Fejø-Sagen (1): 1883 - Forhør og Dom. (Efterskrift til Politivennen)

14. August 1882 blev Carl Anton Freuchen (1835-1915) som da havde været prokurator ved underretterne i Sjællands Stift, beskikket birkedommer og skriver i Fejø Birk. Som prokurator i Faxe havde han optrådt som tilhænger af Højre og Estrup. Muligvis havde han politiske ambitioner, men blev i stedet birkedommer på Fejø. I maj 1881 blev der under hans forgænger Harry Lund fundet et barnelig på kirkegården, men han kunne ikke opklare sagen. Freuchen genoptog nu sagen, og baseret på løse rygter og sladder fandt han frem til to han mente var de skyldige.

Fotograf Heinrich Johan Barby (1858-1930): Carl Anton Freuchen (1835-1915). Barnet er formentlig sønnen Peter Anton Wilhelm Freuchen (1870-?). Barnets mor Anna Margrethe Freuchen (1842-1870) døde 2 dage efter sønnens fødsel. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Forbrydelser i Feiø Birk. Af et Brev fra Lolland meddele vi følgende: I det lille Feiø Birk, der bestaaer af de smaa Øer: Feiø, Femø, Veirø, Lilleø og Askø, under Maribo Amt, har det i den senere Tid vist sig, at der tidligere er begaaet og endnu begaaes forbrydelser af den groveste Art, og at saadanne kun komme for Dagen ved den nye Birkedommer Hr. Freuchens Virksomhed. Hr. Freuchen, der tidligere var Prokurator paa Vemmetofte, blev ansat som Birkedommer paa Feiø i Sommeren 1882; kort Tid efter hans Ankomst døde en Barselkones 8 Dages gamle Barn under mistænkelige Omstændigheder, idet Lægens Erklæring gik ud paa, at Barnet var død af Kvælning. Barselkonens Mand og hendes Svigermoder, et gammelt berygtet Fruentimmer, som havde været nærværende ved Barnets Død, og som paastod, at Barnet var død en naturlig Død - bleve belagte med Arrest. Begge disse Arrestanter vedbleve deres Forklaring, idet de paastod at have seet Barnet drage sit sidste Suk i Moderens Arme, og at Barnet var død en naturlig Død, hvorhos de vilde benægte Rigtigheden af den legale Lægeerklæring. Den 30aarige Barselkone, med 8 levende og alle smaa Børn omkring sig, havde Alles Medynk; man følte sig nemlig overbevist om, at hendes Barn var blevet myrdet af Svigermoderen. Paa Grund af sin Tilstand blev Barselkonens videre Afhøring stillet i Bero; hun, der tilsyneladende var sygelig, havde nemlig kun forklaret, at hendes Barn var død en naturlig Død, og denne Forklaring havde hun afgivet paa Sengen. Da de to Arrestanter imidlertid vedblivende holdt paa deres Udsagn, lod Birkedommeren omsider Barselkonen bringe paa Dommergaarden, hvor hun, efter at have varet et Par Timer i Forhør, tilstod, at hun selv havde dræbt sit Barn uden hendes Mands og hendes Svigermorders Vidende, og det viste sig, at disse virkelig havde seet Barnet i Moderen Arme drage sit sidste Suk, men de havde ikke seet, at den naturlige Moder, der i Dødsøieblikket havde sin venstre Haand under Nakken paa Barnet, hemmelig med denne Haand sammensnørede Skjortelinningen om Barnets Hals, og at det var denne Omstændighed, som frembragte barnets sidste Suk. Forbrydersken udsoner nu sin Straf med 9 Aars Indespærring i Tugthuset.

I Mai 1881 blev der paa Feiø Kirkegaard - skjult under noget Løv - fundet et Barnelig, som skjønnedes at have ligget der i et halvt Aars Tid, men forbrydelsen var og forblev uopdaget. Da Hr. Freuchen ved Nytaarstid iaar begyndte at søge op i denne Sag, kom forskjellige Personer i Arresten: vel viste det sig, at det rette Spor ikke strax var truffet, men de sigtede Personer havde dog ikke rent Brød i Posen, idet de dømtes til Forbedringshusarbeide og Fængsel paa Vand og Brød for fosterfordrivelse og Meddelagtighed i denne forbrydelse. En Arrestant, en tidligere Handelskommis, som nn havde forretning i Kjøbenhavn, blev løsladt mod Kaution, fordi han under Sagen ægtede den unge Pige, som han havde forført og senere forledet til Fosterfordrivelse. Imidlertid lod Hr. Freuchen søge efter Pigen Anna - Søster til den oven fornævnte Barnemorderske som allerede strax, da Barneliget blev fundet, var anseet for mistænkelig, men overfor hvem der dengang ikke blev foretaget Noget idet man da havde ladet sig nøie med en Erklæring fra Jordemoderen, hvor Anna da havde hjemme, hvilken Erklæring gik ud paa, at Anna formentes ikke at have født. Anna blev imidlertid nu funden paa Lolland i Juli d. A . og samme Dag hun blev anholdt, vedgik hun sig skyldig i den foreliggende Forbrydelse. Hun, som i Mai kun var 20 Aar gl., forklarede nu, at da hun i Sommeren 1880 følte sig svanger, gjorde hun sin Moder bekjendt med sin Tilstand, og Moderen foreholdt hende da, at det for hendes fremtids Skyld var aldeles nødvendigt, at hendes Barn ved Fødslen blev bragt afveien; hun vilde ellers komme under Fattigvæsenet. Moderen trøstede hende med, at hun kunde komme til hende, naar Tiden nærmede sig, saa vilde hun hjælpe hende. I December f. A.. en streng Vinter, da Anna følte sin Nedkomst nær, gik hun til sin Moder, og denne lod sig om Aftenen sammen med hende færge over paa Feiø. Her gjorde Moderen hende bekjendt med, at hvis hun fødte et levende Barn, maatte det nødvendigvis dræbes og bringes ud paa Feiø Kirkegaard. I den mørke og meget kolde Nat passerede de nu skjulte omkring paa Øen, indtil de kom i Nærheden af Kirkegaarden; de gik saa ind paa en Mark og satte sig paa en Grøftevold, og her fødte Anna et Drengebarn, som hun paa Moderens Forlangende strax dræbte, hvorefter Moderen tog Barnet og forsvandt med det. Efter 1½ Times Forløb kom hun tilbage og meddelte, at nu var Barnet forsørget og henlagt paa Kirkegaarden, og da hun havde siddet endnu i nogen Tid, spadserede de til Færgestedet og bleve om Morgenen seilede over til Femø, hvor Anna strax maatte gaa i sin Kondition. Da Barnet senere, i Mai 1881, blev fundet, maatte Anna, paa Moderens forlangende, for derved at aflede Mistanken fra hende selv, skrive anonyme Breve til den daværende Birkedommer, hvorefter en hæderlig Pige blev sigtet for Forbrydelsen. Birkedommer Freuchen lod selvfølgelig nu den for Anna saa omhyggelige Moder, et ugift Fruentimmer, 60 Aar gl., Christiane Gotfredsen, bringe tilstede. Dette Fruentimmer, der stærk minder om de bekjendte Hexebilleder, sidder nu i Saxkjøbing Arrest, og har først nylig afgivet en aaben Tilstaaelse om sin Gjerning. Hun er skinhellig, har hidtil kaldet Gud til Vidne paa sin Uskyldighed, og uagtet Anna i Retten paa sine Knæ har bønfaldet hende om at sige Sandheden, har hun stadig stødt Datteren fra sig med Ordene: "Du lyver, Du vil styrte Din Moder i Ulykke og Du vil derfor blive brændt op i Helvede" osv., og til Dommeren er hun fremkommen med Yttringer som: "Grav mig levende ned i Jorden til Halsen, og lad mig raadne saaledes levende hen, hvis jeg er skyldig. I den senere Tid havde Hr. Freuchen afhørt hende baade Dag og Nat, og endelig er det lykkedes ham at saa dette forstokkede Fruentimmer til at tilstaa. Vi have her i Saxkjøbing et usselt Raadhus, vistnok enestaaende her i Landet; naar der, som skeet i den senere Tid, holdes Forhør ved Lys, saa standse de Forbigaaende, idet baade Dommerens og den vedkommende Arrestants Udtalelser høres fuldstændig ud paa Gaden. Der findes kun et lille Forhørslokale i Stuen til Gaden, og det skeer da ogsaa, for at afværge formegen Nysgjerrighed, at de udenfor forsamlede Grupper maa anmodes om at passere videre.

(Folkets Avis - København 24. oktober 1883).

Hvad der ikke kom frem i aviserne var, at forhørene var foregået under torturlignende forhold. Ting- og Arresthuset i Saxkøbing var oprindelig opført 1811 som privat bolig. I 1836 blev det indrettet til ting- og arresthus. I 1869 blev indrettet tre enkeltceller og en fællescelle til tre fanger. Byfogden oplyste 1886 at bygningen var meget forfalden. Et nyt blev indviet i 1888.

Aviserne pointerede Freuchens fyldige og omfattende sagsakter, og måske netop af denne grund også opfattet som grundige. Få havde taget sig den ulejlighed at kigge på indholdet. Højesteret i oktober 1884 stadfæstede dommene på 5 års tugthus til Ane og Christiane Gotfredsen dødsstraf der i december 1884 blev forvandlet til livstidsdom. Dermed var sagen dog ikke forbi, for i tugthuset på Christianshavn kom en læge i 1885 til et andet resultat end distriktslægen på Fejø. Se herom i næste afsnit om genoptagelsen af sagen.

Bicycle Væddeløb. (Efterskrift til Politivennen)

I Søndags Eftermiddag holdtes i Tivoli et Bicyle-Væddeløb, som i ualmindelig høj Grad synes at have vakt Kjøbenhavnernes Interesse; der var mødt omtr 5000 Mennesker for at overvære Løbene. et navnlig i Betragtning af Vejrlig og Aarstid godt Bevis for, hvilken Yndest denne Idræt nyder. Løbene frembød virkelig ogsaa et smukt Skue; de var lige saa interessante som be paa Eremitagen, og her var desuden alle Rytterne Gentlemen, og omend Dyrene ikke vare fuldblods, far var de dog af respektabel engelsk eller amerikansk Rase. Vort Land er i høj Grad egnet for denne Idræt, og da den tillige har den Fordel frem for megen anden Sport, at den er overordentlig anvendelig i det praktiske Liv, saa kan man ikke nok som anbefale den, saa meget mere som den i Reglen kun afstedkommer meget faa Ulykker, selv om der ogsaa af og til kan vanke større Mindelser, naar Rytteren gaar forover. Det kunde være fristende at sammenligne de i Aar opnaaede Resultater med hvad der opnaas andetsteds, men vi skal denne Gang nøjes med at anføre, at i det mindste de kortere Løb var gode, hvorimod det lange Løb lod noget tilbage at ønske.

1ste Løb. Indledningsløb omtr. 4,500 Fod. for Medlemmer med indtil 2 Aars Øvelse. Kampen drejede sig navnlig der mellem Dhr Ulf Hansen og Ingeman Petersen, hvilken sidste i Begyndelsen holdt sig lidt tilbage men i Opløbet gik fordi sin Modstander og kom ind med en god Alens Forspring. Udfaldet blev: Ingeman - Petersen, Bicycle 54 T. Sosiable, Hove Machine Comap. 2 M. 20 3/5 G. Ulf Hansen, Bic. 54 T . D. F Premier, Hilman Herbert & Cooper., 2 M 20 4/5 S

2det Løb. Internationalt Hurtigløb 4500 Fod. Dette Løb maa betegnes som det smukkeste, thi ikke blot var Resultatet det bedste, men Rytterne viste ogsaa alle stor Omhyggelighed baade for at gjøre Banen saa lille som mulig og en hensigtsmæssig Holdning. S Houman, Vic 54 T Sosiable, Howe Machine Comp.; 3 Minut ll 4/5 S. Fr Bakke. Bic 54 T. D F. Premier, Hilman Herbert & Cooper, 3 Min 12 S

3die Løb. Begynderløb. omtr 3,350 Fod. for Medlemmer af "Dansk Bicycle Klub med indtil 1 Aars Øvelse. 2 Ryttere styrtede, men ingen af dem tog Skade. Vald Hansen. Bic 54 T . Special Expres. Devoy & Søn, 2 M 36 3/5 S. P Grim, Bic 54 T, Manchester Expres, Th. Clark & Comp, 2 M 40 1/5 S.

4de Løb. Internationalt Forhindringsløb, 3350 Fod; Rytteren skulde springe af og føre Bicyclen over Forhindringen. Aug. Bakke, Bic 53. D. F. Premier, Hilman Herbert & Cooper. 3 M. 3 S. Tn Raaschou, Bic. 54, "Alpes", Alpe, 3 M 4 4/5 S.

