Kommunens Arbejde benyttet som Agitationsmiddel for Højre. (Efterskrift til Politivennen)

Atter i Gaar henvendte en Mængde arbejdsløst Arbejdere sig ved det nu paabegyndte Voldsløjfningsarbejde i Haab om derved at faa nogen Beskæftigelse, men de blev naadig afviste med den Besked, at kun Medlemmer af "Arbejdernes Værn" kunde vente at komme i Betragtning - Endog de ved Arbejdspladsen posterede politibetjente havde Ordre til at afvise Enhver, der ikke havde Passerseddel fra Skruebrækkerforeningen, hvoraf det temmelig tydeligt fremgaar, at Kommunalbestyrelsen maa vide, at man benytter Arbejdsløsheden til at tvinge saa mange Arbejdere som muligt over i Estruppernes Lejr.

Som Følge af denne, farlig for en Kommunalbestyrelse noble Fremgangsmaade, har en Del Arbejdere søgt Optagelse i "Værnet". De har gennemgaaende gjort det med Afsky og Væmmelse for det Pres, der ven lagt paa dem, men tvunget dem,- i Haab om at faa Arbejde har de bøjet sig for den hensynsløse Brug, der bliver gjort af deres Nød. Snart vil det naturligvis vise sig, at de intet Arbejde faar alligevel.

Og det er ikke nok med, at de presses til at indmelde sig i "Værnet", de maa tillige underskrive paa Højreadressen imod Folkethingets Bevilling til de Arbejdsløse. Saa snart de Arbejdssøgende kommer op paa "Værnet"s Kontor, og er blevne noterede som "Indmeldte", bliver der sagt til dem: Og saa er der her en Adresse, vil De underskrive paa den. Nogen Forklaring af Adressens Indhold følger ikke med. Enkelte faar vel at vide, at det er en Adresse "om Arbejde", men Forelæggelsen og Opfordringen til at underskrive, sker paa en saadan Maade, at de Arbejdssøgende faar det Indtryk, at en Underskrift paa Adressen er en Betingelse for at kunne faa Arbejde. Betegnende i saa Henseende er det, at man jævnlig hører den Bemærkning blandt de paa Kontoret tilstedeværende Arbejdere: "Vi maa underskrive Adressen" 

Dette hensynsløse Misbrug af det kommunale Arbejde er imidlertid ikke forbi dermed, at Arbejderne presses ind en Højreforening og at man faar deres Underskrift paa en Højreadresse. Man benytter tillige Lejligheden til at sjofle Arbejderpartiet. Foruden Skruebrækkerforeningens Love leveres der tillige de Arbejdssøgende en Pjece, paa hvilken en eller anden Højreskribler har malet Navnet: Jens Nielsen, Arbejder, og som indeholder en Række grove Usandheder og gemene Angreb paa det socialdemokratiske Arbejderparti og dets Tillidsmænd. Et saadant Brug skammer Kommunalbestyrelsen sig ikke ved at gøre af det Arbejde, den lader udføre for de af Borgernes Penge, der er den betroet til Forvaltning.

Der er endnu en Side af Sagen, der fortjener at fremhæves. Lige som den saakaldte "Arbejder"forening af 1860 har ogsaa "Arbejdernes Værn" en Udsmiderkomite paa 10 Medlemmer, og denne Komite har det saaledes i sin Magt at bestemme, hvem der nærmest skal have Arbejde, og hvem der for sine politiske Anskuelsers Skyld skal sulte.

Det hedder saaledes i "Værnet"s Love, § 4:

"Indsigelse mod et medlems Optagelse kan ske inden 8 Dage efter Indmeldelsen og maa fremsættes af mindst 10 Medlemmer i en med Navne undertegnet Skrivelse til Formanden, indeholdende Indsigelsesgrunden. Medlemmer af socialdemokratiske Fagforeninger kunne ikke blive Medlemmer af Foreningen."

Hensigten hermed i Forbindelse med den Benyttelse, der nu bliver gjort af Foreningen, er tydelig nok. Det mislykkedes i Sommer at sprænge Arbejderpartiets Organisation ved Hjælp af Lock-out'en, og saalænge "Arbejdernes Værn" kun bestod af Skruebrækkere og fanatiske Højrefabrikanter kunde den heller ikke hjælpe videre til i saa Henseende. Nu derimod tror man at kunne benytte Lejligheden til at fuldføre det Værk, der glippede i Sommer. Man har nu faaet Nøden og Arbejdsløsheden til Allieret, og nu skal de frie og selvstændige Arbejdere have at vide, at hvis de ikke opgiver deres Organisation da er de udelukkede fra at kunne fortjene det nødvendige til Livets Ophold.

Og til et saadant Foretagende langer Københavns Kommunalbestyrelse sin Haand.

