Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. (Efterskrift til Politivennen)

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole. Den 11te Aarsberetning omfatter Tidsrummet fra 1ste Maj 1883 til 30e April 1884. Skoleaaret begyndte med et Antal af 20 Piger. I Aarets Løb tilkom 11 og udgik 10, saa at Aaret endte med et Antal af 21. Skolen har fortsat sin Virksomhed uforandret og med samme Held som tidligere. Pensionatet har været besat næsten hele Aaret, og Vaskeriet har været benyttet i samme Omfang som forrige Aar. Indtægten af betalende Skolepiger og Elever er aftagen med circa 2800 Kr. En af de væsentlige Aarsager hertil er den, at Skolen i det forløbne Aar har været meget lidet benyttet af private Elever, hvortil Grunden vistnok hovedsagelig maa søges i Oprettelsen af flere saakaldte Husholdningsskoler, hvor man er istand til at gjøre Undervisningen baade lettere og behageligere, end Tilfældet kan være i den praktiske Tjenestepigeskole. Skolen har ved denne Mangel paa højt betalende Elever lidt et ikke ringe pekuniært Tab, men paa den anden Side fremhæves i Beretningen, at saadanne Elever ofte stille Fordringer, der ikke kunne opfyldes. Regnskabet udviser et Deficit af 283 Kr., men det maa derved bemærkes, al der paa Skolens Prioritetsgjæld er blevet afbetalt 1204 Kr. 75 Øre.

Kronprindsesse Louises praktiske Tjenestepigeskole er anlagt som en Slags Normalskole for hele Landet. Den optager unge Piger af tarvelige Kaar strax efter deres Konfirmation og oplærer dem i et toaarigt Kursus i Madlavning, Vask, Strygning og al Pigegjerning. Der er udgaaet efterhaanden circa 150 Piger fra Skolen til Tjeneste baade i fornemme og borgerlige Huse og saa godt som alle have vist i Gjerning, at Skolen havde løst sin Opgave med dem. Af dens nuværende 22 Elever ere 14 fra Kjøbenhavn og Frederiksberg og 8 fra Provindserne. Skolen fik paa Udstillingen i Bryssel en hædrende Anerkjendelse og er i Norge bleven benyttet som Forbillede. Den virker for Tiden desværre under trange Forhold, og Bestyrelsen har for ikke ret lang Tid siden rettet en Opfordring til Medborgere og Medborgerinder om at komme Skolen til Hjælp ved hver i sin Kreds al vække Interesse for Sagen og skaffe Skolen Hjælp enten ved aarlige Bidrag eller en Gang for alle. Skolen har sin Bygning i Emiliegade Nr. 8.

(Ribe Stifts-Tidende 24. oktober 1884).

Se øvrige afsnit om tjenestepigeskolen ved at bruge søgefeltet.

Vesterbros Badeanstalt. (Efterskrift til Politivennen)

I disse Dage er der paa Vesterbrogade 36 i Bagbygningen aabnet en ny Badeanstalt til Afløsning af den hidtilværende romerske Badeanstalt i Absalonsgade, der som bekendt for et Aar siden solgtes til Selskabet for Oprettelsen af billige Kaffe- og Spisehuse. Den ny Badeanstalt, som er beliggende paa dem, mest befærdede Del af Vesterbrogade, optager hele den af 4 Etager bestaaende Bagbygning, idet Kælderen benyttes til Kuloplag og tillige giver Rum for Dampkedlen og Maskinen, medens Stueetagen indeholder en smuk dekoreret Vestibule og Ventesal, i hvilket ogsaa Billetsalget foregaar. De tvende Salsetager er indrettet til Badene, idet Herrebade findes paa 1. Sal og Damebadene paa 2. Sal. Badeanstalten indeholder saaledes fuldstændige Afdelinger saavel for Herrer som for Damer, hvorved den Bekvemmelighed opnaaes, at Publikum ikke som for sor visse Bade er henvist til enkelte Timer paa Dagen, men i hele Badetiden har Adgang til alle Arter af Bade. Et fuldstændigt Ventilationsapparat sikrer en rigelig Luftfornyelse i Badeafdelingerne. Anstalten præsterer: kolde og tempererede Styrtebade, kolde og varme Karbade, Afsæbningsbade, Dampstraalebade, halve og hele Dampbade, Fyrre- og Grannaalebade men i hver Afdeling vil der tillige være reserveret Plads til medicinske Bade, naar saadanne maatte blive forlangte. Anstalten er oprettet af et Interessentskab, som for en længere Aarrække har lejet Bygningen med Gaardsplads osv af Ejeren Hr. Kunstdrejermester T. Tulinius, Murerarbejdet er udført af Entreprenøren fra Etablissemtet National og Dagmar Teatret, Murmester R. Hansen, Tømrerarbejdet af Tømrermester L. Jørgensen, Kedel og Maskine af Borch & Henriksen, Ledningsarbejderne af E. Mariboe og Dahl & Gamborg, Snedkerarbejdet af J. Rasmussen og E. Willrodt, Dekorationsarbejdet af Malermestrene E. Lange og Th. Kruse. Som Bademester i Herreafdelingen fungerer Bademesteren fra den ældre Anstalt, S. Lieberkind, og Anstalten har sikret sig dygtig kvindelig Bistand til Betjening i Dameafdelingen.