5te Løb. Internationalt Udholdenhedsløb. omtr 22,400 Fod, Banen 20 Gange rundt. Indmeldt 10. Løbet var meget interessant, men da flere af de ældre, til hvem Publikum havde sat en Del Lid, gik ud allerede forholdsvis tidlig, kom Kampen til at staa mellem d'Hrr Ulf Hansen og Rubow. At disse var Hr. H. ubetinget den kraftigste Rytter men ogsaa den mindst omhyggelige, thi hans Sving om Hjørnerne vare altfor stærke, og Kroppens Stilling gav for meget Vindfang, hvilket ogsaa meget let kunde have kostet ham Sejren; han var nemlig forrest hele Tiden men blev i 10de Omgang Nr 2, og først i sidste Øieblik kneb han igjen op og kom saa ind med næppe 1 Alens Forspring. Udfaldet blev: Ulf Hansen, Bic. 54 T., D. F. Premier, Hilmann Herbert & Cooper, 17 M 46 3/4 S. C Rubow, Bic., 54 T, Populær Premier, Hilman Herbert & Cooper. 17 M 47 S., Lind, Bie 58 T., Sociable, Howe Machine Comp, 19 M. 36 S.

Til Slutning udførtes et Kunstløb Der blev foretaget en Mængde smukke og dristige Øvelser, der noksom viste hvilket Herredømme, der der kan erhverves over Bicyclen. Særlig fortjene d'Hrr Th. Raaschou og Aug. Bakke at fremhæves.

II.

(Morgenbladet (København) 9. oktober 1883).

Maler Paul Fischer (1860-1934): Vesterbrogade, Tivoli, cykelløbet i Tivoli. 1885. Det kongelige Bibliotek.

Philip W. Heyman og Arbejderne paa Tuborg Fabrikker. (Efterskrift til Politivennen)

Under overskriften "Philip W. Heyman og Arbejderne paa Tuborg Fabrikker" i "Social-Demokraten" angreb avisen forholdene på Tuborg. Første del af artiklen var polemisk, mens mere beskrivende afsnit findes i en efterfølgende artikel:

Philip W. Heyman og Arbejderne paa Tuborg Fabrikker.

Med Hensyn til de kvindelige Arbejderes Lønningsforhold har vi erfaret Følgende: Før Hr. Heyman overtog Ledelsen erholdt de ved Afpropningsarbejdet beskæftigede Kvinder i fast Dagløn 1 Kr. 50 Øre eller ugenlig 9 Kr. For Overarbejde efter Kl. 6 Eftm. og om Søndagen betaltes der 25 Øre pr. Time. Hr. Heyman forandrede dette Lønningssystem til Akkordarbejde med en Betaling af 20 Øre pr. 100 Flasker. Herved blev Arbejderskernes Fortjeneste betydelig formindsket, men hvorvidt dette var en Følge af, at Hr. Heymans "Akkordssystem" var ensbetydende med en Reduktion af Lønnen, eller det var paa Grunds af Hr. Heymans "Fejlregning" eller andre Aarsager, er en Hemmelighed, der muligvis ligger begravet i Hr. Heymans Arbejdsbøger, thi Arbejderskerne fik ingen Oplysning om, i hvilket Forhold deres Løn stod til den leverede Arbejdsmængde, endskøndt de har i gjort gældende at deres Fortjeneste maatte være større end den Udbetaling de fik. Da det her omtalte Hold Arbejdersker i Foraaret paa Grund af Overanstrengelse, foranlediget ved flere Nætters Arbejde, nægtede at efterkomme Hr. Heymans Befaling tit at arbejde endnu en Nat (Det er det "Morgenbladets" P. kalder "Kontraktbrud"), og desaarsag maatte forlade Fabriken, benyttede Hr. Heyman Lejligheden til overfor de nyantagne Arbejdersker at reducere Lønnen til 17 Øre pr. 100 Flasker. Ogsaa overfor disse iagttog Hr. Heyman den tidligere Hemmelighedsfuldhed med Hensyn til Regnskabets Opgjørelse, og det endskønt den udbetalte Løn undertiden kunde være mindre de Uger, i hvilke der faktisk var leveret en større Arbejdsmængde end i andre, og i Reglen i Følge Arbejderskernes Beregning var for lav. Men det er jo det, der efter Hr. H.s Trosbekendelse har sin Grund i, at Hr. Heyman undertiden udbetaler mere end Arbejderne har fortjent (!). Med Hensyn til de kvindelige Arbejdere vil vi endnu kun anføre Følgende: For nogle Uger siden havde de arbejdet fra Fredag Morgen Kl. 5 til Lørdag Aften Kl. 6, og fik da Ordre til atter at møde Kl. 5 Søndag Morgen. Paa Grund af Træthed blev de borte til Mandag Morgen, og Hr. Heyman var da saa "naadig" ikke at jage dem paa Porten for "Kontraktbrud" men lod dem slippe med at betale 50 Øre hver i Mulkt. Det var mageløst humant, og endskøndt den samme Fremgangsmaade, Afskedigelse eller Mulkt finder Sted, naar der fordres Natarbejde, saa forhindrer dette naturligvis ikke Hr. H. i at tro, at "Natarbejde kun finder sted i Følge Overenskomst med Arbejderne".