(Social-Demokraten 16. januar 1886).

Bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund indsendt en klage over dette til Magistraten. Den stod i Social-Demokraten 28. januar 1886.

Sløifningsarbeiderne ved Vestervold. I Borgerrepræsentationens Møde iaftes forelaa et Andragende fra Bestyrelsen for Socialdemokratisk Forbund med Besværing over den Maade, hvorpaa Arbeidere bleve antagne til Sløfningarbejderne ved Vestervold. Andragendet gik ud paa at føre Klage over, at kun de Arbeidere, der kunde bevise, at de vare Medlemmer af "Arbeidernes Værn", fik Adgang til Arbejdspladsen for at søge Beskjæftigelse der. Der øvedes derved paa den arbejdende Klasse et Tryk af politisk Natur, der var saa meget mere forkasteligt under den for Tiden herskende Arbejdsløshed. Endvidere anførtes i Andragendet, at "Arbeidernes Værn" stod i Høirepolitikens Tjeneste og benyttedes til at øve et Tryk paa Arbejderne, men dertil burde Kommunens offenlige Arbeide ikke yde sin Medvirkning. Magistraten havde i den Anledning i en Skrivelse af 3die ds. udtalt, at Magistraten ikke ansaa sig for berettiget til at skride ind paa dette Omraade, idet Arbeidet en Gang var bortliciteret og ikke af de i Andragendet nævnte Grunde kunde fratages Entrepreneuren, naar denne iøvrigt opfyldte sine Forpligtelser. - Ette ønskede at udtale, at Sagen var blevet bragt frem paa en i høi Grad tendentieus Maade. Taleren var nøie inde i Forholdene og kunde oplyse, at det kun havde været Entrepreneuren om at gjere, at Arbejdet kunde foregaa paa den fredeligste og roligst mulige Maade. Af denne Aarsag havde han ikke ønsket at antage Arbeidere af Socialdemokratisk Forbund, men han havde ikke i mindste Maade havt politiske Bevæggrunde dertil, ligesaalidt som Foreningen "Arbeidernes Værn" havde noget politisk Formaal eller virkede i politiske Øiemed. Hvad Entrepreneuren altsaa havde villet, var blot at faa Arbeidere, der ikke tilhørte Fagforeningerne. Iøvrigt maatte det staa ham frit for at vælge de Arbeidere, som han fandt bedst skikkede, forudsat de opfyldte den i Kontrakten fastsatte Betingelse at være hjemmehørende her i Landet. Taleren foreslog derfor Sagen afvist i Henhold til Magistratens allerede afgivne Erklæring. - Efter nogle Bemærkninger af Borgermester Øllgaard vedtoges dette.

(Dagens Nyheder 9. februar 1886)

Vestervold under nedrivning: Jarmers Tårn er kommet til syne. (1885). Kbhbilleder. Ingen kendte rettigheder.

Krigsret mod O. H. Petersen paa Orlogsværftet, (Efterskrift til Politivennen)

Krigsretlig Forfølgelse mod en Arbejder paa Orlogsværftet.

Formanden for den socialdemokratiske Arbejderforening sor Amager. Smed O. H. Petersen, var som meddelt til sagt til at møde i Gaar for Orlogsværftets kombinerede Krigsret.

Denne nye Ret, for øvrigt en gammeldags Institution, som Socialdemokratiet herved har faaet Lejlighed til at stifte Bekendtskab med, har Sæde paa Værftets Hovedvagt. De Tilsagte, som her giver Møde, kommer først ind i et Forværelse, hvor der holdes Vagt af to af Holmens Politibetjente. Indenfor Forværelset ligger selve Retslokalet, et middelstort Værelse, som ved en Skranke er afdelt i Dele. Foran Skranken har Tiltalte at opholde sig, og bag ved et aflangt Bord, der er betrukket med Grønt, har Rettens Medlemmer deres Pladser. Retten er sammensat af en Kommandør,2  Kaptejner og 2 Premierløjtnanter, samt en Avditør, Rettens juridiske Medlem.

Avditøren har sin Plads ved den ene Ende af Bordet og Kommandøren, som Rettens Præces, ved den anden, Kommandøren møder med trekantet Hat, Vaabenfrakke med Guldepauletter og i øvrigt reglementeret paaklædt, de andre Medlemmer af Retten ligeledes i Uniform. Alt skal være saa æresrygtindgydende som muligt.

Til den fastsatte Tid, Kl. 10 Formiddag, mødte Hr. O. H. Petersen og det viste sig ved Oplæsningen af den over ham indsendte Klage, at Tiltalen imod ham skyldtes en Angivelse af Smedemester ved Orlogsværftet, Mortensen, under hvem Petersen arbejdede. Anledningen til Tiltalen var hentet fra det socialdemokratiske Møde i Svendborg den 18. December f. A., i hvilket Møde han havde deltaget som Taler.

Forud for Mødet havde han tilsendt ovennævnte Smedemester Mortensen en Meddelelse om, at han ønskede at rejse. Herved mente han at have opfyldt sin Pligt, idet han, i Henhold til det Kendskab, han ved sin fleraarige Virksomhed i Værftets Tjeneste havde erhvervet sig til Forholdene, ansaa sig for berettiget til de to Fridage, der var medgaaet til Rejsen, naar han blot indgav Anmeldelse derom. Hans Kendskab i saa Henseende havde han erhvervet sig dels mundtlig og dels ved Erfaring, idet der aldrig var bleven ham udleveret noget Tjenestereglement, endskønt han ved en tidligere Lejlighed udtrykkelig havde fremsat Anmodning derom til sine Foresatte.

Ved sin Tilbagekomst fra Svendborg fik han imidlertid at vide, at han havde taget fejl, idet han maatte bøde med Tabet af 3 Dages Dagløn for 2 Dages Udeblivelse, og hermed mente han, at den Sag var sluttet.

Det var den imidlertid ikke. Den skulde tillige ind for Krigsretten, og her blev der rejst Tiltale dels for Absentation og for at have talt "ophidsende" ved nævnte Møde.

Hvad det først: Punkt angik anførte han, dels at han af ovennævnte Grunde ikke kendte Tjenestereglementet og dels at han troede den Sag sluttet med det foretagne Fradrag i hans Fortjeneste. Det havde endog været i den Grad umuligt at faa fat i et Reglement, at et saadant ikke kendtes af de mange Arbejdere, med hvem han daglig arbejdede sammen. Ja endog de Formænd, til hvem han Tid ester anden havde hen vendt sig desangaaende, var ikke i Besiddelse af noget saadant.

Den sidstnævnte Sigtelse mod ham støttedes dels til et Referat i "Dags-Telegrafen" og dels til en Indberetning fra Politimesteren i Svendborg, hvem man havde affordret en saadan. Som alle Højrebladenes Referater af vore Partimøder var nævnte Referat i "Dags-Telegrafen" naturligvis farvet, af hvilken Grund Petersen selvfølgelig ikke vedkendte sig det. Større Overensstemmelse med Sandheden havde Politimesterens Indberetning, men denne paaviste netop paa Grund heraf ikke noget "ophidsende" i Petersens Udtalelser.

Retten kom i Gaar ikke til noget Resultat. Smed Petersen blev demitteret med den Besked, at han kunde vente Tilsigelse til et senere Møde

(Social-Demokraten 15. januar 1886).

Krigsretlig Tiltale mod en Arbejder ved Orlogsværftet

Smed O. H. Petersen, Formand for den sociaidemokratiske Forening for Amager, mødte efter Tilsigelse atter i Gaar Formiddags Kl. 10 for Orlogsværftets kombinerede Ret, hvor han som tidligere meddelt var tiltalt, dels for Udtalelser, som han sigtedes for at have brugt paa et offenligt Møde i Svendborg i December Maaned f. A., og dels for ved denne Lejlighed i Strid med Reglementet at have forladt sit Arbejde paa Værftet uden Værftchefens Tilladelse.

Forhandlingerne i Gaar begyndte med Oplæsning af en marineministeriet Skrivelse, som gik ud paa, at Ministeriet ikke "ønskede" Hr. Petersen tiltalt for det første Punkts Vedkommende. Hvad der har bevæget Hr. Ravn til forrige Gang at "ønske" ham tiltalt for denne Sag, men nu at "ønske" Tiltalen hævet, fremgik ikke af Skrivelsen. Det nødvendige Tilbehør af Motiver, nemlig at der slet ingen Grund foreligger til at rejse nogen som helst Tiltale, manglede aldeles. Paa Spørgsmaalet om, hvorvidt Hr. Petersen forstod den ministerielle Skrivelse, svarede han derfor naturligvis benægtende. Retten forstod den saamænd heller ikke, hvilket fremgik af den Bemærkning, hvormed dette Punkt afsluttedes, og som gik ud paa, at Ministeren, da han "har den højeste Myndighed", ikke behøver at motivere sine "Ønsker", særlig naar de angaar en Arbejder. Ske din Vilje!

Hvorvidt Tiltalen ogsaa vil blive hævet for det andet Punkts Vedkommende forlyder der endnu intet om. I ethvert Tilfælde eksisterede den endnu i Gaar. Hr. Petersen anførte, at saafremt han havde syndet imod Reglementet, som han ikke kendte og som han trods alle sine Anstrængelser ikke havde kunnet lære at kende, ansaa han sig allerede for at være straffet én Gang for denne Forseelse derved, at der for to Dages Bortebliven var bleven ham fradraget tre Dages Dagløn. En yderligere Straf vilde altsaa være at straffe ham to Gange for den samme Forseelse. 

