriget Danmarks - i Tale. Det vil tage ca. 10 Aar at føre disse Planer i deres Helhed ud i Livet, hvis vi følger vor Linie systematisk. Men de er ogsaa baserede paa et saa elastisk og bevægeligt Princip, at de passer, hvor meget saa Folketallet sliger eller Byens Territorium udvider sig indenfor dette Tidsrum og siden hen.

Det er kort udtrykt et gennemført Decentraliserings-System, naturligvis med en meget stærk og fast Hovedcentral. Chicago er ganske vist den sidste af de Byer, der har et stort Folkebibliotek, som gaar over til et gennemført Filial System med Lokal-Centraler og Bestillingskontorer (Agencies) under disse; men nu drager vi Fordel af Sendrægtigheden ved at undgaa de Fejlgreb, som man har begaaet andet Steds, og kan følge nye Linier, der lover bedre Resultater.

Vi har hidtil haft tre Hoved-Filialer - alle tre Bygninger rejste ved Donationer til Minde om en eller anden. Nu er vi ved selv at anlægge en ny Filial, i Woodtown, hvor vi har købt Grund, og den Filial bliver oprettet for Midler af det ordinære Biblioteks-Budget. Dette er det første Skridt paa den nye Vej.

Ved en ganske ny og enestaaende Udnyttelse af Pladsen i denne Bygning faar vi her et Arbejdsrum, der er større end nogen af de andre Filialers for en langt ringere Udgift. Og saa hurtigt vi faar Midler disponible dertil, sil der blive opført andre Bygninger efter en bestemt Plan, omfattende andre Omraader af Byen, saaledes at vi mod Udløbet af de ti Aar vil have realiseret 

et komplet Filial-System, 

der svarer til Byens forhaandenværende og kommende Krav og i et Forhold, der svarer til Sagens Betydning.

Planerne omfatter altsaa Oprettelsen af 6 store Filialer som Centrer i de Bydele, hvor de anbringes, med Underfilialer med passende Mellemrum indenfor det Omraade, der er dem underlagt. Hver Lokal-Central bliver forsynet med en vel afpasset Haandbogs-Samling, og desuden merl en almindelig Bogsamling til Udlevering til Skoler og andre Under-Stationer indenfor hvert Omraade. Til hver af Lokal-Centralerne bliver der Automobil-Betjening, som besørger den daglige Udlevering til disse periferiske Hjælpestationer, hvorved man undgaar de lange Rejser, der nu man foretages fra Bibliotekets Hovedbygning til Byens Yderkanter. Apropos Haandbogs-Samlingerne: det er et overordentlig vigtigt Led i Biblioteksvæsenet, de benyttes meget stærkt; vi har f. Eks i Chicago en særlig Afdeling for civic reference, hvor man kan faa Oplysninger om alt vedrørende Byens Kommunalvæsen, det er en stor Lettelse, bl. a. for Pressefolk.

Foruden de 6 Lokal-Centraler skal der saa - alt eftersom Udviklingen af de forskellige Bydele gør det paakrævet - oprettes ikke færre end 50-60. ja maaske flere, mindre Filialer. Og desuden vil der - som der iøvrigt allerede nu er - blive mange specielle Depoter i de store Forretnings- og Industri-Etablissementer, i "Unge Mænds kristelige Foreninger", paa Brandstationerne, i de kvindelige Arbejder-Klubber og i andre Lokaliteter hvor der kan regnes med Læsere, som ønsker at benytte sig af den Adgang, som Biblioteket byder paa.

Af de 37 Filialer, som nu findes, er 20 i de offentlige Anlægs Administrations- og Forsamlingsbygninger, 7 i lejede Lokaler, 7 i Skoler eller lignende Anstalter og 3 i særlig indrettede Filialbygninger. Naar det nye System bliver gennemført, er det Meningen at opgive alle disse Filialer med Undtagelse af dem i Forretningsejendomme. Disse lader ganske vist mest tilbage at ønske i Henseende til Gulvflade, Lysforhold og Ventilation, men de benyttes stærkt, fordi de er saa let tilgængelige, da de ligger i Forretningsgaderne. Dette har da ogsaa overbevist Biblioteks-Bestyrelsen om, at fremtidig bør alle Filialer lægges saa nær ved Hovedfærdselsaarerne som muligt for at tiltrække det størst mulige Antal Besøgende. Efter det nye System bliver Udgifterne pr. Kvadratalen ganske vist større, men de samlede Omkostninger vil dog ikke slige, da vi gaar bort fra Anlæg af Haver og den Slags og udnytter hele det Areal, vi køber.

