I starten af januar 1919 meldte danske aviser at 10.000 frivillige finner havde meldt sig til Estland. I juni synes hvervningen var gået i stå og tropperne vendte tilbage til Finland. Samtidig ville aviserne vide at Aage Westenholz ville sende danske frivillige dertil. Westenholz udtalte i begyndelsen af februar at han håbede at afsende et elitekorps "med stor kraft i forhold til sit antal" (Dagbladet 3. februar 1919). Det blev senere til Det Dansk-Baltiske Auxiliær Corps som skulle kæmpe sammen med baltere (estere, lettere og litauere) som erklærede sig uafhængige efter den russiske zars fald. Bolsjevikkerne og deres tilhængere i Baltikum mente at regionen skulle være del af Sovjetunionen.
Den danske regering med den radikale C. Th. Zahle som stats- og justitsminister og Erik Scavenius som udenrigsminister fra 24.06.1913, og socialdemokraten Th. Stauning socialminister fra 18.11.1918 havde i november 1918 tilladt den britiske flåde at bruge Københavns red som flådebase i kampen om herredømmet over Østersøen. Den foretog et ødelæggende torpedobådsangreb mod den sovjetiske flådestyrke i sommeren 1919. Slagkrydserne HMS Tiger og HMS Hood forlod Københavns red i maj 1920.
Ønsket var at afsende omkring 1000 mand. Tallet varierer efter kilde, men ca. 200 mand kom af sted: 12 officerer, 12 underofficerer og 189 menige. Løjtnant af reserven, Richard Borgelin (1887-1966) blev forfremmet til kaptajn og kompagnichef. De frivillige havde for en stor dels vedkommende ikke nogen militær uddannelse. En mindre del havde en værnepligtig uddannelse, og andre igen en form for hjemmeværns grunduddannelse. De ankom til Tallinn 4. april 1919.
Aage Westenholz (1859-1935) arbejde som ingeniør 1886-1910 i Siam (senere Thailand), og meldte sig som frivillig i kampene mellem Frankrig og Siam 1893. Han avancerede til kaptajn i den siamesiske sømineafdeling. Aage Westenholz deltog stærkt i den danske forsvarsdebat forud for vedtagelsen af forsvarsloven 1909 og agiterede for uddannelse af frivilligt mandskab til opstilling i motoriserede og rekylgeværbevæbnede støtteenheder. I 1908 havde han oprettet et korps på ca. 150 mand (Korps Westenholz) som blev anerkendt af krigsministeriet og deltog i en række øvelser i forbindelse med sikringsstyrelsen. Aage Westenholz afholdt selv alle udgifter i forbindelse med korpset der blev ophævet 1919. 1918-19 var Aage Westenholz primus motor i dannelsen af en frivillig dansk styrke der skulle sendes til Estland og på lige fod med andre hvidgardistgrupper bekæmpe bolsjevikkerne. I den socialdemokratiske og radikale presse blev Aage Westenholz kritiseret for dette initiativ.
Direkt. Westenholz og hans Forbryderkompagni.
Det berygtede Forbryderkompagni, som Direktør og Godsejer Westenholz i de sidste Maaneder har samlet, bestaar udelukkende af Folk fra det laveste Samfundsdyb. Folk, som fra deres Barndom har været underkastet Værgeraadets Tilsyn eller været anbragt paa de dertil indrettede Opdragelsesanstalter, Folk, hvis aandelige Niveau er saa lavt, at ingen Forbrydelse afskrækker, naar blot den betales med Penge,
Saadanne Individer er det, at den fine Direktør og Godsejer allierer sig med for at hjælpe sine Standsfæller i Estland mod Revolutionen. Man finder derimod ikke nogle Overklassebørn blandt det Forbryderkompagni, der i disse Dage befinder sig om Bord paa den finske Damper "Merkur" , der ligger ved østre Silokaj i Frihavnen. Men det er sikkert ikke fordi, at de har saa megen Agtelse for sig selv, saa de ikke vil optræde som Forbrydere, men det skyldes udelukkende, at de er for feige til at ofre Livet for deres Klasseinteresser. Derfor maa Westenholz nu søge ned paa Bunden af Samfundets Kloak for at hente Mudder til at vaske sine estniske Standsfæller rene med.
Saa viseligt er det kapitalistiske Samfund indrettet, at det betaler sig for Overklassen gennem Udbytning og Udplyndring af Arbejderne at skabe en Armé, som for Penge vil begaa hvilken som helst Judasgerning, de bliver opfordret til.
Denne Armé findes i alle Lande. Vi vi blot her minde om den svenske Havnearbejderstrejke i 1908, hvor den svenske Overklasse indforskrev Skruebrækkere fra England, eller den amerikanske Pengefyrste Pinkerton, der oprettede sit berygtede Skruebrækkerbureau.
Vi har igennem "Solidaritet" rettet en Anmodning til Regeringen om at skride ind mod Westenholz ulovlige Bureauvirksomhed i Nansensgade 75, St.
Men Westenholz faar uhindret Lov til at fortsætte sin Forbrydervirksomhed. Endnu ligger Skibet i Frihavnen, og Regeringen kan endnu skride ind og forhindre de Forbrydelser, som Westenholz tilsigter. Hvis ikke dette sker, maa de danske Arbejdere tage Initiativet til at forhindre, at dette Forbryderkompagni kommer til Estland. Søfyrbøderne har vedtaget ikke at sejle med Skibe til Rusland eller Finland, der har Vaaben eller Forbrydere om Bord. I Øjeblikket ligger "Merkur" og venter paa at blive lastet med Mel. Det var da at haabe, at Havnearbejderne vil nægte at laste dette Skib, før der er stillet betryggende Garani for, at det Westenholzske Mandskab og deres Mordredskaber ikke vil blive transporteret til Estland, men at saavel Mandskab som Vaaben fjernes fra "Merkur", før Indladningen begynder.
(Solidaritet 13. marts 1919)
Hvidgardisterne til Estland.
Hvordan Kontrakten ser ud.