Ogsaa de mandlige Arbejdere Løn er gennemgaaende bleven nedsat. Bødkernes Løn er saaledes reduceret fra 85 Kr. maanedlig til 16 Kr. ugentlig, og medens de før Hr. Heymans Overtagelse af Fabrikerne ikke skulde arbejde om Søndagen, maa de nu i samme Vederlag arbejde Søndag Formiddag. Søndagsarbejdet er i det Hele blevet en almindelig Regel paa Fabrikerne, hvad det ikke har været tidligere, uden at der blev givet ekstra Vederlag derfor. Kudskene havde forhen en Løn af 64 Kr. maanedlig og en Provision af 2 pCt., men efterhaanden som Hr. Heyman fik de ældre Kudske afskedigede, nedsatte han Lønnen til 50 Kr. maanedlig. Endvidere blev der tidligere givet Kudskene 5 Flasker pr. 1000 som Godtgjørelse for Brækkage, medens de nu maa yde Fabrikerne Godtgørelse for enhver Flaske, som de uforskyldt kommer til at slaa itu. Maltgørerne havde tidligere 70 Kr. maanedlig, hvorimod Lønnen af Hr. Heyman blev reduceret til 14 Kr. ugentlig, og medens de tidligere havde en regelmæssig ugenlig Fridag, er denne nu ogsaa berøvet dem. En Del af Arbejderne, der beskæftiges ved Aftapningen havde tidtigere en Løn af 64 Kr. maanedlig, og et Tillæg af 1 Kr. de Dage, paa hvilke de kunde opnaa at tomme 3 Fade Øl. Deres Løn er nu reduceret til 14 Kr. ugenlig og den ekstra Godtgørelse er bortfalden. Andre Aftapningsarbejdere fik tidligere deres Overarbejdstid godtgjort med 30 Øre vr. Time. Hr. Heyman reducerede først dette Beløb til 25 Øre, og slog tilsidst fuldstændig en Streg over Betalingen for Overarbejdet. Arbejdsmændene har her i Almindelighed faaet deres Løn reduceret fra 64 a 72 Kr. maanedlig til 12 a 14 Kr. ugenlig. For nogles Vedkommende er Lønnen ganske vist bleven forhøjet med 1 Kr. pr. Uge, men da den daglige Arbejdstid samtidig blev forlænget med 1 Time, har tægen egentlig Forhøjelse af Arbejdslønnen altsaa ikke fundet Sted.

Under saadanne Forhold er det ikke saa mærkeligt, at Flertallet af Arbejderne paa Tuborg Fabriker nægtede at underskrive en Erklæring om, at "medens Hr. Heyman har bestyret Fabrikerne, er Lønnen for de Flestes Vedkommende bleven betydelig større end hidtil". Saa længe kun den første halve Snes Navne stod under Erklæringen, kunde dens Indhold maaske forsvares. Det er nemlig Formændene, der først har skrevet under, og havde ikke Frygten for at blive jaget paa Porten bevæget nogle af de øvrige Arbejdere til at underskrive, og havde man ikke tillige faaet en Del Drenge og tinge Mennesker dertil, som næppe har havt noget klart Begreb om, hvad de skrev under paa, men i Følge den herskende Tone paa Fabrikerne rettede sig efter deres Overordnedes Vilje, saa var Underskrifterne rimeligvis blevne indskrænkede til Formændenes alene.

Til Slutning ville vi omtale et Forhold, der tilligemed det øvrige stiller Hr. Heymans Optræden overfor Arbejderne i et betegnende Lys. Det er en saa almindelig Sætning, at det er i højeste Grad inhumant, og et grovt Misbrug af Arbejderne, at benytte unge Mennesker, særlig Kvinder, til Natarbejde og overanstrængende Arbejde ud over visse Timer i Døgnet, og da Fabrikloven af 23de Maj 1873 udkom, var det paa høje Tid, at der i alt Fald toges et Skridt henimod at forhindre dette Misbrug. Vi har aldrig anset denne Lov for blot tilnærmelsesvis at kunne raade Bod paa dette Onde, dels fordi der for dens Overtrædelse kun er fastsat Bøder fra 10 til 200 Kr. og dels, fordi Arbejderne er udelukkede fra Kontrollen med dens Overholdelse. Hvad bryder nemlig en hensynsløs Fabrikant sig om at betale en Pengebøde af ovennævnte Størrelse, naar han har Fordel ved at overtræde Loven. Han behøver jo kun at udbytte Arbejderne saa meget desto mere, for at dække det Beløb, som han, paa Grund af sin Lovovertrædelse, hvis den bliver opdaget, maa punge ud med. Berettigelsen af denne Anke bevises klart ved Hr. Heymans Behandlingsmaade af Arbejderne paa Tuborg Fabriker. Fabrikloven foreskriver nemlig, at unge Mennesker af begge Køn mellem 14 og 18 Aars Alder, ikke maa anvendes til Arbejde i Fabriker eller fabrikmæssig drevne Værksteder i mere end 12 Timer i Døgnet og ikke i Tiden før 5kl. 5 Morgen eller efter Kl. 9 Aften. Ikke desto mindre benytter Hr. Heyman, til det af os omtalte overanstrængende Natarbejde, jævnlig kvindelige Arbejdere i en Alder af 16-17 Aar. Vi vil derfor anbefale Fabriksinspektørerne at skaffe sig en bedre Underretning end hidtil om det Forhold, hvori Hr. Heyman staar til Fabrikloven. Efter ovenstaaende Karakteristik af Hr. Heyman, hvis Udsagn, som forhen bemærket, Hr. H, betragter som Trosartikler, misunder vi ikke "Morgenbladet"s Indsender hans Protege, og hvis Hr. H. i Fremtiden har Lyst til at fortælle, at han skriver for at gavne Arbejderne, eller at Hr. Heyman betaler sine Arbejdere mere, end de har fortjent, da har vi ikke noget derimod. Enhver vil vide at bedømme hans Udtalelser efter Fortjeneste.

Flere Arbejdere.

(Social-Demokraten 3. oktober 1883).

Jyderup-Slaget: Arrestationer og Forhør. (Efterskrift til Politivennen)

Se indslaget om Jyderup-slaget den 9. september 1883 samt artiklen om politiets rolle under slaget.

Møller Mads Clausen af Jyderup blev arresteret efter at en person havde angivet ham som den der øvede vold mod politiet. Amtsrådmedlem B. Larsen og folketingsmand Schiøtz blev forhørt og derefter løsladt uden at blive tiltalt.

Jyderup Skandalen. Der sidder for Tiden 9 Mand arresteret. De 7 sigtes for at have slaaet Politiet, og de 7 for at have ophidset til Angreb paa samme. De fleste er anholdte i Henhold til Oplysninger, som de "hemmelige" Betjente har faaet fat paa omkring i Amtet. De sidst anholdte er en Tienestekarl fra Asminderup, en Gaardmand fra Audebo og en Husmand fra Bjergby.

I et Brev fra Holbæk til Sorø Amtst. hedder det bl. a.: Arrestlokalet er nu omtrent fyldt, og der ventes endnu ikke faa Anholdelser. De anholdte faa kun Lov til at tale med Slægt og Venner, naar Hr. Ingerslev staar ved Siden. De behandles i det hele taget strængt, og navnlig skal de Tæpper, der gives dem til Natteleje, være gamle og tynde. Det gjør et underligt Indtryk at se disse rolige og jævne Bønder komme her til Byen sigtet for Voldshandlinger og blive fængslet som de groveste Forbrydere, uagtet der næppe er den Fare for, at de vil forsvinde, som der tidt kan være for mangen højtstaaende Person, naar han er under Tiltale. "Hvis vi levede i Bælum og ikke i Holbæk, vilde der næppe blive foretaget Anholdelser", mente en Mand, jeg talte med forleden. Her har været udfoldet et vidtdrevent hemmeligt Spioneri. Hemmeligt Politi har giennemstrejfet Egnen, forklædt som Handelsmænd, Opkiøbere af Oldsager o. lign. Ogsaa her i Holbæk hjemsøges vi af disse om russiske Tilstande mindende Personer. Følgen heraf er bleven en stærk Mistillid til enhver fremmed. Paa Værtshuse og i Jernbanekupeer forstummer Samtalen om politiske Spørgsmaal, naar en fremmed viser sig. "Det er maaske en Politispion ;" tænker man og tier. Man ved, at uforsigtige Ytringer er farlige i vore Dage. Det er en Selvfølge, at hele denne Jagt paa Venstremænd sætter ondt Blod. Vore hjemlige Højremænd er derfor allerede blevne meget betænkelige ved det hele. Selv om de ikke græder, hvad Politibetjentene nok gjorde om Aftenen i Jyderup, saa er de næringsdrivende blandt dem ikke blinde for, at Forholdet mellem By og Land er ødelagt for lang Tid. Venstre er alle som en ved godt Mod. Naar nu Venstres Forhold til Politiet er blevet tilstrækkelig undersøgt, forventes det, at den anden Side af Medaljen: Politiets Forhold til Venstre, vil blive lige saa grundig taget under Behandling. Der maa jo være lige Ret for alle Parter, og et Rygte om, at Ingerslev skal have udtalt, at han kun skulde undersøge Venstremændenes, men ikke Politiets Forhold, tros ikke rigtig af os Venstremænd. Den Mand, her er mest Forbitrelse imod, er Fuldmægtig Nancke: han har grundigt skadet sig selv ved sin Optræden i Jyderup.

(Morgenbladet (København) 6. oktober 1883).

Politiets Optræden i Anledning af Slagsmaalet ved Jyderup. Arrestationen fortsættes med at Kraft. Den ene efter den anden ulykkelig Bonde, Husmand eller Arbejdsmand trækkes i Arrest, hvor de maa hensidde, indtil de har afgivet fuld Tilstaaelse, d. v. s., indtil de har indrømmet, at de satte sig til Modværge, da Politiet slog løs paa dem med Kniplerne. Følgerne af alle disse Arrestationer og hele denne Optræden er imidlertid, at der hersker en ganske betydelig Ophidselse mellem Befolkningen i Jyderupegnen, en Ophidselse saa stor, at Undersøgedommeren. Hr. Ingerslev, har faaet Betænkeligheder ved at fortsætte sit Ophold derinde og er vendt tilbage til København, hvortil han nu lader Arrestanterne bringe. En Del af dem var saaledes i Forhør her paa Raadhuset i Tirsdags. Et godt Bevis for, hvorledes Stemningen er blandt Befolkningen har man deri, at der foretages Indsamlinger til Fordel for de Arresterede, og til disse Indsamlinger er der nok allerede indkommen betydelige Beløb. Det maa man lade Magthaverne, at de gør, hvad de kan, for at aabne Folkets Øjne for det uværdige og utaalelige i de nuværende Tilstande.

(Social-Demokraten 11. oktober 1883)

Social-Demokraten 21. december 1883 bragte en liste over 15 mænd som var tiltalte i forbindelse med slagsmålet ved Jyderup. Den 8. september 1884 afsagde kommissionen dom i sagen. 14 personer blev idømt fængsel på vand og brød i forskellige tidsrum og en gårdejer simpelt fængsel i 14 dage. Desuden blev de pålagt sagsomkostninger og salær. Dommene blev appelleret til Højesteret, her kom sagen til behandling juni 1885. Her satte forsvarerne nogle af betjentene under mistanke for vold. Højesterets dom faldt den 18. februar 1886. Retten frifandt en, mens to blev dømt til vand og brød i hhv. 2 og 5 gange 5 dage. Resten af kommissionens domme blev stadfæstet.

Mens Højre sejrede ved domstolene, vandt Venstre, bl.a. ved sognerådsvalget i Jyderup. Højre forsøgte sig med at få omstødt en af de valgte Venstremænds valg, men det blev ikke billiget af amtsrådet.

Jyderup-Slaget Søndag d. 9. september 1883. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Land og By.

Om det bebudede Højremøde ved Jyderup skriver Kallundb. Dagbl.:

- - -

Men Venstre bliver jo ikke indbudt. Det bliver et Højremøde udelukkende for Højremænd, det er uskjønt, et Brud paa Forsamlingsfriheden, hvis Venstre kommer selvbuden, og forstyrrer Højres Gilde. Disse Indvendinger vil blive givne, men de holder ikke Stik. Vi skal ikke tvistes med ærede Medborgere andet Steds fra, om hvad  de burde have gjort, men for Holbæk Amts Vedkommende er det en af Højre indført Praxis, at selv om et Parti finder paa at ville holde et Slags privatpolitisk Møde, saa finder det andet Parti sig ikke i det. Det møder ogsaa. 

Denne Praxis er over 6 Aar gammel. J. A. Hansen averterede et Foreningsmøde i Mørkøv. Højre blev vred derover, kaldte det politisk Hemmelighedskræmmeri, og Villars Lunn og H. Didrichson averterede strax, at der samme Dag og Sted vilde blive afholdt et almindeligt Folkemøde, hvortil alle kunde komme. Nu vil Venstre følge den af Højre indførte Skik.

- - -

Hvordan det for øvrigt vil gaa i Jyderup, kommen alt sammen an paa Højre. Venstre møder ikke for at gjøre Spektakel eller for i nogen Maade at være slem ved Højre, og kan dette Parti holde sig i Skindet, kan det faa det ligesaa rart, som det kan forlange det. Men Venstre møder for at vise, til hvilken Side den politiske Vægtskaal hælder, og for nok en Gang at gjøre det klart, at der der i Amtet er en daarlig Jordbund for provisorisk Adfærd.

- - -

(Morgenbladet (København) 7. september 1883).

Møderne fandt sted i Drivsåtskoven. Højre-folkene havde lejet 31 politibetjente fra København, der skulle opretholde ro og orden. 

