Garnisons indenbys Kirkegaard. (Efterskrift til Politivennen)

Garnisons Kirke, eller den Herre Zebaoths Kirke, som den egenlig hedder, er som bekjendt bygget af Frederik den Gade i Aarene 1703-1706 af Materialier fra det 1689 nedbrændte Amalienborg Slot. Kirken blev opført paa et Parti af en stor Have, der var sammenlagt af en Del mindre Forstadshaver, kjøbte af Frederik den Tredies Dronning. Oprindelig laa Garnisons Kirkegaard derfor meget landlig, kun mod den sydøstlige Side begrænset af den Række Smaahuse, der den Gang nylig vare byggede langs Store Strandstræde. Mod Sydvest begrænsedes Kirkegaarden derimod af et Komplet af skyggefulde Haver, men imod Bredgade (der hed Norgesgade) og imod St. Annæplads (der var en bred Gade, som hed St. Annægade) dannede Gadelinierne den naturlige Grænse. I Midten af forrige Aarhundrede vare Forholdene vel allerede noget forandrede til det værre, men de vare dog endnu taalelige og stemmede med den Pietet, man skyldte Menighedens Afdøde. Den Gang var Gaarden Nr. 20 i Bredgade, som tilhørte Kirken, allerede bygget paa en Del af Kirkegaarden, saaledes at dens Baghus ragede langt ind mellem Gravene og imellem denne Gaard og St. Annæ Plads var der desuden, om end i en mere indtrukken Linie, bygget tre Smaahuse. Men Kirkegaaren løb der endnu med en Tunge langs St. Annæ Plads helt hen til Bredgade. Imellem Strandstrædes Baghuse og Kirkegaarden var der et anstændigt Plankeværk, og dens Sydvestside var endnu skilt fra Huskomplekset ved en bred og skyggefuld Have, hvis løvrige Træer dækkede for alle private Uregelmæssigheder. Den Gang var der dog allerede bygget et Materialskur ud mod St. Annæplads op til Gaden af Strandstrædes Husrække; men Gavlen laa ikke som nu næsten klods op til Kirken. Skuret var ikke længer, end at der mellem dets Gavl og Kirken var en anstændig Afstand af 12 Alen.

Siden have Forholdene forværret sig i en utaalelig Grad, og nu ere de formelig uhyggelige. Lidt efter lidt have Grundeierne i Bredgade - med eller uden Tilladelse - erobret det ene lille Jordstykke af Kirkegaarden efter det andet, saa Grænsen nu fremtræder som et Virvar af uregelmæssige, brudte og puklede Linier, og i de paa Kirkegaarden indskudte Bagbygninger er der anbragt en Mangfoldighed af høist uensartede Vinduer og Glughuller. Den tidligere Have, der før begrænsede Kirkegaarden mod Sydvest, er forlængst uddelt i en Mængde Smaaparceller og bebygget med en Skare af mere eller mindre barokke Baghuse, Skuer og Appartinentier, hvori Vrangen af det huslige Liv og daglige Virksomhed aabenbarer sig i sin mindst tiltrækkende Skikkelse. Vasketude, Tørre- og Renselsesapparater for Klædningsstykker, Sengklæder og Tæpper samt andre lignende Anlæg lægge i den Grad Beslag paa al Opmærsomhed, at Beskueren ganske glemmer baade Kirken og Kirkegaarden. Plankeværkerne, der skille Kirkegaarden fra Strandstrædes Grunde, ere i en ynkelig, faldefærdig Forfatning, og stort bedre gaar det ikke det for nogle Aar siden ud mod St. Annæplads anbragte Jerngitter, der tillige med sin Sokkel af Jordsmon indenfor er trykket saaledes ud af Ligevægt, at det Hele viser Tendens til at falde om. Baade i Plankeværker og i Mure er det fra private Eiendomme anbragt Lager og Lemme, hvorigjennem Beboerne, formodenlig mod et lille Vederlag, til enhver Tid uhindret kunne begive sig ind paa den ellers for Publikum særdeles omhyggelig aflaasede Kirkegaard for at benytte den til Blegeplads til at tørre Tøi paa, udbanke Gulvtæpper og holde Legeplads for Ungdommen, hvad der naturligvis  ikke kan bidrage til at forherlige Tilstanden. Men det værste er dog det gyselige Bindingværksskur, der ligger ude paa Gaden ved Kirkens sydøstlige Hjørne for Enden af Strandstrædes Husrække. Hvorfor man ikke for længe siden har fjernet denne hæslige, med alle Slags Plakater overklistrede Barakke, er aldeles uforstaaeligt, især da den Omstændighed, at Kirken kun bruger det til at leie ud, tilfulde godtgiør, at den selv intet Brug har for det. Og hvem er saa Leieren? Ja! det er utroligt, men sandt, det er Kiøbenhavns Magistrat, som dog først og fremmest skulle bære Omsorg for at bevæge Kirken til af simple Anstændighedshensyn at fjerne Skuret. Og hvad bruges det saa til? til Vognstue og Opbevaring af adskilligt Skramleri. Ja, den Del af Skuret, som ligger Kirken nærmest - næppe et Par Alen derfra - bruges til Opbevaring af Stenkul og andet brandfarligt Materiale, til største Fare for selve Kirken.