Med stigende Forbavselse er Offentligheden Vidne til den af Direktør Westenholz iværksatte Hvervning af Frivillige til Bekæmpelse af Bolschevikerne i Estland og Letland. Som "Politiken" forleden rigtigt gjorde opmærksom paa, kan Regeringen ikke forhindre, at der gaar frivillige til Estland, ligesom der under Krigen har meldt sig danske Frivillige baade paa fransk og tysk Side. Men Bladet er klar over, at Sagen bliver en anden, naar det som i dette Tilfælde er Hvervning eller Organisering af Frivillige, der er Tale om.
Dette er ganske klart. Uden et Øjebliks Betænkning vilde Regeringen have forbudt en saadan Organisering af Frivillige, om den havde fundet Sted under Verdenskrigen til Fordel for en af de krigsførende Magter. Saa afgjort uneutralt og farligt for vort Land vilde den blive anset for at være. Og med Rette. Men simpel Retfærdighed og Opretholdelsen af den samme urokkelige Neutralitet byder da, at der ogsaa skrides ind i dette Tilfælde. At Rusland er mindre farlig for Danmark end en af Stormagterne, og at vi derfor ikke skylder de samme Hensyn, er et Synspunkt, som det vil være ganske uværdigt at anlægge. Og ikke blot uværdigt, men uklogt. Thi bør der ikke Danske i Rusland, og er ikke adskillige danske Handelsforetagender interesseret i og har Forbindelser med Rusland?
At det er Hvervning, der foregaar, fremgaar dels af de Udtalelser, Dir. Westenholz selv har fremsat, dels af den Kontrakt, der oprettes mellem Hververbureauet og de Frivillige. Ved et Tilfælde er vi kommet i Besiddelse af en saadan, og vi gengiver den her:
D. B. A. C. Løbenr.: 00.
Hr. N- N-
I Løbet af den kommende Uge skal første Afdeling af D. B. A. C. antagelig afgaa til Estland. Hvis De stadig fastholder Deres Anmeldelse og vil indgaa paa nedennævnte Betingelser bedes indlagte Svarkort returneret omgaaende.
Der bydes Dem følgende Betingelser:
1) Fuldstændig Udrustning (se Anmærkning 1.).
2) Fri Over- og Hjemrejse.
3) Frit Ophold fra og med den Dag Kontrakten underskrives til og med den Dag Udskibning i København finder Sted.
4) Kontrakten sluttes indtil Udgangen af August 1919, men Hjemsendelse kan dog finde Sted forinden eventuelt mod en Godtgørelse. (Dette Punkt er endnu ikke fuldt fastslaaet og bliver det næppe før første Afdelings Afrejse.)
5) Desuden følgende Pengeydelser:
a) Efter Indskibningen 100 Kr.
b) En maanedllg Løn 350 Kr. (finske Mark.)
c) En Invaliditetsforsikring for fuldstændig Invaliditet hidrørende fra Sygdom, Saar, etc. under Tjenestetiden 12,000 Kr. engang for alle.
Forsikringssummen formindskes i Forhold til Invaliditetsgraden eller Skalaen i Forsikringsaktieselskabet "Baltica"s Tarif.
6) De maa medbringe Soldaterbog, Forholdsattester, Anbefaling, Lægeattest, personlige Papirer som Daabsattest o. lign. samt om muligt sørge for Rejsetilladelse og Pas til Udlandet.
7) De maa før Kontraktunderskrivelsen underkaste Dem Lægeeftersyn og Vakcination.
8) Mens De er i Tjenesten vil saavel den Post, De modtager, som den, De afsender, blive underkastet Censur.
9) Tjenestetiden begynder ved Kontraktens Underskrift.
10) Skulde Kontrakten i nogen Maade blive forandret - og da til det bedre - vil den Kontrakt, De underskriver, blive ændret l Overensstemmelse dermed med tilbagevirkende Kraft fra Underskriftsdagen.
Forsikringspræmien er ved Deres Afrejse indbetalt, hvorimod Komiteen Intet Ansvar kan paatagt sig, hvis Forholdene skulde medføre Lønningernes eventuelle Udeblivelse. Dog er Forholdene undersøgt, og der maa anses at være betryggende Garantier for de fornødne Midlers Tilstodeværelse.
Derefter følger Anmærkning 1, som angiver, hvoraf den fulde Udrustning bestaar, og hvad dens Værdler beregnes til for de Sagers Vedkommende, som den Hvervede selv skal anskaffe sig.
Vi har tilladt os at fremhæve forskellige Ting i Kontrakten, saaledes Punkt 4, der indeholder den opsigtvækkende Oplysning, at hvis den Hvervede efter at være kommet til Estland, efter nogen Tids Forløb skulde komme til bedre Erkendelse, skal han betale Godtgørelse for at slippe hjem igen.
Bemærkelsesværdigt er ogsaa Punkt 8, der indfører Censur, og Punkt 10, hvoraf det fremgaar, at Komitéen Ikke har Garanti for Lønningernes Udbetaling.
Naa, denne Side af Sagen er mindre væsentlig. Er der virkelig Danske, der er letsindige nok til at indlade sig paa denne tvivlsomme Historie, bør de ogsaa have Lov til selv at bære Følgerne.
Men det, der er af Betydning ved denne Kontrakt er, at den med Tydelighed fastslaar, at den westenholz'ske Virksomhed er ren og skær Hvervning og som saadan ubetinget neutralitetsstrldlg.
Den bør derfor forbydes.
E-g.
(Social-Demokraten 18. marts 1919)
Aage Westenholz forsøgte at tilbagevise avisens påstand om hvervning og at kontrakten kun var et udkast. Social-Demokratens holdning var at Danmark skulle forholde sig neutralt, men tog afstand til Lenins Rusland. De pegede på at det danske Riffel-Syndikat havde interesse i rekylkorps.
Skal Westenholz' "Kreaturdamper" sejle i Dag?