Vi gaar ogsaa helt bort fra kostbart arkitektonisk Udstyr og Lokaler, som ikke bruges til daglig. Udstyret til Auditorierne i Skolerne vil fremtidig blive overladt lil Skolerne selv. Men Biblioteket vil dog arbejde i nøje Samvirken med Skolerne, de bidrager i væsentlig Grad til at fremme det Formaal, der tilsigtes.

Saa nær som muligt til Hovedfærdselsaarerne.

Det har gennemgaaende vist sig, at de Filialer, der har været anbragt i Bygningerne i Parkerne, ganske vist har været stærkt benyttede af Folk i Nabolaget, men den Plads, Park-Myndighederne har kunnet afse, har været for begrænset til at muliggøre det mere intensive Arbejde, som Bibliotekerne nu lægger Vægt paa, nemlig Samarbejdet bl. a. ved Haandbogsamlinger, med Klubberne, Skolerne og Borgerforeningerne, Fortælle-Timer for Børnene o. s. v. Nu vil Park-Myndighederne gerne afgive mere Plads til Biblioteksbrug, da det har vist sig, at Bibliotekerne har bidraget overordentlig stærkt til Besøget. I Vintermaanederne er Besøget i nogle af Parkerne saa tyndt, at der næsten ikke vilde være Grund til at holde dem aabne, dersom ikke de Filial-Biblioteker, der er anbragt dér, trak en Del Mennesker til. Vor fremtidige Politik med Hensyn til Park-Filialerne vil imidlertid blive, at vi vil se at faa vor egen Grund i Parkerne til al bygge Biblioteker paa, saaledes at Parkerne leverer Grundarealet og vi selv opfører Bygningerne. Filialerne er nu gerne i Kontorbygningerne midt inde i Parkerne. Vi vil hellere lave dem ved Indgangen eller i Udkanterne.

Bestillingskontornes Tal bliver 4-dobIet.

For Tiden har Biblioteket foruden sin Hovedbygning i den indre By 925 Stationer eller "Agenturer" spredt rundt om i Byen. Dersom den nye Plan bliver gennemført, hvad der er al Grund til at tro, naar Biblioteks-Bestyrelsen og Kommunalmyndighederne blot følger en fast Linie, saa vil Antallet af Filialer i Løbet af i 10 Aar vokse fra 37 til henved 75. Udleveringsstationerne, af hvilke der nu er 80, vil gaa ned i Antal, da de skal erstattes af et bedre Fordelingssystem, saaledes at der til den Tid næppe bliver mere end en Snes Stykker af dem. Depoterne i Forretningsejendomme, af hvilke der nu er 21, vil sandsynligvis stige i Antal til ikke færre end 100, og Special-Depolerne vil utvivlsomt stige fra 32 til maaske 200. Der er i Øjeblikket 748 Klasseværelse-Depoter, og disse vokser saa stærkt i Antal, at de efter en nøgtern Beregning vil vokse til ikke mindre end 3000. Dette vilde altsaa efter Udløbet af det kommende Ti-Aar give ialt 3395 "Agendes".

Men selvfølgelig maa Biblioteket ogsaa strenge sig an i Retning af Forøgelse af Bogmængden, der svarer til det nye System. I Øjeblikket er der kun 150,000 Bind i alle Filialerne og ikke over 50,000 i Skolesamlingerne og i Special-Depoterne. laar har Biblioteket for første Gang været istand til at forøge sin Beholdning af Bøger i større Omfang, idet det har henlagt 105.000. Doll. til Bog-Indkøb imod 40,000 Doll. gennemsnitlig i de fem sidste Aar. Den uhyre Forøgelse af Cirkuleringen af Bøger i Hjemmene - f. T. næsten 5.000.000 om Aaret - medfører stærkt Svind i Beholdningen ved Slid, men man maa haabe, at der vil blive tilstrækkelige Midler til Indkøb fil at give en Netto-Tilvækst af i det mindste 1 Million Bind i det Tidsrum, disse Planer omfatter." - Som man vil se, er det et stort Projekt, der er i Gang indenfor Folkebiblioteksvæsenet i Kæmpebyen ved Ferskvandshavet. Chicago vil herved komme til at være "Pioner-Byen" paa dette Omraade, som den i mange andre Henseender har vist Vej for Udviklingen.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende 22. juni 1916. 2. udgave).

Chicago Public Library (CPL) har i dag over 81 betjeningssteder. Det er blandt de 10 største biblioteker i USA. ekspansionen startede da Henry Eduard Legler blev leder i 1909. I 1916 havde han udarbejdet en plan for hele byen, den første i USA. Planen advikerede for et udstrakt lokalt system, der skulle bringe biblioteket i gåafstand fra enhver borger. 

Max Henius (1859-1935) var søn af en polsk far som kom til Aalborg, hvor han opbyggede De Danske Spritfabrikker. Max Henius var præsodent for Dansk-Amerikansk Selskab der havde som formål at ”skabe bedre forståelse og inderligere forbindelser mellem vore landsmænd i Danmark og i United States” 1906. Selskabt opkøbte området i Rebild hvor dansk-amerikanere siden 1912 har mødtes. Henius havde sommerhus i bakkerne. Det blev nedrevet efter hans død. En buste er opsat ved indgangen til nationalparken Rebild Bakker i Mindelunden.

Om Max Henius  

Det nye Havneanlæg ved København. (Efterskrift til Politivennen)

Det har længe været paatænkt at udvide baade Frihavnen og den øvrige Havn, og nu har Krigen med den stærke Opgang i Skibstrafikken paa København gjort Udvidelsen øjeblikkelig nødvendig. De fleste vil have lagt Mærke til, at Skibe fra oversøiske Pladser ofte kunde ligge ved Bøjer ude i Bassinerne eller endog ude i Yderhavnen og vente adskillige Dage paa at komme til Kaj. Denne Mangel paa Kajplads ved dybt Vand gjorde Fragtomkostningerne dyrere, og man blev derfor Havne- og Frihavne-Bestyrelsen enig om, at der maatte handles hurtigt.

Udvidelsen blev besluttet iværksat strax, og den kom følgelig til at forme sig som en Opfyldning og Uddybning alene mod Nord. Man købte det gamle Kalkbrænderifort, hvis militære Betydning forlængst var reduceret, og blev derved i Stand til at inddrage Kalkbrænderihavnen og det omliggende Land- og Vandareal i Projektet.

Nordhavnen, som hidtil havde været en Slags Reserve- og Oplagshavn, blev inddraget i selve Frihavnsanlægget, hvorimod det lille Appendix, der hedder Redhavnen, vil blive afsondret fra Frihavnen ved et Toldgitter og forbeholdt Indlandstrafikken. Det store Terræn, som strækker sig sig om Nordhavnen og forbi Kalkbrænderihavnen, inddrages under Frihavnen, og her skaffes endnu et stort Bassin med tilhørende Plads for Pakhuse, Kajer, Told- og Expeditionsbygninger.

Frihavnens Forøgelse bliver en Trediedel af dens nuværende Vand- og Landareal og omfatter altsaa to store, nye Bassiner: Nordhavnen og det nye Frihavnsbassin, Nordhavnens Bassin har en Længde af ca 400 Meter og en Bredde af ca. 180 Meter. Det nye Frihavnsbassin faar en Bredde af 120 Meter og en Længde af 600 Meter. Den samlede Kajlængde i dette Bassin er over 1000 Meter. Dybden bliver 9,5 Meter eller 28½ Fod, saaledes at selv de største, oversøiske Lastdampere kan flyde ind.

Det samlede Jordarbejde for denne Havneudvidelse andrager 900,000 Kubikmeter og udføres af N. C. Monberg.

Kajmuren er ligeledes et enestaaende stort Arbejde efter danske Forhold. Efter at den nødvendige Uddybning har fundet Sted lægges ved Hjælp af Dykkere et 30 Centimeter tykt Lag Singels paa det Sted, hvor Kajmurene skal rejses. Ovenpaa dette Iag sænkes mægtige Jernbetonkasser, ca. 50 Meter lange og nederst ca. 7 Meter brede. Højden af Kassen er ca. 10 Meter. Efter at være bragt paa Plads støbes Kasserne sammen, og man har saaledes en solid og hurtigt voxende Kajmur. For at ikke Fylden indenfor Kajmuren skal suges ud i Bassinet ved Skibskruernes og Strømmens Arbejde, lægges der over Bassinbunden foran Kajmuren et "Glacis" af Betonsække.

Da den gamle Kalkbrænderihavn indkapsles af de nye Havneanlæg, skabes der mod Nord et smalt Indløb til den.

Endelig bliver der Øst for den lille Redhavn det ofte omtalte Anlæg for Brændselsolier, et selvstændigt og isoleret Anlæg.

Hele Udvidelsen, der bliver færdig dels i Aar dels i 1917, koster 5 Mill. Kr. 

(Nationaltidende 16. februar 1916).