Mosaisk Vestre Begravelsesplads. (Efterskrift til Politivennen)

Der er i denne uge indtruffet et ualmindeligt stort antal dødsfald i den jødiske menighed, større end vist nok i mands minde, idet nemlig ikke mindre end 7 personer er døde i ugens løb. Dette har medført en ikke ringe gene på begravelsesvæsnets område, idet nemlig apparatet her selvfølgelig ikke er og hidtil heller ikke har behøvet at være synderligt stort, da det jo ikke er beregnet på mere end en enkelt begravelse i løbet af en dag, mens der nu fx i morgen søndag vil være ikke mindre end 4 begravelser at foretage, så den ene af disse endog har måttet forlægges til om eftermiddagen. Under disse forhold savnes det stærkt at menigheden der i vinter har fået en ny begravelsesplads - som bekendt beliggende ude ved Vestre Kirkegård - ikke har fået et kapel opført der, og for så vidt man ikke vil lade begravelserne foregå fra hjemmet, hvad der sjældnere og sjældnere sker, må man altså ty til kapellet i Møllegade på den gamle begravelsesplads og derfra atter køre liget ud til Vester Fælledvej. Der er da også allerede inden de sidste dødsfald gjorde savnet mere føleligt, indgivet et andragende til menighedens repræsentantskab om opførelse af et kapel på Vestre Kirkegård, og med de sidste begivenheder for øje er der ingen tvivl om at man vil skride til tilvejebringelsen af et sådant. 

(Bornholms Avis og Amtstidende, 10. maj 1886).

Beslutningen om opførelsen af et kapel skete i marts 1887.

Dette område af begravelsespladsen er formentlig et af de ældste, hvis ikke det ældste. Mange grave er fra tidligt i 1886. Gravmæler er gået til, andre smuldrer, mens andre ser ud til at være fornyet. Foto Erik Nicolaisen Høy, 2020.

Gaardmissionær Rasmus Buch Clausen (1840-1904). (Efterskrift til Politivennen)

Mens "Sædelighedsfejden" (1883-1887) hovedsagelig foregik blandt intellektuelle (Georg Brandes, Bjørnsson, Elisabeth Grundvig og andre), udkæmpedes der på samme tid en anderledes konkret kamp i gader og på landet på et religiøst grundlag rettet imod socialisme og usædelighed. En af frontkæmperne var gårdmissionæren Rasmus Buch Clausen. Herom dette indslag.

Clausen blev i aviserne nævnt med flere titler: "Indre-Missionær Clausen" (4. marts 1884), "missionær Clausen" (7. maj 1886). Clausen var tilknyttet Indre Mission, i København omkring "Bethesda". Denne førte på daværende tidspunkt en kamp mod lasten i de afsides berygtede gader. Støttet af kvinder der hørte til aristokratiet. Der blev afholdt møder, uddelt traktater og børneblade og evangelier. Især imod socialismen og usædeligheden. 

Lars Peter Elfelt (1866-1931): Missionshuset Bethesda. Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Den indre Missions Virksomhed i Hovedstaden.

Den indre Mission har udgivet sin årsberetning. Det er en hel lille bog der omfatter 108 sider. Man kan ikke undres derover, da der i samme omtales 12 forskellige virksomhedsområder. Alene i missionsbygningen Bethesda er der holdt henved 1500 møder eller foredrag i det forløbne år. I den store festsal have bl. a talt dr. teol. Kalkar (fornylig afgået ved døden), pastor S. Müller, indremissionærerne O. Christensen, Høyer, Blomberg og Stubkjær, lærer Lind, pastorerne Steen, Larsen, Sørensen, missionær Clausen etc. Så er der holdt religiøse foredrag i byen og dens forstæder, på kaserner og krigsskibe, i det indre og de store gårde og på Christianshavns Vold, i lejren på Lammefælled og andre steder. Mænd der have sluttet sig til missionen og som tilhører de højere stænder, har været med til ved midnatstid at føre kampen mod lasten i de afsides berygtede gader. Kvinder hørende til landets højeste aristokrati, har gjort deres til at blomstermissionen kunne opfylde sit Hverv. 4000 buketter og et stort antal småskrifter er blevet uddelte på hospitalerne. Hds. maj. dronningen, lensgrevinde Danneskjold-Samsoe, grevinde Moltke, talrige andre rigmænds hustruer og flere af de store handelsgartnere i og ved København have sendt deres skønneste blomster i vintermånederne til de syge og ofte derved fremkaldt et glædesudbrud og et taknemlighedens smil midt under al legemlig lidelse.

Selv fra det sydlige Frankrig er der sendt blomster til missionen. Det er den danske konsul i Cannes, Henry Deonna, hvis skønne Villa Florida omgives af en stor og dejlig have tæt op til Middelhavets strand, som har tænkt på de syge på Københavns hospitaler. Så har missionen i det forløbne år uddelt henved 100,000 traktater og børneblade samt omtrent 3000 evangelier. 

Som sædvanlig er de afsnit af beretningen, som skildrer den indre missionskamp mod socialismen og mod usædeligheden, de interessanteste. Det et gård- og gademissionen samt Magdalenahjemmet, der her arbejder hånd i hånd. De offentlige møder der indvarsles i det Indre af de store gårde på volden og om vinteren i forsamlingssale rundt om i den store by, har enkelte gange været besøgt af indtil 1000 personer. Kampen har ofte krævet både mod og stor selvfornægtelse. Men den har også i ikke få tilfælde været ledsaget af velsignelse. Talrige eksempler fremdrages i beretningen om personer, der begyndte at bivåne møderne, idet de støjede og bandede, men som endte med at de fik tårer i øjnene, knælede ned og skilte sig fra socialisterne og fra deres kammerater. Endog en forhenværende ivrig focialistfører har omvendt sig, og der er mulighed for at han vil blive foredragsholder ved gårdmissionen. Af de talrige meddelelser angående kampen mod gudsbespottelse og usædelighed fremføre vi følgende: "I det indre af byen har der af gårdmissionen været afholdt store møder i to gårde. En aften blev der samlet en masse mennesker. Da ordet lød om synd og nåde, var der flere socialister som samlede sig om missionærerne (gårdmissionen er væsentlig blevet udført af pastor lic. Fenger, indremissionærerne Clausen, Wright og Bang samt nogle teologiske studenter) med knyttede hænder og fulde af afbrydelser. Da talen var til ende blev der sunget, men da disse urostiftere ville tale, blev det nægtet dem, hvorfor de støjede forfærdeligt. Velklædte mennesker kom hen og skammede socialisterne ud, men mange var glade ved ordet. En aften fik missionærerne lov til at holde møde i en gård i et kvarter, hvor der var megen usselhed og synd. Da børnene sang i den stille sommeraften, flokkedes folk om dem. Nysgerrige, forundrede og spottende ansigter sås. Da ordet lød, at Jesus er kommet at søge og frelse de fortabte, og hans blod renser for al synd, var der stor stilhed, og da mødet var endt, kom disse elendige mennesker og bad om traktater og evangelier. I en anden gård hvor man holdt møde, og hvor også mange elendige samlede sig, udmærkede en student sig ved sin spot. Han fik dog kun to venner med sig og forlod mødet til sidst. Da missionærerne en anden gang efter endt møde passerede en mørk port, råbte en spotter, som havde skjult sig der: "Farvel Du gamle fægtemester". Om vinteren går missionærerne hen til værtshusene og ind i logishusene og indbyder til møde i forsamlingssalene eller i Bethesda. Der forefalder da ofte scener blandt de halvdrukne gæster. I et logishus rejste en mand sig rasende, erklærede sig for fritænker og socialist og ville intet høre. Der blev svaret:  "Jesus elsker Dem, har betalt Deres synders skyld på Golgatha og vil gerne føre Dem frelst hjem". Han rasede stærkere med knyttede hænder, hvorpå der blev sagt ham, at hvis han ikke omvendte sig, blev han evigt fortabt. Missionærerne forlod derefter huset. Otte dage efter indbød de atter til møde i Bethesda og omdelte "Indre-Missionstidende", hvori der lå et brev fra Børresen i Santalistan. Den mand der rasede sidst, var til stede og 14 dage efter atter. Da mødet var til ende, kom han hen til missionæren og sagde: "De er nok forundret ved at se mig her? Kender De mig ikke? Jeg er den som var i det logishus den aften De nok mindes, nu vil jeg vandre på en ny vej". Da der blev svaret ham, at det var det rette at give Gud sit hjerte og spurgte ham hvad der havde bevæget ham til at høre Herrens ord, svarede han at den bestemmelse havde han fattet ved at læse Børresens brev. To dage derefter kom denne 34-årige mand ud til missionæren og sagde med tårer i øjnene: "Jeg må forlade mine gamle venner, mit liv må forandres". Han fortalte bl. a., at han som 17 årigt ungt menneske var kommet til Hamborg på et værksted, hvor der var 2 a 300 svende. Der blev kun talt om socialisme, og Lasalles Skrifter var deres eneste læsning. De dygtigste af dem blev indsatte på en socialistskole og han havde været på en sådan i et år for at uddanne sig til socialistagitatør. I 4 år havde han berejst det tyske Rige og agiteret for socialismen og var til sidst blevet udvist. Også herhjemme havde han agiteret ved folkemøder. Det er missionens håb. at denne mand der som en brand blev revet ud af syndens og vantroens ild må blive herrens udvalgte redskab.

Som allerede bemærket, har de mænd der ved midnatstid søger at kæmpe mod lasten i afsides gader, en vanskelig opgave, fra kl. 9 a 10 til kl. 1 a 2 bliver denne mission drevet. Gerningen udføres af mænd i de forskelligste livsstillinger, ja endog aristokratiet har ydet sit værdifulde bidrag af personligt arbejde. Der bliver uddelt traktater og talt til mændene, som ville ind i lastens huler. De fleste høre ordet, men det sker også, særligt når de er berusede, at de slår og styrter sig ind i Satans synagoger, som er åbnede hele natten, mens værtshusene er lukkede. Der anføres i beretningen om denne missionsvirksomhed mange udtalelser, fremsat af mænd som søger at advare og påvirke. En ung mand bemærkede således: Det er jo slet ingen synd, men en nødvendighed, ellers havde staten ikke oprettet det, og det samme sige lægerne. Undertiden tiltales elegante herrer, undertiden dekorerede oldinge, der vakler ind i lastens huler. Ikke sjældent lade de sig påvirke, navnlig når der citeres et bibelord og deriblandt: "Horekarle og drankere skal Gud dømme."

(RIbe Stifts-Tidende, 7. maj 1886)

Eduard Benjamin Møller (1841-1911): Rasmus Buch Clausen. (1840-1904). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Tiltale mod Natmissionen.

Ved den offentlige politiret behandles i går en sag hvorunder missionær, fhv. proprietær Clausen var tiltalt for overtrædelse af politivedtægtens § 1. Sagen gik omtrent ud på følgende: Den såkaldte "Gårdmission" havde siden den 25. maj i ejendommen nr. 4 i Gåsegade ladet indrette et bedehus, hvor der hver aften fra 9-12 bliver afholdt møder med tale og sang, hvilket har bevirket, at der til overholdelse af den offentlige orden siden den dato hver aften har måttet anvendes 6-10 politibetjente, og den 26. cg 29. maj var sammenstimlen af personer så stærk, at politiet måtte afspærre gaden for begge adgange. Det nævnte lokale var lejet og etableret af fhv. proprietær Clausen under betegnelsen "Natmissionen", og det oplystes endvidere, at nævnte mission til de forskellige gader der i nærheden udsendte yngre mennesker, som ofte tiltalte de fordigående unge mænd med ord som "hankatte", "lyt ikke til fristelserne", "djævlens børn" og lign., og det omtaltes i rapporten fra vedkommende politiembedsmand, at da der i den nærmeste tid agtes oprettet lignende lokaler i Farvegade og i Magstræde, vil dette formentlig afstedkomme en del uorden, lokalet i Gåsegade er ca. 30 kv. alen stort; det kan rumme ca. 70 tilhørere, og her holder missionær Claussen, undertiden også præster, hver aften taler med høj røst, der synges religiøse sange, og dette kan høres i lang afstand. At disse møder ikke løber af uden spektakler af ildesindede personer er bekendt, ruderne i lokalet er mange gange slået ind, og missionær Claussen er 3 gange, når han gik derfra, blevet forulempet, og har endog fået prygl. Missionær Clausen gav møde i retten, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. Clausen mente at ansvaret, hvis et sådant var, måtte påhvile missionens formand, kammerherre Moltke, der imidlertid for tiden er bortrejst fra byen, og han mente ikke, at han havde talt højere end almindeligt ved disse møder , som er oprettede for at modardejde utugt. Overretsprokuratar Steinthal kunne ikke indrømme, at politiet var berettiget til at besvære sig over, at der i nævnte tilfælde måtte anvendes betjente; det forholdt sig ikke anderledes med de religiøse bevægetser end med de politiske bevægelser, og han mente at politivedtægtens § 1 kun angår forstyrrelser på gaden. Flere i sagen mødte politifunktionærer bekræftede, at forholdene i den nævnte gade bedres, for hver dag der går, opløbene bliver mindre, men der mangler endnu nogle ruder i lokalet, hvilke efter hr. Clausens udsagn ufortøvet ville blive indsatte. - Dommeren bemærkede, at politivedtægtens § 1 måtte være at anvende i nærværende tilfælde, dog havde han tænkt at slutte sagen med en advarsel. Efter at missionær Clausen og overetsprokurator Steinthal havde gjort nogle bemærkninger, sluttedes sagen ved, at hr. Clausen modtog en advarsel. Politivedtægtens § 1 lyder således:

1. På offentlig gade, vej eller plads må intet opløb eller sammenstimlen af folk finde sted, hvorved den offentlige orden forstyrres eller færdselen hæmmes. - I en anden sag, som ligeledes var rejst mod "Gårdmissionen", var denne tiltalt for ved fhv. proprietær Clausen at have lejet et lokale i Gåsegade 4, hvorefter der på facaden med c. 7 tommer høje bogstaver var malet to skriftsteder: "Du må ikke bedrive hor" og "Jesus annammer syndere," og anbringelsen af disse påmalinger var formentlig i strid med politivedtægtens § 57, der lyder således:

§ 57. Det bestemmes af Magistraten, på hvilke steder opslag af bekendtgørelser fra øvrigheden eller andre offentlige myndigheder må finde sted, og for kommunens regning belastes de dertil fornødne tavler anskaffede, vedligeholdte og renholdte, når ikke vedkommende ejere foretrække selv at foranstalte dette.

Bekendtgørelser angående teaterforestillinger, koncerter, Forevisninger og offentlige forlystelser, til hvilke politiets eller andre vedkommendes tilladelse haves, kunne ligeledes finde sted ved opslag, når ejeren af det sted hvorpå opslaget sker, dertil giver sit minde.

Andre bekendtgørelser er det ikke tilladt at lade offentligt opslå uden samtykke både af vedkommende husejer og politiet; dog undtages derfra opslag på en ejendom om, hvad der vedkommer de derboende personers næringsvej, bopælsforandringer og andre henvisninger, som knytte sig til opslagsstedet.

Lige som i forrige sag var hr. Clausen assisteret - som loven tillader - af overretsprokurator Steinthal, og efter den citerede paragrafs 3. stykke var tiltalen rejst. Steinthal gjorde straks opmærksom på, at der var indløbet en kardinalfejl; det var "Natmissionen" og ikke "Gårdmissionen," på hvem det eventuelle ansvar hvilede. Hr. C. erkendte at han, der selv var medlem af bestyrelsen for "Natmissionen", på bestyrelsens vegne havde ladet de omtalte skriftsteder påmale, og hertil havde han erholdt ejerens tilladelse, men han mente, at da man i skolerne indprenter børnene det anførte 6. bud så måtte det være tilladt at lade male Guds ord. Dommeren bemærkede, at den førstomtalte indskrift kunne vække forargelse, og politiets tilladelse var i hvert fald ikke indhentet til anbringelsen af det påmalede, hvilket han anså nødvendigt for at dette kunne forblive. Ligesom den foregående sag ville han ligeledes slutte denne med en advarsel når det påmalede ville blive fjernet, eller i hvert fald erstattede med andre inskriptioner. På foranledning af hr. St. blev sagen imidlertid udsat for at der kunne gives ham og hr. C. lejlighed til at konferere med missionens fungerende formand angående de på facaden malede skriftsteder. 

(Nationaltidende, 18. juni 1886)

Tiltale mod Natmissionen i København.

Ved den offentlige politiret sluttedes i lørdags den mod natmissionen rejste sag angående de på ejendommen nr. 4 i Gåsegade påmalede skriftsteder. Proprietær Clausen gav møde, ledsaget af overretsprokurator Steinthal. C. fremlagde en skrivelse fra grev Moltke hvoraf det fremgik at C. kun var gået grevens ærinde ved gennem assistent Rasmussen at have ladet påmale de tidligere omtalte skriftsteder hvilke er stridende mod politivedtægtens § 57. Overretsprokurator Steinthal mente på bestyrelsens vegne at politivedtægten ikke var overtrådt, og han havde andraget om at sagen måtte blive henvist til den samlede ret. Dette andragende kunne dommeren ikke tage til følge, men St. mente da at han ikke ønsked sagen afgjort med en advarsel. Efter nogle korte bemærkninger af proprietær, missionær Clausen, politiassistent Korn og overretsprokurator Steinthal, blev sagen da C. erklærede at han ikke ville modtage en advarsel, optaget til dom, og denne straks afsagt. Proprietær Rasmus Buch Clausen blev derpå foruden politiets tilladelse at have ladet male de omtalte to skriftsteder på facaden til ejendommen nr. 4 i Gåsegade, idømt en Københavns Kommunes kasse tilfaldende bøde af 10 kr., foruden sagens omkostninger. Sagen var hermed til ende, og adskillige tilhørere - hvoriblandt flere damer - der havde overværet forhandlingen, forlod retssalen. (Natt).

(Vejle Amts Folkeblad, 29. juni 1886).

Gåsegade 4 eksisterer ikke længere. Det blev nedrevet 1905 og indgik adressen i den matrikel 277 som ligger på hjørnet af Farvergade. Kbhbilleder har et foto beskyttet af ophavsret som viser hjørnet - endda med en politibetjent foran.

juli 1887 blev der afholdt et "sædelighedsmøde" i København. Her talte adskillige missionærer, pastorer mm. imod sædelighedens forfald, bla. Clausen. I august 1888 et nordisk sædelighedsmøde, også med deltagelse af Clausen. Clausen var en af de fem ledere af Midnatsmissionen. Foruden ham manufakturforhandler C. E. Krarup, greve og kammerherre A. Moltke, sognepæst Chr. Sørensen og gårdmissionær V. Wright. De erklærede sig åbent for af den konservative fløj.

Midnatsmissionen.

Em ny Hær rykker Ind i Hovedstaden

Hvad Missionen koster.

Tynde Resultater.

Naar Mørket lægger sig ned over Byen, og Gaslygterne sender deres søvnige Skin ned langs de skumle Smaagader, rykker Prostitutionens uhyggelige Armé frem.

Op og ned ad Gaden gaar de, disse ulykkelige Kvinder, alle med det samme Stempel i Ansigtet; de skarpe, udlevede Træk, det graadige Blik i de sløve Øjne, Gribbene, der stirrer efter Bytte!

Frem mod denne Armé rykker en lille Trop, blege Mænd med himmelvendte Øjne og besværgende udstrakte Hænder. Det er Midnatsmissionen. Den mørke Nat igennem patruljerer de gennem Smaagaderne, uddeler Skrifter og formaner hvert Menneske, de ser, til at omvende sig fra Lastens brede Vej.

Men Resultatet, de høster, er saare krankt.

Chefen for denne Trop, den Mand, der leder Slaget, er Hr. R. B. Clausen, Gaardmissionær som han kalder sig.

Vi aflagde ham forleden et Besøg i hans Bopæl i "Bethesda". Vi traf ham i en Kælderstue, der paa Grund af sin Størrelse og sin Dunkelhed absolut ikke gjorde noget hyggeligt Indtryk. Langs Væggene hang der bibelske Billeder og Opraab som: "Hold Guds Bud" - "Glæder Eder i Herren" - "Værer ædru, iførte Troens og Kærlighedens Panser". Alt med anmassende store og klodsede Bogstaver.

Hr. Clausen sad ved sit Skrivebord. De fleste af vore Læsere kender sikkert den høje, svære Mand med det skæve Hoved og det store, tvedelte Skæg; hans smaa plirrede Øjne hviler undersøgende paa den, han taler med.

Han fortæller med sin dybe Stemme:

Missionærens Livshistorie.

"Jeg er født paa Lolland, allerede som Barn var jeg meget gudfrygtigt anlagt og gik i Kirke mindst hver fjortende Dag, i en ung Alder blev jeg optaget paa en Præstegaard, hvor jeg lærte en ung Lærer at kende: han fortalte mig en Dag, at hans Præst havde sagt: Naar jeg er død, farer jeg lige lukt ned i Helvede.

Disse Ord af en Guds Mand slog mig; jeg blev "vakt".

Jeg blev i Tidernes Løb Proprietær, men Herrens Røst kaldte stedse paa mig og bød mig arbejde i hans Vingaard. Saa skilte jeg mig af med min Gaard og rejste her til København.

Paa den Tid var Missionær Wrigth kommen hertil fra England; han begyndte straks, som Missionærerne derovre paa den taagede Ø, at gaa omkring i Gaardene og synge Salmer og prædike Evangeliet for de fattige i Aaanden. Vi traf hinanden, sluttede os sammen og startede i 1886 Midnatsmissionen, for hvilken Grev Adam Moltke snart stillede sig som Formand."

Missionens Gang og Resultater.

"Vi begyndte med 14 Mand, blev snart 32; men nu", siger Missionæren med et Suk, "nu er vi kun 16".

- Der mødte os straks en hæftig Modstand, baade fra Befolkningens, Skøgernes og - Politiets Side. Jeg husker bl. andet en Aften, at en af "Pigerne" kastede mig et Kræmmerhus Kønrøg i Ansigtet, saa jeg blev ganske sort - "

- Som bare Fanden", var vi ved at indskyde, men bed det heldigvis i os igen.

"Saa snart vi viste os i en af Gaderne, blev vi modtage med djævelske Hyl og Raab, der samledes Opløb, blev Slagsmaal, nogle af os blev stukket med Knive, og utallige er de Gange, vi maatte møde i "den Offentlige" og betale Bøder."

"Den Gang havde vi heller ikke Eugen Petersen til Politidirektør", indskød vi.

"Desværre nej, Lov og evig Pris være ham ; ganske vist ynder han ikke Midnatsmissionen, men han har sagt, at han elsker Gaardmissionen, og det er jo en stor Trøst".

Den ny Hær.

Vi tillader os en lille Hentydning til den Forstærkning, Hr. Clausen nys har indkaldt fra Provinserne,

"Ja", siger han, "det er ganske rigtigt; der kommer hertil Byen 21 Missionærer, og de bliver lier i 14 Dage; vi udstationerer saa den ganske Armé baade Dag og Nat og paa den Maade skal vi nok "skyde en Bresche", - og Hr. Clausen ser meget fortrøstningsfuld ud.

"Tillad os et Spørgsmaal", siger vi, "hvor meget koster det at holde Midnatsmissionen paa Benene ?"

"Omkring en 1400 Kr. om Aaret - lavt regnet."

"Altsaa i de 8 Aar, den har bestaaet, har den kostet mindst henimod 12,000 Kr. Hvilke Resultater har de opnaaet for disse Penge?"

"Resultater, Resultater," siger Hr. Clausen forbavset og drejer sig paa Stolen, "nogle bestemte Resultater kan jo ikke saadan fremvises; vi har advaret mange mod at søge Lastens Huler, og der er ogsaa dem, der har fulgt Advarslen".

Ja, maaske drejet om ad en anden Gade; men har de vundet nogle af "Pigerne" for deres Sag?"

Et dybt Suk. - "Nej"

- - -

Vi tog saa Afsked med den hellige Mand.

Om faa Dage kommer hans ny Garde, Folk fra Provinserne, uden Spor af Forestilling om, hvorledes en By ser ud ved Nat. Og Gaderne vil blive livlige, naar disse Uerfarne skal til at lede det glade København bort fra den brede Vej!

U-d.

(København 12. august 1894).

En mærkelig mand.

Som meddelt i går er den af navn over hele landet kendte natmissionær  Clausen død i København.

Han var en mærkelig mand i alle henseender. Han prædikede i gårdene og patruljerede ved nattetid i de snavsede gader hvor prostitutionen bor til huse. Her uddelte han gudelige traktater, advarede de unge og gamle mænd mod at følge kødets lyst, hvilket ofte gav anledning til mange tragikomiske scener i disse gader. "Pigerne" så i Clausen en mand der ville skade dem i deres lovlige, af staten beskyttede erhverv, og derfor gik de ofte angrebsvis til værks mod Clausen, og derved udspandt sin optrin som trodser alt i retning af gudsbespottelse og råhed.

Men dette afskrækkede ikke Clausen. Nat på nat blandedes hans ord i disse gader med drukne kvinders eder og latter, og ikke sjældent har man i de snævre gader set Clausen og det sminkede pigebarn hale i hver sin arm af en ung mand og næsten altid med det resultat at pigebarnet sejrede.

Således er verden, og trods al god vilje blev den ikke meget bedre ved Clausens hjælp.

(Nordjyllands Arbejderblad, 14. maj 1904)

Rasmus Buch Clausens gravmæle på Garnisons Kirkegård, udført af August Hassel. Ikke en af de mest kendte kunstnere. I København findes på Nicolai Kirke et relief over Hans Egede.

Hans Christian (1849-1886) og Emma (1851-1929) Fischer. (Efterskrift til Politivennen).

Vestre Kirkegårds ældste, stadig eksisterende grav?

Den ældste stadig eksisterende grav jeg har kunnet finde, er nedenstående fra 1883 ved landskabsmaleren Hans Fischers gravsted, nemlig af to af dennes børn der døde i 1883. 

Indtil 1880 var Vestre Kirkegård fortrinsvis forbeholdt frijordsbegravelser - massegrave af hvilke der absolut intet kan ses i dag. Fra 1880 afgjorde Magistraten pga pladsmangel på samtlige andre københavnske kirkegårde at alle linjebegravelser skulle foregå på Vestre Kirkegård. Det betød en markant stigning i antallet af begravelser som ikke var fattigbegravelser, og dermed også et pres på myndighederne for at skaffe ordnede forhold: Bedre adgangsforhold, tilladelse til andet end trækors med blikskilte, beplantning, nyt kapel osv. 

Landskabsmaler Hans Fischer er, som kortelig meddelt i et telegram, lørdag morgen afgået ved døden i København i en alder af kun 36 år.

Hans Fischer, der var søn af fabrikant Fischer i Vestbork her ved Horsens og var gift med en datter af den nylig afdøde provst Fabricius, havde under sit ophold sidste Sommer i Italien været meget farlig syg, men følte sig efter sin hjemkomst fuldstændig rask, indtil han for ca. fjorten dage siden blev angrebet af mavebetændelse, der efterhånden antog en så akut karakter, at den i lørdags gjorde ende på hans liv.

Hans og Emma Fischers gravsted på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Som kunstner indtog Hans Fischer en fremragende plads på landskabsmaleriets område. Kun 15 år gammel kom Fischer i 1865 ind på Kunstakademiet, hvis klasser han gennemgik indtil 1871, og allerede i 1868 begyndte han at udstille sine arbejder på forårsudstillingerne i København, hvor hans kunst efterhånden havde samlet sig en talrig kreds af venner, fordi den var i besiddelse af egenskaber, som måtte gøre den populær i dette ords bedste forstand. Ung, livsglad og blød, som kunstneren var, behandlede han fortrinsvis foråret, sommermorgenen eller sommeraftenen, kort sagt det idylliske, følelsesfulde, blide og milde. Fischer havde overhovedet mere blik for det afdæmpede stemningsfulde end for det stærke og larmende, for det lyse og klare end for det sørgmodige og alvorlige, Hans sind påvirkedes stærkt af sådanne naturstemninger, hvorfor der ikke sjældent kom noget umiddelbart betagende ind i hans billeder, som vel undertiden kunne nærme sig sentimentalitet, men i reglen lagde sig for dagen i en egen feststemning, der strålede fra lærredet. I forbindelse hermed står åbenbart den kendsgerning, at hans varme og kraftige Kolorit undertiden kunne blive for broget. 

I efteråret 1884 afrejste han med hustru og børn til Italien på Akademiets store rejsestipendium, men i Neapel ramtes han af en hård sygdom, der truede hans liv og utvivlsomt hindrede han i at drage den nytte af opholdet udenfor hjemmet, som ellers ville have været tilfældet. Ved sin elskværdige personlighed, sit trofaste, varme hjerte, sit åbne, ærlige sind og sin for al smålig misundelse frie karakter havde han vundet mange venner, som med oprigtig sorg ville erfare efterretningen om hans død. Han var netop kommen såvidt, at hans arbejde lå for ham rigt på forjættelser; hans syntes netop nu at skulle tage fat for alvor og følte sig selv mere kraftig og moden end før. På den nuværende forårsudstilling er han repræsenteret med et større billede fra golfen ved Neapel og med en pastel "Skumring ved Haderslev".

(Kongelig allernaadigst privilegeret Horsens Avis eller Skanderborg Amtstidende, 5. april 1886).

Hans Christian Fischer, 1868. Foto. Friedrich Wilhelm Schmidt (1829-1903). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Landskabsmaler Hans Fischer er i dag blevet begravet på Vestre Kirkegård, efter at den kirkelige sørgehøjtid havde fundet sted i Trinitatis Kirke, hvor mange venner, kammerater og andre bekendte havde samlet sig om den elskværdige kunstners båre. På kisten lå bl. a. en smuk krans med bånd og udskrift fra Kunstforeningen af 18de November, samt en krans fra arbejderne ved faderens fabrik i Jylland. Pastor G. Schepelern holdt talen. (Nat.-Td.)

(Aarhuus Stifts-Tidende, 10. april 1886.)

Landskabsmaler Hans Christian Fischer (1849-1886), far til arkitekt Egil Fischer. Fischer besøgte Kunstakademiets skoler i årene 1865-71 og udstillede første gang 1869. Motiverne til disse arbejder var hentede fra hans fødeegn, og et af dem, Indkjørsel til en jysk Bondegaard, købtes af Kunstforeningen. På de følgende udstillinger var han stedse repræsenteret, og i disse arbejder, af hvilke I Løvspringstiden (1878) blev belønnet med Den Sødringske Opmuntringspræmie, røbedes en dygtig, fremadskridende virksomhed. Blandt motiverne kunne særlig fremhæves Efteraarsmorgen fra Møen, Sommerspirfaldet set fra Sandpynten (1882) og Strandparti ved Vejle Fjord (1884). 

Sommerspiret på Møn (sort-hvid-udgave). Adolph Kittendorff (Dansk, 1820 - 1902) efter forlæg af Hans Fischer (Dansk, 1849 - 1886 ), maleri udstillet på Charlottenborg 1882.

Hans Christian og præstedatteren Emma Elise Kirstine Fabricius (1851-1929) blev gift 1874 i Magleby på Lolland hvor faderen var præst (siden 1869).  Hun  var kunstvæverske og regnes for grundlæggeren af dansk Hjemmevævning i nyere Tid. Hun restaurerede de gamle gobeliner i audienssalen på Amalienborg. Hendes værker blev udstillet på Kunstmuseet i København, Museet i Stuttgart, ved det russiske hof - og i Chile. Efter Hans Christians død i 1886 flyttede Emma en del rundt: Ifølge folketællingen 1890 boede hun som enke i Kunstnerhjemmet, Gothersgade 143 hvor hun bl.a. forestod et "Institut for Kunstvæveri". I 1901 var hun kunstvæverske og bosat Gothersgade 103 sammen med datteren Marie Julie der flyttede før år 1900. I 1911 var hun stadig kunstvæverske og bosat Ny Østergade 10. I 1916 og 1925 bosat Herluf Trolles Gade 12.

De fik 6 børn: Lægen Christian Arnold Peter Fischer (1875-1923), Jensine Marie Julie Fischer (f. 1876), arkitekten og maleren Egil Fischer (1878-1963), Emma Ragnhild Fischer (1880-1883), Ida Fischer (1883), Otto Fabricius Fischer  (f. 1884), som blev ingeniør i Stockholm. 

Efter at have opnået Akademiets stipendium rejste familien i efteråret 1884 på en udenlandsrejse til Schweiz og Italien. Hans Christian malede fx Neapels Golf med Vesuv og omliggende Byer, set fra Kysten mellem Castellamare og Sorrent. På udstillingen 1886 behængt med flor, da han døde kort før.

Gravstenen for de to børn som døde ganske unge: Ida Fischer 21/1 1883 - 4/3 1883 og Emma Ragnhild Fischer 21/4 1880 - 15/3 1883 står ved siden af forældrenes gravsten. Dødsårsagen har det ikke været mulig at finde. De er de ældste gravsten som jeg har kunnet finde på Vestre Kirkegård. Foto Erik Nicolaisen Høy.

Fattiges Begravelse fra "Almindeligheden". (Efterskrift til Politivennen).

Hr. Redaktør! Tillad mig at fremdrage et af de mange eksempler på hvilken ringeagt der bliver de arbejdere til del, der - efter at være opslidte i samfundets tjeneste - bliver indlagt på en af de "milde" stiftelser. End ikke efter døden ophører denne ringeagt. Fredag formiddag ville en murersvend R. tilligemed nogle fagfæller overvære sin faders begravelse, som skulle foregå fra "Almindeligheden". Skønt følget indfandt sig før den til begravelsen fastsatte tid, var "jordpåkastelsen" allerede foretaget; der stod kun tilbage at bringe liget til Vestre Kirkegård, hvor den endelige afslutning skulle finde sted. Da den funktionær som havde givet anvisning på hvor "kisten" stod, blev adspurgt om hvad tid den afdøde kunne ventes at blive bragt på kirkegården, svarede han: "Å, han skal snart være der - han skal komme med det første læs!"

Hvilket minde en søn - under sådanne omstændigheder - beholder om sin faders begravelse, vil jeg overlade til læserne at danne sig en mening om.

L.

(Social-Demokraten 23. marts 1886) 

"Almindeligheden" var et folkeligt navn for Almindelig Hospital i Amaliegade. Det blev nedrevet i 1895 og afløst i 1892 af det nye hospitalskompleks på Nørre Alle på Nørrebro. 

Almindelig Hospital, lighuset. I baggrunden Amaliegade 19, hjørnet af Fredericiagade 2. Public domain. Kbhbilleder.

Rasmus Peder Jensen (1845-1923) 2/4: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891). (Efterskrift til Politivennen)

Dette er anden del af en serie om R. P. Jensen som giver et indblik i provisorietiden: Arbejderbevægelsen, pressen, partiet Venstre m. m. Artikelserien kan findes på nedenstående link:

Del 1: Typografernes Forbund (1869-1877).
Del 2: Folketidenden (1877-1887) og Maribo Amts Avis (1890-1891).
Del 3: Publikationen Ringsted Folketidende 1878-1887.
Del 4: Eftermæle og nekrologer (1891-1923).

Venstre-Pressen. (Af et Brev fra Viborg). Det er som tilstrækkelig bekjendt gaaet til Agters med vort herværende "Morgenblad", men det "Forenede" bestaaer af Mænd, der ikke let opgiver Ævret. En Aktieindbydelse er udstedt, og man er i Færd med at vinde en ny Akkvisition for Bladet, nemlig en ny Redakteur, og det en ikke ringere Person end det opløste "Typografforbunds" "Præsident", Lederen af den uheldige Typografstrike Hr. R. P. Jensen. Valget af denne Personlighed skyldes nærmest Folkethingsmændene Albertsen og Thorup, men støttes ivrigt af Adjunkt Feddersen, bekjendt saavel fra sidte Valg som af en mangeaarig Statsunderstøttelse som Fiskemand. Et kontant Tilskud af 5000 Kr. og 600 i visse Aar garanterede Abonnenter skal være den Madding der er sat paa Krogen, for at komme i Besiddelse af nævnte Størrelse.

(Dagens Nyheder 18. februar 1877).

Der var tale om Viborg Stifts Morgenblad. Bladet var startet i 1876 og lukkede altså kun et år efter.

---. I et Referat i det nævnte Blad ("Typograftidende") af den halvaarlige Generalforsamling hedder det: "Under Punkt 2: "Styrelsen giver forskjellige Meddelelser" oplyste Hr. Decher Iden typografiske Forenings nuværende Formand), hvorledes R. P: Jensen havde stillet sig lige overfor Foreningen og dens nuværende Styrelse og hvor misligt han havde handlet med flere forskjellige Sager, vedrørende Forbundet. Formanden syntes som Følge heraf ikke at det var heldigt, at man ogsaa eftergav Hr. R. P. Jensens Gjæld til Foreningen". - Den Dom, som nu fældes over ham af hans Kolleger, gaar i Et og Alt i samme Retning som den, der i Oktober Maaned forrige Aar udtaltes om ham i "Dagens Nyheder".

(Dagens Nyheder 5. august 1877). 

Artiklens indledning med en temmelig farvet beskrivelse af R. P. Jensens hidtidige arbejde er udeladt i ovenstående artikel.

Holbæk nye Blads Udgiver skal efter Sigende være Ltn. Orla Lehmann Hansen. Trykkeriet skal ledes af Typograf R. P. Jensen, tidligere Formand for det typografiske Forbund. Hlbp.

(Folketidenden 30. august 1877).

Den 15. september 1877 blev R. P. Jensen valgt til Den Kjøbenhavnske Grundlovsværneforenings bestyrelse. 

Harald Johan Casper Paetz (1837-1895): P. Ch. Zahle (1825-1898). Det Kongelige Bibliotek. Fri af ophavsret.

Folketingsmand Zahle overgav i slutningen af 1877 redaktionen af "Folketidenden" til R. P. Jensen mens han selv i den tid udarbejdede et mindeskrift.

Som redaktør på Folketidende blev han af Højre-aviserne konsekvent kaldt socialist og tidligere medarbejder ved Social-Demokraten, skønt dette sidste blad nægtede dette og i øvrigt henviste til at R. P. Jensen tog afstand fra partiet.

Den 17. juli 1885 antydede Folketidenden at officerer blev truet med at blive afskediget hvis de udtalte sig imod Københavns landbefæstning. Under injuriesagen der nåede til overretten, meddelte R. P. Jensen at hans kilde var cand. jur., sagførerfuldmægtig B. M: Amdrup, København, som igen havde det fra cand. jur. sagførerfuldmægtig N. Petersen, København, som havde det fra løjtnant Vogt.

Hetzen mod R. P. Jensen vedblev med mange små sager der af og til havnede i retten.

Fra "Den første bonde i kongens raad" findes en beretning og Ole Hansen som berettet i Ringsted Folketidende 1885-1886. Heri fortælles at Venstres møder og stævner var overvåget af københavnsk politi. Et af de store emner var "mundkurv-cirkulæret". Det forbød offentligt ansatte skolelærere at deltage i møder arrangeret af riffelforeninger. Straffen var afskedigelse. Ole Hansen havde nægtet at fremsende dette cirkulære til skolelærerne. Da amtsrådet ligeledes nægtede at gøre det, fik de dagmulkter af 3 kr. Sognerådene i Ringsted anlagde sag og en gendarmstyrke på 1 officer, 4 underofficerer og 25 menige med 16 heste blev sendt til Ringsted By. Enden blev at sognerådsmedlemmerne i december 1885 afsonede fængsel. R. P. Jensen havde villet aflevere en chaiselong til en af de indsatte, men det blev forbudt. Efter frigivelsen blev der afholdt en fest den 15. januar 1886 for de sognerådsmedlemmer der havde været arresteret.

Om R. P. Jensen hedder det i ovennævnte bog: "R. P. Jensen ... havde kastet sig haardere ud i den politiske Kamp end nogen af sine Samtidige, og sluttelig var der blevet Bladet paaført saa mange Processer med paafølgende Bødestraffe, at det var nødvendigt, hvis det økonomiske Grundlag for Bladet skulde opretholdes, at Egnens Befolkning traadte til. Baade ved denne Lejlighed og ved et senere Skisma i Bladet var det Ole Hansens faste og omtænksomme Handledygtighed, der i høj Grad bidrog til Tilvejebringelse af et sikkert Grundlag."

Ringsted Folketidende var stiftet af Peter Chr. Zahle i april 1871. Han sad i Folketinget 1853-1854, 1855-1861 og 1866-1881. I starten hed bladet Folketidende for Midtsæland (april 1871 til juli 1887). Zahle var redaktør indtil nytår 1878. Herefter R. P. Jensen til udgangen af 1887. I april 1883 forsøgte man at udgive et Folketidende for Næstved som et aftryk af Folketidenden, Ringsted. 

I maj 1885 blev Folketidendens, Sorøs redaktør Fred. Martin anholdt i anledning af riffelsagen. Efter det mislykkede attentat mod Estrup den 21. oktober 1885 voksede hans frygt for en regulær borgerkrig (riffelforeningerne) og den 2. november 1885 blev der indført en række provisoriske presseprovisorier. C. C. Alberti talte imod, Goos for. I praksis var loven gjorde det muligt at straffe enhver opposition til den provisoriske regering. Udover Højre støttede også Carl Ploug (Fædrelandet) forslaget.

Hurtigt fulgte fængslinger for at have kritiseret Estrup-regeringen, fx den 21. oktober 1886 af socialdemokraten Waldemar Theodor Holst (tre måneders fængsel), redaktøren for det socialdemokratiske Demokraten Andreas P. Jensen (to måneders fængsel). Andre årsager kunne være kritik af præstestanden. Det ramte bl.a. den dengang ukendte Jeppe Aakjær som havde udtalt sig kritisk om Folkekirken (17 dages fængsel). Se "Men", side 478ff.

Sagen Nr. 799/1884. Musiklærer Charles Kjærulf (Overretssagf. G. Christensen )
contra
Redaktør R. P. Jensen af Ringsted (Overretssagf. Mørch) .

At et Dagblad med Opgivelse af et andet Dagblad som Kilde uden Forfatterens Samtykke havde aftrykt en i sidstnævnte Dagblad optaget Række Skitser, anset berettiget i Henhold til Lov 29 December 1857 § 13 Nr. 2 navnlig under Hensyn til, at Skitserne gik ud paa at skildre omtrent samtidig med deres Offentliggjørelse sted fundne Begivenheder, at de kun stod i en løsere Forbindelse med hinanden og ikke i Kilden fremtraadte som en Feuilleton, samt at kun nogle af Skitserne vare optagne i Kilden, den Gang det paaklagede Aftryk begyndte * ).

( Afsagt den 8 Februar 1886) .

Efter at der den 17 Oktoher 1883 i det her i Staden udgivne Blad „ Dagsavisen“ var paabegyndt nogle Skitser under Titlen:  "Paa Kantonnementsfod " , hvilke Skitser, der betegnedes som forfattede af Jens Kok, derefter fortsattes i nogle senere Nummere nemlig for den 22, 24, 28 og 31 Oktober, den 5, 12, 20 og 28 November samt den 26 December 1883, lod Indstævnte, Redaktør R. P. Jensen af Ringsted, i de af ham som ansvarlig Redaktør ledede Blade Folketidenden for Ringsted og for Sorø, under udtrykkelig Angivelse af Kilden, aftrykke disse Skitser, der i Ringsted Folketidende ere optagne i en Del Num mere fra den 6 November til den 28 December 1883 og i Sorø Folketidende fra den 7 November til den 29 December f. A.

Da Citanten, Musiklærer Charles Kjærulf, der er Forfatter til de nævnte under Pseudonymet Jens Kok offentliggjorte Skitser, og som i 1884 har udgivet Skitserne i Bogform, har anset sig forurettet ved den omtalte, i de nævnte Folketidender skete Optagelse af Skitserne, har han under nærværende Sag paastaaet Indstævnte tilpligtet at udrede en Erstatning, som han i Overensstemmelse med Lov om Eftertryk m. m. af 29 December 1857 § 20 under Hensyn til, at Abonnentantallet paa de nævnte Tidender i Oktober Kvartal 1883 var 1660, og at Subskriptionsprisen pr. Exemplar af den af ham udgivne Bog er 1 Kr. 75 Øre, har paastaaet fastsat til 2905 Kr., hvorhos han har paastaaet sig tilkjendt Renter af det nævnte Beløb 5 pct. aarlig fra Forligsklagens Dato den 8 Oktober 1884, til Betaling sker, og Sagens Omkostninger.

Indstævnte har forment, at han ifølge den nævnte Lovs § 13 Nr. 2, der tillader Aftryk i Dagblade af enkelte Artikler eller andre Meddelelser i andre Dagblade, dog at ved ethvert saadant Kilden udtrykkelig angives, har været berettiget til at aftrykke de nævnte Skitser, og han har derfor paastaaet sig fri funden for Citantens Tiltale og sig tilkjendt Sagens Omkostninger.

Subsidiært har han fremsat forskjellige Indsigelser imod Størrelsen af den af Citanten fordrede Erstatning.

Indstævnte har navnlig paaberaabt sig, at Skitserne, der skulle indeholde en Skildring af, hvad Forfatteren har oplevet paa de i Efteraaret 1883 (altsaa omtrent samtidig med Indrykkelsen i Dagsavisen) stedfundne Kantonnementsøvelser, nærmest kun kunne have nogen Interesse paa det Tidspunkt, da de offentliggjordes, og at Skitserne, hvad der er in confesso, ikke i Dagsavisen fandtes betegnede som Feuilleton eller vare optagne paa den Plads, hvor Feuilletonstof ordentligvis findes optaget, men derimod i Bladets almindelige Text, samt at Indstævnte, da han begyndte Aftrykket, efter Skitsernes hele fragmentariske Karakter ikke kunde have nogen Mening, om de ikke muligvis alt vilde være afsluttede i næste Nummer af Dagsavisen, og at der Intet forelaa, som kunde antyde for ham, at det var For fatterens Hensigt senere at udgive dem i Bogform, hvorhos Indstævnte har bemærket, at han ikke har trykt Skitserne som saa kaldet Fraklipningsfeuilleton .

Naar nu henses til de omtalte Skitsers Indhold og navnlig til, at de angive sig som vedrørende Begivenheder, som vare forefaldne kort forinden, samt til at de enkelte Skitser kun staa i en løsere Forbindelse med hinanden og ikke i Dagsavisen fremtraadte som en Feuilleton, og naar det fremdeles tages i Betragtning, at kun nogle af Skitserne vare optagne i Dagsavisen , da Indstævnte begyndte at aftrykke dem, og at Indstævnte da ikke kunde vide, hvormange Skitser der senere vilde blive trykte, findes Indstævnte i Henhold til § 13 Nr. 2 i den oftnævnte Lov at have været berettiget til at aftrykke Skitserne, og han vil derfor være at frifinde for Citantens Tiltale. Sagens Omkostninger ville efter Omstændighederne være at ophæve.

Stempelovertrædelse foreligger ikke under Sagen.

Thi kjendes for Ret :

Indstævnte, Redaktør R. P. Jensen af Ringsted, bør for Citanten, Musiklærer Charles Kjærulfs Tiltale i denne Sag fri at være.

Sagens Omkostninger ophæves.

(Ugeskrift for Retsvæsen 1886)

Oplysningsforeningen for Ringsted og Omegn, stiftet 1884, havde redaktør R. P. Jensen som bestyrelsesmedlem. Han var den første formand. Hans mål var politisk opdragelse. 

Omstændighederne har medført, at jeg fra i Dag ophører med Ledelsen af "Folketidenden" og fratræder som dette Blads ansvarhavende Redaktør.

Den 18de December 1877 overtog jeg "Folketidenden"s Redaktion og har uafbrudt ledet denne siden.

Jeg takker Bladets Læsekreds for 10-aarigt Samarbejde og Forstaaelse. Efter yderste Ævne har jeg trofast arbejdet i Demokratiets Tjeneste og mer end fordoblet Forretningens Størrelse. Jeg tror at have ledet Bladet paa en Maade, der har vundet almindelig Tilslutning blandt Demokratiets Afskygninger, og jeg er mig bevidst efter Ævne at have hævdet Arbejderens og Smaamandens Sag.

En aktmæssig Fremstilling af de mod mig rettede politiske Forfølgelser vil i en ikke fiærn Fremtid blive fremlagt for Offenligheden.

R. P. Jensen

(Folketidende (Ringsted) 31. december 1887)

Fra 1. januar 1888 overtog redaktør Fred. Martin fra avisens filial i Sorø midlertidigt posten som redaktør.

Benaadningsakten vil bl.a. komme den tidligere Venstreredaktør i Ringsted, Hr. R. P. Jensen, til Gode. Han var nemlig idømt adskillige Maaneders Fængsel efter den provisoriske Straffelov.

(Stubbekøbing Avis 13. april 1888).

Benaadning. Den tidligere Redaktør af "Folketidenden" i Ringsted, R. P. Jensen har if. "Dagbladet", paa herom angivet Andragende faaet eftergivet alle de Straffe paa tilsammen et Aars Fængsel, hvortil han var dømt i fire Sager, som Kriminalretsassessorerne Ipsen og Lassen havde anlagt imod ham.

(Roskilde Dagblad 16. december 1888).

Utaknemlige Demokrater. "Ringsted Folketidende" har i lange Tider været et af Landets skrappeste Venstreblade. Tidenden oprettedes nok egentlig af den bekjendte Politiker P. Chr. Zahle; men i de sidste Aar af hans Rigsdagsvirksomhed overdrog han Redaktionen til daværende Typograf R. P. Jensen, der nok alt den Gang havde gjort sig fortjent ved at danne en socialistisk Fagforening for Typograferne i Kjøbenhavn og Provinserne. Da Hr. P. Chr. Zahle imidlertid søgte og opnaaede præstelig Ansættelse og helt trak sig ud af den praktiske Politik, solgte han sin Folketidende til et Aktieselskab, bestaaende af Ringsted og Omegns mere faste Demokrater, og dette Aktieselskab beholdt da Hr. R. P. Jensen som Redaktør. Alt gik fortræffeligt; da man naaede op til Skattenægtelsernes og Riflernes Periode, var Hr. R. P. Jensen og "Ringsted Folketidende" fineste Papirer i alle Kredse blandt det danske Demokrati. Men ak, hvor længe var Adam i Paradis! Hr. R. P. Jensen kom i Konflikt med Presseloven, fik Domme med Straffe i Form af Bøder og Fængsel, og det syntes hans Aktieselskab ikke om. Sidste Efteraar fik han sin Afsked fra Bladet med en lille Affindelse een Gang for alle, og nu har han i Ringsted Højreblad, "Sjællandsposten", faaet Lov til at begynde en Redegjørelse, hvori han agter at fortælle et æret Publikum, "i hvilken Grad jeg er bleven skammelig behandlet, ikke mest af dem, der stode som mine politiske Modstandere i den politiske Kamp, men af dem, i hvis Tjeneste og Interesse jeg har arbejdet i en halv Snes Aar", siger Hr. Jensen, i hvem man altsaa kan se en ny Hr. Korsgaard, der staar udenfor Venstres Port og skjælder dem ud, der endnu ere indenfor.

(Lolland-Falsters Stifts-Tidende 18. februar 1889).

Se også R. P. Jensen: Ringsted Folketidende 1878-1887: En Redegjørelse i Anledning af mine Fjærnelse fra Bladet efter en 10-aarig Virksomhed som dets Redaktør samt tekniske og økonomiske Bestyrer, særlig med Hensyn til dets politiske Processer. 1889. Som er del 3 af denne serie.

En ny Venstreavis i Maribo er efter Forlydende i "Lollp." under Opseiling. Det er den tidligere Redaktør af "Midtsjællands Folketidende", R. P. Jensen, der vil søge at føre den Skude gjennem "Brændingen" som Hr. W. Madsen saa ulykkelig forliste med.

(Aarhuus Stifts-Tidende 6. februar 1890).

Maribo Amts Avis udkom med sit første nummer 1. april 1890 med R. P. Jensen som redaktør.

Fra Lolland-Falster.

Forfjamskelsen i Maribo. Hr. R. P. Jensen, der i over et halvt Aar har kørt løs paa vore Privatforhold, uden at vi har svaret ham med en Stavelse, er nu, da han endelig en Gang saar Betaling med lignende Mønt, bleven aldeles vild paa Kareten. Han bilder sig ind, at det er ham, der er den forurettede, og skriger op om, at han kan retorkvere ved i endnu større Grad end hidtil at blande sig i vore Privatsager. Hr. Jensen maa gærne more sig. Vi har intet at skjule, hverken i den ene eller den anden Henseende. Men vi advarer Hr. Jensen imod at tro paa de Løgnehistorier, han mulig har hørt af en eller anden af de uvederhæftige Personer, han har i sin Stab. Vi, eller Bladets Udgiver, har ingen som helst uopfyldte Forpligtelser i pekuniær Henseende, hvad Hr. Jensen synes at ville antyde, og vi raader ham til ikke at gaa videre med Sigtelser as den Art. Gør han det, kan det være, at vi klapser ham af paa hans ømmeste Sted.

"Tyv tror, at hver Mand stjæler". Hr. R. P. Jensen, hvis Redaktionsvirksomhed i Ringsted bestod i uden Kritik at optage, hvad unge Studenter og Kandidater i København sendte ham, og hvis hidtidige Gærning ved sit mislykkede Mariboblad har været at klippe Artikler og Referater af "Børstidenden" og "København" m. fl. Blade, med eller uden Kildeangivelse, fortæller i Gaar for Folk, der vil tro det, at Redaktør Jordan "hører til de Provinsredaklører, som maaske aldrig i sit Liv har skrevet en selvstændig politisk Artikel til sit Blad."

(Lolland-Falsters Folketidende 3. april 1891)

Maribo Amts Avis, Maribo var ledet af Wederkinck-Madsen før R. P. Jensen overtog den i 1890. Første nummer blev udgivet april 1890. Han udviklede avisen i Hørup'sk radikale retning. I maj 1890 blev R. P. Jensen kritiseret af Venstres overbestyrelse for at have lækket en sag i Venstre som var under diskussion. På daværende tidspunkt herskede en aviskrig mellem Højres og Venstres lokalaviser. I februar 1891 fik Jensen en bøde på 300 kr. i en sag mod mægler Joh. Schoppe i Maribo. De to Venstre-aviser Nakskov Tidende og Lolland-Falsters Folketidende lagde i midten af 1891 sag an mod R. P. Jensen. Han blev her idømt en bøde på 30 kr. I starten af november 1891 fratrådte R. P. Jensen stillingen som redaktør og udgiver. I november 1891 overdrog han bladet til et aktieselskab som samme år solgte det til cand. pharm Niels Bendixen. Bladet solgtes 1892 og blev udgivet sammen med Nykjøbing Dagblad.