For over en Uge siden skulde den finske Damper "Merkur" have været afsejlet med Westenholz frivillige Kreaturer til Reval, men endnu ligger den ude i Frihavnen. "Soc.-Dem," er i Gaar bleven klar over, at det Hververbureau, som Westenholz har oprettet, er neutralitetsstridig; men hvorfor hører vi da ikke Minister Staunings Røst, hvorfor optræder denne Mand ikke som Arbejdernes Repræsentant og forlanger denne Hververvirksomhed standset. Et Ord til Arbejderne om, som Protest at nedlægge Arbejdet for at forhindre dette Bureaus Forbrydervirksomhed, vilde vinde Anerkendelse hos alle Arbejdere, men ikke et Ord fra Stauning eller den radikale Regering. Her ser man igen den politiske Humbug. De Midler, som Arbejderne kunde anvende med et godt Resultat, bliver ikke udnyttet eller blot tilsigtet. Hvad nytter det, at en enkelt Mand allerunderdanigst faa Lov at skrive Sandheden, naar Partiets Topfigurer kniber Øjnene sammen, naar det var nødvendigt, at de var rigtig aabne. Paa den Maade er det, at Partiets Virksomhed bliver det modsatte af, hvad den burde være.
Men heldigvis faar Arbejderne mere og mere aabnet Øjnene for deres Styrke uden at Parolen skal komme fra "Guderne" . Sømændene saavel som Søfyrbøderne i Danmark har besluttet ikke at yde saa meget som en Haandsrækning til de Skibe, der skal transportere Vaaben og Soldater til Estland. "Merkur" kan saaledes heller ikke faa nogle af Bugserbaadene til at slæbe sig ud af Havnen. Men der var overhovedet ikke en dansk Arbejder, der burde svine sine Hænder til med Arbejde ved Skibet, og det vilde sikkert ogsaa være lykkedes Havnearbejderne at blokere "Merkur" , hvis ikke Frihavnen endnu skjulte en Del Skruebrækkere fra Strejken i 1913 og 1914, men desværre maa de organiserede Arbejdere endnu lide under det Forlig, der den Gang blev indgaaet.
At Forholdene om Bord ikke er saa gunstige, kan man forstaa, naar man faar at vide, at der er opslaaet Plakater paa Skibet, der siger, at hvis nogen af Besætningen rømmer og bliver paagrebet, saa vil de uvægerligt blive sendt til Finland og skudt, det samme gælder, hvis de viser mindste Tegn paa Ulydighed.
Dette ene Træk viser tydeligt den finske Overklasses Angst for Arbejderklassens internationale Reisning. Kun sørgeligt, at Topfigurerne indenfor Arbejderbevægelsen ikke er i Besiddelse af saa megen Intelligens, at de vil være med til at forebygge de Forbrydelser, som Overklassen gennem Spekulanter og Agenter søger at fuldbyrde ved at lade unge uoplyste Arbejdere hverve til at skyde paa deres russiske Klassefæller.
Arbeiderlederne forstaar ikke, at man har større internationale Pligter, end at lade sig repræsentere paa de forskellige Konferencer og Kongresser.
(Solidaritet 19. marts 1919).
Hvidgardisterne.
En Deputation hos Statsministeren.
En Deputation fra Socialdemokratisk Ungdomsforbund har i Gaar søgt Audiens hos Statsministeren i Anledning af Hvervningen til Estland.
Deputationen, der bestod af Ernst Christiansen og Jobs. Erwig, overrakte Ministeren følgende Henvendelse:
19. Marts.
Er det Statsministeren bekendt, at der her i Landet er oprettet et Bureau til Hvervning at frivillige, som skal anvendes i Kampen i Estland og Letland?
Er det Statsministeren bekendt, at det indtil nu er lykkedes Bureauet at hverve en 900 Mand?
Er det Statsministeren bekendt at 6-700 af disse er militærpligtige Personer, af hvilke mange er Officerer og Underofficerer?
Er det Statsministeren bekendt, at første Afdeling af de hvervede, ca. 250 Mand, staar umiddelbart før Afrejsen med den finske Damper "Merkur", der samtidig skal føre Levnedsmidler til Finland ?
Er det Statsministeren bekendt, at der i store Dele af den danske Arbejderklasse raader stærk Harme over nævnte Forhold, at denne Harme har givet sig Udslag i Demonstrationer udenfor Hververbureauets Bopæl, og at Sømændenes og Søfyrbødernes Forbund har vedtaget i paakommende Tilfælde ikke at ville sejle de hvervede til Bestemmelsesstedet ?
Agter Regeringen at skride ind mod denne Trafik, saaledes som Socialdemokratisk Ungdomsforbund har opfordret Regeringen til, i Overensstemmelse med ogsaa den socialdemokratiske Rigsdagsgruppes Opfattelse af denne Sag?
Ministeren lovede at tage Sagen op til Undersøgelse endnu i Dag, og forhaabentlig fører dette da til det ønskede Resultat: Standsning at Hvervningen og Forbud mod de allerede Hvervedes Afrejse.
(Kolding Social-Demokrat 22. marts 1919)
Westenholz'erne er rejst.
Endelig i Gaar var Direktør Aage Westenholz naaet saa vidt, at han kunde sende sine første 300 Mand afsted til Estland.
En stor del af Eftermiddagen maatte Politiet afspærre Nansensgade for at borttransporten af Styrkens store Bagage kunde ske uhindret. Men trods smaa Tilløb til Ballade forløb det hele ellers saare fredeligt.
Kl. 6 til Morgen lettede "Merkur" fra Nordre Toldbod med Kurs efter Hangö. Derfra gaar det pr. Bane til Helsingfors, og endelig vil en engelsk Isbryder besørge Overfarten til Frontlinjen Dorpat-Narva.
Som bekendt bliver enhver Frivillig, der tages til Fange, omgaaende skudt af Bolchevikerne, saa Rejsen er jo ikke saa helt hyggelig endda.
(Folkets Avis 26. marts 1919).
Sammen med Merkur afsejlede den finske damper Joulau. Den løb imidlertid på grund ved Dragør Fyrskib, og Merkur fortsatte alene.
En film paa Falderebet.
4 estniske Frivillige I Arresten.
Sent i Gaar Nat drog 4 af de Frivillige til Estland stærkt berusede gjennem Strøget i Kjøbenhavn, hvor de samlede stort Opløb. Den ene af dem arresteredes paa Østergade; men hans tre Kammerater gik videre og fulgtes af en stadig voxende Menneskemængde, der gav sit Mishag kraftigt til Kjende, og hvis Holdning tilsidst blev saa truende, at de Frivillige affyrede nogle Revolverskud i Luften. Dette var Signalet til Panik, og under Forvirringen forsvandt de tre unge Mænd ud paa Kongens Nytorv, forfulgt af Mængden; de flygtede derefter ind paa en Kafé. hvor de ligeledes affyrede Revolverskud. Faa Minutter efter ankom Politiet og anholdt dem.
De fire Anholdte var ikke med "Merkur", da den i Gaar Formiddags afsejlede til Estland med deres Kammerater.
(Jyllandsposten 27. marts 1919).
De anholdte overnattede på Antonigades politistation i detentionen. Næste morgen fik Westenholz dem løsladt uden videre tiltale eller bøde.
I Kamp mod Bolschevikerne.
Det er efterhaanden ikke saa faa unge danske Mænd, der frivillig har meldt sig til Kampen mod Bolschevikerne. Vort Billede viser Baade, der bringer Tropper om Bord paa den finske Damper "Merkur", før den afsejlede med en Styrke paa 300 Mand. Afrejsen forløb ikke uden Forstyrrelser fra Syndikalisterne, der var op for at vise deres Protest mod Hvervningen. Korpsets Chef er Kaptajn Gudme, og blandt Officererne er Chefens Broder, Løjtnant Gudme, der som frivillig har deltaget i Kampen i Finland.
(Vendsyssel Tidende, 28. marts 1919, 2. udgave).
Søfyrbødernes Forbund havde besluttet at ingen organiseret søfyrbøder måtte være behjælpelig med transporten af de frivillige. På Søfyrbødernes generalforsamling den 30. marts 1919 ekskluderedes to medlemmer af forbundet som havde meldt sig som frivillige, og fyrbøderne på de to slæbebåde som havde slæbt damperen fra kaj blev ligeledes ekskluderet.
Korpsets første opgave i Estland var ved åbningen af parlamentet som blev overvåget af dobbeltpatruljer med 10 mand gående i hver side af gaden med påsatte bajonetter. Byen var et virvar af forskellige soldater fra en bl.a. fransk militær delegation, baltisk-tyske soldater, og svenske frivillige, og kombineret med alkohol og letlevende damer, var der en del problemer med disciplinen. Det hvilket også gjaldt for de danske frivillige, og få dage efter valgte man at flytte enheden til en kaserne i Nómme udenfor byen.
Justitsministeriet (Zahle) afgjorde i begyndelsen af april at hvervningen var lovlig og at man ikke kunne skride ind. Ministeriet bad herefter politiet undersøge om der var grundlag for tiltale efter straffelovens § 76 om ulovlig hvervning og våbenudførsel. Politidirektøren mente ikke at der havde fundet ulovlig hvervning sted, og om våbenudførslen udtalte han at det var "noget vrøvl". Zahle insisterede imidlertid på en kriminel undersøgelse. Westenholz ophørte med hvervningen den 3. maj 1919.
Hjem fra Estland.
En ung Horsensianers Oplevelser.
En ung Horsensianer, Svend Petersen, Søn af Kjøbmand Magnus Petersen, er i disse Dage vendt tilbage efter en Tid som Frivillig at have deltaget i Estlændernes Kamp mod Bolshevikerne.
"Hors. Av." har talt med den hjemvendte Kriger, som fortæller, at han for to Maaneder siden sammen med 17 andre danske Frivillige, deraf 2 Officerer, forlod Danmark. Afdelingen, der skulde høre under et svensk Korps, var udrustet med Støtte af nogle private Danske. Ved Ankomsten til Fronten ved Narva blev vi indkvarteret paa en russisk Kaserne sammen med det svenske Korps - ca. 100 Mand - under svensk Overkommando.
Udrustningen var dels Rekylgeværer, dels russiske Geværer og krumme Kosaksabler. Her begyndte Uddannelsen. Efter en 14 Dages Tid blev vi overflyttet til Byen Petriristri og fik et Par Dages Ophold paa et dansk Gods, der tilhørte Ingeniør Alex. Foss - ca. 2 Kilometer fra Fronten. Atter førtes vi tilbage til Reval, men snart efter kom vi til Baltich-Port for at blive uddannet og organiseret; det varede en 3 Ugers Tid. Derefter blev vi pr. Jærnbane befordret til Byen Tetschary lige ved Fronten.
Den 8. April foretog vi et Fremstød, drev de Røde paa Flugt og tog den By, de havde besat, uden nævneværdig Modstand. Vore Officerer havde imidlertid undladt at sende Forposter ud. Vi blev overfaldet af en kraftig Maskingeværild og maatte trække os tilbage. Officererne tabte Konduiten, og først efter at en af de Menige havde overtaget Kommandoen, kom der atter Orden i vore Rækker, og de Røde blev paany drevet paa Flugt, efterladende sig 2 Slæder med Ammunition og 1 Fange. Ogsaa deres Middagsmad efterlod de urørt, og den var ikke saa lidt bedre end den Mad, vi var vant til at faa til daglig. Paa vor Side ramtes 7. I Dagens Løb kom det atter til Smaakampe med skiftende Held. Ved Hjælp af 50 Mand Finner indtog vi Byen Sevillevo, der blev skudt i Brand. Den 10. April sendte vi Rekognosceringspatrouiller ud forskjellige Steder. En Patrouille blev overfaldet af en større Styrke Røde, og en dansk Frivillig, Richter, faldt.