Fotograf Fritz Bentzen: Garnisons Kirke, kirkegården. 1901. Parti fra kirkegården omkring Garnisons Kirke. forsømt, uden grave, i baggrunden slidt plankeværk foran bagfacader af ejendommene i Store Strandstræde. Nedbrudt 1906.

Under slige Forhold er det, at Garnisons-Kirkes Inspektion under 8. December f. A. har overrasket Publikum med den glædelige Bebudelse, at der nu snart forestaar en - altsaa ikke ubetimelig - Forandring med Garnisons Kirkes indenbys Kirkegaard. Hvori selve den bebudede Forandring skal bestaa, derom tier Historien, men der ymtes dog om, at man skal være til Sinds at bortsælge det sydligste Parti til Byggepladser. Hvorledes man vil faa de mange Vinduer og Opgange, hvorpaa der maaske er vundet Hævd, lukkede, bliver en Sag for sig, som maaske dog nok vil volde Vedkommende adskillige Bryderier. Hvad Sløifning af Gravstederne angaar, maa man jo antage, at de fornødne Forholdsregler ere iagttagne, og i ethvert Tilfælde vil sligt vel ligesaa godt kunne lade sig ordne her, som det er ordnet ved andre af Statens nedlagte Kirkegaarde f. Eks. Helligaands og Trinitatis. Hvad dernæst Terrænets Bebyggelse angaar, kan der jo tænkes tvende Tilfælde: enten kan det overlades til Private eller til det Offenlige. I første Tilfælde lader sig igjen opstille to Alternativer. Enten kan man sælge Parcellerne til de omliggende Grundes Eiere, eller man kan afhænde dem til Nybyggere. I første Tilfælde vil man jo fremdeles kun faa Byggegrunde at se og dertil vil Kjøbesummen af Mangel paa Konkurrence vel næppe blive stor, hvilket vistnok heller ikke vil blive Tilfældet under det andet Alternativ, fordi der her, afsides inde bag Kirken, ikke, som f. Ex. omkring Marmorkirken, vil frembyde sig nogen særlig tillokkende eller fordelagtig Facade. Hensigtsmæssigere vilde det derfor formentlig blive at benytte Terrænet Syd for Kirken til Opførelsen af en eller anden offenlig Bygning, samt derhos afskære og bortsælge til Private en Parcel af Jordsmonnet vest for Kirken ud mod St. Annæplads op til Hjørnestedet mod Bredgade, hvilket sidste, foruden at indbringe Penge, tillige vilde yde det væsenligere Gode, at der til denne Side blev tilveiebragt et passende og symetrisk Naboskab. Naar man saa først og fremmest naturligvis fjernede det hæslige Skur ved Kirkens Østside og dernæst kjøbte og nedbrød de to nærmest tilgrænsende Nabohuse i Store Strandstræde, eller i ethvert Tilfælde det ene af dem, nemlig Nr. 43, saa vilde man bag Kirken, og i tilbørlig Afstand fra den, kunne trække en Facadelinie for en offenlig Nybygning over til Baghuset til Gaarden Nr. 20 i Bredgade, og saaledes med et Slag faa alle de uhyggelige Bagpartier gjemte. Den Bygning, man der vilde opføre, kunde let faa en Facade af ca. 60 Alen og Dybden kunde blive faa bekvem, det skulde være, da Grunden har et Fladeindhold af ca. 3500 Kv. Alen. Derved vilde Kirken komme til at ligge paa en til alle Sider aaben og fri Plads, omgiven af Bygninger, som man var Herre ovre at gjøre saa passende og tiltalende som muligt.

Spørger man nu: "hvad det da skulde være for en offenlig Bygning, man saaledes skulde opføre her bag Kirken", kan kan Svaret lyde: f. Ex. en Embedsbolig for Kirkens Præst og Betjente osv. Den vilde kunne blive baade hyggelig, bekvem, og mere end rummelig nok i alle Maader, med Gaardsplads og Have osv., ikke at tale om, at Ideen to vilde staa i fuldkommen Samklang med det Princip, man synes at følge i den nyere Tid ved Opførelsen af nye Kirker nemlig at lægge Præste- og Betjentbolig umiddelbart ved Kirken. Omkostningerne ved det hele Arrangement vilde vistnok ikke frembyde Vanskeligheder, thi Kjøbet af Nr. 43 i Strandstræde osv. vilde vistnok i det mindste for en Del finde Dækning ved Salget af Parcellen vest for Kirken, og Omkostningerne ved den nye Bygnings Opførelse Syd for Kirken vilde sikkert rigelig kunde opveie den Sum, Salget af Præstegaarden i Bredgade Nr. 29 med sit udstrakte Terræn og sine i et søgt Kvarter liggende Bygninger vilde indbringe Kirken vilde i ethvert Tilfælde ikke lide noget Tab, Præst og Kirkebetjent ikke heller og Byen vilde vinde meget, ved i Stedet for de forkvaklede Forhold at blive prydet med et nyt, smukt og tidssvarende Parti. Vi tillade os derfor at anbefale denne Plan til Kirkeinspektionens omhyggelige Overveielse.

(Nationaltidende 22. februar 1884).

Fra Ladegaardsaaen. (Efterskrift til Politivennen)

Bangertsbro eller Brohusbroen, som den ogsaa kaldes, har saa længe, som Folk paa Stedet kan huske tilbage, været i den ynkeligste Forfatning. Allerede for flere Aar siden forbød Politiet at fimre med Vogne over den brøstfældige Bro, og i Tidens Løn har dens Tilstand forværret sig saaledes, at den til Tider kun med Forsigtighed har kunnet passeres af Fodgængere. Forleden Dag i Mørkningen, da en ældre Kone gik over Broen, kom hun for nær til et Sted, hvor Rækværket formodentlig manglede, og faldt i Aaen. De tililende hjalp hende op med en Del Besvær, og Politiet skred nu ind, lod nogle Bræder slaa fast tværs over Broen, og forbød enhver Passage over den. Broen ejes, saa vidt vi ved, af en i Nærheden boende Privatmand, som formentlig ikke har videre Interesse af at holde den i farbar Stand, da denne Ejendom ikke skaffer ham en Øres Indtægt; men det offentlige, vor virksomme Magistrat, bør antagelsesvis ikke lade denne Lejlighed gaa ubenyttet hen til at vise sig lidt velvillig mod Arbejderbefolkningen i det i Nærheden beliggende "Rhabarberkvarter", som nu maa gjøre en stor Omvej for at komme over paa den anden Side af Aaen. Afstanden mellem de to nærmeste Broer, nemlig Broen ved Griffenfeldtsgade og Broen ved Jagtveien er nemlig en 1600 til 2000 Fod. At lade Broen for Fremtiden fuldstændig være spærret forekommer os uforsvarligt, da den i over 30 Aar har været til, og det i mange Tilfælde er nødvendigt paa et saa stærkt befærdet Sted at have nemme Overgange over Ladegaardsaaen. Hvorfor lader iøvrigt Magistraten ikke Aaen kaste til langs den bebyggede Del? En underjordisk muret Vandledning vilde være nok saa heldig som denne aabne Kloak, som Aaen ofte har fuldstændig Udseende af at være.

St.

(Morgenbladet (København) 23. februar 1884).

Ladegårdsåen ved Bangerts Bro set fra Ågade (senere Åboulevarden) mod vest ca. 1895. Tv. Ladegårdsvej, hjørnet af Bülowsvej th. nordbanen og bag ved denne Sygehjemmets have. I forgrunden slagterlærling.  Ladegårdsåen mellem Griffenfeldtsgade og Bülowsvei, blev tilkastet i 1897. Åboulevard på ovennævnte strækning anlagtes 1897-98. (Mariboe). Kbhbilleder.

Den danske Sproggrænse. (Efterskrift til Politivennen).

I "Flensborg Avis" læses følgende særdeles interessante Redegiørelse for Sprogforholdene i Nordslesvig i Nutiden, hvor Grænsen for Tiden findes mellem dansk og tysk Sprog:

Flensborg, der i lange Tider har været overveiende tysktalende, ligger endnu paa Sproggrænsen. Nord for Flensborg Fjord et Folkesproget dansk. Den eneste Undtagelse danner Kobbermøllen ved Krusaa, hvor der har dannet sig en Koloni af Fabriksarbeidere, der hovedsagelig tale Plattysk. Skjønt man om Sommeren hører mest Tysk paa Beværtningsstederne ved Fjordens nordlige Kyst, er Folkesproget dog udelukkende dansk; Publikum paa de nævnte Beværtningssteder bestaar jo af Badegjæster fra Tyskland og af Flensborgere. Paa Kobbermøllen nar findes der nord for Flensborg Fjord ikke nogen Landsby, hvor Beboerne tale Plattysk. Høitysk forekommer her sjælden som Familiesprog, for det meste kun hos indvandrede Tyskere.

Syd for Flensborg Fjord ophører det danske Sprogs Herredømme. Angel har omtrent fuldstændig givet slip paa sit gamle danske Modersmaal. Det kan man endnu komme frem med dansk Sprog i den største Del af Nordangel; men det bruges i daglig Tale mellem Beboerne kun et Par Steder ved Kysten. Det angelske Plattysk er imidlertid saa fuldt af danske Ord, Former og Vendinger, at det danske Sprog under forandrede Forhold vistnok vilde have let ved at leve op igjen. For Tiden har det kun lidet Raaderum.

I Vestangel kan man i Almindelighed endnu forstaa Dansk. Dog er Plattysk raadende i Adelby Sogn, og der tales vistnok kun lidet Dansk i Lille Solt Sogn. Oversø Sogn, hvor der for en Menneskealder siden næsten kun taltes Dansk, medens Plattysk nu har faaet Overhaand, ligger nu paa Grænsen. I Siversted Sogn kunne ældre Folk i Almindelighed nok tale Dansk, men Grænsen maa fra Oversø dog rettest drages over eller langs Sognene Eggebæk og Jørl til Fjolde, hvor man for Tiden dog kun tildels kan tale Dansk. Derfra gaar Sproggrænsen vest om Læk og Klægsbøl, der ere dansktalende, over Humtrup, Aventoft og Nykirke til Rodenæs, hvilket Sogn ligger en Mils Vei syd for Højer. Nord for denne Grænse tales overveiende Dansk; dog har Plattvsk nogle Steder faaet stærkt Indpas, saaledes i Nørre Haksted Sogn. De danske Grænsesogne ere Hanveds, vest for Flensborg, Banderup, Hjoldelund, Læk, Klægsbøl, Brarup, Sønder-Løgum og Ubjerg syd for Tønder. Nord for Vidaaen, der paa sin sidste Strækning løber syd for Tønder, Møgeltønder og Høier, tales der ingen Steder Plattysk, i Tønder By derimod, ligesom i de andre Kiøbstæder, noget Høitysk, hovedsagelig i tyske Embedsfamilier, dog ogsaa, af Hensyn til den tyske Skoleundervisning, i ikke faa Familier af Borgerskabet.

Sprogforholdene i Sønderjylland kunne i faa Ord betegnes saaledes. En Mils Vei syd før Højer begynder det frisiske Folkesprog, der er herskende paa et smalt Kyststrøg i den sydvestlige Det af Landet, forøvrigt tales der Dansk nord for en Linie fra Flensborg til Læk, og det danske Sprog gaar desuden i en Bue mod Syd ned til Hjoldelund, der ligger rigelig en Mils Vei nordøst for Bredsted, over tre Mil sydvest for Flensborg og rigelig to Mil nordøst for Husum. Syd for den buede Linie Flensborg-Hjoldelund-Læk tales der kun lidet Dansk. I Trekanten mellem Flensborg, Hjoldelund og Læk er Dansk i Overvægt; nord for en lige Linie Flensborg-Læk findes Tysk omtrent slet ikke som Folkesprog.

Indenfor Trekanten Flendborg-Hjoldelund-Læk, ligesom i alle syd og øst derfor liggende Distrikter, er Tysk eneraadende som Kirke- og Skolesprog, altsaa, foruden i de fire Sogne i Flensborg Kreds, hvor Tysk er det fremherskende Folkesprog i Fort, Oversø, Eggebæk og Nørre Halsted, hvor de to Folkesprog nok omtrent holde hinanden Stangen, samt i Fjolde Sogn i Husum Kreds, tillige i de fortrinsvis dansktalende Sogne Hanved, Balsbøl, Store-Vi og Banderup i Flensborg Kreds. Hioldelund i Husum Kreds og Læk i Tønder Kreds Nord for Linien Flensborg Læk er der udelukkende tysk Kirke- og Skolesprog i de to danssktalende Sogne Karlum og Sønderløgum samt blandet Kirkesprog og tysk i Skolesprog i følgende Sogne: Bov, Medelby, Ladelund, Brarup, Sønder-Løgum, Ubjerg, Burkal og, saa vidt vides, Tinglev. Nordligere turde der, foruden i Kjøbstæderne og Flækkerne, kun være indført tysk Gudstjeneste nogle Gange om Aaret i Ri? ved Aabenraa.

Der arbeides altsaa baade paa den nuværende Sproggrænse og nord for denne trolig paa at trænge det danske Sprog imod Nord. Naar man spørger om, hvilket Værn det danske Sprog har i denne Kamp, da maa der desværre svares: intet. Det er næppe nok, at der kan gjøres Regning paa, at Beboerne virkelig have nogen dybere Kjærlighed til deres Modersmaal og ville holde fast paa det. Man maa ikke glemme, at dette Modersmaal altid, paa de 14 Aar nær fra 1850-1864, har været tilsidesat og krænket af Myndighederne, og at Sprogordningen af 1851 paa Grund af de uheldige Forhold ikke kunde medvirke til at fremme Kjærligheden til Modersmaalet i de Egne, hvor det danske Sprog blev indsat i sin Ret. Modersmaalet har derfor i disse Egne aldrig havt den ansete Stilling, at Beboerne af de udvortes Forhold kunde faa en Følelse af dets Værd og Betydning. Desuden kan det jo ikke nægtes, at det levende danske Folkesprog har lidt under den Vanrøgt, der er bleven det til Del, og at det ogsaa af denne Grund ikke har saa megen Modstandskraft, som det ellers vilde have. Da der ikke læres et dansk Ord i Skolerne, kan Ungdommen hverken læse eller skrive Dansk. De danske Bogsamlinger, der vare oprettede i det blandede Sprogdistrikt i Aarene før 1864, bleve adspredre under og efter Krigen, tildels opbrændte af fremmede Soldater. Der gjøres for Tiden saa godt som intet for at udbrede dansk Læsning i de nævnte Egne. Sprogforeningen mener, at den for Tiden næppe kan magte at optage Kampen saa langt imod Syd; i alt Fald holder den sig i sin Virksomhed næsten udelukkende til Nordslesvig. Den danske Presse har kun ringe Indflydelse i disse Distrikter. Beboerne bleve i Aarene efter 1864, da de danske Blade vare undertrykte, vænnede til at læse tyske Aviser, for saa vidt Bladhold overhoved er almindeligt i disse Egne, hvor der ikke hersker stor Velstand. Dernæst skorter det den danske Presse paa Midler til at udvide og befæste sin  Indflydelse i de mest udsatte Egne.

