Indianertrup i Danmark (1/4). (Efterskrift til Politivennen).

December 1885 ankom en trup sioux-indianere til København hvor de fra mandag den 6. december optrådte på National Scala. Truppen må have været en af de allerførste, hvis ikke den første overhovedet, og formentlig udsprunget af turneer i Tyskland. Indianerstammen blev præsenteret som "bestående af mænd, kvinder og børn under anførsel af høvdingen Standing Eagle og prinsesse Ogalola, fører en stor samling våben, skalpe og redskaber med sig. Stammen optræder i våbenøvelser, skarpskydning og dans." 

Det var meningen at sidste forestilling skulle have været den 20. december, men da et 1½ barn som var med, blev sygt, blev det forlænget til 31. december 1885. Herefter drog truppen videre, mens barnet og moderen forblev på Kommunehospitalet hvor det døde i januar 1886 og blev begravet under kummerlige omstændigheder på fattigkirkegården på Vestre Kirkegård.

Indianerne i "National"

Det er en kritisk tid, vor tid. Og folk er så fælt vantro, man tvivler om alt. Hvorfor da ikke også tvivle om, at det var rigtige indianere, man her så. Dog om dette punkt ganske i almindelighed behøver københavnerne ikke at være i tvivl. Men om det specielt er sioux-indianere og endnu mere specielt af stammen Sitting Bull, ja til at afgøre det, mangler vi tilstrækkelige etnografiske kundskaber. Og om det allermest specielle, at hans højhed med de to fjer er den berømte høvding, som dræbte General Custer tilligemed et helt regiment soldater (eller, efter en anden beretning fra foreviseren, generalens eskorte), derom kan vi ikke undlade at nære en vis beskeden tvivl.

For resten ser de ikke så forfærdelig indianske ud: de fleste har vistnok ment, at de ville være langt mere udstafferede. Der er over kvinderne og børnene noget næsten eskimoisk, men det mindste af børnene vil nærmest vinde beundring, det er et virkelig smukt barn, og det ville ikke forbavse at høre damer sige: Gud, sikken en sød unge! 

Meget får man nu i grunden ikke at se af dem. Tavse og melankolske, eller måske kun noget gnavne, sidder mændene indhyllede i store tæpper lige op til øjnene og selv dem slår de i
reglen ned. Kun et par af dem kigger en gang imellem noget halvt sky, halvt ironisk ud på folk, som ville de sige: Hvad Fanden er I i grunden for nogle fisk? Børnene ser helt fornøjede ud og kan næsten sidde på en stol og næsten ryge cigarer og cigaretter. Kvinderne synes ikke at lide meget af det der siges at være deres europæiske søstres skødesynd. Lidt kan man dog dem tale med hverandre. "Prinsessen" producer sig i syning på indiansk maner, for resten da også på grønlandsk, uden synål. Med en slags syl borer hun hul i tøjet og stikker så tråden med fingrene og sylen gennem hullet, akkurat som vore skomagere.

Når man har set noget på dem, kommer foreviseren og fra tribunen præsenterer han så selskabet for publikum, begyndende med høvdingen og prinsessen, for ære den, som æres bør! Derefter kommer turen til selskabets første danser og dets hurtigløber, der kan løbe om kap med en vild hest, men om han kan sejre i kapløbet, forties viselig. Endelig præsenteres en texaner, Happy Jack Sutton, "Amerikas bedste Pistolskytte", der dog så lidt som rødhuderne får lov til at vise deres skydefærdighed, uvist om på grund af riffelprovisoriet eller fordi politiet ikke ret stoler på deres færdighed: behageligt var det jo ganske vist heller ikke for en tilskuer at gøre bekendtskab med en af de "forgiftede" pile. Samme texaner er i øvrigt en glimrende teaterfigur: lille, mager, køn, sydlandsk, med en flot læderdragt, spækket som en albaneser med revolvere og knive og præmiemedaljer, med den bredskyggede, lavpullede sombrero lidt flot på snur: han forstår åbenbart at gøre sig.

Så fremviser samme foreviser et par tomahawker, mærkelig nok af en tenformig sten fastgjort til et smidigt skaft, nogle broderede tobakspunge og sko, perlebroderede barnesenge, der kan anbringes både på moderens ryg og på en saddel, et par lassoer, og så en pil som han fortæller en gyselig historie om, at den er blevet forgiftet på en næsten münchausensk måde: "De indfødte henlægger leveren af et dyr på et sted hvor de giftige slanger søger hen; disse bider i leveren, forgiftes, og i denne stikkes så pilespidsen ind, så at den på den måde optager den dræbende gift."

Af de få redskaber, som er opstillet, lægger man særlig mærke til et meget smukt ridetøj, tilhørende mr. Sutton, der var så forekommende at vise os, hvorledes en lasso svinges. Bidslerne viste klarte at ejermanden kunne være glad ved, at han ikke skulle bruge dem her i landet, for så ville dyrebeskyttelsesforeningen med god grund lade han tiltale for det skændigste dyrplageri.

Når foreviseren er færdig, kommer humlen, som Per Brast sagde: Selskabets musikalske medlem sætter sig noget ugalant med ryggen mod tilhørerne og bearbejder unægtelig med en vis færdighed en god europæisk stortromme, ledsagende denne trommemusik med nogle dyriske hyl. Han har vel begyndt, så springer danseren op, kaster tæppet og viser, hvad en danser hos de folk vil sige. En efter en følger de andre krigere og en af drengene, alle dansende på deres maner, men langt fra så kunstfærdig som mesteren, alle i temmelig luftige kostumer, og med lidt andre hyl sekunderende musikvirtuosen. Således må åbenbart de gamle nordboeres sang have lydt i araberen Turtusi's øren når han siger, at indbyggernes sang i Slesvig lignede en hunds gøen.