Til Trods for, at nævnte Reglement ikke har været til at opdrive hverken paa Værftet eller udenfor, mente Retten dog, at Petersen skulde kende dets Indhold (!). Den viste ham en Kontrakt, som han ved sin Ansættelse som fast Arbejder havde understrevet, og hvori der henvistes til Reglementet. Han oplyste imidlertid Retten om, at der hverken den Gang eller senere var bleven vist ham noget Reglement. Paa hans Forlangende herom havde hans daværende Mester svaret, at han intet havde, men at Forskellen mellem Værftets faste og tilfældige Arbejdere kun var den, at de faste Folk var bundne til en Tjenestetid paa et Aar og til at opsige deres Plads med 3 Maaneders Varsel. At det skulde være strafbart at forlade Værftet og Byen uden Chefens Tilladelse var han ikke bleven oplyst om. Tværtimod var han bleven bestyrket i, at der ikke skulde søges nogen særlig Tilladelse hertil, eftersom han havde bragt i Erfaring, at Mestrene paa egen Haand og uden at omtale, at Værftschefens Tilladelse skulde indhentes, gav Værftets faste Arbejdere Lov til at forlade Byen. Sine Bestræbelser for at lære Reglementet at kende, havde Petersen endog udvidet til at henvende sig til en herværende Boghandler, der hovedsagelig handler med den Slags Literatur, men heller ikke her var det muligt at faa et Eksemplar.

Saa vidt det kunde skønnes lød det til, at nævnte Søkrigsret vedblivende anser Hr. Petersen for at være forpligtet til at kende Indholdet af et Reglement, hvoraf der rimeligvis i mange Aar ikke har eksisteret et eneste Eksemplar. Med en Bemærkning, som gik i den Retning, sluttedes Sagens Behandling i Gaar, og det vil ved næste Sammenkomst mellem Parterne vise sig, om Retfærdigheden paa Orlogsværftet under Hr Ravns Ledelse er naaet op til et saadant Højdepunkt, at en Arbejder kan straffes to Gange for at have forsyndet sig mod et Reglement, som Ingen har set, og hvis Bestemmelser ikke en Gang kendes af Arbejdernes Forsatte, Mestrene.

(Social-Demokraten 31. januar 1886).

Smed O. H. Petersen afskediget fra Orlogsværftet af politiske Grunde. Formanden for den socialdemokratiske Forening for Amager, Smed O. H. Petersen, som Ministeriet for nogen Tid siden gjorde et forgæves Forsøg paa at faa dømt ved Krigsretten for sine politiske Udtalelser, er i Gaar bleven opsagt til at forlade sin Tjeneste ved Orlogsværftet ved Udløbet af hans Kapitulationstid den 30. Juni. Han har uafbrudt arbejdet ved Orlogsværftet siden September Maaned 1877, og var af sine Overordnede anerkendt for at være en særdeles dygtig Arbejder. Der foreligger saaledes ingen som helst anden Grund til hans Afskedigelse end den, at han var Socialdemokrat og som saadan en Modstander af den estrupske Provisoriepolitik.

(Social-Demokraten 3. marts 1886).

Han blev idømt 3 måneders fængsel og løsladt den 20 juli 1886. Og samtidig afskediget af marinens tjeneste. 

Anstalter. I Mandags Eftermiddags rygtedes det paa Orlogsværftet, at en Masse Arbejdere vilde afhente Smed O. H. Petersen af Fængslet. Chefen for Orlogsværftet lod i den Anledning en større Deling af Logisskibet "Dronning Marie"s Mandskab. bevæbnet med Karabiner og skarpe Patroner, give Møde i Nærheden af Værftsbroporten i Prinsessegades Forlængelse. Men der blev ingen Brug for de krigeriske Forberedelser. Henved 300 af Petersens Meningsfæller, for Størstedelen Værftets egne Arbejdere, opstillede sig i Prinsessegade og modtog her deres løsladte Kammerat. Han blev fulgt til sit Hjem paa Amager, hvor Forsamlingen skiltes i Ro under Leve for Petersen og Arbejderpartiets Førere.

(Social-Demokraten 23. juli 1886).

O. H. Petersen blev idømt 3 gange 5 dages mørk arrest på indskrænket kost, ifølge "Det danske socialdemokratis historie fra 1871 til 1921, del 1" fordi han havde samlet værftsarbejderne til møde i Rømersgade og for at have søgt audiens hos folketingsmanden for Nyboder, marineminister Ravn og været ordfører for en deputation.

Restavratør O. H. Petersen. Foto fra Social-Demokraten 26. juli 1919. Ordlyden af den tilhørende artikel var den samme som nedenstående artikel.