Skal man i faa Ord betegne det dansk Modersmaals Stilling paa dets nuværende Grænse, saa er den saaledes: Der hviler et stærkt Tryk paa det danske Spog, og det trænges fra alle Sider. I Almindelighed vilde Befolkningen nu ikke være uimodtagelig for dansk Paavirkning; men næsten alle aandelige og materielle Hiælpemidler ere tilstoptsede. Modersmaalet er stærkt truet; men det vilde efter al Sandsynlighed, naar Lykken igjen tilsmilede den under forandrede Forhold, i særdeles kort Tid vinde ny Kraft ikke blot til at hævde sig, men ogsaa til at gjenvende sit tabte opland.

(Nationaltidende 14. februar 1884).

Flensborg Avis blev og bliver udgivet i daværende Sydslesvig, nu Slesvig. Den henvender sig til det danske mindretal syd for grænsen. 1. januar 1869 udkom Flensburger Anzeiger på tysk men i dansk ånd. Det blev overtaget af skolebestyrer Chr. F. Monrad, Gustav Johannsen og fabrikant A.G. Freudenreich som ændrede navnet til Flensborg Avis oktober 1869 med med Gustav Johansen som udgiver og  fhv. Løjtnant C.A. Willemoes (brodersøn til søhelten Peter Willemoes) som redaktør indtil 17. januar 1870 hvor Gustav Johannsen selv overtog redaktørposten og kort tid efter Karl Emil August Vennervald. Mens Gustav Johansen var moderat linje, blev den næste redaktør fra 1883, Jens Jessen mere stridbar. Mellem 1879 og 1889 var oplaget steget fra 800 til 4000. Efter 1920 kom størstedelen af abonnenterne nord for den nye grænse.

Uldkræmmer paa Læsø. (Efterskrift til Politivennen)

Fra Læsø skrives der til os den 8. ds.: En af de saakaldte Uldkræmmere, som strejfe Landet rundt, gjorde, efter at have beruset sig paa Gjæstgivergaarden i Østerby, for nogle Nætter siden Forsøg paa at trænge ind i et Hus, hvor der paa Grund af Konens Sygdom netop var Lys, og først efter at han havde slaaet en Rude itu, og en Nabo var tilkaldt, lykkedes det Folkene at blive befriet fra den ubudne Gjæst, som nu Politiet har taget sig af. Vi skulde næppe have omtalt denne Sag, saa fremt den ikke havde givet os Leilighed til at fremhæve, hvor uheldigt det ofte er for Beboerne, at der ikke i en By som Østerby, hvor der kommer en hel Del Fremmede, og hvor der ofte svires og drikkes en Del, findes en Sognefoged, idet Fogden for Hals Sogn, hvorunder Østerby hører, bor i Bangsbo, en Mil borte. Der har ogsaa tidligere været ansat en Reservesognefoged i Østerby, men i de senere Aar har der derimod ingen været, skjønt Forholdene vistnok langt fra have bedret sig. Da vi ere komne til at omtale disse Uldkræmmere og deres Excesser - thi den nævnte er vistnok næppe enestaaende - kunne vi ikke tilbageholde vor Forundring over, at Autoriteterne tillade en saadan Mængde af disse Mennesker at streife Landet om. Hvad Nytte udrette egenlig disse Folk med deres Løben om med Varer, som Forbrugerne vistnok kunne kjøbe lige saa billigt hos de Handlende? Vi kunde forstaa, om man tillod ædruelige og hæderlige Folk, som paa Grund af en eller anden legemlig Svaghed ikke formaa at ernære sig ved almindeligt Arbeide, at handle med Uldtøi for derved at tjene Brødet, men vi skjønne ikke, hvilken Grund der er til at saa mange unge, arbeidsdygtige Mænd der vist med Lethed kunde ernære sig paa anden maade, skulle have Lov til saaledes at vandre Landet omkring, tilbringende den største Del af deres Tid, der kunde benyttes bedre, paa Landeveien eller i Kroen, et Liv, der sikkert maa være demoraliserende, i alt Fald for mange af dem.