Slag mellem Højre og Venstre i Jyderup.

I Søndags afholdtes Venstres og Højres bebudede Møder ved Jyderup i det nordvestlige Sjælland mellem Holbæk og Kallundborg.

Disse Møder endte paa en saadan Maade, at de blev en Skandale for det Parti, der driver private Sammenkomster under Titlen "offenlige Møder"! for dette Parti, der benytter den Omstændighed, at det endnu er ved Magten, til at bruge Kjøbenhavns Politi og eventuelt Landets Militær til at beskytte og opretholde sin egen fordærvelige og grundlovsstridige Politik og sine egne Lederes private Partiinteresser. Det første af Højres Møder af denne Art, nemlig Sammenkomsten i Hillerød, blev af denne Grund en Prostitution for Partiet, idet der næste, fandt flere Skærmydsler Sted mellem det engagerede Politi og Partiet, end der faldt Ord fra Talerstolen. Men til Trods for alt det Vanry, som gik af dette Højremøde, er det dog lykkedes Partiet at faa sin sidste Sammenkomst mere skandaløs end sin første.

* * *

Inden vi omtaler Mødernes Afslutning skal vi i korte Træk gøre Rede for disse. Som bekendt var det Højre, som tog Initiativet, idet Partiet for ca. 14 Dage siden besluttede at fortsætte sit Tog gennem Landet med en Sammenkomst i den stærkt venstresindede Holbækegn. Det er en bekendt Sag, at Estrup'erne kun har meget ringe Tilhold paa dette Sted, men ikke desto mindre vilde de liste sig til "et stort offenligt Møde" (alene for Højremænd) for bagefter i deres Blade at kunne bilde Læserne ind, at nu havde Stemningen "ogsaa" her vendt sig til Fordel for Estrup. Da Venstre derfor rettede en Forespørgsel til vedkommende Komite om Tilladelse til at komme tilstede ved Sammenkomsten for at Befolkningens virkelige Mening kunde blive konstateret, besvaredes denne Henvendelse med et bestemt Afslag, og man vedtog nu at holde et særligt Møde tæt i Nærheden af, hvor Højre holdt sit.

Under disse Omstændigheder traf Estrupperne Foranstaltninger til at lukke sig inde saa meget som muligt. Skoven, hvori Mødet holdtes, afspærredes yderligere end hidtil ved Hjælp af Stolper og Brædder, man lavede særlige Adgangstegn osv., og der sendtes Bud til Københavns Politi om 39 uniformerede Betjente foruden civile Opdagere. Denne Styrke, som skulde assistere den allerede tilstedeværende eksekutive Magt, blev naturligvis beredvillig udkommanderet og stillet under de stedlige Myndigheders Kommando. Endvidere havde Højre de i de senere Dage til Kantonnementsøvelse indkaldte Soldater i Ryggen som Hjælpetropper.

Politiet besatte de nærmeste Stationer paa begge Sider af Mødestedet, medens den egenlige Hovedstyrke samledes i Jyderup. Saaledes gik Estrup'erne til Folkemøde!

Som sagt, Højremødet fandt Sted i en Skov, der ligger tæt op til Jyderup Station, og som tilhører en Grev Lerche. Da der imidlertid ikke kunde oprejses Telte i Skoven, eller maaske af andre Grunde, havde Estrupperne lige over for Stationsbygningen opslaaet et Par saadanne, i hvilke der serveredes Spise- og Drikkevarer, men alene for Højrefolk. Der var altsaa kun en Kørevej imellem Højres Telte og Jernbanestationen. Venstre havde rejst sin Talerstol paa en aaben Mark et kort Stykke derfra.

- - -

Højres Møde overværedes af omtrent et lige saa stort Antal Personer som Venstres. En betydelig Del af denne Forsamling var dog aabenbart ikke Højremænd, men Folk, der hørte til ved det andet Møde, og som af Nysgerrighed havde ladet sig forlede til at modtage Estrup' ernes Adgangstegn. Dirigent var Sagfører Ohlmann fra Holbæk.

(Social-Demokraten 11. september 1883. Uddrag).

Morgenbladet (København) opgav antallet af fremmødte til Venstres møde til 5.000, mens Høremødete blev angivet til 2.000

Høiremødet ved Jyderup havde samlet henved 4000 Deltagere. Med det ordinære Morgentog fra Kjøbenhavn afgik bl. a. Landsthingsmand Ploug og Folkethingsmændene R. Andersen, Professor Brix og Kaptain Poulsen, og i Roskilde stødte Folkethingsmand Grev Scheel til. Med et Extratog fra Korsør ankom Landsthingsmand Jacobsen og Folkethingsmand Rektor Dahl. Venstres Ledere - Folkethingsmand Schiøtz og Socialistførerne - vare ogsaa med det ordinere Morgentog. Da Toget, som blev en Del forsinket, ankom til Jyderup, var der allerede samlet en Del Deltagere paa Mødepladsen foran Hotel Skarritsø, og rundt om fra ankom der Vogn efter Vogn med Landboere. Flertallet af Deltagerne ankom dog med Extratog fra Tølløse og Kallundborg. Skjøndt man saa ikke faa Venstremænd, var det dog ved første Øiekast klart, at Høire var i afgjort Flertal. Høires Festplads laa inde i Drivsand Skov, ti Minutters Vei fra Stationen, medens Venstre havde leiet en Plads til sit eventuelle Møde bagved Skarritsø. Der var en talrig Politistyrke til Stede, nemlig foruden Politiet fra de omliggende Landjurisdiktioner 30 Politibetjente fra Kjøbenhavn, og der blev holdt fortrinlig Orden, hvad der iøvrigt fra Begyndelsen af var en let Sag, da Venstre fra først af forholdt sig rolig og ordenlig.

Det tog lang Tid, inden Høires Tog blev samlet og kom i Gang. En stor Del Høire-mænd var dog forinden gaaet ind paa Festpladsen og havde spredt sig paa det store indhegnede Terræn; de vare blevne trætte af at vente paa Processionens Afgang, som blev forsinket, da det af Amtets Vælgerforening arrangerede Extratog fra Kallundborg lod vente paa sig indtil Kl 3½ medens det oprindelig var bestemt, at Toget skulde afgaa fra Samlingspladsen ved Skarritsø Kl. 2½. Kallundborgtoget bragte ligesom Tølløsetoget et meget stort Kontingent. Det opgaves, at der inden Kallundborgtogets Ankomst var kommet 1400 Deltagere af Jernbanen, og med Kallundborgtoget ankom der benved 600. Straks efter dette Togs Ankomst satte Processionen sig i Gang med et Musikkorps i Spidsen.