"O. H." fylder 60 Aar.

En Mand, der i sin Tid med Iver deltog i Arbejderbevægelsen i Odense.

Odense.

I Dag holder en trofast og meget kendt Partifælle, Restavratør O. H. Petersen, København, sin 60-aarige Fødselsdag.

Petersen var oprindelig Smed og deltog allerede som Lærling i Partiarbejde. Som 23-aarig valgtes han til Formand for Socialdemokratisk Arbejderforening for Sundbyerne, og han var i 1885 under den store Lockout, Næstformand for Smedene. I 1886 var han med til at stifte Organisationen paa Orlogsværftet, og til Straf herfor satte Myndighederne ham i 3 Maaneder i Nyholms Hovedvagt.

Petersen, der senere har været Medlem af Partiet Hovedbestyrelse og har deltaget i forskellige Kongresser, er Broder til Stolemager Petersen. Han opholdt sig i Halvfemserne en Aarrækkke her i Odense, og var knyttet til Meieriet "Pasteur" som Maskinmester. Indenfor Partiet kendtes han bedst under Betegnelsen "O. H." Han tog livlig Del i den faglige og politiske Bevægelse. Saaledes var han i flere Aar Formand for Vælgerforeningen i 2. Kreds og beklædte tillige Næstformandsposten indenfor De samvirkende Fagforeninger. Med Iver deltog han i Arbejdet for Starten af "Fyns Social-Demokrat", ligesom han har været Taler paa en Mængde Møder rundt om paa Fyn og var medvirkende ved Oprettelsen af Arbejdernes Forsamlingsbygninger i Odense og Dalum.

Nu er O. H. Petersen Bestyrelsesmedlem i Københavns 7. Kreds og indvirker stadigt ivrigt i Organisationsarbejdet. Ved sidste Landstingsvalg var han en af Partiets Valgmænd.

Dagen i Dag vil da sikkert blive en Festdag, paa hvilken vor gammelkendte Partifælle vil faa mange Beviser paa, hvor afholdt han er i sin store Venne- og Bekendtskabskreds. Ogsaa her fra Odense vil Hilsner finde Vej til ham.

Fyns Socialdemokrat (Odense) 27. juli 1919).

Anholdelse af en Opvarter paa Rustenborg i Lyngby. (Efterskrift til Politivennen)

Vi har modtaget følgende Skrivelse:

Hr. Redaktør! Jeg vil herved bede Dem give mig Plads for nedenstaaende i Deres ærede Blad, angaaende Sagen fra Hotel "Rustenborg" i Lyngby, ved hvilken jeg blev anholdt for formentlige fornærmelige Udtalelser mod Ministeriet Estrup.

Det var afvigte 24de December (Juleaften), at jeg, efter at have holdt Juleaften sammen med min Principal, Hr. Maansen, dennes Hustru samt det øvrige Tjenerpersonale paa Hotel Rustenborg i Lyngby, blev opfordret af min Principal til at deltage i en Køretur til "Holte Kro", som Hr. Maansen ejer. Endvidere var Hr. Tømmermester Olsen af Lyngby med. Da vi kom til Holte, blev Vognmand Olsen, der den Aften selv kørte sit Køretøj, bedt med ind, og efter at vi havde forlystet os et Par Timers Tid, toge vi atter hjem, og paa Vejen var det, at de formentlige Udtalelser faldt, idet jeg nemlig sammen med Tømmermester Olsen sad paa Bukken hos Vognmanden. Førstnævnte begyndte da straks at indlede en politisk Tale, hvorved det for kort Tid siden nægtede "Tyende Møde" i Lyngby kom paa Bane og hvortil jeg ytrede: "at dette var et yderligere Bevis paa Højres Fejghed og reducerede Forhold, at de vilde true Værterne i Lyngby, der er i Besiddelse af de fornødne Lokaler, med alskens Ulykker, hvis de gav Tilladelse til Mødet, thi et saadant Møde burde være afholdt og ved samme Lejlighed vilde jo den svindsottige Herdahl faa Brug for sine Talegaver - men Grunden til, at dette blev nægtet, var kun den, at de indsaa, at en Del af Befolkningen vilde faa Bindet fra Øjnene og se den Afgrund, de hidtil var gaaet i Møde, og i Stedet derfor gaa over til Arbejderpartiet. For en saadan Sorg var det de smaa "Konservative" vilde være fritagne, og derfor blev Mødet forhindret."

Efter fremdeles at have drøftet det af Smudsbladet "Avisen" om Arbejdsløsheden fremsatte Forslag, kaldet "Arbejde og Almisse", i Slutningen af min Tale havde ytret, at "det var en Skade for det danske Folk, at Ministeriet Estrup sad paa den Plads, thi saa lang Tid det gjorde det, vilde alt Sammenarbejde være umuligt, og jeg maatte kun beklage, at Rasmussens Hensigt forfejledes."