Dog dansen er hurtig til ende, og i en fart sidder atter de rødhudede krigere tavse, mørke, indhyllede i deres tæpper.
L

Indianerne toges i søndags i øjesyn af over 3.000 personer.

(Social-Demokraten, 8. december 1885).

Forestillingen blev  ligeledes bl.a. anmeldt i Dannevirke, den 8. december 1885, Dags-Telegraphen 7. december 1885 og i Folketidenden - Ringsted, 7. december 1885.

Happy Jack Sutton (1853-1890) turnerede med P. T. Barnum's Circus i 1870'erne og 1880'erne, og havde sit eget show, the Jack Sutton Wild West Show. Han er afbildet på adskillige fotografier, alle underlagt ophavsret. Han indgik i Sitting Bull Sioux Indians, som bestod af 30 mænd, kvinder og børn, 16 heste og altså også Happy Jack Sutton. Sitting Bull deltog dog ikke i gruppen der rejste rundt i Europa, han rejste i stedet rundt med Buffalo Bill i USA.

Sioux-indianere i København 

På etablissement Nationals taganlæg fremvises i disse dage en stamme Sitting Bull Sioux indianere, bestående af 4 høvdinge, 4 yngre mænd, 4 squaws (koner) og 4 børn. Det er første gang, at virkelig ægte Sioux-indianere er kommet til Europa, og det har da også kostet truppens impressario stort besvær at få dem hertil, for indianerne var ikke så snart kommet til New York, før de ville vende tilbage til deres skove, og kun efter megen overtalelse fik man dem ombord. Sioux-indianerne er bekendt som den vildeste og mest krigeriske stamme i Nordamerika. Det er næppe 10 år siden at denne stamme under anførsel af Hicrow, som er med truppen her på National, tog del i det bekendte myrderi ved Black Hills, hvor den tapre amerikanske general Custer med et helt regiment soldater blev dræbt til sidste mand. Nu er stammens hjemsted Dakota i Nordamerika, hvor den lever i venskab med United States regering, der har anvist dem Rosebud reservation til opholdssted. Med indianerne følger den berømte Happy Jac Sutton, også kaldet Stifinderen, en texaner, der fra barndommen af har levet blandt indianere, og der overalt i Amerika er bekendt som skyttekonge; særlig excellerer mr. Sulton som pistolskytte. og mange gange tusind dollars har han vundet i væddemål på sin skydefærdighed. Man glemmer heller ikke at gøre sig bekendt med den interessante våbensamling, truppen medbringer. Her er tomahawker, bue og kogger samt forgiftede pile, man lægger mærke til enkelte, endnu brunlig røde af unionsoldaters blod, og ingen går forbi indianerskalpene med de fæle hårtotter uden gysen. Stammen, der er kommen hertil fra Hamborg, hvor den under overordentlig tilstrømning er fremvist for første gang i Europa, går herfra til Castans Panoptikon i Berlin; derfra er indianerne engagerede til London, Paris og Moskva. København bliver således den næstførste by, som ser ægte rødhuder, og det er også en fremstilling, som ikke forsømmes af hverken lærd eller læg, såvel den etnografiske studerende som de mange der har slugt Coopers skildringer af dette mærkelige folk. 

(Demokraten (Århus), 10. december 1885)

"Castans Panoptikum" var et berømt voksfigurmuseum som eksisterede 1869-1922, på daværende tidspunkt i Friedrichstrasse i Berlin.

Sioux-indianerne

Den herværende amerikanske minister besøgte i går sioux-indianerne og førte i Nationals tårnværelse gennem tolken en længere privat samtale med dem og underholdt sig særlig med den gamle indianerhøvding Hicrow. Da det blev meddelt ministeren at flere her drog stammens ægthed i tvivl, erklærede denne at have færdedes meget blandt indianerne og kunne derfor bevidne at de her optrædende er fuldblods, hvad ministeren yderligere i et brev til truppens impressarier ville tilkendegive.

(Dagen Nyheder, 10. december 1885)

Sioux-indianerne 

kunne fremdeles glæde sig ved et talrigt besøg. Den tyske postdampskibsekspedition oplyser at indianerne ombord har opført sig meget civiliseret og ikke gjort mine hverken til mytteri eller til at springe overbord. De holdt sig tværtimod meget rolig og føg deres cigaretter, hvilke de kun slap når søsygen en gang imellem overvældende dem.

(Den til Forsendelse med de Kongelige Brevposter privilegerede Berlingske Politiske og Avertissementstidende, 12. december 1885).

Literaten Martin Jørgensen 1849-1917. 1/6. (Efterskrift til Politivennen).

En annonce i Kjøbenhavns Adressecomptoirs Efterretninger 1. maj 1884 lød sådan. Den var indrykket i flere hovedstadsblade og landsdækkende aviser:

Livsnydelse

Naturalistisk Studie af

Martin Jørgensen

Den 1ste og 15de i hver Maaned udkommer et Hefte a 25 Øre og bliver komplet i c. 10 Hefter. Subskription modtages i

Boghandelen

Gothersgade 61, 1ste Sal.