Et Par Dage efter forsvandt vore Officerer fra os, ogsaa de to danske. Løjtnant Palludan og Løjtnant Dam. Det blev sagt, at de var rejst til Dorpat og vilde vende tilbage i Løbet af nogle Dage. Vi ventede i fire Dage, men der kom ingen Officerer. Vi sendte da en Deputation til Majoren, der havde Overkommandoen over det svenske Korps, og anmodede ham om at blive løst fra vore Kontrakter.
Grunden til dette Skridt var ikke alene, at vore Officerer havde vist sig som nogle upaalidelige Fyre, men ogsaa, at Forplejningen var yderst slet. Vandgrød var den daglige Kost; det fik vi undertiden 2-3 Gange om Dagen, kun sjældent fik vi en tynd Suppe. Desuden fik vi tørt Brød, der nærmest var Savsmuld. Smør og Sukker kjendte vi ikke. Og saa var det ikke en Gang hver Dag, vi fik Mad. Vor eneste Drik var kold Kaffe. Vandet kunde vi ikke drikke, da de Røde havde fyldt det med Tyfusbaciller. Vi sov paa et Knippe Halm. Tøjet har jeg kun haft af en Gang i den Tid, vi var derovre.
Majoren nægtede at gaa med til Kontrakt-Løsningen, idet han fortalte, at Officererne vilde vende tilbage i Løbet af Aftenen, og at vi derefter strax skulde afgaa til Fronten. Officererne kom dog ikke, og vi var da 3 Mand, der besluttede at flygte om Natten i et Sanitetstog til Reval. De lykkedes. Vi fortalte, at vi var syge, hvad heller ikke var ganske usandt. I Løbet af de to Dage, Rejsen varede, fik vi kun 4 Stkr. Brød til The.
Da vi naaede Reval, fandt vi vore Officerer, der ganske rolig havde taget Ophold paa et Hotel der i Byen. Ogsaa her blev vi behandlet alt andet end godt fra Officerernes Side.
Levnrdsmiddelforholdene i Reval var frygtelige. Jeg har aldrig set saa fattige og elendige Mennesker som her. Da vi spiste paa Kasernen, stod Børn og Oldinge med udstrakte Hænder og bad om Brød.
Det lykkedes os efter nogle Dages Forløb at snige os om Bord i Isbryderen, der gaar til Helsingfors. Her traf vi Chefen for det velorganiserede Westenholz'ske Korps, Kaptajn Gudme. Da vi naaede til Helsingfors, var Kaptajn Gudme os behjælpelig med at faa vore Pas i Orden hos den danske Generalkonsul. Herfra gik Rejsen videre til Stockholm-Kjøbenhavn.
(Jyllandsposten 2. maj 1919).
Efter 18. maj afløste kompagniet en estisk bataljon på 600 mand i området kaldet ”de estiske alper” nær Munimäggi, Æggebjerget, Estlands højeste punkt – 318 meter over havet – og nær godset Hahnhof ved landsbyen Rouge. En tynd linje baseret på otte feltvagter, hver centreret om et rekylgevær, dækkede 800 meter frontlinje. En enkelt frivillig mistede livet her. Snart blev kompagniet del af en estisk kampgruppe, der skulle rykke sydpå og ind i Letland for at hjælpe med at trænge de røde væk, ved at afskære dem fra forbindelserne mod øst. Målet var Kreutzberg-Jacobsstadt ved Düna-floden.
Den 30. maj angreb man den Røde Hær ved Litene/Lettin som trak sig tilbage. En enkelt frivillig døde af sine sår fra de foregående kampe. I juni lykkedes det at tage 300 tropper til fange. Frivilliges dagbøger afslører at de danske frivillige ikke brød sig meget om byen Kreutzberg-Jacobstadt. Den omtales som ”bolsjevik-rede” beboet af mestendels jøder, der beskrives som ”modbydelige” og ”snavsede”. Fra estisk side blev der advaret om, ikke at tage imod jødiske skønheders invitationer, da de skulle være øvede i snigmord og grusomme pinsler.
Den 25. maj og 1. juni blev Louis Hansen og Hans Jensen dræbt. Ligene blev sendt med skib til København. Ekstrabladet offentliggjorde i nogle artikler at lønnen blev udbetalt i estniske mark, ikke finske (ca. 1/3 af det lovede), maden var utilstrækkelig og ofte uspiselig. Mandskabet udøvede ulovligheder som de herefter gav bolsjevikkerne skylden for. Desuden skulle de to faldne være blevet skudt af danskerne selv. Højrebladene berømmede danskernes indsats.
I juni 1919 begyndte de frivillige at vende tilbage til Danmark.
Kampen mod Bolschevismen optaget paa Film.
De danske Frivillige i Estland og deres Forhold.
Skønt baade Posten og den telegrafiske Forbindelse med Estland har været afbrudt i nogen Tid - eller maaske netop derfor - er der her hjemme kommet nogle ildesindede Rygter op om de danske Frivillige, der kæmper mod Bolschevikerne ved den estiske Front. Et Par Blade har været ivrige for at udsprede Rygterne, og dernæst har disse faaet et saadant Omfang, at en anset Ester, som for Tiden opholder sig her, forleden overfor os udtrykte sin Forundring over, at man her i København vilde udtale sig saaledes om Landsmænd, som langt borte daglig var i Livsfare, medens de kæmpede for en stor Sag, og som var afskaaret fra at svare. Det sidste maatte være nok til at tvinge til Tavshed foreløbig, mente han.
Vi har i Gaar halt en Samtale med to Mænd, der lige er kommet fra Reval, og som i næste Uge rejser dertil igen, nemlig Hr. Asbjørn Bech, en københavnsk Forretningsmand, og Løjtnant Carl Sørensen, hvis Navn er blevet kendt under Verdenskrigen, i hvilken han deltog paa fransk Side. Fra mange Beretninger ved man, hvor tappert han optraadte i den franske Fremmedlegion; og han var den af samtlige Legionærer, der nævntes oftest i Rapporterne.