(Social-Demokraten 22. oktober 1884).

Omkring 1908 blev Vesterbro Badeanstalt lukket og nedrevet. Byggeselskabet og margarineproducenten ”Bona” havde planer om at opføre et teater og åbne en passage mellem Gammel Kongevej og Vesterbrogade med butikker, restaurationer og koncertlokaler: Teaterpassagen.

Ukendt fotograf: Vesterbrogade 36, Tulinius Paraplyfabrik. I forgrunden mand med reklamevogn for Vesterbros Badeanstalt i samme bygning. I kælderen Oluf Sønderbys magasin for damekonfektion. 1890. Kbhbilleder.

Kantonnement i Jylland. (Efterskrift til Politivennen)

Godsejeres Behandling af Soldater under Kantonnementet i Jylland. Provinsbladene indeholder en Meddelelse efter "Horsens Folkeblad" om, hvorledes Godsejerne i Jylland har behandlet deres indkvarterede Soldaler. Som Supplement til denne Meddelelse kan følgende os tilsendte Skrivelse tjene. 

". . Med Hensyn til den Behandling, der er bleven os til Del fra Beboernes Side, maa jeg tilstaa, at naar vi trækker samtlige Godsejere og nogle ganske enkelte Bønder fra, var den ligefrem udmærket. Ja, jeg maa ikke forglemme selve Byen Vejle, der i Sandhed var en saa gæstfri By som nogen. Den gjorde endogsaa Bal for vore Officerer; jeg tænker, at det var for at faa nogle uforsørgede unge Piger forlovede.

Behandlingen paa Herregaardene fortjener en lille Omtale, da den giver et nyt og stort Bidrag til Karakteristiken af disse mere ærede end just nyttige Samtidige. Paa en Gaard ved Vejle, der ejes af en meget rig Godsejer, blev Folkene henviste til at ligge i - Svinestien. Sovekammeraterne var 17 store Svin og en Snes Smaagrise. Det eneste, de fik, var en Taar koldt Vand, og det fik de ikke en Gang, det tog de sig ude ved Springvandet. Godsejeren har vel nu ment, at det generede hans Springvand, at danske Soldater drak deraf; thi han fik hurtigst muligt Springvandshanen lukket. Nu kunde de heller ikke faa Vand. Om Eftermiddagen kom en Soldat gaaende'som Ordonnans med Sabel paa og vilde op til Obersten, som boede i Godsejerens Slot. Men da Soldaten var kommen op paa det første Trin af Hovedtrappen, kom Godsejeren farende med en Hundepisk og slog dermed Soldaten lige i Ansigtet flere Gange. Nogle Kammerater bemærkede det og hentede selvfølgelig de Andre, og nu kom de op efter den Slagne og gav derefter Godsejeren en lille venskabelig Serenade. Selvfølgelig løb denne, da det kneb, saaledes som den Slags Folk altid gør. Men samtlige Soldater klagede over den Tort, der var overgaaet deres uskyldige Kammerat, og nu er der indledet Undersøgelse mod vedkommende Godsejer. Han slog Soldaten, forti denne var for simpel til at betræde hans Hovedtrappe. Er det egenlig ikke betegnende? Netop den Slags Folk, der raader allermest paa Krig og Patriotisme, de bærer sig saaledes ad overfor de Mænd, som de vil bruge til Kanonføde. Det er nu deres Udtryk for Fædrelandskærlighed - og Pligtopfyldelse.

- En anden Herregaardshistorie er ligefrem morsom Der skulde Herremanden flotte sig og sendte derfor Mandskabet noget varmt Øl om Morgenen. Om han har villet haft Betaling derfor, faar staa hen. Nok er det, Obersten, som boede paa samme Gaard, kom noget efter ned til Soldaterne og lod dem vide, at naar de havde faaet Øl, "var det ikke mere end deres Pligt at give Godsejeren deres Rugbrød." Tak, for en Kop næsten udrikkeligt varmt Øl et 5 Pds Rugbrød. Jo, De ser, at Officererne holder paa deres Soldaters Bedste. En Menig.

(Social-Demokraten 4. oktober 1884).

Voldsmanden Svend Petersen paa Amager. (Efterskrift til Politivennen)

Udaaden paa Amager.

Om det af Gaardmand Svend Pedersen i Sundbyvester forøvede Overfald paa to af sine Tjenestepiger har vi modtaget følgende :

Da Undertegnede Mandagen den 11. Avgust d. A. henvendte os i Svend Pedersens Gaard, medundertegnede Lovise Poulsson for at afhente mine Ejendele og medundertegnede Henriette Hansen for at erholde et Beløb af den mig tilkommende Løn, som jeg ikke havde faaet udbetalt, blev vi Genstand for følgende Behandling.

Ved vor Ankomst til Gaarde, henvendte undertegnede Henriette Hansen sig til Svend Pedersens Hustru med j Forespørgsel om, hvorvidt Svend Pedersen var hjemme, idet jeg ønskede at faa mit Tilgodehavende udbetalt. Der blev imidlertid svaret, at Pedersen ikke var hjemme, og da jeg saaledes ikke kunde faa mit Ærinde udrettet maatte jeg foreløbig lade dette bero. Imidlertid gik medundertegnede Louise Poulsson ind i Pigekamret og hentede sin Koffert, som vi da i Fællesskab bar ud ad Bagporten til Gaarden. Da vi var komne ud paa Vejen kom Svend Pedersen imidlertid løbende efter os, og da han kaldte paa os, standsede vi, og satte Kofferten ned paa Vejen. Da han kom hen til os gav han sig uden nogen Foranledning til at ruske i medundertegnede Lovise Poulsson, og slog mig gentagne Gange i Ansigtet med knyttede Hænder, saaledes at min Næse blev slaaet til Blods, hvorefter han tilsidst sparkede mig med sin Træsko i den venstre Side af Underlivet.

Medundertegnede Henriette Hansen var imidlertid gaaet over til den anden Side af Vejen. Svend Pedersen kom da over imod mig og tilføjede mig en Mængde Slag dels i Hovedet og dels i Ryggen af den venstre Side. Han stødte mig endvidere ud i en bag ved Gaarden værende Vandpøl, der har Tilløb fra Møddingen, greb mig i Halsen og trak eller stødte mig flere Gange Voldsomt frem og tilbage i Vandet. Følgen af denne Behandling var, at jeg kom til at spytte Blod i en meget høj Grad. Svend Pedersen skød mig derpaa foran sig tilbage til Gaarden, hvor jeg opholdt mig i Borgstuen indtil Birtedommeren, der var ankommen til Gaarden for at undersøge et Aftenen i forvejen stedfundet Lynnedslag, havde forladt Gaarden. Under dette mit Ophold paa Gaarden vedblev den hæslige Blodspytning uafbrudt. Svend Pedersens Hustru forsøgte nu at overtale mig til atter at tage Tjeneste hos dem, og da jeg frygtede for at blive Genstand for yderligere Overlast, lovede jeg at komme tilbage den paafølqende Morgen, hvorefter jeg forlod Gaarden, og begav mig under stadig Blodspytning og hæslige Smærter til en i Sundbyøster boend Kone, hvis Hjem jeg med stort Besvær naaede. Her fik jeg et meget hæsligt Krampetilfælde, og efterat Politiet havde taget Rapport om det Forefaldne, blev jeg den paafølgende Morgen indlagt paa Amtssygehuset i Ryesgade.

Efterat Svend Pedersen havde ført Henriette Hansen tilbage til Gaarden løb han atter hen imod medundertegnede Lovise Poulsson, og forfulgte mig ca. 200 Alen henad Vejen. Da han imidlertid saa, at Birkedommeren kom kørende hen imod Gaarden, ophørte han at forfølge mig. Derpaa tog han, i Forening med en af sine Sønner min Kuffert og satte den i Porten hvor jeg, da jeg atter blev alene paa Vejen, hentede den og bar den saa langt jeg formaaede indtil det lykkedes at faa den transporteret videre ved Hjælp af en forbikørende Vogn, hvorefter jeg ligeledes begav mig til den ovenfor omtalte Konge i Sundbyøster.

Medundertegnede Henriette Hansen har ligget i 7 Uger paa Hospitalet indtil jeg i Onsdags blev udskreven. Det viste sig paa Hospitalet, at jeg tillige havde faaet Skade i den venstre Hofte, som bevirkede, at Benet blev flere Tommer kortere end det højre. For denne Skade er jeg dog nu helbreder, hvorimod jeg endnu føler Smerter i den venstre Side og er ude af Stand til at paatage mig nogen Tjeneste. Ogsaa undertegnede Lovise Poulsson har siden Overfaldet været ude af Stand til at paatage mig nogen Plads, idet Lægerne udtrykkelig har forbudt mig at udføre andet end meget let Arbejde.

Det er os bekendt, at Svend Pedersen under Forhørene dels nægtede at have slaaet os, og dels søgte at give Sagen et andet Udseende ved at foregive at han ikke kunde huske, hvad der var foregaaet. Vi maatte desaarsag aflægge Ed paa vor, i Overensstemmelse med ovenstaaende afgivne Forklaring i Retten. Det er ligeledet betegnende for Svend Pedersens Optræden, at han i en Tid af 7 Dage betalte for medundertegnede Lovise Poulssons Underhold, men at han tog denne Understøttelse bort. saa snart jeg havde aflagt Ed paa Rigtigheden af den af mig afgivne Forklaring. Svend Pedersen har ligeledes forsøgt at faa Sagen bilagt ved Hjælp af Penge, idet han i Retten og medens Birkedommeren og Retsbetjentene hørte derpaa direkte tilbød mig Penge i Erstatning, hvis jeg ville blive "enig" med ham. Birkedommeren tilskyndede mig ligeledes til at "komme overens" med Svend Pedersen. Efter at han nemlig i et Forhør havde tilspurgt mig, hvor meget jeg skulde have i Erstatning, hvortil jeg svarede, at Retten maatte tildømme mig en saadan. bemærkede Birkedommeren, at "det dog var bedst at komme overens." Ogsaa medundertegnede Henriette Hansen er af Birkedommeren bleven tilspurgt om. hvor meget jeg vilde forlange i Erstatning, uden at han dog tilskyndede mig til at indgaa noget Forlig med Svend Pedersen. Med Hensyn til den 3 Uger lange Arrestation, jeg blev underkastet paa Grundlag af den ugrundede Beskyldning for at have faaet Svend Pedersens Datters Armbaand, har Birkedommeren erklæret, at der vilde blive mig tilkendt en Æresoprejsning.

Lovise Charlotte Poulsson.
Henriette Ludolffine Hansen.

* * *

Det er betegnende for Retstilstandene paa Amager, at Voldsmanden, der foretog ovenomtalte brutale Overfald, kun har siddet under Anholdelse i 11 Dage og den Dag i Dag befinder sig paa fri Fod, medens de to Piger, der bleve arresterede paa Grundlag af den urigtige Beskyldning for at have taget det nævnte Guldarmbaand, blev holdt i Arrest i 3 Uger. Det er ligeledes betegnende, at Birkedommer Dahlerup, i Stedet for at virke hen til, at Voldsmanden faar sin fortjente Straf, tværtimod søger at faa Sagen bilagt paa den for Svend Pedersen læmpeligste Maade ved ligefrem at stille Opfordring til de mishandlede Piger om, mod Udbetaling af et større eller mindre Beløb, at "komme overens" med deres Plageaand. Dette Forsøg paa at lade Pengeposen gøre Udslaget mener vi bør ikke gaa upaatalt hen.

Muligvis har det sine ubehagslige Sider for Hr. Dahlerup, naar han en Gang imellem bliver nødt til at tage en velhavende Voldsmand under Behandling, og derfor kan have Tilbøjelighed til at lade denne slippe saa billig som muligt, men Straffeloven staar dog over Hr. Birkedommeren, og selv om den ikke lader enhver Voldsmand faa den Straf, han tilkommer, bør den dog ikke ligefrem skubbes til Side for en fyldt Pengesæk. Vi antager, at Hr Dahlerup, naar han vil, nok kan finde ud af, hvor meget der skal tilkendes Pigerne i Erstatning, uden at der behøves at gaas paa Akkord med Svend Pedersen. Red.

(Social-Demokraten 3. oktober 1884)

Birkedommer og herredsfoged Hans Dahlerup (1832-1896) var blevet cand. jur 1856, auditør 1862. Han var by- og herredsfoged i Mariager 1870-1877, birkedommer i Amager Birk 1877-1888, herredsfoged i Lejre herred 1888. Han blev ridder af Dannebrog 1888.

Dommen over Voldsmanden Svend Petersen paa Amager

Under en ved Amager Birks Ekstraret behandlet Sag tiltaltes Gaardejer Svend Petersen af Sundbyvester for Vold, og efter de fremkomne Oplysninger er de nærmere Omstændigheder herved følgende: Natten mellem den 18de og 19de Juli f. A. rømmede Pigen Henriette Rudolphine Hansen af sin Tjeneste hos Tiltalte, der bor paa Sundbyvester Mark, og kort Tid derefter blev hun arresteret som mistænkt for at have begaaet en Forbrydelse; men da hun ikke blev overbevist herom, blev hun igen løsladt den 7de Avgust, og tog da, skønt hun havde lovet at vende tilbage til Tjenesten, Ophold hos Madame Nielsen i Dyvekestræde i Sundbyvester. Den 10de August om Aftenen rømmede Pigen Lovisa Charlotte Poulsen ligeledes af sin Tjeneste hos den Tiltalte, fordi hun, der var frugtsommelig, frygtede for, at hun ikke skulde kunne udholde det forestaaende Høstarbejde, hvorfor den Tiltalte, da hun ikke havde medtaget sit Tøj, gav Ordre til, at dette ikke maatte udleveres hende, før hun kom tilstede, da han vilde efterse det, for at forvisse sig om, at hun ikke bortførte Tyvekoster. Den følgende Dag, altsaa den 11te Avgust, om Eftermiddagen, indfandt Lovisa, der ligeledes havde taget Ophold hos fornævnte Madame Nielsen, sig igen paa den Tiltaltes Gaard, for at hente sit Tøj, og var da i Følge med ovennævnte Pige, Henriette, der kom for at kræve sin tilgodehavende Løn. Da de kun traf den Tiltaltes Hustru tilstede, gik Lovisa ind i Pigekammeret og hentede, trods givet Forbud, sin Kuffert, som hun og Henriette derefter gik bort med gennem Gaardens Bagport, og da Tiltalte, som opholdt sig tæt udenfor Gaarden, straks blev underrettet herom, løb han efter Pigerne, som han indhentede lige udenfor Porten, og om hvad der derefter foregik har Tiltalte forklaret, at da Pigerne ikke efter hans Opfordring vilde vende tilbage med Kufferten, som han vilde efterse, kastede han Louisa med Magt til Side, saa at Pigerne slap Kufferten, idet han greb Lovisa i Skulderen og ruskede hende, hvorhos han gav hende to Slag i Ansigtet med sin Haand, og da Lovisa derefter løb bort, vendte han sig mod Henriette, idet han tog fat i hende og ruskede hende, og da hun derfor vilde flygte fra ham, greb han hende med begge Hænder svingede hende rundt, hvorved de begge kom til at træde ud i en Vandpyt, som Regnen havde dannet; og da han havde faaet hende vendt mod Porten, greb han hende i Ryggen, idet han holdt hende fast i hendes Kjole, og skubbede hende foran sig igennem Portlaagen, fordi han vilde, at hun, der, som anført, havde lovet at vende tilbage i sin Tjeneste, skulde gaa ind til hans Hustru, og for at fremskynde hendes Gang stødte han hende med venstre Haand i Ryggen, og efter at han saaledes havde ført hende ind paa Gaardspladsen, hvor han slap hende, vendte han tilbage og hentede Kufferten, som han satte ind i Porten, hvorpaa han gik ind for at tage imod Birkedommeren, som i det samme kom kørende til Gaarden.

Efter begge Pigernes beedigede Forklaringer har den Tiltalte, foruden at behandle Lovisa som anført, hvorved hendes Næse kom til at bløde, tillige, idet hun vilde til at løbe bort, sparket hende i Underlivet, hvad den Tiltalte har erklæret ikke at kunne erindre, og i øvrigt gaar Lovisas Forklaring ud paa, at hun, efter at være kommen bort fra Tiltalte, løb over til en Nabogaard, hvorfra hun kort Tid efter vendte tilbage og hentede sin Kuffert, der nu var hensat i Porten, og begav sig med den til sin Bolig i Dyvekestræde, idet hun kom til at køre den største Del af Vejen med en Vogn, som tilfældig indhentede hende, og da hun havde været hjemme en Times Tid følte hun Smærter i Underlivet som en Følge af det hende tildelte Spark, og da disse Smærter tiltoge, henvendte hun sig den 14de Avgust til Distriktslægen, som derefter tog hende under Behandling. Af denne Læges under Sagen fremlagte Erklæringer fremgaar det, at Lovisa, skønt der ikke fandtes nogen Affarvning af Huden eller nogen kendelig Hævelse, havde stærke Smærter i venstre Side af Underlivet, hvilke Smærter efter Anvendelse af Igler og Omslag efterhaanden aftoge og var den 19de August, da den første Erklæring afgaves, ofte ubetydelige, men indfandt sig atter ved de mindste Bevægelser, hvorhos hendes Befindende i det Hele ikke var godt, da hun havde tabt Madlysten og havde nogen Feber. Da Lægen i sin Erklæring af 20de Avgust havde udtalt, at det forekom ham aabenbart, at de omtalte Tilfælde maatte skyldes en hende den 11te s. M. tilføjet Læsion, og at der, da Lovisa fra samme Tid ikke havde bemærket Fosterbevægelser, var sandsynlighed for, at samme Læsion havde bevirket hendes Fosters Død, blev den Tiltalte den 27de s. M belagt med Varetægtsarrest, men blev dog atter løsladt den 5. September, efter ar der ved en den 30. Avgust paa den kgl. Fødselsstiftelse foretagen Undersøgelse var bemærket Liv. I sin Slutningseklæring af 12te September udtalte Distriktslægen, at Lovisa da maatte anses som helbredet uden sandsynlige Følger for Fremtiden, og i Følge en Skrivelse af 30. November fra Læge Th. B. Hansen paa den kgl. Fødselsstiftelse havde Lovisa den 18de s. M. der født et fuldbaaren levende Drengebarn.

Hvad dernæst angaar Pigen Henriette, da gaar hendes beedigede Forklaring ud paa, at den Tiltalte, foruden at have behandlet hende som af ham omforklaret, tillige har med knyttet Haand slaaet hende baade i Tindingerne og i Baghovedet, og givet hende et Stød i højre Side, samt at det forekom hende, at det var med en eller anden Genstand, som den Tiltalte optog i Porten, at han gentagne Gange slog hende paa Ryggen, uden at hun dog har kunnet sige noget bestemt herom, men at hun ved disse Slag fik Blod i Munden. Da den Tiltalte havde sluppet hende, gik hun ind i Gaardens Vaskehus, hvor hun opholdt sig et Par Timer, og talte fredeligt baade med den Tiltalte og hans Familje, som af og til saa ind til hende og gav hende noget at spise, og hun hor erkendt, at hun da gav et noget ubestemt Løfte om næste Dag at ville vende tilbage til Tjenesten, men tilføjet, at det skete i Anledning af Frygt for den Tiltalte. Da Birkedommeren havde forladt Gaarden, begav hun sig til Fods tilbage til sin Bolig i Dyvekestræde, der ligger en Kvart Mil fra den Tiltaltes Gaard, og følte da under Gangen nogle ikke meget stærke Smærter i sin venstre Hofte, hvilke Smærter hun havde begyndt at mærke, da den Tiltalte trak hende ud i Vandpytten, og da hun kom paa Trappen, der fører til hendes Bolig faldt hun og stødte sin venstre Hofte, saa at hun maatte slæbe sig op ad Trappen ved at holde i Rækværker, og kunde ikke siden støtte paa sit venstre Ben.

Af Sagens øvrige Oplysninger fremgaar det, at Henriette, der har et svageligt Helbred og navnlig har lidt af Saar paa Tarmene, da hun kom ind i sin Lejlighed var blodig om Munden, og hun straks faldt om og fik Krampe og spyttede Blod op, hvorfor hun den næste Dag blev indlagt paa Amtets Sygehus. I sine under Sagen afgivne Erklæringer, har Lægen ved bemeldte Sygehus udtalt under 30te Avgust, at Henriette straks efter Indlæggelsen paa Sygehuset ophostede en meget ringe Mængde Blod, men at der iøvrigt intet andet abnormt fandtes end nogen - dog ikke megen - Ømhed i højre Side af Mellemgulvsregionen og over venstre Hoftekamp, og under 26de f. M., at uagtet der ikke fandtes synlige Mærker, f. Eks. Blodudtrækninger, skyldtes de omtale ømme Steder utvivlsomt Stød eller Slag, men at Ømheden ved venstre Hofteregion havde vist sig at være langt betydeligere end straks antaget, og endelig under 12te September, at da Ømheden i højre Side i Løbet af nogle Dage havde tabt sig ved Sengeleje alene, er det sandsynligere at den skyldtes Stød og Slag, der dog ikke kunne have været betydeligere, end at den skulde være Symptom paa Mavesaar, og at det Blod, som Henriette har faaet i Munden, enten kan skyldes Stød eller Puf i Ryggen eller mindre Beskadigelser ved Tænderne i Mundhulen eller paa Læberne; men at ingen af disse tvende Læsioner har efterladt skadeligt Følger for Fremtiden. Med Hensyn til Smerterne i venstre Hofteregion, erklærede Lægen, at de havde vist sig at hidrøre fra en Betændelse i Hofteleddet, hvilken Sygdom ikke kan tænkes at være opstaaet ved et Fejltrin, men maa antages at være foraarsaget ved Henriettes ovennævnte Fald paa Trappen til hendes Lejlighed, og de Krampeanfald, som Henriette fik i sit Hjem, har efter Lægens Formening næppe staaet i direkte Forbindelse med den hende overgaaede Vold, men maa snarere opfattes som almindelige hysteriske Anfald som Følge af Sindsbevægelse, især da hun under Opholdet paa Sygehuset har gjort Indtryk af al være en Del hysterisk. Endelig har den samme Læge under 3. September erklæret, at Henriette da var fuldstændig helbredet, uden at hendes Sygdom har efterladt skadelige Følger for hendes fremtidige Helbred.

Efter det anførte, maa det anses som godtgjort, navnlig ved begge Pigernes beedigede Forklaringer i Forbindelse med Beskaffenheden af den Lovisa tilføjede Læsion i Underlivet, som ikke er oplyst at være bleven tilføjet hende paa anden Maade, at den Tillalle ikke alene har tilføjet Lovisa den af ham omforklarede Vold, men ogsaa sparket hende i Underlivet, og derved tilføjet hende den i Distriktslægen Erklæring ommeldte Læsion, hvorimod det ikke kan anses som godtgjort, at den Tiltalte, som Lovisa endvidere har forklaret, ved den ovennævnte Lejlighed havde Træsko paa Fødderne, og den tiltaltes Forklaring om, at han kun var iført Morgensko vil saaledes som ikke modbevist være at lægge til Grund for Sagens Paadømmelse. Efter Indholdet af de ovennævnte Erklæringer fra Lægen ved Amtets Sygehus maa det anses som godtgjort, at Tiltalte, foruden at behandle Henriette som af ham omforklaret, tillige har puffet eller stødt hende i venstre Side, men medens de øvrige mindre Sygdomssymptomer, hvoraf Henriette ved sin Indlæggelse paa Sygehuset fandtes at lide, maa anses som Følger af den hende af den Tiltalte tilføjede Vold, findes den Hoftebetændelse, hvoraf hun har lidt, ikke at staa i en saadan Forbindelse med hans Behandling af hende, at han herfor kan drages til Ansvar. Begge Pigerne har erklæret, at de ikke ønske Spørgsmaalet om deres Erstatningskrav hos Tiltalte paakendt under denne Sag, og deres eventuelle Ret i faa Henseende vil saaledes være dem forbeholdt. 

For sit ovennævnte Forhold vil Tiltalte, som er født i Sundbyvester, den 17de April 1822 og ikke tidligere er funden straffet, nu være at anse efter Straffelovens § 203, og idet der tages Hensyn til, at det var ham bekendt, at Lovisa var frugtsommelig og Henriette af et svageligt Helbred, findes hans Straf at burde fastsættes til simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos han vil være at tilpligte at udrede Aktionens Omkostninger, hvorunder Salær til Aktor, Prokurator Møller 50 Kr., hvorimod der ikke blive at tilkende Defensor, Overretssagfører Diechmann, noget SaIær, da han, som tidligere privat engageret, ikke har nedlagt Paastand.

(Social-Demokraten 13. januar 1885).

Ukendt fotograf: Minorkagade. Gamle huse. Tidligere Dyvekestræde, Sundbyøster. Det var i dette stræde de to tjenestepiger et par årtier før havde lejlighed. Kbhbilleder. 1905-1910.

Dyvekestræde skiftede i 1901 navn til Minorkagade. Det var en sidegade i den gamle Sundbyøster landsby på Amager. Minorkagade blev nedlagt i begyndelsen af 1960'erne i forbindelse med opførelsen af beboelsesejendommen Øresundsvej 31-37 og Rødegård 14-18. Bagsiden husene i Minorkagade var en smøge "Gissegyden" som førte ind til Røde Kro.

Vor Kriminelle Retspleje. (Efterskrift til Politivennen).

"Egen Tilstaaelse" er som bekiendt Hovedbevismidlet i vor Strafferetspleje. Det fordres vel, at Tilstaaelsen skal bestyrkes ved eller stemme med "det iøvrigt oplyste"; men Forhørsdommerens Opgave bliver dog i de fleste Tilfælde i vel væsenlige den: ved de til hans Raadighed staaende Midler, herunder Varetægtsarrrest, at tilvejebringe den Sigtedes Tilstaaelse Naar det ved Tiden heraf paahviler Dommeren ogsaa at fremdrage, hvad der kan tale til den Sigtedes Fordel og bevise hans mulige Uskyldighed, da er det forlængst i Theorien anerkiendt og ligeledes udtalt fra Proceskommissionens Side, at denne Forening af forskjelligartede Virksomheder stiller unaturlige Krav til og i Virkeligheden fordrer det psykologisk umulige af Forhørsdommeren. Et Exempel herpaa frembyder den heri Bladet tidligere i Korthed omtalte Justitssag mod Arretstanten Skrædersvend Bostrøm, der ved Hillerød Extrarets Dom af 20. Decbr. f. A ikjendtes 8 Aars Forbedringshusarbejde vor Drab, men nu ved en den 12. Septbr. d. A falden Overretsdom er bleven frifunden for Aktors Tiltale.

Bostrøm og 3 andre svenske Skrædersvende havde Torsdagen den 18de Febr. 1883 sviret omkring paa forskjellige Værtshuse i Hillerød. Den ene af disse Skrædersvende ved Navn Åkesson forsvandt samme Aften, og Bostrøm, der ved en noget paafaldende Adfærd selv havde henledet en Mistanke paa sig, tilstod efter at være bleven anholdt uden Nølen, at han havde dræbt Åkesson. Hans Tilstaaelse gik som ny paa, at han i umiddelbar Forbindelse med et Sammenstød med Åkesson om Aftenen paa Torvet i Hillerød, hvor alle 4 Skrædersvende var samlede, havde fortsat Slagsmaalet med Åkesson ned til Slotssøen bag Frederik Vll's Monment og der stødt ham ud i Vandet, saa at han druknede. Denne Tilstaaelse forandrede Bostrøm imidlertid meget snart derhen, at han sent paa Aftenen havde truffet Åkesson i en Port paa Hillerød Slotsgade og slaaet ham ihjel med en i et Tørklæde indbunden Sten, og at han derefter bar Liget over Torvet ned til Søen og kastede det over Rækværket ud i denne. Esfer omtrent 7 Ugers Forløb blev Åkessons Lig fundet i Søen, og nu afgav Bostrøm en tredje Tilstaaelse, der gik ud paa, at han nede bag Monumentet havde stukket Åkesson ihjel med sin Kniv og derefter kastet ham i Søen samt hans Hat bagefter. Disse Tilstaaelser tilbagekaldte Bostrøm jævnlig under Forhørenes Gang, men paa Dommerens Foreholdelse, at intet Hensyn kunde tages hertil, fornyede han dem efterhaanden med forskiellige Tilføjelser og Forandringer.

Foto af Torvet i Hillerød med Frederik VIIs statue ved Slotssøen. Fotoet er taget med Slotsgade bag fotografen. Bakkegade ligger ca ½ km uden for fotoet til højre. Hotel Leidersdorff (bygget i 1878 af Aksel Valdemar Leidersdorff 1831-1905) lå ned til venstre for fotoet ad Slotsgade, hjørnet af Slangerupgade ca ½ km til venstre for fotoet.

Det viste sig ved Lægeundersøgelsen af Liget, at de to sidste Tilstaaelser maatte være urigtige. Der fandtes nemlig ingen Læsioner paa Liget, som svarede til, at Åkesson kunde være dræbt enten ved et Slag eller ved et Knivstik. Den eneste Beskadigelse, som Liget udviste, var et skarpt Snitsaar i den ene Tinding, et Saar, der dog kun gik igjennem Huden og var altfor ubetydeligt til at have kunnet foraarsage Åkessons Død

Tilbage blev saaledes kun Arrestantens forne Tilstaaelse: men heller ikke denne kunde i sin Helhed være rigtig, Thi det var i al Fald oplyst, at Bostrøm ikke i umiddelbar Fortsættelse af sit Sammenstød paa Torvet med Åkesson havde fortsat Slagsmaalet med denne. Der var i denne Retning oplyst følgende: Under det nævnte Sammenstød, der fandt Sted henimod Midnat og overværedes af de to andre Skrædersvende, førte Bostrøm med sin Haand et Slag imod Åkessons Hoved, saa at denne faldt til Jorden. Da han rejste sig op, saas han at bløde temmelig stærkt i Ansigtet. Den hele Scene var bemærket i det klare Maaneskin af Vægteren og to Karle, som stod paa Hjørnet af Torvet af Slotsgade. Til disse løb strax alle 4 Skrædersvende hen og fulgtes med dem til et Værtshus i Slotsgaden, hvor Bostrøm og en af de andre Skrædersvende boede paa et Bagværelse. Her gik sidstnævnte Skrædersvend ind og i Seng; men Bostrøm, der ikke vilde hjem endnu, vendte om og gik i Følge med den anden Skrædersvend, som boede i Bakkegade, tilbage ad Torvet til. Vægteren og de to Marie fortsatte derimod deres Vei i modsat Retning ned ad Slotsgaden. Åkesson, der foran i Slotsgaden havde holdt sig noget afsides fra de andre og var set med sit Tørklæde at tørre Blodet af sit Ansigt, forsvandt kort efter, uden at de andre saa andre saa, hvor han blev af. Ester temmelig kort Tids Forløb kom Bostrøm med sin Kammerat tilbage til fornævnte Værtshus og mødte der igjen Vægteren og den ene af Karlene, der kom imod dem fra den modsatte Vej. Vægteren lukkede nu Porten op for Bostrøm, der gik op paa sit Værelse og i Seng.