Hefterne begyndte da også at udkomme henover sommeren 1884. Men så blev der udstedt et politiforbud som dog synes at være ophævet i april 1885, indtil den blev beslaglagt i juni 1885. Forfatteren Martin Jørgensen fik efterfølgende en bøde på 200 kr. og 30 dages simpelt fængsel. Ikke desto mindre fandtes annoncer for bogen også i Lolland-Falsters Folketidende 26. november 1886 med variantteksten: "Et livsnydende Individs Historie". Bogen blev konfiskeret og afleveret til Det Kongelige Bibliotek "at indsættes under Laas og Lukke" den 3. december 1887. Begge findes kun på Det Kongelige Bibliotek.

Martin Jørgensens bog "Livsnydelse" handlede bl.a. om en rig enke af en højtstående embedsmand som beretter om sin livslyst, lesbianisme mm. En smagsprøve af bogen: 

"I det jeg satte Glasset fra mig, raabte hun vildt: "Leve - Sanseligheden". I samme Nu kastede hun sin Champagne i Ansigtet paa mig. Jeg blændedes, blev ilde berørt og opbragt over hendes Hensynsløshed og vilde tilkendegive mit Mishag. I Vrede for jeg op, men blev i det samme væltet tilbage paa Chaiselonguen. Hun kastede sig over mig - hendes sitrende Hænder omspændte mit Hoved - hun sugede og slikkede Champagnen bort fra mit Ansigt og min Hals - det overflødige, følte jeg, løb ned paa mit bare Bryst. Hendes lange, prægtige silkebløde Haar, der var sat op i en stor Knude i Nakkes, opløstes og ombølgede vore Hoveder. - Hun gjorde mig til, hvad hun selv var. - To Rovdyr parredes" . 

(Citat fra Mchangama, Stjernfelt: "MEN: Ytringsfrihedens historie i Danmark", s. 562-563.)

Bogen blev beslaglagt og Martin Jørgensen indkasserede en streng Højesteretsdom, en bøde på 200 kr. og 4 ugers simpelt fængsel:

Sagen Nr. 230/1885 *). Højesteretssagfører Lunn Aktor

contra Niels Martin Jørgensen (Def. Højesteretssagf. Bagger).

(Afsagt den 8 December 1885).

En paa et trykt Skrift navngiven Forfatter anset efter Strfl. § 184 paa Grund af den i Skriftet indeholdte Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, uanset at Forfatteren nægtede at have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men paastod ved dette at have villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften.

Kriminal- og Politirettens Dom af 1 August 1885 er saalydende:

Tiltalte Niels Martin Jørgensen, der er født den 4 November 1849 og ved denne Rets Dom af 14 April 1877 anset efter Straffelovens $ 262, 2det Stykke, med simpelt Fængsel i 1 Maaned, tiltales under nærværende Sag i Henhold til Justitsministeriets Resolution af 21 Maj d. A. for Overtrædelse af Straffelovens § 184 og sigtes for at have gjort sig skyldig heri ved Offentliggjørelsen af et i indeværende Aar her i Staden i tvende Leveringer udkommet, 80 Sider stort Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie", hvorpaa som Forfatter er navngivet Martin Jørgensen. Tiltalte har erkjendt, at der ved dette Navn er sigtet til ham, og, idet han iøvrigt ogsaa har vedkjendt sig Forfatterskabet til Skriftet, bærer han saaledes i Medfør af § 3 i Lov om Pressens Brug af 3 Januar 1851 Ansvaret for dettes Indhold. Da Tiltalte nu paa Side 38—42 og 64 - 80 af Skriftet har skildret Sandselighedens Opvaagnen hos unge Mennesker og et vellystigt Fruentimmers kjønslige Udskejelser under en saadan Udmaling af sandsepirrende Enkeltheder og vellystige Optrin, at Skriftet findes at maatte betegnes som utugtigt, og, da det ikke kan fri ham for Strafansvar, at han ikke vil have forbundet noget utugtigt Formaal med Skriftet, men derimod ved dette har villet advare mod en overdreven Tilfredsstillelse af Kjønsdriften en Tendens, der iøvrigt ikke paa nogen kjendelig Maade fremtræder i Skriftets Indhold vil han være at anse efter det ovenanførte Lovbud efter Omstændighederne med en Statskassen tilfaldende Bøde af 200 Kr. eller i Mangel af denne Bodes fulde Betaling inden Exekutionsfristens Udløb med simpelt Fængsel i 4 Uger, hvorhos det omhandlede Skrift i Medfør af Straffelovens $ 34 vil blive at konfiskere.

Thi kjendes for Ret: Tiltalte Niels Martin Jørgensen bør til Statskassen bøde 200 Kr., eller, saafremt denne Bøde ikke fuldt betales, hensættes i simpelt Fængsel i 4 Uger. Saa bør og det ovenomhandlede Skrift, betitlet "Livsnydelse, Naturalistisk Studie af Martin Jørgensen", konfiskeres, og Tiltalte udrede Aktionens Omkostninger, derunder Salærer til Aktor og Defensor, Prokuratorerne Lassen og Petersen, 25 Kr. til hver. Den idømte Bøde at udredes inden 15 Dage efter denne Doms lovlige Forkyndelse og Dommen i det Hele at efterkommes under Adfærd efter Loven.

*) H. R. T. 1885 p. 587.

Højesterets Dom.

For det af Tiltalte udviste, i den indankede Dom fremstillede Forhold er han rettelig anset efter Straffelovens § 184, men Straffen findes at burde bestemmes til simpelt Fængsel i 1 Maaned. Dommens Bestemmelser om Konfiskation og Aktionens Omkostninger tiltrædes.

Thi kjendes for Ret:

Niels Martin Jørgensen bør hensættes i simpelt Fængsel i én Maaned. Iøvrigt bør Kriminal- og Politirettens Dom ved Magt at stande. I Salarium for Højesteret betaler Tiltalte til Højesteretssagførerne Lunn og Bagger 40 kroner til hver.

(Ugeskrift for Retsvæsen, årgang 1886).

Gendarmerne i Aktion. (Efterskrift til Politivennen)

Gendarmvirksomhed. I Følge Holbæk A. Dagblad staar de der stationerede Gendarmer tidlig op og ligger flittig paa Landevejene Onsdag Morgen tidlig undersøgte de Rykro ved Holbæk og fandt nogle rejsende, der laa og sov. Gendarmerne vækkede dem og forlangte at se deres Papirer. " .. Vi er blot ude at handle og plejer ikke at føre Legitimationspapirer med os." - "Vil De saa klæde Dem paa og følge med til Holbæk." - Trods Modforestillinger maatte de handlende staa op og følge med Gendarmerne til Holbæk Raadhus. Paa Vejen dertil mødte Gendarmerne en velklædt Herre, som dog fik Lov til at passere, da han havde meddelt, hvem han var, og hvor han vilde hen. 

En ældre Mand blev ligeledes forleden anholdt paa Vejen til Kalundborg; hans Papirer var i Orden, men der var efter Gendarmernes Mening noget mistænkeligt ved hans Udseende, hvorfor de tog ham med sig. idet de lovede ham Erstatning, dersom hans Anholdelse viste sig ugrundet - Der blev i alt anholdt 5 Personer i Onsdags.

(Morgenbladet (København) 4. december 1885).

Gendarmerne i København.

I Forgaars Aftes henvendte et Par Gendarmer sig hos en herværende større Restavratør og forlangte Drikkevarer. Rcstavratøren erklærede, at han skænkede ikke for saadanne Folk og viste dem ud af Lokalet.

* * *

Følgende lille Træk er vel ikke af Betydning, men det vidner dog om de Følelser, hvormed Befolkningen, gamle og unge, betragter Gendarmerne: I Aftes mødte et Par Drenge en Gendarm, der kom drivende ned ad Nørregade. Hr. Gendarm, raabte de, der gaar en Mand henne ved Boulevarden og synger: Ned med Estrup! - hvor? Hvor? raabte Gendarmen greben af Embedsiver og begyndte et Løb ned ad Gaden; men næppe var han kommen saa langt bort, at han maatte anses for ufarlig, før Drengene råbte et "Aprilsnar!" efter ham. Der var ingen syngende Mand, men kun en narret Gendarm.

* * *

I Forgaars Efterm. henad Kl. 5 gik Undertegnede i Østerfarimagsgade, idet jeg havde et Ærinde i Zinnsgade. Da jeg ikke vidste, hvor denne Gade laa, henvendte jeg mig med Spørgsmaal derom til en Gendarm, der spaserede alene paa Gaden. Efter at have luret lidt paa Spørgsmaalet, sagde han: "Tror De, jeg er sindssvag?" - "Nej, det tror jeg ikke", svarede jeg, "jeg spurgte Dem blot om, hvor Zinnsgade var" Han bemærkede da, at der ikke fandtes nogen Gade af dette Navn og opfordrede mig til at følge med paa Stationen, idet han samtidig greb mig i Armen. Jeg stødte hans Haand bort og tilbød at følge frivillig med. Da vi naaede Østerbro, mødte vi en Politibetjent, hvem jeg bad om at hjælpe mig ud af den Forlegenhed, hvori jeg befandt mig, idet jeg forklarede ham sagens sammenhæng. Betjenten oplyste da Gendarmen om, at der virkelig var en Gade, der hed Zinnsgade, og betydede ham, at det ikke kunde nytte noget, at han tog mig med paa Stationen for den sags skyld, hvilket Gendarmen slukøret maatte indrømme. Forhaabenlig er det nu gaaet op for ham, at der er Forskel paa "Zinnsgade" og "sindssvag". 

P. Tønder.

* * *

Hr. Redaktør! Maa det være mig tilladt gennem Deres ærede Blad at fremdrage følgende Bidrag til Belysning af den Maade, hvorpaa Gendarmerne optræder overfor sagesløse Personer.

Da jeg har Bopæl paa Amager og for Tiden i Lighed med saa mange andre er arbejdsløs, foretog jeg i Tirsdags Eftermiddage en Spaseretur over Amagerfælled. Paa denne Tur blev jeg opmærksom paa tre ridende Gendarmer, der kom hen imod mig. Jeg anede dog ikke at deres Ridt gjaldt min Person, før jeg pludselig blev tiltalt af Troppens Fører, der spurgte mig, hvad Ærinde jeg havde, hvilket Spørgsmaal jeg besvarede i Overensstemmelse med ovenstaaende. Han befalede mig derpaa at følge med, hvorefter jeg af den ridende Eskorte blev ført langs Stranden til Lejren paa Amager. Udenfor Lejren blev der gjort Holdt, og medens Anføreren red ind i Lejren maatte jeg ligesom en Arrestant opholde mig mellem de to tilbageværende Gendarmer. Ved Anførerens Tilbagekomst blev jeg under samme Følgeskab ført til Politistationen paa Kristianshavn, hvorfra jeg efter Assistentens Ordre af Gendarmerne blev transporteret til Amager Birks Kontor i Prinsessegade. Her maatte jeg i omtrent tre Kvarter vente paa Birkedommerens Ankomst, og under dette Ophold blev jeg af en af de tilstedeværende Politibetjente betegnet som "Arrestanten". Efter at Birkedommeren havde havt en samtale for lukkede Døre med Gendarmføreren, blev denne beordret til at transportere mig til Politistationen paa Amager. Her anstillede Assistent Walther et Forhør over mig, som gik ud paa at saa at vide, hvor vidt jeg var i Besiddelse af Skydevaaben. Hr. Walther var imidlertid ikke tilfreds med min Benægtelse i saa Henseende, idet han lod en Betjent følge mig til min Bopæl for at erkyndige sig om, hvor vidt jeg havde Skydevaaben hjemme, og først da Betjenten havde faaet Vished for, at der ingen saadanne fandtes, blev jeg endelig fri for videre Politiforfølgelse. 