De to Mænd betænkte sig ikke paa at kalde Sladderen om vore Landsmænd ved den estiske Front for en Mishandling af deres Ære.
- Der har været lidt Gnidning mellem Lederne af det danske og det svenske Korps, sagde Løjtnant Sørensen. - Men det burde ikke være tilstrækkeligt til, at man her hjemme omtalte vort eget Korps i den Grad nedsættende. Der har ogsaa været en Smule Uorden i Udbetalingen af de danske Frivilliges Lønninger. Men hvor let kan det ikke ske i et Land, hvor Finansvæsenet har været udsat for Rystelser. Nogle Dage før jeg rejste, har jeg selv fra de estiske Myndigheder modtaget det fulde Beløb, som Danskerne deroppe skulde have, og jeg har udbetalt dem hele deres Tilgodehavende.
De er i enhver Henseende tilfredse, og hvad der er lige saa vigtigt - man er i Estland tilfreds med dem. De bliver alle Vegne modtaget med stor Glæde og Velvillie.
- Og kan de gøre nogen Nytte deroppe? spurgte vi.
- Det kan de, svarede Hr. Bech, som under sit Ophold i Estland har taget en Mængde Fotografier, han nu kan vedlægge som Beviser for sine Ord om Tilstandene i Estland Man har ogsaa optaget en stor Film, paa hvilken baade Mennesker og Begivenheder er gengivet med uomstødeligt sande Træk.
De kan især gøre Nytte, fordi de er et af de bedst udrustede Korps i Estland. Kaptajn Gudme har skaffet dem alt, hvad en moderne Soldat kan ønske sig af Udrustning; og han og hans Medarbejdere holder fortrinlig Justits indenfor Rækkerne.
Korpset tæller 193 Mand; og jeg har ledsaget det helt ud til Fronten i et Panserautomobil og kan af Selvsyn bevidne, at de gaar modigt paa, hvor der er størst Fare. Jeg var derude for at fotografere, og jeg har set Granater sprænges ti, femten Meter fra Panserautomobilet.
- - -
Sammen med de to raske Mænd overværede vi en privat Forevisning at den store Film, der i den nærmeste Tid vil komme offentlig frem, uden at man dog endnu véd, om Censuren vil tillade den i dens Helhed. Der er Optrin i den - dels Bolschevikernes Skændselsgerninger og Portræter af deres myrdede Ofre, og dels Bolschevik-Henrettelser. som muligvis vil gøre et altfor stærkt Indtryk paa nervøse Mennesker Man saa paa denne Film Grupper af russiske Bolscheviker, der var taget til Fange. De lignede Aandssvage; og Hr Bech, som havde talt med dem og set dem paa nærmeste Hold, bekræftede, at deres aandelige Udvikling stod paa et saa lavt Trin, at de var som uansvarlige Børn - men ganske vist som Børn, der var farlige for deres Omgivelser. Deres Ledere kunde faa dem til hvad som helst. Og man saa endvidere paa de levende Billeder de Bolscheviker, der var dødsdømte, gaa op ad Trinene paa en Galge, lægge Strikken om deres Hals og selv besørge deres Henrettelse for Øjnene af en talrig Skare Tilskuere.
I Almindelighed bliver de Dødsdømte blot ført hen til den nærmeste Lygtepæl, som en Stige bliver stillet op imod, og der hænger de sig selv. Paa deres Bryst er fæstet en Plakat, hvorpaa deres Forbrydelse og Dom er skrevet. Det er kun de overbeviste Bolscheviker, de, som frivilligt er gaaet med til Mord og lignende Skændselsgerninger, der bliver dødsdømt.
Største Delen er "tvungne Bolscheviker", og de bliver behandlet som almindelige Krigsfanger.
Hvis man bare kunde faa alle, der har Tilbøjelighed til Bolschevisme, over til Fronten - eller blot over til Estland - og vise dem, hvad Bolschevikerne maa gennemgaa, saa længe de er under deres egne Føreres Herredømme, altsaa før de bliver taget til Fange, sluttede Hr. Asbjørn Bech - saa tror jeg, at al Tilbøjelighed vilde svinde øjeblikkeligt. En bedre Kur kan ikke tænkes. Har man en Gang set en By, hvor Bolschevikerne har sultet og har været tyranniseret af deres forbryderske Førere, kan man ikke oftere diskutere Bolschevismen. Førernes Maal er altfor tydelige, og kun Individer som de. De har set min Film gengive, kan lade sig bedrage af dem.
Haagen.
(Nationaltidende 5. juli 1919)
Efter en rolig periode kom de tilbage til Estland hvorfra de afmarcherede 24. juli 1919. Fra 26. juli 1919 kom de under beskydning af det røde artilleri, der støttede en række røde enheder. Den 27. juli rykkede styrken videre frem mod landsbyen Samukinor, hvor man igen ventede på, at de estiske fløje støttede op. Den 28. juli blev hele kompagniet sat samlet ind med støtte af 12 rekylgeværer mod de røde styrker. Fremrykningen stoppede, og til sidst blev styrken kastet tilbage til Sjakovsina. Her lå de i kamp i tre dage, afviste flere angreb, alt imens hundredvis af granater dagligt regnede ned over stillingerne.
2. august blev styrken trukket nogle få hundrede meter ud af linjen, men patruljetjeneste og et enkelt bagholdsangreb tilførte alligevel styrken tab. 8. august blev den godt slidte styrke trukket helt væk fra fronten. Samme måned blev trykket mod de estiske styrker mærkbart lettet, da bolsjevikkernes interesse skiftede mod syd, hvor den ”hvide-russiske” general Denikin rykkede frem i Ukraine og truede med at indtage de store byer Kharkov og Kiev.
2. september marcherede det danske kompagni fulgt af en estisk æresgarde på 1000 mand bestående af en husareskadron, et infanteri og marinesoldater, officerer fra Talllins militærskole, og hele tre militærorkestre gennem byen ned til havnen og skibet ”Kalevipolg” der skulle sejle danskerne tilbage til København. Den estiske øverstbefalende general Johan Laidoner i selskab med bl.a. den estiske statsminister Otto Strandman takkede for indsatsen.
Tabstallene var 7 døde, 20 sårede, og 4 fangne. Estland var selvstændigt indtil 1940.
Sandheden om det danske Korps i Estland.
En af Deltagerne fortæller om de faktiske Forhold - Angrebene var skrevet af Desertører eller ubrugelige Soldater.
Grundet paa de de uretfærdig Angreb paa det af Hr. Direktør Aage Westenholz startede Korps - Dansk Baltisk Auxiliére Corps - vil jeg fortælle lidt om, hvorledes Forholdene, efter mit Skøn, i Virkeligheden var.
I første Række maa jeg dog bemærke, at disse Angreb enten var skrevet af Desertører eller af Folk, som var sendt hjem som ubrugelige, og det er mig ufatteligt, at et af Landets største og efter dets egen Formening bedste Blade har kunnet optage disse Angreb, som tydeligt viste, hvad det var for Personer, der havde skrevet dem.
F. Eks. klagede en Desertør over, at han "maatte ligge paa aaben Mark om Natten". Det var naturligvis ogsaa himmelraabende uretfærdigt, at vor Ledelse ikke sørgede for at føre et 1. Kl. Hotel med Trainet til Brug for Dhrr. men det lod sig altsaa ikke gøre, og Dhrr. mente saa, at naar de ikke hver Nat kunde komme til at hvile deres trætte Lemmer i Edderduns-Dyner, var de berettiget til at desertere fra et Korps, hvor de var frivilligt med.
Eti Ting, der gentagne Gange er blevet angrebet, er vort
Sanitetsvæsen.
Det kunde maaske nok have været bedre, men det har dog klappet under hele Turen, og medens, vi til ca. 175 Mand havde en Læge, en Sanitær og to Ambulancesoldater, havde Esterne kim een Læge, een Sanitær, to Sygeplejersker og to á tre Ambulancesoldater til ca 450 Mand.
Under hele Felttoget var Lægevognen tæt bag Kompagniet, og naar vi lagde os i faste Stillinger, tog Lægevogne Station 100 à 200 m bag Ildlinien, medens der altid laa en af Ambulancesoldaterne i selve Ildlinien, rigeligt forsynet med Forbindings-Materiel.
Forplejningen lod enkelte Gange en Del tilbage at ønske, men da det skyldes de daarlige Ernærings- og Transportforhold , og vi jo dog har faaet, hvad vi kunde spise (selvom det ikke altid var Risengrød og Gaasesteg), saa synes jeg ikke, vi har nogen Grund til at klage, selv om det en enkelt Gang gik lidt skævt
Lønningerne
var udmærkede, f. Eks. fik en Menig hos os 600 estniske Mark pr. Md., medens en estnisk Løjtnant kun fik 400 Mk. At Lønningerne ikke altid faldt præcis d. 1 . , synes jeg man maa undskylde i et Land som Estland, og for Resten er vi hele Tiden blevet behandlet honnet med Hensyn til Pengene - de estniske Soldater ventede tidt 2-3 Maaneder paa deres Lønning.
Saa er der Angrebene paa vore Officerer, og desværre maa jeg indrømme, at vi havde faaet enkelt ret uheldige Officerer med, som ikke forstod at omgaas det til Tider noget vanskelige Mandskab.
Men de Mænd, som ledede os, og som flere Gange med Dygtighed førte os gennem det til Tider frygtelige Virvar, har vi kun Grund til at takke, og de, der har forsøgt at berige sig paa Korpsets Bekostning, er efter sikkert Forlydende arresterede i Reval af den estniske Regering.
At der herskede en streng Disciplin er sandt, men det var ogsaa absolut nødvendigt, og det, at der gentagne Gange skulde være truet med Dødstraf, er, saa vidt mig bekendt, ikke sandt, og i hvert Tilfælde er
ingen Dødsstraf
eksekveret inden for det danske Korps.
Vi har kun haft ét Tilfælde, hvor det var nødvendigt at gaa haardt frem.
Det var en af Mandskabet, der paa en meget grov Maade gjorde sig skyldig i Lydighedsnægtelse, og han var som Følge deraf hjemfalden til Dødsstraf ifl. de estniske Krigslove. En Krigsret. ligeligt sammensat af estniske og danske Officerer, dømte ham i Stedet til 5 Aars Fæstningsarrest.
I og for sig er saadan en Straf haard nok. men denne Mand blev, som Dansker, behandlet meget humant. f. Eks. havde han fire Timers daglig Frihed, hvori han uden Ledsagelse spadserede frit omkring i Reval. Nu er Manden benaadet og paa Vej hjem, saa man kan jo ikke paastaa, at han har faaet den Straf, der tilnærmelsesvis svarer til Dødsstraf!
Jeg vil slutte med at rette en Tak til alle mine Kammerater, saavel Befalingsmænd som Menige for den Tid vi var sammen i Estland.
Jeg rejser nu derover igen for at kæmpe under General Balachowitz, og jeg vil da fra Tid til arden forsøge at fortæle Bladets Læsere - derigennem eventuelle Kammerat - lidt om den kommende Tid i Estland og Rusland.
(Fyens Stiftstidende 16. september 1919).
Nord-Vest-Armeen på 50-60.000 mand rykkede i oktober 1919 frem mod Gatschina (en by lidt syd for Sankt Petersborg). På daværende tidspunkt regnede Thisted Amts Tidende med at Petrograd ville falde i begyndelsen af november.
En artikel af kaptajn C. V. Nyholm: "Den russiske Nord-Vest-Armes Mænd paa Gatchina-Fronten" (Berlingske Politiske og Avertissementstidende, Aften 6. august 1919) beretter at armechef var general Rodzyanka (1879-1970). Artiklen nævner at armeen ikke havde et dårligt forhold til esterne. Han berettede fra fronten at tropperne ikke havde været afløst i tre uger, ingen løn havde fået og var elendigt klædt. Armeen blev trængt tilbage fra Sankt Petersborg til Narva i Estland. Rodzyanka blev sendt til England 23. november 1919 og slog sin først ned der, dernæst i USA.
