Paa Gaderne. (Efterskrift til Politivennen)

Den eneste Gade, paa hvilken der kunde mærkes, at der i København var foregaaet noget usædvanligt, var Østergade. I hele den øvrige By færdedes Folk paa sædvanlig Maade. Af og til kunde man vel i Forbigaaende høre, at der blev talt om Attentatet, dog ikke paa nogen højrøstet eller farlig torefaldende Maade. Ikke en Gang paa Toldbodvejen var der noget farligt at mærke. Folk sandedes som sædvanlig frem og tilbage, og af Estrups Bopæl blev der ikke taget nogen Notits.

Paa Østergade og i de allernærmeste Dele af de tilstødende Gader deltes der Løbesedler omkring fra forskellige Blade, hvilket foranledigede, at der samledes en Del Mennesker, uden at Færdslen dog i nogen følelig Grad blev generet. Politiet var betydeligt forstærket. Patrouiller paa to a tre Betjente passerede uafladeligt frem og tilbage, og saa snart nogen stod stille for at læse de modtagne Løbesedler, lød der straks et "Passer Gaden" fra Politiet, og da slige Standsninger stadig var rent tilfældige, havde Politiet overmande let ved at holde Gaden passabel.

Inde i Ny Østergade stod et Bybud med en Del Løbesedler. Omkring ham samlede der sig en lille Klynge, men i Stedet for rask at dele sine Sedler ud, knugede han dem sammen, brød ud af Klyngen og løb sin Vej. Han smuttede senere ind ad en Gadedør og gemte sig. Folk fik ingen Løbesedler den Gang

(Social-Demokraten 22. oktober 1885).

Den 23. oktober hjemsendte Estrup Folketinget indtil den 18. december 1885 med henvisningen til grundlovens § 25: "I særdeles paatrængende Tilfælde kan Kongen, naar Rigsdagen ikke er samlet, udstede foreløbige Love, der dog ikke maa stride mod Grundloven og altid bør forelægges den følgende Rigsdag." Herefter blev landet styret af 7 mandsregeringen og kongen.

Arbejderforfølgelsen i Næstved. (Efterskrift til Politivennen)

(Korrespondance.) Den økonomiske Krig, hvormed Højre paa en hensynsløs Maade forfølger de Arbejdere, der nærer selvstændige Anskuelser, er atter i disse Dage kommen til Udbrud i Næstved, idet Formanden for den socialdemokratiske Forening der i Byen, Blikkenslager Vestergaard, er bleven berøvet sit Erhverv af politiske Grunde. Det er ikke første Gang, at Estrupperne i Næstved har fulgt det af deres Aandsfrænder i andre Egne af Landet givne Eksempel, idet ogsaa tidligere Arbejdere er blevne gjort brødløse for deres politiske Anskuelsers Skyld i den By, hvor det pøbelagtige Højre lavede det bekendte Avertissement om de udelukkede Smedes Hustruer.

Den direkte Anledning til Blikkenslager Vestergaards Afskedigelse fik Højre derved, at han var til Stede og havde Ordet ved det politiske Møde for Ungdommen, som i Søndags blev afholdt ved Lundby Station, og det fortjener særlig at fremhæves, at hans Afskedigelse skyldes et Tryk, som fra Egnens Godsejeres og andre Estrupperes Side blev lagt paa den Mester, hos hvem han arbejdede.

I Torsdags Formiddags blev Vestergaard kaldt ind til sin Mester, som meddelte ham, at han fra de Godsejere, som han leverede Arbejde til, havde faaet forskellige Meddelelser om, at de vilde berøve ham deres Søgmug, hvis han ikke straks afskedigede Vestergaard. Da Mesteren, som ikke havde noget som helst at klage paa den nævnte Arbejder, ikke uden betydeligt Tab kunde undvære Godsejernes Søgning, bøjede han sig for det gemene Tryk, disse havde paalagt ham, og gav øjeblikkelig Vestergaard sin Afsked.

Saaledes handler dette Parti, der udbringer Leve for "Arbejdets Frihed" og som danner Foreninger til "Arbejdernes Værn". Kan de ikke direkte komme de Arbejdere til Livs, der nærer frisindede Anskuelser, saa erklære de økonomisk Krig mod disse Arbejderes Arbejdsgivere og truer disse med økonomisk Ruin, dersom de ikke straks som lydige Slaver danser efter Højres Pibe og gør de selvstændigt tænkende Arbejdere brødløse.

Hvis Estrupperne imidlertid tror, at de paa den Maade kan true Frihedstanken hos Arbejderne, tager de storligt Fejl. De vil derimod foranledige, at Arbejderne i større Grad end ellers vil rejse sig imod det gemene Tyranni, som nu udøves af Godsejere og Storkapitalister, ligesom de bidrager til at bortrydde den politiske Ynkelighed. der hidtil har været fremherskende hos en stor Del af de Næringsdrivende i Købstæderne. Disse vil sikkert ikke ret længe finde sig at danse efter Godsejernes Slavepisk som viljeløse Nikkedukker, men derimod, idet de kommer til at indse det nedværdigende i at spille en saadan Rolle, ligesom Arbejderne rejse sig for at afkaste det Tyranni, der kuer dem.

O.

(Social-Demokraten 17. oktober 1885).

Joh. Chr. Gebauers Mindesmærke. (Efterskrift til Politivennen)

Ved Afsløringen af Mindemærket over Professor Joh. Chr. Gebauer i Gaar paa Fasankirkegaarden havde der samlet sig en Kreds af den afdødes Familie, personlige Venner og Disciple i et Antal af ca. 100. Man bemærkede saaledes Digteren Jul. Chr. Gerson, Musikerne S. A. E Hagen, V. Kalhauge, A. Grandjean, Madsen-Stensgaard o. fl. Efter Afsyngelsen af en af Jul. Chr. Gerson i Dagens Anledning forfattet Mindesang paa afdødes bekjendte, stemningsfulde Melodi: "Saa vil vi nu sige hverandre Farvel", talte Hr. Dalhoff, Præst i Diakonissestiftelsen, jævnt og hjærtelig om den Grundanskuelse, der havde præget den afdødes Liv, idet han til Udgangspunkt tog et Ord af Salomons Ordsprog: En retfærdigs Ihukommelse er til Velsignelse. Den afdøde havde ikke tragtet efter Berømmelsens Sæbeboble, men stedse stræbt efter, at hans Gjerning maatte være til Velsignelse. Han kunde vanskelig tænke sig noget uhæderligt eller egennyttigt i Forbindelse med hans Minde. Han havde levet sit Liv i oprigtig Fromhed, der først værnedes i Hernhuternes stille Menighed i Kristiansfeldt og af senere Tider bragtes til Modenhed. Hans Liv var præget af Menneskekjærligbed og Beskedenhed. Han havde saaledes bragt meget til Udførelse, og dog havde dan aldrig forglemt Ordet: "ikke synes, men være". Denne hans sande Beskedenhed vækker Beundring og Ærefrygt, og derfor kunde man styrkes og finde Velsignelse i hans Minde. Den afdøde havde visselig efterladt sig et smukt og varigt Minde i hans mange Melodier, der var kendte saa vel i Kirken som i Hjemmene Det havde al Tid skaaret ham i Hjærtet at høre en Melodi, der stod i Modstrid med Texten, hvorimod han opbyggedes, naar Ord og Tone fulgtes ad. Derfor var hans Melodier stedse et sandt Udtryk for Grundtonen i Salmens Ord. Synge vi en af disse den afdødes Melodier, da mærkes tillige, at han intet har givet for at vise sig, vi føler, at alt er præget af en ægte Beskedenhed: ikke at synes, men at være. Venner og Disciple rejste dette Minde i Sten og Malm. Skulde nogen ved at skue dette spørge om denne Mands Betydning og Værd, da tør vi tro og haabe, at saalænge hans Melodier endnu lever og kjendes, da vil den ikke fattes, som kan give Svar. og som kan pege paa ham som et Vidnesbyrd om, at et Menneske kan komme frem, naar han vil, selv om han ikke trænger sig frem. Derefter foretoges Afsløringen. Det tre til fire Alen høje Mindesmærke bærer for oven i Basrelief et tro Billede af den afdøde. Under Billedet findes følgende Indskrift:

Professor

Johan Christian Gebauer.

f. 6. December I808.

d. 24. Januar 1884.