I Henhold til ovenstaaende vil det være indlysende, at den Fremgangsmaade, der er bleven brugt overfor mig, saa vel af Gendarmerne som af Politiet, var aldeles ubeføjet, idet jeg ikke havde foretaget det ringeste, der kunde give Anledning dertil. Jeg har tilladt mig at fremdrage det passerede for Offenligheden, om dels fordi det synes, som man af Frygt for det provisoriske Gendarmerikorps nu ikke mere ler færdes udenfor Byen, uden at blive betragtet og behandlet som en Forbryder, og dels fordi en Transport genne Byens Gader som den, jeg har været underkastet, let kan give Folk Anledning til at tro, at man virkelig har begaaet en eller anden Forbrydelse, hvilket er dobbelt uhyggeligt, naar man, som jeg, paa en saadan Tur møder flere af sine Bekendte.

F. Skov,

Kirkevej 10, Amager.

Hobro gendarmeristation antrådt til aktion marts 1890. Af Forsvarets arkiver/Forsvaret. Licens: Materialet er fri af ophavsret Hentet fra Lex.dk.

Gendarmerne i Provinserne.

I "Kolding Folkeblad" for i Tirsdags læses følgende 

Bekendtgørelse

fra

Politiet.

Da det efter de sidste 8 Dages Erfaring maa anses nødvendigt at træffe ekstraordinære Foranstaltninger til Overholdelse af Fred og Orden, advares herved alle og enhver mod at deltage i noget Opløb eller nogen Sammenstimlen paa Gaderne, ligesom enhver usømmelig eller fornærmelig Adfærd mod de her stationerede Gendarmer, der kommer til Politiets Kundskab, vil blive paatalt og strængt straffet. Forældre og Mestre opfordres til at holde deres Børn og Læredrenge fra Gaderne om Aftenen.

Kolding Politikammer den 14. December 1885. Schjørring.

Det maa, som man ser, omtrent være en "lille Belejringstilstand", som Gendarmernes Nærværelse i Kolding har foranlediget; men de optræder nok ogsaa med stor Ivrighed i denne By, at dømme efter den stedlige Presse. Man ser dem hyppigt marschere omkring i Gaderne i Patrouiller og med Karabin i Armen. Det er jo ganske vist en temmelig uskyldig Fornøjelse, men Borgerne ønsker dog helst, at de henlagde deres Spadsereture til en lukket Plads, thi Bønderne har nu engang faaet Aversion imod disse Patrouiller, og holder sig for en stor Del borte fra Byen af den Grund. Noget saadant kan Byens Handlende naturligvis ikke være tjent med, og det er derfor ikke saa underligt, at de ser skævt til den nye Indkvartering.

Noget positivt Udbytte har Koldings Gendarmer hidtil ikke havt af deres Virksomhed; det skulde da være, at de forleden ved en Udflugt i Omegnen fangede en beruset Mand og bragte ham i Triumf ind til Byens Raadhus. Det er forøvrigt ikke blot i Kolding, at Gendarmernes Nærværelse vækker Uvilje. Rundt omkring fra de Byer, hvor de er stationerede, lyder der Klager over dem.

I Aarhus siges det, at de er slet instruerede. Patrouillerne marscherer omkring paa Gangstierne i Stedet for at gaa ud paa Vejen. Deres Holdning og hele Adfærd er ikke synderlig militærisk; de driver afsted som en løs Flok, uagtet de er taklede til baade med Sabel og Karabin.

En Gendarm i denne By, der forleden drak sig fuld og slog en Mand tre Gange til Jorden samt forfulgte en Del Mennesker med Vaaben i Haand, er som Straf herfor bleven - sendt til Kolding.

Svendborg er der bleven meget livligt, siden Gendarmerne er kommen der til Byen. De har særlig deres Opmærksomhed henvendt paa den tekniske Skole, udenfor hvis Bygning de giver Møde lidt før Skoletiden begynder  og ender. De er paa den Maade kommen til at staa paa Krigsfod med Eleverne og foretager nu og da et lille Indhug iblandt dem.

Noget mere galante optræder Gendarmerne i Skive. Her hændte det forleden Aften lidt efter Kl. 10, at en ung Dame, der gik paa Gaden, pludselig fik et Par funklende Øjne lige ind i Ansigtet og hørte en Stemme lige de indsmigrende Ord: "God Aften, lille Jomfru!" Hun traadte forbavset et skridt tilbage og saa - en Gendarm.

Fra Holbæk meddeles det, at de Gendarmer, der patrouillerer i Byens Omegn, har noget vanskeligt ved at finde Vej. - Forleden sendtes nogle stykker ud for at overvære Læge Christoffersens Foredrag i Merløse. De mødte paa hele Vejen en saa velvillig Imødekommenhed, naar de spurgte om Vej, at de sluttelig, efter at have marscheret mange og lange Omveje, ud paa Aftenen havnede i Elverdam. I Merløse saa man ingen Gendarm den Dag. 