Det Tidsrum, i hvilket Bostrøm kunde have udøvet Drabet paa Åkesson, maatte saaledes ligge imellem det Øjeblik, da Bostrøm i Folge med en af Skrædersvendene vendte om ved Værtshuset, og det Øjeblik, da de kom tilbage til samme. Bostrøm tilstod ogsaa meget villigt, at han i dette Tidsrum havde forladt den Kammerat, som han fulgtes med, dernæst Misset Åkesson, stødt denne i Søen, og derefter atter mødt sin Kammerat og fulgt med denne tilbage til Værtshuset, hvor Vægteren saa lukkede ham ind.

Det lykkedes imidlertid under Defensionen for Overretten at godtgjøre, at denne Fortælling heller ikke kunde være sand. Begge Karlene, der i Forening med Vægteren skiltes fra Skrædersvendene ved Værtshuset, var nemlig herfra i ustandset Gang gaaede ned til Hjørnet af Leidersdorfs Hotel og vendte om dr. Paa Tilbagevejen traf de atter Vægteren, som paa Henvejen havde forladt dem for at kalde paa en Bagersvend, og efter at de havde standset i 5 Minuter under en Samtale med Vægteren, gik den ene Karl hjem, medens den anden i Forening med Vægteren gik videre hen til Værtshuset, hvor de, som sagt, mødte Bostrøm og hans Kammerat, der kom tilbage fra den modsatte Side. Det var oplyst, at Bostrøm og den i Følge med ham værende Skrædersvend havde været oppe ved Bakkegade og var vendt om der. Ved Hjælp af disse Data lod det sig stude, om der var nogen Mulighed for, at Bostrøms sidstnævnte Forklaring kunde være sandfærdig. Efter Anmodning af Overretsdefensor (Prof. Leth) lod nemlig Underretsdefensor (Prok Wodschov) Strækningen fra Hjørnet af Leidersdorfs Hotel gjennem Slotsgade til Bakkegade afskridte i en jævn almindelig Gang. Det viste sig, at til at tilbagelægge Vejen fra det omtalte Værtshus i Slotsgade til Hjørnet af Leidersdorfs Hotel og tilbage igjen brugtes 8 Minuter, samt at Vejen fra Værtshuset til Bakkegade og tilbage igjen medtog 13 Minuter. Hermed var Sagen klar. Den ene af Karlene havde, da han og Vægteren skiltes fra Skrædersvendene ved Værtshuset i Slotsgade, tilbagelagt Vejen derfra til Leidersdorfs Hjørne og tilbage igjen, men undervejs gjort et Ophold af 5 Minuter. Tilbagelæggelsen af selve denne Vejlængde krævede 8 Minuter, som med Tillæg af de 5 Minuters Ophold giver 13 Minuter. I samme Tidsrum var Bostrøm og den i Følge med ham værende Skrædersvend passerede fra Værtshuset til Bakkegade og tilbage igjen, og havde hertil ogsaa ogsaa brugt 13 Minuter; men da disse 13 Minuter i Følge den skete Afskridtning netop behøvedes for at tilbagelægge nævnte Strækning, var det hermed givet, at der ingen Tid blev til overs, i hvilken Bostrøm kunde have fjærnet sig og stødt Åkesson i Søen.

Medens saaledes Bostrøms egne Tilstaaelser om at have dræbt Åkesson alle viste sig fuldstændig usandfærdige, og det tillige viste sig, at Underdommeren ikke fandt ud af, at ingen af disse Tilstaaelser kunde tillægges Betydning som Bevismiddel mod den sigtede, frembyder Sagen den Eiendommelighed, at den Forseelse, som Bostrøm i Virkeligheden synes at have begaaet, har han netop ikke tilstaaet, men fordulgt den paa det omhyggeligste. Som tidligere berørt, blev Åkesson ved et Slag i Hovedet kastet til Jorden af Bostrøm under Sammenstødet paa Torvet og blødte temmelig stærkt af et Saar i Ansigtet, da han rejste sig op igien. Lægeundersøgelsen af Liget viste, at dette Saar var et skarprandet Snitsaar i Tindingen, og da Åkesson ikke kan have faaet dette Saar ved sit Fald mod Brostenene, kan det næppe være tvivlsomt, at Bostrøm har holdt den hos ham forefundne Lommekniv i Haanden, da han førte Slaget mod Åkesson. For dette Forhold vilde Bostrøm have været at tiltale efter straffelovens § 203, hvilket imidlertid ikke er sket. Han har iøvrigt ogsaa nu siddet Fængslet siden Februar f. A.

Med Hensyn til den Maade, paa hvilken Åkesson er omkommet, kan der næppe være nogen Tvivl om, at han, da de andre Skrædersvende tabte ham af Syne i Slotsgaden, er gaaet ned paa Broen dag Frederik VII's Monument for med sit Lommetørklæde at vaske Blodet af Ansigtet, og at han ved at bukke sig ned efter Vandet, beruset som han var, har faaet Overballance og er falden i Søen. Da hans Lig fandtes, havde det endnu Lommetørklædet i højre Haand.

(Morgenbladet (København) 30. september 1884).