Om disse sidste Yttringer skulde være fremkomne, betvivler jeg, og er det ejheller bleven bevist, thi vel saa jeg gerne en Forandring, men at Sejren skulde skyldes en Forbrydelse, har været langt fra mine Tanker. Imidlertid var vi naaede tilbage til Lyngby, og Samtalen, under hvilken Vognmanden stadig afbrød mig med uhøviske Ord, blev her endt, og enhver gik til Ro.

Mandag Morgen indfandt imidlertid Politiet sig og bad mig følge med til Kontoret, uden at jeg havde den fjerneste Anelse om, hvad jeg skulde. Politimesteren gjorde mig dog snart bekendt med, at jeg den nævnte Aften skulde have brugt foranskrevne Yttringer. Jeg blev da afæsket Forklaring, hvad min Mening hermed var, om jeg var Medlem af nogen socialistisk Forening. 

Etter Besvarelsen heraf, blev en Betjent beordret til straks at visitere mig paa min Person samt fratage mig alle Papirer, hvorefter en anden Betjent blev sendt til Hotellet for der at undersøge mine Gemmer, om der skulde findes nogle Skyderekvisitter eller politiske Skrifter, men ogsaa her blev de højligen skuffede. Under Ledsagelse af Politiet blev jeg ført til København, hvor jeg blev fremstillet for den undersøgende Dommer og Forhøret begyndte. 

Efter stadig Tilbagevenden til de samme Spørgsmaal, hvad min Mening havde været med disse Udtalelser, samt om jeg var Medlem af nogen socialistisk Forening, om jeg kendte nogen, der havde et nyt Attentat paa Konseilpræsidenten i Sinde osv., blev jeg hensat i Arresten.

Næste Dags Middag kom jeg atter for, og blev igen underkastet et Krysforhør, ved hvilken Lejlighed foranskrevne Personer samt min Principal var til Stede.

Efter gentagne Forespørgsler om ve nævnte Udtalelser, blev jeg med en Advarsel for mine Udtalelser demiteret og Forhøret sluttet.

Da det nu er kommen til min Kundskab, at den, der har været Angiver ved denne Sag, er Vognmand Olsen i Lyngby, vil jeg raade enhver, der gæster Lyngby, om at være forsigtig med sine Udtalelser, og særlig over for denne Mand, der, efter hvad der er bleven mig meddelt, stadig gaar paa Rov efter slige Ting.

Hvad hans Hensigt har været med Angiveriet over for mig, forstaar jeg ikke, thi kan dit gavne ham, at jeg ved samme Lejlighed mistede min Plads, er det mig en Glæde at have ofret den for ham, idet nemlig Hr. Maansen ikke turde have mig i sin Tjeneste af Frygt for at miste det i Forvejen tarvelige Besøg.

Tit Slut beder jeg Folk, som kommer til Lyngby og har Brug for Befordringer, at have Angiveren i Minde, da vel en Mand, der tjener Sagen paa en saa uhæderlig og lumpen Maade, aldrig bør glemmes, men stadig, naar man hører hans Navn nævne, erindre, at det var "Angiveren" mod Opvarteren paa Hotel "Rustenborg"

København, den 8de Januar 1886.

Marius Hansen

Kelner.

(Social-Demokraten 10. januar 1886).

Hotel Rustenborg lå på hjørnet af Jernbanevej og Bagsværdvej (senere Engelsborgvej og nu Sorgenfrivej). Det blev nedrevet i 1960.

Skandale paa Silkeborg Fattiggaard (2/2). (Efterskrift til Politivennen)

I oktober 1885 var der blevet rejst sigtelser mod fattiggårdsbestyrer Larsen på Silkeborg Fattiggård (se særskilt afsnit herom). I januar 1886 blev han atter arresteret.

Ny Arrestation. "Silkeborg Avis" meddeler: Igaar Aftes gik det som en Løbeild igjennem Byen: Fattiggaardsbestyrer Larsen er atter bleven arresteret af Kammerjunker Drechsel. Strax troede Folk, at det var et af de mærkværdige og utrolige Sensationsrygter, som under Tiden opstaar uden Spor af Grund, men denne Gang var Efterretningen - hvor utrolig den end lød - sand. Fattiggaardsbestyreren heri Byen, der som bekjendt sad arresteret i 11 Dage og derefter frigaves, uden at det var muligt at faa ham dømt eller straffet for noget som helst, var virkelig atter bleven arresteret. Men denne Gang er det ikke for den gamle Sag: "Mishandling af et Fattiglem al han er fængslet, det er for en meget gammel Sag angaaende en Fallit, der er overgaaet ham for en Snes Aar siden. Han skal af Birkedommeren være anklaget for at have foretaget svigagtig Fallit. Hvorvidt dette nu forholder sig rigtigt, er jo ikke muligt at sige for udenforstaaende, men saa meget skal være sikkert, at denne Sag tidligere har været drøftet for Domstolene, uden at disse har kunnet opdage nogen Forseelse fra Hr. Larsens Side.