Efter at oberstløjtnant Gudme i midten af oktober 1919 havde udtalt at overskuddet til mandskabet blev udbetalt i den estniske legation, henvendte de hjemvendte frivillige sig der (Holbergsgade 20), men fik den besked at der intet overskud var.
Hr. Westenholz og de estniske Penge.
Patriot og Velgører.Efter at have givet hver af de "artige" Soldater 200 Kr. vil han ikke have mere med Sagen at gøre."jeg er Ikke Idiot" siger Hr. Westenholz.
Etter at have sat den estniske Komedie i Scene har Patrioten, Direktør Westenholz ikke haft mange rolige Timer, hverken i København eller paa sit Herresæde i Birkerød. Den arme Direktør har modtaget saa mange Henvendeleer og Bebrejdelser, at han næppe mere vover sig ud paa lignende Eventyr.
Et meget stort Antal af de Frivillige og mange af deres Slægtninge har gjort ham Livet surt ved at kræve ham til Regnskab for de gyldne Iøfter, han afgav i den første Begeistring over sin Idé og over, at den var bleven realiseret Nu har Piben faaet en anden Lyd.
Vor Omtale i Gaar af de vanskelige Pengeforhold har ikke sat ham i bedre Lune, hvilket fremgaar af en Samtale, vi har haft med ham.
"Jeg skylder Ikke nogen noget"
var Omkvædet for alle Hr. Westenholz Udtalelser.
- Hvad siger De til de Frivillige Krav om Efterbetaling? spørger vi.
- De har intet Krav paa Penge, og jeg skylder dem Ikke noget.
- Maaske ikke, men den estniske Regering da?
- Ja, den har frygtelig Uorden i Maskineriet; men jeg tror heller Ikke, den skylder de Frivillige noget.
- Hvorledes skal man saa forklare Uoverensstemmelsen mellem den estniske Legation og Oberstløjtnant Gudme?
- Det ved jeg ikke. Men han har sine papirer i Orden.
- Har han da ikke haft Vanskeligheder med Regeringen?
- Jo, der har vist været noget i Vejen, jeg ved ikke hvad.
- Var Kaptajnen ikke arresteret?
- Nej, det viser hans Papirer i alt Fald ikke. Jeg tror nok, at han var meget vellidt
- Tror? De ved det altsaa ikke?
- Nej, der kan jo altid være Friktioner; men de vil godt have ham derover igen. Saa det tyder jo Ikke paa noget daarligt Forhold.
Hvorledes faer de Frivillige deres Penge.
er vort næste Spørgsmaal.
- Ja, som sagt, jeg skylder dem intet. Jeg har givet hver af de hjemvendte 200 Kr., og de faar 200 Kr. i Ekviporitgspenge af Legationen. Saa jeg synes ikke, der er noget at beklage sig over.
- Har De personlig foræret hver af de 200 Mand 200 Kr.?
- Nej, kun de flinke.
- Hvormange har været flinke?
- Jeg har udbetalt til 140 Mand. Men jeg vil ikke betale Penge til Desertører og andre daarlige Elementer. Men er der endnu nogle af de gode Soldater, kan de godt faa Pengene
Mild Kritik af den estniske Legation.
- Naar De ikke vil betale Deres Soldater, endskønt den estniske Legation henviser til Dem, hvad skal Folk saa gøre?
- Ja, det kommer virkelig ikke mig ved. Jeg skylder Ikke nogen noget.
- Men hvorfor henviser Legationen saa til Dem?
- Aa, det er jo ikke erfarne Diplomater. De ved vel ikke Besked.
- Det kan De maaske have Ret i, men det kan Folkene jo ikke leve af.
- Nej, men jeg skal heller Ikke forsørge dem. Og da slet ikke
"ham med Kappen"
Westenholz mener Postbud Larsen, der har udlaant sin Kappe med Hr. Westenholz Vidende.
- Da vil altsaa heller ikke erstatte den?
- Nej, Jeg er da Ikke helt Idiot. Naar Folk laaner ud, maa de selv om at faa det igen.
- Det kan Manden jo ikke være tjent med.
- Det kan godt være; men saa maa han jo prøve Legationen igen.
Efter dette afsluttede vi Interviewet med Hr. Westenholz, der vel har lokket danske Mænd ud til Slagtebænken for en dem uvedkommende Sag, men alligevel ikke vil honorere selv de retfærdigste Krav. Det er let nok at være Patriot, at udslynge Fraser om Mandsmod og Hæder for Landet, men det er aabenbart ulige vanskeligere at honorere selv de simpleste Pengekrav. Forhaabentlig slipper Salonhelten ikke lige saa let fra sine Forpligtelser, som han er sluppet udenom Tilsagnet til de Frivillige om, at deres Fremtid vilde være sikret, blot de lod sig indrullere i Friskarekorpset.
Der findes vel nok en Form for at faa Hr. Westenholz Ml at betale.
Dines.
(Social-Demokraten 19. oktober 1919)
Westenholz anlagde sag mod redaktøren af Klassekampen, Otto Larsen der blev idømt 6 måneders fængsel, samt en bøde på 500 kr.
I maj 1920 meddelte Københavns Byret at den havde modtaget besked fra justitsministeriet (Venstre) om at anklagerne mod Westenholz og Paludan skulle bortfalde.
En begejstret støtter af Westenholz' korps var den nationalkonservative digter og forfatter Valdemar Rørdam (1872-1946) som skrev digte og artikler i aviserne. Under 2. verdenskrig skrev han "Så kom den dag som vi har ventet længe" som hyldede Hitlers indsats mod bolsjevismen og et hyldestdigt til Christian Frederik von Schalburg. Efter krigen fik han frataget sin offentlige støtte og af Æresretten sidestillet med en millionværnemager.