Disciple og Venner satte ham dette

Minde

(Morgenbladet (København) 17. oktober 1885).

Fotograf Peter Christian Koch (1807-1880): Komponist, musikteoretiker Johan Christian Gebauer (1808-1884). 1858-1880. Det kongelige Bibliotek Fri af ophavsret.

Komponisten og musikteoretikeren Johan Christian Gebauer (1808-1884) fik sin musiske uddannelse allerede fra ganske ung. Fra 1826 var han hos F. Kuhlau, senere hos C. E. F. Weyse og P. C. Krossing.  Fra 1842 redigerede han subskriptionen "Sangfuglen" indeholdende kompositioner af yngre danske komponister. Han blev i 1846 organist ved Petri kirke i København. I 1859 forflyttedes han til det større embede ved Helligåndskirken

Da konservatoriet oprettedes 1866, blev han lærer i harmonilære indtil 1883. I 1844 komponerede han sit første hæfte med børnesange. "En lille Nisse rejste",  "Nu lakker det ad Tiden smaat". "Søskende jeg kender fem", "Hist, hvor Vejen slaar en Bugt", "Ride, ride Ranke" osv. Af hans salmemelodier kendes vel stadig "Saa vil vi nu sige hverandre Farvel" og "Den store hvide Flok vi se".

Fra 1870 gik det tilbage såvel helbedsmæssigt som kreativt, han levede de sidste år på Diakonissestiftelsen på Frederiksberg.

Han gravsted på Solbjerg Kirkegård findes ikke længere. Stenen angives til 3-4 alen højt, hvilket svarer til 2-2½ meter, altså en ganske anselig størrelse.

Skandale på Silkeborg Fattiggaard (1/2). Efterskrift til Politivennen)

Den meget omtalte Fattiggaardsbestyrer i Silkeborg er meget ivrig for at faa Offenligheden til at tro, at han er lige saa uskyldig som et Lam med Hensyn til den af Hr. Væver Madsen her i Bladet fremdragne Pryglehistorie fra Fattiggaarden. Forleden fandtes i "Silkeborg Avis" følgende Erklæring :

"Hr. Redaktør af "Silkeborg Avis"! Er De saa god at optage følgende Erklæring i Deres ærede Blad: 

Alle Voxne paa en nær (P. Løndal), forsørgelsesberettigede paa Silkeborg Fattiggaard, erklærer herved med vore Navnes Underskrift, at vi er godt tilfredse baade med den Forplejning og deri Omgang, vi faar af Fattiggaardens nuværende Bestyrer og Bestyrerinde, og ønsker ingen Forandring i denne Henseende.

Silkeborg, den 1. Oktober 1885.

S. Andersen Lotterup med Kone og Datter. Ane Katrine Andersen. Marie Frank. Ane Margrethe Ottendal. Nikoline Nielsen. Søren Sørensen. Niels Nielsen. Anders Povlsen. Ane Plett. Søren Jensen."

Enhver vil forstaa at værdsætte denne Erklæring fra Lemmerne paa en Fattiggaard til Fordel for deres Overordnede, især naar man ved, at denne ikke er bange for at bruge vel skrappe Midler for at faa dem til at lystre. Kun en (P. Løndal, der var Genstand for den brutale Behandling) har Mod til at sætte sig ud over slige Hensyn, og i "Silkeborg Avis" for i Gaar har han yderligere ladet indrykke følgende Separatvotum:

"Hr. Redaktør! Vil De være saa venlig at optage nedenstaaende:

Der er blevet mig fortalt, at Lemmerne paa Fattiggaarden har averteret, at de alle med Undtagelse af P. Løndal var godt fornøjede paa Fattiggaarden; jeg kan ikke forstaa, hvad der berettiger dem til at sige, at jeg ikke er godt fornøjet. Havde Avertissementet været præsenteret for mig, som det er blevet for de andre Lemmer, saa vilde jeg ogsaa gjerne have sat mit Navn derunder; thi jeg er næsten mere end fornøjet (!) med at være paa Fattiggaarden, og jeg tror næppe, der er nogen Fattiggaard i hele Danmark, hvor Lemmerne faar en saa mageløs (!) Behandling, og hvor der findes en mere human Bestyrer og Bestyrerinde, end vi har her i Byen. Ja, Livet, vi Lemmer fører her paa Fattiggaarden, er rigtignok som i et sandt Paradis, og faar vi ogsaa en Gang imellem lidt Prygl, saa er vi vel ogsaa selv Skyld deri.

Silkeborg Fattiggaard, den 5. Oktober 1885.

Peder Løndal."

Det er et af de karakteristiske Indlæg i denne Sag, vi endnu har set. Hvor grundigt sæber ikke den humoristiske Skribent Peder Løndal sin Fattigkonge ind. Det er den mest smigrende Bedømmelse af en Fattiggaard, der endnu er fremsat: at den er et "sandt Paradis", Behandlingen "mageløs" osv. Bare nu ikke Hr. Bestyreren bliver alt for vred over, at disse Paradisbeboere saadan ironiserer over ham i de offenlige Blade. Egenlig er den omhandlede Sag alt for alvorlig til at behandles paa den Maade, men efter at Bestyrer Larsen nu er overgiven til Latteren, er der vel ikke langt til, inden vi ser en fuldstændig Opklaring af hele Historien.

(Demokraten (Århus) 8. oktober 1885).

I følge lemmebogen for fattiggården var Peter Kristensen Løndal født i Salten Skov Them Sogn, 14. februar 1824 og konen Ane Dorthea Hendriksen indlagt på fattiggaarden 22. juli 1871 til 28. april 1872. Han blev (alene?) indlagt for anden gang 30 September 1874 til 1. november 1875 hvorefter han arbejdede for proprietær Zartmann. Tredje indlæggelse på fattiggaarden var 15. december 1878 til 22 oktober 1882 Han overgik denne gang til arresten. Fjerde gang var 15. august 1883 til 16. maj 1884. På begivenhedens tidspunkt har han været omkring 61 år. Han døde formentlig 1899.

- Efterat der i Gaar Aftes paa Silkeborg Birkekontor var afholdt et længere Forhør over Fattiggaardsbestyrer Larsen og nogle Lemmer paa Fattiggaarden angaaende den P. Løndal'ske Sag, blev førstnævnte belagt med personlig Arrest. Der synes altsaa at være fremkommet Oplysninger, der stiller Hr. Larsens Adfærd overfor P. Løndal i et uheldigt Lys, thi ellers vilde vel Birkedommeren ikke gaa saa vidt at diktere Arrest over ham. Fattiggaardstilsynet paastaar imidlertid, efterat have afholdt Forhør over alle Lemmerne paa Fattiggaarden, at Hr. Larsen er uden Skyld, og vil nu gjøre Forsøg paa at faa ham løsladt af Arresten. Tidligere var det en almindelig Anke mod Fattiggaardsbestyreren, at han var for svag og eftergivende overfor Lemmerne; skulde han nu optræde paa en brutal Maade, maa han mærkelig have forandret sig. Men det kan jo være, at hans Sag vil stille sig noget anderledes, naar den bliver alvorlig undersøgt af en Mand, der ikke kan anses for at være hans personlige Uven.

Hr. Larsen, har som bekjendt lagt Sag an imod Væver Madsen for hans Inserat i "Demokraten". Maaske kan der ogsaa derigjennem faas paalidelige Oplysninger i denne mystiske Sag, der fortjener en grundig og retfærdig Undersøgelse.

(Silkeborg Avis. Midt-Jyllands Folketidende 14. oktober 1885).

Silkeborg Fattiggård lå midt i byen i Nygade (1868-1902). Her havde fattiglemmerne let adgang til alkohol. Da grunden med tiden blev værdifuld, flyttede den i 1902 til Frydensbjerggaard (1902-1942) og senere Vester Kejlstrup (1942-1958). Ingen af dem eksisterer længere. Af inventaret findes en kop, en stol, en metalplade og en dirigentklokke. 

Den drev landbrug på Store Maen, på Århusbakken, i Funderholme, ved Kjærsgaard og flere andre steder. Lemmerne gjorde rent efter markedsdage og kørte renovation væk. Fattiggården havde mælkeudsalg i Nygade og driften var med til at bidrage til den fælles kommunekasse. Om gården er skrevet en bog: Gunnar Rasmussen: Silkeborg Fattiggaard 1868-1958. (2010)

Skandalen paa Silkeborg Fattiggaard. Fra Silkeborg skrives til os i Gaar: "Fattiggaardsbestyrer Larsen er kommen i Brummen", gik det som en Løbeild gennem Buen i Aftes. Hr. Larsen er virkelig bleven arresteret til Glæde for mange, til Sorg for faa. Og Folk stod i smaa Klynger paa Gaden og talte om denne store Begivenhed. Et af Kommunalbestyrelsens Medlemmer saas ile op paa Østergade; han sprang som en Besat. Nogle Bedsteborgere, den Anholdtes bedste Venner, stod trolig udenfor Raadbuset til Kl. 12. Saa gik de slukørede hjem. Larsen skulde blive Natten over. Men ude paa Gaarden var der Glæde, de Gamle sov roligt den Nat.

"Silkeborg Avis" fortæller paa sin sædvanlige Maade at tage Sagen paa, at efter at der har været afholdt et længere Forhør, synes der at være fremkommen Oplysninger, der stiller Hr. Larsens Adfærd overfor P. Løndal i et lidt uheldigt Lys. Tidligere var det en almindelig Anke, tilføjer dette dejlige Organ, at Hr. Larsen var for svag (l) og eftergivende overfor Lemmerne. Er det ikke rørende at høre: "for svag og eftergivende overfor Lemmerne!" Men Hr. Sørensen mener naturligvis, at han har tjent saa mange Penge ved sit Storborgerblad, at han ikke behøver at frygte for at komme til at frekventere flige Anstalter. Imidlertid viser det os, at Hr. Sørensens Arbejdervenlighed er lig Nul, og at han akkurat har samme Mening om Arbejderne som alle de øvrige Storborgere Til Slutning trøster han sig med, at hans gode Vens Sag vil stille sig anderledes, naar den bliver undersøgt af en Mand, der ikke er hans personligt Uven. Meningen hermed er let at forstaa, naar man ved, at Hr. Kammerjunker Drechsel i denne Sag ikke har taget paa Fattigkongen med Fløjshandsker. Herfor fortjener imidlertid Hr. Drechsel alle retsindige Menneskers Tak. Lad saa "Silkeborg Avis" og Fattiggaardsbestyrelsen sprælle saa meget som de vil. Deres gode Ven er nu i Hullet og bliver vistnok der foreløbig. Endnu skal jeg meddele, at Væver Madsen er stævnet til at møde i Forlig paa Fredag med Larsen. Denne Sag viser Arbejderne, af hvilken en umaadelig stor Betydning det er for dem at have deres egne Blade; thi det er klart, at havde "Demokraten" ikke været, var denne Sag aldrig kommen paa Omtale. Derfor, Arbejdere: Frem med "Demokraten" oq ned med alt Tyranni! Det ske! Tilskueren.

(Demokraten (Århus) 16. oktober 1885)

Sagen var dog dermed ikke slut. Fattiggårdsbestyrer Larsen blev atter arresteret i januar 1886, se særskilt afsnit herom.

Holstebrofangerne løsladt. (Efterskrift til Politivennen)

Se tidligere indslag om Holstebro-Affæren 1885 andetsteds på Politivennen Live Blogging, samt om Christen Berg.

Nielsen og Noes løsladt!

I Gaar Eftermiddags Kl 3 kom der Bud fra Assessor Ipsen, at Nielsen og Noes efter Kommissionens Beslutning kunde løslades. De begav sig straks til deres Logis i "Gammel Avlsgaard" og derfra til Folkethingsmand Bergs Bspæl, hvor de hilstes Velkommen af "Morgenbladet"s Medarbejdere og flere andre Politikere, hvoriblandt Landsthingsmand Madsen.

Hos Hr. Berg havde en af vore Medarbejdere Lejlighed til at hilse paa de to gode jydske Demokrater.

De saa begge friske og sunde ud. Man mærkede ikke Spor af Fængselsluften paa dem, og de erklærede ogfaa begge to, at de efter Omstændighederne havde haft det meget godt i Arresten.

De har under hele Arrestationen været indelukkede i det saakaldte "Tivoli" paa Gammeltorv. Arrestkosten har været nogenlunde tilfredsstillende, ligesom ogsaa Politiets Funktionærer har behandlet dem saa godt, som Omstændighederne tillod det.

Efter den foreløbige Bestemmelse agter d'Hrr. Nielsen og Noes at rejse tilbage til deres hjemstavn paa Søndag.

* * *

I det Møde, der i Aftes holdtes i "Fremskridtsklubben", meddeltes det straks, at Nielsen og Noes havde lovet at komme til Stede. Denne Meddelelse modtoges med stærkt Bifald.

Efter et med stort Bifald modtaget politisk Foredrag af Trier traadte Nielsen og Noes ind i Salen, hilst af langvarigt, stormende Bifald, og et af ni Hurraer efterfulgt "Leve Nielsen og Noes!"

De tog Plads foran "Fremskridtsklubben"s Fane, som var opplantet midt for den ene Bræddevæg.

Kort efter ankom Folkethingsmand Pingel og Landsthingsmand Dam, der hilsedes med et henholdsvis "Leve Folkethinget" og "Leve de grundlovstro Landstingsmedlemmer", efterfulgt af nidobbelte Hurraraab.

Et Øjeblik efter ankom Folkethingsmændene Busk, Bjørnbak, A. Holch m. fl., der alle modtoges med stor Jubel.

Den første Taler var Jens Busk, der var kommen op i Fremskridtsklubben for saa hurtigt som muligt at komme til at hilse paa Nielsen og Noes. Den sidste havde allerede udtalt for Taleren, at han haabede, at den Begejstring, med hvilken de var hilst, ikke saa meget galdt Personerne som den Sag, for hvilken de havde lidt (Hør!). Det galdt nu om at demoralisere Befolkningen overfor den Øvrighed, der handlede ulovligt (voldsomt Bifald). Thi hvis vi skal forsvare vor Frihed her i Landet, saa maa vi lære at værdsætte Embedsmændene for det, de er, som Provisoriets og Grundlovsbruddets Embedsmænd. Lad os drikke et Glas for de to brave Frihedsmænd Noes og Nielsen i Erkendelsen af, at de har bidraget til, at vi Andre kommer et Stykke fremad! (Ni Hurraer).

Dr. Pingel talte for 'Nielsens og Noes' Hustruer. Lad os tænke paa hvad disse Kvinder har baaret paa, siden deres brave Mænd gjorde deres skæbnesvangre Københavnsrejse, og lad os glæde os med dem, naar de atter igen ser dem, de har kær, ikke som et Par forkuede Stakler, men som to Dannemænd, der har beholdt deres gode Huld, deres irooe Kinder og deres frejdige Blik i Øjet. Lad os bede dem om, naar de vender hjem som de mest hædrede Blænd i Landet, at bringe deres Hustruer en Hilsen fra Københavns Frihedsmænd. Leve Dannekvinderne Noes' og Nielsens Hustruer. (Ni stormende Hurra.)