- - -

(Nationaltidende 10. september 1883. Uddrag).

Optøierne ved Jyderup, der, som vore Læsere ville have set af vort Referat om Mødet, tog deres Begyndelse umiddelbart før Aftentogets Afgang, havde, efter hvad der fra flere Sider er os meddelt, en langt alvorligere Karakter, end vi hidtil have kjendt herhjemme, ligesom Følgerne af det Passerede synes at maatte blive endnu alvorligere. Efter overensstemmende Meddelelser er der foregaaet følgende: Da Høiremødet var endt, drog Deltagerne tilbage til Jyderup. Her var det eneste større Lokale forud okkuperet af Venstre, hvorfor der til Fællesmaaltidet for Høire var reist et Telt, foran hvis Indgang var opført en Æresport. Efter at Fællesmaaltidet var begyndt, søgte Venstre ved Raaben og Skrigen at forhindre Deltagerne i at høre Talerne, men Afstanden var for stor til, at Staten kunde øve nogen forstyrrende Virkning. En Del Venstremænd havde imidlertid samlet sig i tætte Skarer ved Æreporten, der var bevogtet saavel af de faa stedlige Betjente som af den fra Kjøbenhavn paa Anmodning udsendte Styrke paa 30 uniformerede Betjente. Trods Politiets gjentagne Opfordringer til Mængden om at trække sig tilbage, rykkede denne bestandig nærmere og nærmere, saa at Æreporten tilsidst begyndte at ryste under det stærke Tryk, for hvilket den var udsat. Politiet søgte da, dog uden Anvendelse af Magt, at faa Mængden rykket tilbage, men efter samstemmende Vidners Udsagn tilraabte flere, navnlig Folkethingsmand, Skolelærer Fogtmann, der opholdt sig bag Mængden, denne om at gaa paa, og kort efter begyndte Mængden, der havde væbnet sig med lange Stave og Stokke, tomme Flasker og Stene, at angribe Betjentene, der forgæves søgte at formaa Hoben til at afholde sig fra Voldshandlinger. Sten og Flasker haglede nu formelig ned over Betjentene, og da en af disse blev ramt i Hovedet af en Sten, hvorved der tilføiedes ham et c. 1½" langt Saar, tog Politiet omsider Offensiven, fik Stavene frem, og der begyndte nu et Haandgemæng, hvor under endnu 2 andre Betjente saaredes, medens en fjerde Betjent fik sin Uniform fuldstændig sønderflænget, men som efter kort Tid endte med Angribernes vilde Flugt, efter at flere af Urostifterne, navnlig den der paa Egnen vel kjendte Møller Mads Claussen fra Jyderup, havde faaet følelige Indtryk af Politiets Stave. Det er en Selvfølge, at mange af Tumultuanterne fik tildelt alvorlige Skrammer, men heldigvis vare flere Læger til Stede, som straks foretog den første Forbinding. Umiddelbart efter blev Fogtmann anholdt, men skal senere igjen være bleven løsladt. Politiet forblev paa Stedet indtil Mængden, der ikke senere gjorde Forsøg paa at fornye Optøierne, havde forladt Jyderup. Efter hvad vi have erfaret, skulle de Saar, der ere tilføiede Betjentene, ikke være af nogen alvorlig Natur, men vi ville haabe, at Sagen maa blive Gjenstand for en omhyggelig Undersøgelse, og at de, hvem disse Revolter skyldes, maa, navnlig til Advarsel for Ligesindede, faa deres velfortjente Straf.

(Nationaltidende 10. september 1883. 2. udgave).

Om Provisoristernes Optøjer ved Jyderup m. m. skriver en Indsender i Østsj. Flkbl. bl. a. følgende: "I Stedet for at lade Højres Procession passere ind gjennem Æresporten foran Spiseteltet, lod man Processionen opstille og træde an paa Pladsen mellem Jærnbanestationen og Hotellet, hvor der samtidig var en Mængde Venstremænd forsamlede, som ikke kunde finde Plads i Hotellet, og da Politiet der forlangte Adgang for Højres Procession, opstod der en mumlende Ordstrid, da Venstremændene mente at have samme Ret der som Højre, saa meget mere som Høiremændene forbeholdt sig Eneret til den indhegnede Plads, der var reserveret dem, og som i Øjeblikket var fuldstændig tom. Der forefaldt dog endnu ingen Uorden. De Højremænd, der var forsynede med Spisebilletter, gik fredelig gjennem Æreporten hen til Teltet. Stemningen her var langt fra animeret, der herskede næsten Dødsstilhed. Ved hver Kuvert var henlagt trykte Sange, men der lød hverken Tale eller Sang, kun Musikkorpset spillede enkelte Numre. Alle havde Øjet henvendt paa Indgangen, da man øjensynlig ventede en Demonstration. Da der var spist et Kvarters Tid, blev der Bevægelse nede paa Samlingspladsen, men det hele indskrænkedes til, at Politiet anholdt en beruset 79aarig Mand fra en derværende Fattiggaard, der havde antaget en "truende Stilling"! han interneredes i en Stald. Maaltidet fortsattes endnu et Kvarter under samme Tavshed som hidtil! da blev der paa en Gang Røre i Lejren henne ved Æresporten; en Møller havde trakteret Politiet med Bajerskøl, men senere opstod der en Ordstrid mellem ham og Politiet, der udartede til Haandgribeligheder, hvorved en Politibetjent blev slaaet ned eller faldt omkuld; Politiet drog Stavene og slog løs, navnlig paa Mølleren, derved blottedes Indgangen, Sværmen udvidedes langs Indhegningen, og enkelte benyttede Leiligheden til at gribe Hegnlægterne, for i paakommende Tilfælde at værge sig, men der blev ikke gjort Brug af disse Vaaben. Under Sammenstødet styrtede en Snes Mennesker ind over Hegnet, som brast ved Trykket, i 2 store Klynger paa begge Sider af Æreporten; det var øjensynlig meget mod deres Vilje, at de var kommen ind paa disse forbudte Enemærker; de styrtede hovedkulds derind og laa i to store Dynger, men reiste sig strax og gik bort uden Anmodning, og uagtet dette korte Sammenstød, der kun varede nogle faa Minuter, viste Forsamlingen en meget fredelig Karakter. Umiddelbart derefter kjørte en Del af Deltagerne af begge Partier bort. Under Tumulten stod Skrækken malet paa adskillige Ansigter i Højres Spisetelt, og da Politiet ved Tumultens Ophør bragte Folketingsmand Fogtmann ind i Teltet som anholdt, steg Forvirringen til det højeste Fogtmann anbragtes ved Enden af Komiteens Bord; enkelte Højremænd insulterede ham ved haanlige Tilraab, og en ung Forpagter ville slaas med ham, men blev forhindret deri af sine Meningsfæller, der greb ham og holdt ham fast, og advarende Røster lød fra ældre Medlemmer ved Komiteens Bord, raabende til Besindighed. Fogtmann saa paa Skandalen med et sarkastisk Smil og udbrød: "Er det det "dannede" Højre, jeg her har for mig!" Alle vilde de Fogtmann; store Skarer styrtede ind i Spiseteltet ude fra, og Gjæsterne forlod deres Pladser og styrtede op til Komiteens Bord en Mængde sprang op paa Borde og Bænke, og Forvirringen var ubeskrivelig. Da rejste Formanden, Hr. Villars Lunn til Knabstrup, sig og sagde omtrent som følger: "Mine Herrer, vi har faaet en Gjæst iblandt os imod vor Vilje, som foraarsager os en betydelig Forstyrrelse, men han er ikke en saa betydelig Person, at vi for hans Skyld bør lade os forstyrre i vort Maaltid, jeg beder enhver om at gaa paa sin Plads og fortsætte sit Maaltid i Ro " En Herre, der benævnedes Kontrolløren, vilde tale og rettede nogle Udfald mod Fogtmann, men Villars Lunn pegede bydende paa Manden og sagde: "Hold du din Mund!", og Kontrolløren adlød saa bogstavelig, at han ikke sagde et Muk mere. Folk forføjede sig da saa smaat paa Plads igjen, men Anretningen paa enkelte af Bordene havde lidt betydelig Overlast ved dette Optrin. Stemningen var aldeles nedbrudt, der hørtes stadig udtalt Frygt for, at der ikke var fornødent Politi. Imidlertid dimitteredes Fogtmann, en Del reiste bort med Aftentoget, og Betientene blev budt ind i Teltet og bespiste, der holdtes nogle faa Taler, der blev sunget en Sang og til Slutning drukket nogle Flasker Vin og en Del Bajerskøl, hvorunder Indsamlingen til Kiøbenhavns Politi, der saa heltemodigt havde forsvaret Stillingen. foretoges; enkelte Bønder trykkede sig lidt ved at rykke ud med Skillingen, men efterhaanden fyldtes Hatten. Skatten forvaredes derefter i en Blikdaase, der velvillig blev skænket af Værten. Kl 11 var Spiseteltet tomt og Betjentene forsvundet, og det sidste Optrin i Teltet var et Slagsmaal mellem to af Deltagerne ved Fællesbordet, 2 bekendte Herremænd der fra Egnen, hvorunder den ene ubarmhjærtig stødte sin Modstander af al Magt med sin Stok paa et ømfindtlig Sted, saa denne segnede, men efter rejste sig med et vildt Hyl og greb sin Lommekniv, som han udfoldede for at true Angriberen; men denne gav ham et vældigt Slag over Ryggen med sin Stok, saa han atter faldt under Bordet, og Angriberen raabte af al Magt "Grib ham, han vil stikke mig med en Kniv!" I samme nu faldt Opvarterne alle som en Mand over ham og fratog ham Kniven, hvorefter de begge bortvistes fra Teltet. Saaledes endte denne Fest, der var foranstaltet ved store Ofre og Anstrængelser. Der sagdes, at en enkelt Rigmand, en Godseier, alene havde skjænket 1000 Kr, og vist er det at ingen Udgift var sparet 

Med Hensyn til Slagsmaalet da er det usandt, at Betjentene blev haardt saarede; den værst medtagne Betjent var inde ved Spiseteltet for at faa sig vasket lidt; Uniformen var indhyllet i Veistøv, og i Ansigtet fandtes ubetydelige Rifter, der næppe saas at bløde; han udtalte selv, at han intet fejlede; han medbragte i øvrigt en gammel, sammenkrøllet Filthat som Trofæ; men Eieren, som han gjerne havde ønsket at komme i Tale, var forsvundet. Han udtalte sin Beklagelse over, at Politiet var kaldt derud, hvor det øjensynligt var ilde set og ved sin Nærværelse var den rene Aarsag til Urolighederne. Som et Bevis for den trykkede Stemning ved Festbordet kan anføres, at der, hvor hele Eliten af Egnens rige Godsejere, Proprietærer, Forpagtere og Embedsmænd var samlede ved et Festmaaltid paa 600 Kuverts, blev der kun drukket 3 Flasker Champagne, medens der ellers ved Dyrskuer og andre fredelige Sammenkomster af de samme Mænd pleier at blive drukket lige saa mange hundrede Flasker. Som et Bevis for, at det ikke var Venstres Hensigt at trænge ind paa Høires Festplads, kan anføres, at medens Adgangen ved Æreporten blev bevogtet med 30 Politibetjente, var Afspærringen til Pladsen eller Hotellets Have aldeles ikke bevogtet; Venstre spaserede fredelig i Hotellets Have og samtalede ved det lave Gjærde med Deltagere og bekjendte af Højre paa den anden Side, uden at der giordes mindste Forsøg paa at trænge over Hegnet, eller der hørtes et eneste fornærmende Udraab: ligeledes saa man Venstremænd fra de aabne Vinduer i Hotellets med Højremænd, der stod neden paa Højres Festplads tæt ved Æreporten. Disse Kiendsgjerninger taler tydeligt for, at det ingenlunde var Partiets Hensigt et trænge ind paa Pladsen; (da dette havde været let at udføre og umuligt at forhindre) Betjentenes Kampering paa Pladsen om Natten, Fogtmanns Deltagelse i Slagsmaalet, og mange andre Fortællinger, der opvartes med, er fuldstændig Usandhed. Dette kan jeg, der var til Stede som Medhjælper hos min Svoger, der var Vært ved Højres Møde, bevise med mange Vidner."

(Morgenbladet (København) 15. september 1883).

Folketingsmand Fogtmanns version af det skete kunne læses i Frederiksborg Amts Avis, refereret i Social-Demokraten 15. september 1883.

Se også indslaget om det retlige efterspil samt om politiets rolle.