(Horsens Folkeblad 9. januar 1886)

Der blev dekreteret arrest over Larsen. I januar 1886 tilstod han (i følge Social-Demokraten) at havde slæbt Peder Løndal i benene med hoved og ryg mod stenbroen ind i arresten. Mens han sad arresteret dukkede flere oplysninger op om hans fremfærd på fattiggården. Han blev løsladt den 28. februar 1886 mod en kaution på 2.000 kr efter at forhørene var afsluttet. Han havde da siddet arresteret i 64 dage. 

Larsen fratrådte stillingen 1. april 1886. Der var over 90 ansøgere til stillingen. Lønnen var 300 kr. og fri station for bestyreren med familie samt en del uvisse indtægter af driften (300-350 kr. årligt). Fattiggårdsbestyrer Carl Henriksen fra Hylke blev ansat. Justitsministeriet resolverede i juli 1886 at der ikke var anledning til at foretage noget mod sigtelserne for vold, ej heller for ulovlig omgang med hittegods, bedrageri og svigagtig fallit, og konen for forledelse til falsk forklaring for retten.

I juli 1886 overfaldt en karl på fattiggården (Frederik Ferdinand Jeppesen) et lem (Poul Beng) og pryglede ham så han fik hul i hovedet. Karlen overfaldt ligeledes sin egen bror i dennes hjem.

I november 1886 dømte overretten i Viborg at Larsens påstand på ophævelse af arrestdekretet fra 16. oktober 1885 ikke kunne tages til følge.

Indianertrup i Danmark (4/4). (Efterskrift til Politivennen).

Indianerbarnet Black-Eyes, 

der ved indianernes bortrejse fra København måtte efterlades i syg tilstand på Kommunehospitalet, er senere død. Barnets fader ville komme hertil i går for at afhente sin hustru, som blev tilbage, da resten af truppen afrejste. (Dg. Nh.).

Begravelsen fandt ifølge "Natt." sted i går fra kapellet ved Kommunehospitalet. Der havde i den anledning indfundet sig en mængde nysgerrige, der trodsede det ublide vejr, men blev skuffede, idet der kun indlodes ganske få i kapellet. Her var kun barnets moder og fader samt Texas-Indianeren. Efter at hospitalets præst havde forrettet den gejstlige handling, blev liget i hospitalets rustvogn kørt til Vestre Kirkegård, hvor det sænkedes i graven. Hertil  fulgtes det af de 3 indianere og et par af hospitalets funktionærer. 

(Randers Amtsavis og Adressecontoirs Efterretninger, 7. januar 1886.)

Sioux-indianerne på etablissement National taganlæg, optrådte 31. december 1885 med skalpdans, krigsdans, bueskydning samt indiansk våbensamling for sidste gang. Skalpdansen under anførsel af Hi Crow, samt "doktordansen" under anførsel af Black Horse (sorte hest). Bueskydning og forevisning af den medbragte interessante samling våben, skalpe samt andet indiansk husgeråd. 

Sioux-indianere underholdt nytårsdag på exsercerskibet "Dannebrog" og "tiltrak sig de besøgendes livlige opmærksomhed".

En indianer-begravelse.

Indianertruppen der for kort tid siden opholdt sig i København, mistede der et af sine medlemmer, et barn der bar navnet O-ke-sas. Barnet blev indlagt på Kommunehospitalet og begravedes derfra. "Politiken" giver følgende interessante beretning om begravelsen:

Der har vist aldrig på en gang været samlet så mange mennesker ved Kommunehospitalets yderst tarvelige ligkapel, som ved denne ejendommelige jordefærd. 

Folk slap dog ikke ind. Inde i kapellet var kun samlede: Barnets forældre, indianertruppens tolk og impressario, nogle læger og sygeplejersker, "Politiken"s medarbejder, samt en enkelt uniformeret hospitalstjener. 