Gaardejer Noes kunde ikke modtage Københavnernes Begejstring som en Hyldest for hvad han havde gjort. Derimod kunde han nok paa sta Hustrus Vegne modtage den Hyldest, der var bragt hende; hun var virkelig en Dannekvinde, og hun var villig til, naar det gjordes nødvendigt, at bringe langt større Ofre for Frihedssagen. (Bravo). Tak for Deres Venlighed! (Voldsomt Bifald).

Folkethingsmand Schiøtz fremhævede, at Ministeriet Estrup havde gjort det klart, hvilken blomraaden Institution den saakaldte kongelige danske Retspleje var. (Her traadte Folkethingets Formand, Berg, ind i Talen hilset med umaadelig Jubel). Et Leve for alle Provisoriets Ofre. (Stormende Hurraraab).

Redaktør Nielsen tog dernæst Ordet under stor Jubel. Det var efter hans Mening et rent Tilfælde, der havde hi.iørt den Stilling, hvori han og hans Lidelsesfælle var komne. De kunde ikke handle anderledes i Holstebro; hvis de havde gjort det, havde de været nogle Pjalte (stærkt Bifald). Taleren og hans Ven vilde fremdeles som hidtil værne om Grundloven; den Leve! (Nu Hurraer.)

Pianofortearbejder Holst anbefalede under almindelig Tilslutning, at d'Hrr. rejste med Morgentoget paa Søndag idet han udtalte Forvisningen om, at Københavns Arbejdere vilde tage Afsked med dem paa en Maade, som var den københavnske Opposition værdig.

Overretssagfører A. Christensen udbragte dernæst et Leve for Københavns Arbejdere. (Stærk Hurra.)

Holst takkede paa Arbejdernes Vegne, idet han udtalte Haabet om fremtidigt Samarbejde efter Reaktionens Fjernelse.

Efter at der endnu var holdt en lang Række Frihedstaler, blev Noes og Nielsen af 500 Mennesker fulgt til deres Bopæl i "Gammel Avlsgaard". Det lange Tog bevægede sig med Værdighed gennem Hovedgaderne og gav Noes og Nielsen et mange Gange gentaget Leve, før de skiltes.

Efter et "Ned med Estrup og alle Grundlovsbryderne!" fulgte [Toget?] Hr Berg hjem og gav ham sluttelig et med ni Hurraer besvaret Leve, for hvilket Hr. Berg takkede.

Kl. 2 i Morges skiltes Forsamlingen under stormende Leveraab for Friheden.

(Social-Demokraten 8. oktober 1885).

Ukendt fotograf: Gårdejer, direktør Peder Pedersen Noes (1845-1913). Det kongelige Bibliotek.

Gæstgiveriet “Gammel Avlsgård” lå i Suhmsgade. Den blev nedrevet omkring 1898. 

Den 9. oktober var Berg, Noes og Nielsen i Studentersamfundet. Nielsen og Noes holdt her nogl mere humoristiske taler bl.a. om deres hustruers genvordigheder i arresten.

Den 10 oktober var der et festmåltid for 150 oppositionsfolk til ære for Nielsen og Noes. 

Søndag den 12. oktober 1885 rejste Noes og Nielsen med morgentoget mod Korsør. Omkring 10.000 mennesker var mødt op på banegården. Tilfældigvis var et af vidnerne mod dem, August Jensen med samme tog og han blev mødt med tilråb. Efter afgangen forsøgte politiet at splitte menneskemængden der begav sig mod Bergs bolig. Demonstrationerne forløb dog fredeligt.

Toget med de to løsladte blev hyldet i Roskilde, Borup, Ringsted, Sorø, Slagelse, Korsør, Nyborg, Odense, Tommerup, Nørre Aaby, Middelfart, Kolding og bestemmelsesdestinationen Holstebro, mens der ikke skete noget i Fredericia. I Holstebro blev de modtaget af et par tusind mennesker med taler og musik.