(Nationaltidende 12. februar 1884).

Fotograf Anton Bjørn Melchiorsen (1889-1950): Østerby Havn. 1912. Det kongelige Bibliotek.

Adressen om Prostitutionen. (Efterskrift til Politivennen)

Magistraten og Prostitutionen. Den Adresse om Prostitutionssagen, som i sin Tid blev indgivet til Kommunalbestyrelsen fra 4200 Mænd og Kvinder i Kjøbenhavn, anbefalede som bekendt: 1) at omordne Sædelighedsforanstaltningerne i Hovedstaden, saa de kom til at modarbejde den offentlige Usædeligheds Udøvelse i Lighed med, hvad der andetsteds er forsøgt med heldige Resultater, og 2) at udruste Politiet med Myndighed til, og at paalægge det som ubetinget Pligt, strængt at vaage over, at Velanstændigheden ikke krænkes paa offenllig Gade eller overhovedet paa offentlige Steder, og at Gadefreden overholdes, saaledes at hverken Mand eller Kvinde tør krænke den uden at hjemfalde til Straf.

I den Anledning hævder Magistraten i sin nu afgivne Betænkning, at Loven af 10. April 1874 og Regulativet af 9 Marts 1877 ikke gaar ud paa at beskytte Usædeligheden, men paa at straffe den og tvinge den Utugt, der drives som Erhværv, ind under Politiets Kontrol. Den indrømmer, at det vilde være det heldigste, om Erhværv ved Utugt overhovedet ikke taaltes, men altid blev forfulgt af Politiet og straffet. Men dette System findes, saa vidt Magistraten bekjendt, intetsteds, i al Fald ikke i nogen større By, og den ved intet om, at Ikke-Kontrolsystemet i sædelig Henseende fører til bedre Resultater end Kontrolsystemet. Den hævder ogsaa, at de ovennævnte Lovbestemmelser ikke har skabt den nu bestaaende Tilstand som noget nye. Det, man tilsigtede med dem, var hovedsagelig et Værn mod den hemmelige Prostitutioner, medens man iøvrigt slog den længe bestaaende Tilstand fast, og Magistraten vilde nære stor Betænkelighed ved at bortkaste det System vi har, i hvert Fald saa længe Erfaringen her og anden Steds ikke har paavist noget andet, der er bedre - Ansvaret for Systemets Udøvelse er imidlertid Politiets, og paa dette Omraade tør Magistraten intet udtale, men indskrænker sig til at foreslaa, at den indkomne Adresse, uden dog at ledsages af nogen Udtalelse fra Kommunalbestyrelsen, tilstilles Justitsministeriet, for at dette kan overveje denne Side af Sagen.

Et Punkt i Regulativet har i Magistraten været Gienstand for særlig Forhandling. Efter 12 maa de i offentlige Huse boende Kvinder ikke gaa paa Gaden i Tiden fra Gadelygternes Tænding til deres Slukning, hvorimod dette er tilladt de privatboende offentlige Fruentimmer. Det nævnte Forbud blev i nogen Tid efter 1866 gjort gjældende imod alle offentlige Fruentimmer, men siden er det blevet forandret, og nu er Meningerne i Magistraten delte om, hvor vidt der kunde være Anledning til at komme ind paa nogen Begrænsning ogsaa for de privatboendes vedkommende. Den Borgmester, der havde underskrevet Betænkningen (H. R. Hansen), vilde finde det rigtigt at foreskrive, at de nævnte Fruentimmer ikke maa færdes paa Gaden fra Lygternes Tænding til Kl 10 mulig til Kl 11 Aften, idet han mener, at nogle af de Ulemper, som Adressen fremhæver, derved vilde fjærnes. Men paa dette Sagens Trin finder man det tilstrækkeligt at henlede Justitsministeriets Opmærksomhed paa Spørgsmaalet. - Adressen forhandles i Borgerrepræsentationens Møde paa Mandag.

(Morgenbladet (København) 9. februar 1884. Afsnit indsat for læsbarhedens skyld).