O-ke-sas (Sorte Øje), eneste barn af truppens bedste danser Sorte-Hest og dennes squaw Den Hvide Bjælde, blev kun 1½ år gammel. Den lille stakkel der af naturen var svagelig, havde lidt såre meget på den besværlige rejse fra det vilde vesten til det fjerne Europa og Københavns umilde decemberklima bragte så den lurende brystsyge til fuldt udbrud. Da de andre indianere i følge kontraktsmæssig forpligtelse rejste herfra, blev det dødssyge barn indlagt på Kommunehospitalet, hvor moderen fik særlig tilladelse til at pleje det. Fraregnet enkelte næsten vanvittige udbrud, blev den sørgende Hvide Bjælde i sin yderlige forladthed, hvor hun kun med tegn kunne gøre sig forståelig for sine omgivelser, lidt efter lidt blød og føjelig og søgte så godt hun kunde at vise de deltagende plejersker sin taknemmelighed ved at klappe dem på skulderen og grædende at stryge deres hånd. 

Natten mellem søndag og mandag døde så den lille Sorte Øje. Man var forberedt på et ulykkeligt udbrud af sorg fra moderens side, men afkræftet som hun var af vågen og gråd, var hun dog så nogenlunde rolig. 

Der telegraferedes straks til truppens impressario mr. Dawe i Stettin, der i tirsdags ankom hertil med faderen Sorte-Hest og tolken halvindianeren David Twist. Efter at ægteparret havde omfavnet hinanden, klippede de straks til stor sorg for mr. Dawe, deres lange prægtige hår af og afførte sig alle prydelser. Videre sørgeforanstaltninger så man ikke noget til, da den stærke kulde tvang dem til at have klæder på kroppen. 

I ligkapellet sad forældrene indhyllede i røde tæpper side om side på hug ved den åbne kiste, der var pyntet med kranse fra forskellige hospitalsfunktionærer. Mr Dawe og David Twist lagde som en hilsen fra de fraværende stammefæller hver en buket blomster på det af et hvidt slør dækkede lig og gjorde derpå plads for moderen, der langsomt rejste sig for at tage en sidste afsked med sit barn. 

Hendes fortvivlelse var hel uhyggelig at se og høre. De hvinende skrig, hun udstødte, gjorde den talrige forsamling ude i gården ganske bange, og hendes hjerteskærende hulken gik til sidst over i et hastigt krampeanfald, der endte i en voldsom blodstyrtning. Halvt besvimet blev hun ført tilside og, så godt det lod sig gøre, trøstet af medlidende damer fra hospitalet. Faderen kastede med stive tåreløse øjne og krampagtigt bidende i sin kappe et sidste blik på den døde og gav så tegn til at skrue låget på kisten.

Da dette var sket, trådte pastor Bostrup frem, som, da moderen og barnet var døbte, (faderen er derimod hedning) på kristen vis forrettede jordpåkastelsen. 

Han holdt på dansk en kort tale, i hvilken han kaldte den lille Sorte Øje sin og vor broder, og trykkede, da de tre skuffer sand var faldne, højtidelig forældre og nærstående i hånden.

Hverken tolken eller nogen af de andre fremmede forstod naturligvis ret meget deraf. 

Kisten blev derefter bragt ud i hospitalets ligvogn, som fulgt af to drosker med det fåtallige følge i flyvende fart kørte afsted til Vestre Kirkegård. 

Under kørslen sad forældrene tavse og hensunkne i tanker, kun da tolken ville tænde sig en cigar, for Sorte Hest op i vrede. Det var en forrygende storm, ruderne klirrede, og vognen truede flere gange med at vælte. Den Hvide Bjælde gjorde af og til et ejendommeligt tegn i luften med den højre hånd, mens hendes ægtefælle nikkede med dyb alvor, men den fornærmede tolk ville ikke forklare os hvad det betød. 

Det har dog rimeligvis hentydet til verdens nærforestående undergang eller noget lignende.

Oppe på en bakke på kirkegårdens fattigjordsafdeling standsedes der endelig. Kisten blev båren hen til en stor kold grav, der åbenbart var bestemt til også at rumme adskillige andre lig, og følget fulgte efter i den rasende storm og på den islagte, knudrede vej så godt det kunne. En bluseklædt mand med et blikskilt på kasketten kom til stede og forlangte en gul kvittering underskrevet, hvorefter man i en snup væltede kisten ned i det store, med smudsig sne beklædte hul. Den lille kiste synede så uendelig lidt dernede, men har vel op ad dagen fået kammerater ved siden. Manden med blikskiltet kilede derpå af med nogle kranse, vi havde medbragt, for, som han sagde, at lægge dem ovenpå, når der var klappet til, og vi havde således ikke mere der at gøre. På gravens rand stod de to vilde forældre stive som støtter, og så i deres fremmedartede dragt og med de dristige, alvorlige træk i den flagrende blæst ud som noget helt uvirkeligt på den prosaiske, ægte danske fattigkirkegård. Det kneb at få dem med hjem igen. Vi trykkede deres hånd og gav efter ønske moderen en håndfuld jord fra graven, det eneste hun i sin fjerne hjemstavn vil have tilbage af sin døde yndling.

(Demokraten (Århus), 13. januar 1886).