En anden Patrouille, som var bleven sendt til Grønnebjerg, mødte en Mand, som de spurgte om Vej. Manden svarede, at Patrouillen gjorde bedst i at henvende sig til Præsten, som var sognets Vejviser. Andet Svar var det ikke muligt at faa af ham.

Omegnen af Ringkøbing er bleven velsignet med Gendarmer, som truer Befolkningen. I Lørdags kom der saaledes en ubereden Patrouille ind til Gaardejer Chr. Hammelsvang i Øster-Roe, og en af Gendarmerne spurgte, om de kunde spise Frokost der. Da Hammelsvang nægtede dette og henviste Gendarmerne til at spise udenfor, bemærkede den Spørgende: "De kan stole paa, vi skal nok have Dem i venlig Erindring!" - Det fortælles for øvrigt, at Gendarmerne hyppigt forlader de regulære Veje og efter Forgodtbefindende skyder Genvej over Folks Ejendomme. 

En anden Gendarmpatrouille i Ringkøbingegnen var ogsaa kommen til Landsbyen Noe, hvor den optraadte med en ligefrem forbavsende Vigtighed. En af Provisoriets blaa Livgarde aflagde nemlig Lærer Madsen, et Besøg i Skolen og spurgte ham, "om han havde sine Papirer i Orden?" Da Madsen svarede: "Jo. det tror jeg nok", forlod Gendarmen ham med den Bemærkning: "Ja, saa behøver jeg vel ikke noget Bevis". Medens den ene Gendarm gæstede Lærer Madsen; var ikke mindre end 5 af hans Kammerater, hørende til samme Patrouille, trængte ind til en gammel, fattig Kone, der bor i en lille Hytte ved Siden af Skolen, og underkastede hende et Forhør om, hvad hun levede af. Den Gamle oplyste Gendarmerne om, at hun fortjente sit tarvelige Udkomme ved at karte, spinde og strikke for Folk, og med disse Oplysninger maatte nok de brave blaa Ordenshaandhævere være tilfreds, saa der denne Gang ikke timedes hende noget Ondt.

Det hovedindtryk, man faar af alle de forskellige Meddelelse, fra Provinserne om Gendarmernes Virksomhed, kan sammenfattes i: at de gør mere Skade end Gavn, at de har gjort sig meget ilde lidt overalt, hvor de har vist sig, og at de Millioner, som de koster, er saa godt som smidt i Rendestenen.

(Social-Demokraten 17. december 1885).

Gendarmerne i Kolding. (Kold. Folkeblad). Siden en Gendarm forrige Søndag Aften trak blank overkor en fredelig Samling Mennesker, har man kun set lidt til dem paa Gaderne om Aftenen, og alt har været saa stille og fredeligt som i en jydsk Hedelandsdy. Søndag Aften kom med prægtigt Maaneskin, Juleudstillingerne i den mest straalende og sorioreriik« Belysning og saa mange spaserende paa Gaden, at det maatte fylde enhver Kjøbmands Hjærte med Fryd; der syntes jo at være Udsigt til, at der dog skulde komme en rigtig god Aften for dem, før Julen kommer og lader alt det usolgte pakkes ind igjen. Men hurtig vexlede Scenen. Den, der mellem Kl. 8 og 10 gik uden for sin Dør i den Tro, at han som sædvanlig gik ud i en By, hvis Brosten han har Ret til at betræde, fik et Syn at se, som sent eller aldrig vil glemmes. Gaaende og ridende Gendarmpatruljer bevægede sig uophørlig rundt paa Torvet med Vendinger ind i de tilstødende Hovedgader, og uafbrudte Kommandoord om at stylte sig, om at passere Gaden, lød. Det var et ejendommeligt, et uhyggeligt Skue. Alle Vinduer var fyldte med Tilskuere, rundt om paa Gaderne og Torvet trykkede Folk sig sammen og saa' - lad os sige med "Forbavselse" - paa deres Bys ny Udseende. Der var fra Folks Side tavst og stille som i en Grav; man hørte kun de klaprende Hovslag fra den ridende Patrulje, der var i evig Bevægelse. Fodslagene fra den gaaende og af og til Hvin fra forskrækkede Damer, naar en Rytterpatrulje vendte i de snævre Gader eller kom ridende med Hestene lige op til Fortovsfliserne, eller Kommandoordene; Væk der! giv Plads der! Det var forbi med Handelen for den Aften, en fredelig, virksom og hidtil lykkelig Bys Fysiognomi var pludselig forandret. Provisoriets Legemliggørelse havde lagt sin tunge Haand paa den. Byens Borgere maa i deres Erindring gaa tilbage til 1864 for at mindes en Aften, der saaledes præger sig i Hukommelsen som denne. Omtrent Kl. 10 1/4 red endelig Patruljen bort fra Torvet ad Nygade og lagde nok Vejen til Søndergade; Ritmesteren forlod kort forinden Torvet ad Østergade, og dermed var Torvet ogsaa tomt. Hvad Grunden var til alt dette, ved vi ikke; det hed sig, at tidligere paa Aftenen havde nogle Drenge gaaet efter en gaaende Patrulje, og der blev da truffet disse overordenlige Foranstaltninger. Hvorledes det hele forholder sig til den provisoriske Lov om Gendarmer, hvorefter disse kun optræder efter den stedlige Øvrigheds Rekvisition, - ja, det ved vi ikke. Véd ingen det?

(Morgenbladet (København) 24. december 1885).

Tjenestetyendet i Lyngby og Provisorierne. (Efterskrift til Politivennen)

Som vi meddelte i vort Søndagsnumer, havde Tjenestetyende-foreningen "Enighed" i København indbudt til et Møde i Søndags Eftermiddags Kl. 4 paa "Lottenborg" i Lyngby for at drøfte Tjenestetyendets Stilling i Samfundet. Dette Møde havde, som allerede omtalt, sat en voldsom Skræk i Blodet paa de stedlige Provisorister, der med den gesvindte Carl Herdal i Spidsen søgte al lægge alle mulige Hindringer i Vejen for Mødets Afholdelse. De ulykkelige Beboere og særlig de Næringsdrivende lever under et stærkt Pres, hvilket giver sig tilkende ved enhver Lejlighed, hvor der blot haves den ringeste Mistanke om, at Nogen vil driste sig til at knibe udenfor Formynderskabet. Vi mindes saaledes, at for nogen Tid siden en Handlende blev tvungen til at opgive Salget af de københavnske Oppositionsblade, og han ellers vilde blive boycottet af alle de "lovlydige" Lyngby-Folk. Og nu i Anledning af dette Møde gik det lige saa. Ikke en af alle Restauratørerne eller Kroværterne turde leje deres Lokale ud til Mødet; selv Værten paa "Lottenborg" maatte i sidste Øjeblik bøje sig for Trykket og telegrafere til Tyendeforeningens Formand, at Lokalet ikke kunde faas "paa Grund af indtrufne Omstændigheder", skønt han i Forvejen havde lejet Foreningen det. Mødet blev derfor aflyst, da det var umuligt at opdrive selv det tarveligste Lokale i Byen. "Avisen" fortæller i Gaar, at der ikke blev noget af Mødet, fordi der ingen var mødt, men denne Fortælling er der naturligvis ikke et sandt Ord i. Værten paa Lottenborg (Højremand) erklærede udtrykkelig til vor Referent, at der noget før den Tid, der var fastsat til Mødets Begyndelse havde været mange af Omegnens Tjenestetyende for at deltage i det, men at de var gaaede igen, da de saa et Opslag paa Døren om, at Mødet var aflyst, hvilket Værten havde været saa forsynlig at klaske op. En stor Del af Foreningens Medlemmer ankom fra København til Mødestedet til den bestemte Tid - til ingen Nytte naturligvis. Naa, Tyendet faar at trøste sig med, at det skal være galt før det kan blive godt. Foreningen har Ret til at føle sig smigret over den Opmærksomhed, det kan vække, at dens Medlemmer vil sammenkalde Standsfæller til at drøfte deres fælles Stilling i Samfundet, og at de kan foraarsage, at den gode og loyale By Lyngby paa en Maade bliver erklæret i Belejringstilstand af Frygt for nogle fredelige Mennesker. Carl Herdahl, den ledende Aand derude for alle Provisorister, erklærede i en Samtale, han havde med Foreningens Formand, at Grunden til, at der var saa mange Højremænd i Byen og saa lidt Stemning for Fremskridt, laa i Uvidenhed. Han vilde nemlig gøre det indlysende for Formanden, at det ikke kunde nytte at forsøge paa at udrette noget i Lyngby og beviste det ved følgende her ordret gengivne Udtalelser: "De maa erindre, at Størstedelen af Lyngbykredsens Beboere er uvidende Folk". - Vi slutter os til Herdahl, der kan ingen Tvivl være om, at han har Ret i denne Henseende, han er jo en Avtoritet der paa Pladsen.

Politibetjentene fulgte de københavnske Deltagere som Skygger, indtil de var vel udenfor Lyngby Grænser.

(Social-Demokraten 11. december 1885).

Lottenborg lå på det sted hvor en ledvogter boede (vangemanden). Det blev kaldt ”Hop-ind”. I 1789 blev ”Hop-ind” omdøbt til Lottenborg. I 1800-tallet blev det et populært udflugts- og traktørsted.

Lars Peter f. Petersen Elfelt (1.1.1866-18.2.1931) hoffotograf, filminstruktør: Bogtrykker Herdahl. 1912. Det kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret

Højremanden Carl Herdahl havde før været i klinch med socialisterne. Den 6. januar 1872 var Geleff og Harald Brix på Lottenborg til et møde hvor der mødte 500 personer op i lokalet, mens andre hundreder måtte stå udenfor. Han forsøgte at forstyrre mødet, men han blev pebet ud. Senere var det et møde med Carl Würtz i "Hold'an" som Herdahl forsøgte at sabotere. Denne gang lykkedes det og politiet greb ind. I hele Estrup-perioden var Herdahl en af socialdemokraternes argeste modstandere i Lyngby, og trusler mod hotelværter til at udleje lokaler lykkedes langt hen af vejen. Socialdemokraterne måtte i stedet leje lokaler i Jægersborg, Skovshoved, Gentofte og sågar i en hestestald og under åben himmel. Dog uden at det havde indflydelse på fremmødet.

Gendarmerne. (Efterskrift til Politivennen)

Herinde, hvor vi har nydt det første Syn af de lyseblaa Uniformer, kan det ikke siges, at de har gjort et Indtryk af overvældende Alvor. Naar en Trup paa fire Mand og en Gefrejder passerer en Gade, halvt promenerende civilt, halvt marcherende militært, følger alle Gadens Øjne dem paa en Maade, der ikke fortrinsvis ligner Respekt. Folk vender sig og sir efter dem, som de sir efter alt, hvad der er lidt aparte. Men det var ikke Meningen. Efter Indledningen til Gendarmprovisoriet af 27de Oktober skulde disse blaa Mænd vidne om, at Staten er i Fare, idet der gjøres "vitterligt: at da det under de stedfindende Forhold kan ventes, at der af de civile Myndigheder vil blive stillet Fordringer om militær Bistand i større Omfang, end Hærens Tarv og Hensynet til de værnepligtiges Uddannelse taaler, have Vi fundet paatrængende nødvendigt at oprette" osv. Paa alle Spørgsmaal om, hvilket paatrængende nødvendigt Tilfælde der var for at bekoste disse Uniformer og leje Folk til at stikke i dem, har det været vanskeligt at faa et ordenligt Svar. Der er talt om, at Gendarmerne skulde hjælpe Kjøbenhavns Politi, som havde ondt ved at overkomme den udstrakte Tjeneste, og for Landets Vedkommende er der sagt, at Landpolitiet længe har været mangelfuldt, men den Slags Svar gjælder ikke. Selv Højremænd forstaar. at man ikke gjør saa extraordinære Anstalter for en saa ordinær Ting som at forøge Politistyrken, og Politiet forstaar allermindst, at Gendarmer skal udrustes og lønnes flottere end Politiet selv for kun at gjøre almindelig Polititjeneste.

Ude i Landet begriber man endnu daarligere Nytten af det Nellemann-Bahnsonske Korps. Man er der vant til at hjælpe sig fredelig saa godt som uden Politi; først efter at Herredsfogderne har begyndt at stille ved Møderne med deres Par Politibetjente eller Vægtere fra nærmene Kjøbstad, er der hist og her blevet lidt Røie, som Politi kunde bruges til. Saa snart Politiet vænnede sig til at blive hjemme fra politiske Lejligheder, vilde den offenlige Sikkerhed paa Landet næppe savne det.

At man derefter skulde længes stærkt efter Gendarmerne, var for meget at vente af Godmodigheden. Selv Højresindet i Kjøbstæderne lader til at være i Tvivl, om Gendarmerne e .enlig er en Lykke. Vi ser derved bort fra Højres Presse og faatallige Fanatikere. De maa pligtskyldig hejse Flaget, naar Gendarmerne rykker ind som en "paatrængende nødvendig" foranstaltning. Men Borgerne, som faar extra Udgift og Ulejlighed med Indkvarteringen, er ikke saa sikre paa, at Korpset egenlig er et Velsignelse. Deres Tvivl herom vil blive skærpet end yderligere, hvis det bliver almindeligt, hvad der meldes flere Steder fra, at Gendarmernes Nærværelse vil blive en Opfordring mere til Bønderne om ikke at komme til Bys.

Bortset fra, om Gendarmerne er en mere eller mindre ørkesløs, men derfor lige kostbar Indretning, kommer de i hvert Fald som en levende Paamindelse om, at Regeringen befinder sig i Krigstilstand med største Delen af Befolkningen. Gendarmerne vil bidrage deres til at liclde denne Situation klar De er Provisoriet i og de vil, selv om de aldrig faar mere at bestille, end de har haft til Dato, spare Oppositionens Talere og Blade mange Ord. En blaa Uniform i Sigte vil være bedre end den bedst skrevne Artikel, og hans Sabels Raslen paa Stenbroen vil mere indtrængende end en flunkende Tale holde Bevidstheden vaagen om den Regeringstilstand, hvorunder vi lever.

Fra flere Byer, f. Ex. Hjørring, udtales der imidlertid Bekymring for, at Bønderne ikke trænger til at blive paamindede om denne Tilstand, at de kjender den godt nok. Men en Kjøbstad uden Bønder til Bys er en sørgelig Ting, som hurtig bliver en Ruin. Allerede i længere Tid har der fra Byerne lydt bitre Klager over, at Gaderne er livløse og Butikerne øde. Den økonomiske Tilstand og Politiken har her samvirket. Tiderne er ikke til at give store Penge ud end højst nødvendigt, og den provisoriske Fanatisme, som endnu har Boder i mange Kjøbstæder, drager saa vist ikke Folk til Staden, naar de ellers ikke har Ærinde der. Det er derfor ganske naturligt, at forstandige Borgere kan nære Betænkelighed ved at saa plantet Gendarmer i Gaderne. Men de ved, hvem der har sendt disse Prydelser

(Morgenbladet (København) 29 november 1885).

Korpset var oprettet ved en provisorisk lov af 27. oktober 1885 for at "yde civile Myndigheder Understøttelse til Opretholdelse af den offentlige Sikkerhed, Ro og Orden samt til Haandhævelse af de bestående Love og Anordninger”. Det hørte under krigsministeriet og bestod af officerer og befalingsmænd fra de forskellige våben. De menige gendarmer blev hvervet for mindst et år og skulle være ugifte, sunde, ædruelige og ikke være over 35 år. De fik en årlig løn på 750 eller 650 kr. afhængigt af, om de var beredne eller uberedne. Den samlede styrke var på 429 til 658 mand. Der blev oprettet stationer over hele landet. 

Deres opgaver var af lettere politimæssig karakter: forkyndelse af tilsigelser og stævninger, opkrævning af bøder samt indsamling af oplysninger i anledning af forbrydelse. De anholdt tyveknægte, betlere og vagabonder og forsøgte at forebygge opløb og uordner. Selv om samarbejdet med de lokale med årene blev bedre, blev det aldrig helt godt, og marts 1894 blev korpset opløst i forbindelse med et politisk forlig der bragte provisorietiden til ophør. Mange gendarmer søgte i øvrigt ind til politiet og statsbanerne efter deres afsked.