Se indslaget om Jyderup-slaget den 9. september 1883 samt artiklen om politiets rolle under slaget.
Møller Mads Clausen af Jyderup blev arresteret efter at en person havde angivet ham som den der øvede vold mod politiet. Amtsrådmedlem B. Larsen og folketingsmand Schiøtz blev forhørt og derefter løsladt uden at blive tiltalt.
Jyderup Skandalen. Der sidder for Tiden 9 Mand arresteret. De 7 sigtes for at have slaaet Politiet, og de 7 for at have ophidset til Angreb paa samme. De fleste er anholdte i Henhold til Oplysninger, som de "hemmelige" Betjente har faaet fat paa omkring i Amtet. De sidst anholdte er en Tienestekarl fra Asminderup, en Gaardmand fra Audebo og en Husmand fra Bjergby.
I et Brev fra Holbæk til Sorø Amtst. hedder det bl. a.: Arrestlokalet er nu omtrent fyldt, og der ventes endnu ikke faa Anholdelser. De anholdte faa kun Lov til at tale med Slægt og Venner, naar Hr. Ingerslev staar ved Siden. De behandles i det hele taget strængt, og navnlig skal de Tæpper, der gives dem til Natteleje, være gamle og tynde. Det gjør et underligt Indtryk at se disse rolige og jævne Bønder komme her til Byen sigtet for Voldshandlinger og blive fængslet som de groveste Forbrydere, uagtet der næppe er den Fare for, at de vil forsvinde, som der tidt kan være for mangen højtstaaende Person, naar han er under Tiltale. "Hvis vi levede i Bælum og ikke i Holbæk, vilde der næppe blive foretaget Anholdelser", mente en Mand, jeg talte med forleden. Her har været udfoldet et vidtdrevent hemmeligt Spioneri. Hemmeligt Politi har giennemstrejfet Egnen, forklædt som Handelsmænd, Opkiøbere af Oldsager o. lign. Ogsaa her i Holbæk hjemsøges vi af disse om russiske Tilstande mindende Personer. Følgen heraf er bleven en stærk Mistillid til enhver fremmed. Paa Værtshuse og i Jernbanekupeer forstummer Samtalen om politiske Spørgsmaal, naar en fremmed viser sig. "Det er maaske en Politispion ;" tænker man og tier. Man ved, at uforsigtige Ytringer er farlige i vore Dage. Det er en Selvfølge, at hele denne Jagt paa Venstremænd sætter ondt Blod. Vore hjemlige Højremænd er derfor allerede blevne meget betænkelige ved det hele. Selv om de ikke græder, hvad Politibetjentene nok gjorde om Aftenen i Jyderup, saa er de næringsdrivende blandt dem ikke blinde for, at Forholdet mellem By og Land er ødelagt for lang Tid. Venstre er alle som en ved godt Mod. Naar nu Venstres Forhold til Politiet er blevet tilstrækkelig undersøgt, forventes det, at den anden Side af Medaljen: Politiets Forhold til Venstre, vil blive lige saa grundig taget under Behandling. Der maa jo være lige Ret for alle Parter, og et Rygte om, at Ingerslev skal have udtalt, at han kun skulde undersøge Venstremændenes, men ikke Politiets Forhold, tros ikke rigtig af os Venstremænd. Den Mand, her er mest Forbitrelse imod, er Fuldmægtig Nancke: han har grundigt skadet sig selv ved sin Optræden i Jyderup.
(Morgenbladet (København) 6. oktober 1883).
Politiets Optræden i Anledning af Slagsmaalet ved Jyderup. Arrestationen fortsættes med at Kraft. Den ene efter den anden ulykkelig Bonde, Husmand eller Arbejdsmand trækkes i Arrest, hvor de maa hensidde, indtil de har afgivet fuld Tilstaaelse, d. v. s., indtil de har indrømmet, at de satte sig til Modværge, da Politiet slog løs paa dem med Kniplerne. Følgerne af alle disse Arrestationer og hele denne Optræden er imidlertid, at der hersker en ganske betydelig Ophidselse mellem Befolkningen i Jyderupegnen, en Ophidselse saa stor, at Undersøgedommeren. Hr. Ingerslev, har faaet Betænkeligheder ved at fortsætte sit Ophold derinde og er vendt tilbage til København, hvortil han nu lader Arrestanterne bringe. En Del af dem var saaledes i Forhør her paa Raadhuset i Tirsdags. Et godt Bevis for, hvorledes Stemningen er blandt Befolkningen har man deri, at der foretages Indsamlinger til Fordel for de Arresterede, og til disse Indsamlinger er der nok allerede indkommen betydelige Beløb. Det maa man lade Magthaverne, at de gør, hvad de kan, for at aabne Folkets Øjne for det uværdige og utaalelige i de nuværende Tilstande.
(Social-Demokraten 11. oktober 1883)
Social-Demokraten 21. december 1883 bragte en liste over 15 mænd som var tiltalte i forbindelse med slagsmålet ved Jyderup. Den 8. september 1884 afsagde kommissionen dom i sagen. 14 personer blev idømt fængsel på vand og brød i forskellige tidsrum og en gårdejer simpelt fængsel i 14 dage. Desuden blev de pålagt sagsomkostninger og salær. Dommene blev appelleret til Højesteret, her kom sagen til behandling juni 1885. Her satte forsvarerne nogle af betjentene under mistanke for vold. Højesterets dom faldt den 18. februar 1886. Retten frifandt en, mens to blev dømt til vand og brød i hhv. 2 og 5 gange 5 dage. Resten af kommissionens domme blev stadfæstet.
Mens Højre sejrede ved domstolene, vandt Venstre, bl.a. ved sognerådsvalget i Jyderup. Højre forsøgte sig med at få omstødt en af de valgte Venstremænds valg, men det blev ikke billiget af amtsrådet.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar